Prins Peter, tibetanerne og videnskaben

Prins Peter, tibetanerne og videnskaben Foto: Chiu Gompa og Mnt Kailash. (Foto: Feng Wei). Indsat fotografi: Prins Peter. (Foto: privat eje). Af PhD, lektor i tibetologi, Trine Brox og PhD. Post Doc, Miriam Koktvedgaard Zeitzen Introduktion Det tibetanske eksil begyndte i april 1959, siges det, da 80.000 tibetanerne fulgte deres leder, den Fjortende Dalai Lama, til Sydasien for at beskytte deres kultur, deres religion og deres liv uden for kinesisk kommunistisk overherredømme. knyttet allerede inden eksilets officielle fødsel, og netop denne tidlige dansk-tibetanske forbindelse kan fortælle os om en underbelyst del af den moderne tibetanske historie—nemlig hvordan eksilet begyndte for mange tibetanere allerede et årti inden Dalai Lama flygtede i 1959. Dette tidlige eksils begyndelse i 1950 blev bevidnet af en dansk prins som på det tidspunkt var på vej ind i Tibet i videnskabens navn. Men i stedet for, som planlagt, at rejse ind i Tibet for at udforske og ’opdage’ den tibetanske civilisation, endte han med at Eksiltibetanere mener, at siden Tibet er in- foretage en syv år lang redningsaktion af vaderet af Kina står deres kultur og identitet materiel og immateriel tibetansk kulturi fare for at forsvinde i Tibet. Mange eksilti- arv—i dag bevaret primært i Danmark. betanere er bange for, at tiden er ved at løbe ud for tibetanerne i Tibet, hvor deres kultur I det følgende introducerer vi denne hidtil er ved at bukke under for kinesisk dominans alt for oversete række af begivenheder ved at fortælle om en prins’ mislykkede opdaog kulturel censur. gelsesfærd til Tibet, og hvordan han endte Den anden kulturelle forskydning er eksilet: med at dokumentere et andet Tibet, et Tibet i eksil. De frygter også, at de 150.000 tibetanere, som lever i eksil, vil miste deres kultur og Eventyreren og etnografen H.K.H Prins traditionelle livsstil nu når de udsættes for kulturelle påvirkninger fra alle verdenshjør- Peter af Grækenland og til Danmark (f. 1908 Paris, d. 1980 London), var søn af ner. Prinsesse og Prins Georg af Grækenland og Men det er også dette eksil—gennem flygt- til Danmark, den græske konges bror. Prins ningenes medbragte sædvaner, kunst, litte- Peters privilegerede liv ændrede sig drastisk, da han i 1939 i Madras giftede sig med ratur, visdom og filosofi—som ligger til grund for, at den tibetanske kultur er nået ud den borgelige Irina Alexandrovna Ovtchtil og blevet forbundet med resten af verden. innikova (f. 1904 Sankt Petersburg, d. 1990 Paris), datter af en prominent juveler i zarI Danmark blev forbindelsen til Tibet dog tidens Rusland. Det er en almindelig antagelse i det tibetanske eksilsamfund, at deres kultur er truet som følge af to former for kulturel forflytning eller -forskydning. Den første kulturelle forflytning forårsages af okkupation: 9 Prins Peters familie var imod deres ægteskab, ikke mindst fordi Irina allerede havde været gift to gange tidligere, og han blev nu bortvist fra de royale inderkredse i Grækenland og Danmark. Prins Peters mor Marie Bonaparte fortsatte dog, med sin enorme personlige formue, at støtte sin søn økonomisk på trods af familiefejderne. Hendes støtte muliggjorde de mange rejser og ekspeditioner som Prins Peter og Irina kastede sig ud i over de næste årtier. I 1935 var prinsen påbegyndt antropologiske studier ved London School of Economics under vejledning af Bronislaw Malinowski, en af grundlæggerne af den moderne antropologi. I 1937-39 rejste prinsen og Irina på deres første antropologiske ekspedition til Indien, Vest-Tibet og Ceylon. Anden Verdenskrig satte en stopper for Prins Peters rejser, og han blev udstationeret i Egypten som Kaptain i den græske hær. Prins Peter jagtede videnskabelig opdagelse og kundskab—en passion, der drev ham til verdens fjerne afkroge. Efter krigen, i 1946, fortsatte han således sine antropologiske udforskninger med en ekspedition til Afghanistan, hvorefter han sluttede sig til den Tredje Danske Centralasiatiske Ekspedition i 1948. Det var som del af denne ekspedition at han i 1950 kom til den nordøstindiske by Kalimpong—porten til Tibet— geografisk nær den daværende tibetanske grænse. Da han kom til byen var det som menigt medlem af Den Tredje Danske Centralasiatiske Ekspedition, men han blev senere leder af ekspeditionen. Det var meningen, at Prins Peter skulle lede ekspeditionen fra Kalimpong og ind i Tibet, men på grund af det kinesiske militærs indtog i Øst-Tibet i oktober 1950, endte han op med at tilbringe syv år i den lille bjergby. Den berømte tibetansk-sprogede avis Tibet Mirror (Tib.: yul phyogs so so'i gsar 'gyur gyi me long), blev publiceret fra Kalimpong af Dorje Tharchin i årene 1925 til 1962 og var enormt populær blandt den tibetanske elite i og udenfor Tibet. I denne lille notits om Prins Peter og Irina, har Prins Peter bemærket en lille detalje i teksten: Irina omtales på tibetansk som btsun mo. Dette begreb kan på dansk oversættes til dronning, og måske derfor faldt Prins Peters vakse øje over det. Irina kaldte sig Prinsesse Irene fordi hun var gift med en prins, men hun blev aldrig inkluderet i de royale cirkler og havde derfor officielt ingen prinsessetitel—ensidigt dronningetitel! Det skal dog bemærkes at man på tibetansk kan bruge betegnelsen btsun mo også for kvinder gift med højtrangerende mænd, som det var tilfældet for Irina. Kilde: Nationalmuseet Etnografisk Samling. For prinsen må det have føltes som et professionelt nederlag da ekspeditionen strandede i Himalayabjergene, ude af stand til at følge de spor som skulle føre ham og ekspeditionen dybere ind i Centralasien. Denne vanskelige udfordring kom imidlertid til at udvikle sig til en helt unik og rig mulighed for at lære tibetanerne at kende. Den kinesiske invasion havde udløst en støt voksende tibetansk flygtningestrøm, som blev drevet over det tibetanske plateau mod Sydasien og til Kalimpong. Denne flygtningestrøm forsynede nu Prins Peter med en tiltagende mængde potentielle kontakter og samtalepartnere fra Tibet—både tibetanere og andre folk, som flygtede fra landet. Disse mange møder med en mangfoldighed af mennesker i Kalimpong var ikke alene Håndtegnet kort af Prins Peter, som viser de steder hvor Prins Peter udførte forskning i Sydasien og hvor han planlagde at rejse ind i Centralasien med den Tredje Danske Centralasiatiske Ekspedition. Kilde: Nationalmuseet Etnografisk Samling. vigtige for hans forskning, de kom også til at nita; de ukendte områder dybt inde i det asiændre Prins Peters liv. Derigennem fik de atiske højland. Det andet formål var at redde stor betydning for den dansk-tibetanske for- resterne af de lokale kulturer, anset som udbindelse og ikke mindst tibetologien ved ryddelsestruet af en fremskridende moderne Københavns Universitet. verden, der stod som en faretruende magt og pressede på deres dørtærskel. Ind i Shangri-la Prins Peter skulle lede et hold videnskabsTibet var et af disse udryddelsestruede områmænd med baggrund i antropologi, arkæolo- der, som den gang blev opfattet som et utilgi, geografi, botanik, meteorologi og religi- gængeligt sted, en ubeskrevet og derfor tom onsstudier ind i Centralasien for at kortlægge plet på landkortet mellem Kina og nyligt en civilisation, der betragtedes som en ube- selvstændige Indien. De fleste vesterlændinskrevet plet på landkortet. ge kendte kun Tibet fra modstridende og kontrastfyldte erindringer om det isolerede Ekspeditionen var del af Danmarks deltagel- land, der kun var besøgt af de udvalgte få. se i de store nationers kapløb om at udforske sådanne fjerne og for Vesten ukendte steder. Det var kapuciner-missionærerne som indtil Danmark havde organiseret adskillige viden- da havde tegnet de mest negative billeder af skabelige ekspeditioner, blandt andet til Tibet. De mente at den tibetanske buddhisme var Satans værk—kun djævelen selv var i stand til at skabe en så perfid religion og et så barbarisk folk. I lignende negative portrætter fremstilledes Tibet som noget fordærvet og makabert, endda ondsindet og dæmonisk. Det var et irrationelt og tilbagestående land, befolket af ignorante og overtroiske lægfolk, der var undertrykket af fanatiske munke og diktatoriske præster. Prins Peter havde adskillige assistenter, som hjalp ham, blandt andet med antropometriske målinger af 5000 rejsende fra Tibet til Kalimpong. På billedet flankeres Prins Peter af to assistenter som holder måleinstrumenter til brug for indsamling af fysiskantropologisk data. Kilde: Nationalmuseet Etnografisk Samling. Grønland, Nordafrika og Centralasien, med den målsætning at cementere landets stilling som en stor opdagernation. Formålet med Prins Peters ekspedition var todelt: for det første at udforske og kortlægge terra incog- 10 Denne ”kundskab” om Tibet var baseret på rejsebeskrivelser af dem der efter eget udsagn opdagede Tibet, men som måske snarere kunne siges at have opfundet Tibet. Rejselitteraturens tibetanske eventyr var indflydelsesrige og autoritative, blandt andet fordi de betragtedes som sandfærdige vidnesbyrd, selv om de nok i højere grad reflekterede de rejsendes fantasier om landet. De rejsende var missionærer, bjergbestigere, hemmelige agenter, handelsrejsende, eventyrere og skattejægere. Flere af dem nåede aldrig Lhasa, og endnu flere rejste aldrig fysisk til Tibet, men foretog snarere rejserne i deres drømme og fantasier. New Age-bevægelsen, og især teosofferne, var blandt dem der inkorporerede fantasifulde idéer om Tibet i egne agendaer. Det teosofiske samfund blev grundlagt i 1875 i New York af Helena Petrovna Blavatsky, William Q. Judge og Henry Steel Olcott. De forsøgte at danne en slags ’videnskabelig religion,’ der var dybt inspireret af Tibet; Blavatsky påstod sågar at hun havde boet i landet. Teosofferne vandt stor popularitet i USA, Europa og Indien, og har inspireret mange af dagens Tibetofile entusiaster, eventyrere, forfattere og ikke mindst akade mikere. Generelt var teosoffernes billede af Tibet romantisk: De kunne fortælle om et Tibet, hvor man værdsatte livet—også dyrenes, og hvor der ikke fandtes tiggere, sult eller kriminalitet. Tidligere var Tibet fremstillet som et fordærvet, dekadent og lukket land, men nu blev Tibet populariseret som et fredfyldt og ophøjet sted—Shangri-la. Shangri-La er ikke et ord der giver mening på tibetansk, men er formentlig inspireret af det mytiske, buddhistiske kongedømme Shambala, som bliver beskrevet i Kãlachakratantra. Mens idéen om Shangri-la kommer fra romantiske forestillinger om Tibet, som vi blandt andet finder hos teosofferne, så er begrebet Shangri-la opfundet i James Hiltons roman Lost Horizon (på dansk: Tabte Horisonter) fra 1933, der blev filmatiseret af Frank Capra i 1937. Bogen og filmen skildrer hvordan et fly havarerer i Himalayabjergene og dermed sender fire vesterlandske passagerer til det utopiske kloster kaldet Shangri-la, der var ledet af en lama, i virkeligheden en belgisk missionær. Denne havde samlet alt hvad der var godt og ædelt ved den europæiske kultur, så som musik, litteratur og kunst, og bragt det med sig til Shangri-la. Det lå nu beskyttet i al hemmelighed et sted i Himalayas bjerge, langt væk fra kriges hærgen. Shangri-la havde en fortryllende effekt på den, som kom dertil og var et remedium mod alderdom, materialisme og spiritualitetens forfald. Romanen Lost Horizon blev så populær at navnet på det fiktive kloster, Shangri-la, blev etableret som en generel metafor for et paradis på jord. Senere blev denne metafor også gjort synonymt med Tibet. Ødipuskomplekset og det tibetanske ægteskab Ligesom andre områder, der endnu ikke var kortlagte af kartografer og etnografer, blev Tibet anset som en tidskapsel—et uforandret og tilbagestående sted, men netop derfor et fredfyldt Shangri-la. Det var nu var på vej mod kulturel udslettelse, og denne følelse af udryddelsestruet civilisation drev også Prins Peters forskning og interesse for Tibet. Han genkendte tillige truslen i flere egne omkring Kalimpong: I Kalimpong fik Prins Peter mulighed til at fortsætte sin forskning om tibetanske ægteskabsformer. Han var specielt interesseret i polyandri, dvs. hvor en kvinde kan være gift med flere mænd. Han talte blandt andet med denne polyandriske familie i Kalimpong. Kilde: Nationalmuseet Etnografisk Samling ’Nu er disse folks kultur truet af de nye forhold ude