Aalborg Universitet
Universiteterne på vej - hvorhen?
Rasmussen, Palle
Published in:
Dansk Pædagogisk Tidsskrift
Creative Commons License
Ikke-specificeret
Publication date:
2020
Document Version
Også kaldet Forlagets PDF
Link to publication from Aalborg University
Citation for published version (APA):
Rasmussen, P. (2020). Universiteterne på vej - hvorhen? Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2020(1), 9-22.
https://dpt.dk/temanumre/2020-1/universiteterne-paa-vej-hvorhen/
General rights
Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners
and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.
- Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.
- You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain
- You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal Take down policy
If you believe that this document breaches copyright please contact us at
[email protected] providing details, and we will remove access to
the work immediately and investigate your claim.
Downloaded from vbn.aau.dk on: September 29, 2022
Universiteterne på vej - hvorhen?
Palle Rasmussen
Inden for de sidste tyve år er der sket væsentlige forandringer med
og på de danske universiteter. Men udviklingen er modsætningsfuld og
svær at orientere sig i. Der er kommet mange nye uddannelser, men mange
unge kan ikke få adgang til de uddannelser, de ønsker. Universiteterne står
vagt om forskningens frihed, men der fremkommer jævnligt eksempler
på forskning styret af bestemte interesser. Universiteterne er selvstændige institutioner ledet af bestyrelser, men man ser hyppigt eksempler på
detaljeret styring fra ministerielt niveau. I denne artikel søger jeg at
beskrive nogle centrale udviklingslinjer og de problemer, der ligger i dem.
Emneord: Universitet, Universitetslov, Humboldt, Forskningsfinansiering,
New public management
En analyse af, hvad der sker med universiteterne i disse år, må bygge på en generel
forståelse af, hvad et universitet og dets opgaver er. En sådan forståelse må på den
ene side være beskrivende, den må bygge på historisk og sociologisk viden om,
hvordan universiteter har udviklet sig som institutioner, i deres rekruttering,
deres uddannelses- og forskningsopgaver og hele deres indlejring i samfundet.
På den anden side må forståelsen have en normativ dimension, et sæt af ideer
om, hvordan universiteter må indrettes og fungerer for at løses deres opgaver og
bidrage til samfundet på en god måde. Men den normative dimension kan ikke
stå alene; ideer og modeller for det gode universitet må afprøves og udvikles i
samspil med historisk og sociologisk viden om universiteternes praksis.
Der er gennem tiden formuleret en række sådanne modeller for universiteter.
Som eksempel kan nævnes modellen ”Det iværksætterorienterede universitet”,
formuleret i bøger af den amerikanske uddannelsesforsker Burton R. Clark
(Clark, 1998). Han så denne model som udtryk for, at moderne universiteter
overbelastes af krav om uddannelse, forskning og udvikling fra en kompleks
omverden, og at universiteterne derfor udvikler nye arbejdsmåder, hvor
samarbejde med og bevillinger fra eksterne parter står centralt. Men samtidig
skulle universiteterne bevare og beskytte et akademisk centralområde med
basisenheder for forskning og undervisning. Dette akademiske centralområde
er hovedsagen i den mest udbredt normative model for universiteter, den
Humboldtske universitetsmodel.
TEMA#1 - MARTS - 2020 s. 9 - 22
TEMA#1 - MARTS - 2020 S. 9 - 22
Den Humboldtske model blev formuleret i Tyskland omkring år 1800 og
gradvis udbredt i løbet af 1800-tallet. Sprogforskeren og diplomaten Wilhelm
von Humboldt var i en kort periode (1809-10) leder af afdelingen for kultur og
undervisning i Preussens indenrigsministerium. I den egenskab grundlagde han
et nyt universitet i Berlin (Korsgaard m.fl., 2018). I sin forståelse af universitetet
hentede han inspiration fra en række samtidige intellektuelle, ikke mindst
fra Immanuel Kant, som havde argumenteret for, at det filosofiske fakultet
måtte være stedet for udfoldelsen af den autonome videnskabelige fornuft.
Universitetets vidensproduktion måtte bygge på fri erkendelse, ikke på den
orientering mod praktisk nytte, som prægede de andre fakulteters uddannelser
til embeder som f.eks. præster, læger og jurister.
I forlængelse af denne inspiration forstod Humboldt universitetet som en
højere videnskabelig læreanstalt, som skulle forene undervisning og forskning
(Humboldt, 2017) Staten skulle ikke blande sig, men havde pligt til at sikre
de ydre rammer og midler til forskningen. Den frie sandhedssøgen skulle også
præget universitets arbejdsformer. Universitetslærere skulle være forskende
undervisere, som arbejdede ud fra et princip om, at viden altid kunne og skulle
videreudvikles. Sammenhængen mellem forskning og undervisning skulle bl.a.
udfoldes i seminarundervisning, hvor de studerende blev inddraget i lærernes
forskning. Forholdet mellem lærere og studerende skulle ikke være så hierarkisk.
Jürgen Habermas har skrevet en indsigtsfuld artikel om denne universitetsmodel
(Habermas, 1987). Han påpeger, at Humboldt havde to væsentlige bevæggrunde.
