Klitgaarden
Klitgaarden eller Kongevillaen,[1][2] som mange i Skagen kaldte den – er beliggende på Damstedevej sydvest for Skagen på et stort areal på 48.000 m². Klitgaarden er tegnet af en datidens største arkitekter Ulrik Plesner, som i mange andre henseender har sat sit præg på hele Skagen. Klitgaarden stod færdig i 1914 og blev opført til Kong Christian X som sommerresidens. Klitgaarden er en trelænget bygning i to etager. Den er bygget i røde mursten, og kalket – som det er typisk for området – gul. Den har afvalmet rødt tegltag med hvidkalkede skorstene. Opførelsen kostede i datidens mønt ca. kr. 40.000, heraf murerarbejdet kr. 16.068, og snedker og maler skulle have kr. 7.938. I dagligstuen, fik kunstneren Harald Slott-Møller til opgave at designe 55 tallerkener, dekoreret med byvåben fra de danske købsteder samt stjernetegn og folkedragter.[3]. Arkitekten Ulrik Plesner har ligeledes tegnet en del af møblerne der stadig – ligesom Slott-Møllers tallerkener – er i Klitgaardens stuer.
Kong Christian X og dronning Alexandrine benyttede Klitgaarden i længere perioder indtil deres død i henholdsvis 1947 og 1952. Derefter overgik Klitgaarden til arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde – arveprinsessen var længstlevende og døde som 83 årig i 1995 – og de tre arvinger satte Klitgaarden til salg.
Det var Skagens daværende kommunaldirektør Karen Krause Jensen[4], der tog initiativ til at skabe et refugium hvor forbilledet var refugiet San Cataldo beliggende nær Amalfi i Italien. Andre initiativtagere trådte til bl.a. Advokat Niels Gangsted-Rasmussen, forfatteren Klaus Rifbjerg, Knud W. Jensen som er Louisianas grundlægger, fhv. landsdommer Frans Lichtenberg og rektor for Handelshøjskolen Finn Junge-Jensen.
Siden år 2000 har Klitgaarden fungeret som refugium for videnskabsmænd og kunstnere, som enten i kortere eller længere tid arbejder koncentreret. Tusindvis af forskere, Phd-studerende, forfattere, malere og mange andre faggrupper har produceret, diskuteret, kreeret, tænkt og sikkert også grinet. Blandt de mange kulturpersonligheder der gentagende gange har benyttet sig af Klitgaarden til skriveophold er bl.a. forfatteren Kirsten Thorup.
Refugiet har en uafhængig venneforening med ca. 250 medlemmer (2015).[5]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Klitgaarden Refugium. klitgaarden.dk. Hentet 1/2-2024
- ^ Klitgården - Kongevillaen. skagensiden.dk. Hentet 1/2-204
- ^ Kirsten Jacobsen Kvinderne på Klitgården. Gyldendal 2009. ISBN 87-02-04793-4
- ^ politiken.dk (24. juli 2010): Hellerupuge distraherer ikke Skagens refugium, hentet 20. juli 2017
- ^ klitgaarden.dk: Refugiet Klitgaardens venner' Arkiveret 28. juli 2017 hos Wayback Machine, hentet 20. juli 2017