Betonstøbning hos
Munkhus Blomster og Binderi !
I sommer, helt præcis den 14. juli
var jeg på betonstøbnings-kursus hos Claus Pedersen fra Munkhus Blomster og
Binderi, det var en fantastisk dag og vejret var perfekt, hverken for varmt
eller for koldt.
Rabarber-blad jeg støbte. |
Vi var 8 forventningsfulde kursister,
der mødte op hos Claus kl. 10, hvor teen og kaffen var serveret og inspirationen
til dagens projekt skinnede os i øjnene.
Claus støber nogle helt fantastiske
fade, trædesten, fuglebade, pynteblade o.l, på blade han finder i naturen eller
haven, og jeg er simpelthen faldet på halen over hans sans for at få det rå til
at forenes med det elegant, hans stil og udtryk taler virkelig til noget i mig.
Claus startede kurset med at give os
en introduktion til dagen og selve betonstøbningen, og han tog os med på en rundtur i
haven og ved den lille sø for enden af haven, for dels at kigge på forskellige
blade og bladformer, men også for at holde bladene op mod nogle af Claus’ færdige
ting således, at vi fik en fornemmelse af, hvilken anvendelse de forskellige
blade hver især var bedst til.
Overfladen på det færdige produkt er
MEGET forskellig alt efter hvad det er for et blad der støbes på, hvilket
også har stor indvirkning på det færdige udtryk, og når man sammenligner de
forskellige produkter, kan det se ud som om, der er brugt forskellig
blandingsforhold i betonen, hvilket ikke er tilfældet.
Mange af os havde fundet nogle for
os specielle blade, som vi havde taget med hjemme fra, og som vi rigtig gerne
ville støbe på, men inden dagen var omme tror jeg alle var blevet så inspireret
af nogle af Claus’ ting, at vi havde været ude i terrænet og supplere vores
hjemmebragte blade med noget af det Claus havde i haven eller området.
Det var meget forskelligt, hvad vi
havde lyst til at støbe, nogle lavede nogle meget store ting medens andre nogle
mindre, jeg selv havde besluttet mig for, at jeg ville prøve at lave noget
forskelligt, så jeg fik en fornemmelse af, hvordan det var at arbejde med
forskellige typer af blade og bladformer.
Fad jeg støbte på skrappeblad, og det lille blad er støbt på følfod. |
Inden vi så os om var kurset nået
slutningen, og det var næsten ikke til at få os stoppet, for vi var alle blevet
”bidt” af projektet og havde kun lyst til at fortsætte, men det gode ved
betonstøbning er jo, at det er muligt at gå i gang med det der hjemme.
Hosta-blad jeg støbte på kurset. |
Jeg er som sagt meget inspireret af
Claus Pedersen og den stil han har, så derfor skal jeg ved juletid, på et
dekorationskursus hos ham, hvilket jeg glæder mig utrolig meget til.
Endnu et Hosta-blad |
Men jeg glæder mig også til at se
hans nye sted, for som nogle måske ved, flytter han den 1. november Munkhus til
nye lokale, som er beliggende i skovbrynet
ved Bregnemade Skov, i et af de tidligere skovløberhuse, under Bregentved Gods
i Haslev.
Adressen
er fra 1.november:
Munkhus
Blomster & Binderi, Moltkesvej 61, 4690 Haslev.
Jeg
kan kun anbefale alle at besøge Munkhus op mod jul, for Claus framtryller de
fineste ting af naturens materialer, og hvem ved, måske snier der sig også
noget betonstøbt ind i nogle af arrangementerne.