For det første ville han anskueliggøre, hvordan en videnskabelighed, som har
løsrevet sig fra religionen og kirken, kan trives uden at blive underlagt andre
kræfter - som f.eks. den politiske magt eller det borgerlige samfunds nyttestyring. Løsningen hedder en statsligt organiseret videnskabsautonomi. For
det andet ville han forklare, hvorfor det er i statens egen interesse at sikre
universiteternes og videnskabens frihed. Det er fordi videnskab, som får lov
til at følge sine egne erkendelsesbaner, evner at sammenfatte og stifte enhed i
nationens kultur og åndelige liv. Disse udgangspunkter forklarer nogle særlige
træk ved den Humboldtske tradition, nemlig dens affirmative forhold til staten,
dens defensive forhold til erhvervsarbejdet og dets krav, og det filosofiske
fakultets centrale stilling på universitetet.
Habermas fremhæver, at Humboldts ideer rummede en forestilling om, at
”universitetet inden for sine mure kunne være et mikrokosmos, der foregreb
et samfund af frie og lige mennesker” (Habermas 1987, s 85), men at det
var uklart, hvordan dette skulle forenes med statens rolle som garant for
videnskabens autonomi. Og mulighederne for at realisere modellen blev ringere
frem gennem 1800-tallet. Et differentieret beskæftigelsessystem stillede krav
om nye akademiske erhvervsfunktioner. Erfaringsvidenskaberne (som f.eks.
psykologi og sociologi) frigjorde sig gradvis fra filosofien, og naturvidenskaben
blev efterhånden en vigtig produktivkraft i industrisamfundet.
10
Universiteterne på vej - hvorhen?
Selv om udviklingen ikke svarede til Humboldts ideer fastholder Habermas, at
Humboldt-modellen havde en positiv betydning. Universiteternes autonomi
bidrog til en videnskabelig dynamik, som gav den tyske universitetsvidenskab en
usædvanlig styrke i international sammenhæng og gjorde den til inspirationskilde
for forskningsuniversiteter bl.a. i USA. Og modellen rummede et overskud af
utopiske ideer, som understøttede fornyelse af på institutionerne.
Humboldt-modellen i dag
Jeg vil pege på nogle centrale forskelle mellem modellen og nutidens danske
universiteter:
TEMA#1 - MARTS - 2020 S. 9 - 22
Har det nogen relevans at diskutere den Humboldtske universitetsmodel i
Danmark i dag? Allerede for 200 år siden var der ifølge Habermas ringe muligheder
for at realisere modellen, og det er ikke blevet lettere siden. Men modellen bliver
stadig diskuteret. I sin bog om studenteroprør og undervisningsrevolution
ser Finn Hansson konservative og hierarkiske universiteter som udtryk for
Humboldt-modellen (Hansson, 2018). Omvendt tager Mogens Ove Madsen
i sin bog ”Universitetets død” Humboldt som udgangspunkt for en skarp
kritik af ny-liberale tendenser i universitetspolitikken (Madsen, 2009). Der er
stadig mange, som identificerer sig med denne normative model, og der er også
elementer af den, som er fastholdt i den institutionelle organisering af danske
universiteter.
Da jeg startede med at læse Dansk på Københavns Universitet i 1968 var
danskstudiet stadig en del af Det Filosofiske Fakultet, og studerende skulle
gennemføre og bestå et filosofikum-kursus. Det var en kulturel overlevering
fra Humboldts ide om filosofiens enhedsstiftende rolle, men reelt var den rolle
udspillet for længe siden. Allerede i 1850 var naturvidenskaberne blevet udskilt
fra det filosofiske fakultet.
En afgørende forandring er den vækst i antallet af studerende og
kandidater, som ofte er blevet kaldt universiteternes forandring fra elite- til
masseuddannelser (Rasmussen, 1997). Betegnelsen ”masse” er ikke dækkende;
det er i disse år omkring 20 pct. af en ungdomsårgang, som gennemfører en
universitetsuddannelse, og i 2018 var det 10,5% af Danmarks befolkning mellem
16 og 69 år, som havde gennemført en universitetsuddannelse (Danmarks
Statistik, 2019). Men set i forhold til situationen for 50 år siden er det en voldsom
vækst. Den har bragt brede dele af befolkningen i berøring med personer, som
studerer på et universitet eller har gennemført en universitetsuddannelse; og den
har gjort udgifterne til universiteters uddannelses- og forskningsvirksomhed til
en synlig og omdiskuteret post på finansloven.
Universiteterne er stærkt integreret i offentlig uddannelses- og videnspolitik.
Den moderne stat stiller sig ikke tilfreds med at give universiteterne penge og
arbejdsro, den søger aktivt at styre uddannelses- og forskningsindsatserne og
Universiteterne på vej - hvorhen?
11
deres bidrag til samfundet. En del af bidraget er, at universiteterne skal uddanne
kandidater, som kan og vil udfylde erhvervsfunktioner. Det er i Humboldts
forstand embedsstudier, men embederne er langt mere mangfoldige og
omskiftelige, end Humboldt forestillede sig.
Universiteterne er kun en del af de videregående uddannelser. Det gælder i
mange lande, at der ved siden af universiteter findes der andre videregående
uddannelsesinstitutioner, som varetager en stor del af uddannelsesaktiviteten,
men som hovedprincip ikke driver forskning. I Danmark er det først og
fremmest professionshøjskolerne. I forhold til en stor og sammensat sektor af
videregående uddannelser er Humboldt-modellen snæver.
