onsdag den 19. september 2012

Opskrift: Kikærtebrownies/blondies


For et par uger siden holdt vi fælles fødselsdag for familien en lørdag formiddag til boller, rugbrød, pålæg og kage, og om aftenen fik vi besøg af venner til spisning.
Da der nu skulle laves kage til om formiddagen, så var det nærliggende at byde på samme kage til dessert om aftenen, så der kunne slås to fluer med ét smæk (apropos - jeg slog rent faktisk to fluer ihjel med ét smæk med en fluesmækker den weekend - I kid you not).

Spørgsmålet var bare hvilken type kage det skulle være.

Det var i hvert fald helt sikkert at det skulle være en sund/low carb kage, da både familie og venneparret inkluderer personer med diabetes - jeg var omkring muffins-genren, og havde faktisk testbagt et par opskrifter i ugerne op til (bla. den hvor jeg kagede totalt i indlægget og fik det slettet igen). Men da det kom til stykket var det nemmere med en bradepandekage.

For et års tid siden lavede jeg en slags blondies med kikærter til Secret Recipe Club - oprindeligt en opskrift fra Chocolate Covered Katie, som har et hav af gode opskrifter på sunde desserter og kager.
Blondien var godt nok ikke så blond igen pga. den mørke type kikærter jeg brugte, men opskriften var god, og passede lige til denne anledning.

Nu følger jeg jo ikke slavisk tanken om stenalderkost, for hvis jeg gjorde det var bælgfrugter også forbudt. De indeholder da også en del kulhydrater, men det er af den langsommere optagelige slags end hvedemel (kikærter har et glykæmisk indeks på ca. 30, hvor hvidt hvedemel er på ca. 85), og kikærter indeholder også en del protein og kostfibre - og det er der altså ingen der får mig til at tro er dårligt.
Kagen er dermed ikke decideret low carb, og den indeholder også sukker - men det er palme/kokossukker udgaven, som har et lavt GI i forhold til hvidt raffineret sukker.
Der er også chokolade i kagen - både mørk og hvid i dagens fødselsdagsanledning, men det kan man jo sagtens udelade hvis man gerne vil undgå almindeligt sukker helt. Evt. tilføje kakaopulver så det bliver en mere mørk brownie, og så lidt ekstra palmesukker.

Jeg lavede i øvrigt lidt flere rettelser i forhold til min sidste udgave (undlod bla. æblemos og banan for at gøre den knap så snasket) og endte ud med følgende opskrift.

Kikærtebrownies/blondies:
ca. 25 stykker

500 g kogte kikærter. Hvis du selv koger kikærterne, så sæt en hel pose i blød og kog dem alle, og smid de overskydende i fryseren - så har du nem adgang til humus eller kage en anden gang. De fordobles i øvrigt ca. i vægt når de koges, så regn med ca. 250 g rå vægt
180 g palmesukker/kokossukker
1/2 tsk fint salt
4 tsk vaniljeekstrakt
8 spsk kværnede hørfrø (ca. 80 gram)
8 spsk cremet jordnøddesmør
1 - 1 1/2 dl mørke chokoladeknapper (gerne minimum 70%)
1 - 1 1/2 dl hvide chokoladeknapper

1/4 tsk natron
1 1/2 tsk bagepulver


Varm ovnen op til 180 grader.
Kør alle ingredienser til og med jordnøddesmør i en foodprocessor til blandingen er helt jævn og cremet (jeg har ikke nogen rigtig foodprocessor, så jeg brugte Vitamix blenderen, og den kom altså på arbejde - jeg måtte bruge lidt mandelmælk for at den kunne få helt fat, men en foodprocessor vil nok kunne gøre det uden).
Hæld blandingen i en skål og vend chokoladeknapper i - bland til sidst natron og bagepulver i til det netop er blandet sammen.
Hæld dejen i en smurt og mandelmelsdrysset bradepande eller ovnfast fad, og bag kagen i ca. 30 minutter. Tjek med en kødnål om den er nok i midten - hænger der dej ved skal den have lidt mere.
Dæk den evt. med staniol hvis den begynder at se lidt mørk ud.
Tag kagen ud og lade den køle helt af i formen. Skør den ud i firkanter og server.
(Skær evt. kanterne til så firkanterne bliver pænt jævne - det er glimrende at teste smagen på kanterne, i bedste Stop Spild af Mad stil - men husk i øvrigt også at det er ufarligt at smage på den rå dej, da der ingen æg er i).

Konklusion:

Der var mange af gæsterne der var overraskede over at grundingrediensen i denne kage var kikærter, og man ville aldrig gætte det ud fra smagen alene.
Denne version af kagen bliver lidt mere fast i det end den første jeg lavede, hvor banan og æblemos gjorde den temmelig snasket - men den er stadig rigtig god, og man føler man kan spise den med god samvittighed. Også selvom der serveres is og frugt til.
Næste gang vil jeg prøve med kakaopulver i dejen i stedet for sammen med mørke chokoladeknapper.
Det kan den umuligt tage skade af.