Spring til indhold

Kulturrevolutionen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Fra balletten Den røde frigørelse af kvinder der blev skrevet og opført under Kulturrevolutionen

Kulturrevolutionen (無產階級文化大革命, bogstavligt 'Den store proletariske kulturrevolution') eller Den store proletære kulturrevolution var en politisk kampagne i Folkerepublikken Kina, iscenesat af Mao Zedong, formanden for Kinas kommunistiske parti, med støtte fra en radikal yngre generation i og i umiddelbar nærhed af partiet.

Kampagnen indledtes ved et møde i kommunistpartiets centralkomité i 1966 ved et kup ved at tillade et stort antal yngre aktivister, som ikke var ordførere i centralkomitéen, at være til stede ved mødet. Mao Zedong meddelte officielt kulturrevolutionen som afsluttet i 1969 efter en voksende opposition i landet. Ifølge den almindelige opfattelse blev kulturrevolutionen først afsluttet med anholdelsen af Firebanden under Hua Guofeng i 1976.

Kulturrevolutionens primære mål var at udrydde borgerlig tankegang i hele det kinesiske samfund og erstatte det med socialisme. Tidligere havde den kinesiske kommunisme næsten kun været udbredt i statsapparatet og produktionsmidlerne. Mao Zedongs vigtigste middel til at gennemføre denne kampagne var rødgardisterne, en milits af unge mennesker hovedsageligt fra storbyerne, som rejste rundt med tog i hele landet, og med jævne mellemrum holdt gigantiske stormøder. Mao Zedongs efterfølger Lin Biao kom under mistanke for kupforsøg og omkom uforklarligt ved en flyulykke i 1971.

Wikimedia Commons har medier relateret til: