Viser opslag med etiketten fristelser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fristelser. Vis alle opslag

torsdag den 30. maj 2019

Det kan hurtigt gå galt...

Vi skulle egentlig bare et hurtigt smut i Bauhaus for at købe en bedre hækkeklipper til Carsten end den lille håndklipper vi har brugt til buksbomhækkene indtil nu.

Vi fandt en Bosch hækkeklipper AHS 450-16 - den må alt andet lige være bedre end den nuværende. Jeg tog også lige en hurtig runde i deres haveafdeling, men den var pænt skuffende, så jeg spurgte Carsten, om vi ikke liiiige kunne køre til Plantorama (5-6 km) inden vi kørte hjem.

"Jeg skulle bare kigge...."!


Se lige, hvor meget jeg fik kigget...!
Det er SÅ typisk mig...men hvor er det skønt at komme hjem med nye planter....OG, denne gang har jeg faktisk tomme krukker til det hele! :)

fredag den 28. december 2018

Det første frøindkøb

Så gik den ikke længere....jeg har købt de første frø til næste sæson.

Jeg kan jo ikke nøjes med blot at sidde med et frøkatalog. Nix, jeg sidder og markerer sider med interessante frø med sådan nogle sidemarkører (se billedet) - og pludselig har frøkataloget (I dette tilfælde kataloget fra Impecta.) fået en hulens bunke markører.

Næste trin foregår foran computeren, hvor alle markerede frø smides i den virtuelle indkøbsvogn. Dernæst tjekker jeg så grundigt indkøbsvognen - og så er det meningen jeg skal fjerne så mange frøposer som muligt fra indkøbsvognen igen.

Sådan gik det ikke helt i år. Faktisk lykkedes det mig kun at fjerne fire fristende frøposer.....Til gengæld hoppede der så tre andre frøposer op i vognen...!

Jeg skyndte mig til kassen og ud af "butikken" inden jeg blev fristet mere. (Det er så ikke her, jeg fortæller, at jeg lige inden frøindkøbene, havde foretaget et andet køb, nemlig diverse haveartikler - inkl. vandings-aggregater - på selvsamme side, vel?

Rent portomæssigt kan dette bedre svare sig for mig, da det er alt for dyrt at få sendt andet end frø til DK, men da min mor bor i Sverige, kan hun jo modtage pakken med havetingene for mig. Ren winwin.)

Nå, men hvad er det så for frø jeg ikke kunne modstå?

  • Papegøjeamarant Amaranthus tricolor 'Perfecta'
  • Skovmærke Asperula orientalis 'Blue Surprise'
  • Solsikke Helianthus 'Ring Of Fire'
  • Guldzinnia 'Old Mexico Mix'
  • Marylandzinnia 'Zahara Starlight Rose'
  • Zinnia 'Green Apple'
  • Blomsterkarse Tropaeolum majus 'Ice Age'
  • Tomat 'Tumbling Tom Yellow'
  • Tomat 'Tumbling Tom Red'
  • Latyrus 'Mammoth'
  • Latyrus 'Jet Set Mixed'
  • Latyrus 'Spencer Wiltshire Ripple'
  • Bakkestjerne Erigeron speciosus 'Blue Shades'
  • Rasleblomst - Catananche caerulea alba 'Bicolor'
Spændende om jeg lader mig lokke på andre frø-webshops..

torsdag den 27. december 2018

Som november, så også december...

Goddag. Lang tid siden.

Ikke med min gode vilje, men december viste sig akkurat lige så travl som november.

Heldigvis kunne jeg gå på en velfortjent juleferie allerede onsdag d. 19. kl. 12 - men så var der lige alle juleforberedelserne...
Af julebagningen nåede jeg dog kun at bage jødekager, da jeg pludselig fik lyst til at sy dug, servietter, samt lave pynt til julebordet. Det tog nemlig to dage at få lavet, men jeg er tilfreds med resultatet - så det var tiden værd!


Vi var klar d. 24, hvor Carstens børn kom og holdt jul sammen med os. Min mor og hendes mand skulle også have været med, men måtte desværre melde afbud pga. sygdom.
 
Vi havde en hyggelig juleaften, med god mad, spil, dans om juletræet og "fast arbejde" mht. at holde kattene fra de dinglende julekugler på træet! Især syntes Zinnia og Scipio, at det var en herlig ting!

Nå, men ingen kugler kom til skade. Juletræet er forlængst sat udenfor og står og venter på at blive klippet op til dækkegran - hvis vi da ellers får vinter på et tidspunkt.

