Bruger:Hejsa/Sandkasse 3

Carcassonne
Overblik
Land	Frankrig
Borgmester	Gérard Larrat
Region	Languedoc-Roussillon
Departement	Aude
Arrondissement	Carcassonne
Demografi
Befolkning	48.112 (2008)
- Areal	65,08 km²
- Befolknings­tæthed	739 pr. km²
Andet
Tidszone	UTC +1
Hjemmeside	www.carcassonne.org
Oversigtskort

For alternative betydninger, se Hejsa/Sandkasse 3 (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Hejsa/Sandkasse 3)

Carcassonne (occitansk: Carcassona) er en befæstet by i den sydfranske region Languedoc-Roussillon og er administrationsby (préfecture) i departementet Aude. Carcassonne tilhørte tidligere den historiske provins Languedoc. Byen er delt i to af floden Aude. På flodens højre bred ligger den øvre befæstede Cité de Carcassonne med sin middelalderbebyggelse og sine dobbelte bymurer, som giver et billede af befæstningskunsten helt fra 500-tallet til 1300-tallet. Den nedre bydel på venstre bred, Bastide Saint-Louis eller Ville Basse (nedre by), er stærkest befolket og ekspanderende. De to bydele er forbundet med to broer, Pont vieux og Pont neuf.

Fæstningsbyen i Carcassonne blev sat på UNESCOs liste over verdensarvsområder i 1997.

Geografi

Carcassonne ligger nord for Pyrenæerne, 53 km vest for Narbonne, 90 km sydøst for Toulouse og 800 km syd for Paris. Byen ligger på sletten mellem Pyrenæerne og det franske Centralmassivet, og to store trafikruter har krydset Carcassonne siden antikken: Den historiske vej mellem Garonnedalen ved Atlanterhavet og Middelhavet, og ruten mellem Centralmassivet og Spanien langs kanten af Pyrenæerne. Canal du Midi, som forbinder Middelhavet og Atlanterhavet, går igennem den nedre bydel i Carcassonne. Kanalen blev sat på UNESCOs liste over verdensarvsområder i 1996.

Klima

Carcassonne har middelhavsklima med tør, varm sommer, mild efterår og vinter og forår uden meget regn. Nedbør i form af sne er sjældent, det sner i gennemsnit kun syv dage pr. år, mellem december og marts. Dage med frost er også sjældne. Stærkest nedbør kommer i oktober om efteråret og i april om foråret. Om sommeren kommer nedbøren stort set under tordenvejr. Uvejret kan blive ganske voldsomt, med nedbør i form af hagl, noget som kan være ødelæggende for vingårdene. Carcassonne har også en del vind, gennemsnitlig mere end 117 dage pr. år med vindstyrke over 55 km/h.

Måned	J	F	M	A	M	J	J	A	S	O	N	D	Årlig
Temperatur (gennemsnit i °C)	5,9	7,2	9,1	11,7	15,3	19,1	22,1	21,5	19	14,8	9,6	6,7	13,5
Nedbør (gennemsnit i mm fra perioden 1961-1990)	67,3	67,7	64,8	71,5	62,3	43,0	29,1	43,2	46,1	74,0	56,7	69,4	695,1
Kilde: Météo France

Byen blev ramt af oversvømmelse fra floden Aude flere gange i 1872 og 1875. En af de kraftigste oversvømmelser var i 1891, da vandstanden steg med 8 m og de lavere områder af byen blev oversvømmet. I august 1912 blev byen ramt af en tornado som forårsagede store skader.

Historie

Første tegn på bosætning i området er dateret til omkring 3500 f.Kr. I 500-tallet f.Kr blev en befæstet by (oppidum) med det keltiske stednavn Carsac etableret to kilometer syd for dagens Carcassonne. Den havde sandsynligvis en iberisk befolkning. Byen blev et vigtigt handelssted for områderne fra Aude til Middelhavet.

Tårn fra gallo-romersk tid.

Gallo-romersk periode

Det galliske folk Volcae Tectosages fra Centraleuropa overtog byen omkring 300 f.Kr. De bekæmpede byens befolkning, og slog sig ned hvor Carcassonne ligger i dag.

