Nu mærkes det, at efteråret er på vej. Bladene på magnolien er så småt begyndt at blive gule og vinden føles lidt mere kold og frisk. Men det har været en vidunderlig sommer, i hvert fald her på Amager.
Nu er orangeriet støvsuget og alle citrusplanter kommet ind. Det næste punkt er, at få taget Calla og Dahlia op af jorden. Her vil jeg følge din opskrift Eliane. Jeg lod nemlig knoldene blive i potterne sidste vinter. Men iår har jeg besluttet at de skal opbevares i mine løgkasser
Her er Elianes råd, jeg synes jo at andre også skal have glæde af det:
Når du har dahlia i jorden, ville jeg grave dem op, fjerne det meste af jorden og lade dem tørre godt. Jeg vasker dem ikke, selvom Claus ( Dalby) anbefaler det. Så kan du pakke dem ind i flere lag avispapir og lægge dem i en kasse. Jeg har dem i en flyttekasse. I løbet af vinteren kan du se til dem, om de er for tørre og får rynket skind, så kan du spray dem med en forstøver. Begynder de at mugne, så skær det mugne af og pak dem ind i rene aviser. Opbevar dem evt. lidt tørrere.
Jeg har haft lidt snegle i nogle af planterne, men vil ikke sige, at jeg har fortrudt at knoldene blev sat ud. For hvor har de haft glæde af at kunne strække fødderne ud. Flere af planterne er blevet kolonorm store med mange blomster. Den plante er kommet for at blive her hos mig.
Nu pynter citrus træerne igen i orangeriet. Der er i år kommet rigtig mange frugter både på citronerne, appelsinerne og clementinen. Jeg håber, at clementinen vil få lidt sødme så de kan nydes til jul. Ellers må de betrækkes med chokolade ;-).
Chinottoen har som clementinen også fået masser af frugter. De er lidt bitre men ikke sure. Mon ikke de kan syltes?
Heldigvis er der stadig noget at plukke af til buketter, det er jo helt vidunderligt!
Efterårsfarverne er ligeledes begyndt at komme ind i form af græskar og krysantemum. Her sammen med en sten ananas fra det engelske firma Haddonstone. Som jeg har nævnt her på bloggen før, har jeg fået forhandlingen af Haddonstones produkter i Danmark. Nu er min hjemmeside endelig klar www.havenskunst.dk . Jeg håber, at I har lyst til at kigge ind.
Håber, at I får en rigtig dejlig uge.