Hjemmefra havde jeg planlagt at jeg skulle købe en limegrøn og en helt mørk, nærmest sort variant. Det blev til den her:
Den er bestemt meget fin, men minder faktisk rigtig meget om den jeg havde hjemme i forvejen.... hmmm... hvordan kunne det nu ske!? Måske fordi jeg tror jeg kan lægge en plan på forhånd, og når jeg så står derude blandt alle skønhederne, bliver jeg skrupforvirret og igen-igen ser man fru Friis farer rundt som fluen i flasken... Men pyt! Der kommer en ny sæson næste år, og så finder jeg en af dem med masser af fregner på kinderne.
Til gengæld er jeg vældig tilfreds med min limegrønne variant, vi to skal nok blive rigtig gode venner.
Og den Stinkende Nyserod, er jeg også meget glad for. Den har jeg godt nok kigget på mange gange, rundt omkring på jeres blogge, - men nu er den også på min matrikel.
Så kom denne Digitalis Ferrunginea Gelber Herold. Den kunne jeg ikke lade stå og er meget spændt på at se. Der er tre rosetter på planten, mon ikke jeg kunne dele den i tre planter allerede nu?
Sidste indkøb var en kobberbelagt perlehyacint. Jeg ved blot at den kommer fra Odder, men måske Susan (My loving home & garden) kan supplerer med oplysninger, hvis hun læser med!? Smuk er den altså bare, og den kunne under ingen omstændigheder blive liggende på disken...
Til sidst kommer der lige lidt spredt fægtning, fra haven som den ser ud på denne smukke og solrige martsdag. Der er ikke det store i blomst, men alligevel glæder jeg mig over hver og en lille smuksak, som kigger frem.
Hvide violer fra fru Høneballes have. De stortrives her hos mig... |
Den lyserøde, selvsåede lærkespore er også et velkomment forårstegn. |
Endelig har jeg fået lidt flere balkan anemoner. |
Engnellikerod har forsøgt at blomstre et par måneder nu... |
De trofaste påskeliljer... |
Og de ligeså trofaste for-glem-mig-ej.... eller er det vårkærminde? |
Den sorte hyld, Black Lace, står med flotte skud. |
Selv blomster i græsplænen er velkommen lige nu... |
Til sidst en Blåaks, som vokser med lynets fart i øjeblikket.... |
Skal vi håbe på endnu
en forårsdag-solskins-dag imorgen...?