Viser opslag med etiketten Calypso. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Calypso. Vis alle opslag

søndag den 11. maj 2014

Red humlebierne


Det er så dejligt at være ude i en have, hvor man kan høre fuglene synge, og hvor der er højlydt summen i buskene. Det er livsbekræftende at opleve humlebierne arbejde fra solopgang til solnedgang. De er meget flittige og nyttige væsner. Mange planter nyder godt af humlebiernes livsnødvendig bestøvning.



I løbet af de seneste årtier er bestanden af humlebiarter faldet drastisk. 

Jeg tror, at man hurtigt kan blive enig om, at vi skal skabe et bi-venligt miljø i vores haver, så vi kan blive ved med at få gavn af dem.  De er forudsætningen for, at vi kan få flotte blomster.




Det er efterhånden mange bloggere, der har fået denne udfordring med at sprede kendskabet til humlebierne. I de forskellige indlæg kan man bl.a. læse om, hvilke planter der tiltrækker humlebierne, og hvordan man kan skabe gunstige forhold ved at fx ikke sprøjte med nervegiften thiacloprid, som er indholdstoffet i calypso. Du kan se alle indlæg her.




Calypso kan købes let i alle byggecentre og plantecentre. Målgruppen er os haveejere, der gerne vil  af med de insekter, der skader vores planter på en let og hurtig måde. Calypso bliver hovedsageligt brugt på roser. Måske fordi det gennem flere år er blevet prædiket af rosenkendere som Claus Dalby, Ernst Jensen og Rosenselskabet at vejen til flotte roser er at sprøjte dem. 




Desværre har jeg nu også fået indtryk af, at det ikke længere kun er roserne, der bliver sprøjtet i de små haver. I flere tråde på Facebook kan man læse at nu også liljebiller bliver bekæmpet med Calypso. Det er sørgeligt at ikke flere er opmærksomme på, hvor stor en skade der gøres på miljøet, og de nyttige bier ved at sprøjte med nervegift.



Så længe der sælges Calypso eller lignende produkter, vil der være nogen, der bruger det. Derfor vil jeg opfordre til, at man tænker sig om, hvis man har valgt at bruge disse produkter i haven. 
Den skadelige virkning kan mindskes ved ikke at overdosere, samt hvis man kun sprøjter på planter, der ikke er i blomst.  Og til sidst kan man overveje, om det er nødvendigt at sprøjte 3- 4 gange i løbet af en sæson med calypso. Kunne man overveje kun at bruge calypso på roserne først på sæsonen, hvor de stadig er uden blomster, og hvor skadedyrenes aktivitet er på sit højste? 




Det kan godt være, at det er mindre sjovt at se på spiste rosenknopper, men tænk hvis en dag, bierne ikke er der længere, så vil vi ikke have alle de andre dejlige blomster og frugter i haverne.