C. Ruhmann & V. Brieske (red). Dying Gods.pdf

flere begivenheder kan føre til det sam m e slutresultat. Det klassiske eksempel herpå er fra Lewis Binford, hvor han fortolker en række trækulsholdige gruber i Nordam erika til at være brugt til at røge skind, i stedet for at holde m yg væk, m ens en anden forsker foreslår, at gruberne også kunne bruges til at røge indersiden af lerkar. Der er etnografiske eksempler på alle forslag. Men det vi finder, er det sam m e: trækulsholdige gruber! Det er kun ved at undersøge grubernes kontekst nærmere, at vi m åske finder indicier på, hvilken fortolkning der er stærkest. Riede påpeger også, at en vulkansk begivenhed ofte kan have flere udfald. Katastrofens omfang er nemlig også afhængig af modtagernes sårbarhed, det han kalder vulnerability, i hvor stort et om fang sam fundet socialt, fysisk og m entalt er rustet til katastrofale begivenheder. Her peges på faktorer, som går under det m oderne begreb resiliens, hvor katastrofer indarbejdes i vores samfunds planlægning, livsstil, ja sågar i vores litteratur og fortællin ger, som der er eksempler på fra Island og Sicilien. Ved at lægge vægt på dette bliver bogen ikke blot “endnu en bog om fortidens katastrofer”, men også et redskab til at kortlægge hvordan man håndterer den kommende katastrofe. Riede ønsker at arbejde inden for disse poler, det såkaldte dominerende, naturvidenskabelige felt, og det radikale hum anistiske felt. Det er mellem disse poler han ser for sig et forskningsprogram, han kalder Paleoenvironmental Humanities. Spørgsm ålet er, om ikke hans m etode i virkeligheden er den sam m e, som den Alison Wylie kaldte archaeological cables i 1989, der i korthed handler om , at vi vikler data, indicier og argum enter ind i hinanden, som et kabel, eller det Ian Hodder kalder entanglement i sin bog fra 20 12. Søren Sindbæk kalder noget lignende for high definition archaeology. Under alle omstændigheder, hvis Yellowstone eksploderer, vil det ændre ver- 340 denshistorien, ikke blot klim atisk, m en også politisk og religiøst, som det gjorde for 74.0 0 0 år siden. Forskellen på dengang og nu er, at vi i dag er syv m illiarder på vej til ni. Dengang var der vel færre m ennesker end i Aarhus i dag - i hele verden! Askeskyen i 20 10 fra Eyjafjallajökull i Island, der skabte kaos i den internationale flytrafik, er blot en svag skygge af de problemer, et højteknologisk og tætbefolket sam fund vil blive konfronteret m ed globalt. Den sm ukke røde him m el, m an ser skildret på maleren, Edward Munchs maleri, Skriget, fra 1883 er også ku n et m ildt forvarsel om den stem ning, der kom m er. Faktisk skyldtes den sm ukke solnedgang på maleriet vulkanudbruddet på Krakatau i Indonesien. Mens vi venter på vulkanen, vil jeg derfor anbefale, at man læser denne bog. Begrebsapparatet i bogen kan ruste os lidt bedre til fremtidens katastrofer. De kommer. Spørgsmålet er bare hvornår. Det besvares ikke i bogen, heldigvis kan man måske sige. Mads Ravn VejleMuseerne Christiane Ruhmann & Vera Brieske (red.): Dying Gods – Religious beliefs in northern and eastern Europe in the time of Christianisation. Neu Studien zur Sachsenforshung 5. Stuttgart 20 15. 336 sider. ISBN 978 -3-8 0 623-260 -8. Pris: 49 €. Kristendom m ens fortrængning af de traditionelle førkristne religioner i Nord- og Østeuropa var, m ed en slidt kliche, en brydningstid. Tiden er farvet af sejrherrens historieskrivning, og m oderne nationers ophavsmyter tager ofte indlemmelsen i den middelalderlige europæiske fælleskultur, med den universelle kristendom som fundam ent, som sit startpunkt. Hedenskabet er ofte blevet set som en mørk og tilbagestående udifferentieret tid. De førkristne religioner blev måske nok af kirken opfattet som en monolitisk størrelse, hvor en nøjere etnografisk forståelse af de hedenske samfund og deres forskelligartethed ikke var prioriteret fra officielt hold. At disse religioner dog ikke var statiske størrelser, og såvel lokale som regionale forskelle var mere reglen end undtagelsen, er både religionshistorikere og arkæologer i dag bevidste om. Missionsprocessen forløb over flere hundrede år, under forskellige