Sofie Lassen-Kahlke

dansk skuespiller, født 1979

Sofie Katrine Lassen-Kahlke (født 18. juli 1979 ) er en dansk autodidakt skuespiller og sanger, som har medvirket i flere danske film- og tv-produktioner, såsom julekalendrene Krummernes Jul (1996) og Brødrene Mortensens Jul (1998), Kærlighed ved første hik-franchisen (1999-2008) og tv-serien 2900 Happiness (2007-2008).

Sofie Lassen-Kahlke
Personlig information
Fulde navnSofie Katrine Lassen-Kahlke
Født18. juli 1979 (45 år)
København, Danmark
NationalitetDanmark Dansk
ÆgtefælleHans Poul Petersen (g. 2012)
Børn3
BeskæftigelseSkuespiller, cand.jur.
Aktive år1994-nu
RollerAnja i Anja og Viktor-filmene
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Lassen-Kahlke har desuden også sunget med på soundtracksene til julekalenderene, og hun sang med på Danmarks officielle slagsang "Danmarks Drenge" i forbindelse med VM i fodbold i 2002.

Opvækst

redigér

Lassen-Kahlke blev født den 18. juli 1979 i København som datter af Niels Kahlke, advokat og Nina Lassen, jurist. Hun har også en yngre søster, Ditte Lassen-Kahlke. Hun voksede i sin tidlige barndom op i Blovstrød i Nordsjælland, hvor hun gik på Tranegårdskolen og siden hen på Hellerup Gymnasium.[1][2] Lassen-Kahlke debuterede som skuespiller i 1993 som 14-årig, da hun medvirkede i Sven Methlings familiefilm Vildbassen, hvor hun spillede overfor Robert Hansen.[3] Lassen-Kahlke gik på tidspunktet i folkeskole, og blev under en familietur til Møn opdaget af Regner Grasten, som var producer på filmen.[1][4] Lassen-Kahlke spillede som barn meget golf.[4]

To år senere, i 1996, medvirkede Lassen-Kahlke i TV 2s julekalender Krummernes Jul, hvor hun i rollen som den drilske nissepige og datter af julemanden, Stella, spillede overfor bl.a. Dick Kaysø, Karen-Lise Mynster, Waage Sandø og Stephanie León. Julekalenderen blev modtaget med positive anmeldelser og Lassen-Kahlke sang med på flere af sangene til julekalenderen. Året efter, i 1997, medvirkede hun i Hans Kristensens familiefilm Sunes familie. I 1998 medvirkede hun i endnu en julekalender, da hun optrådte i TV 2s Brødrene Mortensens jul i rollen som den søde servitrice, Kaffe-Hanne. Julekalenderen blev modtaget med positive anmeldelser, og Lassen-Kahlke sang ligeledes med på flere af sangene til julekalenderens soundtrack, som fx. "Flødebolleræs" og "En Dag I December". I 1998, som 19-årig, begyndte Lassen-Kahlke ligeledes at studere jura på Københavns Universitet - et studie som hun bibeholdt under hele sin skuespilskarriere og endeligt færddigjorde i 2015, hvor hun afleverede sit speciale om medieret, hvilket også gjorde hende til cand.jur.[1][5][4]

Karriere

redigér

Lassen-Kahlkes helt store folkelige gennembrud kom i 1999, da hun medvirkede i Tomas Villum Jensens ungdomsfilm Kærlighed ved første hik, som var en filmatisering af Dennis Jürgensens ungdomsroman af samme navn. I filmen indtog Lassen-Kahlke den kvindelige hovedrolle som Anja Poulsen overfor Robert Hansen som spillede den mandlige hovedrolle som Viktor Knudsen. Inden optagelserne til filmen begyndte tog Lassen-Kahlke og Hansen på et tre måneder langt skuespilskursus ved Lee Strasberg Theatre Institute i Los Angeles, USA.[6] Filmen blev hurtigt en anmelder- og publikumssucces, og en af mest sete danske film i biograferne det år med over 500.000 solgte billetter.[7] Grundet denne succes udkom efterfølgeren Anja & Viktor blot to år efter, i 2001, hvor store dele af castet fra den første film atter medvirkede.

I 2002 blev Lassen-Kahlke inviteret til at medvirke på Søren Poppes sang "Danmarks Drenge", som skulle konkurrere om at blive Danmarks officielle slagsang i forbindelse med VM i fodbold i 2002 i Japan og Sydkorea. Sangen konkurrerede mod fire andre sange i Fodboldens Melodi Grand Prix, hvor den endte med at vinde med 36% af stemmerne.[8] Samme år spillede Lassen-Kahlke også en mindre rolle i Hans Kristensens familiefilm Bertram og Co.