Omkring 120 f.Kr. blev byen en del af den romerske provins Gallia Transalpina, senere omdøbt til Gallia Narbonensis. Byens strategiske beliggenhed førte til at romerne befæstede bakketoppen og gjorde byen til colonia af Julia Carsaco, senere Carcasum. De ældste murer i Carcassonne og størstedelen af de nederste stenrækker på bymuren mod nord dateres til galloromersk tid.

Denne periode karakteriseres af murer som strækker sig mellem ganske tæt placerede runde eller kvadratiske tårne. Begge dele er lavet for at modstå angreb. Murene mellem tårnene går i "siksak", fordi lige murer var mere sårbare. Af over 30 gallo-romerske tårne, er kun tre bevaret: Moulin du Connétable, Moulin du Vieulas og Marquière. Disse tårne dominerer nordfacaden. Marquière-tårnet er mest autentisk, de to andre tårne fik de øverste dele ombygget i 1200-tallet.

Vestgotisk periode

I 462 overgav romerne officielt den vestre del af Gallia Narbonensis, Septimanien, til den visigotiske konge Theoderik 2., som havde belejret Carcasum siden 453. Han fortsatte udbygningen af fæstningsværkerne i byen, nu kaldt Carcasona, som forblev en grænseby mod nord. Visigoterne kopierede den gallo-romerske arkitektur, og det er vanskeligt at skille deres byggearbejde fra de ældre konstruktioner. Meget af det de byggede står stadig. Theoderik skal også have påbegyndt opførelsen af basilikaen som nu er dedikeret til St. Nazarius. Tidligt i 500-tallet, antageligt i 533 eller kort tid efter, blev Carcasona bispesæde sammen med Agde og Maguelone. Der skal have være blevet bygget en visigotisk katedral, men den findes der ikke spor efter i dag. Den første biskop hvis navn er bevaret kendt for eftertiden, var Sergius (kildebelagt 589).

Saracensk og frankisk periode

I 508 slog visigoterne tilbage angreb fra den frankiske konge Klodevig 1.. I 725 indtog imidlertid muslimske saracenere fra Barcelona Carcassonne, og byen fik navnet Carchachouna. Den frankiske konge Pipin den lille drev saracenerne bort i 759. I 760 havde Pipin taget størstedelen af Sydfrankrig, men han var ikke i stand til at indtage den ugennemtrængelige fæstning i Carcassonne.

Legenden om Dame Carcas opstod under disse begivenheder: Enken efter saraceneren Balaak brugte krigslist for at forsvare Carcasona mod Karl den Stores tropper. Hun gav ordre om at kaste en velfødt gris ud fra ringmuren, for at give indtryk af at byen havde masser af mad og velfyldte lagre. Det siges at angriberne skal have givet op og forladt byen umiddelbart efter dette. For at annoncere og sprede disse gode nyheder, ringede (fransk: sonner) Dame Carcas med byklokkerne. Legenden siger at det er sådan bynavnet Carcas sonne er opstået. Legenden har imidlertid en kronologisk fejl, siden Karl den Store (Pipins søn) overtog tronen længe efter disse begivenheder.

Middelalderbyen Carcassonne.

Middelalderen

Trencaveldynastiet

Efter Karl den Stores død tog feudalsystemet over i det opstykkede land. I 1067 blev ejendommen Carcassonne overført til Ermengard, vicomtesse af Agde og Béziers. Hun var gift med Raimond Bernard Trencavel, vicomte af Albi og Nîmes (vicomt er egentlig vicecomte, det vil sige vicegreve på dansk, også kaldt borggreve). I 1082 blev Trencavel myrdet, og sønnen, Bernard Aton Trencavel, udråbte sig selv til vicomte af Carcassonne og desuden til Albi, Nîmes og Béziers. Carcassonne var underlagt Trencaveldynastiet frem til 1209, og denne periode var fyldt med velstand og stor indflydelse. Skatter fra handel førte gode indtægter med sig for byen og vicomten. Byen blev inddelt i 16 châtellenies med hver sin vasal som havde ansvar for forsvar af sin del af byen. Trencavelfamilien var hele tiden udsat for rivalisering mellem de to mægtige naboer, Barcelona og Toulouse, og indgik alliancer med hver af dem efter tur.