samfundsmæssige rammebetingelser og en teologi i udvikling. De førkristne samfund i Nord- og Østeuropa eksisterede i en længere periode i periferien af et kristent senromersk rige, efterfulgt af de frankiske og byzantinske kristne kejserriger. Kristen indflydelse ses f.eks. tidligt i ikonografien, hvor kristne billedtemaer og gestusser omformedes til barbarernes egne formål. Modstand, hybridisering, synkretisme og akkulturation over flere hundrede år kan spores arkæologisk og nuancerer historieskrivningen baseret på den sejrende kristendoms egen skriftkultur, som det belyses i det symposieskrift, der skal anmeldes i det følgende. Det 64. internationale Sachsensymposium afholdtes 2013 i Paderborn samtidig med den internationale særudstilling “CREDO – Christianiserung Europas” i samme by. Symposieberetningen tæller 24 artikler. Den afsluttende sammenfatning er skrevet af Torsten Capelle, der døde i 2014. Bogen er tilegnet hans minde og indeholder en tematisk udvalgt bibliografi. Ifølge titlen er det geografiske fokus rettet mod Nord- og Østeuropa, hvilket dog ikke helt afspejles af bidragene. Blot et enkelt bidrag drejer sig således om missionen blandt de slaviske sorbere med udblik til andre slaviske stammer. Ellers ligger tyngden på Skandinavien og det angelsaksiske England. Flere bidrag har tilsyneladende ingen eller ringe tilknytning til det overordnede tema; det drejer sig om et studie af røntgenfotograferede mønstersvejsede sværd, et tekstilstudie, samt en fremlæggelse af en gotisk/hunnisk krigergrav fra Juszkowo, Polen. En ret generel berøring med religiøse forestillinger har fremlæggelsen af en urnegravplads fra Bremerhaven-Lehe, samt en spædbarnsgrav med bevarede tekstiler fra Wurt Hessen, hvor der i gravlæggelsen tilsyneladende afspejles frygt for gengangeri. En udmærket gennemgang af kirkens rolle i det tidligmiddelalderlige Irland og resultaterne af udgravningen af klosteret Clonfad berører heller ikke specifikt problematikken omkring mødet mellem førkristen og kristen kultur. Den følgende anmeldelse vil derfor koncentrere sig om de resterende artikler, der for oversigtens skyld kan grupperes omkring emnerne missionshistorie og lokal tilpasning i overgangstiden, centralpladser og landskaber, ikonografi samt spørgsmålet om det religiøse udtryk i gravskikken i tiden for kristendommens indtog. Fire bidrag om missionens fremmarch og tilpasningen af lokale skikke og gamle helte- og sagnfigurer skal omtales først. Et strejftog gennem de tidligmiddelalderlige kristne kilders syn på genstanden for missionen, de hedenske masser, samt forskellige former for omvendelser af hedenske fyrster, foretages af Lutz E. von Padberg. Missionærerne var som bekendt ikke synderligt interesserede i detaljerne i den hedenske vranglære eller de fortabtes sjæleliv, og deres fremstillinger er derfor ofte stereotype og fordomsfulde. Dette er en påtrængende problemstilling for moderne forskere, når man læser de kristne kilder til de førkristne samfunds religion, og kildekritiske briller er her en nødvendighed. Kilderne til omvendelse blandt fyrsterne har et mere individuelt præg, og samarbejdet med fyrsten havde stor betydning for missionens politiske fremdrift; men også her følges et begrænset antal teologiske mønstre for fremstillingen. Formentlig er de fleste kilders 341 fremstilling af den sejrrige kristning en forsim pling af det skete, hvor politiske hensyn uden direkte rod i kirken nok underspilles. Den m ilitært understøttede m ission bland sorberne, i det nuværende Böhmen, er temaet for artiklen af Matthias Hardt – som omtalt den eneste artikel indenfor em nekredsen m ed fokus på slaverne og derm ed Østeuropa. Den frankiske undertvingelse af dette område og følgende kristning udgik fra befæstede borgkom plekser, hvor kirkern e lå beskyttet m od de hyppige revolter mod erobrerne. Centralpladser m ed egentlige templer, som om tales for andre slaviske stam m er af Thietm ar af Merseburg og Saxo Gram m aticus, synes ikke at være et fænom en hos sorberne, hvilket antydes af manglen på arkæologiske fund af gudebilleder og beskrivelsen af deres centrale helligdom, Zutibure, som en lund i