Hovedbanegården i København

 

Oppe over sporene, i remisen på Jernbanemuseet, er en række udstillinger af den slags, jeg godt kunne have gået forbi. Støvede genstande i montre og lidt for meget tekst. Jeg var mest interesseret i de store maskiner, og var også sulten. Alligevel blev jeg fanget af et stort billede, der viste sig at være et overblik over hovedstadens første banegård, og begyndte en rejse gennem jernbanens tilstedeværelse i København.

Med fare for en flok støvede billeder, man godt kunne have lyst til at gå forbi, sætter jeg dem ind her, sammen med den hurtige historie om hvordan den nuværende hovedbanegård, blev den tredje i rækken af banegårde dengang togtrafikken endnu var helt ny. 

Sammen med billederne fra museet, taget gennem ruder, der heldigvis ikke var støvede, har jeg fundet billeder og mere viden til at underbygge på Wikipedia. Og sammen med fortællingen, viste det sig også at Palads Biograferne, som jeg altid har lært er en gammel hovedbanegårdsbygning, aldrig nogensinde har været hovedbanegård - men som dog alligevel har en andel i fortællingen. 

Danmarks første hovedbanegård, billede taget på Danmarks Jernbanemuseum.

Københavns første hovedbanegård åbnede i 1867 og lå cirka der hvor den nuværende har sin plads. Stationen betjente Danmarks første jernbane mellem København og Roskilde. Stationen der blev bygget i Roskilde, ligger der endnu.

De første jernbanespor vendte vinkelret på de nuværende. Stationen var virkelig ikke særlig stor og bygget af træ, på et fundament, fordi området den lå på, var en del af voldanlægget og forsvar og i tilfælde af angreb skulle kunne ryddes hurtigt. 

Nederst, på billedet ovenfor, ses Vesterbrogade og Frihedsstøtten, som reference til nutiden. Det var frihedsstøtten på modellen der fangede mit blik, og fik mig til at kigge en ekstra gang.

På Wikipedia har jeg fundet en tegning af den oprindelige banegård, der måske har ligheder med rutsjebanen i Tivoli, lige overfor, og som der er tanker omkring måske har været tegnet af en og samme arkitekt. 

Københavns første banegård. Billede fra Wikipedia.

Den første banegård holdt ikke i mange år. Den har formentlig ikke kunne imødegå den tiltagende togtrafik, som vel kun blev udvidet gennem de næste mange år. 

En ny banegård blev bygget cirka der hvor Palads Teatret ligger i dag - der er en historie om den der biograf - og samtidig blev området omkring stationen udstyret med masser af baneterræn, remise, godstransport og hvad der ellers skulle til, for at tilgodese den voksende brug af jernbanen. 

Københavns anden banegård med det store rundbuede perronafsnit. Billede taget på Danmarks Jernbanemuseum.

Denne anden banegård vendte vistnok samme vej som den nuværende. Sporene blev udvidet og gik i flere retninger, men var ikke et samlet hele. Retningen mod Roskilde gik over en dæmning ved Skt. Jørgens Sø, hvorfra banen delte sig og nordbanen tog over. 

Banegården bestod af to lange bygninger med en træbuekonstruktion imellem, der dækkede de to perroner, den indgående og den afgående. 

Rundbuestilen blev central for banegårdsbyggeri og findes i en lang række stationer fra samtiden. Jeg er ikke sikker, men som jeg forstår det, har der manglet en forbindelse mellem Hovedbanen og Østerport Station, der blev bygget i forbindelse med udviklingen af jernbanenetværket. 

Træbuekonstruktionen og perronerne fra den anden banegård. Billede taget på Danmarks Jernbanemuseum.

Da den anden banegård blev overflødig, den nye og tredje bygget og delvist taget i brug, bliver historien om biografen en realitet. 

