Så kom vores nye komfur endelig i brug. Det står lige nu og "brænder af", altså opvarmer for første gang i 30 min, ved 250 grader. Hvis et komfur kunne fornemme, ville det nok ikke have nogen som helst anelse om hvor mange kager det i fremtiden skal sørge for bliver helt perfekte. Det er et Gram EK 9630-90, toplækkert, med digitalt display, timer, automatisk styring osv. Vi var så heldige at finde det, stadig i original emballage på DBA til halv pris. Det passede lige ind i vores lille budget, som bl.a. består af min SU.
I vores gamle komfur var varmluftfunktionen gået, og børnesikringen var i stykker. Nu har vi et skønt nyt komfur hvor disse ting virker! Oveni det bliver glasset max 40 grader udvendigt og knapperne kan trykkes ind. Perfekt når man har en krudtugle på halvandet år rendende, som har en klar forståelse og interesse for hvor alt det sjove sker.
Jeg har stadig ikke modtaget bogen "Chokolade" af Claus Meyer som jeg har vundet, og skal anmelde en opskrift fra. Derfor fandt jeg en skøn opskrift fra bloggen "Kagemums" som jeg vil have prøvet af idag. Jeg håber min gamle faldefærdige springform føler sig klar.