Viser opslag med etiketten vaser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vaser. Vis alle opslag

søndag den 17. januar 2016

Med en vinterbuket ønskes god uge

Jeg købte dejlige blomster hos blomsterhandleren i fredags. Min yngste havde en hovedrolle i den årlige Gymnasie musical. Vi skulle se det i fredags og naturligvis skulle hun have en buket. 
Der var en del blomster i overskud, så der blev en ekstra buket.
 

Idag skinnede solen så vidunderligt på buketten.


Jeg skyndte mig at indfange solens stråler.


Jeg havde købt lysmachia (hvid fredsløs), Astrantia (Stjerneskærm), Roser, Franske anemoner og Chrysantemum.


Buketten blev omkranset af kokos blade. 


Og sat i vase.


Med denne buket vil jeg og Zeus ønske jer en rigtig dejlig uge, kør forsigtigt derude...


søndag den 15. februar 2015

Forårslængsel

Vi alle står vist som væddesløbsheste parat til at løbe foråret igang. Nu kan forspiring snart gå igang og vinduer fyldes op med alverdens spirer og frølinger. Der kan snart støvsuges, jordforbedres og tilplantes krukker. I mellemtiden kan der "leges" indendørs med vaser, dekorationer og blomster.


Jeg fik en sådan lyst til at fylde huset op med buketter, så efter et besøg på loppemarked i Valbyhallen, gik turen forbi blomsterhandleren.


Jeg havde fundet den ideelle emaljespand på loppemarkedet, som er storartet til at være opholdssted for nyindkøbte bundter af blomster. Det er en skøn spand.


Det blev også til lidt jagt på nye vaser på loppemarkedet, jeg kan jo ikke lade være.


Jeg fik tre vaser med hjem: to Bing og Grøndahl porcelænsvaser samt en keramik vase. Jeg har nogle stykker af Bing og Grøndahl vaserne med med liljekonvaller på . De har lavet flere modeller. Jeg har tidligere lavet et indslag med de vaser jeg har. Det kan ses her. Men nu er der kommet en ekstra til samlingen. Jeg har nu fire ialt. Det ser fint ud at lave opstilling med vaserne, ens men alligevel forskellige.


Den hvide keramik vase, har en fin nøglehulsfacon. Den har stempel i bunden. Det skal jeg lige have tydet. Det er altid morsomt at finde historien bag vasen.
 

Der blev fyldt op i næsten hele huset med store og små buketter. Det er en sand fornøjelse at arbejde med så mange skønne blomster.
 
Indlægget blev forsinket, grundet de frygtelige omstændigheder i København igår. Det er ikke rart, at terroren nu har vist sit grimme ansigt i vores hovedstad. Man tror aldrig det sker lige der hvor man bor, men det var rystende at se, at gerningsmanden blev jagtet lige der hvor min datter går i skole.
 
Alle tanker går til de, der har mistet kære eller har sårede familie medlemmer.


lørdag den 7. februar 2015

Vase drømme

Mens jeg går og planlægger alle de projekter der skal igang i haven i foråret, kan man heldigvis få sin lyst styret indendørs. 
Der kan pyntes i gamle og nye vaser. Da jeg elsker friske blomster indendørs, er det et must med masser af vaser. Det er desværre min last. Nej, jeg er egentlig ikke så ked af det. Men det kan være en udfordring af finde plads i skabene. Og en gratis glæde er det ej heller.


Men for dælen hvor er det bare skønt når posten kommer med en ny pakke. Forleden kom min Old English vase fra Holmgaard. Jeg må sige, at den lever op til mine forventninger. Det er et super design for formen på vasen gør det bedste for buketter. Man kan mærke, at det har der været tænkt på. Men ikke underligt,  når det er Claus Dalby , der har designet. Den får helt sikkert 5 ud af 5 stjerner. Jeg glæder mig til at fylde den med sommer buketter.


Jeg har været lidt fræk, jeg er kommet til at købe flere vaser. Foruden glasvaser er jeg ret glad for porcelænsvaser. Jeg har en del fra Royal Copenhagen og Bing og Grøndahl, men har altid været fascineret af krakele vaserne fra Royal Copenhagen.


De findes i forskellige farver, blandet andet brun og grøn. Jeg havde aldrig set det i blåt før jeg så dette på auktion. Heldigvis for mig vandt jeg auktionen . Nu pryder disse skønne ting min kogeø.

