Den danske religionskritik

1 ”Den ting findes ikke, der giver fritænkere en bedre anledning til at spotte religionen end den måde, som dens apologeter agerer på. På den ene side forholder de sig til fritænkernes indvendinger med største foragt, på den anden side søger de med største nidkærhed at undertrykke de bøger, der indeholder de indvendinger, som de i øvrigt finder så ynkelige.” Anonym, ”Traktat om de tre Bedragere”, 1789, da. 2010, s. 43. ”Men vi maa komme dertil, at vi agter en Mand for, hvad han er, uanset hans Tanker om Vorherre; vi maa komme til Forstaaelse af, at man uden at være Kristen kan være en ædel og brav Borger og et godt Menneske; ja at vi maa være Mennesker først, og at som vi er Mennesker til, bliver vi Kristne.” Niels Lindberg, ”Om Trosfrihed”, 1881, s. 49 ”Er det mennesket, som er skabt i Guds billede, eller er det Gud, der er skabt i menneskets billede? Den første påstand kommer fra skabelsesberetningen i Bibelen, og den sidste er et centralt element i de sidste to hundrede års religionskritik.” ”Religionskritikken kan ikke afskaffe Gud, og religionerne kan ikke bevise, at Gud findes, …..” Halvor Moxnes, ”Hvad er kristendom?”, 2007, s. 63 Den danske religionskritik – eller hvem er de danske fritænkere og ateister? En videnskabelig oversigt over religionskritikken i Danmark i historisk og aktuelt perspektiv Af Allan E. Petersen De fleste danskere opfatter sig traditionelt som kristne. Måske ikke ligefrem bibelstærke, men i hvert fald kulturkristne i en eller anden form. Gennem historien har nogle danskere imidlertid skilt sig ud ved at være på tværs. De har opfattet sig som fritænkere, religionsløse eller måske ligefrem ateister. Dette er et forsøg på at spore deres historie og give et bud på, hvad de har haft imod kristendommen. Og et sådant bud er tiltrængt; der findes ikke megen religionskritisk litteratur på dansk, jf. s. 32 ff. I arbejdet undervejs er jeg stødt på mange sjove – og undertiden overraskende og ligefrem lettere rystende - tanker og undersøgelser omkring kulturkristendom, salmesang, trosbekendelse, livets korthed og mening, landsbykirkernes skønhed, konfirmationsforberedelse, alternativer til Gudstro - og rigtigt meget andet. Jeg er cand. mag i dansk og historie, synger med stor glæde i Farum Kirkes gregorianske kor, jeg er medlem af Humanistisk samfund, tidligere konfirmationsunderviser og køkkenassistent samme sted, vild med Johann Sebastian Bach, med Karl Marx, med kirkekoncerter, med Grundlovsdag i 2 præstens have, med juleaften, med landsbykirker – og nogle af mine gode venner er kordegne eller præster. En bred baggrund er nok ikke den værste indgang til emnet, tænker jeg. Og for resten; lad det være sagt med det samme: Dette handler ikke om Koranafbrændinger, hvis status som religionskritik er stærkt omdiskuteret. Lige nu i sensommeren 2023 er medierne ganske vist fyldt med beretninger om afbrændinger af muslimernes hellige bog, og Al Qaeda har sendt en krigserklæring til Danmark og Sverige. Afbrændingerne kædes af mange sammen med retten til ytringsfrihed og religionskritik, og diskussionen er vigtig, uhyggelig og interessant, men det er ikke denne form for ”kritik” denne prisopgave handler om. Mit fokus, som det fremgår af indholdsfortegnelsen, er på kristendommen og den evangelisk-lutherske kirke, der gennem århundreder har været den vigtigste form for religion herhjemme.1 Men opdagelsesrejser, samhandel og cyberspace har jo unægtelig gjort verden global, og vi kan selvfølgelig ikke lukke øjnene for det, der sker i andre lande. Jeg vil lade det være op til læseren at drage paralleller mellem religionskritikken i Danmark og det, der sker i den store verden. Og paralleller vil der helt sikkert være; hverken bogbrændinger, censur, intolerance, fundamentalisme, religionskrige eller kætterforfølgelser er nye opfindelser. Historien gentager sig med nye ansigter! Det gælder også de mere positive værdier, jeg mener vi kan udlede af beskæftigelsen med religion og religionskritik: Den mulige ro - og æstetikken i religiøs fordybelse. Eller de kritiske spørgsmål og værdier, vi har bragt med os fra Antikkens filosoffer, over Jesus, Pelagius, Giordano Bruno, Voltaire, Oplysningstiden, Georg Brandes og Kulturradikalismen. Og som vi til en vis grad deler med mennesker fra andre kulturer, hvad enten de har været mine udenlandske kursister blandt indvandrere og flygtninge på de sprogskoler, hvor jeg har undervist, eller hedder Asia Bibi, Raif Badawi, Malala Yousafzai eller Jamal Khashoggi: Appellen til forståelse og tolerance, respekten for videnskabens indsigter, retten til at tvivle på dogmer og diktater og troen på, at mennesket er godt, kan samarbejde og vil hinanden og kloden det bedste.2 Hvis man ønsker en dansk indgang til en kritik af Islam, kan det anbefales, at man læser Ahmed Akkari, ”Min afsked med islamismen: Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark” (Kbh. 2014) eller – en mere global indgang - ”Opbrud og Oprør” (2007) af Ayaan Hirsi Ali, der tager udgangspunkt i Somalia. Indholdsfortegnelse: s. 4: Indledning s. 11: Hvad er ”religion”? s. 15: Hvad er ”Gud”? s. 19: Den danske Folkekirkes Grundlag s. 23: Hvad er religionskritik? s. 28: Censuren og religionskritikken s. 29: Den indirekte religionskritik s. 35: Intern og ekstern religionskritik s. 35: Ateismekritik og apologetik s. 37: Moderne ateismekritik s. 38: Apologetikken 3 s. 39: Den danske Folkekirke taber terræn s. 40: Hovedtendenser i den europæiske tradition for religionskritik s. 43: Den europæiske religionskritik. Antikken og Oldtiden s. 48: Den muslimske verden og korstogene s. 50: Marsilius af Padua s. 53: Middelalderens og Renæssancens religionskritik s. 55: Banebrydende renæssancefolk s. 58: Martin Luther og opgøret med Pavekirken s. 66: 1600-tallet s. 71: Oplysningstiden s. 76: Den frafaldne præst, Jean Mesliers, testamente s. 81: Voltaire og de franske s. 88: Den ”clandestine” litteratur s. 90: Den Franske Revolution s. 94: 1800-tallet s. 96: Evangelikalismen s. 98: David Friedrich Strauss s. 99: Karl Marx s. 102: 1800-tallets fritænkerbevægelser s. 102: Charles Darwin s. 104: Den historisk-kritiske Bibelforskning s. 109: 1900-tallets slutning. Stemmer fra efterkrigstiden s. 111: Ateismen bliver stueren s. 112: Ikke-verbal religionskritik s. 116: Europas indre dæmoner s. 117: Den danske religionskritik. Fra det deocentriske til det senmoderne samfund. s. 120: Boëtius de Dacia s. 121: Reformationen i Danmark s. 126: Oplysningstiden og Danmark s. 135: Ophævelsen af censuren 1770 s. 135: Hvad udkom i Trykkefrihedsperioden? s. 145: J.F. Struensee s. 155: M.G. Birckner s. 161: Hertugen af Augustenborg s. 164: Horrebow og Jesus og Fornuften s. 166: Starten på 1800-tallet s. 168: Romantikken s. 168: N.F.S. Grundtvig s. 177: Jacob Jacobsen Dampe s. 184: Baptisterne og barnedåben s. 187: Søren Kierkegaard s. 190: Frederik Dreier s. 194: Rudolf Varberg s. 199: Darwin og Det Moderne Gennembrud s. 201: Georg Brandes 4 s. 205: Studentersamfundet s. 215: Kirkelige advarsler mod fritænkeriet s. 217: Fritænkerforeningen af 1886 s. 223: Den liberale teologi s. 225: Mellemkrigstiden s. 229: Foreningen mod Kirkelig Konfirmation s. 230: Sigurd Næsgaard forarger radiolytterne s. 238: Ungdomsbogen s. 241: Kommunisterne og kristendommen s. 266: Efter Anden Verdenskrig s. 270: Debatten om ”Øjet” s. 286: Phil Zuckerman og danskernes kulturkristendom s. 294: Du er jo ateist! s. 299: Opsummering på religionskritikken i Danmark s. 303: 17 religionskritiske temaer med kommentarer: s. 304: Religion vs. Videnskab s. 321: Ondskab og synd s. 324: Er der et liv efter Døden? s. 328: Findes der et etisk alternativ til Bibelen og kristendommen? s. 332: Menneskerettigheder og kirke – udelukker de hinanden? s. 333: Den reaktionære kirke s. 337: Martin Luther og Folkekirkens grundlag s. 349: Der er langt fra ord til gerning i den kristne verden s. 350: Religion truer bestandigt med at forfalde til fundamentalisme s. 351: Syndefaldsmyten s. 353: Kirken og seksualundertrykkelsen s. 356: Missionen og den kristelige intolerance s. 358: Cherry-picking – et uholdbart videnskabeligt princip s. 358: Kristendommen stritter i vidt forskellige retninger s. 361: Er kristendommen kvindeundertrykkende? s. 362: Hvorfor taler kirken sjældent et nutidigt sprog? s. 364: Kunne man muligvis bruge kræfterne på noget bedre end religion? s. 364: Kirken og religionskritikken s. 391: Konklusion s. 392: Afslutning. Findes der alternativer? s. 395: Anvendt litteratur s. 408: Noter Indledning I Monty Pythons film, ”Life of Brian” fra 1979 er der en kostelig scene, hvor helten, Brians, oprørsgruppe diskuterer den romerske undertrykkelse, som man naturligvis resolut og 5 heltemodigt vil befri folket fra. ”Hvad har romerne nogensinde givet os?” spørger gruppens leder, overbevist om, at svaret må være ren undertrykkelse, fordummelse og afgrundsdyb elendighed. ”Akvædukter!” lyder en spag stemme fra baggrunden af lokalet. ”Nå, ja – det er måske rigtigt”, må man jo nødtvungent indrømme. ”Og kloaksystemet!”, siger en anden. ”Nå ja, byen var faktisk ret uhumsk før kloakkerne kom til”. ”Og vejene”. ”Ja, ok – men ud over akvædukter, kloakker og veje?” ”Vanding, medicin og uddannelse!”, siger et lyst hoved i forsamlingen. ”Og hvad med offentlige bade, fred – og vin?” ”Nå, ja”, må lederen til sidst indrømme – særligt vinen er man faktisk rimeligt begejstret for. Man aner, at den gulerod, der skulle motivere oprørsgruppens kamp i ”Life of Brian”, efterhånden virker noget ormædt. 3 På samme måde med religionskritikken. Hvis man spørger omkring sig, er de færreste danskere villige til at gøre op med Luther, salmeversene, kirkebrylluppet og Den Augsburgske Bekendelse. ”Den Augsburgske…”? ”Hvad?” vil mange sikkert spørge. Huslejernes himmelflugt, Coronaens følgevirkninger, den nye kæreste, børnenes sportsaktiviteter og prisen på kaffe og orangejuice forekommer at være langt mere påtrængende og jordnære problemer! Kirkebryllupper er jo romantiske, landsbykirkerne dejlige at se på, en juleaften uden Jesus kræver nytænkning og opfindsomhed. Og desuden er det – helt i pagt med globaliseringen og udviklingen i cyberspace - meget mere opsigtvækkende at følge Rasmus Paludans hyppige Koranafbrændinger og de vrede udbrud i den muslimske verden. Religionen fylder dog næppe det samme i Danmark i dag, som den gjorde for 500 år siden, og vi behøver ikke længere frygte at få tungen revet ud eller blive nægtet giftermål, hvis vi viser foragt eller ligegyldighed overfor kristendommen. Mange vil ligefrem mene, at modernitet, oplysning og økonomisk velstand helt har undermineret religionens magt og indflydelse i et land som Danmark – og i Vesten i det hele taget. Tilhængere af den såkaldte ”sekulariseringstese” indenfor samfundsvidenskaberne påstår direkte, at religion er blevet et umoderne og irrelevant fænomen i studiet af vestlig national og international politik4. Den amerikanske religionsforsker, Phil Zuckerman, som jeg behandler i et senere afsnit, kalder danskernes holdning til religion for en ”veltilpas indholdsløshed”, og den britiske komiker Richard Gervais har uærbødigt hævdet, at blasfemi er den eneste forbrydelse uden ofre, for Gud eksisterer ikke og kan derfor ikke blive fornærmet. 5 Ingen tvivl om, at det måske for 100 år siden, og længere tilbage, var langt farligere herhjemme at drive religionskritik mod Jesus, end mod Muhammed – mens det i dag tydeligvis er omvendt. Blasfemikeren dengang var typisk en magtkritiker, som blev anset for at være en undergraver af statsmagten, alle respektable værdier, kirken og flertallets religion. 6 I dag er blasfemikeren på de hjemlige brædder ofte folk som Rasmus Paludan eller ”Danske Patrioter”, mens det i SaudiArabien, vor allierede, er modige folk som systemkritikeren Raif Badawi, der er idømt 1000 piskeslag og 10 års fængsel for at etablere en humoristisk blog på Internettet, eller den kristne kvinde Asia Bibi i Pakistan, der blev dømt til døden for at dele vand med sine muslimske kollegaer i nærheden af den mark, hvor de arbejdede.7 6 Kritikerne af sekulariseringstesen peger meget relevant på, at denne tese er for entydigt vestlig, baseret på …”en snæver, europæisk virkelighed, og at religionernes indflydelse på ingen måde er forsvundet uden for Europa”. 8 Forsker i international politik, Heini i Skorini, siger: ”Se bare på den evangeliske kristendoms enorme magt i amerikansk politik, islamismens fremmarch i hele den muslimske verden de seneste 50 år, hinduismens opblomstring i Indien og den ortodokse kirkes ”comeback” i Putins Rusland efter kommunismens kollaps.”9 I løbet af sommeren 2023 er den Islamiske Samarbejdsorganisation, OIC, der tæller 57 muslimske stater, kommet på mediernes dagsorden med ”et wake up-call” til Vesten, et opråb der nok engang viser et voldsomt kultursammenstød og omfatter en speciel islamisk fortolkning af begrebet ”menneskerettigheder”. OIC mener bl.a., at det er en krænkelse af rettighederne at forhåne religion. Man henviser bl.a. til de aktuelle Koranafbrændinger i 2023 og deler således ikke den gængse vestlige opfattelse af, hvad ”ytringsfrihed” er. Tænketanken JUSTITIA spurgte i 2021 til globale holdninger til ytringsfriheden: Heini i Skorini, der netop har skrevet en vigtig bog om ytringsfrihed, refererer: ”Et af spørgsmålene handlede om, hvorvidt det er acceptabelt at fornærme religioner, og i lande som Norge, Sverige og Danmark mener omkring 80 procent, at det er i orden. Men i den anden ende af listen mener kun 25 – 30 procent af respondenterne i f.eks. Rusland, Egypten, Indonesien, Pakistan og Tyrkiet, at det er i orden at fornærme religioner.” 10 Et andet spørgsmål handler om formen for religionskritik. Jeg deler personligt George Bernard Shaws synspunkt, som han forfægtede, da han i 1925 modtog Nobelprisen i litteratur. Shaw sagde dengang: ”Alle store sandheder begynder som blasfemi” 11. Ingen udvikling uden modsigelse! Men jeg mener desuden også, at religionskritik principielt ikke handler om at brænde bøger, men snarere om at skrive bøger. Det er klart, at man så herimod kan indvende, at ord – især de skrevne - er bærere af en rigeligt langhåret, intellektuel og akademisk form for kritik, der ikke giver megen plads til folkelige aktionsformer og vredesudbrud. Hvad skal kvinderne i Afghanistan gøre? Sætte sig ned og skrive læserbreve? Den herboende iranskfødte kunstner, Firoozeh Bazrafkan (f. 1982), er en af dem, der står fast på, at man ikke skal frede religiøse symboler, og at Koranafbrændinger derfor er fuldt legitime protestformer.12 Ikke desto mindre synes jeg, at historikeren Bo Lidegaard (Dagbladet Information 11. august 2023) har ret i, at afbrændinger dybest set er udtryk for ”hadgerninger”, der skriver sig ind i en anden diskussion end religionskritikkens. Med afbrændinger mindes vi om, hvor grænsen går for, hvad vi vil tolerere af diskriminerende, truende, intimiderende og racistiske handlinger. Der er unægtelig mere gang i den, når man brænder en Koran, end når man skriver et religionskritisk læserbrev i en dansk avis. Så hvis man har en svaghed for værtshusslagsmål og måske samtidig har en politisk dagsorden om at sætte en stopper for indvandring og globalisering, så vil afbrændingen uden tvivl vise sig effektfuld og i hvert fald skabe opmærksomhed. Men afbrændinger af både kættere, hekse og bøger har vi haft rigeligt af op gennem historien, så hvis det er muligt, bør vi foretrække argumenter og dialog! 7 Og nu tilbage til Danmark! Selv om religion herhjemme – og i Vesten - nok har mistet meget af tidligere tiders betydning, så fødes vi alle som danskere ind i et kulturelt, kristent rum, hvis vi da ikke er indvandret eller flygtet til Danmark og derfor sandsynligvis har medbragt en anden idemæssig bagage. Langt de fleste danskere er medlemmer af Folkekirken og går i hvert fald i kirke og til gudstjenester ved dåb, konfirmation, vielse og begravelse – og hvem holder ikke af at pynte op til jul og danse om juletræ, efter først at have hørt om stjernen på himlen og barnet i krybben? Vi er – hvad enten vi kan lide det eller ej – sovset ind i traditionen. Hvem elsker ikke Grundtvigskirken eller det gyldne alter i Sahl? Hvad med Johann Sebastian Bach? Og hvem har ikke respekt for den hurtige hjælp til de ukrainske flygtninge, som Folkekirken ydede i foråret 2022, eller for Sct. Nicolai-Tjenesten, genbrugsbutikkerne og Folkekirkens Nødhjælp? De danske landsbykirker lyser op i landskabet, og vidner om noget bestandigt, smukt og traditionsrigt i en verden, hvor man får hjertebanken og forhøjet blodtryk, bare man møder op på arbejdspladsen eller kigger lidt på sin mobiltelefon – og nødtvungent må indrømme, at man ikke kan holde ti bolde i luften på én gang. Desuden må man i en tid, hvor krige raser, Mammon regerer, kapitalen gør menneskelige relationer til varer, og folk i tusindvis går ned med stress, værdsætte, at det er muligt at tale med et rart menneske i skikkelse af en præst, der er god til både Jesus, filosofi, menneskekundskab og samfundsforhold. Vi sukker alle efter en dybere mening med de ting, der omgiver os, noget der peger lidt ud over hverdagens grå elendighed. De kirkefolk, jeg kender, har både indsigt i psykologi, teologi, menneskeskæbner og filosofi. Det er også befriende på en cykeltur at kunne stille cyklen op ad en kirkemur, sidde stille i en kirke i nogle minutter, lade tankerne vandre, måske tænde et lys – og tilmed finde et toilet på kirkegården! Ritualerne og deres inddeling af livet i tidsperioder, som man mener, bør markeres, spiller også ind. Vi savner noget, der hæver den grå hverdag op til noget mindeværdigt og, nå ja, himmelsk. Bendt Fabricius (2024), der har forsket i overgangen fra katolicisme til Lutherdom, har beskrevet, hvordan Reformationen, der herhjemme fandt sted i 1536, på Kongens ordre afskaffede mange af de katolske ritualer: Væk med Mariadyrkelsen, bedekransen, midnatsgudstjenesten julenat, lysene for de afdøde og lidende, Santa Lucia, skriftemålet, pilgrimsvandringerne og meget andet13. Men oftest var afskaffelsen mere magthavernes end folkets projekt, og ritualerne viste sig at dukke op igen – i det skjulte eller i nye skikkelser. Så en religionskritisk praksis må uddrage den lære, at den skal tage højde for behovet for ritualer. Det nytter ikke at synge en flad lejlighedssang ved bisættelsen, grave mormor ned i kolonihaven mandag aften i regnvejr eller at holde brylluppet i en lagerhal i Glostrup. Æstestikken, højtideligheden og ritualerne må kunne måle sig med det, religionen kan præstere. Kirken er på mange måder truet i dagens pulveriserende samfund. Det er svært at skaffe præster, og mange steder er det også svært at skaffe menige kirkegængere for slet ikke at tale om repræsentanter til menighedsrådene. Så dette skrift er ikke et forsøg på at skubbe til en, der på mange måder har det svært. Hensigten er at se på historien, om muligt lære af den, og appellere til trosfrihed, tolerance og nytænkning, når det gælder sprog og indhold i livets ritualer, kriser og glade øjeblikke. 8 Vi er i Danmark næsten alle en slags kulturkristne, og selv om det for mange lyder uforståeligt, at en mand for mange år siden skulle have ladet sig korsfæste for vor skyld, at han er genopstået fra de døde og en dag vil komme tilbage og skille fårene fra bukkene, og at vi dybest set alle skulle være syndere – og måske allermærkeligst af alt, at hans mor var jomfru, så vil vi nødigt melde os ud af folkekirken eller ødelægge julestemningen. Og alligevel er der gennem historien mange, der har forholdt sig kritiske overfor religionen; ofte med fare for at blive brændt levende, landsforviste, radbrækkede eller få tungen revet ud eller sømmet fast. Hvad er det, der har drevet dem? Repræsenterer de den sunde og nødvendige dialektik, modsigelsen der fører til udvikling og en erkendelse og tilværelse på et højere niveau – eller er de bare nogle negative brokkehoveder, der ikke forstår at værdsætte, at Jesus døde for vor skyld, og at han i øvrigt repræsenterede et voldsomt paradigmeskifte, idet en korsfæstet og forfulgt tømrersvend viste, at man kunne prædike menneskers ligeværd og tilgivelse og på den måde var blevet en helt, i stedet for de voldelige krigere, udpinere, konger og fyrster, som man ellers var vant til at adlyde, frygte og se op til? 14 Filosoffen Ludwig Wittgenstein (1889-1951) sagde engang, at han ikke var et religiøst menneske, men at han alligevel ikke kunne lade være med at betragte ethvert problem ud fra en religiøs synsvinkel. 15 Vi har nok alle en snert af dette. Religionen og kristendommen har unægteligt sat sine spor i os alle – ikke mindst her i Danmark, og kirkens folk har gjort rigtigt meget godt, der aftvinger respekt. Men på trods af det, og selv om for eksempel Bjergprædikenen (Matthæus kap. 5-7) er fascinerende, inspirerende og flot med sin lovprisning af de fattige i ånden, de sagtmodige, de, der tørster efter retfærdighed og de, der stifter fred, så har kættere og religionskritikere nu altid haft en voldsom fascinationskraft på rigtigt mange – og også på mig personligt. For hvordan turde de gå op mod strømmen, mod statens og kirkens solide fundamenter - under trusler om udstødelse og bestialske straffe? Så jeg er drevet af nysgerrighed og undren. Globetrotteren Troels Kløvedal beretter i sine erindringer, ”Alle Mine Morgener på Jorden” (2017) 16, at man i hans ungdom egentlig skulle være 20 år gammel for at kunne melde sig ud af Folkekirken. Troels Kløvedal gjorde det imidlertid allerede som 18-årig, mens han stadig stod i lære, efter at han havde læst om spaniernes nedslagtninger i Mexico og Peru, …”som foregik med kirkens velsignelse. Den provst, jeg talte med i Helsingør, var rasende og smed mig nærmest ned ad trappen, som var jeg en beskidt knægt.” Man behøver ikke lede længe efter lignende eksempler på en stærk følelse af, at megen religion – eller i hvert fald dens repræsentanter - har talt med to tunger: sværdets og næstekærlighedens. Og ofte var det helt ærligt og ganske simpelt yderst vanskeligt at fatte, hvad det hele drejede sig om, når der blev talt kristendom og religion! I min ungdoms konfirmationsundervisning føltes timerne for næsten alle de kommende konfirmander som uendeligt lange, stærkt søvnbefordrende og dybt uvedkommende. Vi forstod simpelthen ikke sproget, og salmeversene kedede os umådeligt. Derfor sænkede vi slagskibe og snakkede uhøfligt dér på de bagerste rækker på det gamle rådhus overfor Kastrup Kirke, i stedet for at lytte efter, hvad præsten sagde. Undskyld, Pastor Svane! Min 9 præst gav mig som gave en salmebog, hvor der på første sider stod en forsikring om, at selv de største syndere kunne komme i Himlen! Jeg forstod hentydningen. Min udelte sympati var – dengang som nu - på Lucilio Vaninis (1585-1619) side. Han blev 9. februar 1619 brændt som kætter, efter at hans tunge først var skåret ud. Et øjenvidne beskrev Vaninis smertensskrig som den skrækkeligste lyd, han nogensinde havde hørt fra noget menneske. Vanini, der forinden havde fremsat de mest kætterske udtalelser og havde nægtet at søge Guds tilgivelse, fastholdt, at Gud enten slet ikke eksisterede, eller at han var identisk med naturen. 17 Vaninis skæbne gjorde et stort indtryk på samtiden – og på mig næsten 500 år senere. Hvordan turde han – og hvordan turde mange andre, der opponerede og stillede sig på tværs? Hvad var det, de ville opnå? Hvor fik de deres ideer fra? Hvad ville de sætte i stedet for religionen? Hvor kom den religionskritiske inspiration fra til Danmark? Opstod den herhjemme, eller har vi lært det af franskmændene? Og hvordan har statsmagten og kirken behandlet kritikerne gennem tiderne? Det håber jeg at kunne kaste lys over med denne undersøgelse, der også har ført mig til en mængde eksempler på – mere eller mindre heldig – konflikthåndtering. Hvordan har vi gennem historien behandlet brokkehovederne? Har vi gået i dialog med dem? Har vi lært af dem, eller har vi nøjedes med stå fast på, at magthaverne og medlemmerne af flertallet var de normale og normgivende, som derfor havde ret til at brænde, sagsøge, fængsle og radbrække afvigerne? Det er desuden min hensigt at undersøge, om den kritik, teologer undertiden retter mod religionskritikere, fritænkere og ateister har noget på sig. Mangler disse ydmyghed og respekt for de troende, er de arrogante og på vej ned ad en vej, der fører til totalitarisme og racehygiejne, sådan som især teologen Lars Sandbeck ofte har hævdet? 18 Er fraværet af tro blot en ny form for religion? Og er det muligt at være et ordentligt menneske uden afsæt i Bibelen? Men ud over, at jeg gerne vil vide, hvem fritænkerne og kætterne egentlig er og var, har jeg altså også været drevet af undren! Jeg finder det dybest set forstemmende, at så mange hjemlige, sympatiske gejstlige slider og pukler for at fylde kirkerne, når de fleste danskere kun lader sig gifte og konfirmere for hyggens, videofilmens, bedstefars og bedstemors, eller gavernes skyld - og kun hårdt presset nævner Gud og Jesus i den forbindelse! Endelig vil jeg også undersøge, hvorfor vi er så mange, der ved så lidt om emnet. Da jeg selv skulle konfirmeres, syntes jeg, det var dybt uærligt. Jeg gjorde det – helt ærligt - for min mors, min families og gavernes skyld, og når jeg spurgte forældrene, hvad det var, jeg nu skulle sige ja til, fik jeg meget undvigende svar: Det var hyggeligt, det var en tradition, og det gjorde man, og det gjorde kammeraterne. Noget af det var da også ganske hyggeligt, og kammeraterne gjorde det tydeligvis også. Men helt ærligt; ville man til sammenligning sætte sin underskrift på et huskøb eller et lånedokument, uden at have den fjerneste ide om, hvad det var, man sagde ja til? Nej, vel! Den gennemsnitlige viden om kristendom og religion er ringe. Vi ser, det vi gerne vil se, gider i øvrigt ikke tænke på det og beskæftiger os kun med flødeskummet. Ved Folkekirkens nationale fejring af Reformationsjubilæet, i Haderslev 4. juni 2017, sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Luther med reformationen satte en folkeoplysning i gang, som siden er blevet grebet af Grundtvig, og som vort demokrati er groet af! 10 19 Dette gik jeg selv og troede i mange år, men jeg har siden opdaget, at det – ligesom meget andet omkring religionen – bygger på en myte. Luther var ganske vist den, der gjorde op med afladshandelen, giftede sig på trods af sin gejstlige baggrund og oversatte Bibelen til forståelige sprog. Hurra for det! Men han var også en fanatisk og intolerant hader af alt, der ikke passede med hans måde at tro på: Jøder, oprørske bønder, gendøbere, katolikker, muslimer….Det er stadig ”Den Augsburgske Bekendelse”, som Luthers forbundsfælle Melanchton formulerede 1530, der er grundlaget for den danske folkekirke, men hvem har lige læst den for nyligt? Hvis man overhovedet kender den, bagatelliserer man den ofte, eller prøver at glemme den, ligesom man prøver at overse eller neddysse den alkoholiserede onkel, der altid laver skandale til familiefesten. Man lægger den til side, fortier den og lader som om, den – ligesom Luthers øvrige mange mørke sider - ikke er væsentlig. Men jeg vil faktisk gerne vide, hvad det er, det handler om, og med denne afhandling om religionskritik synes jeg, jeg er kommet på sporet af, i hvert fald en del af det. Det er bestemt ikke min hensigt at nedgøre religiøs tro. Når jeg synger gregoriansk i den ældgamle Farum Kirke, får jeg fred i sindet og en følelse af fællesskab, tradition og storhed. Åndelighed, eller måske ligefrem Gud ville nogle nok kalde det. Jeg holder meget af at se mine katolske venner knæle i kirken, jeg finder Pave Frans sympatisk, jeg har altid holdt med katolikkerne i Irland (hvis de da vel at mærke gik ind for fred, demokrati og fordragelighed), og jeg beundrer engagementet for svage og udstødte blandt kirkens folk, som jeg også holder af at snakke med og finder kloge og indsigtsfulde. Det undrer mig desuden i stigende grad, efterhånden som jeg er blevet ældre, at de fleste danskere egentlig synes at være ret ligeglade med religion. Den amerikanske sociolog Phil Zuckerman, der har leveret et af de vægtigste bidrag til moderne dansk religionskritik, karakteriserer ligefrem vor danske holdning som noget nær ligegyldighed overfor religiøse spørgsmål. 20 Jeg synes ikke, det er uvæsentligt at beskæftige sig med livets og dødens store spørgsmål, så lad os da endelig tage disse emner på dagsordenen igen! Og lad os sidestille alle livsfilosofier og religioner og lade alle inspirere hinanden og blomstre frit! Vi kan kun vinde ved at blive klogere på hinanden! Grundtvig, Niels Lindberg, Niels Møller Spandet – og i nyere tid, Özlem Cekic, har vist vejen! 21. Trosfrihed, respekt for andres synspunkter og demokrati er vigtige værdier. Hvis jeg ind i mellem – trods det religionskritiske emne - i det følgende kommer til at lyde som en apologet, en forsvarer af den kristne tro, så må det tilskrives, at jeg har lagt vægt på at prøve at forstå de forskellige – ofte helt modsatrettede – synspunkter, der optræder i den danske religionskritiks historie. For at kunne snakke med hinanden, må vi også kunne lytte respektfuldt til hinanden og søge at forstå. Det er dog ikke desto mindre min påstand i denne afhandling, at der er brug for at se kritisk på kristendommen, på Folkekirken – og på religion i det hele taget. Gennem arbejdet med det foreliggende er jeg blevet mere og mere overbevist om det. Ingen kan være tjent med, at vi ikke forstår et kuk af, hvad præsterne siger, og at vi kun græder over tabet af Store Bededag, fordi den var en god dag til bajere i kolonihaven, eller hurtigt slår over på et andet program, når Morgenandagten i radioen faretruende nærmer sig. Det er ligeledes min påstand, at der faktisk, byggende på en rig historisk tradition, findes nutidige og aktuelle alternativer tll Folkekirkens ritualer omkring livets højtider. Og ritualer vil vi jo gerne have, for de løfter hverdagen op – nå, ja, så den bliver lidt himmelsk! Så her kommer et pip fra en, der har stået et langt liv på sidelinjen i 11 forhold til Folkekirken, ofte har nydt godt af kirkekoncerter, kor og samtaler i kirkeligt regi, men også ofte har været fuld af undren og ubesvarede spørgsmål. Hvad er så indholdet i det følgende?: Først nogle definitioner på religion og religionskritik, for at indkredse, hvad det er, der er skydeskiven for kritikken og for at skitsere nogle kritiske metoder. Så følger et kronologisk leksikonafsnit om den europæiske religionskritik gennem tiderne. Det kan måske forekomme som en lidt triviel opremsning, og man må naturligvis spørge sig, hvilken sammenhæng, der er mellem enkeltpersonerne. Jeg søger at påvise, at der er klare fællesnævnere, der kæder de enkelte religionskritikere sammen og danner det idemæssige fundament, som også den danske religionskritik hviler på. En håndfuld hovedbegivenheder har her i særlig grad rystet og påvirket den vestlige verden: Humanismens tro på menneskets muligheder, det solcentrerede verdensbillede, opdagelsesrejserne, Reformationen og religionskrigene, Oplysningstidens fornuftstro, darwinisternes forkastelse af Bibelens skabelsesberetning, den historisk-kritiske bibelkritik og dannelsen af mere eller mindre ateistiske organisationer. Efter gennemgangen af den europæiske og vestlige religionskritik vil jeg på tilsvarende vis foretage en kronologisk gennemgang af den danske religionskritik. Den kan måske synes at være en svag afglans af det, der skete i Centraleuropa, men ikke desto mindre var både Struensee, Kierkegaard og Georg Brandes både enestående og betydningsfulde. I nyere tid må man – i et dansk perspektiv – desuden nævne den virkning, som globaliseringen, indvandringen, World Trade Center og Mohammed-krisen har haft, når man berører emnet. Hen mod slutningen af afhandlingen har jeg – på grundlag af det foregående - trukket nogle væsentlige religionskritiske temaer frem, og jeg gennemgår nogle af indvendingerne mod den nye ateisme, før jeg endelig prøver at samle trådene i en konklusion og en afslutning. Tak til Eigil Nielsen, Sven Hansen, Dorte Jørck-Ramberg, Søren Christian Lund, Gert Nordkrog, Rasmus Hjarup, Hans-Henrik Taarnby og Helle Haagensen, der har været så rare at læse manuskriptet kritisk igennem og komme med nyttige ideer, rettelser og masser af konstruktive indvendinger! Lad os gå i gang! Hvad er religion? Allerførst synes jeg, man bør bestemme, hvad ”religion” er, for at forstå, hvad det er religionskritikken retter sig mod. På Den Store Danske (lex.dk) definerer Finn Stefánsson religion som guds- eller gudetro. I mange kulturer er religion faktisk hele det totale livsmønster, som man ser det hos naturfolk og egentlig også hos islam, tilføjer han. Tro er individets indstilling, mens religion er en samfundsmæssig praksis. Religionshistorikeren Jeppe Sinding Jensen siger det på en lidt anden måde: 12 ”Ved ”religion” forstår jeg derfor en socialt og kulturelt indlejret mængde af forestillinger og handlinger, der relaterer sig til overmenneskelige agenter”. 22 Og hvilken religion taler vi så om? Denne opgave omhandler religionskritikken og dermed religionen i Danmark. Den Danske Grundlovs paragraf 4 siger: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten”, så selv om det med den øgede globalisering og indvandring kunne være berettiget at skele til andre religioner og livsopfattelser, så vil jeg holde mig til den religion, som 72,1% af den danske befolkning – passivt eller aktivt – bakker op om 23. Folkekirken i Danmark skal altså ifølge Grundloven være evangelisk-luthersk, hvilket vil sige, at den – ifølge Folkekirken selv - skal bygge på Bibelen, på de tre oldkirkelige bekendelser samt Den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille Katekismus24. Det Lutherske Verdenssamfund anslår, at der er ca. 72 mio. lutherske kristne i alt, ud af 2, 1 milliarder kristne, så vi er i Danmark ikke ene om at tilhøre denne kirkelige retning. Ofte vil jeg – trods det evangelisk-lutherske fokus - i det følgende af og til komme til at træde udenfor Folkekirkens danske ansvarsområde og tale om kristendom eller religion generelt. Jeg er ganske vist med på, at Paven ikke er overhoved for Folkekirken, og jeg ved godt, at det er den russiske patriark og ikke den danske kirkeminister, der er Vladimir Putins ven. Og jeg er også klar over, at der er forskel på Tidehverv, pietisme og grundtvigianisme. For slet ikke at tale om kristendom og islam. Men for mig, som for de fleste danskere, er det undertiden vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at nuancere det fælles åndelige arvegods i tilstrækkelig grad og sætte den præcise afsenderadresse på de forskellige kirkelige synspunkter og tiltag. Så undertiden taler jeg generelt om ”kristendommen” eller ”religionen” og beder til, at relevante og berørte religiøse kræfter vil kunne tilgive mig, og at de taler så meget sammen, at en kritik af den ene retning kan høres af en anden retning også. Den amerikanske religionsforsker Phil Zuckermann har prøvet at opgøre, hvor mange ateister, agnostikere og ikke-troende, der så findes i verden i dag. Han når frem til, at i en verden med næsten 8 milliarder mennesker er der et sted mellem 500 millioner og 750 millioner. Det er faktisk omtrent 58 gange så mange, som der er mormoner, 41 gange så mange, som der er jøder, 35 gange så mange, som der er sikher og dobbelt så mange, som der er buddhister. Hvis man ser på ”ikke-gudstroende” som gruppe, kommer den ind på fjerdepladsen i verden – efter kristendommen (2,1 milliarder), Islam (1,2 milliarder) og hinduismen (900 millioner). 25 Frem til vedtagelsen af Junigrundloven i 1849 var der ikke religionsfrihed i Danmark. Ganske vist var der visse undtagelser for jøder, katolikker og reformerte, men danskerne var som fast grundlag lutheranere. Med Grundloven kommer der omsider trosfrihed herhjemme, selv om flere dengang havde ønsket en mere vidtgående en af slagsen. I Grundloven dengang hed det: § 81. ”Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbeviisning, dog . at intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller i den offentlige Orden.” 13 § 84. ”Ingen kan paa Grund af sin Troesbekjendelse berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder, eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt.” 26 Den tyske oplysningsmand G. E. Lessing (1729-1781) drømte om én verdensreligion, og på mange måder har der – trods fundamentalister, evangelikale og dogmatikere - været en vis bevægelse i denne retning, i det mindste i vor del af verden. ”Synkretismen” er religionshistorisk betegnelsen for forening af stof fra flere forskellige religiøse traditioner. Og ”økumeni” er arbejdet for forståelse mellem verdens forskellige kristne kirker og trossamfund, et arbejde, der har udviklet sig stærkt op gennem det tyvende århundrede. Den gensidige inspiration fra andre religioner og verdensopfattelser er i vækst, og i nyere tid kender vi fx hippiekulturens søgen efter nye indsigter i Fjernøstens religioner, og supermarkederne er endog efterhånden parate til at bestille pynt hjem – ikke blot til Jul – men også til Eid og Ramadan . Selv om de fleste danskere tilhører Folkekirken, er der i disse år en tendens til, at hver dansker fortolker medlemskabet ret frit og vælger og sammensætter sin egen religion, der lover netop den lykke og det gode liv, man hver især ønsker – og her kommer bl.a. både Buddhisme, Islam, ”New Age” og indianske religioner ind som muligheder; muligheder man kan tilslutte sig, lade sig inspirere af, afvise, eller adoptere dele af. Kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen taler om 1968 som markeringen af starten på den nye religiøse tidsalder herhjemme: ”1968 betegnede ungdomsoprøret og beatgenerationens omfavnelse af de østlige religioner. Kristendommen forkastedes som uvedkommende og vestlig, den var hæmmende med sin moral og sine krav, hvorimod de østlige religioner angiveligt sigtede mod bevidsthedsudvidelse, visdom, fordybelse, selvforglemmelse, accept af et liv i nuet.” 27 Selv teologer som Johannes Aagaard (1928 – 2007), der underviste i missionsteologi og økumenisk teologi på Aarhus Universitet, spåede under ungdomsoprøret, at kristendommen i løbet af 30 år ville dø ud. 28 Et væsentligt begreb i flere religioner er forestillingen om ”sjælen”. Sjælen kan defineres som begrebet om vort indre liv, vor ånd, i form af tanker, følelser, forestillinger og erindringer mv. Psykologen Svend Brinkmann foreslår, at vi i vore dage bør erstatte begrebet ´ånd´ med begrebet ´kultur´. Mange har fundet trøst i den forestilling, at vi er både krop og sjæl, og at sjælen lever videre, når kroppen ikke kan mere. Det trøstede Sokrates, der uden de store betænkeligheder kunne gå i døden, da han blev dømt for undergravende virksomhed og manglende anerkendelse af guderne. For Platon bestod vi mennesker af både sjæl og krop, men det er sjælen, der essentielt er mennesket. Svend Brinkmann siger i bogen ”Mit år med Gud” (2021), at det lige siden Descartes har været et grundspørgsmål i den vestlige kultur, hvordan man finder plads til sjælen i et videnskabeligt verdensbillede. Og mange har hævdet, at den slet ikke har nogen plads – eller ikke skal tages helt alvorligt. Johan Ludvig Heibergs komedie ”En Sjæl Efter Døden” udkommer i 1841, og forholder sig spøgende til begrebet, og i 1852 er Danmarks første socialist, Frederik Dreier (1827-1853), en af 14 mange, der – oftest med støtte i videnskaben - direkte foretager en aflivning af begrebet om sjælen 29. Han sagde: ”At Sjælen ikke er materiel, vil sige, at den er ingenting, thi som tidligere omtalt kjende vi intet, som ikke er legemeligt…” 30 Et andet vigtigt spørgsmål, når man taler religion er ”forkyndelse”. Ordet kommer af det græske ord for prædiken, og det handler i kristendommen om at videregive det gode budskab til alverden. Med den danske skolereform i 1975 ændres skolens religionsundervisning, så den ikke længere skal være forkyndende, og faget skifter navn til kristendomskundskab. I kirkelige kredse møder man ofte det synspunkt, at tro og håb hører sammen. Hvis vi holder op med at tro, holder vi også op med at håbe, lyder det ofte. Og dermed mister vi en vigtig dimension i vor tilværelse. En dimension, der holder muligheden åben for forandring, fornyelse, kærlighed eller tilgivelse, hævder teologen Peter Lodberg i sin konklusion på bogen ”Danskernes Tro gennem 1000 år” 31. Karen Armstrong (f. 1944), britisk forfatter, der selv tidligere har været nonne, beklager i bogen ”Sagen Gud” (2011), at begrebet tro har skiftet betydning. Tidligere, mener hun, betød tro tillid, indlevelse og engagement, men i dag er begrebet blevet problematisk og handler nu om en intellektuel tilslutning til en ”noget tvivlsom antagelse” 32 Religionen, og det vil herhjemme primært sige den evangelisk-lutherske kirke, har igennem århundreder haft noget nær eneret på de ceremonier, som er vigtige i borgernes liv, og som opfattes som en naturlig del af det at være dansker. Dåb, konfirmation, giftermål, jordfæstelse, bisættelse og begravelse har ofte været en betingelse for og en adgangsbillet til en plads i samfundet – og opfattes som regel – måske lige med undtagelse af bisættelserne, jordfæstelserne og begravelserne - også som forbundet med hygge, glæde og fest. Indtil 1799 havde man også ”trolovelse” som en officiel akt 33. Trolovelsen, hvis regler var optaget i Christian 5.s Danske Lov, medførte pligt for de trolovede til senere at lade sig vie i kirken. Trolovelsen skulle bevidnes af præst eller degn og indføres i kirkebogen. Traditionelt blev trolovelsen også betragtet som adgang til, at samlivet kunne begynde – og at folk altså kunne begynde at gå i seng med hinanden. Selv om danskerne i dag ofte svigter kirkegangen, har mange alligevel en opfattelse af sig selv som kristne. Flere har i radio og tv stået frem og fortalt, hvorfor en gudstro er vigtig for dem. Det gælder fx SF-politikeren Jacob Mark (f. 1991), der til tilrettelæggeren Iben Maria Zeuthen i en radioudsendelse har fortalt, at for ham var den første socialist, ”ham, der gik på vandet” – altså Jesus. Mark opfatter sig som kristen, ikke mindst fordi det er svært at acceptere, at alt ”bare var sort”, når man ikke selv er her mere. 34 Marks egen dødsangst var – trods hans unge alder – blevet vakt, da han begyndte at få angst og stress, skønt han altid havde troet, at han var for stærk til, at den slags kunne overgå ham. Han begyndte at gå i terapi og gik desuden til en præst i Køge for at få hjælp. Her lærte han at skrue ned for tempoet – og at tro. Det betød bl.a., at han meldte sig ind i Folkekirken, som han mente, 15 Danmark ville være fattig foruden. Kristendommen er for Mark først og fremmest næstekærlighed og en viden, der krydser landegrænser. Han har desuden ladet sig døbe. ”Der er en omsorgsfuld kraft omkring os! Og jeg tror på det, og det er rart at gøre!”, sagde han i radioprogrammet. Mange danskere deler nok Jacob Marks holdning. Også selv om man opfatter sig som religionskritiker, kan man selvsagt godt tilkende religionen nogle indsigter, som vi dårligt kan være foruden. Det er den tyske filosofiprofessor Peter Sloterdijk (f. 1947) et eksempel på. Han mener, at den gammel-europæiske teologi råder over ”en enestående grad af refleksionsmateriale, som ikke uden videre kan makuleres eller hævdes at være udtømt for betydning.” 35 Vi har nok alle som danskere en solid ballast af juleevangelium, Luther, kalkmalerier, og tegninger af brændende tornebuske i baghovedet – også selv om vi søger at definere os som anderledes. Engang sad jeg i en bus bag en lille dreng og hans morfar. Drengen sagde, ved synet af de mange mennesker, der steg op i bussen: Morfar, hvor er der mange forskellige mennesker! Det er kun os, der er de samme! Betragtningen rummer en klar erkendelse af, at vi alle er lidt etnocentriske. I 2022 meldte 12.751 personer sig ud af folkekirken. 36. Det var en stigning på 42 procent i forhold til 2021 og kommer efter tre år, hvor færre meldte sig ud af folkekirken. Samlet set er 72 procent af den danske befolkning, som nævnt, nu medlem af folkekirken. Udmeldelsesniveauet for 2022 er dog fortsat langt under antallet af udmeldelser i 2016, skriver Danmarks Statistik. I 2016 var der knap 25.000 udmeldelser. Det tal faldt drastisk hen mod 2018, hvor antallet af udmeldelser var lige under 10.000. Nok er der kommet mange udmeldelser, og man kunne måske derfor forvente en lavere religiøs interesse. Men hvis man fx ser på antallet af avisartikler, der handler om henholdsvis Jesus og tro, så steg deres antal for ikke så mange år siden, nærmere bestemt i perioden 1995 – 2004, med henholdsvis 326% og 222 %.37. Så kirkestoffet fylder fortsat meget i det offentlige rum, og partier som Dansk Folkeparti har for et par år siden været med til at sætte fornyet fokus på kirken og kristentroen med en vedkendelse til et kristent idegrundlag, ligesom de nye danske politiske medieforlig giver kristendommen en mere og mere fremtrædende plads. Hvad er så Gud? Teologer og kirkelige kredse herhjemme har mange forskellige bud på, hvad ”Gud” er. På trods af, at man under gudstjenester, ved studiet af malerier, herunder kirkernes kalkmalerier, og ved afsyngelse af salmer kunne forledes til at tro, at Gud er en karismatisk ældre herre med et stort flot hvidt skæg, så er det næppe den opfattelse kirken vil have os til at abonnere på. I ”Den Augsburgske Bekendelse” (1530), der stadig, sammen med trosbekendelser, Luthers Katekismus og Bibelen, er den danske Folkekirkes åndelige grundlag, står der i den første paragraf: ”Menighederne lærer os med stor enighed, at den nicænske kirkeforsamlings bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og om de tre personer er sand og bør tros uden tvivl, nemlig at der er et guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud, evig, ulegemlig, udelelig, af uendelig magt, visdom og 16 godhed, skaber og opholder af alt, det synlige og det usynlige, og at der dog er tre personer, af samme væsen og magt, og lige evige, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden. Og ordet person bruger de i den betydning, hvori de kirkelige forfattere har brugt det i denne sag, nemlig således, at det ikke betegner en del eller en egenskab ved noget andet, men “det, som består for sig selv”. 38 En treenighed, altså. Evig, ulegemlig, udelelig, af uendelig magt, visdom og godhed – og skaber af alting. Den Apostolske Trosbekendelse siger det på en lidt anden måde: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.” 39 Nyere danske teologer bruger lidt mere moderne ord og begreber end dem, der optræder i bekendelsesskrifterne. Det gælder for eksempel Lars Christiansen og Lars Sandbeck (2008). De slår i bogen ”Gudløse Hjerner” fast, at Gud ikke er en videnskabelig hypotese, for så ville han ikke være transcendent, altså noget, der går ud over det normale. ”Gud” er, for dem, en erfaring af, at der findes noget mere end den fysiske virkelighed. 40 Så Gud er tydeligvis ikke en herre med skæg – og heller ikke en sort kvinde, hvad man måske – lidt provokerende - kunne føle sig fristet til at postulere i disse ligestillingstider. ”At tro på Gud betyder at tro, at der er en mening i tilværelsen og med livet, der ikke er skabt af os selv, men givet af en eller anden instans eller magt.” 41 Sandbeck og Christiansen er vrede over mange ny-ateisters manglende forståelse for, hvad Gud er: ”De nye ateister aner absolut intet om, at de kristne gennem tiderne slet ikke har opfattet Gud naivt som en genstand eller ting, der eventuelt kunne observeres, hvis man bare kiggede godt efter.”42 I en af sine nyeste bøger ”Den Gudløse Verden. Ateisme og antireligion i en postkristen æra” (2020) definerer Lars Sandbeck ”Gud” således: ”En ontologisk transcendent, intentionel eller ”personlig” immateriel realitet, som er væren selv bestemt som kærlighed og eksistensens grundlag (Faderen), og som åndeligt (Helligånden) er til stede overalt og til alle tider, fra evighed til evighed, og som manifesterer sig (Sønnen) i tilværelsen 17 midt iblandt os som en frelsende begivenhed, idet Gud stræber mod kærlighedens totale sejr over alt det i tilværelsen, som er ond, kærlighedsløst og livsnedbrydende.” 43 Teologen Svend Andersen søger at nå ind til kernen af kristendommen i en bog, der kort og godt hedder ”Kristendom” (2022). Næstekærligheden er det helt centrale, siger Andersen – og med ham mange andre. Jesus siger i Bibelen (Matthæus 22, 37-40), at det største bud er, at vi skal elske Herren. Men der er et andet bud, der står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne, siger Svend Andersen. 44 For Andersen er Løgstrups tanke om, at Jesu ord i Det nye testamente skal forstås som en ”radikal fordring” om, at vi skal tage vare på andre menneskers liv, det vigtigste. Denne fordring om en uselvisk handlen melder sig i alle vore forhold til andre mennesker. Andersen taler om ”den gyldne regel”: ”Den gyldne regels udgangspunkt er altså ikke, hvad jeg konkret ønsker af andre, men derimod det andet menneskes situation. Og reglen drejer sig om vor fantasi på den måde, at den spørger, hvad jeg ville ønske, der blev gjort mod mig, hvis jeg var i den andens situation.” 45 Et gennemgående træk ved fortællingen om Jesus er, at han både i sin praksis og i sine lignelser gør op med de herskende moralnormer. Svend Andersen siger: ”Han handler stik imod den gængse udelukkelse og fordømmelse af ”toldere og syndere”, dvs. værnemagere og prostituerede. Og han behandler i sin optræden kvinder og børn som ligeværdige mennesker. De magthavende moralister afslører han som selvretfærdige hyklere, hvad vi stadigvæk har spor af i form af ordet farisæisme.” 46 Knud Moos, forhenværende præst og seminarielektor, skrev i 1979 bogen ”Næstekærlighed på Klassekampens Vilkår”. Han er inde på samme tankegang som Andersen om, at den kristne tro implicerer en aktiv stillingtagen til fordel for udstødte og undertrykte. Det at tage evangeliets og næstekærlighedens fordring alvorligt i dens totalitet og radikalitet er at blive sig kærlighedens politiske og samfundsmæssige implikationer bevidst, siger Moos 47. Kærlighed til næsten forpligter de kristne til et særligt ansvar overfor samfundets undertrykte og svage og til at vælge deres side i den politiske kamp. Dermed tager man også Guds parti for menneskets befrielse, mener han end videre. Tanken om, at troen på Gud implicerer en politisk kamp for de svage, deles af mange kristne. Moos er tydeligt inspireret af teologer som Dorothee Sölle (1929-2003), Giulio Girardi (f. 1926) og Helmut Gollwitzer (1908-1993). Den norske visesanger, cand.theol. og tidligere præst, Bjørn Eidsvåg (f. 1954), præsenterede i 2012 en religionskritisk sang, som stiller det meget relevante spørgsmål: Hvad er det for en Gud, vi gerne vil have, og hvad er det for en Gud, vi ofte har forestillet os? Sangen fortjener at blive citeret i sin helhed, for den slår mange strenge an, som vil blive berørt i det følgende: Gud med liten g Bjørn Eidsvåg 2012 18 Hvis det e me som har skapt gud i vårt bilde E det liten grunn te å skryt av det Me må ha brukt vårt eget grums som kilde Og skapt ein gud med liten g Hevngjerrig og smålig Sinna og sur og gravalvorlig Redd for frihet, redd for kvinner Og veldig opptatt av jomfruhinner Alvorlig talt, Gud – me ber Du må vær bedre enn det her Det e visst ikkje lurt å anvenda håve Det ska knapt nok vær te pynt Og tankens frie flukt e slett inga gåve Det e vedtatt og forkynt Og kunnskap e farlig Skriften må tolkas heilt bokstavelig Kjærleiken e god og skjønn Men ikkje for dei av samme kjønn Alvorlig talt, Gud – me ber Du må vær bedre enn det her Ei jentas ord om frihet blei ein trussel Hu blei skutt for det Då blei Allah gjort så liten og ussel Han blei ein gud med liten g Bli kongen av sunn fornuft Gi frie tankar næring og luft Hold opp med å vær skremmemann Hei på innsikt og forstand Alvorlig talt, Gud – me ber Du må bli mere som det her Din anseelse har droppa ganske dramatisk Det e tid for å stå fram langt mer sympatisk Og hvis det e sant at kjærleiken e størst Så må du rydda opp i eget hus først Bli kongen av sunn fornuft Gi frie tankar næring og luft Hold opp med å vær skremmemann Hei på innsikt og forstand Alvorlig talt, Gud – me ber Kom og rydd opp i det her 19 Mange moderne kristne tænker som Andersen, Moos og Eidsvåg. Men da Bibelen og Gudstroen har uendeligt mange – ofte modsatrettede – fortolkningsmuligheder, kan man selvsagt også finde kristne, der er dybt uenige. Den norske teolog Halvor Moxnes (f. 1944) medgiver, at ikke alt i Bibelen kan bruges, hvis man vil bestemme, hvad kristendom er. Det Gamle Testamente er fx ganske vist en del af den kristne kirkes hellige skrift, men store dele af dette Testamente spiller i dag ingen rolle og bliver ikke brugt af kirkerne: ”At sige at noget er ”kanon” eller ”Guds Ord” betyder derfor ikke, at det automatisk har autoritet. Det kommer helt an på indholdet, som må fortolkes og vurderes. Men dette er ikke noget nyt for moderne bibelkritikere. Dette er noget, der har fundet sted gennem hele den kristne kirkes historie.” 48 Også Luther var en slags religionskritiker, siger Moxnes. Luther indførte et kritisk perspektiv på, hvad der skulle regnes for ”Guds Ord” og satte Kristus som Bibelens centrum. ”Jacobsbrevet” i Det Nye Testamente var noget af det, han var skeptisk overfor. 49 Luther lagde vægt på ”Sola scriptura” (”Skriften alene”) som kilde for den kristne tro. Dette var i modsætning til den katolske tradition, siger Moxnes videre. Ifølge denne tradition var det nemlig kirken, der havde den afgørende magt over fortolkningen. Moxnes er kritisk overfor den ortodokse, altså den strenge og stive forståelse af kristendommen, og dermed er han også kritisk overfor Lutherdommen. For …”ortodoksien udviklede ”Sola Scriptura” til en rigid model for autoritet og brugte den til bastant modstand mod menneskelig fornuft og den stadig mere omfattende udvikling af naturvidenskaberne.” 50 Så hvad er Gud? En treenighed, som sagt. Evig, ulegemlig, udelelig, af uendelig magt, visdom og godhed – og skaber af alting. Men også et begreb, der er udsat for både kritik og for uendeligt mange tolkningsmuligheder, afhængigt at fortolkernes livsopfattelser, baggrunde og politiske indstillinger. Ærkebiskoppen af York, Stephen Cottrell, har i sommeren 2023 foreslået, at den engelske kirke dropper det patriarkalske udtryk ”fader” i Fadervor og finder på noget kønsneutralt, hvilket atter en gang understreger, at Gudsbegrebet bestandigt er i støbeskeen. 51 Den danske Folkekirkes grundlag En søgning på ”den danske folkekirkes grundlag” fører på internettet frem til, at der er fem grundlæggende søjler, som folkekirken, ifølge sig selv, idemæssigt hviler på52: Folkekirken er grundlæggende en evangelisk-luthersk kirke. Det betyder, at kirkens forkyndelse og lære bygger på Bibelen, og ligeledes også på ”bekendelsesskrifterne” fra oldkirken og reformationen: De fem bekendelsesskrifter er: 1. Den apostolske Trosbekendelse 2. Den nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse 3. Den athanasianske Trosbekendelse 4. Luthers lille Katekismus 20 5. Den augsburgske Bekendelse ”Den augsburgske Bekendelse blev skrevet af reformatoren Philip Melanchton og forelagt kejseren i 1530. Bekendelsen kendes også som Confessio Augustana (CA). Den augsburgske Bekendelse er den evangelisk-lutherske kirkes teologi udtryk i en række korte artikler.” 53 Her vil jeg kort gennemgå ”Den Augsburgske Bekendelse”, der – ud over Bibelen – nok er den vigtigste ”programerklæring”. Ikke mange er formentlig klar over det, men i Danmark anerkendes dette skrift ved Reformationens indførelse i 1536, og siden Kongelovens indførelse i 1665 har det været det officielle udtryk for den danske kirkes tro. Skriftet må læses historisk og må ikke opfattes som en ”tidsløs lov”, siger fremtrædende teologer som Leif Grane, der dermed tager et – ikke atypisk - teologisk forbehold, men ikke desto mindre er Bekendelsen stadig grundlaget for den danske officielle tro.54 I Den Augsburgske Bekendelse defineres Gud som evig og ulegemelig, som en uendelig magt, som visdom og godhed, som opretholder af alt. Gud er dog også tre personer af samme væsen og magt: Faderen, Sønnen og Helligånden. Det siges videre, at alle mennesker fødes med ”Synd”, hvilket vil sige uden Gudsfrygt, uden tillid til Gud - og med begærlighed. Bekendelsen fordømmer …”pelagianere og andre, som siger, at arvesynden ikke er synd, og som for at forringe æren af Kristi fortjeneste og hans velgerninger påstår, at et menneske kun retfærdiggøres over for Gud ved fornuft og ens egne kræfter.” Vi loves i ”Den Augsburgske Bekendelse”, at Kristus skal komme igen for at dømme levende og døde, og vi får at vide, at allehånde kættere fordømmes. Desuden fastslås det, at dåben er nødvendig til ”frelse” – og Gendøberne, der ”misbruger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb,” fordømmes endnu en gang. Den Augsburgske Bekendelse har haft en enestående betydning i den lutherske kirkes første år, og dens betydning for udviklingen af den lutherske variation af kristendom kan næppe overvurderes ifølge flere forskere. Alligevel har den levet en tilbagetrukket tilværelse i folkekirken. Lektor i kirkehistorie Kurt E. Larsen udtaler til Kristeligt Dagblad 15. februar 2007: 55 ”Man kan ikke sige, at folkekirken har lagt stor vægt på Den Augsburgske Bekendelse. Den har ikke spillet nogen stor rolle, men har dog været en del af kirkens grundlag og en bekendelse, som præsterne forpligter sig på i præsteløftet.” Teologen Peder Nørgaard- Højen (1938 – 2021), vurderede i den samme artikel, at Den Augsburgske Bekendelse har en uklar status i folkekirken i dag. Han sagde: ”Det er mest et dokument, som man tager frem ved højtidelige lejligheder, eller når man synes, nogen er kommet helt på afveje. Men de fleste artikler bliver aldrig eller kun sjældent brugt, selvom alle præster har skrevet under på dem, siger han og understreger, at Den Augsburgske Bekendelse er blevet til i en bestemt situation på en bestemt tid.” 21 Det ligger dog ikke lige for at begynde arbejdet med en nutidig bekendelse i folkekirken, slutter artiklen! Mange teologer synes i dag – efter århundreders hårdt religionskritisk pres - at være enige om, at såvel Bibelen, i hvert fald Det Gamle Testamente, som bekendelsesskrifterne bør tages med et gran salt, at de måske egentlig burde fornys, at man skal læse dem historisk, at man ikke skal lægge lige megen vægt på det hele osv. osv. Når vi taler om, hvad Gud er, og hvad religionskritikken gennem tiderne har rettet sig mod, så må man konstatere – som det vil fremgå af det følgende – at svaret blæser lidt i vinden, at det ligner en verbal vandmand og er stærkt afhængigt af, hvem man spørger. Sørine Gotfredsen (f. 1967), dansk sognepræst og samfundsdebattør, og en af dem, man ofte spørger, når man i medierne vil vide noget om kristendom, forudser, at dagen kan komme, hvor Bibelen igen rummer noget, man bør vende. 56 Bibelen er for hende den vigtigste fortælling om, hvem man er. Vi kan ikke tage Bibelen som en troværdig historisk fremstilling – det er ikke meningen, siger hun. Den er mytologisk, og den tilbyder os en anderledes indsigt i den menneskelige natur. Vi kan her læse noget om, hvad Guds intention er, mener hun. Vi vil trods alt næppe ønske os en ”affortryllet verden”. Og efterhånden som vi nærmer os det tidspunkt, hvor vi skal forlade verden, bevæger vi os dybere ind i livet, tilføjer hun. Gotfredsen er ikke meget for moderne livsstilsprofeter som Svend Brinkmann, Suzanne Brøgger og canadiske Jordan B. Peterson. Hvad Brinkmann angår, så mener hun, at hans opskrifter er letkøbte og terapeutiske. Der er i hans moderne frelse ingen anden frelse, end den, mennesket selv sørger for. Noget lignende, mener hun, gør sig gældende for Brøgger og Peterson. Lad os, som en afstikker, se på en jødisk Gudsforestilling: Overrabbiner Bent Melchior (1929 2021), formulerede sine tanker om, hvad Gud er, på denne måde: ”Jeg tror, at ånd, tanker, glæder og sorger lever videre, og at det er dét, vi kalder Gud”…..”Selve det at dø er jeg ikke bange for. Det er livets vilkår. Vi har lånt bogen på biblioteket – og den skal afleveres tilbage.” 57 Teologen Peter Lodberg (f. 1958) slutter sin bog om ”Danskernes Tro Gennem 1000 År” (2016) af med at sige, at hvis vi holder op med at tro, holder vi også op med at håbe. Det vil, ifølge Lodberg, betyde, at vi mister en vigtig dimension i vor tilværelse – en dimension, der er med til at holde muligheden åben for forandring, fornyelse, kærlighed eller tilgivelse. Lodberg mener, at der i øjeblikket er mange, der tror, at troen på os selv er vigtigere end troen på Gud. Men uden Gud kan vi komme til at overbebyrde os selv med krav til egen succes eller personlig udvikling, advarer han. 58 Hvis vi ser på, hvordan kristendommen formidles i de danske skoler, så kan vi gå til Folkeskoleloven, hvor det i § 5 bestemmes, at der skal undervises i kristendomskundskab på alle klassetrin, undtagen det år, hvor der er konfirmandforberedelse. § 6 præciserer fagets indhold og slår fast, at kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske Folkekirkes evangelisk-lutherske kristendom. Forældre kan dog anmode om, at deres barn fritages for undervisningen i faget. 59 22 Formålet med faget kristendomsundervisning er, at eleverne skal ..”tilegne sig viden og færdigheder, der gør dem i stand til at forstå og forholde sig til den religiøse dimensions betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og dets forhold til andre.” Faget består af fire kompetenceområder: Livsfilosofi og etik, bibelske fortællinger, kristendom og ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser.60 Folkeskoleloven er fra 1975, og det nye dengang på religionens område var, at skolen ikke længere på kirkens vegne skulle forestå dåbsoplæringen. Man har siden i skolen skelnet mellem undervisning og forkyndelse. Anderledes i kirken, hvor konfirmandforberedelsens opgave er en indøvelse i den religiøse praksis. ”Formålet er at opbygge en fortrolighed med ”den kristne tros elementære indhold og folkekirkens gudstjeneste.” Gennem konfirmandforberedelsen skal de unge lære, ”hvad det vil sige at leve i en kristen tro og som en del af det kristne fællesskab.” 61 Siden 2011 har Danmarks Radio haft en særlig forpligtelse til at formidle ”den kulturkristne arv”, og i det danske regeringsgrundlag står der, at Danmark er et kristent land! Forfatteren Jens Christian Grøndahl (f. 1959) lægger i bogen ”Min Svage Tro” (2021) vægt på, at den kristne tro for ham i det væsentlige er noget med, at alle er lige, og at man skal støtte de svage. For Grøndahl er det centrale, at kristendommen har haft en særlig appel til de underprivilegerede, de besiddelsesløse, de udstødte og det dårlige selskab. Midt i lidelsen og håbløsheden tilbydes et venskab, der ikke gør forskel på høj og lav. 62 En af studenteroprørernes yndlingsfilosoffer fra slutningen af 1900-talet, Jürgen Habermas (f. 1929), ser i religionen nogle indsigtsmuligheder. Det gælder for det, han kalder ”den profane fornuft” ikke om at afskaffe eller afvise religionen, men om at oversætte dens ”semantiske potentiale.”63 Det vigtige er altså for ham at hente betydning ind fra religionen, en betydning der kan tjene til inspiration for det moderne menneske. Med inspiration fra Habermas og Wittgenstein (1889 – 1951) formulerer teologen Jens GlebeMøller (f. 1933) det at tro på denne måde: …”at være troende, at tro på Gud, betyder at se, at livet har en mening, al lidelse og død og for den sags skyld naturødelæggelse til trods. Det betyder ikke, at man sætter fornuften ud af kraft, men at man netop udvider den for at nå frem til ”det sandt værende””.64 Glebe-Møller tilføjer, at han såmænd tror, at selv den ateistiske smed fra Højreby, Anders Karl, som jeg omtaler senere, ville have været med på det. I dagbladet Information skrev journalisten David Rehling 4/11 2020, at nok kunne religion føre til fjollede og farlige handlinger, men han mente, at vi trods alt har trang til en åndelighed, som ateismen har svært ved at indfri. Rehling følte sig altid opløftet, når han som journalist havde samtaler med præster og biskopper, ”Og så er folkekirken et menneskeligt fællesskab om 23 tilværelsens store begivenheder”, mente Rehling. Han tilføjede, at han – ligesom den genialt-gale pianist Glenn Gould (1932 – 1982) – troede på Gud! Johann Sebastian Bachs Gud! 65 Rehling sluttede sin klumme med historien om bisættelsen af manden bag Trilles sang, ”Øjet”, Jesper Jensen. Det var Københavns tidligere biskop, Erik Norman Svendsen, der forestod bisættelsen. Bagefter sagdes det, med et glimt i øjet, at det var typisk for den danske folkekirke. De almindelige syndere måtte sognepræsterne begrave. De sande gudsfornægtere derimod tog biskoppen sig selv af! Det kristne grundlag for troen er Bibelen, ”Sola Scriptura”, skriften alene, som Luther formulerede det. Men hvad er egentlig Bibelen? Den franske filosof Denis Diderot (1713 – 1784) skrev i sine ”Filosofiske Tanker”, som blev brændt af Parlamentet i Paris, at der i de første århundreder efter Kristus findes ”60 ”lige ufordøjelige” evangelier. De 56 er siden forkastet på grund af ”barnagtighed og tåbelighed”. ”Er der intet af dette i dem, som man har bevaret?” spørger han. 66 På det tredje koncil, altså det katolske kirkemøde, i Karthago i år 397 - og på efterfølgende konciler i Trento (1545 – 1563) - blev der opstillet et katalog over alle de bøger, som kirken ville have, at man betragtede som hellige og guddommelige og tilsvarende opstilledes ”anathema” (fordømmelse) af alle dem, man ikke ville erkende som hellige. Religionskritikeren Leif Nedergaard spørger i 1953 i den anledning, om man nu så også kunne være sikre på, at de udvalgte skrifter så også var dem, der var inspireret af Gud. 67 Kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen beretter, at man i 1800-tallets Danmark udkæmpede en ”apokryfstrid” om, hvad der skulle medtages i Bibelen. De apokryfe skrifter var ofte populære herhjemme, og digtere som St.St. Blicher og H.C. Andersen benyttede sig gerne af dem. 68. Det Britiske Bibelselskab oprettede imidlertid i 1855 et agentur og et depot i Danmark, og briterne ville ikke have apokryferne med, og i sidste ende vandt briterne. Konkluderende kan man sige, at den danske Folkekirkes grundlag i de seneste omkring 500 år officielt – ud over Bibelen – har stået på fem søjler: Den apostolske Trosbekendelse, Den nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse, Den athanasianske Trosbekendelse, Luthers lille Katekismus og Den augsburgske Bekendelse. Da de fleste danskere imidlertid nok vil undre sig over, hvad det mon er for nogle størrelser, kan man også sige det på en anden måde: De fleste af os kan simpelthen godt lide at blive hævet lidt op over dagligdagen, op i en verden hvor skønhed og mening afspejles i ritualer, god musik og smukke ord. Det betyder ikke, at vi vil købe ”hele pakken”, men at vi som regel nøjes med flødeskummet. Hvad er så ”religionskritik” Det var lidt om, hvad det er, religionskritikken i den kristne, vestlige verden har rettet sig mod og stadig har som sin genstand. Som det nok er fremgået, er der mange bud på, hvad Gud og kristendom egentlig er. Dermed også sagt, at religionskritikken har mange forskellige varianter. Religionskritik kan grundlæggende defineres som diskussion og kritik af religiøse forestillingers sandhedsværdi. Religionskritikerne kan tilsvarende være mange forskellige slags mennesker med vidt forskellige holdninger og kritiske udtryksformer. Og faktisk kan religionskritik lige såvel 24 fremsættes af religiøse som af irreligiøse mennesker. Kritikken kan desuden være såvel implicit som eksplicit, og den kan angå mange forskellige områder. For blot at nævne nogle: Teologien, etikken, ritualerne og liturgien. Religionskritik er heller ingen speciel ateistisk disciplin, og al udvikling forudsætter vel egentlig kritik. Luther, Calvin, Melanchton – de var alle religionskritikere, selvom de ikke forkastede tanken om Gud. Mange religionskritikere er dog renlivede ateister, der helt afviser at tro på en eller flere guder. Andre er sekularister, der slet ikke går ind på spørgsmålet om guders eksistens, men mener, at staten og det offentlige liv bare ikke skal indrettes efter religiøse normer. Og endelig er der agnostikerne, som hævder at det er umuligt at opnå sikker viden om Guds eksistens. I hvert fald ved vi ikke nok endnu. 69 At tro og tvivl hører sammen, vil de fleste kristne nok skrive under på. ”Det troende menneske må imidlertid ofte leve med tvivl, for tro uden elementer af tvivl er ingen tro. Kan jeg objektivt gribe Gud, tror jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, må jeg tro.” Sådan siger den kristne onkologiprofessor Frede Donskov i 2019.70 Filosoffen Jørgen Jørgensen hævdede i 1931, 71 at man måtte skelne mellem to former for ateisme: den absolutte og den relative. Den absolutte går ud på, at der overhovedet ikke findes guddommelige væsener af nogen slags, mens den relative ateisme er tids- og stedsbestemt: Den består i benægtelse af visse bestemte gudsforestillingers realitet. Det vil næppe overraske, at de fleste religionskritikere skal findes blandt de såkaldte ”intellektuelle”, de, der har haft overskud og god økonomi og derfor også tid til at læse og skrive. Det var folk som Voltaire, Struensee og Georg Brandes, de kæmpende humanister, og den kritiske fornufts ”selvbestaltede dommere over magt og magtmisbrug”, som Jørgen Knudsen skriver i sin store Georg Brandes-biografi. 72 Der var dog også andre; det kunne være jævne præster, bønder, malersvende eller smede som Anders Karl, der ytrede sig kritisk overfor samfundets grundpiller. I dag kan man til sammenligning nævne, at megen populær religionskritik kommer til udtryk i kioskbaskere og store overskrifter som, ”Den katolske kirkes præster forgriber sig på kordrenge!” eller ”Den danske Folkekirke har et elendigt arbejdsmiljø!”. Ja, mange mener ligefrem, at afbrænding af hellige bøger må betragtes som religionskritik. Jeg har tidligere nævnt iranskfødte Firoozeh Bazrafkan (f. 1982). Det vil til gengæld nok overraske mange, at selve Bibelen er fuld af religionskritik! Mange af de gammeltestamentlige profeter revser faktisk deres landsmænd for at svigte religionen, og Jesus selv har et opgør med farisæernes misbrug af loven.73. Som Bente Hansen (Hansen, 2017) skriver, så var selv Jesus jo religionskritiker, før han blev kult. Han følger ikke de skriftkloges foreskrevne regler, han arbejder på helligdagen, hvis det drejer sig om at helbrede syge, han taler med kvinder om religiøse emner, og han mente ikke, at omskæringer var det, der afgjorde, om man var Guds barn. 74 Der fandtes heller ikke ren og uren mad i Jesu lov, og de mange handlende på tempelpladsen smed han ud, da han mente, at handelen havde taget overhånd. ”Min fars hus er et bedehus, men I har gjort det til en røverkule!”. (Lukas 19, 46) 25 Forfatteren og folkeoplyseren Niels Højlund (1931 – 2014) sagde tilsvarende, 75 at ingen kan læse Det Ny Testamentes beretninger om Jesus fra Nazareth, hans ord og hans gerninger, uden at blive klar over, at her står vi over for et religionskritisk opgør inden for jødedommen, hvis ”…radikalitet og beslutsomhed savner sidestykke, ikke bare i samtiden, men til enhver tid.” For Højlund at se gælder Jesu kritik hykleriet i tilpasning af religionen, så den tjener ens egne interesser, ligesom den gælder det rent umenneskelige i, at man bruger lovreligionens bestemmelser, så det fx bliver vigtigere at overholde sabbatsbuddet end at hjælpe et menneske op, som er faldet ned i en brønd. Ligeledes gælder det Jesu nyfortolkning af den jødiske religion, der havde gjort forholdet mellem menneske og Gud til et ”kontraktforhold”, hvor to parter yder hver sit og får udbytte ud af det. Det var sandsynligvis den britiske biolog Thomas H. Huxley (1825-95), der skabte begrebet ”agnostiker”, et ord, der kommer af det latinske ord ”agnosco” (”jeg ved ikke”). Han karakteriserede den agnostiske position på denne måde: ”Agnosticisme er en essentiel del af videnskaben, det være sig gammel såvel som ny videnskab. Det betyder, at man ikke skal sige, at man ved eller tror noget, hvis man ikke kan anføre videnskabelige grunde for, hvorfor man ved eller tror dette.” 76 Blandt de mere kendte agnostikere tæller vi Charles Darwin og – på de danske brædder - Svend Brinkmann. Hvad ordet ”fritænker” angår, der ofte bruges i stedet for ”ateist”, så optrådte ordet første gang i slutningen af 1600-tallet, og på dansk er det brugt af bl.a. Holberg (1684 – 1754) og Fr. Eilschov (1725 – 1750). Oprindelig var en fritænker en tilhænger af deismen, troen på, at der findes en Gud, men at denne ikke griber aktivt ind i verdens gang. En ”fritænker” er – gennem historien – en almindelig betegnelse for en person, der mener, at hans eller hendes tænken kun lader sig bestemme af sagens evidens og ikke af en autoritet. Forestillingen om, at visse påstande kunne være absolut sande, uden at være udsat for kritisk efterprøvning, blev normalt kun hævdet af den religiøse lære, og fritænkerne gjorde først og fremmest deres holdninger gældende gennem tilbagevisninger af religiøse dogmer. Ofte blev fritænkerne regnet for ateister, selv om de ikke nødvendigvis gav afkald på enhver form for religion. Brandes-biografen Jørgen Knudsen (1926 – 2017) mente, at der grundlæggende findes to slags religionskritikere. Der er dem, der anerkender religionernes eksistensberettigelse, men kritiserer den eksisterende religion og dens måde at være religion på. Og så er der dem, der frakender religion enhver eksistensberettigelse. Til den sidste kategori hører danske Georg Brandes, siger Knudsen. Brandes er helt klar i spyttet og kalder slet og ret religion for ”menneskehedens grundulykke.” 77 Den før omtalte norske teolog Halvor Moxnes stiller religionskritikkens hovedtema klart op.78 ”Er det mennesket, som er skabt i Guds billede, eller er det Gud, der er skabt i menneskets billede? Den første påstand kommer fra skabelsesberetningen i Bibelen, og den sidste er et centralt element i de sidste to hundrede års religionskritik.” 79 Religionskritikken kan ikke afskaffe Gud, og religionerne kan ikke bevise, at Gud findes, mener Moxnes. 26 Teologen Per Bilde (1939 – 2014) (Bilde 2010) påpegede, at globaliseringen og de senere årtiers betydelige indvandring til de vestlige lande af mennesker med andre livsopfattelser end kristendommen, havde medvirket til at genoplive den generelle religionsdebat. Dermed blev der også pustet liv i den længe hensygnede internationale og danske religionskritik. 80 Siden Georg Brandes, Jørgen Jørgensen og Ingemar Hedenius, der alle lå mellem 150 og 50 år tilbage, havde den religionskritiske debat ellers været næsten usynlig, ifølge Bilde. Bilde advarede mod den tendens til apologetisk selvforsvar, som han kunne se hos fx Sandbeck og Christiansen. 81 Det religionskritiske begreb burde fastholdes i sin traditionelle betydning som en betegnelse for en udefrakommende ekstern kritik. Bilde skrev: ”Denne kritik kan enten være implicit eller eksplicit, og den kan eksempelvis angå religionernes teologi, kosmologi, soteriologi, etik, ritualer og funktioner for individ og kollektiv.” 82 Den schweiziske reformerte teolog Karl Barth (1886 – 1968) formanede, at religionskritikken skulle tages alvorligt. Han søgte selv at nyformulere religionen i en desillusioneret verden på baggrund af to verdenskrige, og han styrkede selv sine tanker ved hjælp af Feuerbachs skrifter, ligesom kollegaerne, Bultmann og Tillich, der begge tillige var påvirket af Heidegger. Også de før omtalte moderne danske apologeter Lars Christiansen og Lars Sandbeck byder kritik af religion velkommen. ”Vi er af den opfattelse, at man ikke kan få religionskritik nok. Men vi er også af den opfattelse, at en religionskritik, der savner lødighed og niveau, gør mere skade end gavn.” 83 Og de finder, at meget af den religionskritik, der har set dagens lys i starten af det nye årtusinde efter år 2000, har været både niveauløs og underlødig, men desværre ikke desto mindre har fået megen opmærksomhed. Selv om man forholder sig kritisk overfor religiøse forestillinger, behøver man selvsagt ikke mangle sans for hverken mirakler, eller for noget, der kan karakteriseres som – næsten – guddommelige visioner og utopier. Den norske psykiater Finn Skaarderud (f. 1956) har spurgt: ”Hvorfor skal vi gudløse være forment adgang til det hellige?” Han svarer selv: ”Mennesket har altid længtes. Mennesket har længtes efter noget, efter Gud eller noget uden for sig selv. Længsel har ofte en religiøs tone.” 84 Litteraturhistorikeren Thomas Bredsdorff (f. 1937) mente i 2008 simpelthen ikke, vi skal spilde kræfterne på religionskritik. Det har været prøvet, og folk tror jo alligevel, uanset hvor dreven og intelligent religionskritikken så end måtte være. Desuden synes det kun at være en sag for vor lille vestlige del af verden. Vi skulle hellere bruge kræfterne på at sikre og bevare den lille smule, der stadig er tilbage af det sekulære samfund, mente han.85 ”Hvis jeg har ret i, at religion er kommet for at blive, gør de ikke-troende klogt i at bruge kræfterne på at finde veje til sameksistens snarere end at bruge dem på at bevise at religion er nonsens. For mens de sidder og piller med beviserne, bliver det offentlige rum endnu mere fyldt med religion bag ryggen af dem.” 86 27 Bredsdorff går ind for religiøs tolerance, men han er samtidig tilhænger af at troen bør holdes udenfor det offentlige rum. Det er måske ikke et særligt sexet standpunkt, indrømmer han. Men det er et standpunkt, der bygger på en besværlig og smertefuld europæisk historie. 87 Viden og forskning om organiseret religionskritik og ateisme i Danmark er ikke særligt udbredt, skriver Marcus Risgaard Myhr i 2010 efter en grundig research i forbindelse med sit kandidatspeciale om ”Ateisme som meningssystem”. 88 Dette gælder også i dag, 13 år efter Myhr, selv om fx Luther-jubilæet i 2017 affødte et par væsentlige bidrag, som jeg senere vil vende tilbage til. Der er ikke meget fokus på verdslighed og ateisme, hævder også den amerikanske sociolog Phil Zuckerman.89 Og det på trods af, at der er mange verdsligt orienterede mennesker i verden af i dag. Zuckerman skønner, som tidligere nævnt, at der omkring år 2008 globalt er et sted mellem 500 og 750 millioner ateister, agnostikere og ikke-troende. Han siger: ”Antallet taget i betragtning betyder dette, at der er omtrent 58 gange så mange ikke-troende, som der er mormoner, 41 gange så mange ikke-troende, som der er jøder, 35 gange så mange ikke-troende, som der er sikher, og dobbelt så mange ikke-troende, som der er buddhister.” 90 Så du er blot en lille brik i verdens vrimmel, og det, vi som danskere betragter som selvfølgeligheder, menneskerettigheder, FNs 17 verdensmål, demokrati fx, vil hele tiden kunne anfægtes i mødet med den globaliserede verdens mangfoldige udfordringer. 91 Zuckerman hævder, at der er udført ”chokerende lidt forskning” omkring det religionsløse liv. Det gælder verdslig kultur, verdslige tilgange til livet, døden, sex, politik, kærlighed, børneopdragelse, regering – og så videre. Alt sammen er det områder, der er blevet forbigået af de sociologisk orienterede videnskaber, mens religion og religiøsitet tager hele opmærksomheden. Efter 2001 er der sket en skærpelse i tonen mellem ”ny-ateisterne” og apologeterne. Man er ofte hurtigt ude med beskyldninger om, at det er ”de andre”, der er skyld i de skarpe ord. I anledning af bogen ” Gudløse Hjerner” (2009) af Lars Sandbeck og Lars Christiansen, udtalte sidstnævnte i Information (27/8 2009), at de nye ateister normalt var meget grove i tonen og meget sarkastiske. Det lægger op til et modsvar, som er lige så provokerende, mente han: ”Alt, hvad vi siger, er belagt med citater og loyale referencer. Men vi tager fløjlshandskerne af. Vi gider ikke vende den anden kind til.”… og han fortsatte: ”Religionskritikken kan man ikke få nok af. Den er helt nødvendig i en oplyst verden. Men den bølge af nye ateister, vi hører så meget til for tiden, skal fandeme tage sig sammen. Deres argumenter er så underlødige, at man bliver nødt til at give dem en opsang. Niveauet er for lavt.” En nærmere analyse vil vise, om Sandbeck har ret. Sandt er det, at de religionskritikere, jeg beskriver i denne afhandling, nemt kommer til at fremstå som oplysningens og fremskridtets helte, men naturligvis må også deres argumenter vejes og kunne udsættes for kritik. Det er desuden vigtigt at understrege, at et religionskritisk grundsyn ikke nødvendigvis er eller var garanti for, at man var en fuldendt demokrat eller en resolut forkæmper for kønnenes ligestilling. Et eksempel er P.A. Heiberg, der nok kunne kritisere de store, men på hjemmefronten, ifølge den 28 fraskilte ægtefælle, Thomasine Gyllembourg, lod meget tilbage at ønske. Han gav for eksempel ordre til at deres søn blev fjernet fra Thomasine, jf. hendes efterladte breve.92 Censuren og religionskritikken Religionskritik er alle dage blevet mødt af modsigelse – ofte i form af censur, forbud og hårde straffe. Værst var det før 1800-tallet, men vreden er stadig til at tage og føle på. Den katolske kirke har været langt fremme i skoene, når det gjaldt om at fordømme alt det, den ikke kunne lide. ”Index Librorum Prohibitorum” er navnet på den katolske liste over forbudte bøger, en liste, der havde sin glansperiode i 1600-tallet. Egentlig var det ikke en specielt katolsk opfindelse, men katolikkerne var særligt aktive på censurområdet, og listen blev ajourført helt op til 1961! Bøgerne på listen var forbudt læsning for katolikker, fordi de angiveligt kunne påvirke deres tro eller moral i uheldig retning. Ideen om listen fremkom første gang i 1515, den første udgave kom år 1557 og den sidste kom så sent som i 1948. Først i 1966 ophørte man endegyldigt med at bruge systemet, der omfattede cirka 6000 forbudte værker af kætterske kendisser som Descartes, Victor Hugo, Voltaire, George Sand, Jean-Paul Sartre og Karl Marx. 93 Ifølge Flemming Lundgreen-Nielsen 94 begynder censur for alvor i Danmark fra og med Lutherdommens sejr i reformationskampen. Bogtrykkerkunsten er kommet til vort land i 1480´erne og muliggør masseudbredelse af tanker, som ofte kommer på tværs af magthavernes. Og nu blev der derfor for alvor lagt mærke til de forbudte tanker. Det var universitetet, der ifølge den lutherske såkaldte ”Kirkeordinans” (dvs. den lov, der indeholder bestemmelser om den evangeliske kirke,) skulle udøve censuren i København, mens det i provinserne var den lokale biskop. Den lutherske kirkeordinans er skrevet på latin i 1537 og på dansk i 1539. Grundtanken i Kirkeordinansen kan udtrykkes i bibelstedet: ”Frygt Gud og Ær Kongen!” (1 Pet 2,17) siger Lundgreen-Nielsen. I praksis kom håndhævelsen til udtryk i, at man i de følgende århundreder navnlig jagtede angreb på troen. Det kunne være tvivl om Guds eksistens eller det kunne være teologiske kætterier, der gav udtryk for tanker, der var imod protestantismens lære. Da Enevælden indføres 1660, skifter vægten, så man nu især er ude efter at forhindre kritik af kongen og hans hus, samt regering og øvrighed. 95 En meget vigtig sag for Kirkestyrelsen i Danmark var at holde alle ”skadelige” bøger borte fra undersåtterne. Allerede i Kirkeordinansen af 1539 (1562-udgaven, Blad 83 fl.) hedder det: ”Efterdi der udi denne Tid udgaa mange Skarns Bøger, af hvilke ej aleneste de uforvarne og vankundige, men ogsaa de, som fuld vel forstaa sig, ofte forgives; thi ville alle gode Sognepræster bruge de Bøger aleneste, hvilke vise og lærde Mænd have vedtaget, paa det at de ej ville under Sandheds Skin inddrikke ogsaa Vildfarelse til deres store Fordærvelse, som dem skulle tillide.” 96 29 Kirkeordinansen afløses af ”Danske Lov” (1683) og ”Danmarks og Norges Kirkeritual” (1685), men den gamle Kirkeordinans har haft betydning for den danske kirkes grundlæggende rammer og indhold helt frem til i dag. 97 Straffene var hårde og kontante for kætterske tanker og gerninger. Danske Lov (1683) påbød dødsstraf (tab af ære, liv og gods), landsforvisning på livstid eller på åremål, eller strafarbejde i jern på livstid. I mildere tilfælde kunne tab af ære (offentlig agtelse) komme på tale, eller forbedringshusarbejde og fængsel på vand og brød, eller bøder. Lundgreen-Nielsen anfører, at de hårde straffe nok har afskrækket skribenterne i den grad, at der faktisk kun rejstes få sager. I 1700tallets praksis forekom disse straffe nemlig ikke før end 1790´erne. I udvalgte byer fik friheden lidt videre rammer: ”I 1674 udstedte Christian 5. et sæt privilegier til den forholdsvist nye by, Fredericia. Disse blev mere eller mindre gentaget i et sæt privilegier i 1682. I disse privilegier blev der givet en del økonomiske rettigheder og - i denne forbindelse særligt vigtigt - religionsfrihed i Fredericia. Denne religionsfrihed var noget helt specielt i Danmark i 1600-tallet, og Fredericia havde denne særhed i det danske kongerige frem til Grundloven af 5. juni 1849, hvor hele riget fik religionsfrihed.” 98 Andre danske fristæder var Friedrichstadt, Glückstadt, Rendsburg og Altona. 99 I 1770 afskaffede Johann Friedrich Struensee (1737-1772) enhver censur og indførte total trykkefrihed. Danmark var dermed den første stat i verden til at erklære uindskrænket lovmæssig trykkefrihed. Allerede 1771 modereres friheden dog lidt, idet der indføres en regel om at der skal enten forfatter- eller bogtrykkernavn på hver en tekst. Efter Struensees fald besluttes det i 1773 at politimestrene skal pålægges at censurere massemedier som aviser, ugeblade, flyveblade og billeder (kobberstik og træsnit). Den øvrige litteratur var fortsat ucensureret nogle år endnu. Overtrædelser straffedes med bøder, der ikke kunne appelleres. 27. september 1799 træder en ny forordning i kraft, der betyder en væsentlig skærpelse af censuren. Nu forbydes forfatteranonymiteten. Politiet skal føre tilsyn med alle aviser og ”periodiske blade” samt bøger under 24 ark, hvilket svarer til 384 tryksider, skriver Flemming Lundgreen-Nielsen. 100 Det var nu forbudt at kritisere regeringsformen og den officielle religion. Desuden ville alle overtrædelser, store som små, medføre livsvarig censur for forfatteren – en censur, som det pålagdes den lokale politimester at håndhæve. Så konkluderende kan man sige, at kirken og kongemagten gennem historien gang på gang, under trussel om bestialske straffe, har påtaget sig at hævde monopolet på, hvad vi måtte gøre og tro. Intet under, at mange gik stille med dørene, hvis de ikke passede helt ind i systemet. Den oprindeligt schweiziske frihedssang ”Die Gedanken sind frei”, der blev populær i studenterbevægelserne i 1800-tallets Tyskland, udtrykker meget rammende denne ånd; en ånd der – trods forbud og straffe - ikke helt kunne knægtes.101 Indirekte kritik af magthavere og religion Selvom ånden måske ikke helt kunne knægtes, kunne den nok udsættes for pæn indpakning og selvcensur. Forfatterne til ”Grov Konfækt”, et værk om trykkefrihedsperioden i Danmark, 30 anbefaler at vi – i den politiske filosof Leo Strauss´ (1899-1973) ånd – læser skrifter fra førdemokratisk tid, og det vil for Danmark sige før 1849, med andre øjne, end dem, vi betjener os af i dag. Folk dengang formulerede sig ofte i mange henseender forsigtigt indirekte og indpakket i omsvøb for at undgå konflikt med ”fyrsterne og især de magtfulde statskirker og deres forfølgelsesapparater.” 102 Som vi har set, og kommer til at se mange gange i dette manuskript, var den før-demokratiske tid generelt præget af en stor intolerance overfor afvigelser fra ”den rette tro”. Fra katolicismen havde alle de statsbærende protestantiske kirker overtaget – og endog skærpet – forestillingen om, at der fandtes én sand tro, som det var opgaven at påtvinge befolkningen med lov og straf. ”Denne hårdhed fik mange, der var kritiske overfor statskirkerne, til at fremføre deres angreb ”by proxy”. Det vil sige, at de nøjedes med at angribe ét bestemt træk eller dogme eller strømning, samtidig med, at de dydigt hævdede deres rettroenhed. ”103 Denne selvcensur kunne udmærket være et dække over en mere radikal kristen religionskritik. Horstbøll m.fl., der har beskrevet trykkefrihedsperioden i Danmark i årene efter 1770, mener, at såvel Philopatreias angreb på præsternes indkomster104, som skribenten Martin Bruns kritik af de københavnske præster for ikke at gide møde op til natlige dødslejer, og forfatteren Josias Bynchs æstetiske og teologiske anmeldelser af prædikanter, kan ligge under for denne selvcensur. Jeg kommer senere ind på de tre nævnte forfatteres tanker, men vil foreløbig blot bemærke, at vi undertiden er nødt til at tolke datidens skribenters skrifter for om muligt at opdage selvcensuren og den egentlige mening. En anden måde at omgå censuren på kunne være den groteske og satiriske stil, som flere af skribenterne benyttede. Denne stil kunne gøre det vanskeligt at afgøre, om der var tale om ”sjov i gaden”, eller egentlig religionskritik. ”Tager man højde for disse forhold, viser det sig, at der er temmelig meget mere religionskritik at finde i trykkefrihedsskrifterne end opdaget af Luxdorph og Grundtvig, der hver for sig også havde en kirke at forsvare og en interesse i at minimere angrebene.” 105 Som eksempel på, hvordan censuren blev forvaltet herhjemme i det tidlige 1800-tal, kan man nævne sagen om Boccacios ”Decameron”. I februar 1807 beklagede en 61-årig præst sig over Odin Wolffs danske oversættelse af Boccacios dristige noveller, hvis første bind var udkommet herhjemme to år tidligere. Præsten fandt, at der her var mange ”smudsigheder” at læse. Myndighederne fulgte præsten og forbød fortsættelsen af værket på grund af dets angiveligt anstødelige karakter. Grundtvig var dog imod dette forbud, for den italienske forfatter kunne ikke tage hensyn til ”de ufødte Slægters mulige Begreber om det Anstændige i Fortællemaaden”, som han sagde. 106 Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849, der blev revideret i 1866, 1915 og 1953, definerede – sammen med forskellige presselove - den ytrings- og trykkefrihed under ansvar for domstolene, som vi kender i dag. 31 I april 2009 vedtog De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd en resolution, der fordømmer ”bagvaskelse af religion” som en menneskerettighedskrænkelse. Ifølge resolutionsteksten er bagvaskelse af religion et alvorligt anslag mod den menneskelige værdighed, som medfører indskrænkninger i friheden for praktiserende troende. Anledningen til resolutionen var ikke mindst Jyllandspostens offentliggørelse af 12 Muhammedtegninger 30. september 2005 og de efterfølgende voldsomme protester.107 Religionen i den danske offentlighed Religion fylder langt mere i dagens danske samfund, end de fleste er klar over, mener de to religionshistorikere Mikael Rothstein og Jens-André P. Herbener 108, og de tilføjer, at religionskritikken til gengæld stort set er forsvundet fra den offentlige debat. Derfor lagde de i 2017 for med en ugentlig religionskritisk klumme i Politiken. De leverede dette program: ”Religiøse mennesker har stadigvæk utrolig stor magt i Danmark. I det nuværende mediebillede sidder præster og teologer tungt på debatten, mens vi – religionshistorikere, der forholder sig analytisk og kritisk til religion – har meget svært ved at trænge igennem. Det er altså primært medlemmer af sekten, der fortæller om sekten. Vi vil være modstemmen, der kritiserer den magt og autoritet, som de religiøse gerne vil iklæde sig, og hiver dem helt ned på jorden, hvor de hører hjemme”. 109 Rothsteins og Herbeners klumme hed ”Intet er helligt”. Klummen fik ros og vakte debat, men mødte også stærk modstand, blandt andet fra Professor Emeritus, teologen Svend Andersen. Han skrev med bogen ”Kristendom” (2022) et svar til de to kritikere fra Politiken. Svend Andersen mente, at de to kritikere ”foregav at drive videnskabelig religionskritik”, men i virkeligheden var der tale om rendyrket ateisme, ”når de uden at inddrage filosofiske betragtninger behandlede religion ud fra en socialkonstruktivistisk opfattelse…” 110. Kristendom er, ifølge Svend Andersen, …”ikke bare en samling sætninger, som kritikere kan afvise som fake news, fordi de har en forståelse af kristendommen udelukkende som en antagelse. For tro er også et personligt fænomen” 111 Svend Andersen mener, at der findes en særlig kristen livsform eller en særlig kristen etik, som ikke bare er almenmenneskelig. ”Når man i mødet med det kristne sprog i kirken oplever at kunne identificere sig med Jesus og fortællingerne om ham, gør det et menneske i stand til at sætte sig selv i den andens sted og handle til hendes eller hans bedste.” 112 Det er faktisk ikke nemt at finde dansk ateistisk, eller bare religionskritisk litteratur. Det har jeg selv konstateret, og det har også teologen Lars Sandbeck opdaget, da han arbejdede på sin bog ”Den Gudløse Verden. Ateisme og antireligion i en postkristen æra”” (2020). Han siger:: ”Jeg bestilte efterhånden en hel del både nyere og ældre litteratur om ateismen og opdagede, at der på dansk ikke rigtigt findes nogen litteratur, der giver en omfattende og sammenhængende fremstilling af ateismen, dens opståen og udvikling, dens ideologiske forviklinger, dens mest almindelige argumenter imod Guds eksistens og de religiøse verdensbilleder, dens egen ofte 32 implicitte, men indimellem også eksplicitte verdensanskuelse, dens forskellige henholdsvis humanistiske, naturalistiske, irreligiøse og antireligiøse forgreninger osv.” 113 Religionshistorikeren Mikael Rothstein har, i en meget citeret artikel, gjort sig til talsmand for det syn, at kristnes kritik af islam har erstattet den ateistiske religionskritik i medierne (Rothstein i Kristeligt Dagblad 27. maj 2013). Og han tilføjer, at ikke-religiøse argumenter i dag, efter hans mening, bliver betragtet som uforskammede. Manglen på kvalificeret hjemlig religionskrititik er også registreret af andre end de nævnte: ”Den religionskritik, hvor religionernes berettigelse og sandhedsværdi bliver kritiseret ud fra et humanistisk og ateistisk grundlag, finder man stort set ikke i medierne” konkluderer religionssociolog ved Aarhus Universitet, Henrik Reintoft Christensen, der sammen med en gruppe af nordiske forskere undersøgte, hvor meget religion fyldte i dagbladene i perioden 1988 – 2008 114 Hvis det er rigtigt, som meget tyder på, at religionskritikken er fraværende eller i bedste fald mangelfuld i Danmark, er det på tide at komme i gang, for intet udvikler sig uden et modspil, som Platon og Hegel – sådan cirka - sagde. Sognepræst Jes Nysten udgav i 1984 bogen ”Religionskritik og Ny Teologi” (København 1984) Han hævdede netop, at den moderne teologi i høj grad var blevet til som et resultat af det ”selvopgør”, der blev sat i gang af netop religionskritikken: ”Forsøget på seriøst at tage hensyn til og komme i dialog med den ofte uhyre talentfulde religionskritik har fået teologien til at nuancere sine begreber og indtage positioner, der ved første øjekast kan tage sig forvirrende ud.” 115 Ikke alle er – trods de ovenstående imødekommende efterlysninger - vilde med religionskritik, for nu at sige det mildt. N.F.S. Grundtvig (1783-1872), som de fleste måske ellers kender som en frisindet tilhænger af trosfrihed, var i hvert fald i 1811 særdeles afvisende overfor fænomenet. På et landemode i oktober dette år i Roskilde afviste han et anonymt forslag om anskaffelse af et bibliotek af kristendomskritiske skrifter. 116 Tanken med biblioteket var, at præsterne på denne måde kunne møde deres modstandere. Grundtvig brugte det modargument, som næppe har belæg i Bibelen, at Noah heller ikke medtog vandrotter i sin ark. Grundtvig ville hverken vide af ”den lumpne Voltaire” eller den ”uterlige” T.C. Bruun, der i samtiden var kendt for vovede, seksuelle skrifter. 117 Grundtvig var dog ikke nem at sætte i bås. Ved andre lejligheder ytrede han helt andre synspunkter, som da han i februar 1807, som nævnt, forsvarede Odin Wolfs oversættelse af Boccacios noveller. Hvis man går til nutidens censur og ser lidt ud over Danmarks grænser, behøver man også blot at minde om den såkaldte Muhammed-krise, der eksploderede i efteråret 2005. Morgenavisen Jyllands-Posten bragte 30. september 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed med det formål at hævde ytringsfriheden. Det får folk i fjerne lande til at brænde Dannebrog og ønske død over Danmark, og vi må konstatere, at det, de fleste danskere opfattede som sjov og satire, af andre opfattes som en fornærmende helligbrøde. 33 15. oktober 2019 bragte Ritzau et telegram, der fortalte, at hver anden efterkommer af ikkevestlige indvandrere i Danmark, helt præcist 48%, erklærede, at det simpelthen bør være forbudt at kritisere religion. Ritzau pegede på en tendens til, at efterkommere generelt bliver mere religiøse end deres forældre som en del af forklaringen. 118 I det hele taget er den hjemlige religion, såvel som religionskritikken, udfordret i disse år. Globaliseringen, de fremmede religioner og den store indvandring til Vesten har medvirket til at genoplive ikke netop ”Troen”, men i hvert fald den generelle religionsdebat. Så hvad skal man tro? Er danskerne for religionskritik? Eller tænker de som de 48%? Eller er de måske bare jævnt ligeglade, fordi de alligevel ikke kommer i kirken og ikke er helt sikre på, at de ved, hvad ”religionskritik” er for noget. ”De samme faktorer har medvirket til at puste nyt liv i den længe hensygnende internationale og danske religionskritik og til at mobilisere danske ateister og agnostikere i nye foreninger, hvilket igen har fremkaldt kristne apologetiske reaktioner.” Det skrev den danske teolog Per Bilde (19392014) i 2010 om World Trade Center og Mohammedtegningerne, og de sidste årtiers udvikling har givet ham ret.119 Blandt teologer, præster, kirkegængere og medlemmer af Ateistisk Selskab og Humanistisk Samfund kender man selvfølgelig i dag til begrebet religionskritik og har dannet sig meninger om sagen. Vi kan nok sammenfattende konstatere, at religionskritikken, til en vis grad, i dag oftest hilses velkommen af moderne, kristne teologer, men det har det bestemt ikke altid været sådan. Bibelens autoritet som intet mindre end ”Guds ord” har gennem den vestlige verdens historie været et vigtigt led i understøttelsen af hele samfundets autoritetssystem. Derfor var religions- og Bibelkritikken ikke kun rettet mod kirkelige dogmer og autoriteter. Kritikken rystede simpelthen hele samfundets autoritet, magt og lydighedskultur. 120 Og derfor var undertrykkelsen næsten altid ganske voldsom. Før 1700-tallets Oplysningstid var der nu heller ikke mange, der stillede spørgsmålstegn ved Bibelens ord og Guds eksistens. Straffene var, som nævnt, hårde, hvis man offentligt ytrede kritik. Og i virkeligheden var det langtfra alle mennesker, der overhovedet var i stand til at læse og beskæftige sig med spørgsmålene. Kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen mener, at Bibelen stort set ikke blev læst i 1500- og 1600-tallet herhjemme. 121Høhøsten, børnenes mad og køernes velbefindende stod højere på de flestes dagsordener, frem for Guds eksistens, som kun få alligevel tvivlede på. 122 Blandt de lærde havde Bibelen selvsagt stor sandhedsværdi. Middelalderforskeren og filologen Sten Ebbesen skriver, at i det sene 1100-tal var det naturligvis Bibelen, der var teologiens grundbog. Det var en udbredt opfattelse, at det, der stod i Bibelen ikke alene var sandt, men at Bibelen også indeholdt hele sandheden – alt, hvad der var værd at vide.123 Den franske økonom Thomas Piketty skønner, ud fra oplysninger fra diverse undersøgelser og folketællinger, at kun knapt 10% af verdensbefolkningen var alfabetiseret i begyndelsen af 1800tallet, mod 85% i dag. Han tilføjer, at det gennemsnitlige antal skoleår på verdensplan for to 34 århundreder siden var knapt et år, mens det i dag er over 8 år – og endog over 12 år i de højst udviklede lande. 124 Carsten Bach-Nielsen (2019) skønner, at meget tyder på, at kirkens prædikener ikke betød meget for folk i 1500- 1600-tallet herhjemme. Langt de fleste var ikke i stand til at læse, endnu færre besad en dyr Bibel, og præsterne kedede ofte mere, end de gavnede. ”Det er slående, at vi nærmest ingen kilder har til, hvad prædiken betød for folk i de første reformationsårhundreder. Meget tyder på, at den ikke har betydet meget, men derimod har virket sløvende, en hvilemulighed for en arbejdende bonde- og håndværkerbefolkning. Adelen kom tilsyneladende sjældent i kirke, men lod sig betjene hjemme.”125 Bach-Nielsen refererer historikeren Poul Ørberg. Han siger, at i Viborg lå kvinderne, ifølge klager, åbenlyst og snorkede i kirkestolene. Det blev derfor befalet, at de i det mindste rejste sig op under salmesangen. 126 Sokrates (469 f. Kr. til 399 f. Kr.) blev, som mange vil kunne huske fra skolens oldtidskundskab og historieundervisning, fundet skyldig i at være "ugudelig" og for at "korrumpere ungdommen". Derfor blev han dømt til døden og tvunget til at tage sig selv af dage ved at drikke saften fra den giftige plante skarntyde. Straffen for Gudsfornægtelse i Danmark 1683 siger lidt om, at det – mildt sagt – heller ikke her var velset at være ”fritænker”, ”ateist” eller hvad nu kaldte dem, der på denne måde forstyrrede den offentlige orden. Ordet ”religionskritiker” var næppe opfundet på den tid. I Christian d. 5.´Lov handler lovens sjette bog om ”Misgerninger”, og det første kapitel omtaler ”Vildfaren lære, Guds bespottelse og trolddom”: Bestemmelse nummer 7 lyder således: ”Han, om hvem det kan bevises, at han har lastet Gud eller bespottet hans hellige navn, ord og sakramenter, han skal i levende live have tungen udskåret; dernæst skal hans hoved hugges af og sammen med tungen sættes på en stage.” Bestemmelse 8 er lige så drabelig: ”Har nogen brugt sin hånd til Guds foragt, da bør han i levende live have hånden afhugget og sat på en stage sammen med hans hoved.” 127 Enevældens konger var majestæter direkte af Guds nåde, og de var kirkens øverste myndighed. Derfor blev en spot mod Gud betragtet som et anslag mod selve statens fundament. Det var mindst lige så slemt som højforræderi og majestætsfornærmelse. 128 I 1600-tallets Danmark genindførtes de bogafbrændinger, som var velkendte fra Den Katolske Kirkes måde at skaffe sig af med ”kætterske” skrifter på. De tidligste tilfælde i 1600-tallets Danmark er fra 1639, da Sjællands biskop, Jesper Brochmand, besluttede, at alle ”trolddomsbøger” straks skulle samles og brændes af de verdslige myndigheder. I de følgende år skærpes censuren yderligere.129 I 1686 besluttes det, at ”paskviller og skandskrifter”, der gik ”imod religionen og en del gejstlige”, nu også skulle afbrændes offentligt af bødlen. Har vi censur i dagens Danmark? Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 (revideret i 1866, 1915 og 1953) taler som bekendt om, at vi har ytrings- og trykkefrihed under ansvar for domstolene. 35 Loven blev ganske vist tilsidesat på ét punkt under den seneste verdenskrig med den såkaldte ”Kommunistlov” der blev vedtaget 22. august 1941, og som forbød kommunistiske partier og organisationer i Danmark, herunder først og fremmest Danmarks Kommunistiske Parti. Men vi har ellers ret vide rammer for, hvad vi kan tillade os. Den såkaldte ”Blasfemiparagraf”, der blev indført i 1866, blev afskaffet i 2017. Paragraffen, der stod i Straffelovens § 140, talte om "Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder." Afskaffelsen har åbnet mulighed for, at en politiker som Rasmus Paludan og flere andre nu kan brænde Koranen af offentligt. Intern og ekstern religionskritik Man bør skelne mellem ”intern” og ”ekstern” religionskritik, alt efter om kritikerne ønsker at korrigere den dominerende religion, eller er mere radikale og pure afviser guders og Guds eksistens. Blandt de førstnævnte – der ofte var mindst lige så kontroversielle og udskældte som ateisterne - er for eksempel Peter Larsen Skræppenborg (1802-1873), der var hovedmanden i 1800-tallets såkaldte ”Fynske Vækkelsesbevægelse”, en bevægelse, der – trods navnet – især blomstrede i Hjarup ved Kolding i 1830´erne og 1840´erne. Skræppenborg blev flere gange arresteret og idømt bøder for sine synspunkter, der oprindelig havde et luthersk-pietistisk præg, men efterhånden blev mere grundtvigske. ”Grundlæggende findes der to slags religionskritikere. Dem, der anerkender religionens eksistensberettigelse, men kritiserer den eksisterende religion og dens måde at være religion på. Og så dem, der frakender religion nogen berettigelse.” Sådan skrev Jørgen Knudsen (1926-2017) 130, der, som tidligere nævnt, slog fast, at danske Georg Brandes hørte til den sidste slags. Brandes kaldte, slet og ret, religion for ”menneskets grundulykke”. I denne afhandling skal vi i det følgende møde alle typer religionskritikere. Det er ofte blevet hævdet, at mennesker, der opfatter sig som ikke-religiøse, skulle savne etiske og moralske rettesnore. ”Moral” kan, med Johannes Sløk 131, defineres som betegnelse for, hvad man i et givet samfund anser for rosværdige handlinger, handlinger, som man bør udføre, og som modstykke er der de forkastelige handlinger, som man bør undlade. Det ”etiske” er den måde man begrunder en given moralnorm på. Sagt med lidt andre ord, så er etik, angivelsen af et højeste princip, et overordnet filosofisk krav. Ateismekritik og apologetik Som modstykke til religionskritikken kan man tale om ”ateismekritik”, som kan defineres som kritik af ateismens begreber, gyldighed eller effekter, herunder dens politiske og sociale implikationer. Apologetik, et begreb som er beslægtet hermed, betyder forsvar af en position under angreb og bruges om kristent trosforsvar. Dette trosforsvar har rødder helt tilbage til Det Nye Testamente og kirkefædrene. 36 ”En gruppe af kirkefædrene kaldes for apologeter (f.eks. Justin Martyr). Ordet optræder i Det Nye Testamente, da Paulus ifølge Apostlenes Gerninger holder en forsvarstale for Festus og Agrippa (ApG 26,2), og ligeledes da han i Filipperbrevet forsvarer og underbygger evangeliet (Fil 1,7.17). Særligt kendt er måske 1. Petersbrev, hvor de troende formanes til altid at være rede til forsvar for troen (1 Pet 3,15).” 132 Også i dag udøves apologetik i forbindelse med dialog med andre religioner og med ikke-troende. En teolog som Lars Sandbeck, som jeg senere kommer ind på, kan kaldes en moderne apologet. Han er i disse år en af dem, der hyppigst tager til genmæle overfor de nye ateister herhjemme. En del af ateismekritikken, der særligt var fremme mellem det 18. og 20. århundrede, handler om de negative moralske og etiske konsekvenser af ateismen. Immanuel Kant var en af de mest kendte kritikere af denne type. Ateisme var uetisk og udtryk for moralsk forfald, mente han. Desuden havde det en ødelæggende effekt på ateistens egne omgivelser. Charles Darwin satte i sidste halvdel af 1800-tallet gang i en hel bevægelse af ivrige apologeter, der oftest var vrede over tanken om, at vi skulle nedstamme fra aberne og ikke brød sig om, at Bibelens skabelsesberetning blev anfægtet. En af fortalerne, William Jennings Bryan (1860 – 1925), var leder af den kreationistiske bevægelse i USA. Kreationisterne hævder, at Bibelens skabelsesberetning er sand, bogstav for bogstav, hvilket i dag anses for uvidenskabeligt: ”Samtlige førende forsknings- og undervisningsinstitutioner anerkender ikke kreationismen som en videnskabeligt velfunderet teori. Det videnskabelige samfund tager ikke den videnskabelige kreationismes krav på videnskabelighed alvorligt, fordi den empiriske og teoretiske underbygning af teorien er utilstrækkelig.” 133 Kreationisten Bryan udtalte sig skarpt imod Darwin: ”Jeg modsætter mig den darwinistiske teori, fordi jeg frygter, at vi vil miste bevidstheden om Guds tilstedeværelse i vores daglige liv, hvis vi accepterer en teori, der benægter, at en åndelig kraft gennem historien har berørt menneskets liv og formet nationernes skæbne.” 134 Bryan anførte en folkelig kampagne for at stoppe Darwins teori og få den fjernet fra de amerikanske skoler, inden hele USA´s ungdom blev inficeret af det, han opfattede som en ateistisk vranglære. Fra 1922 indledte Bryan og en række andre religiøse ledere deres regulære korstog mod undervisning i Darwins evolutionsteori. I 1925 blev den første anti-evolutionslov så vedtaget i staten Tennessee. Her var det nu forbudt at ”undervise i en teori, der benægter den bibelske historie om menneskets guddommelige skabelse, og i stedet påstår, at mennesket nedstammer fra de lavere arter.” 135 For eller imod Bibelen! Konfrontationen udviklede sig i høj grad til en politisk kamp, der også handlede om flertallets ret overfor individet og om statens ret til at gribe ind i de enkelte skolers undervisning. Den lille sydstatsby Dayton i Tennessee fik den ide, at en retssag om spørgsmålet ville være en god reklame for deres by, skriver idehistorikerne Andersen og Jensen i 2006 136 .Måske kender nogle ældre mennesker i dag sagen, fordi den blev berømt både som teaterstykke og film under navnet 37 ”Inherit the Wind” 137. Filmen fra 1960 er stjernespækket med bl.a. Spencer Tracy og Fredric March i hovedrollerne. Temaet har også været centrum for flere tv-serier. Hovedpersonen i virkelighedens verden og i filmen og teaterstykket var den lokale skolelærer John Scopes, der blev fængslet og stillet for retten, fordi han havde undervist børnene i, at mennesket havde udviklet sig fra de lavere arter.138 Rent juridisk var der ingen tvivl om Scopes skyld, for han havde jo faktisk brudt den lokale lov. Han blev da også i første omgang idømt en bøde på 100 Dollars. I hænderne på den skrappe sagfører Clarence Darrow (1857 – 1938) gjorde Bryan, kristendommens forsvarer, dog imidlertid et forvirret indtryk i retten., så hans korstog blev sat i et dårligt lys i offentligheden. Flere gange siden Dayton har evolutionsteorien været genstand for retssager – helt op til i dag. Det såkaldte ”Sputnik-chok” i 1957 fik mange amerikanere til at ændre syn og være mere villige til at acceptere evolutionsteorien, fordi de kunne se en fordel i at lægge undervisningen til rette på videnskabens præmisser, så den videnskabelige udvikling kunne sikres. ”Sputnik-chokket” kom af, at det var lykkedes russerne, som de første, at opsende en satellit, ”Sputnik” i rummet, og amerikanerne frygtede derfor, at de var ved at tabe rumkapløbet. Selv om kreationismen stadig trives, og søger at lancere sine tanker som videnskabelige teorier, så var et synligt bevis på, at Darwin trods alt har sejret nok, at Staten Tennessee i 1967 trak den antievolutionslov tilbage, der udgjorde grundlaget for Scopes-sagen i 1925. Moderne ateismekritik En del af den moderne ateismekritik har beskæftiget sig med ateismens sociale og politiske konsekvenser. En udbredt påstand er her, at ateismen enten er totalitær eller ekstremistisk, eller at totalitære regimer ofte har været ateistiske. Vi skal senere se, at Lars Christiansen og Lars Sandbeck fx med bogen ”Gudløse Hjerner – Et opgør med de nye ateister” (Kbh. 2009) står for dette synspunkt. En påstand i denne bog er også, at ateisterne ofte er arrogante og hovmodige og opfører sig aggressivt over for anderledestænkende. Der findes desuden en filosofisk eller videnskabelig ateismekritik, hvis synspunkt er, at ateismen bygger på misforståelser og hviler på ulogiske eller irrationelle argumenter. Hvordan kan ateisten for eksempel helt skråsikkert vide, at Gud ikke er til? I forlængelse heraf hævder kritikken ofte, at ateismen har misforstået, hvad religion er. Andre ateismekritikere, som filosoffen Birgit Bertung (f. 1932) og idehistorikeren Hans-Jørgen Schanz (1948 – 2022), hævder, at ateismen, der er forankret i en materialistisk livsindstilling, mangler forståelse for ånd. Ateisme er i virkeligheden en anden form for dogmatisk tro, selv om den påstår at afvise tro, hævder andre. Dermed havner ateismen i fundamentalisme. Debatten for eller imod Gud og religion har ofte været meget ophedet, ikke mindst under påvirkning af terrorhandlinger, krige og fatwaer. Som Michael Agerbo Mørch skriver i Information 6. juli 2019, så må vejen frem i den fortsatte debat være analyse, argumenter og modargumentation, frem for at man skælder hinanden ud i harmfulde vendinger. 38 I flere muslimske lande er religionskritik, som nævnt, decideret strafbar, fordi den regnes for en forhånelse af Gud. Man behøver blot at tænke på de kraftige reaktioner på Koranafbrændinger i Sverige og Danmark i sommeren 2023. Også herhjemme kan man tale om, at kirkelige kredse ret bogstaveligt har malet selveste Fanden på væggen, når de talte om ateister. Her skal blot nævnes ét blandt utallige eksempler. Den tidligere kirkeminister provst Carl Hermansen (1897 – 1976) mente, at der var …”noget mærkeligt glansløst over vantroen”. Med ”vantroen” mente han den moderne ateisme, som han fandt var noget..”fladt, noget kedsommeligt, en mæt, ræbende materialisme”. Ateismen gav hverken udtryk for syner eller drømme, mente han og tilføjede ”Hvad skal der blive af et folk uden?” 139 Med den øgede indvandring til Danmark fra 1960´erne og frem er folkekirken blevet udfordret kraftigt af andre religioner, trossamfund og frikirker. Apologetikken En søster til ateismekritikken er ”apologetikken”, det kristne trosforsvar. Man kan her skelne mellem ”defensiv” og ”offensiv” apologetik. Den defensive svarer på indvendinger og beskriver, hvordan troen – på trods af kritik – er meningsfuld. Den offensive er udadvendt og beskriver troen som det eneste reelle alternativ på baggrund af den viden, vi i dag er i besiddelse af. 140 Apologetik kan føres helt tilbage til Det Nye Testamente og til kirkefædrene, de særligt ærværdige teologiske forfattere. En gruppe af kirkefædrene kaldes ligefrem for apologeter. Sognepræsten Jakob Olsen fra Emdrup Sogn mener, at vi på en måde i dag kan siges at være tilbage igen i det 2. århundrede, forstået på den måde, at presset på kirken er stærkere, og kristendommen står svagere, end den har gjort i mange år. Derfor er der i høj grad brug for et aktivt trosforsvar, siger han og tilføjer, at nyateisterne faktisk har været med til at inspirere mange til at pege på argumenterne for gudstro. 141 En anden moderne apologet er Kristoffer Hjort Kruse, der siden 2021 er præst i Farum Sogn. Det var angiveligt Ateistisk Selskabs buskampagner i 2015 og 2016, der provokerede ham til at skrive bogen ”Troselv” (2017) med svar til ateisterne. Kruses kollega, Jesper Bacher, mente, at Ateistisk Selskab med deres kampagner forsøgte at missionere for deres ”håbløse liv og rungende tomhed.” (Information 26/1 2022), og Kruse var ikke uenig. I ”Troselv” argumenterer Kruse i et letforståeligt sprog bl.a. for, at kristendommen giver det ultimative svar på, hvorfor vi er til, og hvad der vil ske, når vi dør. Han mener, at universet har en begyndelse og en årsag. ”Det kan ikke være noget fysisk, da alt andet fysisk har en begyndelse og derfor kræver en årsag. Derfor bliver det nødt til at være noget metafysisk. Her er det eneste oplagte for mig at se en Gud.” 142 Gud er for ham ”et ufatteligt intelligent og kraftfuldt væsen, som er uden for tid og rum…” Der er fire hovedgrunde til, at Kruse er blevet kristen, siger han: 1. Evangelierne er troværdige 2. Jesus har eksisteret som historisk person 3. Jesu komme var forudsagt af profeterne 39 4. Jesus opstod fra de døde. Specielt den fjerde grund tager Kruse som bevis for, at kristendommen nødvendigvis må være sand. På Youtube kan man se en ganske underholdende debat mellem den kristne Kristoffer Hjort Kruse og ateisten Anders Stjernholm (Aarhus Valgmenighed, 19. maj 2016).143 Mens Kruse her, ligesom i bogen, gentager formodningen om, at der er en guddommelig skaber bag alt, afviser Stjernholm overhovedet at gå ind på denne diskussion, for det vigtigste er at forbedre livet for mennesker her og nu! Kirken taber terræn. Den danske kirkes stilling i dag Trods aktive apologeter og trods mange initiativer til at gøre Folkekirken mere altfavnende, populær og mere letforståelig, er det et faktum, at den danske folkekirke taber terræn. I 1908 var 98,5% medlemmer af Folkekirken. I 2016 var det 76, 9%, og de seneste tal vidner om yderligere tilbagegang, så vi nu er nede på 72,1% (2023). Teologerne Niels Henrik Gregersen og Carsten BachNielsen (2017) beskriver problemet på denne måde: ”Kirken er ved at blive en kultur, som man kan melde sig ind og ud af. Følgelig bliver det lutherske mindre fremtrædende end tidligere. Fra at have været placeret i samfundets selvfølgelige centrum rykker kirken efterhånden i baggrunden, placeret i udkanten af samfundets liv, men fortsat søgt og brugt ved livets store begivenheder. Fra at have været en monokultur bliver kirken nu en baggrundskultur i et pluralistisk samfund.” 144 Gregersen og Bach-Nielsen medgiver i øvrigt, at der er meget hos Luther, som man i vor tid ikke kan bruge til noget, og som man derfor gør klogt i at henlægge til det historiske vraggods. (s. 29). Så svindende tilslutning til det, man må betegne som Folkekirkens fundament kan siges at kendetegne kirkens stilling i dag. Svaret, som jeg senere kommer nærmere ind på, har været flere tilløb til moderniseringer og nye engagementer, som det dog ofte har været svært at skabe interesse og opbakning til, og som af nogle kritikere er blevet kaldt ”tivolisering”. Endnu mere klar i spyttet end Gregersen og Bach-Nielsen er formanden for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm. På baggrund af en klar tendens, der viser at færre og færre i Vesten tror på …”guder, profeter og religionernes påstande” foreslår han i Information 12. juli 2023, at de store, fine og tomme kirker simpelthen omdannes til forsamlingshuse. ”Det virker uretfærdigt, at vi ikkemedlemmer betaler 800 millioner om året til at vedligeholde bygninger, som vi ikke må bruge, fordi de er reserveret til formål, som samler stadig færre. Lad os åbne fortidens forsamlingshuse og fylde dem med mennesker fra det 21. århundrede!” 145 Ifølge Anders Stjernholm er andelen af ikke-religiøse i Canada steget til 34, 6 procent i 2021. I 2001 var den i samme land 16,5 procent. Omvendt var andelen af kristne i Canada faldet fra 77,1% i 2001 til 53,3 % i 2021. Lignende tal gør sig gældende for England, Wales, Tyskland og Danmark. ”Her i Danmark var andelen af befolkningen, der kalder sig ateister 16 procent i 2017. I 2023 var tallet 23 procent, og kun 33 procent tror på guder.” 146 40 Stjernholm mener end videre, at medlemstallet i Folkekirken reelt ville være en eller to millioner mindre, hvis folk opdagede, hvad de faktisk betaler i kirkeskat og blev tvunget til at tage stilling til betalingen. Så længe betalingen foretages automatisk, glemmer man at tage stilling. Tre hovedpunkter i den europæiske tradition for religionskritik. I det følgende afsnit vil jeg give en kronologisk oversigt over nogle af hovedideerne og hovedpersonerne i den vestlige, europæiske religionskritik. Religionskritikken i Danmark er sjældent dybt original eller hjemmegroet, men stærkt inspireret af udenlandske, ikke mindst franske og tyske strømninger, som i et vist omfang har været kendt, læst og diskuteret herhjemme. I et senere afsnit vil jeg prøve at kortlægge de specifikt danske strømninger. Kort fortalt er der tre hovedbegivenheder, der fremfor nogle ryster den vestlige, europæiske verdensforståelse og dermed vort forhold til Gud: - Indførelsen af det heliocentriske verdensbillede i løbet af 1500-tallet Oplysningstiden fra slutningen af 1600-tallet Charles Darwin og ”Arternes Oprindelse” (1859) Hertil kommer de store opdagelsesrejser, mødet med fremmede kulturer, og senere den historiskkritiske Bibellæsning. Men lad os starte med de rystelser, forestillingen om et sol-centreret, såkaldt heliocentrisk, verdensbillede affødte. Frem mod det heliocentriske verdensbillede: Pelagius, Naturens Lys og Korstogene. Fritænkere, ateister og gudsfornægtere kendes fra gammel tid. Ikke alle indordner sig lydigt under de herskende normer og tanker. Allerede det apokryfe skrift ”Salomos Visdom” fra det første århundrede før vor tidsregning, retter et voldsomt angreb på datidens fritænkere. De beskyldes for kun at være optaget af at nyde det jordiske liv, og derfor er de nytteløse, tåbelige og onde – og dermed hjemfaldne til straf på Dommens Dag! Hvis vi går endnu længere tilbage, ser vi, at den gamle græker – og fritænker - Xenofanes (570 – 475 f.Kr.) kritiserede menneskene for at fremstille guderne i deres eget billede. Den romerske digter, Lukrets (94 – 55 f.Kr.) afviste forestillingen om, at vi skulle have en udødelig sjæl, men udødelighedstanken blev dog i rigelig mængde genoplivet af de første kristne, der jo – i forhold til den gængse romerske livsholdning, som de provokerede med ligeværdighedsidealer, tilgivelsesforestillinger og afvisning af den romerske kejsers guddommelighed – må betragtes som religionskritikere. Ved indgangen til 400-tallet sejrer kristendommen i det græsk-romerske rige. Dermed ånder alt dog ikke hverken fred eller idyl. Kættere og vrangforestillinger trives, ifølge den etablerede kristendom, overalt. En hedensk forestilling om ”naturens lys”, en guddom, der på usynlig vis er til stede i naturen, er en blandt mange ”undergrundsreligioner”, der søges bekæmpet. Den britiske munk, Pelagius (354 – 420/440) repræsenterede en holdning, der stod for en meget vigtig og meget diametral modsætning til den sejrende kristentro. Pelagius mente, at mennesket grundlæggende var godt og derfor – gennem gode gerninger – kunne gøre sig fortjent til frelsen. I 41 striden med den sejrende kirkefader, Augustin (354 – 430), der hævdede, at mennesket var ødelagt af synd, blev Pelagius den lille og blev anklaget for kætteri. Det var ikke kun afvigere og kættere, der voldte problemer. Den tidlige kristendom har store vanskeligheder med at finde ud af, hvordan man skal tackle og bruge de gamle græske filosoffer som Aristoteles (384 – 322 f.Kr.). Man kunne ikke bare smide de gamle væk, dertil havde de leveret for solid filosofi, men deres tanker var selvsagt ikke bibelske, Fra 1095 til halvvejs ind i 1200-tallet hævder den kristne kirke sin magt gennem de såkaldte ”Korstog”, der havde til formål at få kontrol med Det Hellige Land og knægte den islamiske ekspansion. Også indadtil fortsætter korstogene mod anderledes-tænkende i den kristne verden. Det går blandt andet ud over ”katharerne” i 1200-tallet, der var en religiøs bevægelse med dualistiske kristne og gnostiske elementer. Også fra anden side lyder der kritik i samtiden af Pavekirken, således fra Marsilius af Padua (ca. 1270 – ca. 1342), der bidrager til at gøre filosofien uafhængig af kristendommen. Med oprettelsen af Den Spanske Inkvisition 1478 intensiveres kampen mod kætterne. Renæssancen og humanismen Med Renæssancen i 1400- og 1500-tallet tilstræbes en genfødsel af den storhed i kulturen, som fandtes i Antikkens Grækenland og Rom. Humanismen, Renæssancens ”lærde gren”, sætter respekten for det enkelte menneske i centrum og hævder uafhængigheden af ydre autoriteter. Blandt de fremtrædende europæiske renæssanceskikkelser kan nævnes Johannes Reuchlin (1455 – 1522), der appellerede til tolerance og opfordrede til, at man satte sig ind i det, man umiddelbart ikke forstod. Pico della Mirandola (1463 – 1494) hævder, at mennesket er sin egen ”skulptør og kunstner” og derfor er fri til at vælge sin egen natur. Pierre Charron (1541 – 1603) hævdede, at vi mennesker fra naturens side havde fået en tilstrækkelig og god drivkraft til et moralsk liv. Introduktionen af det nye heliocentriske, sol-baserede, verdensbillede i 1500-tallets midte vender op og ned på alting. Det samme må man sige om Columbus´ tur til Amerika 1492 og om den omvæltning, som den tidligere munk, Martin Luther (1483 – 1546) sætter i gang i første halvdel af 1500-tallet. Forestillingen om Solen som Universets midte var en voldsom mundfuld at sluge for den Katolske Kirke. Da Kopernikus´ hovedværk ”Om Himmelsfærernes Kredsbevægelser” kommer i 1543, vækker det, da man først har forstået konsekvenserne, stor opstandelse. Giordano Bruno, der 17. februar 1600 bliver brændt på Blomstertorvet i Rom, var som panteist overbevist om, at Universet udgør en organisk helhed, en perfekt manifestation af Gud. Desuden var han tilhænger af det solcentrerede verdensbillede. Frem mod Oplysningstiden Francis Bacon (1561 – 1626) argumenterer for videnskabelig viden baseret på et induktivt ræsonnement og på observation. Naturens udforskning skal ske til gavn for menneskeheden! Baruch Spinoza (1632 – 1677) var pioner, når det gjaldt fundamentet for det moderne folkestyre 42 og frihedsrettighederne. Han undrede sig over, at mennesker, der bekendte sig til den kristne religion, evigt og altid var i bitter og blodig strid med hinanden. Spinoza afviste tanken om en skabergud, og han var desuden bibelkritisk indstillet. Spinoza har haft stor betydning for eftertidens religionskritik – ikke mindst for danske Georg Brandes. I 1600-tallet ser vi en opblomstring af religionskritikken. Præsterne må ofte stå for skud og kritiseres bl.a. for misbrug af religionen og for vellevned. Folk som John Locke (1632 – 1704) er en varm fortaler for religiøs tolerance. Ingen kan med sikkerhed afgøre, hvem der er de rettroende, hævder han. Han taler desuden for en adskillelse af stat og kirke. Oplysningstiden op gennem 1700-tallet er blevet kaldt religionskritikkens gyldne tidsalder. Fornuften, som den danske Folkekirkes ideologiske spydspids, Martin Luther, havde kaldt for ”Djævelens brud, skøge og hore”, kommer i højsædet. Man skulle ikke længere undlade at spørge om årsager, holdbarhed, sammenhænge og baggrunde – ligesom man ikke ukritisk skulle acceptere religiøse læresætninger og dogmer. Ideen om menneskerettigheder, der er universelle, kan ses som den måske vigtigste arv fra Oplysningstidens politiske tænkning. Voltaire (1694 – 1778) var nok den vigtigste europæiske oplysningsskikkelse. For sine modstandere – og dem var der mange af – var han indbegrebet af gudløshed, samfundsopløsning og liderlighed. Det var Voltaire, der udgav den franske præst Jean Mesliers (1664 – 1729) såkaldte ”Testamente”, et med gåsefjer nedskrevet manuskript, der på 300 sider karakteriserede gudstjenester og andagter som vildfarelse og bedrag. Mesliers skrift kunne naturligvis ikke udkomme offentligt i et samfund, hvor kætterbrændinger og tungeudrivninger betragtedes som rimelige straffe for afvigere, men cirkulerede – ligesom andre lignende såkaldte ”clandestine” skrifter – illegalt. Charles Darwin og den naturvidenskabelige revolution Med den britiske forsker Charles Darwin (1809 – 1882), der i 1859 udgav ”Arternes Oprindelse”, er en ny revolution skudt i gang. Med Darwin benægtes det guddommelige design af verden. Arterne har, ifølge ham, udviklet sig langsomt i tidens løb og har tilpasset sig deres skiftende miljøer. Også den tyske historisk-kritiske Bibellæsning, der er startet ved tyske universiteter omkring år 1800 og fordrer, at Bibelen læses kritisk og ikke umiddelbart tages som Guds ord, ryster datidens verdensbillede. Nu kan den chokerede læser se, at Kong David ikke var forfatter til Davids Salmer, og at de bibelske mirakler ikke var meget andet end litterære symboler. 1900-tallets store verdenskrige ryster endnu en gang troen på Guds godhed. Som altid hævder de krigsførende parter, at Gud er på netop deres side. Efter Anden Verdenskrig forsøger mange midt i ruinerne og de bristede illusioner at finde nye veje til en fredelig verdensforståelse. Ateismen bliver stueren i dette forsøg, ligesom forsøgene på at hente inspiration i fremmede religioner og filosofier, og gerne blande sin egen cocktail. Ernst Bloch søger håbet, og John Lennon skriver ”Imagine” om en verden uden grænser og religion. Med angrebet på World Trade Center 2001 og den hjemlige Muhammedkrise 2005 antager religionskritikken mere militante og klart ateistiske former, der får mange trosforsvarere til tasterne. I 2023 fører den dansk-svenske advokat Rasmus 43 Paludan an i en bølge af Koran-afbrændinger i Sverige og Danmark. Afbrændingerne, der retter sig ensidigt mod Islam, hævdes af nogle at være udtryk for ytringsfrihed og religionskritik, mens andre påpeger deres lighed med nazisternes bogbrændinger og efterlyser nuancerede ord og argumenter. Den europæiske, vestlige tradition for religionskritik: Antikken og oldtiden Jeg vil i det følgende dykke lidt grundigere ned i strømninger og enkeltpersoner, som jeg blot antydede i det foregående afsnit, og som gennem historien har tegnet den vestlige, europæiske religionskritik og derigennem også påvirket danske kritikere. Traditionen for religionskritik forbindes i Europa oftest med 1700-tallets oplysningstid, men er, som nævnt, i virkeligheden meget ældre. Ofte anvendtes ordet ”fritænker”, når man tidligere ville betegne en person, der ikke anerkender nogen autoritet i religiøse eller filosofiske spørgsmål, og sådanne mennesker har vi haft på Jorden i årtusinder. I det før omtalte apokryfe skrift ”Salomos Visdom” også kaldet ”Visdommens Bog”, der anslås at være forfattet i et af de sidste hundredeår før Kristi fødsel af en græsktalende jøde, retter forfatteren i det andet kapitel et heftigt angreb på fritænkerne, …..”der opgive Troen paa en oversanselig Verden og hvis Livsvisdom derfor gaar ud paa at suge al den Nydelse af det jordiske Liv, som det er muligt, inden Døden kommer og gjør Ende paa alt. ”147. Således skriver Dr. Phil Frants Buhl i en artikel ”Om Prædikerens Bog” fra 1886. På satirisk vis lader forfatteren til ”Salomos Visdom” sine modstandere selv udtale sig og blotte deres dårligdomme gennem deres fordærvelige udtalelser, siger Buhl. Bagefter kan forfatteren som modstykke opstille sin egen ædle, efterlevelsesværdige og ideale livsopfattelse og lade de ugudelige få deres velfortjente straf. Salomos Visdom. Kapitel tre, vers 10 – 12: ”Men de Ugudelige får Straf efter deres Sindelag, De, som lod hånt om den retfærdige og faldt fra Herren; 11 Thi den, der foragter Visdom og Tugt, er elendig, Deres Håb er tomt, deres Møje forgæves, Og deres Virken er uden Nytte. 12 Deres Kvinder er tåbelige, onde deres Børn, Og deres Slægt er under Forbandelse,….” Buhl gør rede for, at der på dette punkt – modstillingen mellem den usle og den ædle livsopfattelse - er ligheder mellem den apokryfe ”Salomos Visdom” og ”Prædikerens Bog”, der indgår i Det Gamle Testamente. Buhl (1850-1932) var den, der i Danmark introducerede historiskkritisk metode i studiet af Det Gamle Testamente. Religionskritikken er altså gammel. I græsk filosofi var religionskritikken længe før Jesus et grundtræk, og filosofien voksede faktisk ud af Shaman-kunsten ved at være religionskritisk, mente Hans-Jørgen Schanz 148. Ganske vist var religionskritikken dengang kun undtagelsesvist så ateistisk, som tilfældet var hos Epikur og Hedonisterne. Disse hævdede, at hvis guderne var til, så var det 44 sikkert, at de ikke gad beskæftige sig med menneskene. Men filosofien havde stedse et opgør med religiøsiteten. ”Religionskritikken er lige så gammel som Vesten, og den er ved siden af ideen om hvert enkelt menneske som et selvstændigt retssubjekt simpelthen den ene af Vestens to grundpiller.” (Schanz s. 26) Redaktøren af antologien ”Religionskritik” (Tiderne Skifter 2008), idehistorikeren Peter Boe, anfører Xenofanes (570 f.Kr.-475 f.Kr.). som den første kritiker af religion. Xenofanes var et religiøst og gudfrygtigt menneske, men netop derfor forargedes han over de forskellige folkeslags dårligt skjulte bestræbelser på at tage guder til indtægt for netop deres måder at være mennesker på. 149 Hvis køer og heste eller løver havde hænder, sagde Xenofanes, og hvis de kunne male med disse hænder, ville hestene fremstille gudernes udseende i lighed med hestes, og køernes med køers, og de ville give dem legemer af samme art som det, de selv besad. 150 Lukrets (94 f.Kr.- 55 f.Kr.), den romerske digter, er nogle århundreder senere inde på lignende tanker. Han skrev læredigtet ”De rerum natura”, "Om verdens natur", i seks bøger. Her fremstiller han Epikurs næsten ateistiske lære. Lukrets ville fjerne menneskets frygt for døden og for gudernes vilkårlighed, og han havde den opfattelse, at alt er opbygget af atomer, at sjælen er dødelig, og at guderne ikke kan blande sig i menneskenes liv. Leif Nedergaard beskriver Lukrets´ læredigt således: ”De første par sange af digtet gengiver på vers Epikurs på Demokrit baserede atomlære, hvorefter tingene er fremgået af Naturen selv, uden bistand af guder, hvis lyksalige liv også ville blive slemt forstyrret, om de skulle udøve forsynsstyrelse. ” 151 Da vi, ifølge Lukrets m.fl. består af atomer, der ved vores død opløses igen, findes der ingen udødelig sjæl. Så vi behøver ikke frygte en posthum tilværelse. Men, siger Nedergaard, næppe havde Lukrets på denne måde fået likvideret den skræk for en ubehagelig tilværelse efter døden, som religionerne delvist plagede folk med, før Kristendommen opstod …”og genoplivede angsten ved de næste nitten hundrede år at indoktrinere en helvedesfrygt (jf. Dante), som først rigtigt er veget ved begyndelsen af den egentlige atomalder.” 152 Teologen Peter Lodberg minder os om noget, vi nok sjældent tænker over, nemlig at de første kristne faktisk blev kaldt ateister i betydningen ”mennesker uden Gud”. De ville som bekendt ikke tilbede den romerske kejser som gud, og de provokerede samtiden med deres ligeværdighedsideal og blev af den grund mødt med umenneskelige straffe i form af korsfæstelser eller kasten for vilde dyr 153. For romerne var den kristne livsholdning en ny, kættersk og radikal forståelse, der appellerede til større omsorg for samfundets svageste og opstillede et ideal om tilgivelse. Det var næsten en revolutionær tanke, at alle principielt var lige overfor Gud. Rigmænd og tiggere, tømrere og skatteopkrævere, raske og syge! 154 Næstekærlighedsbuddet pålægger den enkelte et ansvar for et hvilket som helst andet menneske, der har behov for hjælp. 45 Ved indgangen til 400-tallet var kristendommen forvandlet fra en forfulgt undergrundsbevægelse til den etablerede græsk-romerske verdensreligion og var blevet officiel statsreligion i Romerriget. Alle borgere fik påbud om at bekende sig til den kristne tro, men ligefrem enighed i den kristne kirke kan man dog af den grund bestemt ikke tale om. Den kristne tro har aldrig kun været én enkelt tro, selv om præster og magthavere – forgæves – har forsøgt at skabe én kristen kirke! Historikeren Aksel Haaning har beskrevet, hvordan en forestilling om ”naturens lys” – til stor irritation for den etablerede kristendom og den spirende naturvidenskab - prægede den vestlige naturfilosofi i mere end femten hundrede år. 155 En sådan forestilling om, at en guddoms eller en verdensskabers ånd på usynlig vis, er til stede i naturen kan spores bl.a. i oldtidens græske filosofi. Denne tanke søger kristendommen ihærdigt at udrydde som værende hedensk. ”Også hos den italienske renæssancefilosof Giordano Bruno (1548 – 1600), som første gang i nyere tid formulerer tanken om et uendeligt verdensrum og talrige ”solsystemer”, forekommer en slags naturens lys.”156 Tanken om at naturen blev opfattet som synlig ånd og ånden som usynlig natur ville den traditionsbundne kristendom ikke acceptere, siger Haaning. Det lys, nogle mente at finde i naturen var – ifølge kirken - ikke Guds, men derimod Djævelens lys. Såvel biskoppen Bonifatius (673 – 754/755) som før ham Martin af Tours (316/336 – 397) fældede angiveligt hedningenes hellige træer for at udrydde hedningenes åbenlyse vrangforestillinger. 157 Den græske filosof Kelsos levede i det andet århundrede efter Kristus. Kelsos offentliggjorde i 170'erne et værk med titlen ”Den sande lære”. ”Heri hævder han, at de kristnes religion er udtryk for en forvrængning og vulgarisering af autentisk religion. Ved autentisk religion forstår han anerkendelse af én højeste gud, der gennem guderne virker i verden. Kelsos mente, at kristendommen — med sin intolerante monoteisme, sin forkyndelse af Guds inkarnation i en triviel folkeprædikants skikkelse, sine usolidariske og parasitære adfærdsnormer og sin undergravende propaganda blandt uvidende og letbevægelige elementer — udgør et generalangreb mod alt, hvad der fortjener navn af visdom, fromhed og civilisation.” (Jakob Balling i ”Den Store Danske”, 2009.) Frederik Stjernfelt nævner, at kirken nidkært har destrueret Kelsos´ skrifter, som vi i dag kun kender fra kirkefaderen Origenes´ tilbagevisninger. En anden skikkelse, en tidlig kristen, der heller ikke fandt nåde for de herskende kirkelige øjne, var Arius eller Areios (ca. 250 – 336). Han anså ikke Jesus for i fuldstændig forstand at være Gud selv. Som Guds søn, mente Arius, at Jesus måtte være skabt af Faderen, og følgelig var han en lavere guddom, en himmelsk forkynder eller profet. Arius havde mange tilhængere, men blev fordømt af det første økumeniske koncil i Nikæa år 325. Hvis Arius´ opfattelse var slået igennem, ville den kristne livsforståelse være gået tabt eller være gledet tilbage i den græske opfattelse af menneskets gudsforhold, mener Erik Lund m.fl. 158 Martin af Tours (ca. 315 – 397), eller på dansk Morten Bisp, var allerede som romersk soldat blevet omvendt til kristendommen. Fra ca. 370 var han biskop af Tours i Gallien. Der findes mange historier om hans ydmyge livsførelse. I Danmark kender vi historien om, hvordan han blev afsløret af nogle skræppende gæs, da han søgte at skjule sig for ikke at blive valgt til biskop. Så ved sin 46 livsførelse udgjorde han en tydelig modsætning til mange senere kirkefolk, der forstod at benytte deres stilling til at samle personlige rigdomme og godser. Ret tidligt formåede den tidlige kristne kirke ellers at gøre sig kraftigt gældende gennem sin fasttømrede organisation, men også med midler, vi i dag ville tegne som absolut grove. Erik Lund m.fl. siger (1993): ”Men det kan jo heller ikke nægtes, at det var med dette samme rethaveriske kirkebegreb som idegrundlag, kirken gennem tiden udfoldede sit fantastiske magtbegær og i århundreder øvede et terroristisk herredømme over den europæiske befolkning. Det var i kirkebegrebets navn inkvisitionen begik sine forbrydelser.” 159 Kirken arbejdede særdeles målbevidst på at stadfæste ”den rette tro” – og udgrænse kætterske vrangforestillinger. Som et led i dette opstilledes tidligt forskellige faste holdepunkter som en slags tillæg til Bibelen. Augustin mod Pelagius I den tidlige kristendom opstod der en voldsom debat mellem to hovedsynspunkter, der trækker spor helt op til i dag: På den ene side var der dem, der mente, at menneskets natur var så ødelagt af synd, at det slet ikke kunne frelse sig selv. Vi var derimod helt afhængige af Guds tilgivelse. På den anden side var der dem, der mente, at mennesket grundlæggende var godt, og at vi derfor, gennem gode gerninger, selv kunne gøre os fortjent til frelsen. Stridens to modsatrettede hovedpersoner var Augustin (354 – 430) og den britiske munk Pelagius (eller på keltisk, Morgan) (354 – 420/440) Pelagius, hvis synspunkter deltes af den irske munk Celestinus, benægtede altså doktrinen om arvesynden fra Adam og kom derfor i konflikt med den romersk-katolske kirke. I 415 anklagede synoden i Jerusalem Pelagius for kætteri. Synoden i Karthago i 416 fordømte både ham og Celestinus som kættere. I 418 bandlyste pave Innocent Pelagius. Dermed havde Augustins teologiske linje og opfattelsen af menneskets syndige natur vundet. 160 Omkring år 525 begynder de kristne at benytte Jesu fødsel som udgangspunkt for tidsregningen, noget, der dog kun langsomt trænger igennem. I 651 får Kristendommen hård konkurrence, idet Muhammeds forskellige tilhængeres nedskrifter bliver samarbejdet til den kanoniserede tekst ”Qur´an” (Oplæsning). De syv dødssynder Gregor d. 1. der var pave fra 590 – 604, lavede fx en liste over ”dødssynder”, som Thomas Aquinas senere modificerede. Efter nogen diskussion når man frem til, at der er disse syv dødssynder, som fungerer som en slags billede på det menneskelige sind: - Superbia (overmod) Avaritia (grådighed, griskhed) Luxuria (utugt) Individia (misundelse) 47 - Gula (frådseri) Ira (vrede) Accidia (sløvhed, dovenskab) Hvis man tager forbogstaverne i de latinske betegnelser, får man det etiske ledefyr: saligia. Teologen Jan Lindhardt (1938 – 2014) nævner, at overmodet blev opfattet som roden til alt andet ondt. I dag, tilføjer Lindhardt lidt ironisk, har synden på sin vis forladt verden, for det er ikke længere en synd at være vred, og selv gerrigheden er blevet absolut spiselig som ”profitorientering”. 161 De klassiske græske filosoffer gav anledning til mange diskussioner i den tidlige kristne kirke. Man kunne ikke komme uden om folk som Platon og Aristoteles; man var inspireret af dem, men det var også klart, at de på flere punkter kolliderede med kristendommen. En af de vigtigste af de gamle grækere var Aristoteles. Aristoteles (384 f.Kr-322 f.Kr) har haft en uvurderlig påvirkning på den vestlige historie og på tænkere som eksempelvis Augustin. I den østlige del af den kristne verden kendte og studerede man allerede tidligt Aristoteles' skrifter. I 1100-tallet blev skrifterne om logik, naturfilosofi, metafysik og etik tilgængelige også i Vesten. Først omkring år 1250 vaktes interessen her for Aristoteles dog for alvor. Mange kristne rejste til Spanien for at studere under muslimske forskere i Cordoba og Toledo. Her fik de øjnene op for Aristoteles og andre græske videnskabsmænd og filosoffer, der havde været ukendte for dem siden Roms fald. ”Ikke mindst opdagelsen af Aristoteles viste teologer, hvordan de skulle fremstille dogmerne i et sammenhængende system.” skriver den britiske forfatter Karen Armstrong i sit store værk om religionens betydning fra 2011162. Studiet af Aristoteles fik mange steder et så stort omfang, at kirkelige autoriteter følte, at de måtte anbefale en kraftigere fokusering på teologiske problemer. 163 Grundlæggende var der tale om et sammenstød mellem to forskellige livsopfattelser. Menneskelivets mål er for Aristoteles den højeste visdom og lykke, fremkommet ved filosofisk virksomhed; mens den kristne forestilling om visdom og lykke drejer sig om erkendelse af Gud, og forening med ham gennem et fromt liv. Lige før 1210 må nogen have forelæst om aristotelisk naturfilosofi i Paris. I år 1210 blev der i hvert fald afholdt et kirkemøde, der forbød både offentlig og privat undervisning i aristotelisk naturfilosofi ved Sorbonne, så en og anden i gejstlige kredse har lagt mærke til hans skrifter og har opfattet dem som en trussel mod den kristne tro. Da studierne ved universitetet i Paris blev omorganiseret i 1215, blev forbuddet mod Aristoteles opretholdt. Den danske filosof Boëthius, som jeg senere kommer nærmere ind på, kom i klemme i 1277 på grund af sine Aristoteles-inspirerede tanker. Problemet ved Aristoteles, mente kirken, var nok især, at den græske verden ikke var skabt, men havde en evig status. Det stred klart mod Bibelens skabelsesberetning. ”Paven var bekymret. Han havde hørt rygter om, at filosofferne ved universitetet i Paris spredte kætterske og ukristelige tanker blandt de studerende, skriver assyriologen Sophus Helle 164 48 Den bekymrede pave, Johannes d. 21. (ca. 1215-1277), skriver nu et brev til biskoppen i Paris og beder ham straks undersøge sagen. Biskoppen, Étienne Templer, udgiver 7. marts samme år en liste med ikke færre end 219 teser, som det ikke længere var tilladt at forfægte. Helle skriver, at listen var udtryk for ”den mest vidtgående og indflydelsesrige fordømmelse af forbudte tanker i middelalderens filosofi.”. Ud over det med at verden, ifølge Aristoteles, havde en evig status, så var det også forbudt at påstå, at genopstandelse var umulig, og at hedenske filosoffer som Aristoteles og den arabiske Ibn Rushd skulle være mere troværdige end den kristne bibel. Ifølge Helle var mange af de 219 teser forvrængede versioner af noget, som især Siger af Brabant og danske Boëthius de Dacia (Bo af Danmark) havde hævdet. Boëthius var en modig tænker, der forsvarede filosofiens ret til selvstændighed over for teologien. Helle skriver, at Boëthius turde kritisere kirkens dogmer og derfor skabte livlig debat. Desuden insisterede han på, ”at den kristne religion stred mod al fornuft – og alligevel måtte man tro.” 165 Desværre er kun en lille del, af det Boëthius skrev, bevaret til i dag. ”Boëthius er bedst kendt for tre småskrifter, hvori han udlægger den mest modne version af sin filosofi: ”Verdens Evighed”, ”Det Højeste Gode” og ”Drømme”. 166 Selv om der efterhånden blødes op, og Aristoteles kommer ind i varmen, er der dog fortsat blæst omkring ham i den kristne kirke, for kristen var og blev den gamle hedning jo ikke. Luther advarer for eksempel, i det for Luther karakteristiske stærke sprog, mod Aristoteles, og kalder ham ..”den fordømte, hovmodige, slyngelagtige hedning”, som har ”trængt den levende Guds bøger tilbage.” 167 Den muslimske inspiration Det var ikke kun de græske filosoffer, der forårsagede hovedbrud i den tidlige kristne kirke. Flere muslimske forfattere og filosoffer gav også anledning til kultursammenstød. Karen Armstrong mener, at de ofte udtrykte et mere tolerant frisind end de kristne tænkere. De muslimske filosoffer var i det hele taget åbne overfor nye ideer, ligesom de ikke havde problemer med at lære af grækerne, selv om disse havde ofret til ”afguder”. ”Vi bør ikke skamme os over at anerkende sandheden, uanset hvilket kilde den kommer fra, også selvom den er overleveret til os fra tidligere generationer og fremmede folk.” havde den arabiske filosof al-Kindi (ca. 800 – 870 e.Kr.) sagt. 168 Jøder, kristne og muslimer var på denne tid tilsyneladende i stand til at samarbejde og tage ved lære af hinanden. Mange kristne rejste til Spanien for at studere under muslimske forskere i Cordoba og Toledo. Her fik de øje for Aristoteles og andre af de gamle græske videnskabsmænd og filosoffer, der havde været ukendte for dem siden Roms fald i 476 e.Kr. Ikke mindst opdagelsen af Aristoteles viste teologer, hvordan de skulle fremstille dogmerne i et sammenhængende system, skriver den britiske forfatter Karen Armstrong 169 Et udtryk for det mellemøstlige frisind finder man i Omar Khayyám (1048 – 1131), en persisk filosof, astronom, matematiker og digter. Han skriver fritænkeriske digte, som dog først bliver tilgængelige langt senere i den engelsktalende verden i en oversættelse af Edward FitzGerald 49 (”Rubaiyat” af Omar Khayyam, 1859). Den danske, religionskritisk indstillede, forfatter Thøger Larsen har gendigtet flere af Khayyams digte. Korstogene Korstogene er en betegnelse for en lang række kombinerede militære, religiøse og handelsorienterede ekspeditioner, der blev gennemført fra 1095 til godt halvvejs ind i 1200-tallet. Korstogenes var foranlediget af paven, som de enkelte korsfarere aflagde et løfte til. ”Kirken tildelte korsfarerne en række privilegier, og lovede blandt andet at beskytte korsfarernes familie og ejendom, mens de var væk. Desuden betragtede den katolske kirke korsfarerne som pilgrimme på færd og lovede dem syndsforladelse for synder begået på korstoget.”170 Formålet med korstogene er at få kontrol med Det Hellige Land og knægte den islamiske ekspansion. I det første korstog 1096 angreb nogle af korsfarerne også de jødiske samfund i Rhindalen på deres vej, og da de endelig når frem og erobrer Jerusalem i juli 1099, nedslagter de omkring 30.000 jøder og muslimer. Man siger, at korsfarernes heste vadede i blod til knæene ved den lejlighed. 171 Grundlæggeren af Franciskanerordenen, Frans af Assisi (1182 – 1226) betragtes i dag normalt som en blid og klog mand, men ikke desto mindre synes han at have godtaget korstogene. Han deltog endog i det første korstog til Egypten; ganske vist ikke som deltager i kampene, men som en, der prædikede for sultanen. 172 En anden type korstog retter sig ikke mod muslimerne i Det Hellige Land, men mod hjemlige afvigere. I 1205 sender Pave Innocens d. 3. en rundskrivelse til de verdslige, lokale ledere, hvor han opfordrer til korstog mod kætterne. For første gang anvendes i denne forbindelse udtrykket ”exterminare”, som betyder at skubbe ”ud over grænsen”, eller simpelthen ”at henrette, at slå ihjel.” 173 Skolastikken Ifølge religionskritikeren Leif Nedergaard (1914 – 1995) 174 stod videnskaben stort set i stampe i tiden mellem Roms undergang (476 e.Kr.) og Renæssancen i 1400- og 1500-tallet. Alt kom til at dreje sig om troens og kirkens lære. Tidens bedste begavelser måtte hengive sig til fint vævede forsøg på at forene antik filosofi og viden med den kristelige lærebygning. Hvis man afveg fra det sanktionerede system, fik man kætteranklager på halsen. ”Skolastikken” kalder man, siden renæssancen, den videnskab omfattende teologi og filosofi, som fremstod af det, Nedergaard kalder ”dette kristne meningsdiktatur”. Skolastikken blev fra ca. 1100 dyrket – på latin - ved de højere skoler i Vesteuropa og fra ca. 1200 især ved universiteterne. Den udfoldede sig især på kloster-, og domskolerne, og siden på universiteterne helt frem til gennembruddet for ”skattestaten”, den centraliserede, bureaukratiserede og kontrollerende statsmagt, i 1600-tallet. I filosofisk henseende var skolastikken først domineret af Platon og siden mest af Aristoteles og hvilede i øvrigt på Bibelen. Den skolastiske tænkning var baseret på deduktion fra bestemte præmisser (fx Aristoteles' metafysik og Bibelen), mere end på erfaring. Man benyttede en karakteristisk diskussionsform. 50 Der startedes med en fremsat tese eller et spørgsmål, og så argumenterede man for og imod efter strengt opstillede regler og ofte med brug af citater fra Bibelen og andre autoriteter. En forudsætning for skolastikken var det kirkelige dogme om en fælles tro, der eksisterede hinsides tidernes forandring. Med reformationen brydes denne forudsætning, og det bliver muligt at kritisere ”den rette lære”. Pierre Abélard, (1079-1142) fransk filosof og teolog, er med til at bane vejen for, at skellet mellem kristendom og filosofi gøres mindre konfrontatorisk. Filosofi, der for mange af hans modstandere havde været et uartigt ord, får nu en mere central plads i mange læreanstalters læseplan. 175 Thomas Aquinas (1225 – 1274) skelnede som den første skarpt mellem filosofi og teologi; og mellem viden og tro. Han mente, at de begge var sande, og at de ikke stred mod hinanden. Filosofien var ikke fuldstændig, men kunne fortælle hvad jordisk lykke er. For at få det vigtigste at vide, nemlig om den evige salighed, har mennesket dog brug for teologiens åbenbaring. Mange indenfor de konservative kredse betragtede Thomas Aquinas med stor skepsis. Det var ikke mindst hans forsøg på at etablere en harmoni mellem det kristne trosgrundlag og den menneskelige rationalitet, der provokerede. Han blev angrebet fra to sider: Fra teologisk side angreb man ham for at være for materialistisk og for at underordne Gud under skaberværket. Filosofferne angreb ham til gengæld for at udvande Aristoteles´ filosofi. Resultatet blev den adskillelse af tro og fornuft, som vi ser op gennem historien, og som jeg vil komme ind på mange gange i det følgende. Når det gjaldt de vantro, var der ikke megen forsoning at spore hos Thomas Aquinas. I hans mest kendte værk, ”Summa Theologica” (1265 – 1272) hedder det om ”ugudelighed”: ”Med hensyn til de vantro er der to problemer at overveje, hvoraf det ene angår de vantro selv og det andet kirken. For de vantros vedkommende foreligger der en synd, hvorved de ikke blot har fortjent at blive afskåret fra fællesskabet ved udstødelse af kirken, men de har også fortjent at blive udelukket fra denne verden ved dødsstraf. Det er nemlig mere alvorligt at fordærve troen, som er livgivende for sjælen, end det er at forfalske penge, som giver udkomme for det jordiske liv. Når derfor falskmøntnerne og andre forbrydere af de verdslige fyrster straks og på retfærdig vis overgives til døden, så kan endnu lettere de vantro, så snart de er blevet overbevist om deres falske tro, ikke blot bandlyses, men også på retfærdig vis dræbes.” 176 Ikke alle var så militante som Aquinas. En af dem, der turde gå op mod både Paven og kirken var den norditalienske mediciner Marsilius. Marsilius af Padua (ca. 1270 – ca. 1342) var en italiensk lærd. Han var uddannet i medicin, men praktiserede en række forskellige erhverv. 177 Historikeren Claus Bryld beskriver i sin bog ”Marsilius af Padua” (2021), hvordan Marsilius var tidligt ude, når det gjaldt skabelsen af ”et verdsligt klima”, en udvikling der normalt tilskrives renæssancen omkring 100 år senere. Marsilius havde imidlertid ideer om den demokratisk-republikanske stat og om forholdet mellem kirke og stat. Han brød med pavens verdsligt-politiske magt, men dog ikke med religionen og dens forsynstanke. 178 51 Marsilius har, ifølge Bryld, haft indflydelse på Luther, Machiavelli og mange andre. Marsilius var et eksempel på, at der faktisk fandtes særdeles kritiske holdninger til den etablerede kristne kirke i samtiden, så derfor er det på sin plads med en omfattende gennemgang af ham. Han vovede at bryde radikalt med læren om kirken som centrum for det kristne samfund. Efter Marsilius´ opfattelse er det staten, og ikke kirken, der er samfundets midtpunkt og dominerende magt. Historikeren Heinz Rausch (1979) udtrykte i sin bog om Marsilius 1979179 , at med Marsilius blev en politisk filosofi mulig, som ikke er ”tjenestepige for teologien”. Læren om Gud som det øverste udspring for den politiske magt var ellers siden kirkefaderen Augustins bog ”De Civitate Dei” (”Om Guds Stad”) (426 e.Kr.) fundamentet for den middelalderlige religiøse tænkning. Kirken bekæmpede forestillingen om, at fyrsten, ligesom Paven, skulle have sin fuldmagt direkte fra Gud. 180 Efter endt uddannelse ved hjembyens universitet kaldtes Marsilius i 1313 til universitetet i Paris. I 1320'erne stillede han sig – i overensstemmelse med sin overbevisning - på kejser Ludvig 4.s side i dennes kamp mod pave Johannes 22., og fra 1326 tilbragte han det meste af sin tid ved kejserens hof i Bayern. I det politiske værk ”Defensor Pacis” (1324, ”Fredens Forsvarer”) fremsatte Marsilius en teori om folkets suverænitet og den repræsentative styreform; hans hovedanliggende hermed var at vise, at det ikke var rigtigt, at Kristus havde givet apostlen Peter en ubegrænset magt, som Peters efterfølgere, paverne, havde arvet. ”Defensor Pacis” formål er at supplere Aristoteles 5. bog om politik ved at anfægte pavemagtens krav på den fulde magt. I ”Defensor Pacis” 1, kapitel 1 § 7 siger Marsilius: ”Mit formål er altså med Guds hjælp at blotlægge denne enkelte årsag til strid. Det ville være overflødigt at gentage antallet og væsenet af de årsager, som Aristoteles allerede har anført; men den årsag, som Aristoteles ikke kunne have blik for, og som ingen anden, der kunne have kendt til den, har undersøgt, vil vi løfte sløret for, så den i fremtiden let kan udelukkes fra alle stater og byer, og så de dygtige regenter kan leve sorgløst og undersåtterne kan leve i ro.” 181 Ifølge Marsilius gav Kristus, da han gik på Jorden, afkald på at gennemføre sine påbud med magt, og det må betyde, at den guddommelige lov kun vedrører samvittighedsspørgsmål o.l., som ikke kan styres med menneskelige magtmidler; den kan derfor ikke håndhæves af præster, fordi de kun kan belære. Love, der håndhæves af mennesker, stammer fra mennesker, og med støtte i Aristoteles hævder Marsilius folket som lovens kilde og den primære lovgiver. Men folket kan delegere sin kompetence til valgte repræsentanter, et råd eller en monark. Kritikken af pavens magtkrav bliver hos Marsilius flettet sammen med kritikken af kirkens rigdom og præsternes måde at leve på. Han kæder i flere kapitler direkte frelsen sammen med et liv i fattigdom i Kristi efterfølgelse. Med hans egne ord om dem, der sidder på kirkens højeste troner: ”For hvis de tror på en kommende retfærdig gudsdom i den kommende verden, med hvilken samvittighed – lad dem svare for Gud – stjæler og røver de fleste romerske biskopper og deres kardinaler og andre præster og biskopper så alle de timelige goder, de kan komme til – de, som skulle tage vare på menneskers sjæle og fordele kirkens timelige goder til de fattige, som er givet 52 af fromme troende til opretholdelse af evangeliets prædikanter og andre fattige personer…” Marsilius, citeret efter Bryld, 2021. 182 ”Og igen, med hvilken samvittighed i samklang med den kristne religion – lad dem svare, siger jeg – bortødsler de de fattiges goder på så mange unyttige ting som heste, tjenerskab, banketter og andre forfængeligheder og fornøjelser…”183 Marsilius var også en fortaler for videnskaben, hvilket også måtte opfattes som en torn i øjet på troens folk. Han var muligvis inspireret af sine medicinske studier i denne sag, mener nogle forskere. Marsilius citerer Aristoteles´ ”Metafysik”, som siger, at videnskabeligt arbejde kræver en indsats fra mange mennesker. Videnskaben er progressiv i den forstand, at den ene videnskabsmand står på skuldrene af den anden i en vedvarende progression. Et enkelt menneske kan tage fejl, men fejlmuligheden bliver reduceret gennem et stort antal menneskers samlede anstrengelser. 184 Claus Bryld anfører, 185 at ”Defensor Pacis” bygger på et overvældende stort kildemateriale omfattende først og fremmest Aristoteles, men også andre antikke forfattere. I Marsilius´ værk finder man over 100 citater alene fra Aristoteles´ værk ”Politikken”. Marsilius bruger også flittigt Det Nye Testamente til underbygning af sine krav, men Det Gamle Testamente lader han stort set ligge. Interessant er brugen af den muslimske filosof Averroës, der egentlig hed Ibn Rushid (ca. 1126 – 1198). Averroës havde i det 12. århundrede formidlet Aristoteles´ forfatterskab til Vesten og forsynet det med kommentarer. ”Averoister” eller ”radikale aristotelikere”, som de også blev kaldt, skelnede i forhold til f.eks. Thomas Aquinas mellem tro og fornuft, siger Claus Bryld. Der var en uoverstigelig kløft mellem trossandheder og sandheder, der kunne nås ved hjælp af fornuften. ”Med denne opfattelse af en ”dobbelt sandhed” var deres opfattelse vanskeligt forenelig med den kristne doktrin, selv om ingen af dem fornægtede kristendommen.” 186 Marsilius´ ideer om den demokratisk-republikanske stat og – især – om forholdet mellem kirke og stat måtte virke revolutionerende i samtiden, men blev senere fælles europæisk arvegods, skriver Bryld. Ideerne kan – trods de mange år, der er forløbet, virke helt moderne den dag i dag. Det forekommer ret frisk og modigt at kritisere biskopper og kardinaler for at røve fra de fattige. Marsilius foregriber den udvikling, der normalt antages at begynde i renæssancen, og som accelererer med naturvidenskabernes og religionskritikkens udvikling i det 17. og 18. århundrede. Men selvom han brød med pavens verdsligt-politiske magt, brød Marsilius dog ikke med selve religionen og dens forsynstanke. Hvorvidt Marsilius blev forfulgt for sine synspunkter er uklart. I hvor høj grad slog tanker som Marsilius´ og andre religionskritikeres så igennem i samtidens Danmark? Her kan man støtte sig til professor Sten Ebbesens bidrag til ”Den danske filosofis historie". I Ebbesens indledende bind om dansk middelalderfilosofi 1170 – 1536 gøres der rede for hvilke danske filosoffer, der fandtes i perioden, og hvordan deres forhold var til de tanker, der fandtes i tiden omkring verdens skabelse og Guds almagt. Det er tydeligt, at de udenlandske tanker fandt en ikke ubetydelig grobund herhjemme, hvilket jeg senere kommer nærmere ind på i afsnittet om den danske religionskritik. 53 Andre kritikere af pavemagten og gejstligheden finder vi i England. William af Ockham (ca. 1287 – 1347) var en engelsk filosof og teolog, der indtrådte i Franciskanerordenen. Som mange samtidige kritiske intellektuelle, undgik heller ikke han at blive fængslet, oven i købet netop som han skulle tiltræde som lærer i Oxford efter sine teologiske studier. Religionskrititikeren Leif Nedergaard skriver187: ”Ethvert forsøg på nytænkning var blevet særligt farligt efter at paven til opretholdelse af det kirkelige meningsdiktatur 1231 ved hjælp af dominikanerordenen havde fået organiseret inkvisitionen, der under tortur afhørte formodede afvigere fra den rette tro og kunne dømme dem til død på bålet.” Ockham blev blandt andet uenig med paven om transsubstantiationen (den forvandling, der sker under nadveren), og om hvorvidt gejstlige kunne besidde privat ejendom. Ockham flygter og bor resten af sit liv i München. Her udvikler han sit eget kirkesyn og skriver omfangsrige værker imod pave Johannes 22.s teologi og imod de pavelige krav om verdslig og åndelig magt. Den engelske sognepræst John Wycliffe (1328 – 1384) var en af dem, der havde læst Marsilius´ ”Defensor Pacis” med stor interesse. Wycliffe var, ligesom mange andre på denne tid i England, uvilligt stemt overfor kirkegodsets store omfang, den kirkelige jurisdiktion og pavestolens udsugning af landet. 188 Han foregreb på mange måder reformationen og afviste helgendyrkelse, valfart, aflad og sjælemesser. Religionssatire mod pave og kardinaler Ikke kun de lærde kunne udtrykke kirkekritiske tanker. Allerede i begyndelsen af 1100-tallet begyndte der at dukke folkelige skrifter op i Europa, som formastede sig til at gøre grin med paven og hans kardinaler og anklagede dem for hykleri og grådighed. Den skinhellige præst bliver en figur, som får en plads i europæisk religionssatire helt frem til midten af 1800-tallet. I sin Ph.d.afhandling, ”Frækhedens Evangelium” (forsvaret 5. november 2021 på Københavns Universitet) siger religionsforskeren Peder Meyhoff Brink, at skikkelsen har været med til at forme vore normer, autoritetsopfattelse og sprog på afgørende måder. Middelalderen og renæssancen Middelalderen sættes tidsmæssigt normalt til perioden fra ca. 500 til 1400. Den afløses af renæssancen fra ca. 1400 – 1600. Striden mellem kirke og stat dominerer begge perioders politiske tænkning 189. Og konflikten skærpes. På kirkekoncilet i Paris 829 slås det fast, på baggrund af Kejser Konstantins gavebrev til patriarken i Rom (et brev, der i 1440 afsløres som et falsum), at fyrsten er en embedsmand, og at ”kirken i kraft af sin åndelige autoritet afgør, hvad retfærdighed er.”190. Diskussionen føres videre af bl.a. Dante, William Ockham, Machiavelli og Martin Luther. Den Spanske Inkvisition etableres i 1478. Dens mål var at fremme ideologisk konformitet og spansk identitet. ”Den spanske inkvisition var ikke et forældet forsøg på at bevare en forgangen religiøs verden; det var en moderniserende institution, der var udtænkt af monarkerne for at skabe national enhed.”, siger den britiske forfatter Karen Armstrong.191 54 De primære ofre for inkvisitionen var de jødiske og muslimske ”conversos”, konvertitter, som havde valgt at lade sig døbe frem for at blive deporteret, og som man mistænkte for ”tilbagefald” til deres gamle religion. ”Inkvisitorerne blev pålagt at torturere enhver, som tændte levende lys fredag aften, eller som nægtede at spise svinekød, for at tvinge dem til at afsværge deres tro og anmelde andre overløbere.” (Armstrong, 2011, s. 192) Fra 1540´erne bliver den af Ignatius Loyola (1491? – 1556) indstiftede Jesuiterorden og den af dominikanerordenen ledede inkvisition for alvor magtfaktorer, som slår hårdt ned på modstandere. ”Inkvisitionens rædselsregimente på den pyrenæiske halvø hindrede enhver fri tankeudveksling, så åndslivet ved siden af theologi måtte indskrænke sig til en harmløs skønlitteratur, udtryk for en påtvungen virkelighedsflugt”, skriver Leif Nedergaard. 192 Blandt de jøder, der var flygtet til Portugal og havde foretrukket at leve i eksil frem for at afsværge deres tro, de såkaldte ”marranoer”, finder vi, ifølge Karen Armstrong, de første egentlige europæiske ateister og fritænkere. Der er ikke mange kvinder, der får mulighed for at gøre sig intellektuelt gældende i middelalderen. En af de få er Christine af Pisa (1364- ca. 1430), italiensk hofforfatter og digter. Hendes produktion omfatter kærligheds- og, noget i samtiden sjældent, anti-krigsdigte! I bogen ”Cité des Dames” (”Damernes by”) leverer hun portrætter af en række historiske kvinder, der har bidraget til samfundet. ”Hun kritiserer kvindeundertrykkelsen og argumenterer for, at kvinder ikke er mindre indsigtsfulde end mænd, hvis bare de får samme undervisning.”, siger forfatteren Rune Engelbreth Larsen. 193 Den böhmiske teolog og reformator Jan Hus (ca. 1370-1415) bliver betragtet som forløber for Reformationen i 1500-tallet, Han blev dømt for kætteri ved kirkemødet i Konstanz og brændt på bålet. 194 Hus kritiserede i sine prædikener bl.a. munkenes, præsternes og pavedømmets forsyndelser, og han anså ikke kirken for at være et hierarki, men derimod et samfund af dem, der var forudbestemt til frelse. Renæssancen og humanismen Renæssancen, Reformationen og Den Videnskabelige Revolution fremskynder den verdsliggørelse, som karakteriserer den nye tid. Med Renæssancen i 1400- og 1500-tallet tilstræber man en genfødsel af den storhed i kulturen, der fandtes i antikkens Grækenland og Rom, og mennesket sættes i universets centrum. ”Denne bevidsthed om det særegne, unikke, individuelle menneske kommer til syne igen og igen som noget nær renæssancens vandmærke og må ses i sammenhæng med en fokus på mangfoldigheden og forskelligheden som verdens og menneskets brede vifte af indtryk og udtryk.” 195 Renæssancen signalerede en vis rummelighed i kirken, men denne bevægelse satte Luthers reformationsbestræbelser i 1500-tallet i flere henseender en stopper for. 196 Eksempelvis advarer 55 Luther, som nævnt, i utvetydige vendinger mod Aristoteles, som ellers i højmiddelalderen og renæssancen var den foretrukne filosof fra antikken. Aristoteles refererede man i denne periode blot og bart til som ”filosoffen”. Luther kalder for sin del Aristoteles for ”den fordømte, hovmodige, slyngelagtige hedning”, som har ”trængt den levende Guds bøger tilbage”.197 Det humanistiske livssyn er et barn af renæssancen. Humanismen sætter respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed som norm, og humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter. Leif Nedergaard beskriver humanismen som renæssancens ”lærde gren”. 198 Ved sit intense studium af den hedenske antik forskyder humanismen interessen fra det gudelige til det menneskelige. Dermed indledes så småt verdsliggørelsen af åndslivet, et liv, der hidtil havde været helt domineret af kirken. Humanisterne ønsker at søge tilbage til kulturens kilder (”Ad Fontes”). Gennem en filologisk tekstkritik ville de frem til de klassiske værkers originale tekst, hvilket de muliggør ved at opnå et bedre kendskab til de gamle sprog, inklusive hebraisk, en bestræbelse som ikke mindst den tyske humanist Johannes Reuchlin (1455 – 1522) stod for. ”Det førte til en kritisk holdning til den måde hvorpå den katolske kirke havde omformet Bibelens lære, hvad der snart gav sig revolutionært udtryk i Reformationsbevægelserne.”, siger Leif Nedergaard. 199 Nedergaard mener imidlertid, at den ”humanitetens ånd”, som Humanismen fra først af stod for med dens tiltrængte frigørelse fra den kristelige fordømmelse af jordelivet, efterhånden degenererer hos ”mindre ånder” til et åndløst terperi af oldtidssprogene og til grammatisk pedanteri. Her er et bud på nogle af renæssancens banebrydende kritiske sjæle, som gødede jorden for den senere oplysningstid. Jeg bestræber mig på at nævne personerne i kronologisk rækkefølge, men det vil selvsagt være uoverkommeligt med sikkerhed at påvise den indflydelse, de har haft på danske lærde. Vi ved dog, at folk som både Struensee og Georg Brandes efterlod sig store biblioteker, der afslører et godt kendskab til de udenlandske forbilleder. Francois Villon (ca. 1431 – efter ca. 1463) var en fransk poet – og kriminel -, der øste af sin viden om samfundets skyggesider i sine dødsbevidste digte. Han skrev to værker, ”Det lille testamente” (”Petit Testament”) og ”Det store testamente” (”Le grand testament”) hertil kommer, formentlig, ”Balladen om gamle tiders kvinder” (”Ballade des dames du temps jadis”). Hans digte var gerne blasfemiske og seksuelt skamløse.200. Villon skrev på gammel-fransk og ikke meget er oversat til dansk. Her er dog et digt, han skrev i anledning af, at han var blevet dødsdømt. Efter sigende reddede han livet, netop ved at skrive digtet om den hængte: Her blev vi slagne hårdt med regn og slud Så svedne sorte helt i solens skær Mens skarpe næb skar vore øjne ud Og skrælled skæg og bryn af en og hver. 56 Ak aldrig aldrig faar vi hvile her Men hid og did vi uophørligt svaje Som svage bolde blot i blæstens eje Prikked som fingerbøl af ravn og skade Bøj I da ikke ind paa vore veje Men bed I til at Gud vil alt forlade! 