En succeshistorie

Der var ophørsudsalg hos min boghandler. En helt speciel boghandel, der både har nye og brugte bøger, cd’er med klassisk musik og jazz og en lille afdeling med antikviteter. For fem år siden blev forretningen åbnet af et ægtepar fra København, der elskede bøger og havde fået lyst til at slå sig ned i provinsen. Deres forretning var et hårdt tiltrængt alternativ til byens anden boghandel, som kun har bøger, der med sikkerhed er afsætning for - ikke noget med at gå på opdagelse her.

Selv om byens beboere ikke er meget læsende eller bogkøbende, gik det strygende, for læsehestene kom valfartende langvejs fra for at handle i den nye, spændende butik. Men til sidst blev det for hårdt for parret, som allerede var godt oppe i halvtredserne, da de realiserede deres idé. Helbredet kunne ikke holde til at arbejde i døgndrift, som de havde gjort lige siden starten, og i dag var der så afskedsreception med vin, kransekage og et utal af trofaste kunder, der var mødt op for at sige farvel.

Indehaverne var smilende og veloplagte, tydeligvis glade og lettede over beslutningen. Det var det rigtige for dem at lukke forretningen, for den gode idé var gået hen og blevet en belastning.

Kun kunderne var kede af det. Men egentlig burde de glæde sig over, at nogen har mod til at sige farvel til en forretningssucces, før den udvikler sig til en personlig fiasko.

Miss Mis missing

Det skulle have været sidste onsdag, men hun snød mig og stak af. Den ene af mine tre yndlingskatte (vi har tre katte) skulle tidligt om morgenen til dyrlægen for gennemgå det årlige serviceeftersyn med tilhørende vaccination. Derfor skulle hun holdes inde natten før. Der er bare det ved det, at Miss Mis har samtlige nætter besat på grund af nødvendigt arbejde med såvel musefængning som tidkrævende kratluskning og jordbundsundersøgelser og kan derfor under ingen omstændigheder bruge en hel nat på at være indenfor. Da det desuden er imod hendes ejers natur at sove, mens der står en kat i entreen og gennemgår hele registret af mislyde forfra og bagfra igen og igen, forbarmede jeg mig efter to timers intensiv jammer. Denne blødsødenhed forklarer jeg med, at hun til daglig gør mig den store tjeneste at ligge på en sofa...


...i flere timer og se mere dekorativ ud, end man med rimelighed kan forlange. Så hun fik altså lov til at tage på arbejde mod til gengæld at love at være hjemme igen næste morgen, inden vi skulle til dyrlægen.

Da morgenen kom, var der ingen kat. I hvert fald ikke dén kat, så Spike Jones måtte springe til og udfylde tomrummet - han skulle alligevel selv igennem turen om en måneds tid. Skamfuldt måtte jeg fortælle en hovedrystende, skævt smilende dyrlæge, hvorfor jeg mødte op med en anden kat end aftalt.

Dyrlægen bevilgede en ny tid til den deserterede kat, og i dag lykkedes det - fordi jeg holdt alle døre og vinduer hermetisk tillukket i nat og forhindrede en skrigende kat i at følge sine naturlige instinkter. Til gengæld forhindrede den mig i at få min naturlige nattesøvn.

Nu har jeg lige lukket døren op ud til det fri og ønsket Miss Mis god arbejdslyst på sin nattevagt. Det næste jeg vil gøre er at slukke computeren, vælte omkuld og trække dynen op over hovedet.

Helle

Man kan ikke sige, at hun var en ven, for jeg har kun truffet hende et par gange til familiesammenkomster. Hun var min svigerindes søster.

I går døde hun, 45 år gammel, pludseligt og uventet. Hun var på ferie i Frankrig med sin mand og deres tre børn, da hun blev dårlig og ikke til at komme i kontakt med. Hun kunne ikke tale, og var lam i den ene side. En læge blev tilkaldt, men hendes mand taler ikke fransk, så al kommunikation foregik gennem SOS. Hun blev indlagt og behandlet for, hvad man troede var en svær allergi, men som senere viste sig at være en blodprop i hjernen. Samme nat fik hun endnu en blodprop, denne gang i hjertet. Det overlevede hun ikke.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Ordene slår ikke til, men jeg har trang til at indskrive det, der er sket, i min erindring. Selv om jeg ikke var tæt på hende, er jeg trist til mode. Over den sorg, hendes mand, børn, forældre, venner må føle. Over hvor urimelig tilværelsen kan være. Hun var kendt for sin livsglæde, et samlingspunkt i familien. Jeg er trist over, at et menneske, der gav så meget til andre, nu ikke kan gøre det mere.

