Strikkefællesskab

 

Somme tider tænker jeg, at der ikke er noget mere smukt, end når et fællesskab bliver til et venskab. Jeg har sådan et venskab. 

I dag lå en aftale i kalenderen om fællesskab, og dagen er brugt i Frederikssund på snak, strik, the, frokost og kage. I løbet af en flok timer, er der ikke meget vi ikke får vendt. Der skal samles op, huskes på og fortælles nyt. 

Sådan nogle dage er optankning på venskabskontoen og vigtige at gøre plads til i en hverdag, der er fyldt med alt muligt andet.

Det blev senere end forventet, det var om muligt koldere at tage hjem end ud, men heldigvis er der varme hjemme og endda Emilie, der er hjemme for weekenden. Dels til en aftale, dels for at pakke værelse ned, med håb om at jeg en dag - måske i vinterferien - kan male og flytte ind. 

Der er flere aftaler i kalenderen, og jeg glæder mig allerede.

Tak for en dejlig dag.

Præmie

 

I løbet af december er der et hav af podcastere, der udgiver daglige opdateringer, finurligheder eller andet under indflydelse af jul. 

Jeg plejer at se med hos en håndfuld. Denne jul var der pludselig så mange, der poppede op i mit feed, at jeg var nødt til at vælge. Og vælge fra. Med aftenstudie, var der flere dage, hvor jeg bare faldt i søvn, og derfor hurtigt kom håbløst bagud.

Jeg endte med at decembers baggrundsstøj, når jeg havde behov for baggrundsstøj, udelukkende handlede om julepodcasts, og først bagefter er jeg begyndt at se med, hos alle dem, der også udgav mere almindelige indlæg. 

En af dem jeg så med hos, var Marianne. Marianne udloddede i stor stil det ene og det andet gennem måneden. Det var ikke derfor jeg så med. Men det er forholdsvis let at skrive en lille kommentar med en frase eller et ord, og så ellers glemme alt om det, for jeg vinder aldrig noget.

Det er også let at glemme at skrive de der få ord, eller sætninger.

Jeg havde ikke forventet at vinde. Og jeg måtte spole tilbage, den dag det pludselig var mig, der dukkede op som modtager af en gave. Jeg var faktisk ikke sikker på, at jeg havde set rigtigt. Men det havde jeg. 

Der gik ikke mange dage inden jeg modtog den fineste lille projekttaske, med indhold. 

Dims, sæbe og garn, der passede til tasken. Garn i små dutter, der indbyder til striber. Jeg har strikket et par strømper med striber, jeg mangler stadig billeder - det kommer nok en dag. Og en dag strikker jeg flere striber, for der er garn til mere.

Tusind tak, Marianne. Den er super fin.

Julekalender

 

De to sidste år, har jeg købt fiber-adventskalendre. Altså en pakkekalender med fireogtyve små pakker, der hver indeholder en lille smule fibre til at spinde. 

Det har været så hyggeligt at pakke ud hver dag i december, og efter nytår har jeg spundet alle mine fibre til garn. Det første har jeg også brugt. Det sidste venter stadig. Jeg har diffuse planer, og det skal nok komme til ære og værdighed en dag. 

I år havde jeg ikke tænkt at jeg skulle have en pakkekalender. Jeg var egentlig fint tilfreds med at bytte adventskalender med Emilie. Jeg har endnu ikke fået sendt til hende, jeg arbejder stadig på den, men den skal gerne af sted senest mandag.

Så fik et par damer - eller tre - i spindeforeningen en fantastisk ide. Vi laver da bare vores egen, bytter i vildskab mellem mange spindere. Og bare blev nok til noget mere. 

Jeg er vild med det arbejde de har lavet. For jeg forestiller mig det har været noget af et arbejde. 

Jeg havde 200 gram uld, som jeg igen og igen har forsøgt at tage hul på, men det talte ikke til mig. Nu kunne jeg dele det i tyve pakker med ti gram i hver, finde lidt mere og andet uld fra lageret til de sidste fire pakker, pakke det hele i en papkasse, jeg skar til, for den jeg havde var meget stor. Jeg pakkede fireogtyve pakker, der stort set var ens og sendte dem af sted.