i verden, og den kan hurtig forsvinde, uden at efterlade spor, en ting, som Haslund-Christensen i sin tid var klar over og gav udtryk for i sit forslag om en Dansk Videnskabelig Central-Asiatisk Ekspedition. set, og om hvorvidt det gjorde sig universelt gældende, på tværs af de mange forskellige kulturer og ægteskabs- og familiekonstellationer, som findes rundt om i verden. Prins Peter var ligeledes fascineret af sådanne psykologisk-antropologiske spørgsmål, og med udgangspunkt i den komparative I de lukkede egne omkring Kalimpong vil moderne fremskridt nok trænge langsomme- socialantropologi ønskede han at undersøge re frem end noget andet sted, netop fordi om der nu også fandtes et slags ødipuskomdisse egne holdes afspærrede. Men det ville pleks i samfund hvor kvinder havde en anden status og rolle end i de klassiske vestervære synd, om de pågældende folk skulle miste deres oprindelige præg, inden viden- landske familie- og ægtskabskonstellationer. skaben fik lejlighed til at studere dem og fastholde deres ældgamle og maleriske leve- Freud havde netop taget udgangspunkt i europæiske familiekonstellationer da han vis for efterverdenen’. udviklede teorien om en iboende universel Prins Peter var specielt interesseret i de op- konflikt i form af sønnens hadefulde jalousi mod sin far og incestuøse tiltrækning til sin rindelige særpræg, som havde med ægteskabs- og familieformer at gøre. Det var en mor. interesse han havde med hjemmefra, så at sige. Gennem sin mor var Prins Peter blevet Prins Peter opsøgte derfor polyandriske samfund, hvor kvinder kan være gift med påvirket af Sigmund Freuds banebrydende flere mænd, for at undersøge om ødiarbejde med den menneskelig psyke. puskomplekset her tager en anden form når Prins Peters mor var den berømte psykoana- et barn anses for at have flere fædre. Hans lytiker Marie Bonaparte, fra den velhavende søgen efter polyandri, en sjældent forekommende ægteskabsform globalt set, drev ham franske Blanc slægt, hvis formue byggede mod Tibet, som på daværende tidspunkt og på Monte Carlo kasinoets succes. Hun var blevet psykoanalytiker efter sin tid som pati- fremdeles i dag, huser den største polyandriske befolkning på verdensplan. Tibetent hos, og senere nær ven med, Sigmund anere praktiserer typisk fraternal polyandri, Freud. hvor en gruppe brødre tager en fælles husDet var således Marie Bonaparte som betalte tru. løsesummen, der muliggjorde Freuds flugt Andre former for polyandri, der praktiseres i fra tysk-okkuperede Østrig i 1938. Freuds tanker kom til at udfordre Prins Peters inte- Tibet, inkluderer en ekstrem sjælden form hvor fader og sønner har en fælles hustru— resse for tibetanerne, og mere præcist kan man sige, at det var deres ægteskabsformer et unikt fænomen, som ikke findes andetsteds i verden. For Prins Peter var Tibet som fik ham til at opsøge tibetanske samen etnografisk guldmine, idet enhver kendt fund. ægteskabsform tilsyneladende blev praktiseret, endda inden for samme familie— Prins Peter var ligeledes blevet påvirket af Freuds arbejde gennem hans antropologiske tibetanere praktiserer forskellige variationer mentor Malinowski. Malinowski var fascineret af Freuds tanker om ødipuskomplek- 11 af polyandri, polygyni, monogami og gruppeægteskab. til Kalimpong enten som et nødvendigt stop inden rejsen fortsatte ind i Tibet, eller ligefrem som en erstatning for Tibet. Hertil kom Med udgangspunkt i regionens store kultu- berømte tibetofile så som Alexandra Davidrelle diversitet kunne Prins Peter, gennem et Neel, Georg Nikolaivitch Roerich og Réne komparativt socialantropologisk perspektiv, De Nebesky-Wojkowitz. udfordre Freuds ødipusteori. Han udførte derfor feltarbejde blandt polyandriske grup- Her boede også andre berømtheder, så som den engelske buddhist-munk og forfatter per i Himalayabjergene og på MalabarkySangarakshita, samt den skotske missionær sten i 1937-39, og fik igen mulighed for at og forfatter George Patterson. Et af samfortsætte disse studier under den Tredje lingsstederne for denne mangfoldige skare Danske Centralasiatiske Ekspedition. af vesterlandske Tibet-kyndige og interesserede var Himalayan Hotel, hvor Han kom således til Kalimpong i januar Prins Peter og Irina kunne mødes med lige1950 med det formål at rejse videre ind i Tibet. På grund af den højspændte politiske sindede og få sig en snak eller en svingom til tidens toner. situation formåede Prins Peter imidlertid ikke at trænge ind i Tibet, men strandede Hotellet eksisterer stadig, og et fint tegnet derimod med ekspeditionen i Kalimpong. portræt af prinsen og hans hustru pryder bagvæggen i stuen, hvor Tibet blev skabt og genskabt i de mange vesterlandske rejsendes Kalimpong—et tilflugtssted tanker. Da vi boede på hotellet i marts 2015, hensatte dets lidt falleret koloniale stemning Kalimpong lå geografisk i Indien, men det kunne på mange måder opfattes som et tibe- os ofte i lignende drømmerier om tidligere tansk sted. Under Prins Peters ophold i Ka- tider. limpong var der en stor tibetansk koloni med 3500 fastboende tibetanere, hvoraf mange var aristokrater, handelsfolk og tibe- På Prins Peters tid tiltrak den lille bjergby Kalimpong også mange handelsfolk. Siden tanske kristne. den britiske Younghusband militære ekspeKalimpongs beliggenhed i Darjeelingområ- dition i 1903-4 havde tiltvunget sig adgang det—tibetanernes riviera, for at bruge Prins til Tibet og åbnet en handelsrude mellem Lhasa og Calcutta, fungerede Kalimpong Peters eget udtryk—var det foretrukne tilsom et økonomisk hovedsæde i regionen i flugtssted for tibetanere der søgte ly fra de kraft af sin position som den sydlige endekolde tibetanske vintre. station for handelsruten der løb fra den tibetanske hovedstad Lhasa, over bjergpasset Den årlige tibetanske trafik til og gennem Kalimpong udgjorde efter sigende så meget Jelep-la og ind i Indien. som 15000 rejsende ifølge Prins Peters beregninger. Prins Peter rapporterede i 1953 til Varer kom fra Tibet til Kalimpong og kunne derfra transporteres til havnen i Calcutta og Danmarks Nationalmuseum: sejles videre til Europa og Amerika. Kalimpong var derfor ikke blot en lille flække ’På denne vej færdes daglig