19. jul. 2016

Fra læbestiftseksperiment til pung

Da jeg på et tidspunkt havde alle mine læbestiftsetuieksperimenter liggende på mit skrivebord, var der så en anden kollega, der så dem alle sammen.

Det kunne hun ikke stå for, og det kan jeg sådan set godt forstå, for det så også ret sødt ud med dem alle samlede på én gang.


Den anden kollega skulle dog ikke bruge læbestiftetui; men hun manglede en pung, hvor hun kunne have sit dankort.

Til en pung dur det ikke rigtigt med det høje format, så hun testede mit allerførste eksperiment med læbestiftetuierne, hvor lynlåsen sad på den lange led (nederst til højre).

Desværre var det lige nummeret for lille til et dankort, og så måtte jeg jo i gang med at flette noget andet til hende.

Vi er rigtigt mange flettere, der har flettet rigtigt mange punge. Det er lige før, man kan kalde det den oprindelige model - med ringe oven på hinanden og en lynlås i toppen.

Hvis pungen skal være så lille, at man kun lige skal have plads til sit kreditkort + lidt mønter og en enkelt seddel, er det dog praktisk, hvis man kan lukke pungen lidt mere op end bare i toppen, så derfor gik jeg ikke 'back to basic' men brugte det første (og fejlslagne) læbestiftetuieksperiment til at arbejde videre ud fra.

I princippet var det jo let nok bare at gøre lapperne større.

En gang imellem er det dejligt, at udfordringerne ikke er større.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar