Det er for dårligt, og det virker faktisk helt mærkeligt, at jeg først laver det her indlæg nu, hvor lillesøster er 4,5 måned gammel. Men det ville også være mærkeligt, hvis jeg ikke fortalte om min oplevelse,
ligesom sidste (første) gang jeg blev mor. Den 28. april klokken 19.11 ændrede min verden sig nemlig endnu engang for altid. Jeg troede, at jeg var forberedt - jeg var jo allerede mor, så hvor stor kunne forskellen være på, om man er mor til en eller to? Svaret er, at der er en verden til forskel, og det er den verden, som det her indlæg handler om.
 |
| Min Marie |
Ligesom sidst kommer fortællingen om min fødsel i slutningen af indlægget, men først vil jeg lige fortælle, hvilke ting der er kommet bag på mig denne gang. Her kan jeg jo så passende starte med at indrømme, at det er kommet bag på mig, at der er ting, der kommer bag på mig. Før jeg blev mor til Grete-Johanne (vores første barn), havde jeg svært ved at føle mig helt klar til rollen som mor. Denne gang var jeg helt anderledes cool. Jeg var ikke i tvivl om, at det kunne jeg sagtens klare, GJ var jo blevet et fantastisk eksemplar, så det der forældre-pis havde vi da hundrede procent styr på - troede jeg!
Ser I, Grete-Johanne blev storesøster i en alder af 1 år og 10 måneder, og hun tog det i stiv arm. Marie (lillesøster) blev hurtigt en naturlig del af familien, og selv i vuggestuen oplevede de ikke, at GJ reagerede på sin nye rolle. Til gengæld trådte hun ganske kort tid efter ind i en ny alder, hvor hun begyndte at kunne sige flere ting og ikke mindst udtrykke sin mening om flere ting - alting føles det af og til som. Og lige pludselig viste det sig, at det der forældre-pis altså stort set ikke var begyndt. Det er jo ingen sag at skifte bleer og amme et barn, men at lave regler, håndhæve regler, diskutere, tage sig af (irrationelle) vredesudbrud og opdrage sit barn på 2 år til at blive et helt menneske, samtidig med at man forsøger at nyde babyboblen og den lille ny, det er sin sag.
 |
| Grete-Johanne og Maries første møde 29. april |
Ting der er kommet bag på mig
- Moderfølelsen: Tænk, at man kan elske det her lille barn lige præcis lige så højt som det første med det samme. Det frygtede jeg faktisk lidt, at jeg ikke kunne - GJ havde alligevel været til i næsten 2 år, hun er mit første barn, hun gjorde mig til mor - så hvordan kunne man elske nogen helt lige så højt? Men det kom lige med det samme, følelsen af, at vi to hører sammen. Navlestrengen bliver klippet, men du vil for altid være en del af mig.
- At jeg gik over tiden: Første gang gik jeg 5 dage over tiden, og denne gang gik jeg 8 dage over tiden. Det var jeg SLET ikke klar på. Jeg var hundrede procent sikker på, at jeg ville føde før tid denne gang, jeg var på ingen måde forberedt på at ramme terminsdatoen og slet ikke at gå mere over end sidst. Jeg var faktisk skuffet, da terminsdatoen kom, og der ikke var nogen baby.
- At to fødsler ikke er ens: Det vidste jeg godt - men jeg vidste det ikke, er I med? I teorien vidste jeg det, men det overraskede mig alligevel.
- At jeg ikke opdagede, at jeg havde veer (igen): Jeg lyder jo som den mest retarderede tosse nu, men helt ærligt, så syntes jeg sgu ikke rigtig, at det gjorde ondt, før det rigtig begyndte at gøre ondt, og så var det tid til at køre, eller det var faktisk næsten for sent.
- At det gik SÅ stærkt: 2 timer fra start til slut. Nu skal vi formodentlig ikke have flere børn, men hvis vi overvejede det, så ville vi samtidig være nødt til at overveje en hjemmefødsel, for hvis det gik endnu hurtigere, så ville jeg simpelthen ikke kunne nå på hospitalet.
- Forskellen på at være mor til 1 og 2: Der er virkelig stor forskel på at være mor til en og at være mor til to. Hold kæft hvor er det nemt (set i bagklogskabens klare lys) kun at have et barn at rette sig ind efter, og ja, I ved jo godt, at vi retter os ind efter børnene. Men to børn, der kører hver deres løb, der er altså en kunst at finde hoved og hale i af og til. Alene det, at man ved første barn kan blive i sit nattøj, tumle i sengen og nyde dagen på mest afslappede vis, hvis man lyster - ved barn nummer to skal man op, smøre madpakker til 1'eren, lave morgenmad, finde tøj (også til sig selv sgu), være nogenlunde påklædt, få barn ud af døren og afleveret i vuggestue, før man kan gå hjem og atter krybe i nattøjet og nyde babyboblen (i 6 timer, inden man atter henter 1'eren). Det er sgu ikke helt det samme.