201 Johannes Reuchlin (1455-1522) var en sprogkyndig tysk humanist. Han forsvarede fra 1509 jøderne, hvis skrifter magthaverne ønskede ødelagt – med undtagelse af de bibelske. Hovedmanden bag denne antisemitiske aktion var en døbt jøde, Johannes Pfefferkorn. Reuchlin fremhævede, at langt de fleste, der harcelerede mod jøderne og deres litteratur, overhovedet ikke kunne ét ord hebraisk. Hvordan kan nogen opponere mod noget, de ikke forstår, spurgte Reuchlin. Reuchlins forsvarsskrift for jøderne findes i 1514 af inkvisitionen i Köln værdig til bålet. To år før Reuchlins død fordømmes det endegyldigt af Pave Leo d. 10. Italieneren Giovanni Pico della Mirandola (1463-1494) var en af de centrale skikkelser i renæssancen. Rune Engelbreth Larsen siger 202, at Pico når frem til et standpunkt, der næsten ligger kirkens traditioner så fjernt, som man overhovedet kan forestille sig. Mennesket, siger Pico, er hverken skabt som et himmelsk eller et jordisk væsen, men er derimod skabt som sin egen ”skulptør og kunstner”. Således er det fritstillet til selv at vælge sin egen natur uden uovervindelige skranker af nogen art. ”Den bibelske tradition er forladt hos Pico. Det kategoriske skel mellem Gud og menneskene er faldet, og mennesket kan blive ét med Gud – straks.”203 Kirkefaderen Augustin ville nok have stemplet Picos tanker som hovmod, konstaterer Rune Engelbreth Larsen også. Og hovmod var, som vi husker, en af de syv dødssynder, som Pave Gregor den Store (ca. 540 – 604) og senere Thomas Aquinas (1225-1274) formulerede på grundlag af Johannes´ første brev i Bibelen. I værket ”Oratio”, Picos berømteste værk, ofte kaldt ”De dignitate hominis” (dansk titel: ”Om menneskets værdighed”, 1989), opfordrer han sine læsere til at sætte kurs mod det himmelske Jerusalem ved at lade sig rive med af ”det sokratiske raseri”, hvilket ville sige den guddommelige inspiration, som Sokrates henviser til i Platons ”Phaidros” (ca. 370 f.Kr.) Picos synspunkter faldt ikke i god jord i Rom. En pavelig bulle fra august 1487 (offentliggjort i december) forbyder enhver udgivelse af Picos ”900 Conclusiones” (1486), 900 teser, hentet af Pico fra forskellige traditioner. Begrundelsen var, at det var krænkende for dydige øren at ”udbedre hedenske filosoffers fejl” og ”hylde jødernes bedrag”. Alle eksemplarer af teserne skulle brændes inden tre dage, og det blev forbudt at læse, trykke og lytte til oplæsning af teserne. 204 I 1488 blev Pico dog frikendt for kætteri. Niccolò Machiavelli (1469 – 1527) vækker forargelse ved at udelukke enhver religiøs og moralsk betragtning fra såvel historievidenskaben som fra videnskaben om staten. I hans mest kendte værk ”Fyrsten” (1513, udgivet 1532; dansk 1876), en lærebog i politik, forklarer han sit mål som 57 Italiens befrielse og hævder, at alle midler er tilladt for en fyrste, der vil styrke sin og især statens magt. En dygtig fyrste må være skrupelløs. Bogen gøder jorden for den senere udbredte enevælde. Med overgangen fra et jordcentreret til et solcentreret, eller såkaldt heliocentrisk, verdensbillede indvarsles den revolutionerende overgang til en ny tid. Den polske astronom Nikolaus Korpernikus (1473-1543) viser med sit hovedværk, ”De revolutionibus orbium coelestium” (”Om himmelsfærernes kredsbevægelser”) (1543), at solen ikke bevæger sig rundt om jorden, men at solen tværtimod er Universets faste midtpunkt, hvorom planeterne drejer. Videnskabshistorikeren Kristian Peder Moesgaard karakteriserede Kopernikus´ forhold til kirken således: ”Kopernikus' forhold til kirken var ubesværet. Den var hans arbejdsgiver, og han dedikerede sit hovedværk til paven; ja, i virkeligheden udførte han et stykke bestillingsarbejde i form af et bedre astronomisk grundlag for en stadig mere tiltrængt kalenderreform. Først på Galileis tid blev det kættersk at hævde kopernikanske synspunkter.” 205 Selv om Kopernikus´ værk var et kirkeligt bestillingsarbejde, kommer hans ”Commentariolus” ("Den lille kommentar"), der argumenterer for det solcentrerede verdensbillede, på Den Katolske Kirkes liste over forbudte bøger. Thomas More (1478-1535) var en engelsk statsmand, humanist og retskyndig. Han blev saligkåret af den katolske kirke i 1886 og helgenkåret i 1935. More er mest kendt for sin fiktive rejseberetning ”Utopia” (1516), skrevet på latin. Det nutidige begreb ”utopi” er dannet ud fra bogens titel, og er et konstrueret græsk ord, der egentlig betyder 'intetstedsland'. ”I Utopia beskriver Thomas More et samfund, der er bygget op omkring familien, og hvori privat ejendomsret og pengeøkonomi ikke findes. På øen Utopia er sundhedsvæsenet udbygget, alle samfundsborgere er virksomme, og der findes kun få standsforskelle”, skriver Carl Henrik Koch i Den Store Danske 2023. Thomas Mores ”Utopia” har den fulde titel: ”Om den bedste statsforfatning og om den nye ø, Utopia. En i sandhed gylden lille bog, lige så nyttig som fornøjelig af den berømmelige og veltalende mand, Thomas More, borger og sherif i den prægtige by London.” I Mores optik er religionen afgørende, og indbyggerne på den fiktive ø med ”den bedste statsforfatning” dyrker en guddommelig Fader, som More lader dem kalde Mithra. Der er ingen gudebilleder i Utopias kirker, for enhver skal kunne gøre sig egne forestillinger om Gud. I Utopia hersker der religiøs tolerance og øboerne har på kommunistisk vis afskaffet al privat ejendomsret. ”Mores utopi er en sær blanding af livsglæde og afvisning af kristen fanatisme på den ene side, og en benhård adfærdskontrol på den anden. En barsk udgave af middelalderlig seksualmoral kombineres med en streng (og meget moderne) arbejdsmoral.”, siger Rune Engelbreth Larsen. 206 Den engelske konge, Henrik d. 8., krævede at blive den engelske kirkes leder og ville dermed bryde med paven. Det fik Thomas More til i 1532 at træde tilbage som kansler. 58 ” I 1533 var bruddet med Rom en realitet, da Henrik 8. fuldbyrdede skilsmissen fra sin dronning, men More nægtede i 1534 at tilslutte sig loven om kongens skilsmisse og blev derfor fængslet og dødsdømt. På skafottet skal Thomas More have sagt, at han var kongens tro tjener, men først og fremmest Guds. 207 Med Martin Luther (1483-1546) åbnes der i forhold til den katolske kirke for en voldsom religionskritik af den ”interne” slags. Ifølge overleveringen var det 31. oktober 1517 Luther opslog 95 teser på kirkedøren i Wittenberg og satte gang i reformationen. Han afviste afladshandlen med en appel til de kirkelige myndigheder om at stoppe dette misbrug. Kun Gud kunne frelse mennesket, mente Luther, og kirken havde ikke sin egen skatkiste, der kunne bane vejen for vor frelse. Luthers kulturelle program indeholdt bl.a. opnormering af folkesproget som en forudsætning for, at alle kunne være med i kirke og samfund. Desuden var hans program ”to-regimentelæren”, forstået som adskillelsen af det verdslige og det åndelige regimente. Luther talte desuden for en reorganisering af skole, universitet og andre uddannelsesinstitutioner og for ”kaldstanken” som forudsætning for arbejdslivet. End videre arbejdede han for, at staten, byerne og landsbyerne skulle overtage ansvaret for social- og sundhedsvæsen. Leif Nedergaard, Frederik Stjernfelt og Jens-André P. Herbener er nogle af dem, der herhjemme, har bedømt Luther stærkt kritisk. De to sidstnævnte, der udgiver deres behandling af Luther i jubilæumsåret 2017, vil jeg vende tilbage til i et senere afsnit. Leif Nedergaard skriver i 1981 ”Socialt forholdt Luther sig yderst konservativ; den bestående samfundsform med dens standsforskel skulle bestå som udtryk for gudens vilje; i overensstemmelse med Paulus skulle enhver forblive i sin stand, hustruen være underlagt manden, der i hjemmet herskede patriarkalsk med tugtens ris, ligesom fyrsten besad magten over undersåtterne.” 208 Det var ikke mindst Luthers syn på bønderne i det tyske bondeoprør 1524-25, der viste hans stærkt samfundsbevarende holdning og vakte forargelse – endog blandt hans egne. Luther mente, at et oprørsk menneske ikke kunne svares med fornuft…”thi han godkender intet. Med næven må man svare sådanne kæfte, så at slim står dem ud af næsen. Bønderne ville heller ikke høre, lod sig det slet ikke sige; da måtte man åbne dem ørerne med bøssekugler, så at hovederne sprang i luften.” Således skrev Luther i 1525 i forbindelse med massakren på de oprørske bønder. 209 Den utilfredshed, de tyske bønder havde båret på i generationer, sættes faktisk i brand af Luthers opgør med kirken. Bønderne forlanger et tåleligt liv her på jorden, hvilket bl.a. betyder ophævelsen af livegenskabet og brugsret over landbrugsjord, skove, søer og vandløb. Fra reformationen i Danmark 1536 og helt frem til 1800-tallet havde alle danskere i det protestantiske Danmark det samme pensum, nemlig Luthers ”Lille Katekismus”. Ingen bog har som denne bidraget til danskernes forståelse af det centrale i kristendommen. Den lille katekismus er intet mindre end den mest læste bog i Danmark gennem historien – fast pensum for alle, der overhovedet kunne læse. ”En katekismus” er en bog til undervisning i kristendom, og Den Lille 59 Katekismus henvender sig især til børn og unge, der på denne måde får en indføring i den kristne, grundlæggende børnelærdom. Den første udgave så dagens lys i 1529. Der er gjort flere forsøg på at skrive en ny, mere tidssvarende katekismus, men det er oftest blevet til lidt længere bøger, der mere er skrevet for voksne end for børn. Luther skrev sin Lille Katekismus, fordi han som visitator, omrejsende kirkelig censor, oplevede, at det stod helt galt til med både præsters og jævne folks kendskab til Gud. I en af de ”Bordtaler” , som er nedskrevet af gæster ved Luthers middagsbord, siger reformatoren: ”Den sørgelige og forfærdelige elendighed, som jeg for nylig har erfaret, da jeg var visitator, har nødet og tvunget mig til at skrive denne katekismus eller kristenlære i en så kort, enkel og enfoldig skikkelse. Hjælp, kære Gud, hvor har jeg dog set megen jammer. Den jævne mand ved jo slet ingenting om den kristne lære, særligt i landsbyerne. Mange sognepræster er desværre helt uegnede og udygtige til at undervise, og alligevel skal de alle kaldes kristne, være døbt og nyde sakramenterne, skønt de hverken kan Fadervor eller De ti Bud, men lever som det dumme kvæg og de ufornuftige svin.” 210 Den danske kirkehistoriker og teolog Carsten Bach-Nielsen (f. 1955) mener, at Katekismens funktion også var at lægge en dæmper på de oprørske tanker, menigmand nemt kunne få ved læsning af den store bog, selve Bibelen: ”Katekismen skulle levere en bibelsk begrundet lærdom, så menigmand ikke skulle sidde og slide sig gennem den store bog og så måske af mangel på lærdom, fornuft og overblik få falske, oprørske ideer.” 211 Oprørske bønder og mange andre, fx den senere engelske reformator Gerrard Winstanley (1609 – 1676), kunne klart nok få noget andet ud af Det Nye Testamente og Jesu Bjergprædiken end den etablerede kirke. Med Bibelen i hånden og under påberåbelse af Helligånden og Guds vilje kunne – hvilket fx skete ned den tyske bondekrig i midten af 1520´erne – menigmand finde på at sætte det, Bach-Nielsen kalder en ”socialrevolutionær agenda”. 212 Jeg vender tilbage til Luther og den danske Luther-kritik i et senere afsnit. Den hjemlige Lutherkritik har, som tidligere nævnt, affødt nogle af de vigtigste danske religionskritiske bidrag. Nok så interessant som Luther er Thomas Müntzer (1488 - 1525), der var teolog og frontfigur i den såkaldte radikale reformation. Müntzer vendte sig i adskillige kritiske skrifter mod Martin Luther og blev oprørsleder under Den tyske bondekrig, hvor det er beregnet, at omkring 75.000 mennesker døde. ”Müntzer anførte som oprørernes 'feltpræst' en gruppe på omkring 8000 bønder under slaget ved Frankenhausen i kampen mod politisk og åndelig undertrykkelse, og han var overbevist om, at Gud ville hjælpe dem. De blev fuldstændig slået, taget til fange, fængslet og tortureret. Han blev halshugget i Mühlhausen 27. maj 1525, og hans hoved og krop blev udstillet som en advarsel til alle, der måtte prædike en lignende forræderisk lære.” 213 60 Til Rigsdagen i Augsburg 1530, der skulle bilægge de religiøse stridigheder, udarbejdede Luthers lærde forbundsfælle Philip Melanchton (1497 – 1560), der var relativt forsonlig overfor Romerkirken, en redegørelse for den lutherske tro. Først blev skriftet kaldt ”Apologi”, sidenhen ”Confessio Augustana”, på dansk kendt som ”Den Augsburgske Bekendelse”. Skriftet godkendtes af Luther, selvom han egentlig fandt dens polemiske tone for blid, og den bliver normgivende for de lutherske kirker. Sammen med Luthers Lille Katekismus bliver Den Augsburgske Bekendelse, efter Reformationens indførelse i Danmark 1536, et af kirkens forpligtende bekendelsesskrifter. Syndefaldsmyten indtager en central plads i bekendelsen, der stadig den dag i dag indgår uforandret i Den Danske Folkekirkes idemæssige grundlag. Det hedder i anden artikel,1. afsnit: "Ligeledes lærer de (dvs. de lutherske menigheder), at siden Adams fald fødes alle mennesker, som er forplantet på naturlig måde, med synd, det vil sige: uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær, at denne arvede sygdom eller last er virkelig synd, der også nu fordømmer dem, der ikke genfødes ved dåb og Helligånd, og pådrager dem evig død." Leif Nedergaard kommenterer reformationen på denne måde: ”Den frigørelse fra pavemagten, som reformatorerne havde iværksat, kom”…”snart til at stivne i ortodoksiens faste system, især fordi man havde bundet sig til en bogstavelig tro på Bibelen, verbalinspirationen. De protestantiske kirker organiserede sig snart til intolerante religionsformer, der heller ikke tålte reformistiske afvigere…” 214 Florian Geyer (ca. 1490 – 1525) var en tysk bondeleder, der formentlig blev myrdet, mens han var på flugt under det store tyske bondeoprør. Han havde på sit sværd indgraveret ordene: ”Intet kors, ingen krone!” Paracelsus (1493 – 1541) var en schweiziskfødt læge, der praktiserede i det meste af det tysktalende Europa. Han hed egentlig Theophrastus Bombast von Hohenheim, men antog i ca. 1530 navnet Paracelsus, fordi han anså sig for lige med den berømte romerske læge Aulus Cornelius Celsus (ca. 25 f Kr. – ca. 50 e.Kr.). Paracelsus havde den frækhed at blæse på alle autoriteter for at starte forfra på et nyt grundlag, siger filosofihistorikeren Aksel Haaning 215.Paracelsus helbredte mange mennesker, bl.a. Erasmus af Rotterdam, som var plaget af op mod fyrre sygdomme. Paracelsus vedblev at tale sit eget landlige sprog, schweizertysk. Han talte ikke mindst om ”Naturens Lys”. Det var hans påstand, at naturen har lys, ikke os mennesker! Dette lys burde vi lære af, fremfor at lære af vor egen spekulation, mente han. Fra naturen kommer nemlig sygdommen, såvel som helbredelsen. 216 Den franske forfatter Francois Rabelais (1494 – 1553) bearbejdede en gammel folkebog og udgav, på grundlag heraf, i 1532 en fortælling om den fiktive helt, Gargantuas søn, Pantagruel. To år senere kom en bog om Gargantua selv Bogen om Pantagruel vækker forargelse – ligeså den samfundskritiske bog om Gargantua. Rabelais præsenterer her et frihedens evangelium. Damer og herrer omgås hinanden i idealklostret Thêlème og er optaget kultur under mottoet ”Gør hvad du vil!” Ægteskab skulle tillades, og man 61 skulle kunne forlade klostret, når det passede en selv. Askese og cølibat anser Rabelais for noget negativt, ligesom religiøse dogmer, der hindrede den frie tanke. Rabelais har mange satiriske udfald mod kirken, og han lader fx Gargantua sammenligne munkene med aber. Han siger bl.a. om dem: ”De mumler et mylder af Helgenlegender og Salmer, som de ikke fatter et Kvidder af; de opremser et utal af Paternostre, spækket med lange Ave Maria´er uden at tænke eller forstå noget derved; det kalder jeg Gudsbespottelse og ikke Gudstjeneste. Men Gud hjælpe dem vel, om de beder for os! Nej, snarere af Frygt for at miste deres gode Brød og deres fede Supper.” 217 Ikke mærkeligt, at Rabelais en tid måtte bosætte sig i Italien for sin egen sikkerheds skyld. Rune Engelbreth Larsen (2006) siger, at Rabelais udfolder en nærmest surrealistisk sarkasme og komik, der i mange tilfælde foregriber den komik, vi kender fra ”Monty Pythons Flying Circus” i 1960´erne og 1970´erne. Michel Servetus (1509/11- 1553), spansk læge og teolog, udmærker sig blandt de berømte kættere ved at være den eneste, der besteg kætterbålet på protestantisk jord. Hans forbrydelse var, at han afviste treenigheden, og dermed fratog Jesus guddommelighed. Han havde desuden til hensigt at reformere kristendommen ved at gøre den mere bibelsk funderet og mere oprindelig. Servetus var bl.a. modstander af barnedåben og stod, i flg. Calvin, for ”uhyggelige blasfemier” Så 27. oktober 1553 blev Servetus brændt levende i Genève oven på et bål af sine egne bøger. Han blev cirka 42 år. 218 Den franskfødte prædikant Jean Calvin (1509 – 1564) regnes, efter Luther, for den mest betydningsfulde reformator af den katolske kirke. Erik Lund m.fl. (1993) skriver, at Gud i Calvins verdensorden egentlig var en tyran: ”Gud er for Calvin som en enevældig konge; alt er til for hans skyld, og intet har anden mening end den at tjene til hans hyldest; dertil er det ganske univers skabt, og dertil er også mennesket skabt.” (Lund m.fl. 1993, s. 191) Calvins etik var særdeles streng, og alle former for livsglæde, fornøjelser og æstetiske nydelser blev betragtet som onde og var direkte forbudt. 219 Det calvinske menneske bliver drevet ud i en uendelig stræben, en stræben efter effektivitet og succes, siger Lund m.fl., og det prægede i høj grad de tidlige indvandrere i de puritanske kolonier, der senere blev til USA. Guillaume Postel (1510 – 1581) var en fransk lingvist, astronom, kabbalist og ambassadør. Postel lærte sig en mængde sprog, bl.a. arabisk og hebræisk – foruden selvfølgelig græsk og latin. I værket ”De Orbis Terrae Concordis” fra 1544 argumenterede han for en verdensreligion, byggende på en formodning om, at jøder, hedninge, muhamedanere og kristne havde fælles rødder, og at de kunne forenes indbyrdes. Foreningen skulle dog finde sted under et kristent banner, fordi Postel mente, at den kristne religion kom tættest på det fælles indhold, som grundlæggende var kærlighed til Gud og mennesker. Postel prædikede, i overensstemmelse med sine synspunkter, tolerance og kirkens genforening. 62 En meget tidlig forløber for Oplysningen i 1700-tallet var franskmanden Sebastian Castellio (15151563), der – med henvisning til Jesus´ krav om næstekærlighed og tilgivelse - talte for at afskaffe begrebet kætteri på baggrund af Calvins henrettelse af ovennævnte Michael Servetus i 1553. Hvis nogen var ugudelige, mente Castellio, så var det de ivrige religionsforfølgere og ikke deres ofre. Det eneste, man med sikkerhed kunne sige om en kætter var, at det var en person, man var uenig med – ikke at det var Djævelens håndlanger. Castellio anså det samlet set for en kristen pligt at acceptere religiøse forskelle. Derfor var det rette kristne svar på den religiøse mangfoldighed tolerance og frihed, ikke forfølgelse og tvang. Giuseppe Arcimboldo (1526 eller 1527 – 1593) var en italiensk maler, der er bedst kendt for at skabe fantasifulde portræthoveder lavet udelukkende af genstande som frugt, grøntsager, blomster, fisk og bøger. Han var en tidlig forløber for surrealismen. Som Dennis Meyhoff Brink 220 har påvist, var en stor del af den folkelige religionskritik i Europa i renæssancen og i Oplysningstiden billedbaseret. Arcimboldo var en blandt flere, der med sin eksperimenterende malerkunst banede vejen for billedsatiren. Étienne de La Boétie (1530 – 1563) var en fransk forfatter, der tænkte og skrev tyran-kritisk i en humanistisk, ikke-voldelig og anarkistisk ånd i renæssancen. ”Discours de la servitude volontaire” (”Afhandling om Frivillig Trældom”) (1577) er hans nok mest kendte værk. Det blev publiceret som et ”clandestint”, altså hemmeligt, undergrundsværk efter hans død. Pierre Charron (1541-1603) udgav i 1594 et apologetisk værk med titlen ”Les trois Vérités” (”De Tre Sandheder”) 221. Her prøver han at bevise Guds eksistens. Desuden vil han bevise, at kristendommen er den eneste sande religion, og at den katolske kirke er den eneste rigtige indenfor kristendommen. Charron modstiller i sit værk troen og fornuften. Troen er autoritet i religiøse anliggender, mener han, og fornuften er autoritet i videnskabelige drøftelser. Desuden betragter han kristendommen som hævet over enhver form for filosofi. Modstillingen mellem tro og fornuft eller videnskab er et hedt og gennemgående tema i de næste århundreders religionsdebat. Et senere værk, ”De la Sagesse” (”Om Visdommen”) fra 1601 blev opfattet som et ateistisk skrift. Charron anser heri moralen for at være adskilt fra religionen, og han hævder, at den menneskelige natur er grundlag for moral og politik. Vi har nemlig fra naturens side fået en tilstrækkelig og god drivkraft til et moralsk liv. Mennesket kan, ved fornuftens hjælp, eliminere de lidenskaber, der er årsag til dets ulykke. Charrons moralfilosofi er naturalistisk, forstået sådan, at moralen kan udledes uafhængigt af enhver religiøs åbenbaring. Den katolske kirke fordømmer hans værk, mens det 17. århundredes frisindede ånder betragter ham som en skattet forbundsfælle. 222 Koch skriver, at det blev Charrons skæbne, at hverken protestantismen eller katolicismen kunne godtage hans værk, og tilmed misforstod et senere slægtled det, hvorfor det derefter blev glemt. ”Dets betydning ligger i, at Charron her formulerede tanken om en af religionen uafhængig moral. I en brydningstid, hvor de overleverede normer var under debat og den konsekvente skepticisme 63 kunne virke lammende, forsøgte Charron den eneste udvej, som forekom ham åben, nemlig at opstille en moralfilosofi; han søgte at vise, at det er muligt at opbygge en videnskab om mennesket uafhængigt af religiøs tro, og at menneskets fornuft er en tilstrækkelig moralsk vejleder”223 Jesuitten François Garasse (1585–1631), beskrev ligefrem Charron som ateist. Flere kapitler i det religionskritiske, clandestine skrift ”Traité de trois Imposteurs”, som omtales senere, siges at være skrevet af efter Charron. Giordano Bruno 1548 – 1600 var en italiensk humanist og filosof. Han var blandt andet tilhænger af et heliocentrisk (dvs. solcentreret) verdensbillede. I år 1600 blev han dømt som kætter og brændt på bålet. Han fik lidt krudt bundet i nakken, så døden kunne indtræffe hurtigere. Hvis man i Rom slentrer ind på pladsen Campo dei Fiori, Blomstertorvet, ser man statuen af en dyster dominikanermunk med hænderne over kors og med nedslagent blik. Det er Giordano Bruno, der her – som et plaster på såret – i 1889 er hædret med dette monument. Bruno blev mistænkt for fritænkeri og blev derfor 1576 stævnet for inkvisitionen, men flygtede til Venedig. Som omvandrende lærer levede han Indtil 1592 bl.a. i Paris, London (1583-1585), Wittenberg, Prag og Zürich. En indbydelse fik ham – dristigt – til atter at bosætte sig i Venedig, hvor han forrådtes til inkvisitionen og blev ført til Rom. Efter en langvarig proces med årelang fængsling og tortur blev han dømt som ”hårdnakket kætter" og den 17. februar 1600 altså brændt på Blomstertorvet. Som panteist var Bruno overbevist om, at universet udgør en organisk helhed, en perfekt manifestation af Gud. 224 Desuden var han, som nævnt, en tidlig tilhænger af Kopernikus´ solcentrerede astronomiske billede. Han mente at kunne vise, at universet er uendeligt og rummer en uendelig mængde af solsystemer, og at Jorden ikke er dets centrum. ”Han ved, at det gamle verdensbillede ikke kan opretholdes; han må være overbevist om, at det vil falde før eller siden. Som ”svar” tilbød Brunos filosofi de religiøse institutioner en udviklingsmulighed under hensyn til den nye kosmologiske erkendelse, der var begyndt med Kopernikus. Han vidste som filosof og fri, sandhedssøgende tænker, at stod han fast og blev han dømt, ville den intolerante magt fra kirken og dens dage være talte; den ville afsløre sig selv, definitivt demontere sin autoritet ved at demonstrere den – og dermed overlade den egentlige søgen efter kundskab og visdom til filosofferne.” Således skriver Aksel Haaning, der har studeret processen mod Bruno nøje. 225 Trods hård tortur i flere omgange vælger Bruno ikke at afsværge sine synspunkter og indsigter. Han står fast og giver 21. december 1599 et svar, som Haaning kalder direkte ”forbløffende”, nemlig, at han ikke ved, hvad der skal eller burde afsværges, og efter domsafsigelsen udtaler han: ”Måske afsiger I denne dom med større frygt, end jeg modtager den.” Apologeterne, troens forsvarere, var travlt beskæftiget med at tilbagevise de hyppige vrangforestillinger i tiden. En af apologeterne var Lessius. Leonard Lessius (1554 - 1623), flamsk moralteolog af Jesuitterordenen. I 1612 udsender han sit vigtigste værk, der bærer titlen ”Guddommelige Forsyn og Sjælens Udødelighed”. Forud for værket 64 har der i kirkelige kredse været en del bekymring omkring begrebet ”ateisme”, og det er netop denne, Lessius angriber. Ganske vist har begrebet endnu ikke helt fået den gudsfornægtende betydning, det senere vil få. På Lessius´ tid opfattes ”ateisme” snarere som enhver tro, som forfatteren anser for at være forkert. Tiden var til utopier og verdensomvæltende teorier. Francis Bacon (1561-1626), britisk filosof, statsmand og forfatter, argumenterede for muligheden af videnskabelig viden alene baseret på et induktivt ræsonnement og på omhyggelig observation af begivenheder i naturen. Hans hovedværk, ”Det Ny Atlantis” blev udgivet i 1627, året efter Bacons død. Her præsenterer Bacon en ny verden, der understøtter eksperimenter og anden videnskabelig udforskning, og han vender sig skarpt imod grækernes og renæssancens videnskabsopfattelse. I Bacons videnskabsbegreb sammenfattes kravet om sandhed med et krav om, naturens udforskning skal ske til gavn for menneskeheden. 226 I overensstemmelse med den skolastiske terminologi skelner Bacon mellem en primær, eller første årsag (guddommen) og de sekundære eller afledede årsager, der er filosofiens og videnskabens emner. Tilværelsens inderste grund, guddommen, er skjult for mennesket og lader sig, ifølge Bacon, ikke direkte erkende. 227 I essayet ”On Atheism” 228 skriver Bacon 1625, at naturvidenskab nok på en måde fører mennesket bort fra Gud, fordi de videnskabelige teorier og forklaringer ikke bør inddrage det guddommelige, men udelukkende henvise til de sekundære årsager. Men efterhånden som videnskaben udforsker naturen, mener Bacon, at vi vil kunne se, at alt er et tegn på guddommens skaberkraft og plan. Kikkertens opfindelse, 1605 i Holland, betyder muligheder for nye opdagelser. Galileo Galilei (1564 - 1642) var en italiensk filosof, fysiker og astronom, der selv bygger sin første kikkert i 1609. Men en række samtidige aristoteliske filosoffer nægter at se sandheden i øjnene ved at kikke i Galileos kikkert, idet de mente, at det sete blot er en illusion. I sit hovedværk ”Dialogo sopra i due massimi sistemi del mondo” (”Dialog om de to store verdenssystemer”) (1632) forholder Galilei sig på overfladen neutralt til spørgsmålet om universets fysiske struktur, skriver Carl Henrik Koch, men alligevel er bogen et stort forsvar for Kopernikus´ system. Dette provokerer selvsagt kirken, der efter en berømt kætterproces tvinger Galileo til at afsværge den heliocentriske teori d. 26. juni 1633. Han må oplæse en lang afsværgelsesformular, hvori det bl.a. hedder: ”Jeg må helt og holdent opgive den falske anskuelse at Solen er verdens centrum og ubevægelig, og at Jorden ikke er verdens centrum og bevæger sig.” Hans ”Dialogo” bliver sat på den katolske kirkes liste over forbudte bøger (og fjernes først fra listen i 1822), og Galileo får forbud mod at publicere flere arbejder. 229. Galileo skrev, i modsætning til tidens lærde, på italiensk, frem for latin. Dermed blev hans ideer ikke blot et akademisk anliggende. Den engelske filosof Thomas Hobbes (1588 – 1679) skriver i 1655, at Galileo, som han havde besøgt i 1635, var den første, der slog portene op til den almene naturvidenskab. 65 Galileo, der var praktisk anlagt, konstruerer altså tidligt en kikkert. Opfindelsen af den første kikkert tilskrives dog hollænderen Hans Lippershey (1570 – 1619) i 1608, men Galileo var hurtigt med og kunne nu studere stjerner og planeter. Kirkens forsøg på at nægte kendsgerningerne fremgår af et brev fra Galileo til kollegaen Johannes Kepler: ”Padua 19. august 1610….Hvad siger du til de ledende filosoffer her ved universitetet, der, træge som slanger der har spist sig mætte, hverken har villet se på planeterne eller på Månen, eller på kikkerten, skønt jeg for min part tusinde gange ihærdigt har opfordret dem dertil? Som slangen lukker sine ører, sådan har de lukket deres øjne for sandhedens lys. Det er storslået, og dog undrer det mig ikke; den slags mennesker tror nemlig at filosofi er en slags bog ligesom Æneiden eller Odysséen, og at sandheden ikke skal søges i naturen, men ved sammenligning af tekster (det er deres egne ord)! Gid jeg havde dig her og vi kunne le hjerteligt sammen!” 230 Tommaso Campanella (1568-1639) var italiensk dominikanermunk, poet og teolog, der blev retsforfulgt af den romerske inkvisition for kætteri i 1594. Han blev tortureret og sendt i fængsel, hvor han tilbragte 27 år. Han skrev ikke desto mindre sine mest betydningsfulde værker i denne tid. I hovedværket ”La città del sole”, ”Solstaden” (1602), der først udkommer i 1904 på italiensk, skitserer han et utopisk samfund, der er mere radikalt end Thomas Moores ”Utopia”. I Solstaden er privat ejendom, ligesom i Utopia, erstattet af fælleseje – og det enkelte menneske er underordnet helheden og fællesskabet, hvilket står i skarp kontrast til renæssancens individualisme. Alle kvinder og mænd i Solstaden bærer ens tøj, sover i fælles sovesale og deles om alle fornødenheder, ligesom de deles om viden og fornøjelser. Solens by er et egalitært teokratisk samfund, hvor alle ting er fælles, men uddelingen af goderne er overladt til embedsfolk. Den tyske astronom, matematiker og astrolog Johannes Kepler (1571 – 1630), der som nævnt brevvekslede med Galileo, ville som den første vide, hvorfor himmellegemerne bevæger sig, som de gør. Tidligere havde man spurgt med hvilket formål universet er konstrueret, som det er. Svaret havde så enten været, som stoikernes, at universet er til for menneskenes skyld. Eller, som de kristnes, at universets formål er en ”forherligelse” af guddommen. Uriel da Costa (1583/84 – 1640), portugisisk filosof, havde oplevet den portugisiske kristendom som undertrykkende, grusom og bestående af regler og doktriner, som ikke havde den mindste forbindelse med evangelierne. Da Costa havde gjort sig sine egne tanker om jødisk religion ved at læse Bibelen, men blev, da han kom til Amsterdam, chokeret over at opdage, at den jødedom, han mødte, var lige så langt fra skriften som katolicismen. ”Rasende udgav han en afhandling, hvor han angreb Toraen og erklærede, at han troede på den menneskelige fornuft og naturlovene. Han skabte en sådan furore, at rabbinerne blev tvunget til at ekskommunikere ham. Der var indtil da intet begreb i Europa, der hed en ”sekulær jøde”, og som ekskommunikeret blev da Costa afskyet af jøder såvel som af kristne; børnene råbte ad ham på gaden. I desperation vendte han tilbage til synagogen, men han kunne alligevel ikke acceptere en tro, der forekom ham uantagelig. I 1640 begik han selvmord.”231 66 Som straf for sine kætterske synspunkter havde da Costa fået 39 piskeslag i den portugisiske synagoge i Amsterdam. Derefter blev han tvunget til at ligge på jorden, mens menigheden trampede hen over ham. Herbert af Cherbury (1583-1648) er blevet kaldt ”Deismens Fader”. Hans mest kendte værk er ”De Veritate, prout distinguitur a revelatione, a verisimili, a possibili, et a falso” (”Om sandhed, som det skelnes fra åbenbaring, det sandsynlige, det mulige og det falske”) (1624). Her finder man en kombination af videnskabsteori, elementer af psykologi, en metodologi for at udforske sandheden og en teori om den naturlige religion.232 I værket ”De Religione Gentilium” (”Om hedningenes religion”), der udkom 15 år efter Cherburys død, søgte han at vise, at de religiøse dogmer, som han tidligere havde redegjort for i værket ”De Religione Laici” (”Om Lægmandens Religion”), har været anerkendt til alle tider, indenfor alle religioner. ”Udfra dette synspunkt måtte de religiøse stridigheder, der var en del af baggrunden for den engelske borgerkrig fra 1642 til 1649, forekomme Herbert at være uden mening…” skriver Carl Henrik Koch. 233 Cherbury betragtede samtidens religiøse stridigheder som et produkt af de religiøse retningers og sekters autoritære opfattelse og så præsteskaberne som modstandere af den menneskelige fornuft. Med sin tro på den menneskelige fornuft og dens mulighed for at opnå viden og bilægge stridigheder mellem forskellige religiøse retninger peger Cherbury frem mod det 17. århundredes rationalistiske filosofi og det 18. århundredes oplysningsfilosofi. 234 Jeg har tidligere nævnt Giulio Cesare Lucilio Vanini (1585 – 1619), der blev brændt som kætter i Toulouse. Om ham fortælles det, at han under den frygtelige tortur, han blev udsat for før henrettelsen, havde fremsat forfærdelige kætterske udtalelser og tilmed havde nægtet at søge Guds tilgivelse. Han fastholdt, at Gud enten ikke eksisterede, eller at Gud var identisk med naturen. Desuden havde han kaldt Jesus for den ”usle jøde”, som var skyld i hans ulykke. Vannini var blandt de første moderne tænkere, der så universet som en helhed styret af naturlove. Han var desuden en tidlig fortaler for teorien om en biologisk udvikling, der indebar, at mennesker og aber har fælles forfædre. 1600-tallet Carl Henrik Koch vurderer, at en af grundene til den filosofiske tænknings manglende originalitet i 1600-tallets Italien netop var inkvisitionens fremfærd. 235 Men også på andre fronter havde både filosoffer og almindelige borgere nok at slås med på denne tid. I årene 1618 – 48 rasede den såkaldte Trediveårskrig i Centraleuropa, en krig som hovedsageligt var en religionskrig mellem katolikker og protestanter indenfor det Tysk-Romerske Rige. Med drabet på Henrik d. 4. af Navarra 1610 var håbet om fred slukket. Henrik havde været fast besluttet på at neddæmpe de religiøse lidenskaber, der truede med at splitte Frankrig, og havde efterstræbt streng neutralitet. Men med drabet, som en fanatisk katolik står bag, bryder uenighederne ud i lys lue. 67 Krigen starter 1618 og dræber ikke mindre end 35 % af befolkningen i Centraleuropa og reducerer områderne til et slagtehus, som Karen Armstrong skriver 236. Religionen var helt tydeligt ikke i stand til at føre de krigsførende parter sammen. Moderate kræfter måtte opgive håbet om en fredelig løsning i takt med, at katolikker og protestanter myrdede hinanden i en voldsom blodrus. I årene efter 30-årskrigen, da religionen synes slemt kompromitteret, lyder der flere røster, der taler for, at fornuften alene måtte kunne skabe betingelser for den varige fred, man længtes så stærkt efter. Det var ikke kun Centraleuropa, der var hårdt ramt. Også England havde oplevet en voldsom borgerkrig, henrettelse af Kong Karl d. 1. (1649) og en periode med republikansk styre under Oliver Cromwells (1599 – 1658) puritanske regering. ”Levellers”, kvækere, ”diggers” og ”muggletonianere” (tilhængere af Lodowicke Muggleton (1609– 1698)) havde i England udviklet deres egen ”revolutionære fromhed”. Hvis Gud var i naturen, eller hvis Gud ligefrem var naturen, som nogle hævdede, var der ikke brug for præster og kirker – og alle burde dele nationens velstand. 237. En ny, modig selvbevidsthed var vokset frem. I slutningen af 1600-tallet var det ellers en udbredt opfattelse, at ateister kunne identificeres på kendetegn som drikfældighed, hor og løsagtig politik. Det var endnu ikke muligt rent ud at acceptere vantro. Men som Karen Armstrong skriver: …”…så der var ikke længere brug for kirken til at tvinge deres lære ned i halsen på menighederne. For første gang i historien havde mennesket frihed til selv at finde frem til sandheden.” 238 Gerrard Winstanley (1609 – 1676) var en engelsk protestantisk, religiøs reformator og politisk filosof. Han var stifter af Gruppen “The True Levellers” eller “The Diggers, der tog godsejeres jord i besiddelse og delte ud til de fattige. William Everard (d. ca. 1651) var navnet på en af de andre af bevægelsens ledere. Deisme og teisme Nye tider er på vej, og dermed også en ændret Gudsforståelse. Den gryende oplysning betyder, at også religionen må forandres. Deismen er i fremmarch. Deisme er betegnelsen for troen på, at der nok findes en Gud, men at denne ikke griber aktivt ind i verdens gang. Gud har skabt verden som et perfekt funktionelt system, ligesom et stort urværk, der kan køre af sig selv, og Gud behøver derfor ikke blande sig yderligere. Deismen står i denne betydning i modsætning til teismens opfattelse af, at den Gud eller de guder, der findes, griber mere eller mindre aktivt ind i verdens gang. Oplysningsfilosofferne udvikler en ny form for teisme, der kun bygger på fornuft og newtonsk videnskab. De kalder det ”deisme”, og det er ikke et skridt på vejen til en total fornægtelse af Gud. ”Deisterne var lidenskabeligt optaget af Gud og næsten besat af religion”, skriver Karen Armstrong 239. De udbredte deres rationelle religion med næsten missionsk iver, mener hun. Og de prædikede frelse gennem kundskab og uddannelse. ”Uvidenhed og overtro var blevet den nye arvesynd.” Europæisk deisme var, på grund af sporene fra teologiske skænderier samt volden fra Reformationen og 30-årskrigen, kendetegnet ved antikirkelighed, men den var ikke vendt mod 68 selve religionen. Deisterne havde brug for Gud, og som Voltaire sagde, at hvis Gud ikke eksisterede, ville det blive nødvendigt at opfinde ham. 240 Den franske filosof og matematiker René Descartes (1596-1650) er blevet kaldt den moderne filosofis fader. Descartes levede i en tid, hvor det gamle verdensbillede, Det geocentriske verdensbillede, hvor Jorden regnedes for centrum i universet, som nævnt var blevet tilbagebevist af den polske astronom Nicolaus Kopernikus (1473-1543). Kopernikus opdagede og beviste, at Jorden drejede rundt om Solen og ikke omvendt. ”Når det fysiske verdensbillede falder sammen, falder det åndelige verdensbillede som regel også sammen. Descartes så det derfor som sin opgave at finde et nyt fikseringspunkt i den åndelige verden, der var sikkert.” 241 Descartes udviklede en metode, kaldet ”Den metodiske (cartesianske) tvivl”, en metode der spørger om, hvordan man kan opnå sikker viden, og om hvordan man kan vide, at det man har lært, er korrekt. Det indebærer blandt andet, at man ikke skal regne noget for sandt, medmindre det fremtræder så klart og tydeligt, at det er umuligt at tvivle på det. Efter sin eksamen 1616 besluttede Descartes sig til ikke at dyrke nogen anden videnskab end den, der kunne findes i ham selv eller i ”verdens store bog”. Descartes arbejdede på en afhandling, der bl.a. skulle støtte det heliocentriske verdensbillede. Dommen over Galilei 1633 fik ham imidlertid til at opgive en udgivelse af værket, så dele af det udkom først efter hans død. Descartes blev i 1651 og 1653 på tryk, efter sin død, af historieprofessoren Cyriacus Lentulus (1620 – 1678) anklaget for ateisme. Hans bøger sættes desuden i 1663 på ”Index”, den katolske kirkes, tidligere omtalte, liste over forbudte bøger. Descartes prøvede at finde en rigtig metode til en gyldig erkendelse. Undervejs gjorde han op med den middelalderlige skolastik, hvis metode i høj grad var at læse i traditionens autoriteter: Bibelen og de klassiske græske filosoffer, først og fremmest Aristoteles. Det var Descartes hensigt at finde en metode, der i højere grad svarede til naturvidenskabens behov for at få en sikker viden om verden. Ved at erstatte gamle forestillinger med ”fornuftens lys” og kræve evidens, lagde han op til Oplysningstiden og rationalismen. Anvendte man hans metodiske tvivl på troens postulater, ville troen falde til jorden, mente Leif Nedergaard. 242 Samtidig med Descartes var den franskfødte teolog Isaac La Peyère (1596 – 1676). Ligesom mange andre i tiden efter reformationen blev han påvirket af de indsigter, som opdagelsesrejser og koloniseringer uden for Europa førte med sig i forhold til det bibelske verdensbillede. Alt dette fik La Peyère til at drive bibelkritik. Parlamentet i Paris dekreterede, at hans bog, ”Prae-Adamitae” (”Mænd før Adam”) (1655), der handlede om, at der var både synd og mennesker før Adam, skulle brændes, og La Peyère selv skulle fængsles. Han måtte afsværge sine kætterier – og endte som lægbroder i et katolsk kloster. 243 Gabriel Naudé (1600 – 1653), fransk bibliotekar og forfatter. Visse afsnit i det ateistiske skrift ”Traktat om de tre Bedragere”, som jeg omtaler lidt senere, hævdes at være afskrift fra Naudé. 69 Juan de Prado (1612 – 1670) var en spansk-jødisk læge og filosof. I 1655 ankom han til Amsterdam og blev chokeret ved sit møde med den jødiske menighed her. Han undrede sig blandt andet over, at jøderne troede, at de var Guds udvalgte folk. To år efter sin ankomst bliver han ekskommunikeret, og han ytrer efterfølgende mere radikale synspunkter, som at alle religioner er det rene sludder, og at fornuft og ikke åbenbaring var sandhedens eneste dommer. Man ved ikke, hvordan han endte sine dage. 244 Prado dannede, da han kom til Amsterdam, en kreds af unge intellektuelle og underviste dem i udviklingen af uortodokse filosofiske ideer. En af hans elever var Baruch Spinoza, der dengang var 22 år gammel. I 1656 blev Prado anklaget for offentligt at have ytret kritik af Bibelen og måtte derfor offentligt afsværge sit kætteri, hvilket dog ikke forhindrede hans ekskommunikation. Jean-Baptiste Poquelin (Molière) 1622 – 1673), fransk komedieforfatter. Hans satiriske skuespil om den skinhellige Tartuffe (1664, da. 1724) blev en så stor succes, at navnet ”Tartuffe” blev brugt om religiøst hykleri i mange europæiske lande. 245 Den før omtalte hollandsk-jødiske filosof Baruch Spinoza (1632-1677) var pioner, når det gjaldt fundamentet til moderne folkestyre og frihedsrettigheder. Han skrev og ernærede sig i øvrigt beskedent ved at slibe linser af den slags, som havde ført den hollandske naturvidenskab til store resultater. I 1656, nærmere bestemt den 27. juli, var han blevet udstødt af sin jødiske menighed i Amsterdam for ”blasfemisk” fritænkeri, skriver Herbener 246. I ”Teologisk-politisk afhandling” (1669-70) undres Spinoza indledningsvist over de kristne: ”Ofte har jeg undret mig over, at mennesker, der ellers praler af at bekende sig til den kristne religion, dvs. kærlighed, glæde, fred, mådehold og tillid over for alle, strides indbyrdes med den største fjendtlighed og dagligt udviser det bitreste had mod hinanden, så at den enkeltes tro er lettere at kende ved disse træk end ved de førstnævnte.” 247 Spinoza er panteist forstået på den måde, at han mener, at universet i en vis forstand er Guds legeme, og at Gud og naturen er det samme. For Spinoza består verden af en substans, som er i sig selv og begribes ved sig selv. Der er kun denne ene substans, og den er ubegrænset, for ellers måtte en anden substans afgrænse den, argumenterer Spinoza. Tilsvarende må Gud være uendelig og ubegrænset, for at være fuldkommen guddommelig. Derfor må substansen og Gud være et og det samme. Tor Nørretranders karakteriserer Spinoza panteisme således: …”de har den fælles egenskab, at de begrunder sig selv. Verden og Gud er det samme; Gud er i alt, derfor kaldes det panteisme, fordi pan betyder alt. For panteismen er Gud verden og verden er Gud.” 248 Spinoza, der afviste tanken om en skabergud og var bibelkritisk indstillet, har betydet meget for eftertidens religionskritik – ikke mindst for Georg Brandes. Dette beskriver bl.a. lektor Søren Blak Hjortshøj i bogen ”Son of Spinoza” (2021). Spinoza var glad for at slippe ud af den jødiske menighed. Med venner og beskyttere kunne han overleve uden for det religiøse samfund på en måde, som ville have været umulig for hans forgængere. Han blev den første gennemført sekulære person, der kunne leve udenfor den 70 etablerede religions rækkevidde, mener Karen Armstrong. 249 Hun tilføjer, at han dog forblev en isoleret skikkelse, da både jøder og hedninge fandt hans panteistiske filosofi ”chokerende” og ”ateistisk.”. Med Spinoza har vi ikke længere brug for prædikanter og præster til at fortælle os, hvad der er sandt, og hvad der er falsk, hævder Rune Lykkeberg. Spinoza taler om ”det naturlige lys”, som giver os mulighed for at gennemskue tingene selv. Hvis vi lytter til vor egen fornuft, følger vi Vorherre! 250 Philipp Jakob Spener (1635 – 1705) var tysk teolog. I et lille skrift ”Pia desideria” (”Fromme Ønsker”) hævdede han i 1675, at kirken befandt sig i en ulykkelig tilstand, og han var bange for, at dette hverken bekymrede verdslig eller gejstlig øvrighed – og heller ikke lægfolk. Derfor fremførte han en række veje til kirkens forbedring. Det enkelte menneske skulle vækkes til omvendelse og fromhed, og derfor var det ikke nok at forkynde Guds ord ved gudstjenesterne. Man skulle, mente han, også vise troen i sit liv gennem udførelsen af ”troens frugter”, nemlig gode, kristelige handlinger. ”Pia Desideria” blev skrevet som forord til en nyudgivelse af Johann Arndts bog "Den sande kristendom", der betragtes som pietismens programskrift. Pietismen, der har hentet sit navn fra det latinske ord pietas (Gudsfrygt, fromhed)), var en kristen bevægelse, der lagde vægt på fromhed og på en levende, personlig tro. Bevægelsen var opstået inden for den lutherske kirke i slutningen af 1600-tallet i tysktalende områder og var i begyndelsen af 1700-tallet kommet til Danmark-Norge. Selvom magthaverne herhjemme egentlig burde være på vagt overfor noget, der kunne tolkes som kritik af religionen, så var man ikke afvisende. Under Kong Christian d. 6. (1730 – 1746) oplever pietismen ligefrem sin højeste blomstring i Danmark og afføder bl.a. salmedigtere som Hans Adolph Brorson (1694 – 1764). Tyskeren Joachim Gerhard Rham (død 1688) fik en sørgelig skæbne, idet han hængte sig i et æbletræ udenfor byen Wittenberg. Joachim Rham er i øvrigt mest kendt, fordi han var bror til Stephan Rham, der blev betragtet som en galning, bl.a. fordi han kaldte præstekjolen for en ”narredragt”. Desuden er Joachim Gerhard Rham kendt, fordi han efterlod sig et ”testamente”, der bliver regnet for den rene gudsbespottelse. Ganske vist benægter han ikke eksistensen af en Gud, men han sætter spørgsmålstegn ved Bibelen, ved bekendelsen og ved alliancen mellem fyrstemagt og gejstlighed, skriver Jens Glebe-Møller. 251 Desuden tror han ikke på Helvede, og han hævder, at sjælen er dødelig. Glebe-Møller fortsætter: ”Så når student Rham skriver om, at religionen er opfundet for at bedrage folk og gøre verden lettere at regere, og om, at det er statsræsonen som kræver, at hoben skal belæres om religionen af præsterne, så ligger det i klar forlængelse af samtidens kritik af statsræsonen og af magthavernes brug af religionen…” 252 Englænderen John Locke (1632-1704) var banebrydende blandt oplysningsmændene. Jens-André P. Herbener siger, at nogle ligefrem vil datere oplysningstidens begyndelse til den anonyme udgivelse af hans ”A Letter Concerning Toleration” (1689). 253. Heri fremfører Locke en mængde argumenter for religiøs tolerance, bl. a. at staten ikke bør blande sig i den enkeltes religion, så 71 længe den ikke har negative konsekvenser for samfundet. 254 Desuden peger han på, at alle trossamfund er overbeviste om, at netop de er rettroende, mens alle andre er kættere. Men ingen kan med sikkerhed afgøre, hvem, der er hvad, så forfølgelse af religioner kan ikke retfærdiggøres, mener Locke. Og selv hvis nogen virkelig kendte sandheden, ville ild og sværd aldrig være løsningen. Endelig er der det med Jesus. Tolerance tilhører netop kernen i Jesu budskab, og det er netop intolerance, diskrimination og statslig undertrykkelse, der skaber oprør og krig – ikke tilstedeværelsen af forskelligartede opfattelser. Lockes tolerance omfattede dog ikke ateister. Hvis Gud fjernedes i tanken, mente han, der ville ske en opløsning af alt. Løfter, overenskomster og edsaflæggelser, som er det menneskelige samfunds bånd, kunne ikke have nogen bindende styrke overfor ateister. 255 Locke var tilhænger af en adskillelse af stat og kirke. Han mente, at de var ”de to allermest forskellige ting”, der under ingen vilkår måtte sammenblandes 256. Locke afviste desuden muligheden for medfødte ideer og fremsatte en teori om, at al erfaring stammer fra sanserne (deraf empirisme) 257Lockes empirisme blev det grundlag på hvilket La Mettrie, Diderot og Holbach, som jeg snart vil omtale nærmere, udviklede en konsekvent materialisme. Den engelske fysiker, matematiker og astronom Isaac Newton (1643 -1727) fuldender den naturvidenskabelige revolution, som Kopernikus havde startet. I hovedværket ”Philosophiae Naturalis Principia Mathematica” (dansk: "Naturfilosofiens matematiske principper") (1687), gav Newton en matematisk beskrivelse af de love, som styrer himmellegemers bevægelse. Det vil sige månens bevægelse om jorden og planeternes bevægelse om solen . Oplysningstiden Oplysningstiden er blevet betegnelsen for den periode i Europas kulturhistorie, der gik fra ca. 1700 til ca. 1800. Karakteristisk for perioden var, at filosoffer og videnskabsmænd radikalt udvidede vor viden og udbredte den til en bredere kreds. Oplysningstiden var intet mindre end religionskritikkens gyldne tidsalder. Tolerance, trykkefrihed, fremskridtstro, borgerlig frihed og kritisk efterprøvelse af alle nedarvede anskuelser i lyset af de store videnskabelige opdagelser, som var gjort i samtiden, er de centrale begreber. 258 Luther kaldte, som anede han, hvad der ville komme, i en af sine sidste prædikener ”fornuften” for ”Djævelens brud, skøge og hore”. 259. Og netop fornuften blev måske kerneordet frem for noget i Oplysningstiden. Man skulle ikke længere undlade at spørge om årsager, holdbarhed, sammenhænge og baggrunde, og man skulle ikke længere ukritisk acceptere religiøse læresætninger og dogmer. Den danske oplysningsmand, Otto Horrebow, kaldte ligefrem, i pagt med disse tanker, sit tidsskrift for ”Jesus og Fornuften” (1797 – 1801) I Oplysningstiden observerede man, man eksperimenterede og gav videnskaben et kvalitativt løft. Man brugte denne viden til at sætte spørgsmålstegn ved autoriteter som kongemagt og kirke, og man ønskede at se fordomsfrit på de fænomener, man undersøgte og søgte en naturlig og 72 fornuftig forklaring. Hvis vind- og vandmøller var på vej til at blive overhalet af udviklingen, hvorfor skulle så ikke også religionen snart være overhalet? En af de store myter om denne tid var, at man ville af med Gud, men dette er ikke sandt. Man ønskede snarere at opnå en øget forståelse af Gud. 260 Oplysningstidens centrale projekt var ikke en overvindelse af religion, men en søgen efter en ”naturlig religion”, som forbinder alle mennesker. 261. Oplysningstidens pædagogiske ideer byggede på ”sensualismen”, dvs. den opfattelse, at alle menneskets ideer og tanker kommer fra sansningen. Perioden var altså – i det mindste blandt intellektuelle - præget af en optimistisk tro på menneskets fornuft og dennes evne til at erkende tilværelsen. Fornuften blev betragtet som uafhængig af enhver autoritet, og dermed som et redskab til at opnå frihed i forhold til autoriteterne. En vigtig inspiration kom fra naturvidenskaben, som i forbindelse med den naturvidenskabelige revolution i 1500-tallet og 1600-tallet havde haft succes med at forklare mange fysiske fænomener. Holland, Frankrig, Tyskland, England… Stjernfelt skriver, at oplysning i ”eminent grad” var en international bevægelse, der også i et vist omfang nåede til Skandinavien, Østrig og Italien.262 I den tidlige oplysningstid, helt tilbage i anden halvdel af 1600-tallet, var Spinoza, som tidligere nævnt, den centrale tænker, og Holland var – med sin relativt store frihed på dette tidspunkt – fokus. Spinozas værker fra 1660´erne og 1670´erne får stor udbredelse, ikke bare i Holland, hans hjemland, men også i Frankrig og Tyskland. ”Spinozister” tilslutter sig hans panteisme (der ofte ikke er til at skelne fra ateisme), hans bibelkritik, hans krav om tankefrihed, hans kritik af organiseret religion og hans foregribelse af republikanske og demokratiske idealer. 263 I den franske oplysningstid kunne man aflæse en længe undertrykt kritik af enevælde og kirke, en kritik der nu kom op til overfladen, båret frem af det fremvoksende borgerskab. Den tyske oplysningsfilosofi var, ifølge filosoffen Carl Henrik Koch 264, et langt mere akademisk anliggende i forhold til Frankrig – og Danmark. Men den havde af den grund ikke mindre indflydelse. Den fik i Tyskland et fast greb om universiteter og lærdomscentre, og generationer af undervisere og præster bragte den videre i tiden fremover. Som en håndfast politisk frugt af oplysningstiden kan man se Den Amerikanske Uafhængighedserklæring af 4. juli 1776, affattet af Thomas Jefferson (1743-1826), 13 år før Den Franske Revolution. USA er, fulgt af Østrig (1781) de første stater, der indfører fuld religionsfrihed! 265 Den amerikanske erklæring taler om ”folkets ret” og om regeringsmagtens ansvar for at sikre borgerne "umistelige rettigheder" knyttet til individet. Den er et forbillede for flere senere erklæringer, der befæster menneskerettigheder og demokrati. 10. december 1948 vedtog FN således ”Verdenserklæringen om Menneskerettighederne”, der hviler på erklæringen fra 1776. Ideen om menneskerettigheder, der var universelle og ikke blot lokale og partikulære, kan ses som den vigtigste arv fra Oplysningstidens politiske tænkning. Også Danmarks Riges Grundlov 1849 kan ses som et barn af Oplysningstiden, og den indeholder således i § 83 en bestemmelse om afskaffelse af forret på grund af adelstitel eller rang. 266 73 I 1948 blev ”Verdenserkæringen om Menneskerettigheder” som nævnt vedtaget af FN´s Generalforsamling, og i 1951 trådte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i kraft. I FNregi er nu i alt seks centrale konventioner om menneskerettigheder tiltrådt af et stort flertal af verdens stater. Børnerettighedskonventionen er topscorer, i den forstand, at den er tiltrådt af alle stater på nær tre (USA, Sydsudan og Somalia). Jordskælvet i Lissabon 1755 En uhyggelig begivenhed gjorde et voldsomt indtryk midt i 1700-tallets Europa. Allehelgensdag 1755, lige midt i kirketiden, rystede et gigantisk jordskælv Lissabon. Omkring 30.000 mennesker omkom, og store dele af byen blev lagt i ruiner. Rystet blev også mange menneskers tro på, at verden virkelig var styret af guddommelig fornuft. Hvilke grunde skulle Gud have haft til at udløse en sådan katastrofe? Lissabon var næppe mere en lastens hule end så mange andre byer. Men kKirken følte sig tydeligvis ramt, hvilket man kunne se af den strøm af skrifter, der så dagens lys i de følgende år. Alene i Danmark kom der en halv snes stykker. Ifølge præsten Thorkil Grosbøll er det mest interessante skrift i denne strøm salmedigteren H.A. Brorsons (1694 – 1764) digt, ”Ulykkelige Stad”, der forsøger at påvise en guddommelig finger bag begivenhederne. 267 268 Mere international opmærksomhed end Brorsons digt vækker dog Voltaires satiriske roman ”Candide” (1759). Her gøres op med den blinde tillid, som mange har næret, til Gud og hans hensigtsmæssige indretning af sit skaberværk, en tillid, som nu, med jordskælvet, viser sig at være en illusion. Hvad der nu står tilbage for mennesket er alene det jordnære og praktiske liv: Man må dyrke sin have! Jeg kommer nærmere ind på jordskælvet og Voltaire i det følgende. Når man betragter Oplysningstidens religionsforståelse, er det mest provokerende skrift nok Traité des Trois Imposteurs (”Afhandling om de tre bedragere”, også kaldet ”Traktat om de tre bedragere”), et tidligt religionskritisk skrift fra 1700-tallet. Skriftet cirkulerede i hele Europa og i Amerika, og det blev trykt flere gange og skrevet af endnu flere gange. På Det Kongelige Bibliotek i København ligger der to eksemplarer af dette værk, der har ingen ringere end Moses, Jesus og Muhammed i de lidet attråværdige hovedroller som de tre bedragere. Det er uklart, hvem forfatteren var, og Glebe-Møller (2008) mener, at man måske snarere skal tale om en ”kompilator”, altså en, der har stykket skriftet sammen af religionskritiske citater og argumenter, som er hentet fra Spinoza, Hobbes og mange andre. Traktaten kom i 2010 i en dansk udgave v. Frederik Stjernfelt. Han skriver i forordet, at I den tidlige oplysning fra omkring 1650 til 1750 var der censur i hele Europa, og oplysningstanker blev hårdt forfulgt, både i de katolske og protestantiske dele af kontinentet. Derfor var det ”klandestine” skrift en nærliggende måde at meddele sig på, altså et undergrundsskrift, der blev kopieret i hånden og cirkulerede i snævre kredse af fritænkere. ”Traktat om de tre bedragere” er antagelig det mest kendte og indflydelsesrige blandt den tidlige oplysningstids ”klandestine” skrifter. Overraskende nok kan ideen om ”de tre bedragere” dog faktisk føres helt tilbage til tidlige islamiske kilder i 900-tallet. Den spansk-marokkanske filosof Averröes (Ibn Rushd) (1126 – 1198) hævdes at have haft lignende tanker. Det, man ofte kalder Averröes´ ”fornuftsreligion”, kan let forstås i retning af ateisme 269. Essensen var, at verden er evig…”Gud kan ikke erkende det 74 partikulære, den enkeltes sjæl er ikke individuel og deltager i en mere omfattende ånd, og genopstandelse er derfor usandsynlig.” 270 I ”Traktaten om de tre bedragere” kan man endvidere bl.a. læse om den naturlige frygt, som mange mennesker har, og som får dem till at opdigte usynlige årsager, ”..der ikke er andet end indbildningsfantomer, som de påkalder i modgang og priser, når de trives. Til slut gør de deraf guder, og denne indbildte frygt for usynlige magter er kilden til religionerne, som enhver indretter på sin måde.” 271 Alle religionerne er kun vildfarelse, illusion og bedrag! Man kan desuden læse, at de æresbevisninger og store indtægter, som man har givet præsterne eller gudernes tjenere har smigret ”disse durkdrevne menneskers ambition og begær, mennesker, som har vidst at profitere af folkenes dumhed.” 272 Glebe-Møller bemærker, at der er mange ligheder mellem ”Traktaten om de tre bedragere” og den dansk-tyske religionskritiker Mattias Knutzens skrifter, som jeg omtaler senere i afsnittet om den danske religionskritik. Et andet sted hævdes det i traktaten, at Jesus kun blev fulgt af nogle tåber, dem, vi kalder disciplene, som han fik overtalt til at tro, at Helligånden var hans fader, og at hans moder var en jomfru. Glebe-Møller siger: ”De brave folk, som var vant til at betjene sig af drømme og fantasterier, gav efter for hans indbildninger og troede alt, hvad han bildte dem ind, så meget mere villigt som en fødsel ud over det almindelige ikke var ukendt blandt dem.” 273 Det var Moses, der, ifølge Traktaten, havde givet Jesus ideen til, hvordan man kunne blive berømt: ”Jesus var opmærksom på, hvordan det var lykkedes Moses at blive berømt, selv om han havde hersket over en verden af ignoranter, og han besluttede sig for at bygge på samme fundament. Altså sørgede han for at få nogle enfoldige personer til at følge sig, idet han bildte dem ind, at Helligånden var hans far, og at hans mor var en jomfru.” 274 Ifølge den græske, anti-kristne filosof Kelsos, siger Traktaten, var Jesu mor en fattig landsbykvinde, der måtte ernære sig ved sit arbejde. Hendes forlovede, der var tømrer, smed hende imidlertid ud, da det stod klart, at hun havde haft samkvem med en soldat ved navn Panter. Nu vandrede hun så ulykkelig om fra sted og fødte Jesus i dølgsmål. Traktaten udtrykker gang på gang forundring over, at folk kunne være så naive at tro på den skrøbelige historie om Jesu overnaturlighed og guddommelighed. ”Som vidste man ikke, at ingen er bedre end kvinder og idioter til at sætte de mest absurde opfattelser i omløb. Det kan altså ikke undre, at Jesus Kristus ikke har udvalgt sig kloge hoveder og filosoffer som apostle. Han vidste, at hans lov og den sunde fornuft var diamentrale modsætninger.” 275 Kapitlerne 12 – 17 i Traktaten er ord til andet skrevet af efter Charron og Naudé. 276 I disse kapitler angribes de mange splittelser og uenigheder, der altid har forekommet i den kristne religion. ”For det er forfærdende at se de virkninger, der er blevet forårsaget af kristendommens splidagtigheder”. Blodbade, grusomheder – alt sammen til skam og skændsel for kristendommen. ”Den slags begivenheder, der proklameres som nidkær gerning og kærlighed til religionen, drejer sig om, at enhver hader alle andre dødeligt.” 277 75 Konkluderende siges det i de sidste kapitler, at vi må erkende, at Gud, Djævelen, Paradis, Helvede og Sjælen ikke er, som de fremstilles i religionen. Og teologerne, der ”kolporterer æventyr som åbenbarede sandheder”, er nogle uredelige mennesker, der på det nederdrægtigste misbruger folks godtroenhed for at få dem til at tro, hvad de ønsker. 278. Stærke sager, selv i en verden, hvor i det mindste nogle intellektuelle efterhånden var parate til at efterprøve de etablerede dogmer! Nicolas Malebranche (1638 – 1715) var en fransk teolog og filosof, der forsøgte at forene Augustins og Descartes´ doktriner for at påvise Guds aktive rolle i verden. Glebe-Møller 279 mener, at det var Malebranche, der inspirerede den frafaldne præst Jean Meslier til tanken om afvisning af sjælens udødelighed. Jeg kommer til Meslier om et øjeblik. Pierre Bayle (1647- 1706), fransk filosof og forfatter, udgav 1696-97 ”Dictionnaire historique et Critique” (”Historisk og Kritisk Leksikon”). Dette monumentale værk bidrog til at gøre det cartesianske verdensbillede alment tilgængeligt, idet det kritisk diskuterede samtidens religiøse og filosofiske spørgsmål. ”Hans værk blev en guldgrube for det 18. århundredes antimetafysiske og antiklerikale skribenter”, skiver Carl Henrik Koch 280. Særligt betydningsfuldt blev det, at Bayle mente, at man måtte søge helt tilbage til manikæernes dualisme i det tredje århundrede, hvis man ville forklare det ondes tilstedeværelse i en gudskabt verden. 281 Deri lå også, at den kristne lære var logisk og moralsk uholdbar ved ikke at kunne forlige dogmet om en almægtig og algod gud med eksistensen af det onde. Gud selv måtte i sidste instans også tillægges ansvaret for syndefaldet og lidelserne ved ikke at have indrettet tingene anderledes. 282 Allerede Bayles gennembrudsværk, ”Spredte Tanker om Kometen” (1682) vakte stor forargelse i samtiden, i en verden der var helt forankret i tanken om, at en religion var nødvendig for opretholdelse af verdensordenen. I Komet-bogen fremsætter Bayle som sin hovedpåstand, at et samfund af ateister ikke ville være moralsk dårligere end et samfund af troende. Det er nemlig ikke religionen, men de menneskelige love og straffe, der hindrer forbrydelser. 283 Teodicé-problemet var blevet formuleret af Pierre Bayle, men fik sit navn af den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716), som jeg kommer nærmere ind på om lidt. I korthed stilledes spørgsmålet i Teodicé.problemet således: Hvordan kan det være, at der er lidelse i verden, når nu Gud er almægtig og algod? Leibniz søgte med fornuften som instrument at forklare religionen. Han mente, at Gud er almægtig, og da Jorden ikke er identisk med Gud, er det forklaringen på, at alt ikke er perfekt. Vi lever i den bedste af alle verdener. I Nederlandene herskede der på Bayles tid ikke blot trosfrihed, men også censurfrihed. Derfor var det muligt for Bayle her at få udgivet sine frisindede skrifter, og hans tanker vækker opmærksomhed langt ud over Hollands og Frankrigs grænser. Den danske oplysningsmand Peter Collettt (1767-1823) er stærkt inspireret af Bayle, ligesom også Holberg (1684-1754) er det med sine ”Moralske Tanker” (1744) og ”Epistler 1 – 5” (1748-1755). Den langt mindre kendte magister Laurids Michael Frølund, der dør året før Holberg, bruger endog sin fritid i danske Faxe på at fordanske hele Bayle´s ”Dictionnaire” og andre lignende værker. Frølund efterlader sig ved sin død 76 ikke mindre end 5806 håndskrevne sider, der ganske vist forblev utrykte, men vidner om interessen for Bayle – også herhjemme.284 I ”Spredte Tanker om Kometen” (1683) skriver Bayle bl.a.: ”Det er de kristne, der hver dag fuldkommengør krigskunsten ved at opfinde en uendelighed af maskiner til at gøre belejringerne mer morderiske og mer afskyelige; og det er fra os at de vantro lærer at betjene sig af de bedste våben. Jeg ved nok at vi ikke gør dette i kraft af at være kristne, men fordi vi har mer behændighed end de vantro…Men ikke desto mindre finder jeg her et meget overbevisende argument til at bevise at man ikke i verden følger sin religions principper, eftersom jeg påviser, at de kristne anvender al deres forstand og alle deres lidenskaber på at fuldkommengøre sig i krigskunsten, uden at kendskabet til Evangeliet det allermindste går på tværs af denne grusomme hensigt.” 285 Hvis vi tager til England, finder vi Matthew Tindal (1657 – 1733), en britisk oplysningsmand, der angreb autoriteterne og ønskede tolerance og en fri presse. I sit hovedværk, ”Christianity as Old as the Creation” fra 1730, (”Kristendommen er så gammel som skabelsen”), hævder Tindal, at moralen kan bevises, og at den hverken kan underbygges eller modbevises af religionen. Desuden siger han, at for et menneske, der ikke bruger fornuften, er enhver religion lige så god som enhver anden.” 286 Den franske forfatter Bernard de Fontenelle (1657 – 1757), der døde blot en måned, før han ville være fyldt 100, talte og skrev om bl.a. fordomme, om alle menneskers lighed og om, at vore tanker stammer fra sanseindtryk. I værket ”Histoire des oracles” (1686) antyder Fontenelle, at også kristendommens mirakler beror på overtro. Jeg lovede før at vende tilbage til en af de mest opsigtsvækkende europæiske religionskritikere, den frafaldne præst Jean Meslier (1664 – 1729). Meslier var igennem 40 år sognepræst i Ardennerne, og, i følge den tyske teolog Gerd Theissen, også den første radikale religionskritiker i nyere tid. I Mesliers berømte (eller berygtede) testamente, et stort antikristeligt værk, som man fandt efter hans død, og som vidner om ånden i den tidlige franske oplysningstid, finder vi spiren til meget af fremtidens ateistiske kritik. Meslier oplevede med egne øjne, hvordan religion kan bruges som et middel til at undertrykke mennesker, og netop denne erkendelse var hans litterære brændstof. Først i vor tid er værket blevet kendt i sin helhed. I sit testamente skriver Meslier bl.a.: ”Vid altså, mine kære venner, vid, at alt det, som i verden falbydes og praktiseres som gudstjeneste og andagt ikke er andet end vildfarelse, illusion, indbildning og bedrag; alle forskrifter, der bliver udstedt i Guds navn og med Guds autoritet er i virkeligheden ikke andet end menneskelige opdigtninger.”287 Meslier drømte om et samfund, hvor alle deltes om ejendomsretten, og alle var forpligtet til at arbejde. Han var på bøndernes side i deres forhold til herremændene, og han udstedte parolen:…”at alle de store i verden og alle adelige skal hænges og kvæles i præsternes tarme.” 288 Hvordan kunne en præst afsløre sig som ateist? Det er sket – både før og siden -, for i Danmark kender vi jo fx Thorkild Grosbøll. Men det er bestemt ikke hverdagskost, og Mesliers historie er 77 unik. Han siger selv, at han lod sig drive ind på den gejstlige vej og blive præst for at behage sine forældre. Det førte ham til en ensom tilværelse i en afsides egn af Ardennerne. Ifølge hans eget udsagn udførte han sine kirkelige pligter med ”megen modvilje og megen skødesløshed”, men han lader dog til at have været vellidt af sine sognebørn – ikke mindst fordi han ikke lagde skjul på, at han stod på de forarmede bønders side mod den lokale godsejer, ”dybt forarget som han var over den da rådende sociale ulighed.”. 289 Flere præster på Mesliers egn var i øvrigt fritænkere, ligesom han, siger han, uden at de dog derfor direkte satte sig op mod kirken. At hans meninger var af en sådan art, at han ikke kunne regne med at få dem trykt, hvilket kunne have ført til døden på bålet, var Meslier udmærket klar over. Til gengæld håbede han, at eftertiden ville få kendskab til synspunkterne – og så fik han i al fald …”lettet sit hjerte ved at give udtryk for dem.” 290 Mange vil måske undre sig over, at Meslier ikke opgav sit præsteembede, når han nu ikke troede på Gud og kristendommen. Men alternativet til at være præst var på ingen måde tillokkende. Som frafalden præst, en såkaldt apostat, var han sandsynligvis enten blevet fængslet i et kloster eller brændt. Endnu i år 1700 brændtes der en kætter i Reims. ”Testamentet” var et kæmpeværk på over 300 dobbeltbeskrevne sider, nedskrevet med gåsefjer om aftenen ved et tællelys. Det var Voltaire, der, i værkets andet oplag, fandt på titlen ”Testamente”. Meslier selv brugte navnet ”Redegørelse (Mémoire) for Tanker og Meninger”. Noget tyder på, skriver Leif Nedergaard291, at Meslier, der i sit dødsår havde kunnet fejre 40 års præstejubilæum, gjorde ende på sit eget liv ved at han i et sygdomsanfald ikke mere tog næring till sig. Man må formode, at nabopræsterne ved hans død blev forfærdede ved at finde testamentet og dertil to breve, som Meslier havde rettet til dem; breve, der viste, at han var en frafalden, ”en apostat”. Posthumt blev Mesliers antikristelige meninger vidt udbredt, og afskrifter af testamentet cirkulerede i Paris i den ”clandestine” handel, det sorte marked for smuds- og undergrundslitteratur. ”Kolportørerne henvendte sig især til frisindede bogsamlere, og Mesliers værk blev derved snart kendt af de betydeligste oplysningsfilosoffer som Helvetius, La Mettrie, d`Holbach, Frederik d. 2., Grimm, Diderot m.fl. og kom til at påvirke dem.” 292 Det var Voltaire, der sørgede for, at Mesliers skrift blev trykt i uddrag i 1761. Voltaire mente, at testamentet burde være i alle ”brave folks lommer.” I 1772 udgiver d´Holbach under titlen ”Sund fornuft af afd. Sognepræst Meslier” et mindre sammendrag af Mesliers værk, og under denne titel optrykkes det ikke mindre end 44 gange og kommer 1775 på Pavens Index over forbudte bøger. Voltaires gengivelse af Meslier var på mange måder misvisende og utilladeligt forkortet, skriver idehistorikeren Nedergaard i sit forord til Testamentets danske udgave (s. 19). Først i 1864 udkommer på fransk i tre bind hele teksten v. romanen ”Max Havelaars” udgiver. 293 Hvad handledes Mesliers skrift så om? 78 Meslier citerer ”en mand, der hverken besad viden eller havde studeret”, men som tilsyneladende ikke manglede sund fornuft. ”Han ønskede, at alle jordens mægtige og alle adelige blev hængte og kvalt i præsters tarme”294. Dette udtryk blev populært under Den Franske Revolution, skriver Nedergaard. Ønsket om kvælning i præsternes tarme kan synes barsk, indrømmer Meslier selv, men det udtrykker, at fattige folk i lang tid er blevet ynkeligt holdt for nar i al slags afguderi, tilføjer han, og det viser, hvordan social og religiøs undertrykkelse for Meslier er sider af samme sag. ”….i lang tid har Jordens rige og mægtige plyndret og undertrykt fattige folk; det ville være på tide at befri dem fra denne sørgelige trældom hvori de befinder sig: det ville være på tide at bringe dem ud af vildfarelsen overalt og lade dem erkende tingenes sande tilstand.” 295 Meslier advarer mod, at vi lader os indbilde, at der skulle være et liv efter Døden. Al snak om dette, om Djævelen og om foregivne evige belønninger i Himlen er indbildninger, der skal undertrykke os og få os til at acceptere jordens urimeligheder. …”alt hvad man fortæller jer om noget så smukt og prægtigt i det ene og om noget så forfærdeligt og skrækkeligt i det andet er kun fabler; der gives ikke noget godt at håbe eller noget ondt at frygte efter døden; drag derfor klogt fordel af tiden, ved at leve rigtigt og ved at nyde mådeholdent, fredeligt og fornøjeligt livets goder og frugterne af jeres arbejde…” 296 Enhver religion, der ikke alene bedrager folk, men også er kilde til splid og evindelige stridigheder blandt menneskene, kan ikke være en sand religion eller en guddommelig indstiftelse. Menneskene forfølger hinanden hver dag med ild og sværd… ”til håndhævelse af deres tåbelige og blinde tro eller religioner”.. og alle påstår, at netop de har både Gud og sandheden på deres side. Desuden skylder religionen os beviser, siger Meslier. ”Med ét ord mener de, at man for at tro ordentligt må tro blindt uden at bruge sin fornuft og uden at ville søge beviser.” 297 Meslier spørger, hvorfor netop Jesu mirakler skulle være sande, og hvorfor Æskulaps, Apollonius´ fra Tyanas og Muhammads mirakler omvendt skulle være falske. I Testamentets sidste kapitler går han ind på en egentlig Bibelkritik, påviser utroværdigheder, selvmodsigelser og banaliteter og sår for eksempel tvivl om, hvorvidt vidnerne til Jesu mirakler nu også var troværdige. Hvem siger, at en Markus, en Matthæus eller en Johannes var retskafne og troværdige personer? Og var de hellige skrifter i Bibelen nu også præget af stor visdom? ”Det er let for enhver bare lidet oplyst person at overbevise sig selv derom; man behøver kun at læse dem, og man vil se, som jeg har sagt det, at deri ikke findes nogen lærdom, noget grundlag af viden, nogen ophøjet tanke eller nogen anden åndsfrembringelse, der overstiger den menneskelige ånds sædvanlige og naturlige kræfter…” 298 Meslier mener, at det tydeligvis ikke har virket, at Jesus Kristus gav sit liv på et kors til menneskenes frelse. Man ser ikke nogen virkning og heller intet spor af, at Synden skulle være fordrevet fra verden! 299 Man gør ikke en gud ære ved at ville gøre ham til ophavsmand for så mange, så lave, så tåbelige, så unyttige og latterlige beretninger, som man kan finde i Bibelen, mener Meslier, der – trods de 79 mange indvendinger – må indrømme, at han faktisk godt kan lide ”Salomos Ordsprog”, ”Visdommens Bog” og ”Prædikerens Bog”. Men bortset herfra, så finder han mere åndfuldhed, mere viden, veltalenhed, orden, klarhed, sammenhæng, nøjagtighed samt vise og forsvarlige belæringer i filosoffernes, i historikernes og i profane taleres bøger end i de hellige skrifter, siger han. Selvmodsigelserne hober sig op i Bibelen, hævder Meslier. For ham er det klart, …”at disse bøger ikke fremgår af nogen guddommelig inspiration, heller ikke af nogen virkelig menneskelig visdom, og at de følgelig ikke fortjener, at man nærer nogen tiltro til dem.” 300 Han finder det fx tåbeligt at tro, at en gud skulle have glæde ved at uskyldige dyr ofredes til ham. ”De er vore husdyr og vore tro livs- og arbejdsfæller og må således behandles med blidhed.”301 Den kristne seksualmoral er endnu et eksempel på urimelighederne i den kristne tro. Tanker, begær og kødets tilbøjeligheder, som er højst naturlige og nødvendige til mangfoldiggørelse af menneskeslægten, hvorfor skal de fordømmes og betragtes som laster og forbrydelser, værdige til ”evige tugtelser for alle dem der ikke er lovligt knyttet sammen i ægteskabets bånd efter dets love og anordninger?” 302 ”Ligeledes er det en vildfarelse af den kristne moral at fordømme, som den gør, alle kroppens naturlige glæder, og ikke blot, som jeg har sagt, kødets naturlige handlinger og gerninger, men også alle ønsker og forsætlige tanker om at nyde dem, hvis det ikke er, som de siger, et efter love og anordninger stiftet lovligt ægteskab.” 303 Hvordan skulle Gud, en ”uendelig god Gud”, dog kunne lade unge mennesker brænde evigt i Helvedes forfærdelige flammer, blot fordi de sammen har nydt nogle stunders fryd, spørger Meslier. Han finder det heller ikke rimeligt, at ægteskaber ikke må opløses, for der findes desværre masser af dårlige og ulykkelige ægteskaber. 304 Vi mennesker burde leve i fællesskaber, mener Meslier. Det gjorde man i ur-kirken, og det kunne få megen nød, strid og elendighed til at ophøre. 305 Meslier kritiserer endvidere kirkens sociale engagement, eller mangel på det samme. Gud burde holde med de fattige og gå ind for en mere retfærdig fordeling af jordens goder! Den omstændighed, at det ofte er de onde, der har goderne, mens de gode plages af ”mangel og møje” tyder på, at der ingen Gud er. Men jordens fyrster og konger har baseret deres magt og myndighed på en sådan almægtig gud, ….”ved hvis nåde de giver sig ud for at være indsat til at styre og herske over alle andre mennesker..” 306 Menneskenes onder, elendigheder, laster og ondskabsfuldheder viser for Meslier tydeligt, at der slet ikke gives noget almægtigt, uendeligt godt og ”viist Væsen”, der kunne hindre eller råde bod på dette. 307 Derfor må Meslier selvsagt også være imod den kristne mission blandt fjerne folkeslag. ”Hvad! Under påskud af f.expl. at der fordums i Judæa skulle have været en mand som udgav sig for at være Guds søn, som gjorde mirakler og undere”…” Ikke blot skulle alle de der skulle have set ham, men også alle de som ikke havde set ham og som endog skulle have befundet sig i de 80 fjerneste lande, have været forpligtet lige så vel som de der hade set ham, til at tro alt hvad nogle ukendte personer skulle have fortalt dem derom adskillige år og tilmed århundreder bagefter.” 308 Tanken om, at vi skulle have en udødelig sjæl, afvises også af Meslier. For ham, som for Lukrets, er sjælen blot materie, som ved døden opløses og forsvinder, omtrent som en kertes flamme, som man slukker pludselig, eller som slukkes umærkeligt af sig selv i mangel af brændbart materiale til at opretholde den. 309 Konkluderende siger Meslier310, at han nu har bevist, at alle verdens religioner kun er menneskelige påfund, og at alt, hvad de vil have os til at tro, kun er vildfarelser, illusioner, løgne og bedrag…”opfundne, som jeg har sagt, af løgnere, skurke og hyklere for at narre folk, eller af politiske formål og rænker, for derved at lægge menneskene i tøjle og for at de kan gøre alt hvad de gerne ville med uvidende folk, der blindt og tåbeligt tror alt hvad man siger til dem som kom det fra gudernes side…” 311 Han slutter af med en opfordring til, at vi knuser alle de kronede hoveder og tilintetgør tyrannernes hovmod…”og find jer aldrig mere i at de på nogen måde hersker over jer.” 312 Det kan gøres, ved at vi så snedigt som mulig udbreder skrifter som hans testamente, tilføjer han. De temaer, som Meslier med klare og tydelige ord beskriver, tegner dagsordenen for de følgende århundreders religionskritik og udvikles gennem såvel Oplysningsfilosofferne som gennem lægfolk, der viser deres ukristelige modvilje ved, at de udebliver fra katekiseringer og gudstjenester. Ikke at alle har læst Meslier, langtfra, men tankerne hos ham er i høj grad Oplysningstidens tanker. De eneste temaer, der måske endnu ikke foregribes og uddybes hos Meslier, er forholdet mellem tro og videnskab, i og med, at naturvidenskaben endnu ikke var så fremskreden. Desuden bliver den historiske Bibelkritik kraftigt udviklet op gennem 1800-tallet. Men ellers har Meslier næsten det hele med: - Religionen er religiøst og socialt undertrykkende og holder med fyrsterne og de rige. Religionen er medskyldig i udbytningen af de fattige. Troen på et liv efter Døden er en illusion. Djævel og Himmel findes ikke. Religionen legitimerer intolerance, strid og krig. Vi mangler beviser på Bibelens påståede sandheder. Bibelen er på mange punkter selvmodsigende. Ofringer er udtryk for overtro – og i øvrigt synd for dyrene. Den kristne seksualmoral gør naturlighed til noget syndigt. Vi mennesker burde indgå i fællesskaber, hvor man støtter og hjælper hinanden. Missionering for vor religion er urimelig. Jeg fortsætter nu den kronologiske gennemgang af nogle af de vigtigste vestlige oplysningsfilosoffer. Ikke alle havde selvsagt læst Meslier eller Voltaire, men delte ikke desto mindre deres religionsskeptiske skepsis på vigtige områder. Først bør man måske dog, endnu en gang, nævne fritænkernes modsætning, filosoffen Leibniz. 81 Gottfried Wilhelm Leibniz (1646 – 1716) forsvarede Gud ved at hævde, at Gud havde valgt at bringe den bedst mulige verden til live – og til den verden hørte, trods hans almagt, også onderne. Dermed mente han at have reddet Gud fra at have ansvar for det ondes eksistens. Leibniz søger at forklare sagen med en cirkelslutning: Da Gud er god og almægtig, så må verden også være den bedst mulige! 313 Nedergaard mener, at Leibniz´´ forsvar står svagt på grund af cirkelslutningen. Ikke desto mindre fik Leibniz´ synspunkt stor indflydelse helt op til 1740´erne, skriver Nedergaard. I Danmark tilsluttede den unge Eilschow sig, mens den ældre Holberg, der gør det til et hovedemne i flere af sine Epistler (fx nr. 1), når til det modsatte synspunkt, og tilslutter sig Bayle. Charles Louis de Secondat, Baron de La Brèdeet de Montesquieu (1689 – 1755) var en af Oplysningstidens fædre med sin tro på, at videnskab og fornuft kan skabe større frihed for det enkelte menneske og et mere retfærdigt samfund, end det 18. århundredes enevælde. François-Marie Arouet, bedst kendt under sit pseudonym Voltaire, (1694 -1778) var en fransk filosof, forfatter, dramatiker og samfundskritiker. Voltaire var Oplysningstidens gigant, og hans navn blev for eftertiden nærmest synonymt med fritænkeri og religionskritik. Trods rygterne var Voltaire deist, og altså troende i en eller anden forstand. Men han kritiserede præsteskabet og misbrugen af religionen. Han mente, at der var en kraft i universet, en kraft, som var svær at fatte for mennesker og som ingen organiseret religion rigtigt repræsenterede. Voltaire langede ikke ud efter troen som sådan, men angreb gerne og ofte det, han opfattede som kirkens monopolisering og fordrejning af kristendommen. Voltaire var i 1726 blevet forvist til England, hvilket han dog kunne vende til en styrke i mødet med Lockes og Newtons værker. I sine ”Breve om den engelske Nation” (1734) skrev Voltaire, at hvis der kun var én lovlig religion i England, ville regeringen sandsynligvis skalte og valte med folk; var der kun to religioner, ville deres tilhængere skære halsen over på hinanden; men eftersom der er så mange, lever alle lykkeligt og fredeligt. I Voltaires i dag nok mest kendte værk, den satiriske roman ”Candide” (1759) er kirkens mænd de mest grusomme, korrupte og liderlige. Romanens omdrejningspunkt er en gigantisk katastrofe. 1. november 1755, på selve Allehelgensdag, fandt et gigantisk jordskælv, som jeg tidligere har skrevet, sted i Lissabon. Midt i byens magtcentrum, hvor klostre, slotte og paladser, ligesom borgerhusene, blev slået til skærver og et sted mellem 15.000 og 70.000 mennesker, nogle siger 30.000, heriblandt mange af samfundets spidser, omkom. Det vrimlede efterfølgende med religiøst-moralske fortolkninger af katastrofen, og mange tænkte, det var Guds straf over de syndige mennesker – og måske et tegn på, at de sidste tider ligefrem var nær. ”Candide”, den unge og godtroende hovedperson i romanen, er blevet oplært af filosoffen Pangloss (Leibniz) om hvorledes vor verden er det bedste sted af alle. Pangloss fastholder, at vi lever i den bedste af alle verdener, mens Candides optimistiske livsholdning revideres gennem jordskælvet, foruden gennem mord, inkvisition, kannibalisme og syfilis. Candide føres romanen igennem frem til at forstå, at verden er menneskeskabt, og at det derfor er mennesket selv som med sin fornuft skal løse verdens problemer. 82 Voltaires religionskritik kom til udtryk mange andre steder end i ”Candide”. I erkendelse af, at Diderots store leksikon næppe kunne nå ud til menigmand, udsendte Voltaire fx i 1764 sit eget lille ”Fritænkerleksikon” eller ”Filosofisk Håndleksikon”, der i udvalg kom på dansk i 1956 som ”Alfabetisk Fornuft”. Idehistorikeren Leif Nedergaard kalder ”Det Filosofiske Håndleksikon” for det utvivlsomt mest virksomme skrift indenfor den oplysningspropaganda, som Voltaire under devisen ”Écrasons l´infame” (”Knus den Afskyelige”, dvs. kirken eller overtroen) førte mod den klerikale fanatisme og intolerance. 314. Håndleksikonnet, der var tænkt som en pocketudgave af Diderot´s og d`Alemberts store Encyclopedie, som Voltaire selv havde bidraget til med 45 artikler, indeholdt krav om de elementære menneskerettigheder, som Den Franske Revolution senere kæmpede for. Det drejede sig primært tænke- og trosfriheden, men bogen undsiger også det kirkelige og verdslige despoti og går ind for en verdsliggørelse af åndslivet. 315 Om ”Tolerance” siger Voltaire i Hånd-leksikonet bl.a.: ”Lad paa Børsen i Amsterdam og London, eller Surat og Bassora, Zarathustra-tilhængeren, Hindustaneren, Jøden, Muhammedaneren, den kinesiske Gudsdyrker, Brahma-dyrkeren, den Græsk-katolske, den Romersk-katolske, Protestanten og Kvækeren omgaas sammen; de hæver ikke Daggerten mod hverandre for at hverve Sjæle til deres Religion. Hvorfor har vi da slagtet hinanden næsten uafbrudt siden det første Koncil i Nikæa?” 316 Det var især Voltaires angreb på det, Nedergaard kalder ”de bibelske urimeligheder”, der vakte samtidens forargelse. Allerede 10. september 1764 havde Genèves syndikus, den øverste jurist, foranlediget, at byens råd greb ind mod Hånd-leksikonets hemmelige distribuering. Den 24. september dømtes bogen til at blive brændt af bødlen foran byens rådhus. Voltaires taktik var at fralægge sig ansvaret for forfatterskabet, og han indgiver endog selv klage over bogen. Forargelsen var dog også i Paris så stor, at bogen også her, d. 19. marts 1765, dømtes til at brændes af bødlen, og i Rom sættes den 8. juli på ”Index”, den Katolske Kirkes liste over forbudte bøger. Hvor farligt man anså værket for at være, siger Leif Nedergaard 317, fik Voltaire et sørgeligt bevis for, da man i 1766 i Abbeville henrettede den kun 18-årige unge mand, La Barre. Han var i august året forinden blevet dømt til døden for ikke at have vist den fornødne ærbødighed, da en kirkelig procession passerede. Da La Barre sagdes at være blevet ”fordærvet” bl.a. ved læsning af Voltaires håndbog, blev håndbogen dømt til at kastes på samme bål som La Barre. I Håndbogens afsnit om ”Tortur” fortæller Voltaire, i en senere redigering af værket, om La Barres skæbne som et udsagn om samtidens forfærdende religiøse intolerance: ”Da Junkeren af La Barre, Barnebarnet af en Generalløjtnant i hæren, en ung Mand af megen Aand og meget lovende, men som, da han besad hele en tøjlesløs Ynglings Tankeløshed, blev overbevist om at have sunget ugudelige Sange og endog have passeret forbi en Procession af Kapucinermunke uden at have aftaget sin Hat, befalede Dommerne i Abbeville, svarende til romerske Senatorer, ikke blot at man skulle udrive hans Tunge, at man skulde hugge Haanden af ham, og at man skulle brænde hans Legeme over en sagte Ild; men de underkastede ham tilmed 83 Torturen for at faa at vide nøjagtigt hvor mange Sange han havde sunget og hvor mange Processioner han med Hatten paa Hovedet havde set passere.”318 I 1907 rejste man, som et plaster på såret, et monument for La Barre i Abbeville. I håndbogen spørger Voltaire, hvilken religion, der mon er den mindst tåbelige. Han svarer selv, at det er den, der ikke vil påbyde os at tro umulige og selvmodsigende ting – ting, der er krænkende for Guddommen og skadelige for menneskeslægten, og som slet ikke vover at true hvem som helst, der viser sig i besiddelse af fornuft, med evindelige straffe. Hans religion vil ikke oprette troen ved bødler eller oversvømme jorden med blod ”for uforståelige sofismers skyld.” ”Den i hvilken en Tvetydighed, et Ordspil og to, tre antagne Aktstykker ikke gjorde en ofte incestuøs Præst, Manddraber og Giftblander til Overhoved og Gud.!”319 Som Pelagius, humanisterne, og senere de kulturradikale, vil Voltaire end videre ikke se mennesket som værende ondt af natur. Man skriger til os, siger Voltaire i artiklen ”Ond” 320, at menneskenaturen i sit inderste væsen skulle være fordærvet, og at mennesket er født som afkom af Djævelen og derfor ondt! Intet er mere ubetænksomt, siger Voltaire: ”Det vilde være meget fornuftigere, meget smukkere at sige til Menneskene: I er alle født gode; se hvor forfærdeligt det vilde være at fordærve jeres Væsens Renhed.!”. Vi er ikke født onde – det er noget, vi bliver, ligesom når vi bliver syge! Voltaire peger på hele nationer, der slet ikke er onde og aldrig kunne drømme om at starte en krig. I leksikon-afsnittet om ”Moral” kritiserer Voltaire Hr. Le Beau, der lige havde udgivet et kæmpeværk på fjorten bind om ”Det Byzantinske Kejserriges Historie”. I dette værk hævdede forfatteren, ifølge Voltaire, at de kristne havde en moral, mens hedningene ingen sådan havde! ”Ak! Hr. Le Beau, Autor til disse fjorten Bind, hvor har I dog hentet slig Taabelighed fra?”, udbryder Voltaire. 321 For ham at se er moralen den samme for alle mennesker, der gør brug af deres fornuft! ”Moralen kommer da fra Gud som Lyset. Vore overtroiske Forestillinger er kun Mulm. Tænk derover, kære Læser; udbred denne Sandhed, drag jeres Konsekvenser deraf.”322 Den danske politiker, Svend Auken (1943-2009) fortalte en historie om Voltaire; en historie, der næppe er helt sand, men ikke desto mindre sammenfatter Voltaires religionssyn meget rammende. Auken berettede, at da Voltaire lå på sit dødsleje, var hans katolske familie alvorligt bekymret for, hvad der nu skulle ske med ham. Så de fik en præst til at komme. Præsten bøjede sig frem og så filosoffen i øjnene og sagde: ”Forsager De Djævelen?” Og filosoffen svarede: ”Det er nok ikke det rette tidspunkt til at skabe sig nye fjender!”. 323 I Frankrig havde man Voltaire og mange andre. I Tyskland havde man Hermann Samuel Reimarus (1694-1768). Han var den første, der begyndte at se Jesus som en historisk skikkelse, hvilket affødte et væld af meget kraftige reaktioner. Jesus forkyndte ”Gudsriget”, og i stedet kom kirken, sagde Reimarus. 324 Forestillingen om den historiske Jesus blev født i studerekammeret hjemme hos en gymnasielærer fra Hamborg, siger Bibelforskeren Kasper Bro Larsen. Det var midt i Oplysningstiden, og det var H.S. Reimarus, der var manden bag. Han var uddannet i teologi, filosofi og orientalske sprog, og 84 han indså, at man historisk måtte skelne mellem Jesu egen lære og hans disciples lære efter hans død. ”Lidt lavpraktisk mente han, at disciplene efter Jesus´ død ikke orkede at vende hjem og arbejde som fiskere igen ved Genesaret Sø; så var det sjovere at fortsætte missionen som menneskefiskere. Reimarus turde ikke selv offentliggøre sine tanker. Forståeligt nok, for da filosoffen G. E. Lessing i 1774 begyndte at udgive dem som ”en anonyms Fragmenter”, lød der et ramaskrig. På få år udkom der mere end 50 modskrifter. I løbet af 1800-tallet gjorde teologer dog gradvist Reimarus´ dagsorden til deres egen. I dag er det først og fremmest universitetsansatte teologer som mig, der diskuterer den historiske Jesus.” 325 Reimarus levede udadtil et pænt liv, medens han i privaten udviklede sin kætterske teori om den naturlige religion og den historiske Jesus, der var i modstrid med Bibelens modsætningsfyldte påstande. ”Naturens formålsrettethed tydede på en naturlig skabergud, men Jesus var blot en morallærer, der efter sin død fejlagtigt blev guddommeliggjort af sine disciple”. 326 Reimarus var deist, og således af den opfattelse, at den menneskelige fornuft kan opnå kundskab om Gud samt etikken ved at studere naturen og vor egen indre virkelighed. På den måde kunne vi eliminere behovet for religioner baseret på åbenbaring. Reimarus mente ikke, at mirakler kunne være virkelige. Først efter Reimarus' død blev hans skrifter offentliggjort af Lessing, hvilket skulle føre til en omfattende fejde. Reimarus var i øvrigt behjælpelig med at gennemlæse et stort manuskript af religionskritikeren Georg Schade fra Altona, som jeg vender tilbage til i afsnittet om den danske religionskritik. 327 Johann Christian Edelmann (1698 – 1767) var en tysk pietist og fritænker. Blandt hans værker er en selvbiografi. Han angreb al positiv religion ud fra et mystisk-panteistisk standpunkt og blev derfor forfulgt. I 1749 fandt han endelig et fristed i Berlin, men fik forbud mod at trykke noget som helst. De tyske religionskritikere David Strauss og Bruno Bauer udgiver i 1847 et udvalg af hans skrifter.328, 329 Benjamin Franklin (1706 – 1790): Benjamin Franklin var en amerikansk statsmand, forfatter, fysiker m.m., et af oplysningstidens selvlærte universalgenier. Han var medforfatter til Den Amerikanske Uafhængighedserklæring 1776. Julien Offray de La Mettrie (1709-1751) var en fransk filosof, hvis vigtigste værk var ”L'homme Machine” (”Det maskinagtige menneske”) (1747). La Mettrie hævdede, at mennesket arbejdede som en maskine på grund af mentale tanker afhængigt af kropslige handlinger. Den engelske filosof og historiker David Hume (1711 – 1776) var ikke ateist, som mange ellers hævdede. Han var derimod skeptiker og af den overbevisning, at det var muligt, at en visdom, der var mennesket overlegen, havde indrettet verden. 330 Hume var kritisk overfor sin samtids henvisning til mirakler og profetier, som skulle være beviser på troens sandhed. Man kan tale om, at den kritiske religionsfilosofi tager sin begyndelse i Europa med David Hume. 331 Han erstatter den etablerede kristendom med noget andet. Religionshistorikeren Lars Albinus siger det således: 85 ”I stedet lod han en plads stå åben for den naturlige tilbøjelighed i mennesket til at tro på en guddommelig virkelighed.” 332 Denis Diderot (1713 – 1784) planlagde og redigerede det monumentale leksikon ”Encyclopédie, ou Dictionnare reaisoné des Sciences, des Arts et des Metiers” (1751 ff.). I det store værk forfægtedes en række radikale politiske og religiøse anskuelser, som ofte opfattedes som stærkt provokerende og kontroversielle i samtiden. Så kontroversielt var værket, at det i 1759 blev beordret standset, og Diderot måtte derefter i hemmelighed redigere og udgive de bind, der stadig manglede. Det var især en artikel om byen Genève af matematikeren og filosoffen d`Alembert (1717 – 1783), der stødte kirken. Forfatteren havde rost præsterne i Genève for at være lidt troende, ja, nærmest deister. Filosoffen Carl Henrik Koch tilføjer: ”Han havde dog forbundsfæller i kampen imod det præsteskab, som var encyclopædiens mægtigste fjende, og som havde udvirket forbuddet imod den videre udgivelse.” 333 Værket udmærkede sig – udover ved sine radikale synspunkter - også ved at indeholde mange artikler om håndværk, hvilket medvirkede til at hæve ”tredjestand” op på linje med de andre stænder. Allerede i 1746 havde Diderot udgivet sine ”Filosofiske tanker”, som blev brændt af Parlamentet i Paris. Étienne Bonnot de Condillac (1715 – 1780), fransk filosof, psykolog, matematiker – og den førende fortaler i Frankrig for John Lockes (1632–1704) ideer. Condillac betragtede analysen, videnskabens vigtigste redskab, som et naturgivet redskab, der kunne tjene til at opnå såvel dagligdags viden som videnskabelig erkendelse. 334 Claude Adrien Helvetius (1715-1771), fransk filosof, pædagog og skribent, var en af oplysningstidens mest indflydelsesrige religionskritikere. Han mente, at menneskene i fysisk henseende var ens, og at de individuelle forskelle imellem dem udelukkende skyldtes omgivelsernes indflydelse. I et ufuldkomment samfund, ville det ikke være muligt at opdrage mennesket til et fuldkomment moralsk væsen, og for ham at se var den største hindring religion og præsteskab. 335 Helvetius var, ligesom Voltaire, en vigtig inspirationskilde for vor hjemlige Struensee, som jeg senere kommer ind på. Jean-Jacques Rousseau (1718-1778), schweizisk oplysningsfilosof, beskæftiger sig i fjerde del af sit hovedværk, ”Emile” (1762) med den religiøse opdragelse. Rousseau indsætter i bogen et afsnit med titlen ”Den savojiske Præsts Trosbekendelse”. 336 Her lader han en ”enfoldig” landsbypræst præsentere en religiøs opfattelse, som kunne være Rousseaus egen. Opfattelsen ligner deismens tankesæt i den forstand, at den er uden dogmer, men – til forskel fra deismen – har den rod i menneskelige følelser og ikke i fornuften. I ”Emile” kan man læse: ”Jeg finder dem (dvs. levereglerne) i dybet af mit hjerte, indskrevet af naturen med uudslettelige skrifttegn. Jeg behøver kun at rådspørge mig selv med hensyn til, hvad jeg skal gøre, for alt hvad 86 jeg føler er godt; og alt, hvad jeg føler er ondt, er ondt. Den bedste morallærer er samvittigheden, og det er først, når man vil tinge med den, at man tager sin tilflugt til spidsfindige argumenter.”337 ”Den Savojiske Præsts Trosbekendelse” vakte stor forargelse, skriver Carl Henrik Koch 338. ”Emile”, som teksten indgik i, blev forbudt og brændt på bålet. I 1765 blev Rousseau ligefrem fordrevet fra sit hjem af en ophidset folkemængde. Han flygtede først til Tyskland og siden til England. Rousseau var af den opfattelse, at kulturen og civilisationen ødelægger mennesket, fordi de står i modsætning til den menneskelige natur. For ham at se, er der i os mennesker en naturlig trang, en overstrømmende kraft til at lægge uvilkårlige, ægte følelser for dagen: godhed, medfølelse og taknemlighed mm. Dermed var han på kollisionskurs, ikke blot med Luther, men også med mange oplysningsideers fremtidsoptimisme. 339 Den mest udtalte ateist fra denne periode var måske den fransk-tyske Paul Henri Thiry d´Holbach (1723-1789). Han kæmpede mod fordomme og mod den måde magthaverne ved religionens hjælp slavebandt samfundets medlemmer på. I årene 1760 til 1770 var han den anonyme udgiver af en række manuskripter af materialistisk og ateistisk observans, der allerede før de blev trykt havde vundet stor udbredelse i afskrifter. I 1761 kommer ”Christianisme dévoilé” (”Kristendommen Afsløret”). Værket udgives under en afdød vens, N.A. Boulangers navn. Her angreb d´Holbach kristendommen for at være i strid med fornuften og naturen. D´Holbachs hovedværk, ”Système de la Nature” udkommer i 1770 som et anonymt skrift, der på grund af sit materialistiske og religionskritiske indhold fremkaldte en voldsom reaktion. 340 ”Samme år, som bogen forelå, blev den forbudt af Paris´ parlament og beordret brændt på bålet. I forbuddet udtaler Parlamentet, at der må udtænkes: ”de mest virksomme midler til at standse udbredelsen af de forvorpne skribenter, som ikke synes at have noget andet formål, end fra alles hjerter at udslette den respekt, som skyldes religionen, den lydighed overfor øvrigheden og de principper, som opretholder freden, ordenen og sæderne blandt borgerne.” 341 Så sent som i 1822 blev forbuddet gentaget skriver Carl Henrik Koch, men det havde dog ikke forhindret, at bogen inden da var udkommet 11 gange og desuden var blevet oversat til engelsk. Den danske teolog Lars Sandbeck (Sandbeck 2020) fremhæver d`Holbachs værk fra 1770 som det måske allerførste litterære eksempel på et konsekvent ateistisk værk i Europa. D´Holbach går linen helt ud, siger Sandbeck, når han erklærer at der ikke findes nogen Gud, og at religion direkte er en hindring for menneskets moralske udvikling. For Sandbeck er d´Holbachs tanker dybt skræmmende: ”Der er ikke brug for nogen Gud i d´Holbachs system. Men det er ikke kun Gud, der bliver afskaffet: der er heller ingen sjæl, intet liv efter døden, ingen fri vilje, og bevidstheden er ikke andet end mekaniske operationer i hjernen.” 342 Frem til 1800-tallets midte og Darwins ”Arternes Oprindelse” (1859), er det, ifølge Sandbeck, først og fremmest d´Holbachs ateisme, der inspirerer fritænkerne. 343 87 Selv Voltaire var særdeles kritisk overfor ”Système de la nature”. Voltaire var af den opfattelse, at det var muligt ad fornuftens vej at bevise en guddoms eksistens. Voltaire sagde til en bekendt: ”En djævel af et menneske, inspireret af den lede selv, har lige udgivet en bog med titlen ”Système de la nature”, i hvilken han tror på hver side at have bevist, at der ingen Gud findes. Denne bog skræmmer alle, og alle vil læse den….””Man tilbeder den. Den har meget af det, der skal til for at forføre; den er veltalende og overgår i den henseende langt Spinoza.” 344 Holbach var inspireret af den irske filosof John Tolland (1670-1722). Tolland var oprindeligt katolik, men konverterede til protestantismen. Hans første værk, ”Christianity Not Mysterious” (1696) blev dømt til offentlig afbrænding i Dublin på grund af sine kontroversielle ateistiske tanker. Tolland undgik retsforfølgelse ved at rejse til England og blive dér, resten af sit liv. Holbach var – ud over Tolland – også påvirket af den engelske filosof Anthony Collins (1676-1729), og oversatte nogle af hans værker. Collins, der på sin side var inspireret af vennen John Locke, var tidligt ude med at forsvare den frie tænknings ret i forhold til de kirkelige autoriteter. På trods af, at han hverken selv var ateist eller agnostiker, forsvarer han fritænkernes ret til at fremsætte deres meninger. I hovedværket ”A Discourse of Freethinking, occasioned by the Rise and Growth of a Sect called Freethinkers” (1713) argumenterer han for, at fritænkeri er en rettighed, der ikke må lægges bånd på. Søgen efter opnåelse af sandheden er i sidste ende et gode for samfundet, og Collins mener, at denne søgen ikke kun er tilladt, men endog opmuntres i Bibelen. Immanuel Kant: Man kan ikke nævne Oplysningstiden uden at nævne Immanuel Kant. Kant (1724 - 1804) var en tysk filosof. Han er kendt for sin skelnen mellem det, som mennesket kan erkende, og det, som ligger udenfor menneskets erkendelsesevne, f.eks. ”tingen i sig selv”. Han er også kendt for ”det kategoriske imperativ” - hans bud fra 1785 på, hvordan moralens øverste og ubetingede princip må tænkes. Kant er en af de største og mest indflydelsesrige filosoffer, der har levet. Hans tænkning udgør et højdepunkt i oplysningstiden med dens dyrkelse af fornuften. Hvad Gud angår, så nåede Kant frem til en erkendelse af, at det ligger udenfor den teoretiske fornufts grænser at bevise – eller afvise – eksistensen af Gud som den første årsag til alt værende uden for det værende selv. 345 På væggen i det kapel, hvor Kant er begravet, kan man læse ordene fra hans ”Kritik der Praktischen Vernunft”: ”Den stjernebesatte himmel over mig og den moralske lov i mig.” 346 Man aner tankegangen fra Bjergprædikenen i Kants såkaldte ”Kategoriske imperativ” fra 1785, der lyder: ”Handl således, at grundlaget for din beslutning altid tillige kan gælde som princip for en almengyldig lovgivning”. Det betyder kort sagt, at vi altid skal gøre det, vi også ville mene, at andre burde gøre i samme situation. Vi må heller aldrig behandle hinanden blot som midler, men også tillige altid som mål, ifølge Kant. I skriftet ”Hvad er Oplysning?” fra 1783 bevarer Kant spørgsmålet, der ligger i titlen, således: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglende evne til at gøre brug af sin forstand uden en andens støtte. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke er mangel på forstand, men mangel på beslutsomhed og mod til at bruge den 88 uden en andens støtte. Sapere aude! Hav mod til at bruge din forstand er derfor oplysningens valgsprog.” 347 Den ”clandestine” litteratur er, med et latinsk fremmedord, betegnelsen for en gruppe illegale skrifter, som i den tidlige del af Oplysningstiden (indtil ca. 1750) cirkulerede i afskrifter overalt i Europa; i løbet af 1700-tallet blev mange af dem tillige trykt anonymt eller med fingerede forfatternavne. ”Fælles for disse skrifter var som regel et stærkt religionskritisk, antiautoritært og undertiden også erotisk indhold. Filosofisk er de gennemgående præget af materialisme.”348 En af dem, der omtaler denne undergrundslitteratur, var franskmanden de la Beaumelle, der stødte på fænomenet i København: Laurent Angliviel de la Beaumelle (1726 – 1773) var en fransk litterat, der i perioden 1747 – 52 opholdt sig i København. Her udsendte han et fransksproget tidsskrift, ”La Spectatrice danoise” (1749-50), og i 1751 ”Mes Pensées” (”Mine tanker”), hvor han fremsatte sine radikale politiske og religiøse idéer. I et nummer af tidsskriftet rapporterer han i 1749, at der i København cirkulerede en bog, som han fandt ”dårligt skrevet og dårligt tænkt”, men som folk var meget optaget af. Folk skrev bogen af i hånden, fordi den var så dyr. Bogen havde titlen ”Examen de la Religion” 349. Glebe-Møller fortæller, at denne bog hørte til ”den clandestine” litteratur, altså undergrundslitteratur, som cirkulerede illegalt. Typisk for de clandestine skrifter er desuden, at afskriverne ofte foretager ændringer undervejs, så det er svært at finde frem til originalen. Det var en vovelig sag at besidde, for slet ikke at tale om at forfatte eller trykke de clandestine skrifter. Et trick kunne være at tilsløre bøgernes indhold ved at bruge to titelblade. Glebe-Møller skønner, at det – trods risikoen - var en indbringende forretning at trykke de forbudte bøger, der blev læst vidt og bredt. ”Examen de la Religion”, som de la Beaumelle stødte på, skulle sandsynligvis være skrevet af den radikale franske filosof César Chesneau, men de trykte udgaver cirkulerede med fingerede forfatternavne. 350 Det bestrides ikke i bogen, at der findes en gud, ”et højeste væsen”, men forfatteren kræver, at religionen skulle være i overensstemmelse med fornuften. Desuden afvises kristendommens betydning for samfundet. Glebe-Møller beretter 351, at både ”Mesliers Testamente” og den her nævnte ”Examen de la Religion”, var værker, som Voltaire fik fat i. Han udgav dem, men i forkortede udgaver. Voltaire udelader fx det sidste kapitel i ”Examen”. Her, i det udeladte kapitel, hedder det bl.a ganske udiplomatisk.: ”Den Christen Religion er Fornuftens Grav; den forhindrer en fra at giøre Fremgang i Sciencer, Captivitantes intellectum, kort at sige: Religion sigter til at giøre os ulykkeligen i denne Verden, under Aperance af et andet Liv, som den lover os!” 352 Hvis vi et øjeblik skeler til Tyskland og religionskritikken dér, finder vi dér kunstkritikeren, filosoffen og dramatikeren Gotthold Ephraim Lessing (1729 – 1781), der bl.a. kom til at tjene som inspirationskilde for Søren Kierkegaard langt senere. Lessing analyserer historiske udsagn, og 89 analysen indgår i ”…hans kritik af tidens rationalistiske teologer, der havde hævdet, at kristendommens dogmer er fornuftssandheder. ” 353 Lessing mente ikke, at kristendommens evige sandheder kunne begrundes ved fx at henvise til Det Nye Testamentes beretninger om mirakler. Miraklerne er netop ikke historiske beretninger og kan derfor betvivles. At acceptere de kristne trossandheder var for Lessing et spring ud i det uvisse, og det kunne aldrig begrundes med henvisning til noget historisk. Fra 1770 til sin død i 1781 var Lessing bibliotekar i Wolfenbüttel. Han udgiver 1774 – 78 fragmenter af et manuskript, som den tidligere omtalte ateistiske Reimarus (1694 – 1768) har efterladt, og derfor kommer Lessing i heftig polemik med flere teologer, hvilket fører til et forbud mod flere skriverier af den art. I stedet giver han udtryk for sine tanker med dramaet ”Nathan den Vise” (1779, fordansket af K. L. Rahbek 1799. Stykket taler for tolerance, for ingen kan være sikker på at besidde den sande tro. Den engelsk-amerikanske kritiker og skribent Thomas Paine (1737 – 1809) opfordrede med sin bog ”Common Sense” (”Sund Fornuft”) 1776 til amerikansk selvstændighed og dannede dermed grundlaget for den amerikanske uafhængighedserklæring samme år. I et senere værk, ”Rights of Man”, skrevet i England 1787 – 1790 forsvarer han den franske revolution og angriber monarki og enevælde. Paines religionskritik kommer særligt frem i værket ”The Age of Reason”, der blev udgivet i tre dele i 1794, 1795 og 1807. Ud fra en deistisk holdning giver han en kritisk fremstilling af den ortodokse kristendoms rolle i samfundet. Som tidligere nævnt afviste deisterne åbenbaring som en kilde til guddommelig viden, og de understregede begrebet ”naturlig teologi”, hvilket ville sige, at Guds eksistens afsløres gennem naturen. I ”The Age of Reason” skriver Paine bl.a.: “Jeg tror ikke på bekendelsen, der fremsættes af den jødiske kirke, af den romerske kirke, af den græske kirke, den tyrkiske kirke, af den protestantiske kirke eller af nogen anden kirke, jeg har kendskab til. Min egen bevidsthed er min egen kirke. Alle nationale kirkelige institutioner, de være sig jødiske, kristne eller tyrkiske, forekommer mig ikke at være andet end menneskelige opfindelser skabt til at skræmme mennesker og gøre dem til slaver, og for at monopolisere magt og profit.” 354 Selv om Paine afviser de religiøse skrifters og institutioners værdi og mener, at Bibelen er et udtryk for ”rendyrket overtro”, betyder det dog ikke for ham, at verden er Gudsforladt. Guds ord er for ham, hele det store skaberværk, vi betragter. Thomas Jefferson (1743 – 1826): Thomas Jefferson var en amerikansk politiker, USA's tredje præsident 1801-1809. Som delegeret ved Kontinentalkongressen 1775-1776 var han hovedmanden bag Uafhængighedserklæringen i 1776. Med sig havde han folk som George Washington, John Adams og Benjamin Franklin. Kampen var for dem en kamp for menneskeværd, men også en kamp mod en imperialistisk magt, England. Uafhængighedserklæringen var et oplysningsdokument, baseret på Lockes tanker om menneskerettigheder. Erklæringen appellerede til de moderne idealer om autonomi, uafhængighed og lighed i den naturlige Guds navn. 355 90 Amerikanerne anså – i modsætning til den europæiske oplysning – ikke religionen for at være undertrykkende, en opfattelse, der også i dag kan spores i den amerikanske religionsopfattelse. Nicolas de Concordet (1743 – 1794) bør også nævnes. Han forfattede – i guillotinens skygge – ”Esquisse d´un tableau historique des progress de l´esprit humain” (Skitse til et historisk billede af det menneskelige sinds fremskridt). Concordet døde i fængslet, kort før han skulle have været guillotineret. Hans ”forbrydelse” var, at han, der hældede til den girondinske side blandt de revolutionære, havde tilladt sig at kritisere ”Bjergets”, den radikale fløjs, forfatning af 1793. Concordet var en fortaler for liberalisme, gratis offentlig uddannelse, konstitutionalisme og lige rettigheder for kvinder og mænd – og for alle folkeslag. I sit hovedværk udtrykker han en optimistisk tro på, at samfundet vil blive mere og mere præget af fornuft og videnskab, hvilket vil føre til større og større lykke for menneskeheden. Ligesom Concordet selv var også hans kone, Sophie de Concordet, en fremtrædende fortaler for oplysning og for kvindens ligestilling En anden fremtrædende oplysningsmand var Pierre-Simon Laplace (1749-1827), fransk forsker, filosof, matematiker og polyhistor, hvis arbejde var vigtigt for udviklingen af ingeniørvidenskab, matematik, statistik, fysik, astronomi og filosofi. Den nye tids naturvidenskabelige verdensbillede sammenfattes i Laplace´s ”Exposition du Système du Monde” (1795, 1824). Laplace ønskede at vise, at universets orden stammede fra fysiske love, og mente derved at kunne bevise, at vi ikke havde behov for en guddommelig designer af verdenssystemet. En meget sigende anekdote fortæller, at Laplace på Napoleons spørgsmål om, hvilken plads Gud indtog i dette verdenssystem, have svaret: ”Deres nåde, jeg har ikke brug for denne hypotese!!” 356 Den Franske Revolution 1789: Mange af de ideer, der søgtes virkeliggjort under Den Franske Revolution, kom fra 1700-tallets store filosoffer og forfattere. I pagt med oplysningstiden tog man afstand fra kirkens indflydelse på menneskets liv og satte i stedet fornuften i højsædet! Dette skete på baggrund af, at Frankrigs økonomi i anden halvdel af 1700-tallet var blevet værre og værre. Periodisk hungersnød blandt de fattige, stor befolkningstilvækst og en truende statsbankerot. Det måtte eksplodere på et tidspunkt, og eksplosionen blev i første omgang udløst ved Stormen på statsfængslet Bastillen 14. juli 1789. Vrede borgere i Paris stormer middelalderborgen og fængslet og hugger hovedet af kommandanten. Hovedet bæres gennem Paris som et blodigt tegn på, at ”den gamle verdensorden med politisk og kirkelig undertrykkelse er forbi. Frihed, lighed og broderskab bliver de nye idealer og erstatter troen på Gud.” 357 De voldsomme spor, som revolutionen i Frankrig kom til at sætte, har præget mange menneskers opfattelser af, hvad ateisme og fritænkeri var. Bestemt ikke ubetinget for det gode. Guillotinen blev brugt flittigt i ”Rædselsperioden” fra september 1793 – til juli 1794, og med Napoleons magtovertagelse 1799 var festen og eksperimenterne på mange måder allerede slut, og Europa kastet ud i nye krige. Men revolutionen var også spiren til et nyt håb for mange undertrykte, og den religionskritiske side var kun en del af frihedsbudskabet. ”Erklæringen om Menneskets og Borgerens Rettigheder” vedtages under stor begejstring i Nationalforsamlingen 26. august 1789, og her forkyndes i flg. Lund m.fl 358 det lighedsprogram, der faktisk blev gennemført og blev revolutionens bedste og varigste 91 arv til fremtiden. En tro på, at mennesket selv var i stand til at skabe sig den lykke på jorden, som det hidtil var blevet lovet i himlen. De fleste af rettighederne fra erklæringen har siden fundet vej ind i mange landes statsforfatninger. Lund m.fl. skriver: ”Erklæringen danner højdepunktet i den løsrivelsesproces fra hele det middelalderlige livssyn, der satte mennesket ind som sin egen herre og ville forstå det ud fra sig selv.”359 Jeg vil kort gennemgå revolutionens – ikke ubetinget heldige - forsøg på et opgør med den katolske kirke: Mellem 2. og 6. september 1792 blev over 1300 mennesker, hovedsageligt ”kontrarevolutionære” gejstlige og adelige, men også almindelige kriminelle, dræbt i Paris. Blodbadet, der er blevet kendt som ”September-massakrerne”, skærpede de politiske modsætninger i Frankrig og medførte, at franske revolutionære ateister med Jaques Hébert (1757 – 94) i spidsen indsatte ”Fornuftens Gudinde” på højalteret i Notre Dame-katedralen, degraderede helgener til fordel for revolutionens helte, afskaffede messerne og plyndrede kirkerne. 360 Den brede befolkning, især på landet, var imidlertid ikke klar til at skille sig så hurtigt af med Gud. Ateisterne fandt man blandt ”de lærde og de dannede” i byerne. Da Maximilien Robespierre (1758 – 1794) greb magten, erstattede han ”Fornuftens Kult” med en mere moderat kult for ”Det Højeste Væsen” og fik Hébert og hans venner guillotineret. 24. marts 1794 blev fem vogne med hèbertister ført til guillotinen. Robespierre følger dem selv under kniven kun et par måneder senere. Da Napoleon (1769 – 1821) blev første konsul, genopretter han den katolske kirke. Karen Armstrong bedømmer, trods blodbad og kaos, revolutionen som et håb, der var tændt: ”Men symbolikken i Guds dramatiske abdikation til fordel for Fornuften knyttede tanken om ateisme sammen med revolutionær forandring. Herefter ville ateismen i Europa – om end ikke i Amerika – være uløseligt knyttet sammen med håbet om en mere retfærdig og ligeværdig verden.” 361 Ateisten, redaktøren og opportunisten Jacques Hébert, hovedmanden i den ateistiske bevægelse, udgav gennem 3 ½ år det satiriske blad ”Le Père Duchesne” (”Fa´er Duchesne”), der udkom med i alt 355 numre. L.F. Toft publicerede i 1894 en bog på dansk om Hèbert, som jeg vil referere til i det følgende. ”Le Père Duchesne” var det, man i dag nok ville kalde et smudsblad, fuldt af grove eder, bagvaskelser og skældsord rettet mod politiske modstandere. Ofte kræver bladet, at disse straks placeres under guillotinens skarpe blad, som betjenes af den rutinerede bøddel, Sanson, der gennemførte ikke færre end 2918 henrettelser, og hvis – forfalskede – memoirer blev en bestseller. ”For hver Dag,…Terrorismen skrider fremad, kræver Père Duchesne mer og mer Blod; som Revolutionens Hyæne hyler han efter Lig, aldrig havde man hørt noget lignende. Og saa denne gyselige Leflen med Guillotinen ”vor Veninde, den hellige Guillotine,” og hans flotte Tone ligeoverfor Bødlen, ”Rask Samson! Skynd dig, tag fat paa dem!” 362 Hébert, og hans hjælper, Simon, var hovedmændene bag Dronning Marie Antionettes henrettelse 16. oktober 1793. Dagen efter Dronningens død skriver Père Duchesne: ”Den største Glæde jeg nogensinde har havt var med egne Øjne at se Fruentimmeret Vetos Hoved blive hugget af hendes forbandede lange Hals.” 363 92 En anden, der som Hébert, var en skarp kritiker af kristendommen og en leder af Frankrigs ”afkristning”, var Pierre Gaspard Chaumette (1763 – 1794). Han anså kristendommen for at være en samling latterlige ideer, som havde hjulpet til at legitimere despoti. Chaumette var stærkt inspireret af D`Holbach, Diderot og Meslier. Religionen var et levn fra overtroiske tider, og kirke og kontrarevolution var èt fedt. Chaumette var hovedorganisatoren bag ”Festivalen for Fornuften” 10. november 1793. Han var så stærk modstander af kristendommen, at han ændrede sit navn til Anaxagoras Chaumette for at ære en mand, der var blevet hængt for sine republikanske og ateistiske principper. Også Joseph Fouché (1759 – 1820), Antoine-Francois Momoro (1756 – 1794) og Charles-Philippe Ronsin (1751 – 1794) bistod den antikristelige bevægelse under revolutionen. Toft skriver om begivenhederne i efteråret 1793: ”Man spildte ikke Tiden, allerede d. 20. brumaire (10/11) drog et nyt Optog til Konventet; det var den atheistiske Pøbel, pyntet med alt, hvad den havde plyndret i Kirkerne, den kom med Musik i Spidsen og med Fornuftens Gudinde for at bringe Folkets Udvalgte sin Hyldest. Først dansede de en Carmagnole i Konventsalen og trak saa Forsamlingen med sig til Fornuftens Tempel, forhen Notre-Dame.” 364 Ved en art gudstjeneste agerede Frøken Maillard fra Operaen ”Fornuftens Gudinde” og blev prist i sang og tale. Toft har ikke høje tanker om det, der skete bagefter. Han mener, det udartede til ”fuldstændige Orgier” med skrål og skrig, drikkeri, tobaksrøg og slagsmål. Det samme mener han, var tilfældet, når Fru Sophie Momoro, der var gift med en af de ledende hébertister, ved senere lejligheder agerede Fornuftens Gudinde. Toft tiltror ikke Hébert og hans forbundsfæller megen idealisme. De ønskede først og fremmest selv at komme til fadet. Héberts antireligiøse og antipræstelige agitation og hans kommunistiske ”antydninger” var en genklang af Voltairianismen og de andre filosofiske skoler før og i begyndelsen af revolutionen. Da Hébert i december 1793 presses af Robespierre, undsiger han, i et forsøg på at redde sit skind, ateismen og erklærer sig som kristen. Den ateistiske bevægelse under revolutionen løsrev sig fra det romerske hierarki og fra Paven og genoprettede den såkaldte ”gallikanske kirke”, der netop var kendetegnet ved ikke at underkaste sig Rom. Desuden indførte man, som nævnt, ”Fornuftens Dyrkelse” og tilbedelsen af ”Det højeste Væsen”, Rousseaus naturreligion, samt Frihed, Lighed og Broderskab. Man nærede et voldsomt had til præsterne, selv om nogle af disse faktisk føjede sig og indrettede deres kirker til templer for fornuften. ”Saavel Fornuftens Gudinde som det højeste Væsen druknede i deres vigtigste Tilhængeres Blod, og den gallikanske Kirke, saa forstandig og logisk den end kunne være, kostede da ogsaa Blod og Taarer nok; den fik Lov til at bestaa i nogen Tid, men visnede saa hen under den aandelige Sløvhed og Ligegyldighed i religiøs Henseende, der blev Særkjendet for den sene Periode af Revolutionen.” 365 En lov af 13.Fructidor, år 6, ifølge den republikanske kalender, udskiftede den kirkelige messe med borgernes altergang hos de kommunale administrationer, hvor de skulle høre om republikkens love. 366 93 Det er dog svært helt at holde religionen nede. I juli 1796 udtrykker det parisiske politi sig på følgende vis om den såkaldte ”præstelige fanatismes” genopståen: ”Da det er blevet os bekendt, at adskillige borgere, uden hensyn til artikel 13 i loven af den 7. vendémiaire år 4, offentligt har fremvist religiøse symboler ved at omgive de afdøde, der var anbragt på gaderne eller i deres indkørselsporte, med kors, vievandskar og andre under kulten henhørende genstande – har hovedkontoret pålagt de 48 politikommissærer at holde et vågent øje med lovens håndhævelse.”367 Trods modgang søger de anti-klerikale at holde fanen højt. I år 7 i følge den republikanske kalender (dvs. 1799), introduceres den nye søndag, le décadi, den tiende dag. Her holdes en ny form for messe. Kantonens administratorer samler befolkningen omkring Fædrelandets Alter, hvor man læser og kommenterer lovene og slutter af med en prædiken om borgerdyd, ledsaget af orgelmusik og patriotiske sange. Præsten råder dog stadig over sin kirke ved morgenmessen. Den franske Republikanske Kalender kræver nok en forklaring. Den bruges i 13 år fra 1792, og den får et opsving fra 1797. Den er ikke uproblematisk at anvende, og siger sparto til den langt senere danske diskussion om Store Bededag, for den dekreterer en bunke nye fridage, der oftest støder sammen med de traditionelle helligdage og fridage. Her vendes op og ned på 1500 års sædvaner. Markedsdage, fastedage, forfaldsdage for forpagtninger – alt forrykkes. Hvis man ikke ville vise mangel på borgersind, skulle man nu huske at holde fri på décadi-dagen, den tiende dag, men samtidig fortsatte de fleste med at holde hviledag om søndagen, som de altid havde gjort. 368 Furet og Richet konkluderer i deres Franske Revolutionshistorie, at Direktorietidens antiklerikalisme i højere grad end sansculotternes afkristningskampagner og robespierrenismen har indopereret et modsætningsforhold i det moderne Frankrig, som eksisterer den dag i dag. 369 I den fase af revolutionen, der er blevet kendt som ”Rædselsherredømmet”, september 1793 – juli 1794, blev henved 17.000 mennesker dømt til døden og henrettet som ”kontrarevolutionære”; medregnet de oprørere, der blev grebet med våben i hånd, nåede antallet af henrettede formentlig op på op mod 40.000. Revolutionen fik, hvis vi skal konkludere, aldrig afskaffet kristendommen. Men den fik afprøvet nogle ideer til alternativer, den fik tændt et håb for ”tredje stand”, de fattige og undertrykte, og den lærte os en del om de fejl, man ikke skal begå, hvis man forstår at lære af historien. Religionshistorikeren Peter Lodberg hævder i en artikel i Politiken (27/2 2021), at den franske revolution nok fejler i sit forsøg på at grundlægge verdens første ateistiske stat, men at den får skelsættende betydning, fordi det utænkelige er sket: Det totale opgør med kongedømme og kirke er muligt. ”Den Franske Revolution trænger kristendommen i defensiven og udfordrer teologerne til at forholde sig til en radikalt ny måde at tænke på.”…. ”Revolutionen markerer et brud med middelalderens syn på menneskets plads i samfundet. Frihed, lighed og broderskab erstatter det middelalderlige hierarki, og oplysningstidens nye fornuftsidealer skal være en garant for de nye tider. Man søger at 94 kanalisere de religiøse kræfter over i en dyrkelse af fornuften. I Notre Dame-Kirken bliver fornuften således fejret ved, at man lader en skuespillerinde sætte på alteret som ”Fornuftens Gudinde”. 370 1800-tallet Lad os starte med 1800-tallets forudsætninger: Omkring 1750 indledtes for alvor ”den industrielle revolution” i England. Det, der før var hjemmearbejde, koncentreres nu på fabrikker, og arbejderne på fabrikkerne hjemsøges oftest af social nød og elendighed. Nationaløkonomen Thomas Malthus (1766 – 1834) påviser i et essay fra 1798, at befolkningen vokser hurtigere, end mængden af den mad og drikke, de indtager. Arbejdslønnen presses samtidig ned til eksistensminimum. Romantikken (ca. 1800-1870) afløste som kulturstrømning Oplysningstiden i Europa. Lars Albinus, lektor ved Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, mener, at det i Romantikken snarere var Gud, der blev set i lyset af mennesker, end mennesker, der blev set i lyset af Gud. Man gik fra bestræbelsen på at fatte religionens sandhed i tankens begreber over til at søge sandheden om religion. 371 Romantikken opstod idehistorisk som en reaktion mod oplysningstiden og dens dyrkelse af fornuften. Romantikerne fremhævede følelsen og intuitionen eller anelsen som midler til erkendelse. I den romantiske litteratur var naturen besjælet og forskønnet og blev dyrket som et sted for ånd og skønhed. I 1800-tallets sidste del vinder naturalismen frem. Indenfor for filosofien er naturalisme det synspunkt, at alt i verden kan reduceres til de genstande og fænomener, som naturvidenskaben beskæftiger sig med. Naturvidenskaben gør hastige fremskridt, og Charles Darwin udsender 1859 det kuldkastende værk, ”Arternes Oprindelse”, der hævder, at alle nulevende og uddøde arter er resultatet af en gradvis udviklingsproces fra en fælles stamform, og derfor er de beslægtede. Desuden hævder Darwin den naturlige selektions mekanisme, der kan føre til evolution af nye arter.372 Gud har det svært i perioden og må kæmpe en hård kamp for at overleve videnskabens mange kritiske spørgsmål, der fører nogle til en forkastelse af Gud og andre til at ændre deres forståelse af, hvad Gud er. Den voksende arbejderbevægelse, som søger at skabe et Paradis på Jorden, frem for i Himmelen, er i høj grad religionskritisk indstillet, og organisationer af fritænkere og ateister ser dagens lys. Marcus Risgaard Myhr, der i 2010 udgav specialet ”Ateisme som Meningssystem”, mener, at de ateistiske organisationer, der opstår i anden halvdel af 1800-tallet, kan deles op i, det han kalder, ”fire generationer”. De sidste tre generationer finder vi først helt oppe i 1900-tallet. Første generation finder vi i Amerika og Vesteuropa i 1850´erne – 1870´erne. Nogle af disse grupper danner i 1880 I Bruxelles ”World Union of Freethinkers”, anført af Charles Bradlaugh (1833 - 1891). Fra 1887 holder man internationale møder cirka hvert andet år, hvor ateister, rationalister, agnostikere og sekularister kan udveksle synspunkter og organisationserfaringer. 95 Anden generation, kalder Myhr ”De Etiske Samfund”, fordi de fokuserer mere på at skabe et alternativ til religion end på at være religionskritiske. De danner i Zürich i 1896 ”International Ethical Union”. I årene 1908 til 1932 holder man en international kongres hvert fjerde år. Tredje generation er, iflg. Myhr, de amerikanske humanister der brød ud af generation 2´s kreds i 1920´erne. De stifter officielt deres internationale sammenslutning i 1941 under navnet ”American Humanist Association”, AHA. Allerede i 1933 udgav en række af stifterne et manifest, hvori de erklærede, at de ville stifte en ny, humanistisk religion. I et senere manifest (1973) har gruppen dog taget afstand fra at betegne deres tanker som en religion. Fjerde generation finder vi efter Anden Verdenskrig. Myhr nævner som den vigtigste og mest betydningsfulde ”International Humanistic and Ethical Union”, IHEU, der blev stiftet i 1952. Denne gruppe blev hurtigt den største ateistiske organisation i verden, og er i dag en paraplyorganisation for over 100 grupper i 33 lande. IHEU har i dag stor politisk indflydelse i EU og har desuden rådgivende status i Unesco. Siden 2019 hedder organisationen ”Humanists International”. 373 Arbejderbevægelsen, der især opstår i kølvandet på den industrielle revolution, kæmper for samfundsreformer og rettigheder for arbejderne. På programmet er bl.a. otte timers arbejdsdag, mindsteløn og betalt ferie. Bevægelsen ser ofte religionen som en hindring for sine bestræbelser, og mange af de socialistiske tænkere har da også været ateister, fritænkere og religionskritikere. Her kommer et kort overblik over betydende filosoffer og idemæssige fyrtårne af fritænkerobservans i 1800-tallet: Den engelske digter William Blake (1757 – 1827) var politisk frihedselskende, og gik i sine digte særligt ind for det naturlige menneskes ret til at dyrke kærlighed, frigjort fra de bånd, som samfundet – og kirken – lagde på den frie livsudfoldelse. Henri de Saint-Simon (1760-1825) Blev af Marx betegnet som en af de ”utopiske socialister”. Historikeren Niels Finn Christiansen vurderer: ”De utopiske socialister er oplysningstidens arvtagere i den forstand, at de troede på, at samfundet kunne forbedres gennem fornuftsbaseret kritik. De mente også, at menneskenes muligheder for at forbedre sig var ubegrænsede, og at kun ydre omstændigheder forhindrede dem i at organisere deres liv og samfundet rationelt.” 374 Saint-Simons ideer blev videreudviklet af Auguste Comte og år senere af Émile Durkheim. SaintSimon - og senere Comte - havde store forhåbninger til videnskabens perfektionering af menneskene og samfundet, Ifølge Christiansen og Sandbeck (2009) forsøgte de ligefrem at skabe en ny, videnskabeligt funderet, religion. De ville gøre menneskene til en slags videnskabsmænd, der skulle udbrede videnskaben og positivismen. Saint-Simon ønskede, at denne udvikling skulle ledes af en særlig forsamling, ”Menneskehedens udvalgte enogtyve”, ”Nationens Råd”. 375 Den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) nyfortolkede kristendommen. I sine religionsfilosofiske forelæsninger betragtede han kristendommens tankemæssige udvikling på lige fod med andre religioner. Det gjaldt ”naturreligion”, kinesisk, indisk, persisk, ægyptisk, israelitisk, græsk og romersk religion. Han underkastede de religiøse forestillinger en dialektisk erkendelsesproces, der 96 oversatte dem til et rent begrebsligt indhold. Deres sakrale og bogstavelige betydning blev afviklet. Gud blev til ”Verdensånd” (Geist) og religion blev til ”filosofi”. I årene 1812 – 1818 udgav Hegel i fire bind sin ”Logikkens Videnskab”, der fremlægger hans dialektiske metode: Så vel tanke- som hele tilværelsesprocessen forløber sådan, at et begreb og dets negation går op i en højere enhed. Efter Hegels død grupperede hans ”disciple” sig i højre- og venstrehegelianere. Nogle af de sidstnævnte var med til at opbygge den radikale bibelkritik, som udvikledes op gennem 1800-tallet.376 Lord Byron (1788 – 1824), eller George Gordon Byron, som han egentlig hed, vakte med sin død i den græske frihedskamp europæisk opsigt. Han gav sit liv for en sag! Georg Brandes daterer i ”Hovedstrømninger” Bind 4, Byrons død som et vendepunkt i 1800-tallets europæiske litteratur. Brandes beklager, at den frihedsånd, som kunne ses i den græske frihedskamp og Julirevolutionen 1830 i Frankrig, ikke nåede til Danmark. Percy Bysshe Shelley (1792 – 1822) blev kun 29 år gammel, før han forsvandt i Toscanerhavets bølger. Men han nåede meget, og han regnes for en af det engelske sprogs største digtere. Han skrev bl.a. ”The Necessity of Atheism” (“Ateismens Nødvendighed”) (1811) 377. Her hævdede han, at Gud ikke var en nødvendig konsekvens af den materielle verden. Skønt han ikke ønskede at forkaste det guddommelige som sådan, blev skriftet anledning til, at han, sammen med sin medstuderende, Thomas Jefferson Hogg, 25. marts 1811 blev bortvist fra Oxford, hvor han studerede. Shelley havde – modigt, men også ret dumdristigt – sendt ”Ateismens nødvendighed” til alle biskopper og ledere af kollegierne i Oxford. Derfor blev han kaldt til at møde for kollegiets stipendiater samt dekanen. Shelley nægtede at besvare spørgsmål om, hvorvidt han havde skrevet pjecen eller ej, og det resulterede så i hans bortvisning. Nogle år efter udsendelsen af ”Ateismens Nødvendighed” blev Shelley ved dom frataget forældremyndigheden over sine børn med den begrundelse, at han sandsynligvis ville påføre dem de samme ateistiske principper, som hans skrift havde givet udtryk for. Mange år senere, i 1877, blev den britiske socialist, Annie Besant, (1847 – 1933) med samme begrundelse dømt uegnet til at passe sine børn – selvom dommeren indrømmede, at hun havde været en omhyggelig og kærlig mor. 378 Evangelikalismen: Heller ikke i Amerika så man nådigt på religionskritik på denne tid. Pastor Jedidiah Morse (1761 – 1826) var i 1790 kommet til Boston, hvor han startede et veritabelt korstog mod deismen. Hundredevis af andre kirkelige tog del i angrebet og medvirkede til, at deismen i Amerika blev marginaliseret. En ny form for kristendom bliver nu den afgørende i USA, en form, der kendes som ”evangelikalisme”379, og som stadig er dominerende den dag i dag ”Over There”. Målet for de evangelikale er at omvende den nye nation til evangeliets ”gode nyheder”, og man har intet til overs for deisternes fjerne og uhåndgribelige Gud. I stedet for at stole på ”den naturlige lov”, vil man vende tilbage til den bibelske autoritet, til en personlig hengivenhed mod 97 Jesus og til en hjertets, fremfor en hjernens religion. 380. Den britiske forfatter Karen Armstrong siger: ”I stedet for at indføre moderniteten ovenfra, som nationens grundlæggere havde tænkt sig, skabte de et græsrodsoprør imod de rationalistiske ledende kredse. Det lykkedes over al forventning.”381 Midlerne var bl.a. populærmusik, gospelsang og en særdeles bogstavelig læsning af skriftens ord. Takket være evangelikalisternes succes var amerikanerne i midten af 1800-tallet mere religiøse end nogensinde før. I 1789 havde der kun været omkring 3.000 menigheder i USA. Men i 1820 var tallet steget til 11.000, og i 1860 var der 52.000. Næsten en enogtyvedobling, skriver Karen Armstrong. 382 Som kontrast til den amerikanske udvikling fremkom der i Europa i midten af 1800-tallet en ny slags ateisme. Den var forskellig fra Diderot´s og Holbachs ”videnskabisme”, som Armstrong kalder den. Mens amerikanerne syntes at være forfærdede over den franske revolution, syntes en kreds af tyskere tværtimod at være inspireret af revolutionen, som de fandt havde oversat oplysningstidens intellektuelle idealer til et program for retfærdighed og rimelighed. De hungrede efter social og politisk forandring. Tyske forskere som Johann Eichhorn (1752 – 1827), Johann Vater (1771-1826) og Wilhelm De Wette (1780 – 1849) lancerer en ny måde at læse Bibelen på. De bruger den moderne historiskkritiske metode, der blev brugt på klassiske tekster. På den måde opdager de, at de fem Mosebøger faktisk slet ikke er forfattet af Moses, men er komponeret af ord fra i hvert fald fire forskellige kilder. Den skotske geolog Charles Lyell (1797 – 1875) udgiver 1830 første bind af ”Principper for Geologien”. Her hævder han, at jordskorpen er langt ældre end de 6.000 år, som Bibelen antog. Desuden siger han, at jorden ikke er blevet formet direkte af Gud, men af de langsomme gradvise påvirkninger af vind og vand.383. Lyells opdagelser kaster en del evangelikale kirkefolk ud i en krise, der får nogle til at opgive deres strenge bibelske bogstavelighed. Men de stoler dog stadig på ideen om et guddommeligt design. Franskmanden Auguste Comte (1798-1857) var en fransk tænker, der fandt på ordet ”sociologi”. Comte regnes for ”positivismens” grundlægger. Ved "positivisme" forstod Comte selv en filosofi, der byggede på kendsgerninger. Dermed stod den i modsætning til alle teologiske og metafysiske spekulationer. Comte søgte at designe Saint-Simons videnskabelige religion med nye ritualer, liturgi, klædedragter, forskrifter for bøn og andre daglige handlinger. ”F.eks. skulle den fromme positivist med sin finger tre gange berøre det punkt på hovedet, hvor impulserne til godgørenhed, orden og fremskridt ifølge datidens neurovidenskab, frenologien, var placeret.”384 98 John Stuart Mill (1806 – 1873), britisk filosof og økonom, argumenterer i værket ”The Subjection of Women” (1869, i dansk udgave Georg Brandes samme år: ”Kvindernes Underkuelse”), for kønnenes ligeberettigelse. Hans metode er empirisk; al viden må bygge på iagttagelser! David Friedrich Strauss (1808 – 1874) var en af Hegels elever. Han var forfatter og teolog og – ligesom Feuerbach - foregangsmand for den bibelkritik, der så småt havde ytret sig med Spinoza og flere skikkelser i 1700-tallets Frankrig, og som blomstrede i 1800-tallet. Strauss udsendte 1835 – 36 værket ”Das Leben Jesu”, der meget lærd og grundigt påviste, at det evangeliske Jesus-billede var en stor mytisk digtning med en tvivlsom historisk kerne. Værket kom hurtigt i en dansk oversættelse. Albert Schweitzer mente, at Strauss´ 1400 sider store værk hørte til ”det mest fuldendte den videnskabelige verdenslitteratur kender.”385 Strauss viser, ud fra en analyse af de synoptiske evangeliers beretninger om Jesu dæmonuddrivelser, at myterne var konstruerede i overensstemmelse med, hvad folketroen ønskede sig. Det var ikke omkostningsfrit at fremsætte synspunkter som Strauss´ - de være nok så velunderbyggede. Først kostede ”Jesu Levnet”, som værket hed på dansk, Strauss hans ansættelse i Tübingen, og derpå et professorat i Zürich. I 1840 – 41 udsendte Strauss ”Die Christliche Glaubenslehre”, hvori han skærpede sin kritik af kristendommen ved, som Leif Nedergaard siger, ”at påvise de kristelige dogmers totale urimelighed”.386 Værket blev udsendt på dansk i 1842 – 43 i Hans Brøchners oversættelse. Heri kalder Strauss til verbal krig: ”Så lade da den troende den vidende, ligesom denne hiin roligen vandre sin vei; vi lade dem beholde deres tro, så må de også lade os beholde vor philosophie; og hvis det skulle lykkes de overvættes fromme at udelukke os fra deres kirke, så vilde vi agte det for en vinding; af falske foreningsforsøg er der nu skeet nok, kun skjærpelse af modsætningerne kan føre videre.”387 Verdenshistoriens første ateistiske organisation er formentlig ”The Central Secular Society”, der stiftes i London i 1851. 388 Primus motor var G. J. Holyoake (1817-1906), der foretrak ordet ”sekularisme” frem for et antireligiøst udtryk, for at understrege selskabets konstruktive karakter. 389 Holyoake mente, at religionskritikkens vigtigste opgave burde bestå i at kæmpe for social retfærdighed og give de undertrykte oprejsning. Holyoake udfordres af Charles Bradlaugh (1833-1891), der i 1866 overtager formandsposten og omdøber foreningen til ”The National Secular Society”, hvad den også hedder den dag i dag. 390 I 1800-tallets Tyskland vokser der, i samspil med den øgede naturvidenskabelige indsigt og Bibelkritikken, en markant religionskritik frem, der ofte går under betegnelsen ”den Klassiske Tyske Religionskritik”. Dens hovedsigte er – trods forskellige ansigter – at frigøre mennesket, og midlerne er, at man tænker selv og tager stilling. De fire hovedskikkelser er Ludwig Feuerbach, Karl Marx, Friedrich Nietzsche og Sigmund Freud. 391 Ludwig Feuerbach: (1804-1872), tysk venstrehegeliansk filosof, mente, at mennesket gennem tiden har udviklet en tendens til at projicere sit eget væsen over på en ideel verdensmagt uden for verden. Når vi forstår Gud som visdom eller kærlighed, så udtrykker vi vor egen længsel efter disse egenskaber. Teologi er med andre ord ikke udsagn om Gud, men handler om os selv. 392 Feuerbach 99 ville afsløre denne psykologiske mekanisme og håbede derigennem, at det moderne menneske ville få større tillid til sin egen formåen. På den måde ville vi få frisat energi til at realisere det bedst mulige samfund. 393 Vi skulle erstatte kærligheden til Gud med menneskekærlighed! Den eneste Djævel, mennesket, ifølge Feuerbach, havde at kæmpe med, er mennesket selv; det grove, overtroiske, onde menneske – og den eneste Gud, vi har, er mennesket selv, som han sagde afslutningsvist i sine forelæsninger over religionens væsen. 394 Med værket ”Kristendommens Væsen” (1841) søgte Feuerbach at påvise, at kristendommen, ligesom andre religioner, var selvskabte illusioner. De egenskaber, som menneskene selv satte højest, havde de projiceret op til et ideelt gudsbillede. Hvis tanken om en fjern Gud et sted var så fremmedgørende, hvorfor så ikke fjerne ham helt og aldeles? Gud var, ifølge Feuerbach simpelthen en undertrykkende menneskelig konstruktion. Lodberg mener 395, at der måske alligevel ikke er så langt mellem Feuerbach og den troende. De nærer begge en længsel efter det fuldkomne! Karl Marx, den tyske sociolog, politiske økonom og filosof (1818-1883), var langt hen ad vejen enig med Feuerbach i hans religionskritik, men mente dog, at Feuerbach lå under for en idealistisk opfattelse af mennesket. 396 Lidt forsimplet hævdes det ofte, at Marx sagde, at ”religion er opium for folket”. Vendingen stammer fra Marx´ bidrag til en kritik af Hegels retsfilosofi (1843). Her siger Marx helt nøjagtigt: at ”…Den religiøse elendighed er på én gang udtryk for den virkelige elendighed og protest mod den virkelige elendighed. Religion er den betrængte skabnings suk, en hjemløs verdens hjerteslag og åndløse tilstandes ånd. Den er folkets opium.” 397 Både Hegel og Marx betragtede den tidlige filosofi og religion som symptomer på manglende sammenhæng i den verden, vi mennesker lever i. Kun gennem en anden samfundsmæssig praksis kunne samfundets modsigelser ophæves, så mening og værdi kunne realiseres. 398 Det tragiske synes at være en uomgængelig side af menneskelivet, siger videnskabsteoretikeren Uffe Juul Jensen. 399 Det bliver tydeligt, hvis vi hverken kan finde forløsning i en religion, der lover salighed efter døden, eller i samfundsutopier, der lover jordisk lyksalighed engang i fremtiden. Hvis vi erkender det tragiske som en realitet, har vi imidlertid mulighed for trods alt at skabe sammenhænge, der gør det muligt for os at leve med det. ”Dengang som nu var Marx´s konstruktive religionskritik inspirationskilde for en sådan strategi. Allerede i sine ungdomsskrifter fremhævede Marx skabende kunstnerisk aktivitet som et eksempel på, hvordan menneskelig ufrihed og meningsløshed kan overvindes.” 400 Det betyder ikke, at vi nødvendigvis alle skal være kunstnere. Men, inspireret af bl.a. Schiller udviklede Marx en teori om en skabende samfundsmæssig praksis, gennem hvilken vi former og udvikler os selv. Det handler om en mulighed for at overvinde oplevelsen af en opsplittet tilfældig virkelighed, hvor enhver er ”isoleret i sit eget fængsel”. Vi kan skabe fortællinger, der formes i menneskelige fællesskaber, i vores aktive liv sammen med andre og derved bidrager til at skabe sammenhæng i vort personlige liv og forbinde os med andres liv. 100 Man kan tale om, at Marx skitserer en konstruktiv religionskritik, der stadig er aktuel og relevant. ”Kritikken af himlen forvandles…”--- ”til en kritik af jorden, kritikken af religionen til en kritik af retten, kritikken af teologien til en kritik af politikken.” (Marx: ”Bidrag til Kritikken af den hegelske Retsfilosofi”, Indledningen (1844).401 Så for Marx var religionskritik og samfundskritik identisk. Religionens rolle var for ham at se at virke samfundsbevarende ved at love en paradisisk verden efter et elendigt og fattigt jordeliv. Og ateismen var dermed ikke blot en abstrakt teori, men et projekt og et program, der var afgørende for menneskehedens velfærd. Ophævelsen af religionen som folkets illusoriske lykke var nødvendig for, at man kunne opnå den virkelige lykke. Friedrich Engels (1820 – 1895): I værket ”Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang” (1888) taler Engels sig om kampen mod religionen. Det første stød mod religionen mener Engels, at Strauss havde givet med sin bog ”Jesu Liv” (1835). Senere kom Bruno Bauer til og påviste, at en hel række evangeliske fortællinger var fabrikeret af verdslige forfattere. Engels roser Feuerbachs bog ”Kristendommens Væsen” (1841). Med ét slag satte Feuerbach her materialismen på tronen. Naturen eksisterer uafhængigt af al filosofi, sagde Engels. Den er det grundlag, som vi mennesker – der selv er naturprodukter – er vokset op på. De højere væsener, som vor religiøse fantasi har skabt, er kun ”fantastiske genspejlinger” af vort eget væsen. I 1850 udgav Engels en bog om bondekrigen i Tyskland 1524-25 med en skarp kritik af Luthers rolle. Som tidligere nævnt var Luther i bondekrigen helt på magthavernes side, hvilket kommer til udtryk i hans lille pjece ”Imod Bøndernes Røver- og Morderbander”, som Engels også behandler. Her skrev Luther bl.a.: ”Derfor skal alle, der kan, slå til, dræbe og stikke ned, skjult eller åbenlyst, og huske, at der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt eller djævelsk til end en oprører. Det er ligesom, når man er nødt til at slå en gal hund ned: gør du det ikke af med den, så gør den det af med dig, ja, med et helt land sammen med dig.”402 For Marx og Engels var ondskaben et historisk fænomen affødt af urimelige samfundsforhold, der druknede alt godt og ædelt. Luther derimod så onde mennesker omkring sig og drog derfor den slutning, at mennesket var ondt af naturen. Bruno Bauer (1809-1882) var tysk historiker, filosof og teolog. Han var, ligesom Karl Marx og Friedrich Engels, medlem af Kommunisternes Forbund. Bauer var ateist og udgav en lang række religionskritiske værker. Marx og Friedrich Engels kritiserede det, de mente, var Bauers "spekulative idealisme", i deres værk ”Die heilige Familie. Kritik der kritischen Kritik. Gegen Bruno Bauer und Konsorten”, 1845. Friedrich Nietzsche (1844 – 1900): tysk kulturkritiker, filosof og komponist mm. Fremstår for mange i dag som indbegrebet af en religionskritisk personlighed. I fem forelæsninger i 1888, året før Nietzsche brød sammen i apati og sindssyge, præsenterede Georg Brandes ham for et dansk publikum. Nietzsches bog ”Antikrist” er skrevet i 1888, og den er noget af det sidste, han nåede at 101 sætte sit navn under. Det er også en af hans mest kontroversielle bøger, og fingrene lægges ikke imellem, når det gælder kritik af kristendommen Nietzsches projekt er at få ”den kristelige bacille” helt ud af kroppen som en forudsætning for at man kan tænke klart, fordomsfrit og anderledes.403 ”Mod dette teolog-instinkt fører jeg krig: Jeg fandt dets spor overalt. Den, der har teolog-blod i kroppen, stiller sig fra første færd skævt og uærligt til alle ting. Den patos, som heraf stiger frem, kalder sig tro: at lukke øjnene én gang for alle for ikke at lide ved udsigten til den uhelbredelige falskhed. Man laver sig således en moral, en dyd, en hellighed ud af denne fejlagtige optik over for alle ting, man knytter den gode samvittighed til det at se falsk – man fordrer, at ingen anden slags optik længere må få værdi, efter at man har gjort sin egen sakrosant med navnene ”gud”, ”frelse”, evighed”….” (Nietzsche, ”Antikrist”, 1888, s. 26). Nietzsche finder, at hverken moralen eller religionen i kristendommen på noget som helst punkt berører virkeligheden. Kristendommen slynger om sig med luftige begreber: Gud, sjæl, ånd, synd, frelse, nåde, straf, syndstilgivelse osv., og det er et under, at ”de stærke racer” i det nordlige Europa ikke for længst har stødt den kristelige gud fra sig! Det gør sandelig ikke deres religiøse begavelse nogen ære, mener Nietzsche. Næsten to årtusinder er gået, og de har ikke fundet en eneste ny gud!404 Det, der hidtil er blevet æret som guddommeligt og som ”Gud” er i virkeligheden ynkværdigt, absurd, skadeligt, en fejltagelse og en direkte ”forbrydelse mod livet”. 405 ”Jeg hæver mod den kristelige kirke den frygteligste af alle anklager, som en anklager nogen sinde har taget i munden. Den er for mig den største af alle tænkelige korruptioner…” 406 Kristendommen er for Nietzsche en stor forbandelse, en fordærvelse, et hævninstinkt, som intet middel er for giftigt, hemmeligt, underjordisk og ringe nok for. Kristendommen bygger på en kulturel fejlslutning, hvor de svage har taget magten over de stærke. Sigmund Freud (1856-1939), den østrigske læge og psykolog, psykoanalysens fader, mente, at kun videnskaben kunne sikre menneskehedens fysiske og mentale sundhed – og videnskabens sejr var uundgåelig407. I bogen ”Die Zukunft einer Illusion” 1927 skrev han “Intellektets stemme er blid”…”og det vil i sidste ende lykkes den at omstøde religionen, men først i en fjern, fjern fremtid” 408 I samme bog taler han om religionens ansvar for at ødelægge barnesindet: ”Se på den sørgelige kontrast mellem den livlige intelligens hos et frisk barn og den svage tankeevne hos gennemsnittet af de voksne. Var det ikke muligt, at netop den religiøse opdragelse kunne have en betydelig andel i skylden for denne indskrænkethed?” 409 I ”Das Unbehagen in der Kultur” (1929) hævdede Freud, at tanken om Gud var åbenbart infantil og desuden så fremmed for virkeligheden, at det var smerteligt at tænke på, at langt størstedelen af dødelige aldrig ville kunne hæve sig over dette livssyn.410 102 For Freud var religionen en psykologisk fejludvikling, hvis rod skal søges i den patriarkalske familiestruktur. Han ser en klar lighed mellem den patriarkalske fader og den straffende Gud. Religionen er en projektion af barndomskonflikter, traumatiske oplevelser i barndomshjemmet som fx voldsom fysisk afstraffelse. 411 Europæiske og amerikanske fritænkerbevægelser i 1800-tallets sidste halvdel I Tyskland findes der fra midten af 1800-tallet og helt frem til 1933 flere fritænkerbevægelser som fx ”Die Lichtfreunde”, der blev grundlagt 29/6 1841 som ”Verein der Protestantischen Freunde”, og ”Die Los-von-Rom-Bewegung der Deutschen Katholiken” 1844. Disse to sidstnævnte foreninger sluttede sig 1/7 1859 i Gotha sammen til ”Bund Freireligiöser Gemeinden”, der hævdede den frie selvbestemmelse i alle religiøse spørgsmål. 412 I følge religionsforskeren Julius Wilm baserede de tyske fritænkere i høj grad deres bevægelsers økonomi på ligbrændingskasser, og blev et reelt massefænomen i Weimarperioden.413 I USA var både skandinaver og tyskere særligt aktive i de anti-religiøse arbejderbevægelser i Chicago i slutningen af 1800-tallet. 414 29-31/8 1880 dannede en kerne af belgiske og franske fritænkere det borgerlige ”Internationale Fritænkerforbund” (IFB) i Bruxelles. I Tyskland dannede Ludwig Büchner (1824 – 1899) sammen med August Specht (1849 – 1923) 10/4 1881 i Frankfurt am Main ”Der Deutsche Freidenkerbund” (DFB), som også Wilhelm Liebknecht (1826 – 1900) skal have støttet op omkring. I 1906 dannedes ”Der Deutsche Monistenbund” af Ernst Haeckel (1834 – 1919). Denne forening havde 1930 mere end 10.000 medlemmer. Danmark kunne ikke tælle så talstærke fritænkerforeninger. Julius Wilm skriver om Norden: ”I det 20. århundredes radikale arbejderbevægelse har organiseret religionskritik næsten altid været et marginalt fænomen. Hovedstrømningen har næsten altid ment, at særskilte kampagner imod religion var spild af tid.” 415 ”Internationalen for Proletariske Fritænkere” (IPF) konstituerer sig dog i maj 1925 og opstiller et program, der skulle samle religionskritikere fra flere landes forskellige lejre på venstrefløjen. Der var, efter at Darwin var slået igennem, stor lydhørhed for religionskritikken i den vestlige verden. I de sidste årtier af 1800-tallet turnerede folk som den tyske læge, naturforsker og filosof Karl Vogt (1817-1895) ligefrem rundt i Europa med religionskritiske ”entusiastiske foredrag for fulde huse” – 416. Det samme gjaldt Ludwig Büchner og Ernst Haeckel. Deres produktion var populær, men deres videnskabelige redelighed var ofte kritisabel, bemærker Karen Armstrong. 417 Charles Darwin (1809-1882), den britiske naturforsker og geolog, var den, der frem for nogen blev leverandør af religionskritikernes ammunition i 1800-tallet – og helt op til i dag. Med sin udviklingsteori gav han Bibelens skabelsesberetning et stød, som den gammeldags kristendom næppe helt er kommet sig over, og som gav anledning til en radikal nytænkning omkring forholdet mellem kristendom og videnskab. 103 27. december 1831 tager Darwin ombord på skibet HMS Beagle afsted på en fem års videnskabelig opmåling af de sydamerikanske oceaner. Det materiale, han indsamler på turen, fører ham til at benægte påstanden om et guddommeligt design af verden, sådan som bl.a. den gejstlige William Paley (1743 – 1805) ellers hævdede det. Det syntes klart for Darwin, at arterne havde udviklet sig langsomt i tidens løb, eftersom de tilpassede sig deres umiddelbare miljø. Utallige arter var i denne proces med naturlig udvælgelse gået til grunde undervejs. Først i november 1859 udgiver Darwin, efter svære betænkeligheder, bogen ”The Origin of Species by Means of Natural Selection” (”Arternes Oprindelse gennem naturlig Udvælgelse”), hvori han fremlægger sine resultater. Senere følger ”The Descent of Man” (”Menneskets Afstamning”) (1871), hvor han – endnu mere kontroversielt – hævder, at mennesket, Homo Sapiens, havde udviklet sig fra orangutangens, gorillaens og chimpansens fælles forfader. Karen Armstrong skriver om Darwins tanker: ”Mennesker var ikke højdepunktet af en hensigtsmæssig skabelse; som alt andet havde de udviklet sig gennem forsøg og fejltagelser, og Gud havde ingen direkte hånd med i spillet.” 418 I sin apologetiske bog ”Den Gudløse Verden” (2020) giver teologen Lars Sandbeck denne karakteristik af Darwins virkning på kristendommen: ”Charles Darwins (1809-1882) evolutionslære virkede som en næsten universel stopklods for de deistiske designargumenter og kastede datidens empiriske teologi ud i en kolossal krise.” 419 Udviklingslæren rystede så mange fundamentale holdninger, at kun få i begyndelsen kunne rumme den i sin fulde udstrækning. Den britiske forfatter Karen Armstrong konkluderer om Darwin: ”..som et resultat af hans undersøgelser var Gud ikke længere den eneste videnskabelige forklaring på universet. Ikke blot var der ikke noget videnskabeligt bevis for Gud, den naturlige udvælgelse havde påvist, at sådan et bevis var umuligt. Darwins opdagelser fremmede den allerede fremspirende tendens til at udelukke teologien fra den videnskabelige debat. 420 Videnskaben forkaster med Darwin enhver hypotese, der ikke er baseret på den menneskelige erfaring af den naturlige verden, og som derfor ikke kan efterprøves. Efter Darwin bliver det muligt at benægte Guds eksistens uden at udfordre den mest autoritative videnskabelige viden, siger Armstrong. For første gang bliver ikke-tro en anvendelig og anerkendt intellektuel mulighed. Alligevel er folk i almindelighed stadig på vagt overfor vendingen ”ateist”, tilføjer hun. Nick Spencer, fra den britiske tænketank Theos, advarer mod at tro, at Darwin selv skulle være ateist. Darwin var i størstedelen af sit liv teist. Han troede på, at der var noget større, som ikke blot var den kristne Gud. I årene fra 1836-1851 får hans egne udviklingsteorier ham til at afvise den kristne tro. I hans sidste årti må han nærmest siges at være agnostiker, idet han tvivler på sine egne mentale evner til at forstå de store spørgsmål om universet.421 Darwins teorier er stadig en voldsom mundfuld for mange. I august 2006 blev der i det amerikanske videnskabelige tidsskrift ”Science” offentliggjort en undersøgelse om accepten af Darwins udviklingslære i 34 forskellige lande. Undersøgelsen spurgte bl.a., om mennesker, som vi kender dem i dag, har udviklet sig fra tidligere dyrearter. Her svarede 40% af amerikanerne ja, mens 39% afviste det, og 21 % var i tvivl. I Europa forholdt det sig anderledes. Her var tiltroen til 104 Darwin meget større. I Island, Danmark og Sverige accepterer over 80% af befolkningen udviklingslæren. 422 Darwins navn bliver af de såkaldte ”kreationister” i USA brugt som en del af en større kamp op gennem 1900-tallet, især fra 1920´erne – en kamp mod modernitet, humanisme og videnskab, som det kommer til udtryk i blandt andet abort, homoseksualitet, skilsmisser og pornografi. Årsagen kan sikkert findes i den voldsomme politisering af naturvidenskaben, der finder sted hos konservative kristne. I 1923 tilbød delstaten Oklahoma således gratis lærebøger til offentlige skoler, der ikke underviste i evolutionsbiologi, mens Florida ligefrem indførte en antievolutionslov. 423 Kreationisterne tror på Bibelens Skabelsesberetning, ganske bogstaveligt, og afviser derfor både udviklingslæren og den naturlige udvælgelse. Man mente, og mener, at hvis videnskaben var i strid med Bibelen, så var det videnskaben og ikke Bibelen, der måtte bøje sig. Det nyeste skud på den antidarwinistiske stamme er begrebet ”intelligent design” (ID), der ligesom kreationismen stammer fra USA. Intelligent design, ID, er en pseudovidenskabelig hypotese om, at visse egenskaber ved universet eller levende væsner bedst forklares som resultatet af en intelligent designers værk. Tilhængerne af hypotesen mener, at universet og dets indretning er for kompliceret til, at dette kan være resultatet af en ikke-styret naturlig proces.424 Den historisk-kritiske bibellæsning En anden tendens, der truede de gamle kristne værdier i 1800-tallet var, ud over Darwin, ”den historisk-kritiske bibellæsning”, der startede ved de tyske universiteter allerede omkring år 1800. Denne læsning betragtede Bibelen som ethvert andet historisk dokument. Den blev ikke anset som Guds ord, men som en samling tekster, skrevet af bestemte personer i en bestemt historisk kontekst. 425 I 1860, året efter Darwins ”Arternes Oprindelse”, udgiver 7 anglikanske præster værket ”Essays and Reviews”, der indeholder en række artikler, som introducerer den tyske historisk-kritiske metode for den engelsktalende offentlighed. Nu kan den chokerede læser se, at Kong David ikke var forfatter til salmerne, og at de bibelske mirakler ikke var meget andet end litterære symboler! ”Essays and Reviews” sælges på to år I 22.000 eksemplarer, hvilket er mere end Darwins ”Arternes Oprindelse” solgte på de første tyve år. Og ikke nok med det; ”Essays and Reviews” gennemgår 13 redigeringer på fem år og giver anledning til omkring 400 bøger og artikler som svar.426. Straks efter offentliggørelsen af værket truer et læserbrev i The Times, bl.a. underskrevet af Ærkebiskoppen af Canterbury og 25 andre biskopper, med at slæbe forfatterne for kirkeretten. To af forfatterne bliver da rent faktisk også anklaget for kætteri og dømt, selv om afgørelsen senere bliver omstødt. Men de mister deres stillinger, og den vigtigste af de syv forfattere, Benjamin Jowett (1817 – 1893), bliver midlertidigt suspenderet fra sine kirkelige embeder. Af andre vigtige europæiske religionskritikere fra perioden kan nævnes: 105 Alfred Tennyson (1809 – 1892), britisk digter, giver i digtet ”In Memoriam” (1850) et fyldigt udtryk for den tvivl i troen, videnskabens landvindinger kan give anledning til. 427 Den engelske filosof Herbert Spencer (1820-1903) indarbejdede darwinismen i en teori om udviklingens almindelige love, udmøntet i et radikalt liberalistisk syn, hvilket blev ført videre i den såkaldte ”socialdarwinisme”. Både Georg Brandes og Harald Høffding var inspireret at Spencer, og Høffding oversatte Spencers ”Mindre Afhandlinger” (1878) Albrecht Ritschl (1822 - 1889) var en evangelisk tysk teolog, der gav startskuddet til den såkaldte ”liberalteologi” med dens betoning af værdier. Liberalteologien mente, at den kristne teologi grundlæggende var underlagt de samme krav til historisk kritik, analogi og korrelation som al anden religionshistorie, og at kristendommens sandhed var dens praktiske værdi. Med første Verdenskrig led liberalteologien og dens forsvar for kristendommens værdi et knæk. Som en modreaktion opstod den såkaldte ”dialektiske teologi”. 428 Ernest Renan (1829 – 1892) var en fransk orientalist og bibelforsker, der oprindelig var bestemt til at være præst, men kom i strid med de kirkelige dogmer. I 1863 udsendte han bogen ”Vie de Jesus”, om Jesu Liv. Bogen kom i 1864 på dansk som ”Jesu Levnet”. Heri benægtedes Jesu guddommelige natur. Bogen affødte, som man måtte forvente, en storm af reaktioner, og den kejserlige regering så sig nødsaget til at fratage Renan den post som professor i hebraisk, som den ellers havde tildelt ham året forinden. Først efter Napoleon d. 3.´s fald kom Renan tilbage til Collège de France. Da Georg Brandes i april 1870 drog til Paris, havde han sin gang i historikeren og filosoffen Hippolyte Taines hjem og blev her introduceret for Ernest Renan. Robert G. Ingersoll (1833 –1899) var selvlært sagfører, debattør, forfatter, politisk leder, anklager for Illinois og foredragsholder - samt veteran fra den amerikanske borgerkrig, Flere af hans skrifter, der var med til at inspirere danske fritænkere i slutningen af 1800-tallet, er tilgængelige på internettet. ”Den dag vil komme, hvor frihed, lov og kærlighed, som Saturns ringe, vil omgive jorden”, er et af de mange udsagn fra hans hånd, der viser hans humanistiske fremskridtsoptimisme. Et andet lyder sådan: ”Utroligt, at kun idioter er fuldstændigt sikre på at opnå frelse.” Eller: ”Er det nødvendigt for Himlen at låne sit lys fra Helvedes skær?” 429 1900-tallet Fremskridtsoptimismen og begejstringen over videnskabens landvindinger og industrialismens fremmarch blev brat afbrudt med attentatet i Sarajevo 28. juni 1914 på den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand. Det udløser Første Verdenskrig, der begyndte i sommeren 1914. En voldsom konflikt mellem Serbien og Østrig-Ungarn spredte sig ud over det europæiske kontinent, hvor et virvar af alliancer hurtigt trak næsten alle lande ind i krigen. Krigsmodstanderen, den franske socialist Jean Jaurès, blev myrdet 31. juli 1914, og de tyske socialdemokrater valgte at støtte Tysklands krigspolitik. Dermed var nogle af de sidste bolværker mod infernoet udslettet. 106 Derudover herskede der i mange lande simpelthen en tørst efter krig, som er svær at forstå i dag. Ikke mindst i Tyskland lå krigsplanerne klar, og soldaterne kunne sige til hinanden, at de var hjemme inden jul. Alle var sikre på, at Gud var på netop deres side, og at de hurtigt skulle få vundet den krig! Ingen havde forudset fire års udmattelseskrig, fire knuste imperier og knapt 11 millioner døde soldater og 7 millioner døde civile. Her følger en oversigt over nogle religionskritiske nøglepersoner i det nye århundrede: Forfatteren Thomas Hardy (1840- 1928) var britisk forfatter og en engelsk pendant til Georg Brandes. Under indflydelse af bibelkritikken og darwinismen blev han agnostiker. I digtet ”Mørkets Drossel” (“The Darkling Thrush”), skrevet 30. december 1900, beskriver han den menneskelige ånds trøstesløse ensomhed, ”udelukket fra de traditionelle midler til at nå frem til en fornemmelse af livets mening.” 430 Max Nordau (1849 – 1923) var en zionistisk leder, læge, forfatter og samfundskritiker. Han var født i Ungarn, der dengang var en del af det østrigske imperium, og han var, hvilket jeg senere vil vende tilbage til, en af inspirationskilderne for den danske fritænkerbevægelse i slutningen af 1800-tallet. Theoodor Hartwig (1872 – 1958) var sekretær i Den Internationale Fritænkerunion efter sammenlægningen af den socialdemokratiske IPF og den borgerlige Fritænkerinternationale. Efter Anden Verdenskrig skrev han artikler til den schweiziske og vesttyske fritænkerpresse. 431 Anatolii Lukachevskii (? – 1938) var sovjetisk kommunist og næstformand i det sovjetiske Forbund af ”de Kæmpende Gudløse” i 1920´erne og 1930´erne. I 1938 blev han, der i mellemtiden var blevet medlem af præsidiet for ”Verdensunionen af Fritænkere” arresteret som ”trotskistisk spion”, hvorefter hans skæbne er ukendt. 432 Den internationale gudløse bevægelse Komintern, den internationale sammenslutning af kommunistiske partier, der var grundlagt i 1919 som modvægt til den overvejende socialdemokratiske Anden Internationale, indledte med sin sjette kongres i juli-august 1928 en ny fase i sin internationale politik, den såkaldte ”ultra-venstrelinje”. Man hævdede, at den kapitalistiske verdensøkonomi var på vej ud i en dyb krise, og at en ny revolutionær epoke derfor var på vej. Socialdemokraterne afskrev man som ”socialfascister”. 433 Kominterns program fra 1928 stemplede organiseret religion som klassefjendens mest reaktionære kolonne, og man diskuterede, hvordan kommunisterne i den kapitalistiske verden bedst kunne oprette ateistiske kampforbund, hvor de ikke fandtes i forvejen. Som et synligt tegn på den nye internationale linje ophørte Danmarks Kommunistiske Parti med at udsende sit årlige julehæfte ”Arbejdernes Jul” fra og med 1929. I pagt med den nye linje løser kommunisterne sig internationalt fra socialdemokraterne i ”Internationalen for Proletariske Fritænkere” (IPF) og går nu i gang med at opbygge et omfattende netværk af antireligiøse organisationer over hele verden. Ungdomsforbund, teatergrupper mv. inddrages i bestræbelserne. Religionsforskeren Julius Wilm tvivler dog på, at den antireligiøse linje 107 havde høj prioritet blandt de danske kommunister, for der findes fx ingen henvisninger til den i referaterne fra DKP´s Centralkomites møder i denne periode. 434 Med nazismens sejr i Tyskland ændres den kommunistiske strategi igen. Fra 1935, og Kominterns 7. verdenskongres indføres ”Folkefrontspolitikken” som et bredt politisk samarbejde mellem venstrefløjspartier og -organisationer med det formål at bekæmpe fascismen. Kampen mod religion opgives nu, og de fleste af de nationale IPF-forbund nedlægges. Stemmer fra efterkrigstiden Både første og anden Verdenskrig bragte følelsen af dyb og uforståelig meningsløshed frem i millioner af mennesker. Hvor var godheden blevet af, og hvor var Gud henne i de horrible masseslagtninger og i denne vanvittige ondskab? En af de overlevende fra holocaust i Anden Verdenskrig var den jødisk-rumænske forfatter og nobelpristager Eliezer "Elie" Wiesel (19282016). Han mente, at Gud døde i Auschwitz. Den første nat, han var i lejren, havde han set på den sorte røg, der snoede sig op fra krematoriet, hvor hans mor og søster blev fortæret. ””Aldrig skal jeg glemme disse øjeblikke” skrev han år senere, …”der dræbte min Gud og min sjæl og forvandlede mine drømme til støv.” 435 I de såkaldt socialistiske lande, som i det hedengangne DDR, havde man statslige bestræbelser på at erstatte de kristne ritualer med nye, verdslige. Konfirmationen i DDR blev således til ”Jugendweihe”. De lande, der var tilsluttet Warszawapagten, kaldte ofte sig selv ”den virkeliggjorte socialisme” og arbejdede alle bevidst på at skabe alternativer – også på det religiøse område. Efter den russiske revolution i 1917 var det pludselig blevet en politisk virkelighed i Europa, at der fandtes alternativer til de kristne højtider. Og med fremkomsten af flere såkaldt socialistiske lande efter Anden Verdenskrig rykkede alternativerne tættere på Danmark, og dette var frem til Murens fald i 1989 en inspiration for mange danskere på den politiske venstrefløj ”Jugendweihe” gik imidlertid længere tilbage end til DDR. Allerede i 1800-tallet havde man i Tyskland mulighed for at blive borgerligt konfirmeret. Traditionen blev så taget op i det moderne DDR som arbejderbevægelsens tradition og som en måde at trænge kirkernes og religionens betydning tilbage på. DDR blev dannet som stat i 1949, men først i 1954 opfordrer man til Jugendweihe, og i 1955 finder den første ceremoni så sted i Øst-Berlin. Fra 1958 bliver det obligatorisk. Hvis man ikke deltager, betyder det, at man ikke kan starte i gymnasium eller på et studium. På den måde når deltagertallet i 1970´erne og 1980´erne op mod 97 %. Forberedelsen til Jugendweihe var grundig og varede et år. Som en del af skoleundervisningen får man i de såkaldte Jugendstunde undervisning i DDRs ideologiske grundlag, og man hører foredrag samt besøger virksomheder og museer. Når man er 14 år gammel, følger så den egentlige ungdomsfest, Jugendweihe, med en festlig ceremoni. De unge aflægger ed til den socialistiske stat, til venskabet med Sovjetunionen og de andre socialistiske lande, ligesom de lover at kæmpe for freden og mod imperialismen. Dermed er de blevet optaget i de voksnes kreds. 108 Som gave får de unge en bog af staten. Indtil 1974 fik de "Weltall Erde Mensch", og fra 1975 fik de "Der Sozialismus, deine Welt". Fra 1983 og frem hed bogen "Vom Sinn unseres Lebens". 436 Hvis man kigger på bogen ”Weltall, Erde, Mensch”, får man et indblik i, hvad det var, SED, det Socialistiske Enhedsparti i DDR, mente, ungdommen burde lære. Bogen hyldede videnskaben og gav et billede af atomfysikkens resultater, det heliocentriske verdensbillede, solsystemet og de russiske rumfartstogter. Herefter fulgte en gennemgang af jordens udvikling og livets opståen og udvikling. Også filosoffer og tænkere som Marx, Engels og Lenin blev gennemgået, og bogen sluttede med DDRs ideologi og opbygning. 437 Hvad skulle man sætte i stedet for de kristne værdier? Videnskab og socialisme efter DDRmodellen, tydeligvis. I dag kan man – lidt kritisk gysende – trække på smilebåndet af nogle af de udformninger de nye værdier fik i DDR, Sovjet m.fl. Morten Thing (1993) gengiver en sigende forside fra et sovjetisk blad. Her vises det, hvordan man i anledning af Stalins 70-års fødselsdag i Sovjet projicerer hans portræt op på skyerne. Tilbage til Vesteuropa! En af de mest kendte vestlige europæiske religionskritikere fra efterkrigstiden er den engelske matematiker og filosof, Bertrand Russell (1872-1970). I 1957 udkom for første gang hans essaysamling ”Why I am not a Christian”. Russell afviser her, at der skulle være en særlig kristen moral eller et evigt liv. Efter Russells mening er det frygten, der er religionens fundament. Religionen bygger på frygten for det gådefulde, frygten for at lide nederlag og frygten for døden, siger han og fremholder tolerance og fornuft som religionens modsætninger. Ernst Bloch: Teologen Jens Glebe-Møller mener, at ingen blandt de såkaldte nymarxister – trods deres grundlæggende ateistiske udgangspunkt - har ydet et større bidrag til dialogen med kristne, end den tyske filosof Ernst Bloch (1885-1977). Hele sit liv beskæftigede Bloch sig med ”håbet” som menneskeligt fænomen. 