en mængde bortgemt et sted i det nordøstlige Indien. mennesker af forskellig art. Der kan ikke køres her, kun rides—og har man ikke råd til hest eller muldyr, må man gå. Året rundt, Byen var et kosmopolitisk og centralt sted ikke kun for det intellektuelle liv, men også men særlig om vinteren, når det er koldt i i høj grad et sted hvor regionale og nationale Tibet og ikke for varmt i Indien, passerer interesser mødtes og til tider stødte samder gennem Kalimpong muldyrførere med men—byen ligger som en kile mellem Sikderes karavaner, adelsmænd og deres koner, som ejer hus og haver i Kalimpong, den kim, Bhutan, Nepal og Tibet. tibetanske riviera. Prins Peter boede i Kalimpong på det mest intense tidspunkt i den kolde krig, hvor Tiggere i hundredvis, som håber at kunne stemningen derfor var ekstremt lunefuld, og tjene lidt mere og have det lidt varmere i Indien, hvor de kan sove udendørs; pilgrim- byens tilflyttere og besøgende ofte blev mødt med mistillid. Den mistroiske atmome på færd til de hellige steder, hvor Buddha levede og prædikede; storkøbmænd på sfære opslugte også Prins Peter, fordi det rygtedes at både hans hustru Irina og hans vej til Calcutta eller Bombay, hvor de skal nære ven Roerich, som begge var russiske varetage deres internationale handelsforstatsborgere, var under mistanke for spionabindelser; og mange andre. Kalimpong er ge. som en stor tragt ved indgangen til Tibet: alle må igennem her for at nå til de indiske Der var rent faktisk adskillige agenter i byen lavlande’. som repræsenterede nyligt selvstændige Kalimpong blev således betragtet af mange Indien og konkurrerende imperier. De samledes i Kalimpong og omdannede efterhånvesterlændinge som et tibetansk sted selv den byen til en politisk rygtebørs og spionom det lå uden for Tibets grænser. Det betød, at europæiske og amerikanske tibetolo- rede. Det blev også et forsamlingssted for ger, antropologer, politiske repræsentanter, kinesiske og tibetanske systemkritikere, for handelsagenter, og eventyrere i stort tal kom tibetanere som flygtede fra kinesiske over- 12 greb og for den tibetanske guerillas modstandskamp, som blev planlagt og ledet med hjælp fra CIA. I januar 1950 var Prins Peter ankommet til Kalimpong. Herfra skulle hans ekspedition vente på tilladelse til at rejse igennem Tibet, men Prins Peters mange henvendelser blev mødt med mistænksomhed. Den højspændte politiske atmosfære og autoriteternes nervøsitet og modvilje tvang Prins Peter til at opgive den oprindelige forskningsplan om at krydse det tibetanske plateau til Alaša i Indre Mongoliet. Den endelige indlemmelse af Tibet ind i den nye Kinesiske Folkerepublik under Mao i 1951, og den kinesiske tilstedeværelse langs den indiske grænse fra Kashmir i vest til Assam i øst, fremprovokerede en ekstrem politisk spænding. Prins Peters skæbne blev dermed forseglet og ekspeditionen blev tvunget til at standse i Kalimpong, allerede inden den var rejst ind i Tibet. Prins Peter slog sig nu ned i Kalimpong sammen med sin hustru og arbejdede utrætteligt på at dokumentere Tibet fra sin stationære feltstation i Kalimpong. Han erhvervede sig dyb, lokal kundskab og lærte sig det tibetanske sprog for at kunne samtale med sine kontakter og informanter direkte og undgå tolke. Irina arbejdede som hans assistent i felten, da hun ligeledes havde studeret antropologi, men hun plejede også sine egne forskningsinteresser omkring kvinders liv. De skrev deres etnografiske notater i seks forskellige sprog: dansk, engelsk, fransk, græsk, russisk og tibetansk. Til at begynde med lejede de et hus ved navn Tashiding, som tilhørte en bhutanesisk prinsesse. Huset, i engelsk country house stil, er i dag ved at blive omdannet til et turisthotel af de lokale vestbengalske myndigheder, så man fremover kan indsnuse lidt af stemningen fra gårdsdagens koloniale verden. Senere købte Prins Peter og Irina herskabsvillaen Krishnalok, som de indrettet til et luksuriøst hjem, passende for en europæisk prins. Begge villaer lå i Ringkingpong, højt hævet over resten af byen, i både metaforisk og bogstavlig forstand. Prins Peter havde en stald med flere heste, som han benyttede i bjergterrænet, når han da ikke kom i sin bil, som han havde kørt hele vejen fra London til Himalaya. Da vi var i Kalimpong i marts 2015, mødte vi Monila, der havde kendt prinsen da hun var en ganske ung pige. Hun fortalte beredvilligt om ham, og huskede ham som en generøs omend lidt excentrisk gentleman. Han havde, erindrede Monila, en kæledægge—et egern som altid sat på prinsens skulder eller i hans jakkelomme. Egernet hed Krishna, og kom til at lægge navn til ægteparrets herskabshus, Krishnalok. I deres imponerende villa modtog de prominente gæster og holdt selskab for byens kendisser og tilrejsende. Her skabte de sig et kosmopolitisk hjem og var dermed med til at gøre byen til et kosmopolitisk centrum. Hvad der først havde set ud som et forfærdeligt nederlag med hensyn til ekspeditionens forskningsformål, udviklede sig altså til en adgang til informanter der var uden sidestykke; prinsen kunne nu, fra sin feltstation i Kalimpong, få adgang til den strøm af tibetanere fra alle samfundslag og fra alle egne af Tibet som ankom til byen. Prins Peters syv år i Kalimpong bliver den dag i dag husket af mange af byens indbyggere—endda af de, som end ikke var født på det tidspunkt. Prins Peter er en del af byens fordums historie, og derfor også en del af indbyggernes forhistorie. Den tibetanske diversitet er især tydelig når vi kigger på de antropometriske data, dvs. målinger af deres ansigtsog kropsdimensioner, som Prins Peter samlede om 5000 individer der kom til Kalimpong fra Tibet. Han blev legendarisk, selv om der—i hvert fald blandt de mennesker vi talte med i 2015 —herskede tvivl og uenighed om hans nationalitet: ”Siger du at han var fra Danmark? Var han ikke græsk prins? Jugoslavisk, erindrer jeg?” Blandt de 5000 var 4924 tibetanere, heraf 4411 mænd og 513 kvinder, og for Prins Peter og hans samarbejdspartner, Professor Balslev Jørgensen, udgjorde disse 5000 sæt med antropometriske data en guldmine af information om et nu fortrængt folkefærd, der stod på randen af tilintetgørelse—som