Filmmanden Constantin Philipsen lejede bygningen, murede endevæggene til, og omdannede det store perronområde til en biograf under navnet Palads Teatret. Altså er det ikke forkert at Palads engang var hovedbanegård. Det er bare ikke længere den samme bygning. Lejemålet var tidsbegrænset, for planlægningen af boulevardbanen, betød at den skulle rives ned, for at gøre plads til endnu mere jernbane. 

Da det skete, købte filmmanden grunden hvor det nuværende Palads Teater ligger og opførte den nuværende biograf. Det er en helt anden historie, som også er ret spændende. Jeg kan for eksempel huske den imponerende store trappe, der siden er fjernet, for at gøre plads til billetsalg i forhallen. 

Dengang Københavns anden Hovedbanegård blev til biograf. Med sine 1780 siddepladser var den en af Nordeuropas største biografer. Billede fundet på Wikipedia. 

Den nuværende Hovedbanegård blev besluttet i 1904. Der var brug for at kunne tilgodese mere jernbane, mere plads og at samle alle dele af jernbanetrafikken i et større hele. 

Stationen blev tegnet af Heinrich Wenck, der havde flere forslag og kæmpede mod en Rigsdag, der ikke var villig til at betale helt så meget som arkitekten mente, der skulle til. 

Hovedbanen er rigt dekoreret, (ikke så meget som Heinrich gerne have set, men alligevel), blandt andet er hovedfacaden udsmykket med ti sandstensfigurer, der symboliserer det danske folk, klædt i folkedragter. Jeg må indrømme at det har jeg aldrig tænkt over - næste gang jeg kommer forbi Hovedbanegården skal jeg vist se på sandstensfigurer...

I første omgang ville Rigsdagen ikke betale for overdækkede perronafsnit, og byggeriet nåede så langt, før de fandt pengene at det skabte en problematik at integrere overdækningerne i byggeriet. I dag tænker jeg, at vi er glade for at de store buer blev en del af byggeriet. 

Plantegning over den oprindelige banegård uden overdækning af perronafsnittene, men ellers ganske som vi kender den. Helt til højre kan Frihedsstøtten igen ses. banegraven er derimod endnu ikke en del af anlægget. Billede taget på Danmarks Jernbanemuseum. 

Indvendigt bestod banegården af to store haller - afgangshallen og ankomsthallen. De to haller var helt separate. Modellen herunder er samtidig og sat sammen med et billede, der viser afgangshallen med ekspeditionsøen i midten mellem hallerne og trapperne ned til perronerne og ventesale - gad vide hvad der er blevet af dem?

Model af trækonstruktionerne på den nuværende Hovedbanegård. Billede taget på Danmarks Jernbanemuseum. 

Da den nuværende hovedbanegård stod færdig og var taget i brug, begyndte næste fase i jernbanebyggeriet. Boulevardbanen blev gravet ud. Boulevardbanen er det stykke bane, der ligger mellem Hovedbanen og Østerport Station, en del af den nedgravet under Københavns befærdede gader. 

Der var ikke nogen billeder af den del af udviklingen, så umiddelbart er det ikke helt så spændende. Den nuværende Hovedbane åbnede i 1911, Boulevardbanen blev taget i brug i 1917. Det må have været et ret stort anlægsarbejde.

Drejeskiven

 

Midt i den store rundremise på Jernbanemuseet ligger drejeskiven. Der er noget dragende over så stort et stykke mekanik, som engang betød alverden, når store heftige dampdrevne lokomotiver skulle på plads i remisen, tilses og sørges for. 

Drejeskiven virker stadig.

Og den bliver brugt når Odin - veterantogets lokomotiv - eller MY, det store dampdrevne lokomotiv, der også stadig er i brug på museet, bliver kørt i værkstedet.

MY blev udviklet af General Motors, og ændrede togtrafikken markant, da det i midten af halvtredserne blev en central del af DSB. Minitoget, der kører børn og voksne gennem museets udendørs områder har en lille kopi af MY som motorkraft.