TEMA#1 - MARTS - 2020 S. 9 - 22
Men der er alligevel nogle ligheder mellem modellen og nutidens danske
universiteter.
Princippet om tæt sammenhæng mellem forskning og undervisning er langt hen
fastholdt, om end ikke helt i den organiske form, som Humboldt forestillede
sig. De videnskabelige stillinger ved universiteterne er kombinerede underviserog forskerstillinger, og universiteterne får sammenhængende undervisnings- og
forskningsbevillinger, selv om de genereres gennem forskellige mekanismer.
Humboldts ide om at inddrage de studerende i vidensproduktionen forsøges
stadig realiseret, selv om masseuniversitetets institutionelle rammer og
ressourcer gør det vanskeligt. Den pædagogiske eller organisatoriske form kan
være seminarundervisning, som Humboldt foreslog, men det problembaserede
projektarbejde er udtryk for samme bestræbelse for at lade studerende arbejde
kreativt med ”forskning i det små”, med lærerne i en anden rolle end den
traditionelle forelæsning (se fx Krogh m.fl. 2008).
Endelig kan nævnes princippet om forskningsfrihed, forstået som forskeres
og forskergruppers frihed til at vælge emner, problemstillinger og metoder
for forskningen (Andersen, 2017). Det er stadig en norm for nutidens danske
universiteter; forskere skal have muligheder for uhildet og kritisk at undersøge
alle slags forhold, også samfundets etablerede institutioner og normer.
Disse overvejelser om Humboldt-modellens relevans i dag kan opsummeres med
Habermas’ formulering (Habermas, 1987, s 94): Nu som før har læreprocesserne
på universitetet ikke kun forbindelse til økonomien og forvaltningen, men også
til reproduktionen af livsverdenen. Universitetet giver:
12
•
ikke kun erhvervsuddannelse, men også indføring i den videnskabelige
tænkemåde.
•
ikke kun ekspertviden, men fagligt begrundede vurderinger af nutiden
Universiteterne på vej - hvorhen?
•
ikke kun metodeovervejelser, men også bidrag til videnskabernes
selvforståelse som led i hele kulturen.
Styring af universitetsuddannelser
Uddannelse og forskning ved nutidens universiteter er stærkt integreret i
samfundslivet, og det er blevet vigtigt for staten og andre interessenter at
sørge for, at universiteternes virksomhed og produktion retter sig mod de
samfundsmæssige behov.
Omfanget af universiteterne kandidatproduktion har til gengæld være
genstand for mange bekymringer og reguleringer fra uddannelsespolitiske
beslutningstagere. Spørgsmålet kom for alvor på dagsordenen efter at tilgangen
til universitetsuddannelserne begyndte at stige stærkt fra midten af 1960’erne
(Christensen, 1982). De uddannelsespolitiske beslutningstagere stod i et
dilemma: På den ene side var universitetsuddannelse et efterspurgt gode med
høj samfundsmæssig status og i tråd med et udbredt ønske om at styrke den
sociale lighed gennem uddannelse. Det pegede på at fastholde den fri adgang til
universiteterne og udbygge kapaciteten; og det gjorde man, bl.a. ved at oprette
af nye universiteter i Odense, Roskilde og Aalborg. På den anden side var der
frygt for at uddanne alt for mange kandidater, som ikke ville kunne få arbejde,
og for at udgifterne til universiteter ville stige ukontrollabelt. Det pegede på at
begrænse tilgangen til universitetsuddannelserne; og det gjorde man også. Fra
1977 blev der indført adgangsbegrænsning, således at Undervisningsministeriet
hver år kunne fastsætte maksimale optagelsestal for de enkelte uddannelser ved
de enkelte universiteter. Hvis antallet af ansøgere oversteg kapaciteten, blev
udvælgelseskriteriet som bekendt karaktererne fra de gymnasiale uddannelser.
TEMA#1 - MARTS - 2020 S. 9 - 22
Universitetsuddannelsernes indhold har sjældent givet anledning til væsentlige
styringsproblemer. Det udvikles af fagfolk inden for og uden for universiteterne,
helt overvejende gennem uformelle faglige fællesskaber. Der findes også nogle
formaliserede mekanismer, som f.eks. kontaktråd mellem uddannelser og
aftagere og censorkorpsenes indberetninger, men deres betydning er marginal.
Adgangsbegrænsning forudsætter, at de centrale myndigheder ved, hvor mange
kandidater der bliver brug for på forskellige områder. Det ved de centrale
myndigheder selvfølgelig ikke uden videre, og fastlæggelsen af optagelsestal har
gennem årene været præget af uigennemskuelige samspil mellem prognoser,
lobbyisme, markeringer fra politiske partier og andet. Efter indførelsen af
2003-universitetsloven, som understregede universiteternes ansvar for selv at
regulere deres virksomhed, var de centrale myndigheder dog tilbageholdende med
at bruge deres ret til at adgangsbegrænse. Samtidig var der en stærk politisk tiltro
til, at vidensamfundet krævede flere højtuddannede. Så der blev optaget mange,
især inden for samfundsvidenskab og humaniora, hvor ansøgerpresset var stort
og uddannelserne billige. Senere vendte stemningen, og stærke ekspertgrupper
Universiteterne på vej - hvorhen?