438 For ham var håbet først og fremmest håbet om ”et bedre liv” – et samfund uden lidelse og undertrykkelse. Desuden foregreb han senere tiders miljøbevægelser ved at betone, at håbet også gjaldt en ”genopstandelse af naturen”, hvor naturen omkring os ikke længere ødelægges og undertrykkes. I disse sider af håbet mente Bloch, at den jødisk-kristne religion havde et fællesskab med marxismen, og for ham at se var disse sider af håbet fælles for jøder, kristne og marxister. Bloch skelner, når vi taler religion, mellem ”kætterhistorien” og ”kirkehistorien”, og det er den første, der har hans sympati. I bogen ”Atheismus im Christentum” (1968), siger han, at det er i kætterhistorien, han finder håbet bevaret. Det bedste ved religionen er for ham, at den skaber kættere. Bloch har desuden skrevet en bog om præsten og bonde-lederen Thomas Münzer, der stod i spidsen for det tyske bondeoprør 1524-25. Bloch vurderer Münzer højt og er tilsvarende fuld af foragt for Münzers modstander, Martin Luther, som opfordrede fyrsterne til at slå bønderne ned som gale hunde. Münzer tilhører kætterhistorien, mens Luther tilhører kirkehistorien. For Bloch er ”kætterhistorien” den undertrykte tekst i Bibelen, og det er den, han arbejder på at frigøre og fremlægge. I Det Gamle Testamente læste han israelitternes flugt fra Ægypten (Exodus) som en udgang af enhver form for social og økonomisk elendighed. 109 Bloch pegede også på beretningen om Syndefaldet. For ham at se var det ikke en synd, at mennesket ville være som Gud og vide, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Den kætterske tanke for Bloch indebar netop, at mennesket skal være Gud lig. I samme ånd tolkede hans Jesu tale om ”rigets nære komme” som et rige af denne verden. Glebe-Møller mener, at vi kan forlænge Blochs tankegang ved at sige, at i det kommende rige vil byrderne ikke være uretfærdigt fordelt og derfor ikke tyngende for dem, der sidder nederst i samfundet. 439 Hvis vi skal følge Bloch, mener teologen Jens Glebe-Møller, så skal vi også være parate til et opgør med den samfundsbevarende kristendom, ikke mindst den luthersk-evangeliske, som ikke just har gjort sig bemærket som samfundsomvæltende. I ly af Luthers lære om de to regimenter har kristendommen alt for nemt og bekvemt formået at indrette sig med samfundets magthavere, siger han. 440 Både Bloch og sociologen og filosoffen Max Horkheimer (1895 – 1973) repræsenterer en udvikling i den Marxinspirerede filosofiske Frankfurterskole, der var åben overfor religionen. 441 Begge betoner de, at den hidtidige religionskritik ikke havde haft blik for visse værdifulde sider af kristendommen, nemlig dens iboende kritik af de herskende tilstande samt dens håb om og tro på bedre forhold for menneskene. Den norske psykiater Finn Skaarderud (f. 1956) udtrykker en eksistensteologisk holdning, når han taler om, at vi ikke længere tror på ydre autoriteter som Gud og Djævel, konger og hertuger. Vi har inderliggjort disse autoriteter, mener han. ”Kampen om det gode eller det onde, om tilgivelse og nåde, om synd og skam udspiller sig ikke i så høj grad på en ydre arena, men i mit indre psykologiske univers. Det, som tidligere var ydre samfundskonflikter, er blevet gjort til konflikter inde i mennesket selv.” 442 1900-tallets slutning Informationssamfundet: Fra slutningen af 1900-tallet, nærmere bestemt fra cirka 1970 og frem, sker der, i flg. kristendomshistorikeren Morten Thomsen Højsgaard m.fl. 443 et nyt spring i den samfundsmæssige udvikling og i den mentale tænkning. Vi nærmer os et globalt samfund med internet og frie informationsstrømme, et såkaldt ”polycentrisk samfund”. Den britiske sociolog Anthony Giddens (f. 1938) taler om en adskillelse i tid og rum. Vi behøver ikke længere et konkret fysisk nærvær for at kommunikere med andre, men sms og internet muliggør, at hele verden rykker nærmere. Desuden ”udlejres” de sociale relationer i den forstand, at børnepasning og ældrepleje ikke længere foregår i familieregi. Giddens taler også om samfundets ”refleksivitet”. Alt er til diskussion, vi lærer at anlægge flere vinkler på en problemstilling, og vi er konstant omstillingsparate. I det polycentriske samfund ses Gud som en mulighed, man kan vælge til eller fra, afhængigt af den aktuelle situation og de sammenhænge eller netværk, man for tiden indgår i. Den tyske teologiprofessor Wilhelm Graf (f. 1948) mener, at en konsekvens af dette er, at troende i fremtiden ikke så let kan rubriceres som enten kristne, jøder, muslimer eller buddhister. De bliver snarere en slags kunder i et idemæssigt supermarked. 110 Religionssociologen Peter Lüchau siger om dette: ”Religiøse symboler kan sammenlignes med computersoftware: Det er let at kopiere fra forskellige programmer og sætte dem sammen til lige netop det program, som man vil have. Vi kommer til at opleve, at folk i stigende grad selv former deres religion efter deres individuelle behov.” 444 I et samfund, hvor alt er foranderligt og til diskussion, ser mange teologer en ny mulighed for en revival for religionen, der netop postulerer, at der findes noget, som ikke er relativt og evigt foranderligt 445. Med Anthony Giddens ord kan mange ikke godtage oplysningstidens ide om, at verden bør frigøre sig fuldkommen for traditioner. Traditioner er nødvendige og vil altid eksistere, fordi de giver livet sammenhæng og form. 446 Globalt set, kan det tilføjes, har den digitale tidsalder fra midten af 1990´erne betydet et kontroltab for repressive regimer. Politik-forskeren Heini i Skorini skriver (Skorini 2023, s. 219): ”Alle klodens mennesker med adgang til sociale medier har fået en platform at udtrykke sig på, og millioner af mennesker er forbundet på en måde, som før var umulig.” Men også de reaktionære har lært at bruge cyberspace, tilføjer han. Såvel religions- som samfundskritik søges forhindret med censurfiltre og voldsomme straffe. Studenteroprørets filosof, Herbert Marcuse (1898 – 1979), så et håb i religion, såfremt den stadigvæk bevarede en kompromisløs stræben efter fred og lykke. I så fald mente han, at dens ”illusioner” stadigvæk havde en højere sandhedsværdi, end ”den videnskab, som arbejder på at udrydde den” 447 Endnu en stemme fra 1970´erne, denne gang dansk, men med internationalt udsyn, er præsten og teologen Knud Moos (f. 1951), der i 1979 skrev i bogen ”Næstekærlighed på klassekampens vilkår” med teologerne Dorothee Sölle, Giulio Girardi og Helmut Gollwitzer som inspirationskilder. Moos mener, i pagt med tidens ånd, at kærlighed til næsten forpligter de kristne på et særligt ansvar overfor samfundets undertrykte og underprivilegerede og til at tage deres parti i den politiske kamp.448 En anden fremtrædende teolog, der, ligesom Sölle m.fl., har taget ateismens kritik til sig, er i flg. Peter Lodberg Paul Tillich (1886-1965). Tillich mener, at vi af religionskritikken kan lære, at Gud ikke kan sammenlignes med noget, vi kender i forvejen. Fordi vi på den måde gør Gud til en ting. ”Derfor må vi tale om Gud i nye billeder som fx Gud som ”tilværelsens grund” eller ”magten til at være til.” 449 Dorothee Sölle (1929-2003) gik videre end Tillich, idet hun ikke kun hilste ateismen velkommen, men også brugte den konstruktivt til, med hendes egen formulering, ”at tro ateistisk på Gud”. 450 Hun mente, at Guds indvirkning i denne verden afhang af menneskenes handlinger. Gud har kun vore hænder, og vi skal som mennesker engagere os i kampen for en bedre verden. Hun formulerede det bl.a. således: ”At tro på Gud er at tage parti for livet og høre op med at være dødens medskyldige.” 451 Også for teologerne Johann Baptist Metz (1928 – 2019) og Jürgen Moltmann (1926 - 2024) blev kristendommen en inspiration til en kritisk samfundsanalyse. 452 111 Rudolf Bultmann (1884-1976), tysk protestantisk teolog, protesterede energisk mod, at man overførte Bibelens mytologiske sprog til vor tid. Han spurgte, hvordan vi skal forholde os til det faktum, at de bibelske skrifter har et helt andet verdensbillede end det moderne. 453 Man kan sige, at Bultmann stod for et ”afmytologiseringsprogram”, der forsøgte at rense det kristne budskab for forældet menneskeskabt mytologisk stof for at finde ind til kernen i kristendommen og formulere den i et nutidigt sprog og en moderne sammenhæng. 454 I Danmark har denne ”sekulariseringsteologi” haft stor betydning, særligt for teologerne og præsterne omkring Tidehverv. 455 Andreas Edwien (1921-2015) var en norsk idehistoriker. Han fokuserede blandt andet – kættersk og kritisk - på det fænomen, at ikke alt i kristendommen handler om ikke-vold og fjendekærlighed. Flere af Jesu ord indeholder faktisk tværtimod trusler om dom og straf, og Jesus var desuden ikke optaget af at forbedre samfundet, siger Edwien. I stedet forkyndte han Gudsriget, og talte om, at verdens ende stod lige for døren. Derfor fandt Edwien, at Jesus ikke kunne være et forbillede for vor tid, hvor demokrati, humanisme og menneskerettigheder er centrale værdier. 456 Gilles Louis René Deleuze (1925 – 1995), fransk filosof, beskæftigede sig indgående med bl.a. stoikerne, og med Leibniz, Hume, Kant og Nietzsche. Den danske religionskritiske idehistoriker Malene Busk (f. 1968) har skrevet doktorafhandling om Deleuze. Ateismen er blevet stueren I 1960´erne så man efterhånden et nyt fænomen: Ateisme bliver ikke længere blot betragtet som et skældsord. De gamle ateister og fritænkere blev, som jeg har givet mange eksempler på, tidligere ofte udsat for en byge af skældsord og det, der var værre, men efterhånden var religionsskeptikerne i den ny tid ved at blive salonfähige og udgjorde muligvis ligefrem et befolkningsflertal. Karen Armstrong 457 skriver, at som Nietzsche havde forudsagt, så var tanken om Gud simpelthen død for mange mennesker. ..”og for første gang kaldte almindelige mennesker, der ikke var banebrydende videnskabsfolk eller filosoffer, med glæde sig selv for ateister”. Sekulariseringstesen, som jeg skrev om i starten af denne afhandling, tesen der afskrev religion som et umoderne og dermed også irrelevant fænomen, havde tilsyneladende vist sin rigtighed. Ateismens gennemslagskraft og udbredelse kan for eksempel ses i John Lennons sang, ”Imagine” fra 1971, der ser frem til en verden, hvor der hverken er himmel eller helvede, men kun luften over os. Med Guds død var vejen banet for en løsning af verdens problemer. Måske! Imagine there's no Heaven It's easy if you try No Hell below us Above us only sky Imagine all the people Living for today Ah, ah, ah-ah It isn't hard to do Nothing to kill or die for And no religion, too Imagine all the people Living life in peace Yoo-hoo, ooh-ooh You may say I'm a dreamer Imagine there's no countries 112 But I'm not the only one I hope someday you'll join us And the world will be as one Imagine no possessions I wonder if you can No need for greed or hunger A brotherhood of man Imagine all the people Sharing all the world Yoo-hoo, ooh-ooh You may say I'm a dreamer But I'm not the only one I hope someday you'll join us And the world will live as one I vor tid har religionskritikken igen fået nye ansigter. Efter terrorangrebet i USA 11. september 2001 og en række lignende religiøst-fanatiske aktioner i årene, der fulgte, har religionskritikken i den vestlige verden nemlig fået en ny og anderledes renæssance. Mange, ikke mindst amerikanere, har fået nok af religiøse fanatikere en bloc, muslimer, kristne, hinduer…. og argumenterer aktivt mod religionernes påståede sandheder. Her står ikke mindst islams fundamentalistiske retninger og den amerikanske ”kreationisme” for skud. ”Brights” er en af de idemæssige udløbere. Det er navnet på et omfattende ateistisk netværk, der stiftedes i 2003 i USA. Formålet er at udbrede et naturalistisk verdensbillede. I dag er der over 40.000 medlemmer fra 86 nationer i dette netværk. En modsætning til ”Brights” finder vi blandt tilhængere af den moderne kreationisme og ”Intelligent Design”, der også i Danmark har fået megen opmærksomhed fx med teologen Jakob Wolfs bog ”Rosens Råb – intelligent design i naturen. Opgør med Darwinismen” (2004). Men verden er større end den vestlige verden! Vi er alle mere eller mindre etnocentriske, og begreber, som vi i Danmark efterhånden anser som selvfølgelige, Darwins udviklingslære for eksempel, er ukendte eller uønskede uendeligt mange andre steder. Videnskabshistorikeren Hans Henrik Hjermitslev (f. 1976) skriver i 2007: ”Nu, 150 år efter Darwin fremlagde sin teori kan det således konstateres, at under halvdelen af jordens befolkning har hørt om Darwins teori og endnu færre accepterer den.” 458 I starten af denne afhandling nævnte jeg, hvordan de Koranafbrændinger, der i løbet af 2023 har fundet sted i Danmark og Sverige, har affødt en voldsom debat og har fået OIC, organisationen af islamiske stater, og tusindvis til at protestere særdeles kraftigt mod det, de opfatter som Vestens forhånelse af deres religion. De står tydeligvis for en meget bogstavnær forståelse af deres hellige bog, Koranen. Ikke-verbal religionskritik I gennemgangen af den europæiske religionskritiks udvikling i de forrige afsnit har vægten ligget på den verbale, intellektuelle kritik, som den kom til orde i talrige udsagn og bøger. Men ikke al kritik er selvsagt verbal. Når det lille barn græder, når vi går i demonstrationstog, brænder Koraner og Bibler, hugger hovedet af kommandanter, rynker på næsen eller udebliver fra møder, gudstjenester og forsamlinger og sover under prædikenen, udtrykker vi en non-verbal kritik, som kan have lige så afgørende virkning som tusinder af bøger og kloge ord. 113 For at tage et eksempel. Undertrykkelsen af drifterne var kilde til – en oftest ikke-verbal – folkelig religionskritik. Der findes for eksempel masser af historiske vidnesbyrd om, at præsterne i Danmark for nogle århundreder siden forargedes over og søgte at forhindre bøndernes årstidsfester der medførte druk, hor - og mange andre udskejelser, hvilket ofte førte til protester i forskellige iklædninger – eller til fremturen med dadelværdig adfærd. 459 Et sådant eksempel har vi fra Sejlflod ved Aalborg, hvor præsternes harme vækkedes ved pinsefestlighederne. Det fik biskoppen, Andreas Wøldike i Viborg til den 12. juni 1745 at skrive til landfiskalen, den lokale kongelige anklager og politimester, fordi han ville opfordre ham til at sagsøge bønderne, der havde redet sommer i by første Pinsedag. Baggrunden var, at Provst E. Dahlin i Storvorde og Sejlflod først alvorligt havde formanet bønderne og foreholdt dem, hvor syndig og ukristelig deres festbegæring var. Han hævede, at den stred imod Guds ord og desuden krænkede Pinsefestens værdighed og den kongelige Forordning af 12. marts 1735, ”hvori denne syndige dårlighed udtrykkelig var bleven forbudt.” 460 Også andre frafald fra religionen var stærkt udbredte. Politikeren og læreren J.C.H. Fischer skriver, at man ”fra de ældste Tider af” har hørt de kristne lærde klage over, at Bibelen blev læst for lidt. Det siges således af en forfatter fra det 4. århundrede, at terninger fandt man hos de fleste, mens Bibelen intetsteds fandtes – eller i hvert fald kun hos få, i følge Fischer461. I midten af 1800-tallet hævder han, at man kan sige det samme om kortspil. Ingen husker, hvor de har lagt Bibelen, men kortspillets plads husker selv det mindste barn. 462 Kortspil og terninger optager altså ofte folks hjerner mere end Bibellæsningen – i Antikken som i 1800-tallets midte. Det gælder også andre verdslige aktiviteter. ”Man sammenligne blot den Interesse, en Industriudstilling vækker, med den, der følger en Generalforsamling i Bibelselskabet.” (Fischer 1851, s. 80) Fischer har også et bud på, hvorfor religionen og Bibelen på denne måde ignoreres. Han mener, at der er to hovedforklaringer: …”den overordentlig slette og smagløse Oversættelse.” og ”At Skriftens Affattelsestid er saa langt fra os, og at den er skreven hos et østerlandsk Folk.” 463 Ifølge Fischer skræmmer disse to omstændigheder mange bort fra Bibellæsningen – allerede efter det første forsøg. Mange bliver også skræmte af, at de ikke kan forene læsningen med den viden, de i forvejen måtte have: De bliver skræmt…”af Steder, de ikke kunne forene med hvad de ellers vide er sandt, og som de derfor nære en vis Frygt for at faa fat paa.” 464 Derfor kunne man måske overveje at foretage et ”Udvalg af Bibelen”, foreslår Fischer i 1851. Altså en slags læse-let-udgave, noget der senere er forsøgt mange gange af bl.a. Sigurd Barrett og i radioudsendelser som ”Bibelen Leth Fortalt”. (DR1 2022 ff.) Også billeder, humor og satire kan selvsagt bruges i kritisk øjemed. Historieforskeren Dennis Meyhoff Brink har studeret, hvordan billedkunst og satiretegninger har været anvendt som religionskritisk skyts i Europa. (Brink, 2022). Han vover den påstand, at satire over kristendommen 114 har præget vore værdier mere, end kristendommen selv. Allerede fra 1500-tallet florerer religionssatiren i billedmedierne. Med opfindelsen af bogtrykkerkunsten og udviklingen af træsnit sættes der gang i udviklingen. Brink skønner, at mens måske kun 10% af befolkningerne kunne læse på denne tid, så kan alle forstå billeder, der ofte betjener sig af grovkornet humor. Der er fx billedet fra ca. 1545 af manden med mavepine, der skider munke ud over hele verden. Karakteristisk er det, at ens modstandere dæmoniseres i bogstaveligste forstand. De er besat af dæmoner, eller de er børn af dæmoner. Skide-satiren bruges hyppigt, ikke mindst af Luther og Lucas Cranach (1472 – 1553). Katolikkerne giver igen med samme mønt og tegner gerne den overvægtige Luther som en komisk figur. Brink betegner perioden fra omkring midten af 1700-tallet til omkring slutningen af 1800-tallet som den billedlige satires ”guldalder”. Det var i denne periode, at berømte religionssatirikere som Jonathan Swift, Voltaire, Hogarth og Honoré Daumier havde deres virke. De religiøse ledere fremstilles gerne som grådige, liderlige, hykleriske, fanatiske og bedrageriske. Den danske teologistuderende Andreas Christian Hviid (1749 – 1788) beretter begejstret, hvordan han 1. oktober 1777 hos en af professorerne ved universitetet i Göttingen, hvor han studerer, har haft lejlighed til at studere en komplet samling af William Hogarths (1697 – 1764) kobberstik, der blandt andet fremstiller en præst, hvis menighed er faldet i søvn: ”En Kirke-Scene. Præsten staaer paa Prækestolen i fuld Iver. Hele Meenigheden er falden i en dyb søvn, blot Degnen er vaagen og staaer under Prækestolen, skottende med et Forstørrelses Glas ned i Barmen paa et ungt Fruentimmer, som ligeledes over Prækenen er falden i Søvn. Præstens Thema, hvorover han taler, ere de Ord: Kommer hid til mig alle I, som ere besværede, her skal I finde Hvile.” (Hviid, 1787, s. 99) Den fortryllede verden Den tyske sociolog og økonom Max Weber har talt om, at man før oplysningstiden levede i en ”fortryllet verden”, hvor djævle, ånder og dæmoner færdedes frit, så der var nok at øse af til billedfremstillingen. Med Oplysningen ændres fokus fra en kamp mellem protestanter og katolikker til en kamp mellem de gejstlige og diverse kritikere, som libertinere, fritænkere, deister – og i værste fald, ateister. Den engelske billedkunstner William Hogarth, som Hviid som nævnt begejstres over, fremstiller fx kirkebøssen som en musefælde, som man ikke kan slippe ud af. Tusindvis af satirer begynder respektløst at fremstille biskopper og andre gejstlige som både hykleriske, fanatiske, grådige og korrupte. Jean-Baptiste de Boyer, Marquis d'Argens (1704 – 1771, fransk rationalist, forfatter, kritiker af den katolske kirke og en nær ven af Voltaire, er den formodede forfatter til romanen ”Thérèse Philosophe” (1748), der hænger en jesuitisk præst ud som skørlevner. Under dække af at ville hjælpe en ung kvinde til at blive helgen, lader han hende gennemgå forskellige erotiske øvelser. Matthew Gregory Lewis (1775 – 1818), engelsk forfatter, bidrog med sin “gotiske”, romantiske roman “The Monk”, (“Munken”) fra 1796 til billedet af den moralsk anløbne gejstlighed. 115 En anden form for non-verbal religionskritik er den, sognebørnene kan udvise med deres engagement og tilstedeværelse i kirkelivet – eller snarere mangel på samme. Præsten C.V.A. Ruth beretter om valgmenighedspræsten Anders Nørgaards barndom (Ruth 1955). 465 Da den lille Anders gik til konfirmationsforberedelse hos den højkirkelige præst i sognet, kedede han sig bravt. Præsten fortsatte skolens terperi, men var dog ikke så hård, som lærerne i skolen havde været. I det daglige sad præsten hjemme og studerede, og om søndagen læste han sin fuldt udarbejdede prædiken ordret op – hvis der da var kommet nogen i kirken, for det var ikke ualmindeligt, at præsten måtte køre hjem uden at have haft lejlighed til at holde sin prædiken, fordi tilhørerne var udeblevet. I min egen barndom i 1960´erne var den non-verbale religionskritik i min omgangskreds meget levende. Jeg har nævnt, at de kommende konfirmander i Kastrup Kirke i 1965 snakkede, sænkede slagskibe og sad uroligt på stolene, så den stakkels præst, der prøvede at vække vor interesse for Jesus, dårligt kunne få ørenlyd. De fleste af os lod os kun konfirmere for gavernes skyld og undgik resten af livet helst gudstjenester, der talte et sprog, som vi sjældent forstod en lyd af. Præsten skrev i den salmebog, jeg fik forærende, at selv de største syndere havde mulighed for at komme i himlen, - og jeg forstod udmærket godt hentydningen. Danske konfirmander, der gennemsnitligt får gaver for 26.555 kr. (2018),466 er næppe meget anderledes. Religionskritikeren Herbener skriver: ”Sandheden er nok også snarere, at præsteskabet har indset, at løftet om gaver af galaktiske dimensioner er en væsentlig grund til, at mange bliver konfirmeret. Det er simpelthen et overlegent lokkemiddel til at få en forbindelse til kirken, hvor perifer den end måtte være.” 467 Omkring 70 % af en ungdomsårgang vælger at lade sig kirkeligt konfirmere. Jens-André P. Herbener kalder konfirmationen for en af ”folkekirkens tiltrængte succeshistorier”468, og jeg tipper, at de fleste præster er glade for at få ungdommen i tale gennem konfirmationen – også selvom de unges motiver kan skuffe. Sognepræst Marie Jacobsen Damm fortæller i artiklen ”Hvert år ryster jeg på hovedet af de unges forestilling om, hvad det vil sige at være kristen” 469, at hendes konfirmander især opfatter kristendommen som noget med regler. Man må ikke drikke, ikke have sex før ægteskabet – og man skal gå VILDT meget i kirke. I P2-programmet ”Debatten” (29. maj 2023) diskuteredes det, om Folkekirken burde overveje at engagere ”influencere”, der ved at tale nutidens sprog måske kunne gøre flere danske unge interesserede i kirken. Som en begyndelse kunne man starte med at gøre kirkegården mere populær, mente man. Den amerikanske religionssociolog Phil Zuckerman boede i en periode i Danmark, hvor han studerede religion i praksis. Han interviewer blandt andet den unge mand, Morten, der efter en periode i USA, vender tilbage til Danmark og retter en skarp kritik mod de danske gudstjenester, som han nu kan sammenligne med de amerikanske. ”Jeg kan se, at hvis man går i kirke hjemme i Danmark, så er der mange ritualer, og prædikenen er ret kedelig. Der er orgelmusik, og man synger salmer eller noget lignende, og de er ældgamle, og hvis man ikke kommer i kirken hver søndag, så kender man dem heller ikke ret godt, og de er 116 frygtelige at synge. Ordene giver ingen mening så det er det kedelige ved det. Og præsten er meget formelt klædt på med sorte kjoler og sådan. Og det er bare en samling ritualer, og det er virkelig kedeligt – så der er ikke nogen, der går i kirke.” 470 Jeg kan i en indre stemme høre mine venner blandt kirkegængerne protestere! Men jeg opfatter Mortens udsagn som en relevant religionskritik, der uden tvivl deles af mange, der kun kommer i kirken til dåb, konfirmation, bryllup, bisættelse og begravelse og har svært ved at forstå, at en tømrersvend for 2000 år siden skulle lade sig henrette for vor skyld, hvorefter han fløj til himmels – og måske kommer tilbage for at dømme os en dag. Jeg kan næsten høre mine egne barndomskammerater fra Amager udbryde: ”Hold op, mand! Det er sgu da bare for langt ude!” Europas Indre Dæmoner ”Europas Indre Dæmoner” var titlen på den engelske historieprofessor Norman Cohns (1915-2007) banebrydende værk fra 1976. 471 Cohn argumenterede heri for, at ”heksestereotypien”, forestillingen om onde mennesker, der plejede omgang med Djævelen selv, en stereotypi der eksisterede i store dele af Europa i det femtende, sekstende og syttende århundrede, bestod af mange forskellige elementer, af hvilke nogle stammede fra en fantasiforestilling, der kunne spores helt tilbage til Antikken. Kernen i forestillingen om hekse handlede om, at der midt i det etablerede samfund fandtes et andet samfund, lille og hemmeligt, der ikke blot truede eksistensen af det store samfund, men også var forfaldent til ritualer, der var afskyelige og umenneskelige. Incestuøse orgier, hvor mødre parrede sig med sønner, og fædre med døtre, og hvor man fortærede småbørn, var nogle af beskyldningerne. Heksestereotypien handlede ikke kun om hekse, men også om kættere, gudsfornægtere, afgudsdyrkere – og alternative trossamfund. Cohn satte sig for at give nogle eksempler på, hvordan heksestereotypien viste sit grimme ansigt gennem Europas historie. Når man taler om religionskritikere, ateister og fritænkere, som jeg gør i denne afhandling, er det tydeligt, at det fjendebillede, som Cohn talte om, også til en vis grad rammer disse grupper. Det ville derfor være relevant at bruge nogle af socialpsykologiens begreber, når man vil undersøge de faste samfundsstøtters billeder af afvigerne, og de voldsomme reaktioner og forfølgelser, der ramte dem. Som et eksempel kan nævnes, at Højres Arbejder- og Vælgerforening herhjemme i 1890 betegnede socialismen som et foster af råt begær og vild fantasi – og som liderlighedens og nydelsessygens religion. 472 Lad os fra Europa bevæge os mod nord – til Danmark, og se på den danske religionskritiks udvikling. Jeg vil først skildre den danske religionskritiks udvikling kronologisk og fremhæve nogle vigtige repræsentanter. Derefter når jeg på denne baggrund frem til en gennemgang og en kommentering af 17 af de gennemgående temaer i den danske religionskritik – temaer som danskerne i høj grad havde fælles med det meste af Europa. Temaerne tæller bl.a. syndsbegrebet, seksualundertrykkelsen og de reaktionære og magtbevarende tankegange, som ikke mindst Paulus, Augustin og Luther repræsenterede. 117 Den danske religionskritik: Fra det deocentriske (Gudscentrerede) til det senmoderne samfund Den danske teolog og professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, Per Bilde (1939-2014) holdt i november 2005 et foredrag om religionskritikkens plads i religionsvidenskaben. Her efterlyste han en mere eksplicit religionskritik fra forskernes side. Foredraget blev modtaget ”uden begejstring” siger Bilde 473 Han tror, at den kølige modtagelse måske hang sammen med, at der på dette tidspunkt, i 2005, endnu ikke var udkommet megen litteratur om religionskritik, så det føltes uvant overhovedet at beskæftige sig med emnet. Det blev der dog rådet bod på i perioden 200510, fortsætter han. Som jeg vil påvise i den følgende gennemgang af den danske religionskritik, er det sandt, at begivenheder som angrebet på World Trade Center 2001 og herhjemme Mohammedkrisen 20052006 har sat fut i kritikken. Hvis man går tilbage i historien, kan det dog konstateres, at ikke mindst oplysningstiden i 1700-tallet, Darwins indflydelse fra midten af 1800-tallet og kulturradikalismen i 1930´erne i tidligere tider har haft stor indflydelse og har affødt en del religionskritiske artikler og bøger, ligesom religionskritikken har indgået i værker om tilstødende emner eller er kommet til udtryk i skønlitteraturen. Og faktisk er der da også igennem 1980´erne og 90´erne, som Bilde bedømmer som kritikfattige år, udkommet en halv snes værker, der ser med kritiske øjne på religionen. Religionssociologen Peter Lüchau har påvist en helt aktuel stigning i interessen for ateisme og ateister. I 1996 trykte dagbladene herhjemme omkring 130 artikler, som berørte emnerne, siger han. I år 2006 var der over 700, hvilket er ensbetydende med en stigning på ikke mindre end 480 procent!474. Lüchau har også kortlagt, at der er en overvægt af mænd blandt erklærede ateister, ligesom mange har en længere uddannelse og er venstreorienterede, - og der er relativt flest ateister i hovedstaden. Frem til renæssancen i 1400- og 1500-tallet og den europæiske oplysningstid fra 1700 og frem taler man ofte om, at samfundet også herhjemme var et ”traditionssamfund”, eller med andre ord et samfund præget af stabilitet, klare sociale relationer, bånd til familie og slægt og med en geografisk horisont, der strakte sig til landsbyens grænse. Samfundet var desuden ”deocentrisk” (Gudscentreret), med Gud øverst, efterfulgt nedefter af kirke og konge, adel og selvejerbønder, fæstebønder og endelig – i bunden – tyende og landproletariat. 475 ”Gud ses som altings herre og årsag, og oprør mod samfundets elite vil blive betragtet som oprør mod Gud og den af ham givne orden.”476 Man stiller ikke spørgsmålstegn ved Gud, så religionen er et ”ureflekteret overtagelses- og videreførselsprojekt”. Man skal hverken forstå eller forklare, for det giver i sig selv mening at gøre, som man altid har gjort. Så folk synger de samme salmer, lyder de samme herrer, beder de samme bønner og udfører de samme ritualer som de gamle gjorde det før én selv. 477 Med Renæssancen afløses det gamle verdensbillede efterhånden af et ”antropocentrisk” verdensbillede – eller med andre ord et menneskecentreret verdensbillede. Fokus rettes nu mod 118 det enkelte individ og dets muligheder, og opdagelsesrejser, horisontudvidelser, opdagelse af naturlove, begyndende industrialisering og sekularisering præger verden. Gud som den yderste forklaring afskaffes ikke nødvendigvis. Den deisme, der præger 1700-tallet, fastholder Gud som forklaring på universets skabelse. Men som noget nyt siger deisterne, at Gud efter skabelsen ikke blander sig i verdens gang. 478 Dyden fastholdes, og Jesus er et moralsk forbillede, mens hans guddommelige status afvises i den nye verden, der søges ”affortryllet” ved fornuftens brug. ”Det er karakteristisk for oplysningstiden, at Jesus betragtes som et moralsk forbillede, mens den guddommelige side (Kristus) afvises. De irrationelle og mytologiske elementer som genopstandelse afvises som opspind. Man kan med andre ord sige, at man forsøger at affortrylle verden ved at fjerne den metafysiske horisont og gøre verden endimensional.” 479 Gennem menneskerettighedserklæringer som USA´s Uafhængighedserklæring (1776), Den Franske Revolutions Erklæring (1789) og den hjemlige Grundlov (1849) understreges individets ret til at tænke, tro og ytre sig, som det vil. Med Charles Darwin (1809 – 1882), der i 1859 udgiver sin revolutionerende bog ”Arternes Oprindelse”, bliver den tanke, at Gud er overflødig som den ultimative forklaring på verdens skabelse, almindeligt udbredt. Den personlige tro henvises til hjemmet og må tilmed kæmpe om pladsen med andre verdensforståelser. Inden for teologien reagerer man – også herhjemme - forskelligt på den moderne verdens sekulære udvikling. Kristendomshistorikeren Morten Thomsen Højsgaard 480 mener, at der er tale om to teologiske hovedtendenser. Der er ”konfliktpositionen” og ”uafhængighedspositionen”. Den første hævder, at Bibelens skabelsesberetning er 100% sand! Den anden position siger, mere forsonligt, at det er individets personlige relation til Gud og medmennesker, der er i centrum. Dermed fokuseres der på kristendommens eksistentielle udsagn, og man kan derfor fx se den kristne tanke om dommedag som et udsagn til det enkelte menneske om, at hun eller han skal tage ansvar for sit eget og for andres liv. Vi kan gennem vore handlinger skabe både Himmel og Helvede for hinanden! Den sidstnævnte position, der også kan kaldes den ”eksistensteologiske tænkning”, vinder især frem omkring 2. Verdenskrig, og bliver over en årrække nærmest normalteologi i den danske folkekirke i følge Højsgaard m.fl.481. Den eksistentielle teologi, der lægger vægt på, at vi selv må bringe os i overensstemmelse med Gud, kan føres tilbage til Søren Kierkegaard I Danmark har Johannes Sløk (1916 – 2001) og P.G. Lindhardt (1910 – 1988) samt Kristoffer Olesen Larsen (1899 – 1964) været vigtige repræsentanter for den eksistentielle teologi, ligesom den har været en inspiration for Tidehvervs-bevægelsen. Internationalt har den eksistentielle teologi blandt andet været fremført af Rudolf Bultmann og Paul Tillich. Den tidlige danske religionskritik Men lad os kaste blikket tilbage på udviklingen i religionskritikken herhjemme! Mellem 960 og 985 rejser Kong Harald den store Jellingesten til minde om sine forældre. Han benytter samtidig stenen til at prale med, at han selv samlede Danmark og gjorde danerne kristne. 119 Kristningen har dog allerede stået på i en årrække og kommer også i mange år fremover til at kæmpe med de gamle guder, Odin, Thor, Frej og Freja m.fl. om pladsen som danskernes foretrukne religion. Munken Ansgar (801 – 865) var allerede i 850´erne i gang med sin mission, og får mulighed for at bygge kirker i Hedeby og Ribe. Kristendommen har med løftet om lyksalighed i Paradiset, frelse og et evigt liv et stærkt trumfkort. Desuden har vikingerne på deres rejser iagttaget, at kristendommen var forbundet med succes og rigdom. Alligevel må man regne med, at det tager et par hundrede år for kristendommen at slå endegyldigt igennem i vort land, og i lang tid har Jesus og de gamle guder nok været vævet sammen i en blandingsreligion. 482 Der arbejdes bestandigt på at slette den hedenske fortid ved fx at ændre den hedenske solhvervsfest til en fest for Jesu fødsel. Danskerne slås, arbejder og dyrker jorden og betaler deres tiende til kirken. Man tror på Gud, Kristus og Jomfru Maria, og på, at det, præsten siger, og at det, man kan se på kalkmalerierne, er sandt. De færreste kan læse og skrive, og kampen for brødet er vigtigst. Med Jyske Lov 1241 besegles kristendommen som grundlaget for landets styrelse. 483 Måske skulle man tro, at middelalderens Danmark ikke havde noget særligt at byde på indenfor filosofiens område. Men det havde vi faktisk 484. Vi var måske ikke ligefrem et centrum i det europæiske åndsliv, men vi havde god kontakt til kulturcentrene i Tyskland, Frankrig, England og Italien. Og siden det 12. århundrede har der boet mennesker med en filosofisk uddannelse i vort eget land. I de første par århundreder derefter blev den filosofiske uddannelse erhvervet ved fremtrædende læreanstalter andre steder i Europa, hvor der også arbejdede danske lærere. I 1479 oprettedes Københavns Universitet, så nu kunne man også uddanne sig herhjemme. Ofte supplerede man sin dannelse gennem fortsatte studier ved udenlandske universiteter. 485 Det Romerske Rige var gået under i 476, og dermed anser man i almindelighed den græskromerske oldtidskultur for at være færdig, men da latin – og senere græske studier – bliver obligatoriske for al højere uddannelse helt op i 1800-tallet, lever kulturen på en måde videre. De førende europæiske universiteter fandt man omkring år 1200 i Paris og Oxford – desuden også i Bologna. Paris var indtil cirka 1350 helt klart de danske studerendes foretrukne mål, skriver middelalderhistorikeren og filologen Sten Ebbesen. Allerede Absalon skal have studeret dér omkring 1150. Som teologiens indiskutable og absolutte grundbog var det meget naturligt Bibelen, der i det sene 1100-tal var i centrum. Det var en udbredt opfattelse, at det ikke alene var sandt, hvad der stod i bibelen – men også, at den faktisk indeholdt hele sandheden. Simpelthen alt, hvad der var værd at vide. 486 Ud over Bibelen havde også kirkens trosbekendelser status som ”uomgængelige sandheder.”. Lidt lavere rangerede de antikke teologers, ”kirkefædrenes” værker. Augustin (354 – 430) regnedes som den vigtigste af kirkefædrene. ”Der var enighed om, de hellige fædre normalt havde ret i, hvad de sagde, men også om, at de dog var mennesker og kunne have taget fejl af og til. Bibel, trosbekendelser og kirkefædrenes værker gik samlet under betegnelsen Sacra Scriptura, ”Den hellige skrift”….” 487 Sten Ebbesen beretter, at der i det 12. århundredes intellektuelle kredse var en stærk interesse for naturlære. Man var optaget af, hvordan den fysiske verden var sammensat og af, hvordan planter, 120 dyr og mennesker fungerede. Samtidig var det i en kristen kultur et af de absolutte krav til en naturlære, at den skulle være forenelig med skabelsesberetningen i Første Mosebog. Gud havde skabt verden, og det gik ikke at forestille sig, at verden ikke havde en begyndelse og slutning i tid. Det betød, at en grundtanke i Aristoteles´ naturlære om verdens uendelighed i tid måtte forkastes. Det var også ”no go” at tænke, at der før Gud havde foreligget et uformet stof, som Gud så havde givet en bestemt form. At Gud skabte betød, at han frembragte – uden at gøre brug af noget som helst råmateriale. Dermed var også den skabelsesberetning, som Platon havde præsenteret i dialogen ”Timaios” udelukket 488 Som kristen naturfilosof var man bundet til at følge hovedstrukturen i Moses´ beretning – ”…og langt op i nyere tid var det den almindelige opfattelse, at Mosebøgerne i hovedsagen var skrevet af Moses selv”, siger Sten Ebbesen. 489 Begrebet ”kosmologi” er læren om dannelsen af universet. Helt op til 1800-tallet har man forsøgt sig med kosmologier, som på én gang svarede til både den givne tids verdslige videnskab og til Bibelens Skabelsesberetning, skriver Ebbesen og tilføjer, at der er masser af eksempler på, at denne type forklaringer stadig trives i bestemte miljøer den dag i dag. Anders Sunesen (1167-1228) var dansk ærkebiskop, skolastiker – og digter. Sunesen var en af de danskere, der drev filosofiske og teologiske studier i Paris. I sin lære beskæftiger han sig med gode og onde handlinger, og ligesom for andre samtidige lærde står teodicé-problemet i centrum: Hvorfor har Gud, der har skabt alt og er ophavsmand til enhver handling, tilladt ondskab? Sunesen forklarer problemet ved at skelne mellem den handling, som Gud er ophavsmand til, og de menneskelige karakterbrist, som ikke er Guds ansvar. Boëthius de Dacia (1240 – 1280/1290) var en af de tidligste stemmer i religionshistorien herhjemme. Han var – det latinske navn til trods - dansk filosof, virksom i 1270´erne og han skelnede, ligesom Marsilius af Padua, mellem videnskabelig erkendelse og tro. 490 Boëthius de Dacia, eller på jævnt dansk, Bo fra Danmark, underviste I 1270'erne ved universitetet i Paris. Størstedelen af Boëthius' skrifter blev formentlig forfattet imellem 1270 og 1277 på latin. Nogle af de bevarede tekster er i de senere år oversat og udgivet på dansk. I 1277 udsendte biskoppen af Paris, Étienne (Stephen) Tempier, en skrivelse, som forbød en række former for filosofi, fremlagt i 219 teser. En række af dem kan henføres til skrifter af Boëthius og til Siger af Brabant. 491 Boëthius har formentlig forladt universitetet derefter og noget tyder på, at han blev dominikanermunk. Årsagen til den biskoppelige fordømmelse var Bo´s teorier om erkendelse, videnskab og menneskelig lykke. Sten Ebbesen mener, at det, som Boethius tilbød, måtte forekomme at være et komplet alternativ til det, man normalt forstod som et kristenliv. 492 Formentlig var også spørgsmålet om verdens skabelse et kontroversielt punkt. I forordet til hovedværket ”De Æternitate Mundi” skriver Boêthius, at vi med rationel argumentation må undersøge, om verden er evig – et synspunkt, der jo altså var kontroversielt i forhold til Bibelens skabelsesberetning. 493 Den græske verden er ikke ”skabt”, men har en evig status, og ved at støtte sig til Aristoteles, kommer man derfor som nævnt i konflikt med Bibelens skabelsesberetning. 121 Muligvis var Boëthius også tidligt inde på den principielle debat om tro overfor videnskab. Sten Ebbesen mener, at han virkede noget irriteret på folk, som ikke kunne fatte, at man skal holde tro for sig og videnskab for sig. 494 1100-tallet var et godt århundrede for filosofien, ifølge Sten Ebbesen 495, – og 1200-tallet blev endnu bedre, ikke mindst fordi tiggermunkeordnerne opstod. De to vigtigste ordner var dominikanerne (sortebrødrene) og franciskanerne (gråbrødrene). Efterhånden vinder også Aristoteles´ samlede forfatterskab indpas ved de såkaldte ”artes-fakulteter”, der senere bliver benævnt de ”filosofiske fakulteter”. Pariserbiskoppens modvilje mod Aristoteles kunne omgås ved, at man i en diskussion sluttede med at ytre, at dette er filosofiens standpunkt, men ifølge troen og sandheden forholdt det sig dog anderledes! Reformationen i Danmark 1536 Kirken og kongen har en enorm magt, og da de fleste danskere hverken kan læse eller skrive, er der ingen, der rigtigt tvivler på præstens ord. Alligevel trænger nye tanker efterhånden igennem sydfra. Læsefærdigheden øges, og afladshandlen, der bl.a. financierer noget så fjerntliggende som Peterskirken i Rom, er uden tvivl en torn i øjet på mange. Reformationen er med andre ord på vej! Det gik bestemt ikke fredeligt til under den danske reformation, der var en ganske voldelig kamp mod tidligere tiders verdensopfattelse. I skolen har vi som regel lært, at det var en ædel og god kamp mod papisternes afladshandel og magtmisbrug. ”Når pengene i kisten klinger, straks sjælene ud af Skærsilden springer!”, som de katolske gejstlige hævdedes at sige. I reformationsjubilæumsåret 2017 har flere danske historikere dog sået tvivl om det ædle og gode i reformationen, hvilket jeg senere vil komme ind på. Men først et blik på, hvad det var der skete dengang, i starten af 1500-tallet: Munke og studenter, som havde rejst i udlandet, og smarte bogtrykkere og bogforlæggere i Tyskland sørgede for, at de nye reformationstanker fra midten af 1520´erne bredte sig hastigt – også til de større købstæder i Danmark. Den førende reformator herhjemme var Hans Tausen (1494 – 1561), Johannittermunk fra Antvorskov. Under studierejser i Nederlandene var han til sidst kommet til Luther i Wittenberg, og her var han blevet overbevist evangelisk om Luthers nye tanker. 496 Efter Kong Frederik d. 1. s død i 1533 er rigsrådet utilbøjeligt til at krone hans ældste søn, Christian (1503-1559), der er glødende lutheraner. Christian, der ved selvsyn har oplevet Luther, har tydeligt tilkendegivet, at han nægter at overtage kongemagten på betingelser, der går det mindste imod den tyske reformator. 497 I 1534 indleder Lûbeck under ledelse af Christoffer af Oldenburg borgerkrigen Grevens Fejde og besætter det østlige Danmark. Rigsrådet ser sig nu tvunget til at afklare arvefølgen og overlade Hertug Christian tronen som Christian d. 3. Grevens Fejde afsluttes blodigt, og kongen indtager København 6. august 1536. Det fører til, at alle landets biskopper fængsles og deres ejendom inddrages til fordel for kongen. På den måde tredobler han kronens gods. Dermed er katolicismen knækket i Danmark, og reformationen – 122 under ledelse af Hans Tausen – indføres af Christian d. 3. Der bliver indført fængselsstraf for at udbrede andre religioner end den luthersk-evangeliske, og præsten bliver den centrale figur i det offentlige forvaltningssystem498, og børnene lærer at læse efter Luthers Lille Katekismus, efterhånden som skolesystemet udvikles. Selvom Centraleuropa klart led mest under religionskampene, kender vi dog også et eksempel på ikonoklastisk vandalisme i Danmark. Tredje juledag 1530 trængte en gruppe vilde borgere ind i Vor Frue Kirke i København med Borgmester Ambrosius i spidsen. Med økser smadrede de kirkeligt inventar, altertavler og helgenstatuer, som de tilmed spyttede i ansigtet. Præsterne overfusede de med skældsord499. Tilhængerne af henholdsvis Pavekirken og Luthers nye lære overdængede i øvrigt, som man kunne forvente, hinanden med skældsord og voldsomme dødstrusler. Karmelitterprovincialen Poul Helgesen var frem for nogen herhjemme den, der forsvarede den romersk-katolske kirke imod de fremstormende evangeliske prædikanter i 1520´erne og 1530´erne. Helgesen udsender bl.a. i 1524 et skarpt skrift imod Christian d. 2. s kansler, den tidligere borgmester i Malmö, Hans Mikkelsen, der – ligesom Christian d. 2. – var gået over til Lutherdommen og havde formastet sig til samme år at udgive Martin Luthers Nye Testamente på dansk. Helgesen mente, at Mikkelsens værk var et makværk og et udtryk for en kættersk kristendom. Ifølge Helgesen kunne der aldrig findes en sand hellighed i et kættersk samfund, for det var aldeles afskåret fra Kristi åndelige legeme, og det byggede på en falsk Bibelfortolkning og på misforståelser af de, ofte svære, ord i Skriften. Den lutherske teologi kaldte han ”et pestbefængt kætteri”, der måtte udryddes. Lutheranere og katolikker råbte i disse bevægede år gensidigt ”kætter” efter hinanden og anvendte de samme skriftsteder i Det Nye Testamente som begrundelse for deres anklager. Kong Frederik d. 1. holdt på mange måder sin hånd over de lutheranske ”kættere”, men da kongen døde i foråret 1533, var der åbnet for, at den danske lutheranske reformator Hans Tausen (1494 – 1561) kunne dømmes til at være ”kætter, løgner, tyv og skalk”…Dermed var Tausen egentlig hjemfalden til dødsstraf, men dommen formildedes dog. 500 Martin Luther i Tyskland var én blandt mange hundrede centraleuropæiske kirkekritiske prædikanter i 1500-tallet, så hvis han var blevet fanget, havde andre sandsynligvis stået parat.501 . Det er Luthers ven og meningsfælle Phillipp Melanchton (1497-1560). der bliver den centrale katalysator for reformationens udvikling i Danmark i det meste af 1500-tallet. 502 ”Meningsfælle” skal tages i bred betydning, for Melanchton var mere præget af Renæssancen, end Luther var det, og Melanchtons synspunkter afviger også med tiden i nogen grad fra Luthers. I Danmark er Melanchtons elever folk som Peder Palladius (1503-1560), Niels Hemmingsen (1513-1600) og Jens Andersen Sinning (d. 1547). I kølvandet på reformationen følger et forgæves forsøg på fra den katolske kirkes side på at vinde det tabte tilbage. Forsøget er kendt som ”modreformationen”, men historikeren Morten FinkJensen, der har skrevet om perioden, foretrækker ordet ”katolsk reformation”. Organisten og Italienskenderen Bendt Fabricius har i 2024 udgivet bogen ”Himmeldronningen, der forsvandt” om de katolske bestræbelser. Han klarlægger, at reformationen ofte foregik helt på kongens 123 præmisser, at den af mange føltes som et overgreb, der modstræbende måtte sluges af befolkningen. Den danske teolog Poul Helgesen (ca. 1485 – efter 1534) var, som nævnt, en af dem, der – mildt sagt - ikke var begejstret for reformationens landvindinger. Han noterer i sin såkaldte ”Skibbykrønike”, at i år 1526 sneg ”Lutheriets gift sig frem gennem Jylland”. Også den norskfødte jesuit Laurids Nielsen (død senest 1553) er papist og står bag modreformationsforsøg. 503 Det gamle Testamentes og Det Ny Testamentes profetiske og apostolske skrifter er den eneste regel og norm, hvorefter alle lærer (”dogmata”) skal bedømmes, …”om de er gode eller slette, rigtige eller forkerte.”. Sådan skrev de lutherske teologer og fyrster i Konkordieformlen fra 1577, den sidste lutherske bekendelse, der ganske vist ikke var bindende, men dog retningsgivende i Danmark. Herefter har man så i resten af 1500-tallet og i 1600-tallet at rette sig. Bibelen er naturligvis autoritet i alle spørgsmål, politiske, såvel som moralske og naturvidenskabelige! 504 Den nye danske lutheranske statskirke var i den grad på vagt overfor afvigelser. Det gjaldt for statskirken om at uddybe og fastholde den nye kristendomsforståelse, og man var overbevist om, at protestantismen var den eneste sande form for kristendom, - men ikke al protestantisme. Kun den lutherske tro! Men heller ikke al lutherdom, - faktisk kun den lutherske kristendom, som den fremførtes i Danmark! 505 ”F.eks. kunne hofprædikanten og præst ved Sankt Petri tyske kirke i København, Johannes Lassenius, så sent som i 1676 afvise, at jorden skulle bevæge sig: ”Thi vi er af Prædikerens Bog, Kapitel 1, Vers 4 (slægt kommer og slægt går, og jorden er bestandig den samme) belærte om, at jorden står stille.” (Københavns Universitets Historie, s. 182, efter Glebe-Møller, 2004, s. 37) Luthers Lille Katekismus, oprindeligt skrevet og publiceret i 1529, er den mest læste bog i Danmarkshistorien. Den har været pensum for alle danske skolebørn i næsten fire århundreder fra det 17. til det 20. århundrede. Hvis man er gammel nok til at have gået i skole under den vestjyske skoleordning, der først blev afskaffet med Skoleloven i 1958, har man sikkert stadig denne opbyggelige bog i erindringen. Luther skriver i forordet bl.a. ”Martin Luther ønsker alle trofaste og fromme sognepræster og prædikanter nåde, barmhjertighed og fred i Jesus Kristus, vor Herre. Denne katekismus eller kristne lærebog har jeg sat op kort, enkel og ligetil. Det skyldes den nød og skrækkelige elendighed, jeg for nylig oplevede, da jeg var med rundt som tilsynsførende. Du milde Gud, hvor megen jammer har jeg ikke set. Almindelige mennesker kender jo intet til den kristne lære, især ikke på landet. Og desværre er mange sognepræster helt uden evner og indsigt i at undervise.” 506 Det var reelt kongerne, der styrede kirken. Kirkehistorikeren og teologen Martin Schwarz Lausten taler ligefrem om ”den lutherske kongekirke”, som videreførtes og forstærkedes efter reformationen under Frederik d. 2. og Christian d. 4 507 . Frederik d. 2. ville ikke en gang tillade diskussioner om læren og kirkeordningen, ”…for det var blot urostiftere, der ønskede noget sådant, og de var uden videre ”en pest og fordærvelse for alle gode borgere.” Hvorfor skulle man diskutere 124 sandheden?” 508 Man frygtede, at følgerne af teologiske diskussioner og stridigheder ville blive kirkens ødelæggelse, Guds vrede, ungdommens forvirring, verdslig øvrigheds forstyrrelse – og dermed genindførelse af Pavekirken. Niels Hemmingsen (1513 – 1600), Danmarks på den tid førende teolog, blev efter saksisk pres fyret for ”kryptocalvinisme” i 1579. Man skulle ikke slå sig meget i tøjret, men teologen GlebeMøller siger dog, at et paradigmeskift efterhånden er på vej. Det gamle bibelske paradigme for al viden kommer efterhånden i så store vanskeligheder, at det må skiftes ud til sidst. Selv om en præst som Johannes Lassenius (1636 – 1692) forsøger at holde stand, så banker den nye naturvidenskab på. En anden udfordring er, at de europæiske kolonimagter møder fremmede kulturer og folkeslag, når de missionerende og erobrende begiver sig ud i verden og får nye tanker med sig hjem. I 1569 udsender den danske regering de såkaldte ”fremmedartikler”. I 25 paragraffer slås det her fast, at den lutherske tro er den rigtige, og i en barsk tone afvises katolicismen, gendøberne, calvinismen og jødedommen – uden at de sidstnævnte dog nævnes ved navn. 509 Det var ikke uden grund, at Christian d. 4. ´s valgsprog var ”Fromhed styrker rigerne!”. Han mente uden tvivl om sig selv, at han var både gudfrygtig og from. ”Han synes også livet igennem at have bevaret en enfoldig luthersk barnetro, men ellers tog han temmelig afslappet på kristendommen, for slet ikke at tale om moralen.” 510 I 1629 bestemmer en Kongelig Forordning, at der i hvert sogn skulle udnævnes et par gudfrygtige mænd, der kunne hjælpe præsten med at opretholde god moral og orden. Det er de gudfrygtige mænds opgave at afsløre og angive syndige mennesker. Det kunne være ægtefolk, som skændtes indbyrdes eller skændtes med deres børn. Det kunne være folk, som forsømte gudstjenesten, var gerrige, holdt løsslupne selskaber, bandede, spillede eller levede i hor og ødselhed. Hvis man førte et sådant levned, var straffen bandlysning, hvilket betød udelukkelse fra kirken og det sociale fællesskab. Andre muligheder var gabestok eller landsforvisning. 511 Året efter strammedes grebet yderligere. Nu befalede kongen, at alle familiefædre dagligt skulle holde ”frivillige” morgenandagter, hvor genstridige børn og tjenestefolk skulle tvinges til at deltage. Senere bestemtes det yderligere, at hvis man ikke kunne Katekismen udenad, kunne man ikke blive trolovet! Med den Kongelige Forordning af 1645 får reglerne endnu en tand. Her befales det, at der ved de enkelte sognekirker bliver ansat mænd, som kan gå omkring med lange kæppe til at slå folk i hovedet, hvis de formaster sig til at sove under prædikenen. I 1633 udgives den teologiske professor Jesper Brochmands (1585 – 1652) ”Universæ Theologiæ Systema”, to latinske bind på omkring 9000 sider, der er den første omfattende dogmatik i den danske lutherske kirke. Her opstilles den rette lære og anvisninger på, hvordan man skal leve efter den, ligesom falske opfattelser hænges ud. Værket forbliver standardværket i den teologiske uddannelse herhjemme til langt op i 1700-tallet, ligesom den også bliver brugt flere steder i udlandet. 512 Mange protestanter på reformationens ”venstrefløj” begynder efterhånden at protestere – ikke blot mod pavekirken, men også mod at Bibelen og bekendelsesskrifterne gøres til de nye 125 autoriteter, de nye paver. I forskellige variationer begynder man at at henvise til ”ånden” eller til ”det indre ord”. De mest radikale forkaster simpelthen Bibel og bekendelser og bliver ”sværmere” eller ”entusiaster”, som Jens Glebe-Møller nævner, at man kaldte sådanne typer på denne tid. Senere bliver de også regnet for ”spiritualister”, ”naturalister”, forstået som tilhængere af en ”naturlig” åbenbaring – ja, eller endog ligefrem ”atheister”! Glebe-Møller skriver: ”Nogle få af dem var faktisk atheister efter en nutidig målestok: de afviste troen på en gud. Andre troede nok på en gud, bare ikke den gud, som kirke og præsteskab forkyndte.” 513 Holger Rosenkrantz (1574 – 1642), dansk adelsmand og teolog, var en blandt flere, der søger at bibeholde en ”levende tro”. ”Livet igennem var han optaget af teologiske studier, han forfattede adskillige bøger, og har efterladt sig en række utrykte manuskripter, som på flere måder udtrykker et opgør med den herskende lære”, siger kirkehistorikeren og teologen Martin Schwarz Lausten. 514. Rosenkrantz er af den opfattelse, at Bibelordet skal tilegnes ”troslevende”, for vigtigst af alt er fromhedslivet, som skal give sig udtryk i gode gerninger. Kongeloven 1665, den danske enevældes retlige grundlag, slår i den første artikel fast, at den bedste begyndelse til al ting er at starte med Gud. Og så tillægger loven i øvrigt kongen uindskrænket myndighed over alt. Hans pligt er at overholde Kongeloven og bevare hos undersåtterne den kristne tro, som bygger på Den Augsburgske Bekendelse. 515 Ved Christian d. 5. ´s salving I 1671 forklarer den tidligere teologiske professor Hans Wandal (1624 – 1675), der fra 1668 var Sjællands biskop, at kongen er Guds umiddelbare skabning og ”Statholder i Guds eget Rige”. Kongen “repræsenterer os Gud selv”, han sidder på Guds trone på jorden – i Guds sted, slog Wandal fast. I ”Danske Lov, 1683”, samles hele den danske lovgivning, herunder også kirkeretten. Som grundlag for den danske kirke nævnes: - Bibelen Den apostolske, den nikænske og den athanasianske trosbekendelse i den oprindelige form Luthers Lille Katekismus. Den Augsburgske Bekendelse Disse bekendelsesskrifter er stadig i dag (2023) grundlaget for den evangelisk-lutherske folkekirke, siger kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten 516. I fristaden Fredericia tillades i 1682 en synagoge, trods voldsomme protester. Biskop Hans Wandal havde for eksempel erklæret, at det ville være en ”Satans og djævelens gerning”, hvis kongen ville tillade jødedom i Danmark. Ja, Wandal mente ligefrem – helt i Luthers ånd -, at majestæten ville gøre sig skyldig i gudsbespottelse, for jødedommen var ”en vrang religion og afgudsdyrkelse”. 517 Både jøder og huguenotter anså man dog – trods deres kætterske anskuelser - for at være mulige profitkilder og dermed en fordel for næringsliv og statskasse, så i 1685 fik de sidstnævnte religionsfrihed og gode økonomiske privilegier. Sjællands biskop Hans Bagger (1646 – 1693) var ikke desto mindre chokeret over de tilladelser, der efterhånden blev givet, både til jøder, katolikker og til de calvinske. Bagger forudså kristendommens undergang i det danske rige og 126 anråbte i 1685 kongen om at standse alt dette: ”Allernådigste Konge, saaledes omspændes og omringes vi allerede nu af adskillige kættere, sværmere og vantro Mennesker, og hvis dette bliver ved, hvad skal det så ikke ende med?” 518 Teologen Johannes Sløk (1916 – 2001) vurderede generelt renæssancens, 1400- og 1500-tallets, ånd ret negativt. Ifølge Sløk havde mennesket i 1400 og 1500-tallet ”taget magten” fra Gud, og derved ville det en dag vise sig, at vi var blevet afmægtige. Sløk konkluderede i afslutningen på sin bog ”Da Mennesket Tog Magten” (1989), at vi nu har nået det stadium i udviklingen, hvor vi må betale for renæssancens festgilde. 519 Som det forrige afsnit har vist, var der dog ikke mange danskere, der i perioden havde udfordret Gud. Dog havde vi Tycho Brahe. Oplysningstidens danske religionskritik I det følgende afsnit vil jeg foretage nogle punktnedslag og gennemgå nogle af de personer, der bliver meningsdannere i perioden efter reformationen i Danmark. Tycho Brahe (1564 – 1601) er nok vor mest udtalte danske eksponent for renæssancen i 1400- og 1500-tallet 520, og han betragtes som grundlæggeren af den moderne observerende astronomi. På grundlag af sine målinger fastslog Brahe, at Solen måtte gå i en bane rundt om Jorden. Hvad religionen angik, så var Brahe tilsyneladende ret rummelig og havde ikke noget specielt tæt forhold til kirken. Han griber ikke ind overfor den lokale præst på Vens sædvanlige djævleuddrivelser under barnedåb, og han tager selv Kristine Barbara (Kirsten Jørgensdatter) til hustru - uden kirkelig velsignelse. 521 Danmark havde, i modsætning til andre lande, i 1660 givet kongen enevoldsmagt. Enevælden vakte forundring i udlandet; det ser man ikke mindst, da en frisindet engelsk republikansk sindet diplomat ved navn Robert Molesworth (1656 – 1725), der havde været gesandt i Danmark, i 1694 udgav en kritisk skildring af det Danmark, han selv havde oplevet i 1692. Hans beretning om de forarmede og ufri forhold for det danske folk under enevælden vakte europæisk opsigt og affødte danske modindlæg, men udkom aldrig på dansk i sin samtid. Når man hører hans kritik, forstår man hvorfor. Molesworth beskrev Danmark som et land med et grimt, pibende og jamrende sprog, et uopfindsomt sindelag, en grå middelmådighed og en elendig økonomi! Man elskede kongen, uanset ublid behandling og hårde vilkår, for der var ingen oprørsånd og ingen smædeskrifter rettet mod regeringen. Og så læste man mest religiøse bøger eller gik til gåsevæddeløb som det vildeste – tirsdagen efter fastelavnssøndag, skrev Molesworth. Han vurderede danskerne således: ”De duer ikke til hverken at efterligne udenlandske eller selv gøre opfindelser, og jeg tror slet ikke, nogen har forsøgt sig siden den berømte Tycho Brahe. Der skrives så at sige kun religiøse bøger, og under hele mit treårige ophold er ikke så meget som en sang eller melodi blevet til. Siden den fatale brand for fire år siden, da mange mennesker indebrændte i det gamle operahus, er lystige tekster blevet sjældne. De holder sig nu til 127 gåsevæddeløb på hvide tirsdag og om vinteren til kanefart i varmt, uldent tøj eller pels, en meget yndet fornøjelse for hoffet og hele folket.”522 Alle bekender sig til lutherdommen, skriver Molesworth – lige med undtagelse af den lille franske reformerte kirke og ét eneste papistisk kapel ved Glückstadt. Den fælles religiøse anskuelse har tilsyneladende kvalt enhver oprørsånd, vurderer han. 523 ”I Danmark ses, hvor bekvemt det er for en fyrste, at alle har samme opfattelse uden religiøse partier eller meningsforskelle, men alle er overbevist om det samme, både hvad angår frelse og pligt mod eneherskeren. Dette hindrer oprør hos mange, der ellers nok, så undertrykt som de er, kunne ønske en anledning.” 524 Det stod end videre sløjt til med lærdommen i Danmark 525. Der eksisterede kun ét universitet – og det var et ringe et af slagsen. Desuden tryktes kun få bøger, og de få var uklare polemiske afhandlinger mod papister og calvinister. Skønlitteratur og verdslig lærdom var fremmede fugle for danskerne, og den slags ville næppe vinde indpas, før en mere velstående lavadel banede vejen, mente Molesworth. Han sluttede med denne nedslående bedømmelse, der måske kan medvirke til at forklare, at man herhjemme hverken gjorde synligt oprør mod Gud, Kirke eller Konge på denne tid: ”Som afslutning vil jeg bemærke, at jeg aldrig har kendt mage til land, hvor folkets sindelag i den grad er af ensartet kaliber og højde som her. Man møder ingen med særlige evner eller kvalifikationer, ingen der udmærker sig ved ekstraordinære studier eller erhverv, ingen entusiaster, rasende, tosser eller fantaster. Alle er nogenlunde ens. Hver især holder sig på middelmådighedens slagne vej, der her i landet hverken er den bedste eller den dårligste, uden at dreje til hverken højre eller venstre. Men jeg vil dog tilføje den ene rosende bemærkning, at det jævne folk gnnemgående kan læse og skrive.” 526 Hvis vi går fra ”det jævne” folk til de lærde, så kan vi dog – på trods af, hvad Molesworth siger – iagttage en vis bevægelse. Igennem 1600- og 1700-tallet udviklede filosofihistorien herhjemme sig, ifølge Carl Henrik Koch, fra at være ”doksografi”, dvs. opregning af meninger, til en kritisk og pragmatisk historieskrivning. Den var kritisk i den forstand, at den forsøgte at skille det sande fra det falske i fortidens filosofiske tænkning. 527 Københavns Universitet var, som nævnt, oprettet i 1479, to år efter, at det første universitet i Norden var startet i Uppsala. Først i 1811 oprettes universitetet i Christiania (Oslo). Til sammenligning er universitetet i Kiel fra 1665 og universitetet i Lund fra 1666. Tonen i samtiden var hård overfor de få fritænkere og ateister, der trods alt vovede at stikke næsen eller penneskaftet frem. Den danske Biskop Jacob Jensen Bircherod (1624 – 1688) skrev i ”Exertationes contra Atheos”, 1660, om de forskellige slags ateister: ”Vi bør altså komme til selve sagen, og førend vi begynder at snakke om at udrydde fra sindene et så stort onde, der er ligesom en skadelig uvidenhed i staten, bør vi se på, i hvor mange afskygninger denne ugudelighed findes, for at vi, når vi først har startet med det mest urimelige, kan bedømme de enkelte tilfælde i den rette rækkefølge.” 528 128 Selv om Bircherod vurderer fritænkerne til at være et stort onde, så anser historikeren Morten Petersen, ligesom Molesworth, dog den danske oplysningstid, der nu er på vej, til at være ”en lidt mat og blodfattig omgang”, set med en europæisk – og specielt en fransk – målestok. Voltaire bliver snart af reaktionen herhjemme holdt frem som den store bussemand, og der var ”ingen nordisk broderflok af filosoffer i kamp mod undertrykkerne”, skriver Morten Petersen 529. Der var heller ikke tegn på en dansk oplysningsbevægelse og ingen større fælles videnskabelige projekter eller vidensformidling! ”Det 18. århundredes ideer kom sydfra til et passivt modtagende Danmark, som siede radikalismen fra og tilpassede tankerne til den enevældige orden.” 530 Blodfattig eller ej! Der var trods alt en del enkeltpersoner, der inspireret af strømningerne sydfra, turde vove at lufte magtkritiske og antiklerikale synspunkter. En af dem var sønderjyde, men er også blevet kaldt ”den første tyske ateist”, ja, endog den første ”åbent ateistiske europæiske skribent i moderne tid”. Navnet var Mattias Knutzen (1646 – d. efter 1674), og han var forfatter til tre ateistiske pamfletter. Knutzen hævder i pamfletterne (1674), der kun kendes i afskrift fra hans modstanderes modskrifter, at han tilhører et internationalt fællesskab af ”Gewissener” ("samvittighedsfulde"), men tankerne, som han udtrykker, kan umiddelbart kun henføres til ham selv. Knutzen benægtede eksistensen af Gud og andre overnaturlige væsener, det være sig Djævelen eller udødelige sjæle. Han pegede på inkonsistensen og de mange absurditeter og selvmodsigelser i Bibelen og sammenlignede dem med, hvad kristne forfattere havde kritiseret Koranen for. I Knutzens skrift ”Amicus, Amicis, Amica”, (”Venlige Ord til Vennerne”) fra 1674, kritiserer han 600 eksempler fra Bibelen for at være selvmodsigende og usammenhængende, og fremdrager nogle enkelte af de 600. ”Thi hvem vil nægte, at de kristnes skrift er konfust og blandet sammen, hvis han ser på Salomons ordsprog, hvor det ikke sjældent forekommer i bare et enkelt kapitel, at alt muligt blandes sammen og rodes sammen i et misk-mask…” 531 Knutzen siger, som nævnt, at han har ligesindede fæller i et meget stort antal i Paris, Amsterdam, London, i England, i Hamburg, København, Stockholm og Rom. Og han udtaler sig således på manges vegne, når han siger: ”I særdeleshed fornægter vi Gud, foragter øvrigheden dybt og forkaster også kirkerne med samt alle præster. Vi tilhængere af samvittigheden har nok i VIDEN, ikke ens, men de manges…” 532 For Knutzen er den kollektive samvittighed vor moralske rettesnor. Glebe-Møller mener, 533, at det ikke er utænkeligt, at Knutzen har ladet sig inspirere af Spinoza. I stedet for Gud burde mennesket lade sig lede af videnskab, fornuft og samvittighed. Gjorde man dette, var kirkelige autoriteter overflødige, mener Knutzen. Glebe-Møller vurderer Knutzens bidrag således: ”Knutzens lære og skrifter førte til voldsomme kontroverser og afvisninger fra kirkelige forfattere, og eksempelvis hævdede den tyske teolog Tobias Pfanner (1641–1716) i 1677 at hans lære var mere infam end det som alle kendte fjender af 129 religion før ham havde fremført. Den senere teologiske professor og prædikant ved Skt. Petri Kirke, Johannes Lassenius (1636-1692) anså ham som en galning og noterede sig at "Der var ikke meget ved karlen andet end at han til tider ikke syntes rigtig velforvaret i hovedet"” 534 På samme tid som Knutzen, der var så lærd, at han beherskede latin, finder vi en mand af folket, nemlig ateisten Anders Karl, der var smed i Højreby på Lolland 535. Glebe-Møller siger, at det interessante ved hans historie ikke mindst er, at den viser, at religionskritikken i oplysningstiden nåede langt ud over de intellektuelles rækker. Anders Karl samlede bønderne i Højreby, ”tagende Bibelen med sig for at drive spot dermed”, som det hed i samtidige beretninger. ”Det kommer så selvfølgelig sognepræsten for øre, og sammen med en kollega kalder han smeden til præstegården for at bringe ham på bedre tanker og få ham fra hans vildfarelser.” 536 Anders Karl benægter treenigheden, ligesom han ikke tror på, at Jesus var Guds søn. Desuden hævdede han, at menneskets sjæl ikke er udødelig. På trods af præsternes formaninger angrer Anders Karl ikke, og han dør, før man kan gøre andet end at fængsle ham. For de fleste vil det være ukendt, at vi i Danmark – midt i en særdeles mandsdomineret verden havde en kvindelig lutheransk prædikant i 1600-tallet. Hun hed Marie Wulff (1685 – 1738) , og hun drev et spisested, Den Gyldne Oxe, på Gammel Torv i København, tæt ved Frue Kirke – og hun sagdes desuden at være en god prædikant, hvis aktiviteter i de første mange år blev beskyttet af kongen. 537 Wulff var en, blandt flere, der dannede nye gudelige forsamlinger, udenfor kirkerne i starten af 1700-tallet. Mange søgte en ny og mere inderlig kristendomsdyrkelse, end den man følte, præsterne kunne give. Med Frederik 4. som konge var maskeraderne og teatrene ellers vundet frem, Hans regeringstid gik fra 1699 -1730, men med Christian 6.s magtovertagelse i 1730 var det slut med den slags adspredelser. Kongeparret var nemlig gennem Tyskland blevet optaget af den indadvendte og stærkt moralske bevægelse pietismen, som derfor blev fremherskende i Danmark. Julestuer og maskerader blev forbudt, og teatrene blev lukket. 538 Den pietistiske ideolog August Hermann Francke (1663 – 1727) var en alvorsmand og advarede ligefrem mod ”unyttig latter”. Det var direkte syndigt at le, mente han, når andre lo over spøg og narrestreger. 539 Selv dette ikke at gå i kirke var nu en forbrydelse. Det havde det faktisk været i århundreder, men under Christian d. 6. bliver loven om helligdags- eller sabbatsordning skærpet. Det ærgrede københavnerne, skriver kulturhistorikeren Axel Steensberg 540. Alle øl- og kaffehuse skulle nu være lukket om søndagen. Baller og maskerader måtte ikke afholdes på helligdage eller dagen før, - og hvis man forsømte kirken, vankede der bøde eller gabestok. ”I 1735 fik arbejdsgiverne pligt til at sørge for, at tjenestefolkene gik i kirke om søndagen. Året efter blev der indført tvungen konfirmation med eksamen i kristendomskundskab. Bestod man ikke prøven, kunne man hverken blive gift eller rejse fra sin hjemstavn. Man kunne ikke få en anbefaling af sin herre, og ens børn kunne ikke blive optaget i håndværkerlavene.” 541 130 Hr. Stub i Slagelse var en af dem, der blev præsenteret for en meget stor regning på 543 Rigsdaler for ikke at have været i kirke i mange måneder542. Til sit forsvar skrev Hr. Stub til byfogeden, at gudstjenesten ikke virkede opbyggelig. Præsternes mange forbandelser, larmen og skælden fra prædikestolen gjorde fok bitre i sind og gemyt, fandt han. Bøden endte med at blive eftergivet af kongen, mod at Stub og hans hustru ”af lydighed mod loven” lejede stolesæder i kirken og undertiden indfandt sig dér. Pietismen bruges, med al dens alvor og selvkontrol, af kongen til at befæste hans magt, og han ansætter bevidst pietister som embedsmænd og biskopper. Konfirmationen 1736 I 1736 indførtes konfirmationen, som før nævnt, af pietismen i Danmark. Den var, ligesom kirkegangen, også tvungen. Man kunne ikke blive gift, når man ikke var konfirmeret. Og man kunne ikke blive konfirmeret, hvis man ikke kunne læse. Så med konfirmationens indførelse måtte de sidste analfabeter i Danmark altså forsvinde, konstaterer Steensberg et al. tørt.543 Før konfirmationens indførelse havde dåben været tilstrækkelig, men nu ansås dette ikke som fuldgyldig adgangsbillet til Himlen. Konfirmationen formede sig som en offentlig eksamen i religionskundskab og samfundsorden. Hvis man ikke præsterede de kundskaber, der krævedes, dumpede man og måtte derfor gå om. Hvis man var lidt tungnem, kunne det blive til forgæves forsøg i mange år. Det var præsternes opgave at forberede de unge til prøven, og der var dem, der gik til præsteundervisning, til de var helt oppe i tyverne! Hvis det hændte, at et ungt menneske stadig var ukonfirmeret omkring det nittende år, sendtes sagen dog ofte til provsten, der prøvede at arrangere en rimelig ordning. 544 ”Men selve kravet om konfirmationen gjorde menigmand endnu mere afhængig af præsten, der kom til at stå som formidleren af retten til at udøve livets mest elementære funktioner og derved fik stigende betydning i samfundet.” 545 Et andet redskab for præsternes magtudøvelse var ”skudsmålsbogen”. Denne bog skulle forevises, når et menneske kom til et sogn, eller rejste til et andet. Skudsmålsbogen skulle præsenteres, og præsten skulle påtegne den. Det fremgik af bogen, hvornår dens ejer sidst havde været til alters. Desuden fremgik det, om ejeren ”havde udstået kirkens disciplin eller på anden måde været i konflikt med myndighederne.”. Det fremgik ligeledes, om han eller hun levede i ægteskab eller ej, hvilket erhverv man havde, hvor han havde opholdt sig til forskellig tid, og hvordan han havde opholdt sig i sine forskellige tjenester. Ordningen med skudsmålsbøger blev først ophævet i 1921. 546 Da den pietistiske Christian 6. døde i 1746, trak den nye konge, Frederik 5. mange af pietismens moralbud tilbage. Den åndelige luft ændrede sig nu i Danmark med den livsglade Frederik d. 5. s tronbestigelse, skriver Axel Steensberg et al. 547 Det gjaldt i hvert fald i de toneangivende kredse. I de nyoprettede såkaldte ”Rytterskoler” kunne børnene fra 1721 læse ABC og Luthers Lille Katekismus., der skulle kunnes udenad. Da bøndernes børn gennemgående ikke var dygtige nok til 131 at læse Katekismen, blev der fra 1737 tilføjet en tyk ”Katekismusforklaring”, (”Sandhed til Gudfrygtighed” af Erik Pontoppidan) der også skulle kunnes udenad. 548. Sydfra kom – trods danskernes træghed - den nye ”oplysning”, der satte fornuften i højsædet som alle tings dommer, og efterhånden kom Oplysningens og Holbergs ånd til at svæve over vandene – over visse vande i det mindste. Teologen Erik Pontoppidan (1698- 1764) udtrykte det på den måde, at i hans ungdomstid troede de fleste alt, hvad præsten sagde. Men, man tror næppe mere, hvad Gud siger, klagede han. Ja, man spurgte ligefrem, om Gud nogen sinde havde talt til mennesker anderledes end ved ”naturens lys eller den sunde fornuft”. 549 Steensberg mener dog nok, at den gamle gudsfrygt stadig overlevede i mange familier – også i ”de dannede” - upåvirket af skiftende åndsstrømninger. En af de vigtigste årsager til, at oplysningsideerne efterhånden fandt grobund i Danmark, var et stærkt økonomisk opsving, der gav det danske borgerskab en magtfuld stilling. Perioden kaldes også den ”florisante” eller ”blomstrende” periode. Hvad universitetet i København angik, så var det i starten af 1700-tallet reduceret til det, Carl Henrik Koch kalder ”..en præsteskole, og videnskabeligt var det et middelalderuniversitet i forfald. ” 550 Måske var det derfor, den danske oplysningsfilosofis hovedskikkelser – bortset fra Holberg, Jens Kraft og Niels Treschow – skulle findes udenfor lærdomsinstitutionerne. 551 Først med den nye universitetsfundats af 1788 moderniseres universitetet. Ifølge Danske Lov fra 1683 skulle præsterne – til gengæld for deres gode løn – have indseende med ting som forsømmelse af prædikenen, helligdages misbrug til gilde, drik, gøglen, banden, strid mellem ægtefæller eller andre familiemedlemmer, rufferi, besøg i letfærdigt selskab, idelig drukkenskab og flere andre forhold. 552 Det var desuden præsternes opgave, når prædikenen var endt, at ”katekisere” med ungdommen på kirkegulvet. Her havde præsten lejlighed til foreholde den enkelte hans eller hendes pligter og tjekke, om den unge havde fattet, hvad præsten havde forklaret. Det var ikke altid nemt at holde de unge fast. Ofte forsvandt de, ifølge Steensberg et al 553, fra kirken, før præsten havde prædiket færdig – eller de udeblev simpelthen helt fra gudstjenesten. Steensberg m.fl. skriver: ” I adskillige sogne på Fyn oplevede man i det meste af århundredet, at menigheden simpelt hen nægtede at træde ud på kirkegulvet, når præsten ville begynde sin undervisning. Man følte det som en krænkelse af den enkeltes frihed.”554 Den kirkelige konfirmation blev, som nævnt, indført 1736, og tvungen konfirmation blev først afskaffet i 1857. Hvad bryllupper angik, så må mange danskere nok revidere deres forestilling om kirkebrylluppets nødvendighed og dets oldgamle historie. Det var nemlig først efter Reformationen, nærmere bestemt efter Frederik d. 2.´s ”Ægteskabsordinans” af 1582, at den opfattelse trængte igennem, at gyldigt ægteskab kun forelå, når samfundet i form af kirken havde medvirket ved stiftelsen af ægteskabet. Herefter var tvungen kirkelig vielse virksom i omkring 250 år.555. 132 Så er der begravelserne: Først i 1872 fik personer, der var udmeldt af Folkekirken, ret til at blive begravet på kirkegården. ”Begravelsen kan nu efter ønske foregå fra kirkegårdens kapel, men det er kun medlemmer af Folkekirken, som kan blive begravet fra kirken”, skriver religionskritikeren Erik Elten556. Skolerne og kristendommen Før 1814 var formålet med skolen at give eleverne hjælp til at forstå og tilegne sig deres kristne børnelærdom. Derfor var læsning det væsentligste fag, og det var da også gratis at lære at læse. Hvis børnene ydermere skulle lære at skrive og regne, måtte forældrene betale. Læsebogsmaterialet var salmer og tekster fra Bibelen. Der var desuden behov for en særlig forklaring af de lutherske læresætninger i den Lille og Store Katekismus, og hertil kommer nu, fra 1737, førnævnte Erik Pontoppidans lærebog: ”Det blev overdraget til hofpræst, senere biskop, Erik Pontoppidan (1698-1764) at udarbejde en særlig lærebog, ”Sandhed til Gudfrygtighed”, der på børnenes niveau stillede spørgsmål og gav svar på de mange vanskeligheder i den lutherske lære. Denne pædagogik med spørgsmål og svar var allerede startet under Luther, da dialogformen også var den anvendte pædagogik i hans katekismus. Pontoppidans lærebog på over 200 sider forelå allerede 1737.” 557 Det var som regel degnene, præstens hjælpere, der stod for undervisningen. Rasmus Sørensen, der i 1847 udgav en bog om sit liv og om almueskolens historie i Danmark 558, fortæller, hvordan sognedegnen i Jellinge i slutningen af 1700-tallet holdt skole og lærte børnene at læse. ”Naar han cathechiserede eller overhørte Børnene, som han kaldte det, havde han altid 2 Spørgsmaale til hvert af de ti Bud i Cathechismen, det første var: hvad forbydes i dette Bud??”, og det andet var: ”hvad befales?”. Ved de tre Troes Artikle havde han tre Spørgsmaale, nemlig: ”hvem har skabt dig?” ”og hvor har han igjenløst dig?” ”og hvo har igjenløst dig?” Flere en disse fem Spørgsmaale vidste han aldrig at producere ved nogen egen Cathechisation.” 559 Aftagende kirkegang Der var uden tvivl i 1700-tallet brug for at herse med børnene – og deres voksne – når det gjaldt om at fastholde det kristne budskab. Der er nemlig flere vidnesbyrd om aftagende kirkegang. Teologen, historikeren og statsmanden Ove. H. Guldberg, kom i 12 år tll at holde ”Statens Ror” (1772 – 1784), og Guldberg så angiveligt med sorg, at kirkegængernes tal stadig tog af, især i byerne. Han tænkte, at han kunne råde bod på frafaldet ved at imødekomme den herskende smag gennem en fornyelse af salmeskatten. ”Han vilde ikke afskaffe de gamle Salmer, men ved Siden af dem, der opbyggede de Enfoldige, vilde han skaffe andre, der kunde tiltale de Oplyste.”, skriver C. J. Brandt i 1886 560. Så Guldberg greb, i et håb om at styrke kirkegangen, til et gammelt og evigtgyldigt middel: Konkurrencen! Han udskrev en konkurrence om de bedste salmer, og vinderen, Fru Birgitte C. Boye (1742 – 1824), fik optaget ikke færre end 148 salmer ud af 438 i Guldbergs nye salmebog. I 1784 overtager den unge kronprins, den senere Frederik d. 6., imidlertid selv statens tøjler, 133 Guldberg styrtes og hans salmebog rammes af hård kritik. I Norge får den dog større udbredelse og holdbarhed end i Danmark. Indtil 1999 var Birgitte Boye i salmebogen blot præsenteret med én salme, ”Alvidende! dit øje mig ransager”. Her er første og det sidste af seks vers: Alvidende! dit øje mig ransager, hver lønlig drift, hver tanke du opdager; ej noget ønske i mit bryst sig rører, før du det hører. Lad denne tanke mig til visdom vække, lad den fra syndig id og dåd mig skrække! Mit hele liv, ethvert mit skridt lad være dig, Gud, til ære! Hvad indad tabes, skal udad vindes! Det er i 1700-tallet den danske kristne mission for alvor starter. I Markus-Evangeliet (16,15) siger den opstandne Jesus: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen". To danske pietistiske missionærer sendes til Trankebar, der har været dansk koloni siden 1620. De taler efter nogen tid tamilsk og har, måske ikke mindst derfor, en vis succes. I 1733 ordineres den første tamiler som præst. Det er ikke mindst de kasteløse, der omvender sig til kristendommen, måske fordi de ser en lighedsmulighed i denne tro, mener Peter Lodberg. 561 I 1747 udgiver (1686 – 1758) den dansk-norske præst Hans Egede en katekismus på grønlandsk. Man skelner, når man taler om den kristne mission, mellem ”ydre mission” – rettet mod den store verden og ”indre mission”, der søger at genkristne det moderne verdslige samfund. Danmarks store oplysningsmand, Ludvig Holberg (1684-1754) skrev en del om religion, men var – som alle andre - nødt til at balancere udenom censuren. 562 Holberg er den danske oplysningstids største skikkelse. Han udfolder sig både som historieskriver, satirisk forfatter, komediedigter og essayist. Han er, ifølge Carl Henrik Koch563 den, der mere end nogen anden formidler den europæiske oplysning til danske læsere. Hvad forholdet mellem tro og viden angår, så var dette forhold, tidens hotteste teologiske emne, om end ganske vist uafklaret hos Holberg. Morsomheder om religiøse forhold kunne Holberg dog godt tillade sig. Han siger bl.a. at i middelalderens kirke ”…var der kun een alene, der talte, mens alle andre sov og ingen Anstrengelser gjorde sig.” Ingen brød sig, ifølge Holberg, om at efterforske sandheden, da der intet var at strides om. 564 Grundlæggende var Holberg af den – tidstypiske, men ikke ufarlige opfattelse – at det var lige så rimeligt at bruge fornuften som grundlag for at finde ud af, hvad det rigtige var, som det var at slå op i Bibelen. Selv om Holberg var forsigtig, oplevede han flere gange at befinde sig på grænsen af, hvad censuren tillod. Den satiriske roman, ”Niels Klim” (1741) slap for eksempel kun lige akkurat igennem censorernes øjne. Det fremgår bl.a. af Holbergs ”Tredje Levnedsbrev” fra 1743. 134 Holberg var nysgerrig på såvel teodicéproblemet som på bibelkritikken, men tøvede også her ved at give udtryk for skarpe standpunkter og mente, at man stod sig bedst ved at acceptere, at man ikke kan forklare alt. I skriftet ”Rundt om Holberg” (2019) fra Aarhus Universitetsforlag hedder det: ”Han havde indledt sit forfatterskab som historiker, og under sin store rejse til Frankrig og Italien (1714-1716) blev han optaget af Pierre Bayles (1647-1706) kontroversielle leksikon ”Dictionnaire Historique et Critique” (Historisk og kritisk ordbog), 1695-1697, der bl.a. nøgternt og kritisk gennemgik bibelhistorien for at skille kendsgerningerne fra det opdigtede gennem kritiske studier af kildematerialet.”565 Holberg var, ud over Bayle, også optaget af den franske filosof Montesquieu (1689-1755) og dennes tanker om religionsfrihed og tolerance. Holberg var enig med Montesquieu, som gik ind for, at kirken og kristendommen skulle underordnes staten. I Holbergs ”Epistel 434” taler han om religion og om den kristne og den ”mahomedanske” religion. Mens Mahomeds lærdom bød, at man skulle forplante religionen med sværd, så forbød Kristi religion noget sådant og rådede til ”at forfremme Troen ved sagtmodige og grundige Persvasioner.”, mener Holberg. Dog efterlever hverken mahomedanerne eller de kristne deres egen lærdom, tilføjer han…”thi de første tillader allevegne Religioners fri Øvelse, de Kristne derimod har stedse med Sværd og Ild forfulgt og endnu paa visse Steder forfølger dem som i mindste Poster differerer fra de herskende Religioner.” 566 Religionen i komedierne I flere af sine komedier gør Holberg grin med det, han mener er tåbelige træk i folketroen. Det gælder fx komedien ”Uden hoved og hale”, der blev opført første gang 1725. Her behandler han emnerne tro, overtro og vantro. Tre brødre repræsenterer tre forskellige standpunkter – fra ikketro til overtro, og igen til den besindige gyldne middelvej, I ”Hekseri eller blind alarm”, der blev skrevet allerede i 1723 (men først opført i 1742 i Hamborg), skildrer Holberg, hvordan religiøs overtro truer enhver orden. I komedien, der foregår i Thisted, …”anklages Leander for at mane fanden frem. Rygterne løber gennem byen, og overalt vækker det gevaldigt postyr. Lige dele håb og frygt følger rygterne. En vil have Leander til at udpege en tyv, mens en kvinde vil have ham til at give hende jomfrudommen igen. Leanders fjender vil have ham hængt” 567. Det lykkes trods alle problemer Leander at klare frisag. Komedien er, som nævnt, henlagt til Thisted. Her havde der 30 år tidligere fundet en virkelig hekseproces sted. En kvinde blev dømt til bålet, men blev til sidst alligevel benådet. I komedien gør Holberg grin med hekseforfølgelserne – men også med den kritik, hans komedier blev udsat for. Historikeren Sune Berthelsen vurderer (2019): ”Holberg var meget optaget af de ideer, som de franske filosoffer formulerede, men han var ikke villig til at gå så langt, som de gjorde i den store franske encyklopædi, der begyndte at udkomme i 1751. Her hed det, at ”fornuften er for filosoffen, hvad nåden er for den kristne”. I stedet søgte Holberg forsonende den gyldne middelvej mellem tro og fornuft, og Holberg, som afviste den klare stillingtagen, betonede behovet for tolerance.” 568 135 Ophævelsen af censuren 1770 I 1770 indførte Danmark-Norge verdens første og ubetingede ytringsfrihed. Det er en helt enestående historisk begivenhed, konstaterer forfatterne til ”Grov Konfækt” 569, et værk, der skildrer de skrifter, der så dagens lys, da reformatoren Struensee ophævede censuren. Forfatterne, Henrik Horstbøll, Ulrik Langen og Frederik Stjernfelt, henviser til Luxdorphs Samling under Det Kongelige Bibliotek, hvis man vil studere de skrifter, der nu blomstrer frem, nærmere. Hvis man forventer at proppen nu springer af flasken med undertrykt religionskritik, kan man dog godt blive lidt skuffet, for det er ikke det emne, der optager skribenterne mest, eller også præsterer de i visse tilfælde selvcensur. Noget findes dog, som vi skal se i det følgende, og trykkefriheden gav i det mindste nye stemmer og nye temaer muligheder for at komme frem. Frem til trykkefriheden med Struensees nye Trykkefrihedslov 14. september 1770 var det Christian d. 5. s Danske Lovs bestemmelser fra 1683, der afstak rammerne for den trykte offentlighed. 570 Det betød, at alle skrifter skulle forhåndsgodkendes af konsistoriums ledende professorer, inden de af trykkerne og boghandlerne kunne sendes ud på markedet. Censorerne var især årvågne overfor omtalen af religiøse og politiske forhold, og straffene var voldsomme.571 Struensees danske trykkefrihedslov var unik, og - med europæiske øjne - langt mere radikal end den ellers relativt frisindede preussiske presselov. Voltaire sendte ligefrem Christian d. 7. et overstrømmende hyldestdigt som tak. Her prises kongen, der næppe har forstået, hvad det drejede sig om, som den mest frihedselskende monark i Europa. 572 Dele af eftertiden har undertiden bedømt resultaterne af den nye frihed i 1770 særdeles hårdt. Grundtvig betegnede således i 1812 trykkefrihedsperioden som et skident kildespring af liderlighed og alskens uhumskhed. 573 Grundtvigs bemærkninger kunne nok pirre mangt et moderne menneskes nysgerrighed, men det lader faktisk til, at trykkefriheden affødte flere forsvar for religionen i form af skrifter mod deister og ateister, end det modsatte, konkluderer forfatterne til ”Grov Konfækt”. 574 Man må, når man taler om trykkefriheden, gøre sig klart, at det kun var et fåtal af danskerne, der var i stand til at bruge den nyvundne trykkefrihed. Ganske vist kunne noget nær 90% af befolkningen i de dansktalende dele af riget efterhånden læse trykte tekster på deres modersmål. Men det betød ikke nødvendigvis, at de var gode læsere, og det var heller ikke sikkert, at de kunne skrive – eller at de overhovedet interesserede sig for religion og samfundsforhold. 575 Hvad blev der udgivet i trykkefrihedsperioden? Det første religionskritiske skrift, der så dagens lys efter indførelsen af Struensees nye lov, var forfattet af den norske skribent og præst Jacob Christian Bie (1738- 1804), der skrev under navnet Philopatreias. Skriftet hed, med en for datiden karakteristisk marathon-titel, ”Philopatreias’ trende Anmærkninger, 1. om de dyre Tider og Handelens Svaghed, 2. om Rettergang, 3. om Gejstlighedens Indkomster”. Første del angreb ”kornpugere” for at holde priserne oppe. Andet afsnit behandlede sagførerne, der trak sagerne i langdrag, og endelig rettede Bie i sidste afsnit sin kritik mod præsternes, klokkernes og gravernes indtægter. Han balancerede behændigt udenom 136 kritik af selve den kristne religion, men særligt landsbypræsterne må have følt sig grundigt trådt over tæerne, for de blev beskrevet således: ”Deres øyne forsvinner i ansiktets fedme.” Bie mente, at præsterne burde nøjes med en fast løn, så de kunne holde op med at plage uformuende stakler med betaling for bryllupper og begravelser og alle de andre embedsforretninger, som hørte med til deres arbejde. Datidens præster behøvede ikke ligefrem være fattige, som Jesu´ disciple havde været det, tilføjede Bie. Men de burde kunne passe deres embeder uden at være klædt i silke, og uden heste, vogne og tjenere. Ja, nogle præster var faktisk ikke bedre end ågerkarle! Præsternes antal burde desuden formindskes, og ”..blev blot Gejstlighedens Indkomster formindskede, da vilde vi vist finde flere Lærde, skønt færre fede, Præster.” 576 Bies skrift vakte voldsom opsigt, og der blev skrevet både for og imod. Under pseudonymet ”Philodanus” tog endog Ove Høegh-Guldberg, Struensees prominente modstander, til genmæle. Philopatreias-debatten, der raser gennem det meste af 1771, blev Trykkefrihedens største og mest vildtvoksende debat. Den inddrog en mængde kendte og ukendte skribenter, mange af dem med græske pseudonymer, og den kom til at omfatte ikke færre end 70-80 skrifter, plus kommentarer, anmeldelser og debatindlæg i aviser og tidsskrifter. Efter Struensees fald i 1772 ophørte debatten om præsternes indkomster, og gejstlighedens position i offentligheden styrkedes. Dog kunne man dagen efter, at Struensee og Brandt var blevet henrettet, i Adresseavisen (29. april 1772) læse, at man hos bogtrykker Paul Herman Høeck kunne købe en pamflet med (satiriske) forslag og planer til et gejstligt reformationsværk, der gik ud på helt at afskaffe gejstligheden og i stedet overalt indføre verdslige præster! 577. Forfatteren indså dog, at planen ikke var …”saa let at faa iværksat nu, som i den Tid Philopatreias og Struensee regerede.” 578 Forfatterne til ”Vild Konfækt” konkluderer således på den debat, Bie rejste: ”Den latente drivkraft i debatten var frygten for at stå på kanten af moralsk og social krise og kaos, hvis religion og gode sæder blev undergravet af statens nye styre. Der var en bemærkelsesværdig enighed i debatten om religionens og kirkens moralsk repressive nødvendighed for opretholdelse af samfundets ro og orden.” 579 Med andre ord frygtede kongemagten – efter Struensees fald -, hvad der kunne blive det næste, hvis man begyndte med at kritisere præsternes lønninger. Den skandaløse Jacob Christian Bie Bie var kendt som en ”enfant terrible” og havde – også før trykkefriheden - været på kollisionskurs i forhold til kirken. Han var positivt indstillet overfor religionsfrihed og havde om den jødiske synagoge i København bl.a. skrevet: ”Nu have Jøderne sin Synagoge bygget/ og den indviet er som den bør/ En klog Regering ser hver Undersaatt betrygget/ Og spør ey hvad han troer, men ikkun hvad han giør” 580 Bie havde også forsvaret Rousseau mod angreb for at være gudsbespotter. 137 Men mest opsigtsvækkende og forargeligt af alt: I Hvidovre Kirke havde Bie, 6. juli 1769, ifølge en kritiker, selv optrådt ”gudsbespotteligt”. I sin prædiken valgte Bie som tekst Højsangen 3,1: "Jeg ledte om Nætterne i min Seng efter den, min Sjæl elskede" (jf. Thottske Samlinger, 4to. 410) Bie aflagde vidnesbyrd om, at prædikenen blev lyttet til i stilhed og andagt og uden latter, men det blev opdaget, at han havde afsluttet med en forbøn for flere, kendte, prostituerede fra Københavns sidegader. I 1771 blev han derfor af Højesteret dømt til seks års straffearbejde på rasphuset. Også her, i Tugt, -Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn, viste han sig at være et uregerligt gemyt. Kulturhistorikeren Emilie Luther Valentin skriver (2021): ”I december 1775 meddelte inspektør Oest, at de ansatte ikke længere kunne holde styr på den frivole fange: Bie ville ikke længere regnes som en af institutionens fanger, men så sig selv som en ”fri-herre”; han havde foregivet at have det privilegium, at han måtte sælge te, sukker, kaffe og tvebakker til de øvrige fanger, og fik desuden gæster til klokken ti om aftenen, ligesom han jævnligt brød natteroen ved at skråle og synge ud af vinduet, så hele Christianshavn kunne høre det. Da husets ansatte forsøgte at få ham under kontrol, holdt han fast i, at han ikke var en fange, og at de derfor ikke måtte bestemme over ham. Derfor bad inspektøren til, at Bie enten måtte blive fjernet fra institutionen eller sat i arbejde i rasp- eller Børnehuset igen.” 581 Bie forvises slutteligt til Indien. Den 23. juli 1778 ankom han således til Trankebar, hvor han levede med sin familie sine sidste år. Han var, livet igennem, såvel produktiv som også særdeles alsidig. Måske var han, som Voltaire, ind imellem klog og taktisk nok til at prøve at pakke sine radikale synspunkter lidt ind. Blandt hans mange skrifter var i hvert fald også en hyldest til Christian d. 7. i anledning af dennes fødselsdag 29. januar 1771. Desuden forfattede Bie også en samling jule- og nytårssalmer (1765), der vidnede om god kristentro. Andre skrifter fra trykkefrihedens tid De fleste af de skrifter, der udkom fra andres end Bies hånd i trykkefrihedsperioden, var anonyme eller skrevet under pseudonym. I øvrigt kom – ud over trykkefriheden – endnu en religiøs frihed til, før Struensee blev styrtet i januar 1772: Fra den 2. maj 1771 skulle akademiske hædersbevisninger nemlig nu gives uden hensyn til den religion, modtageren måtte dyrke. Trykkefriheden 1770 – 1773 gav plads til mange typer holdninger. Et eksempel er skribenten Søren Rosenlund, der kan kaldes en ”antisemitisk konspirationsteoretiker”. 582 Rosenlund var uhyre produktiv, og hans skrifter fra perioden fylder et helt bind i Luxdorphs Samling. Rosenlund øjnede øjensynligt indtægtsmuligheder ved at leve som skribent. ”Søren Rosenlund skabte sine egne fjendebilleder, som blev styrende for hans skrifter. Fremmedhad og antisemitisme var de grundlæggende elementer.” 583 Blandt hans skrifter var tre med titlen ”Jødernes Rænkers Aabenbaring”. Antisemitisme forekommer ofte i trykkefrihedsskrifterne, hvor jøder tit associeres med de klassiske stereotyper som pengepugere og ågerkarle. Hvad Rosenlund angik, så byggede han på Martin Luthers anklager mod jøderne, bl.a. om, at jøder var bekendte for at være ”de største og snildeste tyve, som nogensinde har været i verden.” 584 138 Et andet hade-objekt, der optræder i trykkefrihedsperioden, er ingen ringere end Fanden selv! Et halvt århundrede forinden blev forskrivelse til Satan straffet med døden, men nu var Fanden blevet til fiktion, som fx brugtes af skribenter ved navnene Brun og Scheffer. Helligdagsreformen af 26. oktober 1770 afskaffede en række ældre helligdage og kaldes derfor ”Helligdagsreduktionen”. Reformen var sat i gang, før Struensee kom til, men det blev hans opgave at acceptere beslutningen og få kongen til at skrive under. Med Struensee-regeringens antireligiøse ry forstod mange reduktionen som Struensees værk – et offensivt tiltag vendt imod kirken, religionen – og Gud, altså! Det affødte en del trykkefrihedsskrifter. Andre hotte emner i trykkefrihedens periode var økonomi samt hoveriets afskaffelse. Grundtvigs ovenfor nævnte bemærkning om at trykkefrihedsperioden var et ”skident kildespring af liderlighed og alskens uhumskhed” henviste, ifølge Horstbøll m.fl. 585, i særdeleshed til Grev von Schmettaus fritænkeriske skrift ”Blätter, aus Liebe der Wahrheit geschrieben” der udkom anonymt i 1771 i Plön i Holsten. Lad os derfor kigge nærmere på Schmettau! Woldemar Schmettau 1719-1785 Trykkefriheden medførte i en kort årrække, at kirken i Danmark tabte kontrol med offentligheden, konkluderer forfatterne til ”Grov Konfækt” 586. Censuren havde, som nævnt tidligere, været udøvet af Universitetet og dets teologiprofessorer især, men pludselig kunne teologiske, kirkelige og religiøse emner diskuteres frit. Det medførte en del direkte religionskritik, som vi har set i det foregående, og som man kunne se det bl.a. i den pensionerede General Schmettaus skrifter, hans såkaldte ”Blätter”. W.H. von Schmettau var lidt af en menneskelig blæksprutte: religionskritisk skribent, oplysningsmand, bogsamler, frimurer, møntsamler og militærmand, og tillige en offentlig enfant terrible. Desuden var han kendt som en libertinsk skørtejæger, der ifølge den franske officer, Saint-Germain, gjorde sin kone til den mest ulykkelige i verden 587, og desuden blev han af historikeren P.F. Suhm anklaget for at hjælpe med at fordærve Kongens, Christian d. 7. s, religion. Farverig var Schmettau i hvert fald - og på mange måder forud for sin tid. Ifølge Schmettaus efterfølger i Norge, grev Carl Rantzau, var han også far til børn fra 10-12 år, ”som man betalte med kogte kartofler og fingerkys”.. 588 Med andre ord levede Schmettau virkelig op til den konservative myte om, hvordan de libertinske, liderlige og moralløse ”fritænkere” var. Schmettau var tysker af fødsel, men som officer gik han i dansk tjeneste og holdt i øvrigt meget af Norge, hvor han avancerede til kommanderende general. Sine sidste næsten 20 år levede han som pensionist i de holstenske byer Preetz og Plön, der dengang hørte ind under den dansk-norsketyske helstat589. Selv efter sin død kan Schmettau efter sigende provokere med sit hedenske mausoleum i Plön. Jeg har ikke kunnet finde billeder, men vil besøge kirkegården næste gang, jeg er på de kanter. Det var hos Schmettau ikke kun præsterne, som hos Bie, der måtte stå for skud. Schmettau udfoldede en deistisk bibelkritik og en kritik af tidens teologer i en hel lille bog for at dække over den manglende sammenhæng og beviskraft i Bibelen. Religionens formål var, ifølge Schmettau, 139 ikke at udsige sandheder om verden, guden eller skabelsen, men at opdrage de troende til at stræbe efter fælles lyksalighed. Når både Luxdorph og senere Grundtvig fandt, at Schmettaus ”Blätter” var det ”eneste ugudelige Skrift”, der udkom under trykkefriheden, så er det ikke helt rigtigt. Vi har allerede set. hvordan Jacob Christian Bie kritiserede de fede præster. men også i mange andre pamfletter finder vi fritænkeri og religionskritik i denne periode, Dog var det kun Schmettau, der forfattede en decideret, eksplicit antikristelig traktat. Grundtvig siger om Schmettaus skrift, der udkom i 1771 i Plön i Holsten, at det var en enkelt stemme, der løftede og ”spottede mod troen”. Skriftet, hvis fulde titel er ”Blätter, aus Liebe der Wahrheit geschrieben”, udkom anonymt og indeholder ganske rigtigt et særdeles hårdt angreb på lutheransk teologi. Forfatterne til ”Grov Konfækt” siger, at ”Blätter” i eftertiden fik det ry, at det var det eneste skrift, der levede op til Struensees angivelige formål med Trykkefriheden, nemlig at sørge for publikationen af radikale oplysningsskrifter.590 Schmettau var deist som mange oplysningsfilosoffer, hvilket for ham også havde en panteistisk karakter, idet han antog eksistensen af en naturguddom. Han gik ud fra, at der fandtes en ikkekristen naturguddom, der ikke truede de troende med Helvede, men i stedet kærligt opmuntrede dem til moralsk livsførelse. Schmettau mente, at de kristne kerneværdier, som de kom til udtryk i Bibelen, og de dogmatiske ideer om treenighed, Kristi guddommelighed og opstandelse, var fejlagtige menneskelige konstruktioner. Pamfletten ”Blätter, aus Liebe der Wahrheit geschrieben”, udkom som tidsskrift, og de første fem numre foreligger, men det sidste nummer er ikke komplet og skulle være fortsat med mindst ét nummer til. Det sandsynlige er, at Schmettaus udgivelse blev sat i bero, da Tyske Kancelli i begyndelsen af 1772 gik ham på klingen, rejste en sag og bad ham forklare sig. I ”Blätter” ytrer Schmettau dels bibelkritik og dels kritik af samtidige protestantiske teologer og deres midler, når de forsøger på at dække over den manglende sammenhæng og beviskraft i Bibelen591. Schmettau mener, at religionen slet ikke har som sit egentlige formål at fremsætte sandheder om verden, guden og skabelsen, men alene har et dennesidigt og moralsk formål. Religion burde, ifølge Schmettau, opdrage de troende til at stræbe efter ”fælles lyksalighed”. Man mærker hans inspiration fra Spinozas ”Tractatus” (1670). Det er tydeligt, at Schmettau ikke vil nøjes med at provokere med forskellige fritænkeriske synspunkter, men faktisk videnskabeligt vil søge at bevise både Bibelens og teologiens mangelfuldhed.592 Schmettau fandt, at regeringen burde tillade en uindskrænket frihed på universiteterne, der også beskyttede de lærere, der modsiger rettroenhed, og selv dem, der er i stand til at opdage svagheden i de dogmatiske tankebygninger. ”Schmettau kræver simpelthen forskningsfrihed”, konkluderer ”Grov Konfækts” forfattere 593. Han går ind for, at undersøgelsen af sandheden må have frit løb og ikke må undertrykkes af nogen ”helliggjort vildfarelse.” Han citerer forskellige belæg for forskningsfriheden og konkluderer, ”Man er altså bare berettiget til, ja man skylder skarpt at undersøge, om det, der udgiver sig for gudeligt, ikke også kunne være et fint bedrag.” 594 140 Den stolthed, der ifølge Schmettau, rider både jøder og kristne, får også nogle hårde ord med på vejen: ”Alene Stoltheden er den farligste, den almindeligste, men samtidig også den enfoldigste og foragteligste af alle Lidenskaber”, for den er fader til nid, had, misundelse, misgunst og havesyge, den avler forfølgelser og ”Blodets blinde Ret””595. Der skal være trosfrihed – også for ateister, mener han. De gejstliges måder at behandle fritænkere på får ligeledes nogle bemærkninger hæftet på sig. Teologerne duperer kritikere med mange og med fine ord og formår derved at lukke munden på mange ulærde lægfolk. Schmettau siger, at når de kristne og folk, der henviser til en skriftlig åbenbaring, føler sig trængt af fritænkere, så benytter de sig af det, han kalder ”lærdommen som trick”: …”et lille Kunstgreb, som d´herrer Teologer i nyere Tid har betjent sig af med stort Held, når nemlig en Forsvarer for Åbenbaringen ser sig trængt alt for langt op i en Krog af den sunde Fornuft, så tager han sin Tilflugt i Lærdommen og påstår om Fritænkeren, at han er uvidende, at han ikke forstår det Sprog, som hans flertydige Gude-udsagn er fremsat i, og fremturer længe heri, indtil han frembringer et eller andet, hvorved han tror at redde sig ved at indhylle sig i arabiske, hebræiske og syriske Dunkelheder” .596 Schmettau redegør derefter for et eksempel på teologisk vanvid, som han understreger, ikke er rettet mod teologerne, men mod teologien, der er ude af stand til at opnå konsensus. Det drejer sig om en udlægning af Ezekiel 4.12. fra Det Gamle Testamente, der for ham – inspireret af Voltaire – rejser grundspørgsmålet: Hvordan kan teologerne kræve, at andre skal acceptere, at noget er en sand profeti, som de, og især de lutherske, er helt ude af stand til at nå en enig udlægning af. 597 I ”tredje blad” af Schmettaus Blätter kritiserer han teologerne for at forskønne Bibelens ord. Mange såkaldte profetier kan kun hævdes som ”sandheder” ved en …”blanding af vildfarelse og letsindighed, ved spidsfindige udlægninger og fremtvungne associationer og teologiske kunstgreb, der forsøger at forskønne de uendelig mange steder i teksten, der er fulde af modsætninger og fejl, tåbelige og smagløse ting. ” 598. Så problemet er altså dobbelt: det ligger både i bibeltekstens egne (manglende) kvaliteter og i fortolkningsapparatet. Von Schmettau argumenterer videre for, at vi bør udvise en skepsis overfor Bibelens skrifter. Det er den, der hævder noget forunderligt eller mirakuløst, der bør have bevisbyrden. Schmettaus vigtigste Bibelkritik handler om de fire evangeliers troværdighed og opstandelsens realitet. Hans argument forekommer i dag velkendt, men det var dengang ikke noget, man skulle sige højt: Der er talrige modsigelser og inkonsekvenser mellem de fire evangelier, de er først skrevet længe efter begivenhederne og forfatterne var ikke selv øjenvidner. Så hvordan kan de hellige ord hævdes som absolutte og entydige sandheder? I en skærpelse af kritikken hævder Schmettau afslutningsvist, at teologerne faktisk bare er taskenspillere eller tryllekunstnere. Hans Bibelkritiske synspunkter fører ham til det samme standpunkt, som David Friedrich Strauss langt senere i 1800-tallets midte forfægter. Med gennemgangen af Trykkefrihedsperiodens to vigtigste religionskritikere, Bie og Schmettau, bevæger vi os videre ind på filosofien i Danmark i slutningen af 1700-tallet. 141 Wolffianismen Fra midten af 1700-tallet og næsten hele århundredet ud var den såkaldte ”Wolffianisme” og den danske oplysningstid tæt forbundet 599. I det sidste tiår kommer den kantske filosofi dog til at spille en betydelig rolle i kulturlivet herhjemme. Tyskeren Christian (von) Wolff (1679 -1754) byggede på Leibniz´ teologiske ideer, som placerer mennesket i toppen af skabelsen. Wolff regnes for den, der indførte oplysningstidens filosofi i Tyskland. Han indførte fornuften i teologien, men uden at udelukke religionen fra filosofien, som tilfældet var for mange franske oplysningsfilosoffer. Det var i høj grad wolffianismen, der fik indflydelse på den danske oplysningstid, og fra omkring 1750 var det Wolffs system, der blev undervist efter på de danske universiteter. 600 Wolff regnes for den vigtigste repræsentant for ”naturretten”, teorien om, at der findes retsprincipper, som er af en sådan grundlæggende eller naturgiven karakter, at de gælder universelt. Det var ikke ukontroversielt. Wolff havde pietistiske modstandere, der anklagede ham for ateisme. I en forelæsning, som Wolff holder ved det pietistiske universitet i Halle i 1721, taler han om den kinesiske moralfilosofis fortræffeligheder, og det fører til hans fordrivelse fra byen. Senere, i 1723, bliver han endegyldigt fjernet fra sin nye stilling, og Kong Vilhelm beordrede ham til at forlade Preussen i løbet af 48 timer. Filosoffen Carl Henrik Koch 601 redegør i bogen ”Dansk Oplysningsfilosofi 1700 – 1800” for den danske akademiske filosofi i 1700-tallet. Frem til 1740, siger han, var den stort set en primitiv og skematisk aristotelisk skolefilosofi, som den kendes fra andre protestantiske nordeuropæiske universiteter. Men så opdager man Christian Wolff. Koch ser denne udvikling som et resultat af en svækkelse af adelens magtstilling og borgerskabets opkomst. Fritænkere vs. kristne i slutningen af 1700-tallet Sidste halvdel af 1700-tallet herhjemme er, når man tænker på idehistorien, blevet kaldt deistisk eller rationalistisk. Modstanderne opfattede ofte dens repræsentanter som ”fritænkere”, hvis ideer åbent blev diskuteret og især kritiseret. 602 Carl Henrik Koch siger: ”Omkring århundredets midt blev fritænkerne angrebet fra teologisk hold i dansksprogede tekster, hvilket synes at vise, at den mere radikale udformning af den wolffske religionsfilosofi blev anset for at være en trussel.” 603 Fremtrædende danskere som teologen Peder Rosenstand-Goiske (1705 – 1769) og Ove HøeghGuldberg (1731- 1808) raser hyppigt mod ”fritænkerne”. Goiske søger især at påvise, at Bibelen er Guds sande ord. Han mente, at kristentro og den i oplysningstiden højt besungne fornuft ikke kunne stride imod hinanden. Han påstod, at kristendommens sandhed lod sig bevise ved fornuftens slutninger, og at fritænkeriet var kun en vildfarende fornuft. Når mennesker ikke var troende, måtte det være fordi, de ikke brugte deres fornuft. Høegh-Guldberg var i 1760´erne professor i historie og veltalenhed ved Sorø Akademi. Her talte han hårdt imod fritænkerne, som han mente, begik en synd imod Gud – en synd, der grundede sig 142 på lige dele liderlighed, ærgerrighed og ondskab. 604 ”En stærk trang til rasende kødslyster” fører den vellystige ind på fritænkeriets glidebane, mente han. Præsteskabet i Danmark tog unisont afstand fra Struensee og hans reformer, og præsterne blev, ifølge ”Grov Konfækt”, Ove Høegh-Guldbergs villige redskab i det kup, der fældede Struensee den 17. januar 1772 – …”måske fordi de erfarede det nye og mærkelige ubehag ved en offentlighed, hvor stat og kirke ikke længere sad med tøjlerne, og religiøse emner pludselig kunne diskuteres frit.” 605 Meningsudvekslingen mellem fritænkere og kristne fylder meget i det intellektuelle miljø i slutningen af 1700-tallet. I Danmark knyttes begrebet ”fritænker” mest til deismen, den religionsfilosofi, som den franske oplysning hovedsageligt stod for. Kirkens folk herhjemme satte fra midten af århundredet en apologetisk kampagne ind mod det, de forstod som ”tvivlesygen” 606. Rosenstand-Goiskes hovedværk, der begyndte at udkomme 1753 som ugeskrift, men endte som en samlet bog, hed ”Billige Frie-Tanker over ubillig Frie-Tænkerie”. Her gennemførtes…. ” Wolffs filosofisk-teologiske program som et forsvar for den overleverede kristendomslære. Troens hemmeligheder var ikke imod, men over den menneskelige fornuft som kun kunne bruges til at vise troshemmelighedernes mulighed; disse selv måtte bevises ud fra Bibelen” 607, skriver Michael Neiiendam i Dansk Biografisk Leksikon. Teologen Erik Pontoppidan (1698-1764) udgav i 1758 et værk med den meget dækkende, meget lange og meget sigende titel ”Sandheds Kraft til at overvinde: den Atheistiske og Naturalistiske Vantroe Forestillet I adskillige Historiske Exempler på̈ så̈danne Religions-Spottere, som enten Have vendt om og givet Gud Ære, eller og Taget en Ende med Forskrekkelse : til opbyggelig Efterretning af troværdige Skrifter”. I værket fandtes en række sygehistorier om angrende fritænkere, der sov ind til den himmelske fred i troen på Jesus Kristus. Pontoppidan bedømte dog, at fritænkerens håb om et evigt liv var svagt, men at udsigten til Helvedes pinsler måske – trods alt - kunne få vedkommende ind på ret bane. Heller ikke Ove Høegh-Guldberg levnede fritænkerne mange chancer for at komme i Himmerige. Det var hans mening, at …”Liderlige mennesker søger argumenter, som kan afskrive religion som løgn og overtro, og kun disse argumenter. Så kan de leve frejdigt med deres hor og forbrydelser i bevidstheden om, at et umoralsk levned ikke straffes af en guddom efter døden.” 608 Forestillingen om, at fritænkerne var særligt liderlige var udbredt over hele Europa og har sandsynligvis sit udspring i Bibelen, hvor Paulus er inde på denne tanke i sit brev til romerne. Samme brev blev senere brugt af Luther til at indskærpe lydighed mod magthaverne. Paulus sagde i sit brev til Romerne: ”Lader os derfor aflægge Mørkets Gerninger og iføre os Lysets Vaaben; lader os vandre sømmeligt som om Dagen, ikke i Svir og Drik, ikke i Løsagtighed og Uterlighed, ikke i Kiv og Avind; men ifører eder den Herre Jesus Kristus, og drager ikke Omsorg for Kødet, saa Begæringer vækkes!”609 Høegh-Guldberg mente, at Djævelen selv lokkede fritænkeren til at spille rollen som ”den overlegne tænker”, som håner sine brødres barnagtige overtro. Allerede I 1760 udgav Høegh- 143 Guldberg ” En omvendt Frietænkeres Levnets-Beskrivelse”. Senere kommer ”Den naturlige Theologie tillige som en Indledning til den aabenbarede” (1776) og ”Den Aabenbarede Theologie : eller den Hellige Skriftes Hoved-Lærdomme” (1778), der får stor udbredelse som pligtstof i latinskolen. De to sidstnævnte værker fremlægger det såkaldte ”supranaturalistiske system”, hvor fornuften, der for Luther var ”en Hore”, og for de gamle teologer syndig og ”indkroget i kødet”, nu alligevel vinder en plads i filosofien. Det er Christian Wolffs (1679- 1734) tanker, der er kernen i denne opfattelse. Fra Holberg til Tyge Rothe gøres den gode morals afhængighed af troen nu klar. 610 Fritænkerne tillagde man ingen moral. ”Den galante Hr. Voltaire kan igen tjene som bevis”, skrev Biskop Balle, idet han skød skylden for fritænkeriet på den franske filosof. Balle var ikke ene om at mene, at Voltaire var den skyldige. Han delte synspunktet med den danske presse, der græd tørre tårer ved Voltaires død i 1779. Tyge Rothe (1731-1795), indflydelsesrig og fremtrædende forfatter og historiker, skrev i en større pjece: ”Voltaire, min ulyksalige Broder! Du har udsået en Sæd, ved hvilke Frugter Tusinde og Tusinde forgifte sig…””Og der går vor Ungdom rundt med dine bøger i Hånd!” 611 Trods kirkelige kredses fordømmelse kunne al skepsis overfor religionen dog ikke bringes til tavshed. En af mest bemærkelsesværdige religionskritikere i samtiden herhjemme var Georg Schade. Georg Schade (1712-1795) Den danske fritænker Georg Schade må have følt jorden brænde under sig, da han måtte se sin deistiske bog om sjælevandring brændt på bålet i Hamborg i 1760, skriver Frederik Stjernfelt612. Snart efter blev Schade da også pågrebet af de danske myndigheder, forvist fra Altona og spærret inde på Christiansø på ubestemt tid. Schade blev uddannet som jurist og boede forskellige steder i Slesvig, for til sidst at bosætte sig i Altona. I 1750 stiftede han et hemmeligt selskab til fremme af "Videnskab og Dyd", som han fik bl.a. udenrigsminister J.H.E. Bernstorff og den norske oplysningsfilosof Jens Kraft til at støtte. Schade publicerede skrifter om den "højere verdensvisdom", der skulle bidrage til den endelige og sande indsigt i Guds, naturens og sjælens væsen samt give baggrund for en mere moralsk samfundsindretning ”baseret på sjælenes gradvise vandring mod fuldkommenhed”. 613 Desuden var Schade blevet en del af en kreds i Altona, der omfattede blandt andet Struensee og den jødiske fattiglæge Hartog Gerson og teologen Hermann Samuel Reimarus. ”Kredsen var interesseret i oplysning, lægekunst, politiske fremskridt og kritik af den herskende lutherske kirke” 614. Schade forfattede et vældigt værk, ”Die unwandelbare und ewige Religion der ältesten Naturforscher und Adepten” (1760) ”Jens Glebe-Møller har påpeget, hvordan det antagelig er Schade, som Struensee gør grin med i sit oplysningstidsskrift "Til nytte og fornøjelse", når han skriver: "Jeg spiser aldrig hummere uden at forestille mig den kval, hvori de har endt deres liv; men så snart jeg tænker, at det sandsynligvis 144 har været spaniere i Mexico eller inkvisitorer på Goa, så spiser jeg dem med appetit og uden samvittighedskvaler; tværtimod fornøjer jeg mig derved, når jeg forestiller mig, at jeg bringer sjælene af så mange millioner slagtede indianere, stakkels brændte jøder osv. et behageligt offer." (Frederik Stjernfelt i Weekendavisen 2017) Schades store værk blev i første omgang klogeligt udgivet anonymt, men efterhånden kom det alligevel frem, hvem forfatteren var. Tilsyneladende håbede Schade, at han ved at udelade direkte kritik af kirken, en kritik som folk nok selv kunne konkludere ud fra bogens fornuftsreligion, kunne passere censuren. Da anmeldelserne af bogen kom i løbet af oktober og november, var de dog forventeligt kritiske. I begyndelsen af november 1760 blev Schades bog ”henrettet”. Det skete ved at bødlen ved et nøje ritual brændte et udvalgt eksemplar på Rådhuspladsen i Hamburg. Schade havde fremsendt et oplag på 1200 bøger til bogmessen i Leipzig, men de blev nu alle konfiskeret og kort efter tilintetgjort. 15. december 1760 kom der beslutning fra København om, at Schade skulle forvises. Forvisningen foregik via et dekret, hvilket ville sige uden ret, sag eller dom! 26. april 1761 blev Schade så overført til Christiansø på ubestemt tid. Danmarks yderste forpost i Østersøen havde siden 1720´erne fungeret som afsoningssted for særligt problematiske fanger, Ved Struensees mellemkomst løslades Schade fra fangenskabet næsten 11 år senere. Han bosætter sig i første omgang i København, men vender senere tilbage til Kiel. Her genoptager han sit arbejde som advokat, men selv om han arbejdede på en ny udgave af den brændte bog, publicerer han intet i sine sidste år. Stjernfelt mener, at også selskabet til videnskabens og dydens fremme nu havde lagt sin bedste tid bag sig. Schade døde i 1795, uden for offentlighedens søgelys. Selv om Schade altså intet publicerede i sin alderdom, ved vi, at han endnu kort før sin død arbejdede på en ny version af det 35 år gamle brændte manuskript. I ny-udgaven ville han inddrage alt det nye: Kants filosofi, Lavoisiers kemi, den franske revolution mm.. Frederik Stjernfelt skriver om Trykkefrihedsperioden og om den censur, der i 1799 vendte tilbage: ”Den 14. september 1770 afskaffede Struensee censuren i Danmark, og selv om den vendte tilbage under andre former, især efter Trykkefrihedsforordningen af 1799, var det slut med offentlige bogbrændinger i Danmark. Det var dog næppe nogen trøst for ofrene for 1799- ordningen, som de landsforviste Malthe Bruun og P.A. Heiberg eller den livstidsdømte Dr. Dampe. Man behøvede ikke længere den offentlige afbrænding af forbudte skifter, man kunne nøjes med beslaglæggelse og destruktion af oplaget, en praksis, der overlevede længe efter Grundloven af 1849.” 615 Johann Bernhard Basedow (1724 – 1790) var en tysk pædagogisk reformator og lærer, der fik en karriere i Danmark. Fra 1753 – 1761 er han ansat ved Ridderakademiet i Sorø. Efter kontroverser med ledelsen flyttes han imidlertid til en stilling som rektor i Altona. Det lader til, at kontroverserne i Sorø skærpedes, fordi Basedow i 1757 havde fået til opgave at undervise i teologi. Carl Henrik Koch skriver: 145 ”Allerede kort efter sin tiltræden ved akademiet udgav han et par småskrifter, hvoraf især ét tegner hans profil som apologet for en frisindet, religionskritisk filosofi.” 616 Lensgreve Danneskjold-Samsøe, der i 1760 gennemlæste en større lærebog, som Basedow var i færd med at skrive, karakteriserede Basedow som ”materialist”, men også som ”arianer” og ”socianer”. Det betød, at han var benægter af Kristi guddommelige natur, hvilket selvsagt var en farlig og yderst kættersk tanke. 617 Frederik Christian Eilschow (1725 – 1750) var, I flg. Carl Henrik Koch 618, en lysende stjerne, der desværre døde ganske ung af kopper. Han var en varm fortaler for fornuft og oplysning og siges at have skrevet bedre end selveste Holberg. Eilschow forsøgte, påvirket af Bernard Le Bovier de Fontenelle (1657 – 1757) at skrive en ”Philosophi for Fruentimmere”. Den danske forfatter og historiker Tyge Rothe (1731 – 1795) er inspireret af bl.a. Montesquieu og beskæftiger sig især i sine skrifter med landbosagen og kristendommen. Hvad kristendommen angår, så er det hans agt at se historien som en helhed i kristendommens lys. Hans hovedværk er ”Kristendommens Virkning paa Folkenes Tilstand i Evropa (I-V, 1774-1783, med særskilte titler for 3. og 4. Bind: Om Hierarkiet og Pavemagten, og for 5. Bind: Evropas Lensvæsen).” Rothes værk øvede stor indflydelse på N.F.S. Grundtvig ved hans ”Verdenskrønike” fra 1812. Rothe er begejstret for "den himmelske" religion, kristendommen og dens virkninger, og han mener, at det er Guds plan, der bestemmer historiens gang, men samtidig er han rationalist; det er den skønne, ophøjede, dydfulde, sanddru lære, han hylder. Han er ikke bleg for at se på kristendommens fejltrin, men mener, at de må tilskrives mennesker. ”Hvis Gud ikke var til, ville der ikke være nogen verdensplan, ingen kraft, der opretholder verden, ingen almene naturlove, og mennesket ville ingen bestemmelse have.” 619 Johann Friedrich Struensee, 1737-1772. Manden bag trykkefriheden, den sindssyge Kong Christian d. 7. s livlæge var – uden sammenligning – dén hjemlige religionskritiker, der i sin alt for korte levetid opnåede de mest iøjnefaldende resultater. På Museum Nordsjælland, der har hovedadresse i Hillerød, findes en omfattende samling ”Struenseeania”, skabt af afdelingsmaterielforvalter N.F. Thorsen. Samlingen består af 91 bøger og 221 pjecer, pamfletter, viser mv., omhandlende Struensee, Brandt og Caroline Mathilde. 22 af skrifterne er ikke at finde i Luxdorphs Samling under Det Kongelige Bibliotek. Dette blot som en oplysning til dem, der vil arbejde videre med Danmarks store oplysningsreformator.620 Johann Friedrichs far, Adam, var pietistisk præst. Adam Struensee kunne berette, hvordan han på deres dødssenge havde omvendt mange fritænkere (”Freigeister”), der skælvede og fortrød deres letsindige tale. ”Mange har over for mig tilstået, at de nu til deres skræk var blevet bevist om sjælens udødelighed, om den forestående dommedag, om de godes belønning og de ondes straf, selv om de i mange år havde anstrengt sig for at benægte disse lærdomme.” 621 Adams søn, Johann Friedrich, vælger at læse medicin. Han fungerer som stadslæge i Altona i 12 år og synes at have været en ansvarsbevidst læge, der bl.a. havde blik for, at manglende kloakering kunne medvirke til spredning af sygdom. Sammen med en ungdomsven flytter han ind i Altonas 146 jødiske kvarter. Altona var en af det danske monarkis vigtigste havnebyer, og en af de fristæder, hvor folk af alle religioner og konfessioner havde lov at slå sig ned. Blandt Altonas borgere fandt man den tidligere omtalte fritænker Georg Schade (indtil han blev forvist til Christiansø) og udgiveren af Matthias Knutzens ateistiske skrifter, Johann Christian Edelmann (1698 – 1767). Et leksikon fra 1796 angiver, at der boede ikke færre end 65 forfattere i Altona, mod 58 i Kiel. I 1790´erne, da censuren skærpedes rundt om i Europa, herskede der endnu trykkefrihed i Altona og Holsten (til 1799), og byen blev et vigtigt trykkested. Sammen med sin ven og bofælle David Panning begynder Struensee i 1763 at udsende tidsskriftet ”Zum Nützen und Vergnügen”. I det tredje nummer trykkes den satiriske artikel ”Lobrede auf die Hunde und das Album Graecum” ”(Lovprisning af hundene og hundelortet”). Her gør Struensee groft nar af præster og andre ”moralister”, der ikke lever, som de prædiker, mens hundene langt overgår dem i både dyd og trofasthed. Desuden har hundene velsignet menneskeheden med ”Album Graecum”, som var et medikament, som alle på den tid vidste, var fremstillet af tørret hundelort. Dette middel blev brugt af en af Struensees lægekollegaer i Altona, Dr. Unzer.622 Struensees bogsamling viste, at han var velbekendt med Oplysningstidens ideer om lighed, frihed, tolerance – og religionskritik. Bogsamlingen-, der bl.a. omfattede Voltaire, Rousseau og Helvetius, blev efter Struensees henrettelse solgt på auktion. Som livlæge for Christian d. 7. får Struense stor indflydelse på styret i Danmark. Fra december 1770 havde han reelt diktatorisk magt og regerede gennem kabinetsordrer underskrevet af kongen eller udstedt med kongens mundtlige bemyndigelse; i sommeren 1771 trådte han åbent frem som gehejmekabinetsminister og greve, men bliver natten mellem 16. og 17. januar 1772 styrtet ved en paladsrevolution under ledelse af enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik. Han henrettes sammen med Enevold Brandt 28. april 1772 på Østerfælled i København. Struensee var fritænker og, ville mange samtidige sige, han var tillige en ”spotter” af religionen. 20 – 25 af de mange forordninger, der bliver udstedt i perioden fra september 1770 til januar 1772 angår religiøse eller kirkelige forhold. 623 En række af de kabinetsordrer og forordninger der udstedtes, vendte sig direkte mod teologernes opfattelse af den kristne moral, hvilket naturligvis vækker samtidens – og gejstlighedens – forargelse. Her er nogle eksempler: 6. maj 1771 ligestilles uægte børn med ”ægte” børn. Kabinetsordren sagde bl.a.: Alle fremtidige pengebøder og strafarter for uægteskabeligt avlede børn skal ophøre; heller ikke skal der ved dåbshandlingerne hverken i ceremonien eller gebyrerne til kirkebetjentene mere finde en forskel sted mellem sådanne og ægteskabeligt avlede børn. 624 Flere forordninger af samme art fulgte. Struensee griber tydeligvis chancen for at oplyse og reformere Danmark i Oplysningens ånd, nu han har fået magt og indflydelse. Det er en nærliggende tanke, at Struensee nok har fundet en åndsfælle i Dronning Caroline Mathilde (1751 – 75), der, udover engelsk, talte italiensk, fransk og tysk. - Det blev tilladt for søskendebørn og næstsøskendebørn at gifte sig med hinanden. Barnemord skulle ikke længere straffes med døden. Det bliver muligt at aflevere uægteskabelige børn anonymt på Fødselsstiftelsen i København. 147 - Forpligtelsen til at lade børn døbe eller som hjemmedøbte fremstille i kirken inden for et bestemt tidsrum blev ophævet. I et konkret tilfælde blev en dødsdom for blodskam ændret til fængselsstraf. 625 Det vakte endvidere i høj grad gejstlighedens vrede, at Struensee ophævede bøderne for ”lejermål”, dvs. uægteskabelige forbindelser. Dertil kom, at det blev tilladt for en kvinde at sidde på egen hånd, hvilket – oversat til moderne dansk – betød, at hun nu måtte bo til leje for sig selv, uden at være tilknyttet en husstand. Struensee og hans medanklagede, Enevold Brandt, blev af de to gejstlige skriftefædre og sjælesørgere Jørgen Hee og Balthasar Münter fremstillet som angrende syndere i de bestsellere de to kirkefolk skrev om de ulykkeliges sidste dage. Fra 1. marts til 28. april 1772 førte Münter ikke færre end 38 samtaler med den fængslede Struensee og ledsagede ham slutteligt til skafottet på Østerfælled. Münter forsyner i løbet af samtalerne i rigelige mængder Struensee med bøger af tidens kendte teologer af neologisk observans.626 Under 9. samtale tør Münter endelig overlade Struensee Bibelen. Og da han når til den 11. samtale, er Struensee…”nu på nippet til at gå fra den filosofiske bod til den kristne og lade sig omvende til kristendommen”, skriver Jens Glebe-Møller, der støtter sig til Münters optegnelser.627. Det fremgår af Münters skrift, at han mente, at hans beretning om samtalerne med Struensee kunne være til nytte …”for kristne, der havde brug for at genopfriske beviserne for kristendommen og for fritænkere, der af den kunne lære at tænke over religion og sædelighed.” Med andre ord ville Münter skrive en apologetisk bog om den kristne tro, siger Glebe-Møller 628– en bog på linje med så mange andre i samtiden, et forsvarsskrift for kristendommen, nu hvor oplysningsfilosofferne rettede deres skyts mod troen. Münter påstod, at han fik Struensee til at skrive den ”egenhændige” beretning om sin omvendelse, hvad ingen rigtigt troede på. Glebe-Møller siger forbeholdent: ”Desværre kan vi ikke i dag tage Münter på ordet. Men heller ikke i 1772 har nogen gjort det. Struensees egenhændige beretning om, hvordan han fra sin ryggeløse ungdom var nået til at tro på ”den åbenbarede religion”, er nemlig ren fiktion, i indhold, om end ikke i detaljer modelleret efter kirkefaderen Augustins berømte Confessiones.” 629 Man må i 1700-tallet have haft en opfattelse af, at der blandt læger var særligt mange ateister. I den 14. samtale med Struensee lader Münter Struensee spørge, hvorfor lægerne så ofte er forudindtagede mod religionen. Et kendt slogan i samtiden var: ”Ubi tres medici, duo athei” (Hvor der er tre læger, er der to ateister) Struensee delte moralopfattelse med den franske fritænker Claude Adrien Helvétius (1715 – 1771). Moralen er for dem ikke til for sin egen skyld, men de gode handlinger er dem, der er til nytte for samfundet. For præsten Münter var moralen derimod givet af Gud, nedfældet i menneskers samvittighed, formuleret i De Ti Bud og legemeliggjort i Jesus. 630 Münter, der har en klar fornemmelse af, at han er på rette vej i sin ihærdige kristning af Struensee, formaner ham til at bære sin bedrøvelige skæbne med ”kristeligt tålmod og underkastelse.” 148 Struensee svarer: ”Jeg forsikrer Dem, jeg er rolig derover. Den slags straffe skal jo gøre indtryk på andre, derfor må de være hårde.” Mod slutningen af samtalerne giver Struensee Münter et afskedsbrev til sine forældre. Heri hedder det, at han nu har ”antaget troen på Kristi forsoning” og forsikrer dem om, at ”jeres søn har fundet det gode, som I holder for det eneste sande.” 631 Var Struensees omvendelse nu også reel? Glebe-Møller betvivler også dét stærkt, og nævner, at Generalfiskal Peter Uldall, som også havde været dronningens forsvarer under processen, i sine memoirer skrev, at ”hun smilede deraf og fæstede ei Troe dertil eller i det mindste ei til Alvorligheden af hans Tankers Forandring..”632 Ifølge Glebe-Møller skriver Münters beretning om Struensees omvendelse sig ind i en udbredt litterær genre, omvendelseshistorien. Vi kender mange eksempler på genren her i landet. For eksempel har Biskop Erik Pontoppidan (1698 – 1764), som tidligere nævnt, skrevet omvendelseshistorier i værket ”Sandheds Kraft til at overvinde Den Atheistiske og Naturalistiske Vantroe” (1758). En af Struensees bevæggrunde for at indføre trykkefriheden kunne måske også, ud over at han var oplysningsmand, søges i, at hans elskede pietistiske morfar havde været udsat for censur og landsforvisning på grund af sin radikale samfunds- og kulturkritik, mener Jens-Glebe-Møller. Kort tid efter Struensees ansættelse som kongens livlæge indledte han som nævnt et forhold til dronningen, Caroline Mathilde (1751-1775), hvis mand, Christian d. 7, var sindssyg. Forholdet, der var kendt i samtiden og vakte voldsom forargelse, resulterede i datteren Louise Augusta (1771 – 1843), i sin barndom kaldt ”La petite Struensee”, ”den lille Struensee” Forholdet mellem Struensee og dronningen indeholdt også i et par år et element af samarbejde om landets fremtid. En religionskritiker, der ville rense og puste liv i kristendommen indenfor kirkens rammer, var Christian Bastholm (1740 – 1819). I 1761 tog han teologisk embedseksamen og var undervejs i studiet af teologen Peder Rosenstand-Goiske blevet helbredt for det hang til fritænkeri og ”tvivlesyge”, han angiveligt var begyndt at nære. Nu blev han i stedet talsmand for fremskridt og udvikling i kirken, hvilket ifølge Peter Lodberg var tiltrængt. 633 I slutningen af 1700-tallet kunne der nemlig, som jeg tidligere har været inde på, spores en vis ligegyldighed overfor kirken herhjemme. 634 Bastholm tager flere ting op til revision. Han slår bl.a. fast, at Bibelen indeholder billeder og udtryk, som ikke længere er tidssvarende. Det er især talen om synd, forsoning og Dommens Dag, han afviser. For ham er det centrale en tro, der kan hjælpe mennesker til at leve et etisk forsvarligt liv og være gode og nyttige samfundsborgere. På trods af Bastholms reformtanker er Otto Horrebow, der i 1797 overtager redaktionen af tidsskriftet ”Jesus og Fornuften”, dog ikke tilfreds med ham. Horrebow beskylder såvel Bastholm som Biskop Balle for at være besat af pengegriskhed. Jeg uddyber Horrebow og hans fornufts-projekt lidt senere. 149 Bastholm blev i sin samtid anset for at være en radikal oplysningsmand, og dermed en absolut modsætning til den ”ægte bibelkristne”, Biskop Nicolai Edinger Balle (1744 – 1816). Kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen (2019) skriver om Bastholms projekt: ”Han ville forsvare kristendommen ved at rense den for alt det, der var uantageligt for fornuften.”635 Bastholm var en eksponent for en ny tids kirkefolk, der i samtiden bl.a. vakte anstød i den såkaldte ”fynske vækkelse” og blandt ”de stærke jyder”, der savnede det, de opfattede som en mere oprindelig kristendom. Jeg vender tilbage til disse modbevægelser om lidt. Tvivlen på kristentroens sandhed Bastholm og Horrebow markerer et opgør med forestillingen om, at kristendom og kristentro er sand, og at kirkelig autoritet må stå uimodsagt. 636 Tanken om, at det bør være tilladt at anfægte religion og autoriteter kommer også frem hos deisterne, der jo mener, at verden kan opfattes som en slags urværk. Gud har sat værket i gang, men har herefter overladt det til sig selv og os mennesker. Det er tydeligt, at denne forestillings betydelige udbredelse er et tegn på, at en gryende sekularisering er på vej. I det hele taget banker nye tanker på. Landbruget mangler arbejdskraft, hvilket er med til at sætte gang i Stavnsbåndets løsning (1788), og indførelsen af Folkeskolen (Almueskolen) 1814 åbner vej for en bredere børnelærdom. 637 Skoleloven kobler kirke og kongemagt sammen. Tanken er, at vi lever både af brød og tro. Kirken kan derfor opfatte folkeskolen som det sted, hvor børnenes dåbsoplæring finder sted. Det ændrer sig faktisk først med skoleloven i 1975, skriver Lodberg 638 Digteren Johannes Ewald (1743 – 1781) var en af de mange, der registrerer, at kristendommen ikke klarede sig godt i slutningen af 1700-tallet. I prosafragmentet ”Om Almuens Oplysning” fra omkring 1779 skriver Ewald: …”religionen selv, den guddommelige velgørende religion, som videnskab betragtet ikke undtaget – have så liden, så ubetydelig en indflydelse på vor almue, på stokken, på de ni tiendedele af de danske…” ”Til trods for at protestantismens ”vigtige troesartikel” om den saliggørende ”tillid til Jesu fyldestgiørelse….daglig meddeles ham i vore kirker og skoler” er menigmand alligevel så fuld af vantro….” 639 August Hennings (1746-1826) August Hennings, dansk embedsmand og forfatter, er et eksempel på en mand, der blev udlagt som medlem af fritænkernes skare i det sene 1700-tal. Han skrev 1780 et hyldestdigt til den spanske oplysningshelt Olavides (Pablo del Olavide, 1725-1803), der i 1778 blev dømt til otte års isolation i et kloster i 1778 for sin oplysningsvirksomhed og for at have plejet omgang med Voltaire og Rousseau. I sit hyldestdigt skrev Hennings en afsluttende strofe om, at mennesket kun havde brug for at tro på Gud, dyd og udødeligheden for at opnå frelsen. Desuden talte han for omfattende tolerance i religiøse forhold. Historikeren Morten Petersen anfører, at danske præster kastede sig ”rasende over Hennings” 640, for de vidste godt, at treklangen Gud-dyd-udødelighed var et deistisk slogan. 641. Biskop Balle prædikede ligefrem i Christiansborg Slotskirke mod Hennings, men 150 folkestemningen var efterhånden den konservative biskop imod, og Hennings slap for yderligere repressalier – hvilket måske også kunne skyldes hans venskab med Ove Høegh-Guldberg. Josias Leopold Bynch (1747 – 1779) var en dansk forfatter og en af dem, som i den struenseeske trykkefrihedsperiode fik et gennembrud med oftest meget kritisk pamflet- og tidsskriftslitteratur. Hans debut var et digt, ”Sommeren” (1766). Men fra 1770 udsendte han en mængde – både lyrik og prosa, ifølge Stjernfelt og Langen ”med spot over religion og kirkevæsen”, en spot, der naturligvis affødte mange vrede reaktioner. Bynch langede ud efter mange ting. Det gik i starten også ud over Struensee og hans forhold til Caroline Mathilde. Dronningen var en gejl høne, der lå i med en velvoksen struds, måtte læserne se på tryk. Caroline Mathilde optrådte i en anden af Bynchs fabler som en syg engelsk tæve, der får besøg af sin tyske dyrlæge. Dyrlægens hund springer imidlertid op i sengen til tæven, og indgiver hende nogle dråber, der straks kurerer hende! 642 Symbolikken er selvsagt ganske tydelig. Bynch skrev – måske for at undgå straf - underdanig opbakning til konge og regering efter Struensees fald, men et anonymt skrift, sandsynligvis skrevet af præsten Johan Christian Schønheyder, antydede, at Bynch vist i virkeligheden havde haft sympati for Struensee. Sluttelig blev Bynch – trods opbakningen til Kongen - alligevel for meget for de nye magthavere, der satte ham på vand og brød i 14 dage. Fængselsopholdet havde dog endnu ikke helt taget modet fra ham. Bynch begav sig ind på homiletikkens eller prædikekunstens område og indlod sig på at udgive en homiletisk Journal 1772, ”Den Homiletiske Journal”, (dog kun 5 numre). Her mønstrede han ugenert de enkelte præsters personlighed og prædikemåde umiddelbart efter at have overværet kirketjenesten. Tanken var at anmelde præsternes prædikener i de københavnske kirker (1772) - ikke ud fra sit eget synspunkt, men ud fra selveste Guds synspunkt! Stjernfelt og Langen skriver: ”Med dette grundlag gik han i kirke med pen og papir og nåede at udgive fem numre med et par kritikker i hver. Nogle af præsterne fik gode anmeldelser, men især nogle af de yngre kapellaner fik deres sag for. Bynch fremførte både sin kritik af den pietisme, han selv var rundet af, manglende sammenhæng mellem indgangsbøn, indledning og prædiken og af selve præsternes stemmekapacitet og foredragsform.” Anmelderiet var for meget for den konservative regering der havde overtaget magten efter Struensees fald, og det gav anledning til reskriptet af 24. december 1772, der forbød offentlig kritik af utrykte prædikener Allerede i løbet af november 1772 forbød regeringen Bynchs tidsskrift. Skønt man endnu ikke havde genindført forhåndscensuren, ville man dog alligevel gerne ved dekreter og politiindgreb jage skribentskaren en skræk i livet. 24. december samme år var det endegyldigt slut. Nu blev kritik af prædikanter, som sagt, forbudt ved lov. Efter 1772 rejste Bynch til St. Petersborg, kom tilbage til København 1776 og døde som korporal i Næstved 1779. 643 Andreas Christian Hviid (1749 – 1788) var en dansk filolog og teolog. Han valgte ganske vist teologi som sit fag, men havde tidligt læst Rousseaus ”Den Savoyardiske Præsts Trosbekendelse", også stavet ”Den Savojiske Præsts Trosbekendelse” (1762) og var blevet oplysningstilhænger. Som 151 tidligere nævnt indgik denne ”Den Savojiske Præsts Trosbekendelse” i ”Émile”. Rousseau, og oplysningsideerne i det hele taget, gjorde, at Hviid var blevet særdeles kritisk overfor al ukritisk kristen dogmatik. I 1777 fik Hviid, ironisk nok under den konservative Ove Høegh-Guldbergs protektion, et rejsestipendium. Det bragte ham til Göttingen, og senere til Wien og Italien, hvor han ville dyrke de østerlandske og klassiske sprog, undersøge Bibelhåndskrifter og skærpe sin kritiske Sans. Han fører på sine rejser og studieophold en meget grundig og stærkt underholdende dagbog. Når man følger Hviid på rejsen, er det næsten som at følge en nysgerrig og begejstret ungdomsoprører, som vi langt senere kender det fra 1968-generationen. Vi møder gennem Hviid beundringen for Rousseau, Voltaire og de nye oplysningstanker, som han deler med mange af de unge studerende, han møder. Da han atter er hjemme i Danmark igen, bliver han provst ved Regensen, får titel af professor og holder eksegetiske og hermeneutiske forelæsninger ved Københavns Universitet. 644 Udgivelsen af den meget åbenhjertige dagbog 1787 vækker megen forargelse. Ove HøeghGuldberg, den tidligere statssekretær, der nu er degraderet til amtmand i Aarhus, mener at Hviid nu er blevet en fritænker og følgelig en trussel mod ungdommen, og Guldberg mener, at han derfor burde nedlægge sit hverv som provst. Hviid døde af sygdom, ganske ung. Døden reddede ham fra yderligere polemik om dagbogen. Han efterlod sig en ung, gravid enke, og et 16 måneder gammelt barn. Desværre var det kun de første dele af Hviids dagbog, der udkom. Den døende Hviid havde nemlig pålagt sin rejsekammerat, Anders Gamborg, at brænde resten af manuskriptet, der omfattede Bologna og et efterfølgende langt ophold i Rom. 645 Hviid religionskritik sammenfattes tydeligt i hans indtryk fra Universitetet i Göttingen, som han sammenligner med universiteter i København og Sverige, universiteter, der, efter Hviids mening, driver en mangelfuld, historieløs og dogmatisk teologisk undervisning: ”Hvad andet end monstreuse Prækener maae dette avle af sig, taabelige Catechismer, daarlig Formaning mod Kjætterier, utidig Iver mod Tolerance, Had mod alle nye Forslag; Religionens Forms forbedring betreffende. Skrig om Guds Ords Foragt, naar hans egen Ukyndighed ikke indseer Grunden til bedre og rigtigere Forklaringer. Heraf de usle Sætninger: At Regenten er sat af Gud. At Menneskene ikke due det allermindste. At vor Fornuft er af slet ingen Værdie. At de, som tænke anderledes end vi i Religionen, bør skyes, og hades, som Gud ubehagelige, uagtet de kunne være de beste Fædre, Mænd, Venner og Borgere. At Spil, Comoedier, Dands ere syndige Fornøielser. At Mennesket ikke paa nogen Maade kan bidrage noget til sin moralske Forbedring. At hele Søndagen skal opofres ene og alene til Bøn og Andagsts-Øvelser. 152 At de 10 Bud forbinde alle Mennesker. At præsterne kan udslette Synderne eller lade dem staae; og andre saadanne daarlige Sætninger.”646 Thomas Christopher Bruun (1750-1834) T.C. Bruun var endnu en oplysningsmand, der, ligesom Bynch og Hviid, blev udsat for reaktionens og Biskop Balles voldsomme kritik. Bruun, der var forfatter, lektor, sproglærer og professor, udgav i 1783 en erotisk roman, ”Mine Fritimer eller fortællinger efter Boccacio og Lafontaine”, og blev efterfølgende anklaget for usædelighed og derfor indkaldt til overhøring hos Balle og dennes kollega Schønheyder. Ove Høegh-Guldberg pålægger Københavns politimester at konfiskere samtlige eksemplarer af den erotiske roman og give Bruun en bøde på 100 rigsdaler. Også i dette tilfælde mærkedes dog den ændrede og mere verdslige folkestemning. Kirkefolkene blev i københavnske dannede kredse til grin og blev hængt ud i et satirisk kobberstik. I Det Norske Selskab blev det desuden mode at bande ved at sige: ”Balle tage mig!” Hensigten med de biskoppelige samtaler var at opdrage Bruun kristeligt. Høegh-Guldberg skrev til politimesteren: …"da, saasom man maa slutte, at det er et ondt, fordærvet og forargeligt Menneske, ganske ukyndigt i Religion og Kristendom, saa har du at paase, at han møder hos Vores Biskop Balle, hvor han undervises deri i tvende Præsters Nærværelse; og skulde han, som det er at formode, befindes uvidende og ukyndig i samme, da, i Fald ingen af Præsterne vil paatage sig at give ham behørig Undervisning, skal der antages en Skolemester, til hvem han saa længe skal gaa, til han faar den fornødne Kundskab. Skulde han herimod findes uvillig eller stridig, da ville Vi underrettes derom, for at han som et forargeligt og ondt Menneske kan hensættes i Tugt- eller Rasphuset." 647 Niels Treschow (1751-1833) var norsk statsråd og oplysningsfilosof. Han var fortaler for et fornuftsbaseret videnskabssyn og kaldte selv sin filosofi for ”identitetslæren”. Den var bygget på engelske forbilleder og havde et empirisk grundlag. ”Al menneskelig Kundskab reiser sig enten af Erfarenhed eller Fornuft. At den foruden disse endnu skulde have flere Kilder, som enten Aabenbaring, medfødte Begreber eller intellectual Anskuelse af Gienstande, der ei falde i Sandserne, beroer alene paa et Slags Misforstaaelse.” 648 Omkring halvtreds år før Darwins ”Arternes Oprindelse” (1859) fremsatte Treschow en hypotese om menneskets afstamning fra en dyreart! For Darwin som for Treschow virkede det logisk, at livet har udviklet sig fra lavere til højere former. Treschow havde en teori om, at mennesket, som andre dyr, havde sin oprindelse i en formløs væske, og at mennesket først levede et dyrisk liv i vandet og derefter kom på landjorden. Denne – prædarwinistiske - opfattelse vakte forargelse i samtiden, og flere teologer tog Treschow det ilde op. Treschow formulerede desuden kirkelige teorier i oplysningstidens ånd og indviklede sig i en lang polemik med bl.a. præsten og salmedigteren Wilhelm Andreas Wexels (1797-1866) 153 I 1817 udgav Treschow en ”Politisk Katekismus”, der – som traditionen fra Luther tilsiger – var bygget op omkring en række spørgsmål med tilhørende svar. Katekismus-formen, hvis brug i sig selv måtte opfattes som en satirisk omgang med religionen, kendes i samtiden også fra samfundskritikerne P.A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun. I sin sidste bog ”Om Gud, Ide- og Sanseverdenen” (1831 – 32) har Treschow givet en nærmest rationalistisk fremstilling af sin hele filosofiske anskuelse. Anders Gamborg (1753-1833) var dansk filosof og professor i praktisk filosofi ved Københavns Universitet. Her var han bl.a. lærer for Anders Sandøe Ørsted. Gamborg var påvirket af bl.a. Kant og af de engelske deister. I 1790 kommer hans første store værk, ”Nysa” eller ”Filosofisk-Historisk Undersøgelse af Genesis I- III.” Værket, der første omgang udkommer på tysk, men senere samme år også på dansk, er stærkt bibelkritisk og vækker stor harme, især i det teologiske miljø, på grund af Gamborgs synspunkter på syndefaldet. Det er Gamborgs påstand, at de fem Mosebøger i Det Gamle Testamente, og dermed Skabelsesberetningen, næppe kunne have Moses selv til forfatter. Han stiller sig særligt spørgsmålet: Hvorfra stammer fortællingen i Første Mosebog om ”syndefaldet”? Denne fortælling er tydeligt nok af en helt anden art end de øvrige fortællinger i Mosebøgerne, og dens indhold er desuden stærkt i strid med de fortællinger, man traditionelt gør sig om ”et allerhøjeste væsen” 649. I bogen ”Nysa”, som udkom anonymt i 1790, hævder Gamborg direkte, at syndefaldsmyten er en skrøne. Det hedder i indledningen til ”Nysa”: … ”at vi hverken efter Christi Lærdom eller daglig Erfaring ere berettigede til at antage en saadan Fordærvelse i den menneskelige Natur, som Theologerne paastaae.” 650 Gamborg er frem for nogen den, der indfører en bibelkritisk og historisk betragtningsmåde i Danmark. Han mødte megen modvind, ikke mindst på grund af den Kant-påvirkede bog ”Om Jesu Moral”, der kom i 1799. Nogle af hans mange kritikere mente, at han burde have skrevet på latin for at skåne den almindelige læser for at blive konfronteret med hans kætterier.651 Måske blev modgangen i universitetsmiljøet til sidst for meget for Gamborg. Han opgav i hvert fald sit embede i København, blev matematiklærer og flyttede til Roskilde, hvor han boede resten af sit liv. I sine senere forelæsninger over moralen skelner Gamborg mellem den filosofiske moral, som grunder sig på fornuften, og den teologiske moral, der grunder sig på åbenbaringen. I ”Forskiel imellem Dyd og gode Handlinger. Et philosophiskt Forsøg”. (1783) tildeler han religionen den rolle, at den kan tjene det uoplyste menneske til at leve moralsk. Gamborg var langt fra fjendtligt indstillet overfor kristendommen – tværtimod skriver Carl Henrik Koch 652. Men han anså menneskets naturlige evner som fuldt ud tilstrækkelige til, at det oplyste menneske kunne handle moralsk. De mange, der ikke havde en fuldt udviklet fornuft, mente han dog tværtimod nok havde brug for religionen, så de kunne lære, hvad der var deres pligt. Hvis Gamborg overhovedet huskes i dag, er det måske mest for den usædvanlige bog ”Om Fuglenes Sang” med den fulde titel ”Forslag til at forbedre Fuglenes Sang i vore Skove”. (1800). Her argumenterer han for, at man kunne lære gråspurveunger at synge som kanariefugle, hvis blot man lod dem vokse op hos disse. 154 Som tidligere nævnt hjalp Gamborg sin døende ven, Andreas Christian Hviid, som han kendte fra rejser. Niels Ditlev Riegels (1755-1802) Niels Ditlev Riegels (født 1755 på Søllestedgaard, død 1802) var en dansk historiker, pagehovmester, samfundskritiker - og spion! I 1770 tog Riegels som den eneste af sine søskende til København for at studere ved universitetet, nogenlunde samtidig med, at dronning Caroline Mathilde og Struensee overtager statens styrelse. Riegels påbegynder teologistudiet året efter. Mange af lærerne på dette studium, det var navne som Professor Peder Holm og Nicolai Edinger Balle, tilhører den gamle skole og er med til at grundlægge Riegels voksende modvilje mod den dogmatiske lærdom. ”Oplysningens gale hund”, sådan kalder historikeren Morten Petersen Niels Ditlev Riegels i den biografi, han har skrevet. Titlen ”spion” var Riegels i eftermælet berettiget til, fordi han på grund af sin nærhed til hoffet og enkedronningen, Juliane Marie, sendte breve med oplysninger til Bernstorff, der var i skarp opposition til Høegh-Guldberg. Riegels var en gal hund i den forstand, at han i sin korte levetid stod for en omfattende produktion af mere og mere kritiske skrifter i oplysningens og Struensees ånd. Morten Petersen karakteriserer ham som en ”veluddannet, begavet og vredladen mand. Og en af de første moderne samfundskritikere fra den danske oplysningstid.” Han spændte vidt – lige fra kirkehistorie til biografier - og til planer om en udtørring af Bøtø Nor på Falster. I årene 1775 – 1779 studerede Riegels ved tyske universiteter og sugede til sig af de nye europæiske oplysningsideer om magt- og religionskritik. Efter kronprinsens statskup 14. april 1784 653 blev Riegels efterhånden udmanøvreret, men fik en solid pension og bosatte sig i den lille landsby Højet på Falster - og i sine to sidste leveår i Sorø. Her fortsatte han, så godt det kunne lade sig gøre, sin litterære produktion, der bl.a. omfattede konge-biografier. Desværre kneb det ofte for ham – med den store afstand til København og den betydelige uvilje mod hans person – at skaffe de nødvendige kildematerialer. Ateist var han ikke. Han skrev: …”vi lægge blot til, at det er ubegribeligt, at fornuftigt tænkende Skabninger kan være Atheister; lad end deres Ærgierrighed forlede dem til at forsvare et saadant grundløst System, saa kan deres naturlige Følelse dog ikke andet end vidne imod dem. At Atheisten nægter et Liv efter dette Liv, kan han ligesaa lidet vide med Vished…” 654 Riegels var altså ikke noget gudløst menneske. Dem finder man i det hele taget meget få af herhjemme i 1700-tallet. Men religionskritiker var han i den forstand, at han ofte og gerne voldsomt svingede sin pisk over myndigheder og autoriteter, mod ”præstegudsfrygten”, kirkelæren og ”universitetets teologiske tåge.” 655 Særligt Biskop Nicolai Edinger Balle (1744-1816), den etablerede danske kristendoms mand, gik Riegels ofte i verbalt slagsmål med. I sin bog, ”Femte Christians Historie” (1792) talte Riegels for en række reformer af kirken. Han ønskede 155 religionsfrihed, og han langede hårdt ud efter kirkens traditionelle censur-ret og dens fremfærd mod fremmede trossamfund. I den ”kirkekamp” der udspillede sig herhjemme i slutningen af 1700-tallet, udgav Riegels et anonymt tidsskrift med den sigende titel ”Ortodoksien nedriver sig selv”. Balle, som Riegels her opponerede imod, havde i 1791 udgivet en lærebog for alle skoler i Danmark ”Lærebog i den evangelisk christelige Religion”, hvilket medvirkede til, at Riegels følte, han måtte opponere. Riegels´ tidsskrift gav de gammeltroende noget at ønske censur for, som Morten Petersen skriver 656. Her var masser af voltairianske vittigheder og historier om blind overtro og gejstlig dumhed. Riegels havde bl.a. oversat uddrag af Voltaires skrifter, ”Dictionnaire Philosophique”, som jeg tidligere har omtalt, og ”Lettres Chinoises”. I det sidstnævnte skrift satiriserer Voltaire over kristne missionærer, der bekriger hinanden, da de forsøger at omvende kejseren af Kina. Riegels benytter desuden i ”Ortodoksien nedriver sig selv” nadverens vinudskænkning som anledning til at gennemgå nogle af verdenshistoriens mest kendte giftmord. En anden artikel af Riegels anstrengte sig for at sandsynliggøre, at Kristus nedstammede fra en flok gamle skøger, siger Morten Petersen.” 657 Hvad vil I sætte i stedet?, spurgte Biskop Balle Riegels og de andre ”kirkestormere”. Riegels svarede med Voltaire: ”Jeg har befriet eder fra et glubende rovdyr, og I spørger mig, hvad jeg sætter i stedet for det!”658 Så Riegels, og med ham andre religionskritikere, ville rive ned, men anviste ikke alternativer. Morten Petersen konkluderer, at det viser den religiøse oppositions svaghed i 1790´erne. Den deistiske gudsdyrkelse havde ikke noget reelt alternativ til den traditionelle kristendom! ”Fornuftsreligionen handlede mest om frihed og tolerance, om retten til at kalde sig et anstændigt menneske, selv om man ikke var gammelkristen. Det handlede mest om retten til at være fri.” 659 Og da trykkefriheden bliver inddraget i 1799, er det slut med den åbenlyse kritik herhjemme. Morten Petersen beskriver, som jeg tidligere har været inde på, Oplysningstiden herhjemme som en mat omgang, hvis man målte med franske alen. Der var ingen nordisk broderflok i kamp mod undertrykkelse, ingen vidensbyrd om en egentlig dansk bevægelse, ingen større fælles projekter om videnskab og vidensformidling, om end de videnskabelige selskaber så småt er ved at komme i gang. Det 18. århundredes ideer kom sydfra til et passivt modtagende Danmark, som siede radikalismen fra og tilpassede tankerne til den enevældige orden.660 Michael Gottlieb Birckner (1756-1798) Det var ganske rigtigt – på trods af hvad apologeternes ordrige offensiv kunne få en til at tro relativt få hjemlige stemmer, der turde, eller var i stand til, at opponere imod religion eller statsmagt på denne tid. Præsten Michael Gottlieb Birckner (1756 – 1798) var en af de modige få. Han havde efter sin afsluttende eksamen vanskeligt ved at finde et kald og måtte vente til 1790, før han kunne tiltræde som residerende kapellan på vesterhavsøen Föhr (da. Før). Fra 1792 beklædte han en tilsvarende stilling i Korsør. 28.november 1798 blev han udnævnt til sognepræst i Vemmelev og Hemmeshøj, men dør af sygdom to dage efter. 156 Birckner var, ifølge Carl Henrik Koch 661 , en utrættelig forsvarer af trykkefriheden. I 1797 udgav han ”Om Trykkefriheden og dens Love”, der allerede samme år kommer i et nyt oplag. I bogen når Birckner – efter en gennemgang af de dengang eksisterende presselove - frem til, at der i Danmark, ifølge loven, kun var frihed til at skrive "Kogebøger, Syltebøger [og] Prækener" 662. Birckner mente, at trykkefriheden tjente til at fremme moral, og at den var et middel til ”Menneskets sande Forædling”, og derfor burde den udstrækkes til alle områder. Birckner var en ægte oplysningsmand, og han stræbte ved fornuftens hjælp at finde den uangribelige kerne i "Jesu Lære". Birckner var præget af en god formuleringsevne og et frisk gå-på-mod, som nok kan undre i dag, når man betænker Struensees, Schades – og senere Doktor Dampes – skæbne. Han forudsagde selv i sit værk, at hans frimodighed kunne føre til, at han måtte henslæbe sine dage i et beskedent embede. ”Dog ogsaa dette Offer har jeg belavet mig. Sandheden og Fædrelandet har Ret til at fordre end større Ofre”. 663 I ”Om Trykkefriheden og dens Love” tilegner han de 248 sider, som værket fylder, til Kronprins Frederik. ”Deres Kongelige Højhed Kronprinds Frederik tilegnes dette Skrift underdanigst af Forfatteren” Desværre viste det sig hurtigt i 1799, et år efter Birckners død, at kronprinsen ikke var den ven af trykkefriheden, som Birckner havde håbet. Under pres fra den hjemlige reaktion og fra udlandet (Rusland, vor daværende alliancepartner) afskaffede regeringen den begrænsede trykkefrihed, der havde hersket siden Struensee. Nu blev anonymt forfatterskab forbudt, og censuren genindført som tillægsstraf i pressesager. 664 Birckner var for religionsfrihed Birckner stiller i sit skrift om trykkefriheden blandt andet spørgsmålet: Er staten overhovedet berettiget til at forbyde almindelig uindskrænket meningsytring i religionssager? Det mener han ikke: Side 98 skriver han: ”Religion er Menneskets Forestilling om sit Forhold til det høieste Væsen, betragtet som Lovgiver og Dommer, og Kirken, et Samfund af slige Mennesker, der have de samme Forestillinger om Gud og deres Forhold til ham. Men her er og kan ingen være Dommer og Lovgiver, uden det høiste Væsen selv…” Og videre (s. 98): …”ingen Tvangslove kan frembringe andre Forestillinger hos mig om Guddommen; ja, jeg kan ikke engang selv frembringe dem. Kun Sandhedens Kraft, kun fornuftige overbevisende Grunde ere i Stand til at giøre det. Tvangslove ere altsaa, i Forbindelse med Religion og Kirke en aabenbar Modsigelse.” Birckner mener, at enten må de forskellige religioner tillade hinanden frit og uhindret at skrive, såvel for, som imod hinandens dogmer. Eller også må de undlade enhver dialog om ting, de ikke kan blive enige om. Denne sidste mulighed afviser han, for så ville man sanktionere …”en Lov, som Mennesket som et Moralvæsen, aldrig bør sanktionere; en Lov at afholde sig fra at skrive om, og altsaa tillige fra offentlig at undersøge, de Emner, som have den vigtigste Forbindelse med 157 Menneskers Moralitet og Roelighed; en Lov, der vilde standse Menneskers Fremrykken til Forædlelse, og qvæle deres Stræben efter Guddommelighed, som dog er en hellig Morallov…” 665 Det vil også være meget vanskeligt at holde kritikere af religion og stat nede. For mennesker har altid tilbøjelighed til at meddele andre deres opdagelser, mener Birckner 666. Vi har en forestilling om, at vi har pligt til at arbejde til menneskenes forædling og moral. Vi ønsker at tænde lys i mørket, et lys som kan oplyse og vederkvæge mangfoldige mennesker. Endelig er vi også forfængelige og vil gerne opnå et stort, udødeligt navn som vor tidsalders og efterverdens lærer. Hvis man møder et sådant oplysende menneske med forbud, vil det næppe kunne standse ham. Tværtimod, for forfølgelse og tvang har altid været det virksomste middel til at fremme entusiasmen, tilføjer han. 667 Priskonkurrence om interessen for Gud og religion Allerede i 1792 besvarer Birckner – tilligemed en række andre skribenter - et ”Pris-Spörgsmaal”, indrykket i tidsskriftet Minervas Januar- og Februarhæfter dette år. ”Hvorfor tale Menneskene i deres Selskaber saa lidet og sielden om Gud og Religionen?”. Birckner skriver i sin besvarelse indledningsvist, at han undtager to grupper fra sin undersøgelse, nemlig ”Religionsspottere” og ”aabenbare Ryggesløse”. ”De første fordi, om de end i deres Selskaber tale om Religionen, de dog tale om den som en Sag, der for dem ikke er hellig, og altsaa paa en Maade, som ikke er Selskabets Meening. De sidste, fordi det er saa let at se, hvorfor de ikke vil tale om Religionen; da Ideer af dette Slags ere saa uoverenstemmende med deres Tænke- og Handlemaade, at de, hvis de endog skulde indtrænge sig, snarere maa være betænkte paa at undertrykke end at underholde dem i Sielen”.668 Når det store flertal så ikke sætter Gud og religion højt på deres dagsorden i festligt lag, vil nogle kristne pege p娔Den Menneskelige Naturs Fordærvelse” som årsag, siger Birckner. Og denne fordærvelse, vil de hævde, er en følge af ”Arvesynden”, en fra vore første forældre arvet og medfødt tilbøjelighed til ”Det Onde og Ulyst til det Gode”. Derfor, da Gud er god, vil disse mennesker have ulyst til at omgås med ham, ”og hvad der med ham staar i Forbindelse669 Denne forklaring køber Birckner dog ikke. Det kan ikke passe, at vi alle er onde og slette på grund af Arvesynden, den synd, der gjorde, at Adam og Eva i sin tid blev smidt ud af Paradiset, og som nu nedarves till alle. ”Til Ære for Menneskeheden ville vi ikke troe det”, siger han 670. Han vil i stedet søge forklaringen på Guds lave plads i samtaledagsordenen og i vore omgivelser og interesser. ”Et mere almindeligt Tilfælde er det, naar man afholder sig fra Samtaler om Religionen, i hvor interessant disse Materier endog kunde være os selv, fordi vi frygte andres ufordelagtige Domme over vor Forstand, Politur og Levemaade, eller og vor Hierte og moralske Carakter.” 671 På moderne dansk kunne man sige, at emnet nok ikke ville interessere ret mange, der derfor ville anse os for lidt skøre, hvis man fremturede med at tale om Jesus. Vi har nemlig alle vore ”Hovedtilbøjeligheder”, mener Birckner. 158 ”Disse Hovedtilbøieligheder gaa nu af ovenanførte Aarsager sielden ud paa den anden Verdens Lyksalighed, og heller ikke altid paa at forvisse sig den Lyksalighed, som Dyd og Religion forskaffer sine Dyrkere…” 672 Birckner hævder, at det er vigtigere at kende ”den menneskelige Sjels Natur, det menneskelige Hjerte,” end at man på sine fingre kan opremse den hele Bibel udenad fra start til slut. 673 De fleste mennesker går mere op i embedsforretninger, hus-sysler og i midler til at erhverve sig og sine livets fornødenheder, og med alle disse sager har religionen ”saare lidet eller slet intet at bestille”. Religionen betragtes derfor ofte som ”en Hovedsagen uvedkommende Idee”. Denne kritik af religionen for ikke at tale et sprog, som folk kan forstå, vil vi møde gang på gang i det følgende – helt op til i dag. Når Birckner kunne hævde, at der i Danmark kun var frihed til at skrive "Kogebøger, Syltebøger [og] Prækener", så karakteriserer han meget rammende vilkårene for datidens samfunds- og religionskritikere. Ganske vist var der, som den offentlige debat i 1790erne viste det, en betydelig de facto trykkefrihed – i hvert fald frem til 1799 -, men altid af et usikkert omfang. Ingen skribent kunne på forhånd vide hvornår der ville blive rejst sag imod ham. Desuden viste tidens pressesager, bl.a. mod P. A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun, at hvad den ene kunne sige og gentage upåtalt, blev den anden straffet for. Over for disse forhold opstillede Birckner kravet om en udstrakt og velafgrænset trykkefrihed, som tillod forfatterne at skrive frit om alle offentlige anliggender. Som eneste begrænsning forestillede han sig at det skulle være ulovligt direkte at opfordre til oprør mod regeringen for med "physisk Magt" at kuldkaste eller forandre styreformen. I forlængelse af disse tanker om en radikal ytringsfrihed udviklede B. teorien om, hvad der senere er blevet kaldt ”den opinionsstyrede enevælde”. B. tænkte sig trykkefrihedsloven ophøjet til en "Fundamental-Lov, som ingen Regiering maae have Tilladelse til at rokke"674 Den således sikrede ret til at kritisere alle offentlige anliggender ville – inden for enevældens rammer – fremme borgernes ansvarsfølelse over for samfundet. De ville blive "frie, myndige Statsborgere" og ikke bare "umyndige Børn". I vide borgerlige kredse i Danmark og Norge så man på denne tid en udviklingsmulighed i en krydsning mellem demokratisk og enevældigt styre. Birckner drømte om at Kronprinsen, der i starten af sin regeringstid havde stået bag landboreformerne og Stavnsbåndets ophævelse, ville indføre en "Revolution fra oven". Snart opmuntrede han Kronprinsen ved udsigten til at "hans Navn skal prange i Menneskelighedens Aarbøger med udødelig Glands, naar Alexanders, Philips og Ludvig 14des Navne ere udslettede ..." – snart truede han ved at henvise til Frankrig, "hvor Folket egenmægtigt afkastede de paalagte Lænker og eftertrykkelig giennemsatte sin Villie" 675 . Hans opfordringer viste sig imidlertid forgæves, for 27. september 1799 blev der med den ny, stærkt restriktive presselov sat bom for al videre offentlig politisk debat. Dog var der grundlagt en borgerlig selvfølelse, som Birckner bidrog til at gøde med sine skrifter, og som årtier senere førte frem til Grundloven i 1849. 159 Johannes Boye (1756 – 1830) var en dansk rektor og filosofisk forfatter, der stod på oplysningens grundlag. Han kunne, som blandt andre Anders Gamborg, ikke acceptere læren om arvesynsynden og ”helvedesstraffens evighed.”.676 Peter Andreas Heiberg (1758 – 1841) var dansk forfatter og filolog. Mange kender den dag i dag til et par linjer i Heibergs såkaldte ”Afskedsdigt” fra 1790: ”Ordener hænger man paa Idioter, Stjærner og Baand man kun Adelen gier, men om de Mallinger, Suhmer og Rother man ej et Ord i Aviserne ser. Dog, har man Hjærne, kan man jo gjærne undvære Orden og Stjærne.” Digtet var egentlig beregnet for et lukket selskab, men blev optrykt i Morgenposten, og Heiberg blev anklaget for politidomstolen og idømt en bøde på 150 rigsdaler. Da han fortsætter sin virksomhed med digte og artikler, bliver han – efter at Frederik d. 6. i 1799 har genindført censur – dømt til landsforvisning, selveste juleaften 1799. Modstanden mod de herskendes udpining af folket ytrede sig i slutningen af 1700-tallet først og fremmest ved en kamp for menneskerettighederne, skriver udgiveren af Heibergs Politiske Viser, Jens Forup 677. Det indebar, at man kæmpede for politiske reformer til gavn for især bønderne og handelsstanden, ligesom man kæmpede for retten til at tænke, tro og tale frit 678. Kampen blev dermed også en kamp imod kirkens åndelige overherredømme. Fornuften skulle erstatte den blinde dogmetro. ”Naturligvis rasede magthaverne i Europa og henviste til, at Gud i sin visdom havde sat enhver på sin plads – og dér skulle man blive.” 679 Peter Andreas Heiberg var blandt dem, der bl.a. kæmpede for trykkefriheden. I skriftet ”Politisk Dispache”, der var en af årsagerne til, at han blev landsforvist, beviser han med tørre tal, at republikken som styreform er billigere for landet end monarkiet. Han afslører hoffets enorme pengeforbrug og kræver ordentlighed i statens finanser, hvilket selvfølgelig vækker vild opstandelse blandt magthaverne. Ved at røre ved de Gud-indsattes magt, kan man tale om, at Heiberg også øver religionskritik. Desuden var han genre-fornyende, idet han tidligt indså, at en vise kunne opnå et langt større publikum end andre former for litteratur. Respektløst bruger han også – ligesom Malthe Conrad Bruun og Treschow - en anden litterær form, som ellers var forbeholdt de gejstlige, nemlig katekismens. Heibergs bud på en katekismus hedder ”Kjøbmandskatekismussen” og er fra 1787. Efter samme opskrift som i Luthers Lille Katekismus spørges der her efter svar, som er givet på forhånd, og der forklares med ordene ”det er”. Her er et par smagsprøver fra Heibergs ”Kjøbmandskatekismus”:: ”Spørgsmål: Hvor mange Guder har en Kjøbmand? 160 Svar: Ikkun en eneste Gud, som er Penge eller Rigdom, som Sjælen i alle hans Handlinger og Maalet for alle hans Tilbedelser” ”Det første Bud Du skal ikke have fremmede Guder. Det er: Du skal frygte og elske Penge og ikke bryde dig om andre end rige Folk alene. Sp.: Dyrker Kjøbmændene ingen Afguder? Sv: Jo, desværre, de ere alle Syndere og dyrke Karakterer: Vellyst, Pragt, Overdaadighed og andre falske og forføreriske Guder.” ”Det andet Bud: Du skal ikke bruge din Kjøbmandsgud forfængeligen, men vel i fornødne Tilfælde det højeste Væsen, som du dog, enten du er Kristen, Jøde, Tyrk eller Hedning, maa nødes til at tro. Det er: Du skal frygte og elske dine Penge, og ikke bruge dem til at gjøre noget godt med, uden du selv har Fordel deraf. Derimod skal du ikke være bange for at sværge en falsk Ed, i fald den kan gavne dig noget eller redde dig ud af en fortræd.” ”Den fjerde Bøn. ”Giv os i Dag vort daglige Brød. Det er: Gud giver vel aller endog de umælende Bønder, det daglige Brød, men vi bede her, at det maa tillades os at tage det ud af Munden på dem, som Kreature, der intet godt gjøre, med mindre Tarmene skriger i dem af Sult, og at vi maa have Forstand nok til at bruges vores Ejendom til andres Skade og vores eget Gavn.” 680 Gennem beretningen om samtiden og om P.A. Heibergs landsforvisning, som han påbegyndte 7. februar 1800, da han i hestevogn og trist sindsstemning drog fra København, får vi et interessant indblik i folkestemningen. Selv om Danmark ikke var parat til revolution, var der ikke desto mindre en betydelig sympati – både for Heiberg og for Den Franske Revolution. Udgiverne af Thomasine Gyllembourgs breve beretter, at Peter Andreas Heiberg ved sin opstigning i vognen på vej mod Paris blev hyldet af en stor menneskemængde. Det overraskede ham… …”at see Gaden vrimle af Mennesker, der, idet de saae ham, udbrød i et jublende Hurra!” 681 Et stykke udenfor byen tager mængden afsked med nok et rungende hurra. Da de vendte tilbage mod København, morede de sig med at slå Colbjørnsens vinduer ind med sten. Man anså juristen og embedsmanden Christian Colbjørnsen for at være den hovedansvarlige for udvisningen. 682 Udgiverne af Thomasine Gyllembourgs breve skriver videre: ”Det er udenfor al Tvivl, at Heiberg paa dette Tidspunkt ikke stod ene i Danmark med sine Friheds Ideer. Det gjærede rundt om i Folket, og man kan i Heibergs store Popularitet see et Udtryk af denne Gjæring.” 683 Udgiverne tilføjer, at det kun sjældent har været kongernes og deres regeringers sag …”med Genialitet og Fremsyn at gribe Øieblikket.” I slutningen af 1700-tallet kunne man i Danmark vise sin sympati for Den Franske Revolution ved at smykke sig med en trefarvet ”Cocarde”, der fx kunne bæres i hatten. Brevudgiverne beretter, at P.A. Heiberg ville tvinge sin hustru, Thomasine, til – ligesom han selv – at bære en sådan, men hun 161 brød sig ikke om det. 684. Frankrig havde i øvrigt også sendt et par gesandter til København, og Heiberg og hans kreds kappedes om at invitere dem. Endnu et par danske, religionskritiske oplysningsmænd bør nævnes. En af dem er den danske filosof Christian Hornemann (1759-1793) . Hornemann studerede teologi, men kunne ikke acceptere de begrænsninger, der var indbygget i studiet. Før de teologistuderende indledte deres afsluttende eksamen, skulle de aflægge ed på, at de ”forpligtede sig til at holde sig til den sande kristendom, som den fremgik af den protestantiske kirkes bekendelsesskrifter (de symboliske skrifter)…”. Dette var en indskrænkning i den frie tankes ret, som Hornemannn ikke kunne godtage. 685 Han var, inspireret af Kant, af den opfattelse, at vi ikke ad tankens vej kan bevise, at noget eksisterer, og derfor kan vi heller ikke bevise Guds eksistens. Gustav Ludvig Baden (1764-1840): Baden var historiker og jurist og født i Altona, der havde lange frihedstraditioner. I 1601 indførtes således religionsfrihed for mennonitter og reformerte og senere for alle, der bosatte sig her i byen, der indtil 1864 tilhørte den danske monark. I 1824, da Struensees reformer alle for længst var rullet tilbage under den mere og mere reaktionære Frederik d. Sjettes enevældige styre, kom Baden i konflikt med loven og blev dømt til embedsfortabelse og fire års landsforvisning. Det endte dog mildere, nemlig med ét år bag tremmer. Historien er således: Baden, der var kommet i gæld og havde skabt sig mange uvenner på grund af sin skarpe tunge, flygtede i efteråret 1822 til Hamborg og herfra til Norge. Herfra blev han dog til sidst ført tilbage til København som fange. I fængslet fortsatte han sine studier og samlede – efter sin forlæggers ønske - 2. bind af ”Smaa Afhandlinger og Bemærkninger fornemmelig i Fædrenelandets, Middelalderens og den kristne Kirkes Historie” til udgivelse. 686 Bogen udkom i 1824, og nu gik det rigtigt galt. I bogen havde han på flere steder udtalt sig så skarpt mod kristendommen, at Kancelliet – efter biskop Friedrich Christian Carl Hinrich Münters angivelse – fandt sig foranlediget til at lade Baden tiltale derfor. Ved Overrettens dom blev Baden dømt til embedsfortabelse og 3 års landsforvisning. Den sidstnævnte straf blev imidlertid ved Højesterets dom af 13. november 1824 formildet til et års statsfængsel i Kastellet. Efter et år i fængsel var Baden så fri, men havde stort set ingen penge. Han boede i København og levede af de få penge, hans bøger kunne indbringe. Økonomisk sans havde han desværre ikke meget af; havde han penge, var han kendt for at gå på konditori eller ”traktere sin yndling, en lille datterdatter, han havde i huset, eller han købte lamper for dem, hans største passion.” 