Livet er somme tider meget barsk.

Stenkulsnafta in memoriam

I fjernsynets og min barndom – dvs. i slutningen af 50’erne – så man dr. Lieberkind og Sven Holm. En hel del medlemmer af senere generationer ved godt, hvem dr. Lieberkind var, selv om de ikke har oplevet ham, men der er ikke mange unge, der har hørt om Sven Holm. Han var kendt som Farmacevten (med v, ikke u), og hans udsendelser foregik i en kulisse, der skulle forestille en lejlighed, hvor han især opholdt sig i køkkenet. Så kunne han nemlig lige demonstrere, hvad der skete, når man blandede de forskellige kemikalier sammen, der blev omtalt i udsendelsen. Dengang skulle man altid lære noget, når man så fjernsyn. Public service, før der var noget, der hed sådan. Eller i hvert fald før alle talte om det.

I min erindring drejede Farmacevtens programmer sig altid om at fjerne pletter, og der skulle altid bruges stenkulsnafta eller tetraklorkulstof i en eller anden opløsning, hvis pletfjerningen skulle have en lykkelig udgang. Gad vidst, om der stadig er nogen, der bruger stenkulsnafta og tetraklorkulstof? I hvert fald er det to ord, der gemmer sig under adskillige støvede lag i mit ikke-aktive ordforråd.

Men i går blev jeg mindet om dem igen. I en bogkasse uden for et antikvariat faldt jeg over Hjemmet i Hverdag og Fest af Farmacevten. Den er ganske vist fra før mit bekendtskab med ham, men jeg blev alligevel helt blød om hjertet og måtte eje den. Bogen indeholder gode råd om alt fra bekæmpelse af dårlig ånde til fremstilling af cognac og abrikosmarmelade, og hvad med et middel mod armtranspiration? Bland 20 g aluminiumsklorid med 100 g borvand, så er den hjemme!

Da jeg kom hjem, gav jeg mig i min nostalgiske tilstand til at søge efter Sven Holm på nettet, og resultatet var nedslående. Han dukkede kun op i Klaus Rifbjergs takketale for modtagelsen af Publicistprisen i marts 2001, som viste sig i alt væsentligt at være en hyldest til Rifbjerg selv:

"Selv var jeg en slags pionér på fjernsynsanmelderområdet, og jeg kan tydeligt huske, hvilken forargelse det vakte, da jeg i sin tid udtrykte håbet om, at den afsindigt populære "farmaceut" Sven Holm en dag ville opfinde et middel, der kunne fjerne ham selv fra skærmen."

Her kunne man være ondskabsfuld og besk bemærke, at der tilsyneladende for længst er nogen, der har haft held til at opfinde et middel, der helt har fjernet Klaus Rifbjerg fra skærmen. Men det kunne selvfølgelig aldrig falde mig ind.

For at vende tilbage til Sven Holm: jeg er ganske fornøjet med, at mit bibliotek uventet blev beriget med et af Farmacevtens værker og åbnede et erindringsrum i mit hoved. Det var alle fem kroner værd!

God tid

Jeg nærmer mig nu afslutningen af min tredje ferieuge, som jeg har brugt til at praktisere tålmodighed. Indtil videre er det lykkedes meget godt at lade tingene vente, til deres tid kom. Ikke særlig befordrende for blogskrivningen, som nødvendigvis skal passes, hvis man har ambitioner om, at nogen skal læse bloggen. Men omsider nåede jeg så også til den! (er der mon nogen derude endnu?)

Tålmodighed har lav status i vores del af civilisationen. Der er ikke noget, der kan gå hurtigt nok, og samtidig klager vi over stress som aldrig før. For selv om vi godt ved, at det er noget, vi skal undgå, er der stadig prestige forbundet med at være stresset. Stress betyder, at vi er efterspurgte og betydningsfulde.

Det falder os ikke naturligt at være tålmodige. Hvis vi har travlt, når vi køber ind, og køen ved kassen er lang, tager vi en dyb indånding og tvinger os selv til at være tålmodige. Vi væbner os med tålmodighed. Eller hvis vi har at gøre med nogen, der ikke er helt så hurtige, som vi selv er – et barn eller en ældre person - så gør vi os umage for at være tålmodige.