Prins Peter og Balslev Jørgensen selv udtrykte det i deres endelige rapport, som blev publiceret i 1966. Eksil og videnskab Da Folkets Befrielsesarmé, det vil sige den kommunistiske militærmagt, rykkede ind i det østlige Tibet i oktober 1950 og dermed udgjorde en reel trussel mod den tibetanske hovedstad Lhasa, rykkede den Fjortende Dalai Lama sin base til Dromo—en lille by ved den indo-tibetanske grænse. Omrokeringen til Dromo forårsagede panik blandt den tibetanske elite og foranledigede en hurtig redningsaktion for velhavende tibetanere, der flygtede til Kalimpong for at være i tryghed—bare for en sikkerheds skyld. Den tibetanske elites flugt omkring 1950 har blandt andet den verdensberømte østrigske bjergbestiger Heinrich Harrer beskrevet i sin bog Syv år i Tibet—han flygtede nemlig sammen med dem. Prins Peter bevidnede hvordan Kalimpongs tibetanske befolkning voksede efterhånden som den politiske situation tilspidsedes i Tibet: Tibetanske embedsmænd og deres familier, handelsmænd og pilgrimme, såvel som de få europæere der havde opholdt sig i Tibet, flygtede nu til Kalimpong. Hertil kom Dalai Lamas mor med seks børn, og Prins Peter blev nær ven med Dalai Lamas ældre bror Gyalo Thondup. Heinrich Harrer kom efter at have tilbragt syv år i Tibet, og det samme gjorde den hviderussiske ingeniør Niedbylov, den engelske radiooperatør Reginald Fox, en Torgut Mongolsk prins med familie og følge, samt 23 russiske flygtninge, som havde været på flugt i fire år. Tibetanere strømmede ind i Kalimpong hvor de indlogerede sig i et så stort omfang at det kom til at fremstå som en forstad til Lhasa. I takt med den tiltagende flygtningestrøm voksede også den potentielle pulje af tibetanske artefakter som Prins Peter kunne erhverve sig, og informanter som han kunne Kort over Kalimpong og omegn. (foto: tibetanfamilytours.com) De tibetanere som han målte og interviewede kom fra de tre tibetanske regioner (tib.: chol kha gsum); Utsang, udspørge om Tibets kulturelle særpræg og Kham og Amdo. Med andre ord, Prins Peter sædvaner. Efterhånden som den ledende behandlede det som vi kan kalde det etnotibetanske elite sendte deres familier og grafiske Tibet, det vil sige alle de regioner ejendele i sikkerhed på den anden side af hvis majoritetsbefolkning taler en tibetansk grænsen, sammen med de mange andre tibe- dialekt og er buddhister. tanere på flugt, var Prins Peter i stand til at få direkte adgang til en mangfoldighed af Det inkluderer både det som i dag er kendt tibetanere som ellers ville have været utilsom det politiske Tibet (Tibet Autonome gængelige eller uopnåelige for Prins Peters Region) og de tibetanske områder som i dag videnskabelige ekspedition, havde den beer indlemmet i de kinesiske provinser Gansu, væget sig gennem selve Tibet på jagt efter at Qinghai, Sichuan og Yunnan—og derfor dokumentere dens civilisation. ikke, i følge den kinesiske forfatning, anerkendes som en del af Tibet. Den tiltagende flygtningestrøm skabte i Kalimpong masser af muligheder som imødePrins Peter kategoriserede de data, som han kom Prins Peters etnografiske formål, og han indsamlede, ind i de tre regionale kategorier berusedes af de muligheder som åbenbaredes Utsang, Kham og Amdo, som for Prins Peter for ham, alt imens det kommunistiske styre tilsammen udgjorde Tibet, og som tilsamtog kontrol over Tibet og lukkede dørene for men repræsenterede de tre kohorter som den europæisk eventyrlyst og videnskabelige tibetanske population bestod af. formål. Her fulgte Prins Peter de kategoriseringer Prins Peter strandede i Kalimpong i syv år, som tibetanerne selv brugte om deres land, ude af stand til at trænge ind i Tibet for at og hans studie konkluderede at disse tibetakortlægge en civilisations folk, fauna og nere som helhed udgjorde ét folk, der har de flora. Ekspeditionen måtte nu omformes til samme fysisk-antropologiske karakteristika. feltstation og stationær base hvorfra Prins De er et mongolsk folk hvis interne variatioPeter kunne dokumentere og indsamle tibe- ner følger et særligt mønster: jo længere øst tansk kulturarv. man kommer i Tibet, desto stærkere er de mongolske træk og desto større er deres anSom ekspeditionens eneste tilbageværende sigts- og kropsdimensioner. Med andre ord, medlem, nu forfremmet til ekspeditionslede er et folk, der ved deres mere eller mindre der, udførte Prins Peter intense studier af mongolske træk reflekterer deres nærhed tibetanere og deres kultur. Han var blevet eller afstand til andre folkeslag. På trods af udstyret med forskellige opdrag fra Dandisse interne variationer udgør de i fysiskmark—blandt andet en indkøbsliste over antropologisk forstand ét folkeslag. Og det tibetanske artefakter fra Danmarks National- folkeslag kom ikke kun fra de områder som museum, og for en anden opdragsgiver, An- siden 1965 er blevet defineret som Tibet tropologisk Laboratorium ved Københavns (Tibet Autonome Region), men derimod Universitet, skulle han søge at antropomehele det tibetanske plateau, defineret af tibetrisk opmåle flere tusinde tibetanere. tanernes som bod, Tibet. 13 Tibetanerne befandt sig i en meget usikker og udsat situation, og Prins Peter forstod at udnytte situationen og fik dem til at deltage i hans forskning og bidrage til hans samling af materiel kultur. Endvidere optog han cirka 1500 meter 16mm -film og 850 meter sort-hvid film. Hans billed- og filmmateriale fremstår i dag ikke blot som videnskabelig dokumentation af tibetanere og deres fysiske karakteristika og kulturelle sædvaner, for Prins Peter er de ligeledes Alle som kom til Kalimpong fra Tibet var vigtige milepæle i hans personlige historie, forpligtet til at lade sig registrere på den lo- som var tæt flettet sammen med hans profeskale politistation. Nye tibetanere ankom dag- sionelle virke. ligt til politistationen, og i det tidsrum den var åben, fra kl. 6 om morgenen til kl. 11 om Prins Peter indsamlede i sin tid i Kalimpong formiddagen, blev de mødt af Prins Peter og et bredt udsnit af forskellige eksempler på hans assistenter. tibetansk kultur, deriblandt tibetansksprogede manuskripter. Han skaffede til Det Han havde af myndighederne fået lov til at Kongelige