Det sner!

Det sner! Godt nok ikke ret meget, men nok til at man føler sig flad og energiløs.
Vi har været i byen, og på vejen kørte vi ned omkring havneområdet. Selvom den kolde vind bed godt i kinderne, så var det alligevel smukt at se isens mønster.
Set fra den positive side, så har det bestemt været den helt rigtige vinter, vi valgte, til at få opsat den ny-erhvervede varmepumpe i.
I nat går landet så over til sommertid. Urene og havemøblerne skal stilles frem. Det bliver de også, selvom vi her på matriklen holder fast ved julehumøret lidt endnu og spiser andesteg. For der er stadigvæk ænder i fryseren fra egen besætning. 

Stilheden er moden

I dag er en god dag. Solen skinner, og vejen er ryddet for sne.
På trods af sne og kulde er turisterne begyndt at dukke op. Med forbløffelse i stemmen fortæller de, at her er musestille, ikke en lyd. Stjerner på Himlen, som står skarpt på en mørk baggrund. Selvom de har været her mange gange før, har de alligevel glemt det, fordi det er så anderledes end i den by, hvor de kommer fra.

- Hvor er I heldige, siger de til Manden og Konen og ser med misundelse på dem. 
Og de 2 ældre mennesker står lidt og ved ikke rigtigt, hvad de skal sige. For jo - de er da meget heldige.
Hvis de tænker bare lidt efter, er de mere heldige, end turisterne begriber. 
Men for dem er det jo hverdag. Og så glemmer de helt at lægge mærke til det, og ønsker sig ofte langt væk, når dagene er korte, og de andre huse er tomme. Vinterens ensomhed og mørke kan nogen gange virke dræbende.
Hvilket er en af grundene til, at jeg ofte fotograferer og skriver om naturen. For at huske mig selv på at være heldig.

Lidt grønt er det blevet til i dag, jeg har plantet purløg i en krukke. Men på grund af nattekulden tør jeg ikke sætte den ned i drivhuset endnu. Om det overlever inde ved jeg ikke - men det er i det mindste grønt og dejligt lige nu samtidig med, at vi kan få purløg på æggemaden til frokosten.
....

Der står i den frysende morgen
en tone der snart vil dø.
Om lidt er stilheden moden
og åbner sig som et frø
I denne luft er der farver,
dit øje ikke kan se.
De venter som dybder i rummet
over den blinde sne
Stille, vent med at tale,
sæt ikke noget i gang.
En dråbe stilhed mere -
og luften er fuld af sang.
( skrevet af Benny Andersen)
 
og jeg er næsten ved at sige: - Hvem ellers? Tænk at skrive: Om lidt er stilheden moden.

Som et juleeventyr

Måske er der alligevel noget om, at Julen varer lige til Påske?
Måske har nogen fundet på at tage det alvorligt?

Også i dag har Verden lignet et smukt juleeventyr. Ikke et af dem om julemænd og nisser, men et eventyr om sne, alfer, magi og funklende stjerner.
Jeg har bagt - så der er brød til et par dage og til en enkelt omstrejfer. 
Og selvom vejret ikke ligefrem indbød til at gå ud, har husbond alligevel været rundt til et par steder i nærheden for at "åbne" sommerhuse og tænde for varmen. Så husene er varme og hyggelige til påskens turist-folk, for til påske kommer man til øen, når bare færgen sejler.
 

 

 

Desuden er sneen blevet fejet væk fra terrassen, for vi har helt alvorligt tænkt at sidde derude til påske. Sneen, der er kommet fygende ude fra de åbne marker, er nænsomt men bestemt blevet fjernet igen.

Hvis forårsstemningen ikke kommer til os, så må vi jo komme til den.

Tålmodigheden lå ovenpå

 

 

Det var en smuk morgen, og med solskin hele formiddagen. Lyset har været helt vidunderligt og har givet nye kræfter.  
Jeg listede tidligt op på 1.salen for at tage et par billeder, imens sneen lå urørt. 
Varmen oven på er lukket ned om vinteren, så der er stadigvæk koldt. Men alligevel kunne man sagtens fornemme, hvor meget Solen lige pludselig varmede ind igennem vinduerne.
Nu varer det ikke så længe, før vores trin op og ned ad trappen kan høres i tide og utide. Ikke fordi vi behøver pladsen, der er rigelig plads til os to nedenunder. Men bare fordi indtagelsen af 1.sal minder om forår og sommer. Og på den måde giver rummet afveksling i rutinerne.  
Min havestue ligger altså på 1.sal!
   
Skyndte mig ned igen til kaffen efter at have taget billederne.
Nu har biblioteksdamen været her med bøger. Jeg har ordnet vasketøjet, gjort aftensmaden klar, og har kæmpet videre med den nye pc. 
Den isnende vind har blæst eftermiddagens lavt hængende skyer væk. Alt tegner på en stille og fredelig aften, hvor der ligger en stemning af hverdagslykke over stuen. 
Jeg fandt min tålmodighed igen, den var gemt i udsigten ovenpå.