13
som ”Udvalget for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser”
(2015) pegede på risikoen for at uddanne for mange og for skævt i forhold til
arbejdsmarkedets behov. Resultatet blev den såkaldte dimensionering, som
inden for de enkelte fag- og uddannelsesområder lader beskæftigelsesprocenterne
styre adgangsbegrænsningen. Sagligt set kan der rettes megen kritik mod denne
ordning; aktuelle ledighedstal afspejler ikke fremtidige behov. Men politisk er
ordningen bæredygtig, fordi den fritager beslutningstagerne for usikkerheden
og uenighederne ved fastlæggelse af optagelsestal.
TEMA#1 - MARTS - 2020 S. 9 - 22
Dimensioneringen af optagelsestal betyder en kraftig nedgang i optagelsestallene
på nogle områder (især inden for samfundsvidenskab og humaniora) og ved nogle
institutioner, f.eks. Aalborg Universitet, som i årene inden dimensioneringen
havde øget optagelsestallene kraftigt.
Ud over regulering af forholdet mellem uddannelser og arbejdsmarked
har den politiske styring af universitetsområdet fokuseret på effektivitet i
uddannelsesproduktionen. Små og store reformer af optagelsessystemer,
studiestrukturer og taxametre har sigtet mod at få de studerende hurtigere
gennem uddannelserne, at begrænse frafaldet og i det hele taget at billiggøre
uddannelsesindsatsen. Fremdriftsreformen (Regeringen, 2013) er nok det
mest udprægede eksempel. At studerende gennemfører deres uddannelse og
gør det på normeret tid er selvsagt positivt; men hvis effektivitetstænkningen
gennemtrænger uddannelserne for meget risikerer den at lukke mulighederne
for de selvstændige erfarings- og erkendelsesprocesser, som spiller en central
rolle i videregående uddannelser. Effektivitetstænkningen står i et paradoksalt
forhold til den kreativitet og innovationsevne, som beslutningstagerne samtidig
efterspørger.
Forskning og eksternt hjemtag
En anden hovedopgave for universiteterne er at levere forskning, som
udvikler og fornyer viden om naturen og menneskelivet, og som samtidig
imødekommer aktuelle behov for viden i samfund og erhvervsliv. I de
senere år har universiteterne mere og mere orienteret sig mod disse aktuelle
vidensbehov gennem mange former for anvendt forskning, udviklings- og
evalueringsprojekter samt efter- og videreuddannelse. Den statslige politik har
i høj grad tilskyndet til dette, bl.a. gennem fusionerne mellem universiteter og
sektorforskningsinstitutioner i 2007-8 (Hansen, 2012) og med indførelsen at
et bevillingssystem, hvor omfanget af eksterne bevillinger er med til at regulere
størrelsen af universiteternes finanslovsbevillinger til forskning. Men interessen
for eksternt finansieret forskning er også et udtryk for institutionernes og
forskningsmiljøernes ønsker om at ekspandere, og interessen skærpes af den
strammere styring af optagelsestallene. Det kommer f.eks. til udtryk i en
kommentar fra Aalborg Universitets rektor ved møde i universitetets bestyrelse
i december 2018:
14
Universiteterne på vej - hvorhen?
Rektor orienterede om, at regeringen dels har ændret målsætningen
om, hvor mange unge der skal have en universitetsuddannelse,
og dels har dimensioneret. Det er således ikke muligt at øge
uddannelsesindtægterne, som derimod er faldende. På samme
tid kan det konstateres, at forskning ikke for nærværende har høj
politisk prioritet, hvorfor øget eksternt hjemtag er eneste mulighed
for vækst (Referat fra møde Aalborg Universitetsbestyrelse,
17.12.2018, pkt. 4).
...hvis du har en basisbevilling, der betaler for den faste stab,
huslejen og uddannelserne, så jo flere penge du får i ekstern
finansierng, jo flere ph.d.’er og postdoc’er kan du få, og jo mere
kan dine ideer bliver afsat til samfundet gennem uddannelsen
af unge mennesker (…) Det meste af det, som faculty [den faste
forskerstab] så vil, skal de skaffe ekstern finansiering til, og
dermed konkurrere med andre gode ideer derude” (Zieler, 2018).
TEMA#1 - MARTS - 2020 S. 9 - 22
Hvis universitetet fortsat skal vokse, skal der altså arbejdes for at hjemtages
flere eksterne forsknings- og udviklingsprojekter. Den konklusion drages i hele
universitetssektoren. I et interview med Universitetsavisen i foråret 2018 udtalte
Thomas Bjørnholm, prorektor ved Københavns Universitet:
Sådanne programerklæringer er i tråd med Burton Clarks tidligere nævnte
begreb om entreprenøruniversitetet. Og de fortsætter en igangværende tendens.
I 2007 udgjorde eksterne midler 39,4 pct. af AAU-forskningsmidler, i 2018 var
andelene steget til 44 pct. Til sammenligning kan nævnes, at ved Københavns
Universitet steg andelen af eksterne forskningsmidler fra 44,9 pct. i 2007 til 50,5
pct. i 2018 (egen beregning, tal fra Universiteternes Statistiske beredskab).
