Nice-traktaten

Relative stemmevægt i Ministerrådet efter Nice-traktaten

Land	Stemmer	Befolkning (millioner)
Tyskland	29	82.0
Storbritannien	29	59.4
Frankrig	29	59.1
Italien	29	57.7
Spanien	27	39.4
Polen	27	38.6
Holland	13	15.8
Grækenland	12	10.6
Tjekkiet	12	10.3
Belgien	12	10.2
Ungarn	12	10.0
Portugal	12	9.9
Sverige	10	8.9
Østrig	10	8.1
Slovakiet	7	5.4
Danmark	7	5.3
Finland	7	5.2
Litauen	7	3.7
Irland	7	3.7
Letland	4	2.4
Slovenien	4	2.0
Estland	4	1.4
Cypern	4	0.8
Luxembourg	4	0.4
Malta	3	0.4

Nicetraktaten

Nice-traktaten er en traktat vedtaget i Nice af Ministerrådet til at erstatte de tre tidligere eksisterende traktater:

• Maastricht-traktaten, der blandt andet indeholdt startskuddet til Euroen og tre-søjle-strukturen i EU.
• Rom-traktaten, der lå til grund for EF og Det Europæiske Atomenergifællesskab
• Paris-traktaten, der lå til grund for Kul- og Stålunionen

Traktaten trådte i kraft den 1. februar 2003.

Traktatens primære formål var at ændre den institutionelle struktur i EU for at forberede sig på den forestående udvidelse af EU. Amsterdam-traktaten skulle have forberedt denne opgave, men mange fandt, at denne ikke i tilstrækkelig grad havde forberedt EU-samarbejdet til dette.

Mange lande var kritiske overfor Nice-traktaten:

• Tyskland fandt, at størrelsen af landets befolkning ikke var blevet tilstrækkelig tilgodeset ved stemmevægten (Tyskland fik 29 stemmer med en befolkning på 82 millioner, samme antal stemmer som Det Forenede Kongerige, Frankrig og Italien, alle med under 60 millioner indbyggere. Frankrig insisterede på opretholdelse af den symbolske ligevægt mellem de fire lande.
• Systemet med dobbelt flertal, der krævede både flertal i antallet af lande og andel af befolkningen, blev kritiseret af Frankrig, men et kompromis blev opnået, der fastholdt princippet om dobbelt flertal.

Traktaten udvidede antallet af parlamentspladser efter EU-udvidelsen til 732, hvilket var større end loftet i Amsterdam-traktaten. Spørgsmålet om at reducere antallet af kommissærer var genstand for megen diskussion, men traktaten endte med at specificere, at antallet af kommissærer skulle mindskes til under 25, når der kom 25 medlemslande.

Traktaten gav mulighed for at oprette underordnede domstole under EF-Domstolen til at varetage specifikke lovgivningsområder, såsom patentlovgivning.

Nice-traktaten skabte ny lovgivning om tættere samarbejde, da mange fandt, at lovgivningen vedtaget herom i Amsterdam-traktaten var ubrugelig. Lovgivningen fra Amsterdam-traktaten blev derfor aldrig anvendt i praksis.

Da man i forbindelse med valget i Østrig, der resulterede i Jörg Haiders FPÖ regeringsdeltagelse, ikke havde været i stand til at samle resten af EU om sanktioner, og man frygtede, at lignende situationer kunne opstå i fremtiden, indeholdt Nice-traktaten som den første traktat formelle bestemmelser om, hvordan man kunne indlede sanktioner mod et EU-medlemsland.

Traktaten indeholdt også bestemmelser om de finansielle konsekvenser af Kul- og Stålunionens nedlæggelse.

Europa-Kommissionen og Europa-parlamentet var utilfredse med, at Nice-traktaten ikke vedtog mange af deres respektive forslag til at reformere den institutionelle struktur i EU. Europa-parlamentet truede derfor med at vedtage en resolution mod traktaten. Europa-parlamentet er ikke i besiddelse af en formel vetoret i spørgsmål om nye EU-traktater, men Italien havde erklæret, at landet ikke ville ratificere uden Parlamentets opbakning. Europa-parlamentet endte dog med ikke at vedtage en mod-resolution.

Tre-søjle-strukturen, der stammer fra Maastricht-traktaten, blev opretholdt i Nice-traktaten. Mange kritikere fandt imidlertid, at tre-søjle-strukturen var alt for kompliceret, og at de eksisterende traktater skulle sammensmeltes. Derudover var EU i virkeligheden stadig tre organisationer, da både EF og Kul- og Stålunionen på forhandlingstidspunktet stadig eksisterede. Mange fandt, at dette var med til at mindske sammenhængskraften i EU. Endelig mente især Tyskland (men også Danmark), at der manglede klare distinktioner mellem hvilke områder, der falder under EU, og hvilke, der hører under medlemsstaterne.

Endelig indeholder Nice-traktaten ikke en indarbejdelse af EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder, idet Det Forenede Kongerige var modstandere af indarbejdelsen. Dette er en del af EU's forfatningstraktat, der dog næppe bliver vedtaget i sin nuværende form.

Alt i alt fandt de fleste lande (eller de fleste landes regeringer), at Nice-traktaten var et fremskridt i forhold til Amsterdam-traktaten i forhold til, hvor godt, man var i stand til at få EU til at fungere efter udvidelsen. Men de fleste regeringer fandt dog samtidig, at resultatet opnået ikke var godt nok til at få et udvidet EU til at fungere. Dette var en del af grundlaget for at man få år senere begyndte diskussionen om Forfatningstraktaten.

Tidslinje

Underskrevet Ikrafttrædelse Dokument

1948 1948 Bruxelles-traktaten

1951 1952 Paris-traktaten

1954 1955 Ændrede Bruxellestraktat

1957 1958 Rom-traktaterne

1965 1967 Fusionstraktaten

1975 - Rådsmødekonklusioner

1985 1985 Schengen-traktaten

1986 1987 EF-pakken

1992 1993 Maastricht-traktaten

1997 1999 Amsterdam-traktaten

2001 2003 Nice-traktaten

2007 2009 Lissabon-traktaten

Den Europæiske Unions tre søjler:

Europæiske Fællesskaber:

Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM)

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF)

Traktaten ophørte i 2002

Den Europæiske Union (EU)

Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF)

Schengen-samarbejdet

Det Europæiske Fællesskab (EF)

TREVI

Retlige og indre anliggender (RIA)

Politi- og strafferetligt samarbejde (PSS)

Europæiske Politiske Samarbejde (EPS)

Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)

Vestunionen (WU)

Den Vesteuropæiske Union (WEU)

Traktaten ophørte i 2011