Toeren

Det er ikke ofte jeg laver en toer af noget som helst. Jeg er procesorienteret, og en toer handler oftere om resultat end proces, og måske var det derfor jeg laved så mange fejl og måtte trævle op igen. Og igen.

Alligevel er den endt med at blive fin. Men måske en anelse for stor.

Jeg valgte at hækle et hjerte mere i kanten ved halsen, og placere det ektra hjerte foran, for både at få en dybere udskæring og lidt mere fylde fortil. Det mente jeg godt den kunne bære.

Den første kjole sidder rigtig pænt foran, men jeg ville gerne have udskærigen lidt dybere, og ville det betyde mere vidde, forestillede jeg mig blot, at vidden ville samle sig pænt med bindebåndet.

Det gør den som også, og så ryker det alligevel lidt for meget midt foran.

Men ikke mere, end kjolen nok skal blive brugt.

Jeg fik Bettina til at tage et par hurtige billeder, inden vi forlod Vrads Station.

Design: Kjole med bindebånd fra Hendes Verden. Opskriften findes i et hækletillæg til nr 20 – 2016.

Garn: 472 gram Bomuld fra Søstrene Grene i en støvet grøn.

Hæklenål: 3½ mm.

Størrelse: Medium + et ekstra hjerte.

Bemærkninger: Jeg startede ud med den største opskrift – altså 11 hjerter, men endte undervejs med at følge opskriften for Medium, og placerede det ekstra hjerte fortil.

Som på den første kjole tilføjede jeg tre rækker stangmasker inden skørtet.

Ærmet synes jeg blev for stramt og hæklede to luftmasker i stedet for en mellem muslingegrupperne – som på den første kjole.

Til og med første omgang med dobbelte stangmasker hæklede jeg ingen luftmasker mellem stangmasken og “muslingen”. Frem til blomstermotiverne hæklede jeg en luftmaske mellem, og samtidig med blomstermotivernes tilsynekomst hæklede jeg to luftmasker mellem stangmaske og “musling”.

Jeg ændrede en lille smule i dobbeltstangmaskegrupperne og undlod de yderste dobbelte stangmasker i dobbelte stangmasker og hæklede i stedet alle fem dobbelte stangmasker over luftmaskerne mellem de to forrige samlede dobbelte stangmaskegrupper. Jeg synes det så pænere ud.

Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.

Farveleg #4

Lige nu står der garn og valnødder i et glas i mit vindue. De sidste solstråler varmer godt op, og jeg er spændt på farven, når jeg tager det op.

Det sker ikke lige med det samme. Det skal have lov at stå et par dage.

Før glasset blev fyldt med friske valnødder fra træet bag klubben, var der sorte bønner i. Sorte bønner er altså sjove, også selvom de får både vand og garn til at lugte af prut.

Mit første forsøg med sorte bønner – det med kobberdimserne – blev grumset mellem alt det blå. Jeg var ikke tilfreds og en ny omgang sorte bønner, denne gang efter foreskrifterne, blev prøvet af.

Bønnerne blev sat i blød og stod både mørkt og (nogenlunde) koldt i tre dage. Bønnerne blev hældt fra og vandet siet gennem et kaffefilter – bare fordi jeg kunne, inden det først farvede garn blev hældt i, og glasset igen blev stillet mørkt og (nogenlunde) koldt i tre dage.

Resultatet rummer stadig det grumsede fra første favning, men jeg bider mig også ind, at farven er mørkere og mere dyb. Det fik lov at hænge udenfor en evighed inden det kom ind, og lugten er nu nærmest ikke eksisterende længere.

I min søgning på sorte bønner så jeg et sted at sorte bønner og demineraliseret vand skulle give lilla. Det skulle selvfølgelg også prøves. Denne gang på ufarvet garn, efter samme foreskrift som med det allerede farvede. Farven da bønnerne stod i vand synes jeg var mere rød, end bønnerne i postevand, men den endelige farve er der vist ikke den store forskel på.

Måske handler det også om hvilken type bejdse, der bliver brugt.

