Wenzel Neergaard
Wenzel Neergaard | |
---|---|
Medlem af Folketinget | |
Embedsperiode 29. maj 1906 – 22- april 1918 | |
Foregående | Kristian Knop |
Efterfulgt af | Jens Peter Andersen |
Valgkreds | Svendborgkredsen |
Personlige detaljer | |
Født | 6. januar 1864 Sophienborg, Danmark |
Død | 10. april 1919 (55 år) |
Politisk parti | Højre (til 1910) Det moderate Højre (1910-1913) Højre (1913-1915) Det Konservative Folkeparti (1915-1917) De Frikonservative (1917-1918) |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Wenzel Carl Peter Frederik Flach de Neergaard (født 6. januar 1864 på Sophienborg, død 10. april 1919 på Seinhus) var en dansk godsejer, hofjægermester og politiker. Han var medlem af Folketinget valgt i Svendborgkredsen fra 1906 til 1918.[1]
Han tilhørte familien Neergaard og var søn af godsejer Peter Poul Ferdinand de Neergaard (1836-1878) og Hillevid Christiana Wendela Sophie Augusta Flach (1843-1924).[1] Han var bror til folketingsmedlemmet Holger Neergaard.[2] Neergaard blev født på godset Sophienborg ved Hillerød i 1864 og blev student i 1883 som privatist og cand.phil. i 1884. Herefter gik han ind i militæret, hvor han blev løjtnant i 1888.[1]
Neergaard forpagtede en gård på Fyn, indtil han i 1892 overtog godset Fårevejle på Langeland fra sin far.[1] Han udvidede godset ved hjælp af inddæmninger og byggede en ny hovedbygning til erstatning for den gamle. Landbruget gav et stort overskud, og gården blev beskrevet som en af de bedst drevne på Langeland.[3] I 1911 købte han godset Seinhus ved Store Heddinge på Østsjælland og flyttede dertil i 1916.[1]
Neergaard stillede op til Folketinget for Højre i Nyborgkredsen ved folketingsvalget i 1901 og i Svendborgkredsen ved folketingsvalget i 1903, men blev ikke valgt. Det lykkedes for ham at blive valgt i Svenborgkredsen ved valget i 1906 med kun 11 stemmer flere end gårdejer Kristian Knop fra Venstrereformpartiet.[4] Han blev derefter genvalgt i kredsen med små flertal, til han trak sig tilbage ved valget i 1918.[1] I 1910 forlod han Højre og dannede Det moderate Højre sammen med blandt andre Lars Dinesen og Hans Parkov. Han var med til at stifte Det Konservative Folkeparti i 1915, men meldte sig ud af partiet i 1917 efter Christian Rottbølls eksklusion.[1] Han tilsluttede sig så De Frikonservative og blev partiets eneste repræsentant i Folketinget.[5]
Han var medlem af Svendborg Amtsråd fra 1902 til 1918 og havde også en lang række andre tillidsposter.[2]
Han blev gift i 1887 med Jacobine Adamine Jeanina Estrup (1862-1937) som var datter af konseilspræsident J.B.S. Estrup. De blev skilt, og Neergaard giftede sig igen i 1916 med Julie Viveke Kiær (kaldet Vigga, 1879-1975).[1]
Neergaard blev udnævnt til kammerjunker i 1888 og til hofjægermester i 1893. I 1900 blev han ridder af Dannebrog.[1]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c d e f g h i P. Stavnstrup (18. juli 2011), "Wenzel Neergaard", Dansk Biografisk Leksikon (3. udgave) – via Lex.dk
- ^ a b Emil Elberling; Victor Elberling (1950), Rigsdagens medlemmer gennem hundrede aar 1848-1948, vol. II, København, s. 75-76
- ^ Faarevejle, Dansk Center for Herregårdsforskning, hentet 2. marts 2024
- ^ Folketingsvalgene den 29. maj 1906 med Suppleringvalg i Tiden 1903-06, København: Statens statistiske Bureau, 1906, s. 46
- ^ Kr. Gretz (1917), Aarbog for Rigsdagssamlingen 1916-17, København, s. 43
- Født i 1864
- Døde i 1919
- Folketingsmedlemmer fra Højre (1881-1915)
- Folketingsmedlemmer fra Det moderate Højre
- Tidligere folketingsmedlemmer fra Det Konservative Folkeparti
- Folketingsmedlemmer fra De Frikonservative
- Folketingsmedlemmer i 1900'erne
- Folketingsmedlemmer i 1910'erne
- Amtsrådsmedlemmer
- Godsejere fra Danmark
- Kammerjunkere fra Danmark
- Hofjægermestre fra Danmark
- Riddere af Dannebrog