Spring til indhold

Creedence Clearwater Revival

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Creedence Clearwater Revival
1968
Information
PseudonymCCR Rediger på Wikidata
GenreRock, roots rock, country rock med flere Rediger på Wikidata
Deltog iWoodstockfestivalen Rediger på Wikidata
Aktive år1967 — 1972
PladeselskabFantasy Rediger på Wikidata
Medlemmer
Kendte værker
Bad Moon Rising, Proud Mary, Who’ll Stop the Rain, Cosmo's Factory Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Creedence Clearwater Revivals hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Creedence Clearwater Revival, eller CCR, var et amerikansk rockband, der eksisterede fra 1967 til 1972. De blev kendt for deres "deep south rock", der kombinerede elementer af country rock og rock and roll. CCR er anerkendt som et af genrens mest indflydelsesrige bands og gruppen har solgt over 26 mio. albums i USA alene.

Bandet blev især kendt for sange som "Proud Mary", "Fortunate Son", "Run Through the Jungle", "Bad Moon Rising", "Have You Ever Seen the Rain", "Down on the Corner", "Lookin' Out My Backdoor" og "Who'll Stop the Rain". Frontmanden John Fogerty skrev de fleste sange, hvoraf mange er blevet indspillet af andre grupper og står som klassikere inden for den tids musik.

John Fogerty er siden gået solo og indspiller stadig nye numre i samme stil.

CCR blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1993, men John Fogerty afslog at deltage i showet sammen med de to tilbageværende, tidligere medlemmer.[1][2]

Historie

[redigér | rediger kildetekst]

Starten

[redigér | rediger kildetekst]

Bandet udsprang af to bands, The Blue Velvets og the Golliwogs.[3] I 1966 blev sidstnævnte splittet, da John Fogerty og Doug Clifford blev indskrevet til hæren.[4] Da bandet genoptog samarbejdet efter den overståede militærtjeneste, lovede Saul Zaentz, som netop havde købt Fantasy Records, at han ville lade dem indspille en lp, hvis de ændrede navnet, som han ikke brød sig om. Diskussionen om et nyt navn endte med en fælles accept af Creedence Clearwater Revival (CCR), som bandet officielt tog i januar 1968.[5] Deres anden singleplade nåede 11. pladsen på den amerikanske top 40, med nummeret Susie Q"[6]

Gennembrud

[redigér | rediger kildetekst]

Bandets første album var en mindre succes, men det næste Bayou Country (1969),[note 1] indspillet på RCA Studios i Los Angeles indeholdt "Proud Mary", der som single med "Born on the Bayou" som B- side nåede No. 2 på Billboards hitliste. A -siden blev senere bandets mest kopierede sang, blandt andet med et #4 1971 hit fra Ike & Tina Turner. John Fogerty er citeret for at udtale, at han skrev den i ekstase efter at have opnået hjemsendelse fra hæren.[5] Albummet indeholdt også rock & roll klassikeren "Good Golly, Miss Molly"[5] og et ni minutter langt nummer "Keep On Chooglin'".

I marts nåede en anden sang fra albummet, "Bad Moon Rising" No. 2 på Billboard. I Storbritannien fik den 3 uger på førstepladsen i september og oktober 1969, og den blev dermed den eneste af bandets singler, der nåede højeste placering der.[7] Det tredje album Green River, udkom allerede i august 1969 og singlen "Green River" opnåede No. 2 på Billboard - listen.

Creedence var dette år konstant på turne og deltog i august 1969 på Woodstockfestivalen.[8] John Fogerty udtrykte senere sin utilfredshed med, at bandet, der spillede før CCR, the Grateful Dead, havde dysset publikum i søvn."[9]

Kort efter frigivelsen af "Green River"" begyndte bandet at indspille sange til den opfølgende LP, Willy and the Poor Boys. Albummet blev udgivet i november 1969 som Fantasy 8397,[10] og i 1970 nåede det Top 50 i seks lande,[11][12][13][14] En single fra dette album, " Down on the Corner " / " Fortunate Son " toppede på Billboard som nr. 3 den 20. december 1969 på Hot 100.