Det skal understreges, at eksterne forskningsmidler på mange måder er et
gode for forskningen. Ikke alene forøger disse midler forskningens volumen,
projektbevillinger giver også muligheder for fokuserede og dybtgående
indsatser. Men hjemtag af eksterne forskningsmidler kræver store indsatser.
Bevillingsprocenterne for større forskningsprojekter fra Den Frie Forskningsfond
ligger typisk mellem 10 og 15 pct., så for hvert bevilgede projekt skal der altså
udarbejdes, indsendes og bedømmes mellem 7 og 10 ansøgninger. DFF er et af
de steder, hvor dette er bedst dokumenteret, på andre områder er det mindre
gennemskueligt. Men intet tyder på, at det kræver mindre arbejde at opnå
eksterne bevillinger på andre områder. Forskere bruger i disse år rigtigt meget
arbejdstid på at opsøge eksterne midler.
Andelen af eksterne forskningsmidler er som sagt steget de sidste ti år. Men
stigningen har ikke været dramatisk, selv om universiteterne i dette tiår har
Universiteterne på vej - hvorhen?
15
intensiveret og professionaliseret indsatsen for eksterne bevillinger. På den
baggrund er det svært at tro på, at universiteterne kan opnå meget gennem
yderligere satsning på eksterne forskningsmidler. Jeg ser en stor risiko for at
institutternes forskere bruger endnu mere tid på ansøgninger og hjemtagning,
som giver beskedne resultater, og hvor mange hjemtagne projekter har tvivlsom
værdi som forskning. Det kan blive et ”race to the bottom”. Og arbejdet med
at skaffe forskningsmidler begrænser yderligere den forskningstid, som danske
universitetsforskere trods alt har i deres ansættelse.
TEMA#1 - MARTS - 2020 S. 9 - 22
New public management som lov
Eksterne hjemtag er den eneste mulighed for vækst, siger en rektor, en prorektor
og sikkert også andre. Men hvorfor er vækst nødvendig? Det er til en vis grad
en organisatorisk logik. Både private virksomheder og offentlige organisationer
har ofte en indbygget tendens til at vokse, f.eks. fordi de får øje på nye
interessante aktivitetsmuligheder eller fordi de mener, at en større organisation
har bedre mulighed for at påvirke sine omgivelser og sikre sin plads inden for
et felt eller en branche. Men på universitetsområdet – lige som i andre dele
af uddannelsessystemet - er denne væksttendens blevet styrket af new public
management-tilgangen, som har præget den politiske regulering siden 1980’erne
(Tolofari, 2005). Et hovedprincip i new public management er indførelse af
markedsmekanismer i den offentlige sektor. Offentlige institutioner skal ikke
styres detaljeret af staten; de skal kunne tilrettelægge deres indsats og ydelser
relativt selvstændigt, men det skal ske i konkurrence med andre institutioner
inden for samme felt. Gennem konkurrencemekanismen vil brugerne kunne se
og vælge de ydelser, som giver bedst ”value for money”.
New public management-tænkningen prægede den universitetslov, som
blev vedtaget i 2003. Universiteterne blev formelt selvstændige institutioner,
som skulle styre deres egen virksomhed inden for nogle brede politisk
fastlagte rammer. Uddannelsesministeriets embedsmænd skulle så sørge for,
at kvaliteten af universiteternes virksomhed med jævne mellemrum blev
efterset. Til det formål blev der indført et akkrediteringsråd og en tilhørende
administrativ organisation, som skulle akkreditere både nye og eksisterende
universitetsuddannelser. For at sikre, at universiteterne kunne styre deres egen
virksomhed, blev der indført radikalt nye organisationsprincipper i form af
bestyrelser med eksternt flertal, hierarkisk autoritetsstruktur, ansatte ledere på
fakultets- og institutniveau og afvikling af kollegiale organers indflydelse (Degn
& Sørensen, 2012). Når omlægningen blev så radikal skyldtes det ikke kun new
public management-tænkningen, men også at indflydelsesrige beslutningstagere
i erhvervsliv, politik og forskning gennem mange år have næret mistillid til
og vrede over den medarbejder og studenterindflydelse, som havde præget
styrelsesloven af 1970.
Der har altid været konkurrence på universitetsområdet. Konkurrence
16
Universiteterne på vej - hvorhen?
mellem forskningsmiljøer, både nationalt og internationalt. Konkurrence
mellem studier om hvem der uddannede de mest attraktive kandidater. Men
universitetsloven og public management-tilgangen iscenesatte i højere grad
end tidligere universitetsområdet som et felt, hvor institutionerne konkurrerer
strategisk – om at få akkrediteret uddannelser, at tiltrække studerende, at
tiltrække opmærksomhed og forskningsbevillinger fra erhvervslivet. Fusionerne,
som blev gennemført få år senere, og som formelt handlede om forholdet mellem
universiteter og sektorforskningsinstitutioner, bekræftede denne strategiske
konkurrence og positionering (Hansen, 2012).
Fra styrelseslov til universitetslov
Den Humboldtske model er på nogle måder ude af trit med universiteternes
karakter og rolle i dag, men jeg mener alligevel, at modellen udpeger nogle
kvaliteter, som stadig er relevante og væsentlige. Universiteter giver med deres
uddannelse, forskning og formidling både erhvervsuddannelse og indføring i
videnskabelig tænkemåde, både ekspertviden og fagligt begrundede vurderinger
af nutiden, både metodeovervejelser og bidrag til videnskabernes selvforståelse
i bredere kulturel sammenhæng. Nogle af disse kvaliteter er stærkt udsat for
erosion, og jeg har prøvet at pege på elementer i de samfundsmæssige og politiske
rammer, som bidrager til erosionen.