Bibliotek i Danmark 108etablere et slags forkontor og registeringsbindsværket Kangyur og dets kommentar, post, således at tibetanere der stillede sig i kø Tangyur, i 225 bind, hvis rejse fra Tibet til for at registrere deres ankomst til byen, sam- København er et eventyr i sig selv. tidig stillede sig i kø til at blive målt og interviewet af Prins Peter. Gennem Kalimpong-kontakter formåede han i marts 1950 at bestille en komplet udgave af Ifølge Prins Peters egen rapport, udgivet i Kangyur, trykt i Dalai Lamas Potalapalads i 1966, var der overhoved ingen problemer Lhasa, til den nette sum af 4000 indiske rumed at få tibetanerne til at deltage. Tværtipee, ca. 6000 danske kroner. mod var det ofte en munter affære—et til tider komisk kulturmøde når prinsen under- Og det var inden han havde betalt for den søgte tibetanernes fingerlængder, næseform, komplicerede hjemtransport – en transport kropsbehåring, etcetera. der fra første færd blev vanskeliggjort af at pakæslerne, som skulle fragte bøgerne den Prins Peter indså dog også, at han udnyttede lange vej fra Lhasa til Kalimpong, blev stjåden prekære situation de var i, for at gavne let af landevejsrøvere. Der gik en rum tid sine egne forskningsformål; de ville forment- inden man kunne samle tilstrækkeligt mange, lig ikke så velvilligt have ladet sig måle, hvis nye dyr til opgaven, og de 108 bind ankom han havde mødt dem via en ekspedition ind i derfor først til Kalimpong over et år senere, alle egne af Tibet for at søge at opmåle og den 26. april 1951. interviewe tibetanere: På det tidspunkt var Prins Peter i Calcutta, “I selve landet var det sikkert aldrig lykkedes hvor det danske ekspeditionsskib Galathea lå at opnå så meget, da befolkningen der vel forankret. Det tilfaldt derfor prinsens hustru aldrig ville være gået ind på at lade sig måle Irina i Kalimpong at kvittere for modtagelsen på denne måde.” af otte pakker svøbt i yak-skind, indeholdende de 108 bind med Buddhas visdom skrevet Tibetanske samlinger i Danmark på tibetansk. lede også andre fortællinger og biografier fra tibetanere han mødte, og informationer vedrørende temaer der spændte vidt og bredt: han søgte information om polyandri, orakler, aristokrati, tibetanske muslimer, navne-traditioner, den afskyelige snemand, og mange andre emner. Han brugte blandt andet lydoptagelse til at dokumentere deres fortællinger, deres kultur, levemåder og ritualer. Der er blandt andet lydoptagelser af Nyingma og Geluk ceremonier, tibetanske orakeltrancer, Lepcha-sange, det tibetanske nytårs løve-dans, Gesar-sagaer, tibetansk-sprogede konversationer og populære sange sunget af tibetanske piger. Prinsens strategi bestod i at sprede sig så bredt ud som muligt, og han ansøgte de lokale myndigheder om tilladelse til at rejse ind i naboregionerne Sikkim og Nepal for at foretage komparative observationer. Hans ansøgninger blev konsekvent afvist, undtagen i to tilfælde: Han fik lov til at rejse ind i Kathmandu i november 1951 og til bjergpassene Jelep-la og Nathu-la i maj 1952. Således var han ikke fuldstændig afhængig af de tibetanere som kom og forlod Kalimpong. En essentiel del af Prins Peters arbejde i Kalimpong bestod i at indkøbe tibetanske artefakter til Etnografisk Samling ved Danmarks Nationalmuseum. Han formåede at samle mere end 600 genstande, som blev sendt til København med skib. Prins Peter købte klædedragter med tilbehør, husholdningsartikler, ikoner og rituelle artefakter fra forskellige sociale lag og forskellige regioner. For eksempel erhvervede han Prins Peters store antropometriske materiale De blev leveret hos Irina midt om natten af repræsenterer i dagens Danmark ikke en vel- vildt-udseende karavaneførere, der opkræve- sig kostumer og dragter komplet med tilbehør, der havde været båret af Lhasas aristoanset form for videnskab, med dets etiske de en klækkelig løsesum (bakshish) før de krati, magthavere, militær, orakel og andre udfordrende måde at tilgå mennesker som ville overdrage hende bøgerne. Den over 400 rituelle specialister til forskellige formål og videnskabelige objekter. -kilo tunge forsendelse blev sendt til Dum anledninger, men også beklædninger som Dum via Bagdogra, og derfra fragtet med Vi kan dog anerkende dets informationsrig- skib til København af Det Østasiatiske Kom- havde tilhørt munke, nomader, og de laveste klasser. hed, ikke mindst i lyset af det arbejde som pagni, en sørejse på godt seks uger. Prins Peter udførte for at underbygge disse 5000 målinger gennem associerede undersø- Senere, i foråret 1953, fik Prins Peter bestilt Disse genstande repræsenterede artefakter eller ’vareprøver’, om man vil, fra en truet gelser. et eksemplar af Tangyur, og han sørgede for civilisation, som nu blev betragtet som okkuat de 225 bind skulle trykkes i Narthang, i peret af en fremmed og fjendtlig magt. Han interviewede således flere af de Tsang provinsen i Syd-Tibet, med ny’opmålte’ tibetanere, hvoraf nogle også lod rensede xylografier på kvalitetspapir hentet Den usikre situation som tibetanerne befandt sig psykologisk teste gennem såkaldte Thefra Walung i Assam. Denne forsendelse an- sig i, som midlertidige indbyggere i en bjergmatic Perception Tests og Rorschach tests. kom Kalimpong i august 1953 og blev på by ikke langt fra den tibetanske grænse, uden samme måde som Kangyur fragtet til Køben- at vide hvad fremtiden ville bringe og om de Enkelte tillod endda prinsen at tage afstøbhavn og Det Kongelige Bibliotek med Det nogensinde ville vende hjem igen, fremkaldning af deres tænder. Han indsamlede knap Østasiatiske Kompagni. te både desperation og modløshed hos de 200 blodprøver og en stor mængde sociale tibetanere, som Prins Peter handlede med. og medicinske data om næsten 2000 tibetaAndre tibetanske værker som Prins Peter nere. købte ind til Det Kongelige Bibliotek Det gjorde formentlig i mange tilfælde, at de inkluderer Padmasambhavas biografi, De blå var mere villig end de måske havde været Den største rigdom ligger dog i den systema- annaler af Gö Lotsawa, Tsongkhapas samunder andre omstændigheder, til at sælge tiske dokumentation af de antropometriske lede værker, Milarepas smukke fortællinger, deres ejendele til Prins