687 Frederik Christian 2., hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (1765 – 1814), i almindelighed i dag blot kaldt ”Hertugen af Augustenborg”, er et eksempel på, at også enkeltstående fremtrædende danskere i Oplysningstiden kunne forholde sig kritisk til religionen, tilmed uden at blive direkte straffet for det. Hertugen besad på et tidspunkt en af de mest betydningsfulde poster i Kongeriget, nemlig den næsthøjeste stilling i regeringen, gehejmestatsrådet, kun overgået af kongen selv. Gennem ophold i udlandet er Frederik Christian blevet inspireret af tidens frihedsideer. Julius Clausen, der har skrevet Hertugens monografi, 162 mener, at Hertugen ved det danske hof trækker sig ind i sig selv, fordi ingen rigtigt forstår ham. Ikke mindst er modsætningen mellem ham og svogeren, Kronprinsen, ”der foreløbigt kun interesserer sig for heste og geværgreb” meget stor. 688 Hertug Frederik Christian, der var gift med Struensees og Caroline Mathildes datter, Louise Augusta, er blevet kaldt den første danske moderne uddannelsespolitiker. Han arbejdede indenfor uddannelserne for nogle af de reformer, som hans biologiske svigerfar, Struensee, havde haft i tankerne, herunder oprettelse af statsvidenskabelige og forvaltningsmæssige universitetsgrader. Desuden modarbejdede han religionens indflydelse på skolen, han indførte humanistiske fag på universitetet, der hidtil havde uddannet præster og jurister, og hans privatsekretær, Knud Lyhne Rahbek, blev ansat til at undervise i moderne dansk litteratur. 689 Hertugen var i starten positivt indstillet overfor den franske revolution. Otto Horrebows tidsskrift ”Jesus og Fornuften” 1797, første bind, citerer ham på titelbladet for denne hyldest til oplysningen: ”Meningsdommernes og Symbolernes Dage ere forbi! Glædelige Iagttagelse', thi den bebuder Menneskeslægtens modnende Myndighed. Hertugen af Augustenborg.” I sin tidlige ungdom læser Hertugen gerne i Bibelen, men bevæger sig efterhånden hen mod Oplysningstidens deisme. Julius Clausen skriver i en biografi i 1896: Undervisningen i religion har hertugen endnu på dette stadium omfattet med interesse, og han erklærer det for sit forsæt morgen og aften at læse et stykke i bibelen eller et andet opbyggelsesskrift. Vi vil se, at denne religiøse trang senere forsvinder. Hertugen viser sig vel aldrig som gudsfornægter, men han er deist og betragter ganske religionen fra moralens og filosofiens synsvinkel, som skik var i sidste del af forrige århundrede. 690 Mens Hertugen selv med årene bevæger sig politisk mod højre, synes hans hustru at have bevaret den revolutionære glød. Luthers Lille Katekismus som undervisningsmateriale er noget af det, der er Hertugen inderligt imod. Clausen skriver: ”Luthers katekismus synes ham i høj grad upraktisk til skolebrug, og han misbilliger den blinde forgudelse, man har drevet med denne bog. —”691 Som nævnt arbejder Hertugen for at frigøre uddannelserne, herunder latinskolerne, for den gejstlige indflydelse. Clausen skriver videre: ”Hertugen ønskede nemlig latinskolens absolute emancipation fra gejstlighedens opsyn. Det var sikkert intet tilfælde, at Balle, Sjællands biskop, ikke fra først af var bleven indbudt til at tage sæde i kommissionen. Der er næsten noget komisk i det blinde had, hertugen nærer til præsterne. Han betragter dem som oplysningens farligste fjender, og til enhver tid er han rede til at slå et slag imod dem, selv om det oftest bliver en kamp med vejrmøller. Det vrimler i hans indlæg af udfald mod ”hierarkiets ånd, der altid er vågen”; han påviser indtrængende, at gejstlighedens opsyn over skolerne skriver sig fra hine munkevæsenets og over troens dage.” 692 Peter Collett (1767-1823) var assessor, i dag ville man sige dommer, ved Københavns Hof- og Stadsret. Han udgiver 1797 ”Forsøg til en Bedømmelse af Mich. Gottl. Birckners Bog om om Trykkefriheden og dens Love”. I denne publikation gennemgår Collett omhyggeligt den tidligere 163 omtalte Michael Gottlieb Birckners synspunkter og tilslutter sig heri kravet om ytringsfrihed. Dog mente han på nogle punkter, at Birckner ikke var radikal nok. Collett var af den opfattelse, at hån og spot over en regering burde være tilladelig, og han opkastede ”den moralske ateist” som sit menneskelige ideal. Han skriver bl.a.: ”Det var overalt at ønske, at vore oplyste Theologer engang frimodigen vilde tilstaa , hvad der virkelig ligger dem om Hjertet, og aabenhjertigen bekjende, at de ansee deres Kirkes Lære som fornuftsstridig.” 693 I sin 91 sider lange bedømmelse af Birckner kommer Collett i et langt afsnit ind på religionen og de friheder, der her bør gøre sig gældende. Collett benytter lejligheden til at kritisere skolernes undervisning og fremsætte det ønske ”som mange førend ham have gjort, men hidindtil forgæves, dette nemlig, at Almuen i Skolerne blev i Stedet for den sædvanlige ynkelige Katekismus-Ramsen underviist, foruden i praktisk Religion, ogsaa i andre nyttige Kundskaber. Iblandt disse maatte de især underrettes om deres Forhold til Regjeringen, dens Agenter eller Embedsmændene, og deres øvrige Medborgere.”694 Væk med Katekismus-udenadslæren! Indførelse af en slags samfundsfag, foruden andre fag, altså! Ifølge Collett bør Staten foregå borgerne med et godt eksempel og søge at bortrydde efter evne enhvers hindring for oplysning og udbrede oplysning og fornuft. ”At giøre Mennesket fornuftigt er alene Oplysningens og Fornuftens eget Værk”. 695 Collett går til angreb på Birckners religionssyn på flere områder. ”Jeg havde ønsket, at den skarpe sinrige og fordomsfrie Birckner ikke havde forudsat Troe på Gud og Udødelighed som væsentlige Betingelser for Menneskets Moralitet og Rolighed. Moralitet maa, naar den skal være reen og sand, ikke støtte sig paa Læren om Guds Tilværelse.” 696 I stedet vil Collett som den eneste kilde til sand Dyd, sætte ”..allene Agtelse for Pligt- og MoralLovens Bydende. Moraliteten er da aldeles uafhængig af hint Dogma og grunder sig paa Menneskers villige Erkjendelse af Moralitetens ubetingede Forbindtlighed, paa hans Agtelse for dens ærefrygtindgydende Storhed”.697 Collett taler endvidere om ”Folkelærernes” ansvar, og her tænker han nok især på præsterne, der i tiden betitledes således. Han mener, at disse ved modtagelsen af deres embede gennem deres ed har givet afkald på muligheden for at bruge deres kritiske fornuft. ”Præsternes Eed har sin Oprindelse fra hiin Hierarkiets mørke Oldtid, da gejstlige og verdslige Despoter forenede sig om at kue Menneskets Aand under Overtroens skjændige Aag.” 698 Også de gammeldags præster, som Collett omtaler som ”Palæologer”, dem, der hårdnakket og traditionsbundet hævder den gamle tro og lære, får hug. De bidrager med deres ”ubestemte Udtryk” og deres sprog til at fremstille det gamle kirkesystem som det eneste mulige, så deres ”neologiske”, dvs. fornyende, modparter ikke får en chance. 699 At ville erstatte det guddommelige moralgrundlag med et menneskeligt, at kritisere udenadsindlæringen af Luthers Lille Katekismus og kalde kirkens lære for fornuftsstridig og stivnet! Det var kradse ord i en tid, hvor Struensees trykkefrihed fra 1770 var ved at blive rullet tilbage, og hvor 164 den relativt frie tone, som herskede i hele 1790´erne, i stigende grad irriterede Kronprinsen, den senere Frederik d. 6. Trykkefriheden rulles tilbage Ved Udenrigsminister Bernstorffs død i 1797 fik den 29-årige kronprins mere og mere direkte indflydelse på regeringen. A. P. Bernstorff (1735-1797) havde støttet trykkefriheden, men den besluttede Frederik nu at ændre. Han befalede kancelliet at stramme trykkefrihedslovgivningen med ordene: "Jeg bifalder, at der tages fat på disse herrer. Kun ingen skånsel!". 700 ”Det førte til Trykkefrihedsforordningen af 1799, som med sine strenge straffe for næsten al samfundskritik i realiteten stoppede den politiske debat i de næste to årtier. For at sætte nogle eksempler blev flere forfattere idømt landsforvisningsstraffe. Heriblandt var også Heiberg, der Juleaften 1799 idømtes sin livsvarige landsforvisningsstraf.701 Collet blev ved Kongelig Resolution af 30. september 1797 afskediget fra sit embede. Collett fortæller selv til allersidst i det, der må være andet oplag af hans bog, om afskedigelsen. Ifølge Kronprinsen, eller måske snarere ifølge generalprokurør Christian Colbjørnsen, der foranledigede afskedigelsen 702, var der to anker imod Collett. Han havde hævdet embedsmænds ret og pligt til at udtale sig om offentlige anliggender, og …”han forkynder den Grundsætning, at Troe paa Gud og Udødelighed, ikke ere væsentlige Betingelser for Menneskets Moralitet, samt at den dydige Atheist realiserer i sin Person det høieste Ideal af menneskelig Fuldkommenhed og Kraft. ”…”Saa kunne vi ikke betroe denne Mand efterat han saaledes har kundgjort sin Tænkemåde at være Dommer iblandt vort Folk, hvis Sikkerhed er os alt for vigtig til, at Vi skulle taale, at see Domstolene beklæde med Personer, der ansee Brud af deres Eed, som en god Handling og Guds Fornægtelse som den største Hæder.” 703 Collett selv måtte afskedigelsen så meget føleligere ramme, som han få dage forinden havde fejret sit bryllup. Men med hjælp fra gode venner fandt han dog nye beskæftigelser bl.a. som redaktør af ”Lærde Efterretninger” og medudgiver af tidsskriftet ”Minerva” Efter udstedelsen af den kongelige forordning af 27. september 1799, der væsentlig indskrænkede trykkefriheden, nedlagde Collett fuldstændig sin pen og levede mest af juridiske manuduktioner. I 1800 bliver han prokurator og senere skifteforvalter på St. Croix, hvor han dør 1823. Otto Horrebow (1769 – 1823) dansk teologisk forfatter, samfundsdebattør og bladudgiver, publicerer i årene 1796 – 1801 et kontroversielt tidsskrift kaldet ”Jesus og Fornuften. Et religionsblad”. 704 Han træder frem som en antiklerikal og antikirkelig talsmand for deismen, som i mere moderat form var blevet diskuteret næsten et halvt århundrede tidligere i Danmark. Carl Henrik Koch skriver: ”Hans anliggende var først og fremmest at angribe præsteskabet og åbenbaringstroen, som han kaldte for indbildningskraftens religioner…” 705 Horrebow afviste Kristi guddommelige natur, treenighedsdogmet og åbenbaringen som kilde til religiøs erkendelse. I disse sager var han inspireret af de såkaldte ”Wolfenbüttelerfragmenter” af Hermann Samuel Reimarus (1694-1768). Dette skrift, som blev udgivet efter Reimarus´ død, afviste, som tidligere nævnt, alle de overnaturlige elementer i historierne om Jesus, hvilket 165 udløste en enorm kontrovers, da det blev udgivet posthumt i 1770'erne. Horrebow var ligeledes inspireret af Voltaire, ”som i samtidens teologiske kredse var mindst lige så forhadt som ”den navnløse””, altså Djævelen selv. 706 Horrebow mente, at præsterne bedrager os, når de skulle holde sig til katekismen og Trosbekendelsen uden at måtte vise det urigtige i dem, ”og det rigtige, som fornuften lærer”. 707 Ifølge Koch vakte Horrebows angreb på åbenbaringstroen både opsigt, modsvar og forargelse. 708 Sjællands biskop, N.E. Balle (1744 – 1816) udsendte ligefrem i årene 1798 – 1802 et modstykke til Horrebows tidsskrift. Balles modsvar hed ”Christeligt Religionsblad under Opskrift: Bibelen forsvarer sig selv.” I ”Jesus og Fornuften” nr. 4, fra 26. marts 1796 antyder Horrebow, at han godt ved, at hans deistiske synspunkter kan vække modsigelse. Han skriver i udgivernes navn: ”Vi erklære derfor endnu engang højtideligen og helligen følgende, at idet vi uden noget Menneskes Fornærmelse, redeligen og frimodigen fremsatte vore Religionsbegreber, spørge vi ikke, om disse ere overeenstemmende med Kirkens eller ikke. – At vi haabe ikke at blive forfulgte af vore anderledes tænkende Brødre med Grovheder og beskyldninger, eller af vort Lands Regiering med uretfærdige og unyttige Processer”. 709 Tidsskriftet ”Jesus og Fornuften” angav i sit første nummer 710, at det havde lidt over 200 ”Subskribentere”. Blandt disse var flere folk i gode stillinger, bl.a. kjøbmænd, professorer og premierløjtnanter. Også en vis ”Grundtvig” var blandt abonnenterne; det har dog næppe været Nikolai Frederik Severin, der på dette tidspunkt kun var 13 år gammel. Det er bemærkelsesværdigt, at abonnenternes navne kunne nævnes åbenlyst, når man betænker de forestående indgreb mod trykkefriheden. Bladet angav allerede i det første nummer sin plan som…”at fremsætte Jesu og Fornuftens Religion, som én og den samme Kiede af evige, almeenkiendte og tilstrækkelige Sandheder og indplante alle en levende og frugtbar Troe derpaa.” 711. I samme åndedrag slog man et slag for menings- og ytringsfriheden, som betragtedes som hellig. ”At røre nogen af dem, er Magtens yderligste Misbrug.” 712 Sådanne slag for fornuft og ytringsfrihed var ikke hverdagskost i en tid, hvor kongemagten satte sig mere og mere repressivt på magten. Historikeren Morten Petersen konkluderer sin gennemgang af 1780´erne i Danmark med at sige, at den – skønt flere oplysningsmænd vovede at slå sig i tøjret – var en religiøst repressiv periode: ”Sådan var rammerne for den religiøse debat i begyndelsen af 1780´erne. Tonen var skinger og fordømmelsen sikker, hvis borgere i den lærde republik trådte uden for den afmærkede sti – et digt var tilstrækkelig anledning til at blive hængt ud for umoral.” 713 En af dem, der trådte eftertrykkeligt uden for, var Malthe Conrad Bruun (1775-1826), dansk digter, journalist og geograf, der i 1796 ligefrem var flygtet til Sverige af frygt for de danske myndigheders reaktion på anklager mod ham for gudsbespottelse, kritiserede ved sin tilbagekomst til Danmark Colletts afskedigelse. Bruun flygter på ny i december 1797. I Paris får han 166 meddelelse om, at han i år 1800 var blevet idømt landsforvisning. Dommen ophævedes først 11 måneder før hans død. Bruun udgav bl.a. ”Aristokraternes Catechismus” (1796) og brugte, som titlen antyder, den litterære form fra Martin Luthers Lille Katekismus (1529) med spørgsmål og svar, ligesom Peter Andreas Heiberg havde gjort det i 1787. Egentlig indeholder Bruuns skrift ikke religionskritiske betragtninger, men at se den formmæssige inspiration fra Luther anvendt til et samfundskritisk formål, provokerede øjensynligt biskoppen. Biskop Nicolai Edinger Balle angav Bruuns katekismus for det danske kancelli, og Bruun fik ordre til at møde for retten. Kort forinden var der herhjemme faldet dom over andre kritiske forfattere som Niels Ditlev Riegels, så Bruun vælger at flygte. I første omgang går flugten til Strandmøllen nord for København, hvor Bruuns ven, Hans Guldberg Sveistrup var huslærer. Senere går flugten over Øresund til Hven. Den fulde titel på Bruuns værk fra 1796 var ”Aristokraternes Catechismus, eller kort og tydelig Anviisning til den alene saliggjørende politiske Troe. Med et Anhang af aristokratiske Psalmer. Til Troens Bestyrkelse hos de Genfoldige og de Vantroendes Omvendelse”. Om adelen hed det satirisk i katekismen: ”Jeg tror på Adelen, Monarkiets eenbaarne Søn, som først blev undfanget af Hovmod og Egennytte, siden piint og forfulgt af den ugudelige Philosophie, omsider i Frankerige af Frihed og Liighed korsfæstet og ihjelslaaet…” 714 Starten af 1800-tallet. Romantik, statsbankerot og de sidste rester af enevælden Johann Wolfgang von Goethe (1749 – 1832) havde i det gamle århundredes sidste del, i 1774, udsendt romanen ”Den Unge Werthers Lidelser”, der indvarsler de store følelsers tid. Hovedpersonen tager sit eget liv, og det forarger de troende og forhindrer i første omgang en dansk oversættelse. Herhjemme begejstres både Knud Lyhne Rahbek (1760 – 1830) og Jens Baggesen (1764 – 1826) dog over bogen. Det teologiske Fakultet skriver i sin censurerklæring 16. september 1776…”for mængden måe denne lille bog agtes at være meget forargelig, forførerisk og skadelig”. 715 Århundredeskiftet omkring 1800 er en turbulent periode i Danmarkshistorien, hvis man ser på det religiøse område. I 1795 var der atter brand i København, ligesom tilfældet var i 1728, og en præst prøvede at skyde skylden for branden på fritænkerne, som han mente, Gud havde set sig gal på. Præsten fik dog tilsyneladende ikke ubetinget opbakning til sin beskyldning, for han blev gjort til grin i en allegori i tidsskriftet Samleren. I København finder der i 1819 og i januar 1820 voldsomme antisemitiske optøjer sted. Historikeren Bent Blüdnikow er en af dem, der mest indgående har beskrevet hændelserne.716 Urolighederne, rettet mod jøderne, synes at være inspireret af Tyskland, der gennem 1819 havde haft flere antisemitiske optøjer. I hele den tyske diskussion i Oplysningstiden havde det faktisk kun været Lessing, der gav udtryk for respekt for jøderne og deres religion.717 Også mange danskere, som fx 167 forfatteren Thomas Thaarup (1749 – 1821), havde let ved at finde pengepuger- og ågerkarleudtryk frem. Teologerne havde mange problemer at slås med. Uheldige påvirkninger og ligegyldighed overfor det kristne budskab og overfor kirkegangen. Hvis det stod skralt til med kirkegangen i Oplysningstiden på Struensees tid, var det nok mindst lige så galt i starten af 1800-tallet. Og udviklingen bekymrede selvsagt de kirkelige ledere. I ”Fyns Stifts Landemode-Act for Aaret 1843” vurderer Biskop N. Faber (1789-1848) således, ud fra præsternes indberetninger, at kirkebesøget nok var acceptabelt flere steder i stiftet, selvom husmænd og indsiddere (lejere hos gårdmænd og husmænd) nu og da forsømte bl.a. pga. det tvungne hoveri. Men…”Flere steder kom dog kun få i kirke pga. katekisationen ved gudstjenesten, som derved blev alt for lang.” 718 Den i 1790 udskrevne prisopgave om, hvorfor der taltes så lidt om Gud ved selskaber, som Videnskabernes Selskab havde udskrevet, og som Birckner, som tidligere nævnt, bidrog til, var ét blandt flere mobiliseringsforsøg fra kirkelig side. Som kur mod det, kirken opfattede som øget sekularisering eller ”tidens individualisering” 719 ønskede Stiftsprovst H.G. Clausen desuden en genoplivelse af Danske Lovs ”kirketugt”, altså sanktioner mod de frafaldne. Sanktionerne kunne fx være udelukkelse fra nadveren, hvilket var en alvorlig sag. Hverken Biskop J. P. Mynster (17751854) eller A.S. Ørsted (1778-1860) gav dog Clausen medhold. Teologen og kirkehistorikeren Jens Rasmussen, der har skrevet om Søren Kierkegaards kritik af kirken og sekulariseringen, mener, at frafaldet fra kirken i disse år havde sin rod i den individualisering, som romantikken havde ført med sig. Der skete det, han kalder ”en religiøs selvstændiggørelse”. Mange mennesker foretrak at dyrke deres gud i husforsamlinger, udenfor kirkens rum, eller gennem bøn i lønkammeret. Kirken søgte for sin del at genvinde det tabte terræn ved at popularisere budskabet.720 Et tegn på den hjemlige kirkes krise var det, at endnu omkring 1850 valgte mere end 2/3 af en studenterårgang på 150 at studere teologi. Femten år senere var det jura, der trak mere end halvdelen af de studerende. 721 Jens Rasmussen mener, at tidens tiltagende ligegyldighed overfor gudstjenesten kan beskrives kort med begrebet ”sekularisering” eller ”tidens individualisering.” 722 Lodberg 723 hævder, at folkekirken lever i kraft af sin ”utydelighed”. Den er, ligesom en supertanker, svær at styre, og man kan putte rigtigt meget ind i den. I starten af 1800-tallet kommer de kraftigste angreb mod folkekirken indefra, ifølge Lodberg – nemlig fra Søren Kierkegaard. Sandt er det, at kirken rummer mange interne modsætninger. I starten af 1800-tallet står de såkaldte ”Gammeldags Christne” stærkt. Med ”Theologisk Maanedsskrift” (fra 1825) får de et organ for deres agitation. 724 Her retter de skarpe personlige angreb mod deres rationalistiske modstandere og kræver, at præsterne skal forkynde i overensstemmelse med Bibelen og Den Augsburgske Bekendelse. ”Symbolforpligtelsen”, som 168 denne holdning kaldes, indebar troen på en personlig Gud og Djævel, og den udelukkede reformer af gudstjenestens ritualer. Frem til vedtagelsen af Juni-grundloven 1849 var der ikke religionsfrihed i Danmark. Som udgangspunkt var danskerne lutheranere, selv om der fandtes visse undtagelser for jøder, katolikker og reformerte. Men med den nye grundlov 1849 hedder det udtrykkeligt: ”Ingen kan paa Grund af sin Troesbekjendelse berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder, eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt.”725 Romantikken. Den oprindelige naturs guddommelighed Romantikken er betegnelsen for den kulturstrømning, der var den dominerende i Danmark fra omkring 1800 – 1870. På mange måder var romantikken en reaktion mod 1700-tallets oplysningstid. I Romantikken levede en forestilling om den besjælede natur, som var oprindelig og uberørt. ”Der var tale om den oprindelige naturs guddommelighed, og en mystisk gudstro, som brød med 1700-tallets fornuftsreligion. Den antog panteistiske og sværmeriske former, men mange steder førte denne nyorientering bl.a. til et opgør med tidens rationalisme, både i embeds- og kirkekredse og i de religiøse vækkelser hos almuen.” 726 Med romantikken undergraves den gamle kirkelige kristendom og erstattes af en ny, hvor midtpunktet er ”jeg´et”, siger Jens Rasmussen 727. Han taler også om, at i teologien var de såkaldte ”overgangsteologer”, folk som J.P. Mynster, H.N. Clausen og A.S. Ørsted, en del af romantikkens epoke 1800 – 1850. Mens man under Enevælden havde en fælles, veldefineret opfattelse af Gud, og det af ham skabte samfund, samt en forestilling om, at denne tro, den offentlige statsreligions tro, skulle formidles på en bestemt måde, så trænger fra starten af 1800-tallet en ide om individets ret til at finde sin egen religiøsitet efterhånden igennem. 728 Romantikkens individualisering betyder, at folk generelt får et friere forhold til kristendommens indhold og til samtidens kirke. Dette begrundes med et historisk udgangspunkt, hvor trosbekendelsen og ritualerne får en rummelig tolkning. Det er en udvikling, der bestemt ikke passer Søren Kierkegaard. Om tidens teologiske tale skrev Kierkegaard: ”Som en gammel Mand, der har mistet Tænderne, nu gumler ved Hjælp af Stumperne, saaledes har den moderne christelige Tale om Christendommen tabt den energisk Terminologies Kraft til at bide – og det Hele er en tandløs ”Vævlen””. 729 Skønt dette er en religionskritisk afhandling, så kommer man ikke uden om den kristne gigant, Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783 -1872), forfatter, teolog og inspirationskilde for kommende generationer og en hård kritiker af den etablerede kirke. Grundtvig var af den opfattelse, at hvis en kristen skulle skrive historie, så måtte han kalde al lærdom, der stred mod Bibelen, for løgn og vildfarelse. Man måtte lade Bibelen dømme ”mænd og tider”, da den ene har ret dertil og må betragtes som Christi statholder på jorden. 730 Så på dette punkt må man kalde Grundtvig fundamentalist, men ikke desto mindre har han givet inspiration til mange frisindede og – i nogle øjne – kætterske tanker og mennesker i eftertiden. Vi skal senere se på Niels Lindberg (1829-1886), huslærer hos Grundtvig, som et eksempel. 169 Grundtvig, der sjældent pakkede sine meninger ind, kom i voldsom modsætning til Professor H. N. Clausen (1793 – 1877), der i 1825 havde udsendt en bog på over 800 sider om katolicisme og protestantisme. I bogen åbner Clausen for en let bibelkritik. Han skriver bl.a. ”Kun ved Filologisk lærdom og filosofisk kritik bliver det muligt at forholde sig til skriftens fejl og mangler” 731. Grundtvigs svar kommer prompte med ”Kirkens Gienmæle” (1825). Her anklager han Clausen for at være en renlivet rationalist. Kirkehistorikeren Jens Rasmussen skriver: ”Der var for Grundtvig tale om en kirkekamp mod tidens etablerede kirke, som endte med hans afskedsbegæring i 1826. I det stykke stod han ikke tilbage for Kierkegaards kirkekamp små 30 år senere.” 732 Grundtvig ender med at tabe den injuriesag, som Clausen anlægger. I stedet for Clausens fremhævelse af skriften som det ”objektive Hvilepunkt”, stiller Grundtvig kirken, forstået som den troende og døbte menighed. Ligesom Lessing søger Grundtvig kristendommens autoritet bag om de ny-testamentelige skrifter. Disse har ikke længere tidligere tiders autoritet efter bibelkritikkens fremkomst, men Grundtvig finder et nyt udgangspunkt i den mundtlige tradition. 733 Ved Grundtvigs såkaldte ”Mands Minde-Foredrag” på Borchs Kollegium (1843) er der – som noget nyt og hidtil uhørt – adgang for Herrer såvel som for Damer! Grundtvig blev af flere teologer i samtiden anset for at være yderliggående i sit kirkesyn. Han ville ikke blot en rummelig evangelisk-luthersk statskirke. Han ville friheden, skriver Jens Rasmussen 734. Grundtvig, der på dette punkt ikke mindst stod i modsætning til Kierkegaard, ville have enevældens ensartede kirkeorden fjernet i en ”fri statskirke”. Man skulle i menighederne have ret til sognebåndsløsning, og præsterne skulle have ret til dogmatisk og liturgisk frihed. Endog kvækere og baptister skulle kunne trives i denne frie kirke i deres egne menigheder. Grundtvig var således også imod i Grundloven at binde kirken til Den Augsburgske Bekendelse af 1530, men hans kirkesyn led nederlag og Biskop Mynster vandt! 735. Og den dag i dag, vil det kræve en Grundlovsændring at smide Den Augsburgske Bekendelse ud af Folkekirkens bekendelsesgrundlag. Johan Ludvig Heiberg (1791 – 1860), dansk dramatiker og søn af Peter Andreas Heiberg. Johan Ludvig Heiberg skrev bl.a. ”Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid” (1833). Her viser han sig som en skeptiker overfor religionen, ikke mindst i debatten om sjælens udødelighed. Heiberg afviser tanken om en selvstændig teologisk erkendelse uafhængig af filosofien. Emnet var ”hot” i 1830´erne, inspireret af den hegelske filosofis krav på førsterollen. 736 I skuespillet ”En Sjæl efter Døden” (1841) tillader Heiberg sig på humoristisk vis at behandle en afdøds møde med Sankt Peter ved Himlens port 737. Frederik Beck (1816 – 1861) blev teologisk kandidat i 1838. Året efter fik han den filosofiske doktorgrad fra Kiels Universitet for en afhandling om hebraisk digtning, og i 1840 skriver han en afhandling om det 53. kapitel af Esajas´ Bog i Det Gamle Testamente og bliver dermed teologisk licentiat. To år senere springer han ud som religionskritiker med værket ”Begrebet Mythus eller den religiøse Aands Form”. Her tilslutter han sig Bruno Bauers venstrehegelianske opfattelse, ifølge hvilken evangelierne i Bibelen er digterværker uden en virkelig historisk baggrund. Denne opfattelse udelukker for altid Beck fra at få det gejstlige embede, som hans uddannelse ellers berettigede til. Beck anser Sjællands biskop J.P. Mynster for at være den, der bar ansvaret 170 for hans udelukkelse fra den gejstlige vej og protesterer kraftigt imod dette. For Beck at se har Mynster med udelukkelsen fastslået, at videnskaben er underlagt troen. ”I en skarpt formuleret redegørelse for sin sag, hvori han blandt andet kritiserede Mynsters og Martensens formidlingsteologi, udtalte han sin ”næsten uovervindelige Modbydelighed for enhver personlig Berørelse med Mynster, hvilket næppe forbedrede hans muligheder for ansættelse.” (Carl Henrik Koch 2004/2016 s. 1718 i E-bogen) Søren Kierkegaard omtaler, at Beck, i flg. Kierkegaard, har afskaffet religionen for at få plads for ”systemet”. Ud over Kierkegaard får Becks synspunkter ikke megen medvind i tiden. 738 Niels Lindberg (1829-1886) var præst og redaktør. Han underviste i nogle år N.F.S. Grundtvigs søn, Frederik Lange Grundtvig, og boede derfor denne periode i havehuset til Store Tuborg, der på den tid var Grundtvigs hjem. Lindberg, der befandt sig på den grundtvigianske venstrefløj, skrev og læste meget og var en ivrig forsvarer af Grundtvigs tanker. Han repræsenterer en særegen åben holdning, der med baggrund i traditionel kristendom søger en fornyelse med inspiration fra religionskritiske røster. Lindberg blev cand.theol. 1858. Det blev, ifølge Dansk Biografisk Leksikon 739, sagt om ham, at han havde en djævel i sit blækhus, men en engel i sit ansigt. I bogen ”Om Trosfrihed” (Kbh. 1881) forsvarer Lindberg den trosfrihed, som ganske vist blev indført i Danmark med Grundloven i 1849, men som han føler er bestandigt truet. Vi er ikke gode til at forsvare den nyvundne frihed. ”Hvad vi i høj Grad fattes i Danmark, er Frisind. Vi er i aandelig Forstand trælbaarne, skjønt vi burde være fribaarne.” 740. Lindberg henviser bl.a. til trosfrihedsdebatten i midten af århundredet. 29. oktober 1850 fremsætter politikeren og juristen Niels Møller Spandet (1788 – 1858) - som en tiltænkt udvidelse af trosfriheden - et forslag om lige rettigheder for troende og ikke troende, herunder borgerlig vielse. Forslaget affødte en mængde protester, siger Lindberg. Man ikke alene studser, ..”men var nærmest ved at gaa bagover af Forskrækkkelse.”, og den senere domprovst Gude samler tusindvis af underskrifter mod den ”ugudelige” Rigsdag. Gude er ikke alene. Mange i Lindbergs samtid ønsker den nyvundne trosfrihed sendt til Bloksbjerg. De har ganske vist ikke noget imod friheden, siger de, når blot ingen gør brug af den. Lindberg gennemgår i bogen med historiske eksempler trosfrihedens lidet glorværdige skæbne gennem årene og appellerer til, at vi bliver mere rummelige og tolerante og for alvor prøver at forstå det, vi måske ellers afviser ved første øjekast. Det kan være andre tanker, andre trosretninger og andre folk – ja, endog ateister! Med Lindberg går vi nu – på de næste sider - lidt tilbage i den danske historie. Allerede i 1553, 7 år efter Luthers død, flygtede 170 reformerte fra England til Danmark, minder Lindberg os om. I den tro, at vi her havde trosfrihed, håbede de at blive vel modtaget. Men de fik hurtigt noget andet at vide, idet de fik valget mellem at gå over til den lutherske kirke eller at forlade Danmark igen. Deres bønner om at måtte blive vinteren over for de svage kvinders, børnenes og oldingenes skyld, hjalp dem intet. 171 Danmark fortsætter dette intolerante spor, påviser Lindberg. I 1569 udkommer 25 ”Tros-artikler”, som bliver forelagt alle fremmede, som kommer til Danmark for at tage ophold her. Trosartiklerne, der kræver fuld tilslutning til den lutherske kirke, skal man acceptere, hvis man ikke vil udvises 741. Hverken kristne afvigere eller ”aabenbare Hedninger”, tåles. Til den sidstnævnte gruppe hører de tatere, der på denne tid sættes i Viborg Tugthus eller føres tilbage over grænsen. De danske fristæder Lindberg opregner de såkaldte ”fristæder”, som efterhånden kom til i vort rige. Det var byer, der indrømmedes som opholdssteder for dem, der ikke havde den lutherske religion. Først kom Altona til, siger han. Siden fulgte (fra 1682) ”Frederits og Frederiksstad i Norge, og 4 Aar senere kom Kristianssand.” Rendsburg og Glückstadt var også sådanne fristæder. Siden kom også Island, Finmarken og Tromsø til. Her tåles de fremmede trossamfund og sekter, men ingen af dem måtte dog vinde tilhængere. I det kongelige Reskript af 5. marts 1745 hedder det: ”Fremmede Separatister og alle Slags Udsendinge, som forføre Kongens Undersaatter ved en skadelig og mod den uforandrede Augsborgske Konfession stridende Lærdom, maa ikke taales i Kongens Riger, men angives for Biskoppen og Stiftsbefalingsmanden og straks uden videre Lovmaal sættes paa første Skib og udaf Riget bortføres.” 742 Et andet tegn på en opblødning var det, at Dronning Charlotte Amalie, der selv var reformert, i 1688 fik lov at nedlægge grundstenen til Den Reformerte Kirke i København 743. I 1771 tillades det ligeledes herrnhuterne at anlægge Christiansfeld. I 1777 tillades endvidere ”Negrene” på St. Thomas at blive omvendt af katolikkerne, hvis de da ikke allerede var protestanter. Den nye frihed varer dog ikke længe, for allerede i 1830 genoprettes den statskirkelige orden, ”..thi fra nu af maa Negre og Negerbørn kun undervises i den protestantiske Religion eller efter Brødremenighedens Bekjendelse…” 744 Skarnsbøgerne Der vogtedes også fra kirkens og myndighedernes side på, hvilke bøger, man måtte læse. ”Allerede i Kirkeordinantsen af 1539 (Udg. 1562, Blad 83 ff.) hedder det: ”Efterdi der udi denne Tid udgaa mange Skarns Bøger, af hvilke ej aleneste de uforfarne og vankundige, men ogsaa de, som fuld vel forstaa sig, ofte forgives; thi mue alle gode Sognepræster bruge de Bøger aleneste, hvilke vise og lærde Mænd have vedtaget, paa det at de ej mue under Sandheds Skin inddrikke ogsaa Vildfarelse til deres store Fordærvelse, som dem skulle tillide.” 745 Tilbage for præsterne at have var dermed kun Bibelen, Luthers Postil og en håndfuld til. Vi fik efterhånden en liste over ”forbudne Bøger”, siger Lindberg, en liste der vel langt fra kunne måle sig med Romerpavens liste i længde, men dog var lang nok til ….”at vise den statskirkelige Omsorg for Undersaatternes Sjæle.”746 Hvad præsternes prædikener angik, skulle der naturligvis også her være overensstemmelse mellem dem og Skriftens og kirkens symboler, ligesom de skulle formane undersåtterne til den allerunderdanigste lydighed mod kongen og øvrigheden. Det var også præsternes opgave at tale de unge mænd fra deres modvilje mod at være soldater, og at advare mod drukkenskab: 172 …”Præsterne skal indskærpe deres Menigheder Guds strænge Forbud mod Drukkenskab, Fraadseri, Ødselhed af hans Gaver og den derved foraarsagede Forødelse af, hvad den Trængende kunde nyde godt af…” 747 Som eksempel på en, der gik mod strømmen i 1600-tallet, nævner Lindberg præsten i Helsingør, Niels Mikkelsen Aalborg, der havde skrevet en bog om åbenbaringen. I bogen udtrykte han den mulighed, at hedninger kunne blive salige. Selv om bogen faktisk var gået igennem Københavns Universitets censur, bliver Mikkelsen afsat i 1614. I sin historiske gennemgang når Lindberg frem til skrivefriheden 1770 – 99. ”Kun maa det ikke glemmes, at der fra 1770 – 99 herskede en meget udstrakt Skrivefrihed hos os; derved kan det forklares, hvorledes det gik til, at Præsterne kom meget langt bort fra den rene Lærdom i deres Forkyndelse, trods alle Lovenes Sikringsmidler til Opretholdelse af ren Lære.”748 Når man ser bort fra skrivefrihedsperioden, blev vi i Danmark holdt i stramme tøjler, hvad troen angik – helt frem til den nye Grundlov i 1849. Lindberg siger sarkastisk, at efter lovgivningen kunne der før 1849 her til lands ikke findes ateister og fritænkere osv. De stod simpelthen udenfor loven. En af dem, der resolut søgte at udrydde tilløb til ulovligt kætteri, var Biskop Mynster i ”egen høje Person”. I 1845 gik Biskoppen på jagt efter gendøberbørn (anabaptister) i Kindertofte Sogn, fortæller Lindberg, for at døbe dem med herredsfoged og sognefoged til faddere – men dog uden at han fandt dem, han søgte. 749 I slutningen af 1700-tallet kunne Ussing750 dømme ateisterne helt ude, bemærker Lindberg. Ussing skriver i ”Dansk Kirkeforfatning”, ca. 1781: ”I vel indrettede kristelige Stater kan det altsaa heller ikke ved Lovene tillades saadanne Folk at opholde sig, som selv bekjende ingen Religion at have…..””at agte disse Folk højt i offentlig Ære og belønne dem, naar de giør sig selv bekjendte som Fritænkere, det bør Regjeringerne slet ikke; de handle imod sig selv, om de gjør det.” 751 Med Grundloven af 1849 ændres dette med et slag. Nu udløses borgerlivet af de kirkelige ledebånd, og ingen skulle nu lide mindste skår i deres borgerlige og politiske rettigheder på grund af deres tro. Grundloven bestemmer: § 81 (76) ”Borgerne har Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden.” § 84 (79) ”Ingen kan paa Grund af sin Trosbekjendelse berøves Adgangen til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt.” Har vi så trosfrihed? Grundlove eller ej! Biskop Mynster fejltolker Grundloven på den måde, at han siger, at man skal tilhøre et eller andet trossamfund for at have sin fulde borgerret. I det, han kalder ”statskirketiden”, altså perioden før 1849, måtte ikke andre end kristne være her i landet, hævder 173 Lindberg. Nu har hedninge samme ret som de kristne, fastslår han. ”Altsaa staar det fast, at Kristne, Jøder og Hedninger har lige Ret til at være her og være deres Tro bekjendt, naar de har dansk Borgerret.” 752 Kongen er den eneste, der ikke har trosfrihed, skriver Lindberg og citerer Grundtvig: ”I en af Grundtvigs Prædikener fra 1832 hedder det:…”velan, saa skal vi ogsaa lade andre beholde, bekjende og forplante deres Tro, ej ville paanøde dem vores, ej hade eller sky dem for deres.” 753 I Grundtvigs argumenter for trosfrihed ligger tanken om, at hvad vi vil, at menneskene skal gøre mod os, det skal vi også gøre mod dem, mener Lindberg. Han nævner sprogforskeren Rasmus Christian Rask (1787 – 1832) som en, der hverken troede på jødernes eller de kristnes Gud. Men hvem ville vel have haft betænkeligheder ved at lade Rask læse sprog med sine børn af den grund, spørger Lindberg. Af samme grund må vi heller ikke undgå den skomager, der måtte have en anden tro, eller politikere som Edvard Brandes, der har jødisk baggrund, men er kendt som fritænker. Folk frygter tilsyneladende, at hvis vi først lukker døren op for fritænkerne, så vil de snart fylde hele salen. Hvad siger man om fritænkerne? Afslutningsvist gennemgår Lindberg i sin bog de i hans samtid almindelige argumenter mod fritænkerne. 754 Man siger om disse mennesker: - At de ingen samvittighed har, fordi de ikke er bange for den væsentligste grund til at være samvittighedsfuld: At man frygter evige straffe. De er usædelige. …”de prædike den fri Kjærlighed, intet Forhold er dem helligt.” De kan ikke aflægge en bindende ed, da de ikke tror på et højere væsen, der kunne straffe dem. De vil afskaffe al religion og ved magt påtvinge andre deres anskuelser. De kan ikke have sand fædrelandskærlighed. ”Det er især dette, man indvender imod dem.” Lindberg søger at afprøve påstandene om fritænkerne. Man må ikke slå dem i hartkorn, som om de dannede et parti med en fælles katekismus, som skulle udtrykke fællesskabet hos dem, siger han. Hvis man påstår, at de ingen samvittighed har, siger man desuden dermed, at det er i Folkekirken, samvittigheden findes! Er det virkelig rigtigt, spørger han. Er det i kirken, man har sikkerheden for, at man bliver samvittighedsfuldt behandlet? Hvad den påståede ”usædelighed” angår, så mener Lindberg, at der er lige så mange ”uægte” børn blandt folkekirkens folk, som der er blandt fritænkerne. Desuden er fritænkerne vidt forskellige. Lige som man ikke kan gøre Biskop Martensen ansvarlig for, hvad Paven i Rom lærer, kan man heller ikke drage den ene fritænker til ansvar for, hvad den anden lærer. Spørgsmålet om edsaflæggelse, der var blevet aktuelt omkring valgdagen i 1880, hvor ateisten Edvard Brandes, til manges forargelse, havde aflagt ed på Bibelen, kan man heller ikke bruge som en anklage, mener Lindberg. Ville vi ikke selv i Tyrkiet være villige til at sværge ved Koranen, hvis vi blev indkaldt som vidner? 174 ”Har man ikke hos de 1.760.000 evangelisk-lutherske Kristne, der skal være her i Landet, nogen Sikkerhed for, at Eden efter dens Form er mere bindende for dem end for de 15.000, der her i Landet er udenfor Folkekirken? Det tør vel næppe nogen paastaa.” 755 Er det sandt, at fritænkerne vil bruge magt og vold? Næppe, mener Lindberg756 .”Man vil gjærne fremstille Fritænkerne som Voldsmænd, som Revolutionære; de vil med Magt afskaffe al Religion og paatvinge alle andre deres fritænkeriske Anskuelser. Selv om man ikke gaar saavidt, at man paastaar, ”de vil slagte Præsterne…””. Sandt er det, at fritænkerne agiterer, men er det en forbrydelse under en flertalsforfatning at arbejde på at blive et flertal, spørger han. Desuden er de kristne selv skyld i det, hvis fritænkerne virkelig skulle finde på en dag at undertrykke de kirkeligt-troende mindretal. …”fordi de Kristne her i deres Uforstand gjennem Aarhundreder har vist Vejen, fordi de overalt, hvor de havde Magten, brugte den til Undertrykkelse af dem, der ikke delte deres Tro.” 757 Kristendommen alene gør ikke et menneske bedre, end han er, mener Lindberg. Man bliver ikke en bedre læge af at være troende. ”Med Hensyn til Troen afstikker Grundloven ingen Grændser. Om Kandidaten er troende eller vantro, han er gift eller ugift, om han er god eller slem mod sin Kone, er skeløjet eller skævbenet, høj eller lav af Vækst osv…” 758 Som kristen skal man i sin gerning vise, at man har agtelse for enhver, der ærligt bekender, hvad han er, slutter Lindberg. ”Men vi maa komme dertil, at vi agter en Mand for, hvad han er, uanset hans Tanker om Vorherre; vi maa komme til Forstaaelse af, at man uden at være Kristen kan være en ædel og brav Borger og et godt Menneske; ja at vi maa være Mennesker først, og at som vi er Mennesker til, bliver vi Kristne.”759 Ny Skolelov og Grundlovens indførelse 1800-tallet byder herhjemme på flere radikale nytænkninger. Vigtigst er vel enevældens afskaffelse og Grundlovens indførelse i 1849. Det betyder også, at der nu indføres religionsfrihed i Danmark. Denne frihed kan føres tilbage til, at de første baptister (”gendøbere”) døbes i den københavnske Lersø allerede i 1839. Mindestenen ved Lersøen står ved den idylliske cykelsti, dér hvor søen engang var. Med religionsfrihedens indførelse afskaffes i øvrigt også dåbstvangen. Allerede I 1814 kommer den nye store skolelov. Frederik d. 6. beslutter, at alle danske børn nu skal gå 7 år i skole. På trods af oplysningstankernes fremvækst i 1700-tallet lægger den nye lov fortsat stor vægt på kirken, men nu skal børnene ikke blot være gode kristne, men også gode samfundsborgere. Om undervisningens overordnede formål hedder det således: ”Hensigten med børnenes undervisning skal være at danne dem til gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk-kristelige religions lære, samt at bibringe dem de kundskaber og færdigheder, der er dem nødvendige for at kunne blive nyttige borgere i staten. 760 175 Der bruges dog fortsat megen tid på Bibelhistorien, hvad der bl.a. også kan ses af de anskuelsestavler, der indgik i undervisningen. Aarhus-forskeren Jens Bennedsen er en af dem, der har beskæftiget sig med emnet. Det kristne syn på undervisningen føres videre i dele af den skolelov, der kommer i 1899. Først med en ny Folkeskolelov, så sent som i 1937, nedtones det kristne. Jens-André Herbener siger: ”Først herefter begyndte den sekularisering, der præger langt størstedelen af nutidens undervisningssystem, at slå igennem. Man skal imidlertid frem til folkeskoleloven af 1975, før der formelt indtræffer den adskillelse af folkekirke og folkeskole, der også gælder i dag.” 761 De bedre læse- og skrivefærdigheder er med til at gøde jordbunden for de frihedsidealer, der i århundredets midt fører frem til en ny grundlov. Hans Lassen Martensen (1808 – 1884) var biskop over Sjælland fra 1854 til sin død og en central figur i kirkens arbejde for at imødegå fritænkeriet. Martensen var velbevandret i samfundsdebatten og udgav således i 1874 bogen ”Socialisme og Christendom”. Her kritiserer han socialisterne for at tænke for meget på sanselig nydelse og på ”Kødets Emancipation”. Deres guddom er i bedste fald naturen, og man har jo i de ”røde republikker” i 1848 og 1871 set, hvor galt den slags kunne gå, advarer Martensen. Han indrømmer, at proletariatet har det hårdt, og at den Franske Revolution ikke kunne holde, hvad den lovede i retning af lighed og retfærdighed. Men faktisk er vi mennesker jo heller ikke lige fra naturens side, mener Martensen. ”Det er derfor falsk, hvad denne Socialisme paastaar, at alle Mennesker have de samme Fornødenheder og trænge til de samme Nydelser, ligesom det ogsaa er falsk, at alle kunne anvendes til det samme Arbejde og ere skikkede til at levere Arbejde af den samme Qvalitet.”762 Vi er nødt til at stå vagt om den private ejendom, arveretten og familien, konkluderer han. Hvis man lægger hensynet til familiens og børnenes forsørgelse over på samfundet, vil det bare føre til, at menneskene formerer sig i det ”ubegrænsede”, ja, faktisk som rotter! Martensen strækker dog en hånd ud til arbejderne og socialismen. Det han kalder ”den Ethiske Socialisme”, rummer positive elementer, indrømmer han anerkendende – elementer, som er i Jesu ånd. Arbejdet måtte da også godt blive mere interessant, og arbejdernes sociale forhold bør forbedres, og her kunne en moralsk oprustning hjælpe. Fuldkomne tilstande kan vi dog nok ikke opnå på jorden: ”Fuldkomne Tilstande ville ikke kunne frembringes, saalænge der paa Jorden er Synd og Forfængelighed og Død, men bedre Tilstande ville kunne forventes, jo mere den ethiske Opfatning og Behandling af de sociale Forhold trænger igennem.” 763 Martensen medgiver altså, at arbejdet, som det kendes i hans samtid, ikke er interessant, men en sur nødvendighed. Han har derfor en fremtidsvision: ”Vilde det da være utopisk at antage, at dette i sig selv Fornuftige ogsaa engang vil blive virkeligt: at Haandværket, hvor Mennesket have Lyst og Glæde ved sit Arbeide, og som er beslægtet med 176 Kunsten, har en stor Fremtid, og at det egentlige Fabriksarbejde vil blive indskrænket til de colosale Produktioner?” 764 Frederik Christian Sibbern (1785 – 1872) var filosofiprofessor, Grundtvigs ven, og forfatter – og lærer for Søren Kierkegaard. I præstegårdslunden ved præstegården i Birkerød står der en mindesten for Sibbern, en mand der var forud for sin tid på mindst ét punkt: I 1858 udgav han en fremtidsroman med en, for samtiden karakteristisk, meget lang titel: ”Meddelelser af Indholdet af et Skrivt fra Aaret 2135”. Sibbern fabulerer her fantasirigt om et fremtidssamfund, hvor den private ejendomsret ikke eksisterer, og hvor religionen er en dogmefri teoretisk morallære. Niels Møller Spandet (1788 – 1858) var dansk politiker og jurist. Han er blevet karakteriseret som en kæmpe-fremskridtsmand, når det gjaldt frihed og oplysning. Mange af de sager han som folketingsmand foreslog, blev ikke gennemført i Spandets egen levetid, men er blevet det siden. Han fremsatte således forslag om trosfrihed og om kvindelige præster. Loven om trosfrihed blev dog – i stærkt ændret skikkelse – vedtaget i foråret 1851. Spandet var en af de tre dommere, der i 1825 skulle dømme Grundtvig i anledning af dennes skrift ”Kirkens Genmæle”, og Spandet stemte som den eneste for frifindelse. Hans optræden ved denne lejlighed mishagede Kong Frederik d. 6. så meget, at Spandets juridiske karriere blev stoppet, og han formentes adgang til at aflægge prøve til embedet som højesteretsdommer. 765 Det slog dog ikke Spandet ud, men bevirkede, at han i en moden alder blev politiker. Som sådan talte han, foruden for trosfrihed, også for tyendets sag. Der burde ikke være specielle folkestuer i hjemme for tjenestefolk: ”Gør tyendet delagtig i familielivet, og det vil være i høj grad dannende for det, thi mennesket er for en del, som man behandler det”, lød en af hans udtalelser. 766 Spandet talte også for oplysning for kvinderne. Lige børn leger bedst, også når det gælder om lighed i åndelig udvikling, mente han. Politisk var Spandet medlem af den såkaldte ”Hippodromkomité”, der krævede almindelig stemmeret, trosfrihed, talefrihed og etkammersystem. I Rigsdagens 2. Samling (1850 – 51) drister han sig til at fremsætte sit meget vidtgående forslag om trosfrihed, I forslaget går han bl.a. ind for borgerligt ægteskab, og han mener, at såvel dåbs- som konfirmationstvangen skal afskaffes. Religionen er menneskets eget anliggende i aller-egentligste forstand, og derfor går det ikke at udøve nogen tvang dér! I 1951 skrev Førstelærer N.C. Spandet en artikel i Avisen Vestkysten om sin forfader, Niels Møller Spandet. Her kunne man bl.a. læse følgende om forslaget om trosfrihed: ”Resultatet af debatten blev, at forslaget gik til 2. behandling og i udvalg, hvor Spandet fik sæde. Men ude i den danske befolkning rejste der sig samtidig en voldsom bevægelse mod forslaget og forslagsstilleren. Så godt som alle hovedstadens præster med Biskop Mynster i spidsen gik imod forslaget og adresser i massevis med tilslutning fra hele landet strømmede ind.” 767 Selv om Spandet var en troende kristen, blev han af modstanderne kaldt en gammel ugudelig krop og betegnet som selveste Antikristen i egen person. Biskop Mynster sammenlignede Spandets forslag med mormonernes ugudelige lærdom. Spandet sejrede som sagt ikke i første omgang, men 177 i 1855 løstes sognebåndet, og konfirmationstvangen blev afskaffet, og 1857 ophævedes dåbstvangen. Vi er nået til en pioner i arbejdet for demokrati og ytringsfrihed. En på mange måder enlig svale i sin samtid: Jacob Jacobsen Dampe (1790 – 1867) var teologisk uddannet 1809. Den filosofiske doktorgrad erhverver han i 1812 på en afhandling om koranens etik 768. Dampe er efter sigende en god foredragsholder, og hans uddannelse giver ham – selv om han ikke er præst – ret til at prædike i kirker, såfremt den ordinerede præst giver ham lov. Han benytter bl.a. muligheden for at tale for fuld religionsfrihed og for indkaldelse af en nationalforsamling, der skulle indsætte en forfatningsmæssig regering i stedet for enevælden. Ifølge Sognepræst Chr. Lynge, der har skrevet en biografi over Dampe769, var Kristus for Dampe kun et menneske i lighed med Paulus og Luther. Dampe havde selv overfor retten forklaret, at han af den grund ikke havde villet være præst, trods sin families ønske. ”Senere hen havde han vel ladet sig bevæge dertil og søgt adskillige Kald, men intet faaet, da hans huslige Forhold blev saadanne, at han ikke godt kunde være Præst. Men hans Mening om den gængse Religion havde ikke været forandret.”770 Blandt de emner, Dampe tager op i starten af 1800-tallet, er religionen og kristendommen. En aften læser han, som en del af et foredrag, 22 teser op til forsvar for selvmord. Det opfattes af mange som en kritik af samfundsordenen og af den kristne moral. Dampe prædiker i Helligåndskirken Forfatteren og historikeren Berit Freyheit 771 siger, at Dampe er en glimrende taler. Folk kan ligefrem finde på at skrige og juble, når de hører ham tale. I 1819 prædiker han i Helligåndskirken i København over emnet ”Hvorvidt er Frihed i Ord og Handling overensstemmende med Kristendommens Aand?”. Han opfordrer kristne til i fællesskab at rive magtens sværd af hånden, men han understreger, at loven skal overholdes. Som ofte ved sådanne lejligheder er der politispioner til stede, og de mener ikke desto mindre, at Dampe opfordrer til oprør! Biskop Mynster vil – som en efterfølgende kontrolforanstaltning – læse kladden til Dampes prædiken, men Dampe siger nej, for én ting er kladden, og noget andet er selve prædikenen. Sagen fører til, at Dampe forbydes at prædike i kirkerne, og han går så i stedet over til at holde filosofiske foredrag. Dampes biograf, Lynge, skriver i 1904 om foredraget i Helligåndskirken: ”En Dag holdt Dampe i Helligaandskirken en Prædiken over det Thema: ”Frihedens Overensstemmelse med Kristendommens Aand”. Prædikenen var ingenlunde politisk og talte ikke om det, vi i særlig Forstand kalder politisk Frihed, men enkelte Ytringer var der, som af en mistænksom Aand nok kunde tydes i den Retning, og da der i de samme Dage havde fundet nogle Optøjer Sted mellem Jøderne og Pøbelen i København, saa fandt de styrende, at der kunde være en Forbindelse mellem disse og Dampes Prædiken om det nævnte Æmne.” 772 Da det nu er Dampe forbudt at tale i kirkerne, går han ifølge sit eget udsagn over til at granske vigtige sager i religionen. Et Resultat af granskningen, som særligt gjaldt Den Augsburgske 178 Bekendelse, vil han nu fremlægge for publikum i kraft af, at han som doktor i filosofien har ret til at holde offentlige foredrag. Foredraget holdes 10. april 1820 i Lille Kongensgade 85 i København. Emnet var en undersøgelse af læresætningerne i Den Augsburgske Bekendelse, og han påtænker en fortløbende række af sådanne foredrag. Foredraget er på forhånd sendt til censor, der har ladet det passere. Denne foredragsaften opfordrer han så de lidt over 100 tilhørere til ikke at lade sig behandle som kvæg og til heller ikke godtage teologernes monopol. Desuden gør han sig til talsmand for fuld religionsfrihed, en frihed, der må forsvares, og han siger end videre, at heller ikke Luther var fejlfri. Lynge siger: ”Foredraget, som Censoren altsaa havde ladet passere, gik ud paa at vise, at det var enhver Kristens Pligt at anstille Undersøgelser over Religionen i Almindelighed og Konfessionen i Særdeleshed, og at ingen gejstlig eller verdslig Myndighed havde Ret til at foreskrive Regler i Trossager.” 773 Som sædvanligt var der også ved denne lejlighed politispioner til stede, og enden bliver, at Dampe får at vide, at han straks skal standse med disse foredrag! Han gør naturligvis indsigelser, men dommen falder 20. oktober 1820 og går ud på, at selv om Dampe ikke i sin tale havde opfordret til optøjer, så havde han dog talt så ”ubesindigt”, ..”at han ikke syntes at besidde fornøden Skønsomhed til at vælge sit Æmne og til at optræde som offentlig Taler.” 774 En mundkurv altså, der nu får Dampe til at gå fra religiøs til politisk opposition. Det fører imidlertid til, at han nu for alvor lider nederlag, da han vil stifte en forening, der skulle forberede gennemførelsen af planen om en forfatningsmæssig regering, og som især skulle forsøge at vinde hæren for den. På venstre hånds mellemfinger skulle medlemmerne af foreningen bære en jernring som tegn på, at de ville indføre fri forfatning. Dampe siger selv i sine erindringer: ”Ikke faa nærede i hin Tid Ønske om en fri Forfatning. For at udforske hvor mange, foreslog jeg et ydre Tegn derpaa, en Jernring…” 775 Dampe arresteres Bestræbelserne kvæles allerede under de første forberedelser, og Dampe arresteres i november 1820, efter at være blevet forrådt af sine egne. Han bliver tiltalt for højforræderi og majestætsforbrydelse, ”Crimen perduellionis et læsæ Majestatis”, og dømmes, ligesom sin forbundsfælle Smedemester Jørgensen, til halshugning. Frederik d. 6. ændrer dog – 14. februar 1821 - straffen til livsvarigt fængsel, selv om Dampe selv havde foretrukket en dødsdom, frem for et ørkesløst og langvarigt fangenskab. Jørgensen frigives efter 11 år, men Dampe, der virkelig var en enlig oprører i sin samtid og en lille menneskealder forud for sin tid, må nu henslæbe 28 år i fangenskab; først på Kastellet og siden på Christiansø og i Rønne på Bornholm. Dampe fremhæver selv, at han ikke i mindste måde fortrød, hvad han havde gjort, og at den naturligste måde for ham havde været at føre følgende forsvar: ”Jeg har handlet, som jeg tror, af en fast Overbevisning om det rette og sande, jeg er greben og bliver holdt fangen, fordi jeg har arbejdet for Folkets Ret. Men Folket har virkelig denne Ret, og Kongen har ingen Ret til at holde Folket udelukket derfra.” 776 179 Da han med Frederik d. 7.s tronbestigelse 1848 kommer ud af fangenskabet, overses han på mange måder af den nye Grundlovs støtter, skønt han igen prøver at deltage i samfundsdebatten. Han bor i sine sidste år dels hos Smedemester Faber på Gråbrødretorv og senere på Vester Vold 23 i København. Dampes religiøsitet Dampe bruger nu sin tid på at læse og skrive, og der foreligger adskillige skriftlige arbejder fra ham fra denne sene periode. Det vigtigste er en række ”Taler over Religionen”, hvor han, ifølge Lynge, søger at …”bevise Guds Tilværelse og Sjælens Udødelighed, medens han paa den anden Side vedblivende forkaster Troen paa Kristus som Guds Søn og drager til Felts mod dem, der i det 19. Aarhundredes Begyndelse bekæmpede Fornuftskristendommen, særlig mod Grundtvig. I Tiden før han blev fængslet havde han staaet Side om Side med Grundtvig i Kampen mellem Baggesen og Oehlenschläger, men paa Filosofiens Vegne taget til Genmæle mod ham. Nu kalder han med Hensyn til Kampen mod Rationalismen Grundtvig ”Tilbageskriftets Anfører hos os”. Disse Taler blev først holdte, senere trykte.” 777 Lynge fortæller, at Dampe under sit langvarige dødsleje fik brug for kristendommen, som han førhen ikke kunne forlige sig med. Når præsten, Bülow, kom, bad Dampe ham om at læse i Det Nye Testamente. 778 Ifølge bibliotekaren og forfatteren Carl Dumreicher, der skrev forordet til Dampes selvbiografi 779, var Dampe ikke specielt original på det religiøse område. Han var, før fængslingen, simpelthen rationalist i 1700-tallets forstand, altså en ubetinget tilhænger af den rene fornuftsreligion og den absolutte sandhedskærlighed. Men modet havde han til at fremføre disse synspunkter i en tid, der var præget af Frederik d. 6. og efterfølgeren Christian d. 8.´s hårde kurs mod kritiske røster. Koranens etik: Dampes doktorafhandling Lad os foretage et tilbageblik til Dampes doktorafhandling. I 1812 forsvarede Dampe, i en alder af 22 år, sin filosofiske doktorafhandling om Koranens Etik. Afhandlingen var, som det var skik og brug, skrevet på latin, og hos Dampe med en meget fri, personlig ordstilling.780 Argumentationen i afhandlingen består hovedsageligt af henvisninger til Koranen og til arabiske forfattere. Citaterne gives på arabisk – uden oversættelse! Dampe giver først et overblik over de etiske hovedprincipper i Koranens lære. Herefter følger et afsnit om etikken hos araberne før Muhammed og noget om, hvad Muhammed mente om sig selv. Uden sammenhæng med Koranens etik slutter Dampe sin disputats med at citere Ovids ord, der snart efter – profetisk – kommer til at passe på Dampe selv: ”Så længe du er lykkelig, kan du tælle dine venner i stort tal”. Kurt Villads Jensen (2016) skriver, at Ovids sætning fortsætter med disse ord, som Dampe ganske vist ikke har med: ”Men hvis tiderne bliver mørke og tågede, vil du være alene.” Dampe, der ikke selv havde held i sit kærlighedsliv, fortaber sig allersidst i afhandlingen i en længere digression om det arabiske kvindeideal, med mange citater. En smuk kvinde skal have et 180 roligt ansigt med nedslåede øjne, hun skal skele, være yndefuld og smal om livet, men med kraftige lægge og en stor bagdel som sandklitter, mørkfarvede læber, øjne så store som en kos og en spinkel og hviskende stemme!781 Tilbage til det filosofiske! Dampe har, siger Jensen 782, haft en indirekte teologisk opfattelse af Islam som en religion, der havde et prisværdigt etisk budskab. Krig og vold måtte så være noget, der opstod på trods af dette budskab og ikke som en følge af det. ”Der ligger vist i hele Dampes forestilling om religion, at dens mål må være at bringe menneskene til et højere etisk stade. Hvis den ikke gør det, er det slet ikke nogen religion, men forkerte menneskers ødelæggelse af det inderst inde rigtige i religionen – måske endda i enhver religion.” 783 Djævelen, der jo ellers i kristendommen er en prominent person, er markant fraværende i Dampes disputats, skriver Kurt Villads Jensen 784. Med Oplysningstidens tro på det gode i mennesket og naturen er der simpelthen ikke plads til den hornede skikkelse mere! Kurt Villads Jensen skriver konkluderende, at Dampe med sin disputats viser sig som en overgangsfigur mellem oplysningstiden og romantikken. ”Dampe var så optaget af Oplysningstidens filosofiske tanker, at hans gudsbegreb blev meget lidt konfessionelt og meget lidt bundet til de forskellige bekendelsesskrifter. Gud blev en bagvedliggende årsag eller kraft, og uden at han skriver det direkte noget sted, har Dampe givetvis været overbevist om, at det var den samme Gud, der havde forårsaget og blev beskrevet i både det Gamle og det Nye Testamente og i Koranen.” 785 Forsvarstale for filosofien Lad os atter gå lidt frem - til 1817 - og se lidt på, hvad Dampe selv skrev i sin ”Forsvarstale for Philosophien. Med Tilbagedrivelse af N.F.S. Grundtvigs Angreb paa samme” 786. Allerede i starten af dette skrift lægger Dampe vægt på, at han vil bruge Fornuften, og viser således, at han står på Oplysningens side. Skriftet har undertitlen ”Indeholdende isærdeleshed ført Beviis for Fornuftens Dulighed ihenseende til Læren om Gud.” Han polemiserer mod modstandere af fornuften, der mener at fornuftens lærdomme skulle være dunkle og ”ufattelige for Mængden” 787. Det er Dampe magtpåliggende at tale filosofiens og fornuftens sag overfor dem, der hælder til den rene tro, uden filosofi, fornuft og beviser, og han er klar over, at han i dette ærinde vil møde modstand: ”Maaske nogen vil holde disse mine Forehavender for ugudelige og stridende mod Aabenbaringen. Maaske de ville løfte Forbuds ført imod mig, idet jeg priser Fornuftens Herlighed”788. Selv om han altså venter modstand, er det dog ikke hans hensigt at røre ved ”Aabenbaringen”, altså kristentroen, siger han. Verdens forandringer må have deres årsager, og mange af dem kan man ikke forestille sig, uden at der er et tænkende væsen bag. Hans hensigt er at forsvare filosofien, for den kan bevise alt skønt og herligt, der gives om guddommelige ting. 181 I et tillæg til skriftet langer han voldsomt ud efter Grundtvig, som han finder, modarbejder oplysningen. ”Jeg erklærer dig, som en Fjende af Oplysningen og en tilbagefører af Mørket” 789. Problemet er, at Grundtvig i Maanedsskriftet Dannevirke har skrevet, at man ikke kan tænke sig en filosofi …”ved vor egen Fornuft om de guddommelige Ting”, for der er ting, vi nu engang ikke kan begribe, og filosofi om dem vil derfor være unyttig,..”og der er os følgelig ikke levnet Andet, end hvad vi ved Tro kunne tilegne os.” Den slags får oplysningsmanden Dampe helt op i det røde hjørne. For filosofien er god nok, og alt kan, ifølge Dampe, belyses ved fornuft: ”Til dette erklære vi strax foreløbigen vor Mening 1) at Philosophien kan bevise alt, hvad skjønt og herligt der gives om de guddommelige Ting.” 790 Så vidt folkeoplyseren Dampe. Hvis vi bladrer lidt frem igen, denne gang til 1820 og ser på, hvad han dengang skrev i ”Anden tale om den augsburgske Troesbekjendelse, hvori de bestrides, der ville udelukke Folket fra denne Undersøgelse.” 791 Dampe siger her, at man ikke kan efterprøve Den Augsburgske Troesbjendelse uden at se på hele den lutherske kirke, og en almindelig indvending er, at det kan lægfolk ikke forstå. ”Men hvor mange Theologer er der, som have Evne og Lyst til at anstille slig Undersøgelse! En Mængde af Theologerne har kun lært det udenad, som Høiere have forelagt dem, en Mængde andre har endogsaa glemt, hvad de engang har lært udenad”. Sagt på nutidsdansk, så er debatniveauet ikke højt omkring religion – hverken blandt lægfolk eller gejstlige. De fleste efterplaprer det, andre har sagt, de skal mene.792 Efter en meget lang og tidstypisk indledning, hvor Dampe understreger sin ubrydelige vilje til at søge sandheden, kommer han frem til undersøgelsens kerne: Selv om mange har villet lægge låg på denne diskussion, vil han nu se nærmere på den trosbekendelse, som hans lutherske kirke har antaget. Blot dette at ville sætte religionen under debat, modarbejdes desværre, siger Dampe, af det, han kalder ”Mørkets Parti”: ”Ja, man skulde ikke troe det, og dog er det saa, at der i dette nittende Aarhundrede er et Partie, hvis Maal og Stræben er Mørket. Dersom vort Øie elsker Mørket, som Natuglen, da søge vi dem, men har vort Øie vant sig til at elske Lyset, da arbeide vi for Lyset.” 793 Også religionen skal sættes under debat! Det er Dampes påstand, at vi skal sætte også religionen under debat, for vi må undersøge al ting og ikke nøjes med blind tro. Det vil nemlig blot lede os til …”at antage alt mulig Drømmeværk”. Og hvis vi kunne gøre ting sande, blot ved at tro på dem, så kunne vi på den måde skaffe os mange ting, som vi havde lyst til. Det er strengt nødvendigt, at fornuften er med, i det vi tænker og gør, betoner Dampe. ”Menneskeslægten vakler frem svag og langsom, men dog ene betrygget ved Fornuftens Stav.” 794 Den, som kaster fornuften bort, han må nødvendigvis henfalde til ufornuft, og falsk indbildning, dårskab, bedrag og ufornuft betyder jo omtrent det samme, mener Dampe. Religionens navn er tit nok blevet misbrugt. Han fortsætter i det følgende polemikken mod ”Mørkets Parti”: 182 ….”dette Partie, som giør Regning paa, at vi enten vilde være for sløve eller agte os selv for svage til at bruge vor Eftertanke, dette Partie udbreder sig indtil denne Dag uden synderlig Hindring eller Modstand. Det søger at indhylle sine Bestræbelser i Religionens Maske, uagtet vi jo alle vide, at Religion, som ikke er bygget paa Fornuft, bliver Overtro og ei Religion…” 795 Så religionen, og dermed også dens mange forsyndelser, må sættes under debat. ”Det var Troen, som bragte de Tusender af elendige Slagtoffere i de Fængsler hvor de sukkede hentærede lig blege Dødninge; det var Troen, som væbnede denne blodgjerrige geistlige Drage…””Det var Troen, som der nedværdigede den menneskelige Aand, og gjorde hver Tvivl om skammelige Vildfarelsers Sandhed tll Forbrydelse. Mennesker! Har jeg ikke Ret, naar jeg beder eder tage eder iagt for Troen?” 796 Før sin fængsling er altså dette - at appellere til fornuft, efterprøvelse og debat i religiøse spørgsmål - Dampes ærinde, og det er i sig selv kontroversielt nok, for reaktionen vil lægge et låg over al debat på området. Dampe forkaster ikke religionen som sådan. Det gør han heller ikke efter sine mange fængsels-år. Hans ærinde er fortsat at sætte tingene under debat. Taler over religionen 1850 I ”Taler over Religionen”, der er skrevet i 1850 efter det langvarige fængselsophold, gennemgår Dampe den udvikling han har iagttaget i religiøsiteten i Danmark. Han viser, at han - trods de mange års indespærring - har haft viljen til at følge med i debatten i Danmark. ”Reactionens Partie” i religionen har i de senere år mere og mere tiltaget i antal og styrke, mener Dampe. Reaktionen arbejder uophørligt på at føre menneskene tilbage til Fabelen, altså en bogstavsnær læsning af Bibelen. ”Saa vidt vare Menneskene engang skredne frem i Indsigt, at de forkastede Fabelen. Den gamle Overtro og Fabel, som havde hersket i saa mange aarhundreder maatte vige for Oplysningens nye Morgenrøde. Reactionen vil atter føre Menneske tilbage i den gamle Overtros Skjød”. 797 For Dampe at se vil den reaktionære udvikling atter nedsænke Europa i ”Overtroens Nat”, men måske er der håb, for hvis menneskene tilbagestøder Fabelen, kan der forhåbentlig stadig dannes en ”fornuftig religion”, der kan være en sikker vejleder for deres handlinger. Det er netop Dampes hensigt med artiklen og med de taler han har holdt om emnet, at overbevise folk om det gode i en fornuftig og radikalt anderledes religion, og det betyder for ham en tro på sjælens udødelighed. ”I Henseende til min Anskuelse af Gud, hvis Tilværelse jeg haaber paa det strængeste at bevise, staar min Fornuftreligion i en stærk Opposition mod al hidtilværende Religion og al hidtilværende Philosophie.” 798 De forsamlinger, han har talt til om emnet, har delt sig i to partier siger han, og det ene parti har været Overtroens og Fablens Parti. Det andet parti har været modtagelig for hans tanker, der ridser samfundets modsætninger op: Der findes to slags despoter, som verden har måttet sukke under, så længe, den har eksisteret, hævder han. Der er ”Fyrste-Despoterne” og ”PræsteDespoterne”, og begivenhederne i 1848 med revolutioner i Europa og ny dansk Grundlov har sat kampen mod de sidstnævnte lidt i skyggen, men nu skal der tages fat! 183 Hvis man kigger på historien, har der været tre store oprør mod præsterne, hævder Dampe. Det første oprør rettede sig mod ”Jupiters Religion”, hvor Jupiter var den øverste Gud. Sokrates tilskriver han en stor ære for oprøret, og han måtte da også dø, fordi han forkastede de daværende præsters religion. Efter Jupiters tid regerede pavedømmets præster så i Europa i mere end tusinde år, uden at noget oprør rasede mod dem. Det næste store oprør kom fra Luther, og det tredje ser han som ”Fritænkernes Oprør”. ”Altsaa, som sagt, i Aarene efter 1790 begyndte den fritænkerske Aand i Religionen først ret at udbrede sig hos os her i Danmark.”799 Ligesom religionssociologen Phil Zuckerman, næsten 200 år senere, tvivler også Dampe på, om danskerne nu egentlig i virkeligheden altid har været et folk af kristne, fordi dette navn har ,,,”i en betydelig Grad” blot været et ”udvortes Skin”. Vantroen, altså den manglende tro på Kristus, kulminerede ifølge Dampe omkring starten af 1800-tallet. ”Jeg troer ikke, at jeg vover for Meget ved at sige, at den allerstørste Deel af de Mænd her i Danmark, som ere i den Alder af 50, og derover, ere ikke Christne, det er at sige, at de troe ikke i deres Hjertes Inderste paa den christelige Religion.”800 Filosofferne har altid været præsternes naturlige fjender, mener Dampe. Præsternes første bud er nemlig: Du skal tro! Og filosoffernes første bud lyder: Du skal tvivle! Dampe gennemgår, hvordan filosofien fik mange til at tvivle på Bibelen og den ”christelige Religion”: ”Mangfoldige faldt af fra Præsterne og fra Præstereligionen, da tyede man til Philosophien, og nogle troede, at den berømte Philosoph Kants Philisophie kunne komme i stedet for den christelige Religion, de troede, at naar Christi Billede var kastet ned til Jorden, naar Alterne vare revne ned og opbrændte, saa kunde Kirkerne forvandles til Høresale, hvori verdslige Lærere kunde foredrage den kantske Philosophie, den Religion, som var indeholdt i denne Philosophie, og som var bygget alene paa Fornuften….” 801 Så nu kunne Bibelen blive overgivet til folks foragt, siger Dampe. Den kunne rives itu og bruges til kræmmerhuse! Men så galt gik det nu alligevel ikke, for denne overgivelse til filosofien var set før, da man forkastede Jupiterreligionen – og dengang gik det heller ikke godt! Dampe sætter perioden for ”Den Store Vantro” herhjemme til omtrent fra 1790 til 1810; en tid hvor menneskene forkastede Kristus og i stedet stræbte efter fornuften alene. Vantroen mislykkedes imidlertid og folk begyndte at vende tilbage til præsterne. Denne nye, kristelige periode sætter Dampe til fra omtrent 1810 til omtrent 1840 – men dog var Bibelen ikke helt rehabiliteret. ”Hos mange var Troen paa Bibelen aldeles tilintetgjort, de vedbleve at være aldeles vantroende og opdrage ogsaa deres Børn i deres egen Vantro” 802 To grupper af danske præster Dampe deler de danske præster op i to grupper, som vi i dag nok ville betegne som fundamentalister og bibelkritikere. ”Det ene Partie vil, at Alt, hvad der staar I Bibelen, skal 184 forstaaes nøiagtig, som det staar…” Det betyder, forklarer han, at man skal pines i en evighed, hvis man hører til de onde, Djævelen findes og Solen går rundt om jorden! ”Det andet Partie gjør Forklaringer; naar de finde i Bibelen, hvad de ikke kan holde for fornuftigt, saa forklare de den saaledes, at dens Mening kommer til at stemme overens med det, som de holde for fornuftigt.” 803 Vor tids mennesker finder sig ikke længere i en religion, der strider mod deres fornuft, mener Dampe. På grund af de store politiske begivenheder i 1848 er den tyske religionskritik fra 1840 og frem, ikke helt slået an i Danmark. Selv om den gamle præstetype fortsat står stærkt i Danmark, så er det dog tydeligt, at de nye strømninger også kommer til os, for lige overfor de gamle præster står… …”en Mængde, i Frankrig, som taaler dem endnu, men hvis Tro er saa liden, at den, om de gaae for vidt, vil, i Hurtighed bortkaste dem ganske og aldeles, i Lombardiet, som forbander dem, i Rom, som er rede til endnu engang at vove Livet for at styrte, i Norden, som betragter dem med en bestemt Uvillighed og Forkastelse.”804 Dampe slutter med at sige, at han vil være fornøjet, hvis han i dag har givet os en tydeligere forestilling om religionernes historie – om hvordan man har forkastet ”præstereligionen” og søgt at erstatte den med en religion ved fornuften, men nu igen er på vej tilbage til præstereligionen. Jacob Jacobsen Dampe er tydeligvis på sine gamle dage – hvis nogensinde – ikke ateist. Men han forkaster den fundamentalistiske ”præstereligion” og går – i Oplysningens ånd – ind for en fornuftbaseret religion. På trods af næsten 28 års indespærring er det lykkedes ham i imponerende grad at få et overblik over religionens og filosofiens udvikling. Baptisterne og barnedåben Nok om Dampe, der i sine sidste år måtte hutle sig gennem tilværelsen og aldrig rigtigt fik den oprejsning, som hans mod og fremsynethed kunne have berettiget til. I tiden omkring den nye Grundlov var det stadig en stor mundfuld for mange danskere at acceptere dem, der var anderledes. Hvor hårdt skulle man slå ned på dem, der repræsenterede en anden tro? Jeg har tidligere bl.a. nævnt Jødefejden 1819-1820, hvor antisemitiske horder kastede sten mod jødernes butikker i København under slagordet ”Hep, hep!” og ønskede at drive jøderne ud af byen. Ågerkarle og pengepugere var nogle af slagordene! Optøjerne var i høj grad inspireret af tyske antisemitiske optøjer, der havde fejet hen over mange tyske byer i løbet af 1819. I Tyskland var det i Oplysningstiden, i flg. Glebe-Møller (2007), egentlig kun Lessing, der havde givet udtryk for respekt for jødernes og den jødiske religion. 805 Heller ikke andre fremmedelementer var populære, hverken i Tyskland eller herhjemme. Baptistkirken, der var stiftet helt tilbage i 1609, havde fået en vis udbredelse i Danmark, så man lagde mærke til nogle af deres ritualer, men særligt deres voksendåb vakte anstød. Dåben foretages hos baptisterne ved neddykning af hele kroppen efter oldkirkeligt forbillede. Kun den, 185 der når frem til personlig tro, kan døbes og optages i menigheden, der som fællesskab er ansvarlig for menighedens liv og vækst. Den danske statsmagt og kirken anså det for at være et stort problem, at baptisterne, ”gendøberne”, ikke døbte deres børn og på den måde ikke kunne regnes for ordentlige borgere. I 1842 indfører Christian d. 8. en lov om påbudt tvangsdåb, men præster såvel som menigmand har ikke stor sympati for denne nye lov. 806. I 1857 trækkes loven tilbage. Magnùs Eiriksson (1806 – 1881), var en islandsk, teologisk forfatter, hvis grav man i dag kan besøge på Garnisons Kirkegård i København. Eiriksson skrev bl.a. den omfangsrige bog ”Om Baptister og Barnedaab” (1844). Her forsvarer han baptisterne og deres voksendåb, som Christian d. 8. ´s regering og Biskop Mynster ellers for hårdt frem imod. Det var regeringens politik, at baptisterne ved vold skulle tvinges til at lade deres børn døbe, men Eiriksson hævder, at barnedåben aldeles ikke er apostolisk (dvs. oldkristelig, formuleret af en af de 12 apostle), og at den almindelige tro på dåbens mirakuløse virkning stred mod sund fornuft. Med årene blev Eiriksson mere bibelkritisk, og i tidsrummet 1863 – 77 udgiver han flere større skrifter, der alle går ud på at vise, at Jesus fra Nazareth ikke har været Gud, men kun en reformator af den jødiske teologi, som den foreligger i Det Gamle Testamente807. Socialisten Frederik Dreier ytrer sig om Eiriksson og revser, ligesom Jacob Jacobsen Dampe, den tendens, der i hans samtid var til at lægge låg over diskussioner af religionskritisk art. Samtidig roser Dreier Eiriksson, fordi denne havde mod til at gå imod strømmen. Dreier siger: ”Disse forskjellige Forsvarsmaader ere fra de tidligste Tider, da Kritik begyndte at fremtræde i vor Presse, anvendte med stor Dygtighed. Man vil erindre den Djærvhed og Ufortrødenhed, hvormed M. Eiriksson angreb Martensens Troeslærdomme.” 808 Dreier beklager sammesteds, at Eirikssons ”videnskabelig begrundede og udførlige Kritik opnaaede Intet, som kunde kaldes et Svar; der anvendtes den tause og fornemme Foragts Methode.” Rasmus Nielsen (1809-1884) , dansk filosof, der var medvirkende til, at forholdet mellem tro og viden, religion og videnskab, blev det store diskussionsemne i slutningen af 1860´erne. Med bogen ”Evangelietroen og den moderne Bevidsthed” (1849) afviste Nielsen den moderne videnskabelighed indenfor teologien, som ikke mindst David Friedrich Strauss (1808-1874) talte for. Strauss viste, hvordan Jesus historisk set var en næsten ukendt person, der af forskellige myter var formet til billedet af ”troens Kristus”. Nielsen blev fra slutningen af 1860´erne Grundtvigs prominente allierede i det akademiske miljø. Han søgte denne alliance med grundtvigianerne, da han i den langvarige og ophede debat om tro og viden i samtiden var var blevet isoleret, efter at han var blevet angrebet af ledende nationalliberale teologer som Martensen på den ene side og Hans Brøchner og Georg Brandes på den anden side. Filosoffen Peter Michael Stilling (1812 – 1869) beskæftigede sig i flere skrifter med tro og ateisme, hvad der dog langtfra gjorde ham til ateist. Religionskritikeren og ateisten Rudolf Varberg er tydeligt skuffet over den manglende stillingtagen, Stilling lægger for dagen i sin afhandling til 186 magistergraden, ”Den Moderne Atheisme” (1844). Varberg skriver at Magister Stilling ved sin afhandling om ateismen havde ødelagt …”al sin Smule Kredit som Tænker.” Varberg fandt simpelthen Stilling uoriginal og plat. 809 Stilling begyndte som hegelianer og blev senere påvirket af Søren Kierkegaard, men synes heller ikke at have fundet hvile på dette standpunkt, som der står i Dansk Biografisk Lexikon 810 Frederik Dreier er mildere end Varberg i sin bedømmelse af Stilling. Dreier skriver, 811, at i Stillings skrift har han, for Dreier at se, ”..gjort et nyt og betydeligt Skridt fremad”. Det ser man i Stillings slutord, mener Dreier. Her skriver Stilling: ”Jo mere jeg tænker over Religionen (den uomtydede bibelske Forestillingskreds) og søger at begribe den, desto mere presses jeg til at vælge Eet af Tvende: enten at bevare Troen med Tabet af Forstand, eller at bevare min Forstand med Tabet af Troen.”812 Dreier roser Stilling for at respektere naturvidenskabens berettigelse og sandhed og for at have anerkendt den nyere bibelkritik. Her tænker han formentlig på David F. Strauss´ bibelkritik, som den kom til udtryk i værket ”Das Leben Jesu” (1835). Stilling udtaler på en meget bestemt måde, siger Dreier, at Bibelen er et menneskeværk og en blanding af historie og sagn.813. Helt tilfreds med Stilling er Dreier dog ikke. Stilling mangler stadig at lade sig oplyse noget mere af den tyske bibelkritik. Stilling afviser i ”Den Moderne Atheisme” ateismen, som han mener har skuffet. Det er især Feuerbach og Strauss, han polemiserer imod. Han anfører også en række grunde til sin skuffelse, der skyldes det, han opfatter som fritænkningens manglende etik: ”Af de anførte maa det allerede være klart, at den nye Aand – der lokkede Verden med sine Løfter om at etablere et energisk, begejstret, ethisk Liv i stedetfor det matte religiøse – kun er Løgnens Aand. Ja, havde den blot været istand til at bringe den ethiske Idee til den lovede Værdighed, da havde den tilvisse været en i Sandhed farlig Magt for Religionen og den Philosophie, der fører Religionens Sag. Men nu har den selv vist sig som en pralende Blomst paa Philosophiens Mark, der visner i samme Øjeblik den stilles under Tankens Mikroskop og ses i Idealets Lys.” 814 En religionskritiker af en noget anden skuffe var den bornholmske præst Adolf Peter Adler (1812 – 1869). Han udgav i 1843 en prædikensamling, i hvilken han skrev, at han i december 1842 haft en åbenbaring! Åbenbaringen, i hvilken Jesus havde talt til ham, havde gjort det muligt for ham at forstå ”Det Ondes” oprindelse. Problemet var bare, at i den luthersk-evangeliske kirke må man ikke have åbenbaringer! Så Adler blev suspenderet i januar 1844 og afskediget i 1845. Sagen om Adler blev især kendt, fordi han var en af Søren Kierkegaards bekendte, og Kierkegaard skrev et større manuskript om sagen. Kierkegaard spurgte: Kan kirken overhovedet nægte en troende hans oplevelse – og det ekstraordinære? Sagen førte frem til Kierkegaards senere kirkekamp. 815 187 Søren Kierkegaard (1813 – 1855) Den danske, senere så verdensberømte, teolog og filosof, Søren Aabye Kierkegaard, var religionskritiker – om end på en ganske anden måde end Strauss, Feuerbach og Marx. Kierkegaard indledte sit voldsomme opgør mod kirken 18. december 1854 med en artikel i Fædrelandet: "Var Biskop Mynster et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner – er dette Sandhed?" Artiklen bliver starten på den såkaldte ”Kirkestorm” i 1855, hvor Kierkegaard rettede voldsomt polemiserende og injurierende angreb imod kirken og dens præsteskab. Kierkegaard mente, at det at være kristen var det stik modsatte af det, præsterne sagde på prædikestolen! Han mente, at præsterne var uden alvor for evangeliet og kun optaget af deres eget vellevned – i stedet for at følge Kristus. Præsterne havde – ligesom biskopperne – skiftet evangeliet ud med profit! Derfor gælder det om hurtigst muligt at få nedlagt kirken! Gå ikke i kirke! Det var hans kætterske opfordring i flyveskriftet ”Dette skal siges; saa være det sagt!” Ved at undlade at deltage i den offentlige Gudsdyrkelse, som den var, mente han, at man så heller ikke deltog i at holde Gud for nar! Hverken Biskop Mynster (1775 – 1854), eller andre med ham, var, i følge Kierkegaard, ”sandhedsvidner”, hvilket for Kierkegaard betød mennesker, der led for den kristne sandhed. 816 En kristen bør bruge al sin energi på at koncentrere sig om saligheden i evigheden. Det kan kun ske, hvis vi er villige til at lide i denne verden, hævdede Kierkegaard! Lodberg finder, at vi her møder en kombination af Middelalderens asketiske kristendom og 1700-tallets pietisme. Statskirken var blevet for rummelig, og i dette ”ligemageri” var det blevet glemt, at den enkelte skulle leve som ”personlig kristen”. 817 Kierkegaard selv døde, før han nåede at se, om hans kritik bar frugt. Sidst i september 1855 sank han om på gaden, tilsyneladende slidt op! Fire dage senere, den 2. oktober, blev han indlagt på Frederiks Hospital i Bredgade i København, og den 11. november 1855 døde han. Religionskritikeren Leif Nedergaard skriver, at Kierkegaard ved at erkende, at kristendommen var en rent subjektiv affære, hvis rigtighed ikke lod sig bevise, undgik at lade sig påvirke af Strauss´ og Feuerbachs bibelkritik. 818 Men aldrig er der fra en troende kristen blevet rettet noget stærkere angreb mod præsterne og alle kirkelige institutioner, end det, som Kierkegaard foretog i sit sidste leveår, tilføjer Nedergaard. I ”flyveskrifterne Øjeblikket”, kritiserer Kierkegaard skarpt og vittigt præstegerningen som et indbringende levebrød, ligesom han også langer ud mod nogle af Folkekirkens bærende elementer som dåb, konfirmation og kirkelig vielse.819 Den officielle kristendom, mente Kierkegaard, havde erstattet lidenskab med magelighed og livsnydelse! Det er forståeligt, hvis Kierkegaard døde skuffet og bitter, mener Jens Rasmussen820 ”Den triúmpherende Kirke´´, som han havde raset imod, og som han mente stod langt fra idealet, havde sejret. Nedergaard forestiller sig, hvad Kierkegaards oprør kunne have ført til, hvis han havde fået lov at leve ud over sit 42. år: Han…”kunne være nået til et totalt opgør ikke blot med kirken, men med hele kristentroen. For hans intelligens føltes det som en lidelse på trods af al fornuft at skulle 188 fastholde ”det kristelige paradoks”, at ens salighed skulle være betinget af troen på en ubeviselig og urimelig historisk begivenhed, at guden var blevet menneske i Jesus, var død og genopstået o. år 30.” 821 Andre åndelige og filosofiske strømninger i 1800-tallet: Ingen bevægelse uden modbevægelse! I slutningen af 1700-årene og første del af 1800-årene opstår der en folkelig vækkelsesbevægelse i Danmark, en bevægelse, der reagerer på oplysningen og de efterhånden mange rationalistisk indstillede præster. En af disse, som de ”hellige” eller ”de opvakte”, som de ofte selv kalder sig, reagerer imod er den rationalistiske præst i Skårup på Fyn Peter August Vedel (1768 – 1842) 822.Vedel vil gerne oplyse om nye tanker og dyrkningsmetoder, men de hellige ønsker en mere personlig bekendelse, og de foretrækker Luther, Kingo og Brorson, som de var i den gamle salmebog fra 1699, frem for Biskop Balles moderne salmebog fra 1798. I Balles ”Evangelisk-kristelige salmebog” er mange af de gamle salmer forsvundet, eller de er forkortet eller erstattet af nye. I Nebsager Kirke ved Hedensted opstod der ligefrem en sangerkrig i 1802. Menigheden delte sig under gudstjenesten i to, der søgte at overdøve hinanden med hver sin salmebog.823 Den nye vækkelsesbevægelse har særligt tag i jævne folk fra Fyn og Jylland, og betegnelsen ”De Stærke Jyder” dækker over den gren, der især gjorde sig gældende i området mellem Horsens og Vejle. Bevægelsen kan sammenlignes med den, man blandt andet også fandt i Sverige, og som er beskrevet i Selma Lagerlöfs roman ”Jerusalem”. Karakteristisk er det, at de hellige ikke har intentioner om store samfundsforandringer. De vil blot have lov at samles om Guds ord, og de taler gerne om synd, frelse og Jesu lidelse. Man kunne sige, at de er efterkommere af pietisterne, og at de – med et moderne udtryk – også reagerer mod ”københavneriet” i form af lærde teologer fra Hovedstaden. Vækkelsesbevægelsen herhjemme deler sig efterhånden i Indre Mission, grundtvigianere og frikirkefolk. En gren af vækkelsesbevægelsen er Indre Mission, et missionsarbejde, der søger at genkristne det moderne, verdslige samfund. Bevægelsen opstår i slutningen af 1850´erne og opnår hurtigt en imponerende vækst – især på landet og især blandt folk, der ikke er så økonomisk velstillede. Der bygges det ene missionshus efter det andet. Lodberg sammenligner missionsbevægelsen med opvæksten af fitnesscentre i vore dage, der også giver sved på panden og forhåbninger om et nyt liv. 824 I år 1900 har Indre Missions blad, ”Indre Missions Tidende”, ikke færre end 16.000 abonnenter, og er dermed et af de mest udbredte blade i Danmark. Indre Mission laver et stort opsøgende arbejde og prøver blandt andet at skaffe nye leveveje til prostituerede, ligesom de prøver at overtale kunderne på bordellet til at gå hjem igen. I USA kalder man efterkommerne af Indre Mission for ”The Sad Danes”, mens grundtvigianerne” kaldes ”The Happy Danes”. 825 Hvis Indre Mission kan siges at repræsentere en intern religionskritik, er J.C.H. Fischers af den eksterne art. Johan Christian Henrik Fischer (1814-1885) var dansk politiker. Fischer var oprindelig 189 latinskolelærer ved Slagelse Skole og blev senere i flere omgange valgt til Folketinget, først for Bondevennerne og senere for Højre. Som politiker opfattedes han som "fritænker", fordi han levede i et uægteskabeligt forhold, skriver historikeren Claus Bjørn826. Med til Fischers ry som fritænker bidrog sikkert også, at han arbejdede for Georg Brandes´ ansættelse ved universitetet. Fischer opgav, ved Slagelse Skoles nedlæggelse i 1852, sin lærergerning. Wikipedias artikel om Fischer mener, at det formentlig skyldtes den misstemning, han fra forskellige sider blev genstand for på grund af den afhandling, han 1849 offentliggjorde om "Astronomien og Skriftens Autoritet". Skriftet var en lang række påvisninger af Bibelens manglende sammenfald med videnskabernes nyeste resultater. I et senere afsnit om Videnskab og Tro vil jeg komme nærmere ind på J.C.H. Fischer, der var en markant religionskritiker og nærmede sig emnet fra flere sider. Han var meget alsidig og skrev desuden også flere bøger om ornitologi. Hans Brøchner (1820-1875): Både Georg Brandes og Harald Høffding havde haft filosoffen Hans Brøchner som vejleder i det filosofiske og æstetiske studium, og de tilegnede endog ham deres hovedværker. Brøchner var oprindeligt teolog, men blev påvirket af Feuerbach og Strauss. Han oversatte sidstnævnte til dansk (1842) og vedkendte sig åbent sin egen ateisme. Det førte til, at han blev nægtet adgang til eksamen og først senere blev ansat som docent i filosofi. 827 Brøchners egne religiøse anskuelser fremstiller og begrunder han i værkerne ”Problemet om Tro og Viden” (1868) og i ”Om det religiøse i dets Enhed med det humane” (1869). Han bryder ganske vist med kirkens kristendom, men udformer en ”renset” teisme, der har et skær af panteisme over sig. Hvad barnedåben angår, forsvarer han baptisterne mod Biskop Mynsters ønske om at tvangsdøbe deres børn. Carl Henrik Koch skriver, at Brøchners humanisme med eftertryk på personligheden, og hans opfattelse af, at mennesket ikke blot var et fornuftsvæsen, men tillige et naturvæsen, genfindes i radikaliseret form hos hans elev Georg Brandes. Desuden bliver tanken et bærende element i det, der senere bliver kendt som ”det moderne gennembrud.”. 828 Mathias Steenstrup (1822 – 1904) dansk teolog og filosof. Frederik Dreier skriver, at Steenstrup fremtrådte med en ødelæggende kritik af det Teologiske Fakultet og studium ved Københavns Universitet. …”der levnedes det hele Væsen ikke Ære for 2 Sk., som man siger, og uheldigvis var dets Usselhed tilmed paa det klareste beviist.” 829 Steenstrup mente, at det daværende universitetssystem var aldeles forældet, søvndyssende og middelalderligt 830 Hvis de unge kom begejstrede og livlige til videnskabernes hjem, universitetet, så ville de snart…”ved Deltagelsen i Universitetsundervisningen føle Lede og Væmmelse istedetfor Begejstring og Jubel….” 831 Det var bl.a. eksamensformen og den kirkelige latinundervisning, det var galt med. ”Jeg ser ikke, at der fra Universitetet ledes en Dannelse, som gaar i det dybe, som fører til den inderlige Selvbeskjæftigelse; jeg ser endnu mindre, at de Unge, som med mere og mindre klar, men 190 dog vel i Regelen med livlig og begejstret Følelse for videnskabelig Udvikling komme til Videnskabens Hjem, drages ind i en høj og ædel Stræben for at hæve sig til Aandens frie Liv. Jeg tror tværtimod, at Universitetslivet udruger en Ufrihedens og Slaphedens Aand, og at jo mere den Studerende er opvakt og begavet, desto mere vil han ved Deltagelse i Universitetsundervisningen føle Lede og Væmmelse i stedetfor Begejstring og Jubel ….” 832 I Steenstrups afhandling for magistergraden 1854, ”Historisk-Kritisk Oversigt over Forsøgene paa at give En Historiens Filosofi” afviser han den teologisk-filosofiske indgang til historien. Det er den, der ”ideligen” gør Gud til det umiddelbare subjekt i historien. ”Saaledes som vi hidtil have seet det theologiske Standpunkt, kan der vist næppe fra det udgaa noget alvorligt Forsøg paa at opfatte Historien i dens Helhed, dels fordi den bevægende Interesse ikke ligger i nogen Trang til at begribe Historien i Almindelighed, derimod, om jeg saa maa sige, i en religiøs Forundring eller Forargelse over bestemte Fænomener…”833 Med støtte i den italienske historiefilosof Giovanni Battista Vico (1668 – 1744) slår Steenstrup fast, at historien er Menneskets værk! 834 Frederik Henrik Hennings Dreier (1827-1853), dansk samfundskritiker og socialist, blev bare 25 år gammel. Men han nåede ufatteligt meget i sit korte liv. Ifølge vennen Rudolf Varberg blev Dreier i 1851 angrebet af ”koldfeber” (malaria). Idehistorikeren Svend Erik Stybe mener dog, at det sandsynligvis var gonorré. Den officielle dødsårsag var ”apoplexi” (slagtilfælde), men der er også gisnet om selvmord som følge af depression. Dreier er begravet på Assistents Kirkegård i København og foreviget på en af Bjørn Nørgaards berømte gobeliner i Riddersalen på Christiansborg. I et af sit livs sidste dagbogsnotater skrev Georg Brandes 9. oktober 1926: ”Man tage Christian V bort fra Kongens Nytorv og rejse et Mindesmærke for Frederik Dreier i Stedet.” 835 Dreier var en fortaler for de radikale reform-ideer, som i hans samtid rystede mange magthavere i Europa. Under Enevældens sidste år blev der slået hårdt ned på den slags i Danmark, som vi bl.a. har set det i Doktor Dampes tilfælde. Dreier var pioner og blev derfor senere kaldt "Danmark's første socialist". Terperiet af græsk og latin fyldte meget i Dreiers skolegang på Metropolitanskolen i København. Til gengæld blev naturvidenskaberne, til Dreiers store ærgrelse, forsømt. ”For Dreier var kendskab til videnskabelig metode, til fysiske fænomener og menneskets krop grundlæggende i bevidstgørelsen af børn (og andre mennesker) og en betingelse for udvikling, ”Fremadskriden”” 836 Fra omkring 1846 skifter hovedvægten i Dreiers studier fra medicin til filosofi og religionskritik. Han diskuterer bl.a. begreber som straf, skyld, arvesynd og selvmord. Han var inspireret af Ludwig Feuerbachs og Bruno Bauers værker, men endnu mere af den i 1844 udgivne bog ”Den Eneste og hans Ejendom” ("Der Einzige und sein Eigentum") af Max Stirner, som kritiserede Feuerbach og Bauer for i det væsentlige stadig at være "fromme" ateister. Bogen er et opgør med religiøs tænkning i form af det, der påstås at være de sande og evige ideer og værdier. Lige efter udgivelsen blev Stirners værk forbudt og beslaglagt af de preussiske myndigheder, men frigivet igen, fordi man mente, at værket var så frastødende, at det ville styrke den religiøst-moralske holdning! 191 Dreier, der oprindeligt boede i Brolæggerstræde 13 i København med sin mor, en bror og en faster, bor nu – efter endt skolegang på Metropolitanskolen - på Valkendorfs Kollegium i Skt. Peders Stræde i København, og begynder at studere medicin. På kollegiet tilslutter han sig debatforummet ”Selskabet Yggdrasil”, der helst skulle bestå af lutter ”Atheister og Socialister”. En af kollegianerne, Ditlev Langkjær, erindrer, at selskabets medlemmer var vildt uenige på det religiøse område. Man diskuterede bl.a. Martensens Dogmatik, der udkom 1849, og et skrift af socialisten Joseph-Pierre Proudhon (1809 – 1865). Dreier foregriber Darwin I værket ”Folkenes Fremtid. Af en Fritænker” (1848) taler Dreier – 11 år før Darwins ”Arternes Oprindelse” – for, at dyr og mennesker har udviklet sig langsomt gennem en evolutionær proces og således er langt ældre, end de 6000 år, Bibelen taler om. Det er kun, hvis man er religiøs, siger Dreier, at man kan hævde, at vi er 6000 år gamle som arter. ”Alle naturvidenskabelige Erfaringer tyde hen paa, at de nulevende Dyreslægter have gennemgaaet mangfoldige store Forandringer, navnlig er af en Form, hvis Individer efterhaanden kom under Forhold, der vare meget forskellige fra de tidligere (det ”Oprindelige” om man vil), fremkommet flere indbyrdes forskjellige og fra det foreløbige Udgangstrin meget afvigende Former.” 837 De ”høieste Aber” ligner i hjernevirksomhed menneskene, fortsætter han. Og disse aber er i stand til at modtage opdragelse og lære ”menneskelige Idrætter” i langt højere grad end noget andet dyr. ”At Menneskenes ”første Forældre” have været Aber eller abelignende Dyr, eller at Abeformen og Menneskeformen er opstaaet af en fælles Stammeform, er Ifølge hele den Maade, hvorpaa man foreløbig maa tænke sig Udviklingen, i høieste Grad sandsynligt.” 838 Også på andre områder viser Dreier sig at være forud for sin tid. Det gælder fx det fænomen, vi i dag ville kalde ”globalisering”. De danske konger er hovedsageligt af udenlandsk afstamning, påviser han, og fortsætter: Med de forbedrede befordringsmidler har rejselysten fået et opsving, og verden udvider sin viden og sin horisont meget hastigt. Dreiers religionskritik Året før sin død udgav Dreier sit religionskritiske hovedværk, ”Aandetroen og den frie Tænkning” (1852), der – inspireret af Holbach - modstillede religionen og den videnskabelige verdensforklaring. Der fandtes 285 eksemplarer af ”Aandetroen” efter Dreiers død, så den har næppe solgt som varmt brød. Dreier selv betegner værket som et ”sammentrængt Overblik over vor Tids Opgave i religiøs Henseende.” 839 ”Opdragelseslæren og Opdragelseskunsten ville tage et mærkværdigt Opsving, naar først den ødelæggende theologiske Dressur er overvunden.” (s. 359). Dreier mener end videre, at ungdommen kun besøger kirkerne ”for et Syns Skyld” og for ”Orgelmusikkens Skyld”. (s. 365) 192 Tiden er meget belejlig til en fejde mod teologien, fortsætter Dreier, thi ..””Præstekasten” nyder ikke nogen særdeles stor anseelse hos folket”. 840 ”Men overhovedet veed man alt for godt, at Troen kun er en reen Biting, at derimod det behagelige Levnet er Hovedsagen; Modsigelsen mellem den smørrede Præsteveltalenhed og det verdslige Levnet er meget haandgribelig.” 841 Dreier finder, at det han kalder den ”overspændte Pietisme”, som herskede under Christian d. 6 (1699 – 1746), med dens ”nepotisme og ligegyldighed”, har bidraget kraftigt til at gøre præstekasten forhadt. Samme virkning har agitationen mod N.M. Spandets lovforslag fra 1850 om trosfrihed, herunder at give alle ret til borgerlig vielse, haft, mener Dreier. Forslaget blev ikke vedtaget på grund af betydelig konservativ modstand. Dreier er i den forbindelse særligt vred på D. C. Monrad, der var kultusminister (dvs. kirke- og undervisningsminister) i Marts-ministeriet 22. marts – 16. november 1848, og J.N. Madvig, der efterfulgte Monrad, og var Kultusminister frem til december 1851. Det var disse to politikere, der bragte kirken gennem den demokratiske omformningsproces. Kirken blev ændret til en folkekirke, men man fastslog alligevel, at kongen skulle tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, og at kirkeanliggender var en del af statens domæne. Dermed var stat og kirke ikke blevet adskilt, som den radikale fløj af den demokratiske bevægelse ellers havde krævet. Dreier kommenterer: ”Den Omstændighed, at Folkekirkens Medlemmer ere tvungne til at underkaste sig theologiske Individers Indblanding i deres Ægteskabsanliggender og en Mængde latterlige Ceremonier, mens Secterne ere frie derfor, vil ganske vist ogsaa bidrage godt til Kirkens Fald.” 842 Dreier forholder sig end videre kritisk til Dr. Dampes ”naturligvis strandede Forsøg” på at danne en forening for ”Sandhed i Religionen”. Dampe havde, fem år forinden, genvundet sin frihed efter 28 års indespærring og søgte nu igen at deltage i samfundsdebatten. Hans forening skulle være en forening for ”tænkende Christne”, skriver Dreier og tilføjer besk ”de Christne give sig ikke af med at tænke”. Men foreningsbetræbelserne og flere anti-teologiske foredrag i private foreninger, vidner – trods alt - for Dreier at se…”om det aandelige Røre, som begynder at indtræde, og ere at betragte som Tilløb til en Ødelæggelse af Præstevæsnet.” 843 Dreier gennemgår i det følgende teologiens og folkeovertroens virkninger med henblik på deres fjendtlige forhold til videnskaben og deres fjendtlige forhold til ”Menneskekjærlighed”. Åndetroen er hans betegnelse for religiøsitet og overtro, som han gør til identiske størrelser. Åndetroen skyldes tidligere tiders uvidenhed, som naturvidenskaben nu har givet os mulighed for at overvinde, men som præsterne forhindrer os i at se. 844 Religionen har, siger Dreier, prædiket, at mennesket intet er i forhold til ”Det Hellige”. ”At knuse tusinder af Mennesker for at behage Guden hører med til Religionens Væsen, og Christendommen har ikke staaet tilbage i denne Henseende” 845 Dreier henviser til kætterforfølgelser, autodaféer og religionskrige som eksempler. Herefter går han videre til at se på religionens fjendtlighed mod ”Sædeligheden”. ”Det naturlige og sædelige Kjønsliv er Christendommen en Gru, en Synd, Præster, Munke og Nonner, der have viet sig til Herren, ere Christendommens ypperste.” 846 193 De kristne gav i det hele taget ikke plads til friere tænkning, mener Dreier. ”Om friere Tænkning var der ikke tale: man bestille ikke andet end at fortolke de Skrifter, hvori Sandheden jo engang for alle var udtalt, og Enhver ansaa sin Fortolkning for den sande, enhver anderledes Troende for en Kjætter, som maatte brændes eller paa anden Maade udryddes.” 847 Også Luther var blottet for ethvert begreb om fri tænkning og bekæmpede blot den ene intolerante overtro med den anden, mener han. Der lurer desuden en fare for ”religiøst Vanvid”, når man taler om religion tilføjer Dreier. 848 Dertil kommer det, han kalder ”Den normale gejstlige Nederdrægtighed”. Med dette udtryk tænker han på det hykleri, han mener er karakteristisk for gejstligheden: ”Et vist Antal Individer skal og maa anbringes i disse gode Embeder; men det er umuligt at opdrive et saa stort Antal grundig troende aandelige Krøblinger, og det største Antal er derfor, om end naturligviis ikke paa det Klare i religiøs Henseende, saa dog meget langt fra at troe efter Skriftens sande Bogstav. Hykleriet er et nødvendigt theologisk Phænomen.” 849 Den triste udvikling efter Jesus Dreier søger at rense Jesus, som han mener prædikede lighed og broderskab blandt mennesker Teologien har, siden Jesus, udviklet sig til at have et fjendtligt forhold til ”Menneskets Frihed og til den sociale Reform” Man behøver blot at se på de sidste års historie, mener Dreier: ”Præsterne have overalt været forrest i Kampen mod Friheden og Reformen. De raabe paa Eiendommen under deres Forsvar for en Tilstand, hvor Folkets Masse er uden Eiendom, ja, hvor den egentlig selv er de enkelte Begunstigedes Eiendom, paa Religionen, uagtet det Sande i Religionen, Sædelæren, netop trædes under Fødder af dem og deres….”850 I religionens sted, mener Dreier, at man må sætte ”den sammenhængende, radicale Erkjendelses Kraft.”, og ved at fjerne grundlaget for troen på et evigt liv, mener han, det er muligt at frigøre kræfter, der kan bruges i den sociale reform. Præsterne for eksempel – de må kunne omskoles! Når videnskaben og den fredelige revolution sejrer, mener Dreier, at præster ”efter deres forskellige indre og ydre Dygtigheder” må kunne opnå ansættelse i mange forskellige slags stillinger. ”Hvor fortrinlige Skuespillere vilde ikke adskillige Præster kunne afgive. Hvor inderlig en Begeistring for en Hesteprangers eller Kornhandlers Bedrift boer ikke i mangen Præstesjæl?” 851 Hvis vi mennesker er tilbøjelige til at falde for overtro, så er vi også tilbøjelige til at falde for religionen, mener Dreier…”som naar en i øvrigt lidet uddannet Bevidsthed er vel indøvet i Forestillingen om Verden som et Marionettheater, hvis Traade styres af en stor, gammel Mand med hvidt Skjæg, som aldrig sees på Skuepladsen…”852 Også den ringe tilslutning til kirkegangen giver, som tidligere nævnt, anledning til kritiske bemærkninger fra Dreiers side: ”Kun for et Syns Skyld, for Koketteriets Skyld, for Orgelmusikkens Skyld, besøger Ungdommen i Reglen Kirkerne.” 853 194 Som sine egne inspirationskilder nævner Dreier Holbach, hvis ”Système de la Nature” er ”et sandt mesterværk”, ifølge ham. Men også de hjemlige oplysningsfolk, Malthe Conrad Bruun, Peter Andreas Heiberg og Otto Horrebow nævnes som oplysere og kritikere af teologien. 854 Dog mener Dreier, at denne nyere kritiske bevægelse ikke affødte andet end ”en Mængde spredte Afhandlinger”, på trods af, at der ikke var ringe interesse hos den studerende ungdom. Når revolutionen har sejret, siger Dreier, så skal vi indføre ”Pressens Frihed, Folkeoplysning, Arbeidets Frigjørelse..”855 Hvad er Gud? I sidste del af ”Aandetroen” beskæftiger Dreier sig med forskellige forestillinger om, hvad Gud er. Gud dannes i vore hjerner. Det har den moderne videnskab vist. Vi kender intet, der ikke er legemeligt – heller ikke sjælen! Og hvad Verdens skabelse angår, så er der på visse trin i jordens udvikling – under visse gunstige forhold - sket en sammentrædning af grundstoffer, der tilmed har antaget celleformer og er blevet til planter og dyr. Ligesom i ”Folkenes Fremtid” får vi her antydninger af de teorier, Darwin senere skulle bevise. Dreier beskæftiger sig også med religionsspørgsmålet i andre, mindre skrifter, fx ”Religion, Fritænkeri og Naturvidenskab” 856. Her behandler han magthavernes interesse i at holde diskussion og synspunkter, der går mod strømmen nede, så fornuften ikke kan komme til, og så tro og ubevidst vane kan styre: ”Hvo som vil holde Folket tilbage i disse skjønne, idylliske Tilstande maa derfor søge at holde Discissionen borte. Bedst er det i denne Henseende, naar man kan forbyde og straffe Forsøg paa at vække denne, alle ægte Theologer og Reactionære smægte derfor efter Censur og streng Pressetvang.” Dreier nævner i den forbindelse, at Sibbern i ”Efterladte Breve af Gabrielis” (1825) på denne vis har søgt at kvæle diskussion om gudelige spørgsmål ved at fortælle om en from moder, der tager sin død af græmmelse over nogle fritænkeres ugudelighed. Rudolf Varberg (1828 – 1869) Nogenlunde samtidig med Dreier er hans ven, Rudolf Varberg, dansk forfatter og politiker. Han er erklæret ateist og skriver i 1860´erne en række avisartikler om udviklingslæren, altså Darwins teorier. Varberg skrev bidrag til Corsaren, og var som frivillig med i krigen 1848. 1848—51 var han medarbejder ved "Kjøbenhavnsposten", men sluttede sig 1852 til "Dagbladet" og tog fra 1860 virksom del i redaktionen af den nye "Folkets Avis”, der udkom fra 1860 – 1884. Varberg gav udtryk for sin begejstring for H.C. Ørsteds ”Aanden i Naturen” i skriftet ”Striden mellem Ørsted og Mynster: eller Naturvidenskaben og den officielle Theologi” (1851). 857 Skriftet er tilegnet ”Den ædle Kvinde Maria X”. Her polemiserede Varberg mod den senere biskop Hans Lassen Martensen (1808 -1884). Varberg siger bl.a. om Martensen, at …”han erklærer Troen for det Første og det Højeste, mod hvilken Videnskaben blot skal forholde sig tjenende.” 195 Ifølge Varberg repræsenterer Martensen den officielle teologi, hvis holdning er, at der er en mulig forsoning mellem tro og viden. Martensen søger at vise, at …”Kristendom og Filosofi kunne godt sammen, og for at faa dette Resultat ud, skjærer han lystig væk, hvad der ikke vil føje sig efter hans Prokastes Seng.” 858 Varberg foretrækker så langt Ørsteds position og mener, at Ørsted med ”Aanden i Naturen” har præsteret et betydningsfuldt arbejde, der har plantet ”Fornuftens Banner”. Ørsteds Gud er tydeligvis en ganske anden, end Bibelens Gud, hævder Varberg. Ganske vist er Ørsted ikke revolutionær som Feuerbach, men snarere ”konservativreformerende”, men netop denne milde fremgangsmåde og hans ”fattelige” fremstilling, mener Varberg, gør Ørsted til …”meget farlig for den officielle Theologi, og det er derfor intet Under, at den Danske Kirkes nidkære Høvedsmand drager i Kampen for sin Hjord. Her kæmpes i Virkeligheden pro aris et focis og det er ikke uden symbolsk Betydning, at Striden føres mellem Universitetets Rektor og Kirkens første Biskop, mellem Videnskabens og Troens officielle Chefer.” 859 En stor begejstring for Ørsted altså! Måske mere fordi Ørsted repræsenterer naturvidenskaben, end fordi han egentlig kan siges at være en kritiker af religionen. Til gengæld langer Varberg ud efter både Rasmus Nielsen og Magister Stilling. Det er godt, siger Varberg, at de to og deres meningsfæller tydeligt siger, at kristendom og filosofi ikke kan forenes. Men det er skidt, at de så efterfølgende vælger kristendommen frem for videnskaben! Det er en fremgangsmåde, der …”synes unægtelig at passe sig bedre for ulærde Kvinder (der have alting paa Følelsen) end for lærde Professorer.” 860 Biskop Mynster, siger Varberg, sammenligner poesiens sprog med kristendommens. Men den går ikke, for det må være videnskaben, der er grundlaget for kunsten, ..”forsaavidt Videnskaben meddeler os Sandheden, og Kunsten det Skjønnes Fremstilling, ikke kan undvære det Sandes Grundvold.” 861 Ateisten Varberg Et andet emne, som Varberg berører, er den manglende vilje til at sætte religion under luppen. Som allerede Doktor Dampe var inde på i 1820, forsøger mange at lægge låg over tilløb til religiøs debat i samtiden, siger Varberg og tilføjer: ”Alarmtrommen gaar gjennem Theologernes Lejr, søvndrukne stikke nogle Hovederne ud af Paulunerne, medens Andre hastig og slet bevæbnede ile til Kamppladsen, hvor allerede de mest Aarvaagne stræbe at modsætte sig de fremstormende Angribere.” 862 I sin polemik mod Biskop Mynster redegør Varberg for sin ateistiske holdning. Mennesket har ikke til alle tider været religiøst, mener Varberg. Han støtter sig til Strauss og Ludwig Feuerbach, der i ”Das Wesen des Christentums” 1841 ”med indtrængende klarhed” har vist, at forestillingen om Gud er et udviklingsled i den menneskelige bevidsthed. Mennesket skaber Gud, fordi det mangler kundskaber om naturen. 863 Mynsters forsøg på at hævde teologien videnskabeligt falder til jorden, for ”Theologien lader sig ikke genere af Bagateller som Videnskab og Fornuft.” 864 196 I samtiden gik Varberg nok for at være prototypen på en ”Atheist”. Digteren Frederik PaludanMüller (1809 – 1876) skulle efter sigende have haft Varberg i tankerne, da han i 1852 publicerede sit lange digt ”Luftskipperen og Atheisten”, der en tidlig og versificeret udgave af vitsen om, at i et fly, der styrter, er der ingen ateister! Digtet fortæller om en ballon, der letter fra Christiansborg Slotsplads. På falderebet, umiddelbart før afgang, får skipperen et brev fra en ung pige, der skriver om sin forlovedes, ballon-assistenten og ateisten Anthon Langes, triste udvikling. ”Forfærdelige Ting han hørtes sige; Han paastod høit, trods Skriftens Ord og Bud, At Ingen af os var udødelige, Men at i Døden vi som Lys gik ud, Og at saalidt der hist i Himmerige Som her paa Jorden gaves nogen Gud; Det var en Fordom kun, som laa i Luften, Hans Guder var Naturen og Fornuften.” ……. Den stakkels pige betror ballonskipperen, at hun har tryglet og grædt for at få Anthon til at frygte Himlens straf, men intet hjalp! Hun gav ham endog Biskop Balles lille lærebog, men den smed Anthon blot grinende væk. Anthon er blevet uhjælpeligt kold – både overfor sin elskede, og overfor troen! Ballonen letter, og på ballonfærden træffer man ingen Gud, mener Anthon. Men da de kommer uhyggeligt tæt på havet, i et fingeret styrt, som skipperen står for, vil denne have Anthon til at bede Fadervor – hvilket Anthon selvfølgelig ikke kan. Skipperen lokker den rædselsslagne unge ateist til at kaste sit tøj over bord, så ballonen kan lette, og skipperen får nu rig lejlighed til at holde en gudelig moralprædiken. Den frygtsomme, og efterhånden modstræbent angrende, Anthon får det gode råd, at han skal sky sine ateistiske venner og falske profeter: ”Jeg kjender disse Venner - Atheister Og Humanister å la Feuerbach, Hvoraf endeel omkring i stumpet Frak Ved Rundetaarn og Petri Kirke lister. Luk Deres Dør for dem! og hvis man frister Dem gjennem Nøglehullet dog med Snak, Saa siig til Vennerne, jeg kommer efter dem, Og Troen ved et Luftbad snart bekræfter dem”. : Det lykkes at få Anthon hjem til hans forlovede, nu som en god og from teologistuderende. Slut med dårlige venner, slut med Gudsfornægtelse og andre tåbeligheder!865 Populæravisen Flyveposten, der i 1845 var begyndt at udkomme i København, omtaler PaludanMüllers digt 9. december 1852. ””Luftskipperen og Atheisten” er et Lejlighedsdigt. Det polemiserer mod den især iblandt medicinske og polytechniske Studerende gængse Mode: at ville spille Atheister.866 Dreier, der omtaler digtet, er klar over, at Paludan-Müller i sit digt sigter mod Rudolf Varberg - og mod ham selv. 197 For Varberg var forsvaret for videnskaben mod overtro, religion og uvidenhed en hjertesag. I 1857 anmelder han i ”Dansk Maanedsskrift” den danske ingeniør og fysiker Ludwig August Coldings (1815 – 1888) ”Naturvidenskabelige Betragtninger om Slægtskabet mellem det aandelige Livs Virksomheder og de almindelige Naturkræfter”. Ifølge Varberg har Coldings hensigt med disse betragtninger været ad naturvidenskabelig vej at bevise sjælens udødelighed. Et sådant forsøg fortjener interesse, mener Varberg, for som bekendt har videnskaben normalt indtaget det modsatte synspunkt i forhold til denne ”Menneskeslægtens Yndlingstanke” om et evigt liv. Varberg kan dog som ateist umuligt støtte Coldings synspunkter, som han grundigt piller i stykker i sin anmeldelse. Enkelte andre ugudelige vover i 1800-tallets midte at stikke næsen frem. En af dem er Viggo Drewsen (1830 – 1888): Dansk filosof, der – inspireret af Feuerbach - afviste kristendommen som ”et ubrugeligt redskab til at danne en livsanskuelse, dvs. en mening med tilværelsen.” 867I værket ”En Livsanskuelse grundet på Elskov”, 1881, skitserer Drewsen sin egen livsopfattelse. 868. Med fremkomsten af en organiseret arbejderbevægelse og med Georg Brandes´ forelæsninger ved Københavns Universitet fra november 1871 om ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur” kommer der for alvor gang i den hjemlige samfunds- og religionskritik. Den litterære og filosofiske del af kritikken, der langt hen ad vejen fulgtes med arbejderbevægelsen, kaldes i dag ”Det Moderne Gennembrud”. ”Det Moderne Gennembrud” er i Skandinavien betegnelsen for en litterær periode, der typisk anses at gå fra 1870 – 1890. Udtrykket bruges især om de nordiske forfattere, der under Georg Brandes´ lederskab satte problemer under debat. En af skikkelserne var J.P. Jacobsen, der i 1880 skrev ”Niels Lyhne”, hvis hovedperson var fantast og ateist. Lyhne er glødende fortaler for ”det nye”, som er ateismen. 869 Før ”Niels Lyhne” havde Jacobsen i Nyt Dansk Maanedsskrift 1871 skrevet om Darwinismen, og i 1872 udgav han sin danske oversættelse af Charles Darwins ”Arternes Oprindelse” I Dansk Litteraturhistorie skildres de grundlæggende ideer i Det Moderne Gennembrud:870 - - Krav om folkeligt selvstyre. Det vil sige et demokratisk krav om parlamentarisme. Desuden et republikansk krav om at afsætte kongen, eller sætte ham uden for det konstitutionelle liv og lade regeringen udgå direkte af Folketingets flertal. Krav om adskillelse af stat og kirke, ledsaget af et ateistisk og positivistisk opgør med kristendommen og præstevæsenet. Antimilitarisme Krav om kvindens sociale og økonomiske ligeret. For de traditionsbærende befolkningslag var dette rystende synspunkter. Biskop D.G. Monrad skriver i Nyt Dansk Maanedsskrift 1872 advarende og faderligt formanende til I.P. Jacobsen, som på dette tidspunkt er i gang med sin oversættelse af Darwin: ”Har du vel overvejet, kære ven, hvilken indflydelse på opfattelsen af menneskelivet den anskuelse må få, at mennesket er skabt ikke i Guds, men i en abekats billede? Har du betænkt, hvor skønt 198 denne anskuelse samvirker med vilde bevægelser, der går ud på at omstyrte de piller, hvorpå stat og familie hviler?” 871 Højskolebevægelsen I 1860´erne og 1870´erne var der en kraftig vækst i højskolebevægelsen herhjemme, og her fandt man mange repræsentanter for de nye tanker. Der blev oprettet mange nye skoler, og man diskuterede ivrigt organiseringen og udførelsen af oplysningsarbejdet. Danmark var idemæssigt delt. Videnskabshistorikeren Hans Henrik Hjermitslev skriver: ”På landet var ikke brandesianerne, men grundtvigianerne ”de moderne”, der bragte ny luft og næring til folkets åndelige liv. Imidlertid blev det fra slutningen af 1870´erne klart, at de grundtvigske højskolefolk var nødt til at forholde sig til de nye positivistiske vinde, der blæste fra Københavns Universitet. Kontroversielle spørgsmål om naturvidenskab, fritænkeri, bibelkritik og kritisk historieforskning trængte sig på blandt Positivismen” 872 Positivismen Med positivismen stilles der nye videnskabsteoretiske krav, der ikke længere gør det muligt ukritisk at henvise til dogmer eller Gud som den ultimative sandhed. Positivisme er betegnelse for en række centrale retninger i filosofien i 1800- og 1900-tallets åndsliv. Grundlæggende er påstanden om, at der ikke findes nogen form for erkendelse, der ikke er rent erfaringsmæssig. Positivismens gennembrud betyder, at kildekritiske, historiske og filologiske metoder for alvor vinder indpas i de humanistiske videnskaber. Det gælder også teologien, hvor opgaven består i at kortlægge de bibelske skrifters tilblivelse og overlevering samt at bestemme kristendommens forhold til jødedom og græsk kultur. Fra 1880´erne afløser de positivistisk inspirerede filosoffer, Harald Høffding, Claudius Wilkens (1844 – 1929) og Kristian Kromann, den gamle generation af filosofiprofessorer. Ifølge Carl Henrik Koch var det, han kalder ”den anden strid om tro og viden” herhjemme omkring 1870 en af forudsætningerne for den positivisme, der nu kommer til at dominere dansk filosofi. En af dem, der finder sit ståsted i ”en humanistisk og verdslig livsanskuelse og i en videnskabsopfattelse præget af tidens positivisme og udviklingslære” er: Kristian Kroman (1846 – 1925) Kroman har bl.a. udgivet bogen ”Vor Naturerkjendelse” (1883). I sine sidste år var det ikke mindst spørgsmålet om en ny kirkelig reformation, der optog Kroman. Han mente, at en sådan var nødvendig, hvis religionen ikke skulle uddø af mangel på sundhed og sandhed. I tale og skrift slog Kroman til lyd for en unitarisk kristendom, en retning der har rødder helt tilbage til 1500-tallet. Unitarismen lægger vægt på antimilitarisme, fornuftsbaseret og dogmefri tro. Den afviser treenigheden og anerkender ikke Jesus som guddommelig, men regner ham blot for en profet. Harald Høffding (1843 – 1931), dansk filosof og teolog, beskæftigede sig indgående med forholdet mellem videnskab og religion. Som Kromann er han præget af unitarismen. Ved det første møde i det nystiftede Studentersamfundet i 1882 sagde Høffding bl.a., at videnskaben begrunder og 199 forklarer, mens troen vurderer. Det fælles grundlag var den for vor erfaring tilgængelige virkelighed. ”Dennes Love søger Videnskaben, støttet til de naturlige Aarsagers Princip, og Troen udtaler den Værdi, som denne lovbestemte Virkelighed maa have for os i Kraft af vore Idealer.” Andersen og Munk Jensen, der har skrevet om videnskab og religion i historisk perspektiv (2006), mener, at der, når man betragter konflikten mellem videnskab og religion, er tale om ufrugtbar fundamentalisme i begge lejre. På den ene side har vi et ”scientistisk videnskabssyn”. Det vil sige, at man her tillægger den videnskabelige erkendelse monopol på sandheden. På den anden side har vi den religiøse fundamentalisme, der ubetinget opfatter Bibelens ord som sandheden. Overfor tanken om den kompromisløse konflikt mellem tro og videnskab introducerer forfatterne nu ”uafhængighedstesen”, der hævder, at der er tale om to væsensforskellige tilgange til verden. ”Hvis man f.eks. ikke insisterer på at tolke Bibelen ordret, rydder man vejen for mange tilsyneladende uoverensstemmelser i forholdet mellem videnskaben og religionen.” 873 Hvis den anden side til gengæld accepterer, at troen afspejler eller beskriver den ”åndelige del” af den menneskelige indsigt i og forståelse af naturens sammenhænge, så kan videnskab og religion stå side om side som to ”adskilte og uafhængige måder at beskrive og anskue verden på.” Dermed når man frem til ”dialogtesen”. Der er ifølge denne én sandhed, ligesom i konflikttesen, men den kan nås ad forskellige veje. ”Hvor konflikttesen postulerede væsensforskellige måder at anskue verden på, og hvor uafhængighedstesen så to forskellige måder at beskrive to forskellige områder på, ser dialogtesen videnskaben og religionen som to måder at udtale sig om det samme på.” 874 Forholdet mellem tro og videnskab er 1800-tallets nok mest centrale emne, når man taler teologi og religionskritik. Jeg vil gennemgå de forskellige synspunkter indenfor emnet nærmere i et senere afsnit. Høffding stiller sig uforstående over for, at nogen med deres logik kan tro på udødelighed, men på et psykologisk plan kan det måske blive forståeligt, mener han. Han ender med at melde sig ud af folkekirken, da den ikke vil anerkende, at unitarister også er kristne og kan deltage i menighedsråd. 875 På side 309 i sine erindringer (1928) skriver han: ”Det har ikke manglet endog på ret nærgående Opfordringer fra Yngre til at rejse en Storm mod Kirke og Teologi. Men netop fordi jeg hylder Personlighedsprincippet er det i mine Øjne ikke den Vej, der skal gaas. Det gælder derimod om indirekte, paa sokratisk Vis at få Folk til tænke paa egen haand.” Darwin og ”Det Moderne Gennembrud” Selv om Dreier, Varberg og enkelte andre herhjemme, som jeg kommer til om lidt, foregriber de indsigter, der i sidste halvdel af 1800-tallet får flere og flere til endegyldigt at forkaste Bibelens Skabelsesberetning, så er den endelige benzin på bålet udgivelsen af Charles Darwins ”Arternes 200 Oprindelse” (”On the Origin of Species”) 1859. Aarhus Universitet står bag det righoldige og nyttige såkaldte Darwin-Arkiv på internettet (www.darwinarkivet.dk), der kortlægger samtidens danske – voldsomme og mangfoldige - reaktioner på Darwins opdagelser og teorier. Det første eksemplar af ”On the Origin of Species” kom til Danmark den 1. januar 1860, kan Darwin-Arkivet oplyse. På denne første nytårsdag noterede naturforskeren Japetus Steenstrup (1813 – 1897), bror til forfatteren Mathias Steenstrup, at han havde modtaget et signeret eksemplar fra Darwin selv. Snart fulgte flere store biblioteker efter. ”Ved udgangen af 1860´erne fandtes alle Darwins bøger på Det Kongelige Bibliotek, Københavns Universitetsbibliotek og på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Der fandtes dog stadig intet på dansk.” 876 Ifølge Darwin-arkivet var der ikke mange danske forskere, der blev overbevist om Darwins ideer i de første år, men mange kendte bestemt til dem. I løbet af 1860´erne kom der løbende anmeldelser, artikler og introduktioner til Darwin herhjemme, men der var kun begrænset offentlig debat. Dog var Rudolf Varberg en undtagelse. Han knyttede hurtigt darwinismen til ateismen. I 1870´ernes begyndelse tager den offentlige debat så fart. Gruppen omkring Georg Brandes får stor betydning for udbredelsen af Darwins tanker, ikke mindst takket være den unge botaniker og forfatter J.P. Jacobsen, der oversætter ”Om Arternes Oprindelse” i 1871 – 72 og ”Menneskets Afstamning” i 1874 – 75. J.P. Jacobsen (1847- 1885) Det var altså Jacobsen, der i 1872 færdiggjorde sin oversættelse af ”On the Origin of Species” af Charles Darwin. Han oversatte endnu et af Darwins hovedværker og skrev desuden en række populære artikler om Darwin, der blev publiceret i ”Nyt Dansk Maanedsskrift” 1871-1873, datidens ”røde” månedsskrift, som også brødrene Brandes bidrog til. ”Darwin betød for den unge Jacobsen en bekræftelse af den afvisning af kristendommen, han på egen hånd allerede havde kæmpet sig frem til. Frem for alt gjorde Darwins begejstring over sammenhængen og enheden i alt levende, mennesket indbefattet, stærkt indtryk på ham.” 877 I et brev til en ven skriver J.P. Jacobsen 12. marts 1867: ”Kjære Ven! I dit sidste kjære Brev spørger du indtrængende: ”er du kristen?” og tilføjer som Begrundelse af Spørgsmålet, at der er enkelte spredte Bemærkninger i mine Breve, der har givet dig Anledning til at tænke over dette Punkt”. Ligefrem kristen var Jacobsen ikke, og nok var han ateist som flere af det moderne gennembruds mænd. Og nok var det ham, der oversatte to af Darwins vigtigste værker. Og nok er Niels Lyhne, i romanen af samme navn, ateist. Men Jacobsens digtning består ikke entydigt af fritænkeriske programskrifter. På et tidspunkt siger hovedpersonen, Niels Lyhne: ”Når menneskeheden kan juble: ”Der er ingen Gud”, bliver den virkelig fri.” 878 201 Guds død i Danmark! Det moderne gennembrud er bevæget af et voldsomt europæisk opgør med statsmagt og kirke. Som teologen Svend Andersen siger, indvarsler gennembruddet Guds død i Danmark! 879 Pariserkommunen, det revolutionære folkestyre i Frankrigs hovedstad, blev oprettet den 18. marts og eksisterede i 71 dage frem til den 28. maj 1871. Kommunen endte med bristede drømme og henrettelser, men havde sat gang i drømme og i en udvikling, der ikke kunne stoppes. Arbejderbevægelsen organiserer sig. I maj 1871 udkommer i København det første nummer af ”Socialistiske Blade”, og i august samme år kommer efterfølgeren, ugebladet ”Socialisten”, der kan fortælle at den danske afdeling af ”Internationalen” nu er stiftet. I september udbryder der noget hidtil uhørt, nemlig en arbejdskamp på B&W. Begivenhederne, der er næsten sammenfaldende med den danske kritiker og litterat Georg Brandes´ epokegørende forelæsninger på Københavns Universitet om ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur”, vækker ængstelse i det hjemlige borgerskab, der frygter de samfundsomstyrtende, socialistiske og anti-klerikale strømninger. 880 Det er Brandes klare programerklæring at få liv i digtningen og bevægelse i samfundet igen. I indledningen til forelæsningerne erklærer han: ”Det, at en litteratur i vore dage lever, viser sig i, at den sætter problemer under debat. Således sætter f.eks. George Sand ægteskabet under debat, Voltaire, Byron og Feuerbach religionen, Proudhon ejendommen, den yngre Alexandre Dumas forholdet mellem de to køn og Émile Augier samfundsforholdene.” 881 Brandes vil ikke nøjes med litteraturkritikken. Vi skal vove, siger han. At vove er at give afkald på alt andet end det, hvorfor vi vover. Den, som ikke handler, lever ikke – og man kan ikke handle i nuancer. Virkeligheden er af sten, og den retter sig ikke efter vore ønsker, men skal slå løs på stenen, hugge vej igennem den og lægge krudt under den – hellere det end at vende virkeligheden ryggen! ”En af kugler gennemhullet fane er endnu bestandig en fane og ikke en pjalt!” 882 Georg Brandes (1842-1927) Brandes´ indflydelse var enorm. Han samlede de litterære ateister og fritænkere omkring sig. 883. Myten fra Det Gamle Testamente om Skabelsens syv dage var i århundreder blevet betragtet som en slags sandfærdig beretning, skriver forfatteren Bente Hansen 884, men den flotte og mytologiske fortælling blev nu eftertrykkeligt af Brandes fejet væk som historisk utroværdig. Det værk, der fremfor noget er blevet stående som Georg Brandes hovedværk er ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur”, der først blev holdt som foredrag på Københavns Universitet i 1871, og siden kom i bogform. Brandes blev ægget af sin vejleder, filosoffen Hans Brøchner, til at holde forelæsningsrækken. ”Jeg anser det for en Pligt og for en Ære at hylde de Principer, til hvilke jeg bekjender mig, Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir.”, sagde han i indledningen.885 202 Brandes-biografen Jørgen Knudsen 886 fremhæver, at ”Hovedstrømninger” handler om de menneskelige grundvilkår. På ét plan er temaet ”frihedstankens og frihedsbegejstringens kamp med og sejr over autoritetstroen”. Men bagved dette ligger det, som ”gløder i værket den dag i dag: det gudsforladte menneske, dets nød og dets håb om frelse.” 887 Vi har Thomas Manns ord for, at ”Hovedstrømninger” ligefrem var de unge intellektuelles ”Bibel” i Tyskland omkring år 1900. 888 Brandes var uhyre belæst. Både i hans samtids litteratur og i antikkens store forfattere. Sammen med vennen Julius Lange læser Brandes i ungdomsårene 1860-62 blandt andet Aristoteles, Ovid, Sofokles og Plautus på Langes kammer. Brandes´ vigtigste støtte i studieårene var, ifølge Jørgen Knudsen (2017), filosofiprofessoren Hans Brøchner (1820-1875). Brandes siger i 1886 i sin afhandling om Brøchner, at han var ”den adeligste Mands-Skønhed vi nogensinde har set.” 889 Brøchner imponerede Brandes ved at leve, som han lærte, skriver Knudsen. Dengang da Brøchner var teologisk student, blev det ham nægtet at tage sin eksamen. Problemet var, at han åbent havde vedkendt sig som sin overbevisning, at kristendommens dogmer var mytiske – og altså ikke udtryk for den virkelige historiens gang. 890 Brandes gav sig tidligt i sit liv ud i teologiske spekulationer, og han læste ikke mindst Søren Kierkegaard. Men Kierkegaard udelukkede ”halve løsninger” så efter ”rædselsfulde religiøse abstinenser” så Brandes sig tvunget ud i vantroen, skriver Jørgen Knudsen891. Brøchner inspirerede Brandes til at sætte sig ind i tænkere som Friedrich Hegel, Ludwig Feuerbach og David Friedrich Strauss – og siden fandt Brandes selv frem til folk som Hippolyte Taine og Stuart Mill. I 1871 skriver Brandes fra Italien til sine forældre: ”Hvad man ikke gerne vedkender sig højt, det vedkender jeg mig her: Det mest levende had til kristendommen; af mit ganske hjerte skal jeg altid istemme Voltaires ”Ecrasons l`Infame”. Jeg hader kristendommen indtil marven i mine ben. Hvad Jesus selv angår, da er det en meget smuk skikkelse, en slags mandlig Jeanne d`Arc. Men kristendommen!” 892 I 1876 holder Georg Brandes nogle forelæsninger i Sverige og Norge, hvilket fører til nogle skarpe kristelige reaktioner. Den vigtigste er, ifølge Jørgen Knudsen 893, reaktionen fra Pastor Johan Christian Heuch, der udgiver sine synspunkter i 1877 som ”Dr. G. Brandes Polemik mod Kristendommen”. Heuch mener, at Brandes´ jødiske baggrund spiller ind, og at det er jøderne, der har skabt tidens antikristelige strømning. Brandes ”semitiske instinkt” har ”plantet vantroens fanatisme og Kristus-hadet i hans hjerte og har givet ham det mål at udrydde kristendommen og den kristne samfundsorden.” 894 I Norge, som Brandes ofte besøger, er det ikke kun Heuch, der føler sig provokeret. Modstanden mod Brandes samler sig om det, man formoder er hans syn på det erotiske og det religiøse. Et vittighedsblad advarer i spøg mod hans farlighed for unge damer. Og i Aftenbladet beskylder en Pastor Schiørn Brandes for at slå Kristus i ansigtet og hudflette ham med spottens svøbe. I Bergen holder Brandes en forelæsning, og hans modstandere lytter særligt efter for at finde mulige gudsbespottelser. Som Jørgen Knudsen skriver, så hører man, hvad man gerne vil høre. Emnet er fransk romantisme, og Brandes omtaler dramaets tre enheder, som er forældede i Victor 203 Hugo´s øjne. Næste dag kan Bergens Aftenblad fortælle sine læsere, at Brandes har kaldt den hellige treenighed for gammeldags vrøvl!895 I 1878 udgiver Brandes ”Esaias Tegnér: En Litteraturpsykologisk Studie”. Jørgen Knudsen skriver, at bogen er et stykke veloplagt drilleri vendt mod kristent hykleri i almindelighed og mod det officielle svenske billede af Tegnér, den svenske ”nationalhelgen”, der var både digter og biskop i Växjö. ”Det er da længe siden, jeg har givet præsterne en sådan kanonade”, praler Georg til sin mor. Kampen mod kristendommen var central gennem hele Brandes lange 85-årige liv, men da ramaskriget er for højt, opgiver han den direkte kamp, siger Jørgen Knudsen 896. Han går over til gennem sin behandling af forfatterskaber som George Sands, Byrons og Ibsens at fortælle om frihed og ufrihed, reaktion, selvstændighed, undertrykkelse og oprør i samfund og sind. ”Men sin trods til trods ville Brandes ikke risikere fængsel, og det er en afgørende pointe. Den indirekte metode har været oplevet som den eneste mulige af den banale grund, at ethvert direkte angreb på kirken eller troen ville have kostet en fængselsstraf for blasfemi, og et sådant martyrium har han ikke haft den ringeste sans for…” 897 I 1888 måtte den svenske socialdemokrat Hjalmar Branting (1860-1925) tre måneder i fængsel for ”gudsbespottelse”, så forestillingen om muligt fængsel for fritænkeri i slutningen af 1800-tallet var ikke grebet ud af den blå luft. I en tale på Møn i 1913 viser Brandes – trods forsigtigheden - dog sin gamle skarphed mod religionen og udtaler bl.a.: ”At undervise i Katekismus er at give barnehjerner alkohol.” 898 Af nogle tilhængere betragtes Brandes næsten som en ny Messias, Grønlandsfareren og poeten Mylius-Erichsen (1872-1907) skriver i et hyldestdigt fra 1896: 899 ”Jeg nød Deres Tales flammende Brand Og slugte hvert Minespil hungrende nøje, Da skabte De, klareste Aand i vort Land, Henrykkelsens tindrende Glans i mit Øje. Da syded mit Blod under Tindingens Hud, De er min, De er tidens Messias, er Gud!” Jørgen Knudsen siger, at Brandes ikke blot kritiserer kristendommen,… ”for at slå den ud som en tåbelig, atavistisk og undertrykkende magt over sindene”. Han har noget andet at sætte i stedet, nemlig troen på fremskridtet og på fornuftens sejrsgang. …”og der bygges den ene kirke efter den anden. Hunde og kirker bliver der stadig flere af. Det er ikke godt for renligheden, men fromheden vokser….”, skriver Brandes spydigt i 1908.” 900 Der bygges ganske rigtigt mange nye kirker i slutningen af 1800-tallet. Indre Mission har tilmed indviet nyt missionshus i København i 1882 og fører aktiv kamp for at vinde arbejdernes sjæle. Brandes mener, at den genvakte religiøsitet skyldes, at adelen og borgerskabet mobiliserer som reaktion på den truende og fremvoksende socialisme. 204 Hvis man skal slå lidt skår i det positive billede af en fremskridtsvenlig Brandes, kunne det nævnes, at han kalder den tyske forfatter og dramatiker Frank Wedekind (1864-1918) for ”dygtigt usund”, formentlig fordi tyskeren ser bl.a. lesbianisme som en positiv livsytring.901 Kvindelige fritænkere fylder ikke meget i de historiske beretninger. Men hvis man skal tro den engelske kritiker Edmund Gosse (1849 – 1928), så var Fru Brandes – på trods af et på mange måder elendigt ægteskab – i besiddelse af en åndelig glød, ud over det sædvanlige: Gosse beretter, efter et besøg hos Brandes i 1874, ”Jeg havde ikke talt tre ord med husets frue, før jeg så den hebraiske sjæls glød inde i mørket under de tunge hvide øjenlåg. Fru Brandes var en uforsonlig modstander af alle konservative institutioner, bittert stemt over for kongehuset, skarpt antiklerikal, politisk rød republikaner….” 902 Georg Brandes´ forhold til arbejderbevægelsen er der skrevet meget om. Selv om der var mange fælles mærkesager, var der ikke altid tale om noget hedt åndeligt kærlighedsforhold. Men da Brandes i 1883 vender tilbage til København, efter mere end seks år i Berlin, har praktisk talt hver dag fra 20. februar til 2. marts dog sin Brandes-omtale i avisen Socialdemokraten. Og tonen er som ved den fortabte søns eller den fordrevne frihedshelts hjemkomst, skriver litteraturforskeren Hans Hertel 903 I ”Foreningen til Oplysningens Fremme blandt Kjøbenhavnske Arbejdere”, der blev startet i 1880, samarbejder brandesianere og socialister som Julius Schiøtt (1856-1910), Herman Trier (18451925) og Victorinus Pingel (1834-1919). Avisen ”Socialisten” skriver 23. marts 1872: ”Landet regeres af en sammenløbet klike, men nu har et enkelt menneske vovet på litteraturens enemærker at udfordre sin indenlandske samtid til en kamp lig den, vi nu fører på det ”sociale” territorium…””…og derfor hilser vi arbejdere med et hurra den mand, der har vovet at rejse fornuftens og frihedens vårgrønne banner i de tilstøvede ”lærde sale!” 904 Venner og fjender Georg Brandes, den radikale fritænker, er bestandigt en rød klud i øjnene på danske konservative kredse. De forhindrer effektivt, at han opnår den professoransættelse, som hans forelæsninger og værker ellers kunne berettige til. I årene 1877-1883 bosætter Brandes og hans kone, Gerda, sig som nævnt i Berlin. Da de vender hjem, modtages de begejstret af vennerne, der også støtter økonomisk. Et finanslovsforslag om en økonomisk støtte til Brandes blev stemt ned i Rigsdagen (16 for og 39 imod). Argumentationen fra Højres ordfører, Generalauditør H.C. Steffensen, er meget sigende: …”det, der er til Hinder, (er) ikke det, at han er Fritænker, men det, at han er Agitator, thi hans agitatoriske Tilbøjelighed har haft en saadan Indflydelse paa hans litterære og æstetiske Virksomhed, at man egentlig ikke med Følge kan kalde hans Produktion for videnskabelig”….”Hans Tendens gaar nemlig utvivlsomt ud paa en Undergravning af Religion, Autoritet og alt, hvad der hedder Samfundsmoral.” 905 205 Fjendernes tal er stort, men venner har Brandes dog også mange af. Dagbladet Socialdemokratens litteraturanmelder Carl Emil Jensen (1865- 1927) går – i anledning af Landstingets afvisning af støtte - på barrikaden i sit blad 4. april samme år, 1883: ”Og nu skal vi slaas! De har Magten, men vi har Ordet, og vi har Ordet i vor Magt. Og vi skal bruge det mod dette forbandede kompakte Sammensurium af Reaktion og Hykleri, Indre-Mission, Bornerthed og Fordummelse.” På sine gamle dage kunne Brandes godt blive lidt desillusioneret, for hvordan gik det egentlig med hans kamp for fornuft og fremskridt? Første Verdenskrigs udbrud er en bekræftelse på, at alle triumfer har været tomme og alle fremskridt indbildte. Barbariet har vundet over kulturen, dumheden har vundet 906over indsigten, og det moderne gennembrud er afløst af et sammenbrud. 907 Desuden er hans eget ægteskab en fiasko, han plages af sygdom, hans lille datter er død – og religionen, som han har bekæmpet, lever i bedste velgående. Han skriver i et brev i 1917: ”Jeg har i 50 år drevet en art antiklerikal polemik på dansk grund med det resultat, at der nu er syv gange så megen skinhellighed og syv gange så mange kirkebygninger, som da jeg begyndte. Jeg kvæles af foragt for krapylet, men heller det, end gøre det den ære at angribe det.” 908 Brandes mener, at uvidenheden kan klandres fremfor noget, som forudsætning for Første Verdenskrig. Kun ganske få medlemmer af det engelske underhus kan tysk, i England og Skotland er der tilsammen kun én universitetsstilling i tysk. Han mener, at netop uvidenheden er forudsætningen for hele det groteske hykleri, hvis første offer har været sandhedskærligheden. 909 Det koster Brandes venskabet med franske Clemenceau, at Brandes ikke helhjertet støtter den anti-tyske linje. Brandes kan i sine sene år trøste sig med, at hans mærkesager videreføres af folk som Herbert Iversen, Poul Henningsen, Broby Johansen, Emil Bønnelycke, Otto Gelsted og Harald Rue 910, og at ”kulturradikalismen” i den grad kommer til at præge kulturlivet i mellemkrigstiden. Det genopstandne Studentersamfund hylder Brandes med et fakkeltog i anledning af 50-årsdagen for den første Emigrantforelæsning ved Københavns Universitet d. 3. november 1921. Fra 1891 til sin død 1927 fejres Brandes som ”etableret venstrefløjssymbol” mindst hvert femte år ved fødselsdage samt forelæsnings- og forfatterjubilæer, skriver Hans Hertel.911 Når man taler om religionskritik, Georg Brandes og de spor, han satte, må man også tale om Studentersamfundet. Studentersamfundet grundlægges den 2. maj 1882 i København som en venstreorienteret udbrydergruppe af Studenterforeningen. I Studenterforeningen, der daterer sig helt tilbage til 1820, var oppositionen efterhånden blevet så stærk, at den kunne kræve at få politiske foredrag indført. Dette afvises i første omgang, men efter et foredrag, som Georg Brandes holder om Bjørnson i Studenterforeningen, ….”udvandrede en knejsende Brandes med 400 lige så knejsende studenter og fandt husly i forlods lejede lokaler andetsteds. ” 912 Det var begyndelsen til Studentersamfundet. I årene der fulgte, blev Studentersamfundet så samlingsstedet for de 206 ”vantro”, demokratiske og venstreorienterede studenter, mens Studenterforeningen var de borgerlige studenters højborg. Tekstforfatteren til ”Det Haver så nyligen regnet”, Johan Ottosen (1859 – 1904), foreslår navnet ”Studentersamfundet”, et navn, der vedtages med stemmerne 64 mod tre. Om Johan Ottosen sagdes det, at han dyrkede de nye digtere, men altid også kunne glædes ved de gamle. Han blev fritænker, men havde altid Grundtvig kær!913 Den første sæson i den nye forening åbnedes med et foredrag af Professor Høffding om ”Realisme i Videnskab og Tro”, og ved det påfølgende gilde var Georg Brandes hovedtaleren. Det var meget svært at få ægte konservative politikere til at komme og tale i foreningen, selv om de faktisk blev indbudt. Pingel, Studentersamfundets første formand, prøver forgæves at skaffe foredragsholdere også fra den politiske højrefløj, men uforsonligheden er total, skriver Jørgen Knudsen 914. Hvem vil sætte sin fod hos ateisterne? Så talerne i den første vinter stod Frede Bøjsen, Kr. Erslev, Professor Deuntzer, Holger Drachmann, Viggo Hørup og Herman Trier for. Studentersamfundets ledende skikkelser var i de første årtier efter starten Alfred Christensen, Victorinus Pingel, Anders Hvass, Emil Trier, Herman Trier, Jeppe Aakjær, Georg Brandes, Viggo Hørup, Johan Ottosen og J.K. Lauridsen. Victorinus Pingel bliver den første formand og den ledende kraft i opbygningen af den aftenundervisning for arbejdere, som man straks tager fat på. Foreningens lokaler lå i Badstuestræde 9-11 i København, og den nærtbeliggende Café Bernina (Vimmelskaftet 47/ Badstuestræde 2) var ofte samlingssted for efterfølgende løjer 915 . Blandt gæsterne var den farverige, men alkoholiserede politiker, J.K. Lauridsen (1858 – 1905), der bl.a. er kendt for at have sagt, at næst efter kønsdriften er jernbanedriften den stærkeste af alle menneskelige drifter.916 Studentersamfundet udgiver i perioder, startende i 1920´erne, tidsskriftet Clarté. I Studentersamfundet har kvindelige studerende adgang, hvad de ikke har hos konkurrenten, Studenterforeningen. Lægen Emmy Lange (1851 – 1894) er den første kvinde, der bliver medlem af Studentersamfundets bestyrelse. Medlemstallet ligger omkring 500 i starten. Samfundet er på vagt overfor myndighedernes indgriben og skrider på et tidspunkt til at brænde protokollen, hvilket betyder at kildematerialer fra de tidlige år er sparsomme 917 Studentersamfundets historie bør – trods de manglende kildematerialer - skrives engang, mente Jørgen Knudsen. 918 Der har – trods modstanden - været en særlig optimistisk sejrsstemning i Samfundet, hvilket bl.a. kom til udtryk i festlige sammenkomster: ”Studentersamfundets pinsetur med damper fra København til Horsens står som et lyspunkt i de forsmædelige år. Med flyvende faner, jublende hurra-råb og afsyngelse af Marseillaisen modtages studenterne af de lokale demokratiske foreninger samt af Horsens Folkeblad ved journalist Sophus Claussen.” 919 Studentersamfundets store tilslutning i slutningen af 1800-tallet gjorde det muligt at opføre og indvie nye, flotte lokaler på Bispetorvet i København, hvor man kan flytte ind 1. juni 1901. Lokalerne må dog allerede sælges igen omkring 1917, hvor økonomien ikke længere slår til. 207 Eksplicit er der måske ikke megen religionskritik at finde i Studentersamfundet. Og dog! 17. marts 1906 diskuterer skolebestyrer A. Plenge ”Neutral Religionsundervisning i den offentlige Skole”. Med i diskussionen er også Vilhelm Rasmussen og Jens Jensen-Sønderup (1862 – 1949), den senere bankdirektør og næstformand i Kirkeligt Samfund. Af andre foredragsemner i Studentersamfundets regi kan nævnes: ”Homoseksualiteten” og ”Ægteskabet og den Fri Kærlighed”. 15/9 1906 holder den franske filolog Paul Verrier (1860 – 1938) foredrag om ”De konfessionsløse Skoler i Frankrig”. Verrier havde i øvrigt selv lært sig dansk. 1/12 1906 taler forfatteren og præsten Morten Pontoppidan (1851 – 1931) om ”Kristendom og Socialisme”. Studentersamfundet udgiver selv en række populære småskrifter i årene fra 1884 til 1897, deriblandt et værk af Høffding om Charles Darwin. En af foregangsmændene for Studentersamfundets aftenundervisning, Julius Schiøtt (1856 – 1910), der senere bliver direktør for Zoologisk Have, udgiver i årene 1897 til 1917 det populærvidenskabelige ugeskrift ”Frem”. Bladet når – som noget enestående i Danmark – under oplysningsparolen ”Kundskab er Magt!” over 100.000 abonnenter. Efter Systemskiftet 1901, overgangen fra kongevalgte regeringer til regeringer baseret på Folketingets flertal, mærkes der en vis afmatning i Studentersamfundet, som det ofte sker, når det, man opponerer imod, bliver mindre skræmmende og stort. 1901 er også det år, hvor Brandes omsider udnævnes til professor. De store lokaler på Bispetorvet måtte, som nævnt, opgives i 1917, og man må – dybt forgældet - tage til takke med en beskeden 2. sal i Skt. Peders stræde. 920 Men Studentersamfundet havde i slutningen af 1800-tallet nået ikke så lidt, og havde formået at omsætte mange af de flotte ord til handling. Jørgen Knudsen vurderede: ”Arbejderundervisning, udgivelse af populærvidenskabelige småskrifter, retshjælp for ubemidlede, hedensk søndagsskole for arbejderbørn, fra 1897 også arbejderkoncerter, var de vigtigste udadvendte aktiviteter, og man må forstå, hvor revolutionært dette har været: Dannelsen, som hidtil havde været et klassespecifikt privilegium, blev her demonstrativt gjort tilgængeligt for enhver, der havde lyst.” 921 Hartvig Frisch, Herbert Iversen og Mogens Nørgaard m.fl. arbejder i i den såkaldte Catilina-fraktion i starten af 1900-tallet på at gøre Studentersamfundet mere socialistisk. Hartvig Frisch henviste til Herbert Iversens foredrag om ”socialistisk kultur” (Socialisten 1913), hvis man ville have det klareste billede af, hvad fraktionen mente. 922 Den senere udenrigsminister P. Munch (1870 – 1948) skildrer i Studentersamfundets jubilæumsbog (1907) Studentersamfundets samfundsopgave, der er at forpligte de studerende på at solidarisere sig med de underprivilegerede i samfundet. Studentersamfundet er en del af den kulturradikale bevægelse, som Brandes og Det Moderne Gennembrud satte fart i. Og denne bevægelse er international, betoner Munch. Radikalismen og videnskaben har desuden de samme mål, ifølge Munch: ”Der er et Væsensfællesskab mellem Videnskabens Arbejdsmaade og Radikalismens Samfundssyn. Videnskabens inderste Nerve er Kritiken; Videnskabsmandens herskende Evne, det er evnen til at skelne mellem det, som kan begrundes, og det, der ikke kan gives Grunde for.” 923 Det var netop 208 kritikken, som radikalismens mænd brugte overfor de bestående samfundsformer. Det var det, Montesqieu, Voltaire, Encyclopedisterne og Rousseau gjorde. De rejste hele tiden det ubarmhjertige spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor en enevældig konge? Hvorfor en enerådende kirke? Og hvorfor er der forskel på bonde og adelsmand, og på fattig og rig? I Uppsala stiftedes i 1882 en parallel til Studentersamfundet ved navn ”Verdandi.” Denne forening har gennem årene arrangeret et væld af møder og udgiver desuden en række oplysende småskrifter, bl.a. ”Ateistens Handbok” (1962). Desuden findes i Sverige Det Utilatariske Samfund (1888) og ”Frihetsförbundet” (1899 – 1925). Begge de sidstnævnte havde overlapninger med det socialistiske miljø, men holdt en neutral linje. 924 I Norge har man i årene 1909 – 14 ”Kristiania Fritænkerforening”, der indgår i det ung-socialistiske miljø. 925 Studentersamfundets aftenundervisning for arbejdere I Studentersamfundets Aftenundervisning for Arbejdere, der straks lægger ud i 1882, gør samarbejdet mellem brandesianere og socialister sig gældende, her som flere andre steder. Udgangspunktet var, at studenterne skulle tilbyde arbejderne at være deres lærere, og på den måde ofre nogle ugentlige aftentimer. Til gengæld ville det virke befrugtende på de unge lærere, og ”anspore dem til Sans for Livets praktiske Side og bringe dem i et fortroligt Forhold til den store Befolkning, i hvilken de senere skulde virke som Præster, Dommere eller Læger.” 926 Man havde med stor succes udsendt indtegningslister til fabrikker og værksteder, og allerede i anden sæson 1882 havde ikke færre end 3000 arbejdere meldt sig. 927 Primus motorerne i Aftenundervisningen var Julius Schiøtt, samt pædagogerne og politikerne Herman Trier, og Victorinus Pingel. I jubilæumsbogen 1907 928 fortælles om forventningerne den første undervisningsaften tilbage i 1882: ”Saa kom, i Begyndelsen af Februar, den første Undervisningsaften. Spænding. Mon de vilde møde? Der var dem, der spaaede ilde. Men maskineriet virkede. Røde postbude paa Rad, mørkeblå Politibetjente, renvaskede Kularbejdsmænd…” Fagene var historie, tysk, matematik, regning. Underviserne var en lang række frivillige, unge studerende, men blandt dem også Harald Høffding, Valdemar Vedel, Axel Olrik, Viggo Stuckenberg, Vilhelm Rasmussen og mange andre. Og hvordan så med politik og kritisk undervisning? Det var ikke til at holde politikken ude af undervisningen, skriver en af lærerne i sin indberetning. Tiden er gennemsyret af politik! Skal eleverne skrive om en skovtur, så skriver de om Socialisternes tog til Den Slesvigske Sten i Dyrehaven på Grundlovsdagen, og skal de skrive om en valgdag, så skriver de om Goos´ fald i femte kreds, eller Thiers valg i første.929 I 1896 var 995 mænd og 549 kvinder tilmeldt aftenundervisningen. De mest populære fag i de første år var skønskrivning, retskrivning, regning, tysk, engelsk og gymnastik. ”Tysk er baade for Mænds og Kvinders vedkommende det Fag, der er stærkest søgt. Dette er letforklarligt, naar Talen 209 er om Mændene. Tanken om Udlandsrejser ligger aabenbart bag, lige saa vel som Tanken om Udvandring rimeligvis ligger bagved den stærke Tilgang til Engelsk.” 930 Kvindens dobbeltarbejde antydes i Beretningen fra 1898: ”Hvad Kvinderne angaar, maa man erindre, at Ægteskabet lægger langt større Hindringer i vejen for deres end for Mændenes Deltagelse i Undervisningen.” 931 Tilslutningen til undervisningen vidnede om, at mange – trods lange arbejdsdage og træthed – søgte et andet liv end arbejdets og de konkurrerende tilbud fra de kristelige foreninger. Ved undervisningsårets afslutning i begyndelsen af april 1897 sang forsamlingen en morsom sang med tekst af Ernesto Dalgas (1871 – 1899), søn af Det Danske Hedeselskabs stifter: Den Gang jeg gik af Sted Den Gang jeg gik af Sted, Min Kone vilde med, Ja, min Kone vilde med. Det kan du ej, min Ven, I Undervisningen Der maa vi sidde hver for sig, Vi træffes nok igen. Saa gik jeg hen i Skolen, Hvor Lærdom var at faa, Der sad en Mand paa Stolen, Som havde Briller paa. Og da jeg saa ham, la´ Jeg Hatten hen og sa´ Goda`, goda`, goda! Studentersamfundets søndagsskoler Samarbejdet mellem arbejdere og akademikere udvidedes gennem Studentersamfundets såkaldte ”Søndagsskoler”, der tilbød oplysende, ”konfessionsløse” børneforedrag fra 1883. Pingel kaldte søndagsskolerne ”Fritænkernes Anti-Bethesda”. Begrebet ”søndagsskole” som et kristent tilbud til børn går i Danmark helt tilbage til første halvdel af 1800-tallet, så en verdslig søndagsskole har, alene ved navneligheden, signaleret et stykke religionskritisk kulturkamp. De konfessionsløse søndagsskoler startede tilsyneladende deres undervisning med foredrag, men de udvikler sig efterhånden til egentlige ugentlige skoler. Studentersamfundet opretter sin første søndagsskole 7. januar 1883 i Rømersgade 22 i København. Wiinblad og Andersen (1921) beretter, at der den første søndag i januar 1903 var påbegyndt en ”konfessionsløs søndagsskole” i København….”for at hjælpe forældre, som ikke syntes om de udprægede pietistiske Børnesammenkomster under Præsternes Ledelse. Skolen åbnedes i ”Studentersamfundets” Hus på Frue Plads af den nuværende folketingsmand, cand. Mag. Wilhelm Rasmussen. Tilslutningen var saa betydelig, at der i de følgende år efterhaanden blev oprettet Søndagsskoler ogsaa paa 210 Frederiksberg, Nørrebro, Østerbro, Sundby, Valby og i Vanløse. Mange tusinde børn nyder godt af denne undervisning. Virksomheden ledes af et Fællesudvalg.” 932 ”I disse Søndagsskoler blev der forevist Laterna-magica-Billeder, og der blev fortalt om mange interessante Emner, saasom: Fugleliv i Grønland, Pestalozzi i Stanz, Grønlænderne, George Stephensons Barndom, Tordenskjold, Indianerne…” 933 Det er tydeligvis ikke så meget indholdet i undervisningen, der er en konkurrent til Indre Missions skoler. Det er selve det, at man her har et ikke-gudeligt alternativ til de kristelige søndagsskoler. Men man lægger dog også vægt på, at børnene på de konfessionsløse søndagsskoler ikke bliver opdraget til at vise ”en ubetinget Troskyldighed”, men får deres selvstændige dømmekraft vakt og udviklet. Studentersamfundets Årsskrift siger i 1907: ”I de indremissionske Søndagsskoler handler Foredragene, saa vidt vides, næsten altid om religiøse eller nærtbeslægtede Emner, i Studentersamfundet, aldrig.” 934 Søndagsskolerne i Studentersamfundets regi havde – efter en midlertidig nedgang - tydeligvis succes. I 1905 gik således 2000 københavnske børn i religionsfrie søndagsskoler, der, ligesom aftenundervisningen for arbejdere, havde studerende og andre som ubetalte undervisere. 935 Min egen far, Oskar Svend Petersen (1918 - 1992) fortalte engang i 1960´erne, at han som barn havde gået i søndagsskole i Sundby på Amager. Det kunne jeg ikke helt få til at passe, for jeg havde dengang kun hørt om de kristelige søndagsskoler, og min fars egen far var socialdemokratisk agitator og smed, og han var helt sikkert ikke til Bibellæsning. Først for nyligt, under arbejdet med religionskritikken, er det gået op for mig, at min far må have gået i en af de konfessionsløse søndagsskoler. Studentersamfundet udfolder sig også med forlagsvirksomhed. 22. marts 1884 vedtager man at udgive ”populære Smaaskrifter”, særligt bestemte til at spredes blandt arbejderbefolkningen i byerne. 936 Studentersamfundets Søndagsskole har bl.a. udgivet ”Sanghefte 1” 1912. Anden del er, så vidt vides, aldrig kommet. Allerede i efteråret 1885 startes end videre Studentersamfundets Retshjælp for ubemidlede. Interessen for oplysning, der kan supplere en relativt kort skolegang, er generelt stor omkring århundredeskiftet. I 1898 stiftes således Folkeuniversitetet med det formål at udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater. De kristne højskoler oplever det nye undervisningstilbud som farlig konkurrence og som undergravende for troen, skriver Jørgen Knudsen. 937 De kristne tog handsken fra den røde og konfessionsløse oplysning op. Missionshuset Bethesda i Rømersgade 17 i København var netop opført og indviet 26. september 1882 som Indre Missions hus, kun tre år efter færdiggørelsen af Arbejdernes Forsamlingsbygning i samme københavnske gade. Dagbladet ”Politiken” udkommer med sit første nummer 1. oktober 1884. Politiken og Studentersamfundet har et idemæssigt fællesskab, og Politiken bringer fx udførlige referater af de foredrag og diskussioner, der finder sted i Studentersamfundet. Tre dage efter starten på Politiken brænder Christiansborg, og der sker andre dramatiske ting: Rundt om i landet hører man fx om såkaldte ”riffelforeninger”, der har det formål at skaffe 211 deltagerne rifler, hvilket af nogle tolkes som forberedelse til revolution. En populær sang på denne tid er ”Ned med Estrup, Scavenius og Ravn. Vi vil ingen revet Grundlov ha´e her i Folkets København.” Victorinus Pingel Der er grund til at fremhæve den indsats Victorinus Pingel (1834 – 1919) gjorde. Han var formand for Studentersamfundet 1882-1884 og medbestyrer af dets arbejderundervisning 1883 – 1890. Han fortæller selv i bogen ”Et Tilbageblik” (1891) om sin baggrund. Desuden har Victor Madsen i 1934 skrevet en Pingel-biografi. Pingel tog tidligt den beslutning, at han ville dele sin tid mellem to vidt forskellige videnskaber, nemlig naturhistorien og oldtidsvidenskaben. Efterhånden blev det nu mest geologien, der vandt hans hjerte. 9. maj 1864 forsvarer han sin doktorafhandling, der er affattet på latin! Som 37-årig bliver han lærer ved Metropolitanskolen bag ved Frue Kirke i København. ”Han var en af de sjældne lærere, som man ikke kunne tænke sig at prøve på at drille”, skriver Victor Madsen i sin Pingel-biografi. 938 Pingel var en moderne lærer efter samtidens målestok. Han ville fjerne de gamle sprog fra undervisningen og bruge den ledige tid til matematik, naturvidenskab, nyere sprog og historie for alle skolens elever. 939 Han engagerer sig desuden i den offentlige debat for Georg Brandes og mod den mere og mere konservative digter og politiker Carl Ploug (1813 – 1894). Han ønsker en alliance mellem håndens og åndens arbejdere. ”I dette var han Sjælen. Der staar Pingel og taler med Haanden oppe paa den høje, vigende Pande, eller strygende det lange, lyse Skæg, hans Tale er vibrerende og stakaandet, men hugger sig med en nervøs Kraft ind i Tilhørerne.” 940 Samtiden var ikke parat til, at offentligt ansatte lærere som Pingel, ytrede sig kontroversielt og åbent. Hans aktiviteter kan ikke skjules. Ministeriet anmoder Pingels rektor om at afkræve ham en erklæring om, at han for fremtiden ville …”afholde sig fra hensynsløse og yderliggaaende offentlige Udtalelser om religiøse og politiske Spørgsmaal udenfor sin Skole, som dennes Tarv krævede…” . Hvis han ikke ville afgive en sådan erklæring, ville han ikke kunne bevare lærerjobbet. 941 Pingel svarede bl.a., at ..”han delte ikke Rektors Bekymring for, at hans Virksomhed skulle betyde noget for elevtallet, for ikke faa havde den været ligesom en Borgen for, at den gamle Skole endnu var i Stand til at følge med Tiden, saa at hvad der mulig tabtes paa den ene Side, genvandtes paa den Anden.” 942 Så Pingel bøjede sig ikke, og Ministeriet meddelte ham derefter den 21. juni 1883 hans afsked med pension fra embedet som overlærer ved Metropolitanskolen. 150 ældre og yngre elever ved skolen sendte ham en hilsen med tak for, hvad han havde været for dem som lærer. 212 Efter lærerjobbet forsøger Pingel sig nu som politiker og i 1884 stiller han sig i Aarhuskredsen op som Venstres og Socialdemokraternes fælleskandidat mod Højre-manden, Indenrigsminister Ingerslev. Med stort flertal vælges Pingel ind i Folketinget. ”Efter at Valget var afgjort, blev han af Socialdemokraterne hilst med stormende Jubel, en Folkestimmel førte ham gennem Gaderne, bar ham næsten frem. Tilsidst blev han trukket ind i en Beværtning, hvor man hyldede ham og drak Glas med ham…” 943 I 1892 søger han ikke genvalg til Folketinget, og Madsen bemærker, at han i denne verden næppe nogensinde kom til at betyde meget. Han deltog dog i en mængde politiske møder, hvor det ”stille, pertentlige, jomfrunalske stuemenneske”, som Madsen skriver i biografien, møder svedne jyske bønder og arbejdere i krostuernes øl- og tobaksdunst. Som 70-årig bliver han i 1904 portrætteret på et maleri. Han vælger selv, at han – af alle sine interesser - helst ville males som geolog, siddende ved et sit bord, mens han undersøger en sten med en lup. Hele sit voksne liv bor han på Trianglen nr. 5, 3. sal tv. I København sammen med sin mor og en søster – samt en husjomfru. Ateist var han ikke – snarere panteist. Da han bliver gammel, er det ifølge biografen Madsen 944 en stor tilfredsstillelse for ham at tænke på, at han …”snart skulle gå tilbage til den stumme, rolige uorganiske Natur, som Livets Uro kun var en øjeblikkelig Afbrydelse af.” Pingel dør 86 år gammel af Den Spanske Syge i 1919. Det sene 1800-tal Strauss´ og Feuerbachs historiske Bibelkritik bevirkede, at der også herhjemme var vokset en bibelkritisk holdning frem. Mens liberale teologer reviderede deres syn på Bibelen, blev bibelkritikken for nogle intellektuelle en bekræftelse på en ateistisk livsanskuelse. Det gælder, som nævnt, bl.a. Hans Brøchner og Frederik Dreier. H.C. Andersen var foruroliget i sin barnetro over udviklingen, skriver Leif Nedergaard og Andersen skrev, som et udslag heraf, romanen ”At Være eller ikke at Være” (1845) Det er en religiøs debatroman, der beskæftiger sig med den stigende materialisme. I romanen brydes det rationelle og det irrationelt religiøse. H.C. Andersen synes at mene, at tro og viden kan forenes i en samlet livsanskuelse og ikke er hinandens modsætninger. I ”Historien om en Moder” (1847) beskæftiger Andersen sig igen med død og sorg og den uforståelighed, der er forbundet med døden. Digteren Frederik Paludan-Müller (1809 – 1876) tager, som tidligere omtalt, emnet ”tro vs. Videnskab” op i digtet ”Luftskipperen og Atheisten” (1852). Også Søren Kierkegaard læser Feuerbach, og Georg Brandes hylder i ”Det Unge Tyskland” (Hovedstrømninger 1890) Feuerbach som et virkeligt geni. Feuerbach anes også bag I.P. Jacobsens roman ”Niels Lyhne” (1880) P. Munch (1870-1948), den senere udenrigsminister, udsendte fra 1903 tidsskriftet ”Det Ny Aarhundrede” hver 14. dag. Tidsskriftet var ”i åben krig med kirke og kristendom”, skriver Jørgen Knudsen, og det kan betragtes som en forløber for kulturradikalismen. Jeg mener nu nok 213 personligt, at Knudsen overdriver det med krigen mod kristendommen lidt, for religionen optager faktisk ikke megen plads i tidsskriftet, men sandt er det i hvert fald, at Georg Brandes ofte var bidragsyder. Og at tidsskriftet orienterede bredt om andre europæiske lande, om kirke, tro og økonomi. 945 Da partiet Det Radikale Venstre stiftes i 1905 er et af hovedpunkterne, at man ønskede et frit meningsliv uden statsindblanding. I Frankrig og flere andre europæiske lande sker der omkring århundredeskiftet år 1900 en betydelig frigørelse fra kirkens dominerende magtstilling. Premierminister Georges Clemenceau (1841-1929) er den drivende kraft i Frankrig i et brud med kirkens traditionelt stærke indflydelse på al undervisning. Der indføres i Frankrig tvungen, gratis og verdslig folkeskole, verdslige seminarier og i stedet for religionsundervisning indføres ”moralundervisning”. 946 Georg Brandes er – indtil forskellige syn på Første Verdenskrig skiller dem – gode venner med Clemenceau. Gennem en årrække mødes de hver sommer nogle uger i Karlsbad, hvor Clemenceau har lejlighed til at fortælle sin ven nyt om ”kirkekampen”. Georg Brandes mener, under indflydelse af den europæiske udvikling op mod krigen i 1914, at ”tro” er begyndt at antage nye former. Troen på guder er ved at blive erstattet af et gensidigt had mellem racer, klasser og nationer. Han skriver i 1907, at disse former for had har en nærmest religiøs karakter. I sine sidste leveår skriver Brandes tre små religionskritiske værker, der desværre ikke er blandt hans bedste. Det mest kendte er ”Sagnet om Jesus” fra 1925. Jørgen Knudsen, der tydeligvis gerne havde set en mere livsvarig, vedvarende og skarp religionskritisk linje fra Brandes side, skriver: ”Da han er oppe i 80´erne, erkender han den fatale forsømmelse, og så er det for sent. Da han endelig følte sig stærk nok til det afgørende direkte angreb, var han det ikke længere.” 947 Brandes fritænkeriske inspiration har han blandt andet fået fra de kredse i England, han besøgte før krigen. Han har desuden læst værker som J.M. Robertsons ”Christianity and Mythology” 1-3 (1900) 948 samt tyskeren Arthur Drews´ ”Die Christusmythe” (1909) 949. Disse, samt Feuerbach og David Friedrich Strauss, har bekræftet Brandes i tanken om, at Jesus ikke var avlet af Den Hellige Ånd, men af den menneskelige fantasi. Resigneret må han erkende, at forestillingen om, at læren om kristendommens og naturvidenskabens sandheder ikke anfægter hinanden, stadig er den herskende. 950 Georg Brandes skriver i 1925: ”Fortsatte Bibelstudier. Man må gå helt tilbage til Dreyfus-processen for at finde en sådan samling af forfalskninger som Det Gamle og Nye Testamente består af. Det er forfærdende som den elendige menneskehed har bedraget sig selv gennem dens præster.” 951 Når arbejderbevægelsen og Brandes og hans tilhængere ikke altid var på talefod, må man søge forklaringen i de sociale forskelle. Aksel Sandemose kom måske forklaringen nær i romanen ”En Flygtning Krydser sit Spor” 952. Han fortæller, at Brandes engang havde set sig gal på nogle håndværkere, og efterfølgende skrev rasende om dem i avisen. ”Han fik også sagt, at de kun havde otte timers arbejde, og syntes, at det var for meget, mens han arbejdede mindst seksten 214 timer i døgnet. Det gik ikke op for den rasende gamle mand, at hans seksten arbejdstimer var seksten fritimer, og at arbejderen først må trælle i otte timer, før han kan begynde på det arbejde, han synes om, og som han gør for arbejdets egen skyld – i sin såkaldte fritid.” I marts 1872 skrev dagbladet Socialisten, at man ikke kunne påstå, at Brandes i ét og alt befandt sig på deres standpunkt. Dertil lå det finkulturelle område tydeligvis arbejderbevægelsen for fjernt. Men bladet fandt dog grund til at hilse den, der ”..havde vovet at rejse Fornuftens og Friskhedens friske, vaargrønne Banner i de tilstøvede ”lærde Sale”!” 953 Arbejderbevægelsen havde brug for venner i sin kamp. Helt op til omkring 1890 havde Højres ”Arbejder- og Vælgerforening” faktisk organiseret flere arbejdere end Socialdemokraterne. Edvard Brandes (1847-1931), Georgs lillebror, var som sin bror, fritænker. Desuden var han dr. Phil. i østerlandsk filologi, folketingsmedlem for Venstre fra 1880 og i 1905 medstifter af Det Radikale Venstre. På valgdagen i 1880, hvor han var opstillet på Langeland, udtalte han åbent, at han hverken troede på de kristnes eller på jødernes Gud, og hverken på Det Gamle eller Det Nye Testamente. Ikke desto mindre valgtes han med et overvældende stemmetal. Da han efterfølgende skulle aflægge den lovbefalede Rigsdags-ed og underskrive formularen, der indebar anerkendelse af en gud, var folk spændte på, hvad han nu ville gøre. Brandes satte sig simpelthen ned og skrev under, hvilket vakte ”harme og forargelse”, vel nok fordi det kunne regnes for tegn på uærlighed. 954 Edvard var den forsigtige af de to Brandes-brødre. Tidsskriftet ”Det 19. Aarhundrede” udkom, som nævnt, i årene 1874-1877). I en anmeldelse i dette blad skrev Georg, at han ville skille kirke og stat. Edvard griber ind og beder om lov til at trykke anmeldelsen med småt. Desuden vil han ”for visse årsagers skyld” helt stryge et forslag om obligatorisk undervisning i naturvidenskab for alle teologer. 955 Edvard Brandes var i 1884 med til at grundlægge dagbladet Politiken sammen med Viggo Hørup og Herman Bing. Både ”Politiken” og ”Socialisten” (”Social-Demokraten)” fra 1871 var særdeles kritiske overfor religion og gejstlighed. Dansk Litteraturhistorie skriver: ”Det blev aksen Hørup-Edvard Brandes, der kom til at tegne det moderne gennembrud som en radikal og demokratisk bevægelse, mens Georg Brandes kom til at stå som den første store lysbringer, den inciterende igangsætter og kyndige vejleder, der kendte skrivekunstens problematik fra viden og egen erfaring.” 956 Såvel Georg Brandes som en anden fortaler for ”den frie tanke”, arbejderføreren Louis Pio (1841 – 1894), var inspireret af den kirkekamp, som Søren Kierkegaard førte kort før sin død 957, og som jeg tidligere har omtalt i afsnittet om Kierkegaards religiøse oprør. Pio kritiserede præsternes privilegier og opfordrede til, at religion blev en privatsag. Arbejderbevægelsen, der fra sin start i slutningen af 1800-tallet skarpt kritiserer kirkens magt, ytrer religionskritik på flere måder. En del af bevægelsen, der kommer til at symbolisere kampen mellem ateister og kirken, er ligbrændingsbevægelsen. ”Foreningen for Ligbrænding” blev stiftet 215 24. marts 1881. Men først 1893 bliver den – efter flere ulovlige afbrændinger og kampe mod myndighederne – lovlig 958. 959 Kirkelige advarsler mod fritænkeriet Hele kirken er udfordret af de nye, kritiske tanker. Sjællands biskop H.L. Martensen er en af dem, der giver udtryk for udfordringen. Han udsender, som tidligere nævnt, i 1874 den første afhandling i Danmark, der diskuterer forholdet mellem kristendom og socialisme. Bogen viser, at han er velorienteret, og kan forholde sig kritisk overfor protestantismen for ikke at have forholdt sig til den sociale uretfærdighed. Samtidig kritiserer han socialismen for at være for materialistisk. Andre var knapt så diplomatiske i deres afvisning af det nye som Biskop Martensen. I 1881 udsender præsten og teologen fra Gylling Sogn i Midtjylland Otto Møller (1831 – 1915) en skarp advarsel mod det omsiggribende fritænkeri. ”Til Forstaaelse og Bedømmelse af Nutidens Fritænkeri” hedder værket. ”Hvad alle synes at have en Forudfølelse af, og hvad da ogsaa meget kolde Vindstød synes at bebude, er, at der er et Fritænkeruvejr ved at trække op over Landet. At det ligesom sidst vil komme fra sydvest er heller ikke til at tage Fejl af. At det er i Hovedstaden, det vil søge at skaffe sig Ynglested for derfra at brede sig ud over Befolkningen, er kun, hvad Fortids Erfaring lærer…” 960 Det er vigtigt at kende til ”fritænkeriet”, advarer Møller. Hvis man ret vidste hvad Kolera er, var man vel også i stand til at værge sig mod den og ”ligefrem udtænke Lægemidler for de Angrebne”.961. En del af problemet er, i flg. Møller, at der forud for ”Fritænkerepidemier” altid er gået åndelige sløvhedstilstande og dvaletider, og en sådan tid har første halvdel af 1800-tallet været. Ligesom slanger, der sover, når de fordøjer, var selv fritænkeriet så mat, at det ikke kunne rejse sig til noget udbrud, og med kristendommen var det ligeså. Biskop Mynster var desværre ikke en, der kunne vække folket. Det hjalp først, da Grundtvig kom, mener Møller. Fritænkeriet er sig selv..”ligt fra de første Tider, men det dukker stedse frem paa ny med Paastand om at være det nye, det sidste, det store Udslag af den lange Udvikling, Befrielsen fra de mørke Aarhundreders Fordomme. Det holder af at anmelde sig som det nyfødte, for at det kan have Friskhedens Tillokkelse og ikke lugte gammel, men det er i Virkeligheden det gamle paa et Haar.” 962 Møller mener, at den første fritænker var Bibelens Kain, og fritænkerne af i dag er i virkeligheden hans primitive efterkommere. Fritænkerne er parasitter og snyltedyr, der alene er nedbrydende og slet intet har at opbygge. Det er en ildprøve for gode kristne at bekæmpe disse mennesker, der udvikler sig fra kristenfornægtelse til rå materialisme. 963 Fritænkerne lever i et og alt, som om der ingen Gud er! De lever som om, der intet liv er efter dette, intet ansvar og regnskab, ingen åndelige magter, som mennesket står i forhold til. Når fritænkerne har udviklet sig på denne måde, skyldes det for det første…”Tvivlesyge og Tankevildelser, dernæst umættelig Sandselighed og endelig løs Snak af opblæste Videnskabsmænd” 964 Desuden får de hjælp fra den såkaldte ”Darwinisme”, ”Denne dybsindige Tanke, at Mennesket er en emanciperet Abe”… ,mener Møller 965 De får endvidere også god hjælp 216 af filosofikum, som Møller beklager er blevet indført ved universitetet. Han kalder det …”en filosofisk Gjennemæltning, der navnlig synes at gaa ud paa at vise, at alt er problematisk, omtrent som i de gamle Sofisters Dage…” 966 Hvis nogen skulle være i tvivl efter gennemlæsningen af de første 100 sider, slår Møller afslutningsvist fast, at fritænkerne er slette borgere, der vil undergrave samfundet fra alle sider. 