Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag

lørdag den 21. april 2012

Frie fugle



Mit andet freeform projekt er færdigt, og er blevet rigtig godt. Fugle og solsikker i skøn forening, syet på en sofapude. Det har været supersjovt at hækle motiverne, og ret udfordrende at få dem hæklet pænt sammen. Men heldigvis er der ikke mange "buler" på noget hækleværk som en god gang pres under et fugtigt klæde ikke kan gøre kål på. Jeg er svært tilfreds med resultatet.



mandag den 9. april 2012

Påskeprojekter, del 3



Der er mere freeform hækling undervejs. En fantasifugl, der måske får følgeskab af flere fugle...hvad de skal bruges til ved jeg endnu ikke. Og det gør heller ikke noget. Lige nu er det processen, der er det interessante at udforske. Og sjovt er det altså bare!
At mit kamera insisterer på, at farven rundt om fuglen skal være lyseblå, når den faktisk er grøn, er underligt...men pyt!

Påskeprojekter, del 2



Jeg har også hæklet blomster, sådan "ud ad landevejen"-agtigt. Det er virkelig sjovt bare at prøve sig frem undervejs. Selvfølgelig skal der pilles op ind imellem, men med små projekter gør det ikke det store.

Påskeprojekter, del 1



En dejlig påskeferie synger nu på sidste vers. Vejret har ikke budt på temperaturer, der indbød til havearbejde...men det gjorde nu ikke det fjerneste. For så kunne jeg med den allerbedste samvittighed sidde inde og nørkle med diverse sjove projekter. Faktisk har jeg nået en del.



Jeg har kastet mig ud i at hækle freeform. Starte et sted og så bare hækle, hvad der nu falder mig ind undervejs. Første forsøg er blevet brugt til et par grydelapper, hvor selve lappen er strikket i dominostrik. Dejligt tykke er de blevet...og sjove at lave var de.