Da jeg var på besøg stod en grøn rangervogn på drejeskiven. Thor, der er medarbejder på museet, fortalte og viste at den stadig virker og kørte den lille vogn en halv gang rundt.

Desværre måtte vi stå bag et rækværk og kigge på, her skulle ingen tæt på. Tæt på kunne vi komme, når det hele står stille. 

Selvom hverken drejeskiven eller remisen for alvor blev det store kompleks og central for damplokomotiverne, som det var tænkt, synes jeg stadig det er et fantastisk bygningsværk, der fortæller historien om fremskridt, innovation og historie i en fin sammensmeltning. 

Danmarks Jernbanemuseum

 

Jeg har set Jernbanemuseet i Odense udefra, ved siden af banegården, mange gange. Men jeg har aldrig overvejet hvor stort det egentlig er. 

Sidstedagen i Odense gik til Jernbanemuseet, hvor en billet giver adgang til at komme og gå, som man vil, hele dagen. Det skulle jeg have husket, da jeg blev sulten. 

Jeg forlod mit logi, lagde nøglen i postkassen og gik til stationen, hvor jeg fandt en bagageboks til min kufferrt, og fortsatte til jernbanemuseet, der viste sig at være meget større, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. 

Museet rummer hele Danmarks jernbanehistorie, fra det første lokomotiv til de nyeste modeller. Museet har til huse i den kæmpestore remise, der blev bygget i forbindelse med Odense Banegård, samtidig med at damplokomotiverne blev udfaset, og remisen derfor ikke længere var nødvendig, allerede da den stod færdig. 

Bane Danmark brugte en del af remisen, mens Jernbanemuseet fik lov at starte op og bruge de første otte-ni spor i remisen til en start. Nu råder de over alle en og tyve spor, hvoraf publikum har adgang til de fleste, og de sidste to bliver brugt til værksted for vetarantoget - helt som det blev bygget til. 

Jeg tog turen med vetarantoget to gange, kiggede på tog og vogne til første, anden og tredje klasse, så kongevogne, S-tog og var en tur under et tog. Udenfor bliver pladsen brugt godt. Der er legepladser til de små, et minitog, alle må køre med gennem Danmark. Det starter på hovedbanen, kører gennem en remise, over Lillebælt, sejler med Dronning Ingrid, møder en stationsby og ender igen ved Hovedbanegården. Jeg tog billeder, men der sad en meget stor mand foran mig. Han er med på alle billederne, og jeg synes ikke det er rimeligt at afbillede ham her. 

Det røde lyntog fra 1935 blev lukket op. De stoppede med at køre inden min erindring slår til, alligevel var det velkendt at gå ind. Barndommens intercitytog var alligevel anderledes nostalgisk. 

Mens jeg gik rundt, savnede jeg at have Anders med. Jeg sendte billeder og besluttede på stedet at han skal med. Vi skal til Odense og vi skal se tog. Selvom det var spændende, er det meget mere spændende at have en med, der ved en hel masse, og gerne deler. 

Specielt vild var Anders med den gamle Pontiac, der var bygget om til en motordræsine. Det vidste jeg godt han ville være, og skyndte mig derfor også at sende ham et billede.

På sporet af H.C. Andersen

 

Overalt i Odense indre by støder man på fodspor. Sporene angiver en rute på cirka to en halv kilometer, der går gennem byen, forbi nogen af de steder, der har haft betydning eller var dele af byen og bybilledet, da H. C. Andersen trådte sine barnesko. 

Jeg havde været på Odense Museum, havde besluttet at det var tid til is, og var egentlig på vej mod ishuset, da sporene igen dukkede op. 

Jeg havde overvejet for og imod, var nået frem til at det var ikke en del af min tur til Odense. Men så blev jeg alligevel nysgerrig - hvor langt skulle jeg gå, hvis jeg fulgte sporene. Det med is kunne godt udsættes, jeg havde som sådan god tid. 