967 Deres midler er bøger, især samfundsromaner, og blade – og så holder de af at synge. ”Men de synge langtfra kjønt” advarer han.968 Den litteratur, som fritænkerne omgiver sig med, er farlig, hævder Møller videre. ”Hele denne poetiske Litteratur er meget farlig og afstedkommer uden Tvivl mangfoldige Ulykker, langt flere, end der ligefrem komme for Dagens Lys; de Saar, der derved bibringes, er af en Art, at den skadelidte længe vil søge at skjule dem…”. 969 Fritænkerlitteraturen er helt igennem usund! Den foregiver at skildre virkeligheden, og det på en nærmest fotografisk måde. Men denne virkelighed er ikke livet, men kun en ”grim, forvrænget Side af det”, advarer Møller. 970 Fritænkerne hader præster, konstaterer Møller. For dem er præsterne modbydeligheder og hyklere. Og Latinskolerne er i høj grad syndens reder: ”At det er fra dem, at Hovedstrømmen af Fritænkernes Forkyndere udklækkes, kan det ikke nytte at lukke Øje for; en stor Del af Lærerposterne ved disse Skoler er jo saa at sige ligefrem lavede tilrette for Fritænkerne…” .971 Fritænkeriet er kun ”dårskab”, som – med sin indbildte Videnskabelighed - står overfor ”det sunde, enfoldige Menneske”. 972 Så Møller håber med sin bog at have bidraget til en ny, tiltrængt kristelig vækkelse, der kan gå imod fritænkeriets uvæsen. Biskop Oxendens advarsler Der mangler i det hele taget ikke alvorlige advarsler mod det omsiggribende fritænkeri i slutningen af 1800-tallets Danmark. ”Foreningen til gudelige Smaaskrifters Udbredelse” udgiver i 1891 den canadiske biskop Ashton Oxendens ”Arbejderens Bog” i dansk oversættelse. Oxenden (1808 – 1892) var biskop af Montreal og forfatter til mange teologiske småskrifter, der opnåede store oplag. Blandt flere andre var ”The Pathway of Safety” (1856, oplag: 350.000). 973og ”The Christian Life” (1877, 47.000 ex.) 974 I ”Arbejderens Bog” af Ashton Oxenden, der – i en personlig, øje-til-øje-stil - henvender sig til lærlinge, der har gået 6 – 7 år i skole, kan man bl.a. læse en formaning til de unge mænd om at læse Bibelen: ”Og hvad Gavn har du havt af at gaa i Skole? Har du tilegnet dig saa mange Kundskaber som andre Unge blandt dine Jævnlige? Føler du, at du ikke staar tilbage for de Andre?”…”Og fremfor alt, har det lært dig at forstaa og elske den Bibel, der viser os, hvordan et Guds Barn skal leve hernede, og hvilket Haab det har for Evigheden?” 975 217 Dovenskab og uvidenhed er roden til alt ondt. Læsning er den bedste måde at tilbringe de lange vinteraftener på, mener Oxenden. Men han løfter en advarende pegefinger, for man skal ikke læse hvad som helst. Man bør virkelig være forsigtig med, hvad man læser. ”For Tiden er der Masser af daarlige Bøger og Aviser, som komme unge Mennesker i Hænde. Hvis du faar fat i en saadan smudsig, vantro Bog, saa kast den fra dig, som du vilde gjøre med et Glas Gift. Saadan daarlig Læsning vil ødelægge dig, og kommer først Giften ind i dit Hjerte, er det uhyre vanskeligt at blive af med den igjen.” 976 Også kroen bør man selvsagt sky! ”Se nu engang paa saadan en ung Person, der lader den ene Dag gaa efter den anden, uden nogensinde at lukke en Bog op. Hvortil bruger han sin Fritid? Han driver og er altid rede til at slaa en Sludder af, naar en Broder-Dagdriver kommer forbi. Han dasker maaske af ned til Kroen, for ”et Sted skal man jo være; og der træffer han andre af samme Sort som ham selv. Han begynder med kun at gaa derhen en Gang imellem og nøjes med et Glas Øl og en Cigar. Men Besøgene bliver hyppigere, og Lysten til Baierne voxe med dem. Snart bliver han Stamgæst i Skjænkestuen og ender med at blive en Drukkenbold og maaske en Spiller oven i Kjøbet.” 977 Oxenden formaner: Hvis du vender ryggen til Herrens Hus, må du belave dig på, at Herren vil vende sig bort fra dig! Og så er der det seksuelle! Tidlige ægteskaber er langt fra ønskelige. Hvor mange er der ikke, som lader sig forlede til at falde i den ”…Synd, Herren dømmer haardest af alle?” Hvor ofte bryder forlovede ikke det sjette bud? På den måde bringer de såvel verdens skam som den hellige Guds vrede over sig, advarer Oxenden. 978 Bogen henvender sig til mændene. Naturligvis, - for kvindernes rolle var at være tjenende skikkelser i baggrunden. De unge mænd får det råd, at de skal vælge en jævnaldrende hustru…..”dernæst maa hun have et godt Helbred og være ordentlig og net, thi en Sjuskedorthe vil snart gjøre dit Hjem uhyggeligt. Hun maa være god og have et roligt Sind – hverken hidsig eller hengiven til at føre Sladder”. 979 Lad os vende tilbage til religionskritikerne. Gerson Trier (1851-1918), dansk revolutionær socialist og sproglærer, var hovedmand, da man i 1898 realiserede ”Folkeuniversitetsforeningen”. Allerede i marts 1872 stiftedes ”Litteratursamfundet” af Georg Brandes og hans meningsfæller. Samfundet virkede for den frie forskning og ville fremme oplysning og dannelse. I folkemunde kaldtes foreningen „Fritænkerforeningen“. Georg Brandes blev formand, og i bestyrelsen sad blandt andre Holger Drachmann og J.P. Jacobsen. Der var omkring 80 medlemmer, heriblandt Harald Høffding og litteraten Vilhelm Møller, hvis tidsskrift, ”Nyt dansk Maanedsskrift”, blev foreningens talerør. ”Fritænkerforeningen af 1886” var endnu et skud på stammen i det righoldige opblomstrende foreningsliv herhjemme i disse år. Foreningen stiftedes af arbejdere som malersvenden og arbejderlyrikeren Fr. A. Hertz (1831 – 1925), der var fritænker og socialist, men også kunne have 218 religiøse anfægtelser ind i mellem. Foreningen udgav bladet ”Den Frie Tanke” i årene 1878 – 83. En enkelt gang indbød foreningen Brandes til at holde et foredrag. Fritænkerforeningen havde som formål at virke for anerkendelse ”af den frie forskning som højeste dommer over hvad der er sandt og usandt og derved fremme rent human oplysning og dannelse.” 980 Foreningen fik fra start 80 medlemmer. Man holdt foredrag og udgav nogle religionskritiske småskrifter samt en sangbog. 981 Ugebladet ”Den Frie Tanke”, Fritænkerforeningens blad, (1878 – 83) indeholdt i nr. 6 (Søndag d. 5. Februar 1882, 5. Aargang) en lille artikel ved navn ”Hvad vil Fritænkerne?” Redaktøren besvarer spørgsmålet med det svar, han siger, han er vant til at få: ”Dette Spørgsmaal bliver stedse rettet til os af de Religiøse, og før vi faar Lejlighed til at svare dem, er de altid selv med Svar, nemlig: Fritænkerne vil omstyrte al Religion og Moral, Fritænkernes Religion er den yderste Grad af Frihed, og, tilføjer de, hvis den sejrer, da har vi Lov til at myrde, røve og stjæle lige saa galt som vi har Lyst.” Fritænkerne vil ikke omstyrte religionen, beroliger han. Men man anser den bestående religion for at stå i modstrid med al sund fornuft, og derfor vil man søge at vende menneskeheden til den eneste sande religion, nemlig videnskaben. ”Videnskabens Religion er sand, fordi den er baseret paa Virkeligheden, og ikke paa noget unaturligt eller for Menneskeheden uforklarligt.” For at vinde tilhængere til fritænkernes ideer er det en selvfølge, at man må agitere, tilføjer redaktøren. Man agiterer dels ved at udsende nærværende blad, og ved at man holder offentlige møder. ”Denne Virksomhed fra Fritænkerne har imidlertid ikke behaget Dhrr. Præster, og de har derfor ved alle Lejligheder søgt at rakke ned paa Fritænkerne, ja en herværende Sognepræst har end ikke generet sig for over for sine Konfirmander, at kalde Fritænkerne for Sjælemordere.” Ugebladet ”Fritænkeren. Ugeblad for populær Fremstilling af religiøse og filosofiske Spørgsmaal” udkom i en periode efter ”Den Frie Tanke”, udgivet af samme forening, og var lidt større i format. Abonnement på ”Fritænkeren” kunne tegnes ”…paa alle Postkontorer samt i Gothersgade 155, kælderen.”. (AEP: Billede af lokalet haves) Nogle punktnedslag i tilfældige numre kan tjene til at give et fingerpeg om stilen og indholdet i bladet. I ”Fritænkeren” nr. 8, 29. januar 1888 kan man på forsiden læse en opfordring til at tegne abonnement. Det er påkrævet, for…: ”Den Agitation som udfoldes fra Præsternes og de Troendes Side – vi minder kun om Krigsgalskaben, provisoriske Fæstninger, Underkuelse og den religiøse Fordummelse – er af saa mistænkelig Natur, at det maa mane os Fritænkere til mere Sammenhold end det tidligere har været Tilfældet.”. I tidens karakteristiske krigsretoriske stil manes til kamp og sammenhold for bedre at kunne værne sig mod de ”Troendes Overgreb paa Aandens og Tankens Område.” Opfordringen ledsages af et digt af V. Strøyer: ”Fordummelsens Tid for længst er forbi, 219 Miraklernes Dage er omme. Troen på opstyltet Theologi Svinder Tomme for Tomme. Folkets Selvstændighed vaagner igen, Afryster Trældommens Lænke, Præsterne harmes – sagen er den – Folket begynder at tænke! Tillærte Fraser og sødladne Ord, Forbandelsens dundrende Tale, Lyder hver Søndag fra Præsternes Kor I Kirkernes halvtomme Sale. Folket er vakt til Bevidsthed igjen, Hykleren Masken maa sænke. Præsterne harmes – sagen er den – Folket begynder at tænke!” Ud over digtet indeholder nummer 8 en artikel, ”Forklaring over Oprindelsen til Guddomsbegrebet”. Her gøres rede for årsagen til kristendommens udbredelse i hårde tider. I social henseende svarer kristendommen til en fælles fortvivlelse og håbløshed, som den i begyndelsen tilfredsstillede. ”Den talte om overjordisk Frigjørelse og Hævn, og derfor strømmede alle de, som sukkede under det gamle Aag, eller de, som haabede paa en ny Retfærdighed, alle de som harmedes over og væmmedes ved Romerrigets Grusomhed og Usædelighed, til, for at høre Reformatorerne.” I en anden artikel i samme nummer opstilles der en oversigt over modsigelser i Bibelen. Desuden bringer man en oversat artikel af Max Nordau, ”Moderne Samfundsløgne”, hvori Bibelens tilfældige oprindelse berøres. Bibelen er, ifølge Nordau, ”et sandt virvar af gammel palæstinsk Overtro, dunkle Reminiscenser af indiske og persiske Fabler…” Max Nordau (1849 – 1923) var en tysk forfatter, der både var læge, journalist, sociolog og politiker. Særligt kendt blev hans bog ”Die Konventionellen Lüge der Kulturmenschen” fra 1883, der indtil 1910 nåede 60 oplag og blev oversat till flere sprog. På dansk kom den i 1885 som ”Moderne Samfundsløgne”. Fritænkeren nr. 28, 17. juni 1888 indeholder på forsiden en tale af Robert Ingersoll. Han siger bl.a: ”Af og til spørger en mig, hvorfor jeg indblander mig i andres Tro, og hvorfor jeg søger at berøve Verden den Trøst, som naturlig følger af en evig Ild. Herpaa svarer jeg, at jeg ønsker at udrette det lidet jeg magter for at gøre mit Land virkelig frit.” Robert Ingersoll (1833 – 1899), vil jeg her kort fortælle om. Han var amerikansk forfatter og politiker. I begyndelsen af den amerikanske borgerkrig havde han kommandoen over et Nordstatsregiment, men blev taget til fange. Som forfatter er han især kendt for sin bibelkritik og sit forsvar for humanistisk filosofi og videnskabelig rationalisme. Han gik ind for ligestilling for 220 kvinder og for frigivelse af slaverne. Blandt hans bøger er ”Frie Tanker” (1886) og ”Flere Frie Tanker”, der er kommet på dansk så sent som i 2019. 982 Blandt de mange fyndige ord, han er citeret for, kan nævnes: - Dogmet om de evige pinsler er i fuldkommen harmoni med grusomheden hos de mænd, som skabte de ortodokse trosretninger. Præsterne støtter deres sponsorer Målet for fritænkeren er at fastslå sandheden – velfærdens betingelser – således at dette liv kan gøres værdifuldt. ”Fritænkeren” bragte mange oversatte føljetonartikler af udenlandske fritænkere som Annie Besant, Robert Ingersoll og Max Nordau. Fritænkeren nr. 28 har en stort opsat artikel af ”V.R.”; en artikel der fortsættes i de følgende mange numre. Titlen er ”Bibelens Usandsynligheder”. V.R. skriver: …”min Mening er at give en Fremstilling af en Lægmands Tanker ved Læsningen af Bibelen. Man siger, at Biblen er af gudelig Oprindelse, det er der ingen Ting, der taler for, Biblen bærer derimod saa tydelige Mærker af at være et Menneskeværk, man maa være blind, hvis man ikke kan se det, der er ikke en Tøddel i Biblen, som ikke kan være udklækket i en Menneskehjærne…” Forfatteren lægger sig altså i den bibelkritiske tradition fra Oplysningstiden. Det gælder også hans følgende spørgsmål: I hvis billede er menneskene skabt? Behæftede som vi mennesker er med laster, synd, sygdom og dødsmærkethed, ville det være ren gudsbespottelse at hævde, som de kristne gør, at vi skulle være skabt i Guds billede, mener V.R. Fritænkeren nr. 29, Søndagen d. 24. juni 1888 indeholder en artikel af den engelske socialist og kvindesagskvinde Annie Besant (1847 – 1933). Hun var forfatter til over 300 bøger og pjecer i sin samtid. Titlen på artiklen er ”Hvad nytter Bønnen?” I Fritænkeren nr. 35 kan man læse om Fritænkernes ”Fællesmøde” på Søfryd. Her opstilles to vigtige mål for foreningen: - For det første vil man have kirke og stat adskilt. ”Det kan ikke harmonere med Jesu sande Lære, at Kirken er bundet af Staten.” For det andet er målet, at få den tvungne religionsundervisning ud af skolerne. ”Thi al den Indpodning i Børnenes for Sandhed og Løgn lige modtagelige Hjerner af dumme, forstandsødelæggende Floskler skader i en overordentlig Grad det barnlige Gemyt, og Religionens sørgelige Indflydelse mærkes ofte gennem hele Livet.” Fritænkeren nr. 39 har på forsiden en annonce for ”Fritænkersangkoret” Ariadne. I ”Fritænkeren” nr. 40, søndag d. 9. september 1888 annoncerer man et offentligt møde i Holbæk. Mødet foregår på Hotel Kronprinsen efter kl. 4, 9/9. Der lokkes med foredrag over emner som: ”Hvad vil fritænkerne?” og diskussionsemnet ””Nutids-Kristendom kontra Jesu sande Lære og Socialismen.” Holbæks præster, de herrer Bend og Herskind, var skriftligt indbudte. ”Medlemmer 221 af Fritænkerforeningen, som ønsker at deltage, bedes møde ved Jernbanestationen kl. 7 Morgen.”. Man kunne være med for 3 Kroner og 30 Øre. Bladet skrev i øvrigt dels om den modstand, man mødte, og om de ideer, man repræsenterede. ”Den stærke Uvilje, nærværende Blad ved sin Fremkomst mødte, endog hos de mest radikale Socialister, er et tilstrækkelig Bevis paa den Magt, religiøst Slendrian har over Menneskets Bevidsthed, Evne og Myndighed til at bruge sin Fornuft.” (Fritænkeren, nr. 40, 1888). I artiklen ”En Bom for Fornuften” hed det, at præsterne sætter en ”bom for Fornuftens uhindrede Brug ved evig og altid at henvise til Troen.” Jesus mødte i sin samtid nogenlunde den samme modstand, som fritænkerne nu møder. Dumheden, Overtroen og den verdslige Magt! Arbejderbevægelsen: Darwin får hovedrollen Litteraturforskeren Hans Hertel skriver, at det var Darwin, der fik hovedrollen i arbejderoplysningens ideologibygning i disse år i slutningen af 1800-tallet. 983 Darwin var, med den dertil hørende religionskritik, simpelthen det mest slagkraftige alternativ til den kristne skabelsesberetning! Arbejderbevægelsen var i sin start stærkt religionskritisk, omend kritikken sjældent nåede ud over parole-planet. Historikeren og socialisten Gustav Bang (1871 – 1915) skrev i bogen ”Den Socialistiske Fremtidsstat” (1903) , at borgerskabet dyrkede ”Klerikalisme og Royalisme og Militarisme, fordi det i Alteret, Tronen og Bajonetterne ser Bolværk imod Arbejdernes Klasserejsning.” 984 Tonen var lige så hård fra det modsatte hold, der fx i et opråb fra Højres Arbejder- og Vælgerforening kunne betegne Socialismen som et ”Foster af Raat Begjær og vild Fantasi” 985 I 1891 blev der fremsat et finanslovsforslag til en støtte for Georg Brandes, men forslaget blev stemt ned med 16 for og 39 imod. Det officielle konservative billede af Brandes som en ”fritænkerisk agitator” , der tilmed er ”tendentiøs”, kommer godt frem i Højres ordfører, H.C. Steffensens ord i debatten om støtteforslaget: ….”det, der er til Hinder (er) ikke det, at han er fritænker, men det, at han er Agitator, thi hans agitatoriske Tilbøjelighed har haft en saadan Indflydelse paa hans litterære og æstetiske Virksomhed, at man egentlig ikke med Følge kan kalde hans Produktion for videnskabelig”(……)” Hans Tendens gaar nemlig utvivlsomt ud paa en Undergravning af Religion, Autoritet og alt, hvad der hedder Samfundsmoral.”. (Rigsdagstidende 31/3 1891) Afvisningen af støtten får, som tidligere nævnt, C.E. Jensen på barrikaden i Socialdemokraten 4/4 1891: ”Og nu skal vi slaas! Det har Magten, men vi har Ordet, og vi har Ordet i vor Magt. Og vi skal bruge det mod dette forbandede kompakte Sammensurium af Reaktion og Hykleri, Indre-Mission, Bornerthed og Fordummelse.” Modstanden mod ”fritænkeriet” var ganske voldsom, som vi tidligere har set eksempler på hos Indre Mission, Otto Møller og Biskop Oxenden. Også redaktøren, politikeren og digteren Carl Ploug (1813-94) slutter sig til advarslerne og påbegynder således i 1881 en artikelserie om ”Darwinismens Fejlslutninger”. En anden advarende fortaler for kristendommen og forsvarer for 222 den bestående samfundsorden, Julius Paludan (1843-1926), far til Jacob, angriber Brandes i tre lange artikler i Dagbladet. Man kan ikke ansætte denne mand, Brandes, i statens tjeneste, mener Paludan. Brandes er jo dog bekendt som en fjende ..”af ægteskabet i dets nuværende form, af religionen under enhver form, af al guddommelig og menneskelig autoritet, af samfundet i det hele. ” 986 I artiklen ”Om vore Dages kristelige Foreninger for unge Mænd” (V. Schousboe, 1886) glæder den danske gejstlige Vilhelm Carl Schousboe (1841 – 1900) sig over, at mange unge – trods faldgruber og fristelser - tilsyneladende igen har fundet vej til den kristne religion. Der har ellers, siger han, i de seneste årtier i anden halvdel af 1800-tallet været et frafald forårsaget af voldsomme, hvasse og giftige angreb på troen. ”Som en glædelig Modsætning til den herskende Vantro og Fornægtelse er der øjensynlig hos mange af den nulevende Slægt bleven kaldet til Live en klar og dyb Erkjendelse at Kristendommen er ikke og maa aldrig synke ned til at blive et Søndagsliv alene, men at det er dens Bestemmelse at omfatte hele Livet, at gjennemsyre alle dets Forhold og at sætte sit Stempel paa alle dets Dage.” Schousboe siger, at nu må de kristne kæmpe ”over hele Linjen”, og de må ikke overse eller glemme selv det mindste punkt, hvor det er muligt at drive fjenden tilbage. Kampen førtes også på højskolerne. Den danske forfatter Jeppe Aakjær (1866 – 1930) var i vinteren 1887-1888 elev på Askov udvidede Højskole. Under opholdet her gjorde han sig til talsmand for fritænkning og socialisme og protesterede sammen med en gruppe ligesindede mod, at moderne litteratur og Charles Darwins evolutionsteori blev ignoreret af lærerne på skolen. ”Da de studerende lavede deres egen studiegruppe om disse emner, kom de i åben konflikt med lærerne, som bekendtgjorde, at de elever, som ikke kunne acceptere den kristne og antimaterialistiske ånd på skolen, skulle blive væk.”987 En af dem, der skarpest gik i rette med de fremstormende darwinister herhjemme var Valdemar Bennike (1849 – 1923). Han var lærer på Vallekilde Højskole, og i 1890 skrev han i Højskolebladet mod de nye tanker. Han prøvede at afvise Darwins afstamningslære ved at påvise den afgørende åndelige forskel på mennesket og aben, et dyr, som han opfattede som ”Vrængbilledet af et Menneske”. Aben, var ifølge Bennike, et vrængbillede på grund af dens instinktive adfærd, som når ”Negerkvinderne ikke kan gaa i Fred for Hanaberne.” Bennike så ”de lavtstående Folk” som et ”Affald fra det oprindelige Gudsbillede”. 988 En meningsfælle kunne Bennike finde i jesuitten Amand (Amandus) Breitung (1850 – 1933), der bl.a. skrev ”Abeteoriens Bankerot” i 1899. Også redaktøren og forfatteren Mads Jepsen (1868 – 1916) hørte til Darwins danske modstandere. Jepsen udgav tidsskriftet ”Folkelæsning”. Oprindelig var Jepsen, efter en missionsk barndom, blevet glødende brandesianer i 1890´erne, men genvandt så sin religiøse tro og angreb herefter ivrigt fritænkeri, darwinisme og ny-grundtvigianisme i 1900´erne. Han udgav bl.a. bogen ”Grundtvig eller Brandes?” i 1904. 989 223 Breitung og Jepsen, der var bange for, at børnene skulle berøves deres barnetro, angreb i tidsskriftet ”Folkelæsning” særligt de populærvidenskabelige bøger om darwinismen, som bl.a. Vilhelm Rasmussen udgav på denne tid, hvor udviklingslæren vandt indpas i skolerne. Vilhelm Rasmussen havde bl.a. i 1904 udgivet værket ”Verdensudviklingen”. Ny-grundtvigianerne Blandt studerende med interesse for Grundtvig fødtes i 1870´ernes København en bevægelse, der er kendt under navnet ”ny-grundtvigianerne”. Bevægelsen samledes omkring højskoleforstanderen Johan Borup (1853 – 1946) og tilsluttede sig Rasmus Nielsens og Frederik Jungersens (1836 – 1912) syn på forholdet mellem tro og viden, om at de to størrelser kunne rummes indenfor samme bevidsthed. Man søgte grundlæggende at modernisere grundtvigianismen ved at tage den moderne naturvidenskab og bibelkritik til sig. 990 Blandt højskolefolk var der gennemgående stor interesse for Darwin og de nye videnskabelige indsigter. Morten Pontoppidan (1851 – 1931), Henriks bror, og Frederik Falkenstjerne (1854 – 1896), var ny-grundtvigianere og teologer. De oprettede tidsskriftet ”Tidens Strøm” (1884 – 1895), der blev bevægelsens talerør. Her skrev bl.a. præsten Valdemar Brücker (1852 – 1929), hvis liberale bibelsyn affødte interesse og polemik. I sit nye tidsskrift ”Frit Vidnesbyrd” (1893 – 1904) fortsætter Morten Pontoppidan Brückers modernistiske linje, der forholder sig positivt til bibelkritikken og udviklingslæren. Pontoppidan drister sig endog til i 1891 at ansætte Jeppe Aakjær som underviser i naturhistorie på sin nyoprettede (og kortvarige) højskole i København. Om Morten Pontoppidan skrev P.G. Lindhardt: ”Hurtigt blev han en af grundtvigianismens mest fremtrædende debattører – vakte fx opsigt ved at bruge og anbefale den naturalistiske kulturradikalismes bøger som et sandere udtryk for nutidigt menneskeliv end de traditionelle myter, sagn og sange.” 991 Historikeren Hans Henrik Hjermitslev skriver, at man efterhånden i samtiden når frem til en forsoning mellem grundtvigianismen, på højre flanke, og den socialistiske og radikale agitation på venstre. ”Dette vidner om, at nygrundtvigianernes kamp for at legitimere darwinismen ved at nyfortolke den grundtvigske arv fik sat sit afgørende præg på grundtvigianismen.” 992 Den liberale teologi Niels Peter Arboe-Rasmussen (1866- 1944) var sognepræst i Skibsted i Himmerland. I ”Teologisk Tidsskrift” 1902 havde Arboe-Rasmussen argumenteret for, at en af kirkens grundsten, nemlig jomfrufødslen, ikke oprindeligt hørte hjemme i de synoptiske evangeliers beretning om Jesus. Arboe mente, at jomfrufødslen var kommet til senere under påvirkning af kirkelige dogmer. Ikke nok med det! Arboe fortsatte med at ryste de troende, da han i en senere artikel kritiserede ”Den Apostolske Trosbekendelse”, som han kaldte ”et uheldigt udtryk for Kristendommen”. Ifølge storværket ”Den Danske Kirkes Historie” (1950 – 66) mente han, at trosbekendelsen, (”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger…”etc), den ældste og mest benyttede, var af "omtvistet oprindelse og ubibelsk indhold.". 224 P.G. Lindhardt citerer Arboe-Rasmussen for følgende profetiske ord: ”Alt som den åndelige frihedskamp bliver skarpere, vil hele den åndelige reaktion med sikkert instinkt klamre sig fastere og fastere til trosbekendelsen som den sidste mastetop i stormen!” 993 Biskop A.S. Poulsen i Viborg Stift aftvang Arboe en erklæring om, at han virkelig troede på opstandelsen og det evige liv. Men det var ikke nok for kritikerne. Presset af 21 ansete mænd fra Indre Mission, Kirkeligt Centrum og det grundtvigske højre indstillede biskoppen Arboe til afsked. Ministeren greb imidlertid ind, og afskedigelsen blev trukket tilbage. Det bølgede siden lidt frem og tilbage, men i 1915 frakendte Landemoderetten dog alligevel Arboe hans embede. ”Sagen gik videre til Højesteret, der i 1916 besluttede, at Arboe-Rasmussen ikke kunne frikendes for kætteri, men nok for straf, fordi hans foresatte ikke havde grebet ind. 994 Arboe blev forflyttet til Vålse Sogn på Falster, hvor han ifølge Nørretranders, aldrig blev glad. I 1920 forlod han sognet. Den bagvedliggende anstødssten ved Arboe-Rasmussens person var hans ”liberale teologi”, der er en samlebetegnelse for mange forskellige teologiske bestræbelser fra ca. 1800- 1920, der efterhånden bliver periodens toneangivende teologiske retning. De liberale teologer var kritiske over for kirkens lære om Gud som treenig, over for jomfrufødslen og læren om, at Jesus var både Gud og menneske. For liberalteologien var det udtryk for spekulationer, som der ikke herskede sikkerhed om. Det centrale var derimod den etik, som udgik fra Jesu liv og gerninger som et ideal for mennesker. Det var liberalteologiens hensigt at udlægge kristendommen i harmoni med et moderne livssyn, hvilket bl.a., betød et humanistisk og samfundsvidenskabeligt grundlag, uafhængigt af dogmer og kirkelige traditioner. 995 Det var hensigten at nå ind til den historiske Jesus og hans angiveligt ”enkle lære” om Guds kærlighed og menneskenes forpligtelser overfor deres næste. 996 ”Gennem sin religiøse og etiske bevidsthed kunne nutidens menneske i sit eget liv få del i denne tro og forme sin egen personlighed i retning af idealet. Jesus skulle ikke påkaldes som den mytologiske Kristus, men anskues som en enestående personlighed og morallærer, hvis liv kaldte på praktisk efterfølgelse.” 997 Med fremhævelse af kristendommens etiske og praktiske dimensioner kunne tidens trang til at gå ind i socialt arbejde også bedre imødekommes: indsamlinger, fredssagen, afholdssagen, vegetarianismen, kvindesagen…. Kendetegnende for liberalteologien var: - Et historisk-kritisk bibelsyn Bibelen opfattedes ikke som ”verbalinspireret”, dvs. ikke som udformet efter direkte diktat fra Gud Man havde viljen til at kombinere teologi med andre videnskaber som psykologi, historie og arkæologi. Ryslinge-sagen 1924 - 25 Den såkaldte ”Ryslinge-sag” 1924 – 1925 var en anden dansk sag, der omhandlede lignende kætterske teologiske synspunkter. Valgmenighedspræsten Torkild Skat Rørdam (1876 – 1939) i 225 Ryslinge var – ligesom sin forgænger - stærkt præget af den moderne teologi, liberalteologien. ”For Rørdam handlede det i høj grad om at gøre op med den form for kristendom, der byggede på falske autoriteter, om det så var Bibelen som ufejlbarlig helligskrift eller en bogstavelig tro på underne i Det Ny Testamente.”998 Præsten, Skat Rørdam, nægtede at overholde folkekirkens dåbsritual, hvilket vakte stor opstand i højre-kirkelige kredse. 999 Den socialdemokratiske kirkeminister, P. Dahl (1869 – 1936) stod i en vanskelig situation i sagen i en konflikt mellem partilinjens frisind og biskoppens nægtelse af at anerkende Rørdam. Dahl delte Borgbjergs opfattelse af, at man kunne adskille stat og kirke på et demokratisk grundlag – en holdning som Dahl og Socialdemokraterne måtte opgive, da de dannede regering med De Radikale.1000 Rørdam blev frataget anerkendelsen som valgmenighedspræst, men han fortsatte som præst for en frimenighed, der i 1927 fik kirke og præstegård tilkendt ved Højesteret. Religionskritikken i Mellemkrigstiden Imellem de to verdenskrige var verden præget af voldsom polarisering, krigsoptrapning og den underliggende økonomiske krise, der sattes i gang med Wall Street-krakket i efteråret 1929. Fronterne tegnede sig også på religionens område meget skarpt. Ånden fra Brandes og hans meningsfæller i Det Moderne Gennembrud lever stadig blandt venstreintellektuelle i den såkaldte kulturradikalisme, der sætter sig mange spor i kultur- og forenings-Danmark. Mange mennesker må have følt sig Gud-løse, for det var svært at tro på det godes sejr i en verden præget af krig, krise og alvorlige rystelser efter tidligere tiders fortrøstningsfulde Bibeltillid. Arbejderbevægelsen og forskellige socialistiske partier medvirkede yderligere til at ryste de faste samfundsstrukturer. Vilhelm Rasmussen, 1869-1939, cand. mag, dansk pædagog og politiker. Rasmussen var en af ildsjælene bag den oplysnings- og undervisningsindsats, som Arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet stod for omkring århundredeskiftet. I perioden 1907-11 var han leder af mellemskoleklasserne på Frederiksberg, men blev ikke fastansat pga. ateisme. 1001 Fra 1919 blev han rektor for Sundby Gymnasium og fra 1924 forstander for Statens Lærerhøjskole (senere Danmarks Lærerhøjskole). Det var end videre på Rasmussens initiativ at der i København med kommunal støtte påbegyndtes en oplysende højskoleundervisning for arbejdere. De første undervisningstimer i højskoleundervisningen fandt sted d. 23. januar 1920 i en københavnsk skoles gymnastiksal. Ole Varming skrev således om Rasmussen i Den Store Danske: Vilhelm Rasmussen, der ville forbedre samfundet ved at forny skolen og udvikle børns kritiske sans gennem en "tvivlens pædagogik", blev kendt for sine mange populærvidenskabelige, internationalt anerkendte bøger om børns udvikling. Som pædagog gik han ind for en undervisning, der byggede på elevernes selvvirksomhed, et begreb, der ved hans indsats blev indføjet i Folkeskoleloven af 1937. 1002 Blandt Rasmussens mange bøger er ”Verdslig Livsbetragtning” (1939) samt bøger om ”samfundsskolen” og menneskets udvikling. Darwin fik for Rasmussen, som for arbejderoplysningens idébygning og tilhørende religionskritik i det hele taget, hovedrollen som det mest slagkraftige alternativ til den kristne skabelsesberetning.1003 226 I ”Verdslig Livsbetragtning” søger Rasmussen, ud fra en darwinistisk naturvidenskabelig verdensforståelse, at påvise, at Bibelen tager fejl i sin skabelsesberetning – og i flere andre henseender. Biblen bygger ofte på gamle folkesagn og fortællinger fra Mellemøsten og bruger dem som direkte forlæg. Det gælder bl.a. historien om Babelstårnet, der i virkeligheden var et gammelt astronomisk trappetårn til astronomisk iagttagelse i det gamle Babylon. Og det gælder historien om Jonas i hvalfiskens bug, der også er et gammelt folkesagn. Rasmussen fremhæver eksempler på, at kirken gennem historien har holdt fast ved forkerte opfattelser, trods videnskabens nye opdagelser. Luther spottede for eksempel Kopernikus og kaldte ham for en nar, der ville vende op og ned på den hellige skrift. Her, i Bibelen, står der jo tydeligt, at Solen stod stille i Gilead og Månen i Ajalons Dal! 1004 Men Kopernikus, Galileo og Kepler viste sig jo alligevel at have ret: ”Ved Galileis og Keplers Iagttagelse tilsammen var det klart for alle fordomsfrie Mennesker, at det bibelske Verdensbillede er helt forkert…” 1005 Rasmussen fortsætter nu sin påvisning af fejl i Bibelen, hvad stjernehimlen og solsystemet angår. Også på kemiens område tager Bibelen fejl: ”Har Bibelen ikke kunnet give rigtig Besked om Verdens Størrelse, er der endnu mindre Viden at hente om dens fysiske og kemiske Beskaffenhed”. 1006 Hvis kirken virkelig vil påstå, at dens Gud er alvidende, algod og kærlig, så må det undre, siger Rasmussen, at den ikke har ladet Paven eller Sjællands biskop åbenbare deres viden om relativitetsteori og atombygning. Hvorfor har den overladt dette til folk som Einstein, Rutherford og Niels Bohr? 1007 Efter de seneste 80 års forskning er der nu ikke et fnug tilbage af de bibelske forestillinger om verdensbygning og tingenes tilblivelse, i følge Rasmussen, der herefter går over til en gennemgang af Charles Darwins teorier. Først afviser han – med Darwin som advokat – ideen om, at vi skulle stamme fra et enkelt par, Adam og Eva. ”Biologien gør det langt rimeligere at antage, at det er et socialt abeagtigt Dyr, der har udviklet sig i den særlige Retning, der har ført til, at Mennesker opstod.” 1008 Som med de første mennesker, forholder det sig også med livet efter døden. Det er selvsagt en umulighed. ”Ingen har endnu faaet et Bud fra de Miliarder Afdødes Sjæle, der skulle eksistere, hvis ”Sjælene” levede evigt efter Døden”. 1009 Vilhelm Rasmussen slutter bogen med en trøst til os, der således nu ikke længere kan gøre os forhåbninger om et evigt liv. Vi kan tage Døden med sindsro, siger han. Ganske vist er Døden et stort punktum for livet, men dermed er et menneskes liv ikke afsluttet. Livet fortsættes i det, han kalder ”Gerningernes Gerninger”. Alt, hvad vi har gjort af godt og ondt, betydeligt og ringe, har deres virkning. Godt nok fortoner virkningen sig i mindre og mindre udslag som bølger ved stranden, men de er dog uudslettelige. Vort evige liv kan forstås som vore handlingers resultat – et resultat, som gør, at vi kan dø med sindsro, hvis vi har haft grund til at være stolte af resultatet. ”Vær Jorden tro. Jo mere man foregøgler sig af kunne opleve efter Døden, hvad man ikke har opnaaet her paa Jorden, desto mindre sætter man ind paa at yde sit højeste, saa længe man lever. 227 Har man indset, at Livet paa Jorden er det eneste Liv, man har, er det en Spore til at gøre det Yderste, for at Livet kan blive lyst og lykkeligt for alle.” 1010 Rasmussen stod bestemt ikke alene med sit darwinistiske syn. Anton Thomsen (1877-1915), dansk filosof og religionsforsker, gennemgår i værket ”Religion og Religionsvidenskab” (København 1915) den kristne religions historiske udvikling. Da man fra Europa begyndte på de store opdagelsesrejser og begyndte at interessere sig for eksotiske folks religioner, forfærdedes missionærerne og andre rejsende, siger Thomsen. 1011 De var navnlig chokerede over den lighed, der faktisk var mellem kristendommens og de fjerne folks religioner, anskuelser og institutioner. I stedet for at glæde sig over lighederne, forkastede de det fremmede, fordi de mente, at det var…”Djævelens Lyst til at karikere Kristendommen”. 1012 Jeg kommer nærmere ind på Anthon Thomsen i et senere afsnit om religion og videnskab, der var et af de vigtigste forskningsområder for ham. Herbert Iversen (1890-1920), dansk filosof, der i årene 1911–13 – i sit korte liv - deltog i ledelsen af Studentersamfundets folkelige forelæsningsvirksomhed og skrev indlæg i ”Socialisten”, forløberen for Socialdemokraten. Han tilhørte den socialistiske CatiIina-fraktion i Studentersamfundet. 1013 I foredraget ”Om Socialistisk Kultur” (1913), som Iversen holdt i den socialdemokratiske klub, ”Karl Marx”, forudser han, at Jesus sikkert snart vil blive tilhænger af ”den konfessionsløse skole”, for Iversen mener, at Jesus allerede nu interesserer sig stærkt for sociale spørgsmål. I det hele taget har Jesus en udmærket evne til at akklimatisere sig efter de folk, han dyrkes af. Iversen forudser også, at selv kirken måske hen ad vejen kan udvikle sig i en mere materialistisk og demokratisk retning. Men kirken savner videnskabelighed, så der er et stykke vej endnu, for ”der er dog en Grænse, og Kirken er og bliver for aandelig til, at vi kan forstaa den. Jeg betragter den som et Stykke Antisocialisme, som en liberal Samfundsmagt. Hele dens Begrebsverden med de tre Guder og Jomfrufødselen o. s. v. o. s. v. er tilfældige Biting; Hoved-tingen er, at den er aandelig og vil have Folk til at gruble over Sjælens Frelse i Stedet for at organisere sig og tage de materielle Problemer under Debat. (Af samme Grund er jeg lidt bange for Ateister, idet der jo er den Mulighed, at de interesserer sig for Ateisme, hvilket er en overflødig og tarvelig Interesse). De socialdemokratiske Ungdomsforeninger burde efter mit Skøn hellere hænge i med natur-videnskabelige og socialøkonomiske Foredrag i Stedet for at gøre Kirken den Tjeneste atter og atter at samle Medlemmernes Opmærksomhed om religiøse Diskussioner. Tro mig, det er ikke Religiøsitet, Arbejderne trænger til - men det er Videnskabelighed.” (Herbert Iversen 1913) Børnene og den verdslige sag: ”Arbejdernes Børneblad” som eksempel Børn og unge søgtes vundet for arbejderbevægelsens og fritænkernes sag på flere måder. I september måned 1918 så Danmarks første socialistiske børnemagasin dagens lys. Det fik navnet ”Arbejdernes Børneblad”. Selv om Danmark ikke havde været en af de krigsførende parter, var tiden omkring 1. Verdenskrigs afslutning præget af knaphed og social nød. Lønningerne faldt og der var rationering på mange 228 varer. Mens nogle havde tjent fedt på spekulation og sortbørshandel, var andre henvist til et liv med arbejdsløshed og bolignød. Som en modvægt til de kristelige foreningers og Spejderbevægelsens børneblade gik Socialdemokratisk Ungdomsforbund, De Unges Idræt og De konfessionsløse søndagsskoler sammen om at udgive et alternativ med ”Arbejdernes Børneblad”. ”Arbejder! Giv dit barn sund læsning”, lød et slogan. ”Arbejdernes Børneblad” skulle angiveligt forhindre, at børnene blev fanget ind af ”religiøse sekter, militarister og afholdsfolk”! Børnene skulle i stedet lære arbejderbevægelsens holdninger at kende. Så børnebladet fortalte om naturvidenskab, historie og litteratur og gav spalteplads til digtere som Oskar Hansen, Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø. Lole Møller, der har forsket i emnet, skriver: ”De fleste historier og tegninger fortæller om tidens nød og elendighed. Børnene hører om moren på vej til pantelåneren og læser om kampen mellem den fede og den magre hund. Fortællingerne tjener til at vække empati og solidaritet med alle undertrykte. Men Arbejdernes Børneblad fortæller også historier om latterlige præster, griske bolighajer, dumme konger og generaler. Borgerpressen rasede og forlagte, at kontrolminister Stauning blev draget til ansvar for bladets samfundsfarlige tendens.” 1014 Bladet udkom igennem to år, men måtte til sidst lukke på grund af dårlig økonomi. Hensigten med ”Arbejdernes Børneblad” havde været at opdrage børn til at blive gode kammerater og fritænkere, sagde redaktørerne. 1015 I kirkelige kredse tager nogle den sociale handske op og engagerer sig i arbejde for at hjælpe dårligt stillede medborgere. En af dem er Alfred Th. Jørgensen (1874 – 1953), der var teolog og filantrop. Lodberg siger, at han og ”De Samvirkende Menighedsplejer” opfandt madpakker til børn og gør alvor af socialt kirkeligt hjælpearbejde. Også på andre områder tager kirkens folk den sociale udfordring op. FDF, der i dag hedder Frivilligt Drenge- og Pigeforbund, oprettes 1902 og feriekolonier med spisesale og køkkener blomstrer op rundt omkring i det danske landskab. 1016. Også den kønspolitiske udfordring tages op. I 1916 bliver den første kvinde således teologisk kandidat, mens kvindelige præster dog først kommer til i 1948. Ved den sidstnævnte lejlighed, ansættelsen af den første kvindelige præst, deponerer 500 mandlige præster deres opsigelser i protest, men det bliver dog ved truslen. I dag har vi flere kvindelige end mandlige præster, og Liselotte Rebel bliver i 1995 den første kvindelige biskop. 1017 Bodil Koch (1903 – 1972) bliver i 1950 den første kvindelige kirkeminister. ”Slagkraftig og cigarrygende”, som Lodberg skriver. Hun medvirker til at gøre Socialdemokratiet mere kirkeinteresseret. 1018 Kirken må også se til, at ritualerne begynder at blive liberaliserede. Allerede i 1851 bliver der indført mulighed for borgerlig vielse i Danmark – i første omgang for par, der ikke havde samme religion eller stod udenfor kirken. Fra 1923 bliver det muligt at vælge frit mellem kirkelig og 229 borgerlig vielse, og især indenfor arbejderbevægelsen er der mange, der vælger kirken fra. sammenligning bliver hvert andet par i dag borgerligt viet. 1019 Til Foreningen mod kirkelig konfirmation Udtrykket ”borgerlig konfirmation” stammer fra midten af det 19. århundrede. I 1850 fremsatte folketingsmedlem Spandet, som tidligere nævnt, et lovforslag om trosfrihed, hvori der bl.a. opereredes med det nye begreb en "borgerlig konfirmation". Det fremsatte lovforslag vakte dog voldsom modstand, og blev ikke vedtaget. Egentlig organiseret borgerlig konfirmation blev igen taget op på et møde i Arbejdernes Foreningsog Forsamlingsbygning onsdag d. 10. februar 1915, indkaldt af sekretær i De samvirkende Fagforbund Peder Hedebol (1874 – 1959) og partifællen Sofus Mortensen. Mødet, der samlede ca. 30 mennesker, resulterede i nedsættelse af et udvalg til dannelse af en forening til borgerlig konfirmation. Denne fik det kampberedte navn ”Foreningen mod Kirkelig Konfirmation” og den første ceremoni fandt sted 11. april 1915 i Folkets Hus på Vesterbro i København, hvor 2 piger og 2 drenge blev borgerligt konfirmeret. 1020 Foreningen ændrede i 1924 navn til ”Foreningen For Borgerlig Konfirmation”. Den borgerlige konfirmation fik hurtigt en vis udbredelse, og fra 1928 transmitteredes ceremonien endog også af Danmarks Radio, hvilket styrkede udbredelsen yderligere - især i byerne. Horsens blev således i 1929 det første sted udenfor København, hvor man fik en forening for borgerlig konfirmation. Rekordåret var 1960, hvor vi i Danmark havde 1060 ikke-religiøse konfirmationer. 1021 I 1970'erne var tilslutningen til de store borgerlige konfirmationsceremonier dog faldet markant, og i 1974 overtog DUI - Leg og Virke foreningen samt de borgerlige konfirmationer. Dette ændrede dog tilsyneladende ikke på den nedadgående tilslutning til de verdslige konfirmationer og i 1992 besluttede DUI at nedlægge foreningen for borgerlige konfirmationer og ophøre med at arrangere disse begivenheder som fælles centrale begivenheder. Disse er dog til en vis grad genoptaget og har sidenhen også officielt skiftet navn til nonfirmation, og tilbydes i dag i flere større danske byer. En traditionel borgerlig konfirmationsceremoni kunne og kan foregå på rådhuset eller i store forsamlingsbygninger som Den Sorte Diamant i København, og der kan indgå taler og sange. Der kan, også i dag, være tale om en etableret ceremoni afholdt af f.eks. Humanistisk Samfund. Jeg vender tilbage til dette i et senere afsnit. Historien ”Foreningen mod Kirkelig konfirmation” startede altså i 1915. Teologen Knud Moos, der i 1977 skrev et speciale indenfor Kirkehistorie om ”Borgerlig Konfirmations historie i Danmark”, beretter, at der i Social-Demokraten 4. februar 1915 var indrykket en annonce, der indeholdt et forslag om at danne en forening, hvis formål skulle være ”at foranstalte en stemningsfuld og efter Forholdene afpasset borgerlig Festlighed for Medlemmernes Børn, naar disse udtræder af Skolen.” 1022 230 Ifølge Knud Moos forklarede annoncen, at baggrunden for initiativet var, at der efterhånden ikke var så få, der mente at de kunne undvære de traditionelle kirkelige handlinger, og som så med uvilje på den kirkelige konfirmation. ”En del lod ikke deres børn døbe, hvilket siden hen af sig selv udelukkede børnene fra konfirmationen, og nogle afholdt sig helt fra denne kirkelige handling, mens andre kun lod deres børn konfirmere på grund af skik og brug.” 1023 Det blev understreget, vistnok på Peder Hedebols initiativ, at foreningen ikke skulle drive nogen art af antikirkelig agitation. Det var, som nævnt, de to ledende folk inden for fagbevægelsen, Sophus Mortensen, formand for Fabriksarbejdernes Forbund og Peder Hedebol, sekretær ved De Samvirkende Fagforbund, der havde underskrevet annoncen. Peder Hedebol havde i 1904 været med til at stifte ”Folkelig Ligbrændingsforening”. Han blev senere socialdemokratisk borgmester og folketingsmand. Han omtaler i sin erindringsbog fra 1965, ”En Spurv i Tranedans”, sin motivation for at være med til at stifte ”Foreningen mod Kirkelig Konfirmation”: ”Det, jeg var imod, var de voksnes manipuleren med skolebørn og nyfødte”. Den nye forening, der havde stiftende generalforsamling 9. marts 1915 og som sin første formand netop valgte Peder Hedebol, skulle dels arrangere konfirmationsfester for de mange børn, der ikke blev døbt, og dels sørge for at skaffe børn af fattige forældre de samme økonomiske goder, som de kirkelige konfirmander kunne modtage fra de institutioner, der med tiden var blevet knyttet til konfirmationen. 1024 I vedtægterne bestemmes det, at foreningen skal have til formål at arbejde for afskaffelse af den kirkelige konfirmation som ”overflødig eller urimelig” ved at organisere de medborgere, der deler denne opfattelse og som alternativ til denne kirkelige handling ”at foranstalte en stemningsfuld og passende borgerlig Højtidelighed” på det tidspunkt, hvor børnene normalt forlader skolen.”1025 Desuden skulle foreningen drive oplysningsarbejde og gennem dette ”sprede Kendskab om Unødvendigheden af Deltagelse i de konventionelle kirkelige Handlinger (Daab, Konfirmation m.v.)”. Kontingentet fastsattes til én krone årligt. 1026 Ifølge ”Socialdemokraten” 20. marts 1932 kunne formålet med den konfessionsløse konfirmation gøres tydeligt op således: ”Konfirmationen gav de Unge uklare og forvirrede Tanker, medens de borgerlige Ungdomsfester gav jævne og fornuftige Ord”. Det centrale tema i festtalerne for de unge borgerlige konfirmander var ifølge Ungdomsbogen, der blev givet som gave til konfirmanderne1027: ”Giv ingen Løfter om noget, I endnu ikke forstaar, men søg selv i Livet efter Jeres egen Livsanskuelse.” Den første ungdomsfest 11. april 1915 varede cirka halvanden time med taler, orkestermusik og solo- og fællessange. Der var som nævnt kun 4 unge konfirmander, men festen samlede omkring 100 mennesker, og Landstingsmand, Hermann Trier, holdt festtalen. Social-Demokraten skrev bl.a.: 231 ”Der var en stemningsfuld Stilhed i Salen. Dette er jo indledningen til noget Nyt, der her skal foregaa – et Brud med gamle overleverede Former og Indførelsen af noget mere praktisk og tidssvarende.” 1028 Arbejderne og kirken I ”Ungdomsbogen” 1932, en bog der blev udgivet af foreningen og benyttet som gave til de unge, kunne man ligeledes læse en positiv omtale, der understregede starten på en ny epoke: ”Med denne Fest var et Frø blevet saaet, som siden har afsat mange kraftige Skud. Bevægelsen havde en god Jordbund at virke i, fordi den var i nøjeste Kontakt med Ungdommens Følelser, og med de frisindede Bestræbelser, der med Arbejderbevægelsen som Drivkraft var i sund og kraftig Vækst.” 1029 Knud Moos nævner, at foreningen i sin startfase var et specielt, lokalt københavnsk fænomen. København var en by, hvor klassemodsætningerne var trukket kraftigt op. Der var, som jeg har nævnt i det foregående, generelt et anspændt forhold til kirken iblandt arbejderne, hvor antikirkelige, kirkepassive og u-kirkelige strømninger var udbredte. Brandesianismen og arbejderbevægelsen havde sat deres tydelige spor. Socialdemokratiets Gimleprogram fra 1876 talte direkte om, at Statskirken skulle afskaffes. Desuden havde byen, og ikke mindst Hovedstaden, med sin voldsomme vækst fået store sogne med relativt få kirker. Det bevirkede dårlige kontaktmuligheder for præsterne og umuliggjorde næsten præstens personlige forhold til konfirmanderne i mange arbejdermiljøer. Desuden kunne man skele til Tyskland, hvor man siden 1852 havde haft mulighed for ”Jugendweihe” som alternativ til kirkelig konfirmation, så man vidste fra arbejderside, at der var mulige alternativer til kirkens tilbud. Det var ikke kun konfirmanderne, der mærkede de antikirkelige tendenser. Også borgerlige begravelser og bryllupper havde fremgang herhjemme. Da disse ceremonier altid vil have et individuelt præg, har jeg i gennemgangen af de verdslige ceremonier koncentreret mig om konfirmationerne. I Socialdemokraten 4. februar 1915 kunne man bl.a, læse: ”Efterhånden er det bleven et ikke helt ubetydeligt Antal Medborgere, som mener at kunde undvære de sædvanlige kirkelige Handlinger, et Standpunkt, som har faaet sin første officielle Anerkendelse ved Loven om ”Adgang til Benyttelse af Kirkegaardenes Kapeller ved borgerlig Begravelse”. Den nye kirkegårdslov daterede sig til 1907. Den borgerlige konfirmation fik, efter en lidt tøvende start, efterhånden en vis udbredelse. I 1917 var man nået op på 47 deltagere ved ungdomsfesten, i 1918 var tallet yderligere steget til 74, og i 1918 130. Borgerlig konfirmation i Nikolaj Kirke Det første lokale til ungdomsfesterne, Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade i København, blev hurtigt for lille, og nye lokaler var ikke så nemme at finde. Øjnene blev så rettet mod Nikolaj Kirke, der efter branden i 1795, var blevet genopført med økonomiske midler fra 232 departementschef P.H. Rentzmann (1845 – 1923). Han havde dog bestemt, at bygningen ikke måtte anvendes til antikirkelig propaganda og virksomhed, så det var i første omgang udelukket. Imidlertid kunne et navneskift fra ”Foreningen mod Kirkelig Konfirmation” til ”Foreningen for borgerlig konfirmation” bane vejen og samtidig imødekomme mange kritikere, der fandt det gamle navn for konfrontatorisk. Og således blev det. Foreningen ændrede i 1924 navn til ”Foreningen For Borgerlig Konfirmation”, og kunne nu benytte Nikolaj Kirke til ungdomsfesterne op gennem 20´erne. Knud Moos skriver: ”Når man foretrak ordet ”borgerlig” frem for fx ”verdslig” eller blot ”Ungdomsfest” skyldes det sikkert – ud over hensynet til offentlighedens omtale – at dette begreb med tiden ved siden af sit mere politisk betonede indhold var kommet til at stå i modsætning til ”kirkelig”. Derved betegnede det et forsøg på at ville frigøre sig fra kirken og at ville adskille kirkeligt og borgerligt….” 1030 I 1926 blev der opstillet et alter i Nikolaj Kirke, og det generede og vakte forargelse hos nogle af foreningens tilhængere. Kritikken blev forstærket, og alteret krævedes fjernet, før ungdomsfesterne startede, hvilket næppe var praktisk muligt. Først fra foråret 1937 synes foreningen – trods modstanden - endeligt at have forladt Nikolaj Kirkesal. Foreningens storhedstid Perioden 1925 – 35 er, ifølge Knud Moos, ”Foreningen for Borgerlig Konfirmations” storhedstid. Man oplever, i forhold til de første 10 år, en kraftig udvikling og udbredelse og et gennemslag i offentligheden. I 1926 måtte der for første gang afholdes hele tre fester hvert halvår. Thorvald Stauning holder festtalen 27. marts 1927 og tilkendegiver på denne måde sin, og indirekte Socialdemokratiets, opbakning. På den anden side af Sundet, i Sverige, bliver der med hjælp fra den danske forening stiftet en søsterorganisation i Malmö, hvor den første ungdomsfest med 35 deltagere finder sted i foråret 1928. I efteråret 1928, helt præcist 14. oktober, lykkes det for Foreningen for Borgerlig Konfirmation i København at få gennemført ønsket om en radiotransmission af ungdomsfesterne på ca. 1 ½ times varighed. Og det endda på den bedste sendetid om søndagen kl. 12. Hermed var foreningen i de næste par år sikret en stadig større tilslutning og udbredelse, siger Knud Moos 1031 Vejen til radioen banedes dog ikke uden modstand fra radioledelsen, der mente, at så længe der fandtes en statskirke, kunne der ikke i radioen blive plads for andre opfattelser end statskirkens. Men i 1928 var det altså alligevel lykkedes at få modstanden brudt. Den københavnske afdeling af Foreningen for Borgerlig Konfirmation vedblev at være langt den største. Men, som tidligere nævnt, oprettes der 1929 den første provinsafdeling i Horsens. Den følges af Aarhus i 1931 og Odense 14. april 1932. I Odense holder man den første ungdomsfest 2. oktober 1932 med Vilhelm Rasmussen som festtaler for de 7 unge og deres pårørende. I denne anledning blev Odenseafdelingen i et læserbrev i ”Fyns Socialdemokrat” karakteriseret som ”Odense Hedningeforening” 1032 233 Medvirkende til foreningens fremgang var – ud over mange angreb i pressen, for negativ omtale satte søgelys på foreningen - 1930´ernes økonomiske krise med den deraf følgende politiske polarisering. Th. Vognsen skrev i Fyns Socialdemokrat 4. maj 1932: ”Den Agitation, der drives imod Foreningen, gør ogsaa at Foreningen i denne Tid har stor og forøget Tilslutning.” Desuden var der indenfor Socialdemokratiet og DSU fra omkring 1925, med Julius Bomholt som foregangsmand, arbejdet for at skabe en socialistisk kulturopfattelse med en selvstændig arbejderkultur som mål, nævner Moos. 1033 Kampen for en arbejderkultur Bomholts bog ”Arbejderkultur” fra 1932 vidner om disse kulturrejsningsforsøg, og fx skrev han i en artikel, ”Kulturen på Marsch” i ”Solhverv” fra 1929, om den kulturelle kamp for en gennemførelse af en omvurdering af værdierne i socialistisk retning: ”Lad os sønderflænge den borgerlige ParadeMoral! Lad den arbejdede Ungdom vise Verden, at den med hensynsløs Dristighed, med ukuelig Respektløshed tør gennemføre en socialistisk Værdiskala” 1034 Kampen for ”Det Socialistiske Menneske”, som Socialdemokratiet stod for indtil midten af 1930´erne, betød en afvisning og forkastelse af de forældede værdier, der hørte det gamle borgerligt-kristelige samfund til. Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, oplevede i overensstemmelse med skærpelsen af den politiske kamp en stor fremgang. Medlemsbladet ”Rød Ungdom” angiver følgende tal: 1929: 10.642 medlemmer 1931: 13.800 medlemmer 1934: 20.668 medlemmer 1937: 27.277 medlemmer 1035 Doktor Næsgaard forarger radiolytterne Som et eksempel på, hvordan de verdslige ritualer, som i mellemkrigstiden oplevede stor fremgang, kunne støde og forarge, kan man nævne Sigurd Næsgaards konfirmationstale til de borgerlige konfirmander i 1931. Dr. phil. Sigurd Næsgaard (1883 – 1956) var Danmarks førende fortaler for psykoanalysen, som med ham blev en klar del af kulturradikalismen herhjemme. Næsgaard var uddannet som lærer i 1905, men tog siden universitetseksamen i filosofi (1915) og skrev disputats inden for psykologi 1922. Sammen med bl.a. Sofie Rifbjerg (1886 – 1981) var han aktiv i friskolebevægelsen. I foråret 1931 var Næsgaard festtaler ved ungdomsfesten i ”Foreningen for Borgerlig Konfirmation”. Han benyttede lejligheden til at rette kraftige angreb mod de autoritative og disciplinerede institutioner – og her tænkte han især på kirke, militær og skole - der ifølge ham medvirkede til magthavernes undertrykkelse af ungdommen. Det var hård kost for mange! 234 Formanden for Kristelig Lytterforening for Haderslev Amt, V. Bay, takkede efterfølgende ligefrem, ironisk, Næsgaard for at have skaffet hans forening en stor medlemsfremgang. ”Kom snart igen!” sluttede formanden sin reaktion. Talen blev udsendt over Statsradiofonien på selveste Palmesøndag, hvilket medvirkede til, at der virkelig blev lagt øren til. Reaktionerne var ganske mange og ganske voldsomme, og de kan i skarphed sammenlignes med de reaktioner, kontroversielle meninger ofte mødes med på Facebook i dag. Næsgaard kom med andre ord ud i en ægte shitstorm! Næsgaard kritiserede i talen kirken for at ville fratage ungdommen ansvar og skaberevne. Den gamle kirke tillod ikke de unge at tænke selv, og den fratog menneskene deres personlige myndighed og ansvar over for deres tilværelse og deres opførsel, sagde han. Samfundsautoriteterne, der er magthavernes redskaber til at undertrykke menneskene og til at tilpasse dem til det bestående samfund, har dræbt muligheden for, at de unge kan erhverve sig selvstændighed og nyskaber-evne. Skolen opdrog, under tvang og censur, børnene til at blive uselvstændige og afhængige personer, hævdede Næsgaard. De unge måtte derfor frigøre sig fra autoriteterne og genskabe deres selvstændighed og skaberkraft og bygge det nye, frie samfund op… ”saa at vi faar Resterne af alt det, der mente at være Guds Stedfortrædere bort, Militarisme, Kirke, Kapitalisme, Kongedyrkelse og anden Hekselyst.” 1036 Næsgaard gjorde i talen rede for, hvordan menneskene efterhånden, op gennem historien, frigjorde sig fra guder og Gud og lærte at stole på deres egne skaberevner. De kunne fotografere, smede, lave kemiske forsøg, konstruere radioer, lave biler og meget andet. ”Hvordan Guderne saa til disse Beviser for, at alle Mennesker kan udvikle sig til at blive selvstændige og skabende Personer, selv den tilsyneladende ubegavede Dreng og Pige, det ved jeg ikke, men deres Stedfortrædere kunne ikke lide disse Beviser. Lærere og Lærerinder og navnlig Skoleautoriteterne kunde ikke forlige sig med den Tanke, at Børnene skulde være selvstændige og skabende i deres Arbejde og Opførsel. Præsterne kunde heller ikke taale, at det var Børnene og de Unge, men ikke Gudernes Stedfortrædere, der skulde bestemme over Arbejdets Gang i Skolerne.” 1037 Næsgaard om seksualiteten, kirken og militæret Den gammeldags, fortiende, seksualmoral, som kirken og skolevæsenet bar hovedansvaret for, måtte også stå for skud: ”Sid ikke og maab, men spørg Mennesker, saa at I kan faa Klarhed over det seksuelle Liv, om jer Opstaaen, om Jeres egen Opgave senere hen som Forældre. Og kan I ikke faa Besked hos Mennesker, saa spørg Bøger, men kun de allernyeste; de kan ogsaa hjælpe til at faa Klarhed over Livet, saa at dette kan komme i Orden, hvis det da ikke er i Orden allerede. I maa have Klarhed over det seksuelle Liv for at faa Orden i Personligheden, saa at I faar den Dygtighed og den Slagkraft, som jere Evner kan give jer. Husk paa, at I er Piger og Drenge, der nu skal blive Kvinder og Mænd.” 1038 235 Hvad specielt kirken angik, fandt Næsgaard, at denne bevirkede, at de unge kom til at løbe fra ansvaret for deres tilværelse og opførsel. Lige som soldaten, der myrder i krigen og fralægger sig ansvaret, således fralægger også præsten sig ansvaret, når han forkynder ordet og taler på Guds vegne. ”Begge bærer sig ad ligesom Drengen, der løber fra sine gale Streger, raabende: Det er Peter, der fik mig til det.” ”Militarismen og Kirken er de to Magter, der er mest interesserede i at gøre Jer uselvstændige i Tanker og afhængige i Handling. Men der er mange andre af Samfundets Magter, der arbejder paa lignende Maade. De siger ogsaa: Gør, som vi siger. I bilder Jer da vel ikke ind, at I selv kan finde paa noget! Alle disse Magter maa I lære at sige til: Maa vi være her! Maa vi være, som vi er! Maa vi udvikle de Evner, som vi har! Vi er ogsaa Mennesker….”1039 ”Men naar I søger at fjerne alle de Magter, der vil udnytte Jer, glem saa ikke at tage Jere Kammerater med. I har alle nogle Kammerater i Baggaardene, der har det daarligere end I selv, og hvis I glemmer at tage dem med, naar I vokser op og bliver Ledere i Samfundet, saa har vi den samme Ulighed paany. Vi maa have den fattigste og svageste med os, naar vi gaar over til det venlige Samarbejde mellem alle, i stedet for det gamle Samfunds Lydighed og Disciplin, som I har lært i Skolen. Det venlige Samarbejde er den frie Skoles Samfundsform, og den maa vi have gennemført fra Bund til Top i Landet, naar alle gaar over til at blive selvstændige og skabende Mennesker.” 1040 Shitstorm mod Næsgaard Næsgaard udsendte selv, ganske frimodigt, efterfølgende talen på Dates Forlag i København (1931) og gengav endog i udgivelsen uddrag af de breve, han havde modtaget som reaktioner på talen. Her er et par stykker, citeret fra Næsgaards egen udgivelse: ”De maa skamme Dem over den Tale, De holdt ved den borgerlige Konfirmation. At indpode Ungdommen Deres absurde Tanker kalder jeg en Forbrydelse. W-. J-.” ”Til min store Glæde har jeg i Dag gennem Aviserne faaet Rede paa, at der dog endnu findes en hel Del Mennesker med sund Fornuft, der tager Afstand fra Deres taabelige, uvederhæftige ”Tale” til Konfirmanderne i Søndags. Det er mig kun en Gaade, da der jo dog maa have været en Del voksne mennesker til stede ved den Lejlighed, at De ikke blev hysset ned af Talerstolen, hvad De ærligt havde fortjent. Uden den mindste Agtelse. L.P.” ”Mage til Sludder og forbandet Løgn som det du leverede i Dag til de arme Børn i Nikolai har jeg aldrig hørt. Skammer du dig dog ikke, eller er det en regulær Maasfuld du trænger til. En uærbødig Lytter.” Et brev lød i al sin Korthed således: ”IDIOT!!!” ”Deres Tale i St. Nicolai Kirke har desværre været til megen Forargelse, og vil det være af Interesse at faa en Samtale med dem, da vil jeg gerne manuducere Dem til Jesus. K-S” ”Sikken en Konfirmation i Søndags Du holdt. Den Prædiken var vist Djævelens Værk. At du tør sige til Børnene: I skal ikke tro paa, der er en Gud til” At det nu er kommen dertil i Danmark, at saadan 236 Tale tør forøves. – Mon ikke Straffen dog viser sig engang ved at være med til at gøre Danmark til et hedensk Land. Gud fri os derfor. Retfærdigheden sover ikke.” Ganske vist var de negative kommentarer i klart overtal, men der var også dem, der så talen som en positiv inspiration, ja ligefrem som en befrielse: ”Kære Hr. Dr. Næsgaard! Hjertelig Tak for Deres Konfirmationstale i Dag! Glæden hos mine Børn og mig over Deres Ord og Tanker var ubegrænset. Det var en uforglemmelig Oplevelse – en Befrielse! L-R-. (Radiolytter)” ”Hr. Dr. phil. S. Næsgaard. For Deres udmærkede Radiotale i Gaar til de borgerlige Konfirmander vil jeg gerne herved bringe Dem min hjerteligste Tak. Det, De sagde til de unge om Deres Forhold til Samfundet, til Skolen, til Kirken var sande og stærke og uforfærdede Ord, der var talt ud af mit Hjerte, og jeg mindes ikke at have hørt mere redelig og mandig Tale. Imidlertid: Vor Nabo, Fru M….hørte ogsaa Deres Tale; men hun var meget lidt tilfreds med den. Hun saa helst at alt blev ved det gamle, ja, hun var ligefrem forarget: at tænke sig, at der kunne tales saadan til unge! De hører vel sagtens fra et Par Fru M….i Dag, og for at De ikke skal tro, at Verden er opfyldt af Fru M….., lader ogsaa jeg hermed høre fra mig. Lærer.” Formanden for ”Foreningen for Borgerlig Konfirmation” så sig efterfølgende nødsaget til at komme med undskyldninger om, at det ikke havde været meningen, at Næsgaard skulle komme med så skarpe udfald mod kirke og skole 1041. Formandens synspunkter vakte voldsom debat i foreningen. Nogle fandt, at foreningen jo også var en kampforening, så Næsgaard kunne ikke bebrejdes noget. Andre støttede formanden og hævdede, at taler som Næsgaards var upassende for foreningen. Knus Moos skriver: ”Også Social-Demokraten havde været imod indholdet i Næsgaards tale. Og en vis hr. Fornæs udtalte: ”Det er foreningens Formaal at samle, det er ikke ret at holde Idealets Fane saa højt, at vi kun faar faa til vore Fester. Det er jo da ikke vort Formaal at støde Folk.”1042 Ved formandsvalget valgtes Vognsen, der havde støttet Næsgaard, til ny formand med to stemmers flertal. Dermed var sagen dog langtfra slut. I de følgende år bølgede diskussionen frem og tilbage, men Vognsen bibeholdt i sidste ende formandsposten, som han bestred frem til 1954. Hårde angreb på gudløsheden I første halvår af 1932 var Foreningen for Borgerlig Konfirmation på ny genstand for offentlig opmærksomhed. Det startede med, at Pastor Paul Nedergaard (1895 – 1970), der i 1958 blev landskendt, fordi han angreb mængden af nisser ved juletid (AEP: tegning af Bo Bojesen haves) i sin radiotransmitterede kirke-prædiken 10. januar 1932 med henvisning til Jesus-ordene ”Lad de 237 små børn komme til mig” rettede voldsomme angreb på DSU og borgerlig konfirmation, som han kritiserede for deres antikirkelige og kristendomsfjendske virksomhed. Kammeratægteskab, børnebegrænsning, solhvervsfester og borgerlig konfirmation, hvis formål var ungdommens afkristning, var ikke andet end et forsøg på at fjerne de unge fra kirken og dens forkyndelse, mente han. ”Thi der er desværre i vore Dage Mennesker, som vil hindre Børnene i at komme til Jesus, Børnenes Ven. Kampen om Barnet er i fuld Gang! Men Jesus blev vred paa dem, der forargede de smaa og gav dem et slet Eksempel (Det var bedre, de laa paa Havets Bund med en Møllesten om Halsen!) ”1043 Sagen førte til en omfattende offentlig debat især i Socialdemokraten og Politiken. Paul Nedergaard blev angrebet for at misbruge radioen og sin stilling ved at benytte ”Prædikestolen som Agitationstribune”, og DSU fik gennemført en radiotransmission af en solhvervsfest – sikkert som en art kompensation. 29. februar 1932 blev der afholdt et velbesøgt offentligt møde i Folkets Hus i København, hvor repræsentanter for verdslig og kirkelig konfirmation fik lejlighed til at fremlægge deres synspunkter. Ligeledes var der 19. marts en radiodiskussion mellem de stridende parter. Langt fra alle taler til den verdslige ungdom var lige så kontroversielle som Sigurd Næsgaards. De fleste holdt sig til at tale om overgangen mellem barn og voksen. I 1927 talte Stauning for eksempel om dette emne: “Denne dag er skellet mellem barndom og ungdom. Enhver må tage sin mængde af pligter på sig, thi uden at gøre det, der er pligt i det menneskelige samfund, erhverver man sig ikke de rettigheder, som man vil sætte pris på.” – Th. Stauning, tale til borgerlig konfirmation i Aarhus 1927 Ved borgerlig konfirmation i Aarhus i 1934 sagde Stauning bl.a.: “Det er forsåvidt af mindre interesse, hvilken gerning I vil lære. Håndens arbejde er lige så hæderligt og værdifuldt som åndens arbejde. Bliv håndværker, skolelærer, kontormand eller videnskabsmand, det er godt og nyttigt alt sammen. Hovedsagen er at lære til det arbejde, I skal udføre, man skal altid stræbe efter den højeste grad af dygtighed, thi der bliver ofte nok bud efter eders lærdom og færdigheder.” – Th. Stauning, tale til borgerlig konfirmation i Aarhus 1934. 1044 Ikke alle kirkens folk var vrede over de verdslige konfirmationer. Præsten Oscar Geismar (18771950) gik i Politiken (6/4 og 17/4 1932) til angreb på kirkens gældende dåbs- og konfirmationspraksis. Fra sin tidlige ungdom var Geismar litterært engageret og indtog et politisk og kulturelt radikalt og modkristeligt stade. Oscar Geismar redegjorde i artiklerne for sin holdning til kirkens dåbs- og konfirmationspraksis og beskrev sit positive forhold til borgerlig konfirmation. Han mente, at de store skift i menneskelivet ikke burde gå upåagtet hen, og ”…det er dog vanskeligt at begribe, hvorfor kristne Mennesker kan have saa meget imod, at deres ikke-kristne Landsmænd lyder naturens Lov…” 238 Geismar fandt desuden, at uærligheden huserede ved dåben, hvor der foregik en meget uheldig sammenblanding af kristeligt og borgerligt. Dåben var nemlig på én gang indgangen til den kristne menighed og en borgerlig navngivningsakt. Men de fleste lod jo deres børn døbe, blot fordi de skulle have et navn. 1903 udgav Geismar bogen ”Kristendom og Udvikling” som dengang var det hidtil mest detaljerede religiøse svar på darwinismen i Danmark. Geismar genfortolkede her kristne dogmer med henblik på evolution. Hans liberale syn på darwinismen blev efterfølgende kritiseret af flere, der mente, at han lagde for megen vægt på fritænkernes og naturhistorikernes synspunkter. Ungdomsbogen 1932 og 1934 Foreningen for Borgerlig Konfirmation udgiver som nævnt ”Ungdomsbogen”, der er en konfirmationsgave til de unge. I forordet til andenudgaven, der kommer på Forlaget Fremad 1934, hedder det bl.a.: ”I denne lille Bog vil I finde Synsmaader, som ofte er i Modstrid med det, I hidtil har hørt og læst. Men det skal hverken være en Opfordring til at antage eller forkaste dem, blot til selv at tænke over Sagerne, til at undersøge og overveje, hvad der maatte være rigtigt.” Bogen, hvis andenudgave er på lidt over 100 sider, indeholder dels uddrag af ”nogle af Nutidens største Forfatteres Værker” og dels ”Artikler om den Verden, I er sat i.”, som det hedder i forordet til konfirmanderne. Emnerne er mange, lige fra klodens og menneskets udvikling, over ”Ungdomsaarenes Problemer og moralske Forhold” og til lidt praktisk erhvervsvejledning. I det indledende digt, ”Slægtens Saga” af Harald Bergstedt tales der om den drøm, der er født i vore hjerner, nemlig drømmen om at samle ”hele den vrimlende Menneskehed i eet stort og velordnet Forbund hele Kloden rundt.” Ingen skal være tyranner mer´, og ingen skal være slaver! Mænd og kvinder skal have samme ret og samme højagtelse, ligesom alle sprog, racer, nationer og religioner. Den første store artikel i bogen er Vilhelm Rasmussens ”Hvad ved vi om Jordens og Menneskets Udvikling?”, der i Darwins ånd tilbageviser Første Mosebogs skabelsesberetning. Denne beretning kan umuligt være sand, og det erkender kirkens mænd nu også åbent og ærligt, siger Rasmussen med henvisning til præsten og professoren i religionsfilosofi Eduard Geismar (1871 – 1939), føromtalte Oscar Geismars bror. Hartvig Frisch´s religionskritiske indlæg i Ungdomsbogen Efter Rasmussens artikel fulgte bl.a. uddrag af Johannes V. Jensens ”Bræen” og Maxim Gorkijs ”Min Barndom”. Hartvig Frisch (1893 – 1950) stod for et af bogens absolut mest religionskritiske indlæg med artiklen ”Lidt Religionshistorie”. Den, der deltager aktivt i arbejdernes klassekamp, skrev Frisch, vil ikke kunne undgå at opdage, at religionen står på den anden side, nemlig ”mellem de Kræfter, der vil opretholde det Bestaaende. ” 239 ”Og selv om Kirken i enkelte Tilfælde og gennem enkelte Præster kan bringe Trøst til ulykkeligt Stillede, saa fører denne Virksomhed (der i øvrigt koster 30 Millioner Kr. om Aaret) paa en Række andre Omraader til en stiltiende Afsvækkelse af Fremskridtet, til et udbredt Hykleri og til indirekte Styrkelse af Konservatismen. Naar den unge Arbejder er kommet til den Opfattelse, vil det næste Skridt naturligt være, at han søger at dæmme op for denne Opiums Udbredelse i Folket.” 1045 Frisch forsøger videre i artiklen at forklare, hvordan menneskets første skridt hen mod religion er kommet i stand, og han finder forklaringen i Døden. Man plejer at udtrykke denne primitive tankegang med ordet ”animisme”, siger han. Dermed mener man en sjælelig sammenhæng, som tænkes at bestå mellem alle ting, levende og døde, mælende og umælende. Den ur-kommunisme, som Frisch mener, at både Jesus og de første kristne menigheder repræsenterede, vurderer han positivt. Efter alle evangelier at dømme var Jesu forkyndelse stærkt kommunistisk præget og vendt mod de rige. Det var en lære om saligheden hinsides, for alle de fattige og fortrykte, mener han. 1046 Artiklen sluttes med en opsang til religionerne: Ingen drømmer om at hindre folk i at tro på det, de vil. Men betingelsen er, at de ikke selv træder frem i den politiske kamp for at hindre fremskridtet! 1047 Den følgende artikel i Ungdomsbogen er skrevet af reformpædagogen og læreren Olaf de Hemmer Egeberg (1887 – 1959). Egeberg bliver tre år senere fyret fra sit lærerjob af Københavns Kommune, fordi han i en skoleklasse læste op fra Harald Herdals roman fra 1936 ”Den Første Verden” og dermed sagde ordet ”tissemand” højt i klassen. Men i 1934 skriver han altså afsnittet ”Ungdomsårene” til Ungdomsbogen. Her fortæller han, uden direkte at nævne, hvordan man får børn, om nogle af de vanskeligheder de unge kan støde på ….”især fordi alt, hvad der angaar det menneskelige Seksualliv, er blevet behæftet med et vist hemmelighedsfuldt Skær af Urenhed og Uværdighed”. 1048 Egeberg lægger hovedskylden for skævsynet omkring det seksuelle på kirken, der efter hans opfattelse har søgt at fastslå, at alt, hvad der hører til det legemelige, er af ringere kvalitet end det sjælelige. Kirken har fortalt os, at vi skal afsky det kødelige, og at kun det åndelige har sand værdi. ”Opdragelsen i Hjem og Skole har desværre lydigt bøjet sig for Kirkens Syn på Kønslivet som noget urent og uværdigt, og det har været Skik at lukke Øjne og Øren for alt seksuelt. Derfor omtaler Skolens naturhistoriske Lærebøger heller ikke med et Ord Forplantningsforholdene for Mennesket”. 1049 1050 Videre i Ungdomsbogen skriver psykologen Poul Bahnsen (1899 – 1960) om ungdommens valg af livsstilling. Det mest usædvanlige ved artiklen er nok, at Bahnsen skriver substantiverne med småt. I en forklarende fodnote kan man læse: ”Forfatterens Retskrivning med smaa Bogstaver er bibeholdt i denne Artikel.” Ungdomsbogens eneste kvindelige indslag, der meget sigende hedder ”Du er jo kun en Pige”, står forfatteren Caja Rude (1884 – 1949) for. Rude søger at trøste pigerne med, at skønt deres erhvervsmuligheder er begrænsede, og selv lærerjobbet på denne tid kræver, at kvinden ikke er gift, så er der dog stadig en lille buket traditionelle kvindefag, der står åbne. Hun nævner her muligheden for at komme ind på Husassistenternes Fagskole. 240 ”Naar jeg tror, at de kvindelige Konfirmander i Dag som forhen ofte siger til sig selv: Du er jo kun en Pige! saa begrunder jeg det paa den Erfaring, jeg har fra mine forskellige Arbejder blandt Ungdom. Er Talen om Uddannelse til et eller andet Fag, saa ser de unge Piger paa hinanden ved baade det ene og det andet Fag og ryster paa Hovedet: Jeg er jo kun en Pige!” 1051 Der er i alt 18 indslag i ”Ungdomsbogen”, bl. a. om unge medhjælpere, lærlinge og deres rettigheder og bibliotekernes muligheder. Bogen slutter af med formanden Thorvald Vognsens artikel om ”Foreningen for borgerlig Konfirmations Historie og Udvikling” og et digt af H.C. Hansen, ”Lyt til de nye Tiders Tanker”. ”Lyt til de Nye Tiders Tanker, Stærke Ungdom af i Dag, Le ad alle træge Anker, Der bli´r rettet mod din Sag. Øg din Videns stolte Vidder, Og din Tankes Ørneflugt. Væk den Slumrende, der sidder Gemt i Dumheds dybe Slugt. Søg de svundne Slægters Drømme I de gamle Bøgers Gem, Føl de stærke Tanker strømme Fra de hvide Blade frem. Lær, at det, som før du haaned´, Blot er Led i Tidens Gang, At hver Slægt, der hastigt graaned´, Ejed´ Ungdoms Ild engang.” Olaf de Hemmer Egeberg Egeberg, der med sine seksualoplysende aktiviteter flere gange kom i konflikt med konservative og kirkelige kredse i mellemkrigstiden, var som nævnt en af bidragyderne til ”Ungdomsbogen”. I bogen ”Problemer i Børneopdragelsen – Betragtninger angaaende Barnets Seksualliv” (Egeberg 1937) uddyber Olaf de Hemmer Egeberg sit syn på kristendommens seksualundertrykkende rolle gennem historien. Han slår fast, at seksualiteten faktisk hos os mennesker ikke kun tjener forplantningsformål, men på mangfoldig måde også tjener til at kaste lyst og glans over vort liv. 1052 Egeberg beklager, at der i tidens løb har nedfældet sig et skæbnesvangert religiøst-moralsk snæversyn over seksualiteten. Såvel den katolske som den protestantiske kirke har forlangt et skarpt skel mellem ”det kødelige” og ”det åndelige”, eller mellem legeme og sjæl. Det kødelige blev nedvurderet som værende af ringere kvalitet. Ånden derimod var som en del af guddommen forlenet med udødelighed, mens ”kødet” på anstødelig vis hentydede til slægtskab med laverestående skabninger. 241 Vejen frem er for Egeberg af-tabuisering og oplysning om den naturlige seksualitet, som vi alle er i besiddelse af. 1053 Onani er et eksempel på noget af den seksualitet, som kirken har fordømt allerskarpest. Egeberg nævner til illustration en sandfærdig historie om en lille pige på otte år, der vedkendte sig at have onaneret henne i skolen….”og en dag havde ”Frøkenen” opdaget det. Paa deres Spørgsmål om, hvad der saa var sket, svarede Barnet, at Lærerinden strengt havde foreholdt hende, at hvis hun gjorde saadan noget, saa vilde Gud blive meget vred paa hende, og hvis hun ikke holdt op med den Slags, vilde der komme en fæl sort Mand og tage hende.”1054 Kommunistiske og rådskommunistiske fritænkere Også udenfor Arbejderbevægelsens og Socialdemokratiets rækker organiserede datidens fritænkere sig. ”Arbejdernes Fritænkerforbund” (AFF) eksisterede fra 1924-33 og var en dansk rådskommunistisk gruppe, grundlagt af udbrydere fra en tidligere, kortvarigt eksisterende fritænkerforening i København. 1055 Et meget engageret medlem af AFF gennem alle årene var Harald Andersen-Harild Junior. Hans arkiv med materialer fra AFF findes på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) i København. Også Harald Andersen-Harild senior var aktiv i AFF. De to rådskommunister, far og søn, ønskede at gøre klassekampen til omdrejningspunktet for fritænkerarbejdet, og ville søge tilslutning til den i maj 1925 i Teplize i Tjekkiet oprettede ”Internationale for Proletariske Fritænkere” (IPF) I juni 1926 udgiver AFF et duplikeret blad med titlen ”Den Frie Tanke”, samme navn som Fritænkerforeningen benyttede til deres blad i årene 1878 – 83. I juni og august 1928 udgiver AFF to numre af et blad med en ny titel, nemlig ”Nye Tanker”. På grund af støtte fra IPF, den internationale organisation, er det muligt at opsætte og trykke bladet professionelt. Den 8. juni 1928 afholder AFF i Fælledparken i København sit eneste ”stormøde”. ”Kirken og Arbejderbevægelsen” er temaet for mødet og talerne er Harald Andersen-Harild junior samt Dr. Karl Franzl (IPF) og Dr. Paul Krische (1878 – 1956) fra ”Verdensligaen for Seksualreform”. AFF bliver aldrig nogen massebevægelse. I maj 1931 har man 12 medlemmer i København og nogle enkelte forbindelser i provinsen. Man ser sig selv som en ”propagandagruppe”, og en væsentlig del af gruppens arbejde har da også været at sprede antireligiøse agitationsskrifter, der oprindelig var udgivet af IPF´s tyske og sovjetiske afdelinger. Wilm siger: ”AFF´s religionskritik tog afsæt i det konstaterede faktum, at kirken og dens tjenere legitimerede en hel del af de forhold, hvor den arbejdende klasse gik i hundene.” 1056 I ”Nye Tanker” 1. juli 1928 kunne man læse, at AFF mente, at præsterne velsigner krigsvåbnene, som skal bruges til statsautoriseret ”brodermord”, og anråber Gud om at skænke fædrelandet sejren. ”Jeg gad se den Præst, som vover at fordømme Krig, naar der virkelig er Krig…” mener skribenten. 242 ”Kristendommens Opgave er at skabe lydige Rekrutter til de kapitalistiske Samfund, Mennesker, som kan misbruges til ethvert Øjemed, som tjener Kapitalismens Interesser…..” sådan skriver Harald Andersen-Harild junior i ”Nye Tanker”, august 1928. AFF reklamerer for flere tanker, som organisationen finder er beslægtede med religionskritikken: seksualreform, ligestilling af kvinder og homoseksuelle samt et emne, som vi i dag næppe finder helt stuerent, nemlig ”racehygiejne”, hvilket indebar mere eller mindre frivillig sterilisering af mennesker, som angiveligt ikke egnede sig til at få børn. En inspirationskilde for AFF var den samtidige tyske fritænkerbevægelse. 1057, og man havde forbindelse til ”Gemeinschaft Proletarischer Freidenker” i Tyskland. I pagt med parolerne på Kominterns 6. kongres i juli-august 1928, der stempler Socialdemokraterne som ”socialfascister”, udskiller Kommunisterne sig af AFF. Den 21. august 1931 erklærer en ny gruppe, ”Proletarisk Fritænkerforbund” (PFF), derfor sin oprettelse i Arbejderbladet. De følgende år udvikler det nye forbund det, de selv betegner som en ”kraftig agitation”, som dog synes at være begrænset til København. 1058 Wilm bedømmer indsatsen således: ”Det mest fremtrædende moment af Proletarisk Fritænkerforbunds aktivitet har uden tvivl været dets ugentlige møder, som afvekslende blev holdt i Studentersamfundets lokaler i Vimmelskaftet og på Borups Højskole om søndagen. Møderne blev tilsyneladende altid annonceret i Arbejderbladet.” 1059 Avisen Arbejderbladet udkom 1921-1941 som organ for Danmarks Kommunistiske Parti. I september 1932 har PFF 182 medlemmer i København. I maj 1933 er tallet vokset til 286. Derudover angav man, at der var mindre fritænkergrupper i Aarhus, Sønderborg, Aalborg og Haderslev. 1060 Til de fleste af de annoncerede PFF-møder var der indbudt en taler som indleder til en debat. Til enkelte af møderne blev der desuden spillet musik og opført sketch. Talerne kunne enten være PFF´s egne folk, eller ikke-kommunistiske religionskritikere. Desuden inviterede man også præster og andre religiøse funktionærer. Her er nogle eksempler på temaerne: Ulf Kjær om ”Hvorfor bekæmpe kirken?” (27. november 1931) Otto Andersen taler over emnet ”Julehumbug” (13. december 1931) Dr. Jonathan Høegh von Leunbach: ”Kønsmoralen og den kristne kirke” (6. marts 1932) Dr. Joseph Davidson ”Hvad skal vi med religionen?” (20. marts 1932) En ”kendt arbejderforfatter”: Fritænkerens Opgave” (27. november 1932) Jo Jacobsen: ”Kvinden og Religionen” (8. januar 1933) Aksel Larsen: ”Religion og Politik” 15. januar 1933) 243 Vilhelm Rasmussen: ”Udviklingslæren” (29. januar 1933) “Hvorfor staar du som medlem af Folkekirken?” (5. februar 1933) Dr. phil. K. Simonsen: ”Kirke og Socialisme” (26. februar 1933) Cand. mag. Thomas E. Sper: “Tro og Videnskab” (4. februar 1934) Mødelokalet var prydet med russiske og danske karikaturtegninger, fortæller Wilm1061. Formålet var at latterliggøre korset og præsteskabet. Ligeledes var ”Rød Fronts” sange ophængt i lokalet, fortæller Kai Hammerich i artiklen ”Proletarisk Fritænkerforbund og Kirkens Korshær”, i bladet ”Korshæren”, april 1932. Dagbladet Politiken skriver 21. marts 1932: ”Paa Tribunen stod nogle unge Mænd i Russerbukser og spillede russiske Folkesange paa Balaleiks, paa Væggen hang en stor Plakat med den marxistiske Inskription: ”Religion er Opium for Folket”, og paa smaa, røde Papirfaner læste man: ”Bort fra Kirken, Ind i proletarisk Fritænkerforbund.” 1062 Bladet beretter også, at PFF under mødevirksomheden tilbød at overtage udmeldelsen af Folkekirken imod betaling af 25 øre for porto. I Hilmar Wulffs delvist selvbiografiske roman ”Ung Mand Søger” (1959) (s. 90) berettes, at PFF planlagde en anti-julekampagne, der skulle få folk til at fejre solhverv - uden juletræ. Wulff lader et bestyrelsesmedlem i PFF sige: ”Og vi skal få folk til at spise kogt torsk juleaften som protest mod en falsk tradition.!” Hovedpersonen i Wulffs roman ekskluderes, da han forsvarer, at man spiser flæskesteg. At PFF agiterede mod den kristne jul ses også af den aktion, man gennemførte selve juleaften 1931 i Københavns Domkirke. Kristeligt Dagblad 28. december 1931 fortæller at: …” en Kommunist, en Arbejdsløs ved Navn Ernst Petersen, pludseligt mellem to Salmer begyndte at tale fra Pulpituret. I de Arbejdsløses Navn, raabte Manden, protesterer jeg mod Borgerskabets Julevelgørenhed. Det er ren Svindel. Vi Arbejdsløse ønsker ikke Almisse, men vil have Arbejde. Da Politiet imidlertid i Forvejen havde faaet at vide, at Kommunisterne paatænkte at demonstrere ved denne Lejlighed og netop i denne Kirke, overværedes Gudstjenesten af en Række Opdagere”….”En af Opdagerne, der stod lige bag ved Kommunisten, sørgede for, at Manden ganske stille blev fjernet.” 1063 De gudløse holdt ved enkelte lejligheder også gadedemonstrationer. Ved en bispevielse i Københavns Domkirke 27. september 1931 demonstrerede således nogle angiveligt ”eksistensløse Personer” udenfor kirken. De bar plakater, hvor man bl.a. opfordredes til at træde ud af Folkekirken. Og ikke nok med det. I de tidlige morgentimer havde den store Mosesstatue ved kirkens udgang på sin lovtavle fået skrevet et opråb om at man skulle lade præsterne sulte. Kristeligt Dagblad kunne dog berolige læserne med, at en større politistyrke havde været parat, og at det ikke kom til optøjer af nogen art. Ordinationen var forløbet i fuldkommen ro. 1064 Også gennem teater søgte de kommunistiske fritænkere at vinde folk til en kirkekritisk holdning. DKU´s, Danmarks Kommunistiske Ungdoms, revyudvalg havde i december 1930 sketch om 244 ”Frelsens Hær” og ”Religionshetsen mod Sovet” liggende parat, og til nytår 1934 udgav DKP´s revolutionære teater et ”Antireligiøst Kampskrift” 1065 PFF havde sin storhedstid i starten af 1930´erne. Allerede i 1934 var der kun enkelte henvisninger til den gudløse bevægelse i de kristne blade, skriver Wilm. 1066Og i 1935 forsvandt emnet helt fra bladene. Men indtil da havde de gudløse vakt en del opmærksomhed. ”En tid nåede den gudløse bevægelse og PFF at sætte sindene i kog – hvis ikke af andre, så af de religiøse blades redaktører. Rygter kom i omløb. KFUM´s funktionærblad offentliggjorde i februar 1933 en oversat, tysk artikel, som alarmerende mento: ”I Sandhed, den internationale Gudløshedsbevægelse er en Modstander, der maa tages alvorligt, maaske alvorligere end nogen anden, der er opstaaet i Kristi Kirkes 2000 årige Historie.” ” 1067 At ”den gudløse bevægelse” havde formået at ryste mange, fremgik af overskrifter som ”Vor hjemlige Bolschevisme” (”Folkerøsten”, 1. dec. 1931) og ”Gudløsheden rykker frem.” (”Folkerøsten”, 13. okt. 1931). Måske stod det gudløse Sovjet bag det hele! Det mente i hvert fald formanden for Kristelig Akademisk Forening, Johannes Larsen, der i Kristeligt Dagblad 14. maj 1932 antydede, at der skulle være kommet en pengeforsyning fra Sovjet, som man kunne få del i, hvis man udmeldte sig af Folkekirken. PFF havde tydeligvis blik for den virkning, den kristne seksualmoral havde på ungdommen. IPFledelsen havde forpligtet sine medlemsforbund til at arbejde mod ”kirkens reaktionære seksualmoral”, herunder abortforbuddet. Flere af den hjemlige seksualreformbevægelses kendte skikkelser som Jonathan Leunbach (1884 -1955) og Jo Jacobsen (1884 – 1963) blev inviteret som talere. I 1935 trykte tidsskriftet Plan en alternativ julesang af Hans Scherfig og arkitekten og Planmedarbejderen Vagn Kaastrup (1903 – 66). Forfatteren Hans Scherfig (1905 – 1979) var fra 1932 et aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og hans og Kaastrups julesang udtrykker på humoristisk vis, hvad mange kommunister nok har tænkt om julen. Tilmed genbrugte de en kendt salmemelodi, nemlig J.A.P. Schulz´ fra 1786: De juleløses Jul Mel.: Her kommer, Jesus dine små 1. Hej, hop, nu har vi jul igen med vat og lys og nissemænd og julesang i Jesu navn til Herrens pris og Illums gavn. 2. Der blir solgt ud af legetøj af englehår og gøgemøg Kommunen sælger mere gas halleluja, hallelujazz. 3. Og Politiken samler ind man blir så lind i sjæl og sind. Fordi vor frelsermand blev født uddeler Koppel julegrød. 4. Men juledag, så er det glemt at fattigfolk kan ha' det slemt for så skal rige folk ha' fri 245 og rejser bort og står på ski. 5. Til julen får de koks og flæsk og ungerne får ikke tæsk. Det er så skønt med julefred og øllebrødsbarmhjertighed. 6. Og juleaften skal de ha' en lille kurv med julemad. Der bødes på den skjulte nød, mens prisen stiger på vort brød. Ja, Jesus ser med miskundhed på Berlingskes medlidenhed. 8. Så danser borgerne om træ og spiser grød og fjederkræ og taler blidt om ånd og sjæl imens de æder sig ihjel. 9. Men efter julen forestår et ny og værre kriseår. De arbejdsløse mættes ej af julepræk - Hallelunej. 7. En gang om året psalmesang og bad og mad og kirkesang. Ikke alle gudløse socialister var enige i PFF´s sovjetvenlige linje. Andersen-Harild junior og senior stod med deres rådssocialistiske indstilling i opposition til Arbejderbladets redaktion, som de anså for at være håndlangere for den sovjetiske stats interesser. ”De er ikke andet end Hr. Stalins spytslikkere”, mente de. 1068 Siden 1930 havde Andersen-Harilds været aktive i en rådskommunistisk gruppe, ”Gruppe Internationale Kommunister”, hvor de udgav en serie af duplikerede blade med navnene ”Mod Strømmen” (1930) og ”Marxistisk Arbejderpolitik” (1931 – 32). Bladene argumenterede for, at arbejderne ikke kunne forvente at forbedre deres sociale stilling i en kommunisme efter DKPs opskrift. Som man kunne forvente, advarede DKPs Centralkomite mod Andersen-Harilds. I ”Cirkulære til Alle Partiorganisationer” af 8. juli 1932 hævdede Centralkomiteen, at far og søn var afsløret som ”politispioner”. Fritænkerforeningens sangbog Forud for AFF og PFF fandtes den mere moderate ”Fritænkerforeningen” (1924-25), der ville tilbyde ikke-religiøse alternativer til de kristne måder at fejre højtider på. I 1925 udgav denne forening, som sin angiveligt første opgave, en sangbog på Forlaget Fremad. Sangbogen var til brug ved følgende lejligheder, skrev man: - Solhvervsfest Ungdomsfest Baalfærd og Begravelse. ”Vore Højtider har – saaledes som de opfattes i vor Tid – forandret Karakter. De Salmer og Sange, som tidligere var et fuldgyldigt Udtryk for det store Flertals Opfattelse, svarer ikke mere til de Tanker og Følelser, der i vor Tid er almindelige indenfor stedse større og større Kredse af 246 Befolkningen, og synges kun, fordi man nu engang ikke har andre.” (Af Forord til Fritænkerforeningens Sangbog, 1925) Foreningen bebudede, at der snart ville komme en ny samling sange ”med stærkt udvidede Rammer”, men det kom nu aldrig så langt. Den foreliggende lille sangbog indeholdt bl.a. MyliusErichsens ”Glade Jul” og Johs. V. Jensens ”Vor Sol er bleven kold”. Desuden var der sange af bl.a. A.D. Henriksen, Peter Faber, Thøger Larsen og Oskar Hansen. Sangteksterne var i flere tilfælde skrevet til kendte salmemelodier som ”Julen har Englelyd” og ”Kimer i Klokker”. A. D. Henriksen (1896 – 1974) var med fem sangtekster topscoreren. Mange af sangene ville nok i dag opfattes som ret tungt fordøjelige, præget som de er, af vikingeog ridderromantik, forsynet med masser af svulstige udtryk. Et eksempel er Johs. Erwig´s ”Den Sommer svandt”, på melodien til ”Hr. Peder kasted´ Runer”: ”Den muld, som gemte jer og gav jer Varme, var Barndomshjemmets, Fars og Mors Arme…” Eller Erland Andersens ”Der er et Land” (en konfirmationssang): ”Nuvel, det er kun godt, Du hilser Verden med Tro paa egen Kraft, med Haab og Mod….” Her er lidt fra en begravelsessang: ”Med Smerte staar vi ved din Baare/ Dig skal vi aldrig atterse. Forgæves famler Livets Saare; thi grum forbliver Dødens Vé.” Grønlandsfareren Mylius Erichsen (1872 – 1907) var som nævnt repræsenteret med sin verdslige omskrivning af ”Glade Jul”, hvor alt om Gud og Jesus fra den gamle salme er udskiftet med verdslige kvaliteter: VERDSLIG JULESALME Glade jul, dejlige jul – Grøn er sommer og høst er gul, Julen alene er tindrende hvid, Julen er fred efter årets strid. :/: Julen er hjerternes tid:/: Skønne jul, kærlige jul, Stræng for fattig, for dyr og fugl, Menneske! Om du din jul forstod, Gav du af ævne og overflod, :/: Julen er gavmild og god :/: Milde jul, kærlige jul, Kind skal rundes, som før var hul, Sorg skal mildnes, og lindres savn, Vennerne ty til hinandens favn :/: julen er kærligheds navn:/: Store jul, sælsomme jul, Onde tanker dér dør i skjul, Hævnen dør og den dybeste harm, 247 Jul er det bedste i menneskebarm, :/: julen gør ædel og varm:/: Glade jul, dejlige jul – grøn er sommer og høst er gul, Julen har sneens tindrende skin. Slanke graner og barnlige sind, :/: Julen – nu ringes den ind!:/: Fr. Gruber/ L. Mylius Erichsen (1899. “Verdslig Julesalme”) Kristne modsvar De konfessionsløse søndagsskoler, der, som tidligere nævnt, startede helt tilbage i 1883, lever stadig i Mellemkrigstiden og annoncerer regelmæssigt deres aktiviteter i Socialdemokraten. De har aktiviteter på en række skoler i København, bl.a. Godthåbsvejens Skole, Stevnsgades Skole, Lergravsvejens Skole og Nyboders Skole. Indre Mission i København glæder sig for sin del i 1925 over, at deres modvægt til de konfessionsløse søndagsskoler, nemlig de missionske søndagsskoler angiveligt har succes. Både de missionske søndagsskolers antal og elevernes antal er nemlig vokset ”trods de Bestræbelser, der efterhaanden er gjort fra forskellige Sider for at indfange Børnene. Ikke blot er Søndagsskolen bleven modarbejdet fra kristendomsfjendsk Side ved Oprettelsen af ”konfessionsløse” Søndagsskoler, der skulde fornøje og belære Børnene (nogen større Betydning har de dog næppe faaet, og det er vist kun et Faatal af Børn, de har faaet Held til at drage bort fra vore Søndagsskoler”….men hertil er yderligere kommet konkurrence fra FDF, de kristne ungdomsafdelingers yngsteafdelinger og fra spejderbevægelsen, klager Indre Mission. 1069, der selvsagt ikke er utilfreds med de sidstnævnte, der nemlig kan imødekomme børnenes interesser og tillige give dem kristelige og moralske værdier. Fra indremissionsk side forsøger man end videre også aktivt at vinde arbejderne for Gudstroen. Den økonomiske verdenskrise skinner igennem, og de trange kår for de arbejdende og arbejdsløse giver grund til at tænke, at man nok kan vinde sjæle for Jesus. Fra 1934 er Christian Bartholdy (1889 – 1976) en ny og aktiv formand for Indre Mission. Han er ikke bange for debat og skarpe udtalelser, og han harmes fx i en artikel i Indre Missions Tidende 1070 over, at Socialdemokratiet har fået flertal ved flere menighedsrådsvalg ved at indsætte ”vantro” mennesker på posterne. Bartholdy skriver bl.a. ”Ved at optræde som kirkelig Retning og storme Menighedsraadsvalgene gør Socialdemokratiet nøjagtig det samme, som Nazisterne gør i Tyskland. Da Hitler fik Magten, besluttede hans Tilhængere, at nu ville de ogsaa have den i Kirken.” Tonen kunne være særdeles hård - også mellem de stridende teologiske retninger indbyrdes. I 1931 skriver Hans Jacob Hansen, sognepræst i Løjt og tilknyttet Tidehverv, om, hvordan konfirmander burde reagere ved mødet med en missionær eller kolportør fra Indre Mission: 248 ”Hvis I engang skulle blive udsat for noget lignende fra en saadan Karls side, saa spyt ham op i hans skinhellige Ansigt, og sig til ham: Fanden skal tage dig! Og gaa saa jeres vej. ”1071 Det voldsomme tidehvervske sprog rettet mod Indre Mission findes også i forfatteren K. L. Aastrup´s (1899 – 1980) roman ”Treveje” (1932) 1072. Tidehverv er et teologisk arbejdsfællesskab udsprunget af tidsskriftet ”Tidehverv” i 1926. Ved sin oprettelse var man påvirket af Søren Kierkegaard og Karl Barths tanker, men har i dag bevæget sig i mere traditionel luthersk retning. Kristne har succes med flere andre initiativer, der alle skal dæmme op for den voksende gudløshed og lede arbejderne ind i de helliges samfund. I maj 1920 mødes fx nogle arbejdere til et fødselsdagsgilde i Søren Møllersgade i Randers. Det bliver begyndelsen til den bevægelse, der senere tager navnet ”Arbejdernes Bibelkreds”. Kredsen har stor succes, især i Jylland. I 1939 var der cirka 70 kredse i hele landet med i alt ca. 3000 medlemmer. Allerede året efter er man oppe på 92 kredse.1073. Indre Missions Tidende stiller beredvilligt to månedlige sider til rådighed for Arbejdernes Bibelkreds. Disse sider bliver desuden trykt i særtryk, der omdeles i arbejderhjem. Bibelkredsens arbejde er hovedsageligt af missionerende art i traditionel indremissionsk ånd. Kampen for brødet kan man trygt overlade til Gud, udtaler landsformanden P. Hansen, og J.C. Nielsen skriver i 1937, at ”Vor egentlige Nød” er Synden. ”Minderne om alle de synder, vi har bedrevet!” 1074 Det nye ved Arbejdernes Bibelkredse er, at det er arbejdere selv, der leder arbejdet. Indre Mission får på denne måde en vis indflydelse på Socialdemokratiet og får 1935 udvirket, at religionsundervisningen i folkeskolerne fortsat skal være i overensstemmelse med den evangelisklutherske lære. Undervisningsminister Borgbjergs skolebogsbetænkning fra 1933 havde ellers planlagt at gøre religionsundervisningen ”objektiv”; 1075 - altså ikke forkyndende. En arbejdsmand i Vrå skriver i denne periode, til A. P. Berggreens gamle melodi til ”Et Kors, det var det haarde, trange Leje”, disse vers, der giver indtryk af tankegangen i Bibelkredsene: Du Arbejdsmand, er du blandt Jesu Venner, Hvis ikke her et Venneraad jeg sender. Du Arbejdsmand, som stadig gaar og sukker, Se til, du Hjærtedøren snart oplukker. Du Arbejdsmand, bed du til Gud om Naade, Min Kammerat, lad Gud i Hjærtet raade, Din Synd han kaster da i dybe Vande, Saa lød hans Røst og Herrens Ord er sande. Min arbejdsløse Ven, hvad du maa lide, Klyng dig til Jesus, Han vil for dig stride, Bøj dig ved Korset, kære Arbejdsløse. Da kan du frit, af Naadens Kilder øse.” 249 1076 Kristeligt dansk Fællesforbund Forløberen for det KRIFA (Kristelig Fagbevægelse), vi kender i dag, opstod allerede i 1899 på grundlag af ideer fra lignende bevægelser i Holland og Tyskland. ”Kristeligt Dansk Fællesforbund” var navnet, og formålet var at opstille en faglig politik på et kristeligt grundlag. Grundtanken var, at man skulle bygge på frihedstanken og på Bibelen, og at Guds folk skulle stå sammen. Det betød bl.a., a man ønskede et samarbejde mellem arbejdere og arbejdsgivere og en frihed fra organisationstvang. Fra 1931 deltes Fællesforbundet dog i to: en fagforening og en arbejdsgiverforening. Fællesforbundet blev aldrig nogen egentlig trussel mod den socialdemokratiske fagbevægelse i mellemkrigstiden, men var endnu et eksempel på konfrontationen mellem de gudelige og de gudløse. Også hvad det sociale hjælpearbejde angik, var kirken aktiv. Kirsten Prip (1876 – 1948), sygeplejerske, og Hans Peter Martin Mollerup (1866 – 1929), præst, grundlægger således allerede i 1912 ”Kirkens Korshær”, der havde sit forbillede i den engelske ”Church Army”. Målet var, at man i et missionerende hjælpearbejde skulle være dér, hvor mennesker gik til bunds i hobetal. ”Kristelig Socialdemokratisk Forening” (KSF) blev stiftet i 1933 som et direkte missionerende modtræk mod Socialdemokratiets verdslige indstilling. ”Danmark for Folket! Folket for Kristus!” var parolen. KSF blev betragtet som rigeligt intellektuelt af mange arbejdere, skriver forfatteren Børglum Larsen, 1077 men bidrager til en egentlig politisk teologi i 1930´ernes Danmark. Målet er at vække menighedens sociale ansvarsfølelse og vise, at kristendom og socialisme kan forenes. Den teologiske drivkraft i foreningen var Pastor Svend Birke (1903 – 1972), der i 1938 udgav bogen ”Kirkesøvn og Klassekamp”. Her taler han for at forkynde ”hele evangeliet” og for at tage kampen op mod ”pengenes magt” og ”ordets teologi”. Svend Birke, klassekampen og den sovende kirke 1938 Birke mener, at kirken skal øve samfundskritik og frigøre sig fra et forældet syndsbegreb. På titelbladet kan man læse følgende, som en vis ”Ragaz” angiveligt skulle have ytret: ”Det er let for den officielle kristenhed, næsten en Fornøjelse, at høre om sin Syndighed i Almindelighed. Men taler man til den om Mammons Synder, ja bedre endnu om Kapitalen, om Krigens Synder, om Synden ved Luksus, om Synden i Behandlingen af Tyendet – saa bliver det Alvor og saa hører Kirkesøvnen op.” 1078 Svend Birkes ærinde var, som titlen på bogen antyder, at vække kirken til at tage de sociale opgaver på sig. Det handlede for Birke om, at kirken skulle have et samfundssyn: ”Blot mine Artikler kan tjene til at gøre opmærksom paa, at der er en Opgave for den kristne Menighed, som den ikke kan lade ligge, naar den vil være tro mod det Evangelium, den har faaet 250 betroet, og hvis de kan tjene til at vække en og anden op af Kirkesøvnen, vil de have tjent deres Formaal.” 1079 Birke mente, at den kristne kirke havde kapituleret i kampen om, hvordan samfundet skulle indrettes. Man havde i stedet overladt det til kapitalen og til arbejderne at bestemme. Retningslinjerne for kirkens nye kampområde fandt man ikke ved at følge Bibelen paragraf for paragraf, mente Birke. Det hjalp ikke at plukke nogle skriftsteder ud af deres sammenhæng, fordi man nu havde forelsket sig i dem, og så bygge samfundssynet på dem. Tværtimod skulle man søge de store retningslinjer, ”de åndelige grundlove”, som sammen med naturlovene kunne gøre det muligt at leve efter Guds skabervilje. Birke hævdede, at der var fem store retningslinjer i Jesu ord: 1. Kristus hævder den enkelte Menneskesjæls store værdi. 2. I er brødre 3. I er tjenere 4. I er husholdere 5. Kristus åbner vore øjne for Rigdommens ”sjælefare”. Birke uddybede de fem punkter: Alle mennesker har lige stor værdi. Jesus lærte os, at mennesket har sit mål i sig selv og derfor aldrig må bruges bare som et redskab eller et middel af andre.1080. Dermed er vejen banet for afskaffelse af slaveri, børneudsættelser og barnemord – og for indførelse af demokratiet, mente han. Kamp og krig stemplede Birke som ukristeligt, og vi må desuden ikke nøjes med at give almisser, men skal være solidariske med dem, der lider nød. Frem for at arbejde for størst mulig profit, skal vi hjælpe hinanden som aktive og nyttige samfundsborgere. ”Tanken om, at vi er Husholdere, er en gavnlig Modgift mod Bourgeoisiets Jagt efter Nydelser og mod de Besiddendes Fristelse til at bruge det de besidder til Magtstræb og Udbytning.” 1081 Rigdom binder let hjertet til livets nydelser og gør folk selvsikre og selvtilfredse. Vi burde lytte til Jesu ”revolutionære antikapitalistiske Ord” fra Bjergprædikenen om, at vi ikke skal samle skatte på jorden. Vi kan ikke tjene Gud og Mammon på samme tid, så vi bør for alvor gå ind…”i Kampen mod Kapitalens Monopolherredømme i Nutidens Samfund.” 1082 Sammenfattende sagde Birke, at han forestillede sig et samfund, hvor mennesket var højest af alt, og hvor alt materielt – maskiner, penge, aktier – skulle tjene menneskene. Et samfund…”hvor Pengene er pillet ned fra Tronen og gjort til en Tjener i Stedet for som nu i det kapitalistiske Samfund at være Herre. Det maa være et Samfund, hvor de, som er Ejere af Penge, aldrig derved kan skabe sig et Monopol, saa de skraber al Profit til sig og slavebinder andre Mennesker1083 Svend Birke så sit samfundsideal virkeliggjort, eller i hvert fald på vej til at blive det, i hele den kooperative bevægelse: Andelsbevægelsen med slagterier og brugsforeninger, hvor fællesskab og samarbejde var sat over indbyrdes strid og ”ødelæggende økonomisk Konkurrence”. Kirken burde, for sin del, lade være med at falde arbejderne i ryggen, mente Birke. Så slut med velsignelsen til, at der dannedes ”saakaldte Kristelige Fagforeninger” under Kristeligt Dansk 251 Fællesforbund (K.D.F.), hvis politik stammede fra en tid, hvor arbejdere og arbejdsgivere var som børn og deres gode fædre. ”K.D.F. har ikke forstaaet, at siden da har Kong Mammon faaet anderledes Magt og udøver et langt strengere Tyranni, og nu bøjer han sig kun, naar der bliver sat Magt mod Magt.” 1084 Man behøver blot tænke på den gamle røgter, Lasse, og hans søn, Pelle, i ”Pelle Erobreren”, siger Birke. Mens Lasse for længe siden har affundet sig ydmygt med sin underkuede skæbne, er Pelle social og kampberedt på vej mod den nye tid. Ligesom Pelle, foretrak Birke, at vi på alle områder greb aktivt og reformerende ind i samfundsudviklingen. Grundtvigianismen i 1930´erne Den ”glade kristendom” grundtvigianismen, der byggede på Grundtvigs tanker, og hvis hovedtanke kan sammenfattes kort i Grundtvigs ord ”Menneske først. Kristen så!” var Indre Missions kirkelige modpol i perioden. Grundtvigianismen polariseredes i 1930´erne i en konservativ fløj og en ”tidehvervsk” orienteret fløj. Valgmenighedspræst Anders Nørgaard (1879 – 1943) var central i den førstnævnte gruppe, der ønskede en tilbagevenden til det, han opfattede som det oprindeligt grundtvigske. Han skrev i 1935-38 værket ”Grundtvigianismen” ”Det afgørende nye i den kristendomsforståelse, Grundtvig gjorde sig til talsmand for, var efter Nørgaards mening den betydning menigheden tillægges.” 1085 Nørgaard mente, at grundtvigianismen desværre var blevet udvandet af den brandesianske humanisme. Mens humanismen er af den opfattelse, at mennesket er det højeste ”dyr”, det øverste led i den organiske verden, og kun har behov for opdragelse, udvikling og oplysning, så måtte kristendommen hævde, at mennesket er skabt i Guds billede, men imidlertid var ”faldet i synd” og derfor trængte til frelse. Den tidehvervsk orienterede grundtvigianisme kritiserede, bl.a. i bladet ”Dansk Folkeliv”, den konservative fløj for at fokusere for meget på den individuelle omvendelse. Grundtvig talte om fællesskab og om menigheden, indvendte man. Efter et møde på Vallekilde i 1937 kan man tale om en egentlig tidehvervsgrundtvigsk retningsdannelse med folk som Knud Hansen (1898 – 1996) og Kaj Thaning (1904 – 1994) i spidsen. 1086 Socialdemokraterne og kulturkampen i Mellemkrigstiden Tilbage til den politiske venstrefløj og dens antiklerikale politik i perioden! Hvad de konfessionsløse søndagsskoler angår, så kan man af og til i avisen ”Socialdemokraten”, der har en fast rubrik, se, hvad søndagsskolerne har annonceret, at de vil beskæftige sig med. Det er næppe altid udpræget fritænkeriske emner, der har præget skolerne. Til gengæld har der været foredrag og oplysning om verden omkring os – ofte illustreret med lysbilleder. Socialdemokratiet, hvis arbejde for et ikke-kirkeligt program med alternative ritualer i folkemunde humoristisk blev kaldt ”fra vugge til krukke”, har i Mellemkrigstiden gang i flere initiativer, ikke 252 mindst for ungdommen.1087 I perioden 1924 – 26 ser vi den første socialdemokratiske regering, og fra 1929 og 1930´erne igennem dannede partiet atter regering i samarbejde med Det Radikale Venstre. Det er ikke partiets politik at nedlægge kirkerne, men man ønskede andre valgmuligheder end de rent kirkelige. Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) oprettes i 1924. I 1925 kommer ”Arbejdernes Teater”, og året efter ”Arbejdernes Radioforbund”. Med Socialdemokratiets manifest ”Danmark for Folket” fra 1934 appellerer man til et bredt folkefællesskab omkring løsningen af de aktuelle sociale problemer. Dermed forlader man klassekampslinjen, og det får også følger for kulturpolitikken. idet nogle af de mere progressive aktiviteter og aktiviteter, som fx Julius Bomholt havde været fortaler for, opgives. 1088 Julius Bomholt (1896 – 1969) havde, som tidligere nævnt, arbejdet for skabelsen af en selvstændig arbejderkultur, hvor de forskellige kulturformer i højere grad rettede sig mod arbejderklassens forhold og problemer. Denne linje havde været kraftigt støttet af DSU, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, der agiterede for alternative socialdemokratiske kulturformer som borgerlig konfirmation, bryllup og begravelse samt solhvervsfester og socialistisk børne- og ungdomsarbejde. 1089 Den moderate kulturpolitiske linje, der var stærkt præget af K.K. Steincke, sejrer nu med sit mål om en ”personlig kultur”, der skulle fremme individets moral, intellekt og formelle dannelse. Med kulturmanifestet ”Kulturen for Folket” fra 1938 opgives arbejderkulturteorierne til fordel for en ”folkekultur”, der bygger på den eksisterende borgerlige kultur, ”kulturarven.” 1090 På tre områder kommer Socialdemokratiets kirkepolitik til udtryk i 1930´erne: I det Kirkepolitiske Udvalg, i den lokale menighedsrådspolitik og på skolepolitikkens område. Grundlæggende slår socialdemokraterne fast, som det også kunne læses i de første partiprogrammer (1876 og 1888), at ”religionen er en privatsag”. 1091 Man ønsker, som der står i en tilføjelse fra 1913-programmet, at de religiøse samfund skal ordne deres egne anliggender. Det indebærer, at man går ind for en adskillelse af stat og kirke. Også på skoleområdet ønsker man, at religion skal være en privatsag. Så undervisningen skal være konfessionsløs, og religionsundervisningen skal bortfalde. På det lokale plan fører Socialdemokratiet sine kirkepolitiske synspunkter ud i livet ved, at de lokale partiforeninger begynder at opstille kandidater til menighedsrådsvalgene. Faktisk opfordrede F.J. Borbjerg (1866 – 1936) allerede ved Menighedsrådslovens vedtagelse i 1903 sine partifæller til at stille op, bl.a. for at forhindre kirkens misbrug i reaktionær retning og for at fremme partiets program om adskillelse af stat og kirke. Ikke alle socialdemokrater var lige begejstrede for, at man nu gik ind i menighedsrådsarbejdet. I ”Socialisten” 1916 kunne man i en artikel af Harald Jensen læse, at en sådan handling var et brud på partiets programpunkt om religionen som en privatsag. 1092 Efterhånden som kirken øger sit sociale arbejde, og Socialdemokratiet udbygger sit regeringsansvar, aftager modstanden i partiet mod menighedsrådsarbejdet. Flere omstændigheder bidrager til denne udvikling: Kirken havde siden århundredeskiftet mistet de 253 fleste af sine privilegier med love om tiendeafløsning og overdragelse af kirkegårdsjordene til husmandsbrug. Der var desuden kommet flere nye kirker i de københavnske arbejderkvarterer. ”Kirken var med disse forandringer ikke længere en magtfaktor, men var i højere grad blevet et serviceorgan i velfærdsstaten, hvilket havde fjernet noget af arbejderklassens aversion mod kirken.” siger teologen Elisabeth Bøtkjær. 1093 Hvad kirkens holdninger angår, så var menighedsrådsvalgene fra starten domineret af de to store kirkelige retninger, Indre Mission og grundtvigianerne. Også Kirkeligt Centrum deltog i mindre omfang. Blandt højrekirkelige folk især var der også en vis mistillid til de socialdemokratiske menighedsrådsmedlemmer, idet man frygtede, at disse ville pleje deres egne partiinteresser frem for menighedens. Ved menighedsrådsvalgene i 1938 fik Socialdemokraterne omkring 1/10 af stemmerne, Indre Mission ca. ¼ og Grundtvigianerne ca. 1/5. Konfessionel religionsundervisning ud af skolen! Socialdemokraten Vilhelm Rasmussen var en stærk fortaler for, at den konfessionelle religionsundervisning skulle ud af skolen. ”En konfessionsløs skole skulle få eleverne til at øve kritik og drage i tvivl for at søge sandheden uden et bestemt bibelsyn. En sådan skole ville bedst kunne opdrage børnene til at blive kritiske og selvstændige individer”1094. Meddelelser om religiøse anliggender skulle være refererende og ikke forkyndende. Desuden burde religion ikke være et enkeltfag, men henlægges til andre skolefag som historie eller geografi for at kunne ses i forbindelse med andre kulturfænomener. Man burde, ifølge Rasmussen, heller ikke kun lære om kristendommen, men tillige om andre religioner og livsopfattelser. Med ”Tilsynsloven” 1933 gennemfører Socialdemokratiet en delvis adskillelse af kirke og skole. Loven betyder, at det gejstlige tilsyn med skolen nu stort set falder bort. Hidtil havde skolens formål været fastsat i anordningerne fra 1814, der sagde, at skolen skulle danne børnene… ”..til gode og retskafne Mennesker i Overensstemmelse med den evangelisk-christelige Religions Lære, samt”……”bibringe dem de Kundskaber og Færdigheder der ere nødvendige for at kunne vorde nyttige Borgere i Staten.” 1095 Efterhånden som Socialdemokratiet i løbet af 1930´erne engageres i kampen for at bevare det parlamentarisk-demokratiske system og begrænse følgevirkningerne af krisen, antager kulturkampen som nævnt nye former. Socialdemokratiet opgiver teorierne om skabelse af en selvstændig arbejderkultur og går i stedet ind for at opbygge en ”folkekultur”, baseret på den bestående borgerlige kulturarv med den demokratiske og nationale værdier. 1096. Det indebærer også et kirkepolitisk omsving efter 1935, og betyder bl.a., at man nu accepterer kristendomsundervisningens centrale placering i selve folkeskolelovens formålsparagraf. Socialdemokratiet udvikler sig fra et ”adskillelsesparti” til et ”folkekirkeparti”. To udtalelser af Thorvald Stauning (1873 – 1942) kan illustrere holdningsskiftet. I 1912 sagde han: ”Religion som skolefag er en uting; den bevisførelse, som er så værdifuld i de fleste fag, mangler i dette, og følelses- og trossager bør utvivlsomt rettelig overlades til hjemmene.” 1097 254 20. oktober 1935 siger Stauning omvendt, at hans parti ikke ønsker religionsundervisningen ud af skolen. I vore dage er denne udvikling fortsat i en officiel socialdemokratisk accept af folkekirken. I Socialdemokratiets principprogram fra august 1977 hedder det bl.a.: ”Folkekirkens forbindelse med staten opretholdes ved, at folketinget er kirkens øverste lovgivende instans.” 1098 Den borgerlige konfirmation, der som nævnt er startet i 1915, vokser og har succes i mellemkrigstiden, det samme gælder DSU, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, der er startet i 1920 og kører en overvejende anti-klerikal linje. De kirkelige ritualer har for alvor fået konkurrence. Med Ægteskabslovene blev der i 1922 indført valgfrihed, således at der altid er adgang til borgerlig vielse, hvilket mange benytter sig af. Og når man dør, har de efterladte i Ligbrændingsforeningen sikkerhed for, at der bliver taget vare om kremering og urnenedsættelse på en af de store smukke kirkegårde, der bliver anlagt i disse år. 1099 Ungdomsforeningerne Ungdommen er hårdt ramt af den økonomiske krise i 1930´erne. I foreningslivet står KFUM/K og DSU/DUI overfor hinanden som stærke modsætninger. Formålet med KFUM/K er, ifølge foreningernes grundparagraf, at fremme Guds rige blandt de unge og at drage de unge til Herren. Bibelstudiet er centralt i dette arbejde. ”Socialdemokratisk Ungdomsforbund i Danmark”, DSU, oprettes i 1900 og kalder sig fra 1906 ”Socialdemokratisk Ungdomsforening”. Formålet for DSU er ifølge programmet…”at samle og organisere Arbejderungdommen” til kamp mod den kapitalistiske samfundsordning og kapitalismens ånds- og kulturliv. 1100 DSU kører, ligesom den tilsvarende svenske forening, en antimilitaristisk linje før, under og efter Første Verdenskrig. Man udgiver tidsskrifterne ”Arbejdernes Børneblad” (1918 – 1920), ”Arbejdets Vaar”(1918-21), ”Folkets Jul” (1917-22), ”Fremad” (1907-1922). ”Knutten” (1940), ”Ny Tid” (1908), ”Smerten” (1921) og ”Socialistisk Arbejderblad” (1908). DSU hævder, ligesom Socialdemokratiet, at repræsentere en neutral holdning i forhold til religion. Man ligger på linje med det tyske Socialdemokratis ”Erfurterprogram” fra 1891, der erklærer religion for at være en privatsag. Ikke desto mindre viser DSU´s arbejde, i hvert fald i begyndelsen af 1930´erne, en klar antikirkelig og antikristelig holdning. Man samarbejder fx nært med ”Foreningen for Borgerlig Konfirmation” 1101. Desuden agiterer og arbejder man for at få indført solhvervsfester som modtræk til den kristne julefest. Det kan man bl.a. se i DSU´s blad ”Rød Ungdom”, der i begyndelsen af 30´erne rejser debat om kristendom og socialisme. Et par af artiklerne i ”Rød Ungdom” er skrevet af Vilhelm Rasmussen, den socialdemokratiske folketingsmand, forfatter og forstander. Han vil vise, at der er en uovervindelig modsætning mellem kristendom og socialisme, hvilket, i flg. ham, kan ses i de forskellige opfattelser af, hvad der er livets mål. For kristne, siger Rasmussen, er målet den evige hinsidige lyksalighed. For 255 socialister derimod er målet en lykkelig jordisk tilværelse. Rasmussen stiller også den moderne naturvidenskab, som socialismen tilslutter sig, op imod en kristen, mystisk tro. Socialdemokratiets mere kristendomsforsonlige linje fra midten af 1930´erne kan også følges i DSU. I DSU´s studiekredse forsvinder emnet ”socialistisk kulturpolitik” til fordel for mere dagsaktuelle emner som fagforeningskundskab og bedre vilkår for tidens unge, for lærlinge og landboungdom. Det kristelige FDF, Frivilligt Danske Drengeforbund, fra 1902 er først med lanceringen af frivillige danske børneorganisationer. Men allerede 1905 følger – som et alternativ til FDF - De Unges Idræt (D.U.I) på initiativ af Louis Florin (1887 – 1912) og A.C. Meyer (1858 – 1938). I starten optager DUI kun drenge, der bl.a. har mulighed for at deltage i orkester og gymnastikøvelser. Fra 1917 optages også piger. I starten mente man i DUI, at børn og politik ikke hørte sammen, men med tysk inspiration fra ”Die Falken” kommer tanker om socialistisk børneopdragelse og kultur ind i organisationen. Der er tydeligvis konfrontationer i ungdommen. KFUM/K søger at holde børn og unge borte fra det socialdemokratiske arbejde ved at påvise og polemisere mod dettes antikristelige holdninger. Det gælder bl.a. solhvervsfesterne og støtten til borgerlig konfirmation. KFUM/K mener, at socialismen er den nye religion for DSU, og sammenligner med forholdene i Sovjet. ”Kritikken skal ses i sammenhæng med begivenhederne i Sovjet i 20´erne, hvor statsmagten under anvendelse af terror var aktiv i en angribende ateistisk bevægelse.” 1102 KFUM/Ks svar på kampen om ungdommen i mellemkrigstiden er, at man skal koncentrere sig om bibelstudium og de unges sjælelige frelse. Politiske spørgsmål viser man kun meget ringe interesse DUI har gennem årene på forskellig vis været medarrangør af ”konfessionsløse konfirmationer”. I dag (2024) kan man på DUIs hjemmeside finde tilbud om ”nonfirmation”: Her kan man læse: ”Hvad er Nonfirmation? Ikke alle ønsker at blive konfirmeret i en kirke, men mange har måske alligevel lyst til at markere overgangen fra barndom til ungdom. Derfor blev der for mange år siden dannet en forening, som tilbød borgerlig konfirmation. Foreningen for borgerlig konfirmation ophørte i 1970’erne og overdrog derfor denne opgave til børne-, familie- og ungdomsorganisationen DUI-LEG og VIRKE. Sidenhen har arrangementerne skiftet navn til nonfirmation. Dagen er naturligvis mest rettet mod nonfirmanterne, men det er en begivenhed for hele familien. Nonfirmation er en fællesskabsoplevelse, – ikke en rituel handling.” Andre stemmer fra Mellemkrigstiden Vilhelm Grønbech (1873 – 1948), dansk professor i religionshistorie og ivrig samfundsdebattør, var nysgerrig overfor mystikere fra alle religiøse traditioner, skønt han kritiserede deres gennemgående verdensfjernhed. Grønbech udarbejdede en tænkning omkring ”livsfølelsen”. Det handlede for ham om at være hengivent inspireret og om at åbne sig aktivt. Han mente, at vi mennesker har en tilbøjelighed til at handle på en moralsk set prisværdig måde og gøre gode 256 gerninger – helt af os selv! Dermed ligger han langt fra kristendommens opfattelse af mennesket som en synder, og han ligger ligeledes langt fra mange kristnes forståelse af, at mennesket er direkte ondt.1103 C.V.A. Ruth, der havde en kirkelig baggrund som præst, udgav i 1932 bogen ”Sæt Kirken på Plads”, der indeholdt en opbyggelig intern religionskritik. Hans erklærede ærinde var at forsvare kirken mod farlige kræfter, ”som har sammensvoret sig mod den, kræfter som med tiden ved et udholdende undermineringsarbejde vil kunne naa sit maal: at faa staten og kirken ud af den intime forbindelse med hinanden hvori de nu befinder sig.” 1104 Ruth skrev – forud for sin tid – substantiverne med lille begyndelsesbogstav. 1105Med de ”farlige kræfter” tænkte han i første række på Indre Mission og Socialdemokraterne, og han langer da også flere gange i bogen ud efter særligt Vilhelm Rasmussen, socialdemokratisk skolemand, som jeg snart vender tilbage til. Ruth argumenterede blandt andet i sin bog for, at det kirkelige og ”det borgerlige” burde adskilles i samfundets liv.1106 ”Kun saadan er det muligt i vore tider, menneskeligt og praktisk talt, at kirken kan være demokratisk og evangeliet naa ud til alle.” Han påviser på forskellige måder, hvordan denne adskillelse kan ske, og han hilser de borgerlige konfirmationer, som jo nød stigende popularitet i mellemkrigstiden, velkomne: ”Jo, Vorherre skal have tak for de gode mænd, hvad de nu hedder alle sammen, som har indført den borgerlige konfirmation! De har ialfald vist kirken, hvordan den store offentlighed ser på konfirmationen (AEP: Nemlig som en overgangsfest mellem barn og voksen) og for denne klare forevisning kan vi ikke være dem taknemmelige nok.” 1107 Også når det kom til vielser, mente Ruth, at man burde gennemføre adskillelse mellem det borgerlige og det kirkelige. Staten burde lægge ægteskabet under sin kontrol, ..”hvoraf tillige i vor tid logisk følger, at ægteskabets officielle indstiftelse maa blive en borgerlig handling.” 1108. Ruth var træt af det, han kaldte ”pynteægteskaber”, altså ægteskaber, som blev henlagt til kirken, udelukkende fordi det var det mest hyggelige og stemningsfulde. Mens han taler om bryllupper, foreslår han også indførelse af en statsligt understøttet ægteskabsrådgivning. Han kæmper end videre for, at de såkaldt ”uægte børn” må få en bedre retsstilling, og han retter i den forbindelse sin kritik mod kirken: ”Her mangler endnu meget i virkelig forstaaelse. Men dog vel mest indenfor kirken, der paa dette omraade som paa adskillige andre har set det som sin opgave for enhver pris at fastholde det én gang givne dogme og saaledes gaa den lige og letteste vej til himlen.” 1109 Ruth var kritisk overfor kirkens generelle nedvurdering af seksualiteten. ”Hvorfor skal egentlig synder paa det sexuelle omraade være mere uigenkaldelige og straffes haardere end andre synder, som alle kirkens mænd og kvinder, ogsaa de helligste, hver dag begaar?” Når det kom til livets slutning og jordpåkastelsen, så gik Ruth ind for, at denne også måtte finde sted ved borgerlige begravelser, hvilket var forbudt ifølge en lov fra 1907. 257 Navngivningen, puberteten, vielsen og begravelsen, alle de fællesmenneskelige milepæle i borgerens liv, skulle alle give mulighed for fest på ”borgerlig, almenmenneskelig vis”, mente Ruth. Og staten skulle være ”festkontrollør”. 1110 Jørgen Jørgensen (1894- 1965) var en dansk filosof og professor. Han var kendt som logisk positivist – og som kommunist og ateist. I 1928 sagde han i et foredrag direkte, at religion og religiøsitet er skadelige fænomener. 1111 Jørgensen har bl.a. udgivet ”Filosofiens og Opdragelsens Grundproblemer” (1928) i Studentersamfundets oplysningsserie, og «Bertrand Russell» (1935) . Desuden står han sammen med P. C. Brodersen bag en dialogbog, der skulle anlægge og fremlægge forskellige syn på tro og videnskab. Paul Christian Brodersen (1892-1974) var dansk teolog og domprovst med tilknytning til Oxfordbevægelsen. 1112Dette – overfladisk betragtet – umage par, Jørgensen og Brodersen, udgav sammen dialogbogen ”Er gud en virkelighed?: Brevveksling om religion og videnskab mellem Paul Brodersen og Jørgen Jørgensen”, København 1935. Er Gud en virkelighed? Domprovsten og ateisten i dialog 1935 Et af deres centrale diskussionsemner i dialogen mellem Jørgensen og Brodersen var det gamle stridspunkt om tro overfor videnskab. Som logisk positivist hævdede Jørgensen, at alt principielt kan sættes på videnskabelige formler. ”Jeg kan derfor formulere mit principielle Standpunkt saaledes: Der gives mange forskellige videnskabelige Metoder, men der gives ingen paalidelig Erkendelse af noget som helst udenfor Videnskabernes Omraade. I det Øjeblik den religiøse Erkendelse blev paalidelig, vilde den blive inddraget under Videnskabernes Omraade, som ganske simpelt ifølge Sagens Natur er et med den menneskelige Videns Omraade.” 1113 Dermed – når man således troede, at alt kan sættes på formler - fik man ikke plads til troen sagde Brodersen: ”Jeg ser ikke, at man kommer besvarelsen af de spørgsmål nærmere blot ved en fremadskridende Udvikling af videnskabelig Forskning. Der maa her sætte noget ganske andet ind, nemlig personlig Tro. For den personlige Tro kan Erfaringsverdenen, i hvilken vi befinder os, blive Udtryk for guddommelig Tanke, og Livets Mening blive sat i forhold til en guddommelig Bestemmelse.” 1114. Brodersen mener, at Jørgensens krav om, at alt kan begrundes og kontrolleres videnskabeligt, er en benægtelse af religiøs erfaring og tro. Religiøs tro kommer ikke til gennem tankeslutninger ud fra verden, men ved at man personligt er grebet af Gud og i livet ”forholder sig til ham.” Derfor lader troen sig ikke rigtigt begrunde og prøve. De to kombattanter diskuterede også kristendommens missionsvirksomhed i deres fælles bog. På spørgsmålet om, hvad Brodersen ville sige til en inder, der repræsenterer en anden tro end kristendommen, men søger fra ”Tilværelsens Overflade mod dens aandelige Dybdelag, og som stræber efter i alt at finde ind til det ene” svarer Brodersen: 258 ”De spørger mig, hvad jeg som Kristen vil sige til en Mand, der repræsenterer denne Form for Religion? Jeg vil ikke beraabe mig paa nogen ”sjette Sans”. Jeg vil først og fremmest sige følgende til ham. Jeg vil sige, at jeg deler med ham den Overbevisning, at den relative og sanselige Verden ikke er den dybeste Virkelighed, men at der er en aandelig Grund for Tilværelsen, og at det vigtigste for os Mennesker er at være i Forbindelse med den. Men saa vil jeg tilføje, at gennem den bibelske Religion er jeg kommet ind under en Aabenbaring af denne Livsgrund som den levende, hellige og barmhjertige Gud, som han ikke ejer. Der hvor den indiske Religiøsitet lever paa en vag Forestilling om det tilgrundliggende ene Væsen, der lever vi som kristne paa en Aabenbaring af en levende, virkende Gud, der har givet sig til kende for de profetiske Mænd, der blev hans Redskaber.” 1115 Brodersen har tydeligvis ikke megen tiltro til hverken indiske eller islamiske guder. Den indiske ”mystik”, siger han, sætter ingen mål for historien og menneskelivet. Heller ikke Muhammed tror han vil tale stærkere end Kristus til menneskenes samvittighed. At kristendommen – og religioner i det hele taget - havde begået fejl, var Brodersen villig til at indrømme. Religion kan være ”kilde til forvildelse, uoplyst fanatisme og ligefrem grusomhed.” 1116 Men Jørgensens totale afvisning af religionen er for ensidig, tilføjer Brodersen. Jørgensens argumentation hviler stiltiende på den forudsætning, at virkelighedserkendelse kun er mulig ad én eneste vej og i én eneste form: nemlig den videnskabelige. Men videnskaben bør ikke have eneret på at bestemme den åndelige magt, der menes med ordet ”Gud”. ”Den skønhed og karakter, som en stor digter skildrer, er den udelukkende noget, som han selv vilkaarligt læser ind i landskabet, eller er det ikke snarere noget han ser, noget han finder, og som netop han ser og finder, fordi hans sind er mere modtageligt for dette end andres? 1117 Når man, som Jørgensen, kræver videnskabelige beviser, begrundelser og kontrol, er det en benægtelse af religiøs erfaring og tro som ..”den særlige og eneste vej til at kende den aandelige omgivelse, som netop religionen forholder sig til,” mener Brodersen 1118. De empiriske videnskaber udtømmer ikke alt, hvad der er at sige om tilværelsen. Samtidig med at han afviser videnskabens eneret, når det gælder gudsbeviser, medgiver Brodersen, at den religiøse lære ikke bør stille sig i vejen for velbegrundede videnskabelige erkendelser. ”Mange konflikter mellem religion og videnskab er opstaaet ved, at man enten fra religiøs side har lukket sig til over for videnskabelig forskning eller fra videnskabelig side har dogmatiseret og generaliseret for meget. Saadanne konflikter bør man fra begge sider tilstræbe at undgaa.” 1119 Brodersens kritik af Jørgensen må ses på baggrund af Jørgensens udspil i bogen ”Aktuelle Stridsspørgsmaal” (Kbh. 1931). Her havde Jørgensen om religionernes værdi som verdensforklaringer bl.a. sagt: ”I den første Henseende kan jeg ikke se rettere, end at Religionerne ingen som helst Værdi har, idet ingen af dem kan videnskabeligt begrundes eller kontrolleres, og idet de alle fra et rent sagligt Synspunkt maa siges at bunde i en mytisk Opfattelse af Tilværelsen, som gaar helt paa tværs af 259 saglig Rimelighed.” 1120Jørgensen fandt, som logisk positivist, at det var intellektuelt uforsvarligt at tro på en antagelses sandhed, hvis dens saglige begrundelse blot bestod i det negative, at den ikke kunne modbevises. Jørgensens argumenter mod religionen drejer sig – udover spørgsmålet om den manglende videnskabelighed – også om den voldelige intolerance, som specielt kristendommen har udvist op gennem historien. De fleste religionstilhængere anser andre religioner for skadelige, skriver han, og bekæmper dem ivrigt – snart med kanoner, snart med missioner – og snart med begge dele. 1121 At religiøsiteten og den herskende kristendom i Europa for eksempel ikke har kunnet forhindre udbruddet af Første Verdenskrig, men ligefrem har ladet sig bruge eller nærmere misbruge i krigens tjeneste, viser for Jørgensen, at … ”Religiøsitetens Mangler og Farer er større end dens Fordele.” 1122 Et andet ankepunkt mod kristendommen er for Jørgensen dens bagstræberiske og konservative tendens. Det forekommer ham, at religiøse organisationer først er gået med til sociale fremskridt, når andre kræfter har gjort modstanden mod dem umulig. Jørgensen konkluderer: ”Alt i alt skønner jeg derfor ikke rettere, end at Religion og Religiøsitet i det store og hele er skadelig, selv om de under visse Omstændigheder og i et vist Antal Tilfælde kan være til Gavn.” 1123 Hverken Brodersen eller Jørgensen stod alene med deres synspunkter i deres samtid. På Jørgensens linje finder vi Poul Henningsen (1894 – 1967). Han fører den kulturradikale arv fra Georg Brandes videre i mellemkrigstiden og bliver efter Anden Verdenskrig en vigtig inspirationskilde for studenter- og ungdomsoprøret. Henningsen arbejdede for en ny kultur – intet mindre. Det skulle være en klasseløs, demokratisk kultur, der sikrede, at arbejderklassen ikke blot overtog borgerskabets kultur med stukornamenter og malerier af brølende kronhjorte. Her kom Henningsen på kollisionskurs med Socialdemokraterne, der jo havde forladt visionen om en arbejderkultur. Henningsen var, som Jørgen Jørgensen og Georg Brandes, kritisk overfor religion. I en radiodiskussion fra 1934 med Arne Sørensen (1906 – 1978) giver Henningsen klart udtryk for sin mening om det religiøse. Han sidestiller religion med primitive følelser og drifter; og det er hans påstand, at de ikke i sig selv indeholder noget ”moralsk fortegn”. Først når fornuften kommer til, kan de reguleres og gøres gode eller dårlige – afhængigt af, hvilken sag, de tjener. 1124 Arne Sørensen mente det modsatte. Han argumenterede i radiodebatten for, at det eneste, der kunne redde menneskeheden, var en tilbagevenden til en religion, der forenede de humanistiske moraltraditioner med religiøse følelser. Henningsen så, i overensstemmelse med den naturalistiske tradition, videnskaben som grundlaget for omverdensopfattelsen: ”Ser vi på hovedlinjen i videnskabens historie, er den bestandig gået frem i kritisk indstilling. Tvivlen har været dens vigtigste værktøj.”1125 I artikelserien ”Nutidsmoral” 1937-38, i tidsskriftet ”Sex og Samfund” 1126 , gennemgår Poul Henningsen nogle fænomener i den officielle kristendom, som han mener forhindrer nytænkning 260 og fastlåser mennesket i inhumane traditioner og vaner. De fleste menneskers religion er falsk, mener han, for den er ikke begrundet i et oprigtigt forhold til Gud. Snarere bygger den på angst for at gøre op med de konventionelle normer. Vi søger efter en autoritet, der kan støtte og vejlede – og det bliver så i mange tilfælde kirken, vi ser hen til. Det, at Folkekirken er nært forbundet med statsmagten, øger kun autoriteten og legitimerer samtidig den bestående statsmagt. Poul Henningsen tager i artikelserien også fat på begrebet ”synd”. Forholdet mellem synd og anger i kristendommen er med til at støtte konservatismen. ”Hvis man har syndet, må man angre og så håbe på tilgivelse, uden der stilles et krav om, at man skal forbedre sig. Kristendommens moralkodeks er så omfattende, at man ikke kan undgå at synde hver dag, og kirken har dermed sikkerhed for, at alle troende er i besiddelse af syndsbevidsthed og derfor afhængige af kirkens tilgivelse. Derved skabes et tæt forhold til den troende, der giver kirken stor magt.” 1127 Når kirken så fastholder, at enhver forbryder – trods alle sine synder – kan komme i Himlen, så må den skære lidt af på synderegistret for ikke at miste respekten, siger Henningsen. Af samme grund forudser han, at kirken må slække på sine forbud mod skilsmisse, børnebegrænsning, førægteskabeligt samliv og onani. Poul Henningsen angriber også kristendommens og Luthers forestilling om, at mennesket skulle være ondt og derfor ikke har nogen værdi i sig selv. Et tredje problem handler om den religiøse moral. Denne moral virker konserverende, fordi den er bundet til en tro på noget uden for mennesket. Poul Henningsen foretrækker ”den moderne moral”, der kun bygger på mennesket og derfor kan være i overensstemmelse med vore naturlige behov. Desuden medfører den moderne moral en kritisk holdning til det bestående samfund, fordi den taler for, at verden kan ændres. ”At Gud opfattes som en autoritet, der står uden for mennesket og dets historiske situation, viser sig også derved, at de kristne seksualnormer har deres rod i den tidlige jødedom, hvor de skulle sikre familielivet og børneavlen, hvilket var meget fornuftigt i betragtning af den historisk sociale situation.” 1128 Især den katolske kirke, men også til en vis grad den protestantiske, varetager ikke menneskenes interesser, når man opretholder en fortidig seksualmoral, mener Henningsen, der sidst i artiklerne opfordrer os til selv at tage magten over vort eget liv: ”Disse betragtninger er derfor ikke skrevet for den, der ønsker at leve i ly af konservatisme og tradition, og som ønsker at institutioner som stat og kirke og skik og brug skal overtage ansvaret for hans handlinger. Det er skrevet for den, der selv vil og tør tage ansvaret for sit liv. 1129 Forfatteren Hans Kirk (1898 – 1962) delte langt hen ad vejen Poul Henningsens synspunkter og mente, at en socialistisk kulturpolitik var nødvendig. For Kirk afspejlede klassekampen sig også i litteraturen, og kirke- og religionskritikken var et tilbagevendende tema for ham. I artiklen ”Kan Danmark Afkristnes?” 1928 1130 giver han opskriften: ”Det er ikke nok, at man som Georg Brandes hader kristendommen og påviser dens skadelige virkninger, man må også prøve at forstå, hvorfor og hvordan den er skadelig. Det vil sige, at 261 kristendommen og den folkelige og religiøse kultur må ses i sammenhæng med de materielle livsvilkår; kun på dette grundlag er det muligt at bekæmpe den.” 1131 Romanen ”Fiskerne” I en anden artikel (Clarté, 1926) redegør han for, at jordens bonitet har afgørende indflydelse på livssynet. Det er den samme tankegang, han to år senere fremlægger i romanen ”Fiskerne”. På den gode jord, hvor udbyttet er godt og velstanden stor, trives en optimistisk grundtvigianisme. På den fattige jord, hvor livet er plaget af slid og afsavn, er Indre Mission dominerende. Når folk oplever verden som hård og meningsløs, bliver Himlen en ønskedrøm som et sted, hvor retfærdighed sker fyldest. For at få del i saligheden, må man imidlertid forsage denne verdens glæder, og man ophøjer sine egne dårlige vilkår til en guddommelig norm. I ”Fiskerne” (s. 79) skriver Kirk: ”Vesterhavsfiskerne vidste, hvad de vidste. Gud havde pisket dem med Vestenvind, undergang og fattigdom. Fiskeriet var slået fejl år efter år, sandflugt og havgus havde hærget sognet, og brødre og venner var byrder på Jesu skuldre, så var jordelivet ikke til at leve.” En vigtig forudsætning for religionen var, ifølge Kirk, hæmmet seksualitet, fordi de hæmmede drifter kunne komme til udtryk i en erotisk betonet religiøs symbolverden. Under dårlige livsvilkår måtte alle kræfter bruges til at skaffe fornødenheder til dagen og vejen, så overskuddet til andet var meget lille. I ”Kan Danmark afkristnes” (1928) gør Kirk sig til talsmand for den tanke, at vejen til at befri landproletariatet for religionen må gå over et seksuelt frigørelsesarbejde. Til forskel fra Georg Brandes og Poul Henningsen nøjes Kirk ikke med at give religionen et åndeligt spark. Han analyserer også fænomenet i dets historisk-sociale sammenhæng og kritiserer ud fra det. 1132 I 1950 udsender Kirk romanen ”Vredens Søn”, der er en socialistisk tolkning af Jesu sidste dage. Romanen bliver også en kommentar til undertrykkelse og magt set i forhold til Anden Verdenskrig og besættelsen. Wilhelm Reich (1897 – 1957) var østrigsk læge og psykoterapeut. Han beskæftigede sig i alt sit arbejde med livslystens, livskraftens og seksualitetens væsen – og de begrænsninger, disse urdrifter var underlagt. Efter at være flygtet for nazisterne i 1933 boede Reich i en periode i Danmark, men måtte flygte videre til Norge, da han ikke fik sin opholdstilladelse forlænget. Som kommunist kunne Kirk ikke helt følge Reich, der i 1933 blev smidt ud af kommunistpartiet, men Reichs tanker gjorde indtryk på flere danske seksualreformatorer. Jo Jacobsen (1884 – 1963), var en af Reichs danske støtter. Reich boede i sine seks måneder i Danmark i Jo Jacobsens lejlighed i Sct. Kjeldsgade på Østerbro i København. Jacobsen var forfatter og en tidlig fortaler for kvinders rettigheder, fri abort, adgang til prævention og seksualundervisning i skolen. 1133 Hun tilhører kredsen omkring J. H. Leunbach, Marie Nielsen, Sigurd Næsgaard og Thit Jensen, der alle er seksualpolitiske reformatorer, men Jo Jacobsen rager ofte uklar med sine meningsfæller. Jacobsens relation til Thit Jensen ender fx med udtalt fjendskab. Jacobsen skriver flere seksualoplysende bøger, som man – med den datidige kirkes 262 holdninger til sex i baghovedet – også kan kalde religionskritiske, fordi de tør tale åbent om et livsvigtigt emne, som falder mange kirkefolk for brystet. I bogen ”Seksualreform. En social fremstilling af populær seksualoplysning” (1932) tager hun således fat på dette emne, som de færreste på denne tid skriver om. Hun tilegner bogen Wilhelm Reich og henviser i sin litteraturliste både til Reich, Freud, Næsgaard og Hirschfeld. Jacobsens biograf, historikeren Dorthe Chakravarty, skriver: ”Og så beskriver hun ellers i djærve vendinger menneskets seksualliv. I afsnittet om ”barnets seksualitet” hedder det blandt andet om drengen: ”Penis er for ham et dyrbart organ, som han er stolt af, og som han ikke vil miste, for det går dybt i hans følelse, at hvis det sker, da blive han aldrig mand.”1134. Jacobsen forsøger forgæves at få Hans Scherfig til at illustrere en børnesang, hun skriver på melodien ”Et Barn er født i Bethlehem”. Første linje lyder således: "Når sædens celler iler frem/iler frem/ud fra testiklens lune gem/ak ja, ak ja/ak ja, hurra." 1135 De skønlitterære ateister Litteraturhistorikeren og redaktøren Lise Præstgaard Andersen (2021) 1136 fremfører det synspunkt, at ateismediskussionen fra Det Moderne Gennembrud omkring 1870 og videre hos 1930´ernes samfundsbevidste forfattere og helt frem til anden halvdel af det 20. århundrede i høj grad foregik gennem skønlitteraturen. Diskussionen i litteraturen har rødder tilbage til Georg Brandes´ epokeskabende Hovedstrømningsforelæsninger, og foregår altså ikke kun gennem foreninger, demonstrationer og gennem sagprosa. Hovednavnene i litteraturen var J. P. Jacobsen, den unge Drachmann og Henrik Pontoppidan. Den populære forfatter Henri Nathansen, der havde jødisk baggrund, bør også nævnes i denne forbindelse. Henri Nathansen (1868 – 1944) var ganske vist ikke ateist, men hans mest berømte værk, ”Indenfor Murene” (1912), som han selv instruerede, rummer dog en kritik mod intolerante religionsforståelser. Værket, der er optaget i den danske Kulturkanon 2006 og er det stykke, der oftest har været opført på Det Kongelige Teater, handler om kultursammenstødet mellem den jødiske og den kristne kultur i to velstillede københavnske hjem. Stykket er en Romeo og Juliekritik af de stive fordomme, der vil forhindre et ungt par i at få hinanden, og budskabet er, helt i Lessings ånd, at vi bør indse, at vi alle først og fremmest er mennesker – uanset tro og kultur. Johannes V. Jensen (1873 – 1950) var tydeligt Nietzsche-påvirket. Han var desuden lige fra sin ungdom inspireret af Brandes og Darwin, og for ham erstattes kristendommen med hengivelsen til naturens kredsløb. I Jensens digt- og kroniksamling ”Aarets Højtider” (1925) søger han at erstatte de kendte salmer med verdslige sange. En af dem, der er blevet stående som et af de mest vellykkede eksempler på et verdsligt modspil til de kristelige højtidssange, er ”Solhvervssang”, med indledningslinjen: ”Vor sol er bleven kold.” Solhvervssang 1. Vor sol er bleven kold, vi er i vintervold og dunkle dage. Men nu er nedgang endt og håbet tændt ja, håbet tændt, 263 for nu er solen vendt, nu kommer lyset og den lange dag tilbage. 2. Det grønne, skønne træ forjætter sommerlæ og søde skove. I julelysets skær som stjerners hær, ja, stjerners hær, er solens under nær og alle gule blomstersole små, som sove. 3. I granens brændte duft får svundne somre luft og de, der kommer. Det danske, svale år i ringgang går, ja, ringgang går, omkring en evig vår. Syng alle sjæle med om Danmarks fagre sommer. Måske virkede det som om, litteraturen ”affortryllede” verden, siger Andersen, men faktisk etablerede såvel Brandes som symbolisterne og det Folkelige Gennembruds digtere i virkeligheden nogle ”hjælpeforanstaltninger” mod affortryllelsen. Deres hjælpeforanstaltninger var… …”den store kunst, den store kunstner eller videnskabsmand og – om end ikke den store kærlighed, - så dog den store erotiske oplevelse. Begge forestillinger om det sublime er arvet fra de romantikere, Brandes på anden vis søgte at gøre op med, fordi de ikke skrev om vores liv, men om vores drømme.” 1137 Som eksempler på navne i den ateistiske litterære bølge nævner Andersen 1138 Ingeborg Stuckenberg (1866 – 1904), Viggo Stuckenberg (1863 – 1905) og Sophus Claussen (1865 – 1931). Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen betragtede Johannes Jørgensen (1866 – 1956), der fra 1888 var blevet interesseret i katolicismen og endegyldigt konverterede i 1896, med stor kritisk skepsis. De mener, at hans omvendelse er et frafald eller ligefrem et forræderi, hvilket de også giver udtryk for i deres digtning. Også Ingeborg Stuckenberg bebrejder med stor heftighed Jørgensen hans fornægtelse af deres fælles ungdoms ateisme. I et brev til Johannes Jørgensen skriver hun kort før sin død: ”Hvorfor har du nu andre Guder for én: Dig selv? Er alle dine Krav, din Styrke, fortumlet og borte, saa du kan nøjes? Kære Ven, har du glemt, hvor der var højt til Himlen, hvor uopnaaligt stort vort Maal var, vor egen Guddomskraft uendelig!”…”Johs, jeg maner dig ikke fra Toppen af en Tinde – du ved, jeg har ikke storhedsvanvid, men jeg trækker dig i Skøderne, Johs! Sé tilbage! Vi har været lykkelige Mennesker, der troede og vilde, vilde ofre, vilde ofre. Kun det var Livet og Lykken. Lykken var ikke Ro eller Fred, Lykken var Kamp, og hvorfor skal jeg sige dig det?” 1139 Et andet ateistisk eksempel henter Andersen hos J.P. Jacobsen, der i romanen ”Niels Lyhne” (1880) lader titelpersonen erklære, at han vil dø stående, og derfor absolut ikke har behov for en præst. Niels Lyhnes ven, Doktor Mjerrild, funderer tilsvarende over, at hvis Vorherre nu alligevel skulle eksistere, så burde han snarere tilgive de mennesker, der holdt sig ranke og ikke omvendte sig i sidste minut! Lignende tanker lader Jacobsen Marie Grubbe give udtryk for i romanen af samme navn (1876) 1140 264 Sophus Claussen arver i 1905 Lolland-Falsters Folketidende efter sin far, Rasmus. Avisen bliver en god indtægtskilde for ham, og han kan i 1925 tilknytte to yngre og venstreorienterede religionskritiske digtervenner til avisen, nemlig Otto Gelsted (1888-1968) og Hans Kirk (1898 – 1962). Blandt andre religionskritiske forfattere i samtiden nævner Lise Præstgaard Andersen Thøger Larsen (1875 – 1928) og Jeppe Aakjær (1866 – 1930). ”Såvel Aakjær som Larsen afsvor på vers deres barndoms kristendom, før de i gennembrudsdigtsamlingerne (1906 og 1904) i det store og hele nåede frem til, at ”showing, not telling”, var en bedre idé, da de i flere digte herfra formåede at inkorporere den nye hedenskab i naturskildringers alsidighed, opladet med en form for jordisk religiøsitet – uden direkte at forkynde.” 1141 I ”Derude fra Kjærene” (1899) skrev Aakjær det programmatiske digt ”Den Gud jeg beder til”, som kan læses nedenfor, og Thøger Larsen skrev ”Pan” i digtsamlingen ”Jord” (1904). Jeppe Aakjærs digt lader digteren møde det guddommelige i naturen – i bækkens sang og i solnedgangen. Den Gud, jeg beder til i Løn — som ej i Himlen bor han elsker mer én Tænkende end tusinde, som tror. Han hader Lugt af Bukkefedt og svedent Lammekjød og trænger ej til Styrkedrik af Nektar eller Mjød. Hvor Offerflammens fede Røg fra Stenen lang og ru besudler Himlens klare Blaa, der fly’r han fra med Gru. Hvor Præstehaanden ringbesat slaar ned i Prækestol, jeg fandt ham ej, men, o saa tit i Aftnens milde Sol. Naar Dagens sidste Fakkelblink belyste Fjord og Vig, bag kobberrøde Skyers Rand jeg saa hans Kjortelflig. Og dette milde, varme Pust, jeg følte mod min Kind, se det var Gudens Aandedrag, og ikke Nattens Vind. Og saa jeg fra den høje Bro dybt i den dunkle Aa, jeg saa hans Aasyns milde Træk blandt Bundens Stene staa. Og gik jeg i den tavse Skov omkring i Maanens Skjær, jeg følte i den mindste Ting, at Guden var mig nær. Hans Stemme lød i Bækkens Sang, i Agerhønens Kluk, i Musens Pip paa Grøftekant, i Andetrækkets Suk. Og dette brede Himmelhvælv saavel som mindste Dam, den tavse Skov, det vide Hav, alt er det fyldt af ham. Hans Kirke spænder ud sit Telt med Stjærner Himlen rundt; den brede Jord er Nadverbord, og Havet Døbefont. Dybt bøjer jeg mit Knæ for ham 265 tæt ind ved Havets Bred og be’r af alt mit unge Mod her midt i Nattens Fred. Naturens stærke Gud. 1142 Og styrket styrer jeg min Vej og følger Kaldets Bud i aldrig rokket Tro paa dig, Naturen er, siger Andersen 1143, en erstatning for den forsvundne kristentro, men det er den store digtning også. Troen på digtningen som noget guddommeligt var hos Brandes bevaret fra Romantikken og føres videre hos symbolisterne og det folkelige gennembruds digtere. Thøger Larsens digt ”Pan” giver udtryk for panteisme. Larsen forkynder, at alle folkeslags former for religion har rummet en flig af det guddommelige. Det hedder bl.a.: ”Jeg aner en Gud, et evigt Jeg/ der har Nerver i Klodernes Indre/ og i Slægternes Marv/ Og hvis Evner fra Solen tindre/ og hvis Væsen er Væsnernes Tarv.” Thøger Larsen søgte, som flere andre danske forfattere i samtiden, at udvikle ”naturfromme” eller ”panteistiske salmer”. De skulle knytte os til naturens liv på samme måde som salmerne i kirkens forkyndelse, og de skulle følge årstiderne og naturens gang fx ved solhverv. Larsen brød tidligt med kirken og kristendommen, siger Aksel Haaning. 1144 I ”Sommervise” (”Du danske sommer, jeg elsker dig”) fra 1923 1145, var fjerde linje: ”Snart nøgne piger ved hver en strand” i mange år så stærk kost, at verset først kom med fra 16. udgave af Højskolesangbogen i 1974. Haaning mener, at det nok i sidste ende var den kirkelige pression, der længe strittede imod optagelsen af verset i det pæne selskab. Både Johannes V. Jensen og Aakjær kom til København for at studere og mødte her den litterære radikalisme bl.a. i skikkelse af Georg Brandes´ populære forelæsninger i Studentersamfundet. Lise Præstgaard Andersen mener, at diskussionen af kristendom og ateisme i den danske litteratur efterhånden ophører, fordi en mere almen kulturkristendom breder sig i befolkningen. De kirkelige traditioner ved højtiderne får lov at stå, men kirken er ikke længere en magtfaktor, der kalder på oprør. 1146. Der er således ingen nævneværdig modstand mod de litterære danske ateister – heller ikke i perioden fra 1871 til 1940 – måske dog med undtagelse af opponenter som Johannes Jørgensen, Helge Rode og Kaj Munk. Desuden kan man efter krigen nævne Martin A. Hansen, der 27. juni 1955 døde på Bispebjerg Hospital og efterlod sig en større artikel om præstestandens og kirkens sociale og kulturelle stilling i det moderne samfund. 1147. Heri angriber Hansen bl.a. de moderne religionskritiske forfattere for at tegne fordomsfyldte og utidssvarende karikaturer af præsterne, der oftest fremstilles som reaktionære – en karakteristik, Hansen siger, han sjældent kan genkende. 1148 266 Dansk religionskritik efter Anden Verdenskrig Religionskritikken herhjemme i nyere tid er dels kulturradikale stemmer, der viderefører traditionen fra Brandes og Poul Henningsen, og dels nye bølger igangsat af angrebet på World Trade Center og den – hovedsageligt engelsksprogede – nyateistiske litteratur, der fulgte efter. Desuden bør Mohammedkrisen i 2005 nævnes, fordi det chok, reaktionerne på Kurt Westergaards tegninger i Jyllandsposten skabte, satte nye kritiske tanker i gang om globalisering og religionskritik. 1149 Den store indvandring fra tredje verdens lande, der rigtigt tog fart i slutningen af 1960´erne og starten af 1970´erne, betød desuden en stor udfordring for danskernes vante livsopfattelser. Jeg har selv i mit voksenliv været sproglærer for voksne udlændinge, der skulle lære dansk – og jeg husker tydeligt, at en af mine kursister forærede mig et eksemplar af Koranen, nok fordi jeg i hans øjne forekom betænkeligt fritænkerisk. Religionshistorikeren Marcus Risgaard Myhr, der i 2010 skrev speciale om ateismen herhjemme, sporede en stigende interesse for ateisme i det nye årtusinde, efter år 2000. Det lykkedes ham at finde cirka 10 artikler om emnet før år 2003, mens antallet var vokset til 200 efter dette år på søgebasen ”Infomedia”1150. Kirken var ikke upåvirket af kritikken, om end der langt fra var enighed om, hvad modsvaret skulle være. Sekulariseringsteologi bliver efter 2. Verdenskrig betegnelsen for en teologi, der – i pagt med tiden - søger at forbinde sig med folks dagligliv og engagere sig i aktuelle problemer. P.G. Lindhardts kontroversielle foredrag i 1952 kan ses som udtryk for denne tendens. Poul Georg Lindhardt (1910- 1988), dansk teolog, far til Jan Lindhardt, vakte stor opstandelse i kirkelige kredse i 1952, da han på Askov Højskole, kronen blandt de danske højskoler, holdt et foredrag med titlen ”Det Evige Liv”. Her forklarerede han, at ”det evige liv” efter hans mening ikke skulle forstås som sjælens udødelighed. Ej heller skulle det forstås som et løfte om, at man hinsides igen skulle mødes med sine kære. Det var med andre ord slut med udødelighedshåbet og gensynsforventningerne! Lindhardt var en såkaldt ”eksistensteolog”. Det vil sige, at han så på det kristne budskabs betydning for livet i lyset af den eksistentialistiske filosofi. Efter foredraget på Askov udtalte han i et interview i Berlingske Tidende, at der ikke er anden mening med livet, end at det skal leves her og nu! Raseriet mod Lindhardt var ganske voldsomt! Radioprædikanten og forfatteren Aage Falk Hansen (1895-1977) sagde i K.B.-Hallen på Frederiksberg foran flere tusinde tilhørere, som reaktion på Lindhardts udmelding i 1952: ”Skal jeg sige min mening om Lindhardt, så har han enten kuppelkatar, hvad jeg undertiden er tilbøjelig til at tro, eller også er han psykologisk set en af de største gåder, jeg har stiftet bekendtskab med.” 1151 På trods af krav om hans afsked fik Lindhardt dog lov til at fortsætte i sit embede. Andre end Lindhardt stod for en fornyelse af det kristne arvegods. Den litterære kreds omkring tidsskriftet Heretica (1948 – 1953) var eksperimenterende i sin holdning til tro, og ikke mindst i forhold til en tro, der var ”spirituel” og søgte efter inspiration udenfor kristentroen. 1152 267 Karen Blixen (1885 – 1962) er nok ikke den, der først falder en ind, når man nævner ordet ”religionskritik”. Men den markante forfatter var stærkt kritisk overfor kristendommen, og skabte en livsfilosofi, en ”heroisk livsholdning”, der handlede om at leve sig selv og sit inderste ud. 1153 Overalt i sit forfatterskab hylder Blixen det store og usædvanlige i tilværelsen. ”Hun flirter med forestillingen om at have indgået en pagt med selve Djævelen, der til gengæld gav hende den evne, at alt, hvad hun rørte ved, skulle blive til historier, og hun fremsætter flere gange i sit forfatterskab spørgsmålet om, hvorvidt det kan tænkes, at Gud og Djævelen er én og den samme 1154. Den danske teolog og filosof. K.E. Løgstrup (1905-1981) talte om, at vi lever i et samfund, hvor tro ikke er en selvfølgelighed. Derfor må kristendommens budskab gøres forståeligt. Når man fx siger, at Gud er ”skaber”, vil det sige, at han er afsender af ”livets gave”. Der må være en magt, der opretholder alt hinsides tilintetgørelsen, var Løgstrups udgangspunkt. 1155 En svensker, der blev læst herhjemme – især i religionskritiske kredse -, var Per Arvid Ingemar Hedenius (1908 -1982). Per Bilde (2010) nævner ham, sammen med Georg Brandes og Jørgen Jørgensen, som en af de klassiske ”danske” religionskritikere. Hedenius, der var professor i praktisk filosofi ved universitetet i Uppsala, blev kendt for sin kritik af kristendommen og de kristne kirker. Han var ikke mindst inspireret af Bertrand Russell og G.E. Moore (1873 – 1958). Hedenius´ mest kendte bog ”Tro och vetande”, udkom i 1949 (da. ”Tro og viden”, 1960) og gav anledning til én særdeles hed og omfattende kulturdebat i Sverige 1156. Bogen handler om den kristne kirkes krav på alene at repræsentere sandheden og om den kristne kirkes stilling i samfundet. Den Store Danske skriver om Hedenius: ”I tråd med Uppsalafilosofiens nonkognitivisme hævder Ingemar Hedenius, at moralske påstande ikke indeholder erkendelse, dvs. at der ikke findes sande moralske værdier, men han afviser, at en sådan værdinihilisme indebærer, at alt skulle være tilladt. 1157 Hedenius mente, at der ikke var grund til at tro på noget, som der ikke findes nogen fornuftig grund til at antage som sandt. Der var fremført mange grunde til antagelsen af Guds eksistens, men et studium af disse viste, at de byggede på fejlslutninger, sagde han. Og dermed måtte han afvise kristendommen. Men der findes andre livsanskuelser, som bygger på fornuft og viden, og som dermed er kristendommen overlegne, tilføjede Hedenius.1158 Han formulerede sit syn på ateismen således: ”Sådan ligger sagen set fra fornuftens synspunkt. Selv om videnskaben ikke kan bevise ateismens rigtighed, viser den konstant usandsynligheden af troen på en virksom gud. Mens agnosticismen i bedste fald kan opretholdes, så længe der er tale om eksistens af en gud, der ikke har noget fællesskab med sin skabning, bliver ateismen det afgjort bedst motiverede standpunkt for alle andre gudsbegreber.” 1159 I Sverige har man i dag forbundet ”Humanisterna”, 1160 der er en søsterorganisation til Humanistisk Samfund. Først i 1953 bliver det i Sverige muligt, som sekulært tænkende, at melde sig ud af kirken. 1161 268 Danmarks første nyere ateistiske forening Den 28. januar 1960 stiftedes den første nyere egentlige erklærede ateistiske forening i Danmark. Navnet var ”Humanistisk Forbund”. Foreningens formål var at fremme en etik og et livssyn baseret på humanisme 1162. ”Humanistisk Forbund” søgte at påvirke samfundet i en sekulær retning, så kristendommen fik mindre indflydelse på de offentlige institutioner. For eksempel søgte man at få konfirmationsforberedelsen ud af folkeskolen, og man ville have undervisning i kristendom sidestillet med undervisning i ikke-kristne religioner og verdslige livsopfattelser. Hvis man i dag søger verdslige ritualer, opdager man, at de i øvrigt også arrangeres af forskellige privatpersoner, altså udenom både Folkekirke og verdslige foreninger 1163. Forud for Humanistisk Samfund fandtes – på et lignende grundlag - flere andre foreninger, der havde ”humanistisk” som en del af deres navn. I 1966 stiftedes således ”Humanistisk Forbund”, der havde adresse i Granparken 5 i Lyngby i København. ”Humanistisk Forbund” ændrer i 1985 navn til ”Humanistisk Debat”. I starten af det nye årtusinde findes der forskellige sekulære og ateistiske foreninger i vort land. Myhr 1164 nævner en håndfuld. I Kristeligt Dagblad kan man 20. august 2008 læse, at danske ateister på dette tidspunkt er splittet i ikke mindre end syv grupper. I august 2008 stiftedes så ”Humanistisk Samfund”, der sammen med ”Ateistisk Selskab” i dag er de to største religionskritiske foreninger herhjemme. Humanistisk Samfund arbejder for at udbrede det humanistiske livssyn samt et sekulært samfund. Foreningen arrangerer ceremonielle handlinger som bryllupper, begravelser, navngivninger og konfirmationer på et ikke-religiøst grundlag. Gennemgående træk ved ny-ateismen Religionsforskeren Armin Geertz (f. 1948) beskrev i starten af det nye årtusinde ny-ateismen som ”gammel-ateisme i ny forklædning.” 1165 Han mente, at følgende træk var gennemgående i nyateismen: - Nyateismen er en bevægelse, der eksplicit tilslutter sig oplysningsidealet. Man udtrykker et stærkt socialt engagement. Man tilslutter sig eksplicit den darwinistiske evolutionslære Man bruger ofte en aggressiv og religionsfjendtlig retorik. Den vigtigste internationale samarbejdspartner for det danske Ateistisk Selskab var, ifølge Myhr (2010) paraplyorganisationen ”Atheist Alliance International” (AAI), der stiftedes 1991 og har base i USA. 1166 AAI afholder en årlig ateistisk konference, normalt i USA. I 2010 havde Ateistisk Selskab i Danmark dog værtsrollen. Under navnet ”Gods and Politics” samledes man 18. – 20. juni 2010 i Den Sorte Diamant i København. ”Humanistisk Samfund” (HS), der blev stiftet herhjemme i 2008, opfatter sig ikke som en religionskritisk forening. HS søger at opbygge verdslige alternativer til de kirkelige ritualer. Daværende forkvinde, Lone Ree Milkær, sagde i 2020 i et interview med mig: 269 ”Humanistisk Samfund er ikke en religionskritisk forening. Vi gør meget ud af at sige, at vi opstiller et positivt alternativ. Der må gerne være religion, og vi synes selvfølgelig, at man skal behandle hinanden ordentligt. Og folk må gerne være religiøse, vi synes bare ikke at religiøse mennesker skal have fordele, f.eks. i form af statstilskud, når det gælder deres måde at se verden på. Ateistisk Selskab kritiserer religion og opfordrer til, at man melder sig ud af Folkekirken.”1167 Andre nyere religionskritiske danske stemmer Leif Nedergaard (1914 – 1995) var en dansk ide- og litteraturhistoriker, der havde specialiseret sig i Oplysningstiden og i religionskritik og stod bag flere religionskritiske udgivelser. Hans biografi over Diderot kommer i 1953. Nedergaards ”Bayle´s og Leibniz´ Drøftelse af Theodicé-Problemet”, doktorafhandlingen, kommer 1965. I 1981 udgiver han ”Ide- og Litteraturhistorie”, og i 1989 udgiver han Mesliers Testamente, og – posthumt kommer i 2001 en Voltairebiografi. Nedergaard har i sit arbejde med Oplysningstiden også beskæftiget sig med årsagerne til det åndelige ”hul”, han mente herskede i halvandet tusinde år før oplysningstiden, hvor enhver fritænkning var umulig, fordi kirken dominerede tænkningen. Han beskrev selv i 1981 ”hullet” således: ”I det over halvandet tusinde års interval var enhver fritænkning umulig, og der forekom ingen filosofisk tilværelsesbetragtning af værdi. I hele dette interregnum var alt åndsliv bundet til den kristne kirke; selvstændige tænkemåder var bandlyste. Man havde at rette sig efter kirkelæren og den del af Aristoteles´ filosofi, som skolastikken havde fået vævet sammen med kristendommens postulater. Fri forudsætningsløs filosoferen og forskning var umulig. Biblen og Aristoteles var uomgængelige facitlister og filosofferne måtte sørge for ikke at komme til resultater, der ikke faldt sammen med disse to autoriteter.” 1168 Flere andre religionskritiske røster fra Efterkrigstiden bør nævnes: Forfatteren og filosoffen Villy Sørensen (1929 – 2001) mente, at vi som mennesker har en svaghed for de svage; altså en spontan medlidenhed med dårligt stillede. For ham var den kraft, hvormed en blomst kan gennembore asfalten, et tegn på den menneskelige vilje. Ejvind Larsen (1936) og Jørgen K. Bukdahl (1936 – 1979) har beskæftiget sig med de samme tanker. Sidstnævnte kritiserede Søren Kierkegaard for at sætte kærligheden til Gud over kærligheden til mennesket. 1169 De danske filosoffer Mogens Pahuus (f. 1945) og Dorthe Jørgensen (f. 1959) nævnes af Tor Nørretranders som eksempler på moderne tænkere, der arbejder med at udvikle et humanistisk menneskesyn, hvor der samtidig er plads til religiøsitet.1170 Jørgen Gry (1929 – 2013) udgav i 1991 bogen ”Ateisme – et livssyn uden gudstro”. Her argumenterede han for ateismen, der for ham var en overbevisning, der – mere end nogen anden – var i stand til at gennemskue løgn og bedrag i verden omkring os. 270 Grys ønske var at rehabilitere ateismen, der efter hans mening længe havde været betragtet som en overbevisning, der fornægtede menneskets ”sjælelige egenskaber”, herunder følelser og moral. Gry hævdede herimod, at ateisme er vejen til en ”tryg erkendelse af tilværelsens mange realiteter.”. Gry gentager Oplysningens gamle ønske om et samfundsbillede, der bygger på viden frem for tro, dogmer og påstande. Gry følger sine tanker op i dagbladet Information seks år senere 1171. Han polemiserer her mod cand.mag. Lasse Brandstrup, der samme år havde udgivet en bog om kristendom og ateisme. Ifølge Gry hævdede Brandstrup, at ateismen er en tro og en religion, der har ”alskens ulykker til følge, fordi den er menneskefikseret”. Brandstrups syn minder heri, kan jeg selv tilføje, i parentes bemærket, bl.a. om Sandbeck og Christiansens senere fremsatte kritik 1172. Gry argumenterer i sit svar til Brandstrup for, at ateismen af i dag ikke bygger på kristendommen og ikke er en ny religion. Ateismen bygger tværtimod på moderne naturvidenskab og psykologi. Gry forudser, at den dybdepsykologiske viden efterhånden vil blive folkeeje. På den måde ville den kunne erstatte det, han betragter som kirkens urimelige lære, ..”der afstumper vore følelser og fornuft ved at lede dem på vildveje, og forårsager stærke følelsesbindinger, der giver kirken magt.”1173 Bevidstheden om at livet er kort, ansporer til, at vi giver og modtager så meget godt. Godheden, kunsten, videnskaben og oplysningen er eksempler, der overlever det enkelte menneske. Det er smukt og godt at vide, og det er en form for evigt liv, siger Jørgen Gry, der tydeligvis er beslægtet med bl.a. Vilhelm Rasmussen i sit humanistiske og ateistiske menneskesyn. Debatten om ”Øjet”: En af de mest kendte danske religionskritiske tekster fra nyere tid er nok visen ”Øjet” af Jesper Jensen med melodi af Hans Dal. Sangen blev fremført af sangerinden Trille 18. september 1970 på Danmarks dengang eneste tv-kanal i den bedste sendetid, hvilket vakte megen forargelse og opsigt. Justitsminister Knud Thestrup rejste ligefrem tiltale efter Straffelovens §140 mod de ansvarlige hos DR, men sagen endte dog med frifindelse. Paragraf 140 var den såkaldte ”blasfemiparagraf”, der i mellemtiden (2017) er blevet ophævet. Den lød således: ”Efter straffelovens § 140 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse (blasfemi).” Her er sangen om Øjet: Jeg var lille, jeg var søvnig det var dagen, der sku slutte men først aftenbøn og fadervor forinden mor ku putte og der ligger man og grynter og skal lige til at sutte så lurer der et øje i det høje ham gud 271 han er eddermame svær at få smidt ud han er streng men så forbandet uerfarn han har aldrig nogen sinde været barn. Når jeg strammer mine trusser der har blonder og er gule kan jeg komme til at røre ved det frække, de skal skjule men så snart der' noet der kilder bar' en lille bitte smule så lurer der et øje i det høje ham gud han er eddermame svær at få smidt ud men selvføl'ig det er synd han har den drift der er nok fordi han aldrig selv var gift. Jeg går hjem med ham jeg kender og jeg glemmer mors instrukser der er ham der siger: kys mig! der et mig der siger: sluk så! men når så jeg knapper op og lægger maven mod hans bukser så lurer der et øje i det høje ham gud han er eddermame svær at få smidt ud han fik aldrig selv sat ild på sin cigar for han ordned jo Maria pr. vikar. Jeg er voksen og forelsket og han lægger sine briller og han kæler og han sjæler lykken svier som brændenælder glæden slår med store kæppe men når så vi rigtig spræller så lurer der et øje i det høje ham gud 272 han er eddermame svær at få smidt ud men selvføl'ig hvad har gud forstand på sjæl når han aldrig nogensind' var menske sel'. ”Øjet” kan stadig kalde på stærke følelser, måske fordi mange kan genkende følelsen af at være overvåget, når man udfolder sig på det – forkætrede og skambelastede - seksuelle område. Adskillige net-svindlere spiller, mere eller mindre dygtigt, på følelsen, når de sender skamme-mails ud i håbet om at score kassen: ”Du være meget på ulovlig voksenside! Betale straks bøde. Hej fra Politimesteren.” Og hvis man har snuset til visse kristne apologeters udgivelser gennem tiden, jf. mine forrige mange afsnit, er sammenkædningen af sex, skam og synd flere gange kommet tydeligt frem. Hvorfor er ”Øjet” ikke i Højskolesangbogen? Kunst- og litteraturkritikeren Bodil Skovgaard Nielsen anmeldte Højskolesangbogens nye 19. udgave i Information 12/11 2020. Hun undrede sig over, at ”Øjet” ikke var medtaget, som et muligt enligt lille pip fra religionskritisk side, mens det stadig vrimlede med salmer og åndelige sange. Skovgaard Nielsen spørger: ”Tro hører fint hjemme i oplysningsprojektet, men er folkeoplysning ikke også seksualundervisning eller religionskritik i 2020?” Hun mener, det er lige før Højskolesangbogen stivner i ”museal nationalfortælling” om livet for hundredevis af år siden. For megen ”danskhed” og for meget diffust slægtskab med vikingerne! ”Hvor er parcelhushaverne, hvor er forbrændingsanlæggene, hvor er svineavlernaturen i Højskolesangbogen?” Og hvor er ”Øjet?” - og religionskritikken? En lignende reaktion på Højskolesangbogen – denne gang på forrige udgave, den 18. - kom fra højskoleforstander fra Krabbesholm Kurt Finsten (Information, 24/9 2019). Han havde talt op, at mere end 40 procent af sangene i Højskolesangbogen var religiøse, og at cirka en tredjedel havde fædrelandet og modersmålet som tema. ”Det er på høje tid at droppe sangbogen, der vil have folk til at dreje nakken af led for hele tiden at kigge tilbage…”, skrev han. Og han fortsatte: ”Grundtvig var imod at blande religion ind i højskolen. Ikke desto mindre er mere end 40 procent af sangene i Højskolesangbogen religiøse. Man forestiller sig, hvad det betyder for en 20-årig højskoleelev at sidde dér og synge ”Lover den Herre, den mægtige Konge med Ære/ Lov ham min sjæl og lad det din forlystelse være!” I den nuværende 19. udgave er den kvindelige repræsentation blevet lidt bedre, men det er grundlæggende stadig, som Finsten skriver, mænd, der forklarer os ting på et overvejende kristent grundlag. Og religionskrikken, eller bare et verdsligt verdensbillede, er stadig forsvindende mikroskopisk. Nu, vi er ved sangene, bør salmerne også nævnes, for også de har været udsat for voldsom kritik. I radioprogrammet ”Pilgrim” (3. januar 2021) rettede salmedigteren og forfatteren Iben Krogsdal (f. 1967), overfor redaktøren Anders Laugesen, en lignende kritik mod Den Danske Salmebog. I 273 Coronaperioden, fortalte hun, var hun selv begyndt at nærlæse mange af de 791 salmer i salmebogen, salmer som man under gudstjenesterne normalt synger uden altid at tænke så meget over indholdet. Hun holdt meget af mange af salmerne, men fandt også, at mange er mere ”formanende og oplærende” end egentligt poetiske. Hun fandt, at de ofte havde nogle ”teologier” i sig, som anfægtede hende, fordi de stammede fra svundne tider og havde et indhold, der var forældet i dag. Vi har bevæget os, siden de samler er skrevet, konkluderede hun. De gode melodier kunne ofte forføre os til at synge noget, vi ikke helt forstår, eller som er så gennemsyret af formaninger og et gammeldags syndsbegreb, at et moderne menneske slet ikke rigtigt kan være til stede i deres billeder. De er skrevet af mænd og af teologer! Og alle har været kristne. Hun anslog, at omkring 600 af de næsten 800 salmer havde et mere ”musealt” end nutidsegnet Gudsbillede, og hun betegnede afslutningsvist Den Danske Salmebog som intet mindre end ”en katastrofe!”. Jeg vender tilbage til de nutidige religionskritiske forfattere. Blandt de relativt sjældne kritiske udgivelser og røster efter Anden Verdenskrig kan i øvrigt nævnes: Universitetslektor Erik Elten (1929 – 2020) der i 1978 udgav bogen ”Religionskritik – Ateisme i Teori og Praksis”. Her gennemgik han grundigt religionskritikkens udvikling. Jeg har flere gange i det foregående henvist til Elten. Sognepræst Jes Nysten (f. 1949) har en særlig interesse i filosoffen Nietzsche og i Søren Kierkegaard. I 1984 udgav han bogen ”Religionskritik og Ny teologi” med en nyttig gennemgang af den historiske udvikling i religionskritikken, suppleret med skønlitterære prosastykker. Han betoner indledningsvist i bogen, hvordan det, han kalder ”den ofte uhyre talentfulde religionskritik”, har fået teologien til at nuancere sine begreber og indtage positioner, der ved første øjekast kan tage sig forvirrende ud. Nysten peger, ligeledes i indledningen, på kontrasten mellem de rige og smukke kirker, og den faldende interesse for at overvære gudstjenester. Hermed rammer han dybt ind i alle os, der gerne ser på kalkmalerier og går til kirkekoncerter, men sjældent til gudstjenester: ”Hvor mange mennesker finder det ikke ganske naturligt i en ferie at tage rundt og se på kirker som et stykke agtværdig tradition uden på noget tidspunkt at kunne drømme om at overvære en gudstjeneste!” 1174 Jan Lindhardt (1938 – 2014) var dansk teolog og biskop og som sådan ikke nogen typisk religionskritiker. Dog fremsætter han i bogen ”Ned fra Soklen. Om etikkens forsvinden og mulige genkomst” (København 1998) nogle kritiske betragtninger om kristendommens pædagogik og gennemslagskraft. Mange har i dag svært ved at tage religionens indhold helt alvorligt, siger han 1175. Det hænger sammen med, at de finder dens udtryksformer og dens lære bizar og utidssvarende, mener Lindhardt. ”Det gælder ikke blot de meget alternative og importerede nyreligiøse sekter, men også folkekirken, hvis ritualer forekommer mange uforståelige og hvis dogmatiske lære om den opstandne Kristus som frelser og forsoner, synes meningsløs. Kunne Jesus dog ikke nøjes med at dø 274 for sig selv, skulle han absolut dø for andre, siger Karen Blixen og afspejler dermed en moderne livsfornemmelse af, at mennesket grundlæggende er alene, og at ingen dør for andre 1176. Lindhardt medgiver, at mange af Bibelens bud ikke skal overholdes. Ifølge Det Gamle Testamente skal utro kvinder fx stenes. Det er en skik, vi har forladt for mange år siden, bemærker han – ligesom vi heller ikke følger Paulus, der siger, at kvinder skal tildække deres hoveder, når de er til gudstjeneste. Endnu i Lindhardts barndom var det dog en god skik, at kvinder havde hat på i kirken, medgiver han. 1177 Der er også Paulus´ formaning om, at kvinder skulle tie i forsamlinger. For nogle fører det endnu i dag til, at de mener, at kvinder ikke må være præster, men for de fleste er det ikke længere holdbart, siger Lindhardt. ”Det Gamle Testamente rummer over 600 bud og forbud, og som modsætninger hertil har vi Jesu forkyndelse, der vel egentlig kun rummer det store kærlighedsbud. Hvis det er rigtigt, så overlader hans ”etik” det i højere grad til tilhørerne selv at udmønte den i praktisk gerning.” (Lindhardt, 1998, s. 44) Lindhardt mener, at også syndsbegrebet er på vej ud. Man kan roligt gå ind i kirken, siger han, for synden er for længst gået ud! Han medgiver, at synden overlever lidt i liturgi og bibeltekster, men efter liturgireformen i 1970 mener han dog, at den også her er stærkt på retur. Og i præstens prædiken er den praktisk taget væk. 1178 Som en tilføjelse kan jeg nævne, at man på www.folkekirken.dk kan læse næsten alt om regler og traditioner indenfor den danske folkekirke. Det vakte stor opmærksomhed, da præsten Thorkild Grosbøll (1948-2020) i 2003 sagde, at han ikke troede på ”en skabende og opretholdende Gud.” Allerede i foråret 2003 havde han udgivet bogen ”En Sten i Skoen”, som ikke mange straks lagde mærke til. Men den 23. maj 2003 gav han så et opfølgende interview i Weekendavisen, hvor han gentog sit kontroversielle synspunkt. Nu kom der en særdeles voldsom debat med indlæg fra læserbrevsskribenter, heriblandt mange præster, teologer og kirkeligt engagerede. En præst skal selvfølgelig tro på Gud, var en almindelig reaktion. I første omgang fik Thorkild Grosbøll lov til at fortsætte som sognepræst i Taarbæk under skærpet tilsyn, men i 2004 fik han så besked på at vælge mellem at sige op og komme på ventepenge eller blive suspenderet, og 10. juni 2004 fritager biskop Lise-Lotte Rebel med øjeblikkelig virkning Thorkild Grosbøll for tjeneste. Interessant var det, at menigheden under hele forløbet støttede deres præst. En repræsentant for menigheden udtalte: "Vi er flintrende ligeglade med højteologiske diskussioner. Vi har Thorkild Grosbøll. Det er nok for os."1179 Til ”Ude og Hjemme” udtalte Grosbøll i 2005: "Gud hører fortiden til. Han er faktisk så gammeldags, at det undrer mig, at moderne mennesker overhovedet kan tro, at han eksisterer. Jeg er rigtig grundig træt af al den tomme snak om mirakler og evigt liv." 1180 11. maj 2005 overdrages tilsynet med Grosbøll til biskoppen i Roskilde Stift, Jan Lindhardt. 