Julegaverne var rigtig fine. Bla. fik Carsten og jeg nogle brætspil. Jeg fik en taske, parfume og ikke mindst disse to fine æggebægre - med, ja rigtig gættet, KROKUS som motiv :)
Til sidst et par billeder af kattene :)
 Zinnia ææælsker Quintus - og lægger sig gerne opad ham, når der skal soves.
 I det hele taget er Quintus den af de to gamle, der er mest tilfreds med de "nye". Her ligger han sammen med Scipio.
 Felix har accepteret de nye, men han vil stadig helst have sin "moar" for sig selv. Så har han det bedst.
Om lidt ankommer min søster og familien - på kort "udveksle-julegaver-visit inden de skal videre, så jeg er den, der er smuttet.

Næste indlæg bliver forøvrigt haverelateret...
Kender du det med at man "bare skal bestille to poser frø"....og ender med at bestille mange flere? Ahem...!

mandag den 24. september 2018

Crocus maniac....eller tæt på

Man skulle ellers tro jeg havde fået nok løg for i år, men nix nej.
Krokus 'Advance'
I mandags kom pakken fra bulbi, indeholdende:

250 styk Narcis 'Thalia' (Gratis pga. forkert levering sidste år)
25  styk Narcis 'Johann Strauss' (Gratis pga. forkert levering sidste år)
4  styk Allium 'Spider'
25 styk  krokus 'Yalta'
200 styk krokus 'Pickwick'

En veninde er ved at bestille hos bulbi, så der kom jeg lige til at bestille 160 styk krokus sieberi tricolor.

SÅ burde det vel stoppe der - men nej, blev fristet over evne hos Botanisk verden (zimtrade.dk)... og bestilte søndag formiddag lidt flere krokus:

10 styk 'Blue Bird'
25 styk sieberi 'Spring Beauty'
15 styk villart 'Snowbunting'
15 styk 'Korolkowii'
15 styk 'Whitewell Purple'
25 styk tommasinianus 'Ruby Giant'
15 styk chrysanthus 'Goldilocks'

Som det efterhånden burde stå klart for de fleste, så er jeg i særdeleshed blevet meget, meget glad for krokus.

En hurtig optælling (har sikkert glemt nogle) inkl. de jeg lige har bestilt, så vil min have til foråret indeholde mindst 25 forskellige slags krokus!

Jeg kan godt mærke, at jeg fremover hellere vil bruge tid og energi på at finde plads til krokusløg (de er så dejlig små) fremfor tulipaner og narcisser. I min lille tætbeplantede have er det et stort bøvl at finde plads til sidstnævnte løg, hvorimod det går meget nemmere med krokus.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide tulipaner og narcisser, men krokus er bare gået hen og er blevet nummer 1 her på matriklen.

mandag den 17. september 2018

Amsterdam Tulipan Museum

Som nævnt i et tidligere indlæg, nuppede jeg Tulipanmuseet i stedet for Anne Franks Hus. Det har jeg ikke fortrudt, for det var godt nok et meget fint lille sted for en løg'oholic som mig.

Det ligger næsten skråt overfor Anne Franks Hus, man skal bare lige gå lidt langs kanalen og derefter krydse den, så er man der.
Udenfor er der pyntet op med ægte tulipaner - sjovt at se tulipaner på denne årstid.
Det første man træder ind i er en gift shop med nærmest alt, hvad hjertet kan begære af "tulipan-ting". Der er tekander, kopper, krus, viskestykker, forklæder, glaspynt, kort, bøger, bogmærker, magneter, billeder, dækkeservietter, postkort, tøjdyr, skåle, lysestager, servietter, lys osv os osv...alt med tulipanmotiver og enkelte andre løgplanter.

Kunne dog ikke finde et krus med krokus på og priserne var lidt i den høje ende, så undlod at købe et.

Det var også muligt at købe løg - og her skulle man få de løg, man køber. Der var helt vildt mange fristelser, men jeg havde besluttet mig for, at jeg kun måtte købe botaniske tulipaner, hvis jeg skulle have nogle, så det løfte holdt jeg naturligvis.

Inden jeg begyndte at shoppe betalte jeg dog 5€ for at kunne se selve museet og fik udleveret en lillebitte brochure om museet.
 Som det ses er museet ikke særlig stort, men det er en fint museum og jeg kan kun anbefale at se det, hvis man er i Amsterdam - og interesserer sig for tulipaner.
Man starter med at se en kort video om tulipanens historie og derefter tager man rummene et efter et.
Her lidt billeder fra udstillingen:

Ret sjovt med ordet "tulipan" - hvordan det har udviklet sig.