Ved udgangen af året 1969 havde Creedence Clearwater Revival præsteret tre på hinanden følgende nummer 2-singler og nummer 1-albummet Green River. Derudover havde gruppen lavet flere højprofilerede tv-optrædener, herunder på The Ed Sullivan Show. Bandleder og sangskriver John Fogerty havde overtaget kontrollen med bandet efter der var opstået intern uro, men på trods af den voksende succes begyndte de andre medlemmer - bassist Stu Cook, trommeslager Doug Clifford og guitarist Tom Fogerty, Johns ældre bror - at protestere mod Fogertys krævende ledelsesstil. Bandets output i 1969 alene - tre albums i fuld længde - var meget krævende i betragtning af at de samtidig turnerede nonstop. "Det var lidt overdrevent, og det har jeg aldrig forstået," sagde Clifford i et interview til Jeb Wright fra Goldmine i 2013". Fogerty fortalte os, at hvis vi ikke var på hitlisterne, så ville vi blive glemt. . . For at gøre det værre, lyder det måske sjovt, men vi havde dobbeltsidige hits, og det var en slags forbandelse, da vi afbrændte vores materiale dobbelt så hurtigt. Hvis vi havde spredt det ud, ville vi ikke have været nødt til at udsende tre albums på et år."[15] Om uenighederne har John Fogerty blandt andet udtalt:" Melody Maker udnævnte os til verdens bedste band. Det var efter The Beatles blev opløst, men alligevel. ... Og jeg havde skabt alt dette. Men jeg tror desværre ikke, at de forstod det. ... De var besat af tankerne om mere kontrol og mere indflydelse.[16]

I april 1970 påbegyndte Creedence den første Europa - turne. For at kunne præsentere helt nyt materiale komponerede Fogerty "Up Around the Bend" og "Run Through the Jungle". som udkom på en single, der nåede No. 4 på Billboard. De blev inkluderet på bandets følgende album, Cosmo's Factory, der blev indspillet i juni 1970 i San Francisco, ligesom "Lookin' Out My Back Door"/"Long as I Can See the Light" som single blev deres femte (og sidste) No. 2 amerikanske hit.[17] Pendulum, det sjette album fra bandet udkom på Fantasy Records den 9. december 1970. Det var deres første album uden covernumre.[17][18] En single fra albummet, "Have You Ever Seen the Rain"/"Hey Tonight", blev udgivet i januar 1971. Den blev CCR's sidste top 10 hit på Billboard.[18]

Trods den fortsatte kommercielle succes på hitlisterne var modsætningerne blandt medlemmerne nu så store, at Tom Fogerty forlod bandet kort efter Pendulums frigivelse i december 1970.[15]

Tilbagegang og opløsning

[redigér | rediger kildetekst]

Albummet Mardi Gras, som blev udgivet i april 1972, blev som det første produceret af Fogerty, Cook og Clifford i fællesskab, ligesom det indeholdt sange skrevet af alle tre medlemmer. Den nye "demokratiske" indfaldsvinkel til materialet blev suppleret med en coverversion af "Hello Mary Lou", som er komponeret af Gene Pitney og oprindelig indspillet af Ricky Nelson. Mardi Gras fik ikke samme salgssucces som de foregående udgivelser, men opnåede dog en guldplade, efter at have toppet som No. 12 på Billboards liste. Dette album fik en hård kritik af anmelderne; blandt andre i Rolling Stone, hvor Jon Landau, som bedømte som "det dårligste album, jeg nogensinde har hørt fra et kendt rockband."[19] I 1976 tilsluttede John Fogerty sig kritikerne, da han til Rolling Stone magazine udtalte: "Jeg har indtryk af at Creedence skabte seks albums. Lad mig tælle op... den første, derefter Bayou Green River, Willy and the Poor Boys, Cosmo's Factory, Pendulum... ja seks. Jeg kunne ikke drømme om at nævne Mardi Gras, og det ville ingen andre heller ikke. Jeg havde ikke længere kontrol over noget."[20] Bandet blev officielt opløst i oktober 1972.

Tekst og musik

[redigér | rediger kildetekst]

Mange af CCR's tekster omhandler daglivets små og store problemer, mens andre refererer til politiske emner, blandt andet Vietnamkrigen. De fleste er skrevet af John Fogerty, som også har komponeret det meste af deres eget materiale. Derfor omtales han ofte som bandets leder.[15]

Teksterne

[redigér | rediger kildetekst]

En af Fogerty største successer, Proud Mary fra CCR's andet album, Bayou Country, er inspireret af hans afslutning af sin tid i hæren, hvor han forlod "et vellønnet job" for at kunne "drive ned af floden". Den flytter således et af Mark Twains kendte temaer til USA i 1960'erne.[21] I "Fortunate Son" synger John Fogerty således om hvorledes sønner af samfundets spidser slipper for at deltage i krigen. Sangen er inspireret af David Eisenhowers fritagelse. Andre tekster handlede om myter og science fiction, f, eks Born on the Bayou[22] Fogertys tekster var sjældent direkte politiske, men benyttede i stedet symbolik og metaforer til at kritisere det daværende system. Et eksempel herpå er Who'll Stop the Rain, som er blevet tolket som en metafor for bomberne, der blev kastet over Nordvietnam. Dette har Fogerty ikke selv bekræftet.[23]