I går kunne jeg hente min papkasse igen. Samme maltrakterede, ituskårne og sammensatte papkasse. Men på ingen måde samme indhold.

De fireogtyve næsten ens pakker er nu byttet ud med fireogtyve helt forskellige pakker. Jeg kan se at nogle indpakninger går igen, så måske er der nogen der er næsten ens. Det er ikke til at vide.

Jeg glæder mig vildt til hver dag op til jul at kunne pakke en lille pakke uld eller uldrelateret ud. Jeg forestiller mig at indholdet godt kan stikke i mange retninger, men har også tanker om hvordan jeg i sidste ende kan samle det til et fælles projekt. 

Og endnu engang er jeg fuld af respekt og glæde over det kæmpe arbejde de tre damer har lagt for dagen. At have styr på alle de mange pakker og papkasser der er væltet ind hos dem. At dele op og samle igen og derefter pakke sammen og sende retur. Det er helt igennem fabelagtigt.

Tak for det.

OL-fest i Anjas have

 

Jeg synes jeg starter hver eneste mandag med en ide om at skrive et indlæg om dagen - okey, måske hver anden dag... Og så er ugen pludselig gået.

Lørdag gik turen til Terslev, hvor Anja og Jens igen inviterede til sommerfest, til leg, til god mad, hygge og overnatning i shelter. Haven var festligt pyntet med alle de vimpler jeg for mange år siden klippede og syede på en jutesnor til et af de store arrangementer vi dengang holdt i SFO-regi. 

Ingen havde tænkt at de efter mindst tolv år stadig ville være i brug. Gennem årene har de været brugt til alt muligt, været lånt ud, været til bryllup og havefester og bliver hvert år hængt op i skolegården, når der bliver åbnet op for den grønne festival. Det var skønt at se dem igen. 

Anja har fået ænder. Små dunede kræ, der bener af sted og er så søde at se på. Karen, Maren, Bulder og Isabella. Inden festivitasen gik i gang, blev de lukket inde, så ingen skulle falde over dem. Det var de ikke voldsomt tilfredse med. 

Det var en skøn eftermiddag og aften, med fransk buffet og et gensyn med en flok mennesker jeg kun ser den ene gang om året og tøserne, jeg ser noget oftere. Vejret var fantastisk, og der var lunt i shelteret, da vi gik til køjs. 

Vi vågnede til regn. Udsigten fra den tørre shelterplads ud mod søen og det nederste af haven, gennem dråberne var så smukt, at jeg blev siddende lidt, inden jeg stod op og fandt ind i huset og ud under overdækningen og morgenmaden, der allerede stod klar. 

Tak for nu, siger jeg bare, og ved endnu ikke om jeg kan være med næste år. En fødselsdag kunne godt stå i vejen. 

Helt ude på landet

 

For enden af S-banen, og efter en bustur på omkring ti minutter, står stolen højt over det danske land. Det gjorde den i hvert fald i fredags.

Vi var inviteret til fødselsdag. Ikke en hvilken som helst fødselsdag. Det var en af de store. Hele tres somre kan Bettina nu tælle. 

Jeg mødtes med Anders på Husum Station, da arbejdsdagen var slut. Derfra gik turen med S-toget mod Frederikssund og den der bus. Vi blev sat af ude på hovedvejen og gik forbi heste, harer og masser af grønt. Vi gik gennem landsbyen med kirke og præstegård, inden vi nåede frem til Bettinas hus, have og terasse. 

Det var en hyggelig eftermiddag og aften. Tiden løb, og pludselig var klokken meget mere end forventet. 

Sådan en fødselsdag sætter ansigter på mange af de mennesker, jeg har hørt om gennem de sidste mange år. Det var også et gensyn med Bettinas døtre, som det er længe siden jeg sidst har set. 

Vi fik et lift til stationen og kørte tilbage med S-toget mod Husum. Her var vi mere end almindelige heldige, da bussen kom, netop som vi nåede op til toppen af trappen. Jeg plejer at den køre, når jeg står af toget.

Hjemme gik vi begge i brædderne, efter en skøn dag. 