Jeg slog op, besluttede at to en halv kilometer snildt kunne indeholdes i en plan, der ikke rigtig indeholdt andet end is og hjem til strikketøjet. I øvrigt gik turen lige forbi ishuset, og dermed kunne jeg spise den der is, på den sidste del af turen. 

Turen viste sig at være en rigtig fin tur gennem byen, med nedslagspunkter ved steder, der fortæller en historie om en tid, der var meget anderledes end nu. 

Følger man ruten slavisk, og starter ved punkt et, er det første stop fødehjemmet, H.C. Andersens Hus. Jeg startede midt i det hele ved fattiggården, hvor Andersen gik i skole. Senere kom jeg forbi både barndomshjem, fødehjem og vaskepladsen ved åen, hvor hans mor tjente til livets ophold.

Turen gik også forbi Tugthuset, Sankt Knuds Kirke, hvor Andersen blev konfirmeret, Rådhuset, Odense slot, der i dag rummer en række forvaltninger, Sankt Hans Kirke hvor babyen Hans Cristian blev fremstillet efter en hjemmedåb og Sortebrødre Torv, hvor byens teater lå og barnet Andersens fantasi blev fortryllet. 

Ved Comwell er en statue af forfatteren selv. Dem er der flere af rundt om i byen. Den her er ret fin, han sidder på en bænk og lægger lidt op til at man kan sætte sig ved siden af ham. Jeg forestiller mig ikke han i levende live ville have været glad for folk der satte sig på hans kappe. 

Fodsporene er langt hen ad vejen lette at følge. På gader og stræder er de temmelig synlige. Visse steder - speciel når en gade er forceret - kan det være nødvendigt at se sig lidt omkring, for at finde sporet igen. På stier og ved plæner kan det være lidt sværere. Sporene er længere fra hinanden og et enkelt sted var jeg ved at gå den forkerte vej. 

Jeg synes det er en fin ide, sådan at lægge en rute gennem byen, med skiltninger i belægningen, der ganske kort fortæller om de steder man kommer forbi. Det kan anbefales at samkøre med enten Visit Odense eller Visit Andersen, der begge rummer en længere fortælling om de enkelte steder. Specielt hvis man gerne vil vide mere end bare at det her er Tugthuset...

Jeg gik hele turen, endte igen ved fattiggården, havde spist min is og begyndte at overveje hvad aftensmaden skulle bestå af, inden jeg var klar til en aften med strik og hygge i et hjørne af en sofa.

TID - Museum for Odense

 

I min søgen efter Odenses tidligste historie, endte jeg på TID. Odenses historiske museum. 

Jeg er meget visuel, og jeg bliver altid begejstret for kort. Kort, der viser udvikling. Hvor startede byen, hvordan voksede den, hvor står jeg nu i forhold til engang for tusindvis af år siden...

Det er der ikke meget af på TID. Jeg var faktisk lidt skuffet. Det var ikke fordi det ikke var spændende, jeg havde måske bare forventet lidt mere. Eller håbet på mere. Et kort for eksempel. Der var faktisk et kort. Et digitalt billede af Odenses udvikling gennem mange år, på et gulv, fra en projektor, men uden jeg rigtig kunne gennemskue hvor byen startede.

Der findes et tidligt kort over Odense, som jeg fandt flere steder. Kortet er fra 1593, og faktisk rigtig fint. Det er let at følge de gamle gader, der stadig findes og jeg kan også se den gade jeg boede i. Alligevel var jeg ikke rigtig tilfreds. Måske stiller jeg for store krav. Men jeg står ikke tilbage med et klart billede af hvor og hvordan Odense opstod. 

Jeg er klar over at Odense referer til Odin, jeg lærte at Nonnebakken - vikingeborgen fra Harald Blåtands tid, ikke var en del af byen, der allerede bestod da borgen blev bygget. Og jeg ved nu at Odense har været et vigtigt sted for rejsende over Fyn - det kunne jeg godt have regnet ud.