Medlemmer

[redigér | rediger kildetekst]

Diskografi

[redigér | rediger kildetekst]
  • Creedence Clearwater Revival (1968)
  • Bayou Country (1969)
  • Green River (1969)
  • Willy and the Poor Boys (1969)
  • Cosmo's Factory (1970)
  • Pendulum (1970)
  • Mardi Gras (1972)

Noter og referencer

[redigér | rediger kildetekst]
Noter
  1. ^ Hvor intet andet er angivet, er udgivelsesår og evt. dato fundet på albummets omslag
Referencer
  1. ^ "Creedence Clearwater Revival". Rockhall.com. Hentet 2. marts 2010.
  2. ^ "John Fogerty Explains CCR's Hall of Fame Meltdown".
  3. ^ "Fantasy Studios: Alive and Well in Berkeley". Crawdaddy.wolfgangsvault.com. 6. august 2008. Arkiveret fra originalen 9. oktober 2009. Hentet 2. marts 2010.
  4. ^ Lynskey, Dorian. "John Fogerty: 'I had rules. I wasn't embarrassed that I was ambitious'". The Guardian. Hentet 18. juli 2019.
  5. ^ a b c "Show 54 - Hail, Hail, Rock 'N' Roll: Getting back to rock's funky, essential essence. [[Part 3]]". {{cite web}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  6. ^ "WLS89 HIT PARADE". Rusty Evans. september 1968.
  7. ^ "Creedence Clearwater Revival scored their only U.K. No 1 single with "Bad Moon Rising". Pop Expresso.
  8. ^ Hank Bordowitz (2007). The Unauthorized History of Creedence Clearwater Revival Page 65. Chicago, Illinois: Chicago Review Press, Incorporated. s. 65. ISBN 978-1-55652-661-9. Hentet 16. august 2014.
  9. ^ Hank Bordowitz (2007). Bad Moon Rising: The Unauthorized History of Creedence Clearwater Revival. Chicago, Illinois: Chicago Review Press, Incorporated. s. 64. ISBN 978-1-55652-661-9. Hentet 27. august 2011.
  10. ^ Chronicle: The 20 Greatest Hits (Medienoter). U.S.A.: Fantasy Records. 1991.
  11. ^ "Item Display - RPM - Library and Archives Canada". Collectionscanada.gc.ca. Hentet 2012-01-12.
  12. ^ "InfoDisc : Tous les Albums classés par Artiste". Infodisc.fr. Arkiveret fra originalen 2015-07-20. Hentet 2012-01-12.
  13. ^ Hung, Steffen. "Creedence Clearwater Revival - Willy And The Poor Boys". dutchcharts.nl. Hentet 2012-01-12.
  14. ^ Hung, Steffen. "Creedence Clearwater Revival - Willy And The Poor Boys". norwegiancharts.com. Hentet 2012-01-12.
  15. ^ a b c "Clifford til Jeb Wright fra Goldmine (2013)". Arkiveret fra originalen 12. november 2019. Hentet 12. november 2019.
  16. ^ "Blue Moon Swamp Interview". Swedish POP Magazine. 1997. Hentet 23. maj 2012.
  17. ^ a b "Most No. 2 Hits Without Reaching No. 1 By Artist". Billboard Magazine. Arkiveret fra originalen (PHP) 28. december 2012.
  18. ^ a b "Billboard 19 dic 1970" (PHP). Billboard.
  19. ^ "Creedence Clearwater Revival: Mardi Gras: Music Reviews: Rolling Stone". Rolling Stone. 25. maj 1972. Arkiveret fra originalen 26. januar 2011. Hentet 8. maj 2009.
  20. ^ Fogerty, John (6. maj 1976). "John's Clearwater Credo: Proud Fogerty Post-Creedence". Rolling Stone (Interview). Interview med Cameron Crowe. Cameron Crowe.
  21. ^ Campbell, Michael and Brody, James (2007). Rock and Roll: An Introduction, second edition, p.237-8. Cengage Learning.ISBN 9781111794538}}
  22. ^ Finding Fogerty: Interdisciplinary Readings of John Fogerty and Creedence ... - Google Books
  23. ^ Fogerty, John (16. december 2005). "John Fogerty Travels 'The Long Road Home'". NPR. Hentet 26. marts 2010.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Creedence_Clearwater_Revival&oldid=11898059"