På tur til Aarhus

 

Jeg føler mig håbløst bagud. En ting er at alle de små bidder af oplevelserne i Irland kommer drypvis, mest fordi jeg gerne vil have dem at se tilbage på. 

Noget andet er weekenden sammen med tøserne, for flere uger siden, som jeg slet ikke har fortalt om. Igen handler det mest af alt om at jeg gerne vil have billeder og fortællinger liggende, til senere brug. Jeg bruger mine indlæg som opslagsværk, når jeg skal huske tilbage. 

For år tilbage arbejdede vi sammen, nu er vi spredt til alle sider. At tage på fælles weekend med tøsehygge som det allervigtigste, har altid været en del af vores fællesskab, og nu er det blevet endnu vigtigere. 

Weekenden har været fastsat længe, vi manglede bare et sted at være. Med ansættelser i diverse kommuner, blev det muligt at leje via samlingen af udlejningssteder kommunerne imellem, og vi endte i Aarhus.

Vi har kørt langt før, og Aarhus er skøn. Lejligheden kostede nærmest ingenting, lå nybygget på havnen med god plads og noget der lignede luksus. Alligevel blev vi enige om at vi hellere vil bruge tiden på hygge end køretur.

Tiden blev brugt godt. Til snak, til samvær, til god mad og en lang tur gennem Aarhus. 

Vi spiste ude og vi spiste hjemme. Vi kørte fuldt læssede og nåede frem i mørket fredag aften. Søndag var hjemme tids nok til at få en følelse af at weekenden ikke var helt slut. 

Vi overvejede Den Gamle By, men ville hellere bruge tiden hjemme, bare os. Vi slog alligevel et smut ind om Kvindemuseet, fordi ingen af os havde været der før og nåede på hjemturen forbi Gartnergården, der var kold, men hyggelig. 

Det er sådan nogle weekender, der er værd at samle på. 

Hvor heldig har man lov at være?

 

Den anden dag kom Emilie hjem med blomster. Bare fordi hun havde lyst.

Det var en smuk buket, som stadig pynter. Roserne forgik hurtigt, men resten holder endnu.

Tusind tak Emilie

Is og leg

 

Fra teater og leg ved skøjtebanen, gik vi videre mod Frederiksberg Centret.

Min mor havde lovet Oscar is, og vi blev enige om at Centret kunne være et godt sted, hvor alle måske kunne være med. 

Oscar synes der var forfærdelig langt. Emilie overgav sig og endte med at bære ham på skuldrene. Jeg synes hun var sej, at hun gad. Jeg havde nok bare gået lidt langsommere og fået ham med hele vejen.

I Centret viste det sig at der både var legeplads og ishus, der også serverede varm chokolade. 

Ved legepladsen sad en julemand, der delte vingummier ud. Oscar mente at vide at han ikke er den rigtige julemand, men bare er en der hjælper. Jeg lod ham beholde den oplevelse, og selvom han måske egentlig ikke havde lyst til at komme manden nær, og julemanden virkede lidt træt af hele arrangementet, gik han alligevel med. 

Efter is og varm kakao, blev der tid til leg, der var dyr, der kunne hoppes på, en snemand, der kunne kravles på, et ret spændende vandfald og tusser og et bord, der blev brugt til at tegne på, når ikke der var noget papir. Oldemor stillede villigt op og tegnede efter direktioner. 

Til sidst blev vi enige om at tage hjem. 

Oscar og jeg har et par gange tidligere været nede og kigge på Metroen, men hver gang har han ikke turde. Den kørte for stærkt. Sidste gang fortalte han, at når han fylder fem, tør han. Nu  er han fyldt fem. 

Den nemmeste måde at komme hjem, ville være at tage Metroen et stop og derfra køre i bus resten af vejen. Den købte han, han er jo fyldt fem, og gik med ind i toget, der var plads oppe foran, og vi kunne kigge ud.

Mens vi stod der, konstaterede barnet at toget drejede selv, at det blev på skinnerne og at han turde godt. Nu har vi aftalt at en anden dag skal vi ud og køre mere Metro - men ikke hele dagen.

