Billeder fra vores safari

Impala i Serengeti

Giraffer i galop over savannen

En morgenkaffe-tår på verandaen ved vores første lodge, Ikoma Safari Camp. Vi boede i små hytter langt fra alfarvej, så der var dyrelyde hver aften. Vi blev fulgt på vej af en nattevagt, når vi skulle i seng om aftenen.

Et lettere udtørret flodleje. Meget kamufleret ligger en krokodille i vandkanten.

Thompson gazeller i flok. Der er rigtig mange af dem i Serengeti.

Solnedgang over Ikoma. Den lille overdækkede "terasse" var der, hvor vi hver morgen spiste morgenmad.

Hver aften leger vi huleleg med vores myggenet.

En løve på jagt 

En af vores mange elefantoplevelser

Oldupai Gorge, som kaldes menneskets vugge

Et aftryk af de ældste fundne fodspor. De oprindelige fodspor er dækket igen for at forblive bevarede

Giraffen er ikke dyrenes konge men bestemt en majestæt på savannen

Hartebeast får en drikkepause

Løvemor med tre unger har fundet skygge under et lille træ

Vi venter på, at vores chauffør får ordnet papirarbejdet, så vi kan komme fra Serengeti til Ngorongoro. Det er vores bil, Merethe står ved.

Alle værelser havde en lignende veranda på Rhino Lodge med udsigt til det vilde liv. Det var tydeligt, at vi var kommet tættere på himlen, for det var temmelig koldt. Da vi kom, blev der tændt op i kakkelovnene i vores værelser!! - Og det var ikke fråds. 

Katrine om morgenen på vej ned i Ngorongoro Crater. Det var hundekoldt, så hun er iført både egen og Oles fleecetrøje foruden en kikoy om hovedet som hue.

Merethe har det ikke varmere end Katrine

Gnuer i krateret. De fleste gnuer og zebraer er på dette tidspunkt emigreret til Masai Mara i Kenya, men der er dog stadig nogle tilbage.

Hyæner fik festmåltid i en zebra. Der var tre, da vi kom, men der blev kaldt på flokken, så i løbet af kort tid var der omkring 30.  Det er lidt ærgerligt, at nogle chauffører kører meget tæt på, i stedet for at holde afstand, så dyrene får lidt ro til deres liv.

Vores toilet på Roika Tarangire Tented Lodge. Det med toiletter er et tilbagevendende samtaleemne: Er der toiletpapir, er der toilet, eller skal man i "skov-skider-stilling" (undskyld udtrykket), er der toiletbræt, er flagermusene væk, m.m.?

Og vores bruser formet som en leopardfod. Pænt.....? Anderledes og dekorativt i hvert fald

Og sådan så teltene så ud udefra. Ser det ikke fantastisk ud? Elefanterne og gazellerne gik rundt omkring, så masai-vagterne var oppe på dupperne, når man skulle fra restauranten til teltene.

Elefanterne graver med snabelen efter rent vand. Der var en lille flod lige ved siden af, men de kunne finde renere vand ved at grave lidt i sandet

Rasmus spiser frokost i Tarangire National Park med udsigt over savannen. Der var nogle meget påtrængende aber (Vervet monkey), som hapsede Merethes muffin, inden nogen af os nåede at reagere. Hver dag fik vi fra de forskellige lodges en madpakke med indeholdende hvidt brød, kylling, æg, kage, frugt og juice.

Elefanter, som lige har taget mudderbad i den anden ende og nu er kommet op i den ende, hvor vi holder for at drikke.

Gruppebillede sammen med vores fantastiske chauffør, Yussein, som hele tiden var i kontakt med William i Bukoba og fik ham til at betale undervejs, da den første chauffør jo var løbet med pengene. William var ikke den hurtigste til at få betalt, men Yussein holdt ham fast i det hele turen rundt, så vi ikke skulle bekymre os om det.

Poolen ved Roika Tarangire

Jeg blev på kanten under parasollen 

I Tarangire er der mange baobabtræer. Træerne kan blive op til 6.000 år, hvilket jo er helt vildt.

En øl/sodavandspause på verandaen på Roika Tarangire den sidste aften af vores safari.

Billeder fra Karagwe og Bukoba

Netop kommet over grænsen mellem Uganda og Tanzania får vi et meget simpelt og ikke særligt velsmagende måltid mad. Katrine er netop færdig med at spise og vasker derfor hænder, da vi spiste med fingrene.

Farfar og Ole gennemgår vores rejse på det kort, som farfar har printet ud. Fra Uganda til nordvest i Tanzania. Videre til øst-Tanzania gennem savanne og slette og til sidst til Nairobi i Kenya.

Merethe havde ugeblade med, som Katrine kastede sig over. - Hun blev glad for Ude og Hjemme.

Hygge på Doris og Merethes værelse, som var det største med plads til os alle, når vi holdt siesta.

