Sankt Hansblus på Skagen strand
Sankt Hansblus på Skagen strand er et maleri af Peder Severin Krøyer fra 1906. Det forestiller en Sankt Hans aften i Skagen, hvor hele P.S Krøyers familie og en del af hans venner nyder bålets varme og hyggelige glød. Billedet er et af Krøyers sidste. Det blev beskadiget ved en brand i 1948, men er restaureret. Siden 1957 hænger det i Skagens Museum.
Sankt Hansblus på Skagen strand | |
---|---|
P.S. Krøyer 1906 | |
Oliemaleri | |
149,5 × 257 cm | |
Skagens Museum, Skagen | |
Katalog | |
H.Chr. Christensen: P.S. Krøyer, 23.juli 1851-20. november 1909, Fortegnelse over hans oliemalerier Nr. 752 i kataloget | |
Noter | |
Depositum fra Bankassistent Henry Sthyrs Mindelegat | |
Motivet
redigérBilledet er Krøyers sidste store figurmaleri. Her har han samlet repræsentanter fra kunstnerkolonien, medlemmer af byens bedre borgerskab samt nogle af de fastboende skagboer i en stor kreds omkring et sankthansbål på Skagen Sønderstrand. Maleriet er en hyldest til kunstnerkolonien i Skagen, men det er første gang, at Krøyer skildrer lokalbefolkningen sammen med kunstnerne. Alligevel er der tydelig forskel på de to grupper, idet kunstnere og borgerskabet er placeret i billedets lyse venstre side, mens hovedparten af skagboerne er placeret i den mørkere højre side. Bålet ligner ikke de sankthansbål, man laver i dag, idet man dengang stablede nogle tjæretønder oven på hinanden og satte ild til dem. Allerede i 1892 påbegyndte Krøyer den første skitse til maleriet, men på grund af andre opgaver og sygdom blev billedet først færdigt 14 år senere.
Eksterne henvisninger
redigér- "Sankt Hansblus på Skagen strand". Skagens Kunstmuseer. Hentet 18. december 2016.