På stranden

 

Sommerhuset vi boede i sidste weekend, fandt Louise gennem kommunens feriefond. Det kostede mindre end forventet og lå ikke langt fra stranden. 

 

 

På forhånd var vi lovet det skønneste sommervejr, og vi blev enige om, at overveje hvorvidt vi skulle stoppe badetøj i bagagen. 

Jeg stoppede badedragten i kufferten, uden rigtig at overveje hvorvidt den skulle bruges. Jeg er ikke den store badehaj, og har overhovedet ikke nærmet mig en strand i solskin i år. Endnu.

Nu skulle det nemlig være. 

Louise mente bestemt vi skulle på stranden. Og bade. Så det gjorde vi. 

 

 

Planen var i første omgang at finde en strand, mens vi alligevel var ude, og stranden ved Rørvig kunne være et godt bud. Men så fik vi alligevel lyst til at tage hjem, pakke en taske med koldt at drikke, badetøj og håndklæder, inden vi begav mod stranden. 

Vejret var skønt, stranden var fyldt, men alligevel med gode mellemrum. 

Vi fandt et sted at slå os ned og mens Louise og jeg begav os ud mod dybde nok til at komme under, blev Anja og Berit i vandkanten og passede på vores ting. 

Oppe igen nød vi solen, de medbragte bobler, og hoppede i bølgen igen, inden en flok unge piger fra et nærliggende sommerhus kom væltende ned på stranden, smed alt tøjet og hoppede i. Det var så livsbekræftende at se. 

 

 

Til den anden side kom en mand med en lille hund, der på ingen måde havde lyst til at bade. Han tog den under armen, stoppede den i vandet og måske var den beskidt og havde brug for et hurtigt bad. Så snart han slap den, løb den op på sandet, så langt linen lod den gå, og ventede til manden var færdig med at soppe. 

venner mødtes, Louise hoppede i igen og mens solen stadig stod på himlen, klokken blev mange og sulten begyndte at melde sig, besluttede vi at pakke sammen og gå tilbage til sommerhuset.

Den skønneste weekend

 

To weekender i træk med tøsehygge er slet ikke for meget.

 

 

Denne gang var det kollegatøserne, et sommerhus i Vig og afgang efter arbejde. Berit og jeg havde tidligst, fri, så mens Louise gjorde sig færdig, flyttede vi alting fra Louises bil til Berits, der er størst, og var klar til afgang da klokken slog fire. 

Det tog lidt længere tid end forventet at nå frem, for klokken fire fredag eftermiddag skal alle mod sommerhuse i alle dele af landet. Det gjorde ikke noget, vi havde god tid, og skulle ikke nå andet end at slappe af, nyde weekenden og hygge på højt plan. 

Lotte nåede frem først, fik fundet nøglen og sad i solen og ventede da vi nåede frem. En time senere var Anja også ankommet. Som det var skønt. 

 

 

Fredag handlede mest om mad, om hygge, om bobler i solen og snak i sofaen.

Vi havde købt ind til Tapas og kunne genbruge resterne til lørdagens morgenmad. Da vi alle var klar, pakkede vi os sammen i en enkelt bil og kørte mod først Nykøbing Sj, til en tur op og ned ad gågaden. Og en kop kaffe i skyggen. 

 

 

Der var gode tilbud, og vi fik alle lidt med hjem. Jeg fandt en grøn kjole, modellervoks til Oscar og blev inspireret til næste gang jeg motionerer symaskinen. 

Fra Nykøbing kørte vi videre til Rørvig og spiste frokost på havnen. Der var friske fisk, udsigt til færgen til og fra Hundested og lige ovre på den anden side af vejen, kunne vi få håndrørt is til dessert. 

Solen stod højt, vejret var skønt og tanken om et tur til stranden pressede mere og mere på.

 

 

Inden vi kom fra byen, gik vi forbi en flok summende insekter. Jeg tror det er bier, de er bare ikke helt så gul-sort-stribede som jeg synes de burde være. 

De havde travlt, samlede pollen og jeg blev nysgerrig på hvad mit kamera egentlig kan. Jeg er imponeret af resultatet, specielt at dyret blev hængende så længe at jeg både kunne indfange motivet og nå at stille skarpt.