torsdag, august 30, 2018

Kongerøgelse og klassefest

Det har regnet lige siden i morges, og indtil videre er der kommet hele 25 millimeter! Al den regn, vi ikke fik i løbet af sommeren, kommer nu på én gang.

For nogle år siden så jeg de smukke gobeliner, der hænger i riddersalen på Christiansborg Slot. Dronningen fortalte om dem i sin fine tale til præsident Macron tirsdag aften. De er tegnet af Bjørn Nørgaard, og det har taget 10 år at væve dem på et værksted i Frankrig. På de 17 gobeliner fortælles Danmarks- og verdenshistoriens gang gennem de seneste godt 1000 år.

Jeg har nogle travle dage foran mig med to begravelser og en stor klassefest med min folkeskoleklasse. Vi mødes hvert andet år og har gjort det i 27 år - det er der kommet mange nære venskaber ud af. Jeg håber også at nå Aarstidernes høstmarked i Humlebæk, hvis vejret er godt.

søndag, august 26, 2018

Masser af bøger

I går var vi på Louisiana Litterature. Det er hyggeligt at gå rundt og mærke stemningen, og det gør vi hvert år. Man lærer nye forfatternavne at kende.

Livet må jo gå videre, men vi har mistet de to, jeg skrev om i mit blogindlæg sidste søndag - min svigerinde 'Rasmine' og min veninde.

Jeg er ved at læse en bog, som jeg næsten ikke kan slippe. Det er 'Mikael Persbrandt - som jeg husker det' skrevet af Carl-Johan Vallgren. Bogen fænger fra side 1, og vi hører om hans opvækst, livet med misbrug - og livet som skuespiller. Bogen er fyldt med anekdoter om de mange kendte skuespillere og instruktører, han har mødt, og han skåner ingen - da slet ikke sig selv. Som der står alle steder, så er det en brutalt ærlig fortælling om at nå bunden og samle sig selv op igen.

Sidst i maj kunne man høre Mikael Persbrandt og Carl-Johan Vallgren fortælle om bogen på Louisiana, men det gik vi desværre glip af.

søndag, august 19, 2018

Inden det er for sent

Jeg har været med min veninde Inge på Frilandsmuseet i dag. Der kan jeg godt lide at gå og snakke med folk, jeg holder af.

I går aftes fik jeg en frygtelig besked om, at en anden veninde er kommet på hospice med lungekræft, og at hun kun har få dage tilbage at leve i. Hun er en del yngre end mig, men det er jo ingen garanti for noget som helst ... Som om det ikke var mere end rigeligt, så er min svigerinde i dag blevet skrevet op til en hospiceplads. Det får mig til at tænke på, hvor vigtigt det er at gøre hver dag, vi er raske, til en god oplevelse - at fylde vores liv med glæde. At passe på os selv og leve så sundt som muligt. Holde forbindelsen med vores venner. Spørge til, hvordan de har det ...

onsdag, august 15, 2018

Udstilling og min nye morgenmad

Kunstmuseet Arken får den 1. september en ny og spændende udstilling af van Goghs værker med fokus på forholdet mellem kunst, menneske, natur og religion. Det er lige noget for vores Oplevelsesgruppe i november, og jeg glæder mig.

For et års tid siden fortalte en ven mig om en grøn energigrød, han var begyndt at spise til morgenmad, fordi han havde læst om betydningen af de gode bakterier for vores helbred. Det fik mig til at finde flere videoer på YouTube med grødens 'opfinder', som viste sig at være Oluf Borbye Pedersen, professor og verdenskendt for sin forskning i tarmbakterier og medforfatter til kogebogen 'Tarme i topform'. Den har nu fået en æresplads i min bogreol. Der er inden for det seneste par år udgivet en række andre bøger om tarmfloraens betydning for vores helbredstilstand, og der ligger et utal af spændende artikler om emnet på nettet.



Her er opskriften på den sunde morgengrød - det hele får en tur i foodprocessoren:

3 håndfulde spinat

3 buketter broccoli

Revet ingefær (2-3 centimeter)

Saften af 1/2 citron

1 håndfuld persille

1 ark noritang

1/2 æble

1/2 kiwi

1/2 avocado

En stængel blegselleri

½ kop urtethe (vi bruger lakridspulver og vand)

5 valnødder

Blåbær til pynt

søndag, august 12, 2018

Ny bog, loppefund og endelig regn

Hvor jeg dog nyder, at temperaturen er faldet, og vi ikke mere har tropenætter. Torsdag aften fik vi godt og vel 10 millimeter regn, og det har fået græsset til at begynde at vokse igen.