TID består af flere bygninger. Der er Møntnergården med udstillinger af den tidligste tid. Der er Pernille Lykkes Fattigboder, der viser hvordan fattige kvinder fik bolig efter adelsfrøkenen Pernille Lykke oprettede de små huse, til værdigt trængende. Der er børnenes museum i andre gamle bygninger. Og der er også nyere bygninger, der rummer resten af museet. 

Jeg tror jeg er nødt til at sige, at jeg har oplevet mere interessante museer andre steder. 

Men så var der æblet. I indgangshallen hænger et kæmpe rødt æble. Hvorfor hænger der et æble der? Det var der en forklaring på - og hvis ellers jeg husker nogenlunde korrekt, lyder historien nogenlunde således. 

Der var engang en fynsk skolelærer, der boede sammen med sin kone og sin lille datter et sted på Fyn. Den lille datter led af en uhelbredelig sygdom og døde kun seks år gammel. samtidig voksede der i skolelærerens have et æbletræ med de mest vidunderlige røde æbler. Da det viste sig at det ikke var et hvilket som helst æble, men en helt ny art, ønskede skolelæreren og hans kone at opkalde æblet efter deres lille datter.

På Landbohøjskolen havde de andre planer. De mente ikke et æble kunne have et pigenavn, og ville hellere at det hed et eller andet med nogle tal. Skolelæreren holdt fast. Det skulle opkaldes efter hans datter. Det skulle være med til at mindes hende. 

Skolelæreren vandt. Og heldigt for os. For hvor ville det være kedeligt, hvis et Ingrid-Marie æble hed et eller andet med nogle tal.

Den lille sorte kjole

 

Tidens Samling er ikke stor, men imponerende. Samlingen rummer så mange objekter fra vores umiddelbare forhistorie, at det store lager, som uindviede ikke får adgang til, låner eller lejer ting ud til filmproduktion, teater, udstillinger eller TV. 

Den lille sorte blev et ikon da Coco Chanel i 1920'erne gjorde den moderne. Den luksuriøse fattigdom, der lod damer vise at de rige nok til at se fattige ud, blev med tiden hvermandseje. 

Før da var den sorte kjole forbeholdt tjenestefolk og udtrykte underdanighed eller uniformering. 

Jeg glemte at tage et billede af de første modeller, men med tiden blev den lille sorte kjole en moderne udfordring, som enhver designer med respekt for sig selv, måtte have med i kollektionen og enhver kvinde måtte eje. 

Jeg ejer ingen lille sort kjole, jeg klarer mig fint uden. 

Men jeg gider godt se på dem, jeg kan godt blive inspireret af alt det sorte, selvom jeg i højere grad ser snit og tænker farver. Helst grøn.

Den lille sorte kjole på Tidens samling er en fin udstilling af moden gennem hundrede år. Selvom det hele er sort, er der klare afspejlinger af tiden trends og de modelinjer der var moderne gennem årtierne. 

Det hele bliver garneret med citater, sko og tilbehør. 

Tidens samling

 

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg godt kan lide historie - nogen har endda spurgt hvorfor jeg ikke skal have historie som linjefag, når jeg starter uddannelse om en lille måned. Altså gik jagten ind på historie, da turen gik mod Odense. 

Jeg havde på forhånd fundet TID - Museum for Odense, og tænkte at jeg skulle forbi, mens Tidens samling, slet ikke var dukket op i mine søgninger. Det gjorde det til gengæld da jeg på første dagen, søndag, gik rundt i byen, og pludselig kom forbi en plakat, der reklamerede for en særudstilling om Den lille sorte kjole, gennem hundrede år. 

Det er heller ikke nogen hemmelighed at jeg synes tøj er spændende - fra et håndværksmæssigt perspektiv. Jeg synes det er spændende at se linjer, snit og tilskæring, At regne ud hvordan delene er sat sammen og til tider også genskabe. Det skulle jeg selvfølgelig se.

