Et spil om overlevelse

Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, 2018

Brad Evans og Julian Reid, undersøger i deres bog Resilient Life, hvilket subjekt der skabes, når kravet om resiliens er allestedsnaervaerende (s. xi). Bogens undertitel, The Art of Living Dangerously, referer til Michel Foucault, der i sin bog Biopolitikkens fødsel betegner liberalismens slagord som "lev livet farligt" (s. 65). Foucault karakteriserer dét, at mennesket opdrages i farens vaesen, som en af liberalismens vigtigste følger. Evans og Reid, henholdsvis er lektor ved Bristol Universitet og professor ved Lapland Universitet, begge i internationale relationer, viderefører dette tankegods og undersøger, hvilket menneske der opdrages, når farens vaesen er total, og når subjektiveringen betinges af den resiliente ideologi? Evans og Reids ambition er tofoldig: De vil for det første levere den første substantielle politiske kritik af konceptet resiliens (s. xi). For det andet vil de revitalisere den kollektive forestillingsevne (s. 201) og anlaegge byggestenene til en poetisk subjektivitet (s. 193). Den poetiske subjektivitet forholder sig modsat den resiliente subjektivitet, hverken apolitisk eller nihilistisk til sin eksistens (s. 37). Evans og Reid indleder med at analysere udviklingen fra sikkerhed til resiliens. Resiliens er ifølge dem en ny dominerende mentalitet i den nuvaerende neoliberale regeringskunst. Resiliens må ifølge Evans og Reid analyseres, hvis vi ønsker at forstå den neoliberale magtudøvelse. Resiliens defineres fra officielle kilder, her FN's klimapanel (IPCC), som et systems "evne til at anticipere, absorbere, rumme, eller komme sig over effekterne af en potentiel skadelig begivenhed på en rettidig og effektiv facon, og samtidig sikre bevarelsen, retableringen, eller forbedringen af dets essentielle basale strukturer og funktioner" (s. 6). Resiliens defineres af FN også som et systems kapacitet til at tilpasse sig, modstå eller aendre sig ved eksponering for faremomenter (s. 71). Disse to definitioner eksemplificerer, hvordan fortalere for resiliens definerer begrebet. Som bogen skrider frem er det interessant at bemaerke, at det er virkningen af resiliens, der er det centrale stridspunkt. Selve definitionerne er fortalere som kritikere enige om.

Psyke & Logos

1. Handling, engagement og erindring For 15 år siden fik jeg bogen I voldens kølvand i julegave. Det var så stor en oplevelse at læse i den, at jeg, efter at børnene var faldet i søvn, blev oppe hele natten og læste den i ét langt stræk. Den gjorde indtryk, fordi den så tydeligt så traumatisering i et socialpsykologisk lys og dermed knyttede an både til social støtte og til mulig forebyggelse gennem fjernelse af magt- og livsforhold, der kan føre til, at mennesker får muligheder for at udbytte, ydmyge, misbruge og ødelægge hinanden og for at slå hinanden ihjel gennem krigshandlinger, tortur, mishandling og fattigdom. Judith Lewis Herman skrev i bogen: “At studere psykiske traumer er at berette om forfærdelige begivenheder. Når det drejer sig om naturkatastrofer eller uafvendelige begivenheder, føler de vidner, der fortæller om dem, uden videre med ofret. Men når de traumatiske begivenheder skyldes en menneskelig plan, bliver vidnerne fanget i konflikten mellem offer og gerningsmand....

Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund, 2019

Denne artikel er en sekundær analyse og diskussion af to forskningsprojekter, som søgte at udforske eksistentielle karakteristika ved henholdsvis livets begyndelse (blandt nybagte mødre) og livets afslutning (blandt døende og deres pårørende). På baggrund af empiri genereret via forskellige forskningsmetoder diskuteres resultaterne i lyset af en fællesteoretisk forståelse af sekulære, religiøse og spirituelle aspekter i menneskelivet. I artiklen fokuserer vi i særlig grad på, hvordan det at blive mor kan aktualisere eksistentielle overvejelser og hvordan resonansen til samme aktualisering i forbindelse med døden, kan informere sundhedsvæsenets svangreomsorg. Med begrundelse i to sammenfattende argumenter, det eksistentielle/åndelige og det sundhedsfaglige, argumenterer vi for, at eksistentiel og åndelig omsorg potentielt kan være relevant ved livets begyndelse på samme vis som ved livets afslutning.