Peter. Nogle havde målinger, de over 3000 fotografier han og og skrifter hørende til forskellige traditioner brug for pengene og solgte derfor deres værIrina tog, både portrætter af de ’opmålte’ som fx Bön, Nyingma, Kagyu og Dzokchen. dier. Andre mente at de i denne nye verden tibetanere og andre farve- og sort-hvid fotouden for Tibet ikke længere havde brug for grafier. Prins Peter opgav 66 forskellige tibetanske deres traditionelle klædedragter og uniforværker i sin endelige rapport. Han indsammer, og derfor kunne de ligeså godt tjene 14 Som Præsident for Nordisk Raad til Tibetanerhjælp skrev Prins Peter blandt andet appeller til forskellige instanser, som han mente kunne være behjælpelige. I et brev dateret De var bekymret over hans royale status og den 20. september 1971 og adresseret til de ’De tog mange værdifulde ting med sig, som forbindelser, og de kritiske interviews og de senere viste sig villige til at sælge. Det tog udtalelser, hvor han talte imod det kinesiske Forenede Nationers generalsekretær, beder lidt tid til at komme i forbindelse med disse styre i Tibet og Nehrus manglende håndsræk- Prins Peter om FNs hjælp til at redde tibetanerne. Brevet bliver afsluttet med følgende folk, da tibetanerne, især de højere klasser, ning til tibetanere. Sidst men ikke mindst er forbløffende mistænksomme over for euro- mistænkte de hans hustru for at være russisk nødråb: spion. pæerne. Men efter nogen tids forløb, da det viste sig, at de ikke havde tilstrækkeligt med indiske penge til at leve for, begyndte de at Ifølge Prins Peter havde de indiske myndig- ‘Through this work among the young refukomme frem med deres sager. På denne må- heder, under pres fra de kinesiske myndighe- gees we have learnt to understand and appreciate the people of Tibet. Their ancient der, forsøgt at modarbejde hans kontakt til de blev der erhvervet en af de pragtfuldeste culture, and their persistent strivings to keep og mest righoldige samlinger, der findes i tibetanere. Det blev ikke meget bedre af at it alive, have made a strong impression on vesten, hovedsagelig bestående af tibetanske den kommunistiske presse i Indien spredte rygter om at Prins Peter faktisk ikke foretog our northern countries. The personal qualidragter’. antropometriske målinger med det videnska- ties of the Tibetan, his love of work and his efficiency, his whole way of life have comPrins Peter beretter også om konkrete situati- belige formål at forstå den tibetanske race. Derimod påstod pressen at den sande agenda manded respect for his people. In the present oner der afspejler den sociale tragedie, som var politisk; nemlig at transformere tibetaner- situation the Tibetan risks loosing his partictvang nogle af de mest desperate tibetanere ular characteristics, his soul, his face. We til at overgive deres værdigenstande til Prins ne til imperialistiske agenter. appeal to the nations of the world for their Peter. support of this people with a great culture, Prins Peter følte sig chikaneret, en chikane der kulminerede i 1956 da deres opholdstilla- who have so much to give the world, if only Blandt andet beskriver han, i sin ekspeditidelse blev inddraget, og Prins Peter og Irina they are allowed to develop it’. onsrapport fra 1953, et værdifuldt tibetansk smykkeset som han købte af en ulykkelig og blev bedt om at forlade deres hus, KrishnaPrins Peters syv år i Kalimpong kom også til lok. Prins Peter var overbevist om at den desperat mand, hvis fire børn var døde af at forme hans videre forskningsmæssige og kinesiske premierminister Zhou Enlai stod dysenteri, hvorefter han havde mistet sin akademiske virke. Det tibetanske eksil som bag deres udvisning. hustru i barselsseng. Prins Peter indirekte dokumenterede, og som begyndte allerede et tiår inden Dalai Lama Manden var på pilgrimsfærd til Indien for at Efter at have fået nogle måneders udsættelse søgte asyl i Indien, betød ny viden om Tibet, for at Irina kunne komme sig ovenpå en slem og det er en viden, som vi nyder glæde af i bede for hendes bedre genfødsel, og havde lungebetændelse, forlod Prins Peter og Irina dag i Danmark. brug for penge til rejsen. Vi ved ikke i hvor høj grad Prins Peter reflekterede over de po- Kalimpong for altid i februar 1957. Den variation og mængde af tibetansk matetentielle etiske problemer ved hans videnskariale som prinsen formåede at indsamle fra belige virke blandt fordrevne flygtninge, om Det politiske drama og den sociale tragedie sin base i Kalimpong fra januar 1950 til feend han var ganske klar over at han udnytte- som den danske prins blev viklet ind i genbruar 1957 vidner om en vældig professionel nem syv års ophold i Kalimpong kom på de situationen til sin fordel, som nævnt. og personlig produktivitet. afgørende vis til at påvirke hans personlige og professionelle livsbane. Måske tog han det for givet, i tidens ånd, at Baseret på sit ekspeditionsmateriale publicehan som etnograf havde ret til at indsamle de rede Prins Peter en række artikler med stor Prins Peter blev dybt engageret i den tibetandata og genstande der var nødvendige for at tematisk spændvidde, som strækker sig fra ske sag efter at have bevidnet det storpolitisk ’redde’ og bevare deres kulturelle udtryk for spil om Asien, og hvorledes de kommunisti- tibetanske sovestillinger over polyandri til eftertiden. ske kineseres fremfærd i Tibet havde drevet antropometriske målinger, såvel som studier tibetanere i eksil. Han brugte sin privilegere- om tibetanske orakler, aristokratiske familier, de position til at arbejde for tibetanernes sag, tibetanske muslimer og mange andre. Afsked med Kalimpong og retur til blandt andet ved at tale med medierne. Da Prins Peter var retur i Europa færdiggjorEuropa de han sit arbejde om polyandri, som var I efteråret 1959, for eksempel, da Dalai Labaseret på feltarbejderne i Himalayabjergerne Mange af de tibetanere som søgte tilflugt i mas ældre bror Thubten Jigme Norbu var og Sydindien, og han modtog sin ph.d-grad i Kalimpong i kølvandet på Dalai Lamas flyt- hans gæst i ”Lille Bernstorff” i Gentofte, ning til den indo-tibetanske grænse i decem- arrangerede Prins Peter interview med Thub- antropologi i 1959 