I 2003 medvirkede Lassen-Kahlke i Charlotte Sach Bostrups musicalfilm Askepop - the movie, hvor hun i hovedrollen som Mille, spillede over for bl.a. Karl Bille og Joachim Knop. Samme år udkom den tredje installation af Kærlighed ved første hik-serien, Anja efter Viktor, hvor Lassen-Kahlke atter spillede over for bl.a. Robert Hansen, Mira Wanting, Karl Bille, Sebastian Jessen og Zlatko Buric.

I 2004 medvirkede hun i Charlotte Sach Bostrups drama Familien Gregersen, og i 2005 medvirkede hun i to familiefilm; Bølle Bob og Smukke Sally og Far til fire - gi'r aldrig op! I 2006 medvirkede hun i den tyske familiekrimi-serie Da kommt Kalle, i kortfilmen Den røde taske og hun medvirkede i en enkelt afsnit af den danske sitcom Klovn, hvor hun spillede sig selv. Det efterfølgende år indtog Lassen-Kahlke atter rollen som Anja Poulsen overfor Robert Hansen i den fjerde film om Anja og Viktor i Anja og Viktor - Brændende kærlighed (2007). Samme år medvirkede hun også i Shaky González' direkte-til-DVD-gangsterfilm Pistoleros.

I 2008, knap ni år efter originalen, optrådte Lassen-Kahlke igen som Anja Poulsen i den femte og sidste installation af Kærlighed ved første hik-franchisen med Anja & Viktor - I medgang og modgang, hvor Robert Hansen, Mira Wanting, Joachim Knop, Karl Bille og Jonas Gülstorff alle indtog deres originale roller. Samme år medvirkede hun også i ungdomsfilmen Remix og i komedieserien Maj & Charlie.

I perioden 2007-2009 medvirkede Lassen-Kahlke i TV3s dramaserie 2900 Happiness i rollen som Maibritt 'Majse' von Bech overfor Jesper Lohman, Susanne Storm, Pelle Hvenegaard og Christiane Schaumburg-Müller. Serien modtog blandede anmeldelser[9] og Lassen-Kahlke medvirkede i 116 episoder fordelt på tre sæsoner. I 2009 var Lassen-Kahlke også planlagt til at skulle medvirke i musicalen Stjernenat af Martin Loft, men grundet et for lavt billetsalg blev musicalen erklæret konkurs.[10]

Lassen-Kahlke blev i 2010 en del af det komiske kvartet City Singler, hvor hun sammen med Vicki Berlin, Anne Louise Hassing og Trine Gadeberg optrådte med forestillingen City Singler - Sko, håb og kærlighed rundt om i landet.[11] Forestillingen blev modtaget med positive anmeldelser og blev sammenlignet med en blanding af tv-serien Sex and the City og den danske komiske kvartet Ørkenes Sønner. Lassen-Kahlke medvirkede ligeledes i de to efterfølgende shows Frækkere i 2'eren (2012) og Trimmet i 3-kanten (2014). I 2010 medvirkede Lassen-Kahlke som en del af det faste hold bag tredje sæson af TV 2s sketch- og satireprogram, Live fra Bremen, hvor hun optrådte i flere roller.

I 2012 spillede Lassen-Kahlke med i Charlotte Madsens eventyriske actionfilm Kufferten og kortfilmen Sammen hver for sig i 2013 og i 2014 medvirkede hun i Carsten Rudolfs julefamiliefilm Familien Jul som Fru Knudsen og hun indtog samme rolle i efterfølgeren Familien Jul 2 - I nissernes land i 2016. I 2015 medvirkede hun i enkelte afsnit af DR Ultras tv-serie Backstage, hvor hun spillede over for Peter Frödin, Laura Christensen og Mia Lyhne.

Lassen-Kahlke medvirkede i 2017 i den 14. sæson af TV 2's underholdningsprogram Vild med Dans, hvor hun dansede med den professionelle danser Michael Olesen. Efter tolv ugers live-shows nåede parret frem til finalen, hvor de vandt.[12] Samme år medvirkede hun også i et enkelt afsnit af den tyske krimiserie Nord Nord Mord.