Jeg lavede dip dye i forsøget med demineraliseret vand. Hev garnet op og ned og lidt op igen over de tre dage, det lå i glasset. Det giver en fin effekt, men dryppede også på bordet. Der er plads til forbedring og absolut noget, der skal leges videre med.

Også det her fik brunlige grumsede pletter. Jeg overvejer om glasset kan have noget at sige i den sag. Om det at garnet ikke kan flyde frit som i en stor gryde, men mere begrænset og i mindre forhold i et sylteglas betyder noget.

Det er okey, jeg kan faktisk godt lide det.

Jeg har brugt ren uld. Supersoft fra Garnudsalg, fordi det var det jeg havde. Garnet er bejdset i alun inden det blev stoppet i glasset. Der er halvtreds gram i mit fed. Jeg tænker halvtreds gram er en god størrelse, som også kan blive til noget, når jeg engang skal til at strikke af alt det fine hjemmefarvede.

Jeg får mere og mere lyst til at koge og røre rundt i store jerngryder, men holder mig til farvning i et glas. Det med glas og sol er jo det jeg undersøger og bliver klogere på for tiden. Jeg har stadig planer om plantefarve i vindueskarmen i Klubben, når næste sommer banker på døren.

Så duer det jo ikke at farve i en gryde.

Det må blive en anden gang.

Annes Station

Lige siden Anne slog sig ned ved Vrads Station og viste det ene lækre billede med mad efter det andet, har ønsket om en dag at komme forbi været til stede. Men der er langt til skoven ved Vrads, når man ikke har bil.

Da Bettina og jeg kørte hjem fra Garnstafet i Aarhus for et par måneder siden, gik det op for mig at det måske alligevil ikke er så langt væk – hvis altså man alligevel er på de kanter, sidder i en bil og har været en tur i Aarhus – eller et andet sted der kræver kørsel gennem den del af Jylland. Da muligheden dukkede op var vi ikke sene til at springe på, og dermed kunne vi sætte os ved Annes bord i går og spise løs af lutter gode sager.

Der er altså hyggeligt på Annes Station. Det kan kun anbefales, men husk at bestille bord i god tid. Mens vi sad der, blev flere afvist og Anne kunne fortælle at endnu flere havde fået samme besked via telefonen.

De havde travlt mens vi var der, men ikke mere travlt end der var plads til smil, til snak og til at byde gæster velkomne, så man følte sig velkommen. Vi sad bænket længe. Nød den gode mad, hyggede, fandt strikketøjet frem og besluttede at selvom vi egentlig ikke havde plads var vi nødt til også at smage kage til kaffen.

Vi kunne have trillet hjem. I stedet satte vi os i bilen og lod den om at trille. Mætte, glade og fyldte efter en skøn weekend.

hjemme gik jeg omkuld.

Jeg tænker, jeg ikke var den eneste.

Aarhus by night

Der er Aarhus Festuge i denne uge, og som altid – eller i hvert fald som sidste gang vi var i Aarhus – er byen stuvende fuld.

Med hjælp udefra var vi blevet anbefalet et godt spisested og havde bestilt bord til klokken otte. Der var lang tid til klokken otte, da vi ankom til Aarhus – og vi var faktisk lidt sultne.

Altså gik vi ned til åen, fandt et passende sted og bestilte noget at drikke. Vi ville egentlig også have tanket lidt op på sultkontoen, men der var ikke noget der trak, og man kan komme langt med en kop varm kakao.

Der gik mange mennesker forbi mens vi sad der, mange – sjovt nok mest mænd – grinede af os som vi sad der med hvert vores strikketøj. Enkelte kommenterede, mange mente at strikkeklubben måtte være på tur, men den sjoveste var en gut, der sad sammen med et par venner ved siden af os.

Det tog ham vist tid at spørge, men da først han fik hul, havde han mange spørgsmål. Han forstod ganske simpelt ikke konceptet at strikke. Men hvorfor gør I det? spurgte han mere end en gang. Sælger I det? fortsatte han, og kunne på ingen måde kæde strik i det fri sammen med hverken en hobby, en fritidsinteresse eller Aarhus festuge. At vi var taget fra Hovedstaden til Aarhus medbringende strikketøj og oven i købet satte os i det fri, midt i festugen, var ham en gåde.