Plan over Cité de Carcassonne i 1200-tallet.

Denne periode blev der opført flere nye bygninger og mange af de ældre konstruktioner blev restaureret. Grundstenene til katedralen St. Nazarius blev velsignet af Pave Urban 2. i 1096. Paven havde da rejst til Carcassonne for at overbevise Bernard de Trencavel om at slutte sig til det korstog som på den tid blev organiseret.

Katedralen skulle være en bastion mod byens mange kættere (ordet kætter kommer fra ordet kathar af græsk katharos, som betyder ren). Trencavelfamilien byggede også slottet Château Comtal, som blev påbegyndt i 1130. De visigotiske tårne og de gallo-romerske mure, som var i dårlig forfatning efter mange angreb op igennem århundredene, blev restaureret og tårnene blev forhøjet.

Den katolske kirke og katharerne

I 1100-tallet blev katharismen stærkt udbredt i områderne i og omkring Carcassonne. Katharismen var en religiøs bevægelse baseret på dualistisk kristen tro. I begyndelsen af 1200-tallet var Carcassonne præget af velstand og var stærkt befolket, den havde omkring 4000 indbyggere. Der var flere forstæder udenfor murene, St.Vincent og St.Michel, med sit jødiske samfund. Den unge vicomte Raymond Roger Trencavel (1185 - 10. november 1209) beskyttede katharene i sine landområder. Det var der de blev kendt som albigensere, efter byen Albi.

Den katolske kirke var meget urolig over denne udvikling. I 1204 udnævnte Pave Innocent 3. tre pavelige legater og inkvisitorer for en ny mission mod albigenserne under abbed Arnaud Amaury af Cîteaux. Siden kætteri var en forbrydelse, skulle legaterne ikke bare prædike, men også overlevere kætterne til de civile myndigheder for forvisning og beslaglæggelse af ejendom. En af de fire, cisterciensermunken Pierre de Castelnau tog denne del af opgaven så alvorligt at han var frygtet og hadet i syd. Men den spanske præst Dominikus (dominikanerordenens grundlægger) overtalte legaterne til hellere at tage brug af kætternes metoder, som var langt mere effektive. Ved at give afkald på al pomp og pragt som hidtil havde omgivet dem og hellere være et eksempel på evangelisk fattigdom, opnåede de straks langt større resultater.

Katharer bliver drevet ud af Carcassonne i 1209.

Carcassonne blev kendt for sin skæbne under det Albigensiske korstog, beordret af Pave Innocent 3.. Det kom i stand foranlediget av at en tjener av grev Raymond VI av Toulouse (Raymond Trencavels onkel) på grevens ordre skal ha drept legaten Pierre de Castelnau den 15. januar 1208.

Den rasende pave Innocent III beordret militær makt satt inn mot albigenserne og deres fører, grev Raymond, og erklærte i juli 1209 hellig krig eller kjetterkorstog mot dem etter å ha erklært katarene som satanister. Etter å ha inntatt Béziers og massakrert de 20 000 innbyggerne der, tvang korstogshæren til Simon de Montfort innbyggerne i Carcassonne til å overgi seg 15. august 1209, etter to ukers beleiring av byen. Da hadde nesten alle innbyggerne kommet seg unna gjennom underjordiske ganger og gjemt seg i skogene rundt. Av de gjenværende 500 innbyggere (gamle, syke, barn), fikk hundre forlate byen nakne, «kun medbringende sine synders last», og de øvrige 400 ble brent eller hengt.

Etter å ha tatt Trencavel til fange og latt ham dø i sitt eget fengsel kort tid etter, tok Montfort selv over byen og vicomtetittelen. Han forsterket festningsverkene og Carcassonne ble nå en grenseby mellom Frankrike og Aragon.