God weekend!

søndag den 1. februar 2015

Bing og Grøndahl, Claus Dalby og Old English

Jeg har købt mig en ny vase. Jeg kunne simpelthen ikke stå for formen og motivet. Det er en Bing og Grøndahl vase let kugleformet med rosenmotiv på. Nu kan Bing og Grøndahls vaser ikke købes fra nye aF. Denne er da også erhvervet via Den Blå AvIs.
Bing og Grøndahls fabrik, blev startet i 1853 på hjørnet af Vesterbrogade og Rahbecks alle af Vilhelm Grøndahl og brødrene Bing. De havde mange successer blandt andet Mågestellet og den første juleplatte i Danmark.
I 1987 var det slut som selvstændig virksomhed, da fusionerede De med Den Kongelige Porcelænsfabrik, under navnet Royal Copenhagen.

Her er rosen vasen pyntet med årstidens roser: Juleroser. Jeg er rigtig glad for den, synes den er smukt og jeg elsker de gamle danske vareproducenter. Jeg har igår bestilt en ny produceret vase også hos en af de gamle fabrikker. Jeg har nemlig bestilt Old English vasen fra Holmegaard, som bekendt er designet af Claus Dalby.
 
blomster i vaser og ska¦èle
 
Billedet er lånt fra Claus Dalbys hjemmeside, håber ikke han har noget imod det.
 
Jeg glæder mig rigtig meget til at få den leveret. Den har nemlig en rigtig god vaseform. Et lille tip, ved at købe den på Holmegaards hjemmeside. Klik her, kan man opnå 10% rabat, hvis det er første gang man køber derigennem. Det benyttede jeg for så er der hurtigere råd ligeledes at købe glas skålen , der er i samme serie. 

Rigtig god søndag aften.

torsdag den 22. januar 2015

Forventningens glæde.....

Så er vi nået over en time længere med dagslys. Er det ikke bare vidunderligt at vide? Nu er der kun tilbage at glæde sig til alt det, der er i vente. 

 
Vintergækkerne er på vej og vil snart stå med deres yndige  nikkende hoveder. 
 

Stjernemagnolien vil blomstre og udsende den mest liflige duft.


Rhodendendron her variant. Yakusimanum vil sætte liv i min japanske del af haven.


Pæonerne vil først vise deres røde adelsmærke og derefter at beruse os med deres skønhed og duft.

 

Det historiske rosenbed vil folde sig ud, måske endnu flottere end sidste år. I år skal jeg forsøge med Ernst Jensens gødning og vejledning til at undgå angreb. Jeg fik nemlig hans rosenbog i fødselsdagsgave. Ikke fordi jeg har været gevaldigt plaget. Det har mest været rosen Louise Odier, som lider gevaldigt af stråleplet.
Jeg har også sat en del nye roser, især fra David Austin som jeg glæder mig til at se folde sig fuldt ud. Ja forventningens glæde den er ikke tosset. ;-)



Tilslut vil jeg minde om Drømmegavens give away. Drømmegaven er en vidunderlig web shop, hvor man kan få de skønneste ting til have og hjem. Betjeningen er i top, Nana yder en særdeles god og uhøjtidelig service. Nana har også en blog med samme navn. Det er skønt når en internet butik også kan blive personlig, man ved hvem man handler med.
I dagens anledning er indendørs buketten arrangeret i en myntekande fra Nana's butik. De er vidunderlige både som vase og limonadekande. Det er sådanne kander,der er Nana's give away. Så skynd jer ind og kigge på Nana's blog og hjemmeside. Klik her
 
God dag til alle derude.



mandag den 1. december 2014

Jeg kan ikke gøre for det...

Men jeg er så glad for jul og brugen af farver. Jeg elsker alle farver i julen ikke sammen blandet i vild forvirring men delikat opdelt så det passer ind i rummene og stilen. 
Jeg vælger nye farver hvert år, der skal være gennemgående tema i huset, kan bare ikke lade være.
I år er det kolde farver blå og rosa. Jeg har i år købt et cedertræ som skal være juletræ. Det er i potte og det kommer ud i haven efter endt mission. Mere om det senere.
 

Men her er det lyserøde tulipaner i Alto vasen,
For at lave det lidt mere julet har puttet glaskugler i samme farve i vasen samt tilføjet dekorationssten.


Jeg elsker julekugler, men de skal passe ind i interiøret.


Håber Nøddeknækkeren er fornøjet med det hele...?

fredag den 20. juni 2014

Det gode blomsterliv

Når man har lange arbejdsdage er det bare luksus at komme hjem og træde ind i sit eget have paradis.

