fredag, august 31, 2007

Hvad hedder det?


Jeg er begyndt på den norske trøje til yngstesønnen. Farven er måske ikke så tradionel, men han skal da ha den i yndlingsfarven, skal han ik?? Det er første gang jeg strikker mønstre på den måde og gad vide om teknikken ikke har et navn. Jeg ved der er noget der hedder intarsia og noget der hedder fair isle, men hvad det er og om det er sådan det her hedder, ja det ved jeg faktisk ikke. Jeg ved der er nogen af jer derude der har langt mere forstand på strik end jeg har, så måske I kan gi´ mig svaret.

onsdag, august 29, 2007

Nye sokker til mig


For et par dage siden blev jeg færdig med de her skønne sokker. De er simpelthen vidunderlige og jeg tror de går hen og bliver mine yndlingssokker. Det er ihvertfald helt sikkert at der skal strikkes flere af dem. Jeg var ellers noget bekymret over om nu de blev alt for store for der skulle slås 64 masker op og jeg plejer kun at bruge 56 m til sokker til mig selv, men alle mine bekymringer kan jeg godt pakke væk. Mønsteret gør at de trækker sig pænt sammen og de sidder perfekt. Jeg har brugt 75 g strømpegarn fra Brugsen. Mønsteret findes her.

fredag, august 24, 2007

På indkøb


Jeg har efterlyst opskrifter på norske trøjer både hos webstrik og på forskellige forums, som jeg er medlem af. Jeg har fået mange henvendelser og en del opskrifter tilsendt på mail og det er jeg superglad for, men i dag var jeg i min lokale strikkebiks efter garn til nogen bestillinger på babytrøjer, og jeg spurgte tilfældigvis efter et bestemt hæfte med opskrifter i. Jeg har spurgt tidligere og da havde hun det ikke. Men sandelig om ikke hun havde fået det, så spørg lige om jeg er glad. Jamen der er simpelthen så mange utrolig flotte opskrifter i, og jeg glæder mig til at strikke norsk.


Her er så garnet jeg købte til de 3 babytrøjer, så nu håber jeg moderen kan li farverne. Hun har givet mig fri hænder, det skulle bare være pigefarver.Ikke nødvendigvis lyserødt sagde hun, det kunne osse være lilla, så nu har jeg købt noget i både lyserødt og lilla og råhvid og håber nu bare at kunne leve op til forventningerne.

tirsdag, august 21, 2007

En lyserød knap


Søde Anne-Mette har nomineret mig til rocking girl blogger. Tusind tak for det, jeg er meget beæret over titlen. Nu skulle jeg så nominere 5 andre bloggere og her begynder det at blive svært. Jeg følger mange, rigtig mange blogs, både danske og udenlandske og synes de fortjener at blive nomineret allesammen. Grunden til at jeg følger med på de blogs er jo netop at jeg synes de er gode og læseværdige. Selvfølgelig er de forskellige og nogen er bedre end andre, men hvem bestemmer egentlig hvad der kendetegner en god blog. Vi laver vel hver især vores blog efter bedste evne og interesse. I bund og grund skulle I alle ha knappen og føl jer endelig fri til at snuppe den, hvis I har lyst, men en enkelt har jeg lyst til at nominere og det blir helt klart dig Annette som skal ha den fordi du er den du er og fordi du er den eneste blogger jeg har haft personlig kontakt med.

Babybluse


Jeg har strikket babyblusen færdig og er egentlig helt godt tilfreds med resultatet. Opskriften er fra Hendes Verden nr 18, 2007. Blusen er strikket oppefra og ned ligesom Bette fra designclub.dk. Den slags opskrifter er jeg vist faldet lidt for, så er man nemlig fri for al den montering bagefter, og eftersom monteringsarbejdet ikke ligefrem er min yndlingsbeskæftigelse passer det mig helt fint. Faktisk så fint at jeg er startet på en trøje til Jonas efter samme princip, uden opskrift og i noget restegarn jeg har tilbage fra BOB og sommerblusen til niecen. Nå, men tilbage til denne hersens babybluse. Jeg har brugt 125 g merceriseret bomuld fra Aldi til en størrelse 9 mdr og 2 knapper som man på billedet ikke rigtig kan se, hvad forestiller, men det er altså mariehønseknapper.

søndag, august 19, 2007

Søndagstur


I dag kørte vi en tur langs østkysten via Frederikshavn, Sæby, Lyngsaa, Voersaa og Hou. Vi endte her ved "vores" sommerhus. Det var ihvertfald vores indtil 2003 hvor vi solgte det. Vi havde på det tidspukt fået 3 børn og syntes pludselig ikke at tiden slog til. Med 3 børn, to fuldtidsjob og parcelhus var weekenderne pludselig besat og vi fik ikke det ud af sommerhuset som vi egentlig gerne ville. Især jeg, synes ikke det var nemt at slappe af i weekenderne, når jeg sad der og tænkte på alt det vi skulle nå, når vi kom hjem søndag sidst på eftermiddagen, og jeg synes osse, jeg lå vandret i luften hele ugen, for at nå alt det herhjemme som jeg normalt skulle lave i weekenderne, så det endte med vi solgte. Det var virkelig vemodigt, den dag vi gav nøglen til de nye ejere og nu hvor ungerne er blevet så store som de er, og det hele er lidt nemmere så må jeg indrømme at osse jeg savner de skønne weekends vi trods alt havde i vores lille perle. Det var ikke noget flot og prangende sommerhus, men en helt almindelig lille knaldhytte som vi købte billigt for mange år siden og selv lavede i stand, men det var vores lille fristed.