Vi fik lift af en af stiftets biler, da vores ven George har fået adgang til dette. En stor Toyota Landcruiser, som snildt kunne køre på de små, bumlende veje i landsbyerne

På "havevandring" hos Dickson. Det var småt med vand i den sidste regntid, så de venter allerede med længsel på den næste til september.

Dickson og Abela har efterhånden fået bygget et fint hus. De har ikke som mange andre lagt strøm ind endnu, da det koster 7 af Dicksons månedsløn.

De har fået tildelt en ko af regerings projekt med malkekøer. Den første kalv er givet tilbage til projektet.

De har også lidt geder, som børnene skal passe.

Neema (mit gudbarn) havde insisteret på, at vi alle otte skulle have en gave, når nu vi kom. Her får Doris overrakt sin gave, som er en måtte, som Abela har flettet af små strå.

Farfar med sin hat, som han fik i gave. - Ligeledes flettet af små strå.

Neema med sin bedstemor (Dicksons mor), som blev ved med at sige velkommen og takke for, at vi kom på besøg. Hun taler kun stammesprog, men heldigvis rækker mit stammesprog til at kunne hilse hende og sige velbekomme.

Deres hus og familie

Domkirken i Lukajange (Karagwe stift). Billedet er taget fra alteret, så man får en fornemmelse for kirkerummet.

På besøg hos Rahael (Oles hushjælp), hvis onkel har kaffe liggende til tørre. Desværre er hendes kaffe blevet stjålet fra hendes shamba, så det giver ikke det store udbytte for dem i denne omgang. Prisen for kaffe er også meget lav i år - de får kun 1000Tsh pr. kilo, hvilket svarer til godt 3 kr.

Rahael med hendes søn, som hun havde allerede, da hun arbejdede for Ole. Ole hjalp hende lidt økonomisk med at bygge hus, men det er stadig knap færdigt. 

Så er der taxien læsset

Vandmelons-pause på vores hotel

George, som var Oles kollega, da han arbejdede i byggeafdelingen. George har fået en højere stilling og er nu regnskabschef for stiftet, hvilket man godt kan se på hans hus. - Der er strøm, fjernsyn og sågar stuk i loftet i stuen.

Egomeso (som vi havde opkaldt vores hund efter) ville gerne have et billede af ham og mig. Vi er Facebook-venner, så vi snakket ind i mellem via cyberspace.

Georges hustru, mama Anitha, som er en fantastisk skøn og stærk kvinde.

Børnene i huset var ret begejstrede over vores tre wazee, som tog mange billeder af dem.

Ungerne fik en levende kanin som gave. George syntes, vi skulle tage den med til Bukoba og få de ansatte på hotellet det til at slagte den og tilberede til os.... Det ville pigerne dog ikke være med til. I stedet blev George og jeg enige om, at de måtte passe den for os.

På besøg i et handicapprojekt i Bukoba - Budap, hvor de blandt andet bliver uddannet til at lave trommer og sy tasker. De fleste har haft polio som børn og har misdannede fødder eller hænder.

I det lille, lokale museum kunne man prøve at skalle kaffe med en kværn af en slags.

Farfar og Merethe tager en slapper på verandaen ved Churchcentret (vores hotel i Bukoba)

På vej ud til en lille ø i Viktoriasøen, Musila Island.

Der var redningsveste til alle, men af en lidt sølle kvalitet. Heldigvis fik vi ikke brug for dem.

Vi gik gennem fiskelandsbyer for at nå op til toppen. Det var en meget varm dag, så Doris måtte køles ned ved at få fyldt hatten med vand.

Så nåede vi toppen. En hat og en flaske vand er trolige følgesvende, når vi tager på tur.

Der sælges ikke øl på Churchcentret, så nærmeste hotel, Lake Hotel, besøges til en øl og sodavandspause. Det har vi gjort mange gange i løbet af den tid, Ole og jeg boede i Tanzania.

På besøg i en shamba hos en ældre dame, som blandt andet dyrker en del vanilla. Det giver en noget bedre pris end kaffe, så hun havde omlagt sin dyrkning for nogle år siden.

En lille grotte i en skov ikke langt fra Bukoba. Vi kunne kravle igennem grotten, men fik forstyrret et par flagermus på vores vej

I skoven er også et lille vandfald, hvor vi spiste frokost. Det er William, vores kontakt i Bukoba, som er på billedet.

Sådan kan en bil også transporteres

Churchcentret, som det ser ud nu, og næsten som det så ud for 22 år siden, da jeg arbejdede der.

Katrine i en af vores kahytter på Viktoria færgen. Vi sejlede om natten fra Bukoba til Mwanza, hvor vores safari skulle begynde. Vi kiggede ikke efter kakelakker under madrasserne 

(- bedre at leve i uvidenhed), og jeg fortalte først de andre om den rotte, jeg så på dækket næste morgen...

Skibet er ladet med .... bananer, mango og ananas

Øverste dæk, hvor redningsbådene og redningsvestene er.