Sikke en fred der sænker sig over ens sjæl, selvom alt ikke er luget eller ryddet op. Men der er grønt og rosa og gult og blåt og....Duftene svæver i luften: roser, liguster og hyld... Lyden af fuglene i hækken , brumbasserne der summer rundt og katten der hilser. Det er bare himmerige.


Muligheden for at kunne plukke smukke blomster og lave buketter. Findes der noget bedre? Jeg har aldrig haft svært ved at plukke i haven. For på den måde kan man ligeledes nyde haven indendørs.


Idag har jeg plukket roser, salvie, hortensia, løvemund, uægte jasmin, campanula, vortemælks og figenblade til en buket.

Rigtig god weekend til alle i Blogland.

lørdag den 22. marts 2014

Godt kup

Jeg har længe ønsket mig en stor Provence skål/vase fra Holmegaard. Denne skønne glas skål/vase er formgivet af Per Lutken og fås i de skønneste farver. Jeg var så heldig at få en på Lauritz.com for 350 DKK. Det synes jeg var lidt af et kup. Dog havde jeg ikke lige set, at det var hos Lauritz Helsingør den stod hos. Men med selskab af min yngste datter blev det en hyggelig tur. Vi nåede derefter lige i Netto og fik købt 4 bundter tulipaner, mindre kunne ikke gøre det.



Når jeg ser vasen med alle tulipanerne i på bordet, er jeg glad for, at jeg tog turen til Helsingør. Jeg synes den er rigtig fin. Jeg vil, når de kommer frem i haven, fylde den med kærmindesøster og forglemmigej. Det bliver et skønt skue.


I min have er der rigtige skovanemoner, et helt bed af slagsen. De første spæde blomster er sprunget ud, blandt blå skilla. Senere kommer der hosta op, jeg køber et par stykker hvert år. Så snart bliver hele bedet dækket af de skønne hosta blade.





Det er dejligt med de små forårsbebudere. Det er nemlig ikke alle bede, der ser skønne ud i øjeblikket. Mine tulipan spirer langs havegangen er mast da muren bag ved bedet er ved at blive renoveret. I en del af plænen er der plantet mange vibeæg, men her har det nye redskabsskur ligget inden det for nyligt blev samlet. De er ikke kommet op. Men det bedste er, at de allesammen kommer igen til næste år :-)

God lørdag aften!

søndag den 23. februar 2014

Travl søndag

Det har været en dejlig dag både mht vejret og mht vores projekter. Idag blev vores "komfur" sat til, så i aften står den på hjemmelavet mad. Men da vi har fået induktion skulle der nye panter og potter til. Jeg har forelsket mig i Le Creuset, men priserne er pænt høje. Nu er det jo også kvalitetsvarer som holder længe. Men jeg kiggede den blå avis igennem og fandt to gryder, en stegepande samt en wok. Så kan vi komme igang. Så efter en times kørsel rundt til fire forskellige steder i København, var basis til køkkenet klar og jeg har givet rimelige penge for køkkengrejet. Men det var ikke det, det skulle handle om.
Vi er idag begyndt at rive gård ned, da mureren kommer og laver kanter imens han skal renovere vores mure.


Jeg har fjernet visne pæoner da tømreren skal til og sætte nye vinduer i, der hvor pæon bedet er. 
Jeg faldt også over en Alun rod i plantecenteret, den var så fin i farven. Den skulle med hjem i mit skyggebed hvor jeg ellers har hosta, digitalis og små hortensia.



Jeg synes at farven er så fin og vil bryde det grønne. Der stod en vintergækker bag vores skraldespande. Jeg har flyttet ret mange til et bed hvor vi ser dem bedre. Men der er stadig et par klynger som skal ud i solen. Men foreløbig er de kommet ind i stuen, blevet plantet i min mormors krystalskål. Jeg har en stedsegrøn busk, ved ikke hvad den hedder, er købt i Netto som lille plante. Den har vokset sig temmelig stor. Jeg klippede den lidt idag så der var rigeligt grønt til at pynte vintergækkerne samt putte en buket i en krystal vase jeg har fundet på loppemarked. Jeg synes mange af de gamle krystal ting er fine. For mig rummer de minder.




Min datter har lavet et portræt af sig selv. Hun søger gymnasiet efter sommerferien men vi har også lige sendt hendes ansøgning til kunstakademiet, det er alt hvad hun drømmer om. Drømme skal der gøres noget ved.... Så vi krydser fingre.