Der lå en kopi af bogen, som man kunne bladre i - spændende.

I det sidste rum slutter man af med at se endnu en video - denne gang om moderne tulipandyrkning. Den var ret interessant at se, synes jeg.

Hvis man ikke gider ser video, lader man bare være, men jeg synes at videoerne hænger godt sammen med resten af udstillingen - og de varer ikke særlig længe.
Da jeg var færdig med museet var det retur til butikken - og nu skulle der shoppes!

Jeg begrænsede mig dog meget, da jeg allerede slæbte rundt på dagens andre løgindkøb. Det blev derfor kun til:

Crocus Speciocus - 15x (efterårsblomstrende krokus)
Wild tulips 'Bakari Lilac wonder' - 20x
Wild tulips 'Acuminata' - 3x

Museet har til hver løgsort udgivet et lille infoblad, så dem fik jeg selvfølgelig tre med hjem af:

 De her er nok mere specielle end smukke, men jeg er jo også begyndt at købe mere "anderledes/sjældne" løg pga. pladsmangel. Jeg synes nu de er ganske fine.
 Jeg faldt også over en lille bog om tulipaner og den måtte jeg også have.
Se lige en smuk pose museet har :)
Jeg brugte ca. 45 minutter på både museum og butikken, og jeg tog mig god tid.

søndag den 16. september 2018

The Floating Flower Market

Selvom jeg nu for alvor er begyndt at kunne mærke den forkølelse, der er under opsejling (En typisk reaktion efter en studietur, hvor man har været "på" 24/7 og haft ansvaret for 19 teenagere i 5½ døgn.) så skal I da have mit indlæg om det flydende blomstermarked. :)

Vi ankom blomstermarkedet omkring middagstid om onsdagen.

Det regnede, hvilket besværliggjorde det hele lidt, når man stod med paraply og skulle tage billeder samtidig.

Desuden måtte man ikke have paraplyen oppe inde under halvtagene, så den blev lukket op og i gentagne gange, samtidig med jeg skulle passe på ikke at tabe min telefon.
Stor var min lettelse, da regnen ophørte :)

Det flydende blomstermarked er, som det kan ses herunder, en masse små overdækkede boder, der næsten allesammen har det samme sortiment - dog til forskellige priser.

Det første jeg gjorde, var derfor at gå alle boderne igennem (og tage billeder) og få tjekket udvalget og priserne. Bagefter gik jeg så tilbage til start og så begyndte jeg at shoppe :)
Jeg havde fra flere hørt, at man hurtigt kan blive snydt; at de farvestrålende poser meget ofte blot viser sig at indeholde røde og/eller gule Appeldorn-tulipaner.



Derfor havde jeg da også besluttet, at jeg slet ikke ville købe tulipaner, i hvert fald ikke der.
Nogle steder var der selvbetjening, andre steder var det sælgerne, der puttede løg i poser for en.





Der var rigtig mange kunstige tulipaner. Disse her var af træ og blev vist kaldt "Rembrandt-tulipaner".
Jeg brød mig ikke så meget om de store trætulipaner, de var for voldsomme. Til gengæld kunne jeg vældig godt lide de små udgaver, så jeg købte otte styk (Billigste pris jeg så var 0,99 € pr. styk. Så priser helt op til 3,50 € pr. styk)



Turist-gejl var der også. Her en masse kanalhuse.







Det var en stor oplevelse at se markedet. Der var godt nok mange fristelser, men det lykkedes mig faktisk at holde mig i skindet og undlade at købe tulipanløg.


Til gengæld købte jeg en del andre løg:

Crocus species chrys. 'Fuscotinctus' - 40x
Crocus 'Ladykiller' - 10x
Crocus'Orange Monarch' - 20x
Crocus vernus 'Vanguard' - 30x
Allium 'Forelock'- 3x
Allium 'Atropurpureum' - 5x
Chionodoxa Luciliae mixed - 20x
Muscari aucheri 'Mount Hood' - 10x
Hyacint 'Kronos' - 4x
Hyacint 'Gypsy Queen' - 2x
Hyacint 'Amsterdam' - 4x
Fritillaria 'Rubra' - 3x

Efter knap 1½ time på markedet, var det frokosttid og derefter tog eleverne og min kollega på Anne Frank Museet, mens jeg fandt Amsterdam Tulip Museeum (Det ligger et stenkast fra Anne Franks Hus).
Museet må I dog vente lidt med at høre om - dette indlæg er blevet langt nok og jeg trænger til at hvile mig.