- At Grete-Johanne har accepteret Marie: Nu lyder det som om, jeg havde regnet med, at GJ ville være et lille monster, og det er slet ikke tilfældet. Men hun var jo ikke særlig gammel, da hun blev storesøster, så jeg troede, at det ville være svært at forstå for hende. Hun gloede da også noget, da hun først så hende om morgenen efter fødslen, og mors store mave var væk. Men hun vænnede sig hurtigt til det, og så var det bare sådan. Baby, lillesøster eller Hie, som GJ kalder hende, er en naturlig del af familien, og storesøster har været med hele vejen sammen med sin dukke, som også bliver skiftet, trukket rundt, babset og så videre.
 |
| Bedste venner (eller det bliver de forhåbentlig en dag) |
- Dårlig samvittighed: En del af at være mor til to eller flere børn, som er en velbevaret hemmelighed for folk, der kun har et barn, er den evige dårlige samvittighed, man har overfor et af børnene, hvis ikke dem begge. Vi snakker meget om det i min mødregruppe, så jeg ved, at det ikke bare er mig. Det starter allerede fra første dag, og jeg var slet ikke forberedt på det. Man kan ikke stå på hovedet for begge børn på en gang, og selvom man prøver at gøre det så godt, så er der hele tiden ens behov, der bliver tilsidesat. Det kan være den store, der lige skal vente på, at man får ammet, skiftet ble eller lignende, men det kan også være den lille, som bliver revet ud af sin søvn, fordi nu skal den store hentes eller ud af døren, så hun kan komme i vuggestue. Det kan være hyggestunder, som bare ikke bliver særlig hyggelige, fordi man hele tiden må sige "mor skal lige". Og hvis man ikke lige føler, at man svigter et af børnene, så kan man føle, at man svigter sig selv eller sin mand. Der er altid noget eller nogen at have dårlig samvittighed overfor. Men frygt ej nye andengangsmødre, det bliver bedre (har jeg hørt).
- At jeg ikke vil have flere børn: Jeg har altid tænkt, at jeg godt ville have tre børn, men nu synes jeg, at to er et ret fint tal. En ting er, at jeg skal ruge dem i 9 måneder, føde dem og så bagefter brødføde dem med min krop først helt og så delvist i et år - med to børn er det 3,5 år, hvor andre lever af min krop, med tre børn ville det altså være over 5 år! En anden ting er, at nu er man to mod to, det er vist meget fint med de små spilopmagere. Og det er ikke fordi, vores piger ikke er fantastiske, men det er bare hårdt at have små børn, og med tre børn skal man nærmest have en minibus, det ville være besværligt at komme ud og rejse, og jeg skulle opgive mit kontor/walkin closet - jeps, lutter egoistiske betragtninger. Men sådan er det. For øvrigt ville Kim også kun have to børn, så vi priser os lykkelige for pigerne, og så stopper produktionen her.
 |
| Dagen efter fødslen fik jeg denne ring af Kim <3 |
- At man kan gøre næsten alt med baby: Første gang jeg havde en baby, gjorde jeg mig umage for at lave alle de rigtige lege og sange og jeg ved ikke hvad, men noget af det fede ved at have prøvet det før er, at nu ved jeg, at alt er en leg for baby. Jeg træner for eksempel hver dag på min crosstrainer der hjemme, mens Marie ligger på legetæppet og træner nakke ved siden af, det kunne jeg aldrig have fundet på med GJ. Det var sådan noget, jeg gjorde selv, når hun sov - og derfor kunne det godt blive lidt stresset. Men Marie synes jo, at det er sjovt at kigge på, og så får jeg gjort noget for mig selv og har stadig sove-tiden til en kop kaffe eller andre mor ting (rengøring, tøjvask, forberedning af aftensmad og alt andet, som vi mødre er så gode til at "hygge os" med - for dælen hvor gad jeg godt kunne slå fra og overse den slags, ligesom mænd kan).