Det var lidt en blandet landhandel i dag :-) God søndag aften.

lørdag den 15. februar 2014

Forårsblomster

Efter en vel overstået uge i Paris med masser af dejligt lys, kløede det i fingrene efter at plukke lidt forår i haven. De fleste af mine vaser er pakket ned, da vi er ved at renovere køkken og spisestue. Men jeg fandt en enkel vase jeg kunne komme vintergækker i. Der stod heldigvis store tuer af dem da vi flyttede ind i 1995. Siden da har jeg delt dem og plantet tuer ned langs vores havegang.






Da jeg kun kunne finde en lille vase til vintergækkerne, fandt jeg på at bruge mit musselmalet askebæger til de søde erantisser. 


Man bliver aldrig træt af disse små søde gule forårsbebudere eller dens "fætter" vintergækken.




Fortsat god weekend til alle.


lørdag den 8. februar 2014

God weekend med tulipaner....

Så er det weekend og vinterferien venter forude. Herhjemme kæmpes en kamp mod influenzaen, vi skal være friske til Paris på mandag. Men det kommer nok til at gå, det skal det!
Jeg ville lige lave et indlæg inden afgangen til Paris, så manden fik besked og at tage lidt blomster med hjem fra indkøbsturen.


Som I kan se fandt han hvide tulipaner, hvilke altid er smukke. Jeg blandede dem med lidt småbladet eucalyptus. Jeg køber tit bundter af dette grønt som jeg sætter i en spand et køligt sted, gerne udenfor. Så har man altid grønt til at binde buketterne med.




Og så fik jeg indviet min nye vase. Nana fra Drømmegaven har været så sød og hjælpe med at høre, om der ikke kunne fremstilles en nøglehulsvase lidt større end de 7 og 11 cm. Det viste sig, at kunstneren gerne ville prøve. Jeg valgte farve og så var det bare at vente spændt. Glæden var stor da jeg pakkede den ud. Den er blevet så fin, en 20 cm mørk bordeaux nøglehulsvase. Den kommer nok ikke helt til sin ret her på dette billede med vinterlys. Men jeg har også købt den til Orangeriet, hvor den vil være så smuk med sollyset skinne igennem den.
Jeg er blevet ret vild med Anne Flohrs produkter. Det skønt at kunne investere i dansk håndværk.Jeg må indrømme, at jeg har brugt en stor del lommepenge på disse skønheder. Men de er alle pengene værd.

Håber at kunne vende tilbage med lidt pariser inspiration inden så længe. Rigtig god weekend til alle.

















fredag den 31. januar 2014

Ny blomstervase

Jeg har fået ny vase, en rigtig flot en af slagsen. Jeg faldt totalt for den da jeg så den hos Drømmegaven. Den passer perfekt til mit kommende Orangeri.

.

Men da der går noget tid inden den kan komme på plads i Orangeriet, tyvstartede jeg i dag. Vasen blev indviet med en buket som jeg har bundet af lilla roser, gule og mørk lilla nelliker samt blålilla clematis.



Jeg vovede at bruge klematis, da jeg havde fået et råd fra en blogger på Claus Dalbys blog omkring hvorledes man får dem til at holde. Jeg skulle skære et langt skråsnit i stænglen. Jeg har desuden brugt lunt vand. Jeg håber det går og klematisene holder lidt mere end end dag. Jeg synes, at klematis er vidunderlige i buketter, men jeg har aldrig kunnet få dem til at holde.



Her ses vasen i sin helhed. Den er da smuk ikke sandt? Rigtig god weekend til alle.

fredag den 17. januar 2014

Endnu en kongelig skønhed

Det gik så godt med mit sidste indlæg med mine kongelige vaser, at jeg forsøger med at vise endnu et. 
Denne vase var en af de første som jeg købte. Jeg syntes den var så fin med åkanden. Jeg købte den af en dame, der som teenager havde sparet op til vasen for at forære den til sin mor. Hun var glad for at høre jeg selv ville bruge den og sætte pris på den.Der er åbenbart en del, der blot køber med videresalg for øje.


Til denne lejlighed har jeg bundet en buket med sart violette tulipaner og kirsebær grene.



En fin detalje er, på en del af vaserne, er de små figurer på bagsiden. På denne er der den fineste guldsmed. Fint dansk håndværk.



God weekend til alle.