med en banebrydende afhandling om polyandri (udgivet i 1963). ber 1950, rejste tilbage til Tibet da Dalai La- ten Jigme Norbu til Dagens Nyheder, for at ma den 23. juli 1951 selv returnerede til Lha- tale om den tibetanske situation. Året efter blev han udnævnt til æresdoktor sa efter et halvt år i et slags næsten-eksil. Og ved Københavns Universitet, men han kom da de tibetanske flygtninge vente hjem igen, Interviewet blev bragt i avisen den 25. sepaldrig til at bestride en akademisk post på et tember 1959 under overskriften ”Dalai Laså tog de deres klædedragter og værdisager universitet, hverken hjemme eller udenlands. mas broder siger: Kina udrydder tibetanermed sig. ne”. Prins Peter arbejdede også for den tibePrins Peter kom dog gennem sit utrættelige tanske sag som præsident for Nordisk Raad Prins Peter mistede nu adgang til at studere virke til at have afgørende betydning for tibetil Tibetanerhjælp, der i årene mellem 1960- tologien i Danmark. På Tibetologi studiet og ’redde’ disse informanter og deres artefakter, og måtte herefter primært arbejde med 1971 arrangerede et hundrede tibetaneres ved Københavns Universitet betragter vi såden fastboende kohorte af tibetanere og den uddannelsesophold i Danmark, Norge og ledes Prins Peter som en slags grundlægger Sverige. sæsonbestemte grænsetrafik af handelsfolk, af faget, på trods af at han aldrig var ansat på ferierende og pilgrimme. vores institut, der den gang så sigende hed Rådet undersøgte endda muligheden for at Centralasiatisk Laboratorium. Prins Peter er sende en større gruppe tibetanere til GrønHan begyndte nu også at opleve tiltagende en del af vores tilblivelsesmyte og dermed land, men fandt forholdende for barske, og modstand fra de indiske og vestbengalske besluttede derfor i stedet at undersøge mulig- giver hans historie os stadig stor inspiration, myndigheder, som i stigende grad var foruro- heden for at sende tibetanere til norske øde- men også et stort ansvar for vores forskning liget over prinsens ophold i det politisk høj- gårde, hvor der måske var mulighed for at og undervisning i dag. spændte Kalimpong. De udviste manglende holde yak—en historie som fortjener sin egen forståelse for Prins Peters videnskabelige artikel i en senere udgave af bladet Tibet. penge på deres snart overflødige, traditionelle klædedragter. Prins Peter rapporterede i 1953 til Nationalmuseet: virke gennem deres mange spekulationer omkring ekspeditionens skjulte motiver. 15 Tibetologi studiet er i dag institutionelt forankret ved ToRS—Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier—ved Københavns Universitet. Dette institut, som er resultatet af en omorganisering af flere sammenbragte fag, der hver især beskæftiger sig med sprog-, kultur- og religionsvidenskab i den såkaldte ’ikke-vestlige verden,’ afspejler på mange måder den faglige spændvidde og interesse, som Prins Peter mødte datidens verden med. dition to Central Asia.” Anthropological researches from the 3rd Danish expedition to Central Asia, Historisk-filosofiske Skrifter 4(4) H.R.H. Prince Peter of Greece & Denmark, L. Edelberg, J. Balslev Jørgensen, K. Paludan & H. Siiger. København, Munksgaard: 1-46. Det kommer derfor næppe som en overraskelse, at vi i 2004, da vi skulle navngive vores nye institut, overvejede at opkalde det efter Prins Peter, der netop personificerer den passionerede jagt på kundskab om ’fremmede folk’. Prins Peter fortsatte med at rejse og forelæse ved universiteter, eventyrklubber og lignende, og skrev oftest til et bredt publikum. I hans professionelt aktive periode mellem 1935 og 1980 udgav han seks bøger og over 60 artikler, heraf mange populært formidlende artikler, og skabte 16 antropologiske film. Cirka halvdelen af hans publikationer udkom i 1950erne, som blev hans mest produktive årti—netop de år hvor han var i Kalimpong. Prins Peters videnskabelige arbejde har haft størst betydning inden for tibetanske studier generelt, og polyandristudier i særdeleshed. Det var ikke før 1979—i det genfødte Kina efter Mao, hvor Deng Xiaopings reformer åbnede det tibetanske plateau op for kinesisk business, immigration og turisme, og socioøkonomiske reformer skulle rejse Tibet op fra kulturrevolutionens ruiner—at Prins Peter endelig fik lov til at rejse ind i Tibet. Prins Peter døde året efter, i 1980 i London, fraskilt og uden efterkommere. Kilder Vigtige kilder skrevet af Prins Peter inkluderer: 1953a. “Kalimpong som etnografisk arbejdsmark ved Tibet.” Nationalmuseets Arbejdsmark: 1-13. 1953b. “The Third Danish Expedition to Central Asia 1948-53: The Work of the Second Team on the Tibet Border.” Journal of the Royal Central Asian Society XL (part I): 7 -10. 1954. “The Third Danish Expedition to Central Asia: Its Work in the Himalayas.” Journal of the Royal Central Asian Society XLI (parts III-IV): 228-237. 1963. A Study of Polyandry. The Hague, Mouton & Co. 1966. “Physical Anthropological Observations on 5000 Tibetans: from the 3rd Danish Expe- I Prins Peters arkiver findes mange fascinerede billeder og notater med en spændende historie. Her ses en side i et af Prins Peters fotoalbum, med afbildninger af de yak-skins pakker med tibetanske skrifter som med store vanskeligheder blev fragtet gennem bjergpas og over land og vand med mange forskellige transportmidler fra Tibet til København. Kilde: Nationalmuseet Etnografisk Samling. Denne artikel er baseret på de to forfatteres igangværende undersøgelser af Prins Peters samlinger, primært huset i Danmarks Nationalmuseum, og forskningsrejse til Kalimpong i marts 2015. Trine Brox er uddannet tibetolog på Københavns Universitet hvor hun er i dag er ansat som lektor med speciale i moderne tibetanske studier. Miriam Koktvedgaard Zeitzen er uddannet antropolog på University of Cambridge, og ansat på Tværkulturelle Studier på København Universitet. De to forfattere samarbejder om forskningsprojektet Prince Peter and the Third Danish Expedition to Central Asia, hvis formål er at undersøge og formidle Prins Peters tibetanske værker og verdener. Med mindre andet er angivet, er alle billeder venligst udlånt fra Etnografisk Samlings Beretningsarkiv, Danmarks Nationalmuseum. 16