torsdag, december 31, 2009

Godt nytår

Du ønskes et godt og lykkenbringende nytår. Også til dig Marianne.

Her er vi ved at gøre klar til nytårsaften. Vi får et hold venner på besøg, og det bliver sikkert en dejlig aften for de er rigtig hyggelige at være sammen med.
For mig kunne nytårsaften godt være uden det store festivitas, men bare være en næsten almindelig aften. Her er børnene ikke enige, og de glæder sig vildt. Venner på besøg, på besøg hos dem, skyde lidt af, spille spil mm., så vi bliver nok periodevis mange i huset.
Der skal pyntes pænt op. Det gør vi så og laver også superlækker mad.
Jeg vil da medgive ,at det er en speciel aften, hvor det forgange år gøres op, og et nyt og ubrugt startes op med uanede muligheder og nye tanker.
Jeg plejer ikke at have egentlige nytårsfortsætter for de holdes sjældent, men tankerne kredser da derinde i hovedet.
I år vil jeg sy noget mere, få læst nogle flere bøger, dyrke motion, forkæle mig selv noget mere med nyt tøj/make up, overveje om jeg skal i gang med noget nyt ift. arbejde/studie f.eks begynde at læse nogle fag, tage tingene mere afslappede, ikke hidse mig så meget op over mand/børn, være glad for nuet, og de ting jeg har,...........hvem sagde ingen nytårsfortsæt.......nu starter skråplanet......det er godt det bliver hverdag igen når det bliver 1. januar, og en almindelig hverdag starter op igen...fnis.

tirsdag, december 29, 2009

Kreativ



Julepynten er fjernet, og der ryddes op. Huset ser pludseligt så bart ud, men samtidig også mere roligt ud. I år har jeg nydt pynten rigtig meget, og var egentlig ikke træt af den endnu, men væk skal den inden nytår.

Om det er oprydningen der har frigivet energi det ved jeg ikke, men jeg har fået lavet flere småting. Fået syet knapper i en strikket trøje til Emma. Den er nu vasket, og er ved at tørre. Nogle ender færdighæftet på et tørklæde, og ikke mindst ....jeg er begyndt at sy igen.

Jeg har ikke nytårsfortsæt som sådan, men jeg vil gerne sy noget mere i det nye år. Det er blevet til alt for lidt i dette år. Jeg har mange planer, mønstre er indkøbt, men det er blevet ved det. Jeg bliver meget inspireret af de mange blogs, og her får mange syet en masse.

Nu er jeg i gang. Jeg har fået lavet en vest til Emma efter et mønster fra Stof 2000 (deres egen mønsterserie). Kantebånd er håndsyet på bagsiden, og nu mangler jeg bare at få placeret lukningen. Silkebånd så der kan bindes en sløjfe. Jeg er tændt. Håber bare det holder i det nye år.

onsdag, december 23, 2009

Julestemning

Julestemningen er ved at indfinde sig. Dvs. juletræet har allerede været vært ved 2 minijulearrangementer.
Emil holdt juleaften den 21. for 3 venner med and, brune kartofler, og ris a´l´amande med mandelgave. Juletræ´s dans og sang, samt bytten gaver.
Dagen efter holdt Emma eftermiddagshygge med 2 veninder. Æbleskiver, varm kakao og godter. Ligeledes med juletræ´s dans og sang, og gavebytning. De sluttede af med fællesspisning, og fælles følgehjemtur gennem sneen.
Nu er det så forberedelserne til selve juleaften. Vi skal som vanligt holde den hjemme sammen med familie.
Farmor kommer med anden, og sovsen. Det er specielt ungerne glade for, idet jeg ikke er kendt for min brune sovs. Ok...jeg indrømmer at jeg er dårlig til at lave brun sovs.
Vi laver tilbehøret samt ris a l amanden.
Nå...risengrøden kalder......god juleforberdelse til dig.

torsdag, december 17, 2009

Emma skovler sne

Emma er gået i gang med at skovle sne. Der er sørme meget sne overalt.
Jeg elsker sne, men det er upraktisk når der skal køres bil.
Emil fik fri fra skole i dag pga. vejret, så vi tog bussen ned til byen og fik købt lidt julegaver.
Emma tager sig af den hårde del ellers kommer min bil vist ikke ud af garagen.
Der er ild i brændeovnen, og lidt kaffe skal laves, så er det tid til hygge. Jeg elsker især snevejr indefra stuen med fødderne oppe.
Godt jeg har folk til det hårde arbejde.......lad os nu se hvor længe det holder. Jeg regner med selv at få skovlen i hånden senere når en "sneengel" skal laves eller en sneboldkamp melder sig.

søndag, december 13, 2009

Emma nu med tørklæde



Emma nu med tørklæde. Billedet er ikke så godt, og lys og farver.....i virkeligheden er der mere knald på.

Emma er tilfreds, og ser også smart ud med det om halsen. Hun har her valgt at vikle det rundt, og bare lukke det gennem et hul nederst. Ellers kan hun frit vælge hvordan det skal lukkes, idet der er huller overalt.

Jeg er blevet færdig med min underslyngel, og mangler bare at få sat elastik i taljen, samt at få den vasket.