den åbne natur, der i øvr igt blev jævnet m ed jorden og erstattet af en kirke. H vis m an skulle være i tvivl, er der her et tydeligt eksem pel på, at kristningen bestem t ikke altid var en fredelig eller frivillig affære. Vikingetidens runesten som vidnesbyrd om kristningen i Skandinavien gennem gås af Anne-Sofie Gräslund m ed fokus på Uppland i 11. årh. Kun et fåtal runesten nævner selve kristningen, m ed Harald Blåtands runesten som det forn em ste eksempel. Runetekster med bønner eller om tale af brobygning, der blev an set for en prisværdig kristen bedrift, sam t billeder af kors og andre kristne tem aer, illustrerer udbredelsen af kristendom m en i Uppland, hvor nye sym boler og temaer inkorporeredes i den lokale kultur af de nyligt om vendte generationer af storm andsfam ilier. Barbara Yorke undersøger de gamle guders og heltes skæbne i det angelsaksiske England efter om vendelsen. En gud som Odin kun ne i en euhem eriseret version , som et guddommeliggjort menneske, leve 34 2 videre som stam fader til de engelske kon geslægter, mens en heltefigur som Vølund et stykke tid kunn e optræde side om side m ed kristne tem aer, som eksem pelvis på elfenbensskrinet Franks Casket, som en stadig relevant rollem odel i et sam fund m ed de sam m e æresbegreber som før kristningen. Andre guder og sagnfigurer blev forvist til dæm onernes rækker. Efterhånden som en m ere snæver tolkning af den kristne kultur fik fodfæste efter den Karolingiske Renæssance, måtte disse figurer fra den førkristne tid dog vige pladsen for kristne helte som ærkeenglen Michael og nye figurer fra den rom antiske ridderlitteratur. Den nye tro kom i løbet af sin udbredelse til at overlejre et landskab allerede besjælet af guder, ånder og helligdomme, hvor etablerede centralpladser og den samfundsmæssige magt forbundet med disse pladser kunn e være både sæde for opposition eller støttepunkter for udbredelsen af den nye orden. I en opsum m ering af tidligere forskning gennemgår Sarah Semple det angelsaksiske besjælede (numinøse) landskab, hvor naturhelligdom m e, ældre ruiner, gravm onum enter, træbyggede templer, hellige søjler og centralpladser med haller, såsom Yeavering, udgjorde et spirituelt ladet landskab op til introduktionen af kristendom m en. Clifford M. Sofield fokuserer på en klasse af rituelle deponeringer af knogler m ed kontinuitet gennem 5. til 9. årh. i det angelsaksiske område. Strukturerede deponeringer af kn ogler, ofte m ed særlig mange kranier og større artikulerede dele af dyrekroppe, findes i kontekster, der normalt tolkes som sekulære: grubehuse, grøfter og gruber knyttet til alm indelige bebyggelser, og kan tolkes som husofre og ritualer forbundet m ed lim in aliteten i bebyggelsernes grænser, nedlæggelser og påbegyndelser af konstruktioner. Enkelte menneskeknogler placeret sammen med dyreknoglerne er af særlig interesse og understreger den rituelle karakter, men kræver nærmere udforskning: Er der tale om menneskeofre, eller er der noget andet på spil? Massive successive deponeringer af dyreknogler, især kranier, i dybe gruber kendes både fra Yeavering, op mod væggen af det formodede kulthus, samt i forbindelse med kristne klostre. Fællesnævneren synes her at være konsumptionen af kød i stor skala under traditionelle ritualiserede former, der kunne fortsætte uafhængigt af, om der var tale om førkristne eller kristne gejstlige gilder. Uppåkra er med mange års udgravninger og sensationelle fund efterhånden en vægtig kandidat til rollen som den førkristne centralplads i Skandinavien par excellence. Lars Larsson opsummerer de velkendte og spektakulære udgravninger af kulthuset med fund af guldgubber og rituelt udstyr i form af drikkebægre, våbenofferfundet nord for huset, og sekvensen af haller vest for kulthuset, samt de kristne objekter og spørgsmålet om kristendommens etablering i området. Af de nyere resultater er analyserne af knoglerne fundet nord og vest for kulthuset særligt interessante. Indblandet i den store mængde af dyreknogler er der også humane fragmenter, der ligesom de resterende knogler har gnavemærker og slid, hvilket tyder på, at de har ligget eksponeret på