Underlagt den franske kronen

I 1240 forsøkte Trencavels sønn å gjenerobre sine eiendommer, men det var nytteløst. Han ble tvunget til å gi avkall på sin rett til eiendommen i 1246. Året etter ble Trencavels eiendommer, deriblant Carcassonne, konfiskert og underlagt den franske kongen, Ludvig IX. Han og etterfølgeren Filip III forsterket festningen kraftig, sammen med fem andre festninger langs grensen mot Aragon (i dagens Spania). Disse festningene kalles Cascassonnes fem sønner. Byggingen av en ytre ringmur med tårn ble igangsatt i 1248. Filip fikk laget en hovedport i den indre muren i Cité, Narbonnaiseporten, i tillegg til St. Nazariusporten med innhegning, Trésautårnet og et vakttårn på slottet som ikke finnes i dag. Han fikk også restaurert flere av de gallo-romerske tårnene.

Et opprør mot kronen i 1262 ble straffet med at en del av Carcassonnes innbyggere ble drevet ut av byen. Disse fikk etterpå lov til å bosette seg på Audes venstre bredd, og kong Ludvig IX grunnla den nedre bydelen «Bastide Saint-Louis», som nå er en del av Ville Basse.

Festningen ble på denne tiden ansett som uangripelig. I 1355, under Hundreårskrigen mislyktes Edward, den svarte prinsen, å ta byen, selv om troppene hans ødela og brente den lavereliggende bydelen. Den ble gjenoppbygget etter hvert.

1500–1800

I 1531 spredte den kalvinistiske protestantisme seg i området. Cité forble katolsk, mens den nedre bydelen konverterte til protestantismen, noe som førte til en blodig konflikt mellom de to bydelene i Carcassonne. I 1582 ble den nedre bydelen tildelt tittelen «Ville» av Languedocstatene. Den sterke rivaliseringen fortsatte, med åndelig og politisk makt (biskopen og kongens representanter) i Cité på bakketoppen, og økonomisk makt og velstand i den nedre bydelen.

Ved freden i Pyreneene i 1659 ble grenseprovinsen Roussillon overført til Frankrike, og Carcassonnes militære betydning ble redusert. Dette var begynnelsen på slutten for det stolte Cité. Festningsverkene ble forlatt på 1700-tallet og stein ble tatt fra festningen til bygging av nye konstruksjoner og reparasjoner av gamle. Takene raste sammen, og festningen forfalt kraftig.

Den nedre bydelen blomstret imidlertid, på grunn av tekstilindustri med produksjon av ull. En kongelig fabrikk ble etablert i 1694 på «la Trivalle», denne kan fremdeles ses i dag. Byen ble et økonomisk sentrum og velstanden kan ses på bygårdene som ble oppført på 1700-tallet. Etterhvert foretrakk borgerne og autoritetene bydelen Ville Basse istedet for Cité. Tekstilindustrien gjennomgikk imidlertid sin første krise i 1783.

I 1800 ble bydelene slått sammen, og året etter ble det religiøse setet flyttet fra St. Nazariuskatedralen til St.Michelkirken i den nedre bydelen. Napoleon I nedgraderte festningen tre år etter. Etter dette fikk festningen minimalt med vedlikehold av krigsministeriet.

I 1810 ble Canal du Midi lagt om og endelig fløt den gjennom sentrum av den nedre bydelen. Gjennom første halvdel av 1800-tallet gikk det bedre for tekstilindustrien igjen, men den nådde ikke det høye nivået den hadde før 1780-tallet. Ville Basse utviklet seg videre, mens Cité sank sakte ned i vanstell, med en fattig og arbeidsløs befolkning og forfall av den gamle festningen. Forfallet var så stort at den franske regjeringen besluttet at alt skulle rives i 1849. Denne beslutningen satte i gang en reaksjon som reddet Cité fra total utslettelse. Byen ble klassifisert som et historisk monument, og et omfattende restaureringsarbeid ble påbegynt, ledet av arkitekten Eugene Viollet-le-Duc.

I 1857 fikk Carcassonne jernbane, og fra 1870 ble tekstilindustrien sterkt redusert. Vindyrking ble mer og mer vanlig i Carcassonne og omegn, og vingårder vokste opp over alt rundt byen.