Men er I taget til festuge for at strikke? ville han vide mere end en gang. Vi startede ud med at prøve at forklare, men endte med bare at give ham ret. Inden da havde vi mere end en gang forsøgt at forklare at strik både er en hobby, et håndværk og ikke nødvendigvis hænger sammen med festugen. Der foregår jo faktisk andre ting i og omkring Aarhus i samme uge.

Det er jeg ikke sikker på han troede på.

Vi mødte ham igen senere, men undlod at sige hej, Senere så han nemlig om mulig mere festugepåvirket ud og havde måske i virkeligheden allerede glemt os.

Men det var efter vi havde spist. Mens vi sad på Cafe Viggo, drikkede drinks og kiggede på alle de sjove mennesker der gik forbi. Vi spiste på Den Rustikke i Mejlgade 20. Det er altså anbefalelsesværdigt. Det er muligt at bordene er skæve, tallerkenerne skårede og ikke alle tjenere har lige meget styr på det med tjenerskab. Men maden er der ikke noget at udsætte på.

Det var bare godt. Mere er der ikke at sige om det.

Strik i Todbjerg

Jeg vågnede en halv time før vækkeuret i morges. Det sker tit, men ikke når alarmen er sat en time tidligere end normalt. I morges var ikke normal.

Inden klokken var syv, stod jeg klar nede foran med pakket taske, og jeg nåede ikke meget længere før Lona drejede om hjørnet og starten på dagen begyndte. En halv time senere dukkede også Lotte og Bettina op, og inden længe var vi på vej mod Todbjerg.

Dagens første mål var Børnehuset, hvor Karen Marie holdt workshop i broderi. Med udgangspunkt i tre små sting havde vi to en halv time til at brodere frie sting på et lille stykke stof, der i sidste ende kunne blive til en knap. En temmelig stor knap.

Det var superhyggeligt. Pludselig var tiden ved at gå, de første blev hektiske færdige og en opbrudsstemning bredte sig gennem rummet. Da første runde havde fået slået knapper, havde pakket sig sammen og var ude af døren mod flere eventyr, lagde roen sig over de tilbageblevne og alle blev vist færdige i god ro og orden.

Et hastigt billede af de sidste knapper blev foreviget i vindueskarmen og også vi pakkede sammen og gik mod eventyr i den lille by ude på det idylliske danske land.

Jeg glemte at tage billeder, men der var hyggeligt. Udstillinger, garn og glade mennesker – flest kvinder – mellem hinanden. Vi så både det ene og det andet, hilste på og spiste frokost ved forsamlingshuset. Flere timere senere gik vi mod bilen, og kørte trætte og mætte af indtryk mod Aarhus.

Nu er vi her. Aftenen er stadig ung, vi er vist lidt sultne, og om lidt venter flere oplevelser lige om hjørnet.

Medbring kun en saks

Det var vist nærmest et pludseligt indfald, da fire damer engang sidst i juni besluttede at Strik i Todbjerg måske kunne være meget sjovt.

Længe gik der ikke, før planer om overnatning, workshops og frokost søndag blev kastet rundt mellem hinanden, og endnu kortere tid gik der inden, det blev besluttet at tage tidligt af sted lørdag og komme senere hjem søndag.

Overnatning blev planlagt – det var det letteste – og efter nogen genvordigheder omkring workshops, der blev løst til fuld tilfredshed, blev også et frokostbord på Stationen i Vrads søndag føjet til bestillingerne og krydserne i kalendrene hobede sig op.

Pludseligt var tidligt lørdag, meget tidligt, for workshops venter ikke og derfor er det tid at pakke og gøre klar. Fredag er nemlig sådan en af de dage med aftenarrangement og sene hjemkomsttider. Til gengæld skal det nok blive hyggeligt.

