Så kan havefolket godt finde skovl og rive frem igen.
Jeg er godt tilfreds med det halve bed, som jeg nåede i formiddags, for bagefter lavede jeg også varm mad til et par dage. Så nu behøver jeg ikke at spekulere på det i morgen.
I morgen vil jeg nemlig ud og købe blomster. Masser af blomster i alle mulige farver og former. Bare for at fejre den lyse tids tilbagekomst.
For i dag er det jævndøgn.
Fra nu af er dagene længere end natten. Den nordlige halvkugle, hvor vi befinder os, hilser sommerhalvåret velkomment. Og i løbet af de kommende 3 måneder, vil dagslængden øges med yderligere 5 timer. Hele 5 timer mere har vi nu at glæde os til.
Viser opslag med etiketten Forår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forår. Vis alle opslag
torsdag den 20. marts 2014
mandag den 17. marts 2014
Timerne går ....
God mandag morgen til alle.
Rundt omkring på øen er får og lam kommet på græs. En lys stemning af forår ligger tæt hen over landskabet. Flere har allerede slået græsplæne for første gang i år - men det synes jeg er lige optimistisk nok. Det kan tids nok komme.
Der er ikke så mange ord i mig, for tiden rækker slet ikke til alt det, som jeg gerne vil, så jeg springer hurtigt videre til noget andet.
onsdag den 12. marts 2014
Smukke martsdage
Efter mine tidligere meget uheldige billeder så kommer her lige en stribe fra i går.
Det er koldt om morgenen. Græsset knaser under fødderne, men lyset falder fantastisk smukt ned over landskabet. Hvis det ikke var, fordi man er så kuldskær, som jeg er, så burde man virkelig drikke sin første kop kaffe udenfor. Måske i mit næste liv!!
Det blev først sidst på dagen at kom vi af sted på den køretur, som var aftalt. Men det gjorde ikke noget, for lyset og landskabet ventede.
I Marstal var der stille.
Jeg tænker, at de små påskelam er tidligt på færde i år?
Vi kørte længe rundt, og jeg tog mange billeder. Alt for mange.
Jeg gemmer resten af billederne til en anden gang.
onsdag den 3. april 2013
Ændret kropsholdning!
Jeg hænger yderst på skrivebordsstolen, for jeg har fået ondt i ryggen. April måned er som regel så gavmild, at den giver overivrige havemennesker et hold i ryggen.
Så nu går jeg rundt som en gammel Kone med stok. Næsen rammer næsten gulvet, og jeg vralter som en And på grund af smerter i ryg og nakke.
Sådan var det også i går. men det lykkedes alligevel at få bagt et par kringler. For I husker nok kringlen fra dengang Søren Ryge besøgte Anne Margrethe i Hirtshals.
Da dejen skulle æltes med hånden, så satte jeg bare skålen med dej på en stol, således at den passede til min kropsholdning! Husbond fik så fornøjelsen af at rulle dejen ud. Resultatet vinder ikke på skønhedsværdien, men den smager til gengæld himmelsk.
Her ligger stadigvæk hvide klatter af sne rundt omkring i landskabet. Som tilfældige skumsprøjt, der er strøet hist og pist. Men Solen skinner jo alligevel, og der er mere kringle. Så jeg drikker kaffe og spiser kringle på terrassen.
Etiketter:
Dårligdomme,
Forår,
Pensionisten,
Som dagene er
mandag den 25. marts 2013
Stilheden er moden
I dag er en god dag. Solen skinner, og vejen er ryddet for sne.
På trods af sne og kulde er turisterne begyndt at dukke op. Med forbløffelse i stemmen fortæller de, at her er musestille, ikke en lyd. Stjerner på Himlen, som står skarpt på en mørk baggrund. Selvom de har været her mange gange før, har de alligevel glemt det, fordi det er så anderledes end i den by, hvor de kommer fra.
- Hvor er I heldige, siger de til Manden og Konen og ser med misundelse på dem.
Og de 2 ældre mennesker står lidt og ved ikke rigtigt, hvad de skal sige. For jo - de er da meget heldige.
Hvis de tænker bare lidt efter, er de mere heldige, end turisterne begriber.
Men for dem er det jo hverdag. Og så glemmer de helt at lægge mærke til det, og ønsker sig ofte langt væk, når dagene er korte, og de andre huse er tomme. Vinterens ensomhed og mørke kan nogen gange virke dræbende.
Hvilket er en af grundene til, at jeg ofte fotograferer og skriver om naturen. For at huske mig selv på at være heldig.
Lidt grønt er det blevet til i dag, jeg har plantet purløg i en krukke. Men på grund af nattekulden tør jeg ikke sætte den ned i drivhuset endnu. Om det overlever inde ved jeg ikke - men det er i det mindste grønt og dejligt lige nu samtidig med, at vi kan få purløg på æggemaden til frokosten.
....
Der står i den frysende morgen
en tone der snart vil dø.
Om lidt er stilheden moden
og åbner sig som et frø
I denne luft er der farver,
dit øje ikke kan se.
De venter som dybder i rummet
over den blinde sne
Stille, vent med at tale,
sæt ikke noget i gang.
En dråbe stilhed mere -
og luften er fuld af sang.
( skrevet af Benny Andersen)
og jeg er næsten ved at sige: - Hvem ellers? Tænk at skrive: Om lidt er stilheden moden.
torsdag den 21. marts 2013
Tålmodigheden lå ovenpå
Det var en smuk morgen, og med solskin hele formiddagen. Lyset har været helt vidunderligt og har givet nye kræfter.
Jeg listede tidligt op på 1.salen for at tage et par billeder, imens sneen lå urørt.
Varmen oven på er lukket ned om vinteren, så der er stadigvæk koldt. Men alligevel kunne man sagtens fornemme, hvor meget Solen lige pludselig varmede ind igennem vinduerne.
Nu varer det ikke så længe, før vores trin op og ned ad trappen kan høres i tide og utide. Ikke fordi vi behøver pladsen, der er rigelig plads til os to nedenunder. Men bare fordi indtagelsen af 1.sal minder om forår og sommer. Og på den måde giver rummet afveksling i rutinerne.
Min havestue ligger altså på 1.sal!
Skyndte mig ned igen til kaffen efter at have taget billederne.
Nu har biblioteksdamen været her med bøger. Jeg har ordnet vasketøjet, gjort aftensmaden klar, og har kæmpet videre med den nye pc.
Den isnende vind har blæst eftermiddagens lavt hængende skyer væk. Alt tegner på en stille og fredelig aften, hvor der ligger en stemning af hverdagslykke over stuen.
Jeg fandt min tålmodighed igen, den var gemt i udsigten ovenpå.
Abonner på:
Opslag (Atom)