Ved skumringstid

Ved skumringstid går jeg stille i mit køkken. Huset ligger i det åbne land, så det er mest mine egne lyde, som kan forstyrrer.
Man skal have øjnene med sig, for de fleste dage stryger rådyrene tæt op af vinduerne. Så går jeg i stå med viskestykket i hånden og betragter dem. Ved den tid har mørket næsten sænket sig, derfor er de svære af fotografere igennem vinduerne. Men i går aftes var jeg næsten heldig.

Anker Jørgensen - og det forunderlige liv.

Det er længe siden, at jeg her på bloggen har nævnt noget om de bøger, jeg har læst. Først og fremmest fordi jeg ikke synes, at jeg har læst noget, som har været værd at skrive om.
Før nu....

Da den gamle statsminister Anker Jørgensen er næsten 90 år, så beslutter han at lade en ung journalist skrive en sidste bog om ham.
Det bliver til bogen: Anker Jørgensen og det forunderlige liv.

Bogen er skrevet og fortalt af Jonas Wisbech Vange samt af den tidligere statsminister.
Her bliver man taget med ud på en rejse tilbage i tiden og får indblik i ting, der har været med til at gøre Anker Jørgensen til den, han er. 
Bogen fokuserer på mennesket frem for politikeren, og den bliver fortalt og skrevet med kærlig og nænsom hånd. Man mærker, at forfatteren er kommet til at holde rigtig meget af den gamle mand.
Men bogen handler lige så meget om at blive klogere på livet.
Og man bliver virkelig klogere. Ikke blot på Ankers liv, men i lige så høj grad det store liv, set igennem Anker Jørgensens øjne. 
Fortællingen er på udkig, ligesom Anker altid har været det selv.
....

"At blive gammel er følelsen af, at der gradvis bliver lukket ned for apparatet. Det noterer jeg med en vis utilfredshed. Jeg er først og fremmest præget af dårligt syn. Når jeg ser rundt i lejligheden, kan jeg genkende det hele, men det er uskarpt. Det er som at se igennem en si. Jeg er blind på det ene øje og frygter, at det andet også lukker i. Så ville jeg ikke kunne opleve, at det bliver forår igen.

Jeg er meget opmærksom på min egen indvikling, ikke udvikling, for det er jo en indvikling. Jeg går tilbage. Alt tager længere tid, også fordi jeg ikke kan farte rundt uden risiko for at falde og tabe livet på gulvet. Derfor er jeg nænsom over for mig selv. Simpelthen fordi jeg ikke vil ødelægge de oplevelser, livet endnu måtte have til mig."
(fortalt af Anker Jørgensen til Jonas Wisbech Vange den 21.nov. 2012.)

- Måske er det alligevel ikke slut? tilføjer Anker Jørgensen lidt senere.

Anker er mere intellektuel end mange tror, og han er en belæst mand. Han læste Karl Marx som 16-årig, mens vennerne gik til jazzkoncert. Han læste også Steinbeck og Hemingway.
Da han ved en eksamen blev bedt om at nævne to spanske floder, kunne han nævne fem. Ikke fordi han var god til geografi, men fordi han lige havde læst Hemingways »Hvem ringer klokkerne for«, som foregår i Spanien.

Man kan mene, hvad man vil, om hans politiske holdninger, mit ærinde med at nævne bogen er ikke politisk. Det er heller ikke det, bogen handler om.
Bogen handler om et spændende menneske, hvis navn er blevet nævnt mange gange i mit eget barndomshjem. Ikke blot på grund af Ankers politik - men lige så meget fordi min afdøde mor har gået i skole sammen med Anker Jørgensen. De gik begge to i den gamle skole, Det Kongelige Vajsenhus.
 (Det Kgl. Vajsenhus blev stiftet af Frederik den
Fjerde d.11.okt. 1727 som en institution for
forældreløse børn)

Forfatteren, Jonas Wisbech Vange har en BLOG, hvor du kan læse mere om hans egen oplevelse med bogen.
Grunden til at jeg nævner bogen her er, at jeg virkelig har nydt at begrave mig i den. Jeg har nydt varmen i hvert eneste ord, og kærligheden til livet som Anker Jørgensen via forfatteren smukt og varmt formår at give videre til læseren. Man forstår godt, at Anker Jørgensen valgte netop denne mand til at skrive den sidste bog om ham. 







Imens vi venter

I går var vejret mildest talt grumset, men det blev alligevel til en meget smuk tur, da vi kørte ud for at handle. Billederne er taget hist og pist på vejen.  
Det er meget længe siden, jeg har været med i byen, og derfor blev der taget billeder. Alt for mange billeder - så de fleste har jeg slettet igen.

