Spring til indhold

Hans & Jørgen Larsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Stenhuggerarbejde af Hans & Jørgen Larsen på KFUM-borgen
Elefantporten på Carlsberg

Hans & Jørgen Larsen var et førende dansk entreprenør- og stenhuggerfirma. Firmaet var grundlagt i 1873 af Hans Wendelboe Larsen (død 1907) og Lars Jørgen Wendelboe Larsen (1851-1931).

I de første årtier efter firmaets grundlæggelse beskæftigede det ofte 3-400 mand. Hans & Jørgen Larsen blev bl.a. anvendt af arkitekt Vilhelm Dahlerup og har derfor udført stenhuggerarbejderne til Jesuskirken i Valby, Elefantporten på Carlsberg (herunder elefanterne tegnet af H.P. Pedersen-Dan) på Carlsberg, Statens Museum for Kunst, Ny Carlsberg Glyptotek og Ivar Huitfeldts monument på Langelinie, alle værker af Dahlerup.

En anden samarbejdspartner var Hans J. Holm, som tegnede nogle type-gravmonumenter for firmaet.

Af senere værker kan nævnes monumentet på Bornholm for Genforeningen fra 1923, hvis tilblivelse var usædvanlig: Stenen havde uden indskrift været på Haandværker- og Industriforeningens Udstilling i Rønne i 1923 som reklame for Hans & Jørgen Larsen, som ejede Moseløkkens Granitværk og huggepladsen ved Pilegade i Allinge. En inskription blev tilføjet, og et monument var født.

Ifølge Jørgen Larsen selv stod han selv i spidsen for reparationen og ombygningen af havnene på Bornholm, der var blevet ødelagt ved stormfloden i 1872. Dette arbejde foregik i årene 1874 til 1876 og omfattede Nexø, Svaneke, Allinge, Sandvig og Hasle havne. I begyndelsen af året 1881 købte Jørgen Larsen retten til at udtørre Gårdbo Sø i Vendsyssel og samtidig dermed 2 bøndergårde i dennes nærhed. Han købte Gårdbogård og lod en ny hovedbygning opføre 1893 ved Martin Borch.

Firmaet blev også benyttet ved opførelsen af KFUM-borgens ældre del (1898-1901), Taastrup Nykirke og Bispebjerg Hospital. En række gravmæler tegnet af Axel Berg blev udført af Hans & Jørgen Larsen samt gravmælet for arkitekten Ludvig Clausen.

Fra 1899 var Constantin Olsen medindehaver. Fra 1945 var Børge Larsen (1909-) indehaver.

Firmaet lå først i Gartnergade 14, senere i Griffenfeldsgade 37 på Nørrebro og siden på Hostrupsvej 4 på Frederiksberg.


Denne artikel er mærket geografiske koordinater mangler og der er defineret et hovedkvarter
Pt. kan skabelonen, som sættes denne besked, ikke håndtere geografiske koordinater på et hovedkvarter. Men der arbejdes på sagen. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i wikidata.