TEMA#1 - MARTS - 2020 S. 9 - 22
Jeg har prøvet at skitsere hovedtrækkene i de rammer, som politisk er blevet lagt
for universiteterne siden årtusindeskiftet: En firkantet tilpasning af optagelsestal
til arbejdsmarkedet; en stærk tilskyndelse til at opsøge alle slags eksterne
forskningsmidler; iscenesættelse af strategisk konkurrence mellem institutioner;
effektivitet og økonomisering i uddannelserne.
Men hvad er mulighederne for at opretholde og videreudvikle de kvaliteter, som
den Humboldtske model stadig kan bidrage med? En afgørende forudsætning
er, at staten gennem regulering og tildeling af ressourcer påtager sig at sikre
uafhængig forskning, uddannelse og vidensproduktion på højt niveau. Denne
sikring kan ikke, som Humboldt forestillede sig, indebære at staten bare
skal give universiteterne penge og arbejdsro. Men den må indebære at den
politisk-administrative regulering af universiteternes virksomhed indtænker og
tager højde for de nævnte kvaliteter. En anden afgørende forudsætning er, at
universiteterne selv som institutioner satser på og har kraft til at opretholde og
udvikle kvaliteterne, når de navigerer i farvandet mellem stat, arbejdsmarked,
vidensefterspørgsel og institutionskonkurrence. Her vil jeg igen henvise til
inspiration fra Jürgen Habermas. Tilbage i studenteroprørets dage, for over 50
år siden, kommenterede han i en lille artikel kravet om at give de studerende
indflydelse på universiteternes styrelse (Habermas 1967). Han fremhævede,
at hvis universiteterne skal have en vis selvstændighed som uddannelses- og
forskningsinstitutioner, så forudsætter det en politisk handlekraft. Universiteter
skal ikke være partier, og deres styrelsesform kan ikke være den samme som
Universiteterne på vej - hvorhen?
17
folkestyrets. Men universiteterne må kunne være politiske aktører, hvis de
skal sikre en videnskabelig autonomi og dermed leve op til det Humboldtske
universitetsideal. Og eftersom de studerende også er berørt af beslutninger
vedrørende videnskabens organisation, har de legitim ret til at blive inddraget.
TEMA#1 - MARTS - 2020 S. 9 - 22
Universiteters styrke og kompetence til som politiske aktører at forfølge deres
særlige kvaliteter afhænger af de interne strukturer og processer. Og her har flere
forandringer svækket universiteterne.
Universitetsloven af 2003 ændrede grundlæggende ledelsesorganisationen
og fordelingen af indflydelse på universiteterne. Den tidligere styrelseslov
for universiteterne, som var blevet indført tilbage i 1970, byggede på to
hovedprincipper. For det første at alle grupper på institutionerne – videnskabelige
medarbejdere, teknisk-administrative medarbejdere og studerende – skulle
have en vis grad af medindflydelse. De videnskabelige medarbejdere skulle have
mest indflydelse, og professorer skulle ikke længere af særstatus, men indgå på
linje med lektorer og adjunkter. For det andet skulle ledere på de forskellige
niveauer vælges eller nomineres nedefra. Det første princip var nyt, det andet
var veletableret inden for international universitetstradition. Styrelsesloven
var omstridt, og den rummede klart nogle problemer, især med hensyn til
kontinuitet og kompetence på ledelsesposterne. Det førte til en revideret
universitetslov i 1992, som langt hen løste disse problemer. Men modstanden
mod styrelsesloven havde fået sit eget liv, både i politik og erhvervsliv, og da
Socialdemokratiet skiftede position og gik ind for en centraliseret og hierarkisk
ledelsesstruktur (Winkel, 2001), var vejen banet for 2003-univeriversitetsloven.
Universitetsloven forkastede begge styrelseslovens hovedprincipper (Wright
& Ørberg, 2015). Ledere skulle ikke nomineres nedefra, men udvælges
gennem en ansættelsesprocedure og udpeges ovenfra i en hierarkisk kæde.
Bestyrelsen ansætter rektor, rektor ansætter prorektor og dekaner, dekaner
ansætter institutledere. Kollegiale organer på fakultets- og institutniveau blev
ikke afskaffet, men de fik frataget næsten al deres indflydelse. Alle væsentlige
beslutninger diskuteres og træffes i snævre forsamlinger af ledere. Dette har
haft stor betydning for organisationskulturen på universiteterne. I de 15 år
siden universitetsloven trådte i kraft er deltagelse i diskussioner om strategi
og principper for forskning og uddannelse skrumpet til meget lidt blandt de
almindelige medarbejdere, og givetvis også blandt studerende. Forandringen
skyldes ikke primært mangel på information, men derimod at medarbejderne
ikke har mulighed for at bruge informationen konstruktivt, bruge den til at
bidrage til strategier og beslutninger. Nu har situationen aldrig været, at alle
medarbejdere indgik aktivt i sådanne diskussioner; men så længe medarbejdernes
og de studerendes repræsentanter i de kollegiale organer reelt var med til at
træffe beslutninger, kunne de udgøre kernen i bredere diskussionsmiljøer.