Da vi kom hjem fra turen var det tiden til at lave aftensmad. Det blev lidt nemt med noget sammenkogt ret med pasta og så fik vi dessert i dag, noget der sjældent sker her på matriklen, men en spindende kat fristede mig over evne og den opskrift blev jeg altså nødt til at prøve og jeg blev ikke skuffet. Det smagte nøjagtig ligeså godt som jeg troede. I skulle osse ta og prøve.

torsdag, august 16, 2007

Hue


Tag lige huen på så mor kan få et billede til bloggen.
Jaeh det skal jeg nok mor.
Utroligt hvad man kan få et barn til lige midt i sommervarmen og isspisning.
Det er ikke meget jeg har strikket hele ugen, der har været så meget andet, men en enkelt hue er det blevet til. Det er jo med at være forberedt til koldere tider.
Huen er strikket i Smart fra Sandnes og opskriften har jeg fundet i et strikkehæfte fra Hendes verden nr 39/2006
Jonas er forøvrigt den eneste udover mig her i huset, der sætter pris på hjemmestrikket og jeg er gået lidt tom for ideer til hvad jeg skal strikke. Det er trods alt begrænset hvor mange trøjer jeg bruger og det er jo ikke noget ved at strikke en hel masse der bare blir smidt ind i klædeskabet uden at blive brugt.
Lige nu strikker jeg på en babytrøje som jeg ikke aner hvem skal ha, måske sælger jeg den, hvis det kan lade sig gøre. Og så strikker jeg på et par sokker med hulmønster til mig selv.

tirsdag, august 14, 2007

Agurketid


Manden kom ind med dagens høst fra drivhuset. Gæt hvem der skal sylte agurker i den nærmeste fremtid!

lørdag, august 11, 2007

Hvil i fred....


...kære farfar. Kl 20.20 i aften sov du stille ind. 95 år fik du lov at blive. De sidste 21 år har du været alene, men nu er du sammen med farmor igen.....
Du har haft et langt og godt liv, men osse et hårdt liv til tider, som da farmor måtte opgive kampen mod kræften.
Der var egentlig så mange ting jeg ville skrive om dig, men nu hvor jeg sidder her blir det hele lidt rodet for tankerne flyver lidt rundt, så jeg tror bare jeg slutter nu.

torsdag, august 09, 2007

Candle Flame


Jeg er blevet færdig med et sjal. Først syntes jeg det var blevet for lille, men efter at ha prøvet det, hvor jeg lukker det foran med en sjalsnål, er jeg kommet til det resultat at det passer fint til at varme mine skuldre når jeg sidder ved computeren. På grund af pladsmangel har vi nemlig indrettet vores forgang til kontor og her trækker det altså ind af døren når vinden er af en bestemt kant.
Jeg har brugt 100 g af Coop´s ID-mohair, og det måler 125x65 cm.

søndag, august 05, 2007

Det er så skønt at være på landet.....

...man skulle aldrig være andet.
Dagen er blevet tilbragt i mit barndomshjem sammen med mine 2 søskende, 2 svigerinder og vores tilsammen 11 børn.

En af min mors mange elefanter byder velkommen til. Skiltet er forresten lavet af min yngste bror.


Min fars mange små søde shetlandsponyer.



Vores allesammens dejlige vovse "Viktor"



Her er det ensilering af græs der er gang i. I øvrigt et stort hit hos de fleste af børnene, der er i alderen fra 4 mdr til 14 år.

lørdag, august 04, 2007

Efter vask....


Efter to omgange i vaskemaskine på henholdsvis 40 og 60 grader ser min taske sådan her ud, og jeg er yderst tilfreds, ja jeg kan nærmest ikke få armene ned igen. Den er blevet præcist som jeg havde tænkt den skulle være. Manden var vist ved at tro jeg var blevet skør da jeg valsede rundt i køkkenet og sang yes yes yes.
Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg prøver at strikke taske og efterfølgende filte. Jubii jeg er bare så glad for min nye taske.
Den var i vaskemaskinen sammen med 3 badehåndklæder og mandens cowboybukser som jeg allernådigst havde fået lov at låne til formålet.
Bagefter blev den udstoppet med en kasse pakket ind i et badehåndklæde og stillet til tørre ude på havebordet, så den var hurtigt tør.

Før vask.....


Tasken er færdig. Nu skal jeg bare ha proppet den i vaskemaskinen og så får den en tur på 40 grader. Er det ikke nok så får den en tur mere på 60 grader. Altså jeg er spændt som et lille barn. Blir min taske mon som jeg vil ha den eller??
Tænk hvis den kryber mere i højden end i bredden eller måsken blir den bitte lille. Det er godt nok spændende. Fortsættelse følger....

onsdag, august 01, 2007

Endelig færdig


I lang lang tid har jeg været i gang med denne trøje og nu har jeg endelig fået den færdig. Jeg har vist nok et lidt ambivalent forhold til den. På den ene side synes jeg den er ret flot med alle snoningerne, men på den anden side er jeg træt af det garn den er strikket i. Det er nemlig, skriiig, acrylgarn 100% endda. Veninden gav mig det i gave sammen med hæftet som opskriften på trøjen er i og selvfølgelig er jeg da glad for at hun har tænkt på mig og købt garn så jeg tog imod og nu har jeg så strikket trøjen. Jeg ved ikke rigtig om jeg er så glad for den store krave der er på, så måske laver jeg den om.

Jeg har da osse lige strikket et par Ballband dishcloth sådan nærmest for sjov. Jeg er frygtelig rastløs og strikker ikke længe ad gangen på det samme, så der skal hele tiden være mere end et strikketøj i gang her, men helst ikke mere end 3 for ellers blir det alt for uoverskueligt for mig.
Mønsteret på kludene synes jeg faktisk er ret sødt og måske man kunne bruge det til noget andet en gang, f.eks et babytæppe eller hvad ved jeg.