jorden. Sekvensen af huse og haller vest for kulthuset viser gentagne nedbrændinger, hvor brandlagene også her indeholder menneskeknogler med gnavespor og forvitring. Spørgsmålet er her, hvad disse fund afspejler. Er de gentagne nedbrændinger og genopbygninger tegn på et uroligt samfund, hvor kun kulthuset blev stående over mange generationer? Og hvorfor er de indebrændte ikke fundet værdige til normale begravelser? Uppåkra fortsætter med at give gådefulde indblik i det førkristne samfunds mærkværdigheder. Bertil Helgesson løfter blikket til resten af Skåne, med en regional undersøgelse af rituelle landskaber og centralpladser ud fra både arkæologiske fund, kartografiske kilder, stednavne og sagnmateriale: Lund/ Uppåkra, Östra Karaby, Vä, Degeberga og Maletofta. Mulighederne for kultpladskontinuitet fra førkristen til kristen tid kan sandsynliggøres i enkelte tilfælde. Det pointeres, at kildekritiske problemer er vigtige at være sig bevidst, især i omgangen med skriftlige og legendeagtige kilder. I udforskningen af regionale netværk af centralpladser med kultiske funktioner er det naturligvis fællestrækkene, der eftersøges, men de unikke tilfælde må ikke desto mindre påregnes som en vigtig faktor. De ikonografiske studier fokuserer på skandinavisk materiel kultur i tiden før selve missionen, især guldbrakteater, reliefspænder og guldgubber, og understreger en fælles forståelse for denne billedtradition som delvist integreret i en større europæisk tradition, med reflekser af senklassiske og kristne temaer og motiver. Spørgsmålet om, i hvor høj grad fælles religiøse forestillinger var udbredt i Nordeuropa før kristningen, behandles i artiklen af Charlotte Behr. Nyere studier af religionshistorikere i vikingetidens religion har ofte understreget lokale og regionale variationer og forskelle, hvilket også afspejles i det varierede arkæologiske materiale til belysning af rituel adfærd i yngre jernalder. Et vist fravær af en teologisk doktrin og ringe mulighed for håndhævelse af en sådan i sammenligning med kristendommen, er formentlig en del af forklaringen. Fremvæksten af en egentlig billedkultur fra det 4. årh. kan have bidraget til at stabilisere og udbrede bestemte forestillinger, hvor mundtlig fortælletraditioner og rituelle handlingsmønstre af Behr anses for mere flydende måder at fastholde religiøse traditioner. Muligvis var det først med introduk- 343 tionen af disse billedkonventioner, at de forskellige guder og deres tilknyttede mytologi tog fast form. Da først disse billedkonventioner var blevet defineret, kunne de spredes via elitenetværk og forbundne værksteder. Guldbrakteaterne, med deres ret standardiserede billedtemaer, kendes i over 1000 eksemplarer fra en periode på omkring kun 100 år, hvilket viser, at deres brug ikke var begrænset til en snævert defineret aristokratisk elite og er dermed et førsteklasses eksempel på, hvordan en hurtig og bred spredning af et bestemt budskab og symbolsprog i et protostatsligt samfund fungerede som effektiv propaganda. Man kan indvende, at der ikke er fuld enighed om brakteaternes budskab, hvor Behr følger den udbredte tolkning fremsat af Karl Hauck, at der især er tale om afbildninger af guder med fokus på en mytologisk cyklus med Odin og Balder i hovedrollerne. Behr citerer en skeptisk kommentar fra Nancy Wicker og Henrik Williams omkring eksistensen af en standardiseret dogmatisk religion i folkevandringstiden kontrolleret af en elite og centreret omkring Odin og Balder. For undertegnede er essensen af dette spørgsmål ikke så meget på hvilket niveau, man skal forestille sig, at en elite kunne udøve kontrol over religiøse forestillinger i det 5-6. årh., hvor Behrs model forekommer overbevisende, men om Haucks indholdstolkning er korrekt. Jeg hælder mere til en tolkning af motiverne som centreret om rituelle handlinger og jordiske stormænd og fyrster. Denne diskussion er dog, desværre, ikke en del af artiklens sigte, hvor det mytologiske perspektiv eksplicit er præmissen. Karen Høilund Nielsen undersøger muligheden for kristne eskatologiske ideers indflydelse fra Romerriget og særligt Konstantinopel på ikonografi og ædelmetaldeponeringer i Sydskandinavien i 5-6. årh., nærmere bestemt den udbredte angst for den kommende Dommedag. 