Hyggeligt er helt sikkert også et af kernepunkterne i en weekend sammen med tre dejlige damer, der som sagt starter tidligt. Jeg er sat stævne klokken nul-seks-fyrre nedenfor på gaden og klokken ti tredive skulle vi alle gerne sidde bænket om et bord i børnehaven til broderi og garanteret også grin.

Jeg glæder mig.

Vi skal kun medbringe en saks – jeg tænker nu nok min taske kommer til at indeholde noget mere.

Men saksen skal med. Arvegodset. Min mormors gamle broderisaks, som er en af de bedste sakse jeg nogensinde har haft. Anders har lovet at finde en grøn lædersnøre fra gemmerne, så den ikke risikerer at blive væk

Ruinenberg

Vi gik ud af parken, gennem porten med middelalderklædte vagter, over vejen og ind i skoven på den anden side. Vi fulgte retningsinstinktet, og inden længe kom vi til en lysning, der til den ene side havde udsigt mod slottet, til den anden side gav et kig til ruinerne langt oppe.

Vi fandt en nedtrådt sti i græsset og gik mod ruinerne, der, som vi nærmede os, virkede lidt forkerte. Der var noget galt med tidsaldrene….

Sene græske søjler og et langt tidligere græsk tempel, en romersk buemur og et middelaldertårn er hovedelementerne i sceneriet, der viste sig at omkranse et temmelig stort vandreservoir

Ruinenberg, hedder scenariet, der efter ønske fra Frederik den store blev opført. Han havde hos andre monarker på rundrejser i Europa set ruiner af mange arter og ønskede også det syn i sin egen have. En kompetent arkitekt blev tilkaldt, og ruinerne blev opført sammen med det gigantiske badekar, der skulle rumme vand til fontainer rundt om i haven.

Planen var at lede vandet gennem kanaler – som vi så spor af på vej mod artefakterne – men trods gennemtænkte, rettegnede og velplanlagte ideer om vind- og vandkraft, lykkedes det aldrig at få vandet til at springe på de udsete steder.

Først langt senere, da Frederik den Store forlængst var historie, kom der spring i vandene. Denne gang ikke med vand fra Ruinenberg eller gennem kanaler fra det store vandreservoir, men i stedet dampkraft og vand fra floden Havel.

Selvom vi godt vidste at ruinerne ikke var ruiner, men bygget til formålet, var det alligevel et fint syn at gå rundt om vandtanken og kigge på både mur og søjler.

Vandreservoiret er stort. Og højt. Så højt at jeg næsten ikke kunne kigge over kanten. Et enkelt sted, stak en jerndims op af jorden nedenfor badekaret, og stillede jeg mig på den, kunne jeg se hele set store blanke vandspejl. Jeg kunne også se en bunke tøj på kanten foran mig, og en nøgen mand helt ovre på den anden side af søen.

Han var vist optaget af at rense vandet for drukede fugle og andet skrammel. Han virkede som om han slet ikke så os, stod blot på en stige og passede sig selv. Vi nåede hele vejen rundt, og jeg tænker at bunken med tøj nok lå ved jerndimsen af en grund – det var også det eneste sted, han kunne komme højt nok, til at komme over kanten.

Fra ruinerne gik vi bagom tilbage til byen, gennem nyere, større og stadig overklasseprægede udbygninger af en by, der for længe siden var en hel del mindre. Potsdam er vist stadig et sted for den pænere del af befolkningen.

Sanssouci Slot

Parken i Potsdam hedder Sanssouci Park. Det er fransk og betyder noget i retning af Sorgenfri.

Parken er anlagt, sammen med slottet af samme navn, af Frederik den Store midt i 1700-tallet. Det er ren rokokko, og mens vi bevægede os gennem parken, ad mindre stier end de udstukne på jagt efter eventyr, forbi det yndigste lille havehus og opstillinger af smukke kvinder med løvekroppe, endte vi pludselig foran … Frederiksberg Slot.

Umiddelbart samme stil, samme gule farve, samme hældning på terasserne foran, samme langstrakthed og samme vandløb foran.