Jeg elsker jo loppemarkeder, og jeg har fundet en del malede sten gennem årene, som jeg bruger til bordpynt eller til at holde på servietter, når vi spiser i haven.

Jeg er ved at læse en bog, som i den grad har fanget min interesse, og som Lisbeth har været så sød at anbefale. 'Helvig' af Winni Østergaard handler om livet i 1800-tallet. Det er første bind i en trilogi, der foregår i årene 1816 til 1838 blandt bønder og daglejere, husmænd og håndværkere, spindersker og fattiglemmer, præsten og degnen - og en tugthusfange. På baggrund af studier af datidens kilder har forfatteren rekonstrueret en hel tids samfund, og personerne i bogen er alle hentet ud af arkiverne og kirkebøgerne.

Her er mit nyeste loppefund. En batikfarvet top. Da jeg var ung, var batikfarve højeste mode. På en ferie i Gambia så jeg de smukkeste mønstre, og noget af stoffet købte jeg med hjem og har stadigvæk.

onsdag, august 08, 2018

13 år med blog

F or fem år siden, skrev jeg her på bloggen:

'... Blogdøden hærger og et stort antal af mine blogvenner skriver ikke blog mere. Det er lidt trist, for man kommer til at kende hinanden vældig godt'.

Jeg mindes et helt forrygende blogtræf i 2008 på vinbaren Bibendum i Nansensgade, hvor vi var 25 bloggere, der mødtes. Siden holdt vi mange blogtræf og især mellem 2009 og 2012, hvor vi bl. a. var i Frederiksberg Have, i Tivoli, på Frilandsmuseet med Stine fra Kongmors verden - og på rundtur i København med Jens Drejer som vidende guide. Til nogle af vores blogtræf kom der bloggere helt fra Norge. Det var vældig hyggeligt!

Mange bloggere er jo gået over til Instagram eller Facebook, selv om det ene ikke udelukker det andet.

Hvad gør du dig af tanker om det at blogge? Om at blive ved eller at bruge nogle af de andre sociale medier som fx Instagram? Jeg er stadig i tvivl.

Billederne er fra et vældig hyggeligt lille blogtræf med Miri på Møns Klint for tre år siden. Miri blogger ikke mere.

søndag, august 05, 2018

Regn, loppeguld og en roman ...

A t vågne op til 9 mm regn i regnmåleren var en sand lykke! Hver en millimeter er mere end velkommen efter denne sommers ekstreme tørke.

En glæde var det også at være på loppemarked og se et par røde lammeskindshjemmesko lige i mit nummer. De bor nu hos mig.

Og så vil jeg gerne anbefale en bog, jeg netop har læst: 'Violinbyggeren' af Henrik Strube. Den bygger på en sand historie. Sonny afsonede 16 års fængsel for drab, og i fængslet besluttede han sig for at bygge en violin. Et af de vanskeligste og mest sofistikerede håndværk, der findes. Uden hverken musikalske- eller håndværksmæssige forudsætninger. Vi hører om bl.a. efterforskningsmetoder, fængselsforhold og violinbygning. Det er en meget velskrevet roman, som jeg har slugt på ingen tid.

onsdag, august 01, 2018

Tur til Roskilde og Café Knarr

I går havde vi 32 grader her ved Liseleje! Det tror jeg aldrig, vi har oplevet før. Behøver jeg nævne, at det var rædselsfuldt?

Vi kørte en tur til Roskilde og gik en tur i lystbådehavnen, som er hyggelig på en anden måde end havnen i Rungsted. I Roskilde lystbådehavn er bådene mindre.

Vi havde et ærinde på Vikingeskibsmuseet, hvor jeg skulle bestille bord, og vi prøvespiste lidt frokost på Café Knarr til vores næste udflugt med Oplevelsesgruppen. Maden var virkelig lækker! Vi fik en sandwich med ramsløgsmayo, kål, gulerod, syltet rødløg, sennepsdressing og brøndkarse på nybagt groft brød. Det var et helt måltid og fyldte en stor tallerken til bare 79 kroner.