Det blev onsdag før et besøg på Tidens Samling passende i planlægningen. Tidens Samling ligger i en del af området ved Brandts Klædefabrik, på syvende sal i Farvergården. Det var først da jeg trådte ind, at det viste sig at Tidens Samlings permanente udstilling er en stue fra hvert årti i 1900 tallet. Startende med 1900-1910 løbende til 1990erne. 

1900-1910 Klunketid og de fineste kniplinger

1910-1920, fine perler på snor og optakt til WWI

Også sådan en gennemgang falder lige ned i min historieinteresse. Og så må man oven i købet rører ved alt. Det synes jeg er svært. Det ligger dybt, at på museer skal man holde fingrene for sig selv. Der skulle faktisk en overvindelse til at kigge nærmere på nogle af de udstillede elementer. 

Det er sådan en fin lille udstilling, og jeg forsøgte at finde et håndarbejdselement i alle udstillingsstuerne. 

1920-1930, der var håndarbejde, men jeg blev mest draget mod Matadorspillet. Min far havde et magen til, og jeg har spillet netop denne version mange gange. Rødovrevej koster 60,- Kr.

1930-1940, oldemorfirkanter og følelse af at besøge mine bedsteforældre.

Det lykkedes, sådan cirka, frem til 80'erne, der ikke er en stue, men et teenageværelse. Et sådan burde vække genklang, for jeg var teenager i 80'erne. Jeg var bare ikke som de fleste, og umiddelbart kunne jeg ikke finde noget som helst, der refererede til min opvækst. Indtil jeg kiggede nærmere.

Der stod et vækkeur, af den slags der skulle trækkes op og ringede på store klokker over uret. Sådan et havde jeg. Mit var rødt og det største jeg kunne finde. Der stod også en lille sort kat fra Søholm Keramik. Jeg havde to, jeg købte dem selv på fabrikken i Rønne, på en af de mange ferier eller weekender vi var hos min far, dengang han var flyttet til Bornholm.

1940-1950, broderede puder og strikketøjet i kurven. Også her dukkede elementer fra mine bedsteforældres hjem op. 

1950-1960, broderede tændstiksæsker og mine forældres tidlige fælles hjem. Væguret kunne min morfar have lavet og min mor broderede de fineste duge.

På skrivebordet fandt jeg også genklang. Den der plastikpenne- og dimsetingholder der stod på bordet. Sådan en havde jeg også. Jeg havde også en af de der små grimme trolde, som en eller anden havde prakket mig på. Jeg ved de var et hit. Jeg forstod dem bare aldrig rigtigt. 

Faktisk fandt jeg flere elementer, der vakte genklang i 70'er stuen. 

1960-1970, farver, genbrug, IKEAreolen, jeg også havde. Her boede flere af mine skolekammerater fra Hippeskolen. Jeg gik på Lilleskole. 

1970-1980, teenageværelset jeg har været på besøg i, men ikke følte mig hjemme i.

1980-1990, jeg havde også en svampeduppet væg. Jeg brugte avis og farven på væggen her, er ikke langt fra dem jeg malede...

I 90'er stuen kunne jeg slet ikke finde noget, der lignede håndarbejde. Til gengæld lå der en flok mobiltelefoner, der fik mig til at tænke på dengang jeg købte min første af slagsen. Jeg havde egentlig umiddelbart valgt dem fra, synes jeg klarede mig fint med fastnettelefonen. 

Men så stod jeg en dag i vinterkulden med aflyste busser, og kunne ikke få fat i vores helt igennem fantastiske dagplejer, for at fortælle at jeg var på vej, men ikke kunne nå det inden lukketid. Heldigvis vidste hun det godt, og ventede på at jeg dukkede op. 

Dagen efter købte jeg min første mobiltelefon. En Ericsson 3310.

I den allerældste stue stod et kniplebræt. Trådene var krøllede og lå ikke pænt. Jeg havde den største lyst til at ordne det hele, vikle trådene op på pindene og lægge dem alle trådlige. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Selvom jeg lige havde fået at vide, at jeg måtte røre det hele.