344 Teologiske udregninger havde sat en dato omkring år 500 for Herrens genkomst. I 6. årh. blev den apokalyptiske stemning holdt i live af en serie af naturkatastrofer, inklusive den Justinianske pest og den atmosfæriske katastrofe år 536, der blokerede solens lys og skabte misvækst. Det foreslås, at den tiltagende frekvens af ædelmetaldeponeringer i Sydskandinavien op mod år 500 afspejler denne religiøse stemning som en udefra kommende impuls, formentlig overført ved mere eller mindre direkte kontakt mellem Sydskandinavien og Konstantinopel. Året 536 er blevet set som sammenfaldende med et boom i gulddeponeringerne, en offerskik der snart efter ophørte, ligesom produktionen af guldbrakteaterne, hvilket afspejler afslutningen af et bestemt samfundssystem og en gammel elite; med andre ord begyndelsen på en ny tid, yngre germansk jernalder. Et særligt motiv i Stil I identificeres på reliefspænder og brakteater som en kamp mellem mennesker og dyr og tolkes som et dommedagstema, der således understøtter teorien om en angstfuld stemning i perioden. Man kan indvende, at denne tolkning naturligvis kan diskuteres – om der i alle tilfældene er tale om aggressive vilddyr, eller om menneskefigurerne går deres undergang i møde på disse motiver, er et åbent spørgsmål. Dette har dog ikke nødvendigvis konsekvenser for teorien om en indflydelse fra kristen undergangsstemning i perioden, der er et interessant bud på en tolkning af baggrunden for den intensive offerpraksis omkring år 500 i Sydskandinavien. Vekselvirkningen mellem den europæiske kristne og den nordeuropæiske førkristne kulturkreds undersøges af Alexandra Pesch med en gennemgang af udvalgte billedmotiver. Modstillingen mellem den kristne civilisation og de nordlige førkristne samfund er i lyset af dette materiale ikke så kategorisk, som ofte fremstillet. Den germanske billedtra- dition er udviklet under stærk indflydelse fra senantik og tidligmiddelalderlig kultur, og mange motiver og symboler er fælles, hvor f.eks. menneskefigurer fra Norden optræder med gestusser, som i en kristen kontekst ville blive forbundet med martyrer, apostle eller Kristus selv, mens Odin ofte er et bud på en tolkning i den hedenske kontekst. Den rige flora og fauna forbundet med det kristne koncept om Livstræet og den paradisiske fred i Edens Have kunne eksempelvis også udtrykkes tydeligt med den germanske dyrestil II, der andre steder fungerer i et fortsat ramhedensk miljø. Denne vekselvirkning og sammenblanding af motiver og betydninger giver både ledetråde til at tolke billederne, men som Behr pointerer, gør den paradoksalt nok også eksakte tolkninger svære og ofte genstand for diskussion. Margrethe Watt fører spørgsmålet om tolkningen af Skandinaviens billedkultur i lyset af kristne paralleller videre til guldgubberne. Figurer med “frie håndgestusser”, ofte nøgne, er i fokus for den videre analyse, hvor også de små guldfiguriner og udskåret guldblik fra de nyere fund fra Smørenge inddrages i tolkningen. Sammenligningsmaterialet fra kristen ikonografi viser en række håndgestusser, der udtrykker formelle liturgiske koncepter. Adoratio-gestussen, med hævede arme og udadvendte håndflader, optræder kun på én kendt guldgubbe, men er ellers velkendt fra både brakteater og andet ældre materiale i Sydskandinavien og optræder i kristne motiver på f.eks. burgundiske bæltespænder, hvor guddommelig hjælp og indgriben er temaet, såsom “Daniel i løvekulen”. Meget udbredt på guldgubberne er til gengæld gestussen med nedadvendte arme og udadvendte håndflader, oftest forbundet med de nøgne figurer. Den kristne prototype er Guds åbenbaring, epifani. En variant over denne gestus er med indadvendte håndflader, placeret på maven, der kendes fra en lille gruppe guldgubber, men også f.eks. på figurinerne fra Lunda. En tydelig kristen ramme for betydningen ses i en afbildning af Herrens indtog i Jerusalem på et samtidigt bæltespænde, hvor gestussen udføres af tilskuerne, altså en variant af adoratio-gestussen, et udtryk for ydmyghed og tilbedelse. Watt