Wikipedia:Ukens danske artikkel/Uke 7, 2006

Attila (oldnordisk: Atle, Atli; tysk: Etzel; ca. 406–453) var den sidste og mest magtfulde af de hunniske konger. Han regerede datidens største rige i Europa fra fra 434 til sin død. Riget strakte sig fra Centraleuropa til Sortehavet og fra Donau til Østersøen. På den tid var han én af de alvorligste fjender for både det østromerske og det vestromerske rige. Han trængte ind på Balkan to gange og omringede Konstantinopel den anden gang. Han gik ind i Gallien og nåede så langt som til Orleans, før han blev afvist i slaget ved Chalons, og han drev den vestromerske kejser Valentinian 3. ud af hovedstaden Ravenna i 452.

Selv om riget brød sammen ved hans død, er han blevet en sagnagtig skikkelse i Europas historie. I store dele af Vesteuropa huskes han som indbegrebet af grusomhed og grådighed. Omvendt er der fortællinger, der hylder ham som en stor og ædel konge, og han spiller en vigtig rolle i tre nordiske sager.