Det var kattens!

Det bliver vist lige et lille tema, at præsentere dyrene her på matriklen.


Født og opvokset på en gård på landet som jeg er, betyder også at dyr altid har været en del af ens hverdag og liv. Jeg havde da heller ikke været flyttet hjemmefra længe før jeg fik den første kat. Og lige siden har der altid været dyr i mit liv.

5 glade killinger i deres yndlingsstol.

Vores nuværende kat Knirke er tredje generation efter en hittekat fra Skagens omegn. Navnet skyldes hendes måde at spinde på da hun var lille killing - det lød som en knirkende dør. Nu har hun heldigvis en for katte mere normal spinden. Hun er 7 år, leverer hvert forår et kuld killinger til både egne og nabobørns store glæde.

"Skal vi vækkes nu?"

Så med en killingesikker kat som Knirke, venter vi bare på at maven vokser og begynde at gætte på hvormange familien skal udvides med i år.
Det skal så lige siges at vi har været heldige at finde gode hjem til killingerne, så vi har kun Knirke. Hun har til gengæld en anden god ven her i huset. Det må blive næste dyreportræt.

"Vingeskudt".

Et hurtigt kig gennem mange blogs og hjemmesider, viser at rigtig mange har høns i haven. Det er der megen fornuft i, for det er et nemt og hyggeligt dyr, der ikke kræver meget. Til gengæld bliver man rigelig belønnet med æg og god gødning, foruden hyggelig kaglen og evt. "hanegal".

Man reducerer sit husholdningsaffald betragteligt hvis man giver dem køkkenaffaldet, og de elsker det. Mine kender udmærket udseendet af min lille køkken-kompostspand og stimler sammen når jeg kommer gående med den.

Skruk med kyllinger, forår 2010, dværg-orpinton.

Sådan plejer det at være, skal jeg så sige.

For dagen før juleaften, kom en sulten Mikkel Ræv forbi. Med en ihærdighed jeg gerne ville have set, fik han lavet hul igennem hegnet, og inde i hønsegården tog han for sig som var det et andet julefrokost-tag-selv-bord.
Hans timing var for så vidt god nok, for jeg havde fået æg nok til julebagningen. Men alligevel, Mikkel!! Det kan du ikke være bekendt.

Jeg havde 5 dejlige moderhøns og en skøn hane tilbage. De skulle sørge for næste generation, da de havde ruget rigtig mange kyllinger ud sidste år. Dem havde jeg solgt. Jeg slagter ikke mine høns, de får lov til at dø af alderdom og bliver begravet ærbødigt i haven.

Nu er jeg på udkig efter nye dyr til min hønsegård. For de hyggedyr kan jeg ikke undvære i min have.

Historien om min kamelia Egon.

Jeg vil gerne vise et billede mere af min kamelia fra sidste forår. Et billede af den i fuld flor. Navnet på den har jeg ikke og det er sådan set også uinteressant. Men det er en plante jeg vogter og passer med min sjæl, for den har en dejlig historie.

Kameliaen har oprindelig stået hos en skattet,og nu desværre afdød, haveven her fra omegnen. Egon hed han, en dejlig mand med en stor passion for have og blomster. Der var ikke den "pind" han ikke kunne få til at gro, han havde de mest "grønne fingre" og han elskede at dele ud af sine erfaringer. Det havde ikke været en rigtig havesæson hvis jeg ikke havde været i Egon´s have og set træpæonerne, tulipantræet - lavet af hjembragte stiklinge fra Paris - og alle de andre skønheder.

Egon rejste med sin hustru til USA een gang om året - for at besøge deres søn. Og når de kom hjem igen, var det med kufferterne fulde af nye planter. Under et sådant besøg blev Egon syg og kom sig desværre ikke. Med tiden blev hus og have for meget for hustruen, hun solgte det, men mange af Egon´s dejlige planter bor nu hos nogle af hans havevenner.
Og jeg er utrolig lykkelig for at jeg har kameliaen Egon.

Kameliaen Egon, i år med over 100 knopper. Kan ikke vente!

Jeg har også haft den glæde at besøge Tage Andersen på Norrviken og der se alle hans fantastiske kameliaer. Nu er han jo som bekendt ikke der mere, men er flyttet til et nyt sted i Sverige, hvor han nu har skabt et flot og seværdigt sceneri. Det må så blive målet næste gang der står Sverige på ferieplanen.

Mens vi stadigvæk venter!!!



Min disk, mit kontor, min yndlingsplads.


Dette er min favoritplads i orangeriet. Her foregår næsten al aktiviteten i forbindelse med bestillinger og salg af planter, jeg skriver etiketter og lister.

Det er også her jeg bare sidder med en kop kaffe mens musikken stille flyder ud i rummet og jeg indsnuser alle duftene fra blomster og urter.

Der er så stille og roligt at jeg ofte slukker for vandfontænen, fordi den "støjer" for meget.

Kontorstolen, som også katten tror den ejer.




Billederne er taget d. 27. marts sidste år, så det varer ikke længe før vi kan glæde os over de skønne blomster.
Den store kamelia ovenover har mere end 100 knopper iår.
                                                                                         

Roser.

Sådan en vinterdag som idag, hvor man udover at skovle sne, ikke kan foretage sig ret meget fornuftigt i haven, er det rigtig dejligt at sidde og kigge på roser. Det er ihvert tilfælde ikke noget der keder mig, tværtimod. For når man er en rosenelsker og ved hvad der venter, kan man ikke få nok.

Jeg var på rosenudstilling på Hviid´s Planteskole sidste sommer. En fantastisk oplevelse, som en engelsk haveudstilling på den gode måde. Masser af inspiration og indtryk, virkelig noget for sanserne. Der blev nogle af de kommende nyheder præsenteret og der er virkelig noget at glæde sig til.

De nye roser har mørke, klare toner. Orangebrun, dyb cerise, mørk bordeax. De er så flotte. De fleste med en rimelig duft og remonterende. Navnene på dem vil jeg afsløre senere. Når jeg ved hvilke jeg vil have i min have og planteskole iår.

Når det så er sagt, kommer man ikke udenom de historiske og engelske roser. De er altid værd at satse på og man skuffes sjældent. Jeg glæder mig allerede nu til Rose de Rescht blomstrer og jeg skal lave min rosengelé.

Nej, nej og atter nej!

Er dette Sibirien? Nej vel, men det føles unægtelig sådan. Bedst som man var ved at komme i forårsstemning, rammes vi i lille Danmark igen af noget der må være en fimbul-vinter.

Søndag trodsede jeg kulden, gik ud og igang med at beskære tre bøgetræer. Jeg knoklede i stive 2 timer for at holde varmen og fik da udrettet en del. Men prisen for udskejelserne var da også at det tog flere timer at genfinde den indre varme trods gang i brændeovn og varme drikke.

Chill-faktor.

Så os havetosser må vist vente nogle dage endnu på bedre vejr. Den eneste trøst kan måske være, at min norske haveveninde igår skrev og fortalte om de dynger af sne hun må trodse daglig. Og kulden har de også.

Men vinden vil jeg gerne returnere til Sibirien. Tak!!!

Lavendler - LaVendelbo - foredrag

Rustik forhave, charmerende.

Jeg ser frem til at skulle til vores årlige generalforsamling i Haveselskabet her i Aalborg. Efter den formelle del skal vi nemlig høre Danmarks eneste lavendeldyrker fortælle om hendes virke. Hun er en meget entusiastisk dame og har endog taget navn efter yndlingsplanten: Lene Lavendelbo hedder hun. Og vi er så heldige at hun bor her i Nordjylland.
Besøg evt. hendes spændende hjemmeside:
http://www.lavendelbo.dk/
Foruden masser af forskellige slags lavendler har hun også alle tænkelige produkter lavet af og udvundet af lavendler.
Så jeg har en fornemmelse af ast den generalforsamling kommer til at betyde udgifter i form af et eller andet "uundværligt". Det kaldes også selvindsigt.

Jeg fandt så også ud af at jeg i mit billedarkiv ikke har et eneste godt billede af mine egne lavendler. Så derfor et feriebillede fra Syden, men det duer jo også. Man kan næsten dufte dem, ikke?