Historisk Tidsskrift, 2013

Jeg afrundede mit svar vedrørende Anders Holm Thomsens historiedidaktiske opgør med at fremlaegge en hypotese. Den forsøgte at forklare, hvorfor han ikke går i debat om det, der for alvor adskiller osnemlig placeringen af et dansk folkefaellesskab i grundskolens historieundervisning. Her skrev jeg: »Han og hans ligesindede tør ikke binde an med en faglig debat om identitetsteori og dansk identitetshistorie.« Jeg må i lyset af hans replik konstatere, at han stadigvaek ikke tør involvere sig i en sådan debat. Jeg kan ligeledes fastslå, at han ikke har vaeret i stand til at fremlaegge et eneste argument, der kan imødegå min påvisning af, at hele hans historiedidaktiske opgør er baseret på grove brud på god citatskik og debatredelighed. Hertil kommer, at han heller ikke har set sig i stand til at tilbagevise min påpegning af, at hans fremstilling af-hvad han selv benaevner-»historiebevidsthedsdidaktikkens karakteristika« er aldeles forvansket og misvisende. Men hvor Holm Thomsen ikke er videre effen, hvad angår kildelaesning og kildebrug, er han saerdeles effen, hvad angår at opdigte historier om forholdene i den danske universitetsverden. Han skriver her: (…) hvordan kan det (…) vaere, at repraesentanter fra skoleverdenens teoretiske fyrtårn, Danmarks Paedagogiske Universitetsskole, tilsyneladende forsømte at vaere til stede ved forsvaret af min ph.d.-afhandling? Jeg savnede dem virkelig, spejdede og spurgte ud i salen efter dem! Men ingen reagerede på min opfordring og stillede alle disse kritiske spørgsmål. Holm Thomsen glemmer imidlertid at fortaelle tidsskriftets laesere, at han hverken sendte mig et eksemplar af sin afhandling eller informe

2017

Kuml, 2018

Forskning i Pædagogers Profession og Uddannelse

ResuméI denne artikel udfoldes et pædagogisk begreb om modstand, der tager udgangspunkt i et forskningsprojekt, hvor vi, sammen med pædagogerne selv, har undersøgt pædagogers fortællinger om praksis, for at komme på sporet af deres forståelser af god pædagogik. Med afsæt i det empiriske materiale og teoretisk støtte i den pædagogiske opdragelsesfilosofi viser vi, hvordan barnets erfaringer med at opleve og komme overens med modstand, forstås som et produktivt og essentielt anliggende i daginstitutionspædagogikken. Artiklen giver indblik i en betydelig kompleksitet og dynamik forbundet med den måde, pædagogerne forstår og fortolker den pædagogiske opgave, det er, at støtte børnene i at engagere sig i en verden og et fællesskab og samtidig blive sig selv. Vi viser, hvordan pædagogernes fortolkninger har resonans i kulturelt overleverede pædagogiske narrativer om betydningen af at arbejde med barnets vilje, og udlæser et begreb om myndigblivelse, der ikke har fornuften som grundtone, m...

Rhetorica Scandinavica, 2022

I Homérs Odysseen kommer Odysseus omsider hjem efter et meget snørklet Middelhavskrydstogt af 10 års varighed. Den hjemkomst er uventet og ubelejlig for hans hustrus mange bøvede bejlere. I kender historien og ved at den er rigtig god. Men også for den person der kommer hjem, kan hjemkomsten vaere uventet. Det forekommer når nogen har rejst en lang og snørklet tur fra det ene fremmede sted til det andet-og så opdager at det sidste fremmede sted de er kommet til, dét er faktisk deres hjem. Det kan også vaere en god historie. Sådan én handler denne forelaesning om. Historien begynder med en studerende fra rigets udkant der rejser af sted til den størst mulige by for at laese litteraturvidenskab. I dette fag, viser det sig, er der kun én underviser, en aeldre professor, der ca. hvert andet semester laeser op af gulnede notater fra før Anden Verdenskrig, og ca. hvert andet semester holder han så frisemester. Han giver os dog ét godt råd, nemlig at vi skal shoppe rundt og følge undervisning i andre fag. Det gør vi, og det laerer vi meget af. Et studenteroprør er imens ved at traekke op i horisonten-det bryder løs et par år senere. Vor student, som så småt er mig selv, oplever dette studenteroprør på naermeste hold. En af lederne af oprørets første bølge bor på samme kollegium og har sammen med studiekammerater besat sit institut-døgnet rundt. Den slags kraever at man har øl, også om natten, og øl om natten kan man få på vores kollegium, fordi indflyttere dér på skift skal vaere ølmaend og stå til rådighed 24/7. Til gengaeld må Christian Kock er professor emeritus i retorik ved

2006

Psyke & Logos

Som psykologer beskæftiger vi os med menneskers levede liv.Med hvordan mennesker finder sig til rette i tilværelsen. Viforsker i det, vi vurderer det, og vi hjælper vores medmenneskermed deres livsudfoldelse og med at finde en bæredygtig orienteringi deres liv. Vi hjælper dem med deres eksistens!Det gør vi, hvad enten vi fokuserer på neuropsykologiskeeksekutivfunktioner, på kognitiv omstrukturering og narrativreframing, på behandling af udviklingstraumer, laver pædagogiskpsykologiske vurderinger eller hjælper patienter medsomatiske lidelser. Et eksistensperspektiv er således relevant ipsykologers arbejde, alene fordi vi arbejder med mennesker ogderes liv. En psykisk lidelse er fx ikke kun en tilsyneladendeafgrænset diagnose. Det er først og fremmest en livstilstand,den eksisterende er nødt til at forholde