Det var en sjov oplevelse, og mens vi bevægede os op mod slottet, stoppede ligheden stille og roligt.

Sanssouci Slot er mindre end Fredriksberg Slot. Frederiksberg slot er i flere etager, opført i barok og langt større end det lille langstrakte lave slot i Sanssouci Park.

Helt oppe ved slottet, viste bagsiden – eller forsiden – jeg er ikke helt sikker, sig at bestå af en stor gårdsplads omfavnet af en stor søjlebeslået buegang, der i midten giver plads til en stor fint forsirret låge, jeg forestiller mig, at man i fordums tider er kommet gennem siddende til hest eller installeret i smukt dekorerede hestetrukne vogne.

Det var lidt skuffende at porten kun førte ud til en lav græsbevokset bakke og nedenfor den en kedelig astfalteret vej. Lågen var låst og udgangen fra parken krævede gennemgang længere henne væk fra slottet og omgivet af turistprægede indkøbs- og informationsmuligheder.

Fra gårdspladsen foran slottet, gennem den låste port, er udsigt til en ruin langt oppe i skoven modsat den kedelige astfalterede vej og den manglende indgang til slottet.

Vi kunne have kommet ind og se slottet, men det krævede billettet, kø og rundvisning i en meget stor guidet gruppe. Det havde vi ikke lyst til. Til gengæld havde vi lyst til at se nærmere på ruinerne, der så ud til at ligge meget langt væk.

Som noget helt andet og måske alligevel lidt i samme bolgade, kan jeg kun anbefale en rundvisning på Fredriksberg Slot. Selvom slottet bærer præg af at huse Hærens Offiersskole, er det alligevel en oplevelse og fyldt med små sjove historier og annekdoter.
Der er rundvisning på Fredriksberg Slot den sidste lørdag næsten hver måned.

Ude godt–hjemme bedst

Jeg ville egentlig have været til Hundested i dag. Sandskulpturfestivallen lokkede.

Emilie burde have været med, hun holder meget af sandskulpturer, men hun arbejder hver weekend, så det var ikke muligt. I stedet hoppede Anders på, og indtil i morges bildte jeg mig selv ind at vi havde en aftale.

Jeg vidste godt at turen tager to en halv time i tog – hver vej. Jeg vidste også godt at sandetskulpturerne efter et par måneder må være faldet noget sammen og jeg vidste godt at området er begrænset, og der måske ikke ville være det store at se – rejsens længde taget i betragtning.

Alt det var Anders først kommet i tanke om i løbet af i går. Altså kiggede vi hinanden dybt i øjnene, vejede for og imod og det endte med at en (noget kortere) tur i haven vejede tungest. Det kunne ellers have været hyggeligt at spise is og flette fingre på havnen i Hundested.

Flette fingre skal vi nok finde ud af, det med is har vi alligevel ikke godt af og sandskulpturfestivaller findes hvert år.

Og jord har godt af at blive ryddet, en staude er flyttet – efter Henriettes anvisninger. Vi har besluttet at de mange akelejefrø jeg fik med hjem skal plantes i kasser herhjemme først – der er nemlig omrokeringsplaner i haven, når efteråret for alvor sætter ind, og dermed en smule usikkerhed i forhold til hvor kommende akelejer skal bo.

Hjemme igen har Anders klippet, tegnet og fortalt, for at få styr på haveplanerne, jeg er godt i gang med at omhækle tyve centimeter efter at have fundet en fejl, og en flok håndboldherrer har underholdt som lydtapet imens. Tillykke til dem, det blev en smule spændende til sidst. Så spændende at jeg et øjeblik glemte at hækle.

Inden dagen er helt slut er der plads til lidt seriekiggeri og mere hækling. Jeg skal helst have genhæklet det optrævlede og være tilbage hvor jeg var, inden jeg går seng. Har jeg besluttet. Der hvor jeg manglede fem omgange og en kant.

Var alt det jeg ender med at hækle ikke blevet pillet op igen, ville kjolen vist ende med at blive mere end gulvlang.