- Min krop er fantastisk: Efter første fødsel turde jeg næsten ikke at tro på, at det var gået så godt. Det måtte være begynderheld, og jeg turde slet ikke sige det højt af frygt for at jinxe det til næste gang. Det skulle lige passe, at jeg så havde udråbt mig selv til en mean birth machine, og så ville jeg bare få en helvedes fødsel, når vi skulle have nummer to. Men nu har jeg overstået mine to fødsler, og begge gange har det været helt uden smertestillende, og min krop har været hurtig til at komme ovenpå. Jeg har været lidt øm i hofterne, fordi jeg udvidede mig så hurtigt - især anden gang, men det har virkelig været småting i forhold til de to skønne unger, der er kommet ud af det. Jeg er dybt fascineret af kroppens evne til at bage og føde et andet menneske og så blive sig selv igen bagefter, det er fantastisk, og nu tør jeg godt sige det højt: Jeg er god til at føde!
- Brystbetændelse gør mere ondt end af føde: I shit you not! (sarte sjæle skal nok springe det her afsnit over) Hvis man har pløjet sig igennem mine fødselsberetninger, ved man, at jeg ikke er en piveskid - det står faktisk sort på hvidt i min fødselsjournal fra sidst, at jeg har en høj smertetærskel. Men brystbetændelse fældede mig altså. Jeg havde nul problemer med amningen sidste gang, og også denne gang løb mælken fint til, men så fik jeg rifter og sår, og jeg fik en stoppet mælkekirtel på det ene bryst. Halvdelen af mit højre bryst var rødt, varmt og hårdt, der var bare ikke gennemløb i halvdelen af brystet, og det blev mere og mere ømt og til sidst betændt. Mit venstre bryst fik til gengæld en stor, betændt flænge på brystvorten, som nok burde have været syet, hvis den havde siddet et hvilket som helst andet sted på kroppen. Men jeg skulle amme, og hver gang sprang såret op. Det føltes som at blive skåret med en sløv kniv, hver gang. Jeg måtte tage en dyb indånding og lade en tåre trille, når hun tog fat- Samtidig fik jeg feber og skiftevis kulde, hede og rysteture. Efter tre dage med over 40 i feber måtte jeg overgive mig og ringe til lægen efter en penicillinkur. Jeg er ellers ikke tilhænger af medicin under graviditet/amning, og på det her tidspunkt havde jeg ikke taget en panodil i tre år, men der var ingen vej udenom penicillinen, og det hjalp. Min amning kom til at spille, og Marie slubrede mælken i sig - faktisk tog hun 1 kilo på på tre uger, så mælken virkede, og det smagte tydeligvis den unge dame.
- Tiden går stærkt: Det går så sindssygt stærkt. Dag efter dag, stop tiden. Lad mig blive lige her med min baby i armene, lad mig dufte, kramme og putte hende helt tæt. Hun er allerede over dobbelt så stor som ved fødslen. Jeg nyder hvert sekund, men tiden går bare alt alt alt for stærkt.
Min fødselsberetning
Fødslen kom lidt bag på mig igen denne gang - og så alligevel ikke. Tirsdag den 28. april kl. 13.15 havde jeg en tid på Svendborg Sygehus til overtids scanning og vurdering af mit og barnets helbred samt mængden af fostervand og behov for potentiel igangsættelse. Alt så fint ud, der var fint med fostervand, så ingen grund til igangsættelse. Men jordemoderen foretog en hindeløsning, som jeg var fint klar til (Indskydelse: I brochurerne står der, at man blidt forsøger at løsne hinderne, det er løgn, det føles som en propel inde i en). Nå, men hun vurderede, at jeg allerede var 3-4 cm åben, og hun mente, at hindeløsningen nok ville hjælpe, så fødslen ville gå i gang af sig selv. Fødslen burde altså ikke komme bag på mig, men jeg var ikke optimistisk, jeg var sur over ikke at have født endnu og overbevist om, at lillesøster ikke gad komme ud. Jordemoderen advarede om, at jeg godt kunne have lidt ulmen i maven og menstruationslignende smerter ovenpå hindeløsningen, og jeg var da også lidt øm, da vi kørte hjem 14.30.
Selvom jeg ikke var optimistisk, ringede jeg alligevel til min svigermor, som skulle komme og passe Grete-Johanne, når nu lillesøster havde tænkt sig at komme. Jeg fortalte hende, at hun gerne måtte være klar, for jordemoderen havde sagt, at det kunne godt ske i dag eller i morgen.