Det er velkendt, at mulighed for indflydelse øger medarbejderes engagement
og indsats. Med afviklingen af indflydelsesmulighederne er medarbejdernes
18
Universiteterne på vej - hvorhen?
engagement i de fælles formål og strategier gradvis visnet hen. Engagementet er
blevet individualiseret, fokuseret på de enkelte medarbejderes egne forskningsog undervisningsopgaver. Det undergraver institutters, fakulteters og
universiteters politiske handlekraft, deres evne til som aktører at forfølge egne
strategier og påvirke deres omgivelser.
Et eksempel fra Aalborg Universitet kan illustrere situationen. I foråret
2019 gennemførte universitetet en omfattende sparerunde, som indebar
afskedigelse af over 100 forskere. Besparelserne skyldtes samspil mellem en
række rammebetingelser, bl.a. regeringens årlige 2 pct. besparelse, men især
dimensioneringen, som mest rammer uddannelser inden for humaniora og
samfundsvidenskab. Men besparelserne skyldtes også at universitetet havde
indført en ny budgetmodel, som flyttede en stor del af den interne beskatning
(fradrag til dækning af fællesudgifter) fra eksterne forskningsindtægter
til uddannelsesindtægter. Modellen var begrundet i den tidligere citerede
vurdering fra universitetets rektor, at eksternt hjemtag var den eneste mulighed
for vækst. Gennem mindre intern beskatning skulle AAUs forskere gives bedre
mulighed for at konkurrere på pris om eksterne forskningsmidler. Til gengæld
blev budgetterne for uddannelserne strammet og timetildelingen til kurser og
projektvejledning reduceret. Det ramte især humaniora og samfundsvidenskab,
hvor uddannelsesindtægterne fylder mere end på natur-, ingeniør og
sundhedsvidenskab.
TEMA#1 - MARTS - 2020 S. 9 - 22
Situationen er selvfølgelig også præget af de rammebetingelser, jeg har
omtalt ovenfor. Det er først og fremmest situationen på humaniora
og samfundsvidenskab, jeg kender til, men her er hverdagen præget af
stadigt pres for at hjemtage eksterne forskningsmidler, krav om løbende
publicering i autoriserede kanaler (tidsskrifter og forlag) samt reducerede
undervisningsbevillinger, som gør det svært at levere god undervisning. Der
er et stort og komplekst arbejdspres, som rammer alle, men måske især yngre
forskere, som skal meritere sig på alle fronter for at opbygge en karriere.
Den interne budgetmodel var en væsentlig strategisk beslutning, som var
diskuteret og truffet i den øverste ledelse. Lige før jul, da besparelserne og
planerne om afskedigelser havde skabt udbredt frygt og kritik fra mange
sider, udtalte rektor: ”Vi er på et universitet, hvor den kritiske dialog er en af
grundstenene i vores fundament” og dekanen for det samfundsvidenskabelige
fakultet bekræftede, at ”Vi vil som ledelse gerne indgå i en kritisk dialog med
medarbejderne, for det er med til at kvalificere beslutningerne”. (AAU Inside
20.12.2018). Det var vel at mærke på et tidspunkt, hvor beslutningerne var
truffet.
Eksemplet handler ikke primært om lederne som personer. De handler om, at
universitetsloven og institutionskonkurrencen retter strategiske diskussioner
indad mod snævre kredse af ledere. Institutledere skal forhandle med dekaner
Universiteterne på vej - hvorhen?
19
og hinanden, dekaner skal forhandle med rektorer og hinanden, rektorer skal
forhandle med bestyrelser, andre rektorer og ministeriet. Og hvis man kommer
til at sige for meget i offentligheden, kan man svække sig i forhandlingerne. Ingen
mekanismer trækker i retning af at inddrage bredere grupper af medarbejdere i
strategiske diskussioner.
TEMA#1 - MARTS - 2020 S. 9 - 22
Nødvendig besindelse
Den Humboldtske universitetsmodel er ikke modellen for det 21. århundredes
masseuniversiteter, men dens ideer om sammenhæng mellem forskning og
undervisning, om at sandhedssøgende videnskab kræver en vis grad af frirum
og selvbestemmelse, og om at de studerende også kan og skal bidrage til
vidensproduktionen, er stadig frugtbare principper. Universiteterne er fulde
af medarbejdere og studerende, som interesserer sig for og engagerer sig i de
mange former for viden i fag og uddannelser. For de studerende er der ikke, som
Humboldt mente, en stærk modsætning mellem sandhedssøgen og kvalificering
til et erhverv. Med Habermas’ formulering kan universitetsstudier give både
erhvervsuddannelse og indføring i den videnskabelige tænkemåde. For de fleste
videnskabelige medarbejdere er det ikke lønnen eller arbejdsvilkårene, som
motiverer dem til at arbejde på et universitet; det er muligheden for at arbejde
med forskning og videnskabelig viden, ønsket om at være med til at skabe og
formidle viden, som kan forbedre menneskers livsvilkår. Udfordringen for
universiteterne er at genetablere noget af sammenhængen mellem de positive
potentialer i Humboldtske model og engagementet hos universiteternes
medarbejdere og studerende. Jeg vil afslutningsvis pege på et par mulige skridt
i den retning.
