tirsdag den 29. april 2014

Azalea tid

Nu begynder Azaleaerne også at røre på sig. Det bliver et smukt syn, når de alle viser sig.



Foreløbig er det kun de to, der er ved at vise sig. 

Vores unge æbletræer står rigtigt flotte med de sødeste blomster.


I går lagede jeg mærke til at knopurten viste sin farve.



Og wupti så er den med blomst i dag.  Jeg er meget glad for dens farve, men ønsker mig en med mørkere tone ala tulipanen "queen of night".



 En alium på vej.

Alunrod 'Berry Smoothie' kan jeg bare ikke få nok af. Der skal helt sikkert plantes flere af dem i haven.



Til sidst Gudeblomst. Sådan ser blomsten ud, meget elegant og slet ikke ordinær.
Den sprang ud her til aften.


Ha' en dejlig onsdag.


mandag den 28. april 2014

Skruptudse i haven

Det er så dejligt nu, hvor dagene er blevet længere og lysere.


Her er en samling af sprøde hvide tulipaner i morgenlyset.

Eftermiddagen gik med leg og lidt vanding af krukkerne. Det kan mærkes, at dagene er blevet varmere, og der skal mere vand til haven. Det er godt vi har en stor vandtank.



Min datter fandt den her lille skruptudse. Den gemte sig under de potter, som hun skal tage med på plantemarkedet. Den er nok god til at fange sneglene. 



 Prærieliljene vokser meget hurtigt nu.










Vi har denne slyngplante, der dækker vores hegn. Jeg kan ikke huske, hvad den hedder. Men den er rigtig fin nu med kirsebærfarvede klokker. Den er også klatret op ad Ginkgo Biloba træet. Hvilket indtil videre er meget smukt. 


 Endnu et blomstrende træ/busk, der vokser ved hegnet, som jeg ikke kender navnet på.

Mon ikke klematis montana springer ud denne weekend.

Tulipanerne er stadig smukke, og der bliver ved med at komme nye til.






Til sidst samme billede som jeg startede med, nu bare i aftenens sidste solstråler.
                               




 Ha' en dejlig tirsdag



søndag den 27. april 2014

Guder og prinsesser på vej.

Gudeblomsten har haft det rigtig godt i år. Den er ikke en plante, der breder sig voldsomt. Men i år kommer den med mange stilke, og hver med mange knopper.


Dodecatheon meadia 
Her kan du se, hvordan den så ud for 4 dage siden. Det går virkelig stærkt.

Det går også meget stærkt for roserne.



Crown Princess Margareta står allerede med knopper.  Det er da virkeligt tidigt, ikke?

Crown Princess Margareta                 
Jeg slutter med et billede fra sidste år.  I må have en dejlig mandag.


Flotte tulipaner

Solen har skinnet hele dagen i går her hos os. Det er bare fantastisk at være ude i haven og glemme alt om tiden. Jeg bliver hele tiden opmærksom på noget nyt og spændende i haven. 
                                                                                                                                                                                         
                     

Tulipaner i solen er bare skønne. Øverst er Purissima med sin karakteristiske gule midte. Nedenunder  er en tulipan, som jeg ikke kender navnet på. Den har foldet sig ud i solen, og blomsterhovedet er på størrelse med en lille skål.




 De hvide hjerter er nu over en halv meter høje, og de vokser nærmest, mens man ser på dem.



Så er der fest, og alle er velkomne så længe, man hedder snegl til fornavn.



Bispehuen er blevet en tæt busk nu, og snart dækker den over de søde blomster.


Første år med bronzeblad i haven. Jeg købte den på plantemarked i kolding sidste år.  Bladene har en fantastisk form og farve.



Jeg slutter med endnu en tulipan. Jeg ved ikke, hvad den hedder, men hvis jeg skulle give den navn, ville det være softice.




Ha' en dejlig søndag!


lørdag den 26. april 2014

Akelejefrøstjerne og Lyngfloks


Så er det weekend igen. Der har ikke været meget tid til havevandring i løbet af ugen. 
Derfor er det et dejligt gensyn. Her er rigtig meget, der har forandret sig og vokset til. 

                   

Lyngfloks er en dejlig stenbedsplante, der snart danner et fint violet tæppe.

Akelejefrøstjerne er en skøn staude med smukt løv. 

Knopperne er ved at svulme op og viser deres farve. 



Om ikke så længe får den fantastiske pomponlignende blomster i svagt rosa farver.


Ha' en dejlig solrig lørdag.

fredag den 25. april 2014

Miss Bateman

Klematis Miss Bateman er guf for øjnene og desværre også guf for sneglene.


 Ved udspring har blomsterne en lysegrøn stribe, og senere bliver de rent hvide.


Ha' en dejlig weekend






torsdag den 24. april 2014

En Akeleje er på vej....




Og til nabo har den en Gudeblomst, der står med talrige knopper. Navnet betyder de 12 guder og skulle hentyde til, at der skulle komme 12 blomster på hver stængel.




Mon ikke den vil leve op til sit navn i år.


tirsdag den 22. april 2014

Porcelæns Ærenpris

Veronica gentianoides Robusta står i en krukke, og i dag har den valgt at vise sine blomster.

Jeg er efterhånden blevet ret glad for Ærensprisfamilien. Der findes et hav af forskellige sorter med meget variation inden for gruppen. Den her har spinkle og elegante stilke. Blomsterne er hvidlige-lyseblå med blå-lilla aftegninger.  Det er nærliggende at tænke på musselmalet porcelæn.


Den her er lidt tilfældigt valgt. Men jeg er bestemt ikke skuffet endnu.

I må have en dejlig dag.


mandag den 21. april 2014

Håber I har haft en god påske

For det har jeg i hvert fald haft. Jeg kommer til at savne min morgentur i haven, hvor planterne er friske og supersprøde - hvor der er ro, og fuglene synger. Jeg vil savne samvær med familien og legende, leende børn.


 
Jeg vil savne tulipanerne i alle farver og former, både i regn og i sol. 


Jeg vil savne dem enkelvist, men ikke mindst i selskab med de andre dejlige forårsvækster.

                 

Jeg vil savne de enkle.

 

Jeg vil savne helheden.




 Men jeg vil glæde mig til de lyse aftener, der erstatter morgenturne.


 Jeg vil glæde mig over alt det, der venter.