Hippokrates i det tomme rum

Slagmark, 2018

Religionsvidenskabeligt Tidsskrift, 2009

The essays provides an extensive survey of Jan Assmann's theory on the relationship between monotheism and violence with a special focus on the question of the religio-historical background for the emergence of monotheism. The article discusses Assmann's argumentation for a connection between the alleged religious revolution under Akhenaten and the later Jewish monotheism. Additionally, it is emphasised how the two religions differ from each other. Finally, Frandsen underlines how the relationship between the Aten religion and the later Jewish monotheism fi rst and foremost should be conceived of in terms of history of memory, which establishes a connection between the two entities. DANSK RESUMÉ: Artiklen er en grundlaeggende praesentation af Jan Assmanns teori om sammenhaengen mellem monoteisme og vold med saerlig fokus på spørgsmålet om de religionshistoriske forudsaetninger for monoteismens fremkomst. I bidraget drøftes Assmanns påpegning af en forbindelse mellem den aegyptiske religiøse revolution under Akhenaton og den senere jødiske monoteisme. Det fremhaeves imidlertid også, hvordan de to adskiller sig fra hinanden. Endelig pointeres, hvordan relationen mellem Atonreligionen og en senere jødisk monoteisme først og fremmest skal ses i lyset af et stykke erindringshistorie, der etablerer forbindelsen mellem de to.

Dansk Teologisk Tidsskrift

Literary texts are paths or tracks into cultural memory, not direct access to unmediated memory. Cultural memory studies are about how the past is mediated, how memory is produced and circulated. It is not about history “as such”. The Old Testament was created in periods of globalization. The writing is a piece of memory work meant for creation of national or local identity, and particularity in a global world. Memory as counter-activity is always present, focusing on the local, small tradition, the particular narrative, and creating its own way of coherence. Memories are not ready-prepared refl ections of the past. They are both eclectic and selective reconstructions. Remembering and forgetting the past refl ects the needs in the present. It is an active and ongoing, not predetermined process. Memory studies do not represent a coherent field, but are coming from different disciplines and discursive areas. It is an analytic instrument and a heuristic tool focusing the socio-cultural...

Historisk Tidsskrift, 2013

Jeg afrundede mit svar vedrørende Anders Holm Thomsens historiedidaktiske opgør med at fremlaegge en hypotese. Den forsøgte at forklare, hvorfor han ikke går i debat om det, der for alvor adskiller osnemlig placeringen af et dansk folkefaellesskab i grundskolens historieundervisning. Her skrev jeg: »Han og hans ligesindede tør ikke binde an med en faglig debat om identitetsteori og dansk identitetshistorie.« Jeg må i lyset af hans replik konstatere, at han stadigvaek ikke tør involvere sig i en sådan debat. Jeg kan ligeledes fastslå, at han ikke har vaeret i stand til at fremlaegge et eneste argument, der kan imødegå min påvisning af, at hele hans historiedidaktiske opgør er baseret på grove brud på god citatskik og debatredelighed. Hertil kommer, at han heller ikke har set sig i stand til at tilbagevise min påpegning af, at hans fremstilling af-hvad han selv benaevner-»historiebevidsthedsdidaktikkens karakteristika« er aldeles forvansket og misvisende. Men hvor Holm Thomsen ikke er videre effen, hvad angår kildelaesning og kildebrug, er han saerdeles effen, hvad angår at opdigte historier om forholdene i den danske universitetsverden. Han skriver her: (…) hvordan kan det (…) vaere, at repraesentanter fra skoleverdenens teoretiske fyrtårn, Danmarks Paedagogiske Universitetsskole, tilsyneladende forsømte at vaere til stede ved forsvaret af min ph.d.-afhandling? Jeg savnede dem virkelig, spejdede og spurgte ud i salen efter dem! Men ingen reagerede på min opfordring og stillede alle disse kritiske spørgsmål. Holm Thomsen glemmer imidlertid at fortaelle tidsskriftets laesere, at han hverken sendte mig et eksemplar af sin afhandling eller informe

Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund, 2020

Brutal skønhed i Coronapandemiens skygge Det blev sandelig et underligt forår. Lige da vi var på vej ud af vintermørket. Foråret stod på spring, og vi var klar til at springe med. Midt i springet skete det så: Alt stoppede. Dagligdagens rutiner var med ét sat ud af spillet. Den 11. marts lukkede statsministeren Danmark ned, og der skulle gå lang tid, inden vi igen naermede os en genkendelig hverdag. Det var krisetid. Alle blev sendt hjem fra skole og arbejde. Bedsteforaeldre blev isoleret. Først efter påske kom børnene-og kun de yngste, vel at maerke-i skole igen. Der var og er stadig grund til bekymring. Udfordringer ses også i lande som Italien, Iran, Spanien, Storbritannien, USA, Rusland, Indien og mange, mange flere. Kina har tilsyneladende fået styr på situationen, omend regimet dér har det med at skabe sin egen medievenlige virkelighed, så hvem ved. På det afrikanske kontinent er Covid-19-smitten i anmarch og dér, ligesom i verdens flygtningelejre og slumkvarterer, holder man vejret. Truslen

K&K - Kultur og Klasse, 1977

Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, 2018

Passage: Tidskrift for litteratur og kritik, 2018

er blandt de mest laeste danske forfattere i nyere tid. Hans internationale ry kulminerede i 1993, da han udgav thrilleren Frøken Smillas fornemmelser for sne. Efter udgivelsen af den kulturkritiske Kvinden og aben i 1996 skulle der gå ti år, før Høeg udgav sin naeste bog, Den stille pige. Offentligheden var meget forventningsfuld på grund af den lange tavshed, men stemningen aendrede sig, da anmeldelserne kom. I en anmeldelse med titlen "En forfatter på ørkenvandring" skrev Jens Andersen: "Med Den stille pige synes Peter Høeg at afskrive sig selv som kunstner" (2006, 2). John Christian Jørgensen talte om, at bogen var "for meget laerdoms-og vaekkelsesskrift-og for lidt fortaellekunst" (2006, 5). Og Bjørn Bredal konkluderede: "Peter Høegs gigantiske talent forspildes i en praedikensamling forklaedt som roman" (2006, 1). Også Høegs tilknytning til den spirituelle taenker Jes Bertelsen lod til at vaere et problem for kritikken. Jes Bertelsen begyndte sin karriere som universitetslektor, men grundlagde i 1982 sit eget spirituelle center, Vaekstcenteret i Nørre Snede i Jylland. Høeg og Bertelsen har arbejdet sammen på bøger og andre projekter, og Høeg takker eksplicit Bertelsen i Den stille pige. Dertil kommer, at Høeg har opholdt sig på Vaekstcenteret i perioder. Allerede i 2003 opdagede Høegs hårdeste kritiker, anmelderen Lars Bukdahl, forbindelsen mellem Peter Høeg og Jes Bertelsen. Han ville anmelde Bertelsens bog Dzogchenpraksis som bevidsthedsvidde og opdagede, at Bertelsen takkede Høeg for stilistisk assistance i efterordet. Eftersom naevnte bog handler om en specialiseret form for meditativ traening (dzogchen), praefigurerer Bukdahls kritik af Bertelsen hans kritik af det inhaerente verdensbillede bag Den stille pige. Bukdahl henviser eksplicit til sin egen postmoderne verdensanskuelse som grundlaget for hans aversion mod Bertelsens ideal om spirituel perfektibilitet. Bukdahl anvender ironi til at dekonstruere den patos, hvormed Bertelsen praesenterer den spirituelle diskurs. Hvor Bertelsen ifølge Bukdahl har et ideal om bevidsthedsklarhed og perfektibilitet, associerer Bukdahl sit eget postmoderne selv med en litteraer 'beskidt' (polyfon, kaotisk, kakofonisk, 'debasing') bevidsthed. 1 Han anerkender dog betydningen af "lyse og klare øjeblikke"-privilegerede Esoterisk tradition som nøglen til Peter Høegs Den stille pige p a s s a g e | Å r g a n g 3 3

K&K - Kultur og Klasse, 2020

Anmeldelse af Nanna Bonde Thylstrup: The Politics of Mass Digitization.Cambridge: The MIT Press, 2019.

Antropologi, 2018

Biometriske teknologier (bios = liv, metron = måle) bruges til at identificere mennesker ud fra specifikke kropslige kendetegn såsom fingeraftryk, iris, ansigtstraek, gangart osv.