Det er vigtigt at bryde med vækst- og konkurrencetænkningen. I de nærmeste år
er det givetvis korrekt, at muligheden for vækst ligger i eksterne hjemtag. Men
konsekvensen må ikke være, at en stadig større del af medarbejdernes indsats
bliver brug på at jage eksterne opgaver, som er stadig sværere at få hjem og har
stadig mindre forskningsmæssig værdi. Vækst er ikke en nødvendighed. Man
må acceptere, at med faldende optagelsestal vil en række universitetsmiljøer
blive mindre i de kommende år. Det er ikke nemt at sige i en situation hvor
afskedigelser rammer hårdt rund om på universiteterne; men en gradvis
reduktion kan godt håndteres ordentligt og ansvarligt.
For at kunne ændre kursen må man for det andet tage fat på at genopbygge
medarbejderindflydelse i faglige og strategiske diskussioner og beslutninger på
alle niveauer. Man må forfølge muligheden for at tage sådanne diskussioner
systematisk i de eksisterende kollegiale organer og forpligte lederne på i videst
muligt omfang at følge beslutninger fra disse organer. Det kan være med til at
give et reelt grundlag for engagement og kritisk dialog. Og i videre perspektiv
også grundlag for en kritisk forskning og undervisning, som kan styrke
universiternes bidrag til en demokratisk
20
Universiteterne på vej - hvorhen?
Palle Rasmussen er professor emeritus fra Institut for Kultur
og Læring på Aalborg Universitet
Referencer
Andersen, H. (2017). Forskningsfrihed – ideal og virkelighed. København:
Hans Reitzels Forlag.
Christensen, J.P. (1982). Den højere uddannelse som politisk problem. Aarhus:
Samfundsvidenskabeligt forlag.
Danmarks Statistik (2019) Befolkningens højeste fuldførte uddannelse.
Statistikbanken.
Degn. L. & Sørensen, M.P. (2012). Universitetsloven fra 2003. På vej mod
konkurrenceuniversitetet? I Aagaard, K. & Mejlgaard, N. (red.) Dansk
forskningspolitik efter årtusindeskiftet, s 59-94. Aarhus Universitetsforlag.
Habermas, J., (1970). Demokratisierung der Hochschule – Politisierung der
Wissenschaft? In Habermas, J., Arbeit Erkenntnis Fortschritt. Aufsätze 19541970. Amsterdam: Verlag de Munter, s. 430-438.
Habermas, J., (1987). Die Idee der Universität – Lernprozesse. In Habermas,
J., Eine Art Schadensabwicklung. Frankfurt am Main: Suhrkamp, pp. 71-100.
Hansen, H.F. (2012). Fusionsprocesserne. Frivillighed under tvang. I Aagaard,
K. & Mejlgaard, N. (red.) Dansk forskningspolitik efter årtusindeskiftet, s
195-228. Aarhus Universitetsforlag.
Hansson, F. (2018). 1968. Studenteroprør og undervisningsrevolution. Roskilde
Universitetsforlag.
Humboldt, W. (2017). Schriften zur Bildung. Herausgegeben von G. Lauer.
Ditzingen: Reclam.
Krogh, L., Olsen, J. B., & Rasmussen, P. (red.) (2008). Projektpædagogik:
perspektiver fra Aalborg Universitet. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.
Korsgaard, O., Kristensen, J.E. & Jensen, H.S. (2018). Pædagogikkens idehistorie.
Aarhus Universitetsforlag.
Madsen, M.O. (2009). Universitetets død. Kritik af den nyliberale tendens.
København: Frydenlund.
TEMA#1 - MARTS - 2020 S. 9 - 22
Universiteterne på vej - hvorhen?
Clark, B.R. (1998). Creating Entrepreneurial Universities. Organizational
pathways of transformation. Bingley: Emerald.
Litteraturliste
Universiteterne på vej - hvorhen?
Rasmussen, P. (1997). Universitetstraditionens krise. I Rasmussen, P. &
Jakobsen, A., Universiteter i dag; politik-kultur-ledelse, s. 85-98. København:
Hans Reitzel.
Regeringen (2013) Bedre igennem uddannelserne – Reform af SU-systemet.
København: Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående
uddannelser.
Tolofari, S. (2005). New Public Management and Education. Policy Futures in
Education, 3(1), 75-89.
Udvalget for kvalitet og relevans i de videregående uddannelser (2015) Nye veje
og høje mål Kvalitetsudvalgets samlede forslag til reform af de videregående
uddannelser. København: Udvalget for kvalitet og relevans i de videregående
uddannelser.
Winkel, J.S. (2001). S: Universiteterne skal ledes som private virksomheder.
Ugebrevet Mandag Morgen, 2001(22), 1-5.
Wright, S. & Ørberg, J.W. (2015). Autonomy and control: Danish university
reform in the context of modern governance. In Shear, B.W. et al (red.). Learning
under neoliberalism: ethnographies of governance in higher education. New York:
Berghahn Books.
Zieler, C. (2018). ”Her er det moderne universitets forretningsmodel”.
Afskedsinterview med prorektor Thomas Bjørnholm. Uniavisen, 3. marts 2018.
22