I 2018 vendte Lassen-Kahlke tilbage til sin gennembrudsrolle, da Kærlighed ved første blik - The musical blev fremført i Tivolis Koncertsal.[13] Hun spillede atter over for Robert Hansen, Joachim Knop og Karl Bille, og debutant Oliver Bjerrehuus. Musicalen modtog blandede anmeldelser.[14] Samme år medvirkede hun også i Kasper Juhls thriller-drama Månebrand, og i enkelte afsnit af Jonathan Spangs satireshow Tæt på sandheden. I maj 2019 debuterede hun som revy-skuespiller, da hun medvirkede i Odense Sommerrevyen.[15]

Lassen-Kahlke blev gift med Hans Poul Petersen den 25. august 2012 i Garnisons Kirke i København[16] og er bosat i Hellerup. Parret havde været bekendte i flere år, da begges familie ofte tilbragte ferier på Fanø, før parret fandt sammen i 2011.[1] Parret har sammen tre børn, Alfred (født januar 2011), Agnes (født maj 2014) og Liva (født september 2019).[17]

Filmografi

redigér
År Titel Rolle
1994 Vildbassen Anne-Johanne
1997 Sunes familie Anna
1999 Kærlighed ved første hik Anja Poulsen
2001 Anja og Viktor - Kærlighed ved første hik 2
2002 Bertram og Co Winnie
Askepop - the movie Mille
2003 Anja efter Viktor Anja Poulsen
2004 Familien Gregersen Maj Gregersen
2005 Bølle Bob og Smukke Sally Linda Sand
Far til fire - gi'r aldrig op Simone
2007 Anja og Viktor - Brændende kærlighed Anja Poulsen
2008 Remix Robinson Tanja
Anja og Viktor - I medgang og modgang Anja Poulsen Knudsen
2012 Kufferten Erna
2013 Sammen hver for sig Majbrit
2014 Familien Jul Fru Knudsen
2016 Familien Jul 2 - I nissernes land Fru Knudsen
2018 Månebrand Monika

Tv-serier

redigér
År Titel Rolle
1996 Krummernes jul Stella
1998 Brødrene Mortensens jul Kaffe-Hanne
2006 Klovn Sig selv
Da kommt Kalle Anne
2007-2008 2900 Happiness Maibritt 'Majse' Von Bech
2008 Maj & Charlie Camille
2015 Backstage Anette Simonsen
2017 Nord Nord Mord Astrid Mikaelson

Tv-programmer

redigér
År TItel Rolle
2010 Live fra Bremen Flere roller
2018 Tæt på sandheden med Jonathan Spang Nissemor
  • City Singler - Sko, håb & kærlighed (2010)
  • City Singler - Frækkere i 2'eren (2012)
  • City Singler - Trimmet i 3 kanten (2014)

Referencer

redigér
  1. ^ a b c d Capion, Ditte (20. november 2020), "Sofie Lassen-Kahlke: Jeg har længtes efter voksne roller", Magasinet Liv, hentet 10. april 2022
  2. ^ Sofie Lassen-Kahlke om at fylde 40 og miste fodfæstet - ALT.dk
  3. ^ Johansson, Susanne (4. november 2021), "Sofie Lassen-Kahlke blev superstjerne som 13-årig: Dér ændrede alt sig", bt.dk, hentet 10. april 2022
  4. ^ a b c "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 27. maj 2022. Hentet 14. april 2022.
  5. ^ "Sofie Lassen-Kahlke: Vild med Hans". Berlingske.
  6. ^ Andersen, Lars Jørgen (18. juli 2009), "Fra unge Anja til Sofie på 30", Fyens Stiftstidende, hentet 10. april 2022
  7. ^ "Kærlighed ved første hik (1999)", philm.dk
  8. ^ Bøgh, Pernille Magaard (3. juli 2021), "Sofie Lassen-Kahlke om 'Danmarks Drenge': 'Sangen går mere i hjertet end nogensinde før'", bt.dk
  9. ^ "2900 Happiness", cinemaonline.dk
  10. ^ "Sofie Lassen-Kahlke: Konkurs koster jobbet", Se & Hør, 27. december 2008
  11. ^ "Sofie bliver voksen", Berlingske, 16. juli 2009
  12. ^ "Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen vinder Vild med dans". NordJyske. 24. november 2017. Arkiveret fra originalen 24. november 2018. Hentet 23. november 2018.
  13. ^ Kærlighed ved første blik - The musical, arkiveret fra originalen 27. maj 2022, hentet 14. april 2022
  14. ^ "'Kærlighed ved første hik'-musical er guf for fans, men ikke helt", bt.dk
  15. ^ de Fries, Helle Skram (12. november 2019), "40'årige Sofie Lassen-Kahlke er blevet mor igen", Billede Bladet
  16. ^ Sofie Lassen-Kahlke - dansk film database
  17. ^ Sofie Lassen-Kahlke om 12 års parforhold: ”Vi er meget forskellige" - ALT.dk

Eksterne henvisninger

redigér


Artiklen om skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede.
Du kan hjælpe ved at uploade et godt billede til Wikimedia Commons iht. de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. Eller du kan søge efter eksisterende filer på Wikimedia Commons eller på Flickr - fx med værktøjet Free Image Search Tool.