Viser opslag med etiketten Farver. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Farver. Vis alle opslag

tirsdag den 24. september 2013

Hvidt - hvidt - hvidt.

At dømme efter billederne, skulle man ikke tro at oktober venter lige om hjørnet.  Men det gør den - og det kan der ikke ændres på. Jeg nyder hver eneste lune dag i haven. Har gravet op, delt og nyplantet. Savet ned, plukket brombær, samlet æbler og nydt de varme solstråler.


Kinesisk purløg blomstrer først nu og hvor er den dejlig.


Den hvide hjortetrøst har heller ikke været hurtig ude af starthullerne her i haven. Men bedre sent end aldrig og det er så nu.


En frøsået ridderspore fra i år. Bladene har fået meldug - utroligt - for så meget regn og fugt har der heller ikke været.

Endnu en dejlig dag venter forude -
så tirsdag - kom an.

fredag den 13. september 2013

Lidt candyfloss til weekenden.


Haven er stadig alt andet end brændte, gyldne efterårsfarver. Her blomstrer masser af rosa og pink planter stadig, godt hjulpet på vej af de lune dage. Så det er med at nyde dem mens tid er, for det får vist ende i ugen der kommer.



Jeg elsker de brogetbladede floks.


Endnu een af mine frøsåede dahliaer - nærmest bolchestribet og fræk er den.


Zinniaer og verbena i en kæmpekrukke har forskønnet hele sommeren og fortsætter - forhåbentligt længe endnu. For det har været en god kombination.

God weekend til alle med jord under neglene og alle andre også.


lørdag den 27. juli 2013

De stråler om kap med solen.


Alle farver har deres berettigelse i min have og jeg kan i grunden ikke påstå at jeg foretrækker een frem for en anden. Men det er som om at enten på et bestemt tidspunkt i døgnet, i et bestemt lys eller på en særlig årstid, så er nogle farver bedre end andre.
Således er det her i disse brændende solskinsdage, de gyldne og varme gule farver der fanger mit øje mest.


Jeg sår hvert eneste år de brogetbladede tallerkensmækkere. Ikke to får ens farvede blomster, men er unikke. Denne farve er den bedste.


Rosen "Augusta Louise" har også den varme glød over sig. Startende i midten for derefter at gå over i en køligere rosa som kontrast til de flotte støvdragere.


Helianthus "Summer Nights" har ligeledes den varme orange midte, der er en fantastisk modspiller til de mørke stængler. 

Gyldne dage har vi haft og nu vil jeg bede vejrguderne om at sende en stille regn til min matrikel.



lørdag den 8. juni 2013

Skønne blomster i alle farver lige nu.


Det går så hurtigt derude nu og man halser afsted for at nå at se det hele. Og alligevel føler jeg at jeg går glip af noget. Derfor har bestemt at denne weekend virkelig skal bruges til at nyde.


De fantastisk duftende levkøjer, som selv ved den mindste brise, sender sin velduft ud over matriklen.


At disse smukke blomster bliver til de dejligste sorte og sunde bær senere, er næsten ikke til at forstå. 
Det er aronia og dem elsker jeg at lave syltetøj af sammen med æbler.


En af mine vovede sammenplantninger i år. Står i en jernkasse og er faktisk ret flot.


Vidunderlige ceanothus "Blue Saphire" med det mørke løv, vækker berettiget opsigt.
Ikke vinterhårdfør, så den må ind når frosten kommer.

God wekend til alle havenørder og -nisser.



fredag den 26. april 2013

Plante smil og plante solskin.


Blåt er godt.  For øjet og for sjælen.
Den blå farve bør implementeres i haven, gerne på afstand, for farven "drager" øjet mod sig.
Der er mange sommerblomster at vælge imellem, men en fast beboer her i haven er den blå Senetti.


Sydafrikaner af herkomst - tænkt jer den vokse vildt.
Nå, men det gør den altså ikke her.


Den kommer i krukker.
Disse er i beton og dem har jeg nu forhandlet i et par år. Blev bare så ærgerlig over alle de krukker der gik til hver eneste vinter, så derfor er valget faldet på disse holdbare og ret tidløse, der bliver smukkere og smukkere jo mere patina de får.


Så nu skal der plantes, så kunderne kan bydes velkommen og få inspiration.

God St. Bededagsferie.



mandag den 24. september 2012

Yellow.



Det er ikke kun om foråret, der er masser af gultblomstrende planter i haven.
Et lille udpluk ses her og de fleste er ikke "højtråbende" gule, mere til den sartgule side.