275 Lindhardt tog den 20. maj 2005 Grosbøll op til en slags konfirmationsoverhøring i vidners nærvær og bad ham besvare, om han troede på trosbekendelsens enkelte led (herunder: "Jeg tror på Gud Fader den almægtige, himlens og jordens skaber ..."). Efter at pastor Grosbøll havde svaret "ja" til dette og på ny bekræftet sit præsteløfte med sin underskrift, kunne han igen fungere i sit embede – dog med pålæg om foreløbig at afholde sig fra at udtale sig til pressen.1181 Det besluttes, at opsynet med Grosbøll skulle overdrages til biskoppen i Århus Stift, Kjeld Holm med udgangen af april 2008, når Jan Lindhardt ikke længere var biskop. Kort efter meddelte Grosbøll, at han havde besluttet at stoppe som præst, da han i 2008 fyldte 60. 1182 I december 2018 fulgte Grosbøll sine synspunkter op i et arrangement med Ateistisk Selskab. Her kaldte han sig ”kristen ateist” og kritiserede igen folkekirken og præstestanden. ”En sten i skoen” Hvordan så med bogen? Hvad stod der i den opsigtsvækkende bog, som Grosbøll skrev og udgav i 2003? I bogen, ”En sten i skoen”, siger han indledningsvist de ord om bogen, der for alvor blev lagt mærke til i debatten herhjemme: ”….lad det være sagt med det samme. Den rummer ikke nogen skabende og opretholdende gud, ingen forestilling om en opstandelse eller et evigt liv”. 1183 Stærke ord fra en præst! Grosbøll gennemfører sin kritiske linje i bogen. Bibelen tager han alvorligt, men som et ”civilisatorisk indspil på linje med ethvert andet forsøg på at italesætte verden og ikke som en totalentreprise til forklaring af verdensgåden. ” ”At ville bruge gud som argument for noget som helst i dag er efter mening både vanvid og dybt ulykkeligt, fordi det får den oprindelige alvor til at forsvinde op i det himmelske snoreloft.”1184 Selv om vi energisk prøver at forstå, hvad manden fra Nazareth ville sin samtid, så vil det nok vise sig, at meget af det ikke siger os noget længere, er Grosbølls påstand! Han synes, det er ”ulideligt deprimerende”, når teologer og kirkefolk, altid fremhæver Gud som argumentet ”uden hvem intet”. Dermed viser de, at deres tilsyneladende åbenhed kun er på skrømt. Grosbøll giver end videre udtryk for en træthed ved de mange kirkegængere, der ikke rigtigt føler for kristendommen eller troen: ”Når folk tvangsindlægges til en gudstjeneste, forestiller de sig imidlertid sjældent muligheden af, at der kunne være en mening i det, de overværer, og sådan opfører de sig da også. De er ude af stand til at fatte, at hvad de deltager i, er en opsporing af fælles forudsætninger. De tror tværtimod, at de forlader verden, når de træder ind ad kirkedøren. For i det mindste ikke selv at forsvinde, ophører de som regel på intet tidspunkt med at snakke sammen.” 1185 Kirken råder ikke længere over magtmidler til at fastholde folk, konstaterer Grosbøll. Så man er nødt til at lokke, danse, spille og synge og gå på line i det fromme håb, at folk for en stund vil glemme, at der er et sted, de hellere ville være! 276 Det undrer Grosbøll, at den kirkelige institution ikke for længst er blevet lukket, når så få tilsyneladende har interesse i, hvad den kan byde på. Om kirkens arbejde siger han: ”Kort sagt: Man forskanser sig i en løgnagtig illusion om at tjene evige sandheder i stedet for at være øjeblikkets og næstens advokat.” 1186 Grosbøll føler tydeligvis, at kirkens budskab udvandes, og at folk hellerede vil have hygge, gode fotos og film og mindeværdige stunder, snarere end de vil have Gud og Jesus. Ved bryllupper fx, siger han, er det efterhånden kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke feer, ånder og dæmoner, der skal tages i ed. Og ”hesteskoen anses helt klart for en vigtigere ingrediens end den døde mand på korset (som da også jævnligt foreslås muntret lidt op til dagen med lidt myrter og tyl)” 1187 Hvad sangene til brylluppet angår, så skal det helst ikke være sange om Gud og Jesus. Men kirkerummet går dog lige an, for der ”er ikke noget så romantisk som en ægte landsbykirke med knirkende grus, sprød klokkeklang og champagnepropper hen over gravene.” Ved barnedåb gør det samme sig gældende. En barnemoder ringede for at høre, om der var anmeldt andre end hendes barn til dåb den kommende søndag. ”Da det ikke var tilfældet, udbrød hun Gud ske lov! Og tilføjede så forklarende: På sådan en dag må man vel godt være lidt egoistisk.”” 1188 Salmerne skulle selvfølgelig være nogle, folk kendte, tilføjer Grosbøll. Det vil sige ”I Østen stiger solen op”, ”Nu titte til hinanden” og ”Dejlig er jorden”. For det er så kedeligt, når folk ikke kan synge med! Det medgiver Grosbøll til en vis grad: …”det har hun selvfølgelig ret i, men det kræver dog stadigvæk, at dåbsfølget gider at tage imod den salmebog, der venligt tilbydes ved indgangen, men det er formentlig en afsmitning fra TVkulturen, at musikindslag er til for at tisse eller sludre i. Ved selve dåbshandlingen er de til gengæld med. Den lille eksponeres som regel både på film og video.” 1189 Så mangel på interesse for kirkens kernebudskab og mere vægt på hygge, romantik og genkendelighed end på Gud og Jesus! Samme mangel på interesse findes ved menighedsrådsvalgene, siger Grosbøll. Hvem repræsenterer man som Folkekirke og som præst, når der ikke i mands minde har været valg til menighedsrådet, eller når stemmeprocenten sjældent sniger sig op på 15? Grosbøll er tydeligt mismodig: ”Nej, vi har ikke længere en fader i himlen. For resten heller ikke på jorden. Vores egne forældre er enten døde eller på plejehjem, eller også spiller de golf med de andre evigt unge gamle!” 1190 Grosbøll er desillusioneret og finder, at kirken siden Oplysningstiden har befundet sig i et langt og ofte uskønt ideologisk tilbagetog, ”gerne i en uklædelig alliance med det politiske bagstræb.” 1191 Tor Nørretranders og naturvidenskaben 2003 Forfatteren og videnskabsjournalisten Tor Nørretranders (f. 1955) udgav i 2003 bogen ”At Tro på Tro”. Den vakte ikke så megen opmærksomhed som Grossbølls bog, skønt den på mange måder 277 var lige så kritisk. Men denne gang kom kritikken jo heller ikke fra teologernes egne rækker, men derimod fra en videnskabsmand med teknisk og økonomisk baggrund, så herfra var kritik måske forvenlig. I ”At Tro på Tro” gjorde Nørretranders bl.a. rede for, hvordan præsterne står for uendeligt mange forskellige gudsopfattelser og derfor kan være vanskelige at kritisere. Det er særdeles uklart, hvem modtageren af kritikken bør være. Nørretranders opponerer – ud fra en naturvidenskabelig indsigt - mod den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbech (1873 – 1948), der mente, at uden Gud vil alt være tilladt og egoismen derfor ville få frit løb. For såvel Grønbech, som for Dostojevskij, som Grønbech skriver om, er troen garantien for, at vi opfører os ordentligt. Nørretranders er helt uenig. Han mener tværtimod, at mennesket af naturen er godt. Vi er ikke selviske, men føler en glød og glæde ved at samarbejde med andre og ville hinanden det godt. Det er fordi vi har opfattet mennesket som faldent og syndefuldt, at der har været brug for en Gud – med guddommelig godhed. Men mennesket indeholder i virkeligheden mere guddommelighed og godhed, end det selv forestiller sig. Nørretranders konkluderer: Så lad os da tro på menneskene, og ikke på en guddom! Efter World Trade Center og Mohammed-krisen I kølvandet på angrebet på World Trade Center 11/9 2001 - og på de hjemlige breddegrader i kølvandet på Mohammedkrisen 2005 – har en ny generation af religionskritikere og ateister set dagens lys i Vesteuropa og USA, - en ny generation, der simpelthen er dødtræt af såvel religion som af religiøs fanatisme. Kendetegnende er en offensiv stil, der ikke er bange for at aktionere for at få folk til at tage stilling til spørgsmålet: Tror du på Gud? I England, og senere også i Danmark, har man fx fra ateistisk side brugt reklameslogans på busser med opfordring til at melde sig ud af kirken. Forfatteren Dorthe Enger 1192 mener, at der for alvor kom gang i den nyateistiske bevægelse i Vesten, da Sam Harris i 2004 udgav bogen ”The End of Faith. Terror and the Future of Reason”, der direkte udspringer af flykaprernes aktion i New York i 2001. ”Ateistisk Selskab” herhjemme er stiftet I 2002 som et barn af den nyateistiske bølge. Selskabets formål er at samle ikke-troende og at arbejde for en total adskillelse af religion og stat. Alle mennesker skal ligestilles, uanset deres religiøse synspunkter og verdensbilleder. Det vil man gøre gennem at oplyse og udbrede et ”naturalistisk verdensbillede”, der bygger på kritisk tænkning og den videnskabelige metode, siger man.1193 Den danske teolog Peter Lodberg siger kritisk, at den nye ateisme ikke har den klassiske ateismes sociologiske, psykologiske eller filosofiske dybde. (Lodberg 2016). Overalt har ny-ateismen mødt skarpe afvisninger og voldsom kritik, så man kan måske ligefrem tale om, at den har affødt en ny apologetik. En af de mest fremtrædende ny-ateister, og en af dem som kritikken fra kristen side rammer voldsomt, er englænderen Richard Dawkins (f. 1941). Hans tanke er, som hos Nietzsche, at Gud er død, og at det ikke kan lade sig gøre at fastholde en videnskabelig verdensforklaring og en Gudstro på samme tid. Dawkins er, ligesom folkene i det danske Ateistisk Selskab, aktivist og opfordrer folk til at springe ud af skabet og åbent erklære sig som ateister. Som de andre nye ateister har 278 Dawkins et naturvidenskabeligt fundament for sin overbevisning om, at religionen er på vej ud. Han ønsker stat og kirke adskilt, og han ønsker religion fjernet fra det offentlige rum. Idehistorikeren Malene Busk (f. 1968) er en af de hjemlige ny-ateistiske pionerer. I tidsskriftet Kvan (2007) lægger hun skarpt ud med at citere den slovenske kulturkritiker Slavoj Žižek (f. 1949), der mener at religion i dag fremstår som den største kilde til morderisk vold, og at vi derfor må rehabilitere ateismen, ”som måske er vores eneste chance for fred”. 1194 Busk vil ikke acceptere den ofte fremsatte tanke om, at etik skulle være et produkt af religiøs tro. Når man hævder noget sådant, kan det muligvis skyldes ”ærlig uvidenhed om neurologi, evolution og historiske magtforhold”1195, men det skyldes også en fatal selvindbildning og selvovervurdering fra de religiøses side, mener hun. Hjerneforskning og Gudstro Busk indfører debatten om hjerneforskningen i forsøget på at forklare den selvindbildning, som hun mener troen på en gud er et resultat af: ”Hos de troende, der vedholdende benægter forskningens konklusioner, er der tydeligvis noget andet end objektiv, fordomsfri vurdering og efterfølgende forkastelse af videnskabelige resultater på spil. Det ligner snarere en desperat, instinktiv overlevelsesmekanisme, der går i gang, en rasende selvforblændelse, som troens fortalere værner om, som gjaldt det deres liv, selv når al fornuft fortæller dem, at de tager fejl.”. 1196 Også flodhesten kan være dødbringende og uimodtagelig for forhandling, hvis man afskærer den fra dens græsningsareal, siger Busk, og hun tænker her bl. a. på de religiøse fanatikere i forbindelse med World Trade Center og Mohammedkrisen. Det er muligt at leve et godt liv uden tro på en gud, fremhæver Busk. Det kan vi se på de utallige vantro og frafaldne gennem historien, hvis største trussel mod deres overlevelse var de tilbageblevne troendes vrede. 1197 Derfor ligger konklusionen lige for, afslutter hun: Tro i form af moralsk lydighed, respekt for hellige tekster og stærke religiøse fællesskaber er ikke et værn mod grusomhed, udnyttelse, armod, uvidenhed og tvang! ”Troen qua tro gør ganske enkelt ikke de troende til bedre mennesker. Mere selvretfærdige måske, men ikke bedre.” 1198 Malene Busk har noteret sig, at religioner mange steder ikke længere har samme succes som tidligere med deres missioner og kampagner om, hvor magtfuld netop deres guddom er. Derfor er moderne teologer blevet mere varsomme med deres snak om åbenbaringer, mirakler og dommedag. Nu averterer de i stedet troen som en ”slags cola”, siger hun: ”Man får det så godt, kommer ind i et fællesskab, fyldes af store følelser, røde solnedgange og mening i livet.”. De fleste religiøse mennesker i Danmark er ikke fundamentalister, men mener snarere, at deres måde at tro på drejer sig om en følelse eller et behov,”… en særlig sindstilstand, der giver glæde eller mening eller fornemmelsen af at høre til i verden”. På den måde kan religionen komme til at virke harmløs, men de religiøse trosdogmer er ikke desto mindre stadig rivaler, der alle hævder at kende evige sandheder. Busk peger på de ”mange trosbegrundede forfølgelser og religionskrige, både historisk og aktuelt”, som eksempler på religioners fatale virkninger. 1199 279 ”Religion kan vagt defineres som tro på ”noget højere” med en vilje, dvs. egentlig en ”nogen”. Der er mange fortolkninger af, hvad det er for en. Nogle er meget omstændelige og lader til at kende denne ”højere” viljes præferencer i forhold til påklædning, mad og seksuel praksis. Andre nøjes med mindstdefinitionen og gør deres mangel på klarhed og præcision til et dydsmærke på ydmyghed og kritisk sans.” 1200 For Malene Busk er religion, som skeptikerne har sagt det i århundreder, noget der findes mellem ørerne på folk. …”dvs. i vores hjerners hæsblæsende og uophørlige produktion af mening, selvbilleder, sociale ritualer, skrifter, opdragelse, verdensforklaringer, indoktrinering, kunstværker osv.” 1201 Som en følge af Muhammed-krisen (2005) oprettede Malene Busk en hjemmeside: www.kritiskfornuft.dk. Siden er nu nedlagt, men formålet var at give plads til kritisk tænkning og refleksion over det at være menneske. Konferencen ”Gudløs” 29. – 30. januar 2007 Malene Busk og religionssociologen Morten Warmind (f. 1957) arrangerede i januar 2007 en konference på Københavns Universitet. ”Gudløs” var titlen på konferencen, der beskæftigede sig med ateismens stilling ved indgangen til det 21. århundrede. Arrangørernes udgangspunkt var atter engang en følelse af, at mange efter 9/11 2001 og Mohammedkrisen var dødtrætte af religion. De citerede Slavoj Zizek i deres indbydelse i Universitetsavisen og skrev: Efter flere århundreder hvor blandt andet religionskritikken sørgede for at religionerne tabte terræn i de politiske institutioner, i de personlige relationer og i det intellektuelle liv, er det en sær amnesi, der har sat ind i de sidste år.” 1202 Busk og Warmind skønnede, at religionskritikken – efter en blomstring – nu så ud til at være glemt, fortrængt og usynliggjort. ”For blot få årtier siden havde det religiøse i sekulære samfund rolle som en pudsig, men efterhånden heldigvis harmløs, udkantsforteelse, der næppe længere var grund til at gendrive, da de fleste religiøse accepterede, at troen var privat og subjektiv.” 1203 Nu så det imidlertid ud til, fortsatte de, at religionen havde generobret en plads i samfundet, …”hvor der bliver lyttet til den, ganske som om den havde noget vigtigt at sige.” ”Men i religionernes aktuelle selvberuselse i dogmatiske trossætninger, i mediehype og i den offentlige opportunisme, der kræver ikke-troende folks tavse respekt for denne selvberuselse, er religionskritikken blevet næsten usynlig, ja for nogle ligefrem suspekt, hvilket afspejles i adskillige landes love mod ”blasfemi”, der truer kritikere med straf.” 1204 Konferencens initiativtagere annoncerede, at de på konferencen 29. – 30. januar 2007 ville grave den glemte religionskritik frem igen og sætte nyt fokus på de glemte mod-diskurser, og at de efterfølgende ville offentliggøre indlæggene i bogform. 1205 Et at de mest markante indlæg, da konferencen løb af stablen, stod digteren Henrik Nordbrandt (1945 – 2023) for. Han havde i et essay i 2005, ”Den Satans Religion” foregrebet det, han sagde på konferencen. Essayets titel antyder den kritiske linje, han anlægger på religionerne. Nordbrandt 280 lægger i sit indlæg ud med en gennemgang af historien fra Bibelen om Abraham, der mente, det var Guds vilje, at han som et offer skulle dræbe sin søn, Isak. Det får Nordbrandt til at spørge: ”Hvordan kan det være, at vi, altså vi mennesker, helt tilbage fra oldtiden og op til nu, igennem hele den nedskrevne historie har ladet os lede af en række personer, som den moderne psykologi ikke vil tøve med at karakterisere som psykopater?” 1206 Efter Nordbrandts mening vil selv det mindste barn, forudsat, at det er nogenlunde velbegavet, ikke kunne opleve hverken Det Gamle Testamentes eller Koranens betragtninger som universelle sandheder. Det forekommer ham en gåde, at man kan få nogen til at tro på, at hele universet skulle være skabt af ét væsen, eller at dette væsen havde en søn, som han sendte ned på jorden for at han kunne blive sømmet fast til et kors for på den måde at frelse mennesket! Han tilføjer: ”Jeg har faktisk forsøgt at få mig selv til at tro på det, men har igen og igen måttet nå til den samme konklusion, som da jeg selv var et lille barn: Sludder og vrøvl!” Koranen har Nordbrandt ligeledes meget lidt tillid til, når den taler om, at de som nægter at tro på Gud, skal brænde i ild, og at deres hud, så snart den er fortæret af ilden, vil blive til ny hud, så de virkelige kan få pinen at føle. ”Det eneste, der kan opretholde en så absurd tro, er naturligvis fanatisme. Jo mere absurd en påstand er, jo større fanatisme skal der til for at forsvare den. Inderst inde ved den troende udmærket godt, at hendes/hans tro er løgn og må derfor med næb og kløer angribe enhver, der betvivler den, på samme måde som det sårede barn må forsvare den far, der har gjort det ondt.” 1207 Det undrer Nordbrandt, at så få tør tage ondet ved roden og sige rent ud, at det ikke blot er nogle få fanatikere, der skaber ulykkerne, men derimod vores religion, religionen! Nordbrandt ved godt, at teologer nu og da fremsætter det synspunkt, at religion er en nødvendighed, fordi der uden religion ikke ville kunne eksistere moral. Vi er imidlertid udmærket i stand til selv at kende forskel på godt og ondt, siger han. Ord som kærlighed, medfølelse og barmhjertighed dækker over virkelige menneskelige følelser, selv om religionerne gør hvad de kan for at tage patent på dem…”fordi det ligger i religionernes natur at stjæle, udnytte og manipulere.”.1208 Nordbrandt slutter sit indlæg på konferencen med en advarsel: Det kan se ud som om Islam har taget patent på religiøs fanatisme, men fanatismen ligger faktisk dybt i alle patriarkalske religioner! Han tilføjer: ”Naturligvis skal vi bekæmpe den islamiske udgave af den. Men først må vi lære at forstå den. Og det gør vi ikke, før vi er blevet bevidste om, i hvor høj grad de samme mekanismer, som producerer islamiske terrorister, gennemsyrer hele vores eget samfund.” 1209 Nordbrandt har flere gange i sin forfatterkarriere ytret sig religionskritisk. Han mente, at religion generelt fik for megen plads i medierne, og han bebrejdede de kulturkristne, at de kun gik i kirke til jul og derved legitimerede kirken, selv om de reelt ikke troede på Gud. 281 I 2007 kom digtsamlingen ”Besøgstid” af Henrik Nordbrandt, der ifølge dagbladet Information (19/5 2007) fortalte om, hvorfor ”religion er roden til alt ondt, og hvorfor han nødvendigvis må skrive om det.” Et af digtene i samlingen lyder: ”Jeg kan ikke lide religionen. Døden er skræmmende nok uden den, Og god nok uden frelse.” På baggrund af universitetskonferencen i januar 2007 redigerede Malene Busk og Ida Crone den lovede bog med samme navn, ”Gudløs”, hvori Nordbrandts omtalte indlæg indgik. Bogen kom i 2008 og gengav og uddybede konferencens pointer. Udgiverne sagde i forordet, at her kom den første antologi, der samlede forskellige fagområders indvendinger mod ”religionsfænomenet”. 1210 Religionerne taler udenom, når de kritiseres for fx naturvidenskabelig fejlagtighed eller logisk inkonsistens, mente Busk og Crone. Mange religiøse fortalere forskyder hurtigt diskussionen til et andet felt, når de angribes. ”De hævder typisk, at religion ikke skal ses som en videnskabelig sandhed, men som en samfundsmæssigt uundværlig moralsk sandhed.” Bogens første indlæg kom fra Frederik Stjernfelt. ”Sekularisme er en fundamentalisme” kaldte han sin artikel, som gav igen overfor de religiøse, der – når de selv stod under anklage for fundamentalisme – følte, at de måtte give igen med samme mønt. Teologen Jens Glebe-Møller (f. 1933) skrev, i den mere forsonlige ende, indlægget ”Hvis Gud ikke eksisterede, måtte man opfinde ham.” (s. 43 ff.) Flere af indlæggene i bogen ”Gudløs” (2008) tåler stadig at blive læst og anbefales hermed. Nok om ”Gudløs”. Jeg fortsætter den kronologiske gennemgang af nyere hjemlige religionskritikere, der både fandtes blandt teologer og udenfor deres rækker. Den danske teolog Ole Jensen (1937 – 2021) Var særligt optaget af naturen og menneskets rolle i denne - i en økologisk krisetid. Desuden har han beskæftiget sig ideologikritisk med nogle af de misbrug, han mente, kristendommen har været udsat for. Det har ført ham til en kritik af det, han, efter religionshistorikeren Vilhelm Grønbech (1873 – 1948), kaldte ”pilgrimsmyten”. Med det forstod Ole Jensen den tanke, at livet på jorden kun havde betydning som en forberedelse til det hinsidige liv. Teologen Jes Nysten skrev således: ”Det er Ole Jensens antagelse, at denne myte, også i sine moderne udgaver, er med til at nedbryde respekten for og forståelsen for naturen og dermed er med til at understøtte den fortsatte udnyttelse og ødelæggelse af naturen.” 1211 Jo Hermann (f. 1961), tidligere forkvinde for Dansk Forfatterforening, udgav i 2007 bogen ”Hvis Gud er svaret – hvad er så spørgsmålet?”. Hun forestiller sig ikke, at fornuften en dag vil gøre al religion overflødig. Hun anerkender, at der findes religiøse oplevelser, og at ”troen kan give mening, styrke, trøst og struktur på tilværelsen for nogle mennesker.” Men hun er, som hun siger, 282 en varm tilhænger af trosfrihed, en frihed, der for hende at se kun er reel i et sekulariseret samfund. 1212 Religionshistorikeren Marcus Risgaard Myhr behandlede i sit kandidatspeciale fra 2010, ”Ateisme som meningssystem”, de to danske foreninger Humanistisk Samfund og Ateistisk Selskab. Jeg har allerede flere gange i det foregående citeret fra kandidatspecialet. Myhr afsøgte i forbindelse med specialets udarbejdelse den tilgængelige litteratur om ateisme i Danmark, og fandt at der var tale om en beskeden mængde. Til specialet interviewede han tre personer fra hver af de to nævnte foreninger. Indledningsvist i specialet nævner Myhr den danske klassiske filolog Andreas Bjørn Drachmann (1860 – 1935), der i 1919 udgav bogen ”Atheisme i det antikke hedenskab”, Bogen kom i 1922 på engelsk, og beskæftigede sig med skellet mellem dem, der i Antikken beskriver verden ud fra myter og overnaturlige fænomener, og dem, der søger naturlige årsager. Myhr er tydeligvist lidt rystet over, at apologeterne Sandbeck og Christiansen (2008) drager paralleller mellem nazister og ateister. ”Deres ærinde var at udstille ateisterne som religiøse fanatikere. Dette gør de ved at sammenligne dem med nazister og ved at kalde dem biofascister.” 1213 Myhrs speciale og interviews har jeg, som nævnt, søgt at indarbejde forskellige steder i denne afhandling. Adam Holm og debatten om ”Den Guddummelige Tragedie” 2013 Det vil som ofte være uden for bøgernes verden, den moderne danske religionsdebat vinder mest genklang. Satire, karikaturtegninger, konferencer og afbrænding af hellige bøger har været nævnt. Men også dagbladenes kronikker, kommentarer og læserbreve giver rum for debatten. Den danske studievært og historiker Adam Holm (f. 1969) skrev 12. maj 2013 en kronik i dagbladet Politiken med titlen "Den Guddummelige Tragedie”. Anledningen var, at en ung 16-årig mand, Jørgen, var død ved en færdselsulykke, relativt kort tid efter, at han havde bekræftet sin tro ved konfirmationen. Hvordan kan Gud dog tillade sådanne meningsløsheder som et ungt menneskes død, spurgte Holm, og han karakteriserede religion som "et giftstof, der hindrer blodtilførsel til hjernen og lammer fornuften”. Han mente, at Gud måtte være enten impotent eller ondsindet. Jørgens voldsomme afsked med de levendes rækker havde forstærket Holms i forvejen intense modvilje mod religion som forklaringsramme for denne verdens mirakler og ulykker. Adam Holm skrev bl.a.: ”Jørgen er død. Han blev 16 år. Han var søn af min norske kones barndomsveninde. På en isglat vej lidt uden for Lillehammer mistede han herredømmet over sin knallert og skred ind under en modkørende bil. Den høje, veltrimmede yngling var dræbt på stedet.” Kronikken medførte en længerevarende principiel diskussion om DR's tv-værters ytringsfrihed, upartiskhed og uafhængighed. Holm fik en påtale af DR, og lederen Jacob Kwon Henriksen udtalte 283 i november 2013, at "hvis man er vært, brander man DR ... Derfor er der grænser for, hvilke holdninger de (DR's tv-værter) kan lufte i det offentlige rum.” 1214 Sagen sluttede året efter i september 2014, hvor DR's påtale af Adam Holm blev frafaldet, og DR iværksatte ændringer i proceduren i forbindelse med medarbejderes ytringsfrihed. Adam Holms kronik fik blandt andre journalisten og radioværten Christoffer Emil Bruun (f. 1972) til tasterne. Han skrev (Bruun 2013) i en meget læst klumme bl.a.: ”Ingen troende har naturligvis formået at påvise, at der faktisk findes en Gud. Men kan man ikke omvendt sige, at ingen ateist har formået at påvise, at Gud ikke findes?” 1215 Adam Holm formåede i hvert fald at puste moderne liv i den klassiske Teodicé-debat: Hvordan kan Gud kaldes retfærdig, når man tager de tilsyneladende meningsløse lidelser i betragtning? Teologer svarer ofte med fortællingen fra Bibelen om Job, der mister alt, selv sine børn, men ikke desto mindre holder fast ved Gud. Job kan endda sige ’Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.’ Teodicé-begrebet er, som tidligere nævnt i afsnittet om den europæiske religionskritik, oprindelig beskrevet af filosoffen Gottfried Wilhelm Leibniz, (1646-1716). Vi lever i den bedste af alle mulige verdener, mente Leibniz. Selv om verden er fyldt af onder, så kunne verden trods alt ikke være bedre, end den er! Det onde opvejes af alt det gode, der også findes. Voltaire latterliggjorde, som jeg tidligere har været inde på, i sin lille roman ”Candide” Leibniz´ ide om, at alt er godt. Lone Frank (f. 1966) er videnskabsjournalist. Frank udgav i 2007 bogen ”Den Femte Revolution”, hvori hun beskriver nogle af de teorier og opdagelser, som neurovidenskaben (videnskaben om nervesystemet) udformer og gør. Hun mener, at opdagelserne vil få en revolutionerende effekt på den måde, vi ser verden på – ikke mindst i forhold til religionen. I sit syn på forholdet mellem videnskab og tro, slår Frank tonen an fra den logiske positivisme. Hun mener, at tro og naturvidenskab er væsensforskellige og i gensidig opposition. ”Det ene værdisystem fordrer tro, accept uden spørgsmål og lydighed mod overleverede dogmer, mens det andet bygger på kronisk nysgerrighed og behovet for at afprøve og føre bevis for påstande og regler. 1216 Frank har svært ved at forestille sig, at en videnskabelig verdensopfattelse og en fundamentalistisk gudstro ikke skulle geråde ud i en egentlig konflikt, fordi begge opfattelser hævder at repræsentere virkeligheden. 1217 Hun fremhæver den fransk-amerikanske forsker Pascal Boyer, der har bidraget med en teori, som betragter religion som en opportunistisk infektion på ”det mentale udstyr”. Boyer fremlægger sit syn på religion i bogen, ”Religion Explained” fra 2001, der bygger på en bred vifte af observationer fra religionsforskningen, antropologien og psykologien. Tilsammen peger hans observationer på…”at den måde vores hjerne og psykologi fungerer på, gør det umanerligt nemt for religiøse forestillinger at flytte ind.”1218. For Boyer handler det ikke kun om religiøse forestillinger i snæver forstand. For de ”kognitive religionsforskere” har Jesus og julemanden nemlig samme ophav, og samtlige ideer om det overnaturlige er at betragte som parasitter, der hacker sig ind på en række af de mentale systemer, som vi bruger til at forstå verden. Religion er en parasit på vort kognitive apparat, siger Boyer. 284 Den amerikansk-canadiske psykologiprofessor Michael Persinger (1945 – 2018) foretog forsøg med ligefrem at frembringe mystiske oplevelser ved at påvirke tindingelapperne, anfører Frank 1219 Rune Engelbreth Larsen, dansk forfatter (f. 1967) udgav i 2006 bogen ”Renæssancen og Humanismens Rødder”, som jeg flere gange i det foregående har støttet mig til. Her søger han at indkredse, hvad humanisme er. Engelbreth Larsen mener kort sagt, at humanisme er det vigtigste i renæssancens mangefacetterede kulturarv – en arv, som er opstået på trods af kirkens dominans og på trods af ”kontemplativ afholdenhed, naturforskrækkelse og verdensforsagelse.”. 1220 Det humanistiske livssyn sætter respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed som det centrale, og humanisten står fast på sin uafhængighed af ydre autoriteter. Rune Engelbreth Larsen har en humanistisk hjemmeside, der giver mulighed for videre studier i emnet: https://www.humanisme.dk/ Hjemmesiden indledes med et motto fra en af Rune Engelbreth Larsens bøger: »I den udstrækning, at en religiøs anskuelse hviler på overbevisningen om, at den ikke blot er gavnlig eller sand for den troende selv, men er Sandheden om Alting for alle Mennesker til Alle Tider, retfærdiggøres intolerancen over for de 'vantro' så meget desto lettere, fordi deres blotte eksistens dermed er en manifestation af Usandheden, Synden eller Ondskaben.« (Engelbreth: Oplysning og tolerance) Nikolaj Cederholm (f. 1963), dansk dramatiker og sceneinstruktør, stod i 2007 for et religionskritisk teaterforedrag med titlen ”Åh, Gud”. Indtil for nogle år siden bekymrede det ham ikke, hvad folk troede og tænkte, siger Cederholm. Dengang kunne de troende nemlig nogenlunde holde deres tro for sig selv – og man kunne dermed få lov til at være ateist og fritænker. Nu er det imidlertid alment accepteret, at folks religiøse følelser er med til at bestemme, hvordan han eller hun og alle andre skal leve deres liv. Og hvad kommer der ud af det? Muhammed-krisen, mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, terrorangreb udført af religiøse fundamentalister, mord på abortlæger i USA, æresdrab, pavens religiøst begrundede forbud mod prævention og alverdens krige, hvor to religiøse retninger kæmper på hver sin side. Så nu er det nok, synes han, og han opfordrer derfor i sit halvanden time lange foredrag til, at man slår et slag for den frie tanke! Religion skal ud af det offentlige rum, og fornuften skal tilbage. "Jeg opfordrer simpelthen folk til at holde op med at tro på Gud. Det er måske meget forlangt på halvanden time, når man tænker på, at debatten har varet i over 2000 år, men det er forsøget værd. For nok er fritænkerne få, men det var dem, der krævede slaveriet afskaffet, også. Og dem, der lang tid før alle andre fandt ud af, at jorden ikke var flad." 1221 Cederholms foredrag fik, som man kunne forvente, megen kritik fra religiøst hold. Han, og flere andre kunstnere, fik at vide, at de kun vidste meget lidt om emnet, fordi det ikke tidligere havde 285 interesseret dem. Cederholm svarede, at det irriterede ham, at religiøse mennesker ofte syntes at vide, hvad Gud tænker. ”Hvis det drejer sig om en tsunami, så siger de religiøse, at det kan man ikke sige noget om, for Guds veje er uransalige. Men når det drejer sig om homoseksuelles ret til at blive gift i en kirke, så ved de lige præcis, hvad Gud mener.” (Cederholm i Dagbladet Information 24/2 2007) Moderne apologeter: Et eksempel Tonen i den moderne religionskritik kan, som vi har set eksempler på, være meget skarp. Det samme må man sige om flere af de mange kristne modsvar. Og begge parter siger ofte, at det var de andre, der begyndte! En helt central skikkelse i den danske apologi, kristendomsforsvaret, er Lars Sandbeck (f 1974). Han er dansk teolog, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og har gjort det til sit speciale at se kritisk på nyateismen. I de følgende afsnit vil jeg gennemgå mange af Sandbecks synspunkter. Med bogen ”Religionskritik efter Guds død” (Kbh. 2009) går han og teologen Mads Peter Karlsen (f. 1975) i clinch med ny-ateisterne. Sandbecks og Karlsens bog bedømmes imidlertid særdeles negativt af en anden teolog, Per Bilde (2010), der siger: ”Jeg bedømmer denne antologi som et kristent teologisk nødsskrig i en verden, hvor religionskritik i mange former trænger frem; hvor Folkekirken svigtes af stadigt flere (jf. Zuckerman 2008), og hvor teologien selv har svært ved at redegøre, hvad kristendommen egentlig går ud på…” Bilde mener, at Sandbeck og Karlsen egentlig slet ikke bedriver religionskritik, men i stedet angriber og latterliggør den såkaldt nye ateismes religionskritik. Dermed bliver der tale om en apologetisk udvanding af selve begrebet religionskritik, der derved mister sin klassiske klarhed og skarphed, siger han. 1222 Meget bedre står det, ifølge Bilde, ikke til i en anden af Lars Sandbecks bøger, som Sandbeck denne gang har skrevet sammen med historikeren Lars Christiansen. ”Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister” (Kbh. 2009) er titlen. Bilde kalder bogen ”et stridsskrift, som i den teologisk dominerede danske presse gennemgående blev modtaget ukritisk og med indforstået beundring.” 1223 I bogen sidestiller de to forfattere de nye ateister med diverse totalitære ideologier, primært kommunismen og nazismen. Denne sidestilling forekommer Bilde fuldstændigt at savne begrundelse! Det var nu ikke kun Per Bilde, der fandt tonen i Sandbecks og Christiansens bog kritisabel. Sognepræst Henrik Højlund skrev i Kristeligt Dagblad 17/9 2009: ”Men kritikerne har nu ret. Tonen er så plat hånende, at det i al fald på undertegnede virker aldeles mod sin hensigt. Ny-ateisterne er "moralsk og eksistentielt tonedøve", læser vi. De er som "omvendte isbjerge: 90 procent overfladiskhed og kun 10 procent dybde". De er "sygeligt nærtagende", "infantilt overfølsomme" og minder om "det lille forkælede barn, der hyler og skriger, fordi der bliver serveret spinat og rosenkål til aftensmad". Eksempler af den slags fra bogen er legio.” 286 Lars Sandbeck har ofte stået frem i den offentlige debat med advarsler om, at vi i den vestlige verden er på vej mod større gudløshed. I hvert fald er vi på vej mod en anden form for tro, der ikke har så meget fokus på en anden verden, men sigter mod at opnå velvære og harmoni og at have det godt, mener han. Det vil sige, at horisonter, der rækker ud over ”her og nu”, ikke er med, beklager Sandbeck 1224. Sandbeck taler om, at der direkte er opstået en ”anti-religiøsitet” – de fleste danskere er nok i grund og bund ligeglade med religion, mener han. Men så er der grupper som ”Ateistisk Selskab”, som Sandbeck karakteriserer som et ”nichefænomen”. De er en larmende gruppe, men et lille mindretal, hævder han. Jeg lover at vende tilbage til Sandbeck, der står bag flere bøger i de seneste tyve år. I et afsluttende afsnit vil jeg se nærmere på, hvordan kristne herhjemme, herunder Lars Sandbeck, har forholdt sig til de nye ateisters religionskritik, men foreløbig fortsætter jeg den kronologiske gennemgang af den nyere danske religionskritik. Den amerikansk sociologiprofessor Phil Zuckerman (f. 1969) udgav i 2008 en grundig undersøgelse, der blev kommenteret i en del i den danske presse. ”Samfund uden Gud. En amerikaner ser på religion i Danmark og Sverige” var den fulde titel. Zuckermans bog indskrev sig i traditionen for at lade udlændinge se på Danmark med kritiske øjne, en opskrift som vi kender den fra den før omtalte Robert Molesworth i 1692 (se s. 126 ff.) ”Samfund uden Gud” bygger på en række samtaler, som Zuckerman har ført med danskere og svenskere om det at tro eller have en religion. I forordet siger teologen Viggo Mortensen, at dette er en provokerende og irriterende bog at læse for en ”normaldansker”, for her kommer en sekulariseret amerikaner af jødisk afstamning fra et land med en evangelikal tradition og gransker os med religionsforskerens lup og finder INGENTING! Der er ikke nogen danskere (eller svenskere) der tror på Gud, eller rettere sagt næsten ingen. Og dem, der gør det, gør det på en måde, så det næsten ikke kan ses! Zuckerman forklarer i sin undersøgelse, hvorfor han mener, det danske samfund tilsyneladende er blevet så verdsliggjort, og hvorfor kirken – set med amerikanske øjne – spiller en så tilbagetrukket rolle. ”Det dovne monopol”, som Folkekirken har, og det sikre velfærdssamfund, som Danmark er, lægger op til den konklusion. Danskernes religion er en underforstået, skjult viden – en slags kulturkristendom. En del af baggrunden for dette, mener Viggo Mortensen, er Luther, der ikke mente man skulle retfærdiggøre sig ved sine gerninger. Forskellen til det evangelikale USA er tydelig. Her kunne Præsident Bush fx i 2004 offentligt sige, at hans invasion af Irak var inspireret af det, han fik ud af at konsultere Gud gennem sine bønner. Den indrømmelse gav ham ligefrem større troværdighed blandt amerikanerne – ikke mindre. 1225 Det samme havde næppe kunnet finde sted i Danmark – eller Sverige! Selv om religion globalt set spiller en stor rolle i dag, siger Zuckerman, så er der faktisk nogle sjældne, men vigtige hjørner af verden i dag, hvor gudsdyrkelse og kirkegang spiller en minimal rolle. Dermed hentyder han til Danmark og Sverige,…”som nok er de mindst religiøse lande i verden og muligvis i verdenshistorien.” 1226 287 ”Midt i al denne aktive, globale fromhed – oven på det enorme hav af hellighed – flyder Danmark og Sverige af sted som små, tilfredse, vedholdende nøddeskaller af verdsligt liv, hvor de fleste folk er irreligiøse og hverken tilbeder Jesus eller Vishnu, ikke nærer ærbødighed for hellige tekster, ikke beder og heller ikke fæster nogen særlig lid til de store verdensreligioners doktriner 1227. Zuckerman er tydeligt glad for og imponeret over Danmark og Sverige, som han har boet i og forsket i gennem 14 måneder 2005 – 2006. Her er maleriske landsbyer, indbydende storbyer, smukke skove, ensomme strande, velfungerende demokratier, lav kriminalitet, stærk økonomi, velsmagende øl, opfindsom arkitektur, rene sygehuse, gratis sundhedsvæsen, næsten ingen korruption, fin ældreomsorg, børnehaver, relativt lav forurening, uortodokse filmproducenter, en socialpolitik baseret på lighedsprincippet – og ikke ret megen tro på Gud! Så et samfund uden Gud kan altså være både civiliseret og behageligt! Folk behandler ovenikøbet hinanden pænt, selv om de ikke læser i Bibelen, og uden at Gud er en central del af hverdagen. Gennem en lang række interviews undersøgte Zuckerman til brug for sin bog danskernes forhold til forskellige emner. Forholdet til Døden var et af dem. En 43-årig sygeplejerske på et hospice i Aarhus overraskede ham, da hun fortalte, at hun i løbet af sine mange år sammen med døende var nået frem til, at det gennemgående var ateister, der havde nemmest ved at acceptere deres egen død. Kristne havde det ofte svært, fordi de vred sig af bekymring og ængstelse. 1228 Et andet tema i bogen var kriminalitet og straf. Zuckerman fortæller, at han i sin hjemby, Claremont i Californien, der har et beskedent indbyggertal på omkring 37.000, ser politi stort set hver eneste dag. Det gør man sjældent i Danmark, så der er tydeligvis et eller andet, der afholder danskerne fra at myrde hinanden – og det er altså tydeligvist ikke store politistyrker! Der er heller ingen frygt for Herren, siger han. Det nævner han, fordi mange formoder, at det er religion, der gør folk moralske. Så er der spørgsmålet om det guddommelige. Næsten ingen i Danmark og Sverige tror på, at Bibelen er af guddommelig oprindelse, og kirkegangen i disse nordiske nationer er den laveste i verden, tilføjer han. Den Gud, som et mindretal i Danmark tror på, er generelt set en vag, utydelig, fjern forestilling, som de selv har tolket sig frem til. Det er ikke den bogstavelige, skrappe, hævngerrige eller tilgivende Gud, som Bibelen, i hvert fald i Det Gamle Testamente, fremstiller. Uden Gud kunne man tro, at danskerne var ulykkelige. Men nej! Ifølge Dr. Ruut Veenhoven fra Erasmus Universitetet i Rotterdam er Danmark nr. 1 i undersøgelse af lykkeniveauer verden over, ud af 91 målte lande. 1229 Danskerne er overvejende kulturreligiøse Selv om religion altså betyder relativt lidt i Danmark, så er den ikke helt forsvundet, tilføjer Zuckerman. Flertallet af danskerne betaler stadig kirkeskat, de fleste foretrækker at få deres barn døbt af en præst (der for resten oftest er en kvinde nu om stunder), og de fleste lader deres børn konfirmere i kirken, ligesom kirkebryllupper opfattes som romantiske. Så man bliver gift eller døbt for at glæde bedstemor, og kun få nævner Gud. Zuckerman fortæller: 288 ”En af mine bedste venner, mens jeg boede i Danmark, var Mikkel, en 39-årig præst i den danske lutherske folkekirke. Han havde i flere år været præst for en lille menighed i en stille og rolig landsby omtrent 50 kilometer uden for Aarhus, havde foretaget flere end 200 vielser, og han mødes altid med parret for at tale med dem, inden de bliver gift. Han spørger dem, hvorfor de vil giftes i kirken og ikke på rådhuset. Svarene sammenfattede han således: ”Man skulle tro, at ret mange af dem ville sige: ”Det er for at få Guds velsignelse”. Men altså, jeg vil tro at ud af de 200 var der måske ti, der nævnte Gud. To eller tre af dem sagde så, at det var for at få Guds velsignelse. Men ti af dem – og det er vel 5% - nævnte Gud. Resten af dem kiggede på mig, som om de sad og tænkte: ”Hvorfor i alverden spørger du om det? Det er da, fordi det hører med til traditionen, Mikkel! Sådan er traditionen Det skal jo da være et rigtigt bryllup med den hvide kjole og den gamle kirke.”1230 Hvad konfirmationen angår, så fik Zuckerman de samme svar: Det er traditionen, og det er sådan, man gør! Størstedelen af danskerne – og svenskerne – kendetegnes ved en stærk tro på rationalitet og fornuft, siger Zuckerman 1231. Det viser sig bl.a. ved, at 82% af danskerne accepterer de foreliggende beviser for Darwins teori om menneskets evolution, hvilket er blandt de proportionalt højeste tal i verden. Når Zuckerman har spurgt sine danske informanter om, hvad betegnelsen ”kristen” betyder for dem, har de uvægerligt lagt vægt på de samme ting, nemlig at man er god mod andre, at man drager omsorg for de syge og svage samt, at man er et godt og moralsk menneske. Som amerikaner må Zuckerman naturligt nok sammenligne med sit hjemland, USA: 64% af amerikanerne siger, at de mener, at politikere, der ikke tror på Gud, er uegnede til at påtage sig offentlige embeder. Kun 8% af danskerne og 15% af svenskerne var enige i dette. 1232 Mens 96% af amerikanerne hævder, at de tror på Gud, viser en undersøgelse, at kun 51% af danskerne og 26% af svenskerne tror på Gud. Hvis man går lidt videre og spørger til en ”personlig Gud”, er vi helt nede på 24% af danskerne og 16% af svenskerne. 1233 Kun omkring 30% af danskerne og svenskerne mener, at Jesus var både Gud og menneske, og kun omkring 30% tror på et liv efter døden. Konklusionen er klar: Danmark og Sverige er nogle af de mindst religiøse nationer, der findes. Til gengæld scorer vi, som før nævnt, højt, når det gælder ligestilling og livskvalitet. Så troen på Gud er tydeligvis ikke garanti for et godt samfund. Hvad bekymrer danskerne sig mest om? Zuckerman skriver, at hans undersøgelser har vist, at det, folk i almindelighed bekymrer sig mest om, ikke er ”livets endegyldige mening”. Langt snarere er det jordnære ting som deres arbejde (eller mangel på samme), familielivet, hvad de skal spise, deres venner, sex, naboens gøende hund osv. Verdsligheden har mange former, lige fra modvillighed og tilbageholdenhed over religiøse emner til fuldstændig ligegyldighed. Den danske folkekirke forsøger på mange måder tappert at vække vor religiøse interesse: Spaghettigudstjenester, masser af gratis koncerter, skilsmisserådgivning, foredrag, grundlovsdage og meget andet, men kerneydelsen har det ofte svært. 289 Zuckerman fortæller 1234, at den danske folkekirke i 2003 besluttede at afholde et weekendseminar om ”Kirkens og religionens stilling i Danmark.” 6000 invitationer blev sendt ud til tilfældigt valgte, men næsten ingen tilmeldte sig, skønt alle udgifter ville være betalt. Med ekstra annoncer lykkedes det at få deltagertallet op på 80, svarende til en respons på 1 %! Hen mod slutningen på sin bog citerer Zuckerman den polske sociolog og filosof Zygmunt Bauman (1925 – 2017), der gjorde sig følgende tanker om, hvad der er af størst betydning for os mennesker: ”De eneste ting, der har betydning for mennesker, er de ting, som mennesker kan tage sig af. Sådanne præmisser kan godt betragtes som triste og som grund til fortvivlelse, eller på den anden side – som grund til opstemthed og optimisme; begge opfattelser er dog kun afgørende for de liv, der er viet til filosofiske overvejelser. Hverdagslivets rutine fungerer stort set uafhængigt af filosofisk sørgmodighed og glæde og drejer sig om ting, der sjældent, om nogensinde, inkluderer bekymringer over tingenes endelige begrænsninger, som mennesker – i kraft af at de er mennesker – med rimelighed (og virkningsfuldt!) kunne bekymre sig om.” 1235 Den mest almindelige holdning til religion, Zuckerman mødte i Danmark, var, siger han, modvillighed og tilbageholdenhed. Han kalder den danske holdning til religion for ”en veltilpas indholdsløshed”. Emnet, ”religion”, satte sjældent skub i nogen særligt udførlig samtale, og de fleste, han talte med, havde yderst lidt at sige om det. En af de præster, han talte med, formulerede det således: ”I Danmark er ”Gud” et af de mest pinlige ord, man kan sige. Man ville hellere gå nøgen gennem byen end at tale om Gud.” 1236 Karakteristisk for danskerne var det, siger Zuckerman, at de anså religion for et harmløst foretagende, der endda gjorde noget godt af og til. ”Bortset fra den slags udbredte meninger er religion ikke et emne, der egentlig interesserer danskere og svenskere. De ved ikke særlig meget om det, de hverken tænker eller taler meget om det, og de har så sandelig heller ikke ret meget at sige om det.” 1237 Som amerikaner, med en synlig evangelikal kristendom overalt i sit hjemland, overrasker det Zuckerman, at en kvinde i Danmark, Katarina, kan sige, at et simpelt spørgsmål som ”Tror du på Gud?”, kommer som lidt af et chok for hende. Den danske mangel på interesse for religion er måske nok meget udtalt, men ikke helt enestående. I visse lande – og mange af dem ligger i Vesteuropa – klarer religionen sig ikke ret godt i dag, siger han. Engang i mellem dukker der en fremgangsrig Pinsekirke op, …”men den kurs religionen har holdt over det meste af Vesteuropa gennem det sidste århundrede, har overvejende været rettet mod utvetydig tilbagegang.” 1238 Zuckerman peger på, at man i Tyskland omdanner kirker til caféer, restauranter og diskoteker. Udviklingen er særligt tydelig i det verdslige Holland. For hundrede år tilhørte næsten alle hollændere kirken, mens vi i dag er helt nede på 40%. Som en forklaring på den kraftigt stigende verdslighed i Vesteuropa især anfører Zuckerman, at når der er flere forskellige religioner i et samfund, og ingen af dem bliver støttet af staten, vil interessen for og engagementet i religiøse anliggender være høj. Religionerne er tvunget til at markedsføre sig selv og tilbyde tillokkende 290 produkter og tjenester. Når en religion derimod er ”byens eneste forestilling” og oven i købet opnår en statsstøttet dominans, bliver den doven, mener Zuckerman. 1239 En supplerende forklaring kan være, at når et samfund oplever en høj grad af velfærd og sikkerhed, bliver det mindre religiøst. Når livet er hårdt, søger folk trøst i religionen, som allerede Karl Marx hævdede i midten af 1800-tallet, anfører Zuckerman. Men når man, som i Danmark og Sverige, føler sig sikker, befordrer det irreligiøsitet. Endelig kan kvindernes nyvundne plads på arbejdsmarkedet være en del af forklaringen. Der er sket det, man kunne kalde en ”af-pietiseting” af kvindeligheden, idet kvinderne, der normalt har været mere religiøse end mændene, har fået andet at tænke på end at holde deres mands og børns interesse for religion ved lige. 1240 Så sammenfattende betragter Zuckerman tre faktorer som afgørende, når man skal forklare manglen på vestlig interesse for religion: - En doven, enerådig kirke Et sikkert velfærdssamfund Udearbejdende kvinder. Han tilføjer, at en fjerde faktor kunne være udefra kommende trusler mod en national, etnisk eller kulturel identitet. Vi har blandt sorte amerikanere og blandt irske katolikker set denne tendens, hvor religion befordrer et stærkt sammenhold. Endelig betyder bedre uddannelse en hel del: ”Sociologiske studier har med stor konsekvens påvist, at jo bedre uddannet, man er, jo mindre tilbøjelig er man til at godtage en overnaturlig religiøs tro. For eksempel viste en Morrisundersøgelse for nylig, at ud af de amerikanere, som ikke har nogen collegebaseret uddannelse, troede 86% på Jesu genopstandelse, 77% troede på jomfrufødslen og 53% på helvedes eksistens.” 1241 Til allersidst anfører Zuckerman, at kristendomsundervisningen i Danmark ikke længere foregår på en forkyndende måde, men er mere ”socialvidenskabelig” og derfor næppe nøder så mange ind i en religiøs tro. Har danskere og svenskere egentlig nogen sinde været rigtigt religiøse? Men det helt store spørgsmål står dog tilbage: Har danskerne og svenskerne egentlig nogen sinde været særligt religiøse! Måske har de bare købt ”Jesus-historien” og gået i kirke, fordi myndighederne sagde, at de skulle. Vi har altid hørt, at ved udgangen af 1100-tallet var kristendommen for alvor grundfæstet i Skandinavien. Men det kætterske spørgsmål er: Var den nu også det? Historikeren Palle Lauring (1909 – 1996) mente, at der gennem hele middelalderen var en tydelig kløft mellem kirken og byfolket herhjemme. Zuckerman siger: ”Faktum er, at kristendommens indføring i Skandinavien ikke kom fra folket selv, ikke ud af nogen dyb eller udbredt kærlighed til Jesus eller forståelse af Biblen, men tværtimod blev det gennemført ved kongers og høvdingers beslutninger.”1242 291 Det samme gjaldt protestantismen! Det var magtens elite, der tog den til sig, ikke den jævne befolkning hævder Zuckerman. Kongen kunne se en direkte økonomisk fordel for sig selv ved at hilse Lutheranismen velkommen. Før reformationen udgjorde den danske konges krongods for eksempel en sjettedel af hele landet, men efter bruddet med Rom og konfiskeringen af den katolske kirkes besiddelser var krongodset vokset til mere end halvdelen af landets samlede areal. 1243 Den skandinaviske befolkning har med andre ord næppe oplevet nogen virkelig religiøs vækkelse før slutningen af 1700-tallet, og kristendommen var oprindelig blevet indført ved tvang.1244 Danskerne af i dag er kulturkristne Danskerne af i dag er ”kulturkristne” konkluderer Zuckerman. Også Bertel Haarder mener, at dette udtryk gælder for mange, ifølge Zuckerman. Det at være kristen er for flertallet knyttet til deres kultur, det er en del af den fælles arv, der viser sig i barndomsoplevelserne og familiens traditioner. Man er vokset op med konfirmationsforberedelsen, salmerne og Bibelhistorien, men kæder det sjældent sammen med det grundlæggende teologiske indhold. Folk deltager i noget, der angiveligt er religiøst, uden egentlig at tro på dets overnaturlige elementer. 1245 I Europa er det måske netop ”kulturreligionen”, der er den allerstørste kategori indenfor religiøse trosretninger. Og den mest oversete. ”Millioner af mennesker spiser eller nægter at spise særlige slags mad, de synger sange eller fremsiger bønner, faster eller fester, døber eller omskærer deres børn, bærer amuletter eller hovedbeklædninger, laver mærker på deres krop, fejrer helligdage, danser eller samles og deltager i en mangfoldighed af ceremonier, riter, ritualer og traditioner – ikke på grund af nogen dyb tro på det hinsides, heller ikke for at glæde eller formilde Gud eller sikre deres egen udødelighed, men fordi det frembringer en speciel følelse, eller fordi det tilfører deres liv en form for rytme og intensitet, eller fordi det bringer familier sammen, eller fordi det får dem til at føle, at de er en del af noget stort og lovende, eller fordi det er sjovt, eller fordi det på uhåndgribelig vis fører dem sammen med forgangne og kommende generationer, eller fordi de synes om musikken, eller fordi det på en symbolsk måde udtrykker bestemte tilhørsforhold, eller fordi det styrker fællesskabets bånd, eller slet og ret på grund af kulturel træghed, hvilket vil sige, at ”det er sådan man gør.”” 1246 Man kan tage påsken som eksempel. En undersøgelse spurgte for nyligt mænd og kvinder i Danmark, hvad der var det vigtigste for dem ved denne højtid. 58% sagde, at det var at have tid med familien, 41% at det var at få fri fra arbejde, 31% angav, at man fejrede forårets komme, mens kun 11% sagde, at det handlede om Jesu død og genopstandelse. 1247 Eller dåben: Ifølge Martin Luthers Lille Katekismus medfører dåben syndernes forladelse, befrielse fra døden og fra Djævelen – og så skænker den evig frelse for alle, som tror. Men det uomgængelige faktum er, siger Zuckerman, at næsten alle, der deltager i barnedåb i Danmark og Sverige, hverken tror på synd, frelse eller Djævel! ”Jeg tvivler på, om flertallet af danske og svenske præster egentlig tror på det!”, vover Zuckerman at kommentere. 1248 Så dåben er for de fleste et ønske om at glæde svigerfamilien og få en hyggelig og minderig dag. Dåb, som den foregår i Danmark og Sverige, er et prima eksempel på kulturreligion, siger Zuckerman. Den glæde, 292 de fleste oplever ved at tage del i deres religions traditioner, opvejer i den grad de eventuelle spændinger eller det mulige ubehag, man måtte føle som følge af ”en vis mængde kognitiv uoverensstemmelse” ved at deltage i ritualer, man måske ikke fuldt ud forstår eller kan gå ind for. Kontrasten mellem Danmark og USA Kontrasten mellem Danmark og USA er ganske voldsom, når det gælder religion. Zuckerman 1249 fortæller, at man i USA kan komme ud for episoder som disse: - En af svigerforældrenes venner viser stolt sit nye ”legetøj”, et nyindkøbt håndvåben, frem. En bankansat råder en kunde til at fjerne sin gæld ved at bede til Gud. En bekendt forklarer på et naturhistorisk museum børnene, at udstillingen om evolution ikke er sand. Det er ”bare noget, man har fundet på!” I den lokale kirke falder folk om og ”bliver helbredt!” Zuckerman siger forklarende, at religionen i USA ikke er indført af konger og fyrster, men af folket selv. Desuden vil indvandrere, der kommer til et nyt land, ofte samles om deres religion for fællesskabets og den etniske solidaritets skyld. Immigration falder, i flg. Zuckerman, konsekvent sammen med forhøjet religiøsitet. Desuden markedsføres religion ret aggressivt i USA, mens den danske folkekirke er blevet lidt ”doven og indadvendt”. ”Resultatet er en ubønhørlig og uendelig syndflod af markedsføringsteknikker, som bruges til at trække folk i retning af bestemte religiøse institutioner. I Amerika vil en kirke gøre hvad som helst for at tiltrække ”kunder”: dynamiske og karismatiske præster, gode orkestre, spritnye digitale tvskærme, power-point, behagelige kirkebænke, gratis internetadgang, gratis kaffe på Starbucks – hvad som helst.” 1250 Som konklusion på hele undersøgelsen af religiøsiteten i Danmark og Sverige hævder Zuckerman, at de to relativt irreligiøse samfunds eksistens tyder på, at religiøsitet ikke er et naturligt eller medfødt menneskeligt fænomen. Religion er heller ikke en nødvendig del af et samfund, som er sundt, fredeligt, velstående – og fyldt med en ”dyb godhed.” 1251 Gud vil beskytte os mod Covid-19! Phil Zuckerman leverer på Youtube på Internettet flere foredrag, hvor han uddyber sine synspunkter på tro og religion. I foredraget ”How Secular Morality Will Save the World”, 2021, fortæller han fx, hvordan han I Los Angeles løb ind i en demonstration, hvor folk, der var modstandere af COVID-19-vaccinationer og ansigtsmasker, demonstrerede mod sundhedsforanstaltningerne. 1252”God will protect me!” syntes at være den almindelige holdning. Zuckerman påviser, at ateister i USA er dem, der med størst sandsynlighed bliver vaccineret. Samme tendens gør sig gældende, når vi ser på klimakrisen. 80% af verdslige amerikanere accepterer, at vi rent faktisk har en klimakrise, mens det kun gælder 33% af de hvide med evangelikal baggrund. Lignende træk gør sig gældende, når man i USA spørger til abort og racisme. 98% af de verdslige støtter retten til abort, mens procenten er langt lavere for de religiøse. 76% af amerikanerne synes, at racisme er et problem, mens tallet er helt oppe på 96% blandt de verdslige. 293 Zuckerman konkluderer omkring de amerikanske forhold: ”Når man erkender, at der ikke er et overnaturligt væsen derude, baserer man sin moral på empati og forståelse. Jo mere religiøs man er, jo mere afhængig er man af at dele menneskeheden op i stammer. De verdslige tænker på menneskeheden som én. Vi er interesseret i viden, data, videnskab” 1253 Eftertro Nok om Zuckerman! Og over til de mulige følgevirkninger af en religiøsitet, der får lov at dominere for voldsomt, i en grad så det bliver direkte sundhedsskadeligt. En af dem, som teologen Lars Sandbeck og hans medforfatter, Lars Christiansen, særligt har skældt ud i deres bøger, er journalist, tidligere folketingsmedlem og stand-up-komiker, Anders Stjernholm. Denne udgav i 2017 i bogform en lidt utraditionel form for religionskritik med titlen ”Eftertro”. Bogen indeholdt interviews med personer, der under store vanskeligheder og efterfulgt af ofte voldsomme traumer havde forladt deres trossamfund. Her præsenteredes blandt andet Annete, der flere gange havde været i forhør hos Jehovas Vidner, fordi hun havde været sammen med mænd. En gruppe mænd på mellem 50 og 70 år fra Vidnerne havde ”inkvisitorisk” spurgt hende, om fyren havde været oppe i hende, om de havde kysset, om de havde været nøgne sammen osv. Forhøret endte med, at Annette blev udstødt af Jehovas Vidner, fordi hun ikke ville opgive sin kæreste, som hun beskrev som noget nær det eneste lyspunkt i hendes liv. Hun begyndte nu at læse historie, og en ny verden åbnede sig for hende. Hos Vidnerne havde såvel politik som Darwins evolutionsteori været totalt bandlyste – ligesom lejrskoler og sex udenfor ægteskab. Stjernholm konkluderer ud fra de ni interviews i bogen, at undertrykkelse af såvel tanker som seksualitet hyppigt forekommer i fundamentalistiske trossamfund i dagens Danmark. Han tilføjer, at han synes, at religion er overtro. Der er for ham at se ingen indikationer på, at religionens påstande er korrekte. At Moses, Jesus eller Mohammed var i kontakt med en skabende eller forvaltende gud er med stor sandsynlighed forkert. Et af de andre interviews i bogen er det med Erkan Ilici (f. 1979), der i 2006 valgte helt at droppe religionen. For ham som oprindelig muslim var det Mohammedkrisen i 2005, der fik ham til at tage skridtet. Han havde svært ved at forstå de meget stærke reaktioner på nogle tegninger, siger han. Han begyndte at spise pølser! Og ”hold kæft, hvor smager medisterpølse dog godt”, tilføjer han. Stjernholm interviewer både mormoner, andre kristne, og muslimer i bogen. Ela Engel (f. 1970) er tidligere muslim. Hun er sprunget ud som lesbisk, et udtryk, hun først lærte at kende som 16-årig. Som 17-årig blev hun tvangsgift med en mand, der tævede hende. Hun får tre børn med ham, men er lykkelig for at slippe ud af forholdet. I ”God Morgen Danmark” på TV har hun fortalt om sin kamp. Hun hader ikke religionen i dag, siger hun, men hun hader, at der er så meget had i religionen. I 2019 udgav Ove Risum Aslaug (f. 1963) bogen, ”Mor, jeg er ikke kristen. Fra Indre Mission til EFTRTRO. Hjælp og selvhjælp”. Bogen gennemgår kritisk Indre Mission, som Aslaug selv er vokset op med, men har valgt at bryde med. Hans egen historie suppleres med syv andre livsberetninger og er krydret med øvelser, der kan understøtte det svære brud. 294 ”Der er mange børn i Danmark (og verden), der er født ind i en religion.Forældre har religionsfrihed til at opdrage deres børn religiøst. Det er selvsagt ikke barnets valg og senere i livet vælger eller tvinges en del til et brud med religionen. I værste fald er det også et brud med familien og ellers tager relationen til den nærmeste familie ofte skade. For den frafaldne er der normalt psykiske og sociale konsekvenser forbundet med et brud.” (Ove Risum Aslaug s. 11) En dansk teologisk stemme, der appellerede til, at vi stiller kritiske spørgsmål til den fra barnsben indlærte vane-kristendom, var Per Bilde (1939 – 2014). Han var teolog og professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, og en fortaler for, at religiøse og ateister burde føre en respektfuld tone overfor hinanden, en tone, der burde være præget af grundig argumentation. Bilde var, som tidligere nævnt kritisk overfor Lars Sandbeck og Lars Christiansen og deres måde at forsvare kristendommen på, men også overfor filosoffen og teologen Peter Kemp (1937 – 2018), der i Kristeligt Dagblad (26. januar 2012) hævdede, at kristendommen havde bidraget positivt til de europæiske ideer om lighed, demokrati, fornuft og menneskerettigheder. Kemp byggede sine påstande om kristendommens positive effekter på enkeltstående eksempler, mente Bilde. ”På den måde kan man hverken bevise eller modbevise noget om kristendommens sandhed. En holdbar afgørelse af det centrale spørgsmål om forholdet mellem kristendommen og de europæiske ligheds- og frihedsideer kan alene afgøres ved dybtgående undersøgelse af Europas historie.” 1254 Ifølge Bilde vidnede Kemps kronik ufrivilligt om, hvor tyndt og vilkårligt Kemp og mange andre teologer i dag fortolkede kristendommen. Når vi mennesker erfarer, at verden og livet er fuldt af ”tilfældighed, uretfærdighed og undergang”, nytter det ikke noget at forsikre os om, at alt er ”i Guds ”hånd””. Du er jo ateist! – En vantro debatbog I 2019 udsendte Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard debatbogen, ”Du er jo ateist. En vantro debatbog”. De to er tidligere og nuværende formænd i Ateistisk Selskab, og Ørregaard er tilmed opvokset som Jehovas Vidne i Albertslund. Forfatternes formål med bogen var at fremlægge overbevisende argumenter for, at skabs-ateisterne nu måtte se at komme ud af skabet. ”Mange vil have glæde af at erkende gudløsheden, erkende eksistensens endelige natur og dermed den egentlige værdi, dette ene liv har”. 1255 De opfordrer læserne, i hvert fald de sekulære ateister, til komme ind i kampen for en menneskehed guidet af jordbundne ideer i stedet for af himmelske påstande. 1256 Forfatternes væsentligste referencer er hovedsageligt de nyere engelske og amerikanske ateister som Richard Dawkins, A.C. Grayling, Christopher Hitchens og Sam Harris. 1257 Bogen, ”Du er jo ateist!”, der var den første vægtige danske ateistiske programmatiske fremstilling i mange år, fik flere kritikere helt op i det røde felt, måske fordi religiøse kredse her opfattede en reel trussel mod deres ellers relativt uanfægtede dominerende patent på danskernes forestillingsog trosverden, - en trussel, som tilmed syntes at brede sig hastigt. Sørine Gotfredsen mente således i sin anmeldelse (Kristeligt Dagblad 30. april 2019), at ”Du er jo ateist!” kun fortjente én stjerne ud af seks, og at den var på niveau med en fristil i folkeskolen. Det var tydeligt, mente hun, at skribenterne manglede forudsætninger for at tænke intellektuelt og religionskritisk! 295 Søren Schauser (Berlingske Tidende 19. april 2019), skrev, at han ikke havde læst noget værre i lang tid. ”Kære ateister. I er så helvedes missionerende, og jeres bog får derfor kun én stjerne.” Også teologen Lars Sandbeck er særdeles hård ved bogen. I ”Kirke.dk” 16. maj 2019 siger han, at bogen er et makværk skrevet af et par lykkeligt uvidende dilletanter, der mangler alle forudsætninger for at drive gedigen og udbytterig religionskritik. Sandbeck (2020) angriber desuden ”Du er jo ateist!” for at have et forsimplet og let angribeligt Gudsbegreb, for at postulere, at man skal tro på alt, hvad der står i Bibelen for at kunne kalde sig kristen, og for at indtage en arrogant og bedrevidende holdning til dem, der opfatter sig som troende. 18. november 2020 skriver Lars Sandbeck i Kristeligt Dagblad bl.a. om Ørregaards og Stjernholms kritik af Sandbecks egen nye bog ”Den Gudløse Verden” …:”deres kritik af min nye bog er stort set lige så inkompetent som deres religionskritik. Men jeg må give dem, at de er nærtagende, skriver Lars Sandbeck. Jeg er imponeret over Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaards bedrifter. Nu er det både lykkedes dem at skrive en af de dårligste debatbøger nogensinde og et af de mest selvmedlidende og selvoptagede debatindlæg nogensinde i Kristeligt Dagblad den 18. november. Men jeg forstår godt, hvorfor Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard giver sig til at jamre. For det må være hårdt at få holdt et spejl op for sig, der pludselig får én til at indse, at man i religionskritisk henseende aldrig har haft noget tøj på.” Det var lidt om de mange negative reaktioner på bogen, ”Du er jo Ateist!”. Fra ateistisk side har man omvendt hilst det velkomment, at der nu endelig – efter over hundrede års næsten-pause, og efter utallige engelsksprogede værker i de senere år – var kommet et samlet dansk ateistisk debatindlæg i et frisk, letforståeligt og provokerende sprog. Under alle omstændigheder kan man konstatere, at der nu er basis for en nyttig debat, der forhåbentlig fortsætter i årene efter Coronaen, var manges reaktion. Men anmeldelserne fra kirkelig side er altså, som antydet, mildt sagt, særdeles negative. Hvad er det, der ophidser anmelderne af dette første erklærede ateistiske programskrift i mange år i den grad? Lad os se på, hvad bogen indeholder. Stjernholm og Ørregaard tager i ”Du er jo Ateist!” udgangspunkt i to forskellige definitioner af ateisme. De mener, at man kan være en gnostisk ateist, der påstår at vide, at guder ikke findes, og man kan være en agnostisk ateist, der ikke påstår at vide, at guder ikke findes. Efter forfatternes skøn tilhører de fleste danskere, med deres lidt tøvende tilgang til kristendom, den sidstnævnte kategori. Stjernholms egen baggrund for at blive ateist har været et kig på den katolske kirke. Han kan simpelthen ikke forstå, at katolikkerne finder sig i det: Vatikanet er hovedrigt og tordner ikke desto mindre mod ulighed, ligesom man er imod homoseksualitet, abort, kvinders ligestilling og kondombrug (med utallige AIDS-ofre til følge), og med ufrivillige graviditeter og tragiske skæbner i sit kølvand. Det undrer ham, at en fodboldtræners dårlige taktik kunne afføde flere ugers mediedebat, mens de gamle hellige mænd kan slippe afsted med deres vanvittige politik uden at få straf endsige kritik. 296 Simon Ørregaard erklærer, at han er ”høflighedsagnostiker”. Det vil sige, at han anerkender, at det ikke kan lade sig gøre at bevise, at Gud ikke eksisterer. Videnskaben kan ikke være hundrede procent sikker 1258. Ørregaards egen vej til at tvivle på Gud eksistens er en på mange måder traumatisk baggrund i Jehovas Vidner. Alle i dette miljø, siger han, troede, at Dommedag var lige om hjørnet. Tidspunktet var fastsat til 1975, og det var hårdt for en lille fireårig dreng at gå med denne trussel over hovedet. Dommedag kom dog som bekendt ikke i 1975. Efter en del år med eksistentiel krise og fortrængning, nåede Ørregaard efterhånden frem til, at han ikke troede på noget som helst! Tanken om det evige liv og livet efter Døden afviser begge forfatterne selvsagt. Det gælder om at blive bedre til dette ene liv, vi har. Ørregaard fortæller, hvor svært det var for ham at frigøre sig fra Jehovas Vidner og blive ateist. Men da han endelig begyndte denne udvikling… ”fandt jeg en dyb tilfredsstillelse ved overhovedet at opleve livet. Og at livet faktisk får dybere mening, når man er overbevist om, at man kun har det ene. Jeg skal ikke satse på en opdigtet utopi om noget mere – efter døden.” 1259 Forfatterne tror ikke på, at der findes en Gud eller Skaber, ligesom de stiller sig skeptiske overfor tanker om, at Det Flyvende Spaghettimonster, tandfeer, Julemanden eller enhjørninger skulle være til. Og hvis der alligevel skulle findes en Skaber, så må man i hvert fald håbe, at han har skabt noget bedre end os et andet sted ude i universet! ”Når man tænker på vores utallige fejl – fra utilstrækkelige øjne, der konstant skal vandes ved at blinke, og som forfalder, så de fleste ender med, at de skal bruge briller, manglende plads til visdomstænder og blindtarme, der fyldes uden åbenlys årsag. Mennesket er på ingen måde perfekt – hvordan kan det så være en perfekt skabers hovedværk?” 1260 Overfor troen på en Gud, eller guder i det hele taget, stiller forfatterne – helt i tråd med den naturalistiske og kulturradikale tradition - viden og videnskab. Vi skal søge efter de rigtige forklaringer og vi skal søge efter at forstå tingenes sammenhæng! Det er det, der bringer os videre i vores udvikling. Naturvidenskaben er klart vores bedste metode til at forstå den verden, vi befinder os i. Religionerne har kun gamle gætterier og fabler. Du finder ikke videnskabelig visdom i de hellige bøger. Religionen er årsag til det, forfatterne kalder ”den videnskabelige opbremsning af den videnskabelige udvikling” gennem 1500 – 1700 år. På samme vis begrænser religioner, ifølge forfatterne, selve livet med alle mulige påbud om, hvad du må spise, tidspunkter, hvor du ikke må arbejde, spise, dyrke sport, hvordan du skal dyrke sex og meget andet. ”Igen: Hvis du selv ønsker at begrænse dit liv sådan, så velbekomme. Må dit tørre stykke brød uden tilbehør føles som et komplet liv, levet til dets fuldeste. Men vær venligst varsom med at pådutte andre disse begrænsende regler.”1261 Som et af eksemplerne på, hvordan religionen har begrænset livet og nægtet at se sandheder i øjnene nævnes homoseksualiteten. Op til 1933 var homoseksualitet direkte ulovligt i Danmark. Og indtil 1981 var det en diagnose på psykisk lidelse. Først i 1989 kunne homoseksuelle indgå registreret partnerskab, og i 2021 kunne man så endelig blive viet i kirken. ”En lov, som Folketinget har tvunget ned over kirken, og som statsansatte præster stadig kan afstå fra at adlyde.” 1262 297 Forfatterne slutter bogen med nogle ateistiske krav: - Forkyndelsen skal ud af skolen1263. Slut med undervisning i kristendom, men goddag til undervisning om kristendom. - Slut med at indpasse minikonfirmandforberedelse og konfirmandforberedelse i skoleskemaet. - Danmarks Radio bør ikke være et reklameorgan for den danske statsreligion! Det virker som om, der kommer flere og flere udsendelser, der reklamerer for kristendommen, mens verdslige synspunkter nedprioriteres. Mens Ørregaard og Stjernholm argumenterer for en ateistisk og mere verdslig verden, har andre religionskritikere søgt at kaste lys på nogle af de glemte og undertrykte religiøse retninger, som den dominerende kristendom har lagt et effektivt låg over. Det gælder fx Aksel Haaning (f. 1959), der er magister i klassisk filologi. Han forsker i filosofiens og videnskabernes historie i perioden mellem sen-antikken og tidlig nyere tid. Haaning lægger vægten på …”oversete og forkætrede traditioner som kontemplation, middelalderens og renæssancens naturfilosofi, alkymi og medicinhistorie, herunder kosmologi og verdensbilleder og de menneskesyn, de rummer.” 1264 I Haanings seneste bog ”Aurora eller morgenrøde” (Kbh. 2021) beretter han om et ”glemt” manuskript, der første gang blev nævnt af en luthersk bogtrykker i 1593. Bogen nævntes dog blot i en note om, at bogtrykkeren under ingen omstændigheder ville lade den trykke. ”Herefter forsvandt ”Aurora” i 400 år, indtil teksten, der er fundet i nogle få håndskrifter, dukkede op igen i 1930’erne på Paris’ nationalbibliotek.” 1265 Haaning har leveret mange væsentlige bidrag til den danske religionskritik og den europæiske kætterhistorie. Han peger ofte i sine værker på de former for naturreligion, der er søgt effektivt undertryk af de etablerede kirker, men som – i tider, hvor vi bevæger os på randen af en miljømæssig Dommedag – kunne pege på strategier for at redde verden. Flere moderne danske religionskritikere har søgt at opfriske og revurdere tidligere tiders kristne forestillinger. En af dem er Svend Brinkmann. Psykologen Svend Brinkmann (f. 1975) blev tidligere af præsten Sørine Gotfredsen anset for letkøbt, terapeutisk og uden sans for det lidelsesfulde ved at være menneske 1266 Midt under Corona-edipdemien har Brinkmann imidlertid skrevet bogen ”Mit År med Gud” (Kbh. 2021) for nu at bruge den stille tid på noget fornuftigt. Han ville systematisk undersøge, hvordan hans forhold til Gud og kristendom egentlig var. Fra starten af projektet var han klar over, at ikke ville tro på den ”gamle mand med det lange skæg”. Heller ikke på en straffende Gud, eller på reinkarnationer og andre overnaturlige ting. Brinkmanns projekt gik ud på at finde ud af, om Gud eksisterede. Han ville fra starten smide fordommene væk og give Gud en chance. Brinkmann nåede frem til, at det fantastiske ved kristendommen, er Jesus selv, og at det religiøse i folks liv ikke bare vil forsvinde, pist væk. Selve det, at vi tænker, er noget vidunderligt livsbekræftende i sig selv, mener Brinkmann. Han ser Gud i det forhold, at vi tænker, hjælper hinanden og kommer hinanden i møde. 1267 298 Da Brinkmann i 2018 udnævntes til ”Årets Humanist” af Humanistisk Samfund, var han glad for udnævnelsen, siger han, men han havde dog alligevel en fornemmelse af at være fejlplaceret. 1268. Når han i sit hidtidige forfatterskab ikke har talt meget om Gud, så skyldes det, at hans fokus har været på psykologien og på de gamle græske filosoffer – det har ikke været hans hensigt bevidst at fravælge Gud, siger han. Brinkmann følger den tyske sociolog Hartmut Rosa (f. 1965), når han siger, at Gud er betegnelse for ideen om, at verden er responsiv, hvilket betyder, at det ikke blot er vort eget ekko, vi hører, når vi kaster ord og gerninger ud i verden. Heri ser Brinkmann en modsætning til eksistentialismens forestilling om den ”absurde”, den meningsløse verden. 1269 ”Det er netop det, jeg er på jagt efter! En forståelse af vores forhold til livet som sådan, der ikke bare reducerer verden til tavse, døde, kolde, stumme ting, vi har lov at bruge efter forgodtbefindende, men som ser verden som fuld af betydningsfulde, samtalende, varme, levende fænomener.” 1270. I denne jagt mener Brinkmann, at han – ifølge Rosas definition – følger en religiøs impuls. Brinkmann har stor sympati for Jesus. ”En lidende person, der er korsfæstet, og som har omgivet sig med samfundets udskud, fordi han har insisteret på, at også deres liv har værdi. Ikke dårligt tænkt af en tømrersøn for 2000 år siden.” 1271 Men desværre er den kristne kirkes virke gennem årene kommet meget langt væk fra udgangspunktet. Brinkmann tilslutter sig tanken om ”den svage Gud”, der står for tillid, kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed. 1272 Bibelens fortælling om Den Barmhjertige Samaritaner finder han, er udtryk for netop den medmenneskelige etik, som Jesus prædikede. Brinkmann advarer præsterne mod at være for dogmatiske og skråsikre. Her sigter han bl.a. til Sørine Gotfredsen, der flere gange har rettet kritik mod Brinkmann selv for at sætte mennesket over Gud. Brinkmann ville personligt foretrække at lytte til en anden type præster, siger han: ”Personligt ville jeg lytte mere til præster, som sagde: Vi ved ikke, hvad Gud er, eller om han overhovedet eksisterer. Men Gud er nok det bedste billede vi har på kærligheden og det gode i livet. Lad os prøve at leve vores liv på en måde, der virkeliggør den kærlighed. Vi er i tvivl om, hvordan det gøres bedst, men lad os hjælpe hinanden med det.” 1273 Der er brug for poetiske og religiøse sprog til at begribe tilværelsen. Brinkmann vil beholde betegnelsen ”agnostiker” på sin Facebook-side, siger han konkluderende, men forsvarer religionen, fordi den er et af de få stabiliserende elementer, der forbinder os til kultur og fortid i en ”amokløbende verden.”. Han siger afslutningsvist: ”Vi har brug for at leve i en verden, der svarer på vores henvendelser, som er rig på mening og værdi, og som vi kan ønske at drage omsorg for, også på en måde, der rækker ud over vores eget lille liv. Jeg har svært ved at se, hvordan vi kan undvære diskussioner om tro og religion, hvis det skal være muligt.” 1274 299 Har psykologien overtaget religionens plads? Et religionskritisk tema, som særligt har optaget Brinkmann i hans tidligere forfatterskab 1275, er spørgsmålet om, hvorvidt psykologien, herunder de mange moderne selvhjælpsteknikker, har overtaget religionens plads. I spørgsmålet ligger også enten en beklagelse, eller en befrielse. Sørine Gotfredsen (Gotfredsen 2020) beklager denne udvikling, mens Svend Brinkmann i bogen ”Ståsteder” (2016) nøjes med at konstatere den. Han siger: ”Psykologien har transformeret det religiøse mål om frelse til selvrealisering; bekendelse og sjælesorg er blevet til terapi og coaching; præsteskabet udgøres nu af psykologer og andre selvudviklere; og Guds plads som kosmiske centrum er overtaget af selvet. Dette er sket i løbet af de seneste par århundreder, men i modsætning til psykologiens opfattelse af det hellige og absolutte som værende mål i sig selv har psykologien forenklet sagt tilbudt midler uden mål.” 1276 Brinkmann tilføjer dog den kritiske bemærkning, at psykologien ikke har været særlig god, når det drejer sig om målene, fx etisk og social dannelse. 1277 Mens Brinkmann taler for en nyfortolkning af Gud, taler andre for en genoplivelse af naturdyrkelsen. I Politikens kronik 7. april 2023 plæderer filosoffen Ole Thyssen (f. 1944) således for, at vi skal droppe troen på Gud og tilbede naturen i stedet, eftersom den trænger mest til det. Vi skal med andre ord blive panteister. ”For kristendommen er gud en mand, som bor i himlen og har skabt verden. Det er en vanvittig idé, båret frem af vilde postulater, selvmodsigelser på stribe, tvivlsomme data, upålidelige fortællere, usandsynlige hændelser og trættende krav om sandhed. Side om side med ophøjet vision og storslået kærlighed finder vi smålig nidkærhed og lav grusomhed.” Panteismen er et alternativ, siger Thyssen, der dermed lægger sig i forlængelse af Jens André P. Herbener, som jeg vender tilbage til. To af de væsentligste nyere danske religionskritiske værker udkom i anledning af Lutheråret 2017. Det er Frederik Stjernfelts og Jens-André P. Herbeners Luther-bøger. De vil blive behandlet nærmere i den tematiske gennemgang, der nu følger. Men først vil jeg – som afslutning på dette afsnit - søge at trække nogle historiske hovedlinjer op i den danske religionskritik frem til i dag. Jeg har i det foregående søgt at støvsuge alt, hvad jeg kunne finde af eksempler på dansk religionskritik, men kan have glemt nogle vigtige bidrag; så korrektioner og forslag modtages gerne. Religionskritikkens udvikling i Danmark – en opsummering I løbet af de foregående cirka 200 sider har jeg søgt at give et hastigt kronologisk overblik over udviklingen i den danske religionskritik fra 1200-tallets Boëtius de Dacia og hans dengang kætterske aristoteliske tanker, over Brinkmanns forståelse og sympati for Jesus og til det nutidige Ateistisk Selskabs totale afvisning af en guddom. I næste afsnit vil jeg, som nævnt, runde religionskritikken af med Frederik Stjernfelts og Jens André P. Herbeners meget 300 veldokumenterede kritik af den danske Folkekirkes fundament, selveste Martin Luther. Og jeg vil i 17 temaer prøve at få et samlet overblik over, hvad den danske religionskritik egentlig har handlet om. Men først et lille tilbageblik på den danske religionskritiske historie: Igennem halvandet tusinde år før Oplysningstiden befandt Danmark sig med religionskritikeren Leif Nedergaards ord i et ”åndeligt hul”. Hullet skulle forstås sådan, at enhver fri tænkning uafhængig af Bibelen, samt af dele af Aristoteles og Kirkefædrene, var umulig! Kirken dominerede den tænkning, der lå ud over tanker om den daglige kamp for dagen og vejen. Man stillede ikke spørgsmålstegn ved Gud, så religionen var et ureflekteret overtagelses- og videreførselsprojekt. Hvis man ikke i levende live ville have tungen udskåret eller have sit hoved sat på en stage, gjorde man klogt i at lade være med at tænke og tale for meget om kontroversielle emner – og dem var der ellers mange af i en verden med undertrykkelse, tyranniske konger og fyrster, evig krig, hekseprocesser og frygtelige sygdomme. Op gennem 1600-tallet og 1700-tallet sker der alligevel noget. I hvert fald i de ”lærde” kredse. Filosofihistorien udvikler sig fra at være ”doksografi”, altså opregning af meninger, til en kritisk og pragmatisk historieskrivning, og folk begynder at stille spørgsmål, der implicerer, at de ikke blot lærer udenad, men at de faktisk bruger deres fornuft! Oplysningstiden er med andre ord på vej som et frisk pust fra Centraleuropa og England, men sammenlignet med Frankrig er den danske oplysning dog en lidt mat og blodfattig omgang uden en samlet bevægelse mod undertrykkerne – hvad enten disse nu var herremændene, Kongen eller præsterne. Vi var i Danmark passivt modtagende; vi siede radikalismen fra og tilpassede tankerne til den enevældige orden, som historikeren Morten Petersen siger 1278. I sidste halvdel af 1700-tallet rager enkelte danske fyrtårne dog alligevel op i en vedvarende kamp mod en mere og mere repressiv stats- og kongemagt. Struensee, P.A. Heiberg, Horrebow, Schmettau, Birckner, Bruun og enkelte andre kræver stædigt at fornuften skal erstatte den blinde dogmetro. Doktor Dampe, der helt ufortjent endnu ikke har fået en plads i bybilledet opkaldt efter sig, fører i starten af 1800-tallet mod Enevældens politispioner noget nær en enmandskamp for fornuft, for fri forfatning og for fuld religionsfrihed. Og Dampe må betale dyrt med en dødsdom, der – mod hans vilje – konverteres til næsten 28 års fængsel – heraf 15 år i enecelle! Det satiriske vittighedsblad ”Corsaren” (1840 – 1855) karakteriserer den danske døvhed og blindhed overfor tidens friheds- og demokratitanker med en tegning af den gode danske borger, der bruger den franske revolutions frygiske hue forkert: I stedet for at tage huen på hovedet, trækker han den – som en nathue – ned over både øjne og øren. 1279 Fra midten af 1850´erne er den nye Grundlov (1849) med til at give kritiske røster – og dermed også religionskritikken – friere tøjler, selvom de ”fem f´er”: folkehold, fruentimmere, forbrydere, fjolser og fattiglemmer, stadig var håbløst underprivilegerede, og selv om kun ca. 15% af befolkningen nu har stemmeret og indflydelse. Men for første gang i århundreder har vi dog nu – i hvert fald nogle af os - politisk og religiøs frihed. Mænd som H.C. Ørsted, Frederik Dreier og Rudolf Varberg vover at plædere for et videnskabeligt verdensbillede, der nogle år efter med Darwin og ”Arternes Oprindelse” (1859), får et videnskabeligt grundlag for et egentlig religionskritisk opgør med vanetænkningen, dogmatikken og Bibelens skabelsesberetning. 301 Grundtvigs, Niels Møller Spandets og, senere, Niels Lindbergs tanker om trosfrihed blev endelig til virkelighed, og på trods af udbredt antisemitisme, som den kom til udtryk i Jødefejden 1819 og 1820, lærte vi efterhånden – modstræbende og tøvende - en vis tolerance overfor gendøbere og huguenotter og andre, der ikke tænkte som os. Med Georg Brandes´ banebrydende forelæsninger fra 1871 er der for alvor lukket op for religionskritikken, inspireret af bl.a. Darwin, Arbejderbevægelsen og den tyske Bibelkritik. Brandes´ oprør, der giver ham og hans venner et ry som ugudelige og liderlige skørlevnere, fortsætter i den kulturradikale bevægelse, der i de næste årtier i hård kamp mod Indre Mission, biskopper og (andre) konservative kræfter hævder, at Mennesket og ikke Gud bør være i centrum, og at vi bør bygge vor verdens- og menneskeopfattelse på videnskaben og humanismen frem for på Luthers Katekismus, terperi, dogmetro og udenadslæren. Efterhånden som en vis form for religionskritik bliver mere udbredt, får den et talerør i skønlitteraturen med forfattere som Aakjær, Thøger Larsen – og senere Poul Henningsen, Hans Kirk og Otto Gelsted. Sidstnævnte opfordrer i digtet ”Dannebrog” fra 1934: ”Gør jer fri af Selvbedraget og et Liv, der længst er dødt – slet det grimme Kors af Flaget, gør det rødt!” Med Foreningen for Borgerlig Konfirmation (1915) ser vi et banebrydende initiativ til verdslige ritualer, som siden bl.a. ”Humanistisk Samfund” fra 2008 har videreført. Angrebet på World Trade Center 11. september 2001 og Mohammed-krisen 2005 sætter skub i en ny bølge af ateistisk religionskritik. De Fire Ateistiske ”Apokalyptiske Ryttere”: Richard Dawkins, Christopher Hitchens, Daniel Dennett, og Sam Harris, får også et gennembrud herhjemme, hvor Ateistisk Selskab (fra 2002) opfordrer os til at melde os ud af Folkekirken og arbejde for et sekulært samfund, hvor kirke og stat er adskilt. Simon Nielsen Ørregaard og Anders Stjernholm udgiver i 2019 bogen ”Du er jo ateist”, om hvilken Søren Schauser skriver i Berlingske Tidende 19. april 2019: ”Kære Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard! Tillykke med jeres bog. Jeg har ikke læst noget værre i lang tid. ”Du er jo ateist!” slår samtlige bibler i disciplinen ved navn farligt vrøvl.”. Farligt vrøvl eller ej! Ikke desto mindre er ”Du er jo ateist!” en af de første sammenhængende danske religionskritiske bøger i lang tid, og dermed et lille modsatrettet pip i en kulturkristeligt domineret medieverden. Fejringen af Luther-Året 2017, hvor det efter sigende skulle være 500 år siden den jødehadende munk Martin Luther sømmede 95 teser mod den katolske kirke op på døren til Slotskirken i Wittenberg, afføder herhjemme nogle meget vigtige religionskritiske værker, der piller glansen af Luther og dermed burde ryste hele den danske Folkekirkes grundlag. Desværre mødes disse værker, trods deres grundige argumentation og dokumentation, af en gennemgående larmende tavshed. Amerikaneren Phil Zuckerman og danskeren Thorkild Grosbøll er begge med til at påpege, at Folkekirken i høj grad er blevet en indholdstømt romantisk ramme omkring brylluppet, eller en kærkommen anledning til, at den gennemsnitlige konfirmand kan score 22.000 kr. i gavekassen – 302 uden at ret mange længere ænser, hvad det kirkelige og kristne grundlagt egentlig er for noget. ”Fader Vor!” HVEM? ”Den Augsburgske Bekendelse” HVAD? På trods af nogle enkelte kritiske røster virker det som om religionen herhjemme tolereres som en del af vor kulturkristendom. Vi vil gerne bevare Store Bededag, ikke ligefrem for at bede, men snarere for at kunne drikke øl i kolonihaven eller i sommerhuset. Jesus accepteres i julesalmer og bryllupsritualer, bare han ikke stikker næsen for langt frem – for først og fremmest vil vi bevare hyggen. Alligevel falder flere og flere danskere fra Folkekirken, og mange spørger efter fornyelse og andre livsopfattelser, så måske er der alligevel et – langsomt – skred i gang. Selv KFUM og KFUK er nu, i sommeren 2024, ved at droppe ordene ”kristelig” og ”evangelium”, når de skal beskrive deres formål. Som forpersonen, Tobias Simonsen, siger, så er der i dag ikke så mange unge, der forbinder noget med disse ord. Tro kan ytre sig på forskellig vis, siger Tobias Simonsen. Måske er det lige så godt at bede en stille bøn i skoven som at gå i kirke. Derfor vil man lade det være mere op til de forskellige afdelinger af ungdomsbevægelsen, hvordan de vil definere grundlaget. (Se Kristeligt Dagblad 25. august 2024 og DR, P 1, Morgen 26. august 2024) I sensommeren 2023 er en ny Mohammedkrise dukket op som det berømte lyn fra den blå himmel. En række afbrændinger af muslimernes hellige bog, Koranen, i Danmark og Sverige hen over sommeren har fået den danske regering til at overveje, om man bør skride ind overfor disse afbrændinger – og hvordan det i givet fald kan gøres uden at det går ud over ytringsfrihed og retten til religionskritik. Problemet er ikke mindst, at afbrændingerne har fået tusinder af muslimer i flere lande i Mellemøsten til at gå på gaden i protest og give de danske og svenske regeringer skylden for at spotte islam. Dannebrog og svenske flag afbrændes og haderåb lyder! Da Mohammedkrisen i 2005 var på sit højeste, kostede det 2 milliarder i tabte eksportindtægter og Danmarks renommé var i flere år sendt til reparation. Panikken er betydelig! Herhjemme har de aktuelle Koranafbrændinger givet nyt liv til den religionskritiske debat, men nu er det blot ikke længere – som i Oplysningstiden - kristendommen, der må stå for skud, men islam. Spørgsmålet er, mener mange, om det nu skal være forbudt at kritisere islam – og måske religion i det hele taget? Og hvor bliver hele det danske demokratigrundlag og den nødvendige udvikling så af? Andre appellerer til, at man dropper afbrænding af hellige bøger som aktionsform og fremsætter kritik gennem respektfuld dialog. Spørgsmålet er desuden også om afbrændingerne snarere i virkeligheden er en ”performance”, der skal gøre opmærksom på afbrænderne, der oftest har en indvandrerkritisk sag og med deres Koranafbrændinger udfører en art ”muslimbashing”. Hvis det politisk forbydes at afbrænde hellige bøger, er spørgsmålet desuden, hvor grænsen skal gå. Skal det så også være forbudt at kalde Mohammed for en klovn, eller islam for en dybest set kvindeundertrykkende religion? 1280 Skal det være forbudt at mene, at kvinder i Afghanistan må have ret til uddannelse, eller at Irans kvinder selv må bestemme deres egen klædedragt – og deres eget liv? Og omvendt: Skal Vesten så også kunne kræve af muslimske lande, at de ophører med at afbrænde svenske og danske flag? 303 Firozeeh Bazrafkan, der har iransk baggrund, har ved flere lejligheder revet Koranen i stykker som en kunstnerisk protest mod kvindeundertrykkelse i blandt andet Iran. Hun mener, det vil være en katastrofe at forbyde denne slags protester. Bogbrændinger medfører under alle omstændigheder mange associationer til tidligere tiders kætterforfølgelser og nazistiske bevægelser, mener andre, så de taler for, at en respektfuld verbal dialog må foretrækkes, hvis vi ikke skal fremkalde nye verdenskrige eller primitive hævnaktioner for tidligere tiders korstog, udbytning og kolonialisering. Det er nogenlunde her vi står i dag. Med Phil Zuckermans ord er danskerne stadig kulturkristne, men i øvrigt – i stigende grad - jævnt ligeglade med Gud og Jesus. Med Lukasevangeliets ord ser vi splinten i vor broders øje, men ikke bjælken i vort eget, for det er mere opsigtvækkende at følge de seneste Koranafbrændinger og reaktionerne i Den Tredje Verden, end det er at foretage et opgør med Den Augsburgske Bekendelse, med uforståelige salmer og med Luthers mørke sider. Dansk religionskritik i dag – religionskritiske temaer De sidste afsnit i denne afhandling vil jeg hellige 17 af de vigtige danske religionskritiske temaer. Ved hvert tema forsøger jeg at formulere de religionskritiske spørgsmål, som jeg mener temaet lægger op til, og som jeg har kunnet udlede af gennemgangen af de danske religionskritikere. Jeg tillader mig undervejs at komme med nogle personlige kommentarer. En del danskere har. Som jeg har beskrevet, gennem historien, og selvfølgelig særligt fra Oplysningstiden og frem, stået modigt frem og forkastet hele den kristne pakke. Andre har koncentreret sig om de delemner i kristendommen, der i særlig grad er faldet dem for brystet. Til de første hører Mattias Knutzen, der er blevet kaldt den første åbent ateistiske europæiske skribent i moderne tid. Knutzen benægtede i slutningen af 1600-tallet eksistensen af Gud, Djævelen og udødelige sjæle, og pegede på inkonsistensen og de mange absurditeter og selvmodsigelser i Bibelen. På samme tid og af samme opfattelse var smeden Anders Karl fra Højreby. Efterhånden bliver det muligt at markere sig klart som ”fritænker”, selv om det langt fra er uden omkostninger: I 1871 skriver Georg Brandes til sine forældre, at han – med Voltaire - hader kristendommen indtil marven i sine ben. Til ”Ude og Hjemme” udtalte præsten Grosbøll i 2005: "Gud hører fortiden til. Han er faktisk så gammeldags, at det undrer mig, at moderne mennesker overhovedet kan tro, at han eksisterer. Jeg er rigtig grundig træt af al den tomme snak om mirakler og evigt liv." I 2007 skrev digteren Henrik Nordbrandt, det man måske kunne kalde en verbal afbrænding af de hellige bøger: ”Jeg kan ikke lide religionen. Døden er skræmmende nok uden den, og god nok uden frelse.” Knutzen, Anders Karl, Grosbøll, Brandes og Nordbrandt afviste hele religionspakken. De fleste religionskritikere har dog nøjedes med at kritisere og afvise dele af religionen, alt efter deres menneskesyn og interesser. I det følgende vil jeg se nærmere på de 17 hyppige religionskritiske temaer i den hjemlige debat. 304 Det første, og måske allervigtigste tema gennem historien, er forholdet mellem religion og videnskab. Det varede, som vi har set, mange århundreder, før Bibelen blev trængt lidt i baggrunden som forklaring på verdens skabelse – og på alt det andet. Og for mange er det stadig Bibelen, der giver alle svar! TEMA 1: Religion vs. Videnskab Tema 1 rejser det religionskritiske spørgsmål: Hvorfor har kirken og kristendommen i århundreder søgt at holde videnskabelige indsigter nede og fremhæve Bibelens dogmer som sandheden om mennesket og verdens skabelse? Et ældgammelt skisma er forholdet mellem tro og viden. Er de to størrelser forskellige som tennis og cykling? Udelukker de hinanden, eller kan de trives side om side og måske ligefrem supplere hinanden? Man taler ofte om konflikttesen overfor dialogtesen. Efterhånden skal man lede længe efter folk, der hævder, at Bibelens ord, og dermed Skabelsesberetningen, er sande fra ende til anden – i hvert fald herhjemme. I USA og i flere andre lande, er tanken stadig udbredt, især i de såkaldte ”evangelikale”, kristelige kredse. Mere udbredt end en evangelikal verdensforståelse er dog forestillingen om, at tro og videnskab supplerer hinanden, - omend de taler forskellige sprog. Blandt de danskere, der særligt har beskæftiget sig med religionens stilling til videnskaben er Jørgen Jørgensen, Horrebow, Harald Høffding, Rudolf Varberg (der ser et håb i H.C. Ørsteds videnskab), Schmettau og Johan Christian Henrik Fischer. Med Darwin og ”Arternes Oprindelse” (1859) er der for alvor lukket op for posen, der er fuld af argumenter mod Bibelens beretninger. Det såkaldte ”Moderne Gennembrud” og positivismen i 1800-tallet stiller nye videnskabsteoretiske krav, der ikke længere gør det muligt ukritisk at henvise til dogmer eller Gud som den ultimative sandhed. I afsnittet om den danske religionskritiks udvikling har vi i det foregående set, hvordan blot det at bruge sin ”fornuft” og sætte Bibelens udsagn under kritisk debat var en kamp op ad bakke i 1700tallets Danmark – og hos os, såvel som i resten af den vestlige verden, var der mange tilbageslag. Reaktionen arbejder uophørligt på at føre menneskene tilbage til Fabelen, altså en bogstavsnær læsning af Bibelen, klagede Doktor Dampe i 1850. ”Saa vidt vare Menneskene engang skredne frem i Indsigt, at de forkastede Fabelen. Den gamle Overtro og Fabel, som havde hersket i saa mange aarhundreder maatte vige for Oplysningens nye Morgenrøde. Reactionen vil atter føre Menneske tilbage i den gamle Overtros Skjød”. (Dampe, 1850, s. 3) Men naturvidenskabernes indsigter kunne naturligvis ikke holdes skjult. Rasmus Nielsen, Ørsted, Stilling, Høffding og flere andre gødede jordbunden for, at forholdet mellem tro og viden, religion og videnskab, efterhånden blev det store diskussionsemne i slutningen af 1860´erne. Carl Henrik Koch siger, at 1800-tallets åndsliv rystedes af to fejder om forholdet mellem tro og videnskab. Den første strid, omkring 1850, drejede sig om muligheden af en videnskabelig teologi, og den anden strid fandt sted omkring 1865 og drejede sig faktisk om samme forhold, …”men nu var det på grund af geologiens og biologiens udvikling virkelig alvor, selve den bibelske 305 skabelsesberetning var truet.” 1281Charles Darwin var kommet på banen, og med ham er der for alvor sat en ny dagsorden. Men faktisk hævder allerede Frederik Dreier: I værket ”Folkenes Fremtid. Af en Fritænker” (1848) – 11 år før Darwins ”Arternes Oprindelse” – at dyr og mennesker har udviklet sig langsomt gennem en evolutionær proces og således er langt ældre, end de 6000 år, Bibelen taler om. Det er kun, hvis man er religiøs, siger Dreier, at man kan hævde, at vi er 6000 år gamle som arter. Året før sin død udgav Dreier sit religionskritiske hovedværk, ”Aandetroen og den frie Tænkning” (1852), der – inspireret af Holbach - modstillede religionen og den videnskabelige verdensforklaring. Efterhånden banes der vej for en dialog. Fra kristen side gav de fleste efterhånden – modstræbende - afkald på den opfattelse, at Bibelen skulle tolkes ordret, mens mange videnskabsfortalere omvendt accepterede, at troen indgik i en beskrivelse af den ”åndelige” del af den menneskelige indsigt i og forståelse af naturens sammenhænge For de traditionsbærende befolkningslag var det moderne Gennembruds mærkesager i slutningen af 1800-tallet oftest rystende synspunkter. Jeg har tidligere nævnt, at Biskop D.G. Monrad i Nyt Dansk Maanedsskrift 1872 skriver advarende og faderligt formanende til I.P. Jacobsen, som på dette tidspunkt er i gang med sin oversættelse af Darwin: ”Har du vel overvejet, kære ven, hvilken indflydelse på opfattelsen af menneskelivet den anskuelse må få, at mennesket er skabt ikke i Guds, men i en abekats billede? Har du betænkt, hvor skønt denne anskuelse samvirker med vilde bevægelser, der går ud på at omstyrte de piller, hvorpå stat og familie hviler?” (Monrad cit. efter Svend Andersen, 2015) Endnu i slutningen af 1800-tallet var det ikke uden omkostninger at forsvare Darwin. Jeg har nævnt, at Jeppe Aakjær i vinteren 1887-1888 var elev på Askov udvidede Højskole. Under opholdet her gjorde han sig til talsmand for fritænkning og socialisme og protesterede sammen med en gruppe ligesindede mod, at moderne litteratur og Charles Darwins evolutionsteori blev ignoreret af lærerne på skolen. Lærerne bekendtgjorde som modsvar, at de elever, som ikke kunne acceptere den kristne og antimaterialistiske ånd på skolen, skulle blive væk. Hvis vi springer frem i tiden, finder vi folk som Jørgen Jørgensen, der som logisk positivist krævede at se tydelige Gudsbeviser. Også Lone Frank (f. 1966) har haft svært ved at forestille sig, at en videnskabelig verdensopfattelse og en fundamentalistisk gudstro ikke skulle komme i konflikt, fordi begge opfattelser hævdede at repræsentere virkeligheden. Man kan sige, at de begge har stået stejlt på konflikttesen. Ifølge en berømt anekdote skulle Jurij Gagarin, der 12. april 1961 blev det første menneske i rummet, efter sin rumrejse med Vostok 1 have sagt ”Nu har mennesket været i himmelen! Og der var ikke nogen Gud!”. Båndoptagelser af, hvad han virkelig sagde, afkræfter historien, men anekdoten er blevet stående som en karakteristik af visse dele af de positivistiske naturvidenskabers religionskritik. 306 Teologen Lars Sandbeck1282 gengiver i gennemgangen af det, han kalder ”Evidential atheism”, denne variant af historien om Gagarin: ”På spørgsmålet om, hvad Bertrand Russell ville svare, hvis han nogensinde mødte Gud – og Gud spurgte ham, hvorfor han ikke havde troet på ham, siger Russell: ”For få beviser, Gud!”1283 Lad os se nærmere på nogle forskellige danske historiske og udenlandske skikkelser, der gennem tiden har stået for henholdsvis konflikt- og dialogtesen i spørgsmålet om tro og videnskab. Tro og videnskab taler forskellige sprog Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) repræsenterede ideen om, at videnskab og religion overhovedet ikke har noget med hinanden at gøre. 1284. De moderne apologeter Lars Sandbeck og Lars Christiansen mener ligeledes, at her er der tale om to så forskellige størrelser, at der hverken kan opstå konkurrence eller konflikt imellem dem. De er lige så forskellige som cykling og tennis.1285. Videnskab handler om den fysiske verden, som vi kan få en nogenlunde sikker viden om, mens religion handler om det, vi ”principielt ikke kan vide noget om.” Videnskab handler, med andre ord, om det ydre, og religion om det indre. Heller ikke Svend Brinkmann mener, at religionerne bør præsentere sig som videnskaber, men han tænker, at det kan være vanskeligt at svare på det modsatte, nemlig om videnskaberne kan give sig ud for at være en slags religion 1286 Tro og videnskab har gennem tiderne oftest stået i en nærmest uforenelig modsætning. Megen nyere religionskritik af Jørgen Jørgensens opfattelse har døjet med at fortælle de troende, at Gud ikke eksisterede, fordi der simpelthen manglede videnskabelige beviser for hans eksistens. Idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt (1953-2021) er en af dem, der har advaret mod en sådan forenklet argumentation. Man kan ikke blot påvise realiteterne, som for eksempel, at Gud ikke skabte verden på seks dage, og så forvente, at alle religiøse straks frafalder deres religion, siger han. Schmidt mener, at vi lever efter et ”illusionsprincip” og ikke efter et ”realitetsprincip”. Der er, som tilfældet også er med Sigmund Freuds religionskritik, en underlig tiltro til, at realiteten i sig selv kan bekæmpe illusionen…”altså at denne faktisk blot er en opiumståge, hvorved man ser bort fra, at illusioner er realiteter, indtil de brister.” 1287 Mine religiøse venner vil næppe bryde sig ordet ”illusion”, men jeg mener, Schmidt har ret i, at religionskritik må komme videre end til blot at påvise realiteter og videnskabelige landvindinger som et våben mod religionsdyrkelse. Den britiske forfatter og tidligere nonne Karen Armstrong mener, at religiøse mennesker ”før i tiden” var mere åbne overfor alle mulige former for sandheder. Hun tænker næppe på Martin Luther eller på kætterforfølgelser, men hun graver endnu længere tilbage i historien og hævder, at jødiske, kristne og muslimske lærde engang har været ivrige efter at tage ved lære af hedenske grækere, der havde ofret til ”afguder”, såvel som de var villige til at lære af hinanden. ”Det er ganske enkelt ikke rigtigt, at videnskab og religion altid har ligget i krig med hinanden”.1288 307 Der er ikke desto mindre blandt filosofferne og historikerne en tydelig tendens til at lægge vægt på kampen mellem videnskab og religion, snarere end på den gensidige inspiration. Den norske forfatter Arnulf Øverland (1889 – 1968) siger: ”Kirken har altid opfattet videbegær som en synd og forskning som en fare. Kirkefaderen Tertullian erklærer, at enhver videnskab er overflødig, eftersom man har evangelierne. Og stadigvæk kan man blive mødt af klicheer som ”den forældede Darwinisme” og ”den åndløse materialisme”. 1289 Renæssancehumanisterne og reformatorerne i 1400- og 1500-tallet var stort set fremmede for den videnskabelige udforskning af naturen. Carl Henrik Koch 1290skriver, at der ofte var tale om en direkte fjendtlighed, som når Luther kort og godt kalder astronomen Nicolaus Copernicus (14731543) for et ”fjols”. 1291 Galileo Galilei mente, at teologi og mekanik (studiet af bevægelse) var to fuldkommen adskilte discipliner, hver med sine særlige kompetencer. I et berømt brev til Storhertuginde Christina af Toscana (1615), hvori han skildrede sit syn på forholdet mellem videnskab og religion, tilsluttede Galileo sig helhjertet Augustins princip om tilpasning. Videnskaben beskæftigede sig med den materielle verden, og teologien med Gud. De to discipliner skulle ikke blandes, men holde sig indenfor hvert deres område. 1292 Som vi ved, blev Galileo – på trods af ovenstående synspunkt om, at teologi og videnskab tilhørte hver sin verden – alligevel 12. april 1633 kaldt til Inkvisitionen og dømt skyldig i lydighedsnægtelse. Og den 22. juni blev han så tvunget til at tilbagekalde sine meninger, liggende på sine knæ, - og han vendte tilbage til Firenze, hvor han fik husarrest på sit landsted. Formentlig skal vi helt tilbage til 1600-tallets Danmark for at finde de første danske spor af belysningen af det gamle spørgsmål om filosofisk versus teologisk sandhed. Middelalderhistorikeren Sten Ebbesen 1293 nævner Daniel Hofmann (død 1611) og tyskeren Wenceslaus Schilling fra starten af 1600-tallet som de første på nogenlunde hjemlige breddegrader til at rejse spørgsmålet. De to ser ud til at have været bekymrede for filosofiens indtrængen i teologien, og derfor understreger de den teologiske sandheds særlige karakter. Gennem historien har man også lagt noget forskelligt i begrebet ”bevis”. I antikken og middelalderen var filosofferne og teologerne faktisk af den overbevisning, at Guds eksistens kunne bevises – noget de færreste, troende som ikke-troende, nok mener i dag. For de gamle tænkere, der var inspireret af Platon og Aristoteles, var det ”at bevise”, ikke ensbetydende med at få bekræftet en bestemt hypotese gennem observation og eksperimenter. For dem handlede det at bevise noget om en udledning af en nødvendig konklusion på baggrund af rationel og konsistent argumentation. Kravet om eksperimenter og observation, som vi kender det i dag, opstår sammen med naturvidenskaberne og vinder først for alvor udbredelse efter Oplysningstiden. 1294 Galileo Galilei (1564 – 1642) blev som nævnt i 1633 dømt af en kirkelig domstol. Dette har for fortalerne for ”konflikt-tesen” været ammunition til deres religionskritiske angreb, mens kristne ofte har fremhævet Galiei som et isoleret tilfælde, en enlig svale, der ikke kunne tages til indtægt for en påstand om, at kirken altid var imod videnskabelige indsigter.1295 308 Hvilken rolle skulle teologien og den kirkelige institution spille, hvis Gud kunne reduceres til at være skaber af naturen og dens lovmæssighed? Det var et af de helt store spørgsmål i Oplysningstiden. Voltaire svarede helt klart, at teologisk overtro skulle erstattes af fornuften, hvilket ville garantere et stort fremskridt. Han sagde: ”Når fornuften, befriet for dens lænker, lærer folk, at der kun er én Gud, at denne Gud er den universelle fader til alle mennesker, som er brødre; at disse brødre må være gode og retfærdige overfor hinanden, og at de må praktisere alle dyderne; at Gud, som er god og retfærdig, vil belønne dyd og straffe forbrydelse; da vil, mine brødre, menneskeheden være bedre og mindre overtroisk.” 1296 Den gudløse tolkning af universet var især udbredt i Frankrig, hvor fronterne mellem tro og fornuft, kirke og revolution var trukket særligt skarpt op. I Danmark udløstes den første større strid om tro og viden, 1297 da den senere biskop H.L. Martensen i 1849 udgav sin bog om ”Den Christelige Dogmatik”, en bog, der helt igennem hviler på Bibelens grundlag, og som i øvrigt fik stor udbredelse – også internationalt. Læreren og politikeren J.C.H. Fischer (1814-1885) var også tidligt ude i den hjemlige debat med sin bog fra 1849 (1851) ”Astronomien og Skriftens Auctoritet”. Bogen vakte opstandelse ved sin påvisning af en lang række områder, hvor Bibelens oplysninger og den nyeste videnskab kolliderede. Fischers standpunkt var så absolut videnskabens, og han havde da også en bred viden om astronomi og virkede desuden som lærer ved Slagelse Skole især i fagene matematik og regning. Desuden var han en ivrig ornitolog. Er Bibelens skabelsesberetning eller naturvidenskabens den rigtige? J.C.H. Fischer og Skriftens Autoritet Med sine videnskabelige indsigter i baghovedet faldt Bibelens påstande ofte Fischer for brystet. I følge Wulff, der portrætterede Rigsdagens mænd i 1882, hævdede Fischer på sine gamle dage, hvor han sad som kultusminister i Estrups regering, med inderlighed og styrke ”Guddomstilværelsen, og saa deri Menneskets eneste Haab.” 1298 Det forhindrede dog ikke, at hans politiske modstandere fandt det opportunt stadig kalde ham både ”Gudsfornægter” og ”Fritænker.”. Synspunkter, som man da også godt kunne læse ud af Fischers nævnte tidlige skrift om Bibelens ord og astronomien fra 1849. Ved læsningen af dette hans ”Skrivt”, som han kalder det, bliver det tydeligt, at man i midten af 1800-tallet havde en lang og sej dokumentations- og overbevisningskamp foran sig, hvis man ville repræsentere andre synspunkter end Første Mosebogs skabelsesberetning, ifølge hvilken Jorden blev skabt på seks dage. ”Disse Blades Hensigt er det alene at udtale den Tvivl, der ved Astronomien er opstaaet hos mig om Kirkelæren”. 1299 Det er den protestantiske kirkes ”grundsætning” at dømme enhver sandhed efter den hellige skrift, som skal være ”den eneste Regel og Rettesnor”, der tjener til at afgøre, hvad der er sandt og hvad der er falsk, skriver Fischer. 309 ”Af den øses alle religiøse Lærdomme og for dens Domstol stilles alle Sætninger; naar man vil prøve deres Gyldighed; stemme de med Skriften ere de sande, stride de derimod, ere de falske.” 1300 Det er for eksempel tydeligt, at der er to versioner af den samme sag, når man taler om Skabelsesberetningen. Der er Bibelens, og der er naturvidenskabens. Den opmærksomme læser vil nok være opmærksom på, siger Fischer, at teologerne ikke lader sig påvirke af naturvidenskabernes – og navnlig astronomiens – resultater. Teologerne lader som om de ikke kender nogen anden verden, end den Oldtiden og Bibelen forestiller sig 1301 Hans Lassen Martensen (1808- 1884) blev fra 1854 biskop over Sjælland. I 1849 havde han, som tidligere nævnt, udgivet sit hovedværk, ”Den christelige Dogmatik”. Fischer klager over, at det i dette værk ikke er gået op for forfatteren, at man bør beskæftige sig med teologiens forhold til videnskaben. Ja, spørgsmålet synes ikke engang …”at være opstaaet hos den ærede Forfatter”. ”Man vil således finde, at den ærede Forfatter kun kjender én Beretning om Skabelsen i 1. Mose Bog, mens det dog er anerkjendt som uomtvisteligt, at der ere to…” 1302 Fischer mener, at man handler dårligt, når man af ”misforstaaet Iver for at tjene Skriften” støtter vort Gudskendskab til et verdenssystem, der ganske vist er bibelsk - men ikke desto mindre falsk. Det duer ikke, at vi ved at holde os til Bibelens budskab støder videnskabens resultater bort fra vor religiøse bevidsthed. Fischer siger, at han selv anvender en ”sund Skriftfortolkning” på fx 1. Mosebog. Som med Skabelsesberetningen, således også med historien om Kristi himmelfart. Hvis man skal tage Lukas 24 v. 51 alvorligt, så måtte man ophæve tyngdeloven: ”Og det skete imedens han velsignede dem, da skiltes han fra dem, og førtes op til Himlen.”. Det bliver værre i ”Apostlenes Gerninger” (Kap.1), …hvor det påstås, at en sky tog Jesus bort fra de forsamledes øjne. ”…Saaledes lyde Skriftens Ord i tro Oversættelse, men det forekommer mig umuligt at forene denne Beretnings historiske Characteer med nogen anden, end den af Oldtiden forudsatte Verden.” 1303 Fischer bevarer sin kølige og humoristiske tone i det følgende. Han siger, at han mod sine indvendinger vil få det svar, at himmelfarten netop er et herligt mirakel, en streg i matematikernes regninger, der burde få dem til at indse, at de med deres tyngdelove gjorde bedst i at passe sig selv. 1304 Forestillingerne i Bibelen, siger Fischer, er uforenelig med den tanke, at Jorden er en kugle, der selv bevæger sig rundt midt i himlen. Fischer går i sin bog stærkt i rette med teologen H.N. Clausen: Henrik Nicolai Clausen (1793-1877) var en dansk teolog og politiker. Clausen, der regnedes for rationalist og gerne forholdt sig kritisk til den kirkelige tradition, udsendte i 1825 ”Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus”, som bevirkede, at Grundtvig efterfølgende skrev pamfletten ”Kirkens Gienmæle”. Grundtvig kaldte Clausen for en vranglærer og en kætter og anfægtede hans teologiske kyndighed. H.N. Clausen anlagde – og vandt – en injuriesag, hvad der 310 medførte at Grundtvig blev sat under politicensur. Fischer kritiserer Clausen, fordi denne kvier sig ved at kalde Jesu himmelfart for en myte og i stedet gør sig til fortaler for en mystisk opfattelse af beretningen. Hvorfor siger Clausen ikke rent ud fra, spørger Fischer. ”Gives der nogen anden Vei til at naa Lys i Mørket?” 1305 Fischer fortsætter i sin bog om, ”Astronomien og Skriftens Auctoritet”, sin kritik af de kristne dogmer og nærmer sig endnu en gang sit store interesseområde, nemlig astronomien – og beslægtet hermed astrologien, eller nærmere, kritikken af sidstnævnte. Det er nemlig overtro, når man hævder, at stjernernes stilling ved et barns fødsel skulle betyde noget, mener han. Stjernen over Betlehem ved Jesu fødsel kan simpelthen ikke passe. ”Forat Fortællingen skulde kunde være historisk, maatte denne Stjerne ikke deltage i den ”daglige bevægelse”…”I Sandhed, det er ikke muligt at udtænke noget i astronomisk Hensigt mere Meningsløst.” 1306 Fischer hopper heller ikke på, at solen skal formørkes, månen holde op med at skinne, stjernerne falde fra himlen og himlens magter rystes, sådan som Matthæus spår (Math.24) som optakt til, at Jesus vil komme tilbage. Det hjælper ikke, at både Lukas og Markus siger noget i samme stil. ”Jeg vil haabe, at det af den hele foregaaende Udvikling er klart, at de anførte Forudsigelser om Verdens Undergang paa det høieste knytte sig til de Verdensforestillinger, som de Gamle nærede, og man ikke kunne eftervise det Ringeste i dem”….1307 Udviklingen har altså overhalet Bibelen. De hellige skribenter har i astronomisk henseende ikke ”staaet over deres Tid, men fuldkomment tilhørt den og deelt dens Vildfarelser.” 1308 Men Kopernikus har – trods trusler om pinebænk og henrettelse – vist vejen med sit nye heliocentriske verdensbillede, mener Fischer. Videnskabens indsigter vil sejre til sidst. Men Fischer tilføjer, at der desværre også i hans egen samtid, i 1800-tallet, er en vis – naturligvis ubevidst – mangel på ….”Oprigtighed, der hidrører fra Bestræbelsen for at være orthodox, hvad man i de allerfleste Tilfælde ikke er mere.” 1309 Teologien vil simpelthen ikke se de moderne videnskabelige sandheder i øjnene, og der rejser sig et ramaskrig, hver gang nogen formaster sig til at anfægte og kritisere troens ”sandheder”! 1310 Det er typisk for teologerne, siger Fischer, at de altid skal rådspørge sig hos alle de gamle først, før de – måske - kommer med indrømmelser til det nye. …”den klassiske Oldtid eftersees, ligeledes Conciliedekreter, Skolastikernes Værker, Reformatorernes Skrifter, symbolske Bøger og meget mere, samt endelig den højere Theologie, der er gaaet samme Vei. Derimod falder det ikke Theologerne ind at raadspørge sig hos den Videnskab, der randsager Guds Gjerninger, og giver os sikre Kundskaber derom…” 1311 Teologiens verdensbillede afspejler en for længst forladt fortid. En fortid, der mente, at.. ”Jorden maa være flad, Jerusalem Landenes Midtpunkt, Himmelhvælvingen genreises over Jorden, met eet Ord, alle aandelige Fremskridt, der i Tiderne ere gjorte og som komme i Strid med Skriften, hvad der på én eller anden Maade vil være tilfælde med de fleste, maa bedømmes som falske og forkastes, ” 1312 311 Hvorfor vil teologien ikke se de nye indsigter i øjnene? Hvad er så, iflg. Fischer, baggrunden for teologiens manglende vilje til at se nye indsigter i øjnene? Han mener, at mange religiøse vil mene, at man forstyrrer freden og krænker evigheden og absolutheden, når man stiller kritiske spørgsmål. Kirkens forsvarere ynder at omgive sig med det, Fischer kalder ”en falsk Glands”, en aura af dyb visdom, hvis tomhed dog falder i øjnene, når folk får øjnene op for de fremskridt i ånden, andre retninger har gjort. 1313 Det er også svært at skjule, at man i den hellige skrift kan finde belæg for næsten hvad som helst. Bibelen er forfattet til så forskellige tider og under så forskellige forhold og af så mange forskelligt følende og tænkende mennesker, så at man i den kan finde hjemmel til alt muligt. På den måde kan enhver forlade kampen på ord med en sejrrig bevidsthed, men man snyder sig for en klarsynet belysning af det diskuterede emne ved fornuftens brug. 1314 Nok om Fischer. En anden fortaler for videnskaben i samtiden var Hans Brøchner (1820 – 1875), oversætter af David Friedrich Strauss og lærer for og en stor inspirationskilde for Georg Brandes. Brøchner beskæftigede sig indgående med emnet om religion overfor videnskab. Han mente, at der var en uforenelig modsætning mellem de to størrelser, og at viden måtte foretrækkes 1315 ”Idet Viden vælges, vælges nemlig det, der som Væsensudtryk for det universelle Menneskevæsen, i sig bærer Muligheden til at afslutte sig til en Totalitet med indre Uendelighed” 1316 Også den danske fritænker og socialist, Frederik Dreier (1827-1853) var tidligt ude med påstanden om videnskabens overlegenhed i forhold til religionen, når det gjaldt om at forklare livets opståen. I ”Folkenes Fremtid” (1848) skrev Dreier bl.a.: ”Alle naturvidenskabelige Erfaringer tyde hen paa, at de nulevende Dyreslægter har gennemgaaet mangfoldige store Forandringer, navnligen af en Form, hvis Individer efterhaanden kom under Forhold, der vare meget forskellige fra de tidligere (det ”Oprindelige” om man vil), fremkommet flere indbyrdes forskjellige og fra det foreløbige Udgangstrin meget afvigende Former 1317 I øvrigt var Darwin - og Dreier - ikke de første til at tænke i de baner. Den norske filosof Niels Treschow havde, 50 år før Darwin, fremmet en hypotese om menneskets biologiske afstamning fra en dyreart. 1318 På samme tid som Dreiers ”Folkenes Fremtid” udkom flere danske værker, der gjorde rede for videnskabens udvikling set i lyset af religionens udsagn. Det gjaldt bl.a. H.C. Ørsteds ”Aanden i Naturen” (1850), Rudolf Varbergs ”Striden mellem Ørsted og Mynster: eller Naturvidenskaben og den officielle Theologi” (1851) samt J.C.H. Fischers ovenfor nævnte ”Astronomien og Skriftens Auctoritet” (1851) I Ørsteds artikel ”Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben”, der indgår i ”Aanden i Naturen”, siger Ørsted, at ”Der gives Mange, som mene, at Overtroen staaer i inderlig Sammenhæng med Troen, og derfor indbilde sig, at Udryddelsen af hiin skulde udsætte denne for Fare.” 1319 Ørsted slutter: 312 "Saaledes udelukker da den sande Naturvidenskab saavel Vantroen som Overtroen."1320 ”Aanden i Naturen” udkom første gang i 1849 – 50 i to dele og blev hurtigt genoptrykt, ligesom den blev oversat til de europæiske hovedsprog. Ørsteds tankegang er – som tilfældet var for de fleste forskere på denne tid – gennemsyret af Romantikken. Videnskabens resultater opfattedes som en bekræftelse på, at naturen er besjælet af fornuftslove (naturlove), som vidner om en styring af en højere intelligens, nemlig Gud. Da Darwin i 1859 udgiver ”On the Origin of Species”, der hævder at der ikke fandtes nogen styring af det levende liv, rejses der for alvor spørgsmål ved Romantikkens opfattelse. Dermed kunne man mene, at Ørsted er blevet umoderne, men han er i det mindste – før Darwin - med til at sætte naturvidenskaben på det intellektuelle landkort, og en mand som ateisten Rudolf Varberg værdsætter i høj grad dette. I 1851 skriver Rudolf Varberg om emnet.1321 ”Der er to Verdensanskuelser, den ene etablerer den fri Forskning som sit Princip, den anden den hengivelsesfulde, troende Underkastelse, mellem disse to Grundsætninger er der en Kløft, der strækker sig ind paa alle Gebeter.”…”De have ikke samme Religion, Historien opfatte de paa en grundforskjellig Maade, Naturvidenskaben læres forskelligt, ja ikke engang Mathematikken er den samme, thi vi sige een = én, men Theologien siger én = tre, hvorledes skulle de da have samme Poesi?” Varberg mener, at dette er udtryk for såvel H. C. Ørsteds som hans egen opfattelse. Ørsted er grundlæggende panteistisk, siger Varberg. Han viser naturen som et sammenhængende hele i modsætning til den traditionelle opfattelse, der siger at det hele er en samling af enkeltheder og vilde kræfter, der sættes i bevægelse af en udenfor ståendes vilkårlige bevægelser. Hos Ørsted er ”den saakaldte Gud” foreningspunktet for naturlovene og centrum for verdensordenen. Varberg siger: ”Naar Gud siges at have skabt Verden, saa er det saaledes at forstaa, at de evige Naturlove have udviklet sig overenstemmende med deres Natur og derved under deres fornuftsmæssige Samvirken frembragt alt det Tilværende.”1322 For Varberg at se skrumper kristendommen således ind til at blive en del af den ”holdbare, den tilfredsstillende Lære, Fornuftreligionen, der i dette Tilfælde er en lidt theologiserende Pantheisme.” 1323 Han holder denne panteistiske opfattelse op mod det, han kalder ”den gamle Tilstand”, nemlig den traditionelle kristendom. ”I den gamle Tilstand er det …”et aldeles patriarkalsk Forhold: Gud er Faderen og Mennesket er Barnet. Gud siger til Mennesket, det skal du gøre, og det skal du lade være, er du artig, faar du Belønning, er du uartig, bliver du straffet. Barnet er naturligvis uartigt, men saa beder det om Forladelse og slipper muligvis for Straf. Tilstøder der det et uheld, løber det til Fader, der efter Børns sædvanlige Forestillingsmaade kan alt, og beder ham bringe Tingen i Orden igen.” 1324 Hos Ørsted, siger Varberg, står det ikke så gemytligt og enkelt til. Her må mennesket selv bøde for, hvad det forsér sig i. Det må bruge sine egne kræfter, for nogen ekstraordinær hjælp ovenfra kan det ikke regne med. Varberg, er enig i den tolkning, han lægger ned over Ørsted, og mener, at kristendommen på denne måde appellerer mere til dem, der er ”umyndige i Aanden”, mens 313 panteismen er en religion for selvbevidste Mænd, ..”der ere vante til at virke og udrette noget og derfor med Rette have Tillid til sig selv.” 1325 Den stakkels teologi må forsvare sig, mener Varberg, og her er dens sædvanlige våben – nemlig Bibelcitater – ubrugbare i kampen. Og desværre har fornuftens forkæmpere lagt beslag på alt brugbart: ”Positive Erfaringer, logiske Grunde, hvoraf Videnskaben har Forraad, ere ikke længere at opdrive, den stakkels Theologi maa da se at hjælpe sig igjennem med dristige Forudsætninger, fantastiske Gisninger, indigneret Pathos og Appel til de raa Magter.” 1326 Selv om Varberg følger Ørsted langt hen ad vejen og tydeligt er begejstret for det, han ser som Ørsteds kamp for videnskaben, kan han ikke følge ham helt i mål. Varberg tror, modsat Ørsted, ikke på den ”skabende guddomstanke” og heller ikke på ”Almagten”. Varberg lægger kortene på bordet og erklærer sig åbent som ateist: ”Der er kun eet Svar muligt her, at den skabende Guddomstanke ikke er, og ikke har været til. Verden er ikke skabt, fremgaaet af nogen Villie – eller Frihedsakt, i den fysiske Udvikling findes kun eet Princip, Nødvendigheden. At der altsaa ikke strax i Jordklodens første Tilstand fremkom Mennesker, havde ene og alene sin Grund, at det var umuligt; der maatte først foregaa en Uendelighed af Udviklinger, før Naturen formaaede at frembringe et saa højtstaaende Produkt.” 1327 Udfordringen fra Charles Darwin Med udsendelsen af ”Om Arternes Oprindelse” (“On the Origin of Species by Means of Natural Selection”) 1859 udfordrer Darwin forestillingen om den naturlige orden med sin kuldkastende, nye teori. De gamle naturteologer havde lagt afgørende vægt på naturens ordnede og lovmæssige indretning, hvilket de havde udlagt som et vidnesbyrd om, at der stod en intelligent designer bag. Nu kom Darwin så med den teori, der kendes som evolutionsteorien, en teori der ikke så naturen som præget af orden og harmoni, ..”men som gennemsyret af tilfældighedernes kaos, der ikke vidnede om nogen bagvedliggende skaberplan.” 1328 Det materiale, som Darwin havde indsamlet fra 1831 og fem år frem langs den sydamerikanske kystlinje på sin rejse med HMS Beagle, fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved tanken om, at alle arter på én gang skulle være skabt af Gud. De utallige arter måtte derimod have udviklet sig gennem lange tider ved en udvikling af naturens arter, mente Darwin. ”Ifølge Darwin fulgte arterne ikke nogen fastlagt plan i deres udvikling. Der var ingen bagvedliggende hånd, der styrede det ene individs sejr og det andets nederlag, blot en hård og indædt kamp om overlevelse. Sejrherren var simpelthen den, der besad de bedste forudsætninger for at overleve under de givne betingelser. For Darwin var tilstanden i naturen præget af brutalitet og en intens kamp om livet.” 1329 Fordi Darwin ville være helt sikker i sin sag, gik der så lang tid fra opdagelsesrejsen til udgivelsen af ”Om Arternes Oprindelse”, der kom til at konkurrere med en lignende teori fra Alfred Russel Wallace (1823 – 1913). I 1871 udsender Darwin ”Descent of Man” (da. ”Menneskets afstamning og 314 parringsvalget”), hvori han hævder, at mennesket ikke kan adskilles fra resten af naturen, men at vi – ligesom alle andre arter – er underlagt den naturlige udvælgelse. Darwins teorier var totalt uspiselige for mange. Der blev ikke megen plads tilbage til Gud, hvis også religiøse og moralske forestillinger, sådan som Darwin hævdede, var et produkt af den evolutionære proces. Det blev vanskeligt at forestille sig en Gud, der eksisterede uafhængigt af mennesket, og det kunne være svært at se Bibelen som Guds eget ord til mennesket. Den engelske biskop Samuel Wilberforce (1805 – 1873) angreb – ligesom mange andre videnskabeligheden i Darwins teori, mens biologen Thomas Henry Huxley (1825 – 1895) forsvarede Darwin. I en anmeldelse af ”On the Origin of Species” i 1860 skrev Huxley bl.a.: ”Alle og enhver har læst Hr. Darwins bog, eller i det mindste givet udtryk for deres mening om dens fortræffeligheder eller fejltagelser. Pietister, hvad enten de er verdslige eller gejstlige, fordømmer den i overbærende toner; fanatikere afviser den med ignorante skældsord, gamle damer af begge køn anser det for at være et afgjort farligt værk, og selv lærde, der ikke har bedre skidt at kaste fra sig, citerer forældede skribenter i håb om at vise, at værkets forfatter ikke selv er bedre end en abe.” 1330 Det var i øvrigt Huxley, der fandt på ordet ”agnostiker”, med hvilket han kendetegnede sig selv. Darwin ryster verden! Darwins tanker vakte opsigt og rystede simpelthen grundlaget for hele den gamle verden! Hvis vor moral og religion er et resultat af den biologiske udviklingsproces, er det ikke Gud, der har skabt mennesket, men omvendt mennesket, der har skabt Gud. Ikke mindst i USA findes der den dag i dag, som tidligere nævnt, mange såkaldte ”kreationister”, der vil forklare verdens skabelse med udgangspunkt i den bibelske skabelsesberetning. Nogle kreationister strækker sig dog til, at man kan tolke Bibelen og for eksempel forstå Bibelens ”dage” som ikke nærmere definerede tidsrum. 1331 I 1871 vækker det postyr, da den tidligere omtalte præst, Niels Lindberg, i ”Dansk Kirketidende” lader trykke en artikel, der tager afstand fra anglikanske præsters antidarwinisme. 1332 Der fandtes herhjemme også stemmer, der søgte at forlige de stridende parter i kampen mellem tro og videnskab. Præsten Emil Christiani (1817 – 1901) skrev i bogen ”Om Tro og Viden” (1877): ”Jeg synes kun, at jeg har fået Ro og Hvile for mit Trosliv ved at give Troen sit og Viden sit; naar enhver faar sit Område, saa plejer man at komme bedst ud af det med hinanden 1333 Harald Høffding (1843 – 1931), dansk teolog og professor i filosofi, var en af de vægtigste stemmer i 1800-tallets Danmark i denne voldsomme tvekamp mellem tro og viden. I 1866 udsender Høffding sit første skrift. Der er tale om en lille pjece, hvori han støtter Rasmus Nielsens synspunkt om, at tro og viden bygger på uensartede principper, der derfor aldrig kan komme i konflikt med hinanden. Allerede året efter, under indtryk af Hans Brøchners kritik af Rasmus Nielsen, forlader Høffding dog dette standpunkt. Carl Henrik Koch siger om Høffdings holdningsskift: 315 ”I løbet af en periode på otte år – fra hans forsvar for Rasmus Nielsen og til hans tilslutning til Spencers positivisme – havde hans intellektuelle udvikling ført ham bort fra kristendom og teologi til en humanistisk og udogmatisk livsfilosofi og et positivistisk videnskabssyn.” 1334 I årene omkring 1900 spillede Høffdings synspunkter en væsentlig rolle for de unge svenske socialdemokrater og deres tanker om en kommende velfærdsstat. Mindre populær var Høffding blandt kristne, især efter at han i 1901 udgav sin religionsfilosofi. En formand for Indre Mission udtalte, fx at Høffding …”var en Mand, ingen Kristen kunde have personlig Agtelse for.” 1335 Høffding betragtede livet som ”værdiernes kilde”. De etiske principper, som kommer til udtryk i menneskelig vurdering og handling, kan kun lede livet, når de selv var fremgået af livet. I 1887 skrev han: ”Praktisk Erfaring og teoretisk Forsken have stedse mere fæstnet den Overbevisning hos mig, at de etiske Principer – Grundlaget og Maalestokken for alle Domme om godt og ondt – have et udspring i selve Menneskets Natur og Vilkaar, uafhængigt af alle Autoriteter…” 1336 Religion anså Høffding for at være en bestræbelse på at se sammenhæng og kontinuitet i tilværelsen. Tro er trofasthed, skrev han, Troens indhold var for ham, at der var ”trofasthed” i tilværelsen, og trofasthed forstod han som beståen og kontinuitet gennem alle forandringer. 1337 Da Høffding i 1914/1915 går på pension, er Anton Thomsen blandt ansøgerne til hans stilling. Anton Thomsen og videreførelsen af arven fra Oplysningstiden Anton Thomsen (1877-1915), dansk filosof og religionsforsker, udnævnes første september 1915 til den ledige stilling som professor i filosofi efter Høffding, men allerede 17 dage efter dør han, efter kun at have afholdt tre forelæsninger. Dødsårsagen var formentlig både legemlig og sjælelig overanstrengelse, men psykisk sygdom har sikkert også spillet ind. 1338 Thomsen var kendt som en aggressiv angriber af kristendommen og havde mange fjender, men var dog ikke desto mindre Høffdings egen kandidat til professorstillingen. Thomsen opfattede nok sig selv som en arvtager af oplysningstidens kritiske tænkning, og den videnskabelige forskning og den filosofiske tænkning var hans svar på, hvad man skulle sætte i stedet for religionen. Carl Henrik Koch skriver om ham: ”Hele hans videnskabelige produktion, som stort set ligger indenfor filosofihistorien, er i sidste instans vendt mod religionen, som han opfattede som udtryk for den dybeste irrationalitet.” 1339 Thomsen var med sin skarpe afvisning af religion ikke helt tilfreds med Høffdings synspunkter. I hvert fald skrev Thomsen i sin dagbog, da Høffdings Religionsfilosofi udkom (1901), at Høffdings værk var ”en bastard af Religion og Filosofi, den yngste Frugt af denne sørgelige Forbindelse…” 1340 Anton Thomsen: Religion og Religionsvidenskab, 1911 I slutningen af 1911 udgav Thomsen bogen ”Religion og Religionsvidenskab”. Værket var stærkt kristendomskritisk og vakte en hel del opsigt og forargelse. 1341 Her gør Thomsen op med den form for religion, det han kalder ”Den Spekulative Religionsfilosofi”, der påstår at være ”videnskab”. 316 ”Den spekulative Religionsfilosofi har i Virkeligheden intet med Videnskab at gøre, den har kun Skinnet deraf. Den hører hverken til i Himlen eller paa Jorden, den er en Overgangsform, en Halvhed, Religionens usalige Genfærd, der ikke kan finde sin Grav.” 1342 Thomsen angriber ligeledes den overtro, han finder i megen religion. ”Splinter af Korset, gammelt Tøj, Knokler og alt det latterlige Kram, den katholske Kirke gemmer i gyldne Skrin, virker helbredende paa de Troende…”1343. Det minder Thomsen om forestillingen om, at det varsler ondt for ægteskabet, hvis man taber sin forlovelsesring, mens et firkløver eller en hestesko over døren skulle give lykke! Han taler om de ”mystiske kræfters liv, der ligger til grund for religionens eventyrverden.” ”De høje træer voxer, og de taler med sagte Susen, Floderne stræber frem og avler Frugtbarhed, Ilden lever, æder og dør bort, Blæsten jager afsted, og Mørket selv faar Vælde, tæt og tungt falder det paa, og dybt inde fra dets Skød skyder de sælsomste Skikkelser sig frem, Nattens Børn, der er paa Færde overalt.” 1344 Eventyr og skrøner, altså! Men ikke uden en poetisk virkning, der fascinerer, og som har dannet grundlag for de tidlige religioner. Thomsen søger i sin bog at kortlægge religionernes opkomst og historie og søger bl.a. tilbage til Xenofanes. I de fragmenter, der er efterladt efter Xenofanes (560 – 478 f. Kr.), og som danner religionsvidenskabens allerførste begyndelse, hedder det, at menneskene danner guderne i deres eget billede. ”Men hvis Oxer og Heste og Løver havde Hænder og kunde male og danne Billeder ligesom Menneskene, saa vilde Hesten danne deres Guder som Heste, Oxerne som Oxer og hver Art just efter sig selv. Æthiopierne paastaar, at deres Guder er sorte og har Braknæser, Tracherne, at de har blaa Øjne og rødt Haar…” 1345 Gagarin-ateisterne Religionskritikken i Thomsens samtid gav ofte udtryk for, at videnskaben efterhånden var så udviklet, at den endegyldigt kunne feje alle religiøse påstande af bordet. Som tidligere omtalt kan man her tale om ”Gagarin-videnskabelighed.”, og jeg har nævnt, at filosoffen Jørgen Jørgensen og pædagogen og politikeren Vilhelm Rasmussen nok kan, lidt uhøfligt, rubriceres som totale videnskabsforsvarere eller ”Gagarin-ateister”. Beslægtet hermed er – i nyere tid - Jørgen Gry, der i 1991 udgav bogen, ”Ateisme – et livssyn uden gudstro”. Gry argumenterer i bogen for ateismen som livssyn, fordi ateismen efter hans mening, mere end noget andet, er i ”stand til at gennemskue løgnene og bedraget i verden omkring os.” 1346 Ateismen af i dag bygger på den moderne naturvidenskab og psykologi, og: ”Principielt er der ikke noget, der ikke kan udforskes naturvidenskabeligt. Det er et spørgsmål om at finde metoder.” 1347 De såkaldte ”ny-ateister”, som fx Richard Dawkins, ville mange teologer sikkert også opfatte som ”Gagarin-ateister”. Apologeterne Sandbeck og Christiansen klager over, at de i hvert fald er dårligt skolede filosofisk set, og derfor gør sig sagen ”alt for let”, når de kritiserer religionen. 317 ”I bund og grund har nyateister som Richard Dawkins ikke andet at indvende imod troen på Gud, end at den lider af en form for empirisk evidensmangel, fordi ingen nogensinde har set eller rørt Gud.” 1348 Noma og Poma Der findes ligefrem et internationalt udtryk for uafhængighedsforholdet mellem naturvidenskab og religion, opfundet af den amerikanske palæontolog Stephen Jay Gould: NOMA, ”nonoverlapping magisteria”, altså vidensområder, der ikke overlapper hinanden. 1349 Den tanke, at tro på en Gud og naturvidenskabens indsigter er to forskellige sprog, deles af mange moderne mennesker, også udenfor teologernes kreds. Svend Andersen siger I bogen “Kristendom” (2022): 1350 “Der er tale om to grundlæggende forskellige måder at betragte virkeligheden på, som kommer til udtryk i to grundlæggende forskellige sprog.”. Så ifølge Andersen er der ingen grund til at tale om en uforenelig modsætning, men om to forskellige måder at tale på. NOMA-modellen lægger næsten op til, at der så også må findes en model, der antyder overlapning mellem tro og videnskab, og en sådan findes da også under navnet POMA (”partially overlapping magisteria”). Lad os fra Danmark kort vende øjnene mod nogle andre vestlige lande. Den engelske og amerikanske tradition John William Draper (1811-1882) publicerede i 1875 “History of the Conflict between Science and Religion” 1351. Drapers værk udkom I ikke færre end 50 oplag og blev oversat til ti sprog. Andrew Dickson White (1832-1918), udgav, en snes år efter, I 1896, “A History of the Warfare of Science with Theology in Christendom” 1352 . For bade Draper og White var religionen, og især de religiøse institutioner, en konservativ og dogmatisk kolos, der nægtede at se naturvidenskabens sandheder i øjnene. 1353 Kun videnskaben kunne ifølge Draper befri os fra ”religionens tyranni”! For Draper var religion og videnskab fundamentalt forskellige fra hinanden. Den religiøse tro anså han for at være uforanderlig og stationær, mens videnskaben – og fornuften – omvendt var af progressiv karakter. Ifølge Draper måtte en religiøs tro, der bygger på en guddommelig åbenbaring, nødvendigvis være fjendtligt indstillet overalt nyt, der kunne udfordre og svække dens autoritet. Den engelske matematiker og filosof William Kingdom Clifford (1845-1879) var på samme linje, når det gjaldt synet på religion. Han hævdede, at det ikke blot var intellektuelt, men også ligefrem moralsk uacceptabelt at godtage nogen mening – hvad enten den var religiøs, videnskabelig eller moralsk – uden tilstrækkeligt bevis. John Stuart Mill (1806-1873) mente, i samme ånd, at det, han kaldte ”trosbedraget” havde sanktioneret halvdelen af de skadelige falske forestillinger, der var blevet kendt i løbet af historien. 1354 Tilbage til Danmark! Idehistorikeren Malene Busk hævder, at de troende gennemgående ikke lytter til videnskaben. For hende at se går der en desperat, instinktiv overlevelsesmekanisme i 318 gang, ”en rasende selvforblændelse”, når videnskaben vover at anfægte troen. Troens fortalere værner om deres tro, som gjaldt det deres eget liv, selv når al fornuft fortæller dem, at de tager fejl, mener hun 1355. Den danske fysiker Jens Martin Knudsen (1930 – 2005) ridsede arbejdsfelterne op på denne måde: Man skal aldrig blande Gud ind i videnskaben. Videnskaben søger at forstå, hvordan verden virker. Religionen søger at forstå, hvordan vi skal virke i verden! 1356 Esben Lunde Larsen og Gudstroen Professor i kommunikation, Peter Øhrstrøm 1357, mener, at det i høj grad er en myte at påstå, at der er en konflikt mellem tro og viden, selvom konfliktstemmer har fyldt meget i vort århundrede. Øhrstrøm belyser det med et eksempel: Den 18. juni 2015 tiltrådte Esben Lunde Larsen (V) som uddannelses- og forskningsminister. Det førte til, at han kom i en større mediestorm. Årsagen var et interview, ministeren havde givet i Jyllandsposten 3. juli 2015, om menneskets tilblivelse. Her havde Lunde Larsen bl.a. udtalt: ”Jeg tror, at der står en skabende Gud bag. Hvordan han så har gjort det, det har jeg ikke forholdt mig så meget til.” Det fik religionshistorikeren Mikael Rothstein til at sige, at det var uacceptabelt, at Lunde Larsen skulle have et job, hvor han skulle være øverste chef for forskning og videnskab, ”når han repræsenterer synspunkter, der står i et grel modsætningsforhold til forskning og videnskaben.” Synspunktet blev efterfølgende trukket endnu skarpere op i Politiken, hvor Rothstein og JensAndré Herbener skrev: ”Forskningsministeren sidestiller altså fantasi med videnskab. Hvor længe skal vi værne os mod religiøse fantasier i akademisk sammenhæng?” 1358 En opinionsundersøgelse viste, ad danskerne delte sig i to næsten lige store lejre i dette spørgsmål. For Øhrstrøm handler debatten om tro og videnskab om ”miraklets mulighed”, og han kritiserer ”den nye ateisme” for at føre en skinger tone mod denne mulighed. Herefter går han over til en gennemgang af især Richard Dawkins´ anker mod religionen. Til sidst når han til Georg Brandes, der med bogen ”Sagnet om Jesus” (1925), udelukker miraklets mulighed, idet Brandes søgte at vise Jesus som en sagn- eller eventyrfigur. Kaj Munk svarede allerede dengang prompte med skuespillet ”Ordet” (1925), der præsenterede et markant forsvar for troen på miraklets mulighed. Øhrstrøm glæder sig over, at idehistorikeren og direktøren for Statens Naturhistoriske Museum, Peter Clemens Kjærgaard, lagde afstand til kritikken af udnævnelsen af en troende kristen som forskningsminister – og samtidig lagde afstand til centrale påstande i den nye ateisme. Kjærgaard udtalte sig til Kristeligt Dagblad 6. juli 2015 og sagde bl.a. at naturvidenskaben er et uafhængigt fællesrum, der ”er renset og skal holdes fri for tro og ideologi, men det er befolket af hinduer, jøder, muslimer, ateister og kristne.”. Øhrstrøm mener også, at den kristne tro – trods en sejlivet myte om det modsatte – har tjent mange videnskabsmænd som en ideologisk støtte og motivation i deres videnskabelige arbejde. Det gælder også Galilei, selv om han på helt ”urimelig vis”, som Øhrstrøm siger, blev idømt husarrest. ”Det er oplagt, at inkvisitionen var grufuld, og mange blev henrettet på frygtelig vis. 319 Men der er ikke et eneste kendt eksempel på, at en afvigende opfattelse i sig selv har ført til inkvisitionens kætterbål for nogen videnskabsmand.” 1359 Også i dag gælder det, iflg. Øhrstrøm, at den kristne kirke ikke ønsker at modvirke videnskabelig erkendelse. Desværre er der indenfor den nye ateisme ledende folk, der ikke er …”villige til at give rum for, at der for aktive forskere moderne videnskab findes principielt acceptable alternativer til et naturalistisk verdensbillede.” Og så er kulturkampen jo uundgåelig, men den bør føres ordentligt og respektfuldt og med villighed til at lytte til andres synspunkter” 1360, slutter Øhrstrøm. Selv om jeg er enig med Øhrstrøm i, at vi bør behandle hinanden respektfuldt på tværs af modsatrettede synspunkter, og at man godt kan være både ateistisk og troende videnskabsmand m/k, – så kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, – trods den alvorlige anledning når Øhrstrøm hævder, at videnskabsmænd ikke led døden på kætterbål. Jeg må indvende, at Inkvisitionen ramte bredt, og inkvisitorerne uddannedes til ikke at diskutere med kætterne. Den kætter, der valgte at tro, skulle modtages, fik inkvisitorerne at vide, mens den, der nægtede, skulle fordømmes – hvilket oftest betød døden på bålet! Videnskabsmænd i moderne forstand fandtes ikke i inkvisitionens glansperiode fra ca. 1200 – ca. 1800, og hvis det var nok, at man nægtede at tro på den kirkeligt autoriserede måde for at blive dømt, - og det var det - må der være smuttet mange af datidens videnskabsmænd med i dommene. 1361 Påstanden om, at kirken ikke har ført til kætterbål for nogen videnskabsmand, bør bestemt efterprøves. Under alle omstændigheder findes der gennem historien utallige eksempler på, at kirken har udøvet – ofte voldsomt - pres på videnskabsfolk, hvis resultater kunne tolkes som modsigelser af Bibelen. Fynbo og Øhrstrøm 1362 er selv inde på dominikanermunken Giordano Bruno som eksempel. Han blev brændt på bålet for kætteri i år 1600, men hans triste skæbne havde ikke noget med videnskab at gøre, siger forfatterne. Bruno blev primært dømt for sine teologiske teser. Jeg mener ikke, de har ret. Bruno udtalte sig faktisk også til fordel for et heliocentrisk verdensbillede, og et himmelrum med planeter, hvilket absolut må falde ind under videnskabens område! Teologen Lars Sandbeck har – i samme ånd som Øhstrøm - ligeledes hævdet, at kirken altid har været med til at opmuntre til videnskab. 1363 Sandbeck siger om de nye ateister: ”De opererer med et primitivt historieskema og opfatter civilisationsudviklingen som en opadgående kurve, hvor den vestlige videnskab og teknologi befinder sig øverst. De ser sig selv som menneskehedens oplyste, modne, rationelle voksenhed i modsætning til dens barndom, der var fuld af myter og overtro.”.. Kirkens hævdelse af Bibelen som øverste autoritet har ofte ført til, det vi i dag kan se som, ufrivilligt morsomme konstateringer. I 1650 konkluderede den irske ærkebiskop af Armagh, James Ussher, ud fra nøje Bibelstudier, at verden måtte være blevet skabt i begyndelsen af den nat, der gik forud for den 23. oktober år 4004 f.Kr. 1364 320 Tro og videnskab i den aktuelle diskussion Selv om forholdet mellem tro og viden ofte har været trukket op som et skarpt modsætningsforhold, lyder der dog også i dag mere forsonlige toner. Lise Ludvigsen og Poul Storgaard Mikkelsen (2007) har i bogen ”Religion i Det Senmoderne Samfund” gjort sig til talspersoner for, at der er sket et paradigmeskift i de senere år. Tro og viden står, ifølge dem, ikke i et modsætningsforhold til hinanden, men indgår i en vekselvirkning, i et ”både-og-forhold”, hvor anliggendet ikke er at afvise religionen, men at korrigere den.1365 Det kan her være nyttigt et øjeblik at sammenligne med lande udenfor den kristne kulturkreds, for at se hvor udbredt en bogstavnær læsning af et helligt skrift er. Hvis vi vender blikket fra vor egen vestlige verden, kan vi nemlig bemærke, at fundamentalistiske fortolkninger af hellige skrifter trives mange steder. I lande, hvor Islam er den herskende religion, legitimeres kontravidenskabelige udsagn for eksempel ofte med henvisning til Koranen eller andre helligskrifter1366. Den tyrkiske religiøse leder Adnan Oktar (f. 1956) har bl.a. udgivet det, der på engelsk hedder ”Atlas of Creation”. Her hævdes det, at Gud har skabt verden, mennesket og dyrearterne. Evolutionsbiologien beskriver han som roden til alt lige fra nazisme til terrorisme. 1367 Vi kan lade en af de tidligere paver, Johannes Paul d. 2. (1920 – 2005) få de sidste ord i dette afsnit. I 1996 holdt han en tale ved Det Pavelige Videnskabelige Akademi om den katolske kirkes forhold til evolutionsteorien. Johannes Paul sagde bl.a. at der ikke var noget problem i at acceptere evolutionsteoriens gyldighed. Og…. ”Han slog fast, at der ikke er nogen nødvendig konflikt mellem at forstå mennesket som skabt i Guds billede og videnskabelige teorier, som Darwins evolutionslære, der bygger på en forestilling om, at mennesket har gennemgået en udvikling. Grunden til det er, at der eksisterer en kløft mellem mennesket som biologisk væsen på den ene side og mennesket som et selvbevidst og moralsk væsen med en religiøs erfaring på den anden side. På den biologiske side af kløften er vi på videnskabens område, mens vi på den anden side bevæger os på filosofiens og teologiens enemærker.””1368 Forsonlige ord? Andersen og Jensen, der i 2006 udgav en bog om videnskab og religion, er kritiske overfor Pavens tanker, for hvordan skal vi fx forholde os til kloning, stamcelleforskning og genmanipulation, spørger de. Konklusion Fra at have været hinandens uforsonlige modsætninger har tro og videnskab herhjemme nok i dag fundet en måde at sameksistere på. Den danske fysiker Jens Martin Knudsen, formulerede det ganske rammende, da han sagde: Man skal aldrig blande Gud ind i videnskaben. Videnskaben søger at forstå, hvordan verden virker. Religionen søger at forstå, hvordan vi skal virke i verden! Ikke mange danskere, men nok en del amerikanere, ville i dag forsvare en bogstavnær tro på, at alt i Bibelen er sandhed. Videnskaben kan tale med om næsten alt i dag og er – hvis de videnskabelige regler overholdes – en god rettesnor for vort liv. Omvendt må vi være villige til at bevare både 321 fantasi, håb og forestillingen om noget, der kan løfte os op over den grå hverdag. Betagelsen og mystikken, der er forbundet med mange religiøse ritualer, kan være svær at finde i rent videnskabsbaserede arrangementer. På samme vis er det indenfor kulturen svært at slå Grundtvig af banen, når det gælder poetisk skønhed, men jeg er dog personligt overbevist om, at der findes og kan skabes alternativer på et verdsligt og humanistisk grundlag. Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen har vist vejen! For mig at se må sandheden indenfor videnskaben findes et sted mellem Gagarin-ateismen og hævdelsen af ”miraklets mulighed”. Der er noget forjættende og mystisk i forestillingen om det underfulde og lysende, naturens lys, som Haaning taler om, eller ”Ordet”, som Kaj Munk forestiller sig – noget som ikke findes i en Jørgen Jørgensens logiske positivisme. På den anden side er det nok usandsynligt, at verden blev skabt 23. oktober år 4004 før Kristus! Hvis man virkelig skulle følge Bibelen bogstaveligt, kunne man nok i dagens verden komme til at kollidere med både videnskab og menneskerettigheder. I Femte Mosebog (13, 6 – 10), takseres straffen for afgudsdyrkelse således til stening, mens homoseksualitet udløser dødsstraf (Rom. 1, 27 ff.) TEMA 2: Ondskab og synd Tema 2 rejser det religionskritiske spørgsmål: Hvorfor har store dele af kristendommen gennem historien opfattet mennesket som ondt og syndefuldt af naturen? Hvorfor ikke acceptere mennesket som et i grund og bund godt væsen, der – undertiden - kan komme til at handle ondt på grund af de sociale forhold? De kulturradikale køber ikke forestillingen om, at mennesket skulle være ondt af naturen, har vi set i det foregående. I tidsskriftet Sex og Samfund 1937-38 tager Poul Henningsen således fat på begrebet synd: Forholdet mellem synd og anger i kristendommen er med til at støtte konservatismen, mener han, for hvis man har syndet, må man angre. Og ifølge kristendommen kan man ikke undgå at synde hver dag. Dermed er vi alle afhængige af tilgivelse, og kirken kan således befæste sin magt over os, for den sidder på tilgivelsesmonopolet. Tor Nørretranders sagde i 2003, i samme ånd, at mennesket af naturen er godt. Vi er ikke selviske, men føler en glød og glæde ved at samarbejde med andre og ville hinanden det godt. Det er fordi vi har opfattet mennesket som faldent og syndefuldt, at der har været brug for en Gud – med guddommelig godhed. Men mennesket indeholder i virkeligheden mere guddommelighed og godhed, end det selv forestiller sig. Nørretranders konkluderer: Så lad os da tro på menneskene, og ikke på en guddom, tilføjer han. Fællesområder for religion, idehistorie, psykologi og religionskritik er der masser af. De findes på alle menneskelivets områder, og har kaldt på nyttige overvejelser fra mange sider. Et af dem er ondskab. Mange kristne vil gerne nævne ondskab i forbindelse med begrebet ”synd”. Teodicé (af de græske ord for ”Gud” og ”retfærdighed”) er, med et udtryk opfundet af den tyske filosof Leibniz i 1710, retfærdiggørelsen af Gud over for verdens ufuldkommenheder og onder, som netop kan vække tvivl om Guds godhed og retfærdighed. Eller med andre ord: Hvis Gud er 322 god, hvordan kan han så tillade ondskab? Dette spørgsmål har optaget menneskene i århundreder og har skabt mange religionskritikere. Det er stadig et vigtigt og brændbart emne, der kan sætte gang i vigtige diskussioner – også i skolerne: I bogen ”Religionsdidaktik i Praksis” (Andersen og Sigurdsson, 2020) foreslås forskellige skoleforløb over emner som ”ondskab” og ”synd”. Jette Volck Madsen beskriver i bogen 1369, hvordan man kan igangsætte et undervisningsforløb om ”ondskab”. Hun lader eleverne starte med en generel diskussion om, hvad vi opfatter som ondt. De diskuterer videre, hvor i livet, man kan møde ondskab Så læser de sammen et interview med filosoffen og teologen Peter Kemp om ”ondskab og frihed” og når sammen frem til en bestemmelse af begrebet. Jette Volck Madsen skitserer et andet undervisningsforløb om ”synd” 1370. Indledningsvist får eleverne nogle centrale citater, som de skal forholde sig til. ”Citat 1: Der er kun ét gode, viden, og ét onde, uvidenhed.” Sokrates (græsk filosof, ca. 470-399 f. Kr.) Citat 2: ”Den, der passivt accepterer ondskab, er lige så involveret i den som gerningsmanden. Den, der accepterer ondskaben uden at protestere imod den, samarbejder i virkeligheden med den.”(Martin Luther King, amerikansk baptistpræst og borgerrettighedsforkæmper, 1929-68) Citat 3: ”Gode gerninger fjerner onde gerninger.” (Koranen, Sura 11, 114) Citat 4: ”Alt, hvad vi er, er et resultat af, hvad vi har tænkt. Hvis en mand taler eller handler med ondt i tankerne, vil smerte følge ham. Hvis en mand taler eller handler med en ren tanke, vil lykke følge ham, som en skygge, der aldrig forlader ham.” Buddha (563-483 f. Kr. ) Citat 5: ”Der er intet godt træ, som bærer dårlig frugt, heller ikke noget dårligt træ, som bærer god frugt. For ethvert træ kendes på sin frugt. Man plukker jo ikke figner af tjørn, høster heller ikke druer af en tornebusk. Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” (Jesus i Lukasevangeliet 6, 43-45) Jette Volck Madsen konkluderer, at et emne som ”ondskab” giver eleverne anledning til at arbejde med mening, meningstab, ingen mening, tilfældighed, skæbne mm og ”bidrager til deres bevidsthed om menneskets grænsevilkår” 1371 I øvrigt kom man også i forløbet ind på ”teodicéproblemet” og kunne senere starte et nyt forløb om modsætningen til ondskab, nemlig ”det gode liv”. Jeg har nævnt ovenstående forslag til undervisningsforløb, fordi jeg tænker, emnet synd og ondskab må give rig lejlighed til at engagere elever og lade dem bruge såvel deres erfaringer som det, de kender til forskellige videnskaber: teologi, sociologi, psykologi…. Begreber som ”ondskab” og ”synd” rummer uden tvivl stof til eftertanke og diskussion. Men hvad dækker begreberne egentlig over? Hvordan er de opstået? Og hvad har de med ”religionskritik” at gøre? 323 Hvad er ondskab og synd” I sin bog ”Mit År med Gud”, skrevet under Coronakrisen i 2021, 1372 minder psykologiprofessoren Svend Brinkmann os om den gamle teologiske diskussion: Hvorfor tillader Gud ondskab, hvis han virkelig er den ”gode Gud?” Hvorfor tillader han f.eks. at uskyldige mennesker dør i en alt for ung alder med sorg til følge for så mange? Brinkmann tager afsæt i den tidligere nævnte sag om studieværten Adam Holm, der med baggrund i sin ateisme og udgangspunkt i et tragisk dødsfald i sin familie skrev en kronik i Politiken maj 2013. "Religion er ganske enkelt ren narresut" mente Holm og karakteriserede nådesløst religion som "et giftstof, der hindrer blodtilførsel til hjernen og lammer fornuften." Sagen viste, at religiøse spørgsmål stadig kan sætte sindene i brand og påkalde sig restriktioner – længe efter, at den katolske kirke i 1966 formelt opgav sin liste over forbudte bøger. Ondskab er et kontroversielt emne, når man taler om religion. Luther, den store reformator, så onde mennesker omkring sig. Derfor drog han den slutning, at mennesket følgelig var ondt af naturen, skriver Jens Glebe-Møller 1373 Religionskritikeren Marx, sagde ikke – som Luther – at mennesket var ondt af naturen. Marx konstaterede derimod, at i hans tid og under de herskende kapitalistiske samfundsforhold ”druknes alt godt og ædelt i den egoistiske beregnings iskolde vand.” 1374 En form for indirekte religionskritik, der samtidig relaterer sig til begrebet ”ondskab” er den kritik, der i de senere år er rettet mod Folkekirkens arbejdsmiljø. Danmarks Radio kunne 15/8 2022 berette, at ”Folkekirken er plaget af et ligefremt ”sygt” psykisk arbejdsmiljø”. I en stor DRundersøgelse svarede hver tredje kirkeansatte, at de var blevet nedgjort på arbejdet indenfor de seneste fem år. Det gjaldt blandt andet præsten Laura Håkansson, der som ansat i Folkekirken, ifølge Arbejdstilsynet, var blevet udsat for psykisk vold i sit menighedsråd og derfor måtte sygemelde sig. En professor i Offentlig Ledelse på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet læste undersøgelsen igennem og udtalte: ”Jeg er aldrig tidligere stødt på en kultur og et ledelsessystem, hvor der finder mobning sted på den her måde. Det er ganske enkelt uhørt og fuldstændig uacceptabelt…” Undersøgelsen konkluderede, at det psykiske arbejdsmiljø i Folkekirken har det ”meget skidt”. Det er ”sygt eller råddent om man vil.”. De rådne sager handlede bl.a. om krænkende handlinger, mobning, seksuel chikane, psykisk vold og tidspres. Nogle af de udtalelser, der citeres, lyder sådan: ”Jeg tænker tit, at Jesus er ked af, at vi ikke gør noget ved ledelsen i kirken. Et dårligt arbejdsmiljø giver ikke en god forkyndelse.” Eller: ”Mange lader sig hverve til et menighedsråd uden at have det mindste begreb om, hvad det kræver. Mange tror, de skal holde ét menighedsrådsmøde med blødt brød om måneden – og det er så det.” 1375 324 Alle Danmarks 2.158 sogne er ledet af et menighedsråd, og kritikken rettes i høj grad mod landets godt 1.600 menighedsråd i undersøgelsen. Der er ingen krav til, hvad medlemmerne af et menighedsråd skal kunne, og det synes at være en stor del af problemet. Dårligt arbejdsmiljø findes naturligvis alle steder, men kirkens arbejdsmiljø vidner om, at en form for moderne ondskab ikke kan udryddes alene ved katekismens eller trosbekendelsens hjælp. Hvis det viser sig, at en omstrukturering af kirkens styrelse kunne forbedre arbejdsmiljøet, ville jeg personligt mene, det var et stærkt indicium for, at ondskaben kommer af de sociale forhold og næppe skyldes en i mennesket iboende ondskab. Forestillingen om Arvesynd som betegnelse for, at mennesket fra fødslen er underkastet syndens herredømme, er udformet af Augustin. Han, den gamle kirkefader, mente, at alle mennesker bærer på den skyld, som Adam pådrog sig ved uddrivelsen af Paradiset. Luther udviklede syndsbegrebet yderligere og mente, at mennesket uhjælpeligt er faldet i synd, men bliver frelst gennem retfærdiggørelse ved tro alene. Jeg har tidligere (s. 40 ff.) været inde på, at munken Pelagius (ca. 354 – 427) stod for det modsatte synspunkt, idet han afviste tanken om Arvesynden og insisterede på, at det Gudskabte menneske havde en fri vilje til at gøre godt. Den augustinske opfattelse af at mennesket er syndigt, er nogenlunde diamentralt modsat af først og fremmest den kulturradikale opfattelse af, at mennesket er godt, kærligt og socialt af naturen. Religionskritikere kan finde og har fundet uendeligt mange tegn på, at den kirke, som bryster sig af at være besjælet af godhed og næstekærlighed gennem historien har stået for nogle af de mest umenneskelige forbrydelser: kætterbrændinger, religionskrige, jødehad, tortur, lister over forbudte bøger, tvangsdåb, overgreb på utallige kordrenge….Og ja, jeg kan høre kritikken sige, at Stalin, Den Franske Revolution og Adolf Hitler heller ikke ligefrem har været engle! Eller også forsvarer man sig med, at det skam er en anden kirkelig retning end min, der har stået for forbrydelserne. Muligvis sandt nok, men de gamle bibelske forestillinger om, hvad ondskaben kommer af, kunne i hvert fald nok trænge til en revision, ligesom Luthers og Trosbekendelsens udsagn nok burde nuanceres. Til beroligelse og mulig efterprøvelse kan det afslutningsvist nævnes, at en almindelig prut (crepitus) kan fordrive Djævelen. Det mente i hvert fald Martin Luther, der i en af sine bordtaler anbefalede dette middel: ”Hver nat vågner jeg ved, at Djævelen vil have mig ned med nakken med sine mange anklager. Jeg har erfaret, at hvis argumenter ikke hjælper, så afviser man ham hurtigt med en prut.” 1376 Tema 3: Døden Tema 3 stiller det helt store religionskritiske spørgsmål: Er der virkelig et liv efter Døden? Eller skulle vi måske hellere satse alt på at få det godt og behandle hinanden ordentligt i livet her på jorden? Poul Georg Lindhardt (1910- 1988), dansk teolog, far til Jan Lindhardt, vakte, som jeg har beskrevet s. 266, stor opstandelse i kirkelige kredse i 1952, da han på Askov Højskole, kronen 325 blandt de danske højskoler, holdt et foredrag med titlen ”Det Evige Liv”. Her forklarerede han, at ”det evige liv” efter hans mening ikke skulle forstås som sjælens udødelighed. I mere eller mindre bogstavelige former har kristendommen gennem historien lovet os, at vi efter Døden ville gense vore kære - og måske ligefrem få en chance til. Det har været et stærkt trumfkort, en kristen grundpille, som har fået ikke mindst mange dårligt stillede til at tilslutte sig troen. Så Lindhardts provokation har for mange været en voldsom kamel at sluge. Den svensk-amerikanske agitator og sangskriver Joe Hill (1879 – 1915) skrev i 1911 sangen ”The Preacher and the Slave”, som han gerne sang stående ved siden af Frelsens Hærs musikgrupper og sangere. Melodien var den kendte religiøse sang: ”In the Sweet By- and -By”, men I modsætning til Frelsens Hærs sang påstod Joe Hill ikke, at man blot skulle udholde undertrykkelse, fattigdom og ydmygelse her på Jorden – for i Himlen skulle alt nok blive godt! Nej, Joe Hill krævede et liv før Døden! Et ligeværdigt, sjovt, kærligt og meningsfyldt jordeliv! Da Lindhardt i 1952 antydede, at vi måske ikke skulle satse alt for meget på et liv efter Døden, vakte det som nævnt vildt postyr! Kirkens holdning var nemlig stort set som Frelsens Hærs på Joe Hills tid. Enkelte modige kirkefolk, som fx Ruth, Grosbøll og Svend Birke – og masser af kulturradikale og socialister – har gennem tiderne turdet gå mod det, som kirken havde prædiket i århundreder. Men hvad satser Folkekirken egentlig på i dag? Mig bekendt findes der ikke et entydigt, kirkeligt svar, som et moderne menneske har en chance for at forstå! Døden er ikke desto mindre et almenmenneskeligt forhold, som vi alle må forholde os til – religiøse eller ej. Som mennesker konfronteres vi allesammen med Døden. I de unge år spiller Manden med Leen nok kun en birolle, som når man – lidt modstræbende - indvilliger i at gå med til Tante Annas bisættelse og tænker, at man skal huske sin i-pad for ikke at kede sig ihjel. Men efterhånden som vi bliver ældre og synes, vi ser flere og flere, som vi var knyttet til og holdt af, falde bort, går den barske realitet op for os! Vi er, som alle andre levende væsener, dødelige, men vi er samtidig som de eneste på én gang bebyrdet og beriget af en barsk viden om vor dødelighed.1377 Brinkmann omtaler 1378 filosoffen Hans Jonas (1903 – 1993), der har funderet over fordele og ulemper ved Døden. Jonas siger, at dødeligheden giver os en snæver vej, gennem hvilken værdier kommer ind i et ellers indifferent univers. Hvis man forestiller sig, at vi virkelig var usårlige og udødelige væsener, ville dyder som mod, udholdenhed, selvopofrelse og loyalitet være utænkelige. I dialogen ”Faidon”, Sokrates´ svanesang, tager den dødsdømte gamle filosof afsked med sine venner og med livet. Han udtaler her, at de, der faktisk beskæftiger sig med filosofi på en seriøs måde, simpelthen er i færd med at forberede sig på at dø og på at være døde. Den romerske statsmand og filosof, Cicero (106 f.Kr. – 43 f.Kr.) mente, at det at filosofere, ikke var andet end at forberede sig til døden. Hvis vi frygter døden, hvordan er det så muligt at gå et skridt fremad uden febergysen, spørger han. 326 ”Hvorfor frygter du din sidste dag? Den bidrager ikke mere til din død end enhver af de andre. Det sidste skridt bevirker ikke trætheden; det forkynder den. Alle dage går mod døden; den sidste når dertil…” 1379 For de fleste er Døden svær at affinde sig med. Vi udskyder gerne oprydningen i kælderen, testamenteskrivningen, bønnen om en lejlighed uden trapper og ansøgningen til plejehjemmet længst muligt i håbet om, at netop vi måske kan snyde Døden og få lidt længere tid på jorden end alle de andre, hvis dødsannoncer, vi dagligt kan læse i avisen. Forestillingen om et evigt liv i gammelbibelsk forstand hopper de færreste i Danmark dog nok på i dag. Det evige liv er forbundet med påsken, hvor kristendommen for alvor bliver så ”underligt religiøs”, som professor ved Syddansk Universitet Niels Gunder Hansen skriver i ”Da Gud kom ind fra kulden” (2019). Kristendommen insisterer morbidt på, at det ligefrem var meningen at Jesus skulle korsfæstes. Det var et sonoffer til Gud, en løsesum for mange. ”Vi skal forestille os en stor og mægtig Gud, der i tilgift er vred og kræver et soningsoffer så stort, at han kun selv, ved sin søn, kan indløse det. Vi skal forestille os, at vi selv er fortabte syndere, der bliver renset i lammets blod. Og fortærer offeret på ny, hver gang der er nadver.” 1380. Ikke underligt, at tanken om såvel Døden som genopstandelsen kan være svær at forstå, hvis man ikke lige er en meget flittig kirkegænger! Netop Døden er, kan man formode, også medvirkende til, at kirkernes menigheder tæller mange ældre mennesker, der søger trøst og håb ved erkendelsen af den sig hastigt nærmende udsigt til livets korthed. Et spørgsmål til Folkekirken kunne være: Tror I for alvor på et liv efter Døden? Eller havde Lindhardt ret? Har I en anden forståelse af begrebet, end den slaverne sang om i spirituals som ”I´ve Got a Robe” Og betyder det, i givet fald, at ritualerne og Folkekirkens bekendelsesskrifter burde tages op til revision og måske moderniseres lidt? Christian Braad Thomsen og Døden Filminstruktøren Christian Braad Thomsen (f. 1940) er en af dem, der skarpest har kritiseret den hjemlige folkekirkes dødsritualer.1381 Han mener, at mange oplever det som direkte ”forulempende”, når deres kære følges til graven med kirkelige ord som: ”Almægtige, evige Gud, himmelske Fader, vi takker dig, fordi du har elsket verden således, at du har givet din søn, den Enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv.!” Man kan undre sig over, siger Thomsen, at det kommer bag på medlemmer af Folkekirken, at præsten har pligt til at sige den slags ved kisten. Og man må håbe på, at når folk får øjnene op for, hvad den kristne tro indebærer, så melder de sig ud af det foretagende, tilføjer han. De forestillinger, som kommer til udtryk i det kristne begravelsesritual, mener han er direkte ”psykotiske”. Opstandelsestroen er et forsvar imod dødens uafvendelighed, ligesom han mener, at jomfrutroen er et ”forsvar imod seksualiteten.” Ved kisten skal præsten sige: ”Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå!” Thomsen har svært ved at forstå hele ideen om genopstandelse Han siger: 327 ”Jeg holder af den tanke, at jeg genopstår som et helt kuld regnorme, hvorpå jeg i disse nye skikkelser kan indgå i det evige kredsløb. Men det er vist ikke det, der menes. Derudover ligger den eneste form for troværdigt liv efter døden i det håb, at man har gjort et så uudsletteligt indtryk på ens nærmeste, at man lever videre i deres erindring.” 1382 Thomsen tilføjer, at han er i gang med at sammensætte en cd med musik, der skal spilles ved hans kiste, for det er en af musikkens kvaliteter, at den kan tage over, når ordene slipper op. Han citerer den seldjukiske poet Mevlana Rumi (1207 – 1273): Når du besøger min grav, kære bror, Vil du opleve, at min gravsten danser. Kom ikke uden tamburin til min grav, For et sorgfuldt menneske klæder ikke Guds fest. Ideen om genopstandelse vil for de fleste nok være svær at forstå. Ikke kirkevante vil ofte afvise ideen som rent fup, og vi har som nævnt set, at teologen P.G. Lindhardt søgte at aflive forestillingen om et liv efter Døden! Så hvad skal man tro om død, opstandelse og genopstandelse? Og hvad mener kirken? Der findes i Bibelen (1 Kor 15,42-58) en forklaring: Opstandelsestroen er ikke et forsvar mod den fysiske død, der må betragtes som en biologisk kendsgerning. Men opstandelsestroen kan, ifølge mine venner, der er velbevandrede i teologi, betragtes som en tro på, at Gud i sin kærlighed er stærkere end den død, der slår legemet ihjel. Når man taler om et ”evigt” liv, menes der ikke et ”uendeligt” liv. ”Uendelig” er et kvantitativt begreb, mens ”evigt” er et kvalitativt begreb.1383 Paulus siger i Første Korintherbrev, Kap. 15, 42 - 48: ”Således er det også med de dødes opstandelse. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed. Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft. Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt legeme. Således står der også skrevet: »Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl,« den sidste Adam blev en ånd, der gør levende. Men det åndelige legeme er ikke det første, det er det sjælelige, dernæst kommer det åndelige. Det første menneske var af jord, jordisk, det andet menneske er fra himlen. Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede. Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige. Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? 328 Død, hvor er din brod? Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!” Personligt har jeg stadig – selv efter at have læst Paulus - svært ved helt at forstå det her med et ”liv efter døden”. Og jeg synes måske ikke helt, at Paulus har gjort mig klogere. Så jeg tror stadig, jeg helst vil støtte mig til tanken om ”et liv før døden!” TEMA 4: Det siges, at religionskritikere og ateister ikke kan tilbyde et etisk alternativ til Bibelen og kristendommen Tema 4 stiller derfor det religionskritiske spørgsmål: Hvorfor har kirken gang på gang hævdet, at kun Bibelen og Kristendommen kan tilbyde et alment og evigtgyldigt etisk grundlag for vort liv? Hvorfor er De 17 Verdensmål, skønlitteraturen, den kritiske tænkning, humanismen videnskaben og Menneskerettighederne ikke værdige alternativer? Det er et ofte fremført angrebspunkt fra kirkelig side, at man uden Bibelen havner i et forgæves, og måske ligefrem farligt, forsøg på at opstille en holdbar etik. Verdslige dokumenter og tanker, som de fx kommer til udtryk i Menneskerettighedserklæringen, har ganske enkelt ikke den samme styrke og evige holdbarhed som en religiøs etik, hævdes det – og forsøg på alternativer ender desuden alt for ofte i værdinihilisme og totalitære tilstande, hvor folk forfølger hinanden og hugger hovedet af modstanderne. Der findes dog opponenter! Folk, der hævder, at der kan findes holdbare verdslige værdier. Den amerikanske jurist og filosof Ronald Dworkin (1931 – 2013) er en af dem, der har søgt at udvikle et verdsligt værdisæt, byggende på, at livet i sig selv har iboende mening og skønhed. Allerede renæssancens humanister var inde på, at der fandtes holdbare verdslige etiske værdier. I hvert fald talte en mand som Italieneren Giovanni Pico della Mirandola (1463-1494) om, at mennesket var sin egen skulptør og kunstner. Senere videreførte bl.a. Arbejderbevægelsen og den kulturradikale bevægelse virkeliggørelsen af alternativerne: verdslige søndagsskoler, borgerlig konfirmation, ikke-kirkelige jordfæstelser, bryllupper uden præst mm. Vi har i nyere tid herhjemme set de såkaldte ”Skønlitterære ateister” med Johannes V. Jensen, J.P. Jacobsen, Thøger Larsen, Jeppe Aakjær m.fl. der søgte at bidrage til en ny, gudløs kultur. Og vi har set, hvordan kirken og højskolerne slog hårdt ned på disse initiativer. Den 28. januar 1960 stiftedes den første nyere egentlige erklærede ateistiske forening i Danmark. Navnet var ”Humanistisk Forbund”. Og siden er udviklingen fortsat i et forsøg på at påvise alternativer. Etik er kort fortalt læren om det gode og det onde. Etikken er objektiv i den forstand, at hvis man påstår, at noget er en del af ”det gode”, så hævder man samtidig, at denne påstand gælder for alle mennesker. Etikken er desuden rationel: Vi, og her tænkes især på mennesker der filosoferer, skal 329 kunne levere argumenter for vore etiske synspunkter, og disse elementer skal kunne efterprøves. 1384. Dyds-etikeren Anne-Marie Christensen siger: ”I Middelalderen bliver dydsetikken godt nok ved med at være en central kategori for moralfilosofisk tænkning, men den kombineres samtidig med en religiøst funderet tilgang til moralsk retfærdiggørelse.” 1385 Anne Marie S, Christensen har i bogen ”Moderne dydsetik” (2008) gjort rede for, hvordan også skønlitteraturen kan tilbyde moralske rettesnore. Læsning af litteratur er mere end en fritidsinteresse. Det er også en måde at se verden på i moralsk henseende. 1386 Det står enhver frit for at afprøve romanpersonernes veje og tanker, eller at lade Rumis og Khayyams digte inspirere os. Den tyske filosof Christian Wolff (1679 – 1754) var så dristig, at han i en tale fremhævede, at kinesernes høje moralfilosofi viste, at fornuften af egen kraft, altså uden nogen guddommelig åbenbaring, kunne nå frem til moralens sandheder. Dette forargede de pietistiske teologer, der hævdede, at kristendommen var nødvendig for moralen. De anførte overfor Friedrich Wilhelm d. 1., at Wolffs determinisme var en statsfarlig filosofi. Så Wolff fik 48 timer til at pakke sine ting og forlade Halle i 1723. 1387 Efterhånden som Gud er kommet til at spille en mindre rolle for mange moderne vestlige mennesker, er den religiøse referenceramme og etik også blevet mere usynlig. ”Idet vi har forladt ideen om Gud som grundlægger af moralen, mangler vi referencen til en fælles autoritet, som kan give den specialiserede, moralske betydning af begreber som bør og pligt deres indhold. Spørgsmålet om, hvilken form for autoritet, der kan sættes i stedet, bliver derfor presserende for moralfilosofien…” 1388 Igen kan man måske gribe tilbage til de gamle grækere. Aristoteles mener fx, at dydernes moralske værdi kommer fra den rolle, som de spiller i menneskenes liv. Dyderne er, i følge ham, dyder, fordi de er nødvendige for et vellykket menneskeliv. De er de karaktertræk, som bedst tillader os at udfolde vor natur. 1389 Såvel Rousseau som hans arvtagere hævder, at mennesket grundlæggende er godt af naturen. Det var Rousseaus antagelse, da han 38 år gammel besvarer en prisopgave. Nedergaard ser konklusionen på opgaven som et argument mod kristendommen, der ikke mindst i den calvinske udgave hævdede, at vi i kraft af Arvesynden er onde af naturen. 1390 I en følgende prisopgave nogle år senere, ”Om Ulighedens Opkomst”, peger Rousseau på ejendomsretten som årsag til ondskaben. Imod argumentet om, at kun Bibelen eller religionen tilbyder en bestandig etik, kan man pege på noget så tilsyneladende banalt, som at man kan få uendeligt meget forskelligt ud af Bibelen. For den russiske patriark Kyrill er Vladimir Putins lederskab et religiøst mirakel, og Gay Pride-parader er, ifølge samme patriark, et udtryk for Vestens moralske forfald. Religionskritikeren Malene Busk, mener, at det skyldes manglende viden, når troende påstår, at de hellige skrifter har det vægtigste udspil, når det gælder formuleringen af moral og etik: 330 ”Ideen om at etik er et produkt af religiøs tro kan muligvis skyldes ærlig uvidenhed om neurologi, evolution og historiske magtforhold, men det er næppe hele forklaringen.” 1391 Det ser ud som om troende ville ønske, at religiøs tro var årsagen til al etik, tilføjer hun. Det samme gælder følelser af ”forunderlighed” og glæden ved menneskelige fællesskaber, som religionen heller ikke bør tage patent på. Dostojevskijs sentens om, at uden Gud ville alt være tilladt, er fejlagtig, mener Busk. Det forholder sig tværtimod omvendt: Med Gud bliver netop alt tilladt. Volden og skændslerne finder altid en hellig retfærdiggørelse. 1392 For Busk er alternativet til tro, at vi styrker en etisk tænkning, der kan forstå vor ansvarlighed overfor hinanden, og som kan lære af lidelse, overgreb og glæde. Når Busk afviser en guddom, er det ikke udtryk for en alternativ tro, siger hun. Det er tværtimod ”…en åbning, en løsrivelse fra troens specifikke og begrænsede tankesæt”. 1393 Sørine Gotfredsen (2015) mener, at når det guddommelige skubbes så meget på afstand, som det er tilfældet i vor moderne verden, så er vi nødt til hele tiden selv at definere noget, der minder om et etisk ideal. 1394 Sven Brinkmann (2021) siger, at de eksistentielle og etiske spørgsmål, der interesserer ham, sagtens kan besvares uden en tro på Gud. 1395 Han advarer mod at hæfte en etik op på en bestemt religiøs tro. Det kan hurtigt føre til fundamentalisme, mener han og læner sig i dette spørgsmål til Løgstrup, der afviste muligheden af en specifik kristelig etik. 1396 K.E. Løgstrup (1905 – 1981), den berømte danske teolog og filosof, mente altså ikke, at der fandtes en særlig kristen etik. Han formulerede en såkaldt ”etisk fordring” (1956), som er fordringen om, at vi skal tage vare på det af den andens liv, der er udleveret os. Det enkelte menneske har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han eller hun holder noget af den andens liv i sin hånd! Løgstrups afvisning af tanken om en særlig kristen etik fik ham til at drage den konsekvens, at man af kristelige grunde ikke kunne have et særligt kristeligt parti. 1397 Jan Lindhardts etik-forståelse Teologen Jan Lindhardt mente ikke, at der var megen etik i Jesu forkyndelse. Men det var dog uomtvisteligt, at Jesus forkyndte kærlighedsbuddet, og at han i Bjergprædikenen opstillede bud og forbud. Biskop Balle var i hvert fald ikke i tvivl! Biskop Balles lærebog i Den Evangelisk Christelige Religion (1791) er ifølge Lindhardt formentlig den bog, der næst efter Bibelen er trykt i flest oplag i Danmark. ”Og den overgår uden tvivl Bibelen i henseende til at opdrage det danske folk i moralsk henseende. Heri knyttes moral og kristendom uadskilleligt sammen.1398 Lindhardt ser et problem i, at Rousseaus tanker på mange måder bliver ideologien bag den franske revolution, som sætter menneskerettighederne i centrum. Det betyder en sekularisering af etikken, idet den religiøse ramme fjernes, og etikkens indhold dermed også ændres. Det er ikke længere næsten, altså medmennesket, der er i centrum. ”Det sidste er et ofte negligeret faktum, men måske det mest interessante og i virkeligheden uhyggeligste resultat af løsgørelsen af etikken fra religionen. Fra nu af skal mennesket selv afgøre, hvad der er etisk gyldigt. Ingen udefra skal bestemme dette.” 1399 331 Kant viderefører med sit ”kategoriske imperativ” denne tanke. Du skal handle således, at maksimen, altså det grundlæggende princip, for din handling kan ophøjes til almen lov, var hans udsagn. Ifølge Lindhardt går denne tanke ud fra, at den handlende selv er målestokken for al rigtig handlen, og som kristen må Lindhardt protestere, for etikken hører til kristendommen og udspringer af den, siger han. ”Hvis gyldigheden af etiske udsagn er overladt til os hver især, bliver den meget svær at fastholde.” 1400 Lindhardt kalder til kamp for igen at få kirkens folk på banen i det moralske felt. Etikken kan efter hans mening ikke forkyndes uden religion, men både etikken og religionen, tilføjer han, skal ned i jordhøjde i den demokratiske kultur, hvor han mener, de hører hjemme. Svend Brinkmann (Brinkmann 2016) funderer over begrebet etik i relation til Løgstrup. Mange hævder, siger Brinkmann, at den etiske fordring ikke kan være universel, for etik opfattes forskelligt rundt omkring i verden. Brinkmann indvender mod dette, at den grundlæggende opfattelse af etik varierer langt mindre, end mange tror. Vi skal selvfølgelig ikke basere vor tænkning om etiske anliggender på Anders Breivik eller Islamisk Stat. Men grundlæggende er der meget fælles gods hos de store religioner og kulturer. ”Langt de fleste mennesker behandler hinanden godt det meste af tiden i langt størstedelen af verden.” 1401 Sognepræst i Emdrup, Jakob V. Olsen (f. 1967) er en, blandt mange teologer, der mener, at en objektiv moral forudsætter en lovgiver, altså Gud! Han siger: ”Hvis retfærdighed skal kunne være objektiv retfærdighed, må der være en lovgiver, en bevidsthed bag, som fastsætter og fastholder retfærdigheden. Samvittigheden er en magt i menneskets liv, som i tidens løb er blevet forsøgt forklaret på forskellig måde, men fastholder mennesket som moralsk ansvarligt.” 1402 Helt modsat dette synspunkt finder vi psykologen og filosoffen David Favrholdt (1931 – 2012). Han talte på konferencen ”Gudløs” i 2007 skarpt imod forestillingen om, at etik skulle være et religiøst eller kirkeligt område. ”Dette hævdes desværre ofte af folkekirkens præsteskab med henvisning til buddet om næstekærlighed. Etik er udviklet af mennesker, kristne såvel som ikke-kristne, og kun i propagandistisk øjemed har det været nødvendigt at erklære etikken for givet fra Gud eller gennem åbenbaring. I virkeligheden stammer vore moralregler og de etiske principper bag dem via oplysningstiden fra oldtidens grækere.” 1403 Humanistisk Samfund, som jeg har været konfirmandunderviser for, søger at udlede og diskutere etiske retningslinjer af verdslige værdisæt som Menneskerettighederne, Humanismen og FNs 17 Verdensmål. Det er, for mig at se, et mere aktuelt og letforståeligt grundlag end Bibelens mange, og ofte meget modsatrettede og noget støvede, udsagn. Som jeg vender tilbage til i de kommende afsnit, mener jeg, at Folkekirkens bekendelsesskrifter og dermed kirkens grundlag kalder på en ny reformation, et nyt sprog og idegrundlag, som moderne mennesker lettere vil kunne kende sig selv i. 332 Tema 5: Menneskerettighederne Tema 5 rejser det religionskritiske spørgsmål om, hvorfor kirken gennem historien ofte har set sig gal på menneskerettighederne og undertiden har betragtet dem som menneskets måde at gøre sig selv til Gud på? Tilmed bliver tilhængere af Menneskerettighederne ofte advaret om, at de vil ende i et totalitært diktatur, hvis de får magt, som de har agt! Menneskerettighedserklæringen fra den franske revolution 1789 og senere FNs fra 1948 danner en del af grundlaget for Humanistisk Samfunds konfirmandundervisning. I praksis er denne undervisning en religionskritik, fordi den tager udgangspunkt i noget menneskeskabt, der ikke har sit udspring i Bibelen. Netop Menneskerettighederne er flere gange blevet angrebet fra kirkeligt hold, fordi de stiller mennesket over Gud. Sandbeck 1404 mener, at forskellen mellem kristen og humanistisk eskatologi (dvs. læren om de sidste tider, om verdens undergang og Dommedag) består i, at den første sætter sit håb til Guds frelsende intentioner, mens den sidste …”tror på en dialektisk historieteleologi eller på menneskets evne til selvfrelse” 1405 Sandbeck advarer mod det, han kalder den ”sekulære chiliasme”. Chiliasme er et udtryk for den i den kristne kirke dannede forestilling om et tusindårigt rige, som tænkes oprettet af den genkomne Kristus En gennemgående pointe i flere af Sandbecks bøger er, at en sekulær chiliasme, forestillingen om et menneskeskabt Paradis på jord, meget nemt bliver en ”udryddelseslogik”,….”idet de sidste hindringer må ryddes af vejen, før riget – der nu er næsten inden for rækkevidde – kan blive etableret.” 1406 Ifølge Sandbeck er det kendetegnende for den sekulære chiliasme, at den forestiller sig, at det ”onde” må udryddes, før det gode kan sejre, Og ”det onde” er altid ”de andre”, altså ideologiens modstandere, de fremmede – og for de nye ateister – religionen! 1407. Sandbeck mener, at de sekulære er eksponenter for en dårlig teologi, der oveni købet mangler et ordentligt begreb om arvesynden. 1408 For ham at se, er Pelagius løbet af med sejren! De sekulæres verden har et dårligt bud på teologi, mener Sandbeck. ”Dens eskatologi bliver uplausibel, fordi eskatologiens logiske udgangs- og omdrejningspunkt, forsynets Gud, er forsvundet.” 1409 Sandbeck hævder, at begrebet om arvesynden er uomgængeligt. Arvesynden fungerer, for ham at se, som en ydmygende påmindelse om at ”livets elendighed og uretfærdighed skyldes mig selv, ene og alene fordi jeg er menneske.” 1410. Med andre ord ligger ondskaben i os alle, ifølge Lars Sandbeck. Krarups opgør med Menneskerettighederne Så vidt Lars Sandbeck. En af de skarpeste kritikere af Menneskerettighederne har gennem årene været præsten Søren Krarup (1937 - 2023). Krarup skriver i et essay med den sigende titel ”Opgør med Menneskerettighederne” 1411, at rettighederne er at betragte som ”moralske eller religiøse postulater uden forhold til loven”. Ifølge Krarup er menneskerettighederne en form for sekulær religion, ”som i sin konsekvens fører til vilkårlighed, vold og ensretning.” 333 Synspunkterne uddybes i bogen ”Dansk Genmæle” (2019). Her anfægter Krarup menneskets ret til at sætte sig over Gud ved at opstille universelt gældende regler som fx FN´s konvention om menneskerettigheder. Krarup er kritisk over for det, han kalder ”godhedsindustrien”, der for ham omfatter organisationer som Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors. Som modsætning til disse organisationers arbejde med flygtninge og indvandrere, ”de fremmede”, sætter Krarup danskheden, luthersk kristendom og det nationale fællesskab. I forlængelse af dette definerer Krarup begrebet ”næstekærlighed” meget snævert. For ham omfatter begrebet ikke menneskeheden som sådan, men kun de umiddelbart nærmeste. I Politiken, der 4/12 2007 bragte et 70-års-interview med Søren Krarup, udtaler han: ”Menneskerettighederne er vor tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord” 1412 For Krarup at se var det det, han kalder ”en åndløs og ahistorisk problemstilling”, der i 1968 erobrede den danske offentlighed, der var ansvarlig for hele miseren. Nymarxismen kom på mode, menneskerettighederne ophøjedes, og kristendommen kom i foragt! En mere forsonlig linje i forhold til Menneskerettighederne stod tidligere overrabbiner Bent Melchior (1929 – 2021) for. Han udtrykte ved en økumenisk konference for forskellige religioner lettelse over at være blandt de første på talerstolen. Så ville han ikke så nemt komme til at gentage det allerede sagte, mente han, for alle religionerne, vidste han, havde meget fælles tankegods. Man må ikke slå, ihjel, man skal elske sin næste, man må ikke stjæle osv. Genforskeren Erik Bahn1413, der definerer sig selv som ateist, mener, at det med det fælles tankegods kan han også skrive under på. Reglerne er nemlig efter hans mening udtryk for ”Homo Sapiens´ biologiske, nedarvede adfærdsmønster”. Han mener, det er udtryk for en vis frækhed, når det fra kirkeligt hold påstås, at den moralske habitus i Danmark skyldes den evangelisk-lutherske kirkes indvirken. Man kunne lige så vel påstå, at Folkekirken sørgede for sol og regn over landet, tilføjer han. Tema 6: Den reaktionære kirke Tema 6 behandler følgende religionskritiske spørgsmål: Er det rigtigt, som det ofte hævdes af kritikerne, at Kirken ofte halter bagud i samfundsudviklingen og står på reaktionære magthaveres side, hvilket lige nu gør, at vi balancerer på kanten af en gigantisk miljøkatastrofe? Det siges ofte, at kirken gennemgående har stået på reaktionens og magthavernes side, og at den har modsat sig nye ideer, samfundsforandring og videnskabelig indsigt. Er det sandt? Ja! Tendensen er klar. De historiske eksempler er faktisk legio, og her skal blot nævnes nogle enkelte danske religionskritikeres eksempler. Allerede englænderen Robert Molesworth skrev, som vi tidligere har set (se s. 127 ff.), i 1694 forundret om det danske folk, der i hans øjne manglede enhver oprørsånd. Der var ellers nok at gøre oprør imod, mente han, for kirken og kongen sad tungt og undertrykkende på magten. 334 Efterhånden kunne man dog i tiden, der fulgte, ane nogle danske kritiske røster mod kirkeligt magtmisbrug. Præsten Jacob Christian Bie (1738 – 1804) var en af dem. Han mente, at præsterne burde nøjes med en fast løn, så de kunne holde op med at plage uformuende stakler med betaling for bryllupper og begravelser og alle de andre embedsforretninger, som hørte med til deres arbejde. Og dagen efter Struensees og Brandts henrettelse dristede en anonym sig endnu mere radikalt til at foreslå, at man helt afskaffede gejstligheden og i stedet overalt indførte verdslige præster! Samfundsreformatoren og oplysningsmanden Johann Friedrich Struensee var fritænker og vendte sig ofte direkte mod teologernes opfattelse af den kristne moral. Blandt andet ligestillede han ”uægte” og ”ægte” børn og gav mulighed for, at man kunne aflevere uægteskabelige eller uønskede børn anonymt på Fødselsstiftelsen i København. Også andre fremtrædende danskere, som Hertug Frederik Christian af Augustenborg, (1765 – 1814) kunne tillade sig at hylde den dogmefri oplysning. Hertugens udsagn blev brugt som motto i tidsskriftet ”Jesus og Fornuften”: ”Meningsdommernes og Symbolernes Dage ere forbi! Glædelige Iagttagelse', thi den bebuder Menneskeslægtens modnende Myndighed.” Hartvig Frisch (1893 – 1950) var heller ikke i tvivl om, hvad han mente var kirkens holdninger. Han toner rent flag mod det, han opfatter som den reaktionære kirke. I Ungdomsbogen 1934 skriver han: ”Og selv om Kirken i enkelte Tilfælde og gennem enkelte Præster kan bringe Trøst til ulykkeligt Stillede, saa fører denne Virksomhed (der i øvrigt koster 30 Millioner Kr. om Aaret) paa en Række andre Omraader til en stiltiende Afsvækkelse af Fremskridtet, til et udbredt Hykleri og til indirekte Styrkelse af Konservatismen. Naar den unge Arbejder er kommet til den Opfattelse, vil det næste Skridt naturligt være, at han søger at dæmme op for denne Opiums Udbredelse i Folket.” I foråret 2023 har partiet Kristendemokraterne valgt ny formand, erhvervsmanden Jeppe Hedaa. Han har hurtigt meldt ud, at partiet nu skal være Danmarks grønneste parti. Desuden bebuder han 20. april 2023, at partiet skal have et nyt syn på familier, der for ham godt kan bestå af andre end mand og kvinde i deres grundstamme. Han siger, at han har for mange homoseksuelle venner til at bibeholde ideen om, at et perfekt ægteskab skal være mellem en mand og en kvinde, som der ellers står i principprogrammet for hans parti. Det er næppe usædvanligt for toneangivende kristne kredse, at de er bagud i forhold til samfundsudviklingen i livsholdninger og kulturpolitik, men samtidig må man da glæde sig over at både Hedaa og Paven dog kan ændre og modernisere deres synspunkter. 1414 Kirken har gennemgående i historien været længe om at opdage, at verden har forandret sig. Heraf kritikken for at være reaktionær. Religionskritikeren Jens André P. Herbener har med bogen ”Naturen er hellig. Klimakatastrofe og Religion” (Kbh. 2015)” peget på religionens medskyldighed i den klimakatastrofe, der dag for dag bliver mere nærværende og truer med intet mindre end verdens undergang. Fra 1980 til år 2000 er udledningen af drivhusgasser vokset med 1,5 procent pr. år. Fra år 2000 til 2012 er udledningen steget med 3 procent pr. år. Samtidig stiger verdens befolkning. En klode, der i gennemsnit er seks grader varmere end i dag, vil før eller siden resultere i et økologisk holocaust, 335 siger Herbener. 1415 Hvert år rydder vi et skovområde, der er tre gange så stort som Danmark, og i årene fra 1970 til 2010 har udryddelse medført mere end en halvering af antallet af vilde dyr på jorden. 1416 Som lemminger er vi på vej mod afgrunden! Vi er derfor nødt til at grave nogle spadestik dybere for at finde de bagvedliggende årsager til klimakrisen, så vi måske kan afværge katastrofen. Her er pilen ofte kommet til at pege på religion som hovedskyldig. Animismen, altså forestillingen om, at der bor guder og en guddommelig kraft i naturen, fx i floder, dyr, planter, bjerge, klipper, kilder, skove, torden, havet og gjorden, er forsvundet. Dermed opfatter vi ikke længere naturen som hellig, og dermed er den ikke længere genstand for respekt, varsomhed og beskyttelse, siger Herbener. Hvad er så årsagerne til elendigheden? Ud over almindelig grådighed, tankeløshed og fortrængning, kan man nævne urbanisering, industrialisme, landbrug, privat bilisme og overflødige flyrejser. Men, siger Herbener, de monoteistiske religioner er dog hovedsynderne. Ved at gøre op med den hedenske lære om at verden er fyldt med guder og væsener, der skulle æres, har især de kristne gjort det muligt at udnytte naturen efter forgodtbefindende. Kristendommen mener, at det er Guds vilje, at vi mennesker skal udnytte naturen. Desuden er den kristne Gud transcendental og dermed ikke en del af verden, der så heller ikke er guddommelig. Også den engelske historieprofessor Arnold Toynbee (1889 – 1975) var en af dem, der pegede på klimakrisens religiøse ophav, siger Herbener. Første Mosebog 1, 28 giver menneskene guddommelig autorisation til at underlægge sig jorden og herske over alle dyr. ”Derpaa sagde Gud: »Lad os gøre Mennesker i vort Billede, saa de ligner os, til at herske over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr paa Jorden og alt Kryb, der kryber paa Jorden!« Og Gud skabte Mennesket i sit Billede; i Guds Billede skabte han det, som Mand og Kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ”Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden, gør eder til Herre over den og hersk over Havets Fisk og Himmelens Fugle…” Så panteismen og respekten for naturen må tilbage, mener Herbener og flere andre kritikere! Også filosofihistorikeren Aksel Haaning (f. 1959) har været inde på, at der for ham at se er noget forstemmende i at se kristne missionærer belære pygmæer og hottentotter om, at Guds ånd ikke findes i morgengryets dis, i flodens strømning eller i hyænernes skrig.1417. Kristendommens dæmonisering af dyrkelsen af Moder Jord startede allerede med de tidlige kirkefædre. Augustin kaldte denne dyrkelse for ”Den Store Moders Skændige Kult.”. Og kristne missionærer får at vide, at de med ild skal nedbrænde lunde og træer, som landbefolkningerne dyrker mange steder. I ”Naturens Lys” (2001) har Aksel Haaning 1418 vist, at der fra 1100-tallet til 1500-tallet er eksempler på naturfilosofiske strømninger, der ikke accepterede kirkefædrenes og det traditionelle kristne skel mellem skaber og skabning, mellem Gud og verden og mellem ånd og natur. Tanken udvikledes videre i den såkaldte hermetiske filosofi i renæssancen. Den findes også i kætteren Giordano Brunos filosofi, der er en gennemgang af, hvordan en synlig og ikke-synlig del 336 af naturen gennemstrømmer hinanden. Herbener hævder, at det primært var for denne naturtænkning, Bruno blev brændt i år 1600.1419 Domprovst Ole Jensen (1937 – 2021) var også blandt kritikerne af den vestlige ekspansions- og vækstideologi. Han taler om ”kulturdrabet”, der ledsages af ”naturdrabet.” Jens Andre P. Herbener 1420 siger afslutningsvist i ”Naturen er Hellig” (2015), at mange tilhængere af konservativ protestantisme, som man finder dem blandt evangelikale kristne og pinsekristne, afviser eksistensen af menneskeskabte klimaforandringer. De forfægter i stedet det syn, at det er Gud, der på denne måde varsler om en snarlig Dommedag, og deres indflydelse er en af hovedårsagerne til, at USA ofte har vist sig træg i begrænsningen af den globale opvarmning. Lad os gå tilbage til Jesu tid og til en rigtigt gammel reaktionær: Apostlen Paulus (ca. 10 e, Kr. - 64 eller 67 e.Kr.) var, sammen med Simon Peter den vigtigste missionær i den tidlige kristne kirkes historie. Paulus, der oprindelig hed Saulus, var oprindelig en skarp forfølger af de kristne, og han kendte ikke – i modsætning til de 12 apostle – Jesus, men blev omvendt ved at se den opstandne Jesus i et syn. Paulus havde meget stor indflydelse på udformningen af kristendommen, ja mange har ligefrem ment, at det var ham, der stiftede den. Det var bl.a. Paulus, der gennemtænkte indholdet af den kristne opstandelsestro og Kristi offerdød. Augustin, Calvin og Luther er nogle få af de mange, der står i åndelig gæld til Paulus. Religionskritikeren Leif Nedergaard (1981) kalder direkte Paulus fanatiker og opregner en mængde eksempler på, at han var både reaktionær, menneskeforagtende og seksualfornægtende. ”Socialt fastholdt han samfundslivets uretfærdigheder: enhver skulle blive i sin stand, selv i slavekår (1, Kor. 7, 20 f; f11) og i øvrigt skal man underordne sig øvrigheden (Rom. 13,1-7). Han tager afstand fra det kropslige (Gal.5, 16 ff.) og det kønslige (1. Kor. 6,12-20, 7 ff.), hvortil kom en umyndiggørelse af kvinden (1. Kor. 11 og 14, 34), der ikke hindrede kvinderne i netop særlig kraftigt at fastholde kristendommen gennem tiderne. Skønt han har smukke ord om almen kærlighed (i 1. Kor. 13), fordømte han seksualiteten, hvad der kom til at præge kønsmoralen til opimod vor tid.” 1421 Paulus søger – ligesom senere Luther - både at påvise og undskylde læren om, at nogle mennesker er forudbestemte eller ”prædestinerede” til at fordømmes, mens andre skal frelses. Luthers lære om at mennesket skal retfærdiggøres ved tro, og Calvins lære om prædestination hviler på Paulus´ lære, siger Nedergaard. 1422 Intolerance og en enorm - og ofte voldelig - sendrægtighed i forhold til erkendelse af nye indsigter indenfor videnskaben har været et gennemgående karaktertræk ved kristendommen, sådan som kirken i vor del af verden har forvaltet den. Herbener citerer den amerikanske historiker Perez Zagorin (1920 – 2009): ”Af alle de store verdensreligioner i historie og nutid har kristendommen været langt den mest intolerante. Dette udsagn kommer måske som et chok, men er ikke desto mindre sandt. På trods af det faktum, at Jesus Kristus, den jødiske grundlægger af den kristne religion, fremstilles i Det Nye 337 Testamente som en profet og frelser, der prædikede gensidig kærlighed og ikke-vold til sine disciple, var den kristne kirke i en stor del af sin historie en ekstremt intolerant institution.” 1423 Reformationen i Danmark, Norge og Island i 1536 etablerer en ”luthersk fyrstekirke”, hvor kongen er enerådende. 1424 Kongens religion bliver enerådende, og fyrste- eller kongekirken varer ved indtil Grundloven af 5. juni 1849. Nu bliver statskirken så omdøbt til ”folkekirke”, men forbindelsen mellem kirke og stat opretholdes. Som noget epokegørende nyt gives der fuld religionsfrihed til borgerne, så længe de ikke forstyrrer den offentlige orden. Således stod det skrevet i 1849Grundlovens §81 (i dag § 67). Dermed er enhver tros- og dåbstvang forbudt, og i dag er det kun – blandt danskerne – kongehusets medlemmer, der ikke har religionsfrihed, skriver Gregersen og Jørgensen. 1425 Et synligt tegn på kirkens historiske intolerance har været bogbrændingerne. Ritualet, der kun giver mening i en læsekultur, har været brugt som en voldsudøvelse, hvor holdninger rent bogstaveligt blev tilintetgjort. Paven ekskommunikerede for eksempel Luther, og hans skrifter blev brændt på bålet. Phillipp Melanchton og andre lutherske professorer svarede igen med at arrangere en offentlig bogbrænding i december 1520. Her havnede Den Kanoniske Ret, bullen mod Luther og forskellige teologiske værker fra middelalderen på bålet. 1426 I dag ser vi, at bl.a. politikeren Rasmus Paludan viderefører den gamle tradition. De kirkefolk, jeg kender, går heldigvis hverken ind for bog- eller kætterbrændinger. De er heller ikke imod humanisme eller Menneskerettigheder. Bestemt ikke! Men når jeg ser på flertallet af Salmebogens salmer, Luthers Katekismus eller Den Augsburgske Bekendelse, bliver jeg alligevel forstemt, for her har vi en vigtig del af Folkekirkens åndelige grundlag! Og jeg tænker, at andre end jeg har problemer med helt at forstå! TEMA 7: Luther, Den Augsburgske Bekendelse og Folkekirkens grundlag I TEMA 7 er det religionskritiske spørgsmål: Er det sandt, at Martin Luther frisatte borgerne, indførte religions-, ytrings- og tankefrihed og lagde fundamentet for den moderne, demokratiske velfærdsstat? Og er Luther og hans arv et godt fundament at hvile Folkekirken på? I 2017 var det 500 år siden, Martin Luther opstillede sine 95 berømte teser. Ifølge en usikker legende var det den 31. oktober 1517, og Luther skulle have slået teserne op på døren til slotskirken i Wittenberg. Hensigten var at reformere kirken, og især at stoppe handelen med aflad. Jubilæet i 2017 affødte en masse foredrag, bogudgivelser og seminarer. De fleste var overvejende positive overfor Luther og den enorme virkning hans tanker og gerninger fik. Men et par af de danske udgivelser skilte sig ud ved at hælde kraftig malurt i jubilæumsfejringen og være særdeles kritiske overfor Luthers værk. Den første udgivelse, jeg vil omtale er Frederik Stjernfelts ”Syv Myter om Martin Luther” Men lad os først se på nogle af de mange meget udbredte positive bedømmelser af Luther. Positive sider ved Luther Et synspunkt er, at Luther med sit begreb om ”det almindelige præstedømme” opvurderede almindelige menneskers liv og opgaver 1427 Det var for eksempel det, den norske teolog Moxnes 338 skrev i 2007, og denne betragtning deles nok af flere Luther-positive, der tænker, at Luther satte det almindelige liv, familielivet og ægteskabet, højere end det asketiske liv i klostret. Jan Lindhardt (2008) fremhæver det som positivt ved Luther, at han gik ind for, at vi ikke – som katolicismen mente - bliver hellige bare ved at være præster. Vi bliver derimod forvandlede og frelste gennem troen alene. Og troen består i tillid til Gud og hans godhed. Vi skal ikke forholde os intellektuelt til Gud. Lindhardt siger om Luthers tanker: ”Vi kan aldrig hente nogen fortjeneste eller goodwill hos Vorherre, som han ikke selv giver os, kvit og frit. Der er derfor ingen grund til at lægge noget særligt i at ”synge, læse, spille på orgel, holde messer, ottesang, vesper og andre tidebønner, at skænke og udsmykke kirker, altre, klostre, at samle klokker, klenodier, klæder, smykker og skatte, at løbe til Rom og til helgener.” 1428 Kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten 1429 lægger ligeledes hovedvægten på Luthers frigørende virkning. Luther når frem til en ny forståelse af forholdet mellem Gud og menneske, skriver han. Gud er ikke længere den strenge, ”retfærdige Gud”, som belønner eller straffer Mennesket. Gud er kærlighedens Gud, som skænker os tilgivelse ”gratis” og lukker det syndige menneske ind i kærlighedens fællesskab. Vi ”frelses” af Guds kærlighed og behøver ikke anstrenge os gennem udøvelse af en række gode gerninger for at gøre indtryk på Gud. Dér, hvor troen er, springer de gode gerninger frem spontant fra et menneske, der er glad og godt. Dette er ”frelse af tro”, siger Lausten. I min indledning nævnte jeg, at daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen ved Folkekirkens nationale fejring af Reformationsjubilæet i Haderslev 4. juni 2017 sagde, at Luther med reformationen satte en folkeoplysning i gang, som siden er blevet grebet af Grundtvig, og som vort demokrati er groet af! Flotte hyldest-ord! Noget lignende er blevet sagt af Dronning Margrethe og tusindvis af andre Luther-glade borgere. Men er det nu også sandt? Den negative Luther-kritik Og nu til den negative Lutherkritik: Frederik Stjernfelt ridser fra starten af sin bog ”Syv Myter om Martin Luther” (2017) ankerne mod Luther op. Det handler om skriftfundamentalisme, kvindehad og antisemitisme – intet mindre! Luther var fortaler for ensretning, ubetinget lydighed overfor magthaverne og henrettelse af folk med andre synspunkter end hans egne. Det drejer sig om myrderier på op mod 100.000 bønder, der ville afskaffe slaveriet! 1430 Det undrer Stjernfelt, at man i den grad i jubelåret har kunnet trylle det virkelige livs Martin Luther om til ”den forlorne sødsuppeskikkelse, vi skal samles om ved jubilæumsfesten.” 1431 Stjernfelt gennemgår indledningsvist centrale sider af Luther. En af Luthers hovedtanker var, at kun troen kunne give frelse, ”Sola Fide” – ikke afladshandel. Og vi skulle desuden bygge vor tro på skriften alene, ”Sola Scriptura”. Hertil kom ”nåden alene” og ”Kristus alene”. Blandt mange kritikpunkter mod Luther anfører Stjernfelt så, at Luther var dobbeltmoralsk, når det gjaldt afbrænding af kættere. Da han selv stod overfor en kætteranklage, mente han, at afbrænding af kættere var imod Helligåndens vilje. Ikke længe efter, i Leipzig, gik han selv ind for drab på kættere – såvel katolikker som protestanter, der afveg fra hans egne synspunkter. 1432 339 Selv om Luther gik ind for ”skriften”, altså Bibelen som trosgrundlaget, forhindrede det ham ikke i at redigere skriften, så den passede bedre med hans egne tanker. I 1534 udkommer Luthers oversættelse af den fulde Bibel til tysk. Her har han udeladt et antal bøger fra Det Gamle Testamente, som han ikke syntes passede ind. Luthers intolerance er ganske voldsom, påviser Stjernfelt. 1433 Luther fører hårde kampe mod andre protestanter, der vil afvise barnedåb, treenighed, Kristi dobbeltnatur som Gud og menneske., eller nadverlære. Ligeledes er han imod dem, der ville føre opgøret med den katolske kirke videre til et opgør med kirken og kirkehierarkiet – eller til et oprør mod den verdslige øvrighed. Thomas Münzer (1488 – 1525) var en af Luthers tidlige støtter, men Münzer støttede også det voksende sydtyske bondeoprør (1524- 1525). Bønderne krævede bl.a. jagtret og afskaffelse af livegenskabet, og Münzer blev en slags lederskikkelse for oprøret. Luther kalder Münzer for ”ærkedjævelen i Mühlhausen” og giver fyrsterne det råd, at bønderne skulle ”slås ned som gale hunde”. 1434 Mindst 8000 bønder blev massakreret 14. – 15. maj 1525 i det afgørende slag, og det samlede antal døde i bondekrigen vurderes til cirka 100.000! Blandt mange andre lagde Luther sig også ud med den førende katolske humanist, Erasmus af Rotterdam (1466 – 1536). Erasmus afviste i 1524 i værket ”De Libero Arbitrio” Luthers lære om menneskets manglende frihed og hævdede, at vi havde det frie valg mellem ondt og godt. Luther svarer igen: ”Mennesket er syndigt, kan ikke vælge mellem Gud og Satan, og kan ikke opnå frelse gennem egne valg. At hævde andet er at fornærme Gud – hvorfor Erasmus slet ikke kan være kristen.” 1435 Luther var under konstant pres, for han forventede Kristi tilbagekomst, og han håbede og mente, at tilbagekomsten ville ske allerede i hans egen levetid. Luther forestillede sig, at den kendte verden ville blive tilintetgjort, og at levende og døde ville blive sorteret i Himmel og Helvede. Han så engle og djævle overalt som tegn på den forestående begivenhed. ”Luther hørte eller så ofte djævelen i skikkelse af omstrejfende dyr, konkurrerende reformatorer, hekse eller katolikker, vrede bønder, bankelyde, skramlen og anden tumult…” 1436 Luther var overbevist om, at hans sag var Guds sag og hans ord, Guds ord. ”Ergo må de, som er imod mig, gå til grunde.” 1437 Således sagde han i en bordtale i 1532. Fornuften, som et par århundreder senere bliver et af Oplysningstidens vigtigste redskaber, fordømmer Luther på det kraftigste. Fornuften er Djævelens brud og en smuk skøge, der kommer ind og vil være klog. 1438 Fornuften skal dræbes i alle, som tror på Kristus, for fornuften kæmper mod troen. 1439 Så sent som få dage før Luthers død i 1546 viste Satan sig for ham og viste ham sin bare røv. Djævelens anslag, mente Luther, fandt kun sted med Guds tilladelse. Det var Herrens indirekte form for belæring af os om, at vi ikke kunne være sikre på frelsen, og at vi skulle tro for at kunne modtage nåden. 1440 Syv myter om Martin Luther Stjernfelt tager fat på de myter om Luthers positive indsats, som han mener dominerer i jubelåret. En af myterne handler om, at Luther indførte religions-, ytrings- og tankefrihed. Det gjorde han på 340 ingen måde! Allerede i 1522 havde Luther fundet ud af, at Paven var ”Anti-krist”, og at han derfor skulle brænde i Helvede. I 1520 siger Luther bl.a. ”Hvis vi straffer tyve med galgen, røvere med sværdet, kættere med bålet, hvorfor går vi ikke så meget mere og med alle våben løs på disse fortabelsens mestre, disse kardinaler og paver og alt dette pak fra det romerske Sodoma, som endeløst har korrumperet Guds kirke, og vasker vore hænder i deres blod…”. 1441 Vi må gøre det onde for at det gode sker, mente Luther. Det betød også, at han mente, man skulle kappe hovedet af de såkaldte ”gendøbere”. 1442 Nogle måneder efter Stjernfelts bog om Luther udkommer Jens-André P. Herbeners bog om det samme emne. Her uddybes og skærpes den Luther-kritik, som er fremsat i Stjernfelts bog. Når man læser Herbeners bog, forekommer Stjernfelt næsten som mild og overbærende mod Luther, som når Stjernfelt skriver: ”Luthers forståelse af meningsforskelle peger ikke frem mod ideen om en fri offentlighed, hvor forskellige synspunkter kan fremsættes og alle kan have gavn af at afprøve deres argumenter imod hinanden.”1443 En anden myte, som Stjernfelt sætter sig for at punktere er, at Luther skulle have indført skellet mellem stat og kirke. Det gjorde han ikke, men han indskærpede, at man – frem for alt – skal være lydig mod sine foresatte. 1444 Øvrigheden er indstiftet af Gud og skal adlydes ubetinget! Den nye statskirke, som lutheranerne indfører, skal styrke og vejlede fyrsten i at handle blodigt og resolut mod de gudløse – imod kriminelle, blasfemikere, kættere og statskritikere. 1445 En tredje myte handler om, at Luther skulle have bidraget til demokratiets fremvækst. Myten er fx gentaget i Undervisningsministeriets ”Demokratikanon” fra 2008, hvor Luther bliver præsenteret som en af det danske demokratis fædre. Intet hos Luther peger i retning af demokrati – et ord der jo heller ikke var opfundet dengang, siger Stjernfelt .1446 I den berømte, og berygtede, pamflet ”Wider die räuberischen und mörderischen Rotten der Bawern” (1525) siger Luther, at de oprørske bønder i Sydtyskland har begået tre ”grufulde synder” mod Gud og mennesker. Og for dette har de fortjent døden mangfoldige gange, både på legeme og sjæl. Derfor: ”Kvæl, stik og slå dem ihjel, i skjul eller åbenlyst, hver den, som kan, og husk, at der ikke kan tænkes noget giftigere, mere djævelsk end en oprører, ligesom man må slå en gal hund ned, slår du ikke, så slår han dig og hele landet med dig.” 1447 Så ”demokraten” Luther foreslår, at man svarer dem, der kæfter op, med en knytnæve, så blodet sprøjter fra næsen, eller med bøssekugler, så hovederne sprænges i stykker. Luther er tydeligt direkte stolt af sin rolle i nedslagtningen af bønderne. 1448 Den fjerde myte siger, at Middelalderens hekseprocesser var katolske og ikke lutheranske. Heller ikke denne myte holder. I Danmark begyndte hekseafbrændingerne simpelthen med indførelsen af lutherdommen.1449. Luthers kvindesyn var i høj grad præget af hans samtid. Ganske vist gik han ind for, at præster burde kunne gifte sig – men kvinderne skulle holdes ude af politiske og statslige anliggender, for det egnede de sig ikke til at forstå. 1450 341 Den femte myte siger, at Luthers antisemitisme ikke havde nogle effekter. I starten håbede Luther, at jøderne ville omvende sig og blive kristne. 1451 Men da det ikke lykkedes, bliver Luthers tone mere og mere antisemitisk. Jøderne var, som Guds straf, blevet spredt rundt omkring på jorden. De forstod ikke denne straf, fordi Djævelen selv hindrede dem i at begribe det. Så derfor forhærdede de sig i deres hovmod, mente Luther. Og derfor var det helt rimeligt at forfølge dem. 1452 I skriftet ”Jøderne og deres løgne” fra 1543 siger Luther bl.a.: ”Derfor skal du vide, kære kristne, og tvivl ikke på det, at næst efter djævelen har du ingen bitrere, giftigere, værre fjende end en ægte jøde, som mener det alvorligt at være jøde.” 1453 Jøden er som ågerkarl en ærketyv og landevejsrøver, der burde hænge i galgen syv gange højere end andre tyve, får vi at vide i Luthers advarselsskrift. Derfor råder han til, at man sætter ild til deres synagoger og skoler og dækker det, der ikke vil brænde, til med jord, så der hverken bliver sten eller slagger tilbage. Luther foreslår desuden, at unge og stærke jøder og jødinder kan pålægges tvangsarbejde. En første skitse til de senere statslige tyske arbejdslejre var således allerede i 1543 på Luthers politiske tegnebord, konstaterer Stjernfelt. 1454 Luther dør 18. februar 1546, men har forinden fået imprægneret Lutherdommen med et potentiale til et stærkt og intensivt jødehad, hævder Stjernfelt. 1455 Den sjette, og næstsidste myte om Luther, som Stjernfelt påtager sig at punktere, er forestillingen om, at ”Luthers mørke sider var bare sådan som tiden nu engang var!” Luther var jo et barn af sin tid, og brugte altså bare tidens jargon, og derfor skal man ikke lægge så meget i drab på protesterende bønder, kvindehad, forfølgelse af anderledes troende, eller synagogeafbrændinger. Stjernfelt siger: ”Det er et stærkt forsvar, hvis man tror på tidsånden: det man kan lide hos Luther, skal så være hans egen fortjeneste, og det man ikke kan lide, kan tørres af på tidsånden.” 1456. Men så let kan man ikke frikende Luther, indvender Stjernfelt. Luther står nemlig næsten konsekvent i det mest ”forfølgelsesgejle, intolerante og autoritære hjørne af sin samtid.” 1457 Et af tidens andre åndelige fyrtårne, Erasmus af Rotterdam (1466 – 1536), er et eksempel på en mand, der tydeligvis repræsenterede en helt anden ”tidsånd”. Erasmus havde – til sammenligning – udgivet antikrigsskriftet ”Skøn er krigen for den uerfarne”. Og han stod i det hele taget milevidt fra Luther i sine synspunkter, ligesom flere andre af tidens kulturpersonligheder gjorde det. ”Der var ingen tidsånd, der dikterede Luther at blive den helt særlige stakåndede og blodgejle dommedagsprædikant, som han faktisk blev.” 1458 Den syvende og sidste myte handler om, at Luthers ”mørke sider” angiveligt ingen effekter skulle have haft. 1459 Stjernfelt vil ikke afvise, at der ud af Luthers mangfoldige skrifter kan destilleres nogle sofistikerede pointer, der kan ”vejlede, trøste og fornøje de troende.”. Men desværre for dem peger intet i Luthers praktiske politik i retning af demokrati, frihed, retsstat og modernitet, siger Stjernfelt 1460 342 Boet efter Luther I boet efter Luther bliver det ikke bedre. Melanchton, der havde fået ry som blødagtig og på nogle punkter ligefrem ”kryptocalvinist” 1461, blev skubbet til side af folk som Von Amsdorf (1483 – 1565) og Matthias Flacius (1520 – 1575). ”Gneisolutheranerne” var navnet på disse ”hard-liners”, der sejrede på de fleste punkter i 1577, hvor man fremlægger den såkaldte ”Konkordieformel”, der skulle skaffe enighed blandt de troende. 1462 Formlen bliver et bindende bekendelsesskrift for de tyske evangeliske kirker, men afvises af den danske kirkes øverste, Frederik d. 2., der smider den i pejsen, fordi kan aner, at den vil udløse nye teologiske kampe. Stjernfelt viser, hvordan den ”rene” lutheranske linje i Tyskland lægger direkte op til Trediveårskrigens forfærdelige ødelæggelser i kampen mellem mellem protestanter og katolikker (1618 – 1648). I det hele taget er lutheranismen på mange måder katastrofal, især for Tyskland. Her i Danmark har Grundtvig en blødgørende effekt, når det op gennem 1800-tallet gælder om at bearbejde de ”seje luthersk-ortodokse bastioner”. 1463 Som dansker forestiller man sig let, at vi og vor tro har større betydning, end vi reelt har. Lutheranismen tæller faktisk kun 3% af verdens kristne eller godt 1% af verdens befolkning. ”Kun i Norden, Namibia og North Dakota dyrkes lutheranismen af et befolkningsflertal.” 1464 Luthers betydning for Tyskland Lutheranismens historie i Tyskland er på ingen måde en glorværdig historie, påviser Stjernfelt. Fremtrædende lutheranere som teologen Ernst Wilhelm Hengstenberg (1802 – 1869) og den retslærde og politikeren Friedrich Julius Stahl (1802 – 1861) var i det europæiske revolutions-år 1848 anførere for en afstandtagen i forhold til den liberale teologi samt afstandtagen til demokrati, folkesuverænitet og menneskerettigheder. De to betragtede direkte disse emner som ugudelige, syndefulde og som Satans værk. 1465 Historikeren Uffe Østergaard og flere andre hævder gerne, at Luthers socialetik er roden til velfærdsstaten, men de tæller kun de lyse timer, hævder Stjernfelt 1466. Netop Luthers socialetik er nemlig også roden til de forskellige socialkonservative, fascistiske og nazistiske partier. 1467 Der er mangfoldige eksempler på de lutheranske tyske kirkers pronazistiske indstilling, og et historisk kort over Tyskland viser, at mens den nazistiske tilslutning i de katolske områder, var meget lav, så var det omvendte tilfældet i i de lutheranske områder. 1468 ”Der er ikke anden konklusion end at den politiske orientering i verdens førende lutherske kirker og deres menigheder var en forudsætning for den nazistiske magtovertagelse. Først i 1985 omfavnede den evangeliske kirke i Tyskland som nævnt demokratiet – tyve år efter at katolikkerne tøvende havde accepteret demokratiet ved det 2. Vatikanerkoncil i 1962.” 1469 Heldigvis er der hæderlige undtagelser som Niemöller, Bonhoeffer, Sophie Scholl og Thomas Mann. Sidstnævnte anførte i et foredrag til den amerikanske kongres i 1945, at man kunne spore Tysklands politiske problemer tilbage til Luther. Trods undtagelserne ser Stjernfelt en tydelig sammenhæng mellem Lutheranismen på den ene side og antisemitismen, den ubetingede 343 lydighed overfor øvrigheden, antirationalismen, og forberedelsen på den ariske ideologi på den anden side. Som Luther formulerede det, så er fornuften ”Djævelens hore”. 1470 Den schweiziske teolog Karl Barth (1886 – 1968) var opmærksom på sammenhængen mellem Luthers tanker, jødehadet og nazismen. Han sagde, at det tyske folk lider under arven fra den ”største kristne tysker, Matin Luthers, vildfarelse med hensyn til forholdet mellem lov og evangelium, mellem verdslig og gejstlig orden og magt…” 1471 Luthers blakkede jubel-år Stjernfelt, der, som antydet i det foregående, har svært ved at se noget godt i den tyske reformator, beklager afsluttende, at det danske jubelår for Luther ikke vil se sandheden i de syv myter i øjnene. Han mener, at Luther efterlader en gåde: Hvordan kan det være, at de danske lutheranere, som ellers er gode og sympatiske demokrater, ikke vil tage et opgør med den dystre åndshistoriske bagage, de har? Generelt mener han, at den danske præstestand kun langsomt er fulgt med oplysningen og udviklingen 1472. Præstestanden, hvis medlemmer har en interesse i at bevare deres job og har følt sig tvunget til at følge jobbeskrivelsen, har ladet sig forblænde af Grundtvig og har derfor glemt Luther, eller har tegnet ham i et rosenrødt skær, hævder Stjernfelt. 1473 Hvis man endelig skal sige noget godt om Luther, anfører Frederik Stjernfelt, må det være at han insisterede på at oversætte Bibelen, så folk kunne forstå den. Desuden fik Luther hospitaler og fattiggårde, der før havde været den katolske kirkes anliggende, ind under statsapparatet, så de finansieredes af stat eller fyrste. Modtagelsen af såvel Stjernfelts som nogle måneder senere Jens-André P. Herbeners Luther-kritik har været præget af noget, der ligner larmende tavshed. Det har været svært overhovedet at finde anmeldelser af deres Luther-bøger. Jes Fabricius Møller skriver dog i Kristeligt Dagblad 25. marts 2017, at han finder, at Stjernfelts fokus er ensidigt negativt, og han mener ikke at Stjernfelt dokumenterer, at de syv myter rent faktisk eksisterer. ”For det meste virker det som stråmandsargumentation rettet mod unavngivne ”præster” og ”teologer””. Jens-André P. Herbeners Luther-kritik Det måske vægtigste danske religionskritiske værk overhovedet, mener jeg, at Jens-André P. Herbener står for. Herbener er medarbejder ved dagbladet Politiken, cand.mag. i religionsstudier og semitiske sprog ved Aarhus Universitet i 1998 og mag.art. i religionshistorie og semitisk filologi. ”Luther – antidemokrat og Statsidol” er titlen på Herbeners bog, der – ligesom Stjernfelts Lutherbog – kom i Luther-jubelåret 2017, hvor kirken kunne fejre, at det var 500 år siden, Martin Luther opstillede sine 95 teser. Herbener berører i sin 403 sider lange kritik af Luther mange af de samme temaer som Stjernfelt, men er endnu grundigere og endnu fyldigere i sin dokumentation. 1474 Luther skal simpelthen revurderes, og dommerne skal skiftes ud, slår Herbener indledningsvist fast. 344 ”Vores billede af reformationen trænger til en reformation. Det skyldes, at lutheranere har haft alt for stor indflydelse på, hvordan Martin Luther og reformationens konsekvenser præsenteres i den danske offentlighed. Det skal ændres…” 1475 Luther-kritik er samfundskritik Luther er viklet dybt ind i det danske samfundssystem, så kritikken af manden bliver også en samfundskritik, mener Herbener. Den danske folkekirke bygger på Luthers opgør med Pavekirken og hviler på de lutheranske bekendelsesskrifter, ”Den Lille Katekismus” og ”Den Augsburgske Bekendelse”. Desuden er omkring 75 % af danskerne medlemmer af Folkekirken, og også Dronningen er, ifølge Grundlovens § 6, tvangsindlagt til at være medlem. Så det er intet mindre end vor kulturarv og åndelige vugge, vi taler om, når vi taler om Martin Luther! ”Reformationens 500-årsjubilæum i 2017 er således et brændpunkt for en national-kirkelig selvfejring. Her tager Kongehus, kirke, stat og mange danskere hinanden i hænderne. Her finder og skaber de en del af deres rødder og identitet.” 1476 Det officielle Danmark holder af at dyrke Luther som ”en humanistisk foregangsmand”, en mand, der lagde nogle af de første grundsten for moderniteten, fx for demokrati, frihed, lighed, velfærdssamfund, oplysning og for skellet mellem stat og kirke, religion og politik, siger Herbener. Men desværre! Der er et fundamentalt problem ved denne fremstilling, der ellers er som skræddersyet til hyggelige sogneforedrag. I nogle tilfælde er det et temmelig ensidigt billede- og i andre tilfælde er det simpelthen ”fuldfed historieforfalskning”! 1477 Luther gøres til et glansbillede, men sandheden er, at han havde nogle stærkt antidemokratiske, intolerante og blodtørstige sider, der er helt uforenelige med de moderne lutheranske selviscenesættelser. ”Disse mørke sider er lutheranere i dag enten uvidende om, eller også benytter de forskellige strategier til at ufarliggøre dem. Den vigtigste er fortielse. Hvad folk ikke ved, har de ikke ondt af.” 1478 Fortielse og nedtoning af kritikken Fortielse! Det er én ting, men hyppigt angriber man også dem, der kritiserer de mørke sider, mens dem, der præsenterer de lyse sider, lades i fred. I kølvandet på Frederik Stjernfelts Lutherbog, der udkom nogle måneder før Herbeners, har en ny strategi vist sig, siger Herbener: De overvældende dokumentationer påstår man, at dem har man da aldrig lagt skjul på! Herbener ser sin bog som et nødvendigt korrektiv til det udbredte glansbillede af Luther, og samtidig til reformationen og dens konsekvenser – en ”kontravægt” til den udbredte lutheranske selvdyrkelse. Som nævnt følger Herbener i høj grad de temaer, som Stjernfelt (Stjernfelt, 2017) gennemgik, så i det følgende nævner jeg blot de vigtigste: - Luther var en ildspyende hadprædikant. Han udviste et sydende had til Paven, til katolikker, muslimer, jøder, gendøbere og blasfemikere. Han kunne i bogstavelig forstand dæmonisere, fækalisere og animalisere sine modstandere, der fremstilledes som djævle og dyreekskrementer af værste slags. 345 - Luther er i højere grad en bror i ånden til de islamiske fundamentalister, der i dag vil reformere religion og samfund i overensstemmelse med Koranen, end han er en forløber for moderne demokrati og menneskerettigheder. Han var en rabiat antidemokrat, en vulkansk jødehader og tilhænger af dødsstraf til utro ægtefolk. Herbener kritiserer den politiske og religiøse magtelite herhjemme for at have holdt hånden over Luther. De bestemte, og de skrev den historie, der passede dem. ”For det andet er der i Danmark over et par tusinde evangelisk-lutherske sognepræster, der ikke kan levere en hård kritik af Luther og Co. Uden at miste deres job. Tværtimod har de underskrevet et præsteløfte, ifølge hvilket de har forpligtet sig til at forkynde evangelisk-luthersk kristendom.” 1479 Sandheden om Luther må frem! Men sandheden må frem! Lige så lidt som vi kan nøjes med katolikkers fremstilling af pavedømmet, kapitalisters fremstilling af kapitalismen og leninisters fremstilling af Lenin, kan vi lade os nøje med lutheraneres fremstilling af Luther! På de næste 400 sider gennemgår Herbener nu følgende temaer hos Luther og drager nogle konsekvenser: - Luther havde på ingen måde moderne demokrati, adskillelse af kirke og stat eller frihed for øje. Luther var en fanatisk hader af Pave, katolikker, muslimer og jøder. Luther lagde grobunden for nazismen i Tyskland Er der da slet ingen lyspunkter ved Luther, må man spørge. Jo, der er nogle enkelte. ”Sammenlignet med betydelige dele af datiden slog den tidlige Luther til lyd for en mere human tilgang til både kættere og jøder. Han var en fabelagtig ordekvilibrist. Han opfordrede til, at man altid skulle tænke mere på sine medmenneskers fornødenheder end ens egen navle. Over for overmægtige modstandere som paven og kejseren udviste han en frygtløs fandenivoldskhed, der gør de fleste andre til kujoner. Hans oprør mod pavekirken var helt berettiget, da den alt for ofte exellerede i radikalt sandhedsmonopol, magtmisbrug og dyrkelse af mammon. Alt dette aftvinger normalt – og med fuld ret – respekt.” 1480 Luthers intolerance Trods disse lyspunkter, vejer Luthers synderegister absolut tungest hos Herbener. Op mod 100.000 bønder blev fx dræbt under det tyske bondeoprør. Talrige fanger blev efterfølgende tortureret og henrettet. Sagt med moderne sprog mente Luther, at bønderne selv var de skyldige – de burde have opført sig ordentligt. Som han siger i ”Åbent brev om det skarpe skrift mod bønderne” 1481: ”Æslet skal have prygl, og pøblen skal regeres med magt. Det vidste Gud godt, derfor gav han ikke øvrigheden en rævehale i hånden, men et sværd.” 1482 Problemet for Luther at se var, at mennesket er fundamentalt ondt – en synder i enhver celle! I sin nåde kan Gud dog frelse mennesker, gennem Kristus. Dermed får mennesket en sjæl, et ”indre menneske”, der er ét med Gud. Men desværre sidder der stadig noget af den gamle syndefulde natur i legemet. Derfor skal mennesket være underlagt det verdslige regimente og udvise nærmest grænseløs lydighed overfor magthaverne. ”På samme måde binder man et farligt rovdyr 346 med lænker og kæder, så at det ikke kan følge sin natur og bide, hvor gerne det end ville.” (Luther 1523: ”Om Lydighed mod den verdslige Øvrighed”, s. 165). 1483 Det kristne menneske har dog en ”dobbelt natur”, en åndelig og en legemelig, der er henholdsvis god og ond. Værre står det til med ikke-kristne mennesker. Det har kun én natur – den onde! Det er dog heller ikke al slags kristendom, der dur! I virkeligheden, siger Herbener, er der kun én slags, der dur, og det er Luthers egen. 1484 Om afvigere som den reformerte Ulrich Zwingli (1484 – 1531) eller humanisten Erasmus af Rotterdam siger Luther: ”Jeg har bidt hul i særdeles mange nødder, der var fordærvede, men som jeg troede, var gode. Zwingli og Erasmus er ikke andet end fordærvede nødder, der fylder ens mund med lort.”(Luther: ”Bordtaler”, s. 452) 1485 De, der vovede at gå imod ham, anså han for fortabte! De var dømt til at gå under. Luther var ikke bedre end katolicismen i sin voldsomme intolerance. Forskellen var blot, at det hos katolikkerne var kirken, der skulle forfølge kætteri, mens det hos protestanterne var de verdslige myndigheder. ”Konkret blev gendøberne genstand for forfærdelige overgreb, der kunne omfatte alt fra fysisk tortur og henrettelse til tvangsdåb af deres børn. I det sydlige og centrale Tyskland kulminerede det i 1527 – 1530 med henrettelsen af 488 gendøbere. Forfølgelsen af dem skyldtes, at de afviste statsmagten, militærtjeneste og edsaflæggelser, abonnerede på en ”falsk” religion og mente, at kristnes ejendom skulle være fælles.” 1486 Ikonoklasme – ødelæggelsen af kultiske genstande – er fælles for Taleban, Islamisk Stat og protestantismens tidlige fase, slår Herbener fast 1487. Lutheranernes vrede rettedes mod den katolske kirkes hellige objekter: Helgenfigurer, Jomfru Maria-statuer, altre, krucifikser, relikvier, nadverbrød, mosaikker, messedragter….En af konsekvenserne af den hellige lutheranske krig mod katolicismen var en markant maskulinisering af kristendommen. Nonner, helgeninder og Jomfru Maria røg ud, mens Faderguden hans søn og Helligånden stod tilbage! Luthers ansvar for Religionskrigene Reformationen blev en katalysator for voldsomme religionskrige og enorme flygtningestrømme. Faktisk var der ”hellig krig” i langt over hundrede år efter offentliggørelsen af Luthers 95 teser, siger Herbener 1488. Mest kendt er den såkaldte 30-årskrig (1618 – 1648), der udryddede mellem 15 og 40% af de tyske befolkninger. ”Overordnet set bidrog reformationen til at udløse et inferno af religionsforfølgelser og nogle af de allerblodigste religionskampe i historien.” 1489 Alle parter var overbeviste om, at Gud selvfølgelig var på netop deres side, mens de andre var på Djævelens parti! Luther benyttede alle lejligheder til at hælde benzin på bålet. Hans tale til Paven var fuld af vendinger som disse: ”(V)ed din mund og pen lyver den lede Satan, som han endnu aldrig har løjet; du bøjer og fordrejer skriften efter dit eget forgodtbefindende. Ak, Kristus min Herre, se herned, lad din dommedag bryde frem og ødelægge djævelens rede i Rom!” 1490 Også billedkunsten blev taget i brug, når det gjaldt om at fremstille paver og kardinaler som stråler af tyndskid fra hun-djævles røve eller som stinkende trolde-yngel. Selv om Luther faktisk i 1543 stod bag en oversættelse af Koranen til latin, så man kunne se, hvad djævelskabet var ude på, så langede han voldsomt ud efter alle afvigere fra den rette tro: muslimer, jøder, katolikker, gendøbere… 347 Luther og Jøderne Herbener vier, ligesom Stjernfelt, en stor plads til Luthers behandling af jøderne, fordi denne behandling…”sandsynligvis har været med til at bane vejen for det udryddelsesforsøg, der med enestående brutalitet ramte jøderne under 2. verdenskrig, kulminationen på mange århundreders diskrimination, forfølgelser og massakrer i kristenheden.” 1491 Det er ikke kun Stjernfelt og Herbener, der har blik for, at Luthers behandling af jøderne…. ”yder et stort bidrag til den skyld, som for altid vil hvile over den kristne kirke på grund af dens behandling af jøderne i tidens løb.” Det gælder også Martin Schwarz Lausten fra hvis bog ”Luther, munk, oprører, reformator”, (Kbh. 2006), citatet ovenfor om jødeforfølgelsen stammer, siger Herbener.1492 I starten af sin reformatorbane ville Luther faktisk vise jøderne venlighed, men efterhånden indså han, at de kun i ringe omfang omvendte sig, og han skiftede derfor holdning. I skrifterne ”Om Jøderne og deres Løgne” og i ”Om Schem Hamporas og Kristi Slægt”, to skrifter af Luther fra 1543, får jøderne det glatte lag. Der er sjældent set en så voldsom kraftudladning mod noget folk, mener Herbener. Side op og side ned yngler skældsordene, og dertil kommer ”spredte maskingeværsalver af vulgære og latrinære tilsvininger af værste, til tider mest infantile art.” 1493 Her er et eksempel fra ”Jøderne og deres Løgne”: ”Tag dig derfor i agt for jøderne og vær klar over, at hvor de har deres synagoger er der ikke andet end en djævlerede, hvor der drives selvros, hovmod, løgn, bespottelse, hvor man vanhelliger Gud og mennesker med al mulig giftighed og forbitrelse, som djævlene selv udøver disse ting. Og hvor du ser eller hører en jøde undervise, skal du ikke tro andet, end at du hører en giftig basilisk, som selv ved synet forgifter og dræber folk.” 1494 Så konklusionen er klar for Luther! For det første skal jødernes synagoger og skoler brændes ned til grunden, og for det andet skal deres beboelseshuse ødelægges, deres bøger tages fra dem og deres ”ågerhandel” standses. Herbener siger videre, idet han gengiver Luther: ”For det syvende skal de unge stærke jøder og jødinder sættes til fysisk tvangsarbejde, konkret til at knokle med ”plejl, økse, hakke, spade, rok og ten i hånd. ”1495 Den sidste mulighed, er at jage jøderne ud af landet som gale hunde, mener Luther, der ikke rigtigt har tiltro til, at de andre midler hjælper! Luther har på sin vis været i pagt med Det Nye Testamente i jødespørgsmålet. Ifølge professor i kristendommens grundlæggelse, Per Bilde, er de mange jødefjendtlige udsagn i Testamentet konstituerende for teksten som helhed. Det ser, i flg. Bilde, ud til, at kristendommen netop er blevet til i og med en grundlæggende konflikt med jødedommen. 1496 Luther skal dog ikke have al skylden for det europæiske jødehad, kan jeg i parentes bemærke! Videnskabshistorikeren Aksel Haaning beretter i 2018, hvordan han i TV 2´s Morgen-TV på et tidspunkt hørte Georg Metz udtale, at nazismen i det 20. århundrede måske på en eller anden måde også havde noget at gøre med kristendommen. 1497 Haaning var chokeret, men nåede efter studier frem til, at Metz havde ret. 348 Haaning forklarede: Vi skal tilbage det såkaldte Fjerde Laterankoncil, et af de vigtigste og mest indflydelsesrige kirkemøder i højmiddelalderen. Koncilet foregik i 1215 og blev ledet af Pave Innocens d. 3. Her besluttede de forsamlede kristne kirkeledere at gennemføre et militært angreb på kættere i Norditalien og Sydfrankrig, de såkaldte ”katharer”. Endvidere blev det på kirkemødet bestemt, at jøderne skulle fratages en række erhverv. Desuden besluttede man, at jøderne ikke længere måtte bo blandt de kristne, men skulle isoleres i begrænsede områder. Her ser man begyndelsen på den senere ghettodannelse, siger Haaning. 1498 Men ikke nok med det! Det bliver yderligere bestemt, at ”Jøder, både mænd og kvinder, skal i alle kristne lande på offentlige steder altid adskille sig fra den øvrige befolkning ved en særlig slags klædedragt.” 1499. Det gule mærke bliver et gennemgående kendetegn, men i øvrigt var mærkningen af jøderne op til de enkelte lande selv. Fra 1267 skulle jøderne i Wien fx bære en hat. Haaning karakteriserer det som en populær ide, der hurtigt bredte sig. Hattene var ofte latterlige eller bizarre, og måske kan man sige, at de lever videre blandt mange ultraortodokse jøder i bl.a. Williamsburg i New York og i Jerusalem. Påbuddet om de bizarre hatte bliver først ophævet med den Franske Revolution mere end 500 år senere. 1500 Der var op gennem kristendommens historie andre ydmygende bestemmelser, der skulle tjene til at isolere jøderne. Byens galge blev for eksempel ofte rejst på jødernes begravelsespladser, jøder blev forment adgang til offentlige bade, ved kristne højtider skulle jøderne stille med et antal af deres trosfæller, der offentligt skulle lade sig spytte på, og som skulle modtage symbolske lussinger. I Rom skulle jøder løbe rituelt gennem byen én gang om året for på knæ at bede om tilladelse til at bo ét år mere. Haaning konkluderer: ”Vi er alle opdraget i den tro, at jødehadet, bortset fra visse antydninger i forrige århundrede, i det store hele er nazisternes opfindelse. Men det er det ikke. Det er kristent. Det er en del af den kristne, europæiske kulturarv.” 1501 Luther og Danmark Tilbage til Jens-André P. Herbener! Der eksisterer, i flg. Herbener, ingen beviser for, at der blev brændt troldfolk i det før-reformatoriske Danmark. Men nu, med Reformationen, kommer der gang i bålene! Også dette har rødder hos bl.a. Martin Luther og andre lutheranske topteologer. Efter et nutidigt skøn blev der i alt i Europa henrettet cirka 50.000 troldfolk, primært kvinder, sekundært mænd og børn fra omkring 1400 til 1750. Også på andre områder ser man mere mørke end lys herhjemme som følge af reformationen. Det hævdes ofte, at kristendom – modsat islam – er ensbetydende med demokrati, og at reformationen ligefrem lagde de første spirer til demokratiet. Dette er også historieforfalskning, hævder Herbener. Reformationen i Danmark førte ikke til demokrati, men tværtimod til en endnu stærkere og mere autoritær kongemagt end hidtil. 1502 Biskop Hans Wandal erklærede ved Christian d. 5.´s kroning i Frederiksborg Slotskirke 1671: ”Jeres majestæt her på jorden repræsenterer os Gud selv” 1503 349 Wandal tilføjede: ”En kristen konge må ikke tåle nogen i sine lande, der ikke holder ved den rette lære, og ej tillade djævelen og kætterne at så klinten i Guds egen ager.” 1504 Konkret indførtes der nu dødsstraf i Danmark, hvor man ofte tidligere havde nøjedes med bødestraf og bodshandlinger. Luther og Nazi-Tyskland Herbener afliver i sidste halvdel af sin bog grundigt myten om, at den tyske kirke under Hitler skulle være antinazistisk. Ligesom Stjernfelt påviser han, at støtten til nazisterne var større blandt protestanterne end blandt katolikkerne i Tyskland, ligesom mange nazister satte større pris på protestantisme end på katolicisme. Professor i Holocaust-studier, Doris L. Bergen (f. 1960), har på baggrund af, at Lutheranismen var en væsentlig del af baggrunden for Holocaust spurgt: ”Hvad er værdien af religion og især af kristendom, hvis den ikke frembyder noget forsvar mod brutalitet og endda bliver en villig deltager i folkemord?” 1505 Hvorfor fejrer vi ikke Oplysningstiden? Hvorfor fejrer vi ikke Oplysningstiden? Dette er et af Herbeners afsluttende spørgsmål i bogen om Luther. Hvis glansbilledet af Luther er krakeleret, og hvis Folkekirkens grundlag dermed skælver, hvad sætter vi så i stedet? ”I 2017 er det den protestantiske reformations 500-årsjubilæum, og mange danskere deltager glade og afslappede i jubilæumsfejringerne. Næsten, som var de til en grøn koncert. Men mon de ved, hvad de fejrer? Ved de, at reformationens grundlægger Martin Luther opfordrede til at henrette utro ægtefolk og homoseksuelle? Og til at henrette hekse, blasfemikere, paver, kardinaler og gendøbere? Og til at begå massemord på oprørske bønder, der ønskede mere frihed og bedre levevilkår.” 1506 TEMA 8: Der er langt fra ord til gerning i den kristne verden Her er det ottende religionskritiske spørgsmål: Hvordan kan sympatiske mennesker af kristen observans prædike fred, kærlighed og lighed, ofte uden at man kan konstatere væsentlig handling bag ordene? En ofte fremsat kritik er, at præsterne og Paven nok taler meget om fred, kærlighed og frigørelse fra undertrykkelse, men er der reel handling bag ordene? Kritikken gælder stort set alle kirker og kristne trosretninger. Ordene er flotte, men har de overhovedet nogen substans? Den danske præst Kaj Munk (1898 – 1944) tænker de færreste vel på som religionskritiker, men det var han ikke desto mindre på mange måder. Munk talte om, at et kristent folk, der sidder dådløst hen, når dets idealer trampes under fode, slipper forrådnelsens kræft ind i sit sind. Hans prædiken 2. søndag i advent 1943 er et vidnesbyrd om hans aktionistiske linje. 1507 350 Kaj Munk sagde bl.a.: ”Naar der her i Landet rejses en Forfølgelse mod en særlig Gruppe af vore Landsmænd bare for deres Afstamnings Skyld, er det kristeligt ret af Kirken at raabe: Dette er stridende mod Grundloven i Kristi Rige, den, der hedder Barmhjertighed, og det er afskyeligt for frie nordiske Sind. Og Kirken maa gaa videre uden at lade sig trætte: sker det engang til, da vil vi med Guds Hjælp prøve at rejse Folket til Oprør. Thi et kristent Folk, der sidder daadløst hen, naar dets Idealer trampes under Fode, slipper Forraadnelsens Kræft ind i sit Sind, og Guds Vrede sænker sig over det.” 1508 De danske biskoppers såkaldte ”Hyrdebrev” 29. september 1943, der protesterede mod nazisternes jødeforfølgelser og blev oplæst i de danske kirker, er endnu et eksempel på, at kirken kan træde i karakter, når det gælder. 1509Den odenseanske biskop Hans Øllgaard (1888 – 1979) valgte oveni købet at formulere sin protest endnu skarpere. Han var også, sammen med kirkeminister Bodil Koch (1903 – 1972) fortaler for, at kvinder kunne blive præster. Man kan heldigvis finde utallige eksempler på gejstlige, der ligeledes har sat gerning bag ordene: Dietrich Bonhoeffer, Desmond Tutu, Moder Theresa, Leif Borch Hansen…..Og personligt glæder jeg mig, hver gang Folkekirkens Nødhjælp samler ind, eller jeg ser en af deres butikker. Men samtidig undrer det mig, at Den Katolske Kirke ikke deler kondomer ud, eller tillader kvindelige præster. Det undrer mig også, at præsten i Hedensted, eller ham i Lunde og Outrup – og flere andre - kan nægte at vie homoseksuelle, når det meste af Danmark efterhånden har indset, at kærlighed ubetinget er værd at støtte – uanset indplacering på regnbuen (jf. TV 2 8/2 2022 og DR 27/8 2024) Præsten Leif Borch Hansen (f. 1942), er endnu et eksempel på en, der har sat handling bag ordene om næstekærlighed. Han blev kendt sidst i 1990'erne for at begå civil ulydighed ved at hjælpe 29 afviste serbiske asylansøgere med at gå under jorden. Dermed overtrådte han Udlændingeloven, og blev ved Retten i Lyngby i 1999, som den første nogensinde, idømt en betinget dom på 20 dages hæfte for at skjule flygtninge. TEMA 9: Religion truer bestandigt med at forfalde til fundamentalisme! Hvordan kan det være, at religion ofte forfalder til en ahistorisk og bogstavnær læsning, hvor ældgamle skrifter påstås at skulle adlydes ord for ord i et moderne samfund? Det er TEMA 9´s religionskritiske spørgsmål. I kølvandet på World Trade Center, Talibans fremmarch og lukning af pigeskoler i Afghanistan og Islamisk Stats ekspansion har advarsler mod religiøs fundamentalisme fået et voldsomt eftertryk. Vi retter som regel skytset mod Mellemøsten, når vi taler om fundamentalisme, men den findes også i vor del af verden! Når religiøse skrifter tages helt bogstaveligt, eller endnu værre, når mennesker opfinder myter, som de udgiver for at være religiøse sandheder, kan det få katastrofale konsekvenser. Desuden gør det dem til et let offer i en ateistisk orienteret polemik mod religion: De er simpelthen for langt ude, vil de fleste tænke! Hele oplysningstiden og dens fornuftstro var et opgør med tanken om, at man blindt skulle acceptere dogmer og ”evige sandheder”. En af oplysningsmændene, Woldemar Schmettau (1719- 351 1785), kritiserede tidens teologer for at dække over den manglende sammenhæng og beviskraft i Bibelen. Otto Horrebow, der i 1797 overtager redaktionen af tidsskriftet ”Jesus og Fornuften”, markerer også et opgør med forestillingen om, at kristendom og kristentro er sand, og at kirkelig autoritet må stå uimodsagt. Vi har tillige set, at præsten Michael Gottlieb Birckner (1756-1798) mente, at det var vigtigere at kende ”den menneskelige Sjels Natur, det menneskelige Hjerte,” end at man på sine fingre kunne opremse den hele Bibel udenad fra start til slut Den britiske forfatter Karen Armstrong (f. 1944), der har irske katolske rødder, siger meget rammende, at fundamentalismen i alle sine former er en voldsomt indskrænkende tro. I deres angst og frygt forkvakler fundamentalister ofte den tradition, de forsøger at forsvare. ”De kan for eksempel være ganske selektive i deres læsning af skriften. Kristne fundamentalister citerer i udstrakt grad fra Johannes Åbenbaring og bliver inspireret af dens voldsomme visioner om de sidste tider, men de refererer sjældent til Bjergprædikenen, hvor Jesus fortæller sine tilhængere om at elske deres fjender, vende den anden kind til og ikke dømme andre.” 1510 Fundamentalister, karakteriseret ved, at de udvælger de tanker, de mener at kunne bruge i netop deres sag, findes i alle lejre. Selvsagt også blandt ikke-religiøse. Karakteristisk for fundamentalisterne er blandt andet, at de udvikler et overdrevet syn på deres fjende som værende indbegrebet af ondskab. Fanden males bogstaveligt talt på væggen, og fjendebilledet tegnes med stærke farver og stereotypier. Armstrong er en af dem, der påpeger, at også ateister kan være fundamentalister: ”De diskuterer aldrig værker af teologer som Bultmann eller Tillich, som fremfører et ganske andet syn på religion og er tættere på den gængse tradition end nogen fundamentalist. Til forskel fra Feuerbach, Marx og Freud er de nye ateister ikke teologisk velbevandrede.” 1511 TEMA 10: Syndefaldsmyten I TEMA 10 er det religionskritiske spørgsmål: Hvorfor har mange kristne gennem historien hårdnakket hævdet, at vi som mennesker i dag evigt er belastet af en gammel skrøne om, at vi er syndefulde og onde, fordi nogle mytiske forfædre, Adam og Eva, gjorde noget, de ikke måtte? Et centralt begreb i kristendommen er den såkaldte ”Syndefaldsmyte”, også kaldet syndefaldsberetningen eller bare syndefaldet. Beretningen står i Det gamle testamente i Første Mosebog kap. 3. Måske kan man fra skolen huske historien: Gud har placeret Adam og Eva i Edens have. Men de har fået forbud mod at spise af “træet til kundskab om godt og ondt” (1 Mos 2,17). Nu kommer så slangen og frister kvinden, Eva. Det træske dyr siger, at Gud har løjet. De skal ikke dø, hvis de spiser af kundskabens træ, men Gud vil bare ikke have, at de bliver som ham. Og den svage kvinde, Eva, spiser nu af træets frugt - og får også lokket Adam til at gøre det. Da de har spist frugten, går det helt galt. De indser pludselig, at de er nøgne, og dækker deres kønsdele med figenblade. Gud opdager, at de har spist af træet og som konsekvens af dette oprør 352 mod Guds befaling bliver Adam og Eva dødelige og bliver fordrevet fra Edens have. Slangen bliver dømt til at krybe på sin bug og æde støv, kvinden skal føde sine børn med smerte, og manden skal herske over kvinden og med besvær skaffe dem mad. Litteraturhistorikeren Leif Nedergaard 1512 behandler i sin ”Litteratur- og Idehistorie” (1981) syndefaldsmyten. Han mener, at det jordiske Paradis, der beskrives, udtrykker et nomadefolks ønskedrøm. Paulus udleder, ved at betragte myten som en virkelig historisk begivenhed, begrebet ”syndefuldhed” af denne historie. Lige bortset fra Johannesevangeliet findes ”synden” som almenvilkår ellers ikke i Det Nye Testamente. Ja, begrebet ”arvesynd” findes faktisk slet ikke i Bibelen, men er opfundet af Augustin (354-430). Luther overtager arvegodset og opfatter, i lighed med Paulus og Augustin, menneskenaturen som syndig eller slet. På denne måde får syndefaldsberetningen en mægtig betydning, idet den bliver udnyttet til forklaring af syndens og lidelsens opståen i det gudskabte univers, siger Nedergaard. ”Ved at det syndefulde siden gerne identificeredes med det kønslige, opfattedes kønslivet som specielt syndefuldt, ikke uden sammenhæng netop med Syndefalds-myten.” 1513 Augustin (354-430) var den mest berømte teolog, kirkefader og filosof i senantikken. Hans ungdomsliv er det muligt at sætte sig ind i gennem hans selvbiografiske skrift ”Bekendelser” fra år 400. Augustin tilstår heri, hvordan han – med et moderne udtryk – var ikke så lidt af en rod i sin ungdom i Karthago. Han levede et løssluppent liv med en ”vrimmel af skændige elskovsbedrifter” og tilhørte en ungdomsbande, der begik småtyverier bare for spændingens skyld. Augustin indarbejdede platonisk tradition i kristendommen. Han hævdede, som Bibelen, men modsat den græske opfattelse, at verden var skabt af ”intet”, og at den opretholdtes af Gud ved en stadig skabelse. 1514 Menneskets syndefuldhed, som han altså selv fik afprøvet i sin ungdom, tilskriver Augustin Syndefaldet, altså historien om Adam og Evas uddrivelse af Edens Have. Han benytter Paulus´ Brev til Romerne kapitel 5, til en arvesyndslære. Ifølge den skulle Adam og Evas synder have bevirket, at menneskeheden fremover blev så fordærvet, at den kun kunne synde, siger Nedergaard. Men i sin nåde forudbestemte Gud et lille antal mennesker til frelse. ….”medens han overlader hele resten til den evige fortabelse, som menneskeheden arveligt har fortjent.”1515 Den såkaldte Apostolske Trosbekendelse nævner denne guddommelige eksamen, hvorved nogle får lov at blive frelst, og siger bl.a.: ”Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” Så desværre - menneskeheden er blevet så fordærvet, at vi kun kan synde. Men i sin nåde har Gud dog forudbestemt (prædestineret), at et lille antal heldige dukse kan blive frelst – ganske uden hensyn til deres gode gerninger. Det store flertal overlades til gengæld til den evige fortabelse, 353 ”som menneskeheden arveligt har fortjent”, skriver Leif Nedergaard og tilføjer, at arvesyndlæren blev yderligere accentueret af både Luther og Calvin. 1516 Al dårligdom kan ifølge arvesyndlæren føres tilbage til syndefaldet og den tilbøjelighed til syndighed, vi dengang arvede. Augustin gør arvesyndbegrebet, som altså vel at mærke ikke findes nævnt i Bibelen, til noget centralt for kristendommen. 1517 Mange gejstlige og kirkeligt interesserede har for vane at nedtone arvesynden, der næppe vil gøre sig godt ved konfirmationer, bryllupper og begravelser – og det forstår man jo egentlig godt. Men begrebet er ikke desto mindre en af kristendommens grundpiller! TEMA 11: Seksualundertrykkelsen Det religionskritiske spørgsmål er her: Hvorfor forestiller kristendommen sig ofte, at Gud ikke kan lide sex? Hvad var Augustin egentlig bange for? Hvad var Biskop Oxenden og Otto Møller bange for? Hvorfor må hverken paven eller de katolske præster gifte sig, og hvorfor udløste det et ramaskrig, da Trille i 1970 sang ”Øjet” i fjernsynet? Syndefaldsmyten er ofte genstand for religionskritik, thi tanken om, at kun nogle få udvalgte kan frelses, strider selvsagt mod en demokratisk verdensforståelse. Desuden kædes begrebet synd, i sin vage betydning, ofte sammen med sex, og her vil en kulturradikal opfattelse, der betragter seksualiteten som kilden til kreativitet og livsglæde, selvfølgelig straks blive provokeret. Med psykoanalysen og Sigmund Freuds og Wilhelm Reich´s teorier får den religionskritik, der særligt retter sig mod den kristne seksualundertrykkelse, stærke kort på hånden. O. de Hemmer Egeberg, Jo Jacobsen, Hans Kirk og Poul Henningsen er nogle af de mest fremtrædende danske kritikere på området. Også Sigurd Næsgaard, Danmarks vigtigste eksponent for psykoanalysen, får for alvor sat fokus på emnet. I 1931 siger han i sin tale til de borgerlige konfirmander, en tale der transmitteres i radioen selveste Palmesøndag: ”Sid ikke og maab, men spørg Mennesker, saa at I kan faa Klarhed over det seksuelle Liv, om jer Opstaaen, om Jeres egen Opgave senere hen som Forældre. Og kan I ikke faa Besked hos Mennesker, saa spørg Bøger, men kun de allernyeste; de kan ogsaa hjælpe til at faa Klarhed over Livet, saa at dette kan komme i Orden, hvis det da ikke er i Orden allerede. I maa have Klarhed over det seksuelle Liv for at faa Orden i Personligheden…” I efterdønningerne af Ungdomsoprøret kommer den kirkelige seksuelle knægtelse af de naturlige drifter på ny på forsiderne. I 1970 synger sangerinden Trille Jesper Jensens sang ”Øjet” i TV, hvilket vækker stor forargelse og opsigt: ”…ham gud han er eddermame svær at få smidt ud men selvføl'ig det er synd han har den drift der er nok fordi han aldrig selv var gift….” Den kristne undertrykkelse af seksualiteten kan føres langt tilbage i historien. ”Hedningeapostlen” Paulus (ca. 10 e.Kr., død 64 e.Kr. eller 67 e.Kr) forsøgte at fremme den lære, at de fleste 354 mennesker – uden egen skyld, men alene i kraft af gudens grundløse forgodtbefindende – var forudbestemte til at fordømmes, mens andre frelses, sagde Nedergaard i 1981. 1518 Det præg, som ”fanatikeren” Paulus gav den kristne lære, videreføres af Augustin og tusind år senere også af reformatorerne Luther og Calvin. Luthers lære om, at mennesket retfærdiggøres ved tro, og Calvins prædestinationslære hviler på Paulus, anfører Nedergaard.1519 Augustin stod Paulus nær, siger Nedergaard, når han fordømmer den kønsdrift, som ”det gudskabte menneske” besidder 1520 ”…denne hans undsigelse af det seksuelle som særligt syndefuldt kom til i halvandet tusinde år at præge mentaliteten i Vesterleden, et seksuelt tabu der nok blev noget gennembrudt ved Renæssancen, men først virkeligt nedbrudt i 20. århundrede, især efter Freuds påvisning af de fatale virkninger for psyken den seksuelle fortrængning medførte.” 1521 For Augustin var seksualdriften indbegrebet af arvesynden, en tanke, der grundlægger knægtelsen af seksualiteten i den kristne kirke. Sammenhængen mellem seksualitet og begær blev betragtet som skæbnesvanger. Det var en trussel mod selve idealet om det kristne menneske. Augustin ”løste” problemet med de ustyrlige drifter ved at acceptere ægteskabet, men samtidig skelne mellem seksualitet som forplantning og seksualitet som begær. Ægteskabet var et nødvendigt middel til videreførelse af menneskeslægten, så seksualitet for at få børn var i orden. Til gengæld var seksualitet ikke tilladt, hvis den handlede om at tilfredsstille sit begær. I mange kirker er denne tænkning stadig dominerende, skriver den norske teolog Halvor Moxnes 1522. Han mener dog også, at det i dag er blevet almindeligt – også i protestantiske kirker at opfatte seksualitet som glæde og ikke som et oprør mod Gud. Til gengæld halter den katolske kirke bagefter: ”Vatikanets i bogstaveligste forstand livsfarlige forbud mod kondomer, også som middel til at bekæmpe hiv/aids, bunder i denne tradition fra Augustin.” 1523 Den udvikling, vi kender fra Renæssancen og Humanismen i retning af at sætte mennesket i centrum var en torn i øjet på konservative katolikker. De påbegyndte som modreaktion en moralsk renselse, hvor man slog skarpt ned på umoralske udsvævelser som fx hasardspil, blasfemi og homoseksualitet. Den italienske dominikanermunk Girolamo Savonarola (1452-1498) oprettede et korps bestående af cirka 4000 børn og unge, der gik fra husdør til husdør i Firenze for at ”anmode” om at få overdraget umoralske genstande. Her forsvinder så elskovspoesi, kosmetik, karnevalsmasker, musikinstrumenter, fordærvende bøger – inklusive Boccacios Decameron, konstaterer Rune Engelbreth Larsen 1524 Seksualundertrykkelsen var et kerneemne for Georg Brandes. I en artikel i ”Tilskueren” i 1885 om den norske forfatter Arne Gamborg havde Brandes skrevet, at undertrykkelse af kønsdriften medfører at ”Mennesket bliver defekt eller fordummet”, og at den askese som ”for Øjeblikket næsten alene øves af det store Flertal blandt de højere Stænders ugifte Kvinder, er en ulykke, en naturstridig Ting, et Offer, som mange Gange bringer en værdiløs Fordom”, der blot medfører ”tærende Savn og al Goldhedens og de kvalte Længslers Indskrænkethed 1525. Religiøse forestillingers betydning for seksualiteten er stadig et aktuelt emne. For at tage nogle ganske få blandt de uendeligt mange eksempler: Mindst 4.815 børn er blevet misbrugt seksuelt af 355 medlemmer af den portugisiske katolske kirke gennem de sidste 70 år.1526. Undersøgelsen af den portugisiske kirke var blevet sat i værk, efter at det i en lignende undersøgelse i Frankrig kom frem, at over 200.000 børn var blevet misbrugt af katolske præster i landet. I flere andre lande har lignende misbrug fundet sted, og vi har næppe set de sidste tilfælde! I bogen ”Eftertro” 1527fortæller ”Maria”, at sex for hende faktisk blev mere interessant, fordi det var noget, hendes Mormonkirke, der havde forbud mod sex før ægteskab, mod homosex og mod abort, advarede imod. I samme bog fortæller en ung mand med muslimsk baggrund, at det var syndigt for en dreng at se sin kusine skifte tøj. Den er også gal herhjemme! Danmarks Radio og Kristeligt Dagblad kunne 17. juni 2022 fortælle, at der optræder mange sex-krænkelser i selve Folkekirken, hvis 10 stifter indberettede 29 tilfælde i løbet af ti år. 22 af sagerne omhandlede krænkelser begået af præster, men 7 sager handlede om kirkefunktionærer. Seks af de 29 sager blev afsluttet med en disciplinær sanktion i form af enten en advarsel eller en fyring, mens 14 af sagerne blev afsluttet med en tjenstlig samtale eller med en aftale om frivillig aftrædelse. Som et tegn på den liberalisering, der er trods alt sket med hensyn til kirkens forhold til seksualiteten herhjemme, kan det nævnes, at d. 15. juni 2021 trådte et nyt vielsesritual i kraft, vedtaget af et flertal i Folketinget. Det blev nu muligt for homoseksuelle par at blive viet med baggrund i et nyt kønsneutralt ritual. Debatten for og imod antog næsten samme omfang, som da det i 1947 blev muligt for kvinder at blive præster. 1528 Det er dog stadig muligt for danske præster at nægte at vie homoseksuelle og fraskilte – ligesom menighedsrådene ikke behøver at ansætte kvindelige præster. Jomfrufødslen Den kirkelige seksualforskrækkelse har vi - gennem historien - også kunnet se i det forhold, at Jesu mor, Jomfru Maria, absolut skulle være jomfru og altså uberørt af mænd og uskyldsren. Såvel Jean Meslier som Leif Nedergaard fremhæver det urimelige i dette forhold. Det er ikke blot udtryk for seksualfornægtelse, men det er muligvis tilmed også en sproglig fejltolkning. Ordet ”jomfru” er fremkommet ved, at den græske bibeloversættelse brugte det græske ord for ”jomfru”, ”parthenos” (παρθένος), mens grundteksten brugte ordet ”ung kvinde”, siger Nedergaard 1529 Den påståede jomfrufødsel er – trods fejloversættelsen – blevet et prekært dogme, og kirken opstiller ikke desto mindre et fædrene slægtsregister for Jesus, selv om et mødrene havde været mere på sin plads. I min barndoms konfirmationsundervisning var en af grundene til, at vi, de kommende konfirmander, var særdeles uopmærksomme, forestillingen om, at kirken så ned på det seksualliv, som vi ellers lige var begyndt at glæde os til. Præsten gjorde bestemt intet for at fjerne forestillingen om, at vi skulle være kirkeligt viet for overhovedet at drømme om at udleve seksualiteten! 356 TEMA 12: Missionen og den kristelige intolerance Her er det religionskritiske spørgsmål: Hvorfor har kristne ofte været så intolerante overfor andre folkeslag, livsopfattelser og religioner, at det har været nødvendigt at missionere, omvende og udrydde anderledesheden? I det hidtil skrevne har jeg nævnt flere eksempler på mænd, der turde gå op mod forestillingen om, at kun kristendommen repræsenterede sandheden. Blandt dem var Birckner, Dampe og Lindberg. Præsten Michael Gottlieb Birckner (1756-1798), der i bogen ”Trykkefriheden og dens love” gennemgår de eksisterende presselove – og når frem til, at der i Danmark, ifølge loven, kun var frihed til at skrive Kogebøger, Syltebøger og Prækener – er en af Oplysningstidens store hjemlige kritikere af den kristelige intolerance. Han går, før Grundtvig, ind for, at vi skal have religionsfrihed i Danmark. Doktor Dampe (1790 – 1867) forsvarede i 1812 sin doktorafhandling om Koranens etik og signalerede dermed, at – i hvert fald nogle – gerne ville søge at få et respektfuldt indblik i fremmede religioner. Også Grundtvigs huslærer, Niels Lindberg (1829-1886), var blandt fortalerne for religions- og trosfrihed og arbejdede aktivt for, at friheden – der bestandigt var truet – blev overholdt. Forestillingen om, at kristendommen besidder sandheden og følgelig skal missionere, går tilbage til Bibelen. Nedergaard påpeger, at Matthæus og Lukas her begge føjer deres egne lignelser til Markus´1530. En af dem er den såkaldte ”gæstebudslignelse” (Mat. 22,1 – 14, Luk. 14, 16- 24), der siden skulle….”blive udnyttet fatalt i den kristelige intolerances tjeneste.” 1531. Lignelsen fortæller om en mand, der ikke syntes, at han havde fået gæster nok til sit festmåltid. Derfor befaler han sin tjener: ”Gå ud på markerne og ved gærderne og nød dem til at komme ind, så mit hus kan blive fuldt!” Denne vending: ”nød dem ind!” (compelle intrare) udnyttede kirkefaderen Augustin (354-430) som bibelsk belæg for, at man med vold og magt skulle tvinge de såkaldte kættere ind i den rette tro. Udtrykket brugtes endnu i 1680´erne af Ludvig d. 14´s prælater som grundlag for tvangsomvendelser og forfølgelser af calvinisterne i det katolske Frankrig, siger Nedergaard 1532 , og han henviser til videre læsning i Bayle´s skrift mod den kristne intolerance. ”380 fandt Kejser Theodosius det politisk opportunt at gøre kristendommen til lovbefalet rigsreligion, der som sådan derpå i over halvandet tusinde år strengt forfulgte anderledes troende.” 1533 Korstogene fra 1096 til 1291, der oftest med Pavens velsignelse ville tage Det Hellige Land tilbage fra muslimerne, var et af de tydeligste og blodigste udtryk for kristendommens ekspansions- og missionstrang. Nogle historikere har peget på, at de ikke kun var udtryk for kristen idealisme, men sandsynligvis også gav beskæftigelsesmuligheder for mange arbejdsløse riddere, der nu kunne tjene til deres ære og demonstrere deres eksistensberettigelse.1534 Forestillingen om, at kristendommen er overlegen i forhold til andre religioner, lever stadig. Man kan pege på debatten mellem Brodersen og Jørgensen fra 1935 i det foregående, men også et 357 aktuelt eksempel belyser dette. Nytårsgudstjenesten i DR (Danmarks Radio og TV) 2015 var en transmission fra Christians Kirke i København. Præsten Flemming Pless (f. 1957) havde inviteret gæster. I umiddelbar forlængelse af hans egen prædiken stod tre repræsentanter for andre religioner frem på skift og bragte hver deres nytårshilsen. Først stod en buddhist frem. Den tibetanske lama Laktha Lama fortalte om den buddhistiske skik med at bede sin overordnede om tilgivelse før indgangen til det nye år. Så var det imam Naveed Baigs tur. Han citerede både Muhammed og Jesus. Endelig kom overrabbiner Bent Melchior med sine nytårsønsker. Nytårsgudstjenesten fik landssekretær i Menighedsfakultetet, Niels Andersen, og flere andre til at gøre indsigelser. Det stødte Niels Andersen, at Jesus ikke fik en fortrinsstilling, thi Kristus var for ham at se verdens eneste frelser. Til Kristeligt Dagblad udtalte han: ”Det er jo ifølge både Det Nye Testamente og Folkekirkens betænkning nummer 147 stadig det glædelige budskab, som kristendommen alene kan bringe, også i 2015. Godt nytår!” 1535 Et andet, mere eksotisk, eksempel kan man hente hos den danske fotojournalist Jørn Stjerneklar, der i 2023 udgav sit tilbageblik på mere end fyrre års arbejde i Afrika.1536. Stjerneklar har blandt andet besøgt det danske missionærægtepar Carsten og Agnes Rahbek, der i en lang årrække opholdt sig i Tanzania. Missionæren Carsten Rahbek udtalte om sin opgave, der bl.a. bestod i at kristne en gruppe indfødte af Barabaig-folket: ”Satan er også en virkelighed, men Gud han er større. De lever i trolddom, og de lever i frygt. Vi vil gerne sætte dem i frihed med det budskab, vi har. Gud har sendt os sin søn her til verden.” 1537 På Stjerneklars spørgsmål indrømmer Carsten Rahbek, at han faktisk ikke kender Barabaigstammens kultur, hvilket giver Stjerneklar anledning til at citere Kenyas første præsident, Jomo Kenyatta, der om de hvide missionærers tilstedeværelse har sagt: ”Da missionærerne kom hertil, havde afrikanerne jorden, og missionærerne Bibelen. De lærte os at bede med øjnene lukkede. Da vi åbnede dem, havde de jorden, og vi havde Bibelen.”1538 Stjerneklar spørger ved en anden lejlighed Agnes Rahbek, om hun virkelig mener, at de lokale stammefolk, som ikke er døbt, ikke kommer i Himlen. Hendes svar kommer prompte: ”De ryger lukt i Helvede, hvor de vil brænde i al evighed.” 1539 Den afro-caribiske psykiater og forfatter Frantz Fanon (1925 – 1961), der kort før sin død, udsendte bogen ”Fordømte her på Jorden” i 1961 om den anti-koloniale kamp, advarede allerede dengang mod missionærerne og bedømte deres historiske virkning særdeles negativt: ”At bekæmpe gul feber og at udbrede kristendommen er poster i det samme regnskab. Men missionærernes triumferende beretninger vidner i virkeligheden om, hvor fremskreden fremmedgørelsesprocessen er blandt det koloniserede folk. Jeg taler om den kristne religion, og det bør ikke overraske nogen. I kolonierne er kirken de hvides kirke, de fremmedes kirke. Den kalder ikke det koloniserede menneske til at følge Gud, men til at følge de hvide, at følge herremanden, at følge undertrykkeren.”1540 358 Når disse kritiske bemærkninger er sagt, må man også medgive, at de fleste mennesker jo egentlig gerne vil missionere! De fleste af os mener, at man ved at følge netop vor opskrift kan skabe lykke og en bedre verden. Den vestlige verden vil gerne udbrede vor version af menneskerettighederne, og de islamiske lande deres, osv. Lakmusprøven må ligge i metoderne! Det bør gøres med respekt, dialog og tolerance! TEMA 13: Visse kristne – og andre - generaliserer ud fra enkeltstående eksempler. Her er det religionskritiske spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at argumenter og påstande i debatten er videnskabeligt holdbare og ikke blot bygger på enkeltstående eksempler? Hvordan undgår vi med andre ord ”cherry-picking?” I Kristeligt Dagblad 7. februar 2012 kritiserede Per Bilde filosoffen Peter Kemp for at forsvare kristendommen med enkeltstående eksempler og derved tegne et glansbillede. At man i videnskaben håndplukker enkelteksempler til forsvar for en bestemt tese er set mange gange. Det er ikke kun kristne, der er skyldige her, men det er selvsagt ikke god videnskab, hvis man ikke har tilstrækkeligt med repræsentative belæg, men holder sig til enkeltstående påstande. Når mange i Luther-året 2017 fremhæver Luthers påståede betydning for demokrati og grundlaget for velfærdssamfundet og undlader at nævne skyggesiderne: intolerancen, jødehadet og ansvaret for nedslagtningen af tusindvis af bønder i 1524-25, kan man tale om samme videnskabelige fejl eller slagside. Når Peter Øhrstrøm mener, at kirken ikke har prøvet at knægte videnskaben, lige bortset fra, at man fik idømt Galileo ”husarrest”, kan man tale om samme enøjede historiefordrejning.1541 I et udvalg af Luthers ”Bordtaler” (Luther, 2016) hævder cand. theol. Jacob Ørsted, der har redigeret og kommenteret bordtalerne, at Luther ved Bondeoprøret i Tyskland i 1525 søgte at appellere til fred og prædikede den lidende Kristus som forbillede for bønderne 1542. Men ingen gad lytte til hans tale, siger Jacob Ørsted. Derfor blev hans tone mere aggressiv overfor bønderne, og Luther blev ”overhalet indenom af virkeligheden”, idet Landsgreve Philipp af Hessen nu nedkæmpede bønderne med tusinder af dræbte til følge mod kun seks dræbte i fyrsternes hær. Hvis man sammenholder denne beretning om Luther og bondeoprøret med Stjernfelts og Herbeners tidligere nævnte kritik af Luthers rolle, vil man se, at der er himmelvid forskel. Det kan man læse som et eksempel på, at man i historieskrivningen udvælger det, der passer til det billede, man gerne vil tegne. I dette tilfælde et billede af den fredelige Luther. Teologen Lars Sandbeck er meget kritisk overfor den ”cherry-picking”, den udvælgelse af enkeltstående og ikke særligt repræsentative eksempler til bekræftelse af ”teorier”, som han mener at mange ny-ateister bedriver. Sandbeck har helt ret. Det er ikke en god videnskabelig stil! Men som jeg kommer ind på i et senere afsnit, falder denne kritik, som er helt relevant og rimelig, desværre tilbage på ham selv – ikke mindst i hans nyeste bog, ”Den Gudløse Verden” (2020). TEMA 14: Kristendommen stritter i vidt forskellige retninger Kristendommen stritter i vidt forskellige retninger, og denne mangfoldighed vil nogle måske forsvare som værende en styrke og et hæderstegn. Det er desuden et tegn på, at der findes 359 forskellige kirkelige retninger, det er godt, og vi skal selvsagt ikke forfølge kættere. Det religionskritiske spørgsmål her er dog: Hvad med den danske Folkekirke? Er Folkekirken og den kristne kirke i det hele taget til at stole på, eller er der tale om en holdningsmæssig vandmand, når én præst nægter at vie homoseksuelle, en anden nægter at vie fraskilte, mens en tredje inviterer forskellige trosretninger til at tale ved nytårsgudstjenesten i hans kirke? Ville man til sammenligning, hvis man var ved sine fulde fem, melde sig ind i et politisk parti, der ikke havde fælles fodslag omkring grundlæggende værdier? Woldemor Schmettau spurgte i 1771: Hvordan kan teologerne kræve, at andre skal acceptere, at noget er en sand profeti, som de, og især de lutherske, er helt ude af stand til at nå en enig udlægning af. Påpegningen af manglende fælles fodslag og deraf følgende uklarhed er et ofte gentaget religionskritisk tema. ”Man skal overhovedet vel vogte sig for at tale om kristendommens Aand, thi den har ikke én Aand, men mange Aander.” Det skrev allerede ateisten Rudolf Varberg helt tilbage i 1851 1543. ”Johannes Åbenbaring” er, når man læser Bibelen, noget af det sværest fordøjelige. Det er en gåde, siger Nedergaard1544, at man har optaget ”Johannes Åbenbaring”, disse syner, der virker som ..”skrevet af en skizofren person” blandt kirkens kanoniske bøger. Ikke desto mindre er ”Johannes Åbenbaring” kommet med i Bibelen og repræsenterer på mange måder et ekstremt yderpunkt. Man kan, som nævnt, opfatte det som en styrke, at de enkelte præster i Folkekirken har ”forkyndelsesfrihed”, hvilket betyder, at de har ret til at prædike det kristne evangelium uden tvang eller pression af politisk eller religiøs art. De er kun ansvarlige overfor præsteløftet og de skal desuden prædike i overensstemmelse med Folkekirkens bekendelsesgrundlag. Omvendt kan denne frihed også give luft for synspunkter, som ikke deles af befolkningens flertal. Siden 2011 har det for eksempel i Danmark været lovligt for homoseksuelle par at blive gift i en kirke. Det kan præsterne imidlertid nægte, som vi så i 2022 med Michael Olesen Høj i Hedensted, der også nægter at vie fraskilte. 1545En undersøgelse lavet af TV2 viser, at hver femte præst ikke vil vie homoseksuelle. Michael Olesen Høj er altså ikke alene med sin holdning. Jeg har tidligere nævnt, at 500 præster herhjemme truede med at sige op, da den første kvindelige præst udnævntes i 1948. Og hvis vi nu går til udlandet, så er den russiske patriark Kirill af Moskva kendt for sin støtte til Putins angrebskrig på Ukraine, ligesom den katolske kirke er kendt for sin modstand mod såvel kvindelige præster, mod præsters ægteskaber, mod kondomer og mod homoseksuelle. Da Ruslands Præsident Putin holdt sin store tale til nationen 21. februar 2023, talte han om, at præster i Vesten ”tvinges” til at vie homoseksuelle, hvilket strider mod Bibelens ord, som han sagde. Mange kirkegængere vælger de præster, de svinger bedst sammen med, hvilket er muligt ved den såkaldte ”sognebåndsløsning”, som betyder, at medlemmer af folkekirken, der hører til et bestemt sogn og præst, kan slutte sig til en præst i et andet sogn. Dette blev først muligt i 1855, for indtil da havde man været bundet til et bestemt sogn og en bestemt præst. 360 Siden kirkefaderen Augustin (354 – 430 e.Kr.) har der været tradition for at tolke Bibelen på forskellig vis, hvilket vil være ukontroversielt for de fleste mennesker. Liberalteologer og mange andre har bestræbt sig på at fortolke Bibelen gennem mange år. Men når det så kommer til vielse af homoseksuelle, eller hvis vi ser på de grupper, der insisterer på Bibelens bogstavelige sandhed, så slår det ofte gnister. Hvis man skal udtrykke det velvilligt, er der tale om en stor tolerance, pluralisme og frihed i kirken – men dermed bliver det også svært at efterspørge Folkekirkens holdning til en mængde væsentlige ting, og det kan være fristende at kritisere kirken for at have rygrad som en regnorm. Dermed kunne man også fristes til at lade de holdninger, man ikke bryder sig om, være kendetegnende for ens billede, når man i sit indre maler billedet af kirken og overvejer, om man nu skulle vælge den ”revolutionære” løsning at melde sig ud, eller den ”reformistiske” og gå ind i et sejt reformarbejde, der må anslås at vare uendeligt mange år. Præsten Kathrine Lilleør (Lilleør og Khader 2019) fremhæver det som noget positivt, at de enkelte præster har stor frihed til at fortolke reglerne. Det vigtige for Lilleør er ”hovedaksen”. Naser Khader, der betragter sig som kulturmuslim, kalder det i spøg at ”være religiøs a la carte”, og siger, at mange traditionelle muslimer ville opfatte det som anarki. Religionskritikeren og idehistorikeren Malene Busk (Busk 2007) kritiserer 1546at man kan få næsten hvad som helst ud af Bibelen. De religiøse tildeler én bestemt bog, ud af verdenshistoriens talløse bøger, en overnaturlig autoritet. Mange troende undskylder sig med, at de kun læser den ”metaforisk”, og at de udvælger det, de synes om. Men, siger Busk, den metode, at man vælger og vrager mellem tekstbidderne hedder ”cherry-picking”, og på den måde kan man dreje religionen efter sit eget forgodtbefindende. Vi behøver, i flg. Busk, ikke Bibelen til at fortælle os, hvordan vi bør opføre os. Hun mener, at mennesker kloden rundt i følge neurologer formentlig er født med et ”etisk instinkt”, der sikrer nogle fælles basale værdier, der bliver videreudviklet og formet kulturelt. 1547 Liberalteologien og senere Eksistensteologien der er blomstret frem fra 2. verdenskrig og frem, rummer som tidligere nævnt muligheder for mangfoldige personlige tolkninger af Bibelens ord og kristendommens udsagn. Rune Engelbreth Larsen (2009) stiller spørgsmålet: Hvor rummelig en Bibeltolkning kan vi acceptere? Hvis man er villig til at læse Bibelen som en beretning med forunderlige fortællinger og farverige metaforer, der udsiger noget klogt og dybsindigt om menneskets eksistentielle situation, så må man også være villig til at sætte grænser. For hvis det af Bibelen fremgår, at solen kredser om jorden, er der måske også andre forhold i den hellige bog, der ikke stemmer! 1548. Der findes for eksempel forskellige typer ”ung-jord-kreationister”, der hævder, at Jordens alder er nogle få tusind år, mens ”gammel-jord-kreationister” kan indrømme, at naturvidenskaben kan have ret i, at jordens alder faktisk løber op i milliarder af år. 1549 Tankegangen om en bagvedstående opfinder eller skaber bag universet og menneskelivet, siger Larsen, …”er fortsat gangbar blandt moderne kreationister, der ikke anfægtes af, at antagelsen af en bagvedstående designer selv nødvendiggør yderligere en bagvedstående designer ud fra samme argumentation – hvorfor vi får en uendelig regres af designere bag designere bag designere.” 1550 361 TEMA 15; Er kristendommen kvindeundertrykkende? Det religionskritiske spørgsmål er her: Hvordan kan det være, at kvinder spiller så lille en rolle i Bibelen? Kristendommen er muligvis kvindeundertrykkende, og kvinder fylder i hvert fald uendeligt lidt i de gamle kristne skrifter – måske lige bortset fra Jomfru Maria, men hende har vi jo smidt ud. Så er der selvfølgelig nonnerne og helgeninderne, men – nå ja – dem har vi også smidt ud! Teologen Lars Sandbeck mener, at Gud er ”en ontologisk transcendent, intentionel eller ”personlig” immateriel realitet” – ok, men måske har nogle det bedre med at forestille sig en sort kvinde, hvis man endelig skal forestille sig Gud. Bodil Koch kunne i hvert fald – i modsætning til det gejstlige flertal – i 1948 forestille sig, at kvinder kunne fungere ganske udmærket som præster. I England kunne The Guardian 7. februar 2023 fortælle, at man i Church of England overvejer, om det er nødvendigt hele tiden at sige ”han”, når man refererer til Gud. Også danske præster er begyndt at diskutere Guds kønsidentitet. Venus fra Willendorf, den kendte statuette af en særdeles frodig kvinde, der daterer sig fra 25.000 – 20.000 f. Kr, antyder, at der måske før Kristus har fundet dyrkelse af en kvindelig guddom sted Med troen på Kristus skubbes kvinden så for alvor i baggrunden. Et par aktuelle danske udgivelser sætter fokus på kvindens stilling i kristendommen og søger at hive hende frem i lyset igen. Lisbeth Smedegaard Andersen udgav i 2022 ”Bibelens Kvinder”, og året før kom Marianne Aagaard Skovmands ”De Skjulte ledere, om kvinderne i den tidlige kristendom.” Teologen og salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen (f. 1934) slår fast, at Bibelen er skrevet af mænd og for mænd, og ingen har fundet det påfaldende, at de skrev kvinderne ud af historien, når der ikke var brug for dem. Man behøver bare at tænke på de lange slægtstavler med opregning af navne på fædre, der avler sønner, men hvor mødrene og døtrene kun glimtvis har fået plads. Kvinderne i Bibelen skildres sjældent i deres egen ret. Men de har jo været der, selvom deres skæbne og deres historie er blevet glemt – eller fortiet. I disse år er der gryende interesse for de bibelske kvinder. Vi har behov for at lære dem at kende og give dem deres historie tilbage. Marianne Aagard Skovmand (f. 1963), der er sognepræst i Nyborg, beskæftiger sig blandt andet med nogle af de skrifter, der i historiens løb er sorteret fra som hellige skrifter. Flere af disse havde et galleri af relativt fremtrædende kvinder, som de bestemmende – lad os bare sige diktatoriske teologiske mænd sorterede fra. Begge forfattere tager fat på et vigtigt problem, som i særlig grad den katolske verden døjer med. Og kristendommens historiske ned-placering af kvinderne understreger vel egentlig, at Bibelen er udtryk for en old-gammel, patriarkalsk hyrdekulturs tænkemåde. Den socialdemokratiske politiker og teolog Bodil Koch (1903 – 1972) bør fremhæves som en modig mønsterbryder, der hele sit voksenliv kæmpede for kønnenes ligestilling – også på det kirkelige område. Hun starter i 1922 på teologistudiet og bliver, ligesom sin mand, Hal Koch (1904 – 1963) optaget af eksistensteologien, der lægger vægt på, at kristendommen skal være relevant 362 for folket og bringes i overensstemmelse med et moderne verdensbillede. Bodil og Hal Koch foretager i mellemkrigstiden rejser til Italien og Tyskland og chokeres her over den politiske udvikling. Hun er medvirkende til, at den danske folkekirke i 1943 i det såkaldte ”Hyrdebrev”, der oplæses i kirkerne, protesterer mod jødeforfølgelserne. I 1947 indvælges hun i Folketinget og bliver i 1950 Verdens første kvindelige kirkeminister. 28. april 1948 ordineres på forslag fra Bodil Koch – meget mod den etablerede kirkes ønsker – Danmarks første tre kvindelige præster. Med undtagelse af Odenses biskop, Hans Øllgaard (1888 – 1979) er biskopperne imod. De henviser bl.a. til, at kun mænd var Jesu talerør, og at Gud har givet mænd og kvinder forskellige opgaver.1551 Som mand mærker man måske næppe problemet med kvindernes historiske fortrængning fra kristendommen. Man kan undre sig, og man kan forarges over andre religioners kvindeundertrykkelse, som når iranske Mahsa Amini 16. september 2022 myrdes, fordi hun ikke tildækker sig i tilstrækkelig grad efter sædelighedspolitiets mening. Men man må alligevel spørge sig, hvordan det må være hele tiden at se sit køn negligeret! Og vi bør også rette blikket mod os selv! Såvel i England som i Danmark er der, som nævnt, hen over sommeren 2023 flere teologiske stemmer, der har sat spørgsmålstegn ved, om Gud nu også helt sikkert var af mandskøn. Herhjemme har fx sognepræst William Salicath fra Vesterbro rejst spørgsmålet i Kristeligt Dagblad (14. august 2023). Man kan næppe forestille sig en omskrivning af Bibelen, hvor ”han” erstattes af ”hen” eller ”hun”. Men måske burde vi erkende, at halvdelen af menneskeheden burde tildeles en plads i historien! TEMA 16: Hvorfor taler kirken sjældent et nutidigt sprog? Det religionskritiske spørgsmål er her, hvorfor kirken stædigt kæmper imod en fornyelse af sit sprog, sit grundlag og sin liturgi? Jeg har mange gange i det forrige peget på en hyppigt fremsat kritik af kirkens sprog og liturgi. Allerede von Schmettau angav, at teologerne i sidste halvdel af 1700-tallet duperer kritikere med deres mange fine ord og dermed lukker munden på dem, godt og grundigt. Schemettau sagde, at ”de herrer teologer” påstår om fritænkeren, at han er uvidende, at han ikke forstår det sprog, som de flertydige ”Gude-udsagn” er fremsat i, og fremturer længe heri, indtil han frembringer et eller andet, hvorved han tror at redde sig ved at indhylle sig i arabiske, hebræiske og syriske ”Dunkelheder”. Det var Schmettaus påstand, at teologerne brugte ”lærdommen som trick” til at dupere deres kritikere. På samme vis, når jeg står med salmebogens 791 salmer i hånden. Så bliver jeg – desværre – bekræftet i, at dette er ikke mit sprog. Dette er en håbløst forældet mandsverden, der vil fremstille Gud som en gammel mand, Døden som en befrielse og Jesus som en art tryllekunstner. Jeg ved godt, at teologen Lars Sandbeck ser rødt, når man taler om dette Gudsbillede. Men helt ærligt! Det er sgu det billede næsten alle salmerne og kirkens bekendelsesskrifter banker ind i os – gang på gang. Bevares! Der er enkelte hæderlige undtagelser og mange vil måske fremhæve babysalmesangen, spaghettigudstjenesterne, sorggrupperne, gospelkorene, spejderkorpsene, 363 Grundlovsfejringerne og kirkekoncerterne som tegn på, at der er en udvikling mod større forståelighed i gang. Men der er uendeligt langt igen, og den lutherske arv hviler fortsat tungt over det hele! I moderne tid kritiserer en teolog som Lars Sandbeck ateisterne for at være utilladeligt forenklende og for ikke at forstå, de fine nuancer i forståelsen af, hvad Gud er. Men kunne man lidt frækt spørge, om kerneydelser som Syndefald, Johannes Åbenbaring, Jomfrufødsler, Evigt Liv og Den Augsburgske Bekendelse simpelthen ikke er umulige at sælge til et moderne menneske? De gør sig muligvis godt i et teologisk ekkokammer, men flertallet af nutidens mennesker mangler de fornødne ord og begreber til fuldt ud at forstå. I Radioprogrammet ”Pilgrim”, På Rejse i Troens Univers” v. Anders Laugesen, kunne man 20. august 2023 høre et interessant program med titlen ”Folkekirken og Fremtiden”. Programmet rejste spørgsmålet: I hvilket omfang bør danskernes tro i fremtiden være afspejlet i Folkekirkens bekendelsesskrifter? Og er det på tide at se kritisk på Folkekirkens trosgrundlag? Blandt de medvirkende var teologen Peter Lodberg (f. 1958), teologen Marie Vejrup Nielsen (f. 1977) og dogmatik-professoren Anders-Christian Jacobsen – alle fra Aarhus Universitet. Det står i den danske Grundlov, at Folkekirkens grundlag er de fem bekendelsesskrifter, som jeg mange gange har refereret til i det foregående, heriblandt Luthers Lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse. Men i teologiske kredse, fortalte Lodberg, er der nu opstået en diskussion om, hvorvidt der skal en nødvendig fornyelse til. Vejrup Nielsen tilføjede, at danskerne selvfølgelig er med på ”næstekærligheden”, når man taler om Folkekirken. Men bekendelserne derimod føltes oftest ret fjerntliggende for den danske befolknings flertal. Det var ikke rigtigt kendt folkeligt stof, og det opfattedes oftest som svært forståeligt. Det er tydeligt, at teologerne henter deres viden fra ét rum, mens befolkningen som helhed henter sin viden fra et andet rum. Og det er et problem, at teologernes diskussioner ikke rigtigt når ud til befolkningen. Lodberg peger på, at det er nødvendigt med en diskussion om bekendelserne og om Folkekirkens identitet i det hele taget; en diskussion, der ikke mindst er nødvendiggjort af, at der er kommet mange mennesker med fremmede livsopfattelser og religioner til vort land, og af at flere og flere snarere efterspørger Kim Larsen end Kingo ved bisættelsen. Anders-Christian Jacobsen mener, at bekendelserne fylder for meget I det teologiske grundlag – og at de tydeligvis hører en svunden tid til. Arvesyndslæren fremholdt Jacobsen i radioudsendelsen som et eksempel. Forestillingen om, at vi er undfanget og født som syndere, er noget af det, han mener er vanskeligst at fordøje for nutidens mennesker. Forestillingen om, at nogle ”frelses”, mens andre er ”fortabte”, er ligeledes noget, som er centralt i bekendelserne, men som Jacobsen meget gerne ser ændret. Han medgav, at det var svært at ændre noget, fordi det både kræver en teologisk og folkelig diskussion - og også, intet mindre, end en Grundlovsændring! Teologen Bo Kristian Holm, ligeledes fra Aarhus Universitet, tog – i modsætning til de tre øvrige medvirkende i radioudsendelsen – bekendelserne i forsvar. Han mener, at de skaber en forbindelse til fortiden, og at vi ville komme til at mangle noget, hvis de forsvandt eller blev kraftigt ændret. 364 Religionskritikkens historie i Danmark peger i mine øjne tydeligt på, at tilhængerne af fornyelse har ret. Hvis man skal bruge et udtryk, som Lars Sandbeck ofte har anvendt, så er det nødvendigt at forlade det teologiske ekko-kammer og tilpasse Folkekirken til de nye tider. Reformationsjubilæet i 2036, den store 500-års fødselsdag, kunne være en passende anledning! Sikke en fødselsdagsgave en revision af Folkekirkens grundlag og sprog kunne være for menigheden – og vel egentlig for os alle sammen! TEMA 17: Kunne vi muligvis bruge kræfterne på noget bedre end religion her i verden? Kan vi det? Kan vi simpelthen droppe kirkerne og religionen, sådan som John Lennon foreslog det i sangen ”Imagine!”? Det kunne man måske. Mange af mine venner, verdslige såvel som religiøse, bruger megen tid på at hjælpe folk i nød, jordskælvsofre, voldsramte kvinder og flygtninge. Og mange er motiveret af en kristen tankegang i en eller anden form. De samler ind, rådgiver og sælger ting og sager i genbrugsbutikker. Hatten af for det! Kirkens Korshær og Sct. Nicolai Tjenesten aftvinger bestemt respekt! Burde religionskritikken så forstumme? Næppe. Den udvikling rigtigt mange ønsker i retning af større lykke for menneskeheden, mere lighed, kvindefrigørelse og grønnere natur, må nødvendigvis også betyde, at vi kigger kritisk på religionens rolle. I en verden, hvor der begås folkedrab, hvor folk dør af sult, og klima- og forureningskatastrofer truer, er det selvsagt rimeligt at spørge, hvor vore kræfter kan anvendes bedst. Dette synspunkt blev fx fremført af psykologen og filosoffen David Favrholdt (1931 – 2012) på konferencen ”Gudløs” i 2007. 1552 Favrholdt sagde: ”Jeg mener, at man bør kritisere teologi og dogmatik for, hvad det er: Nogle menneskelige påhit, som man har forsøgt at prakke andre på med en påstand om, at vi har at gøre med noget, som er downloadet fra Gud eller noget andet transcendent, og som vi derfor må bøje os for. Vi står her overfor det største åndelige bedrageri i menneskehedens historie, så stort, så at bedragerne selv i al deres uskyld ikke er klar over, at det er et bedrageri.”1553 Favrholdt sluttede sit indlæg med en opsang til de danske biskopper, der efter hans mening burde stoppe deres ”latterlige forsøg” på at supplere Darwin evolutionsteori med ”intelligent design”. 1554 Personligt ville jeg savne landsbykirkerne og kalkmalerierne, kirkekoncerterne og samtalerne med kirkens folk. Men en kraftig revision af det kirkelige grundlag og indførelse af reel trosfrihed – også i skolerne og medierne - ville da bestemt være en god ide, jf. de foregående afsnit! Kirken og religionskritikken Jeg forlader nu de 17 kritiske temaer for at se på, hvordan religionskritikken ofte modtages. Hvordan har kirkens folk herhjemme taget den kritik, der gennem tiderne er rejst mod religionen? Det vil jeg se på i dette afsnit. 365 Endnu i 1870 fastlægges Pavens ufejlbarlighed, 1555 - og så er den vel egentlig ikke længere? Den katolske kirkes overhoved kan i hvert fald ikke tage fejl! Ganske vist har han ikke overhøjhed over den danske Folkekirke, så måske er det lidt unfair at nævne Paven her. Men globaliseringen har tydeligvis alligevel udfordret kirken, den katolske såvel som Folkekirken og alle de andre, der har måttet revidere og prioritere deres budskab i en vedvarende intern religionskritisk proces. Kristendommen er naturligt nok blevet påvirket af de samfund, den trives i. Fra at være en marginal gruppe af Jesus-tilhængere i midten af 1. århundredes Romerrige blev kristendommen den dominerende religion i verden med 2,2 milliarder tilhængere. Romerriget opløstes endeligt i 476, rendt over ende af germanske stammer. Mod øst, i Konstantinopel, overlevede resterne af Romerriget i første omgang, men faldt så i 1453 til osmannerne. Allerede i 1054 var kirkens østlige og vestlige del dog splittet på grund af en teologisk strid om treenigheden: læren om Gud som far, søn og helligånd. 1556 I århundreder var religionskritik ”no go”- i vor del af verden i det mindste. Selvfølgelig troede man på Gud, og selvfølgelig var Bibelens historier sande! Kristendommens dogmer var stort set enerådende i Europa frem til omkring 1350. Det holdt indtil renæssancen og oplysningstiden, der satte mennesket i centrum og krævede kritisk efterprøvning af det, man tidligere anså for absolutte sandheder. Darwin rystede religionen endnu engang i midten af 1800-tallet og frem, men i nyere tid blev det så fra omkring 1975 igen velset at være religiøs – ikke nødvendigvis kristen, men i hvert fald religiøs. The Beatles og mange andre tog fx til Indien og hentede inspiration dér. Teologen Kurt Christensen siger i et foredrag på ”Menighedsfakultetet” (2008) om ”Den Nye Ateisme”, at det var svært at forestille sig, at stemningen mod religionen igen ville ændre sig, som det skete efter 11/9 2001, hvor vor kultur igen blev mere religionskritisk som reaktion på religiøs fanatisme. I forskellige former er religionskritik blevet indoptaget i kristendommen og har bidraget til at udvikle af denne mange steder i verden. I mange tredje-verdens-lande er der fx opstået en selvbevidsthed blandt de ”nye” kristne kirker, der er grundlagt gennem missionsvirksomhed. Kirkerne har her ofte formuleret lokalt farvede teologier, ”der bruger erfaringen og konteksten som ressource”, som kirkehistorikeren Matthias Bostrup skriver. 1557 For eksempel har den tonganske teolog, Sione Amanaki Havea (1922-2000), udviklet en såkaldt ”coconut theology” med udgangspunkt i en polynesisk erfaringsverden. ”Her kunne livet ikke rummes i brød og vin, ja, end ikke ord…” 1558 Udgangspunktet for den menneskelige eksistens i Polynesien er kokospalmen. Hvis Jesus havde levet i Polynesien, havde han brugt kokospalmen som billede i sine lignelser, mente Havea. Den britiske historiker Tom Holland (f. 1968) (Holland 2020) argumenterer for, at Jesus-skikkelsen i sig selv er et opgør med tidligere tiders dyrkelse af krig, heltemod, undertrykkelse, ragen til sig og erobringslyst. Med Jesus ser vi, at en ”taber”, der taler om næstekærlighed og fred, og ovenikøbet ender med at blive henrettet, bliver et idol for millioner af mennesker. Så Jesus har i sig selv været et religionskritisk symbol. 366 En af studenteroprørets helte, den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas (f. 1929), er inde på en lignende tankegang. Han understreger kristendommens betydning som ophav til samfundets sammenhængskraft og mener, at kristendommen ligger til grund for frihed, samvittighed, menneskerettigheder og demokrati – ja, og dermed faktisk alle det vestlige samfunds vigtige idemæssige kendetegn. 1559 Flere teologer mener dog til gengæld, at religionskritikerne mangler sans for menneskets ”åndelige behov”. Præsten Sørine Gotfredsen siger fx i Information 10/7 2020, at ”de røde” undervurderer menneskets dunkle side og tilsvarende overvurderer vor, menneskenes, styrke og godhed. Hun tilføjer: ”Vil man vinde indblik i vore sjælelige forgreninger, skal man som udgangspunkt kende til Bibelens univers og kristendommens betydning.” Religionskritik er velkommen – til en vis grad. Den almindelige teologiske holdning i dag synes at være, at man skal hilse religionskritikken velkommen. Den er nødvendig for en sund udvikling! Men opfordringen følges også ofte af et kirkeligt krav om, at kritikken skal være mere velbegrundet, og at den bør interessere sig mere for kirkens synspunkter og argumenter. ”Vi er af den opfattelse, at man ikke kan få religionskritik nok. Men vi er også af den opfattelse, at en religionskritik, der savner lødighed og niveau, gør mere skade end gavn.”1560 Det siger to af den moderne ateismes væsentligste danske kritikere, Lars Christiansen og Lars Sandbeck. De efterlyser en bedre religionskritik, en mere dybdegående, konstruktiv og oplysende en af slagsen, en anden end den, de såkaldte ”nye ateister” kan præstere. De to tænker med udtrykket ”nye ateister” dels på folk som Richard Dawkins, Daniel Dennett, Sam Harris og Christopher Hitchens, også kaldet ”Apokalypsens Nye Ryttere”, men også på hjemlige ”ny-ateister” omkring Ateistisk Selskab og Humanistisk Samfund. Vi skal tage religionskritikken alvorligt mente også den schweiziske teolog Karl Barth (1886-1968) Han ville selv nyformulere religionen i en desillusioneret verden på baggrund af de to blodige verdenskrige, og dertil fordredes naturligvis kritik. Herhjemme har bl.a. teologen Kurt Christensen 1561 budt religionskritikken velkommen. Han mener, at det kan gøre de gejstlige bedre til at forkynde, hvis de kender kritikken. Desuden kunne der jo være hold i mange af de kritiske synspunkter, siger han. Også den tyske protestantiske teolog Gerd Theissen (f. 1943) forsvarer religionskritikken og mener, at den bør indgå i enhver tale og samtale om religion i vor ”post-sekulære tid”. 1562. Religionskritik skal ikke forstås som et angreb på religionen, siger han og beklager, at samtalen desværre ofte lider under, at samtalepartnerne ikke respekterer hinanden. 1563 ”Religionskritik er nødvendig til forståelse af religion. Med dens hjælp kan vi måske finde ud af, hvad der i religionen er gyldigt og har udviklingspotentiale.” 1564 En udbredt forståelse for religionskritikkens berettigelse er altså almindelig i vor del af verden. Hvis man rækker ud over kristendommen de hjemlige breddegrader, får man til gengæld ofte et ganske andet svar. Hver anden efterkommer af ikke-vestlige indvandrere mener direkte, at det bør 367 være forbudt at kritisere religion!1565. Og der er en tendens til, at efterkommere generelt bliver mere religiøse end deres forældre. 1566 Afbrændingerne af Koraner og flag vidner desuden om, at religionskritik – globalt set – langt fra er en selvfølgelighed. Til kamp mod underlødig religionskritik De moderne danske apologeter, Christiansen og Sandbeck, er – selvom de siger, de gerne vil have kritik - gennemgående meget utilfredse med den nyere religionskritik. Såvel Bertrand Russell som Henrik Nordbrandt finder de direkte platte, og sidstnævnte digter bedre end han tænker, og han tager desuden prisen for anti-religiøse platheder, får vi at vide i Christiansens og Sandbecks bog ”Gudløse Hjerner. Et opgør med de nye ateister” 2009. 1567 Religionskritik er da velkommen, men den skal være ordentlig og velargumenteret, siger de to forfattere. De skelner mellem de gamle ”pessimistiske” ateister (Nietzsche, Freud, Sartre, Camus m.fl.) og de nye, ”optimistiske”, som de intet har til overs for. 1568 Som nævnt sigter de med begrebet ”nye ateister” både til Dawkins m.fl., men også til Ateistisk Selskab og Humanistisk Samfund. De spørger: ”Er dette virkelig det bedste ateismen nu til dags kan præstere? Er religionskritikken ikke en alt for vigtig opgave til at blive overladt til de nye ateister? Og hvordan kan det i det hele taget være, at det er gået så galt?” 1569 ”I stedet for at forholde sig ydmygt og undersøgende til de store religiøse traditioner, tramper nyateisterne klodset rundt i den som elefanter i en porcelænsbutik.”1570. Deres ateistiske manifester kan bestemt ikke betegnes som stor litteratur, får vi at vide 1571, og deres kendskab til religiøse, teologiske og filosofiske emner er uhyre begrænset – hvilket ikke forhindrer dem i at fremture med deres særdeles bastante påstande! De fire englændere og amerikanere er de værste. De er alle lige platte, historieløse, ufilosofiske og firkantede, ifølge Christiansen og Sandbeck, 1572 men ”I Danmark har den internationale nyateisme fået en flok eftersnakkere” 1573. Christiansen og Sandbeck nævner Lone Frank, Dennis Nørmark, Erik Bartram Jensen, Jesper Vind og Jonathan Szpirt. Om formålet med deres bog,”Gudløse hjerner”, siger Christiansen og Sandbeck: ”Vi regner ikke med at kunne få en eneste ægte nyateist til at komme på bedre tanker, men vi håber, at vi med bogen kan spille rollen som den lille dreng fra Kejserens Nye Klæder og få andre til at indse, at de nye ateister virkelig er dårligt klædt på til at varetage opgaven som nutidens religionskritikere.” 1574 ”De nye ateister aner absolut intet om, at de kristne gennem tiderne slet ikke har opfattet Gud som en genstand eller ting, der eventuelt kunne observeres, hvis bare man kiggede godt efter.” 1575 Den nye ateisme farer aggressivt frem uden nærmere at overveje, om det man kritiserer, i virkeligheden er en parodi på religionen, synes ikke kun Sandbeck og Christiansen, men også flere andre kristne at mene. Og nyateisterne udviser desuden en række fællestræk med religiøse fundamentalister: Modvilje mod dialog, dæmonisering af modstanderne, uforsonlighed, snæversyn, uimodtagelighed overfor modargumenter - og en forsimplet tilgang til de emner, de 368 selv er med til at sætte under debat. 1576 Derfor, når kristendommen udsættes for en sådan ”åndsformørket bagvaskelse”1577, er det slut med at vende den anden kind til. Det må gøres klart for enhver, hvordan de nye ateister og deres medløbere forvrænger kristendommen gennem groteske og underlødige karikaturer, mener Christiansen og Sandbeck. Karen Armstrong om religionskritikken Også Karen Armstrong (2011) er inde på, at ny-ateisterne og de religiøse fundamentalister ofte udviser en række fællestræk. Lige som fundamentalisterne blandt de religiøse udvikler et overdrevet syn på deres ”fjende” som indbegrebet af ondskab, eller med andre ord tegner et kraftigt bipolært ven-fjendebillede, så gør ny-ateisterne sig skyldige i noget af samme skuffe. ”De diskuterer aldrig værker af teologerne Bultmann eller Tillich, som fremfører et ganske andet syn på religion og er tættere på den gængse tradition end nogen fundamentalist. Til forskel fra Feuerbach, Marx og Freud er de nye ateister ikke teologisk velbevandrede.” 1578 Armstrong mener, at ny-ateisterne kunne lære noget af den grundlæggende militære strategi ved at møde fjenden på det stærkeste sted! Ellers forbliver deres polemik hul og vil savne intellektuel dybde. 1579 Det var bedre før i tiden, mener hun, for tidligere kunne teologer som Karl Barth (18861968) styrke sine tanker ved hjælp af Feuerbachs skrifter, og både Bultmann og Tillich m.fl. var påvirket af Heidegger, der ikke var kendt som særligt religiøs. Biskop over Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden (f. 1964) er en af de hjemlige teologer, der føler, at religionskritikken skyder skævt og ved siden af. 1580 Hun mener, at der er for mange fordomme om kirken, herunder forestillingen om, at Gud skulle være en gammel mand med langt hvidt skæg, som sidder på en sky i himlen. For Marianne Gaarden er det vigtigt at vise, at kirken faktisk gør en samfundsnyttig indsats, fx ved at gå forrest i klimakampen. Man har for eksempel for nyligt investeret 18 millioner kroner i et fireårigt projekt, der skal bidrage til den grønne omstilling. Forfatteren Bente Hansen (1940 – 2022) var ligeledes inde på, at der er for mange forkerte forestillinger i omløb om den kristne tro. Hun skrev bl.a. i 2017: ”Det påfaldende er, at de samme forestillinger om troen dukker op igen og igen, og de fleste af dem bunder i den samme mangelfulde viden om den kristne tro. Andre ender i den blindgyde, at tro og videnskab udelukker hinanden, og man må vælge side.” 1581 Hansen medgiver dog, at kirken ofte har været træg, når det gjaldt om at fange de nye impulser og tanker i samfundet. Hun peger på 1970´ernes ungdoms- og hippie-bølge, der faktisk havde fred, kærlighed og fællesskab på programmet, men blev afvist af mange præster som noget farligt og overtroisk. 1582 Peter Holms forsvar for Folkekirken Den tidligere provst, Peter Holm, skrev i Information 21. april 2022 et forsvar for Folkekirken: ”Folkekirkens opgave er at perspektivere synet på eksistens. Det kræver mere end drop in-dåb” 1583. Gud er en fjern størrelse, sagde Peter Holm. Derfor er det naturligt nok de kirkelige aktiviteter, der springer i øjnene, når man som ateist eller religionsskeptiker kritiserer kirken. Men kritikken er på 369 mange måder uretfærdig, for kirken har virkelig fornyet sig. Det er faktisk en imponerende række af nye aktiviteter, Peter Holm kan opridse: babysalmesang, babyrytmik, spirekor, børnekor, voksenkor, foredrag, filmklubber, læsekredse, sorggrupper, pilgrimsvandringer, kirkekoncerter (folkekirken er Danmarks største koncertudbyder), drop-in-dåb, drop-in-vielse, gravidsamtaler, nye gudstjenesteformer (natkirke mm.)… ”Uden alt dette havde Folkekirken i kølvandet på oplysningstiden og sekulariseringen for længst været kørt ud på et sidespor – eller ville i hvert fald kun have været for de særligt troende og været med temmelig begrænset folkelighed og samfundsrelevans.” (Holm, 2022) Folkekirken er ikke kørt ud på et sidespor, mener Peter Holm, netop fordi man har taget udfordringen op og har moderniseret og udvidet kirkens virkefelt. Midt i fornyelsen må vi dog ikke glemme Gud, tilføjer han også. Gud er ”et forsøg på at betegne primære virkelighedsdimensioner, som intet menneske kan vriste sig fri af….”og religion er…”en fortolkning af virkeligheden med henblik på at gøre mennesker orienteringsrealistiske.”. Vi skal erkende, at der er nogle evige grundvilkår, som vi ikke har magt over: tid, rum, glæde, sorg, angst, ondt, godt, fødsel, død, uendelighed, veje og vildveje. Det er her kirken, i flg. Holm, kan hjælpe os til en livsorientering. Kirken må ikke reduceres til et aktivitetscenter, slutter Holm. Så der venter en stor opgave med …”at nyformulere hele gudsvokabulariet.” ”Lykkes det kirken at kaste lys over virkeligheden ved hjælp af en moderne kvalificeret teologisk tolkning af kristendommen, kan den vise sig at være mere relevant for både samfundet og det enkelte menneske, end selv de mest hardcore religionskritikere har fantasi til at forestille sig.” . Sådan slutter Peter Holm sit indlæg. Flere andre teologer har, som Holm, søgt at tale for en fornyelse af Folkekirkens sprog og ritualer. Jeg har nævnt Peter Lodberg, Marie Vejrup Nielsen og Anders-Christian Jacobsen, men det gælder fx også Bent Flemming Nielsen, der i bogen ”Genfortryllelse – Kirkerum og gudstjeneste”, Kbh. 2021, kalder til et opgør med ”kirkens støvede og indforståede sprog.”, som der står i forhåndsomtalen. I juni 2023 er en – måske lidt uventet - debat om kirkens sprog på ny blevet aktuel, fordi der tales om at tilknytte såkaldte ”influencers”, der – i ungdommelige kanaler og et ungdommeligt sprog – kan popularisere det kristne budskab. Sørine Gotfredsen er en af dem, der har advaret mod initiativet, som hun mener er unødigt poppet. (P 1, 2/6 2023) Hvis vi vender øjet mod perioden ikke så længe efter Studenteroprøret i 1968 og de følgende år, så har Jens Glebe-Møller 1584 i 1975 meget rammende ridset op, hvorfor det dengang kunne være svært for kristne på den ene side og ateistiske nymarxister på den anden side at tale sammen. Karakteristikken gælder på mange måder den dag i dag. Glebe-Møller skrev: ”Nogen virkelig samtale mellem marxister og kristne er det dog endnu ikke kommet til her i landet. Oftest er man blevet stående ved den marxistiske formel ”religion er opium for folket” – og dermed har begge parter været tilfredse: De kristne, fordi selve udtrykket ”opium” viser dem, at Marx og marxister ikke forstår noget som helst af religionens og specielt kristendommens indhold og betydning – og marxisterne, fordi religion under enhver form altså ikke er andet end opium!” 370 Kan man skabe nye ”gudløse” ritualer? Lars Sandbecks og Lars Christiansens angreb på nyateisterne Jeg vender afslutningsvist i dette afsnit tilbage til Lars Christiansens og Lars Sandbecks bog ”Gudløse Hjerner. Et opgør med de nye ateister” fra 2008. Bogen blev af teologen Per Bilde i 2010 kaldt ”et stridsskrift, som i den teologisk dominerede danske presse gennemgående blev modtaget ukritisk og med indforstået beundring.” Bogen betød et nyt militant skridt i den kristne kamp mod ny-ateisterne. Det var slut med at vende den anden kind til, sagde forfatterne selv, der følte, at de nu omsider blot gav igen med samme mønt som ny-ateisterne. Per Bilde fandt, som tidligere nævnt, Sandbeck og Christiansens opgør med ateisterne problematisk, fordi det havde tendens til at latterliggøre modstanderne og skønmale de troende. Per Bilde skrev: ”Religion er derimod for folk, der har blik for livets tragiske dimension, kender til sorg og smerte, og som kan se, at uden en Gud er der overhovedet ingen mening med, at vi er her, og ingen trøst at hente.” 1585 ”De nye ateister, derimod, beskrives som så overfladiske jubeloptimister”, at det grænser til ”idioti”. De to forfattere er således generøse med deres skældsord, og de betegner f.eks. ateisten Henrik Nordbrandt som ”et gammelt vrøvlehoved” ”1586. Christiansen og Sandbeck vendte sig i den omtalte bog, ”Gudløse Hjerner”, skarpt mod de tanker, som især Humanistisk Samfund siden er blevet kendt for, og som arbejderbevægelsen jo allerede lancerede fra 1915 med Foreningen mod Kirkelig Konfirmation, nemlig skabelsen af verdslige ritualer ved livets store højtider. Christiansen og Sandbeck finder ligefrem tanken om verdslige ritualer ”åndssvage” og ”pinlige” og mener endog, de baner vej for en nationalsocialistisk biopolitik: Som et led i kampen for at marginalisere kristendommen mest muligt, er ny-ateisterne endog gået i gang med at designe ”nye gudløse ritualer”, siger de to apologeter: 1587 ”Dette paradoksale forehavende har til hensigt at kapre de folkekirkemedlemmer, der ”kun” kommer i kirke i forbindelse med barnedåb, bryllupper og begravelser. Har man i øvrigt nogensinde hørt om noget så åndssvagt som et ateistisk begravelsesritual? De danske ny-ateister bidrager ufrivilligt til den offentlige komik, og vi vil da ikke holde os for gode til også at udstille dette pinlige aspekt ved nyateismen.” 1588 Sandbeck og Christiansen kan ligefrem ikke undgå, hævder de,…”at se tydelige paralleller til den nationalsocialistiske biopolitik, der netop gik ud på at skabe ”det nye menneske””….1589 Forfatterne gør sig forestillinger om, hvordan ateistiske ceremonimestre gebærder sig: ”Vi forestiller os den ateistiske ceremonimester som en mellemting af en klovn og en tryllekunstner i et kikset indslag til en komisk lejlighed.” 1590 Forfatterne bebrejder ateisterne, at disse ikke finder på radikalt nye ceremonier. De genbruger i virkeligheden blot de gamle kristne idealer: næstekærlighed, individualisme, frihed, det 371 lovformelige ægteskab osv. i sekulariserede versioner ganske vist, påstås det. 1591 De nye ateister vil ikke høre tale om Gud, men vil gerne… ”nasse på den funktion, gudsbegrebet kan varetage, og de følelser, gudstroen kan vække hos de troende.” 1592 ”Et opgør med kristendommen kan ikke bestå i bare at slå en streg over ordet ”Gud”, og så ellers overtage dens højtider, ritualer og værdier. Et opgør må gå i dybden og bestå i en omfattende revision af hele det ideologiske indhold. Det vidste Marx og Nietzsche, men de var heller ikke fromme ateister og får i ulveklæder.” 1593 Sandbeck og Christiansen tvivler på, om ateisterne reelt har forestillinger om noget større og mere meningsfuldt end en kommunal institution, når de gennemfører deres ”humanistiske ritualer”. Det er ikke kun Humanistisk Samfund og Ateistisk Selskab, der må stå for skud! Landsforeningen ”Liv og Død”, der indtil 2001 hed ”Dansk Ligbrændingsforening”, får ligeledes kritik af Sandbeck og Christiansen, fordi denne forening i mange år har forsøgt sig med verdslige bisættelser og begravelser. De nye ateister bevæger sig på farlige, biologistiske veje! Endnu et fatalt problem ved ”den nye ateisme” trænger sig på, iflg. Sandbeck og Christiansen, nemlig dens biologistiske udgangspunkt. ”De gudløse hjerner tror på hjernens og genernes tidsalder og har våde drømme om de moralske og sociale fremskridt, mennesket kan opnå gennem de teknologier, disse videnskaber kaster af sig.” 1594 Derfor er ateisterne farlige, for – som de ”menneskeforbedrende utopister”, de angiveligt er, drømmer de om at lade ”hvidkitlede biologer og hjerneforskere” bestemme politikken. På den måde tror de, at vi med stormskridt kan nå ”det forjættede land: bioteknologiens og psykoteknologiens fagre nye verden”. 1595 Ny-ateisterne har ikke forstået, hvad religiøs tro handler om, siger forfatterne. Religion er netop ikke et forsøg på at beskrive og forklare naturen, og derfor konkurrerer den heller ikke med naturvidenskaben. Religiøse tekster skal ikke sammenlignes med videnskabelige afhandlinger, men med ”poesi, litteratur og filosofi”. 1596 Tro og religion handler om livsanskuelse og tilværelsesfortolkning. ”Det er et menneskeligt forsøg på at forstå livet og tilværelsen som noget, der rummer mening og indhold.” 1597 Uden en Gud, mener forfatterne, er der ingen overordnet mening med, at vi er her, og ingen trøst at hente! Vi skal kunne have tillid til, at der er en eller anden kraft eller magt til, der bekymrer sig om mennesket og ønsker at hjælpe (”frelse”) det. I en senere bog, ”Religionskritik efter Guds død” 20111598, hævder Lars Sandbeck, at de nye positivistiske religionskritikere gør sig skyldige i en art menneskelig selvovervurdering, når de tror, at vi én gang for alle kan oprette en paradislignende tilstand her på jorden, …”hvor lykke, velstand og moral konvergerer med det videnskabelige fremskridt.” 1599 Lars Sandbeck om ”Den gudløse verden” 2020 Teologen Lars Sandbeck er, uden sammenligning, den mest aktive kritiker af de ”nye ateister”. I endnu en ateisme-kritisk bog, ”Den Gudløse Verden. Ateisme og antireligion i en postkristen æra”, (Sandbeck 2020) sætter Sandbeck sig for nøjere at indkredse den verdensanskuelse, han mener, ny-ateisterne har. Hans bog handler om ”den ateistiske verdensanskuelse og den gudløse verden”, 372 siger han. 1600 Sandbeck advarer her, om at det ikke er uden konsekvenser at afvise Guds eksistens. ”Verden er ganske enkelt en anden, hvis Gud eksisterer, end hvis Gud ikke eksisterer.” 1601 Den moderne verden er præget af en grundlæggende ateistisk kultur, mener Sandbeck. Og det er desværre en meget forenklet, reduktionistisk religionskritik, man ser i denne kultur, i følge Sandbeck. 1602 Sandbecks kritik af ”den forsimplede religionskritik” ”Store dele af nutidens gudløse og antireligiøse verden består af en” …”videnskabsdyrkende naturalisme, et fremskridtsoptimistisk syn på historien, en fundamentalistisk bibelforståelse, en forsimplet religionskritik, en temmelig ubegrundet aversion over for folkekirken (og religiøse institutioner i det hele taget), karikerede forestillinger om Gud og u-underbyggede påstande om gudstroens irrationelle grundlag og illusoriske karakter. Hvis man ellers tillægger intellektuelt niveau og saglig argumentation nogen værdi, er der i høj grad grund til at blive bekymret på ateismens og religionskritikkens vegne.” 1603 Den gennemgående pointe i bogen er at vise ateisternes påståede primitive opfattelse af kristendommen, en opfattelse, der ifølge Sandbeck bygger på bibelfundamentalisme og forestillingen om en mand, en julemandsskikkelse, der bor oppe i himlen. Sandbecks antropologiske feltstudie-teknik Lars Sandbeck introducerer i sit arbejde med færdiggørelsen af ”Den Gudløse Verden” en helt ny antropologisk felt-studieteknik, idet han i 7 – 8 måneder har deltaget aktivt i diskussionerne inde på Ateistisk Selskabs interne debatgruppe på Facebook. Han var nysgerrig for at finde ud af, hvem de nye danske ateister var, og hvad de tænkte. Han var imidlertid bestemt ikke imponeret over, hvad han fandt ud af, siger han, men fandt dog stof og inspiration til sin bog. Han kommenterer bl.a. det, han fandt på denne måde: ”Man kommer ikke særligt langt, skal jeg hilse og sige.” 1604 ”Religionskritik bliver en overkommelig opgave, når man begrænser sig til at angribe religion i dens mest forsimplede og lettest gendrivelige udgaver.” 1605 Sandbeck håber, at han med sin egen nye bog kan være med til at presse de mest engagerede ateister til at højne deres religionskritiske niveau. Samtidig beklager han, at der er dårligt salg i teologiske bøger, mens selvhjælpslitteraturen – til sammenligning - går som varmt brød og fylder den ene hyldemeter efter den anden. Vi må konstatere, at Danmark i vid udstrækning er blevet et samfund uden Gud, konkluderer han, og han giver magelighed, tilfredshed - og naturvidenskaberne skylden for miseren. Nedgangen i gudstro er iflg. Sandbeck begyndt allerede for flere hundrede år siden. Middelalderens Gud var en garanti for, at - en på mange måder ond - verden ikke ville kollapse i et anarki af dæmonisk mørke og kaos. Men med renæssancen i 1400- og 1500-tallet sætter menneskene sig mere og mere selv igennem frem for at overlade alt til Gud. Tendensen kan læses ud af titlen på idehistorikeren og teologen Johannes Sløks (1916-2001) bog fra 1989, ”Da Menneskene tog Magten”. 373 Sandbeck retter, som vist, primært sin kritik mod de nye ateister, men også deisterne får kritiske bemærkninger. De opererer indenfor et univers, der allerede er gudløst, siger Sandbeck, og han tilføjer, at Gud for dem er parkeret uden for verden – og derfor bliver eksistentielt ligegyldig og dermed en overflødig ting. 1606 I det hele taget står det skidt til med danskernes Gudstro. Sandbeck refererer en undersøgelse fra Kristeligt Dagblad 8/5 2019, der viser: At 68 % af den danske befolkning siger, at de er kristne. 37% tror på Gud 12 % tror på en personlig Gud. 70% svarer, at de ikke kunne finde på at gå i kirke uden at have nogen særlig anledning til det som fx dåb, bryllup eller begravelse. 25% tror på et liv efter døden. 65% svarer, at de aldrig nogensinde læser i Bibelen. 12% svarer, at de er ateister. (jf. Rapport fra Helsingør Stift) Et forsvindende mindretal af danskerne får deres børn døbt med henvisning til den kristne tro. Stort set alle dåbsforældre henviser i stedet til, at det er en tradition. ”Kirken fungerer som en fin eller højtidelig ramme om dagens begivenhed, der fejres med familie og venner.” 1607 Det ser unægteligt, når man ser undersøgelserne, ud til, at såvel kristne som ateister arbejder op ad bakke og har en stor potentiel skare af mennesker, som kræver deres opmærksomhed og fordrer deres oplysende agitationsarbejde. Vor viden om, interesse for og stillingtagen til livsholdninger og religion er simpelthen for ringe. Sandbeck henviser her til Phil Zuckerman, den tidligere nævnte amerikanske religionssociolog, der i bogen ”Samfund uden Gud” påpegede, at de fleste danskere nærmest ingen holdning har til religion, men er ”religiøst indifferente” 1608 I Sandbecks bogs sidste halvdel søger han at karakterisere ateisterne. Ateisternes overbevisning er ofte ”en psykologisk tilstand uden indhold” mener han. Sandbeck mener ligeledes at vide, at ateisternes gudsfornægtende standpunkt i realiteten i sig selv udgør en tro – selv om ateisterne ikke bryder sig om at høre det. De anser sig desuden ofte for klogere og mere rationelle, end religiøse og troende mennesker, fordi de mener, at ”tro” stort set altid er det modsatte af fornuft, viden, begavelse og intelligens. Og de bruger ufattelige mængder af tid på at håne de troende, citerer han den amerikanske skribent C. J. Werleman for at sige. ”Skulle man være interesseret i at få syn for sagn i en dansk kontekst, kan jeg anbefale, at man tager sig et par ugers ophold inde på Ateistisk Selskabs debatgruppe på Facebook.” 1609 Sandbeck: Ateisterne bevæger sig rundt i ”ekkokamre”! Det har Sandbeck som nævnt, selv gjort i forstudierne til sin bog, og det har vist ham, at ateisterne lever i ”bobler”, eller ekkokamre, hvor de går og bekræfter hinanden, forsvarer ateismen, angriber deres kritikere og latterliggør de religiøse. Sandbeck efterlyser positive værdier fra ateisternes side og stiller spørgsmålet, om fællesskaber i det hele taget kan bestå, hvis de ikke bygger på et positivt indhold, en tro, en vision eller bare nogle fælles værdier. 1610 Sandbeck medgiver, at foreningen Humanistisk Samfund har prøvet at identificere sig med nogle positive værdier i humanismen, for 374 så har de i det mindste en tro på mennesket at samles om, i stedet for blot negativt at benægte andres tro. 1611 Til gengæld finder Sandbeck det dybt problematisk, at mange ateister udnævner naturvidenskaben til at være den eneste gyldige erkendelsesvej, som han siger. Den forestilling lægger op til, at mennesket blot er et højtudviklet dyr eller en ”biologisk overlevelsesmaskine”. Sandbeck gentager sin gamle påstand om, at en nationalsocialistisk racehygiejne ligger på spring: ”Og længere ude i horisonten begynder man så småt at ane ideen om, at vi kan hjælpe evolutionen lidt på vej ved aktivt at rydde defekte og nytteløse eksemplarer af vejen.” 1612 Sandbeck er træt af, at stort set alle diskussioner med ateister, ifølge ham selv, begynder og slutter med ordene: ”Bevis det! Bevis, at din Gud findes!” Desuden har ateisterne en groft forenklet opfattelse af Gud, som de som regel altid betragter som det mange gange nævnte overnaturlige, eventyrlignende væsen, der bor i himlen og minder om julemanden eller en superhelt – eller måske snarere en ”super-skurk”. Sandbeck: Religionskritikken bygger på en myte! Det er Sandbecks opfattelse, at religionskritikken stort set altid bygger på en myte. Myten findes i mange varianter, men har altid nogenlunde den samme struktur, det samme indhold og det samme kristendomskritiske budskab. Myten dukker op mange steder, fx i tegnefilmene om ”The Simpsons” af Matt Groening og i Dan Browns roman ”Engle og Dæmoner”. Det handler om oplysningens heltemodige kamp mod den formørkede kristenhed! Problemet er bare, siger Sandbeck, at myten helt …”ned i hver eneste lille identificerbar detalje er forkert”, citerer han den amerikanske filosof David Bentley Hart (f. 1965) for at skrive i bogen ”Atheist Delusions” (2009). ”I første omgang vil jeg egentlig bare slå fast, at den sekulære myte – også i dens grafiske fremstilling – ganske enkelt er nonsens, ahistorisk, uvidenskabeligt nonsens fra ende til anden. Det er en myte, som for længst er opgivet af (mig bekendt) alle seriøse middelalder- og videnskabshistorikere.” 1613 Myten er opstået, siger Sandbeck, fordi Oplysningstiden af samtidens filosoffer er blevet omtalt som ”fornuftens tidsalder”, mens middelalderen, der er blevet associeret med tro, er blevet lagt for had som ”den mørke middelalder” 1614. Det var ikke mindst den engelske historiker Edward Gibbon (1737-1794), der har bidraget til myten med sit indflydelsesrige værk ”The History of the Decline and Fall of the Roman Empire” (1776-1788). Middelalderen var, ifølge Gibbon, ikke andet end ”barbariets og religionens triumf”.1615. Positivisterne i 1800-tallet satte yderligere gang i denne opfattelse, og helt galt blev det, da Charles Darwin kom på banen i 1859. Her finder ”den sekulære myte” sin velkendte, nuværende form, hævder Sandbeck. I kølvandet på Darwins evolutionslære opstår der en videnskabelig ateisme, der engagerer sig i en kulturkamp for at få marginaliseret kristendommen og sekulariseret forskningen og de højere læreanstalter. 1616 375 Sandbeck: Der er ikke nogen krig mellem kristendom og videnskab! Dermed er krigen mellem kristendom og videnskab for alvor i gang, men Sandbeck mener – på baggrund af ét eksempel – at vide, at det moderne gennembruds kristendomsfjendske holdning bygger på sand. Der er ikke nogen krig: ”Historien vidner tværtimod om, at kristendommen og videnskaben typisk har levet fredeligt og harmonisk med hinanden. Faktisk lader hovedtendensen i middelalderen til at have været, at kirken ikke bare accepterede, at der fandt en videnskabelig forskning sted, men at den tilmed aktivt selv promoverede og understøttede den.”1617 Den forkerte konflikttese tog allerede så småt form i Oplysningstiden med folk som Thomas Paine (1737-1809), hævder Sandbeck. Men myten bliver dog for alvor genstand for en mere systematisk fremstilling med Darwin efter 1859. Naturalismen, som Sandbeck kalder det moderne gennembruds åndsretning, udgør for ham et perspektiv på tilværelsen, der ”er beregnet på at underminere ethvert rationelt og erfaringsbaseret grundlag for gudstroen.” 1618 Organisationer som ”Ateistisk Selskab” har et naturalistisk verdensbillede indskrevet i sine formålsparagraffer, mener Sandbeck. Naturalismen efterlader os med en absolut meningsløs, formålsløs og håbløs tilværelse, hævder han. …”en verden hinsides godt og ondt, en verden, som hverken er retfærdig eller uretfærdig, en verden som ikke består af andet end en tom, gold, absolut pointeløs og indifferent samling partikler, elektroner og selviske gener….” 1619 Ateisterne har generelt en helt forkert opfattelse af, hvad de kristne tror på. De tror fx, at man som kristen tror på alt, hvad der står i Bibelen, og de udvælger med ”cherry-picking-metoden” tilfældige steder i Bibelen for at underbygge deres påstande. Som eksempel fremhæver Sandbeck bogen ”Du er jo ateist” af Stjernholm og Ørregård (2019). Når man virkelig har forstået, hvad ordet ”Gud” henviser til i traditionel kristendom, så vil man aldrig finde på at sammenligne ham med julemanden, påstår Sandbeck. 1620 Gud er – teologisk forstået – et navn eller et begreb for en virkelighed, der i kvalitativ forstand ”adskiller sig fra alt andet, der er og kunne tænkes at være til.”. Det er meget svært at forklare, hvad Gud er, får vi at vide. Også for Sandbeck. Men han mener ikke desto mindre, at kritikerne burde sætte sig ind i emnet – i det omfang deres evner rækker til det! ”Ja, de kunne selvfølgelig prøve at sætte sig ind i emnet ved at læse en teologisk bog, men hvis hverken interessen, tiden eller evnerne strækker så langt, bliver det naturligvis aldrig til noget.” 1621 Sandbeck: Hvad er ”Gud”? Efter nogle siders forklaring får Sandbeck – trods vanskelighederne - alligevel pejlet sig ind på begrebet ”Gud” og forsøger sig med en definition. Gud er: ”En ontologisk transcendent, intentionel eller ”personlig” immateriel realitet, som er væren selv bestemt som kærlighed og eksistensens grundlag (Faderen), og som åndeligt (Helligånden) er til stede overalt og til alle tider, fra evighed til evighed, og som manifesterer sig (Sønnen) i tilværelsen 376 midt i blandt os som en frelsende begivenhed, idet Gud stræber mod kærlighedens totale sejr over alt det i tilværelsen, som er ond, kærlighedsløst og livsnedbrydende.” 1622 Eksistensen af denne immaterielle bevidsthed kræver en anden tolkning end den fysikalistiske, altså den logiske positivismes, men det har den forfejlede naturalisme ikke forstået, konkluderer Sandbeck. 1623 Ikke kun Sandbeck og Christiansen har gennem årene tvivlet på, at der kunne opstilles meningsfyldte alternativer til de kristne ritualer. I Berlingske Tidende 21/9 1975 udtalte den danske teolog Erik Norman Svendsen (f. 1941), der på dette tidspunkt var præst, om borgerlige konfirmationer: ”Jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvilken reel funktion og hvilket reelt behov disse ungdomsfester har”. Den umulige utopi Sandbeck - og Karlsen og Christiansen - bruger, som det er fremgået, mange stærke ord, når de kritiserer ”ny-ateismen” De mener, at den nye ateisme rummer en utopisk og ”potentielt farlig dimension”, der handler om, at vi mennesker ved hjælp af videnskab og teknologi kan forbedre verden og os selv.1624 Ateisterne, siger Christiansen og Sandbeck, mener, at man kan skabe en form for gudsrige på jord. Det er en farlig tankegang, ”fordi den næres af de samme energier og drømme, der også lå til grund for de totalitære ideologier i det 20. århundrede. ” I ”godhedens og menneskehedens navn” har sådanne utopister siden oplysningstiden set sig nødsaget til at udrydde sine fjender på vejen til evig fred og utopia. ”På en måde er de utopiske bevægelser mere end religion, for mens religionen lader forvandlingen af de nuværende jordiske forhold være op til Vorherre, forestiller utopisterne sig, at det er op til mennesket selv at skabe den nye jord og det nye menneske, I den proces helliger målet som regel midlet.” 1625 Ateisterne lider i deres kritisable kamp af manglende selvkritik. Det falder dem ikke ind, at der er blinde pletter i deres verdensopfattelse – blinde pletter, der smugler metafysik, fordomme og dogmer ind ad bagdøren. De har i virkeligheden til hensigt at indføre en ny religion, hvor Gud er erstattet med videnskab og ”fornuft.” John Lennons sang, ”Imagine” er et kerneudtryk for denne ateistiske, blinde tro og mangel på menneskekundskab! I deres gudløshed tror nyateisterne, at det er op til dem at frelse verden og forbedre menneskeheden. ”Lad nu bare verden og menneskeheden klare sig selv, det bliver næppe bedre af den gudløse propaganda,” slutter Sandbeck og Christiansen.1626 Lars Sandbeck, der som vist i det forrige, i flere af sine bøger har sat sig for at sparke eftertrykkeligt til religionskritikerne med det erklærede formål at højne debatniveauet og forsvare kristendommen, har mange gange efterlyst mere viden hos modstanderne; naturalisterne, ateisterne, fritænkerne, de sekulære, humanisterne, og hvad de nu er kendt som. Han er desuden tydeligvis ærgerlig over, at mange danskere generelt ved meget lidt om, hvad kristendom egentlig er. 377 ”De angriber gudetroen, men ikke gudstroen, de afviser guders eksistens, men det er yderst tvivlsomt, om de har forstået tilstrækkeligt af meningen med ordet ”Gud” til også at være i stand til at afvise Guds eksistens.” Det er ikke kun herhjemme, der kaldes til kamp mod ny-ateisterne. Den engelske filosof, John Gray (f. 1948) angriber – ligesom Sandbeck - mange af de nye ateister i Vesten for at være fundamentalistiske ignoranter, der har forstået meget lidt. De overser, at nogle af de værste grusomheder i moderne tid er begået af regimer, der hævdede at have videnskabelige motiver bag deres forbrydelser. De peger ikke på alternativer, og de har ikke forstået, at religion dybest set dækker et behov for mening, et behov, som Gray mener bedre imødekommes af myter end af videnskabelige forklaringer. ”Den evangeliske ateisme knytter an til nogle af kristendommens og islams værste sider. I lige så høj grad som disse handler den om universel omvendelse. Evangeliske ateister tvivler aldrig på, at verden ville blive et meget bedre sted, dersom alle blot ville antage deres synspunkt. Men ateisme behøver ikke ar føre til missions-ildhu. Det lader sig sagtens gøre at have ikke-religiøse anskuelser uden at vende sig mod religioner som sådan.” 1627 Er forklaringsproblemet ateisternes eller kirkens? Som en del af afslutningen på denne afhandling, må jeg kommentere Sandbecks angreb på nyateisterne: Jeg forstår ærgrelsen og kritikken, men hvor ligger ansvaret? Er folk dumme, fordi de ikke forstår, at Gud ikke er en gammel mand med skæg, men derimod noget svært forståeligt, ophøjet og transcendent, når nu salmer, kalkmalerier og trosbekendelser gang på gang prøver at overbevise os om, at det er noget i retning af en gammelfar med hvidt skæg, ”han” er. Er fritænkerne uoplyste tumper, eller kunne kirken måske prøve at komme folket i møde ved at oplyse bedre om, hvad teologer og gejstlige egentlig mener? Det virker som om, der i teologiske kredse foregår en debat, som ikke rigtigt kommer ud til folket. Der er en grund til, at flere og flere melder sig ud af Folkekirken, at så få kommer i kirkerne, eller at man kun sætter sine ben dér, hvis man skal have en hyggelig barnedåb, hvor videoen med det våde barnehoved er det helt centrale. Salmerne og trosbekenderne taler simpelthen ikke et nutidigt sprog. Hverken ord eller begreber forstås af ukyndige. Derfor kan man ikke, efter min mening, bebrejde folk, at de bliver væk, eller orienterer sig mod Humanistisk Samfund eller Ateistisk Selskab, der taler et moderne sprog, de fleste kan forstå og har et værdigrundlag, der på mange måder virker friskere og mere nutidigt. Der er, i parentes bemærket, en vis lighed mellem Christiansen og Sandbecks kritik af nyateisterne og den kritik, som Struensees skriftefader Balthasar Münter i 1772 fremsatte mod fritænkeren Nicolas Antoine Boulanger (1722 – 1759) Boulanger havde, ifølge Münter, bevist sig som …”den største idiot og charlatan på samme tid. Han giver sig udseende af en over al måde stor lærdom og ærlighed og bedrager derved dem, som ikke kan komme på sporet af ham. Men folk af indsigt siger, at han med den største uforskammethed forfægter de mest åbenlyse falsknerier, at han i sprogene, i kritikken, i historien begår fejl, som selv begyndere i disse kundskaber ikke ville kunne tilgive, at han påberåber sig bøger, som han slet ikke kender, og i hvilke der ikke står et ord 378 af det, som han vil bevise med dem. Men sådan gør disse halvlærde, når de vil bringe kristendommen i vanry.” 1628 Som et forslag kunne man ønske sig, at begge parter bestræbte sig på at komme hinanden i møde og forklare deres standpunkter bedre: ”Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt.” (Irish Murdoch 1919 – 1999) (Efter Brinkmann 2016, s. 117). Armstrongs forslag til forbedring af formidlingen Karen Armstrong, britisk forfatter og tidligere nonne med irsk-katolsk baggrund, medgiver, at moderne teologi ikke altid er nem læsning. Hun siger, at det ville være en hjælp, hvis teologer prøvede at præsentere den på en tiltrækkende, ligefrem måde og dermed satte menighederne i stand til at holde trit med de seneste diskussioner og nye indsigter – ikke mindst i den bibelske forskning, som sjældent når ud til kirkebænkene.1629. Hun fortæller om den fransk-algierske filosof Jacques Derrida (1930 – 2004), der måske nok gik for at være ateist, men gerne bad alligevel. Han havde et ”messiansk” håb om en bedre verden, og som han sagde, så var absolut vished ikke inden for vor rækkevidde. Derfor burde vi – for fredens skyld – holde igen med at fremkomme med skråsikre erklæringer om tro eller vantro. Ligesom demokrati er noget, vi – i hvert fald på vore breddegrader – længes efter, men næppe nogensinde opnår helt. Det forbliver et uophørligt håb for fremtiden. På samme måde måske med begrebet ”Gud”! Vi har vænnet os til den tanke, at religionen skal give os oplysninger, siger Armstrong. Er der en Gud? Hvordan blev verden til? Og den slags. Men det er i virkeligheden en moderne fejltagelse. Det var i virkeligheden ”logos`” opgave. ”Religionens opgave, der var tæt knyttet til kunstens, var at hjælpe os med at leve kreativt, fredeligt og endog med glæde med realiteter, der ikke var nogen nem forklaring på, og med problemer, vi ikke kunne løse: dødelighed, smerte, sorg, fortvivlelse og harme over livets uretfærdighed og grusomhed.”(Armstrong, 2011, s. 361). Hun fortæller, at den protestantiske teolog Paul Tillich påviste, at det var vanskeligt at tale om Gud i dag, fordi folk med det samme spurgte, om han eksisterer. Vi skal til at opfatte tro og Gud på en anden måde, en måde, der handler om tillid, indlevelse og engagement, mener hun. Vi skal genfinde den sokratiske samtale, hvor det ikke handler om at fremsætte dogmatiske ”sandheder”, men om at respektere og lytte. Om at vende den anden kind til I ”Den Gudløse Verden” (2020) fjerner Sandbeck sig tydeligvis kraftigt fra Jesu´ ord om at vende den anden kind til, hvis man bliver slået på den ene (Lukas 6:29), og han imødegår, som vist, de nye ateister med skarpe ord og sammenligninger, der dog med tiden er blevet en anelse mere afdæmpede end i visse af hans tidligere bøger. Måske er han dermed medvirkende til at sætte fut i debatten, men om en respektfuld tone kan man ikke tale. Han undlader fx ikke at fortælle, at en massemorder som Craig Stephen Hicks (tre drab 15. februar 2015) var ateist, og at ateisme, ifølge Sandbeck, blot er en ny form for tro, der kommer nemt til det ved at begrænse sig til at angribe religionen i dens mest forsimplede og lettest gendrivelige udgaver. 1630 379 Sandbeck har, som nævnt, i særlig grad set sig vred på Stjernholm og Ørregaards bog, ”Du er jo Ateist” (Kbh. 2019), som han anklager for at være udtryk for en ”fakta- og argumentresistent dogmatisme, der er så rendyrket, at den i visse tilfælde nærmer sig det patologiske” 1631, og forfatterne siges at ”tegne et forførende, glansbilledlignende portræt af ateisten som det arketypiske eksempel på en sympatisk, videbegærlig, åbenminded rationalist.” 1632 Ateister bliver kraftigt rådet af Sandbeck til at blive bedre til at argumentere og til at forstå, den seriøse, hermeneutiske bibelfortolkning, som teologerne lægger for dagen, i stedet for at angribe ”stråmænd”, altså egne vrangforestillinger om, hvordan og hvad kristendommen er. Det betyder blandt andet, at ateister må opgive at tro, at hele Bibelen er udtryk for den kristne tro, og de må endegyldigt droppe tanken om, at Gud skulle være en art gammel alfaderlig julemand på linje med tandfeer og troldmænd. Sandbeck kritiserer flere gange de nye ateister for at bevæge sig i såkaldte ekkokamre, hvor man går og bekræfter hinanden i en snæver cirkel, der dermed opnår det samme sprog og de samme (forsimplede og indforståede) tænkemåder. ”Endelig opstår den slags idiolekter eller ghetto-sprog gerne i ekkokamre, som har til formål at styrke gruppeidentiteten og fremme samhørighedsfølelsen. Fællesskaber opstår og bevares ikke kun ved, at medlemmerne taler og lyder nogenlunde ens. For stor variation i sprogbrugen kan skabe usikkerhed om, hvorvidt man nu også internt i gruppen mener det samme og deler de samme værdier, og derfor er det mere sikkert bare at holde sig til de samme indforståede, evindeligt gentagne paroler.” 1633 Kunne kirken også være et ekkokammer? I mine øjne er det uforståeligt og angribeligt, at Sandbeck ikke udsætter sin egen kreds for den samme kritik. Hvis man skal bruge ekkokammerbegrebet, er jeg overbevist om, at også Folkekirken er en form for ekkokammer, hvor medlemmerne bruger indforståede begreber som jomfrufødsler, Helligånd, Jesu Legeme, synder, det evige liv osv. uden hele tiden at bekymre sig om at forklare disse begreber – der dog må forekomme os ikke-kirke- vante noget kryptiske, for nu at sige det mildt. Når jeg selv er kommet skævt ind på Kristendommen - og religion i det hele taget, så skyldes det jo netop, jf. min indledning, at jeg ikke forstod den for mig at se indforståede, utidssvarende tankegang og sprogbrug, som kirkelige kredse lagde for dagen! Hvorfor man skal tro på Gud, og hvad Gud egentlig er, finder man først svar på i Sandbecks bog hen mod slutningen i et afsnit om apologien, altså den teologiske disciplin, der arbejder med at begrunde indholdet i den kristne tro og forklare den for offentligheden. Sandbeck starter dette afsnit med at medgive, at det i høj grad er de konservative kirkekredse, der har fået lov at stå for apologien, hvilket måske har medvirket til at tegne et let angribeligt billede af kristendommen. ”Protestantiske apologeter er for det meste konservative amerikanere, som bekæmper darwinismen og den liberale moral, forsøger at finde mangler i de videnskabelige teorier for at kunne postulere eksistensen af en intelligent designer, modsætter sig retten til abort og homoseksuelle ægteskaber, går ind for dødsstraf, forsvarer Bibelens ufejlbarlighed og i øvrigt 380 tilbyder kurser og workshops i, hvordan man som bibeltro kristen rent retorisk kan opnå bekvemme sejre over ateisterne.” 1634 Jeg synes, Lars Sandbeck skylder de 70% af danskerne, der normalt ikke kunne finde på at komme i kirken til andet end en koncert i ny og næ, og som næppe er parate til at drive hermeneutisk bibelkritik for at forstå, hvad det hele handler om, en forklaring på, hvorfor man fra kirkelig side har gjort det så nemt for religionskritikere at angribe kristendommen! Det er vel ikke så underligt, at man kan forfalde til at opfatte Gud som en alfaderlig julemand, eller Bibelen som et postulat om sandheden fra ende til anden, når kirken har været så dårlig til at forklare, hvad det hele går ud på! Det er nemt nok at påpege fejl hos de relativt få danske religionskritikere, men det kunne være forfriskende at høre flere sammenhængende kirkelige positive bud på, hvad Gud er, og hvorfor det er vigtigt at tro; bud, der kan forstås af os, der er skeptikere og måske ikke-kirkevante. Sandbeck prøver selv – prisværdigt nok – at give sit bud på, hvad Gud er. Men jeg mener ikke, at dette bud er tilstrækkeligt forståeligt og overskueligt til at tilfredsstille alle de spørgsmål, jeg og andre skeptikere måtte have til religionen: Det er lige før jeg, i stedet for Sandbecks gudsbillede, foretrækker billedet af Gud som en skægget julemand, for det er da i det mindste et forståeligt og genkendeligt billede, som ikke kræver, at man har en filosofisk eller teologisk embedseksamen eller doktorgrad for at fatte det! Jeg mener i det hele taget, at Folkekirken har langt igen, når det handler om at forklare de centrale religiøse begreber! Og jeg opfatter Sandbecks gennemgående utålmodighed overfor de dumme ateistiske kritikere som udtryk for et akademisk hovmod, der i virkeligheden falder tilbage på ham selv og hans fagfællers manglende evne til at forklare sig på et forståeligt sprog! Allerede i 1771 kritiserer fritænkeren von Schmettau jo datidens teologer for at bruge lærdommen som ”trick”, et middel til at lukke munden på kritikere, når de føler sig angrebet af fritænkere. Også dengang blev fritænkeren sat til vægs med bemærkninger om, at han var uvidende, og at han ikke forstod det fine, teologiske sprog. 1635 Det er mit indtryk, at Per Bildes ord om, at Sandbecks og Christiansens bog ”Gudløse hjerner” (2009) gennemgående blev modtaget ukritisk og med indforstået beundring er på vej til at blive aktuelle også for ”Den Gudløse Verden” fra 2020. Jeg opfatter bogen som frisk og udtryk for en stor og vidende belæsthed, men også som en bog, der tegner meget skarpe venne- og fjendebilleder og dermed står i fare for at blive uvidenskabelig ved at begå den fejl, den selv beskylder ateisterne for. Sandbeck anklager, som nævnt, blandt mange andre ting, de moderne ateister for ”cherry-picking”, altså for at udvælge de kilder og videnskabelige eksperter, der understøtter deres påstande, og til gengæld at lade andre ligge. Sandbeck begår på en lang række punkter selv den samme fejl. Han undersøger for eksempel ikke indholdet i Humanistisk Samfunds konfirmationsforberedelse eller substansen i renæssancens og naturalismens religionskritik. Dermed bliver det nemt for ham at tegne et vrængbillede af ”modstanderne”, et vrængbillede, der skildrer fritænkerne, de verdslige, ateisterne som visionsløse, negative og uvidenskabelige. Når jeg således har kritiseret Lars Sandbeck, må jeg også huske at takke ham! Det er nok, fremfor nogen, hans fortjeneste, at jeg i dette skrift har søgt at prøve at forstå de kristne modargumenter til religionskritikken. For Sandbeck har ret i, at vi må prøve at forstå hinanden for at komme 381 videre! Og han har ret i, at der såvel i religionen som i ateismen ligger farlige og mulige glidebaner, der – i den totale afvisning af ”de andre” – kan ende i ufrugtbare slagsmål, udryddelsestendenser og åbenlyse dumheder, som bl.a. Gerd Theissen er inde på. Andre stemmer, der er kritiske overfor ny-ateisterne Andre kritikere af ny-ateismen har berørt den samme kritik som Lars Sandbeck og hans kollegaer, men oftest på en mindre konfrontatorisk måde. Den tyske teolog Gerd Theissen (2021) advarer mod at gøre religionskritikere som Marx og Nietzsche ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden som stalinisme og nationalsocialisme. Men man skal være opmærksom på, tilføjer han, at der i såvel religionen som i religionskritikken er indeholdt en tendens til at legitimere magtanvendelse i en højere sags tjeneste.1636 Sognepræst Jakob V. Olsen (f. 1967) berører samme kritik af ny-ateisterne. (Olsen 2012). Han mener, at ny-ateisterne i deres tænkning minder meget om positivisterne fra slutningen af det 19. århundrede. De udviser en fantastisk optimisme med hensyn til, hvad man kan opnå med fornuften. Men deres optimisme er både naiv og farlig, fordi den hævder rationaliteten som det eneste gode, og fordi den er ”totalitær” i sin tænkning og henviser til en tradition, ”som har blod på hænderne”, mener Olsen, der særligt er på vagt overfor Rousseau og ny-ateisten Christopher Hitchens (1949 – 2011): ”For ikke at ende dér, i brutalitet og undertrykkelse, og som et værn mod Hitchens´ idealer, kan man henvise til en finere dansk tradition, nemlig til Grundtvig og hans tanker om åndsfrihed 1637 Hvad Jean-Jacques Rousseau angår, så måtte dem, der levede indenfor hans ”tolerante” stat, tilslutte sig statens borgerlige trosbekendelse, siger Olsen. De, der nægtede, betegnedes som ødelæggere af samfundet og måtte udvises eller slås ihjel som værende asociale. 