Viser opslag med etiketten Norge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Norge. Vis alle opslag

lørdag den 25. august 2012

Jeg måtte altså bare ind.

Hvem ved, hvornår jeg lige kommer her igen. Jeg havde vagt natten til i går og mødte så i aftenvagt igen går efter få timers søvn, så jeg var træt i aftes. Heldigvis er aftenvagten her kun 7,5 time, så jeg havde fri allerede kl. 22. Efter en god lang nattesøvn, vågnede jeg frisk i morges. Hele lørdag formiddag til fri afbenyttelse, det kunne kun betyde én ting, jeg måtte ind og se Nidaros indefra. Jeg købte hele pakken. Tur i kirken, opgang til tårnet, museet i den gamle bispegård lige ved siden af kirken og endelig adgang til at se de norske Riksregalier. En fantastisk formiddag. Egentlig må man ikke fotografere inde i kirken, men der er jo så meget man ikke må, og jeg forsøgte at være diskret.

onsdag den 22. august 2012

Fantastisk og enorm

Er Nidarosdomen. Det er fuldstændig umuligt at tage et billede af hele kirken på en gang. For det første er den enormt stor og for det andet ligger den omgivet af usædvanlig mange store gamle træer. Jeg skal altid lige en tur forbi den når jeg er i Tronheim. Den ligger ikke ret langt fra St. Olavs Hospital, hvor jeg vikarierer. Jeg skal først have vagt i nat, så jeg har haft hele dagen til at kigge lidt rundt og har da også brugt hele dagen med at gå rundt i byen. Jeg er helt ked af jeg ikke har skridttæller med, for jeg kom langt omkring. Tilbage til den smukke kirke, så har jeg endnu tilgode at se den indvendig. En guidet tur koster 60 norske kroner og jeg skal nok finde tid en gang. Måske ikke denne gang, men jeg vil se den på et eller andet tidspunkt, det er helt sikkert. Indtil da må jeg nyde billederne. Det samme må du.

tirsdag den 21. august 2012

Man skal holde hvad man lover.

Og helt tilbage i januar måned lovede jeg, at jeg ville tage nogle vagter i Norge i denne uge.

Der skulle bookes for sommeren og jeg tænkte at jeg da godt kunne hjælpe lidt. Derfor tager jeg af sted i aften til Trondheim. Der er absolut ikke fordi jeg er oplagt, tværtimod, men man skal holde hvad man lover, så selvfølgelig finder jeg gnisten og tager af sted. Men lige nu ville jeg ønske det var søndag og jeg var på vej hjem igen.


Heldigvis er der smukke omgivelser omkring hospitalet i Trondheim og selve byen er absolut også rigtig skøn, så mon ikke det går, når jeg først er kommet frem.

Vi har fået Ipad her i familien og den tager jeg med, så vil jeg se om jeg kan finde ud af at lave et lille blogindlæg på den, hvis jeg får lidt tid i overskud. Hvis ikke, så må du have en dejlig uge.

mandag den 22. august 2011

Rundtur i Trondheim

Læn dig blot tilbage og nyd en lille rundtur i Trondheim, måske kan det være lidt inspiration til en ferie. Byen er bestemt et besøg værd.









Jeg havde skønt vejr også denne gang og når jeg nu alligevel er afsted, kan jeg jo lige så godt nyde min sparsomme fritid. Det gjorde jeg til fulde denne gang og gik en lang tur både torsdag og fredag. Der er skønne stier langs Nidarelven og nogle af husene, der ligger helt ned til elvsiden har egen bådebro og en fantastisk udsigt, som en anden godt kunne drømme om. Billederne over denne tekst er fra torsdag, hvor jeg gik vest langs Nidar og billederne under teksten er fra fredag, hvor jeg gik mod øst og kom gennem den gamle bydel, med smukke gamle træhuse og en helt vidunderlig stemning. Jeg endte i centrum og osede lidt rundt i butikkerne, som havde sidste krampetrækninger i udsalget. Det endte med en par nye t-shirts - et fantastisk kup - skønt.





lørdag den 20. august 2011

Når nat bliver til dag

Godmorgen! Jeg skal lige vågne. Har været i nattevagt og har endnu en i vente, inden turen går hjem igen. Kan næsten ikke vente med at komme hjem. Jeg har normalt ikke nattevagter, kun når jeg arbejder i Norge. Nu er det jeg ved hvorfor, jeg bliver helt zombiagtig, når nat laves om til dag. Godt jeg kun har to denne gang, og ingen dobbeltvagter, så er jeg forhåbentlig hurtigt omvendt igen. I kan godt glæde jer, for når jeg kommer hjem, har jeg dejlige billeder fra Trondheim i må se og der foruden er jeg blevet færdig med Cecilia og en god bog, men mere om det senere :-)

mandag den 8. august 2011

Hjemme igen

Det er skønt at være hjemme igen. Jeg er dog noget træt. At arbejde 42 timer på 4 dage er hård kost, men det er jo det jeg tager afsted for og jeg glæder mig over at have muligheden. Faktisk synes jeg det er fantastisk lærerigt og udviklende at være afsted - som oftest. Denne gang var der ikke udpræget travlt på afdelingen, så det var nemt tjente penge. I min sparsomme fritid gik jeg lidt rundt på sygehusets arealer. Sygehuset i Trondheim er bygget på et kæmpe areal og består af mange mindre bygninger på op til 5-6 stager. Der er dejlige rekreative områder mellem flere af bygningerne. Et af disse områder er ubetinget min favorit. En lille oase, som oftest var flittigt besøgt.