I dag skinner Solen, og sneen er væk. 
Solens første morgenstråler trængte varmt ind i soveværelset og lagde sig på gulvtæppet. Stilheden blev kun brudt af et kor af fuglestemmer, imens jeg hilste dagen velkommen med en kop kaffe og mine private morgenskriverier. Vi er i det langsomme tempo et langt stykke hen af dagen.
Husbond kørte til den lille Brugs efter mælk, og fik der besked på, at der stod bonuspoint på vores konto.... Øh - det vidste vi så ikke lige noget om.
Men vi manglede en parasol, og det kunne vi få, uden at tage penge op af lommen. Sikke en dejlig overraskelse.  
Så venter vi blot på lunere vinde og blomster på terrassen. Og imens jeg venter, vil jeg kæmpe stædigt videre med computeren samt mine skriverier, der pludselig er kommet godt i gang.

   

  

      

Fordi jeg vil....

Blæsten river og flår derude, det sner og er rivende hamrende koldt. Vi bevæger os nødigt udendørs.
Men jeg har også nok at gøre herinde.
Jeg prøver nemlig ihærdigt på at lære min nye PC med Windows 8 at kende. Vi er ikke blevet helt gode venner endnu, for her taler man ikke om, at en skovl er en skovl - og en spade en spade. Tværtimod. Intet er logisk, den er så helt anderledes den gamle Windows, og jeg har virkelig manglet at få en manual smidt i hovedet. 
Men som med alt nyt, så kræver det nok bare lidt tid og tilvænning. Og der er heldigvis mange gode sider på nettet, som man kan lære af. Det kræver alt sammen bare tid, tid, tid og tid....og lidt god forstand. Og tålmodighed.

For at det hele ikke skal gå op i computer, og jeg ikke skal blive skør af at gruble så meget, så må her også laves andet. I går bagte jeg f.eks. en sandkage. En ganske almindelig sandkage, som man ikke behøver at tænke så meget over. Men som til gengæld smager fint, og holder sig frisk længe.
I dag har jeg lavet noget så jordnært som at vaske tøj og støvsuge. Sysler, som giver ro i hovedet, for med Windows 8 bliver min tålmodighed virkelig sat på prøve. 
Men jeg skal nok lære det, fordi jeg vil. Ingen skal komme og sige, at jeg ikke kan, bare tanken om det kan gøre mig meget stædig.  





  

Det er ganske vist

 

Efter besøget hos lægen i formiddags, kørte vi ned til Havet. Blodprøverne var hurtigt overstået. 

Og det blev så her ved Havet, at jeg hørte lærken trille for første gang i år. Det er ganske vist at sommeren nu er på vej. 

 

Bagefter gik vi ned langs med lystbådehavnen, hvor der ikke er meget liv endnu. Bare rolig det kommer der helt bestemt til påske. Det er ganske vist, og netop derfor gav vi os ekstra god tid til at nyde stilheden og stemningen på sådan en smuk dag i marts. Vi fik rørt os, vi fik røde kinder og ro i sjælen. Og jeg fik taget en masse billeder.   

 



 

 

 



Forår i luften

Der er forår i luften og smukke solnedgange. Billederne er fra i går aftes.

Nu sidder jeg og bladrer i blomsterkatalogerne, imens fuglene synger udenfor. Man drømmer om lune aftener på terrassen, isvafler og turene ned til Havet. Marts er en måned, der ligger mellem vinter og forår. Den er en spændende tid at gå i møde.
Selvom man stadigvæk kan være tilbøjelig til at skutte sig indendøre og synes,  det fortsat er koldt, så er det nu, man skal ud og opleve, hvordan Solen driver vinteren væk. Fuglenes sang bliver levende på en helt ny måde.
I dag sad jeg ude i et ganske kort øjeblik. Lukkede øjnene og mærkede den kølige brise, som trods alt er derude endnu. Lyttede til stilheden - den vidunderlige absolutte stilhed, som får hjernen til at slappe af.  

Besøget på Sygehuset i onsdags gik fint. Skal nu bare lige have taget et par blodprøver, som jeg fik lov til at få taget her hos egen læge.
Først derefter ved jeg, om alting er helt ok med medicinen.
- Hvis der er noget galt, får du besked....
Hvor længe skal man vente, før man tør stole på, at resultatet er godt?
Sidste gang havde de skrevet et brev, som jeg aldrig fik.
Samtalen tog 20 minutter. Turen frem og tilbage tog 8 timer. Den færge, vi ellers kunne have nået, den var optaget. Så vi måtte vente til den næste. Men skidt med det....for når man først holder ved Svendborg Havn igen, så er man næsten som hjemme. Her hvor man har sin hverdag indenfor rækkevidde.