Og jeg, ja jeg elsker alle farver.




 

 

 



 
Så en gul mandag.


onsdag den 15. august 2012

Purpur i solskin.



Purpur er mange farver. Googler man ordet for at få den præcise betydning, kan man læse at purpur er alle de farvenuancer der er mellem rød og blå. Så er det præciseret. Faktisk har jeg ofte brugt betegnelsen uden at være helt sikker, men det er jeg så nu. Dejlig med en bred parasol, man kan komme meget ind under.



Staudelathyrusen her kalder jeg for purpurfarvet nu.

Geranium Dily´s breder sig som et tæt og kraftigt tæppe.
Gevinsten ved den er, at den blomstrer uafbrudt i mange måneder, ja helt til november.


Den er da sød, ikke?


Knautia "Mars Midget" er underskøn sammen med denne duftende floks.
På engelsk kaldes den farve for "crimson".


Så er vi i den rosa verden igen.

Dagens rose: Astrid Lindgren.
Dansk rose fra Poulsen-Roser.

mandag den 13. august 2012

Hvad er det? og brændte sensommerfarver.


Jeg købte en plante i Østrig, som jeg ikke ved hvad er. Det var farven der fangede mig. Bladene og stænglerne er lidt ru og jeg har på fornemmelsen at den bliver pænt stor. Det er ikke en bronzeblad, som den godt kan ligne her på billedet. Så kom frisk med bud.



Skal vist have den ind i et bed med høstfarver.


Denne flotte græs, som desværre ikke er helt hårdfør, fylder godt i krukken nu. Må prøve at overvintre den frostfrit. Græsser er forøvrigt nemme og gode krukkeplanter.


Chokolademynten har også de brændte farver nu og bliver smukkere og smukkere jo længere hen på sæsonen vi kommer.

Der er mange andre planter der har de skønne sensommerfarver i brændte nuancer.
Og der skal nok dukke et par billeder op af dem senere.




søndag den 12. august 2012

Black is beautiful.



Ikke så megen snak.
Den sorte petunia er et fund, som jeg er faldet helt og holdent for.
Ligeledes den sorte birk og så de mørkbladede dahliaer, som jeg har haft i nogle år efterhånden.












Dejlig søndag venter.


fredag den 10. august 2012

Gyldne tider.



Så er der vist dømt sommer igen - endelig.
Så for at hylde solen og dens varme, gyldne stråler, gik jeg ud og kiggede på nogle af de gule blomster. For jeg har intet imod gule, i det hele taget kan jeg vist lide alle farver.



Gyldenris er blevet populær igen, og der er kommet flere nye på markedet.
Lysegule og afdæmpede, hvilket klæder dem og gør dem lidt lettere at flette ind i haven.


Vildarterne hos solhattene tiltaler mig og især denne her echinacea paradoxa er skøn.


Denne sartgule daglilje med hvide kanter. Hvor den lige er kommet fra, erindrer jeg ikke.


Natlys, som jeg såede i foråret, er nu blevet store og blomstrer.


Og min yndlings- og eneste tagetes, Luna.
Har den både ude mellem afgrøderne og inde i drivhuset. Tror at den er med til at holde al "skidtet" væk fra både kål og tomater. Døjer ihverttilfælde ikke med noget.
Så den er fast inventar hver eneste sommer.

Endnu en solrig dag er i vente.
Dejligt.


mandag den 30. juli 2012

Blå mandag?



Kære vejrguder!
Jeg ønsker mig en regnfri dag med blå himmel og solskin.
Så derfor blev det de blå blomster jeg faldt over.



Denne salvie er så anvendelig overalt i haven, i sol og skygge.
Den burde stå i mange flere haver.


Anisisop har de fleste derimod.


Og den gamle cottageplante mandstro.


En blå hængelobelie uden selskab. For sådan synes jeg den er smukkest.


Og ingen sommer uden blå snerler. Denne hedder faktisk "Kniola´s Black".

fredag den 6. juli 2012

Sort og hvidt eller noget af det mest vellykkede i min have.


En gang imellem lykkes tingene og alt går op i en højere enhed. Bag mit gamle, gamle æbletræ plantede jeg for en del år siden en sort hyld, den mørke spirea Diabolo, en fyldt uægte jasmin, en hvidbrogetbladet hyld og i en krukke står det mørke hjertetræ.
Lige nu nu er hele menageriet her på sit højeste og kontrasterne klæder hinanden så smukt. Og når blomstringen er ovre, fortsætter løvet med at levere helt til frosten kommer og det bliver løvfald.