Faktisk synes jeg vi kunne lære noget her i landet af den måde æstetikken vægtes på. Det er min overbevisning, at meget syge mennesker ikke kun har brug for medicinsk behandling, men også en form for åndelig behandling og det kan man få på flere måder. Bl.a. ved at vægte det æstetiske.
Ikke kun dette skønne anlæg var noget jeg bed mærke i. Jeg mødte på min vej også en lille syg pige, som sad i græsset sammen med formodentligt hendes mor og en sygeplejerske samt en mand i en lidt anderledes uniform end de gængse. Manden havde en lille hund med sig, som pigen legede med og hunden var også i uniform. På hundens uniform stod der noget i retningen af  hundepleier norsk helsevesen. Jeg syntes det var et vidunderligt syn, men havde beklageligt nok ikke fået min telefon med mig, så jeg kunne have taget et billede. Når jeg kommer der op igen i næste uge, vil jeg prøve at høre om nogle ved lidt om den ordning, for den er jeg vild med, sikken et koncept. Jo, man kunne godt lære noget og jeg ville ønske at visse politikkere havde mulighed for at besøge St. Olavs Hospital i Trondheim inden de begyndte at bygge det nye sygehus i Aalborg, for den stemning som findes i og omkring dette sygehus er helt speciel.

tirsdag den 10. maj 2011

Jeg smutter lige...


... en lille tur til Norge. Det har været dyrt at holde konfirmation og nu er der lige mulighed for at rette lidt op på økonomien, så det må man jo benytte sig af. Men først synes jeg lige jeg ville forevige denne smukke buket jeg fik i går af min lillebror. Forhåbentlig når den ikke at falde på 3 dage, men mon ikke jeg skulle bede Palle om at sætte den koldt om natten i håb om at den så holder lidt længere.

mandag den 21. marts 2011

Hvad kan man så lære af det

En arbejdstur til Norge, kan få alle og alles bekymringer lidt på afstand. En god måde for mig at tanke op på. I denne weekend var jeg i Bergen. Der har jeg ikke været tidligere og hold nu op, hvor er der smukt. Jeg boede på et vandrehjem, Montana, som lå oppe på fjeldet. På billedet herunder ses udsigten jeg havde fra spisesalen, hvor der blev serveret morgenmad.

Der var en sti op til vandrehjemmet fra sygehuset. Jeg vil tro på ca. 2 km. Det var en ualmindelig smuk tur at gå, både morgen, eftermiddag og aften. Men det var hårdt. Det gik op, op, op, op hele vejen. Ikke noget med at flade ud undervejs, så man kunne få pusten, nej kun op og flere steder ganske stejlt. På et tidspunkt, troede jeg, at nu hoppede hjertet ud af brystet på mig, for selv om jeg satte farten lidt ned, var det stadig noget af en anstrengelse, fordi det gik sådan op. Når det var helt slemt, stoppede jeg og snuppede et par billeder ud over byen og fjorden.

I går skulle jeg så hjem igen, efter en dagvagt. Det passede skidt med flyene og der var megen ventetid. Normalt er det jo ikke ligefrem noget problem, for så kan jeg få strikket - bare ikke lige denne gang, for hvad havde jeg ikke fået med - MIT STRIKKETØJ :( En total katastrofe. Hvad kan man så lære af det...... Aldrig aldrig ALDRIG tag afsted uden! Heller ikke selv om du ikke tror du kommer til at bruge det, Charlotte, husk det nu!

mandag den 7. februar 2011

En hurtig beslutning

Jeg blev ringet op torsdag formiddag om jeg kunne rejse fredag morgen. Det var fra vikarbureauet, de havde henvendelser både fra Oslo og Trondheim. De ved jeg gerne vil til Trondheim, når det er muligt. Jeg var der to gange sidste sommer. I Trondheim. Det er oftest fra Oslo der er bud, men jeg synes ikke der tages så pænt imod vikarerne i Oslo, sikkert fordi de ofte, ja nærmest hele tiden har vikarer til at komme og arbejde. Det er noget helt andet i Trondheim, der bliver man taget godt imod og der er en helt fantastisk normering, gad vide om de selv er klar over hvor heldige de er:) Men jeg tænkte mig om et kort øjeblik og blev enig med mig selv om, at jeg egentlig godt kunne bruge nogle hurtigt tjente penge. Der er jo en konfirmation der spøger. Så min lille nye håndbagagekuffert blev pakket og jeg smuttede afsted med flyver fredag morgen.


Hjemme igen og udhvilet er jeg, efter at have sovet hele formiddagen væk. Klar til at tage hul på en ny arbejdesuge her hjemme, hvor bl.a. to dage med undervisning venter.