er en af de ting der har stået højest på min ønskeseddel meget længe. Og for et par dage siden, fik jeg det ønske opfyldt, sammen med Charlotte fra Hos Villa Fryd.
Det var bare så fantastisk en dejlig oplevelse, og jeg mødte en masse dejlige mennesker.
Jeg er egentlig et meget genert menneske, der har lidt svært ved at være sammen med mange mennesker jeg ikke kender.
Men med Charlotte ved min side, og de utroligt søde blog venner og læsere, jeg mødte i den smukke have, så blev det bare til den bedste dag, som jeg vil mindes meget længe.
Men nu til det, det faktisk handlede om
Da vi endelig ankom, efter det jeg vil kalde en MEGET lang tur, på næsten tre timer, var det dette skønne syn der mødte os.
Fru Pedersens fine legehus.
Det var simpelt hen så fint, og ALLE var helt betagede, og tog mange billeder, og var det ikke fordi Fru Pedersen spurgte om ikke vi havde lyst til at se resten af haven, ja så tror jeg da ikke vi var kommet længere hehe....
Inde i legehuset var der pyntet så fint op.
Fru Pedersen har fortalt at hendes to små børnebørn er så glade for huset. Den ældste af de to piger Merle, er ligesom sin mormor vild med at lave opstillinger.
Og lur mig, om ikke hun har lavet denne lille opstilling.
Det lille madam blå køkken er simpelt hen så sødt
Udenfor huset står den skønneste smedejerns engel, beklædt med gran, og våger over det hele.
Der er fine gangstier overalt i Fru Pedersens have.
Her fører en af stierne ned til et bed, fyldt med Fru Pedersens hjemmelavede beton paddehatte.
På et bord, et andet sted i haven, står der hjemmelavede beton kogler.
Jeg er så klar til at afprøve det med at lave ting i beton.
En anden sti, fører os ned til den hvide have, hvor jeg har ladet mig fortælle, at der er fyldt med hvide tulipaner til påske. Det glæder jeg mig til at se, for jeg skal helt sikkert opleve Fru Pedersens have i alle fire årstider.
Den store hvide gås i cykelkurven, var lidt mere stille, end de levende.
De bød os velkommen da vi kom, og "gøede" som hunde hvergang der kom nye på besøg.
Der er så mange smukke opstillinger overalt i haven. Her er det en smedejernskrone, der omkranser en af de mange pletter i luften, der bliver store og frodige, i den skønne have.
Her er der en meget stor flot opstilling, for enden af en port.
Der er også tænkt på de vilde fugle i haven. Her er der hængt smedejernsstativer op, med æbler i, og pyntet med gran
I udestuen, er der blevet plads til et smukt julepyntet bord.
Overalt i haven og de forskellige drivhuse, overdækkede terrasser og udestuer er der tændt mange lys. Jeg tænker der bliver brugt for rigtigt mange penge hver dag, for at have den dejlige stemning som stearinlys giver.
Overfor udestuen er der en overdækket terrasse, hvor der står et kæmpemæssigt sulefad, pyntet meget flot.
Uanset hvor i haven du kigger hen, er der smukke opstillinger. Her er det under et stort træ, der er pyntet op, med skønne emaljekander og æbler og gran.
Fru Pedersen har også et voliere med hvide duer.
De er så utroligt smukke, og når de breder deres flotte haler ud, ligner de store hvide blomster servietter
Udover gæs, ænder, hunde, katte og duer, har Fru Pedersen selvfølgelig også en hønsegård.
Men da jeg så nogle af de høns der spankulerede rundt her, var jeg fuldstændig solgt.
De dejligste sorte silkehøns, drønede rundt på deres små korte ben, og lignede lækre bløde og fluffy kæledyr, man bare fik lyst til at tage op og kramme. Jeg troede kun silkehøns var hvide, men disse sorte smuksakker, gik direkte ind i mit hjerte, med kæmpestore træsko. Nøøøøj de var lækre.
Længst nede i haven, lidt bagved det hele, var der noget jeg aldrig har hørt om før. Men søde Karen fra Dalsgård i Skivholme
kunne fortælle mig at det var et insekthotel. Man bygger et lille hus, og laver forskellige rum, hvor der placeres forskellige materialer, som træ, mursten og andre ting, som tiltrækker insekter til at overvintre.
Det er da en fantastisk god idé, for vi kan jo ikke undvære insekter i vores haver.
Efter en helt forrygende eftermiddag i den vidunderlige have, blev vi inviteret indenfor hos Fru Pedersen, i hendes private gemakker. Men dem vil jeg lade forblive private, og istedet vise hvor vi sluttede den skønne dag af, med den bedste blomkålssuppe jeg nogensinde har smagt.
Måske var det på grund af kulden, måske var det på grund af det skønne selskab, eller også var det simpelt hen fordi Anette Pedersen bare er ligeså fabelagtig til at lave suppe, som hun er til at kreere den mest fantastiske, eventyrlige have, jeg nogensinde har set.
Kæmpe stort tak til Fru Pedersen, og alle de dejlige mennesker som gjorde denne dag helt fantastisk.
Jeg kan kun sige at hvis ikke I har besøgt haven før, så må det være noget I skal unde jer selv.
I kan se hvordan her
Entre 50 kr. børn under 12 år gratis.
(kontant betaling, samt mobilpay)
Det er tilladt at have hund med i snor.
Medbragt mad må nydes i haven.
Haven er handicapvenlig.
Fru Pedersens have, Skalstrupvej 36,
7570 Vemb
Mange knus og rigtig god søndag aften <3
Knus Lone