onsdag, december 07, 2005

Spinder som en mis

Jeg spinder og spinder - sammen med mine to katte, der synes det er interessant at følge rokkens hjul rundt og rundt.

Denne gang har jeg brugt farvet karteflor i blå og grå, som jeg har mixet undervejs.
Og nu ligner resultatet noget, man godt kan bruge til noget !
Det er herligt at spinde - ren meditation at sidde og rokke i fast rytme - dybt koncentreret om at trække fibre ud, mens hjulet snurrer jævnt.


På opfordring bringer jeg opskriften på kagerne fra sidste indlæg :

150 g farin
250 g sirup
150 g margarine
1 tsk ingefær
3 tsk kanel
½ tsk stødt nellike
2 tsk natron
1 æg
ca. 550 g mel

OBS : Vi har bagt kager af 3-dobbelt portion .....

Farin, sirup og margarine smeltes i gryde.
Krydderier og natron røres i.
Afkøles - når massen er lunken tilsættes æg og mel - æltes.
Hviler i køleskab - gerne til næste dag.

Udrulles og udstikkes til figurer.

Bages ca. 8 minutter ved 200 grader.
Jo tyndere dejen udrulles, jo hårdere bliver kagerne.

Jeg pynter med glasur af pastauriseret æggehvide og flormelis ( tilsat frugtfarve/ kakao)
Vi fylder glasuren på små "limflasker" ( købt til formålet i en hobbybutik)

God fornøjelse !

Skandale ! Skandale !! Julie har gjort mig opmærksom på, at jeg har glemt at skrive antal æg i opskriften - er nu tilføjet .... Håber Julie har fået lavet dej alligevel.

fredag, december 02, 2005

Den årlige julebagning

Så er den årlige julebagning "overstået".
Vi er så heldige, at have nogle nisser, der hvert år laver en stor portion dej til os - pludselig en morgen står den klar i køleskabet og så skal der bages ! Sådan har det været i omkring 14 år ( fra ældste barn var et par år gammel ).
Mormor kommer og deltager - nu, hvor begge børn går i skole, starter vi så snart de kommer hjem.
Så bliver der bagt i et par timer - vi er som regel klar til at pynte kagerne med glasur, når faderen i huset kommer hjem fra arbejde.
Og ALLE kager skal pyntes - ikke noget med at springe nogle af dem over !!
Her er et udsnit af dagens produktion :



Det skulle være nok til at dække familiens småkagebehov i december måned !! Og til at give væk af ....

Efter 5 timers intens kage-bagning/pyntning tog jeg lige ½ times tid ved rokken - efter mit første garn af rå-uld har jeg nu kastet mig over karteflor - det går derudad - i perioder begejstres jeg endda over rokkens rytmiske lyde.

Nu er det tid til en kop varm Chai - har hidtil selv lavet krydderi/the-blanding, men nu har jeg lige forsøgt mig med en færdigkøbt blanding fra Brugsen ( Søstrene Grene har den vist også). Den smager ganske udemærket.

Aftenen skal afsluttes med at læse en bog færdig - Drømmenes år af Gloria Goldreich. Serie i to bind - man følger 4 veninder gennem 3 årtier. Handlingen foregår i USA/ Israel. Jeg labber den i mig som god godnat-læsning.

Kærlig hilsen Dorte