Vi kom hjem ved 15-tiden og gik ned og hentede Grete-Johanne i vuggestuen. Jeg var lidt øm ovenpå hindeløsningen, men jeg tænkte ikke videre over det, for hun havde alligevel rykket noget rundt i mig, så alt andet end lidt ømhed ville sgu være mærkeligt. Men jeg lå og tog den lidt med ro på sofaen, da vi kom hjem, og vi blev enige om at bestille pizza, for jeg gad ikke rigtig at lave mad, og jeg syntes ikke rigtig, at jeg fik mindre ondt, selvom jeg hvilte mig. Vi spiser som regel klokken 17, fordi det passer bedst med Grete-Johannes rytme, så lidt i 17 gik Kim og Grete-Johanne over og hentede maden. Men da vi skulle til at spise, fik jeg ondt, så jeg kunne ikke sidde ned og spise min indbagte pizza. Jeg tog nogle bidder og lagde mig så ind i sengen. Det blev lidt bedre, og jeg gik ind og tog en bid mere (stadig stående), så kom det sgu igen, og Kim spurgte, om han skulle ringe til sin mor - jo, det måtte han hellere.
Han ringede, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg nok havde veer. Jeg var i tvivl igen, men de kom med 4 minutters mellemrum, og hvad fanden skulle det ellers være? Men sidste gang startede min fødsel med vandafgang, og denne gang var vandet ikke gået. Selvom jeg godt ved, at fødsler ikke nødvendigvis er ens, så havde jeg alligevel oppe i mit hovede forestillet mig, at mit vand nok ville gå.Pizzaen blev sat i køleskabet, og jeg ringede til fødegangen. Fordi jeg fødte hurtigt sidste gang, var det en stående aftale, at jeg skulle komme med det samme denne gang, så det aftalte jeg med jordemoderen. Svigermor kom klokken 18, og jeg brugte alt min energi på at smile, kysse Grete-Johanne godnat og ikke virke påvirket overfor hende. Nu var jeg nemlig ikke længere i tvivl. Jeg havde veer, og de gjorde ondt.
Køreturen til Svendborg var ikke så slem som sidste gang, hvor jeg havde vestorm, så jeg tænkte, at jeg nok ikke var så langt denne gang. Fordi det var aften, og de var ved at bygge om på Svendborg Sygehus, skulle vi ind igennem skadestuen. Udenfor skadestuen, mens jeg ventede på, at Kim parkerede bilen, fik jeg en ve, der lammede mig. Den var grim. Kim kom, og vi gik ind gennem skadestuen. Inde på gangen fik jeg en ve mere, som lammede mig. Jeg kunne ikke bevæge mig, men jeg kunne høre to sygeplejersker snakke cirka fem meter bag mig - "Ej, puha det ser ikke rart ud", sagde den ene til den anden, som svarede "Nej, godt det er overstået for os". Kim kiggede nervøst på mig, og jeg kunne se på ham, at han var taknemmelig for, at jeg ikke var i stand til at vende mig om og tage livet af dem. Vi gik videre, og tog elevatoren op til fødegangen. På vej ud af elevatoren fik jeg en lammende ve mere, og Kim måtte stå i døren, til den var overstået.
På fødegangen havde de ikke travlt, og de stod parat til at undersøge mig. Mine tre lammende veer viste sig ikke at være for sjov. Jeg var 10 centimeter åben, og Kim fik besked på, da han lige ville smutte ned og hente fødselstasken, som han ikke havde taget med ud af bilen (!), at han nok ikke skulle være for lang tid væk, og jeg blev nægtet at gå på toilettet med ordene "Det tør jeg ikke, at give dig lov til, vi skal ikke have, at du føder hende derude". Okay så. Jeg blev indlagt klokken 18.40. Jordemoderen, som få timer forinden havde foretaget hindeløsning på mig, var stadig på vagt, og hun havde sagt til min jordemoder, at jeg gerne ville føde i vand, så de havde valgt den fødestue, hvor karret var hurtigst at fylde. De skyndte sig at fylde badekarret, og jeg kom op i vandet med besked på, at hvis jeg følte trang til at presse, så måtte jeg gerne det. Kim havde hentet tasken og var tilbage klokken 19.00, hvorefter han hjalp mig op i karret.
I badekarret fandt jeg ud af, at jeg ved sidste fødsel aldrig fik presseveer, for det fik jeg nu, og dem havde jeg aldrig oplevet før, så jeg har presset et barn ud uden presseveer sidste gang. Ved første pres gik vandet. Ved tredje pres fødte jeg Marie på 3540 gram og 52 cm. Klokken var 19.11, og jeg var mor til 2.
Klokken 22.11 præcis 3 timer efter fødslen ramte vi afkørslen til Årslev. 22.15 sad jeg i sofaen igen, denne gang med min lille nye prinsesse i armene, og klokken 22.20 spiste jeg resten af min indbagte pizza!
 |
| Og så var vi en familie på fire |