understreger, at selvom guldgubbernes gestusser ud fra sammenligningen med kristen ikonografi ofte synes at udtrykke underkastelse og ærefrygt i de højere magters nærvær, er figurerne ofte forsynet med genstande såsom halsringe, der angiver en høj sekulær rang. Watt har ofte før påtalt den udbredte nærmest automatiske tolkning af guldgubbefigurerne som guddomme og understreget, at der lige så vel kan være tale om afbildninger af menneskers rituelle adfærd. Artiklen afsluttes dog med en teori, hvor kategorien af henholdsvis påklædte og nøgne guldgubbefigurer tolkes som repræsentanter for de fra Snorres Edda kendte gudeslægter Aser og Vaner, med sidstnævnte opfattet som stammende fra en ældre frugtbarhedsorienteret kult. Watts studier af guldgubbernes gestusser er eksemplarisk, når det kommer til forståelsen af kropssprog og gestusser i den germanske jernalders billedverden, men denne anmelder finder dog, nok engang, et mere jordisk perspektiv mere overbevisende. Artiklerne om gravskik i omvendelsestiden fokuserer på henholdsvis det angelsaksiske England i det 7. årh. og Mälarregionen i Sverige i 11. årh. To af de tre engelske bidrag udspringer direkte af den store kronologiske undersøgelse “AngloSaxon England c. 550-720: the chronological basis”, mens de svenske bidrag udspringer af projektet “A lost world? – Religious identity and practice in the Lake Mälaren region during the introduction of Christianity”. Catherine Hills argumenterer for en tolkning af de små bronzedåser med op- 345 hæng fundet i angelsaksiske kvindegrave fra 7. årh. som relikvieskrin. Den konkurrerende tolkning er, at der er tale om “work boxes” eller “thread boxes”, da de ofte indeholder tekstilfragmenter, nål og tråd. Hills peger på manglende slidmærker på dåsernes låg, hvilket ikke tyder på en praktisk dagligdags funktion. Flere eksempler gives på dekorationer med kristne kors, samt analogier til kontinentale paralleller, der gennemgående tolkes som relikviekapsler udviklet fra antikke amuletkapsler. Små fragmenter af tekstil kan i denne sammenhæng tolkes som relikvier – ligesom splinter fra Korset, eller sten eller jord fra det Hellige Land. I England kan disse relikvarier være udviklet som en blanding mellem inspiration fra den frankiske elite på Kontinentet og den forudgående tids amuletposer. Ældre magiske forestillinger forbundet med vævning, såsom sejd og skæbnetro, kan også være en del af den symbolske baggrund for disse beholdere, hvis man stadig holder fast i en sammenhæng med “husflid”. Man kan her tænke på de bornholmske paralleller fra Nørre Sandegård, som ikke inddrages af Hills. Åbningen af dem har afsløret, at de indeholdt tråd- og garnnøgler, nåle, samt i et enkelt tilfælde løg. Dåsen med garnnøgler og løg var meget slidt af brug, og dekoreret med dyrestil. Løget er blevet tolket i en symbolsk og kultisk sammenhæng og understreger mulighederne for forskellige tolkninger alt efter den religiøse kontekst og sammenvævning af praktiske og symbolske funktioner. Spørgsmålet om tolkningen af den angelsaksiske gravskik før omvendelsen behandles af John Hines med udgangspunkt i resultaterne fra det nye kronologiske studie. Den automatiske tolkning af jordfæsteskikken med gravgaver som afspejling af tanker om den afdødes efterliv i dødsriget kritiseres for at være naiv og uden understøttelse i skriftlige kilder. 346 Nogen essentiel sammenhæng mellem trosforestillinger og gravskik er ikke givet, og religion kan ikke adskilles fra de sociale og økonomiske aspekter af kulturen, der afspejles i gravene. Med andre ord mener Hines ikke, at der findes noget sådant som en særlig hedensk gravskik før introduktionen af kristendommen. De kristne normer for gravskik indeholdt også muligheder for variationer og tilpasning, hvorfor det således bliver svært sikkert at adskille kristne og hedenske grave, f.eks. ud fra tilstedeværelsen af gravgaver eller ej. Kristendommens kulturelle dominans førte dog med udgangen af 7. årh. efterhånden til en vis begrænsning og standardisering af gravskikken. Christopher Scull gennemgår kritisk den etablerede forståelse af den angelsaksiske kronologi for grave i folkevandringstiden