Gullappet honningæder
| Gullappet honningæder | |
|---|---|
 | |
| Bevaringsstatus | |
 Ikke truet (IUCN 3.1)[1] | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Aves (Fugle) |
| Orden | Passeriformes (Spurvefugle) |
| Familie | Meliphagidae (Honningædere) |
| Slægt | Anthochaera |
| Art | A. paradoxa |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Anthochaera paradoxa (Daudin, 1800) | |
| Synonymer | |
| Corvus paradoxus Daudin, 1800 | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Gullappet honningæder (Anthochaera paradoxa) er en fugl af honningæderfamilien Meliphagidae. På engelsk hedder den yellow wattlebird, men bliver også kaldt long wattlebird og Tasmanian wattlebird.[2] Den findes kun i Tasmanien.
Taksonomi
[redigér | rediger kildetekst]Den franske zoolog François Marie Daudin beskrev den gullappede honningæder i 1800 og gav den det latinske navn Corvus paradoxus.
Slægtsnavnet Anthochaera er afledt fra det oldgræske anthos 'blomst' og khairō 'at være glad'.[3] Artsbetegnelsen paradoxa er afledt at det oldgræske paradoxos, som betyder 'mærkelig, extraordinær'.[3]
Beskrivelse
[redigér | rediger kildetekst]Gullappet honningæder er den største af honningæderne.[4] Den er typisk 37,5-45 centimeter lang.[2] Hannen vejer i gennemsnit 168 g og hunnen i gennemsnit 123 g, men de største hanner kan veje op til 260 g.[5][6] Den har navnet efter de gul-orange lapper, som hænger fra kinderne.[7] Lapperne blive lysere i ynglesæsonen.[8] Den gullappede honningæder er en slank fugl med et kort, stærkt næb.[8] Den har et hvidt ansigt med en sortstribet isse,[4] mørke vinger og en gul bug.[4] Brystet er gråt til mørkebrunt.[2] Ungfuglen har meget mindre lapper, et lysere hoved og en mere brun underbug end den voksne fugl.[8]
Gullappet honningæder ligner buskhonningæder og rødlappet honningæder.
Udbredelse
[redigér | rediger kildetekst]Den gullappede honningæder er almindelig i Tasmanien, især de østlige og centrale dele af øen.[8] Den er sjælden på King Island, og to mulige observationer på den sydlige Mornington Peninsula i Victoria er tvivlsomme.[2]
Levestederne omfatter både tørre og fugtige skove.[8] Den findes også i buskadser i bjergene og i åbne skovområder, især hvor Banksia er dominerende.[2] Den ses også på golfbaner, i frugtplantager og i haver.[2]
Adfærd
[redigér | rediger kildetekst]Den gullappede honningæder er en aktiv og akrobatisk fugl og en god flyver.[2] Den er ret tillidsfuld og søger gerne mad i haver.[2]
Fuglens kald er ofte blevet sammenlignet med en person, der hoster eller bøvser,[2] med en gurglende growk eller en gentagen klok lyd.[7]
Den gule honningæder spiser primært nektar fra eukalyptus og banksia men også frugt, insekter (også honningbier i flugt), edderkopper, honningdug og manna (størknet plantesaft).[9] Den søger føde på jorden såvel som i trætoppene.[8]
Da eukalyptustræer blomstrer uregelmæssigt i både tid og sted, betyder det også, at der er stor variation fra år til år i udbredelsen af ynglende par af den gullappede honningæder.[10] Den største trussel mod fuglen er formentligt også usædvanlige klimabetingelser, som pludseligt kan begrænse adgangen til føde.[9] Den gullappede honningæder kan bestøve eukalyptustræer ved at have pollen i næbbet eller i fjerene på hovedet.[11]
Yngleforhold
[redigér | rediger kildetekst]Gullappet honningæder yngler i par og forsvarer aggressivt sit territorium mod andre fugle.[8] Hunnen er alene om at bygge reden,[8] som er stor, åben og tallerkenformet, lavet af kviste og bark, som er tætnet med uld.[2] Indersiden af reden er foret med uld og græs.[2] Reden kan blive op til 13 centimeter høj og findes i træer og buskads.[2] Den gullappede honningæder lægger 2–3 æg, som er lakserøde med rødbrune, lillarøde og gråblå pletter.[2] Begge køn ruger og fodrer ungerne.[8]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ BirdLife International (2016). "Anthochaera paradoxa". IUCN. Hentet 11. februar 2022.
- ^ a b c d e f g h i j k l m Graham Pizzey (1980). A Field Guide to the Birds of Australia. Australia: Angus and Robertson. ISBN 9780691084831.
- ^ a b Jobling, James A. (2010). "Helm Dictionary of Scientific Bird-names". Hentet 23. april 2020.
- ^ a b c Ken Simpson & Nicolas Day (2004). Field Guide to the Birds of Australia (7th udgave). Princeton, NJ: Princeton University Press. ISBN 9780691120492.
- ^ Dunning, John B. Jr., red. (2008). CRC Handbook of Avian Body Masses (2nd udgave). CRC Press. ISBN 978-1-4200-6444-5.
- ^ Higgins, P. J., L. Christidis, and H. Ford (2020). Yellow Wattlebird (Anthochaera paradoxa), version 1.0. In Birds of the World (J. del Hoyo, A. Elliott, J. Sargatal, D. A. Christie, and E. de Juana, Editors). Cornell Lab of Ornithology, Ithaca, NY, USA.
- ^ a b Morcombe, Michael (2012) Field guide to Australian birds. Pascal Press, Glebe, NSW. Revised edition. ISBN 978-1-74021-417-9
- ^ a b c d e f g h i "Yellow Wattlebird". Birds in Backyards. 11. april 2006. Hentet 28. april 2008.
- ^ a b "The Action Plan for Australian Birds 2000: Recovery Outline – Yellow Wattlebird (King Island)" (PDF). Department of the Environment, Water, Heritage and the Arts. 27. april 2008. Hentet 28. april 2008.
- ^ M. G. Ridpath & R. E. Moreau (1966). "The birds of Tasmania: ecology and evolution". Ibis. 108 (3): 348-393. doi:10.1111/j.1474-919X.1966.tb07349.x.
- ^ Andrew B. Hingston; Brett D. Gartell & Gina Pinchbeck (2004). "How specialized is the plant–pollinator association between Eucalyptus globulus ssp. globulus and the swift parrot Lathamus discolor?". Austral Ecology. 29 (6): 624-630. doi:10.1111/j.1442-9993.2004.01397.x.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]
Wikispecies har taksonomi med forbindelse til Gullappet honningæder
- Recordings of yellow wattlebird fra Cornell Laboratory of Ornithology's Macaulay Library
- Recordings of yellow wattlebird fra Xeno-canto lydarkiv
- Images of yellow wattlebird fra Graeme Chapmans fotobibliotek
- "Yellow Wattlebird, Anthochaera paradoxa". Wildlife of Tasmania. Department of Primary Industries, Parks, Water and Environment. 5. marts 2008. Arkiveret fra originalen 21. juli 2008. Hentet 25. april 2008.