1638 Det, der især bekymrer Jakob V. Olsen, er risikoen for, at mindretal ikke har rettigheder i en sekulær stat. Han henviser til Grundtvigs tanker om, at mindretalsretten og den aktive mangfoldighed skal garanteres. Olsen henviser desuden til Martin Luther, som han tydeligvis læser på en helt anden måde end Frederik Stjernfelt og Jens-André P. Herbener: ”Den tradition for åndsfrihed, som vi har i Danmark, kan finde paralleller i Luthers tanker om det samme, på trods af, hvad Stjernfelt og andre forestiller sig. Hos Martin Luther kan man finde en kamp for åndsfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed.” 1639 Olsen indrømmer dog, at Martin Luther langt fra var ”konsistent i sin argumentation for åndsfrihed” 1640 Sociologen Henrik Dahl (f. 1960) medgiver i bogen ”Mindernes Land” (2005) at de ”kirkefremmedes” møde med de ”kirkevante” kan give anledning til en del gnidninger i kirkerne. De kirkefremmede er dem, der kun bruger kirkerne til overgangsritualer. Han stiller derfor spørgsmålet, om de ”uforståelige”, og for nogle uacceptable, ritualer i kirken ikke er en hindring for, at de kirkefremmede bruger kirken i højere grad. Dahl svarer selv, at det mener han ikke, thi uforståelighed …”er i sig selv en retorisk strategi, som kan være vældig effektiv, fordi den uforståelige person bliver forlenet med en vis autoritet. Og i det omfang præstens ord er til at 382 forstå, bliver de tolket mytologisk. Det vil sige, at de fremtræder som en form for politisk sandhed om tilværelsen.” 1641 Blandt andre moderne apologeter finder man forfatteren Søren Ulrik Thomsen (f. 1956). Han siger indledningsvist i bogen ”Tro Mod Ritualet” (Kbh. 2020), at han har fået troen ved at deltage i gudstjenesten – ikke omvendt. Thomsen er modstander af en forandring af gudstjenesten, selv om biskopperne har nedsat tre fagudvalg, der skal se på muligheden for en fornyelse. Thomsen udsteder en advarsel mod at ændre den liturgi, man kender fra Folkekirken, for form og indhold hører sammen, siger han. Han føler sig særdeles godt tilpas i de gamle ord og former. Derfor ville ændringer i højmessens form være en ”trojansk hest”, der kunne føre gudstjenesten hen i en mere ”lavkirkelig”, amerikansk inspireret retning – fjernt fra det lutherske udgangspunkt. Kirken skal ikke politiseres, finder han, for… ..”teologi og politik angår to helt forskellige områder af tilværelsen, der må tilkendes ret til i fuld suverænitet at eksistere side om side, uden at deres respektive radikalitet svækkes af indbyrdes kompromiser og uden at argumenter fra den ene sfære gøres gældende i den anden1642. Thomsen finder, at politik handler om det, der kan ændres, mens religionen handler om det, der ikke kan ændres. ”Fornuften begriber verden, religionen forholder sig til det ubegribelige.” Der skal være plads til det ubegribelige; til mysterierne. Det hjælper ikke at frakende religionen plads og dæmonisere den som bagstræberisk og fordummende, ”som om vi stadig levede i en tid, hvor mørket fra dens overherredømme kvalte erkendelsens lys.” Vi kan ikke støde det ikkerationelle ud, for det vil – som Freud sagde – bare vende tilbage i negativ form, mener Søren Ulrik Thomsen. At han er kristen, betyder for ham, at han tror, at Kristus er Guds søn – og hvad deraf følger. Det vil sige syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv, som det hedder i den Apostolske Trosbekendelse. Thomsen mener, at der ikke længere er brug for det oprør mod kirken, som Georg Brandes og Henrik Pontoppidan m.fl. foretog for 75-100 år siden. Det var fint, ja, faktisk ”pissenødvendigt”, at de gamle dengang gjorde op med ”klerikalt hykleri, indremissionsk fordømmelse og den evige indtampning af sort syndsbevidsthed”. Men i dag er mange af de gamle aggressioner mod kirken nærmest overleverede ”pubertetsoprør”. ”Jeg elsker den lutherske højmesse og krymper mig, hver gang den kritiseres af mennesker, der mener, at folk ville strømme til kirke, hvis bare gudstjenesten blev lavet om. Kritikken falder typisk i, hvad man kunne kalde en højkirkelig og en lavkirkelig. ” 1643 Sigurd Barrett (f. 1967), den danske komponist og pianist, forsvarer ligeledes et kristent livssyn. I radioudsendelsen ”Tal Til Mig” i januar 2021 1644 begrunder han sin kristne tro med, at han derigennem får nogle etiske retningslinjer. ”Gud giver os så meget liv, han nu gør. Vi får givet hver eneste dag, hvert eneste øjeblik. Så vi skal være taknemmelige og finde meningen i det, vi gør, og vi skal handle godt.” Gud sætter livet i gang, og så er resten op til os, mener Barrett, der ser Bibelen som en ”brugervejledning” til livet. 383 Ordene om, at vi skal elske Herren, vor Gud, af hele vort hjerte og vor næste som os selv, er for ham essensen i kristendommen. Den danske idehistoriker Hans-Jørgen Schanz (1948 – 2022) vakte, som tidligere marxist, opmærksomhed, da han i 2008 udgav bogen ”Modernitet og Religion”. I den, og i andre skrifter, peger han på, at religionen er et bud på mening i en tilværelse, der ellers kan synes tom. Som sport og kunst kan også religion give os en erfaring af noget større…”en fornemmelse for en immateriel instans uden for os selv, der taler til vores behov for mening og dybde i alt det flade. I filosofien ville man tale om ”transcendens”: Det at ens erfaringsverden overskrides”. 1645 Kunsten kan det samme som Michael Laudrups ypperste driblinger, mener Jan Maintz Hansen, der kommenterede emnet i dagbladet Information i december 2012. Hansen støttede sig til Schanz. Mange vil, når man taler om kunsten, sikkert nævne Inger Christensens digtsamling ”Sommerfugledalen”, mener han. Digtene her var, for Jan Maintz Hansen at se, noget af det bedste, der er skrevet om døden. På samme måde kan et storværk som Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” give os ledefyr i livet, og Hansens pointe er, at religionen på samme måde kan tilbyde os en fortælling om ”noget større”. Kirkerummets skønhed er her en væsentlig faktor: ”Derudover har kirkerummet den kvalitet, som digteren Søren Ulrik Thomsen træffende pointerer: Det er det eneste rum i vores hastige og flade hverdag, der er totalt hævet over nytte- og markedstænkning, og hvor ingen forlanger noget af os.” 1646 Maintz Hansens kronik affødte en mængde kommentarer; helt præcist imponerende 375, hvilket må betyde, at emnet tro og tvivl stadig kan interessere.! Flere mente, at han overgav sig ukritisk til kristendommen. Det hævdede fx Morten Garbøl Franck. 1647 Garbøl Franck skrev i Information i december 2012: ”Hvis man har taget kritisk stilling og nået til, at det ikke er sandsynligt, at der findes en Gud (og hvis der gjorde, hvorfor skulle det så lige være guden fra de tre store religioner?), så kan jeg ikke se, at man kan bruge kirken til de i artiklen beskrevne formål. For over alt i kirkens rum bliver man jo mindet om, at det handler om kristendom, Gud, Jesus, syndsforladelse osv. osv.” Kan man og skal man skabe et verdsligt alternativ til kristendommen? Som afslutning på min afhandling vil jeg spørge, om det overhovedet kan lade sig gøre at stille et troværdigt alternativ op til kristentroen, dens ritualer og budskaber! Det er i hvert fald tydeligt, at det er op ad bakke at gøre forsøget, for det er kristentroen, der har pengene, musikken, traditionen, lokalerne, en – stadig - stiltiende befolkningsopbakning samt en solid alliance med stat og medier, hvis man nu skal sige det lidt uhøfligt. Lektor i sprogpsykologi Ib Ulbæk gør sig i Information 12/5 2016, i en artikel, der har fået ikke færre end 680 kommentarer, til talsmand for, at selv ateister kan trænge til lidt Gud. 1648 Han mener, at ateismen først bliver interessant, når den knytter nogle positive værdier til det at være menneske i en verden uden guder, hvilket vil sige, at den bliver, det han kalder ”eksistentiel.” 384 Jeg er enig i, at en blot og bar afvisning af noget guddommeligt ikke er nok. Vi må som religionskritikere pege på alternativer, der kan hæve os op over den grå hverdag. Som konfirmationsunderviser for Humanistisk Samfund og medlem sammesteds ved jeg, at det kan lade sig gøre. Jeg interviewede 3. november 2020 daværende forkvinde for Humanistisk Samfund, Lone Ree Milkær om Humanistisk Samfunds grundlag og bud på ritualer. Hun sagde bl.a.: ”Humanistisk Samfund er ikke en religionskritisk forening. Vi gør meget ud af at sige, at vi opstiller et positivt alternativ. Der må gerne være religion, og vi synes selvfølgelig, at man skal behandle hinanden ordentligt. Og folk må gerne være religiøse, vi synes bare ikke at religiøse mennesker skal have fordele, f.eks. i form af statstilskud, når det gælder deres måde at se verden på. Ateistisk Selskab kritiserer religion og opfordrer til, at man melder sig ud af Folkekirken.” 1649 I Norge har Human-Etisk Forbund (HEF), en søster til Humanistisk Samfund, ifølge deres egen hjemmeside, over 140.000 medlemmer og er således verdens største ikke-kirkelige humanistiske organisation. HEF arrangerer blandt andet begravelser, hvilket først er blevet muligt, da Stortinget så sent som i 1969 ophævede Christian d. 5. ´s lov fra 1687, som bestemte, at alle skulle gravlægges af kirken. ”Gravferdstaleren bistår de pårørende/familien som taler og som seremonileder. Det innebærer å besøke avdødes familie (på kveldstid) for en samtale om avdøde, bygge opp minnetalen og seremonien, gi råd til de pårørende og forholde sig til ulike spørgsmål.” (Tufte og Kvaale, 2007) Man kan få et indblik i de norske gravferdsseremonier via Youtube: 1650 Det er også muligt, via Youtube, at få indblik i det danske Humanistisk Samfunds gravfærdsceremonier: 1651 Jeg har selv som assistent været med til en konfirmationsceremoni i Humanistisk Samfund. Det foregik i Den Sorte Diamant i København 14. maj 2022. Konfirmanderne havde forinden, som man altid gør det i Humanistisk Samfund, gennemgået to weekendkurser i etik, moral, menneskerettigheder, identitet og kritisk tænkning. Alle konfirmander fik et afsluttende kursusbevis og påhørte et par fine taler og sang nogle verdslige sange. Talen var en af de bedste, jeg har hørt i lang tid. Den blev fremført af en ung kvinde, Nina Rask, der selv havde måttet søge hårdt efter sin kønsidentitet og sin mening med livet. Hun sagde bl.a.: ”Uanset hvor I er, skal I turde at mærke efter og være tro mod jeres egen rejse. Turde at mærke efter i maven, hvad der føles godt eller dårligt. Jeres krop er jeres bedste ven i forhold til at navigere i livet. Den kan oftest mærke, hvad der er rigtigt, før I selv ved det. Vær modige – og tag jer god tid. Også når det kommer til skole – Tag til udlandet, tag en 10. klasse, tag på efterskole….” Stina Høiberg-Højerup har beskrevet, hvad der skete til HS-konfirmationen, som jeg også selv var med til, 14. maj 2022 i Den Sorte Diamant i København. Jeg citerer hendes meget præcise beskrivelse in extenso og håber på tilgivelse. Hun skriver: ”Mange hundrede glade mennesker besøgte Den Sorte Diamant lørdag den 14. maj i forbindelse med fejringen af de unge mennesker, der skulle humanistisk konfirmeres. 385 Det er lørdag morgen, og byen er endnu ikke rigtigt vågnet op. Den blå himmel spejler sig i glasvæggene på Den Sorte Diamant, hvorpå skyerne glider forbi. Deres refleksion bliver kortvarigt gemt bag et hvidt flag, der står og danser foran indgangen. ’Humanistisk Samfund’ står der på det. Hidtil har kun lyden af et springvand kunne høres over blæsten, men nu blandes den med stemmerne fra de spændte unge, der er mødt tidligt op til generalprøve inden ceremonien går i gang. De vindblæste unge mennesker skynder sig ind. Hvor blæsten udenfor larmede og føltes rå og skarp i ørerne, så er lyden inde i Diamanten blød og dæmpet. De store vinduespartier lukker solen og dens varme ind og skaber smukt kig ud på havnekanalen. De kommende konfirmander har i et øjeblik travlt med at rette på frisurerne, men begynder så at bevæge sig mod Dronningesalen til generalprøve. I mellemtiden begynder de første gæster også at dukke op. Familie og venner til konfirmanderne. Nogle med blomster eller gaver i favnen, andre arm i arm med deres kære. Alle med store smil. Ceremonien går snart i gang, og der er ved at være tætpakket med gæster foran indgangen til Dronningesalen. De mange mennesker får foyeren til at føles varm, og enkelte gæster bruger midlertidigt det uddelte ceremoniprogram som vifte. Diamantens atmosfære er fyldt med en høj summen af spændthed og forventninger til ceremonien. Endelig åbnes dørene, og den spændte summen bevæger sig ind i Dronningesalen. Gæsterne har fundet deres pladser, og på scenen er bandet klar. Ceremonien går i gang ved, at konfirmanderne én efter én træder ind i salen til lyden af ”Barndommens gade”, krydser scenen og finder deres pladser på de forreste rækker. Da sangen er slut, går to af konfirmandernes undervisere på scenen og byder alle velkommen. Efter flere sange og taler er det blevet tid til konfirmandernes indslag. ”Vi vil gerne vise jer en af de øvelser, vi har lavet til vores undervisning,” fortæller en konfirmand. Øvelsen i sig selv virker simpel, men at svare er mere komplekst. ”Et tog kommer kørende,” siger konfirmanden. ”På skinnerne længere fremme ligger fem personer, som kan reddes, hvis I vælger at rejse jer op,” fortsætter han og forklarer, at hvis man rejser sig op, er det fordi, man vil trække i et håndtag, som vil få toget til at skifte kurs. Desværre vil det så køre én person ned i stedet. Øvelsen fortsætter i forskellige scenarier, hvor gæsterne skal gøre sig etiske overvejelser om, hvem de ønsker at redde. Mere sang følger, og nu går hovedtaleren, Nina Terese Rask på scenen. Talen er personlig, ærlig og minder de unge om, at de skal elske sig selv ubetinget. Det er blevet tid til overrækkelsen af diplomer. Konfirmanderne bliver kaldt op på scenen i alfabetisk rækkefølge, hvor de får overrakt diplomer, blomster og får taget billeder. Salen fyldes med klapsalver, hujen og stolthed fra familiemedlemmer. Ceremonien rundes af med sangen ”De smukke unge mennesker”. Konfirmanderne forlader salen igen, mens gæsterne klapper og klapper og klapper.”1652 386 Sammen med Humanistisk Samfund deltog jeg i 2024 i Folkemødet på Bornholm, og overværede her Christoffers og Lauras humanistiske bryllup på stranden, som ceremonileder Lone Ree Milkær stod for. Ingen tvivl om, at det fuldt ud kunne matche et kirkeligt bryllup.1653 Kravene til de verdslige ceremonier og Humanistisk Samfund Som forfatteren Jo Hermann skriver i 2007 1654, så er der efterspørgsel efter sekulære ceremonier, når først de findes. Men det kræver en stor indsats at ændre traditionen. Kirken har kunnet trække på kunstneriske tolkninger af det kristne budskab i umindelige tider, så kunsten er blevet en del af formidlingen af det religiøse. Så hvis de sekulære ritualer skal være lige så stemningsfulde og righoldige som de kirkelige, skal kunsten også finde sin plads i dem. ”Der skal skrives nye sange og males nye billeder. Først og fremmest skal ceremonierne kunne tilbyde ny mening. Den største opgave ligger i at forstå overgangsriterne på ny, i en moderne sammenhæng, og i at opbygge ceremonier, der afspejler denne forståelse.” 1655 Der er forskel på danskernes prioritering af livets store ritualer. En dåbsfest vil man normalt ofre mellem 3.000 og 7. 000 kr. på. Konfirmationen koster selvfølgelig en masse gaver, men selve festen bruger danskerne i gennemsnit 30.375 kr. på (2021). Brylluppet er klart den dyreste danske fest, der i gennemsnit koster ikke mindre end 52.606 kr. Bryllupsfejringen gentages jo som oftest ved kobberbryllup, sølvbryllup og guldbryllup. Der er mig bekendt ikke tal på, hvad en gennemsnitlig begravelse står i. 1656 Starten på Humanistisk Samfund Humanistisk Samfund stiftedes i 2008, og siden da har foreningen arbejdet for at skabe og fremme ligestilling af livssyn. Talsperson og tidligere formand for foreningen, Ole Wolf, beskriver foreningens politiske arbejde som opdelt i to søjler. Den ene er adskillelse af kirke og stat, den anden er ligestilling af livssyn, uanset om de er religiøse eller ej. 1657 Arbejdet med adskillelse af kirke og stat ses f.eks. ved, at man arbejder på at flytte civilregistreringen fra Folkekirken til kommunerne, hvorimod ligestilling af livssyn ses i forsøget på at skabe en mere inkluderende folkeskole, hvor kristendomskundskab bliver taget af skemaet og erstattet et fag, hvis fokus ikke er domineret af kristendommen Humanistisk Samfund, der i august 2023 er vært for en stor humanistisk verdenskonference i København, har et tæt samarbejde bl.a. med det norske Human-Etisk Forbund. Det norske forbund er et forbillede i den forstand, at det er succesfuldt og erfarent, når det gælder om at etablere alternative humanistiske ceremonier. Humanistisk Samfund (HS) er oprindeligt en udbrydergruppe fra Ateistisk Selskab (AS). Myhr (2010) skriver: ”Etableringen af HS var tæt knyttet sammen med ønsket om at skabe en ikke-religiøs organisation, hvor der samtidig var mulighed for at lave ikke-religiøse ceremonier. Derfor er de sekulære ritualer essentielle for HS´s identitet som organisation. HS er oprindeligt en udbrydergruppe fra AS. I 387 foråret 2008 blev der i AS nedsat en gruppe, som skulle undersøge muligheden for at lave ateistiske ceremonier i forbindelse med navngivning, dåb, bryllup og begravelse. Men da bestyrelsen i AS ikke viste noget større engagement for sagen, brød Erik Bartram Jensen og Frederik Diness Ove ud af AS og begyndte arbejdet på at stifte HS”. 1658 Myhr siger, at ritualhandlingerne i praksis er inspireret af en kristen model. Forskellen er, at man har taget den religiøse kontekst og det religiøse indhold væk. Den første humanistiske konfirmation blev afholdt den 29. maj 2010 i Valby Kulturhus. En bog af Dennis Nørmark og Lars Andreassen, ”Det Virkelige Menneske”, blev givet som gave til de første HS-konfirmander, ligesom de også fik et kursusbevis og en rose. Bogen har i pressen fået dårlige anmeldelser, hvilket måske er baggrunden for, at den er taget af HS-gavelisten. Dagbladet Information skrev: ”To ”fritænkere” har påtaget sig den frække opgave at fortælle om sjælens og kulturens naturhistorie ud fra et darwinistisk perspektiv. Det er der kommet en bog ud af, der vil for meget og kan for lidt.”. 1659Anmelderen, Robin Engelhardt, mener, at forfatterne blander forskningens resultater, gisninger og personlige overbevisninger sammen i en ”underlig bog”. …”bogens alt for skarpe vinkling af den evolutionære psykologis forskningsresultater er udartet til at være en reproduktion af forfatternes politiske ønsker frem for en konsekvens af den videnskabelige metodes evne til at opdage nyt.” 1660 Hensigten med ”Det Virkelige Menneske” var – i Oplysningstidens ånd - at sammenfatte den moderne videnskabs resultater og dermed bidrage til at forklare mange af de fænomener, som mange anser for at være mystiske eller guddommelige. Idehistorie i stedet for kristendomsundervisning? En vigtig tanke, som bl.a. Ateistisk Selskab har fremsat, er, at kristendomsundervisningen i skolerne skal erstattes af idéhistorie. Idéhistorien ville naturligvis også omfatte en indføring i verdens religioner. Anders Stjernholm formulerede det i dagbladet Information i 2016 således: ”Børn skal undervises i idéhistorie, foreslår han. Tanker fra oplysningstiden og de politiske ideologier skulle være en del af undervisningen sammen med religion. Kristendomsundervisning kan ikke forklare børn, hvordan etik og moral er blevet formet i vores samfund. For det kan Biblen ikke forklare, siger han.” 1661 Humanistisk Samfund oplever stigning i antallet af ceremonier på alle områder, både begravelser, bryllupper og navngivning, men især antallet af konfirmationer eksploderer. Her er tale om en tredobling siden 2018, og i år (2023) skal omkring 600 unge konfirmeres humanistisk. Det har været nødvendigt at udvikle ny konfirmationsmodel, hvor undervisere ansættes og lønnes, og hvor prisen samtidig er steget. 1662 Om HS-begravelser, altså begravelser i Humanistisk Samfunds regi, har ceremonileder Jørgen Oldenburg sagt: ”Ceremonilederen vil i kraft af sin uddannelse og erfaring og i løbet af samtalen med de efterladte danne sig et indtryk af afdøde og derfor kunne foreslå tekster og musik, som 388 forekommer i overensstemmelse med afdødes personlighed, men lige så ofte har familien selv ønsker og forslag, og de bliver så taget til følge.” 1663 Omkring 2017 udskrev Humanistisk Samfund en sangkonkurrence for at indhente bidrag til deres ritualer. Vinderbidraget, en begravelsessang, gengives her: Tekst: Christine Lund Jakobsen. Musik: Leif Lund Jakobsen (Konkurrencens vinder). 1. Det er nu, vi si’r farvel. Du er her ikke mere. Nye fodspor i verdens væld kan du ej placere. Ganske særlig. Helt sig selv. Det var dig. 3. Nu du ikke mer’ er til, ligger det os på sinde: Alt det du var, er det, der vil leve som et minde. Flettet i vort hjertespil har vi dig. 2. Lige nu går alt i stå. Sorg vil mit hjerte bøje. Tunge tårer sig presser på, men så ser mit øje: Vi er fælles om at gå 4. Livets vej er smuk og svær. Frihed er fællesstammen. Alle har vi et særligt værd, derfor vil vi sammen værne om det liv, der er efter dig. uden dig. I bogen ”At Leve og dø uden religion” 1664 gengives et eksempel på, hvordan det norske HumanEtisk Forbund kan gribe en begravelse an. Ritualet indledes med indgangsmusik. Derpå følger en saxofonsolo. Så oplæses et digt af Haldis Moren Vesaas (1907 – 1995), ”Å Vere i Livet”. Å vera i livet (Tre vers til mor) Dette: å vera i livet, open for alt ikring, bunden med sterke røter til menneske og til ting, gi både hjarte og hender i omsorg som aldri svik, var det som gav meining til ferda di og let deg få kjenne deg rik. Og den som er rik vil ha seg eit hus som er såleis bygt at alle som høyrer til huset kjenner det godt og trygt, og såleis at framande gjerne kjem innom dørene der og aukar den rikdom som finst der før med alt det dei sjølve er. Fattig var du om aldri i livet du kjenne fekk at mellom deg og dei andre levande straumar gjekk av tillit og varme som styrkte kvart band som til livet deg batt, og lar deg få kjenne, når alt blir gjort opp, at meir enn du gav, fekk du att. 389 Efter digtet følger solosang og fællessang, der følges af ceremonilederens mindetale til den afdøde. I talen skal der lægges vægt på, at at livet afsluttes med døden – og at livet er her og nu. Ceremonien bekræfter livet som værende godt og værd at leve for de efterladte. Så følger endnu en saxofon-solo, og derefter har familie og venner mulighed for at sige nogle ord om den afdøde. Det følges af en stille stund og en eventuel sænkning af kisten, eller udbæring af kisten til bilen, der fører den bort, mens endnu en saxofonsolo lyder. I 2013 blev der på Vestre Kirkegård i København indrettet et særligt sted, der populært kaldes ”gravplads for ateister”. Desuden er det muligt at få sin aske strøet ud over havet, hvilket man kan læse om på www.borger.dk. Andre aktiviteter i Humanistisk Samfunds regi I min indledning skrev jeg, at det – i en på mange måder pulveriserende, stresset og urolig verden – kan være befriende at tale med en præst, der er velorienteret, forstående, imødekommende og fordomsfri. Der er også mere verdslige muligheder. Humanistisk Samfund tilbyder det, som kirken kalder ”sjælesorg” og skriver i pjecen ”Har du brug for nogen at tale med?” :”Når man bliver syg, kan man stå overfor mange overvejelser. Overvejelser om hvad der skal ske med ens nærmeste, om en selv og ens livssituation i forbindelse med behandlingen.” Det gælder ikke kun ved sygdom, siger Humanistisk Samfund, men ved livskriser i det hele taget. ”Vi er en gruppe frivillige, som er uddannede til at forestå samtaler. Vi er humanister. Det betyder, at vi tror, der kun er dette ene liv, og at der ikke er højere magter, der griber ind i det. For os er det vigtige, hvordan man som menneske udfolder sit liv alene og sammen med andre.” Humanistisk Samfund arrangerer, ud over konfirmationer og begravelser, også navngivning, bryllupper, foredrag, seminarer og kurser. Kritikere ville nok kunne finde sten i skoen. Det koster fx omkring 4000 kr. at lade sig konfirmere i Humanistisk Samfunds regi, og der er nok et flertal af konfirmanderne, der kommer fra økonomisk godt stillede hjem i de store byer. Så en løsning på skævheden må man arbejde på, og det ved jeg, at Humanistisk Samfund også overvejer. Ateistisk Selskab: Meld dig ud af Folkekirken! På de offentlige transportmidler i London kunne man, med terrorangrebene i 2005 i frisk erindring, se ateistiske plakater med påskrifter som ”Now stop worrying and enjoy your Life!”. Anledningen til den religionskritiske offensiv var, at Guardian-skribenten Ariane Sherine (f. 1980) havde set et bibelcitat på siden af en af Londons busser, som udmalede de Helvedes-pinsler, der ventede ateister. Derfor samlede hun i samarbejde med ”The British Humanist Association” og med hjælp fra Richard Dawkins penge ind til en mod-kampagne med paroler som oven nævnte og ”There is probably no God. Now stop worrying and enjoy your Life!”. Inspireret af England har Ateistisk Selskab omkring 2009 vakt megen opmærksomhed med lignende reklameplakater på busserne herhjemme. Plakaterne opfordrede folk til at melde sig ud af Folkekirken og spurgte direkte: Tror du på Gud? I Kristeligt Dagblad skrev Domprovst Thomas Frank, at han mente, bus-kampagnen var udtryk for mobning af Folkekirken. ”Måske dette tiltag 390 vidner om en afmagt og et mindreværd, som projiceres over i angreb på en institution, som er kendt for at være ikke-voldelig.” 1665 Anders Stjernholm fra Ateistisk Selskab svarede i samme avis, at hvis en autoritet anser spørgsmål som værende en provokation, så måtte der være tale om en meget svag autoritet. ”En stærk autoritet kan svare på spørgsmål og håndtere kritik. En svag autoritet forsøger andre metoder – som for eksempel at dæmonisere sin modstander.” Også teologen Lars Sandbeck langede ud efter bus-kampagnen, men kunne dog også se den som en mulighed for at få Gud på dagsordenen: ”Denne her gruppe af nye ateister fungerer tit som Vorherres nyttige idioter. De skaber en masse hype omkring religion og er på den måde med til at sørge for, at religion kommer på dagsordenen.” 1666 Er Danmark et entydigt kristent land? Humanistisk Samfund (HS) tager afstand fra bestemmelserne om, at Danmark er et kristent land, som der fx står i regeringsgrundlaget herhjemme. Ved at gøre den kulturkristne arv til noget særligt, mener HS, at man derved ignorerer, at en lang række andre historiske faktorer fortjener lige så megen opmærksomhed. Som eksempler nævner man Oplysningstiden med naturvidenskab og rationalitet. Eller hvad med arbejderklassens opbygning af vort velfærdssamfund med skoler, sygehuse, biblioteker, hjælp til dårligt stillede osv.? ”I stedet gør man den kristne kulturarv til en entydig størrelse og en entydig positiv størrelse. Man negligerer, at den kristne kulturarv består af meget forskelligt, fra social velgørenhed til modstand mod kvindelige præster og homoseksuelle.” (Fra Humanistisk Samfunds hjemmeside) Danmarks Radio har, som tidligere nævnt, siden 2011 haft en særlig forpligtelse til at formidle den såkaldte ”kulturkristne arv”. Det betyder bl.a., at man årligt sender over 100 gudstjenester, en daglig morgenandagt på P2 og flere ugentlige programmer om tro, næsten altid med et stærkt kristent udgangspunkt – foruden massiv dækning af julen. Et nyt politisk flertal bag den nye ”public-service-kontrakt” for perioden 2019-23 valgte endog at skærpe kravene yderligere til Danmarks Radios dækning af kristendommen. ”DR skal nu ikke længere blot ”lægge særlig vægt” på den kristne kulturarv. Det skal også i DRs programflader og platforme være tydeligt, at vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen. Ændringen har, ligesom da kristendommen for første gang blev føjet ind i public-service-kontrakten i 2011, vakt debat.” 1667 Da DR P3 til sammenligning i en uge i foråret 2012 fejrede Ramadanen, faldt det mange for brystet. ”Humanistisk Samfund tager afstand fra, at statslige papirer henviser til vores kulturkristne arv eller til, at Danmark er et kristent land. Det er med til at stemple dem, der ikke er evangelisklutherske som mindre danske end andre.” (Fra Humanistisk Samfunds hjemmeside) Andre kritikere som Jens-André Herbener frygter en fremtid, hvor man ikke længere kan få mulighed for at gå i rette med kristendommen i DR´s programmer. Han mener, at DR´s uafhængighed står og falder med, at alt må debatteres – især magthavernes propaganda. 391 Religionshistorikeren Per Bilde undrede sig ligeledes. Han fandt det problematisk, at DR specielt skulle formidle ”den kristne kulturarv”, for det var uklart, hvad der lå i dette begreb. Mange ville sikkert mene, at det ”siger sig selv”, idet de straks tænker på næstekærlighed, men kristendommen er andet og mere end det. 1668 Bilde opstillede, tre måneder før sin død, flere fakta-mættede argumenter for, at den arv, vi tror er kristen, i virkeligheden kommer fra andre kilder. Han skrev: 1. De værdier, vi tror er specielt kristne, stammer i virkeligheden fra perioder længe efter kristendommens tilblivelse. Her tænkte han især på renæssancen og oplysningstiden. 2. De påståede ”kristne” værdier som næstekærlighedsdbuddet, den kristne ”kronjuvel”, forekommer i næsten alle andre kulturer og religioner, fx i Buddhismen, længe før Jesus. 3. Det samme gælder den højt besungne lighedstanke, som nogle mener er formuleret af Paulus. Men Paulus er på dette punkt afhængig af græske, især epikuræiske og stoiske tænkere, som flere hundrede år før Paulus undfangede ideen om, at den menneskelige ensartethed er vigtigere, end de forskelle, man kan opregne. Bilde konkluderede, at de kristne agitatorer ikke har ret, når de argumenterer for, at Danmark uden kristendommen ville være et kulturløst samfund uden moral og højere idealer. De danske værdier, idealer og etiske pligtregler stammer fra græsk filosofi, jødedommen og den europæiske oplysningstid! ”Dersom kristendommen i dag fremstår som mild og venlig, så skyldes det, at den, da tiden var moden, blev præget af denne europæiske kulturarv, som uafhængigt af kristendommen blev skabt i oplysningstiden. Før det skete, var kristendommen som bekendt i højere grad magtbegærlig, krigerisk, kætterjagende og intolerant.”1669 Konklusion En konklusion er principielt en sammenfatning af en tankerække, fortolkninger eller lignende, der leder til en endelig og afsluttet betydning. Så det vil jeg forsøge: På de foregående 381 sider har jeg prøvet at give en oversigt over den danske religionskritik og dens vestlige og europæiske forudsætninger. Desuden har jeg – på baggrund af gennemgangen – opstillet og kommenteret 17 vigtige religionskritiske temaer og sluttet af med en kommenteret gennemgang af kirkens syn på religionskritikken. Engang bevægede vi os i en verden, hvor vi ikke stillede spørgsmål ved autoriteterne. Kongens og Guds ord var lov! Med bedre uddannelser, mere økonomisk overskud og mere fritid er det blevet lettere at stille spørgsmål, og det skal vi selvfølgelig gøre. Her kan vi hente inspiration fra Pelagius, Voltaire, Meslier, Georg Brandes, Niels Lindberg, Victorinus Pingel, Bodil Koch, Lone Frank, Trille og mange andre, der har appelleret til os om ikke at tåle undertrykkelse, ulighed og uvidenhed! Det har været en stor fornøjelse i forbindelse med denne afhandling at grave mange af disse folk frem og se på, hvad de egentlig mente. Jeg beder til, at vi – i en verden, hvor gensidig tolerance råder – kan sidestille ideer og tanker, lytte til hinanden og inspirere hinanden. Når man ser på Den Danske Folkekirke mener jeg, den trænger gevaldigt 392 til en ny reformation! Ligeledes understreger de Koranafbrændinger, der har fundet sted i sommeren 2023 i Sverige og Danmark, behovet for respektfuld dialog. Dialog, mens også religions- og samfundskritik er uomgængelige værdier. Det er demokratiets grundlag, og det er værdier, som modige folk gennem tiderne – ofte med fare for deres eget liv – har måttet kæmpe for. Nogle gange som isolerede enkeltindivider, og andre gange som dele af bevægelser. Opdagelsesrejserne, indførelsen af det solcentrerede verdensbillede, humanismen, Oplysningstidens insisteren på fornuft og kritik og Darwins udviklingslære! Alt dette var været grundpiller i en historisk bevægelse, som først og fremmest blev anført af Centraleuropa og England, men selv om danskerne ofte kom til at tage den frygiske revolutionshue ned over både øjne og øren som en nathue, så satte de nye strømninger også spor herhjemme. Ofte forsøgte magthaverne at hænge samfunds- og religionskritikere ud som utilregnelige originaler eller samfundsfarlige terrorister, som burde straffes hårdt, og som man i hvert fald ikke burde lade sig vildlede af. Men med Arbejderbevægelsen fra slutningen af 1800-tallet og med kredsen omkring Georg Brandes var vejen banet for en religionskritik, der måtte tages alvorligt, og – med mennesket i centrum - i stigende grad med held søgte at skabe alternativer til den gængse kirkelige praksis. Også Studenterbevægelsen og kirkelige bevægelser har præget denne udvikling. I nyere tid har angrebet på World Trade Center 2001 og Mohammedkrisen 2005 sat nyt fokus på religionskritikken. Og helt aktuelt ser vi nu, i sommeren 2023, at afbrændinger af Koraner bruges som udtryk for en ikke-verbal religionskritik, der dog helt savner tidligere tiders artikulerede opbygning af alternativer, og som ensidigt er rettet mod islam. Det er muligvis nemt at håne og grine af religionen – uanset om der er tale om kristendom, Islam eller noget helt tredje. Og ganske vist argumenterer jeg i afhandlingen for, at vi bør være kritiske og igangsætte en ny Reformation, men dette gælder kun, hvis vi samtidig er i stand til at lade skønhed, alternativer og håb følge med. Først da kan vi tale om, at religionskritikken har fuldført sin mission! Forestillingen om, at den ædle religionskritiker, der kæmper for oplysning mod Mørkemænd, altid har ret, holder næppe og bliver let til en arrogant afvisning af anderledes tænkende. Dialog og forsøg på respektfuldt at sætte sig ind i andres synspunkter er vejen frem! Afslutning At afskaffe kristendommen svarer for mange at se, nok lidt til at vende en supertanker i Frederiksholms Kanal. Og det er da heller ikke dét, der har været hensigten med det skrevne. I bestselleren ”Unapologetic” (2013) siger den britiske forfatter Francis Spufford, at kristendommens store styrke er det, han kalder ”dens emotionelle appel”. Argumenterne for og imod er, ifølge Spufford, for svage til endegyldigt at overbevise. Måske! Men måske kunne man – med religionskritikkens historie i baghovedet – ydmygt gøre sig håb om nogle forandringer! Forandringer som både fritænkere og flere fremtrædende kirkefolk forhåbentlig ville hilse velkomne! 393 Den svenske film ”Så ock på Jorden” (2015) 1670 handler om et – tilsyneladende helt umuligt makkerskab mellem en livsglad og musikalsk kvinde, Lena, og en desillusioneret, traditionel og meget syndsbevidst præst, Stig. Stig må lide den ydmygelse, at han ligefrem må betale nogle ældre sognebørn for at komme til sine gudstjenester for dog at have bare en lille håndfuld tilhørere. Konen forlader ham, og han drukner sin sorg i alkohol. Lena er med i det lokale kor, hvor man støtter hinanden – både i koret og privat. Hun er glad for dans, rytmisk musik og erotik. Stig og Lena, det umage makkerpar, finder sammen i opsætningen af intet mindre end Händels ”Messias” i den lille sognekirke. Lena og hendes behjertede amatører satser på de lokale kræfter, og det lyder jammerligt under de første prøver, der kun tæller en halv snes deltagere. Men projektet vokser støt og inddrager efterhånden flere hundrede mennesker, der – mod kirkemyndighedernes vilje – fjerner stolerækkerne og gør Messiasprojektet til at projekt, der fjerner al tale om Guds straf, synd og fordømmelse og erstatter det med livsglæde, dans, hjælpsomhed og plads til moderne toner i musik og tale. Den nødvendige fornyelse Filmen kan ses som en – for mig at se – tiltrængt religionskritik. Jeg ved godt, at Folkekirken prøver at forny sig, men på trods af spaghettigudstjenester, kirkekoncerter, studiekredse, genbrugsbutikker og hjælp til skilsmisseramte, udstødte og narkomaner, har jeg – og med mig mange andre, tror jeg - hele tiden en fornemmelse af, at hvis man tager imod en flig af disse fine og gode tilbud, så er man på lidt længere sigt nødt til at ”købe hele pakken”. Så står kirken parat med Fadervor, syndsbevidsthed, himmelflugt, jomfrufødsler, frelse og andre historier, som jeg ærlig talt finder er langt ude på landet, uspiselige og totalt historisk outdatede. Ind imellem, når jeg er til en gudstjeneste, kan jeg næsten få ondt af de stakkels præster, der er nødt til – søndag efter søndag – at krybe ned i en kjole, der får dem til at ligne en dyster skade – og tilsvarende krybe ned i et sprog og en liturgi, der er delvist uforståeligt for mig, mens de holder et foredrag på et kvarters tid, en prædiken, som ikke kan diskuteres. Tænk hvis menigheden i det mindste kunne få lov at sige sin mening bagefter, men næh, nej – det her er for ophøjet til, at vi kan tale om det. Det er jo Guds ord! På samme vis, når jeg står med salmebogens 791 salmer i hånden. Så bliver jeg – desværre – bekræftet i, at dette er ikke mit sprog. Dette er en håbløst forældet mandsverden, der vil fremstille Gud som en gammel mand, Døden som en befrielse og Jesus som en art tryllekunstner. Jeg ved godt, at teologen Lars Sandbeck ser rødt, når man taler om dette Gudsbillede. Men helt ærligt! Det er det billede næsten alle salmerne og kirkens bekendelsesskrifter banker ind i os – gang på gang. Heldigvis er der et par håndfulde undtagelser: Johannes Johansen, Holger Lissner, Iben Krogsdal og Lisbeth Smedegaard Andersen taler et sprog, som jeg pludselig forstår – og der er heldigvis andre som dem. De gejstlige, jeg selv kender, for eksempel – når de blot ikke er tvunget ned i teologiens stive dragt! Men de er et forsvindende mindretal i forhold til det – for mig at se – håbløst forældede historiske vraggods, der for længst burde være henvist til et arkivskab, og som teologerne – skønt de stritter i mange retninger – har deres utaknemmelige hyr med at prøve at gøre vedkommende og nutidigt. 394 Jeg tænker, at mange vil råde mig til at gå i kirke, så jeg kan få mere viden om, hvad jeg kritiserer, men jeg vil hellere søge verdslige alternativer. Jean Meslier og Thorkild Grosbøll forekommer mig, selv om de er døde, langt mere levende. Der er helt oplagt tankesæt, der er meget tættere på os i dag, end det gods, vi har arvet fra Martin Luther. Som Jens André P. Herbener siger: …”når det kommer til rødderne til moderne idealer om folkestyre, frihed og lighed, så kræver det nogle særdeles akrobatiske tankeøvelser at komme frem til Luther. I alt fald, når man betænker, hvad der var hans hensigter. Oplysningstiden ligger ikke blot tættere på, men også langt mere lige for.” 1671 Hvis man tænder for sin radio, får man ikke desto mindre – og helt i pagt med DRs medieforpligtelser - ofte stillet den ind på programmer, der fortæller os, hvad Bibelen og Jesus måtte have ment om dette eller hint. Ok, Jesus var på mange måder tilsyneladende en fin og sympatisk fyr, men at gøre en ugift ungersvend, der levede for 2000 år siden til orakel, og den, der i dag kan rådgive os om kærlighedssorger og dødsangst, forekommer mig at være rigeligt langt ude. Langt hellere ville jeg høre, hvad den moderne videnskabs psykologer, psykoterapeuter og sociologer – eller læger, lærere, sygeplejersker og pædagoger kunne fortælle. Der pågår et arbejde med at forny den danske folkekirke, og der afholdtes således bl.a. i midten af januar 2021 en on-line-konference om emnet. Nogle ønsker en udvikling hen mod mere sanselighed og mere aktivitet fra kirkegængernes side; altså andet end at lytte, synge og gå til alters. Det ville utvivlsomt være en god ide at prøve at gøre gudstjenesten mere levende og vedkommende. Måske kunne man overveje at inddrage kirkegængerne mere aktivt i gudstjenesten og give plads til endnu flere musikalske og andre kulturelle oplevelser. Personligt har jeg valgt at melde mig ind i Humanistisk Samfund, men jeg deltager gerne i kirkelige aktiviteter. Den kristne himmel og Utopia Måske er den kristne himmel og det ateistiske Utopia ikke så langt fra hinanden, trods alt. Måske kunne man finde et fælles sprog en dag! Den tyske teolog og præst Bernhard Dörries (1856 – 1934) var inde på muligheden. Han kunne omkring år 1900 udmærket acceptere arbejdernes kamp for et bedre liv, og han gav dem Guds velsignelse til deres kamp. Men han formanede også: ”Men opgiv ikke af den grund himmelen, det store, skønne kristenhåb, den bedste trøst mod alle jordelivets mangler. Ellers bliver det et gøglebillede, I jager efter. I søger lykken og finder den ikke.” 1672 Nogle ser en del af fornyelsen komme fra en ophævelse af båndet mellem kirke og stat. Det hældede teologen Jens Glebe-Møller 1673 også til engang, siger han. Men på sine ældre dage er han kommet i tvivl, for tænk, hvis landet så blev oversvømmet af et hav af sekter. ”Tænk. Hvis der i enhver større by var lige så mange sekter og menigheder som f.eks. i Nashville, Tennessee, hvor der er ikke mindre end 325 forskellige kirkesamfund!”. 1674 Statskirke eller ej! Kirken, og her tænker jeg ikke mindst på den danske folkekirke, har i hvert fald et pædagogisk problem. Teologerne gør det ikke altid nemt for almindelige kulturkristne. Det ville hjælpe, hvis kirkens folk i højere grad prøvede at præsentere teologiens overvejelser i et nutidigt sprog og på en tiltrækkende, ligefrem måde. 1675 395 Rune Lykkeberg citerer i Information 2009 1676Jürgen Habermas for at mane til en bedre dialog. De borgere, der ikke er troende, burde lære at lytte til de religiøse og se religion som en kilde til solidaritet. De troende skulle for deres del lære at oversætte deres argumenter til et sprog, som åbner for samtale med de ikke-troende. ”Vi religionskritikere får tit at vide, at kristendommen og andre religioner har flyttet sig, siden de gamle tekster blev skrevet - man skal heller ikke dømme ”Take That” på deres tidlige numre. I stedet skal vi vurdere religioner på, hvad de giver os verden over i nutiden”. Det siger formanden for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm, i sit nytårsopslag på Facebook 31. december 2022. Samtidig løfter han dog en advarende finger, for når de, der læser hellige tekster allermest nøje, får magt, tager tingene ofte en skræmmende drejning, fortsætter han og giver en masse eksempler på dette; eksempler hentet fra forskellige religioner verden over i det forløbne år. Blandt eksemplerne er genindførelsen af abortforbuddet i en række stater i USA den 24. juni 2022. I mindst 25 stater er det blevet sværere at få abort, og i 12 er det nu helt forbudt. ”I Iran har kvinder i stor stil smidt tørklædet for at sige deres ærlige mening om præstestyret. Siden drabet på kvinden Mahsa Amini 16 september har der været massive protester i landet for at få regeringen og præstestyret til at gå af. Det nægter de dog hårdnakket og er gået voldsomt til værks imod sit eget folk. Foreløbig har i hvert fald 450 mennesker mistet livet i demonstrationerne - og ved henrettelser for at føre "krig mod Gud".” I Afghanistan har Taliban forbudt piger og kvinder at gå i skole og studere. Og herhjemme har regeringen nu igen indført i regeringsgrundlaget, at “Danmark er et kristent land”. Det er en meget diskutabel idehistorisk påstand sådan at pålægge den mangefacetterede danske kultur en særligt dominerende religiøs faktor, siger Stjernholm. Naturligvis kan man ikke kritisere den danske folkekirke over én kam for denne type nationalistiske og reaktionære religiøse initiativer. Men jeg er enig med Stjernholm: Det er problematisk at religion bruges til at afskaffe lighed mellem kønnene, eller til at hævde én religions forrettighed frem for andre. Personligt ville jeg ønske, at kirkens folk udledte andre budskaber af deres religiøse skrifter, og at de var villige til at kæmpe åbent for idealer, der lå på linje med Menneskerettighederne. Den norske teolog Halvor Moxnes erkender, at kirkerne generelt har haft en nølende start, når det gjaldt arbejdet for menneskerettighederne. Men han mener, at der nu er almindelig kirkelig opslutning 1677. Den nølende start hænger sandsynligvis sammen med, siger Moxnes, at rettighederne har deres udspring i Oplysningstiden. Trods inspiration fra teologiske og bibelske forestillinger er Menneskerettighederne udviklet i miljøer, der har været kritiske overfor kirke og kristendom, fx i tilknytning til Den Franske Revolution. Forholdet mellem Gud og mennesker må beskrives ved hjælp af udtryk som ”tillid” og ”samarbejde”, finder Moxnes – og ikke med billeder af underkastelse. 1678 Han finder, at kirkerne bør stå for fornyelse. Det vil nemlig være tragisk, hvis kirkerne ikke opfatter sig selv som et alternativ og en modkultur, der vover at præsentere sine fortællinger og forbilleder til fortolkning, afsløring og identifikation. 1679 Kirkens struktur bør være demokratisk og åben. ”Jeg ønsker mig en 396 kirke, der har som en vision at skabe håb, at skabe fællesskab, hvor det er gået i stykker eller er blevet ødelagt, at skabe tro på en fremtid i situationer, hvor alle veje virker lukkede.” 1680 Måske er folkekirken i de senere år for alvor ved at komme ”ud af busken”, i den forstand, at man blander sig i det, der rører sig blandt danskerne – i et sprog, der kan forstås af alle. I hvert fald har begrebet ”offentlighedsteologi” i de seneste år været betegnelsen for en fornyet interesse for at sætte fokus på sammenhængen mellem kristendom, samfund og politik. 1681 ”Evangeliets ideologikritiske kraft overfor totalitære og menneskeforagtende former for politik og økonomi er der nok så meget brug for i disse år med pandemier, økonomiske kriser og – ufatteligt – igen krig i Europa. Socialetiske spørgsmål, men også eksistentielle spørgsmål som skyld og tilgivelse, krise og tab, forsoning og perfekthedskultur og lykke er centrale samfundsmæssige spørgsmål, hvor kristen teologi kan have vigtige bidrag til den fælles debat.” 1682 Offentlighedsteologien må hilses velkommen i kampen for en bedre verden. Spørgsmålet er, om kristendommens etiske grundlag – med alle skeletter i skabet og med en på mange måder stivnet liturgi og sprogbrug - nødvendigvis er det bedste udgangspunkt i en sådan kamp. Humanistisk Samfunds bud på et etisk grundlag forekommer på mange måder mere tidssvarende. Personligt har jeg gang på gang erfaret, at kulturkristne, ateister og troende kristne – samt mennesker fra alle mulige hjørner, nationer, folkeslag og opfattelser - sagtens kan finde fællesnævnere og heldigvis er enige om, hvordan en god verden bør se ud. Mellemregningerne er ofte meget forskellige, men endemålene er det svært at blive uenige om. Det gør indtryk, når folk, der har været dybt kriminelle, dybt deprimerede eller på anden måde haft det uendeligt hårdt, rejser sig – og undertiden tillægger Jesus eller Bibelen eller en præst æren. Martin Bentsen var kriminel og opgivet af alle. I dag er han Præst i Herning og han fortalte i Anders Laugesens radioudsendelse på P1, ”Pilgrim, Tilgivelse og Barnekår” (14/5 2023) om en livsforvandling, der begyndte i mødet med læsning af Bibelen. En stærk og bevægende historie! Men skal religionskritikken så lægges på hylden, og skal man sige undskyld, hvis man har kritiseret Bibelen eller Folkekirken? Selvfølgelig ikke, men man må glæde sig over, at Martin Bentsen har fundet den rigtige vej for ham! For andre går vejen over mødet med de rigtige mennesker, en sportsforening eller læsning af Greven af Monte Christo og den øvrige verdenslitteratur - eller hvad med Katinka Bjerregaards smukke sange! Den vigtige næstekærlighed I TV-udsendelsen ”Tro til Salg” (2/1 2022) udtaler Frederiksbergpræsten Lars Lindhardt, at kærligheden er det grundlæggende i kristendommen. Gud elsker os, og vi skal elske hinanden. Det gør livet lysere for os alle, slår han fast, da han bliver bedt om at koge kirkens budskab ned til det enklest mulige. Meningen i livet er kærlighed! Jeg er ikke uenig, men jeg har svært ved at forstå, at alle mellemregningerne så skulle være nødvendige. Ganske vist vil de fleste af egne erfaringer vide, at kærlighed er en dybt kompliceret størrelse, der nok kan kalde på rådgivning. Men er det kirkelige erfaringer, vi har allermest brug for? Hvorfor skal vi i arbejdet for at udbrede kærlighed trættes med snak om Helligånd, om at dømme levende og døde, om jomfrufødsler, om frelse og genopstandelse? Det forekommer mig, som jeg har nævnt mange gange, at kirken også i dette 397 tilfælde betjener sig af en begrebsverden og et sprog, som er unødigt svært forståeligt og desuden stritter i uendeligt mange retninger. Den danske mand, Morten, der har boet en periode i USA og nu skal hjem til Danmark igen, udtrykker i Phil Zuckermans bog ”Samfund uden Gud” 1683 en kritik af den danske folkekirke, som jeg tror, at mange danskere kan leve sig ind i: ”Så jeg rejser hjem som i hvert fald agnostiker, om ikke ateist (ler). Men jeg har set mange gode ting her – og jeg har tænkt meget over, hvorfor folk her tror på Gud, og hvad de får ud af at gøre det, og jeg har været i mange kirker. Jeg kan se, at hvis man går i kirke hjemme i Danmark, så er der mange ritualer, og prædikenen er ret kedelig. Der er orgelmusik, og man synger salmer eller noget lignende, og de er ældgamle, og hvis ikke man kommer i kirken hver søndag, så kender man dem heller ikke ret godt, og de er frygtelige at synge. Ordene giver ingen mening, så det er det kedelige ved det. Og præsten er meget formelt klædt på med sorte kjoler og sådan. Og det er bare en samling ritualer, og det er virkelig kedeligt – så der er ikke nogen, der går i kirke.” Er ”den samlede teologiske pakke” vedkommende for os i dag? Til sammenligning finder Morten musikken i de amerikanske kirker sjovere og bedre, teksterne er letforståelige, teksten vises på et lærred med power-point, man hilser på dem, man sidder ved siden af og taler lidt sammen. Desuden beder man for dem, menigheden foreslår. For eksempel en søn, der er i Irak som soldat med risiko for at blive slået ihjel, eller en svigermor, der har kræft. Man kommer ind i et fællesskab med andre mennesker, og man kan tale om sine problemer. Morten tilføjer: ”Men jeg har stadig ikke lyst til at have den her Jesus-tro på det.” Ikke mindst den sidste bemærkning tror jeg er vigtig. De grundlæggende, overnaturlige dele af den kristne tro, er vi mange der ikke forstår, trods behjertede teologiske udlægninger eller Lars Sandbeckske revselser og skideballer til ateisterne. Den samlede teologiske pakke føles i bedste fald for de fleste nutidsdanskere uvedkommende og i værste fald som en åndelig voldførelse. Det var ikke det, vi bad om! Jomfrufødslen, opstandelsen, Dommens dag, Trosbekendelsen og Den Augsburgske Bekendelse er milevidt fra det, der virkelig optager os. Ofte søger kirken at nedtone det meste af den teologiske pakke, så kun den letforståelige og absolut spiselige næstekærlighed står tilbage. Det er et sympatisk forsøg, men er det, vi trænger til i virkeligheden ikke en ny reformation, der tilbyder et menneskeligt fællesskab og endegyldigt fejer Djævelen, Luther og Den Augsburgske Bekendelse væk og i stedet tilbyder os et humanistisk fællesskab i et sprog, vi kan forstå? Jeg ved, at det undertiden foragteligt kaldes ”tivolisering” af kirken eller ”tidsåndsjustering” 1684, og vi kan nok ikke forvente, at kirken selv vil gå så vidt. Men vil man hellere have, at frafaldet accelererer, og at flere og flere vælger at fejre højtider og livets cyklus gennem verdslige, humanistiske ceremonier – eller måske bare nøjes med at videofilme kirkebrylluppet, fordi det er så romantisk? Den Augsburgske Bekendelse – igen, igen… Når Folkekirken stædigt fastholder et skrift som ”Den Augsburgske Bekendelse”, som vi i 2030 kan fejre 500 års jubilæum for, som sit grundlag, virker det som en fastholdelse af en form, et sprog og et indhold, der for længst har kendte bedre dage! Ofte slår teologerne sig undskyldende lidt i 398 tøjret og kommer med små kritiske pip om, at barnet måske ikke er så vellykket i dag, og siger at bekendelsen da skal tages med et vist forbehold og et ordentligt gran salt. Men den fastholdes ikke desto mindre – måske fordi folkekirken stritter i så mange retninger, at man ikke kan enes om et radikalt opgør med noget, der i sin forældede og utidssvarende form burde være smidt ud eller ændret totalt for meget længe siden. Folkekirken rummer næsten alt, lige fra modstandere af homoseksuelle kirkelige vielser til menneskerettighedsaktivister, og det er svært eller umuligt at vende supertankeren. Man ved, hvad man har, og svorne kirkegængere har nok vænnet sig til det, og finder sikkert ligefrem en skønhed i at føle, at de står på traditionens genkendelige grund, mens eventuelle nye interesserede i bedste fald ignorerer fænomenet og i værste fald løber skrigende bort. Men hvis kæden på min cykel var meget rusten, ville jeg da ærlig talt overveje at skifte den ud! Skal kristendommen have æren for demokrati og menneskerettigheder? Kun, hvis det er berettiget. I virkeligheden mener jeg, det vil være mere ærligt at fejre Oplysningstiden, Salman Rushdie eller Mahsa Amini end at fejre det, der skete i Mellemøsten for 2000 år siden. Eller hvad med at fejre Eleanor Roosevelt, De Forenede Nationer og deres 17 verdensmål og fredsbevarende indsats? Når kristne vil give kristendom en stor del af æren for demokrati og menneskerettigheder, tænker de, som Jens André P. Herbener skriver 1685, tydeligvis ikke på kirkehistoriens vederstyggeligheder i form af intolerance, korstog, inkvisitioner og hekseafbrændinger eller på den kilometerlange række af autoritære konger og paver, der har påstået, at de var indsat af Gud selv! Der har næppe eksisteret en religion med et så voldeligt og intolerant synderegister som kristendommen! Kristne plejer tit at undskylde sig med, at dårligdommene har været resultater af groft magtmisbrug. Det skyldes en fatal misforståelse af religionen, hvis essens disse kristne opfatter som selve næstekærligheden. Angiveligt skulle Jesu budskab nemlig være næstekærlighed, fred, tolerance, alles ligeværd og harmoni. Men historien viser desværre, at kristendommen ofte har været totalt intolerant overfor andre livsforståelser, hvor den drog frem. Da de kristne sejrede i Romerriget år 394 kaldte man hurtigt tilhængere af ikke-katolske former for kristendom for kættere og skismatikere. Al hedensk kult bliver forbudt, og i 435 kommer der dødsstraf for at praktisere kætteri, og alle hedenske templer og helligdomme påbydes at blive destrueret. 1686 I gennemsnit regner man med, at i Amerika gik omkring 95% af den indfødte befolkning til grunde som følge af europæernes fremmarch, for blot at tage ét eksempel. Frederik Stjernfelt, der har svært ved at se noget godt i den tyske reformator, Martin Luther, beklager afsluttende i sin Luther-bog 2017, at det danske jubelår for Luther ikke vil se sandheden i de syv myter om Luther, som han opstiller, i øjnene. Stjernfelt mener, at Luther efterlader en gåde: Hvordan kan det være, at de danske lutheranere, som ellers er gode og sympatiske demokrater, ikke vil tage et opgør med den dystre åndshistoriske bagage, de slæber rundt på? Generelt mener Stjernfelt, at den danske præstestand kun langsomt er fulgt med oplysningen og udviklingen. Præstestanden, der har en interesse i at bevare deres job og har følt sig tvunget til at følge jobbeskrivelsen, har ladet sig forblænde af Grundtvig og har derfor glemt Luther, eller har tegnet ham i et rosenrødt skær, mener Stjernfelt.1687 399 Gider vi overhovedet beskæftige os med religionskritik? Afslutningsvist kan man måske vende skytset lidt mod sig selv og med Voltaire – og Phil Zuckermann - spørge, hvem der overhovedet gider beskæftige sig med religionskritik. Masser af danskere lader sig konfirmere, gifte, døbe og begrave, fordi det er hyggeligt, stærkt gaveindbringende og desuden en gammel tradition. Allerede Voltaire var, i et overraskende forord til ”Filosofisk Hånd-Ordbog” (1764) inde på emnet om, hvad kritikken kunne nytte. Måske ville han med sit forord berolige magthaverne og undgå bål og brand ved at understrege, at almindelige mennesker slet ikke læste. Han skrev: ”Det er kun af oplyste mennesker denne bog kan læses; den almindelige mand har ikke godt af sådanne kundskaber; filosofien bliver aldrig hans lod. De, der hævder, at der gives sandheder der bør være skjulte for folket, behøver ikke at opskræmmes; almindelige mennesker læser slet ikke; de arbejder de seks dage om ugen og går på værtshus den syvende. Med eet ord: filosofiens arbejder er kun skrevet for filosofferne, men ethvert hæderligt menneske kan søge om at være filosof uden at gøre sig til af at være det.” 1688 Som humanisterne, og senere de kulturradikale, vil Voltaire end videre ikke se mennesket som værende ondt af natur. Man skriger til os, siger Voltaire i artiklen ”Ond”, at menneskenaturen i sit inderste væsen skulle være fordærvet, og at mennesket er født som afkom af Djævelen og derfor ondt! Intet er mere ubetænksomt, siger Voltaire: ”Det vilde være meget fornuftigere, meget smukkere at sige til Menneskene: I er alle født gode; se hvor forfærdeligt det vilde være at fordærve jeres Væsens Renhed.!”. Vi er ikke født onde – det er noget, vi bliver, ligesom når vi bliver syge! Voltaire peger på hele nationer, der slet ikke er onde og aldrig kunne drømme om at starte en krig. Med andre ord kunne man måske tillade sig, efter på de foregående 399 sider at have set nøjere på den danske religionskritik, at komme med en personlig bemærkning og spørge, om en ny reformation – en humanistisk, menneskerettighedsbaseret og med De 17 Verdensmål i centrum ikke ville være en passende fødselsdagsgave til den snart 500 årige lutherske folkekirke, der slæber rundt på et tungt arvegods, der ikke rigtigt har fulgt med tiden, og et sprog, der kræver mere end en almindelig ordbog for at blive forstået? Tor Nørretranders sagde i 2003, at mennesket af naturen er godt. Vi er ikke selviske, men føler en glød og glæde ved at samarbejde med andre og ville hinanden det godt. Det er fordi vi har opfattet mennesket som faldent og syndefuldt, at der har været brug for en Gud – med guddommelig godhed. Men mennesket indeholder i virkeligheden mere guddommelighed og godhed, end det selv forestiller sig. Nørretranders konkluderer: Så lad os da tro på menneskene, og ikke på en guddom! Jeg er helt enig! I Information 5. juni 2023 argumenterer advokaten Jonas Christoffersen, der tidligere var direktør for Institut for Menneskerettigheder for, at Grundloven, der ikke er revideret de sidste 70 år, bør laves om. Den indeholder fx intet om demokrati og den mangler flere grundlæggende menneskerettigheder. Det samme kunne man sige om Den Danske Folkekirkes Grundlag. Med snart 500 år på bagen kunne det være på høje tid at kigge grundlaget efter i sømmene! 400 Vi har brug for poetiske og filosofiske sprog til at begribe tilværelsen, men vi har sandelig også brug for en nutidig verdens- og menneskeforståelse, hvor Menneskerettighederne, et forståeligt og nutidigt sprog og videnskabelige indsigter burde og kunne være grundlaget. En tidssvarende etik kan sagtens tænkes uafhængigt af Bibelen. Væk med Jomfrufødsler, Arvesynd, Djævelen, Opstandelser og Helligånder! Og ind med en forståelse af, at mennesket ikke er syndigt, men at vi af naturen er gode og sociale mennesker. Vi er ikke selviske, men føler tværtimod en glød og en glæde ved at samarbejde med andre og ville hinanden det godt! Der er så absolut et liv før Døden! Og her forekommer Humanistisk Samfunds idegrundlag mig unægtelig friskere end Den Augsburgske Bekendelse! Litteratur: ”27 taler og prædikener, humanister og teologer, der forandrede verden”. Kbh. 2018 Akkari, Ahmed: ”Min afsked med islamismen: Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark” (Kbh. 2014) Albinus, Lars: ”At være tanken tro”, Aarhus 2019 Ali, Ayaan Hirsi: ”Opbrud og Oprør”, 2007 Andersen, Casper, og Munk Jensen, Anders: ”Videnskab og religion i historisk perspektiv. Naturens Fortolkere”, Viborg 2006. Andersen, Casper: Foredrag om ”Den videnskabelige Revolution”, Folkeuniversitetet 23/2 2022 Andersen, Kirsten M, og Sigurdsson, Laksmi: ”Religionsdidaktik i Praksis – Dannelse til religiøs myndighed”, Kbh. 2020 Andersen, Lise Præstgaard: ”Ateismediskussionen i dansk skønlitteratur – Fra det moderne gennembrud til og med symbolismen og det folkelige gennembrud.”, Nordica, Bind 28, 2021 Andersen, Svend: ”Gud”, Aarhus 2015 Andersen, Svend ”Kristendom, København 2022. Armstrong, Karen: ”Sagen Gud – Hvad religion egentlig betyder”, København 2011. Aslaug, Ove Risum: ”Mor, jeg er ikke kristen. Fra Indre Mission til EFTERTRO. Hjælp og selvhjælp”, Bjerringbro 2019 Bach-Nielsen, Carsten: ”Bibelen i Danmark. 500 års kirke- og kulturhistorie”, København 2019 Bahn, Erik: ”Jeg en mutant”, i Jensen, 2007, s. 19. Bang, Gustav: ”Den Socialistiske Fremtidsstat”, Kbh. 1903 Baunvig, Katrine Frøkjær og Schelde, Michael (red.) ”Den Gode, Den Onde. Om grundtvigianister og branditter”, København 2017. Beck, Jørgen: ”At forstå sig selv og andre, psykologi-grundbog”, Kbh. 2017 401 Behrens, Carl P.: En Flig af Nådens Trone”, Kbh. 2015 Bibelen, Kbh. 2020 Bilde, Per: «Den kristne kulturarv. Responsum i relation til Danmarks Radios (nye) formålsbestemmelse» (Kbh. 2014) Bilde, Per, ”Nyere danske bidrag om religionskritik, ateisme og kristen apologetik”, s. 31 ff. i Chaos nr. 54 – Skandinavisk tidsskrift for religionshistoriske studier. Bilde, Per: ”Peter Kemps apologetik møder kritik”, Kristeligt Dagblad 7/2 2012. Birckner, Michael Gottlieb: ”Hvorfor tale Menneskene i deres Selskaber saa lidet og sielden om Gud og Religionen?”. Kiøbenhavn, 1792 Birckner, Michael Gottlieb, ”Om Trykkefriheden og dens Love” Kiøbenhavn 1797 (Andet forøgede og forbedrede oplag) Birke, Svend: ”Kirkesøvn og Klassekamp” Kbh. 1938 Blüdnikow, Bent: ”Jødefejden”, Aarhus 2019 Boe, Peter (red.): ”Religionskritik. En antologi.” Kbh. 2008. Bostrup, Mattias Sommer: ”Kirke og Offentlighed i historisk perspektiv” i Adelin Jørgensen, 2022 Brandes, Georg: ”Indtryk fra Rusland”, Kbh. 1888 Brandes, Georg: ”Sagnet om Jesus”, Kbh. 1925 Brandt, C. J. ”Vore danske Kirke-Salmebøger” i Nielsen, Frederik: ”Smaaskrifter til Oplysning for Kristne”, Kjøbenhavn 1886 Bredsdorff, Thomas: ”Frygt og Bæven og den gudløse sjæl”, i Busk og Crone, 2008. Brente, Lise-Lotte m.fl. ”Fra fiskalhermeneutik til andre forebyggende forholdsregler – Aspekter af censurens historie i Danmark 1770-1849”, Studier i Skandinavistik, bind 1, 1983. Brink, Dennis Meyhoff: ”Den Glemte Historie”, Information 10/1 2015 Brink, Dennis Meyhoff: ”Frækhedens Evangelium – om religionssatirens historie og indvirkning”, Foredrag i Humanistisk Samfund 12/3 2022 Brinkmann, Svend, ”Mit År med Gud”, København 2021. Brinkmann, Svend: ”Ståsteder”, Kbh. 2016 Broadbridge, Edward: Grundtvig: Biografi og breve, Aarhus 2023 Brorson, Mikael, ”Idedebat og Kultiurkamp”, Årsskriftet CRITIQUE 23. april 2021 Bruun, Christoffer Emil: ”Ateister gør fornuft til deres egen religion”, Politiken 15/5 2013 Bruun, Christoffer Emil: ”Tidsånd”. 1/3 2021, ”Verden uden Gud” med Lars Sandbeck. 402 Bruun, Malthe Conrad: ”Aristokraternes Catechismus, eller kort og tydelig Anviisning til den alene saliggjørende politiske Troe. Med et Anhang af aristokratiske Psalmer. Til Troens Bestyrkelse hos de Genfoldige og de Vantroendes Omvendelse”, København 1796 Bryld, Claus: ”Marsilius af Padua, middelalderens revolutionære filosof”, Aarhus 2021 Brøchner, Hans, ”Problemer om Tro og Viden – en historisk-kritisk Afhandling”. ”, Kjøbenhavn 1868 Buhl, Dr. Phil. Frants: ”Om Prædikerens Bog”, i Nielsen, 1886. Busk, Malene: ”Følelse og Fornuft – er religion uetisk?”, Kvan, tidsskrift for læreruddannelse og skole, nr. 79, november 2007. (e-bogsudgaven) Busk, Malene, og Crone, Ida: ”Gudløs - religionskritik i dag”, Kbh. 2008 Bruno, Giordano: ”Om årsagen, princippet og enheden”, Kbh. 2017 Bynch, Josias Leopold: ”Den homiletiske Journal, eller Kritik over Præsternes Prædikener udi Kiøbenhavns Kirker”. Kbh. 1772 Bøtkjær, Elisabeth m. fl.: ”Kirken i Krisen. En antologi om den sociale kirkehistorie i 30´erne”, Aarhus 1979 Bøtkjær, Elisabeth: ”Poul Henningsen og Hans Kirks Kirke- og Religionskritik”, i Bøtkjær m.fl. «Kirken i Krisen». Aarhus 1979. Cederholm, Nikolaj: ”Gud er en illusion”, Interview i Kristeligt Dagblad 14/2 2007. Chakravarty, Dorthe: ”Jo, Carlsbergfruen, der gik sin egne veje, et portræt af Jo Jacobsen.”, Kbh. 2016 Christensen, Anne-Marie S.: ”Moderne Dydsetik, Arven fra Aristoteles”, Aarhus 2008 Christensen, Kurt: ”Den Nye Ateisme”, Menighedsfakultetet 2008. Christensen, Kurt og Øhrstrøm, Peter: ”Tro og videnskab – principielt set” s. 15 ff. I Øhrstrøm, 2019. Christoffersen, Jonas: ”Grundloven afspejler ikke dagens danske samfund, derfor bør den skrives om.”, Information 5. juni 2023 Clausen, Julius: ”Frederik Christian Hertug af Augustenborg (1765 – 1814). En monografisk Skildring.”, Kbh. 1896 Cohn, Norman: “Europe´s Inner Demons”, Frogmore, St. Albans, 1976 Collett, Peter: “Forsøg til en Bedømmelse af Mich. Gottlieb Birckners Bog om Trykkefriheden og dens Love”, Af Peter Collett, Assessor i Kjøbenhavns Hof- og Stadsret”, Kjøbenhavn 1797. Dahl, Henrik: ”Mindernes Land. Hvordan man gør strenge tider til gode gamle dage”, København 2005, ebogsudgaven 2011 Damm, Marie Jacobsen: ”Hvert år ryster jeg på hovedet af de unges forestilling om, hvad det vil sige at være kristen”, Politiken 3/8 2022 Dampe, Jacob Jacobsen: ”Anden tale om den augsburgske Troesbekjendelse, hvori de bestrides, der ville udelukke Folket fra denne Undersøgelse.”, Kjøbenhavn 1820. 403 Dampe, Jacob Jacobsen: ”Forsvarstale for Philosophien. Med Tilbagedrivelse af N.F.S. Grundtvigs Angreb på samme.”, Kjøbenhavn, 1817 Dampe, Jacob Jacobsen: ”Fortælling om mit Fængsel i haardeste Grad i Tyve Aar og min Forviisning i syv Aar, Lidelser mig tilføjede formedelst min Lære om Folkets Ret”, Kbh. 1951 Dampe, Jacob Jacobsen; Taler over Religionen”, Kjøbenhavn 1850 “Danmarkshistorien.dk”, Aarhus Universitet. 2009 ff. ”Dansk Litteraturhistorie” Bind. 1-9 , red. Lise Busk-Jensen m.fl., Kbh. 1985 Darwin-Arkivet, Aarhus Universitet (http://www.darwinarkivet.dk/) Den Frie Tanke, Fritænkerforeningen af 1886, 1878 - 1883 Donskov, Frede: ”Tro og videnskab, set i praksis”, s. 29 ff. I Øhrstrøm 2019. Dreier, Frederik: ”Folkenes Fremtid. Af en Fritænker”, Kjøbenhavn 1848 Dreier, Frederik; ”Samlede Skrifter” v. Christiansen, Posselt, Stenner og Thing, Kbh. Dreier, Frederik, ”Aandetroen og den frie Tænkning” Kjøbenhavn, 1852. (”Samlede Skrifter Bind 1, Kbh. 2003) Ebbesen, Sten: ”Dansk Middelalderfilosofi ca. 1170-1536”, Kbh. 2018 (E-bogsudgaven) Egeberg, Olaf de Hemmer: ”Problemer i Børneopdragelsen. Betragtninger angaaende Barnets Seksualliv”. Hbh. 1937 Elten, Erik: ”Borgerlig Konfirmation”, i ”Ateistens Handbok” v. C.A. Wachtmeister, 1964. Elten, Erik: ”Religionskritik – Ateisme i Teori og Praksis”, Kbh. 1978 Enger, Dorthe: ”Religionskritik”, Aarhus 2013. Engels, Friedrich: ”Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang” , 1886 (da. 2004) Fabricius, Bendt: ”Himmeldronningen, der forsvandt. Reformationen – et religiøst overgreb?”, Kbh. 2024 Fanon, Frantz: ”Fordømte her på jorden”, 1961, e-bog, 2021 Favrholdt, David: ”Det Store Bedrag”, i Busk og Crone, 2008 Freyheit, Berit: ”Dampe – Demokratiets Martyr”, podcast. 2018 Fink-Jensen: ”Den Danske Reformation” Kbh. 2020 Fischer, Johan Christian Henrik: ”Astronomien og Skriftens Auctoritet”, Kbh. 1851 (1. udg. 1849) Fritænkerforeningen: ”Sangbog”, Fremad, Kbh. 1925 Furet, Francois, og Richet, Denis: ”Den Franske Revolution”, 1965, da. 1988. Fynbo, Johan P. U., og Øhrstrøm, Peter: ”Tro og Kosmologi” i Øhrstrøm, 2019. s. 44 – 63 Fønsskov, Mikkel: ”Oprør: en fortælling om frihed, sandhed og vrede mænd”, Kbh. 2023 404 Garne, Kristoffer, og Nord, Johan Christian (red.): «Efter Georg. Virkningshistoriske livtag med Brandesianismen», Kbh. 2015 Georg Brandes-Selskabet: Høring 15. september 2017: ”Kan vi bruge Georg Brandes i dag?” (Findes på Youtube) Gjesing, Knud Bjarne: «Et Motiv i Martin A. Hansens «Tornebusken», i Nordica, bind 38, 2001 Glebe-Møller, Jens: ”Hvis Gud ikke eksisterede, måtte man opfinde ham”, i ”Gudløs”, Busk og Crone, 20008, s. 43 ff.) Glebe-Møller, Jens: ”I kamp mod dumhed og hykleri, Om oplysningsmanden general W.H. von Schmettau (1719-85)”, Kbh. 2011 Glebe-Møller, Jens: ”Marx og Kristendommen”, Kbh. 1975. Glebe-Møller, Jens: ”Om Smeden Anders Karl og hans naturalistiske vildfarelser”, i Kirkehistoriske Samlinger, Viborg, 2007 Glebe-Møller, Jens: ”Struensees vej til skafottet. Fornuft og åbenbaring i Oplysningstiden”, Kbh. 2007 Glebe-Møller, Jens: ”Vi fornægter Gud og foragter øvrigheden - Studier i Den Tidlige Oplysning”, Kbh. 2004. Gotfredsen, Sørine: ”Fri os fra det Onde”, Kbh. 2017 Gotfredsen, Sørine: ”Løft blikket – nåde i klassicismens tid.”, Kbh. 2015. Gotfredsen, Sørine: ”Som Sørine læser Bibelen”, Kbh. 2020 Graf, Wilhelm: Interview i Kristeligt Dagblad v. Heidi Dachs ”Religionerne oplever en renæssance” 28/7 2006. Gregersen, Niels Henrik, og Jørgensen, Jonas Adelin: ”Offentlighedsteologi i dansk tradition”, i Jonas Adelin Jørgensen ”Offentlighedsteologi”, Kbh. 2022 Gregersen, Niels Henrik, og Bach-Nielsen, Carsten: ”Reformationen i dansk kirke og kultur”, Odense 2017. Grossbøll, Thorkild: ”En Sten i Skoen, et Essay om Civilisation og Kristendom”, Frederiksberg 2003 Gry, Jørgen: ”Ateismen giver mening”, Information 21. oktober 1997 Gry, Jørgen: ”Ateisme – et livssyn uden gudstro”, Viborg 1991 Grøndahl, Jens Christian: Min Svage Tro”, Kbh. 2021 Gaarden, Marianne: ”Kirken river ikke vindmøller op med rode. Den planter skov og nærer fællesskab”, Information 15/2 2022 Haaning, Aksel: ”Den dobbelte arv, kapitler om natur og spiritualitet, kristendom og historie samt Antikrist – problemet om det onde!”, Kbh. 2018 Haaning, Aksel: ”Naturens Lys”, Kbh. 2017 Hansen, Bente: ”Ugudelighed. Tro, tvivl og tøven”, København 2017. Hansen, Jan Maintz: ”Hvad kun kirken kan”, Information, 11/12 2012) 405 Hansen, Karsten Farup: ”Luthers Lille Katekismus”, Kristendom.dk, 2007 Hansen, Niels Gunder: ”Da Gud kom ind fra kulden”, Kbh. 2019 Hardy, Thomas: ”Fjernt fra Verdens Vrimmel” (”Far from the Madding Crowd”, 1874), 2020 Harris, Preben: ”Det største politiske mord, en biografisk fortælling om dr. J.J. Dampe, Kbh. 2018 Hedenius, Ingemar: ”Tro og viden” (1960, opr. 1949) Heiberg, Johanne Luise: ”Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg. En beretning støttet på efterladte Breve”, opr. 1882. E-bogsudgaven, Kbh. 2016 Heiberg, Peter Andreas: ”Politiske Viser”, v. Jens Forup, Kbh. 1981. Helle, Sophus: ”Den Store danske Filosof, du aldrig har hørt om.” Tidsskriftet Historie” oktober 2020, s. 74 – 81 Herbener, Jens-André P.: ”Hold øje med Kristennationalismen”, Politiken 19/6 2018 Herbener, Jens-Andre P.: Luther – antidemokrat og Statsidol”, København 2017 Herbener, Jens-André P.: ”Naturen er hellig, klimakatastrofe og religion”, Kbh. 2015 Hermann, Jo: ”Hvis Gud er svaret – hvad er så spørgsmålet?”, Kbh. 2007 Hertel, Hans: Det Moderne Gennembrud”, Kbh. 2019 Heuch, Johan Christian, ”Dr. G. Brandes´ Polemik mod Kristendommen, Kristiania 1877 (fås gennem Google Play, Bøger) Himmelstrup, Kristian: En sejlbåd for vindstille, en biografi om J.P. Jacobsen, Kbh. 2014 Hjermitslev, Hans-Henrik: ”Antidarwinismens Globale Succes”, s. 55 – 66 i Tidsskriftet KVAN, nr. 79, november 2007 Hjermitslev, Hans Henrik: ”Grundtvigianernes møde med Brandes og darwinismen”, i Garne og Nord, 2015, s. 175 ff. Hjermitslev, Hans Henrik: ”Lys over Landet, men hvilket lys?”, i Frøkjær og Schelde 2017, s. 21 ff.) Holberg, Ludvig: ”Epistel 434”, Kbh. 1748 - 1754 Holland, Tom: ”Herredømmet. Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed” (Kbh. 2020) Holm, Adam: ”Den Guddummelige Tragedie”, Politikens kronik 12. maj 2013 Holm, Peter: ”Folkekirkens opgave er at perspektivere synet på eksistens. Det kræver mere end drop indåb”, Dagbladet Information 21/4 2022 Horrebow, Otto (red.) Tidsskriftet ”Jesus og Fornuften” (1796 – 1801) Horstbøll, Langen og Stjernfelt: ”Grov konfækt. Tre vilde år med trykkefrihed 1770-73”, Kbh. 2020 Hviid, Andreas Christian: ”Hviids Evropa. Udtog af en dagbog holden I Aarene 1777 – 178 paa en Reise igennem Tyskland, Italien, Frankrige og Holland”, Kbh. 1787, 2005 406 Hägg, Ingemund: ”Ingemar Hedenius”, Ohlin Instituttet, Uppsala 2013 Høffding, Harald: ”Erindringer”, Kbh. 1928 Høffding, Harald: ”Religionsfilosofi”, Kbh. 1901, 202I Høiris, Ole og Ledet, Thomas: ”Oplysningens Verden. Idé, historie, videnskab og kunst”, Aarhus 2007. Højsgaard, Morten Thomsen, m.fl. ”Gudstro i den danske offentlighed efter Grosbøll”, Odense 2005. Højlund, Niels: ”Religionskritik indefra”, i ”Tro og kritik”, KVAN, tidsskrift for læreruddannelse og skole, november, 2007 Haaning, Aksel: ”Den dobbelte arv, kapitler om natur og spiritualitet, kristendom og historie samt Antikrist – problemet om det onde», Svendborg 2020 Haaning, Aksel: ”Naturens Lys”, Kbh. 2001 ”Ild i Koranen”. P1 Debat v. Gitte Hansen, 31. juli 2023 Indre Mission København: ”Søndagsskolearbejdet 1875-1925”, Kbh. 1925 Iversen, Herbert: ”Om Socialistisk Kultur”, Kbh. 1913 Jakobsen, Jesper: ”Omorganiseringen af den teologiske censur. GENERALKIRKEINSPEKTIONSKOLLEGIETS CENSURVIRKSOMHED 1737-1747, ”Kbh. 2011 Jensen, Anders Bach: ”Grundtvigianismen i 30´erne”, i Bøtkjær m.fl. 1979. Jensen, Erik Bartram (red.): ”At leve og dø uden religion – en humanistisk antologi”. Kbh. 2007. Jensen, Jeppe Sinding, Aarhus 2019 Jensen, Jeppe Sinding: ”Religionskritik i globalt perspektiv”, i Boe 2008, s. 117 ff. Jensen, Kurt Villads: ”Doktor Dampe og Koranens Etik”, Kbh. 2016 Jensen, Morten Fink: ”Den Danske Reformation” , Aarhus 2020 Jensen, Uffe Juul: ”Utopien, det tragiske og Marx´s konstruktive religionskritik” (s. 35 ff. I Boe, 2008) Jæger, Hans: Anarkiets Bibel”, Kristiania 1906 Jørgensen, Jonas Adelin (red.): ”Offentlighedsteologi – En introduktion”, Frederiksberg 2022 Jørgensen, Jørgen: ”Aktuelle Stridsspørgsmaal”, København 1931 Jørgensen, Jørgen og Brodersen, Paul, ”Er gud en virkelighed?: Brevveksling om religion og videnskab mellem Paul Brodersen og Jørgen Jørgensen”, København 1935 Karlsen, Mads Peter, og Sandbeck, Lars: ”Religionskritik efter Guds død”, Kbh. 2009 Khader, Naser: ”Bekendelser fra en kulturkristen Muslim”, Kbh. 2014 Khader, Naser og Lilleør, Kathrine: ”Tro mod Tro, Samtaler om Tvivl, Rødder og de 72 Jomfruer”, Kbh. 2005 Kirill: Prædiken 6. marts 2022 407 Kirk, Hans: ”Vredens Søn”, roman, 1950. Knudsen, Jørgen: ”GB – En Georg Brandes-biografi”, København 2017 Knudsen, Jørgen: ”Georg Brandes og Kristendommen” i Boe, 2008. s. 77 ff. Koch, Carl Henrik; ”Dansk Filosofi i Positivismens Tidsalder”, Kbh. 2006 Koch, Carl Henrik, og Ebbesen, Sten: ”Dansk Filosofi i Renæssancen”, Kbh. 2003 Koch, Carl Henrik: ”Dansk Oplysningsfilosofi 1700-1800”, Kbh. 2003, 2016 (e-bogs-udgaven) Koch, Carl Henrik: ”Den Danske Idealisme 1800 – 1880”, Kbh. 2004 og 2016 Koch, Carl Henrik: ”En Flue på Hegels Udødelige Næse eller om Adolph Peter Adler og om Søren Kierkegaards forhold til ham” Kbh. 2016. Koch, Carl Henrik: ”Fra reformationen til oplysningstiden - den europæiske filosofis historie”. Kbh. 1983), ebogsudgaven 2017). Koch, Carl Henrik: ”Strejftog i den danske filosofis historie”, Kbh. 2018 Krasnik, Martin: ”Bents tre bud”, Weekendavisen 16/1 2020. Krarup, Søren: ”Dansk Genmæle”, Gjern 2019 Kruse, Kristoffer Hjorth: “Troselv. En bog om hvorfor kristendommen giver rationel mening.”, Kbh. 2017 Landry, Stan M.: “From Orthodoxy to Atheism” Journal of Religion & Society, vol. 13, 2011 Larsen, Bente Bagger: “30´ernes Kamp om Ungdommen”, i Bøtkjær 1979, s. 104 ff.) Larsen, Birgitte Stoklund og Jørgensen, Jonas Adelin: ”Den identitetspolitiske Bermudatrekant” i Jørgensen 2022 , s. 54 ff. Larsen, Jørgen Børglum: ”Arbejderne I Indre Mission”, i Bøtkjær m.fl. Aarhus 1979. Larsen, Jørgen: ”Den Evige Ballade”, Berlingske Tidende 25/6 2003 Larsen, Kasper Bro: “Jesus”, Aarhus 2018 Larsen, Rune Engelbreth: Oplysning og Tolerance”, Aarhus 2009. Larsen, Rune Engelbreth: ”Renæssancen og Humanismens Rødder”, Aarhus 2006 Larsen, Rune Engelbreth: ”Søren Krarup 70 år – fødselsdagsportræt”, Politiken 4/12 2007 Laugesen, Anders: “Pilgrim. På rejse i Troens Univers”, 20/8 2023. ”Folkekirken og Fremtiden”, DR P1 Laugesen, Anders: ”Pilgrim. På rejse i Troens Univers”, 3/1 2021: ”Salmebogen – en katastrofe?” v. salmedigter Iben Krogsdal, DR P1 Lausten, Martin Schwarz: ”Kirkens Historie i Danmark” (Kbh. 1999, 2018) Lausten, Martin Schwarz: “Kætterbegrebet I den danske reformationstid”, Kbh. 2012 Lessing, G. E.: ”Nathan den Vise”, 1779, da. Kbh. 2010 408 Lidegaard, Bo: Forbud mod koranafbrændinger handler om at beskytte minoriteter, Information 11. august 2023, interview v. Louise Schou Drivsholm Liebgott, Niels-Knud: “Middelalderen I Danmark”, Kbh. 2021 (1984) Lilleør, Kathrine, og Khader, Naser: ”Tro mod tro, samtaler om tvivl, rødder og de 72 jomfruer”, Kbh. 2019 Lindberg, Niels: ”Om Trosfrihed”, Kjøbenhavn, 1881 Lindhardt, Jan: ”Martin Luther og to-rumstænkningens angreb på religionen” i Boe, 2008, s. 100 ff. Lindhardt, Jan: ”Ned fra Soklen. Om etikkens forsvinden og mulige genkomst” København 1998 Lindhardt, Lars: ”Tro til Salg”, TV-udsendelse, DR 1, 2/1 2022. Lodberg, Peter: ”Danskernes tro gennem 1000 år”, Odense 2016 Lodberg, Peter: ”Det er sjovt, at det altid er ateisterne, der er mest optaget af at tale om tro, Gud og teologi”, Politiken, 27/2 2021 Lodberg, Peter, og Nissen, Ulrik: ”Hvad er offentlighedsteori?” i Jørgensen, 2022. Lodberg, Peter: ”Tro versus Tro, Kristendommen i Dialog og Konflikt gennem 2000 År”, Kbh. 2001 Ludvigsen, Lise, og Storgaard Mikkelsen, Poul: ”Religion i Det Senmoderne Samfund”, Aarhus 2007 Lund, Erik; Pihl, Mogens; Sløk, Johannes: ”De europæiske Ideers Historie”, Kbh. 1992, 1993 Lundgreen-Nielsen, Flemming: ”Grundtvig og Censuren”, 2007, i Grundtvig-Studier Årg. 58 Nr. 1 Luther, Martin: ”Godbidder. Citater fra Martin Luthers frimodige Tale omkring Middagsbordet”, v. Jacob Ørsted, Frederiksberg 2016 Luther, Martin: ”Luthers Katekismus. En lærebog for den ukonfirmerede Ungdom”, v. Biskop C.F. Balslev, Kbh. 1947 Lüchau, Peter: ”Gudstro i Danmark”, i Morten Højsgaard 2005. Lüchau, Peter: ”Hvem er bange for de Gudløse?”, i Busk og Crone 2008, s. 259 ff. Lynge, Chr.(Sognepræst til Gjerlev-Enslev, forhen paa Christiansø): ”Fangen paa Christiansø. Nogle Blade af et Livs Lidelseshistorie”, Odense, 1904, Madsen, Victor: ”Victorinus Pingel. En Livsskildring”, København 1934 Martensen, H.L.: ”Socialisme og Christendom”, Kbh. 1874 McGee, John Edwin, ”En historie om den britiske sekulære bevægelse”, 1948 https://infidels.org/library/historical/john-mcgee-british-secular-movement/ Meslier, Jean: ”Pastor Jean Meslier´s Testamente i sammendrag”, ca. 1729, oversat, indledt og kommenteret af Leif Nedergaard, Kbh./Oslo 1989. Milkær, Lone Ree: Interview, 3. November 2020 v. Allan E. Petersen Molesworth, Robert: ”En beskrivelse af Danmark, som det var i året 1692”, 1694, Kbh. 1977 409 Moos, Knud: ”Næstekærlighed på Klassekampens Vilkår” (u.å., ca. 1979), FK Tryk Moos, Knud: ”Borgerlig Konfirmations Historie i Danmark”, Aarhus, Institut for Kirkehistorie, 1977 Moxnes, Halvor: ”Hvad er kristendom?”, Kbh. 2007. Munck, Knud: ”Socialdemokratiets Kirkepolitik”, i Bøtkjær red., 1979, s. 13 ff. Munk, Kaj: Prædiken 2. søndag i advent 1943. https://dansketaler.dk/tale/anden-soendag-i-adventmatthaeus-251-13/ Myhr, Marcus Risgaard: ”Ateisme som meningssystem. En undersøgelse af Ateistisk Selskab og Humanistisk Samfund.”, Kbh. 2010. Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Afdeling for religionshistorie.” Møller, Lole: Om ”Arbejdernes Børneblad” Tidsskriftet Rød+Grøn, september 2018 Møller, Otto: Til Forstaaelse og Bedømmelse af Nutidens Fritænkeri”, Kjøbenhavn 1881. Møller, Per Stig: ”27 taler og prædikener : humanister og teologer der forandrede verden”, Kbh. 2018 Nedergaard, Leif: ”Bayle´s og Leibniz´ Drøftelse af Theodicé-Problemet”, København 1965. Nedergaard, Leif: ”Diderot. Oplysningsfilosoffens Liv og Værker samt redaktion af Encyklopædien””, Kbh. 1953. (1994) Nedergaard, Leif: ”Litteratur- og Idéhistorie”, Odense 1981. Nietzsche, Friedrich: ”Antikrist” (1888. udg. 1895, da. Udg. V. Peter Thielst, Frederiksberg 2005) Nielsen, Dr. Fredrik: ”Smaaskrifter til Oplysning for Kristne”, Kjøbenhavn 1886 Nordau, Max: ”Moderne Samfundsløgne”, Kjøbenhavn, 1885. Nordbrandt, Henrik: Essayet ”Den Satans Religion” i ”Dumhedens Løvefødder”, Kbh. 2005). Findes på www.religion.dk Nørmark, Dennis, og Andreassen, Lars: «Det Virkelige Menneske» , København 2007 Nysten, Jes: ”Religionskritik og ny teologi”, København 1984 Nørhøj, Henning: ”Da kirke og stat var ved at skilles”, Kristeligt Dagblad 10/11 2011 Nørretranders, Tor: ”At tro på at tro”, Kbh. 2003 Olsen Jakob V.: Forsvarlig Gudstro? Om nyateisme og kristendom”, Fredericia 2012 ”Om ateism och religionskritik” (SR 14/11 2010) ”Ord på troen og troen på ord”, Kristeligt Dagblad, 15/2 2007 Oxenden, Ashton: ”Arbejderens Bog”, Kjøbenhavn, Udgivet af Foreningen til gudelige Smaaskrifters Udbredelse, Strædes Bogtrykkeri, 1891) Palladius, Peder: ”En Visitatsbog”, 1543 (2012) Petersen, Morten: ”Oplysningens Gale Hund”, Oprører, Kirkehader og Kongeskænder.” (Om Riegels), Viborg 2003 410 Petersen, Ole Stender: ”Trykkefrihedens Apostel”, Information, 31/1 1994. Petersen, Anders Klostergaard: ”Religion som et evolutionært biprodukt”, Foredrag på Folkeuniversitetet, livestream, 30/3 2022 Piketty, Thomas: ”En kort historie om lighed”, e-bogsudgaven, Kbh. 2022 Platon: ”Sokrates´ Forsvarstale” (399 f. Kr.) da. Kbh. 2015 Prideaux, Sue: ”Jeg er Dynamit! Friedrich Nietzsches Liv”, Aarhus 2020 Rasmussen, Jens: ”Kierkegaards Kritik af den triumferende Kirke” (Syddansk Universitet, Odense 2006) Rasmussen, Ulrik Houlind: ”Efter Guds Død”, i Sandbeck m.fl. 2011. Rasmussen, Vilhelm: ”Drengeliv i Kroen”, (erindringer) Kbh. 1939 Rasmussen, Vilhelm: ”Verdslig Livsbetragtning”, København 1939. Reeh, Niels: ”Familie og Folkekirke i det danske kultsystem”, i ”Religionssociologiske perspektiver på religion i Danmark.”, red. Hvithamar m.fl., Odder, 2020 Rehling, David: ”Fra afskårne tunger til religionskritik”, Information 3/3 2015 Riegels, Niels Ditlev: ”Tanker ved Giennemlæsningen af Prøveforelæsningerne for det overordentlige theologiske Professorat ved Kiøbenhavns Universitet”, København 1789. ”Rigsdagstidende, Forhandlinger paa Landstinget 1890-91”, sp. 2472-76, 31/3 1891) Rosenberg, Göran: ”Nutidens liberale ateister begriber ikke, hvad religion egentlig er”, Information 22. juni 2018 Rousseau, Jean-Jacques: Emile – Eller om Opdragelsen, 1762, da. 2017 ”Rundt om Holberg”, Undervisningsmateriale for gymnasiet, Aarhus Universitetsforlag 2019. Ruth, C.V.A.: ”Sæt Kirken på Plads”, Kbh. 1932 Ruth, C.V.A.: ”Valgmenighedspræsten Anders Nørgaard. Liv, kam og tro.”, Kbh. 1955 Russell, Bertrand: ”Hvorfor jeg ikke er kristen”, Fredensborg 2007 (1957) Rønniksen, Nils Johan: ”Vår store filosof og statsmann”, Dagsavisen 11/4 2016 Sandbeck, Lars: ”Den Gudløse Verden. Ateisme og antireligion i en postkristen æra”, Kbh. 2021, E-bog. Sandbeck, Lars og Christiansen, Lars: “Gudløse Hjerner – Et opgør med de nye ateister”, København 2009 og 2014 Sandbeck, Lars m.fl.: ”Religionskritik efter Guds Død”, Odense 2011 Schanz, Hans-Jørgen: ”Menneskene og alt andet”, Aarhus 2020 Schaumburg Müller, Sten: ”Universelle rettigheder – Oplysningstidens Ret?”, i Høiris og Ledet, 2007 Schmidt, Lars-Henrik: ”Menneskeforagten – om Nietzsche og Religion”, i Boe, 2008 Schousboe, V.: ”Om vore Dages Kristelige Foreninger for Unge Mænd”, i Nielsen, 1886. 411 Skorini, Heini i: ”Kampen om Ytringsfriheden. Religion, politik og global Værdikamp”, Kbh. 2023 Skovmand, Marianne Aagaard: ”De skjulte ledere, om kvinderne i den tidlige kristendom.”, Kbh. 2021 Skyum-Nielsen, Erik: ”François Villon var ikke kun en dygtig versemager, han var også en ualmindelig skidt knægt”, Dagbladet Information, 18/3 2022 Spandet, N.C.: ”Juristen og politikeren Niels Møller Spandet”, kronik I Vestkysten 5. Marts 1951 Spencer, Nick: ”Darwin´s Complex loss of Faith”, The Guardian 17/9 2009 Steensberg, Axel: “Dagligliv I Danmark 1720 – 1790” Kbh. 1971 Steenstrup, M.G.G. ”: ”Det theologiske Studium ved vort Universitet”, Kjøbenhavn, 1848 Steenstrup, Mathias G. G.: ”Historisk-Kritisk Oversigt over Forsôgene paa at give En Historiens Filosofi. En Afhandling for Magistergraden”, Kbh. 1854 Stilling, Peter Michael: ”Den Moderne Atheisme, eller den saakaldte Neohegelianismes Conseqvenser”, Kjøbenhavn, 1844 Stjerneklar, Jørn: ”Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set”, Kbh. 2023 Stjernholm, Anders og Ørregaard, Simon Nielsen: ”Du er jo ateist. En vantro debatbog” (Kbh. 2019) Stjernholm, Anders: ”Eftertro, lad os tale om tro, tvivl og det svære valg at forlade en religion”, Kbh. 2017 Stjernfelt, Frederik: ”Alkymist i lænker: Sagen mod mystikeren Johann Konrad Dippel”, Kbh. 2023 Stjernfelt, Frederik: Forord til ”Traktat om de tre bedragere”, Kbh. 2010 Stjernfelt, Frederik og Mchangama, Jacob: MEN – Ytringsfrihedens Historie i Danmark, Kbh. 2016 Stjernfelt, Frederik: ”Sjælevandring og verdensforbedring på bålet – Optrævlingen af et dansk hemmeligt selskab i 1760”, Weekendavisen 1/9 2017 Stjernfelt, Frederik: ”Syv Myter om Martin Luther”, Kbh. 2017 Stjernfelt, Frederik, og Langen, Ulrik: ”Trykkefrihedens provokatør endte som nervevrag”, Politiken Historie, nr. 17, s. 75 – 77, juni 2021 Stjernholm, Anders: ”Gør kirkerne til kulturhuse. Også for Danmarks mange flere gudløse”, Information 12. juli 2023 Stilling, Peter Michael: ”Den moderne Atheisme. Udgivet til Magistergraden”, København 1844. Studentersamfundet: ”Beretning: Studentersamfundets Aftenundervisning for Arbejdere. Maj 1889 – Maj 1898. Kbh. 1898, 271 sider. ”Studentersamfundet gennem femogtyve år”, jubilæumsskrift, København/ Kristiania 1907. Søby, N.C.: Juristen og politikeren J.K. Lauridsen, Hardsyssels Årbog, Historisk Samfund for Ringkøbing Amt, 1966 Sørensen, Rasmus: ”Mit Levnetsløb og dets levende Berørelse med Almueskolens Historie i Danmark i indeværende Aarhundredes første Halvdeel”, Kjøbenhavn 1847 412 ”Tal Til Mig” v. Iben Maria Zeuthen. P 1, 14/1 2021 Theissen, Gerd: ”Religionskritik som Religionsdiskurs. Til forsvar for en postsekulær dialog”, Kbh. 2021, oversat af Hanne og Ole Davidsen. Thing, Morten: ”Kommunismens kultur - DKP og de intellektuelle 1918-1960”, Kbh. 1993 Thomsen, Anthon: ”Religion og Religionsvidenskab”, København 1911. Thomsen, Søren Ulrik: ”Tro mod ritualet”, Kbh. 2021. Thyssen, Ole: ”Drop den kristne Gud og tilbed naturen i stedet”, Politiken 7. april 2023 Toft, L. F.: ”En Journalist fra Revolutionstiden”, Kbh. 1894. Traktat om de tre bedragere v. Frederik Stjernfelt, da. Oversættelse, Kbh. 2010 Treschow, Niels: Om Philosophiens Natur og Dele – En dogmatisk og historisk indledning til denne Videnskab”, Kiøbenhavn 1811 Treschow, Niels: ”Om Gud, Idee og Sandseverdenen – samt de førstes Aabenbarelse i den Sidste. Et philosophisk Testament tilligemed Forfatterens eget Levnet som Fortale”, Christiania 1832 Tro og Kritik: Tidsskriftet KVAN 79, 27. årgang, Kbh. 2007 Tufte, Vinjar, og Kvaale, Yngvild: ”Humanistisk gravferd i Norge”, i Jensen, 2007, s. 65 ff. Tusind Års Tro. Udsendelsesrække i seks episoder, v. Cecilie Nielsen, DR, 2016 Ulbæk, Ib: ”Selv ateister kan trænge til lidt Gud”, Information 12/5 2016 Ungdomsbogen. Udgivet af Forening for Borgerlig Konfirmation. Første udgave, Kbh. 1932 Ungdomsbogen. Udgivet af Foreningen for Borgerlig Konfirmation. Anden ændrede udgave. 4. – 7. tusinde, København 1934. Universitetsavisen, Københavns Universitet, 6. december 2006, Om konferencen ”Gudløs” v. Malene Busk og Morten Warmind. Valentin, Emilie Luther: ”En umage fange – Jacob Christian Bies tid bag Børnehusets mure”, Kbh. 13/4 2021 Varberg, Rudolf: ”Striden mellem Ørsted og Mynster”, Kjøbenhavn 1851. Varberg, Rudolf: ”Naturkræfterne og Sjælens Udødelighed”, Anmeldelse af Ludwig August Coldings ”Naturvidenskabelige Betragtninger om Slægtskabet mellem det aandelige Livs Virksomheder og de almindelige Naturkræfter”, i Dansk Maanedsskrift, red. Dr. Steenstrup, Sjette Bind, Kjøbenhavn 1857 Verdandi: ”Ateistens Handbok”, Uppsala 1962, red. Claes Adam Wachtmeister Vind, Jesper: ”Ateisme – tro og livsforståelse”, København 2007. Wivel, Anne: ”Svend” – Filmen om Svend Auken, 2011 Wachtmeister, C-A., ”Ateistens Handbok”, Uppsala 1964 413 Wiinblad, E. og Alsing Andersen: ”Det Danske Socialdemokratis Historie fra 1871 til 1921. Festskrift i anledning af 50-Aars Jubilæet”, København 1921 Wilm, Julius: ”Ikke Bøn, Men Kamp! Organiseret, socialistisk religionskritik i Danmark 1925-34”, i Arbejderhistorie, nr. 1 2009, s. 48–66 Wulff, Henrik Jacob: ”Den Danske Rigsdag”, Kbh. 1879-81, ”Edvard Brandes” Wulff, Hilmar: ”Ung mand søger”, Kbh. 1959 Zuckerman, Phil: ”Samfund uden Gud. En amerikaner ser på religion i Danmark og Sverige”, Odder, 2008 Wolf, Ole: Om Humanistisk Samfunds Grundlag i Medlemsbladet Humanisten, april 2023 Wulff, Henrik Jacob: ”Den Danske Rigsdag – Politiske Portræter af samtlige Rigsdagens Medlemmer 18791881”, Kjøbenhavn 1882 Zeuthen, Iben Maria: ”Tal til mig”, programserie i Danmarks Radio. Udsendelse med politikeren Jacob Mark 11/2 2021. Zeuthen, Iben Maria: ”Tal til mig”. ”Den allestedsnærværende Gud”, 8. maj 2021. Med Svend Brinkmann. Zuckerman, Phil: ”How Secular Morality Will Save the World”, You-tube-foredrag, 6/12 2021. Zuckerman, Phil, ”Samfund Uden Gud”, København 2008 Øhrstrøm, Peter: ”Den aktuelle debat om tro og videnskab – set i historisk perspektiv”, i Jørgensen, Jonas Adelin, ”Offentlighedsteologi” Kbh. 2022 (E-bogsudgaven) Øhrstrøm. Peter (red.): ”Tro og videnskab”, Kbh. 2019 Ørsted , H.C.: ”Overtro og Vantro i deres Forhold til Naturvidenskaben” (I ”Aanden i Naturen”, Kbh. 1850) Øverland, Arnulf, De Tre Vantroens artikler” i Wachtmeister, 1961, s. 49 ff. NOTER: 1 Bogbrændinger som aktionsform er kendt i mange tilfælde gennem historien. Jeg medtager i denne afhandling mange eksempler på især katolikkernes afbrænding af bøger, der blev anset for kætterske i forhold til kristendommen. Mest kendt er dog nok nazisternes bogbrændinger. Den 10. maj 1933 blev der gennemført bogbrændinger af henved 25.000 bøger af den såkaldte "utyske" type. Ved de aktuelle Koranafbrændinger i sensommeren 2023 kan man måske dels tale om en form for ikke verbal religionskritik, rettet mod islamisk fundamentalisme. Man kan også se afbrændingerne som en slags ”performance”, der skal gøre opmærksom på afbrænderne, ”Danske Patrioter” eller Rasmus Paludan fx, og dermed tjene en politisk og indvandrerkritisk sag. I Danmark er den såkaldte Koranlov vedtaget i december 2023. Koranloven er den almindelige betegnelse for en ændring af den danske straffelov i form af tilføjelse til § 110 e, som gør det strafbart at brænde eller på anden måde behandle religiøse skrifter som Bibelen, Koranen eller Torahen utilbørligt. Loven har undertitlen "Forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. ” Den svenske kommentator Åsa Linderborg er et eksempel på en, der kraftigt modsætter sig 414 et forbud mod Koranafbrændinger. Hun fremsætter i Information 30. august 2023 det synspunkt, at nu kan vi i Danmark kan lige så godt tage skridtet fuldt ud og helt forbyde religionskritik. Hun spørger: ”Hvis det virkelig var rigets sikkerhed, det gjaldt om at værne om, hvorfor så ikke forbyde alle former for islamkritiske udtryk: satire, litteratur, teater, maleri, musik, kulturdebat, journalistik, organiseret modstand?” Hvordan skal vi i fremtiden afgøre, hvilke former for religionskritik, der kan tillades, spørger hun videre? Hvordan skal en undertrykt kvinde, en kvinde, som er flygtet fra et Iran, hvor mullaherne praktiserer kvindeundertrykkelse med Koranen som værktøj-, nu reagere? j – ”skulle hun ikke have lov til at brænde den hellige skrift uden for Irans ambassade?” 2 Asia Bibi er en pakistansk kristen kvinde. Hun blev som første kvinde i Pakistans historie dømt til døden den 8. november 2010 for blasfemi. Raif Badawi (f. 1984), er en saudi-arabisk dissident. Malala Yousafzai (f. 1997), pakistansk kvinderets-aktivist. Jamal Khashoggi (1958 – 2018), saudi-arabisk journalist og systemkritiker, der blev myrdet på det saudiske konsulat i Istanbul. 3 Da filmen ”Life of Brian” kom I 1979, samme år som Ayatollah Khomeini kom til magten I Iran, blev den forbudt i bl.a. Norge, Irland og Italien – samt i flere kommuner i Storbritannien. Årsagen til det norske forbud, der blev ophævet igen i oktober 1980, var, at man mente at filmen kom til at stride mod blasfemiparagraffen, ved at krænke folks religiøse følelser. – Det var især slutscenen, der blev anset for anstødelig. 4 Blandt de vigtigste teoretikere bag tesen om verdens fremadskridende sekularisering er Max Weber (1864-1920), Peter Berger (1929-2017) og Steve Bruce (1954- ). Weber talte om ”affortryllelse" som kendetegnende for den moderne verden. Dermed mente han, at verden var blevet frarøvet sin magiske og religiøse aura gennem rationelle og videnskabelige forklaringer. Berger hævdede, at religiøs tro i vor tid var blevet et valg snarere end en selvfølge, og Bruce ser forhold som urbanisering, øget social differentiering og den videnskabelige udfordring af religiøse forklaringer som de afgørende drivkræfter bag sekulariseringen. 5 Skorini 2023, s. 24 6 Skorini s. 247 7 Skorini, 2923, s. 26. Asia Bibi blev dog senere benådet og kunne nøjes med 9 års fængsel. 8 Skorini 2923, s. 251 9 Skorini, 2023, s. 251 10 Skorini, 2023, s. 234 11 Skorini, 2023, s. 248 12 https://www.youtube.com/watch?v=pgHLkLyhHfs 13 Fabricius, 2024, s. 198 ff. 14 Tom Holland, 2020, s. 17 15 Brinkmann, 2021, 5% i e-bogen 16 Kløvedal, Troels, 2017, s. 151 415 17 Nedergaard, 1965, Theodicé s. 435) 18 Fx Lars Sandbeck, 2020 19 Herbener, 2017, s. 10. 20 Zuckerman, 2008, s. 113 21 Özlem Cekic: «Tak for kaffe!,» Kbh. 2021 22 Boe, 2008, s. 117 23 www.religion.dk/hvem bruger folkekirken? 24 www.folkekirken.dk/bekendelsesskrifter 25 Zuckerman, 2008, s. 113 26 Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet 27 Bach-Nielsen, 2019, s. 407 28 Bach-Nielsen, 2019, s. 408 29 Dreier, ”Aandetroen” 1852, s. 410 30 Dreier: ”Aandetroen” s. 411 31 Peter Lodberg ”Danskernes Tro gennem 1000 år”, Odense 2016. 32 Armstrong, Karen, 2011, s. 369 33 Claus Bjørn i Politikens og Gyldendals Danmarks Historie, bind 10, Kbh. 1990, s. 34. 34 Jacob Mark i ”Tal til mig!” v. Iben Maria Zeuthen, 11. februar 2021, DR1 35 36 Houlind Rasmussen, 2011, s. 77 DR og Danmarks Statistik 16. februar 2023 37 Højsgaard 2005, s. 187 38 https://www.folkekirken.dk/om-troen/at-vaere-kristen/trosbekendelse/bekendelsesskrifter 39 https://www.folkekirken.dk/om-troen/at-vaere-kristen/trosbekendelse/bekendelsesskrifter 40 Christiansen og Sandbeck, 2009, s. 92 41 Christiansen og Sandbeck, 2009, s. 103 416 42 43 Ibid Sandbeck, 2020, s. 86% i e-bogsudgaven 44 Andersen, 2022, s. s. 173 45 Andersen, 2022, s. 174 46 Andersen, 2022, s. 174 47 Moos, 1979, s. 29 48 Moxnes, 2007, s. 50 49 Moxnes, 2007, S. 52 50 Moxnes, 2007, S. 53 51 The Guardian, 7. juli 2023 52 https://www.folkekirken.dk/om-troen/at-vaere-kristen/trosbekendelse/bekendelsesskrifter 53 https://www.folkekirken.dk/om-troen/at-vaere-kristen/trosbekendelse/bekendelsesskrifter 54 https://www.folkekirken.dk/om-troen/at-vaere-kristen/trosbekendelse/bekendelsesskrifter 55 Ord på Troen og troen på ord, Kristeligt Dagblad 15. februar 2007 56 Gotfredsen 2020 57 Krasnik 2020 58 Lodberg 2016, s. 142 59 Hvis man ønsker at orientere sig om, hvordan kirken inspirerer præsterne og kirkens kulturmedarbejdere i forbindelse med konfirmationen og den forudgående konfirmandundervisning, kan man se på www.konfirmandcenter.dk. Her behandles emner som venskab, tro, alkohol, venskab mm 60 Andersen og Sigurdsson, 2020, s. 37. 61 Andersen og Sigurdsson, 2020, s. 40 62 Grøndahl 2021, s. 213 63 64 65 Glebe-Møller. 2008, s. 52. Glebe-Møller, 2008, 56 Glenn Herbert Gould (1932 -1982) var en canadisk pianist. Gould opnåede navnlig berømmelse for sine indspilninger af Johann Sebastian Bachs klavermusik. Som 31-årig holdt han op med at give koncerter og koncentrerede sig derefter helt om at lave pladeindspilninger. 417 66 Nedergaard, 1953, s. 42. 67 Nedergaard 1953, s. 65 68 Bach-Nielsen, 2019: s. 274 69 Sandbeck, 2020 20% i e-bogsudgaven 70 Donskov, Frede: ”Tro og videnskab, set i praksis”, s. 29 ff. I Øhrstrøm 2019. 71 Jørgensen 1931, s. 26, 72 Knudsen, BG, 2017 s. 435. 73 Christiansen og Sandbeck, 2009, s. 110. 74 Hansen, 2017, s. 40 75 Højlund, 2007, s. 45 76 Huxley efter Andersen og Jensen, 2006, s. 65 77 Knudsen i Boe 2008, s. 77 78 Moxnes, 2007, s. s. 63 79 Moxnes, 2007, s. 63 80 Bilde 2010, s. 159. 81 Bilde kritiserede Sandbeck, Lars og Christiansen, Lars: “Gudløse Hjerner – Et opgør med de nye ateister”, København 2009 og 2014 82 Bilde, 2010, s 161 83 Christiansen og Sandbeck, 2009, s. 9 84 Ludvigsen og Storgaard Mikkelsen, 2007, s. 9 85 Bredsdorff, 2008, s. 63. 86 Bredsdorff, 2008, s. 63 87 Bredsdorff, 2008, s. 70 88 Myhr, 2010, s. 104. 89 Zuckerman, 2008, s. 113 ff.. 418 90 Zuckerman, 2008, s. 113 91 Det kan man for eksempel forvisse sig om ved læsning af Jørn Stjerneklars bog om Afrika, ”Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set”, Kbh. 2023 92 Johanne Luise Heiberg: ”Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg. En beretning støttet på efterladte Breve”, opr. 1882. E-bogsudgaven, Kbh. 2016 93 Larsen 2009, s. 23 94 Lundgreen-Nielsen, 2007 95 Lundgreen-Nielsen, 2007 96 Kirkeordinansen 1539, efter Lindberg, 1881, s. 13 97 Danmarkshistorien.dk 98 ”Fra ”Om Museerne i Frederica” https://www.fredericiahistorie.dk/ 99 Lindberg 1881, s. 12 100 Lundgreen-Nielsen, 2007 101 1. Die Gedanken sind frei, wer kann sie erraten, sie fliehen vorbei wie nächtliche Schatten. Kein Mensch kann sie wissen, kein Jäger erschießen, es bleibet dabei die Gedanken sind frei. 2. Ich denke, was ich will, und was mich beglücket, doch alles in der Still, und wie es sich schicket. Mein Wunsch und Begehren kann niemand verwehren, es bleibet dabei: die Gedanken sind frei. 3. Ich liebe den Wein, mein Mädchen vor allen, sie tut mir allein am besten gefallen. Ich bin nicht alleine bei meinem Glas Weine, mein Mädchen dabei: die Gedanken sind frei. 4. Und sperrt man mich ein 419 im finsteren Kerker, das alles sind rein vergebliche Werke; denn meine Gedanken zerreißen die Schranken und Mauern entzwei: die Gedanken sind frei. 5. Drum will ich auf immer den Sorgen entsagen und will mich auch nimmer mit Grillen mehr plagen. Man kann ja im Herzen stets lachen und scherzen und denken dabei: die Gedanken sind frei. Nutidig udgave af den gamle sang. 102 Horstbøll 2020, kap. 11 103 Horstbøll 2020, 14% i e-bogsudgaven. 104 Philopatreias var et pseudonym for forfatteren Jacob Christian Bie (1738 – 1804). Bie kritiserede præsterne for vellevned og alt for høje lønninger. 105 Horstbøll 2020, 14% 106 Lundgreen-Nielsen 2007 107 https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/muslimsk-kamp-mod-religionskritik-aendrer-form 108 Politiken 3. december 2017, Herbener og Rothstein 109 Politiken 3. december 2017, Herbener og Rothstein 110 Politiken 3. august 2022: ”Hvert år ryster jeg på hovedet af de unges forestilling om, hvad det vil sige at være kristen.”, boganmeldelse v. Marie Jacobsen Damm (Anmeldelse af Svend Andersen: ”Kristendom”) 111 Ibid 112 Ibid 113 Lars Sandbeck: ”Den Gudløse Verden. Ateisme og antireligion i en postkristen æra”” (2020), 1% i ebogsudgaven 114 Mikael Rothstein i Kristeligt Dagblad 27. maj 2013. 115 Nysten, 1984, s. 5 116 Et landemode er et kirkeligt møde 420 117 Thomas Christopher Bruun (1750 – 1834). Dansk forfatter og professor I engelsk. 118 Debatten om Koranafbrændinger, der har fundet sted i Sverige og Danmark hen over sommeren 2023, har endnu en gang sat fokus på religionskritikken. Er afbrænding af det, der af mange opfattes som en hellig bog, udtryk for religionskritik og en samfundskritik rettet mod reaktionære samfundsformer, eller er det snarere udtryk for forhånelse af en kultur og en religion, som Vesten gennem historien stort set altid har haft et horn i siden på? Mustafa Musse Sayegh plæderede i Information 22. august 2023 som frafalden eksmuslim for, at at Koranafbrændinger burde ses som et udtryk for et berettiget og tiltrængt opgør med Islam. ”I mange af de muslimske lande, som nu vil diktere lovgivningen i Danmark, er der dødsstraf og fængsel for frafald og blasfemi. Homoseksuelles rettigheder krænkes og kvinder behandles som andenrangsborgere. Som eksmuslimer ser vi, hvordan islamiske dogmer og traditioner får mere og mere indflydelse i Danmark.” Omvendt har andre set det som endnu et udtryk for ”muslim-bashing”; det arrogante Vestens nedgørelse af et gammelt udbytte- og hadeobjekt. Allerede i 1961 beskrev Frantz Fanon i ”Fordømte her på Jorden”, hvordan den Tredje Verden med god ret kunne og burde frigøre sig fra Vestens undertrykkelse og kolonisering. ”I en meget konkret forstand har guld og råmaterialerne fra de koloniserede lande – Latinamerika, Kina, Afrika – fået Europa til at svulme uforholdsmæssigt meget op. Fra alle disse kontinenter, som Europa i dag i al sin overdådighed knejser over, er der i århundreder blevet udskibet diamanter og olie, silke og bomuld, træ og eksotiske produkter mod det selvsamme Europa. Europa er i bogstaveligste forstand skabt af den tredje verden.” 119 Bilde, 2010, s. 159 120 Moxnes, 2007, s. 50 121 Bach-Nielsen, 2019, s. 171 122 Jf. Niels-Knud Liebgott, Kbh. 2021 123 Sten Ebbesen, 2018, e-bogs-udgaven 124 Thomas Piketty, 2022, s. 84 i e-bogsudgaven 125 Bach-Nielsen, 2019, s. 120 126 Bach-Nielsen, 2019, s. 125 127 Rehling, David: ”Fra afskårne tunger til religionskritik”, Information 3/3 2015 128 Ibid 129 Herbener, 2017, s. 145 130 Jørgen Knudsen, ”Georg Brandes og Kristendommen”, 2008, s. 77 131 Johannes Sløk, 1993, s. 8 132 Wikipedia, ”Apologetik” 133 Andersen og Jensen, 2006, s. 55 421 134 Bryan efter Andersen og Jensen, 2006, s. 72. 135 Loven fra Tennessee, 1925, efter Andersen og Jensen, 2006, s. 73 136 Andersen og Jensen, 2006, s. 74. 137 ”Inherit the Wind”: https://www.bing.com/videos/search?q=inherit+the+wind&docid=603485601385097009&mid=69362C86 D9DD751B2AA769362C86D9DD751B2AA7&view=detail&FORM=VIRE 138 Andersen og Jensen, 2006, s. 74 139 Elten, 1978, s. 41 140 Jakob Olsen 2012, s. 97 141 Jakob Olsen 2012, s. 99 142 Kruse, 2017, s. 33. 143 https://www.youtube.com/watch?v=rAJacIkFQ00 144 (Gregersen m.fl. 2017, 23) 145 Stjernholm, Information 12. juli 2023: ”Gør kirkerne til kulturhuse. Også for Danmarks mange flere gudløse”. 146 Ibid. 147 Frederik Nielsen, 1886, s. 3 148 Schanz: ”Menneskene og Alt Andet”, Aarhus 2020, s. 26 149 Boe, 2008, 9 150 Xenofanes efter Theissen, 2021, s. 15 151 Nedergaard 1981, s. 59 152 Nedergaard, 1981, s. 59 153 Lodberg, 2021 154 Hermann, 2007. s. 151 155 Haaning 2020. 156 Haaning, 2020, s. 87 i e-bogsudgaven. 422 157 Haaning, 2020, s. 120 158 Lund, Erik m.fl. 1993, s. 132 159 Lund, Erik m.fl. 1993, s. 143 160 Sandbeck 2001, s. 25 161 Lindhardt, 1998, s. 59 162 Armstrong. 2011, s. 167 163 Albinus, 2019 164 Helle s. 74 165 Helle, 2020, s. 81 166 Helle, 2020, s. 76 167 Rune Engelbreth Larsen, 2006, 74% i e-bogsudgaven 168 Armstrong, 2011, s. 163 . 169 Armstrong, 2011, s. 167 170 Journalist Tore Daa Funder, iBureauet/Dagbladet Information, 2010. 171 Armstrong, 2011, s. 167 172 Armstrong, 2011, s. 168 173 Haaning, 2018, s. 236 174 Nedergaard 1981, s. 130 175 Holland 2020, s. 248 176 Aquinas, efter Elten, 1978, s. 36 177 Bryld, 2021 178 Bryld, 2021, s. 64% i e-bogsudgaven 179 Rausch cit. efter Bryld, s. 4% i e-bogsudgaven. 180 Bryld, 2021, 4% i e-bogsudgaven 181 Marsilius, cit. efter Bryld, 2021, s. 17% i e-bogen 423 182 Marsilius, cit. efter efter Bryld, s. 35% i e-bogsudgaven. 183 Ibid. 184 Claus Bryld, 2021, s. 17% i e-bogsudgaven 185 Claus Bryld, 2021, s. 38% i e-bogsudgaven 186 Claus Bryld, 2021, s. 17 % i e-bogsudgaven. 187 Nedergaard, 1981, s. 133 188 Lund, Erik m.fl, 1993, s. 163 189 Koch 2017, 3% i e-bogsudgaven. 190 Koch 2017, 3% i e-bogsudgaven 191 Armstrong, 2011, s. 192 192 Leif Nedergaard, 1981, s. 185 193 Larsen 2006, s. 51% i e-bogsudgaven. 194 Lodberg, Politiken, 27/2 2021: ”Det er sjovt, at det altid er ateisterne, der er mest optaget af at tale om tro, Gud og teologi”. 195 Larsen 2006, s. 56% i e-bogsudgaven 196 Larsen 2006, s. 73% i e-bogsudgaven 197 Larsen 2006, s. 74% i e-bogsudgaven 198 Nedergaard, 1981, s. 156. 199 Nedergaard, 1981, s. 156 200 https://gallica.bnf.fr/ark:/12148/bpt6k6468587z 201 Erik Skyum-Nielsen, 2022 202 Larsen 2006, 40% i e-bogsudgaven 203 Larsen 2006, s. 40% i e-bogsudgaven 204 Larsen 2006, s.41% eller 645 i e-bogsudgaven 205 Kristian Peder Moesgaard i ”Den Store Danske” 2009-2017 206 Rune Engelbreth Larsen, 2006, s. 48% i e-bogsudgaven 424 207 Koch 2023 208 Nedergaard, 1981, s. 162 209 Ibid 210 Luther, 2016, s. 72 211 Bach-Nielsen, 2019, s. 86 212 Bach-Nielsen, 2019, 112 213 Wikipedia, Thomas Müntzer 214 Nedergaard, 1981, s. 165 215 Aksel Haaning, 2018, s. 260 216 Haaning, 2018, s. 267 217 Rabelais, cit efter Larsen, 2006, s. 50% i e-bogsudgaven 218 Jf. Kristendom.dk 219 Lund, 1993, s. 191 220 Brink 2015 221 Carl Henrik Koch, 1983, s. 2% i e-bogsudgaven fra 2017 222 Carl-Henrik Koch 1983, 3% i e-bogsudgaven fra 2017 223 Carl-Henrik Koch, 1983, s. 3% i e-bogsudgaven fra 2017 224 Panteismen er det synspunkt, at alt består af en altomfattende iboende abstrakt Gud; eller at universet, eller naturen, og Gud er identiske. 225 Haaning, 2018, s. 487 i e-bogsudgaven. 226 Carl-Henrik Koch 1983, s. 13% i e-bogsudgaven 2017 227 Carl-Henrik Koch 1983, s. 14% i e-bogsudgaven 2017 228 Francis Bacon: https://en.wikisource.org/wiki/The_Works_of_Francis_Bacon/Volume_1/Essays/Of_Atheism 229 Koch 1983, 10%. 230 http://law2.umkc.edu/faculty/projects/FTrials/galileo/letterkepler.html, og Leif Nedergaard, 1981 231 Armstrong, 2011, s. 220 232 Nedergaard s. 124. 425 233 Koch 2017, s. 16% i e-bogsudgaven 234 Carl Henrik Koch, 2017, s. 18% i e-bogsudgaven. 235 Koch 2017, s. 85% i e-bogsudgaven 236 Armstrong, 2011, s. 224. 237 Armstrong, 2011, s. 235 238 Armstrong, 2011, s. 243 239 Armstrong, 2011, s. 245. 240 Armstrong, 2011, s. 245 241 Christian Toft, Reflekter.dk” Descartes Filosofi 242 Nedergaard, 1981, s. 208 243 Glebe-Møller, 2004, s. 48 244 Armstrong, 2011, s. 219. 245 Brink, 2022 246 Jens André P. Herbener, 2017, s. 287 247 Spinoza s. 31, efter Herbener, 2017, s. 289 248 Nørretranders 2003, s. 52 249 Armstrong, 2011, s. 233. Jf. Rune Lykkeberg Information, 7/5 2020 i anmeldelsen af Spinoza ”Teologisk-politisk Afhandling”, 1670 250 251 Glebe-Møller 2004 s. 68. 252 Glebe-Møller, 2004, s. 72 253 Herbener, 2017, s. 291 254 Herbener , 2017, s. 291. 255 Elten, 1978, s. 39 256 John Locke s. 72, Et Brev om Tolerance. 1689, efter Herbener s. 293. 257 Carl Henrik Koch, 2017, s. 90% i e-bogsudgaven. 258 Lund m.fl. 1993, s. 254 ff. 259 Luther efter Herbener, 2017, s. 304 260 Andersen, 2022 426 261 Theissen, 2021, s 117 262 Stjernfelt, 2010, s. 11 263 Stjernfelt, 2010, s. 10 264 Koch 2017, s. 97% i e-bogsudgaven 265 Erik Lund m.fl. 1993, s. 257 266 Schaumburg Müller, i Høiris og Ledet, 2007, s. 309 267 Grosbøll, 2011, s. 129. 268 https://kalliope.org/da/text/brorsonandrea0 269 Stjernfelt 2010, s. 14. 270 Ibid. 271 ”Traktat om De Tre Bedragere”, Schröder 1998, s. 18, cit. efter Glebe-Møller, 2008, s. 43 ff. 272 Glebe-Møller 2004, s. 91 273 .”Traktat om de tre Bedragere efter Glebe-Møller, 2007, s. 86 274 Traktat om de tre Bedragere, da. 2010, s. 83 275 ”Traktaten om de tre Bedragere”, da. 2010, s. 91 276 Traktat om de tre Bedragere”, da. 2010, s. 108 277 Traktat om de tre Bedragere”, da. 2010, s. 124 278 Traktat om de tre Bedragere”, da. 2010, s. 175 279 Glebe-Møller, 2004, s. 31 280 ”Fra Reformationen til Oplysningstiden” Kbh. 2018, 89% i E-bogen. 281 Manikæisme er betegnelsen på en dualistisk religion grundlagt af Mani (ca. 216–276) omkring år 240. Religionen blev en verdensreligion med udbredelse fra Kina til Nordafrika. Ved at være en skriftreligion med syv bøger med forskellige titler, gjorde manikæismen fordring på at fuldende buddhismen, zoroastrismen og kristendommen, samt dele af jødedommen. (Kilde: Wikipedia) 282 Nedergaard, 1981, s. 254 283 Leif Nedergaard, 1965, Theodicé, s. 161. 284 . Nedergaard, 1965, s. 121 285 Bayle, ”Spredte Tanker om Kometen”, cit. efter Nedergaard, 1981, 230 286 Carl Henrik Koch i Den Store Danske, 2020 427 287 Meslier efter Theissen, 2021, s. 22 288 Mesliers Testamente s. 74, efter Theissen 2021, s. 22 289 Meslier, 1729, da. 1989, s. 5. 290 Meslier, 1729, da. 1989, s. 12 291 Nedergaard, 1989, s. 15 i forordet 292 Meslier, 1729, da 1989, s. 16 293 ”Max Havelaar” er en kolonikritisk roman, der foregår i de hollandske koloniområder i det nuværende Indonesien. Den er skrevet af hollænderen Eduard Douwes Dekker (1820–1887) i 1859 i Brussel. Den udkom i 1860 under pseudonymet Multatuli, latin for ”jeg har lidt meget”. 294 Meslier, 1729, s. 37. 295 Meslier, 1729, s. 41 296 Meslier, 1729, s. 44 297 Meslier, 1729, s. 52-53 298 Meslier, 1729, s. 59 299 Meslier, 1729, s. 68 300 Meslier, 1729, s. 65 301 Meslier, 1729, s. 70 302 Meslier, 1729, s. 101 303 Meslier, 1729, s. 102 304 Meslier, 1729, s. 108 305 Meslier, 1729, s. 110 306 Meslier, 1729, s. 112 307 Meslier, 1729 s. 124 308 Meslier, 1729, s. 128 309 Meslier, 1729, s. 142 310 Meslier, 1729, s. 149 311 Meslier, 1729, s. 149 312 Meslier, 1729, s. 152 313 Nedergaard, 1981, 258 428 314 Voltaire: «Alfabetisk Fornuft. 30 Artikler fra Filosofisk Haand-Ordbog», udvalgt, oversat og indledet af Leif Nedergaard, Kbh. 1956 (opr. 1764) 315 Nedergaard i Voltaire, 1956, 1764 s. 8 316 Voltaire, 1956/ 1764 s. 55 317 Voltaire, 1956/1764, s. 8 318 Voltaire, 1956/1764 ff, s. 59. 319 Voltaire, 1956/ 1764, s. 47: «Religion» 320 Voltaire 1956/ 1764, s. 44 321 Voltaire, 1956/ 1764, s. 41 322 Ibid 323 Anne Regitze Wivel: Svend. Filmen om Svend Auken, 2011 324 Kasper Bro Larsen 2018 325 Larsen, 2010, s. 50 326 Stjernfelt 2017 327 Stjernfelt, 2017 328 Glebe-Møller, 2004, s. 124 329 https://www.jstor.org/stable/1509248 330 Theissen, 2021, s. 22 331 Albinus, 2019 332 Albinus, 2019, s. 267 333 Carl Henrik Koch 2017, 89% i e-bogsudgaven 334 Carl Henrik Koch, 2017, s. 90% i e-bogsudgaven. 335 . Carl Henrik Koch: ”Fra Reformationen til Oplysningstiden” Kbh. 2018, 89% i E-bogen 336 Første danske udgave ”Emil eller om Opdragelsen”, 1796-99 (6 bind) oversat af Johan Werfel. 337 Carl Henrik Koch, 2017, s. 95% i e-bogsudgaven 338 Carl Henrik Koch, 2017, s.95% i e-bogsudgaven 339 Lund m.fl. 1993, s. 260. 429 340 Carl Henrik Koch, 2017, s. 94% i e-bogsudgaven. 341 Carl-Henrik Koch, 2017, s. 94% i e-bogsudgaven 342 Sandbeck 2020, . s32% i e-bogsudgaven 343 Sandbeck 2020, s. 33% i e-bogsudgaven 344 345 Voltaire efter Koch 2017, s. 94% i e-bogsudgaven Albinus, 2019 346 Jens Glebe-Møller 2004, s. 114 347 Kant efter Nysten, 1984, s. 56 348 ”Jens Glebe-Møller, Den Store Danske, ”Clandestin Litteratur”, 2014 349 Glebe-Møller, 2004, s. 32. 350 Glebe-Møller, 2004, s. 33. 351 Glebe-Møller, 2004 s. 33 352 ”Examen de la Religion” cit. efter Glebe-Møller 2004, s. 33 353 Koch 2017, s. 97% i e-bogsudgaven 354 Paine 1794, efter Andersen og Jensen, 2006, s. 39 355 Armstrong, 2011, s. 254 356 Karlsen og Sandbeck, 2009, s. 10. 357 Peter Lodberg, Politiken 27/2, 2021 358 Lund m.fl. 1993, s. 264 359 Lund m.fl. 1993 s. 265 360 Armstrong, 2011, s. 260 361 Armstrong, 2011, s. 260 362 Toft, 1894, s. 20 363 Toft, 1894, s. 121 364 Toft, 1894, s. 140 365 Toft, 1894, s. 127 366 Den franske revolutionskalender eller den republikanske kalender var en kalender som blev brugt i Frankrig i 13 år efter den franske revolutions udbrud. Den adskilte sig fra den gregorianske kalender i månedernes navne og længde, ugernes længde, ugedagenes navne og døgnets timeinddeling. 430 Kalenderens udgangspunkt var den 22. september 1792, da republikken indførtes, i kalenderen kaldet 1. vendémiaire år I. Fructidor var den måned, der startede 18. eller 19. august. (Kilde: Wikipedia) 367 Furet og Richet, 1965/1988, bd. 2, s. 492 368 Furet og Richet, 1965, 1988, s. 478. 369 Furet og Richet, 1965/1988, s. 479 370 Lodberg, 2021 371 Albinus, 2019, s. 9 372 Jørgen Bundgaard, Arternes Oprindelse, Den Store Danske, 2016 373 Myhr, 2010, s. 26 ff. Den internationale organisation afholdt den første weekend i august 2023 sin verdenskonference i København med over 400 deltagere fra omkring 40 lande. 374 Den Store Danske, 2009, Utopiske Socialister, Niels Finn Christiansen 375 Lars Sandbeck og Lars Christiansen, 2009, s. 172 376 Petersen, 2022 377 https://infidels.org/library/historical/percy-shelley-necessity-of-atheism/ 378 Elten, 1978, 41 379 «Evangelikalisme» ses også i formen «evangelisme» 380 Armstrong, 2011, s. 271 381 Armstrong, 2011, s. 272 382 .Armstrong, 2011, s. 275 383 Armstrong, 2011, s. 279 384 Sandbeck og Christiansen, 2008, s. 172 385 Nedergaard, 1981, s. 441 386 Nedergaard, 1981, 441. 387 Strauss, Die Christliche Glaubenslehre”, efter Nedergaard, 1981, s. 442 388 Sandbeck, 2020, s. 34% i e-bogsudgaven 389 McGee, 1948 390 Sandbeck 2020, s. 34% i e-bogsudgaven 391 Højsgaard, 2005, s. 19 431 392 Peter Lodberg, 27/2 2021 393 Albinus, 2019, s. 270. 394 Nysten, 1984, s. 65 395 Lodberg, 2021 396 Albinus, 2019, s. 270. 397 Karl Marx, fra ”Bidrag til Kritikken af den hegelske Retsfilosofi. Indledning (1843) Cit. Efter Juul Jensen, 2008 s. 44 398 Juul Jensen, 2008, s. 47 399 Ibid. s. 49. 400 Juul Jensen, 2008, s. 49 401 Marx, 1844, s. 52. Cit. Efter Juul Jensen s. 50 402 Luther 1525, Luthers Skrifter i Udvalg 4., kbh. 1964, s. 264, efter Glebe-Møller 1975, s. 89 403 Nietzsche 1888, s. 26. 404 Som hovedtendens skriver religionskritikerne historisk set Gud med lille begyndelsesbogstav, altså gud. Kristne, og andre religiøse vil derimod normalt skrive Gud. 405 Nietzsche 1888 s. 68 406 Nietzsche, 1888, s. 91 407 Karen Armstrong, 2011, s. 294 408 Freud, s. 53, cit. Efter Armstrong, s. 295 409 Freud cit. efter Wachtmeister 1964, s. 49 410 Freud efter Armstrong, 2011, s. 295 411 Højsgaard, 2005, s. 20 412 Wikipedia. 413 Wilm 2009, s. 53 414 Wilm, 2009, s. 53 415 Wilm, 2009, s. 53 416 Armstrong, 2011, s. 291 417 Ibid 418 Armstrong, 2011, s. 282 432 419 Sandbeck 2020, s. 15% i e-bogsudgaven. 420 Armstrong, 2011, s. 283. 421 https://www.theosthinktank.co.uk/research/2009/02/19/darwin-and-god 422 Hjermitslev, 2007, s. 55 423 Hjermitslev, 2007, s. 55. 424 Wikipedia 425 Andersen og Jensen, 2006. s. 71. 426 Armstrong 2011, s. 284 427 http://triggs.djvu.org/djvu-editions.com/TENNYSON/MEMORIAM/Download.pdf 428 Kristendom.dk: ”Da den europæiske kultur var blevet slidt op i Første Verdenskrigs skyttegrave, bredte en krisestemning sig overalt. I Tyskland opstod derfor den dialektiske teologi som et ungdomsoprør og som et skarpt opgør med enhver form for idealisme og kulturdyrkelse.Navnet skyldes den grundlæggende antagelse, at det menneskelige og det guddommelige er uforeneligt, og den troende derfor efterladt i et dialektisk spændingsforhold herimellem. Den kendes også som kriseteologi, åbenbaringsteologi, eksistensteologi og meget andet, og var den dominerende strømning i den protestantiske teologi helt op til 1970erne.” 429 https://en.wikiquote.org/wiki/Robert_G._Ingersoll 430 Armstrong, 2011, s. 297 431 Julius Wilm, 2009, s. 55 432 Julius Wilm, 2009, s. 55 433 Julius Wilm, 2009, s. 21 434 Wilm, 2009, 23 435 Wiesel cit. Efter Armstrong s. 315 436 https://www.zeitklicks.de/ddr/alltag/jugend-in-der-ddr/die-jugendweihe 437 https://de.wikipedia.org/wiki/Weltall_Erde_Mensch 438 Glebe-Møller, 1975, s. 69 439 Glebe-Møller 1975, s. 79. 440 Glebe-Møller, 1975, s. 82 441 Nysten, 1984, s. 46. 442 Skaarderud i Højsgaard 2005, s. 40 433 443 Højsgaard, 2005, s. 24 444 Lüchau s. 24 445 Lüchau 2005. s. 27 446 Anthony Giddens, ”En løbsk verden”, Reitzel 2000, s. 43 – 50 447 Ibid 448 Moos, 1979 449 Lodberg, 2021 450 Ibid 451 Sölle, efter Nysten, 1984, s. 53 452 Nysten, 1984, s. 52 453 Moxnes s. 55 454 Nysten, 1984, s. 50 455 Nysten, 1984, s. 50 456 Moxnes, 2007, s. 36 457 Karen Armstrong, 2011, s. 330 458 Hjermitslev, 2007, s. 65 459 Steensberg, Axel (red.): ”Dagligliv i Danmark, 1720 – 1790, Kbh. 1971, s. 24 460 Ibid 461 Fischer, 1851, s. 77. 462 Ibid s. 77. 463 Fischer, 1851, s. 80 464 Fischer, 1851, s. 78 465 Ruth, 1955, s. 24. 466 Herbener, 2018 467 Herbener, 2018. 468 Ibid. 469 Damm 2022 434 470 Phil Zuckerman ”Samfund Uden Gud”, Kbh. 2008, s. 195. 471 Cohn, Norman, Europes Inner Demons, Frogmore 1976 472 Hans Hertel 2019, 16% i e-bogsudgaven 473 Bilde red. 2010 s. 13. 474 Lüchau, 2008, s. 259 475 Højsgaard m . fl. 2005, s. 15 476 Højsgaard, 2005, s. 15 477 Højsgaard, 2005, s. 16 478 Højsgaard, 2005, s. 17. 479 Højsgaard, 2005, s. 18 480 Højsgaard 2005, s. 23 ff. 481 Højsgaard, 2005, s. 23 482 1000 års tro, DR, 2016, del 1. 483 Ibid. Del 2 484 Sten Ebbesen, 2018, s. 1% i e-bogsudgaven. 485 Ebbesen, 2018, s. 1% i e-bogsudgaven 486 Sten Ebbesen 2018, s. 9% i e-bogsudgaven 487 Sten Ebbesen, 2018, s. 9% i e-bogsudgaven 488 Sten Ebbesen 2018, s. 11% i e-bogsudgaven. Karen Thorsen, ”Platons Timaios”: ”Den synlige verden er bygget af Den store Håndværker som en model af den evigt værende verden. Håndværkeren overtager noget synligt stof, som bevæger sig kaotisk omkring. Det bringer han i sin godhed orden i efter fornuftens matematiske principper.” 489 Ibid. 490 Bryld og Ebbesen, 2002, pp. 65-71 og 97 – 169 491 Siger fra Brabant, død mellem 1281 og 1284. Sten Ebbesen i Den Store Danske (2010): ” Filosof, som i 1260'erne og 1270'erne virkede ved universitetet i Paris. Han gjorde sig bemærket ved at forsvare den filosofiske holdbarhed af teser, som han fandt eller mente at finde hos Aristoteles og Averroës, selvom de stred mod 1200-t.s kristendomsopfattelse.” 492 Ebbesen 2018, s. 58% i e-bogsudgaven 493 Ebbesen 2018, s. 49% i e-bogsudgaven 435 494 Ebbesen 2018, s. 52% i e-bogsudgaven 495 Ebbesen 2018, s. 52% i e-bogsudgaven 496 Lausten, 2018, s. 34 497 Larsen, 2006, s. 77% i e-bogsudgaven 498 Lodberg, 2016 499 Alex Wittendorf, Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, bd. 7, efter Herbener, 2017, s. 57 500 Lausten, 2012 s. 9 501 Fink-Jensen 2020 502 Larsen, 2006. s. 78% i e-bogsudgaven. 503 Skibbykrøniken. Danmarkshistorien.dk 504 Glebe-Møller 2004, s. 37 505 Lausten, 2018, s. 49 506 www.lutherdansk.dk 507 Lausten, 2018, s. 50 508 Lausten, 2018, s. 50 509 Lausten, 2018, s. 56 510 Lausten, 2018, s. 50 511 Lausten, 2018, s. 50 512 Lausten, 2018, s. 52 513 Glebe-Møller, 2004, s. 38 514 Lausten, 2018, s. 53. 515 https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/kongeloven/ 516 Lausten, 2018, s. 54 517 Lausten, 2018, s. 57 518 Bagger, 1685 efter Lausten, 2018, s. 58 519 Larsen, 2006, s. 82% i e-bogsudgaven 520 Larsen, 2006, s. 79% i e-bogsudgaven 521 Larsen, 2006, s. 81% i e-bogsudgaven 436 522 Moleswoth, 1694, s 71 523 Molesworth, 1694, s. 150 524 Molesworth 1694, s. 142 525 Molesworth, 1694, s. 145 526 Molesworth, 1694, s. 146 527 Koch 2003, s. 48% i e-bogsudgaven 528 Bircherod efter Elten, 1978, 39 529 Petersen, Morten: Viborg 2003, s. 146 530 Ibid 531 Knutzen, efter Glebe-Møller 2004, s. 128. 532 Knutzen efter Glebe-Møller, 2004, s. 129 533 Glebe-Møller, 2004, s. 104 534 Ibid 535 Glebe-Møller, 2007. 536 Glebe-Møller, 2007, s. 49 537 Hansen, 2017, s. 56 538 https://rundtomholberg.dk/. Nyttige oplysninger om Ludvig Holberg og hans samtid i Danmark. 539 1000 års Tro, DR, 2016, episode 4 540 Steensberg red.1971, s. 72 541 ”Rundt om Holberg” 542 Steensberg et al. 1971, s. 72 543 Steensberg et al. s. 73 544 Steensberg et al. s. 73 545 Steensberg et al. 1971, s. 95 546 Steensberg et al. 1971, s. 95 547 Steensberg et al.. s. 85 548 1000 års Tro, 4. episode, DR, 2016 437 549 Pontoppidan efter Axel Steensberg et. al, 1971, s. 85 550 Koch 2003, s. 11% i e-bogsudgaven. 551 Koch 2003, s. 41% i e-bogsudgaven 552 Steensberg et al. 1971, s. 89. 553 Steensberg et al. 1971, s. 90 554 Steensberg et al. 1971, s. 91 555 Erik Elten, 1978, s. 70 556 . Elten, 1978, s. 75. 557 Danmarkshistorien.dk, Aarhus, 2009 ff. 558 Sørensen, 1847, s. 6 559 Ibid 560 C,J. Brandt, 1886, s. 38 561 Lodberg 2016. 562 ”Rundt om Holberg”. 563 Carl Henrik Koch, 2003, s. 41% i e-bogsudgaven 564 Carl Henrik Koch 2003, s. 45% i e-bogsudgaven 565 ”Rundt om Holberg” https://rundtomholberg.dk/ 566 Epistel 434. Ludvig Holbergs Skrifter 567 ”Rundt om Holberg” 568 Ibid 569 Horstbøll m.fl. 2020. 570 Horstbøll m. fl. 2020, s. 0% i e-bogsudgaven 571 http://bjoerna.dk/DanskeLov/ 572 Dansk Litteraturhistorie, Gyldendal, bd. 4, s. 282, Kbh. 1985 573 Horstbøll m. fl. 2020, s. 0% i e-bogsudgaven. 574 Horstbøll m.fl. s. 16% i e-bogsudgaven 575 Horstbøll m. fl. 2020, s. 1% i e-bogsudgaven 438 576 Horstbøl m.fl. 2020, s. 6% i e-bogsudgaven 577 Horstbøll m. fl. 2020, s. 8% i e-bogsudgaven. 578 Horstbøll m. fl. 2020, s. 8% i e-bogsudgaven 579 Horstbøll m. fl. 2020, s. 7% i e-bogsudgaven 580 Horstbøll m.fl. 2020, s. 6% i e-bogsudgaven 581 Valentin 2021 582 Horstbøll m. fl. 2020, s. 9% i e-bogsudgaven. 583 Horstbøll m.fl. 2020, s. 9% i e-bogsudgaven 584 Horstbøll m. fl. 2020, s. 9% i e-bogsudgaven 585 Horstbøll m.fl. i ”Grov Konfækt” 586 Horstbøll m.fl. 2020, Kapitel 11. 587 Glebe-Møller 2011 s. 24 588 Grev Schack Carl Rantzau i brev, dateret 7. april 1768, jf.Glebe-Møller 2011 s. 42. 589 Glebe-Møller, 2011, s. 7 590 Hortsbøll m. fl. 2020, Grov Konfækt kap. 11 591 Horstbøll m. fl. ”Grov Konfækt”, kap. 11, «Hockus Pockus» 592 Horstbøll m. fl. ”Grov Konfækt” s. 15% I e-bogsudgaven 593 Ibid 594 Ibid 595 Ibid 596 ”Blätter”, cit. efter ”Grov Konfækt”, jf. ovenfor 597 Ezekiels Bog er et skrift i Det Gamle Testamente, som handler om profeten Ezekiels profetier og syner. 598 Ibid 599 3/41 Carl Henrik Koch 600 Wolff i Wikipedia 601 Carl Henrik Koch:” Dansk Oplysningsfilosofi 1700-1800” Kbh. 2003, s. 2% i e-bogsudgaven 602 Ibid 603 Koch, 2003, s.5% i e-bogsudgaven 439 604 Petersen, 2003, s. 100 605 Horstbøll m.fl. 2020, s. 17% i e-bogsudgaven 606 Petersen, 2003, s. 99 607 Michael Neiiendam i Dansk Biografisk Leksikon” (1979-84) 608 Morten Petersen, 2003, s. 100 609 Paulus´ Brev til romerne, 13, v. 12 – 14 610 Petersen, 2003, s. 102 611 Petersen, 2003, s. 104 612 Stjernfelt i Weekendavisen, 2017 613 Stjernfelt i Weekendavisen 2017 614 Frederik Stjernfelt i Weekendavisen, 2017 615 Stjernfelt, 2017 i Weekendavisen 616 Koch 2003, s. 40% i e-bogsudgaven 617 Koch 2003, s. 41% i e-bogsudgaven 618 Koch 2003, s. 46% i e-bogsudgaven 619 Rothe efter Koch 2003, s. 54% i e-bogsudgaven 620 https://museumns.dk/besoeg/udstillingssteder/hoersholm-museum/struensee-samlingen/ 621 Anonym (Wolf Chr. Matthiä) ”Kurzer Lebenslauf des D. Adam Struensee, Flensburg og Leipzig, 1781, s. 48, efter Glebe-Møller, 2007, s.10 622 Glebe-Møller 2007, s. 15 623 Glebe-Møller 2007, s. 35 624 Glebe-Møller 2007, s. 36, Kabinetsstyrelsen i Danmark 1768 – 72, s. 135 625 Glebe-Møller 2007, s. 37 626 Neologi er en betegnelse, der kan bruges om en retning inden for oplysningstidens protestantiske teologi; den blomstrede 1740-1780. Den fik blivende betydning gennem sin konfessionsløse udforskning af Bibelen og af den tidlige kristendoms historie. (Wikipedia) 627 Glebe-Møller 2007, s. 81 628 Glebe-Møller, 2007 s. 53 440 629 Glebe-Møller, 2007, s. 54 630 Glebe-Møller 2007, s. 75 631 Glebe-Møller, 2007. s. 100 632 Glebe-Møller 2007. s. 106 633 Lodberg, 2016 634 ”Bastholm”, Dansk Biografisk Leksikon, skrevet af Michael Neiiendam, 2023 635 Bach-Nielsen, 2019, s. 236 636 Lodberg 2016 637 Lodberg 2016 638 Lodberg 2016 639 Meslier, 1729 og 1989, s. 114 640 Petersen, 2003, s. 105 641 Petersen, 2003, s. 104 642 Stjernfelt og Langen 2021 643 Ibid 644 Jf. Wikipedia: Eksegese er en teologisk disciplin, hvor religiøse tekster fortolkes. Eksegese er den kommenterende og problemdrøftende gennemgang af en religiøse tekst, der kommer efter et tekstnært forarbejde (oversættelse og tekstkritik) og forsøget på i kort, overskuelig form at gengive tekstens form og indhold (parafrase). Ordet hermeneutik stammer fra græsk og betyder fortolke eller oversætte og var oprindeligt en teologisk opfindelse. 645 Hviid, 1787, s. 15 646 Hviid, 1787, s. 110 647 Brente m.fl. 648 Treshschow, Kiøbenhavn, 1811, s. 10 649 Gamborg i Dansk Biografisk Leksikon V” v. C.F. Bricka 1891 650 Carl Henrik Koch 2003, s. 22% i e-bogsudgaven 651 Carl Henrik Koch 2003, s. 22% i e-bogsudgaven 652 Carl-Henrik Koch 2003, s. 20% i e-bogsudgaven 441 653 Kronprinsen, den senere Frederik d. sjette deltager den 14. april 1784 i et statskup sammen med A.P. Bernstorff. De overtog ved hjælp af den viljeløse konges underskrift magten i statsrådet og sætter Ove Høegh-Guldberg fra magten. 654 Petersen, Morten, 2003, s. 105 655 Morten Petersen, 2003, s. 221 656 Morten Petersen, 2003, s. 221 657 Morten Petersen, 2003, s. 221 658 Ibid 659 Morten Petersen, 2003, s. 222 660 Morten Petersen, 2003, s. 146 661 Carl Henrik Koch, 2003, s. 6% i e-bogsudgaven 662 Wikipedia: Birckner 663 Ole Stender Petersen, 1994, Information 664 Ole Stender Petersen, 1994 665 Birckner, 1797, s. 119 666 Birckner, 1797, s. 119 667 Birckner, 1797, 2. 120 668 Birckner, 1792, indledningen 669 Birckner, 1792, s. 68 670 Birckner, 1792, s. 77 671 Birckner, 1792, s. 136 672 Birckner, 1792 s. 131 673 Birckner, 1792, s. 126 674 Birckner: Sml. Skr. I, s. 66 675 Birckner, ibid, s. 75f 676 Carl Henrik Koch 2003, s. 57% i e-bogsudgaven 677 Heiberg, 1981 678 Heiberg, 1981, s. 7 442 679 Heiberg, 1981, s. 7 680 Heiberg, Peter Andreas: ”Politiske Viser”, v. Jens Forup, Kbh. 1981. 681 Heiberg, Johanne Luise m.fl. , s. 302, 1882/2016. 682 Christian Colbiørnsen (1749 – 1814), anden deputeret i kancelliet. Dansk-norsk jurist og embedsmand og P.A. Heibergs modstander 683 Heiberg, Johanne Luise m. fl., 1882, 2016, s. 307. Det er sandsynligvis udgiverne, Aage Friis og Just Rahbek, der i 1946 skrev en ny indledning til Johanne Luise Heibergs udgivelse af sin svigermors, Thomasine Gyllembourgs efterladt breve, der har formuleret de gengivne citater. 684 Heiberg, Johanne Luise m. fl., 1882, 2016, s. 173 685 Carl Henrik Koch 2003, s. 60% i e-bogsudgaven 686 https://babel.hathitrust.org/cgi/pt?id=nyp.33433066612759&view=1up&seq=9 687 Baden i Wikipedia 688 Clausen, Julius, 1896, s. 20 689 Wikipedia, Hertugen af Augustenborg. 690 Clausen, Julius, 1896, s. 5 691 Clausen, Julius, 1896, s. 65 692 Ibid s. 70 693 Collett, 1797, s. 26 694 Collett, 1797, s. 35 695 Collett, 1797, s. 35 696 Collett, 1797, s. 33 697 Ibid 698 Collett, 1797 s. 28 699 Collett, 1797, s. 26 700 Wikipedia, Frederik d. 6. 701 Wikipedia, Frederik d. 6. 702 Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie bind 9, s. 322. Det var ligeledes Colbjørnsen, der regnedes for bagmanden bag P.A. Heibergs udvisning to år senere. 703 Collett, 1797, s. 90 443 704 https://www.kb.dk/e-mat/dod/11030804376B.pdf 705 Carl Henrik Koch, 2003, s. 7% i e-bogsudgaven 706 Carl Henrik Koch 2003, s. 7% i e-bogsudgaven 707 Carl Henrik Koch 2003, s. 8% i e-bogsudgaven 708 Carl Henrik Koch, 2003, note 95 709 Jesus og Fornuften, jf. ovenfor, s. 64 710 Jesus og Fornuften, nr. 1, 28. Februarii 1796 711 Jesus og Fornuften 1, 1796 . s. 5. 712 Ibid, s. 6 713 Petersen, 2003, s. 105 714 Bruun, 1796 715 Nedergaard, 1987, s. 347. Se også Bent Windfeld i Kristeligt Dagblad 6. juli 2004 ”Werther og det Teologiske Fakultet” 716 Blüdnikow, Bent, 2019 717 Glebe-Møller, 2007, s. 96-97. 718 Jf. Jens Rasmussen, 2006. Katekisationen var overhøringen i Luthers Lille Katekismus 719 Rasmussen, Jens: 2006, s. 137 720 Rasmussen, Jens, 2006 721 Dansk Litteraturhistorie bind 6, 1985, s. 194 722 Rasmussen 2006, s. 134 723 Lodberg 2016, s. 96 724 Dansk Litteraturhistorie, Bind 5, s. 81 725 Grundloven 1849, cit. efter Hermann, 2007, s. 179 726 Rasmussen, 2006, s. 33 727 Rasmussen, Jens, s. 36 728 Rasmussen, 2006, s. 39 729 Kierkegaard, Samlede Værker, Bd. 10, s. 62, efter Rasmussen, 2006, 46 730 Grundtvig efter Carl Henrik Koch 2003, s. 56% i e-bogsudgaven 444 731 Clausen efter Rasmussen, 2006, s. 49 732 Rasmussen, 2006, s. 49 733 Rasmussen, 2006, s. 50 734 Rasmussen, 2006, s. 144 735 Rasmussen, 2006, s. 144 736 Rasmussen, 2006, s. 89 737 https://tekster.kb.dk/text/adl-texts-heibergjl05val-shoot-workid56397 738 Carl Henrik Koch, 2004/2016 s. 1748 i E-bogsudgaven 739 Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg. Fred. Nørgaard, 2011 740 Lindberg 1881, s. 5 741 Lindberg, 1881, s. 8 742 Lindberg, 1881, s. 12 743 Lindberg, 1881, s. 10 744 Lindberg, 1881, s. 11 745 Lindberg, 1881, s. 13. Se også Jakobsen, 2011. 746 Lindberg, 1881, s. 14 747 Lindberg, 1881, s. 17 748 Lindberg, 1881, s. 19 749 Lindberg 1881, s. 20 750 Dansk Kirkeforfatning, ca. 1781, Lindberg s. 21 751 Lindberg, 1881, s. 21 752 Lindberg, 1881, s. 25 753 Lindberg 1881, s. 27 754 Lindberg, 1881, s. 33 ff. 755 Lindberg, 1881, s. 37 756 Lindberg 1881, s. 37 757 Lindberg, 1881, s. 38 445 758 Lindberg 1881, s. 42 759 Lindberg, 1881, s. 49 760 ”Skoleloven 1814, efter Herbener, 2017, s. 141 761 Herbener, 2017, s. 142 762 Martensen, 1874, s. 39 763 Martensen, 1874, s. 53 764 Martensen, 1874, s. 54 765 Wikipedia: Kirkens Gienmæle er en pamflet, et "Feidebrev" som N.F.S. Grundtvig udsendte på "Irenæi Dag",[1] dvs. 26. august 1825, som svar på et langt og lærd skrift af professor H.N. Clausen Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus. ”Pamfletten var stærkt polemisk; Clausen kaldtes for en vranglærer og en kætter og Grundtvig anfægtede hans teologiske kyndighed. Clausen anlagde – og vandt – en injuriesag, hvad der medførte at Grundtvig blev sat under langvarig politicensur.” 766 Spandet, 1951 767 Spandet, 1951 768 Jensen, Kurt Villads: ”Doktor Dampe og Koranens Etik”, Kbh. 2016 769 Lynge, 1904 770 Lynge, 1904, s. 15 771 Freyheit, 2018 772 Lynge, 1904, s. 17 773 Lynge, 1904, s. 19 774 Lynge, 1904, s. 20 775 Lynge, 1904, s. 25 776 Dampe, efter Lynge, 1904, s. 38 777 Lynge, 1904, s. 75 778 Lynge, 1904, s. 77 779 Dampe, 1951 780 Jensen, 2016 781 Jensen, 2016, s. 160 ff 782 Jensen, 2016, s. 164 446 783 Jensen, 2016, s. 164 784 Jensen, 2016, s. 165 785 Jensen, 2016, s. 166 786 Dampe, 1817 787 Dampe, 1817, s. 6 788 Dampe, 1817, s. 10 789 Dampe, 1817, s. 26 790 Dampe, 1817, s. 26 791 Dampe, 1820 792 Dampe, 1820, s. 5 793 Dampe 1820, s. 19 794 Dampe, 1820, 25 795 Dampe, 1820, s. 28 796 Dampe, 1820, s. 29 797 Dampe, 1850, s. 3 798 Dampe, 1850, s. 8 799 Dampe, 1850, s. 18 800 Dampe, 1850, s. 19 801 Dampe, 1850, s. 22 802 Dampe, 1850, s. 26 803 Dampe, 1850, 26 804 Dampe, 1850, s. 28 805 Glebe-Møller, 2007, s. 96 – 97 806 1000 års tro, Episode 5, DR, 2016 807 Michael Neiiendam, 2011, i Dansk Biografisk Leksikon 808 Dreier, Samlede Skrifter, Bd. 3, ”Religion, Fritænkeri og Naturvidenskab”, s. 445 809 Varberg 1851, s. 2 447 810 Dansk Biografisk Lexikon: bd. 16, (1887 – 1905) v. Carl Frederik Bricka) 811 Dreier: Samlede Værker, Bd. 3, s. 447 812 Stilling, 1844 813 Dreier, Samlede Værker, bd. 3, s. 448 814 Stilling, 1844, s. 141 815 Se også Carl Henrik Koch ”En Flue på Hegels Udødelige Næse eller om Adolph Peter Adler” (2017) 816 Rasmussen, 2006, s. 10 817 Lodberg 2016 818 Nedergaard, 1981, s. 447 819 Nedergaard, 1981, s. 469 820 Rasmussen, 2006, s. 185 821 Nedergaard, 1981, 469 822 Se Fønsskov, Mikkel, Kbh. 2023 823 Fønsskov, 2023, lydbog 4.05 824 Lodberg, 2016. s. 112 825 Lodberg 2016, s. 116 826 Claus Bjørn om Fischer i Den Store Danske 827 Dansk Litteraturhistorie Bind 6, s. 196 828 Carl Henrik Koch, 2016, s. 182 829 Frederik Dreier, Samlede Skrifter, Bd. 3, s. 446, Religion, Fritænkeri og Naturvidenskab” 830 Steenstrup, 1848, s. 144 831 Steenstrup, 1848, s. 138 832 Steenstrup, 1848, s. 138 833 Steenstrup, 1854, s. 26 834 Steenstrup, 1854, s. 134 835 Dreier, Samlede Skrifter, bd. 5, 2003, s. 41 836 Dreier: Samlede Skrifter, bind 5, Kbh. 2003, s. 14 837 Dreier, 1848, s. 21 448 838 Dreier, 1848, s. 23 839 Dreier: Samlede Skrifter, bd. 5, 2003, s. 33 840 Dreier: Aandetroen, 1852, s. 363 841 Dreier: Aandetroen, 1852, s. 364 842 Dreier: Aandetroen, 1852, s. 364 843 Dreier, Aandetroen, 1852, s. 366 844 Dreier. Samlede Værker, bd. 5, 2003, s. 33 845 Dreier: ”Aandetroen”, 1852, s. 359 846 Ibid. 847 Dreier: Aandetroen, 1852, s. 383 848 Dreier, Aandetroen, 1852, s. 360 849 Ibid, s360 850 Ibid, s. 362 851 Ibid, Aandetroen, 1852, s. 371 852 Dreier: Aandetroen, 1852, s. 371 853 Ibid. S. 365 854 Dreier: Aandetroen, 1854, s. 389 855 Ibid. 856 Dreier: Samlede Skrifter bd. 3, s. 445 857 https://play.google.com/store/books/details/Striden_mellem_%C3%98rsted_og_Mynster_eller_Videnskaben?id=lDN dAAAAcAAJ&gl=US&pli=1 858 Varberg, 1851, s 2. En prokastesseng eller en prokustesseng: At lægge nogen i en prokrustesseng er at udøve vold mod virkeligheden for at få den til at passe i sit eget system. Udtrykket stammer fra græsk mytologi og fortællingen om kæmpen Prokrustes, der drev et herberg i en grotte og skar gæsterne til, så de passede til hans senge.. 859 Varberg 1851, s. 14: Pro Aris et Focis: ”For hjerte og hjem”! 860 Varberg, 1851, s. 5 861 Varberg, 1851, s. 17 862 Varberg, 1851, s. 1 449 863 Varberg, 1851, s. 53 864 Varberg, 1851, s. 49 865 (https://dansklitteraturshistorie.lex.dk/Ideens_digter, og https://tekster.kb.dk/text/adl-texts-paludanm03-shootworkid54226) 866 Dreier, Samlede Skrifter, bd. 3, s. 454 867 Drewsen efter Koch 2006 s. 349 868 https://www.kb.dk/e-mat/dod/11140802568B-color.pdf 869 Wikipedia, Det Moderne Gennembrud 870 Dansk Litteraturhistorie, Politiken og Gyldendal, Bind 6 s. 226 871 Jørgen Knudsen, 2017, BG, s. 87 872 Hjermitslev 2017, s. 27 873 Andersen og Munk Jensen, 2006 874 Ibid 875 Høffding, 1923, s. 308 876 Darwin-Arkivet på internettet/ Charles Darwin 877 Bengt Algot Sørensen i Den Store Danske, 2021 og tidl. 878 Svend Andersen 2015 879 Ibid 880 Jørgen Knudsen, GB, 2017, s. 75 881 Georg Brandes: Hovedstrømninger, cit. efter Jørgen Knudsen BG, 2017, s. 80 882 Jørgen Knudsen, BG, 2017, s. 90 883 Jf. Bente Hansen, 2017, s. 74 884 Bente Hansen, 2017, s. 71 885 Dansk Litteraturhistorie Bind 6, 1985, s. 230 886 Jørgen Knudsen, BG, 2017, s. 316 887 Ibid BG s. 316 888 Georg Brandes-Selskabet 2017 889 Knudsen, BG, 2017, s. 23 450 890 Knudsen, BG, 2017 s. 33 891 . Knudsen i Boe, 2008. s. 79 892 Brandes efter Jørgen Knudsen, 2008, s. 79 893 Knudsen, 2017, BG s. 133 894 Heuch efter Knudsen, BG, 2017 s. 140 895 Knudsen, 2017, BG s. 235 896 Brandes efter Knudsen i Boe, 2008, s, 81 897 Knudsen, i Boe, 2008, s. 83 898 Knudsen i Boe, 2008, s. 89 899 http://runeberg.org/aigbrandes/2/0217.html 900 Knudsen i Boe, 2008,s. 87 901 Knudsen, 2017, GB s. 502 902 Knudsen, 2017, GB s. 23 903 Hertel, 2019, s. 4% i e-bogsudgaven . 904 Knudsen, 2017, BG s. 97 905 Rigsdagstidende. Forhandlinger paa Landstinget 1890-1891, sp. 2472-76, 31/3 1891 906 Brandes citeret efter Knudsen, 2017, GB s. 524 907 Knudsen, 2017, BG, s. 522 908 Knudsen, 2017, GB, s. 524 909 Knudsen, 2017, BG s. 548 910 Knudsen, 2017, BG. S. 533 911 Hertel 2019. s. 22% i e-bogsudgaven 912 Knudsen, 2017, GB s. 182 913 Studentersamfundet gennem femogtyve år, 1907, s. 155 914 Knudsen, BG., 2017, S. 182 915 Søby 1966 916 Studentersamfundet 1907, 260 451 917 Knudsen, GB, 2017, s. 265 918 Knudsen, BG, 2017 s. 409 919 Knudsen, 2017, BG s. 265 920 Knudsen, BG, 2017, s. 525 921 Knudsen, GB, 2017 s. 409 922 Hertel 2019, s. 23% i e-bogsudgaven 923 Studentersamfundet, 1907, s. 14 924 Jf. J. Björklund ”Kyrka, Präster och Fritänkare”, Stockholm 1942 925 Jf. Knut A. Berg ”Norges Fritenkerforbund”, Human-Etikk nr. 2, 1984 926 ”Studentersamfundet 1907, s. 140 927 Hertel, 2019, s. 4% i e-bogen 928 Studentersamfundet, 1907, s. 52 929 C. Goos var en dansk jurist og politiker (1835 – 1917). Thiers var formentlig den franske politiker og historiker Adolphe Thiers (1797 – 1877) 930 931 Beretning, 1898, s. 9 Beretningen, 1898, s. 6 932 Wiinblad og Andersen, 1921 933 Studentersamfundet 1907, s. 114. Johann Heinrich Pestalozzi (1746 – 1827): Schweizisk pædagogisk reformator. 934 Studentersamfundet, 1907, s. 118 935 Knudsen 2008, s. 88 936 Studentersamfundet, 1907, s. 145 937 Knudsen, 2008, 89 938 Madsen, 1934, s. 10 939 Madsen, 1934, s. 15 940 Madsen, 1934, s. 23, efter Valdemar Vedel, 1923, ”Firsernes Førere”, s. 164 941 Madsen, 1934, s. 24 942 Madsen 1934, s. 24 943 Madsen, 1934, s. 27 452 944 Madsen, 1934, s. 65 945 https://archive.org/details/detnyaarhundred04muncgoog/page/n7/mode/2up?view=theater 946 Knudsen 2008, s. 88 947 Knudsen 2008, s. 98 948 https://archive.org/details/christianitymyth00robe 949 https://archive.org/details/ArthurDrewsChristusmythe. 950 Knudsen, 2017, BG. S. 634 951 Georg Brandes cit, efter Jørgen Knudsen, 2017, s. 634 952 Kbh. 2010, 7. udgave, s. 351 953 Dansk Litteraturhistorie Bind 6, s. 223, Gyldendal, Kbh. 1985 954 Wulff, Henrik Jacob: ”Den Danske Rigsdag”, 1879-81, Edvard Brandes 955 Knudsen, 2017, GB s. 115 956 Dansk Litteraturhistorie Bind 6 s. 225 957 Lodberg 2016, s. 121 958 Myhr, 2010, s. 27, og Elten, 1978, s. 75 ff. 959 https://livogdoed.dk/temaer/ligbraendingens-historie/ 960 Møller, 1881, s. 1 961 Møller, 1881, s. 2 962 Møller, 1881, s. 9 963 Møller, 1881, 21 964 Møller, 1881, s. 53 965 Møller 1881, s. 82 966 Møller, 1881, s. 85 967 Møller, 1881, s. 101 968 Møller, 1881, s. 105 969 Møller, 1881, s. 107 970 Møller, 1881, s. 109 971 Møller, 1881, s. 164 453 972 Møller, 1881, s. 131 973 Oxenden: Bogen findes tilgængelig på internettet: https://archive.org/details/pathwayofsafety00oxen 974 Oxenden, ”The Christian Life”: Netudgave: https://archive.org/details/christianlife01oxen 975 Oxenden, 1891, s. 4 976 Oxenden, 1891, s. 5 977 Oxenden, 1891, s. 5 978 Oxenden, 1881, s. 12 979 Oxenden, 1891, s. 13 980 Jørgen Knudsen, 2017, BG s. 95 981 Ibid 982 Ingersoll. Udvalgte citater: Udvalgte citater af Ingersoll kan læses her:https://nordsprog.dk/kilde/Robert_Green_Ingersoll 983 Hertel, Hans: Det Moderne Gennembrud”, Kbh. 2019 984 Gustav Bang, 1903, s. 94 985 Hertel, 2019, s. 17% i e-bogsudgaven 986 Knudsen, 2019, Brandes cit. Efter GB s. 177 987 Darwin-Arkivet/ Jeppe Aakjær 988 Hjermitslev, 2015, s. 192 989 Hjermitslev, 2015, s. 193 990 Hjermitslev, 2015, s. 194 991 P.G. Lindhardt: ”Morten Pontoppidan”, Dansk Biografisk Leksikon 992 Hjermitslev, 2015, s. 198 993 Nørretranders 2003, s. 49 994 Nørretranders 2003, s. 49) 995 Nørhøj, 2011 996 Gjesing, 2021, s. 99 997 Gjesing, 2021, s. 99 998 Ryslinge Frimenigheds hjemmeside 454 999 Bøtkjær, 1979, s. 20 1000 Bøtkjær, 1979, s. 26 1001 Ole Varming i Den Store Danske: ”Vilhelm Rasmussen” 1002 Ole Varming i Den Store Danske, ”Vilhelm Rasmussen”, 2020 og tidl. 1003 Hertel 2019 1004 Rasmussen. 1939, s. 18-19 1005 Ibid s. 25 1006 Ibid s. 27 1007 Ibid s. 30 1008 Rasmussen, 1939, s. 64 1009 Ibid s. 90 1010 Rasmussen, 1939, s.. 90 1011 Thomsen 1911, s. 8 1012 Thomsen s. 8, og J. Qvigstad ”Kildeskrifter til den lappiske Mythologi, Det Kongelige Norske Videnskabernes Selskabs Skrifter”, Trondhjem 1903) 1013 Opkaldt efter den oprørske romerske politiker Lucius Sergius Catilina (108-62 f.v.t.) 1014 Møller, Lole: Om ”Arbejdernes Børneblad” Tidsskriftet Rød+Grøn, september 2018 1015 Møller, Lole, 2018 i Rød/Grøm om ”Arbejdernes Børneblad” 1016 Lodberg, 2016, s. 123 1017 Lodberg 2016, s. 126-127 1018 Lodberg 2016, s. 129 1019 Hermann, 2007, s. 192 1020 https://www.arbejdermuseet.dk/historien-om-borgerligekonfirmation/#:~:text=Den%209.%20marts%201915%20blev%20Foreningen%20mod%20Kirkelig,Folkets%20Hus%20p %C3%A5%20Enghavevej%20den%2011.%20april%201915. 1021 Myhr, 2010, s. 27 1022 Moos, 1977 1023 Moos, 1977, s. 1 1024 Moos, 1977, s. 2 455 1025 Ibid 1026 Moos, 1977 s. 3 1027 Ungdomsbogen 1932, s. 116 1028 Ibid. Socialdemokraten efter Ungdomsbogen 1932 1029 Ungdomsbogen 1932, s. 115 1030 Moos 1977, s. 12 1031 Moos, 1977, s. 16 1032 Jf. Præsteforeningens Blad 1933, s. 60, efter Moos, 1977 s. 25 1033 Moos, 1977, s. 18 1034 Bomholt efter Moos, 1977, s. 18 1035 Moos, 1977 s. 18 1036 Socialdemokratens referat 8. oktober 1928 1037 Sigurd Næsgaard: ”Mn Konfirmationstale”, Kbh. 1931, s. 6 1038 Sigurd Næsgaard: ”Min Konfirmationstale”, Kbh. 1931 s. 8 1039 Sigurd Næsgaard: ”Min Konfirmationstale”, Kbh. 1931, s. 9 – 10 1040 Sigurd Næsgaard: ”Min Konfirmationstale” Kbh. 1931 s. 10 1041 Menighedsraadsbladet 1931, s. 101, cit. efter Moos, 1977, s. 21 1042 Moos, 1977 s. 21 ff 1043 Moos, 1977, s. 23 1044 https://www.arbejdermuseet.dk/historien-om-borgerlige-konfirmation/ 1045 Hartvig Frisch i ”Ungdomsbogen, 1934, s. 46 1046 Frisch i Ungdomsbogen, 1934, s. 54 1047 Frisch i Ungdomsbogen, 1934, s. 57 1048 Egeberg i Ungdomsbogen 1934, s. 60 1049 Hemmer Egeberg i Ungdomsbogen, 1934, s. 61 1050 NOTE: Det kan her indskydes, at Egeberg i 1937 udgiver bogen ”Problemer i Børneopdragelsen. Betragtninger angaaende Barnets Seksualliv”, med forord af Jørgen Jørgensen. Egeberg havde taget lærereksamen fra Silkeborg Seminarium i 1908 og var i 1910 blevet ansat i Københavns Skolevæsen. Han blev lærer for to forsøgsklasser, eller 456 såkaldte ”frie klasser”, på Vanløse Skole, hvor man var i gang med et stort pædagogisk forsøg i årene 1924 – 28. I de frie klasser sad eleverne ved gruppeborde, der var pyntet med blomster og duge. 1051 Caja Rude, s. 68 i Ungdomsbogen 1934 1052 Egeberg 1937, s. 55 1053 Egeberg 1937, s. 102 1054 Egeberg 1937, s. 57 1055 Wilm, 2009, s. 48-66 1056 Wilm, 2009, s. 19 1057 Weimartidens tyske fritænkerbevægelse er analyseret af Jochen Christoph Kaiser, ”Arbeiterbewegung und organisierte Religionskritik im 19. und 20. Hahrhundert”, Zeitschrift für Religions- og Geistesgeschichte 37, nr. 2, 1985 1058 Wilm, 2009), s. 24 1059 Wilm, 2009, s. 24 1060 Wilm, 2009, s. 27 1061 Wilm, 2009, s. 25 1062 Politiken Efter Wilm, 2009, s. 25 1063 Kristeligt Dagblad 28/12 1931, ”Kommunistdemonstration i Domkirken”, efter Wilm, 2009, s. 26 1064 Kristeligt Dagblad, 28/9 1931, ”Kommunistspektakler”, efter Wilm, 2009, s. 27 1065 Wilm, 2009, 27. Viggo Larsen ”Guds Død”, Det Revolutionære Teater, Kbh. 1934 1066 Wilm, 2009, s. 28 1067 Wilm, 2009, s. 28, og Joachim Müller ”Den moderne Gudløshedsbevægelse”, i Ungdomsarbejderen, 1. februar 1933, s. 21 1068 Wilm, 2009, s. 35 1069 Indre Mission København 1925 s. 25 1070 ”Tvesproget”, 1937 1071 Hans Jacob Hansen i ”Indre Mission og de Helliges Samfund”, 1 – 4, 1931, efter Gjesing 2021, s. 106 1072 Karl Laurids Aastrup (1899-1980) var en jysk præst og domprovst i Odense fra 1949 samt salmedigter. 1073 Børglum Larsen, 1979, s. 126-128 1074 Børglum Larsen, 1979, s. 130 1075 Børglum Larsen, 1979, s. 129 457 1076 Børglum Larsen, 1979, s. 125. Tre vers af en længere salme 1077 Ibid, s. 140 1078 Birke, Svend, 1938, titelbladet 1079 Birke 1938, s. 9 1080 Birke, 1938, 14 1081 Birke, 1938, s. 19 1082 Birke, 1938, s. 19 1083 Birke, 1938, s. 23 1084 Birke, 1938, s. 117 1085 Bach Jensen, 1979, s. 189 1086 Bach Jensen, 1979, s. 213 1087 Hansen 2017, s. 80 1088 Bøtkjær1979. s. 14 1089 Bøtkjær 1979, s. 15 1090 Bøtkjær, 1979, s. 15 1091 Bøtkjær, 1979, s. 16 1092 Bøtkjær, 1979, s. 34 1093 Bøtkjær, 1979, s. 51 1094 Bøtkjær, 1979, s. 41 1095 1814-Anordningerne, efter Bøtkjær, 1979, s. 44 1096 Bøtkjær, 1979, s. 50 1097 Stauning cit. efter P.G. Lindhardt: ”Den Danske Kirkes Historie” bd. 8, kbh. 1966, s. 16 1098 Socialdemokratiets principprogram 1977, cit. efter Bøtkjør, 1979, s. 53 1099 Hansen, 2017, s. 81 1100 Jf. DSU´s program i H.C. Hansens agitationspjece ”Marchér med os”, kbh. 1933, s. 11 – 13 og s. 17 1101 Bagger Larsen, 1979, s. 104) 1102 Bente Bagger Larsen, 1979, s. 117 458 1103 Nørretranders 2003, s. 29 1104 Ruth, 1932, s. 19 1105 Angående Ruth: NOTE: Det er ikke en fejl, når jeg i Ruth-citater skriver substantiver med lille. Det gjorde Ruth selv. 1106 Ruth, 1932, s. 37 1107 Ruth, 1932, s. 19 1108 Ruth, 1932, s. 63 1109 Ruth, 1932, 69 1110 Ruth, 1932, s. 74 1111 Koch 2006, 240 ff. 1112 Danmarkshistorien. Aarhus Universitet: ”Oxfordbevægelsen/ Moralsk Oprustning var en kristen vækkelsesbevægelse, der kom til Danmark i 1930’erne og blev et markant indslag i offentligheden og i tidens kirkelige debat. Den blev siden til den anti-kommunistiske bevægelse Moralsk Oprustning, som spillede en vis rolle i Danmark i den tidlige efterkrigstid.” ”Oxfordgruppe-bevægelsens forkyndelse var funderet i troen på, at synden var et problem, som kunne overvindes ved omvendelsen, og at man gennem syndens overvindelse kunne skabe en bedre tilværelse for sig selv.” 1113 Jørgensen og Brodersen, 1935, s. 34 1114 Jørgensen og Brodersen, 1935, s. 58. 1115 Jørgensen og Brodersen, 1935, s. 70 1116 Jørgensen og Brodersen, 1935, s. 5 1117 Jørgensen og Brodersen, 1935, s. 13 1118 Jørgensen og Brodersen, 1935 s. 164 1119 Jørgensen og Brodersen, 1935, s.23 1120 Jørgensen 1931, s. 11 1121 Jørgensen 1931, s. 17 1122 Jørgensen 1931, s. 18 1123 Jørgensen, 1931, s. 21 1124 Bøtkjær, 1979, s. 221 1125 Henningsen efter Bøtkjær, 1979, s. 221 1126 ”Sex og Samfund» nr. 1 – 3, 1937 og 1 – 2, 1938 459 1127 Henningsen efter Bøtkjær, 1979, s. 222 1128 Henningsen efter Bøtkjær, 1979, s. 224 1129 Poul Henningsen 1938, efter Bøtkjær 1979, s. 225 1130 Kritisk Revy, 3. rk., 1928 1131 Hans Kirk, 1928, cit. efter Bøtkjær, 1979, s. 229 1132 Bøtkjær 1979, s. 233 1133 Chakravarty, 2016 1134 Jacobsen efter Chakravarty, s. 119 1135 Chakravarty s. 128 1136 Andersen, Lise Præstgaard: ”Ateismediskussionen i dansk skønlitteratur – Fra det moderne gennembrud til og med symbolismen og det folkelige gennembrud.”, Nordica, Bind 28, 2021 1137 Andersen, 2021, s. 20 1138 Andersen, 2021, s. 22 ff. 1139 ”Mit Livs Legende” 3 (1916), s. 38 – 39, efter Andersen, 2021, s. 22 1140 Andersen, 2021, s. 26 1141 Andersen, 2021, s. 56 1142 Teksten følger Jeppe Aakjær: Derude fra Kjærene, Oscar Søtoftes Forlag, Kbh., 1899, pp. 46–48. 1143 Andersen, 2021, s. 56 1144 Aksel Haaning, 2020, s. 217 1145 https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/sommervise-af-thoeger-larsen/ 1146 Andersen, 2021, s. 80 1147 Andersen, 2021, s. 97 1148 Gjesing, 2021, s. 97 1149 Muhammed-tegningerne eller Muhammed-krisen begyndte efter at Jyllands-Posten udgav 12 satiriske tegninger af tegneren Kurt Westergaard den 30. september 2005. De fleste tegninger viste Muhammad, Islams hellige profet. Tegningerne indgik i en artikel om ytringsfrihed og selvcensur, og avisen udtalte at det var et indspark til debatten om kritik af islam og selvcensur. Muslimske grupper i Danmark klagede, og sagen ledte med tiden til protester omkring i verden, inklusive vold og optøjer i nogle muslimske lande.(Kilde: Wikipedia) 1150 1151 Myhr, 2010, s. 31 Falk Hansen cit. efter Jørgen Larsen 2003. 460 1152 Hansen 2017, s. 93 1153 Nørretranders 2003, s. 29 1154 Andersen, 2021, s. 80 1155 Svend Andersen 2015 1156 Hãgg, 2013 1157 Carsten Bengt-Pedersen i Den Store Danske 2021 og tidl. 1158 Hãgg 2013 1159 Hedenius, efter Nysten, 1984, s. 87 1160 http://humanisterna.se/ 1161 Om Ateism…2010 1162 Elten, 1978 1163 Fx Anders Fogh Jensen: https://www.filosofiskkonfirmation.dk/index.php?id=1927 Og Ane Christensen: https://www.livsceremonier.dk/ Jf. Lone Ree Milkær 3. November 2020 . 1164 Myhr, 2010, s. 27 1165 Myhr, 2010, s. 30 1166 https://www.atheistalliance.org/ 1167 Lone Ree Milkær, November 2020 1168 Nedergaard 1981, s. 205 1169 Nørretranders, 2003, s. 29 1170 Nørretranders, 2003 1171 Gry 1997 1172 Sandbeck og Christiansen 2008 1173 Gry 1991 1174 Nysten 1984, s. 18 1175 Lindhardt, 1998, s. 11 1176 Lindhardt, 1998, s. 11 1177 Lindhardt, 1998, s. 38 1178 Lindhardt, 1998, s. 54 461 1179 Kristeligt Dagblad 11. juni 2004 1180 Ude og Hjemme, uge 24, 2005 1181 Wikipedia/ Thorkild Grosbøll 1182 Wikipedia/ Thorkild Grosbøll 1183 Grosbøll, 2003, s. ”. s. 9. 1184 Grosbøll 2003, s. 9 1185 Grosbøll,2003, s. 157 1186 Grosbøll 2003, s. 138 1187 Grosbøll 2003, s. 136 1188 Grosbøll 2003, s. 135 1189 Grosbøll 2003, s. 136 1190 Grosbøll, 2003, s. 113 1191 Grosbøll, 2003, s. 13 1192 Enger 2013 1193 Fra Ateistisk Selskabs formålsparagraf: https://ateist.dk/ 1194 Busk, 2007 1195 Busk 2007, s. 7% i e-bogsudgaven 1196 Busk 2007, s. 8% i e-bogsudgaven 1197 Busk 2007, s. 9% i e-bogsudgaven 1198 Busk 2007, s. 14% i e-bogsudgaven 1199 Busk 2007, s. 3% i e-bogsudgaven 1200 Busk, 2007. s. 4% i e-bogsudgaven 1201 Busk, 2007, s. 8% i e-bogsudgaven 1202 Universitetsavisen, Københavns Universitet, 6/12 2006 1203 Universitetsavisen 6/12 2006 1204 Universitetsavisen 6/12 2006 1205 Se Malene Busk og Ida Crone, red. ”Gudløs”, Kbh. 2008. 462 1206 Nordbrandt 2005. 1207 Nordbrandt 2005 1208 Nordbrandt, 2005 1209 Nordbrandt 2005 1210 Busk og Crone, 2008, s. 8 1211 Nysten, 1984, s. 54 1212 Hermann, 2007, s. 6 1213 Myhr refererer til Christiansen og Sandbeck, 2009, s. 134 1214 Wikipedia: ”Adam Holm” 1215 https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/er-det-dumt-tro-p%C3%A5-gud Kristeligt Dagblad 24. maj 2013 1216 Enger, 2013, s. 108 1217 Enger, 2013, s. 108 1218 Enger, 2013, s. 110 1219 Enger, 2013, s. 211 1220 Larsen 2006, s. 7% i e-bogsudgaven 1221 Cederholm 2007 1222 Bilde, 2010 s. 148 1223 Bilde 2010 s. 157 1224 Bruun 2021 1225 Zuckerman, 2008, s. 14 1226 Zuckerman, 2008, s. 14 1227 Zuckerman, 2008, s. 14 1228 Zuckerman, 2008, s. 17 1229 En frisk undersøgelse fra Ritzau 20. marts 2023, viser, at Finland seks år i træk har henvist Danmark til andenpladsen, når det gælder om at være verdens lykkeligste folk. 1230 1231 1232 Zuckerman, 2008, s. 21 Ibid s. 22 Inglehart et al. 2004, efter Zuckerman, 2008, s. 24 463 1233 Zuckerman, 2008, s. 38 1234 Zuckerman, 2008, s. 115 1235 Bauman i ”Postmodernity and its Discontents”, 1997, Oxford, s. 170 – 171, efter Zuckerman, 2008, s. 91 1236 Zuckerman, 2008, s. 118 1237 Zuckerman, 2008, s. 122 1238 Zuckerman, 2008, s. 128 1239 Zuckerman, 2008, s. 130 1240 Zuckerman, 2008, s. 133 1241 Zuckerman, 2008, s. 138 1242 1243 Zuckerman, 2008, s. 142 Palle Lauring, ”A History of Denmark”, 1960, efter Zuckerman, 2008, s. 143 1244 Zuckerman tænker formentlig her både på pietismen i starten af 1700-tallet og på senere bevægelser som Indre Mission m.fl., men sikkert også på en almen folkelig interesse for kristendom. AEP 1245 Zuckerman, 2008, s. 174 1246 Zuckerman, 2008, s. 174 1247 Epinion f. Kristeligt Dagblad 26. marts 2006, ”Påskemåling”, efter Zuckerman, 2008, s. 179 1248 Zuckerman, 2008, s. 179 1249 Zuckerman, 2008, s. 186 1250 Zuckerman, 2008, s. 191 1251 Phil Zuckerman, 2008, s. 203 1252 ”How Secular Morality Will Save the World” , foredrag 6/12 2021, Pitzer College, Youtube. 1253 ”How Secular Morality Will Save the World” , foredrag 6/12 2021, Pitzer College, Youtube 1254 Bilde, 2012 1255 Stjernholm og Ørregaard, 2019: s. 8 1256 Ibid, s. 9 1257 Richard Dawkins, A.C. Grayling, Christopher Hitchens og Sam Harris er – sammen med Daniel Dennett – nogle af de væsentligste nye engelske og amerikanske ateister, der især har gjort sig bemærket efter 11/9 2001 1258 Ibid s. 14 464 1259 Ibid. S. 18 1260 Ibid s. 23 1261 Ibid s. 67 1262 Ibid s. 71 1263 Ibid. s. 86 1264 RUCs forskningsportal/ Aksel Haaning 1265 Lise Søgaard, interview med Haaning i Kristeligt Dagblad 3/12 2021. Haanings bog indeholder en fuldstændig oversættelse til dansk af en forbudt middelalderlatinsk tekst med titlen Aurora Consurgens. Teksten består af tolv dele, og der henvises blandt andet til alkymistisk praksis; søgen efter ”de vises sten” og ”det femte element” og skrifter af filosofiens græske fædre Platon og Aristoteles. Under det hele løber en strøm af referencer til Bibelen. I den sidste del af teksten udlægges Højsangen. I teksten er det guddommelige tilmed af kvindekøn og befinder sig ikke i himlen, men i dybet under os. 1266 Sørine Gotfredsen: ”Som Sørine læser Bibelen”, 2020 1267 Zeuthen 2021 1268 Brinkmann, 2021, s. 5% i e-bogen 1269 Brinkmann 2021, 12% 1270 Brinkmann 2021, s. 12% i e-bogsudgaven 1271 Brinkmann 2021, s. 25% i e-bogsudgaven 1272 Ibid s. 28% i e-bogsudgaven 1273 Brinkmann 2021, 86% 1274 Brinkmann, 2021, s. 95% i e-bogsudgaven 1275 Brinkmann 2016 1276 Brinkmann, 2016, s. 22 1277 Brinkmann 2016, s. 23 1278 Morten Petersen, 2003, s. 146 1279 Dennis Meyhoff Brink i ”1000 års Tro”, episode 5, DR 2016 1280 Jf. P 1 Morgen 2. august 2023, kl. 8 30 1281 Koch, Carl Henrik, 2016, s. 130 i e-bogsudgaven 1282 Sandbeck 2009 1283 Sandbeck m.fl. 2011, s. 21 465 1284 Sandbeck og Christiansen, 2009, s 123 1285 ”Gudløse Hjerner”, 2009, s. 123 1286 ”Mit År med Gud” s. 35%i e-bogsudgaven 1287 Schmidt 2008, s. 57 1288 Armstrong, 2011, s. 369 1289 Arnulf Øverland, 1961, s. 49. 1290 Koch 1983 1291 Koch 1983,s. 6% i e-bogsudgaven 1292 Armstrong, 2011, s. 216 1293 Ebbesen, 2002 1294 Sandbeck og Christiansen 2008, s. 95 1295 fx Øhrstrøm, 2022 1296 Voltaire efter Andersen og Jensen, 2006, s. 38 1297 I flg. Koch (Koch 2003, s. 73% i e-bogsudgaven 1298 Wulff, 1882 1299 Fischer, 1851, s. 10 1300 Ibid 1301 Ibid s. 36 1302 Ibid. S. 38 1303 Ibid, s. 51 1304 Ibid 1305 Ibid 1306 Ibid. S. s. 57 1307 Ibid s. 61 1308 Ibid s. 61 1309 Ibid. S. 61 1310 Ibid s. 61 466 1311 Ibid s. 61 1312 Ibid s. 69 1313 Ibid s. 78 1314 Ibid s. 87 1315 Brøchner: Kbh. 1868 ”Problemer om Tro og Viden”, s. 225 1316 Ibid 1317 Dreier, ”Folkenes Fremtid”, 1848, s. 21 1318 Wikipedia, Darwin 1319 H.C. Ørsted: ”Aanden i Naturen”, Kbh. 1850, s. 79 1320 Ibid s. s.122 1321 Varberg, 1851, s. 20 1322 Varberg, 1851, s. 27 1323 Varberg, 1851, s. 30 1324 Varberg, 1851, s. 31 1325 Varberg, 1851, s. 32 1326 Varberg, 1851, s. 38 1327 Varberg, 1851, s. 42 1328 Andersen og Jensen, 2006, s. 51 1329 Andersen og Jensen, 2006, s. 53 1330 Thomas Henry Huxley, efter Andersen og Jensen, 2006, s. 62 1331 Andersen og Jensen, 2006, s. 70 1332 Hjermitslev 2015, s. 194 1333 Christiani, 1877, s. 665 og 669, efter Hjermitslev, 2015, s. 195 1334 Koch 2006, s. 36 1335 Koch 2006, s. 60 1336 Høffding ”Etik. En Fremstilling af de etiske Principer og Deres Anvendelse paa de vigtigste Livsforhold., København 1887, efter Koch 2006, 62 1337 Koch 2006, s. 71 467 1338 Bent Andresen i Dansk Biografisk Leksikon, 2011: Anthon Thomsen 1339 Koch, 2006 s. s. 142 1340 Thomsen efter Koch, 2006, s. 142 1341 Koch 2006, s. 148 1342 Thomsen, 1911, s. 16 1343 Thomsen 1911, s. 18 1344 Thomsen, 1911, s. 20 1345 Thomsen 1911, s. 33 1346 Gry, Jørgen, 1991, fra bogomslaget 1347 Gry, Jørgen, 1997 1348 Sandbeck og Christiansen, s. 94, 2008 1349 Ibid s. 124 1350 Andersen, Svend: Kristendom, 2022, s. 80 1351 https://archive.org/details/historyofconflicas00drap/page/n9/mode/2up 1352 https://archive.org/details/ahistorywarfare04whitgoog og https://archive.org/details/ahistorywarfare01whitgoog 1353 Andersen og Jensen, 2006, s. 8 ff. 1354 Armstrong, 2011, s. 291 1355 Busk 2007, s. 8% i e-bogsudgaven 1356 Nørretranders 2005, s. 52 1357 Øhrstrøm 2022 1358 Øhrstrøm, 2022, s. 350 1359 Øhrstrøm, 2022, s. 367 1360 Øhrstrøm. 2022, s. 367 1361 Aksel Haaning, 2018, s. 338 i e-bogsudgaven 1362 Øhrstrøm 2019 1363 Information, 27/8 2009 1364 Larsen, 2009, s. 16 468 1365 1366 1367 1368 Lise Ludvigsen og Poul Storgaard Mikkelsen (2007)”Religion i Det Senmoderne Samfund”, s. 10 Larsen 2009, s. 23 Larsen 2009, s. 24 Andersen og Jensen, 2006, 95 1369 Andersen og Sigurdsson, 2020, s. 51 1370 Ibid s. 52 1371 Ibid s. 52 1372 Svend Brinkmann, 2021 1373 Jens Glebe-Møller: ”Marx og Kristendommen”, København 1975, s. 93 1374 Ibid 1375 Folkekirken er plaget af et ligefremt ”sygt” psykisk arbejdsmiljø, DR P 1, 15/2 2022, og 14/8 2022: 1376 Luther, 2016, s. 99 1377 Brinkmann, 2016, s. 161 1378 Brinkmann 2016, s. 162 1379 Cicero, cit. efter Nedergaard, 1981, s. 180 1380 Hansen, Gunder, 2019, s. 195 1381 Jensen, 2007, s. 54 1382 Thomsen i Jensen, 2007, s. 56 1383 Jvf. Søren Chr. Lunds og Sven Hansens bemærkninger til Braad Thomsen-citatet. 1384 Christensen, 2008. s. 1% i e-bogsudgaven 1385 Christensen 2008, s. 3% i e-bogsudgaven 1386 Christensen 2008, s. 13% i e-bogsudgaven 1387 Nedergaard, 1981, 267 1388 Christensen, 2008, s. 14% i e-bogsudgaven 1389 Christensen 2008, s. 21% i e-bogsudgaven 1390 Nedergaard, 1981, s 306 1391 Busk 2007 s. 7% i e-bogsudgaven 1392 Busk, 2007, s. 14% i e-bogsudgaven 469 1393 Busk 2007, s. 16% i e-bogsudgaven 1394 Gotfredsen, 2015 s. 117 1395 Brinkmann, 2021, s. 8% i e-bogsudgaven 1396 Brinkmann, 2021, 91% 1397 Lindhardt, 1998, s. 140 1398 Lindhardt, 1998, s. 149 1399 Lindhardt, 1998, s. 150 1400 Lindhardt, 1998, s. 156 1401 Brinkmann 2016, s. 110 1402 Olsen, 2021, s. 106 1403 Favrholdt, 2008, s. 86 1404 Sandbeck 2011, s. 44 1405 Sandbeck 2011, s. 44 1406 Sandbeck 20011, s. 44 1407 Ibid. 1408 Ibid. S. 46 1409 Sandbeck 2001, s. 46 1410 Ibid 1411 Tidehverv nr. 4, s. 75 – 81, april 1997 1412 Larsen, 2007 1413 Bahn, 2007, s. 19 1414 Kristeligt Dagblad 19. marts 2023 1415 Herbener, 2015 1416 Herbener, 2015 1417 Haaning efter Herbener, 2015 1418 Haaning, 2001, s. 131 1419 Herbener, 2015, s. 87 470 1420 Herbener, 2015, s. 123 1421 Leif Nedergaard, 1981, s. 88 1422 Leif Nedergaard, 1981, s. 89 1423 Perez Zagorin, How the Idea of Religious Tolerance Came to the West”; Princeton, 2006, s. 1, efter Herbener, 2017, s. 252 1424 Gregersen og Jørgensen, 2022, s. 136 1425 Ibid s. 136 1426 Bostrup, 2022, s. 107 1427 Moxnes, 2007, s. 123 1428 Lindhardt, og Luther 2008 s. 101 1429 Lausten 2012, s. 10 1430 Stjernfelt 2017, s. 18 1431 Stjernfelt 2017, s. 18 1432 Stjernfelt 2017, s. 35 1433 Stjernfelt 2017, s.51 1434 Stjernfelt 2017, s. 57 1435 Stjernfelt 2017, s. 61 1436 Stjernfelt 2017, s. 74 1437 Stjernfelt 2017, s. 109 1438 Luther, 1532, Efter Stjernfelt, 2017, s. 113 1439 Ibid s. 119 1440 Stjernfelt, 2017, s. 79 1441 Stjernfelt 2017, s. 83 1442 Wikipedia: ”Anabaptister (græsk for gendøbere) eller døberbevægelserne er protestantiske kristne, som har deres rod i 1500-årenes reformationsbevægelser. De gik/går ind for en bevidst bekendelse til troen og dermed for voksendåb (troendedåb); og nogle af dem modsatte sig at bære våben og at sværge eden, hvormed de kom i opposition til den bestående samfundsorden.” 1443 Stjernfelt 2017, s. 97 1444 Stjernfelt, 2017, s. 110 471 1445 Ibid, s. 141 1446 Ibid s. 145 1447 Luthers Samlede skrifter 59, WA 18, s. 357 f., efter Stjernfelt 2017, s. 152 1448 Stjernfelt, 2017, s. 162 1449 Stjernfelt, 2017, s. 169 1450 Stjernfelt, 2017, s. 169 1451 Stjernfelt, 2017, s. 194 1452 Stjernfelt, 2017, s. 197 1453 Luther 1543, efter Stjernfelt, 2017, s. 201 1454 Stjernfelt, 2017, s..209 1455 Stjernfelt 2017, s. 218 1456 Stjernfelt, 2017, s. 219 1457 Stjernfelt, 2017, s. 220 1458 Stjernfelt, 2017, s. 220 1459 Stjernfelt, 2017, s. 242 1460 Stjernfelt, 2017, s. 242 1461 Jean Calvin 1509 – 1564, var – næst efter Luther – den mest betydningsfulde reformator af den katolske kirke. Han er især kendt for sin ”prædestinationslære”: Han mente, at Gud på forhånd havde bestemt, hvilke mennesker der skulle i Paradis, og hvilke, der skulle pines til evig tid i Helvede. Derfor kan man ikke selv gøre noget som helst for at blive frelst. 1462 Stjernfelt, 2017, s. 248 1463 Stjernfelt, 2017 s. 254 1464 Stjernfelt, 2017, s. 257 1465 Stjernfelt, 2017, s. 259 1466 Stjernfelt, 2017, s. 266 1467 Stjernfelt, 2017, s. 266 1468 Stjernfelt, 2017, s. 305 1469 Stjernfelt, 2017, s.310 1470 Stjernfelt, 2017, s. s. 310 472 1471 Thomas Sauer efter Stjernfelt, 2017, s. 315 1472 Stjernfelt, 2017, s. 323 1473 Stjernfelt, 2017 s. 323 1474 https://www.herbener.dk/ 1475 Herbener, 2017, s. 9 1476 Herbener, 2017, s. 10 1477 Herbener, 2017, s. 12 1478 Herbener, 2017, s. 13 1479 Herbener, 2017, 16 1480 Herbener, 2017, 19 1481 Luther 1525, efter Herbener, s. 287 1482 Herbener, 2017, s. 35 1483 Luther. 1523. Efter Herbener, 2017, 42 1484 Herbener, 2017, s. 43 1485 Luther udg. 1566. Efter Herbener, 2017, s. 43) 1486 Herbener, 2017, s. 50 1487 Herbener, 2017, s. 53 1488 Herbener, 2017, s. 59 1489 Herbener, 2017, s. 66 1490 Luther efter Herbener, 2017, s. 71 1491 Herbener, 2017, s. 89 1492 Lausten, 2006, s. 165. (Cit. efter Herbener, 2017, s. 91 1493 Herbener, 2017, s. 92 1494 Fra ”Om jøderne…”s, 175, efter Herbener s. 96 1495 Herbener, 2017, s. 99 1496 Bilde i Jyllandsposten, 23/3 1997, efter Herbener, 2017, s. 108 1497 Haaning, 2018, s. 225 ff. 1498 Haaning, 2018, s. 227 473 1499 Koncilet 1215, efter Haaning, 2018, s. 227 1500 Haaning, 2018, s. 227 1501 Aksel Haaning, 2018 s. 229 1502 Herbener, 2017, s. 158 1503 Lausten, 2004, s. 146, efter Herbener, 2017, s. 160 1504 Korsgaard efter Herbener, 2017, s. 160 1505 Bergen: ”The German Christian Movement in the Third Reich”, 1996, efter Herbener, 2017, s. 187 1506 Herbener, 2017, s. 346 1507 Kaj Munk: https://dansketaler.dk/tale/kaj-munks-praediken-2-sondag-i-advent-1943/ 1508 https://www.dansketaler.dk/praedikener/tale/kaj-munks-praediken-2-sondag-i-advent 1509 Danmarkshistorien.dk: De danske biskoppers hyrdebrev af 29. september 1943: "Den danske kirkes stilling til jødespørgsmålet" 1510 Armstrong, 2011, s. 335 1511 Armstrong, 2011, s. 348 1512 Nedergaard, 1981, s. 23 1513 Ibid 1514 Nedergaard, 1981, s. 104 1515 Nedergaard, 1981, s. 104 1516 Nedergaard, 1981, s. 104 1517 Nedergaard, 1981, s. 105 1518 Nedergaard, 1981, s. 88 1519 Nedergaard, 1981, s. 89 1520 Nedergaard, 1981, s. 104 1521 Ibid 1522 Moxnes, 2007, s. 122 1523 Moxnes, 2007, s. 122 1524 Larsen 2006, s. 30% i e-bogsudgaven 1525 Georg Brandes efter Koch, 2006, s. 348 474 1526 Mathias Oldager, DR-nyheder 13. februar 2023 1527 Stjernholm og Ørregaard, 2017 1528 Enger 2013, s. 72 1529 Nedergaard, 1981, s. 91 1530 Nedergaard, 1981, s. 92 1531 Ibid 1532 Ibid 1533 Nedergaard, 1981, s. 100 1534 Hansen, 2017, s. 40 1535 Kristeligt Dagblad 2/1 2015. 1536 Stjerneklar, Jørn: ”Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set”, Kbg. 2023 1537 Ibid s. 479 1538 Ibid s. 479 1539 Ibid s. 486 1540 Fanon, 1961, e-bog 2021, s. 166 1541 Øhrstrøm, 2022, s. 367 1542 Luther, 2016, s. 126 1543 Varberg, 1851, s. 44 1544 Nedergaard, 1981, s. s. 94 1545 TV 2, 6. februar, 2022 1546 Busk, 2007, s. 6% i e-bogsudgaven 1547 Ibid 1548 Larsen 2009, s. 19 1549 Larsen, 2009, s. 20 1550 Larsen 2009, s. 21 1551 1000 års Tro, DR, 2016, episode 6 1552 Busk og Crone 2008, s. 79 ff. 475 1553 Favrholdt, i Busk og Crone, 2008, 85 1554 Favrholdt, i Busk og Crone, 2008, s. 86 1555 Nedergaard 1981, s. 100 1556 Bostrup 2022, s. 90 1557 Bostrup, 2022 s. 128 1558 Bostrup, 2022, s. 128 1559 Sandbeck og Christiansen, 2008, s. 120 1560 Christiansen og Sandbeck, 2009, s. 9 1561 Christensen 2008 1562 Theissen, 2021 1563 Theissen, 2021, s. 10 1564 Theissen, 2021 s. 10 1565 Ritzau, 15/10 2019 1566 Jf. notat fra Udlændinge- og Integrationsministeriets samlede årlige undersøgelse 2019 af ikke-vestlige indvandreres og efterkommeres medborgerskab). 1567 Sandbeck og Christiansen 2009, s 86 – 87 1568 Ibid s. 82 1569 Ibid s. 74 1570 ”Gudløse Hjerner” 2009, s. 75 1571 Ibid s. 15 1572 Sandbeck og Christiansen, 2009, s. 65 1573 Ibid, s. 16 1574 Christiansen og Sandbeck, 2009, ”Gudløse Hjerner” s. 16 1575 Sandbeck og Christiansen 2009, s. 92 1576 Sandbeck og Christiansen, 2009, ”Gudløse Hjerner” s. 9. 1577 Ibid s. 10 1578 Armstrong, 2011, s. 348 1579 Armstrong, 2011, s. 348 476 1580 Gaarden, 2022 1581 Hansen, 2017, s. 19 1582 Hansen, 2022, s. 28 1583 Peter Holm, Information 21. april 2022 : ”Folkekirkens opgave er at perspektivere synet på eksistens. Det kræver mere end drop in-dåb” 1584 Glebe-Møller, 1975, s. 7 1585 Bilde 2010, s. 79 1586 Bilde, 2010, s. 87 1587 Sandbeck og Christiansen, 2008, s. s. 11 1588 Ibid s. 11 1589 Ibid s. 14 1590 Sandbeck og Christiansen 2008, s. 51 1591 Ibid s. 52 1592 Ibid s. 54 1593 Ibid s. 53 1594 Ibid s. s. 14 1595 Ibid s. s. 14 1596 Ibid s. Sandbeck og Christiansen, 2008, s. 77 1597 Sandbeck og Christiansen 2008, s. 77 1598 Sandbeck m.fl. 2011 1599 Sandbeck m.fl. 2011, s. 23 1600 Sandbeck 2020, s. 2% i e-bogsudgaven. 1601 Ibid 1602 Ibid s. 4% i e-bogsudgaven 1603 E-bog, 5%, Sandbeck 2020 1604 Sandbeck 2020, s. 1% i e-bogsudgaven 1605 Sandbeck, 2020 s. 4% i e-bogsudgaven 1606 Sandbeck 2020, s. 15% i e-bogsudgaven 477 1607 Sandbeck 2020, s. 17% i e-bogsudgaven 1608 Zuckerman, 2008, s. 112 ff. 1609 ”Sandbeck 2020, s. 29% i e-bogsudgaven 1610 Sandbeck 2020, s. 29% i e-bogsudgaven. 1611 Ibid s. 29% i e-bogsudgaven 1612 Ibid s. 31% i e-bogsudgaven 1613 Sandbeck 2020, s. 37% i e-bogsudgaven 1614 Sandbeck 2020, s. 39 i e-bogsudgaven 1615 Sandbeck 2020, s. 39% i e-bogsudgaven 1616 Ibid 1617 Ibid s. 42% i e-bogsudgaven 1618 Ibid s. 49% i e-bogsudgaven. 1619 Ibid s. 55%i e-bogsudgaven 1620 Ibid s. 75% i e-bogsudgaven 1621 Sandbeck, 2020, s. 79% i e-bogsudgaven 1622 Sandbeck, 2020 s. 86% i e-bogsudgaven 1623 Sandbeck, 2020, s. 89% i e-bogsudgaven 1624 Ibid s. 153 1625 Sandbeck og Christiansen, 2020, s. 153 1626 Ibid s. 173 1627 John Gray, ”Den Evangeliske Ateismes Fallit”, Information 26/4 2008 1628 Glebe-Møller, 2007 1629 Armstrong, 2011, s. 350 1630 Sandbeck, s. 4% i e-bogsudgaven 1631 Sandbeck, 2020, s. 67% 1632 Sandbeck, 2020, s. 67% i e-bogsudgaven 1633 Sandbeck, 2020, s. 75% i e-bogsudgaven 478 1634 Sandbeck, 2020, s. 92% 1635 ”Grov Konfækt”, Horstbøll m.fl., 2020, s.15% i e-bogsudgaven 1636 Teissen, 2021, s. 37 1637 Olsen, 2012, s. 83 1638 Olsen, 2012, s. 89 1639 Olsen, 2012, s. 85 1640 Ibid 1641 Dahl 2005, s. 219. 1642 Thomsen, Pro Ecclesia, 2020 1643 Thomsen, Pro Ecclesia, 2020, s. 30% i e-bogsudgaven 1644 P1 14/1 2021 1645 Schanz efter Jan Maintz Hansen, Information, 11/12 2012, ”Hvad kun kirken kan”. 1646 Hansen, 2012 1647 Information, 15/12 2012 1648 Ib Ulbæk, ”Selv ateister kan trænge til lidt Gud”, Information 12/5 2016 1649 Lone Ree Milkær, 3. november 2023 1650 https://www.bing.com/videos/search?q=Gravferd+HumanEtisk+Forbund+Youtube&docid=608038404752019691&mid=AFE43E9AF3F26A2E84ACAFE43E9AF3F26A2E84AC&view =detail&FORM=VIRE 1651 https://www.bing.com/videos/search?q=Humanistisk+Samfund+begravelse+youtube&qpvt=Humanistisk+Samfund+b egravelse+youtube&view=detail&mid=C448757EEBC9F5B607ABC448757EEBC9F5B607AB&&FORM=VRDGAR&ru=%2F videos%2Fsearch%3Fq%3DHumanistisk%2BSamfund%2Bbegravelse%2Byoutube%26qpvt%3DHumanistisk%2BSamfun d%2Bbegravelse%2Byoutube%26FORM%3DVDRE 1652 Stina Høiberg-Højerup: Humanistisk Samfund https://www.humanistisksamfund.dk/2022/06/03/konfirmationsceremoni-i-den-sorte-diamant/ 1653 Se fx Familie Journal 17. juni 2024 1654 Hermann, 2007, s. 193 1655 Hermann, 2007, s. 193 1656 Niels Reeh,2022, s. 56 1657 Ole Wolf i Medlemsbladet Humanisten april 2023 479 1658 Myhr, 2010, s. 81 1659 Information 26/10 2007, ”Gisningernes bog”, af Robin Engelhardt 1660 Engelhardt, Information, 26/10 2007 1661 ”Ateister vil lære elever om både religion og Oplysningstiden”, Information, 21/6 2016 1662 Medlemsbladet Humanisten april 2023 1663 Myhr, 2010, s. 86 1664 Jensen, 2007 1665 Thomas Frank i Kristeligt Dagblad, 31/3 2016 1666 Information, 10/1 2009, Anton Geist ”Danmark næste stoppested for ateistisk buskampagne.” 1667 Information, 9/10 2018 1668 Bilde, 2014 1669 Ibid 1670 ”Såsom på Jorden”, Kay Pollak, 2015 1671 Herbener, 2017, s. 19 1672 Glebe-Møller, 1975, 29, cit. efter J. Worsaae Rasmussen, ”Bernhard Dörries Prædiken” i Dansk Teologisk Tidsskrift, 1971, s. 147 1673 Glebe-Møller, 2008, s 56 1674 Glebe-Møller, 2008, s. 56 1675 jf. Armstrong, 2011, s. 350 1676 Information, 31/1 2009, ”Det skriger til Habermas´ himmel” 1677 Moxnes, 2007, s. 79 1678 Ibid s. s. 80 1679 Ibid s. 90 1680 Ibid s. s115 1681 Jørgensen, Jonas Adelin, s. 8 1682 Jørgensen, Jonas Adelin, s. 7 1683 Zuckerman, 2008, s. 200 1684 Niels Gunder Hansen, ”Da Gud kom ind fra Kulden”, Kbh. 1999 480 1685 Herbener, 2017, s. 249 1686 Herbener, 2017, s. 281 1687 Stjernfelt, 2017, s. 323 1688 Voltaire ”Alfabetisk Fornuft”, Kbh. 1956, v. Leif Nedergaard, s. 8