og den efterfølgende “conversion period” i lyset af de nye resultater baseret på korrespondensanalyse og store mængder C14-dateringer. Skiftet er kendetegnet både ved en generel nedgang i mængden af jordfæstegrave med gravgaver og et mere simplet dragtsæt med nye perletyper i kvindegravene og nye våbentyper i mandsgravene. Skiftet er tidligere blevet dateret til ca. 600 e.Kr. og sat i forbindelse med missionens start i England år 597. Det kan nu påvises, at dette skifte allerede fandt sted i 560/70 og derfor ikke har noget med omvendelsen at gøre. En ny datering af ophøret af denne gravskik sættes til 660/80, dog med en stigning i antal og kvalitet af gravgaver i de sidste par generationer op mod denne skillelinje. På dette tidspunkt var hoveddelen af missionen allerede afsluttet, og opgivelsen af jordfæsteskikken med gravgaver kan derfor heller ikke tilskrives omvendelsen til kristendommen. Gennem hele omvendelsesperioden blev man således ved med at gravlægge sine døde efter gammel tradition, og ændringerne i gravskik eller mængden af investering i gravgaver skal snarere forklares ud fra udviklingen i samfundet mere generelt end specifikt ud fra omvendelsen til kristendommen. De førkristne gravpladser i Mälardalen blev ikke forladt i det 11. årh., som det er tilfældet i Sydskandinavien, men fortsatte som gravpladser for formodede kristne. Samtidig varede traditionen med at rejse kristne runesten længere i denne region end i resten af Skandinavien, hvilket kan være et tegn på langtrukne religiøse og sociale spændinger. Sten Tesch præsenterer i en længere og meget interessant artikel mange eksempler på grave og gravpladser, der synes at afspejle en ambivalent identitet i et bredt hedensk-kristent spektrum, hvor begrebet “hybriditet”, hentet fra identitets- og postkoloniale studier, bruges som analyseredskab. Begrebet angiver en strategi for minoriteter og koloniserede grupper for at iscenesætte deres kulturelle identitet og modstand mod sociale forandringer ved bevidst at vælge og kombinere træk fra ældre tradition og de nye alternativer. Den svage kirkeorganisation i Mälardalen i 11. årh., hvor Hamburg-Bremens rettigheder på området blev udfordret af Vatikanet, og andre konkurrerende kirkeorganisationer også var på banen, gjorde, at der var ret frie muligheder for fortolkning af korrekt kristen adfærd. Et overregionalt kongedømme i samarbejde med kirken og indførelse af kanonisk lov med individuelle rettigheder på ejerskab af land må også formodes at have ført til konflikt med det traditionelle oðalsystem. I artiklen savner man en diskussion af templet i Uppsala, der ifølge Adam af Bremen var hovedsædet for den hedenske modstand så sent som i 1070’erne. Templets eksistens er blevet betvivlet af Henrik Janson, der ser Adams beskrivelse som en polemik mod Vatikanet og konkurrerende missionsvirksomhed i Mälardalen med de tre gudeidoler som en satirisk beskrivelse af konkurrenternes tilbedelse af dødssynderne Hovmod (Thor), Raseri (Wotan) og Vellystighed (Fricco). Netop den store tæthed af runesten med kristne budskaber i regionen blev af Janson set som et tydeligt tegn på, at hedenskabet på denne tid forlængst var fortrængt fra Mälardalen, men tegnene på hybriditet og modstand i gravskikken i 11. årh. taler for, at hedenskaben endnu var en magtfaktor at regne med, og at individuelle konfessioner og kristen ortodoksi stadig var til forhandling. Bådgraven fra Turinge, der er et eksempel på en genopfindelse af ældre gravskik i en fremskreden del af det 11. årh., er fokuspunktet for projektet “A lost World?”, og skibet som symbol i overgangstiden er emnet for artiklen af Gunilla Larsson. Er skibsbegravelsen som udtryksform en tilbagevenden til førkristen symbolik? Og hvordan integreres denne symbolik så i en ny kristen kontekst? Turingegraven er en af flere kvindelige bådgrave, som Larsson fremhæver som en overset gruppe, hvor kvinden som aktiv agent i samfundet og i forbindelse med omvendelsen ikke bør undervurderes. Skibet som et førkristent symbol kan muligvis forbindes til frugtbarhedskult og kvindelige guddomme. I en kristen kontekst bruges skibet som metafor i beskrivelse