Når vi har travlt, befinder energien sig ikke, hvor den skal. Den er et sted foran, hvor den forsøger at trække os hen imod et bestemt mål. Vi er ikke i balance, vi begår fejl og bærer os klodset ad i bestræbelserne for at nå det, der skal nås. Der kan gå hele dage på den måde, uden at det falder os ind, at det er utålmodighed, der er skurken. Nogle mennesker går gennem livet uden nogen sinde at være til stede i øjeblikket. Når vi stirrer os blinde på vores mål, befinder vi os i virkeligheden et sted ude i fremtiden.

Hvis vi vil, kan vi hver dag give os tid til være stille og observere tanker og ønsker uden at reagere på dem eller følge dem. Når vi er tålmodige, når vi modstår fristelsen til at række ud efter det første, vi tror, vi gerne vil have, begynder vi at se klarere. Vi bliver i stand til at handle mere bevidst og bedre i stand til at se, hvornår det er tid at bevæge sig fremad, og hvornår det er bedre at forholde sig i ro.

Det har taget mig nogle år at finde ud af. Jeg ved godt, at der ikke er noget epokegørende i det, men engang imellem er det meget godt at minde sig selv om det.

Kunsten at grille II

Efter terrassens nylige grillificering og Monsieurs pinefulde, men selvvalgte småborgerliggørelse har jeg indtaget mere kød, end jeg har for vane og egentlig bryder mig om. Det har fået mig til at kaste mig ud i nogle grønne eksperimenter, som er lykkedes godt nok til at videregive:

• Det fungerer fint med grillede peberfrugter, majs, auberginer og løg direkte på risten. Krydr med urter og grill 10-15 minutter, til grøntsagerne er bløde og brunlige.



• Squash, tomater og gulerødder i skiver lægger man på kraftigt stanniol, stænker med lidt vand, krydrer, folder stanniolen sammen om grøntsagerne og giver dem 6-8 minutter.



• Frugter er bedst på spid. De skal bare have, til de er varme.

Advarsel: fortsættelse følger formentlig.

Kunsten at grille

Med sådan et kølergitter er der vel ikke noget at sige til, at man ved alt om at grille:

Udover at være indehaver af den champagnefarvede firser-Buick, som han er nødt til at parkere halvt inde i vores hæk, for at eventuelle forbipasserende faktisk også kan passere, griller PB året rundt og har gjort det nærmest siden grillens opfindelse. Hvad han ikke ved om grillning, ved Jan Glæsel med garanti heller ikke. Perfekt grillvejr, som det var, blev der grillet (og drukket champagne!) på terrassen i går aftes til længe efter, at mørket havde omsluttet os, og Buick’en til sidst måtte genfindes i nattens mulm og mørke ved hjælp af et blafrende stearinlys fra havebordet.

Samtidig lykkedes det os at fravriste PB hans inderste grillhemmeligheder:

Vend kødet næsten med det samme, og vend det hele tiden, hvis du vil have en saftig bøf. Når man lægger kødet på grillen, er der varmere under kødet end over. Varmen får saften til at stige op gennnem kødet, men da det gerne skulle blive inde i bøffen, skal den vendes, inden al saften pibler ud. PB: "Hvis du tror, at det kræver din fulde opmærksomhed, har du ret. Du må vente med at skvadre med gæsterne, til bøffen er færdig!"

Flyt rundt på maden. Der er ikke lige varmt overalt på grillristen. For at undgå, at noget bliver stegt for meget og andet for lidt, skal de forskellige "grillobjekter" skiftes til ligge på den varme del og den mindre varme del af risten.

Mærk efter, om kødet har fået nok. Tryk på kødet med grilltangen. Jo mere det har fået, jo fastere er det. Efterhånden som du får øvelsen, vil du være i stand til at mærke, om bøffen er gennemstegt, medium eller blodig. Indtil da må du finde dig i at skulle skære den over, studere kødet og mærke konsistensen, indtil du har fået fornemmelsen indkodet.

Barbecue sauce. Saucen bliver branket før kødet er stegt, så giv kødet 5 minutters forspring, inden du pøser saucen på.

Verdens bedste kyllingemarinade: Bland 1 kop soyasuce og ½ kop Worchestershire sauce. Kom en spiseskefuld farin i, 2 teskefulde hakket hvidløg, 1 teskefuld peber, ½ teskefuld tørret basilikum og ½ teskefuld tørret oregano. Hæld det over kyllingen.

Marinaden prøvekøres i morgen her i huset.