af kirkearkitekturen, og på billedsten og mønter ses skibet lastet med et stort kors. Et forhold, som kan gå tilbage til førkristen tid, er skibets rolle som et fredhelligt rum, der kendes fra landskabslovene og fra arkæologiske fund, hvor skibet begravet i Birkas vold kan forstås som en grænsemarkør for byens “fridr”. Michael Neiss giver en biografi af smykkesættet i Turingegraven, komplet med skålspænder og kappespænde samt perler og hængesmykker, der alle hører hjemme i 10 årh. Udpræget slid og størrelsesforskellen på skålspænderne tyder på, at der er tale om sekundære varer, formentlig en kombination af forskellige sæt, 347 fra arvestykker eller ligefrem sm ykker plyndret fra ældre grave og abstraktionen og reduktion i størrelse på hængesm ykkerne tyder på, at der er tale om kopier af ældre originaler. Kvin den er dog aldersbestem t til kun at være 25-40 år, og de resterende grave på gravpladsen tolkes som kristne. Ud fra denne “genstandsobduktion” tolkes graven således som et renæssancefænom en fra m idt i det 11. årh., der griber tilbage til en ældre “hedensk” dragtmode, foruden båden som en traditionel gravform. Sym posieskriftet “Dyin g Gods” indeholder m ange forskellige vin kler på kristendommens indtog og fortrængning af de gam le religioner i Nordeuropa og England, belyst gennem et varieret kildem ateriale. Nogen fælles indgangsvinkel til, hvad religion er for en størrelse, og hvordan dette fænom en kan identificeres arkæologisk, er selvfølgelig ikke at forvente. Skriftet kan m ed fordel læses som en instruktiv oversigt over, hvordan feltet ser ud på vigtige fundkategorier og emner. Sammensætningen af artiklerne giver desværre et lidt ufokuseret præg. For læsere, der gern e vil vide m ere om de gam le guders fald i Østeuropa, m å m an således n ok henvise til den grundige gennem gang i katalogpublikationen fra Credo-udstillin gen. Et gennem gående træk og en styrke ved publikationen er dog fokuseringen på de hybride identiteter og konkrete eksem pler på, hvordan førkristn e og kristn e elem enter integreres i den m aterielle kultur og praksis i overgangstiden. Der er altid fare for at anlægge et teleologisk perspektiv på trosskiftet, men artiklerne her demonstrerer en m edvidenhed om , at processen var kom pleks og ikke uafværgelig eller indlysende for alle. Kent O. Laursen Moesgaard Museum 348 Martin Rundkvist: In the Landscape and Between Worlds. Bronze Age Deposition Sites Around Lakes Mäleren and Hjälmaren in Sweden. Archaeology and Environment 29. Um eå Universitet 20 15. 153 sider. ISBN 978-91-760 1-213-0 . Bogladepris: Ikke oplyst. Form ålet m ed bogen er at undersøge placeringen af bronzealderfun d i form af enkeltfund og depoter i om rådet om krin g søerne Mäleren og Hjälm eren i Sverige (Uppland, Västmanland, Närke og Söderm anland). Forfatteren Martin Rundkvist (MR) anfører, at der i forvejen er publikationer vedrørende øvrige fundkategorier som grave, bopladser og helleristningslokaliteter fra området, og bogen om deponeringslokaliteter skal således indpasses heri. Overordnet set er den derm ed en del af hele diskussionen om organiseringen af bronzealderens samfund samt relationen imellem de forskellige fun dkategorier. Fokus er im idlertid på fundenes placering i landskabet, og intention en er at udlede generelle karakteristika i lokaliseringen af depotfund fra bronzealderen (ca. 170 0 -50 0 BC). MR ønsker at udvikle heuristiske redskaber til at hjælpe arkæologer med at finde og identificere periodens deponeringslokaliteter i form af: “general landscape rules governing deposition” (s. 22), som eksem pelvis kan være en hjælp i forbindelse m ed undersøgelser forud for større an lægsprojekter. Depotfund er ellers typisk ikke fundet i forbindelse m ed arkæologiske undersøgelser, m en m ere ved tilfældigheder i forbindelse m ed tørvegravning, drængrøfter og lignende. Det betyder, at der ofte savnes vigtige oplysninger om nedlæggelsesforhold, paknin g, arrangering af genstande mv. Allerede in den forordet indledes m ed tre citater, som på forskellig vis om handler betydningen af øget fokus på de steder i landskabet, hvor der er gjort depotfund,